Europaudvalget 2016-17
EUU Alm.del Bilag 25
Offentligt
1676633_0001.png
Udenrigsministeriet
Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret
Asiatisk Plads 2 – 1448 København K
Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03
Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse
JTEU j.nr. 2015 - 30240
14. oktober 2016
Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger
i retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat
procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse
af generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den
danske regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af
dom. Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens
hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.
Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-
Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.
Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:
Sagsnr.
C-611/14
Titel og kort sagsresumé
Canal Digital Danmark
l) Skal Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2005/29ÆF af 11. maj 2005 om virksomheders
urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det
indre marked mv. (direktivet om urimelig
handelspraksis), fortolkes således, at det er til hinder
for en national ordning som den i § 3 i den danske
markedsføringslov, der forbyder vildledende
handelspraksis, herunder i forbindelse med
købsopfordringer, men som hverken i dens § 3 eller
andetsteds i loven nævner de begrænsninger, der
følger af direktivets artikel 7, stk. 1, hvorefter der skal
tages hensyn til, om en handelspraksis udelader
væsentlige oplysninger, som gennemsnitsforbrugeren
har behov for i den pågældende situation for at træffe
en informeret transaktionsbeslutning, og følger af
artikel 7, stk. 3, hvorefter der skal tages hensyn til, at
det anvendte kommunikationsmedie indebærer
begrænsninger i tid og rum?
De øvrige spørgsmål kan findes i forelæggelses-
kendelsen.
Deltager i PD
Udenrigsministeriet
Justitsministeriet
Erhvervs- og
Vækstministeriet
Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen
Forbrugerombudsman
den
Processkridt
Dom
Dato
26.10.16
1
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 25: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/10-16
1676633_0002.png
Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:
Sagsnr.
C-135/15
Titel og kort sagsresumé
Nikiforidis
Sagen vedrører: 1. Finder Rom I-forordningen i
henhold til artikel 28 udelukkende anvendelse på
ansættelsesforhold i tilfælde, hvor retsforholdet er
etableret ved en arbejdsaftale, der er indgået efter den
16. december 2009, eller medfører enhver senere
aftale mellem aftaleparterne om at fortsætte
ansættelsesforholdet i ændret eller uændret form, at
forordningen finder anvendelse? 2. Udelukker Rom I-
forordningens artikel 9, stk. 3, alene en direkte
anvendelse af overordnede præceptive bestemmelser i
et tredjeland, hvor de forpligtelser, der udspringer af
aftalen, ikke skal opfyldes eller ikke er opfyldt, eller
også en indirekte hensyntagen i lovgivningen i det
land, hvis lov aftalen er undergivet? 3. Er princippet
om loyalt samarbejde, der er fastsat i artikel 4, stk. 3,
TEU af retlig betydning for de nationale domstoles
afgørelse om at anvende en anden medlemsstats
overordnede præceptive bestemmelser direkte eller
indirekte?
Sina Bank mod Rådet
Påstande: Rådets afgørelse efter vurdering indeholdt i
bekendtgørel-se af 15. marts 2014 til de personer og
enheder, som er omfattet af de restriktive
foranstaltninger i Rådets afgørelse 2010/413/FUSP
(1) og i Rådets forordning (EU) nr. 267/ 2012 (2) om
restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT C 77,
s. 1), hvorved fastslås, at Rådets afgørelse 2010/413/
FUSP og Rådets forordning (EU) nr. 267/2012
fortsat skal berøre sagsøgeren direkte, annulleres.
Bilag IX, punkt I.B.8 til Rådets forordning (EU) nr.
267/2012 annulleres, da det fortsat berører
sagsøgeren direkte, som fastslået i bekendtgø-relse af
15. marts 2014. Rådet for Den Europæiske Union
tilpligtes at bære sine egne omkostninger samt betale
sagsøgerens omkostninger.
Carrefour Hypermarchés
Skal artikel 4, litra a) og c), i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2006/114/EF af 12. december 2006
om vildledende og sammenlignende reklame,
hvorefter »[s]ammenlignende reklame er tilladt [...],
når [...] den er ikke vildledende [...], den [på objektiv
vis] sammenligner [...] en eller flere konkrete og
relevante egenskaber, der kan dokumenteres, og som
er repræsentative for disse varer eller tjenesteydelser«,
fortolkes således, at en prissammenligning af varer
kun er lovlig, hvis varerne sælges i butikker af samme
format (f.eks. supermarkeder/hypermarkeder) eller
samme størrelse?
Interessant
Justitsministeriet
Processkridt
Dom
Dato
18.10.16
T-418/14
Udenrigsministeriet
Erhvervsstyrelsen
Dom
18.10.16
C-562/15
Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen
GA
19.10.16
2
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 25: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/10-16
1676633_0003.png
C-558/15
Vieira
Sagen vedrører: 1 – Er det i henhold til det fjerde
motorkøretøjsforsikringsdirektiv (Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF af
16.5.2000, som affattet ved Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2005/14/EF af 11.5.2005), navnlig
betragtning 16a og artikel 4, i betragtning af denne
artikels stk. 4, 5 og 8 i sin helhed (gennemført i
portugisisk ret ved artikel 43 i lovdekret nr. 522/85 af
31.12., som affattet ved lovdekret nr. 72-A/2003 af
14.4.) muligt at sagsøge en repræsentant for et
forsikringsselskab, der ikke udøver virksomhed i det
land, hvor der er indledt en retssag om erstatning i
forbindelse med en trafikulykke på baggrund af den
lovpligtige ansvarsforsikring for motorkøretøjer, der
er indgået i et andet EU-land? 2 – Såfremt
spørgsmålet besvares bekræftende, afhænger denne
mulighed for at sagsøge repræsentanten da af de
nærmere betingelser for den
repræsentationsbemyndigelse, der forbinder
repræsentanten med forsikringsselskabet?
EL-EM-2001
1. Skal artikel 19, stk. 1, i forordning (EF) nr.
561/2006 fortolkes således, at de nødvendige
foranstaltninger for at iværksætte en sanktion, som en
medlemsstat fastsætter og pålægger for en
overtrædelse, kun kan finde anvendelse på den
person, som har begået den pågældende
overtrædelse? Med andre ord: På baggrund af
bestemmelserne i artikel 18 i forordning (EF) nr.
561/2006 er en national bestemmelse, hvorefter de
nødvendige foranstaltninger for at iværksætte en
sanktion, som en medlemsstat fastsætter og pålægger,
finder anvendelse på en (fysisk eller juridisk) person,
da i strid med medlemsstaternes forpligtelse i henhold
til artikel 19, stk. 1, første punktum, i forordning (EF)
nr. 561/2006, når det under den administrative
procedure ikke er blevet konstateret, at denne person
har begået en overtrædelse? 2. Såfremt det første
spørgsmål besvares benægtende, skal artikel 19, stk. 1,
i forordning (EF) [nr. 561/2006] da fortolkes således,
at en foranstaltning, der iværksættes over for
tredjemand (en fysisk eller juridisk person) for en
overtrædelse, som en anden person har begået,
betragtes som en sanktion, der pålægges denne,
uanset hvordan den benævnes, når det ikke er blevet
konstateret, at den pågældende tredjemand har begået
en overtrædelse? 3. Såfremt det andet spørgsmål
besvares bekræftende, er en national bestemmelse,
hvorefter det er muligt at pålægge en anden (fysisk
eller juridisk) person en sanktion – som kaldes
foranstaltning, men som har sanktionerende indhold
– i forbindelse med iværksættelse af den sanktion, der
pålægges for en overtrædelse begået af føreren, i så
fald i strid med det forbud mod mere end én
sanktion, der henvises til i artikel 19, stk. 1, i
forordning (EF) [nr. 561/2006]?
Transport- og
Bygningsministeriet
GA
19.10.16
C-501/14
Justitsministeriet
Miljø- og
Fødevareministeriet
Dom
19.10.16
3
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 25: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/10-16
1676633_0004.png
C-424/15
Ormaetxea Garai et Lorenzo Almendros
Gør en fortolkning af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om
fælles rammebestemmelser for elektroniske
kommunikationsnet og -tjenester det muligt – ud fra
et synspunkt om en effektiv beskyttelse af de
generelle interesser, som påhviler det nationale
tilsynsorgan på området – at anse det for foreneligt
med dette direktiv, når den nationale lovgiver
opretter et regulerings- og tilsynsorgan, der er en
institution af ikke-specialiseret karakter, som samler
de hidtidige tilsynsmyndigheder – bl.a. på
energiområdet og områderne for telekommunikation
og konkurrence – i ét enkelt organ? Skal de
betingelser vedrørende »uafhængighed« hos de
nationale tilsynsmyndigheder på området for
elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, der
henvises til i artikel 3, stk. 2 og 3a, i direktiv
2002/21/EF som ændret ved direktiv 2009/140/EF,
svare til de krav, der stilles til de nationale
databeskyttelsesmyndigheder efter artikel 28 i direktiv
95/46/EF? Finder den retspraksis, der fremgår af
dom afsagt af Den Europæiske Unions Domstol den
8. april 2014, anvendelse på et tilfælde, hvor de
ansvarlige i en national tilsynsmyndighed inden for
telekommunikationsområdet afskediges inden
udløbet af deres mandat på grund af kravene inden
for en ny retlig ramme, hvorved der oprettes et
tilsynsorgan, der samler flere nationale
tilsynsmyndigheder fra de sektorer, der føres tilsyn
med? Kan denne afskedigelse, der er fremskyndet
alene på grund af ikrafttrædelsen af en national lov og
ikke på grund af et pludseligt tab af de pågældendes
personlige forudsætninger, der på forhånd blev fastsat
i national ret, anses for at være forenelig med
bestemmelserne i artikel 3, stk. 3a i direktiv
2002/21/EF?
Saint-Gobain Glass Deutschland GmbH mod
Europa-Kommissionen (appel)
Påstande: Dom afsagt af Retten den 11. december
2014 i sag T-476/12 ophæves. Der gives medhold i
den i første instans nedlagte påstand om ugyldighed,
hvorved Kommissionens afgørelse af 17. januar 2013
(sag GESTDEM nr. 3273/2012) erklæres ugyldig.
Dr. August Wolff GmbH & Co KG Arzneimittel
et Remedia d.oo. mod Kommissionen
Partial annulment of the implementing Commission
decision C (2014) 6030 final of 19 August 2014,
concerning in the framework of Article 31 of
Directive 2001/83/EC of the European Parliament
and of the Council, the marketing authorisations in
respect of topical medicinal products for human use
with high concentration of estradiol.
Montis Design
1. Skal ophævelsen af artikel 21, stk. 3, i Benelux-
mønsterloven (den gamle) pr. 1. december 2003 i
Energistyrelsen
Dom
19.10.16
C-60/15 P
Miljøstyrelsen
GA
19.10.16
T-672/14
Sundhedsstyrelsen
Dom
20.10.16
C-169/15
Patent- og
Varemærkestyrelsen
Dom
20.10.16
4
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 25: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/10-16
1676633_0005.png
medfør af protokollen af 20. juni 2012 om ændring af
Benelux-landenes fælles mønsterlov fortolkes således
– også under hensyntagen til nødvendigheden af en
fortolkning i overensstemmelse med
beskyttelsestidsdirektivet – at ophavsretten til et
brugskunstværk, som ophørte før den 1. december
2003, idet der ikke rettidigt blev afgivet en
bevaringserklæring, er ophørt for bestandigt, eller er
den blevet genoplivet på et givet tidspunkt?
C-641/15
Verwertungsgesellschaft Rundfunk
Er kriteriet »mod entré« i artikel 8, stk. 3, i Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2006/115/EF af 12.
december 2006 om udlejnings- og udlånsrettigheder
samt om visse andre ophavsretsbeslægtede
rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret
opfyldt, hvis – der på de enkelte værelser på et hotel
er installeret tv-apparater, og hotelejeren stiller
signalet fra forskellige fjernsyns- og radioprogrammer
til rådighed gennem disse (»hotelværelses-tv«) og –
hotelejeren for benyttelse af værelset (med
»hotelværelses-tv«) kræver et vederlag for værelset pr.
overnatning, som også omfatter benyttelse af
tvapparatet og de fjernsyns- og radioprogrammer, der
herigennem er stillet til rådighed?
Ultra-Brag
1. Skal artikel 202, stk. 3, første led, i Rådets
forordning (EF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om
indførelse af en EF-toldkodeks (herefter
»toldkodeksen«) fortolkes således, at en juridisk
person i henhold til toldkodeksens artikel 202, stk. 3,
første led, som den person, der foretager en indførsel,
bliver debitor for toldskylden, hvis en [org. s. 2] af
den juridiske persons medarbejdere, som ikke er dens
retlige repræsentant, inden for rammerne af sine
kompetencer har givet anledning til den ikke
forskriftsmæssige indførsel? 2. Såfremt det første
spørgsmål besvares benægtende: Skal toldkodeksens
artikel 202, stk. 3, andet led, da fortolkes således, at a)
en juridisk person (også) har medvirket til den ikke
forskriftsmæssige indførsel, hvis en af dens ansatte,
som ikke er dens retlige repræsentant, inden for
rammerne af sine kompetencer har deltaget i denne
indførsel og b) den subjektive betingelse »som vidste
eller med rimelighed burde have vidst« med hensyn til
juridiske personer, der har medvirket til den ikke
forskriftsmæssige indførsel, skal vurderes i forhold til
den fysiske person, som hos den juridiske person var
beskæftiget med sagen, 3. Såfremt det første eller det
andet præjudicielle spørgsmål besvares bekræftende:
Skal toldkodeksens artikel 212a da fortolkes således,
at bedømmelsen af, om debitors adfærd giver
anledning til mistanke om svigagtig fremgangsmåde
eller åbenbar forsømmelighed, i forbindelse med
juridiske personer udelukkende skal foretages på
grundlag af den juridiske persons henholdsvis dens
organers adfærd, eller skal adfærden hos en fysisk
person, som er ansat hos den juridiske person og
Kulturministeriet
GA
25.10.16
C-679/15
Skatteministeriet
GA
26.10.16
5
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 25: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/10-16
1676633_0006.png
inden for rammerne af sine opgaver behandler sagen,
tilregnes den juridiske person?
C-506/14
Yara Suomi e.a.
1. Er Kommissionens afgørelse 2013/448/EU, for så
vidt som den beror på emissionshandelsdirektivets
artikel 10a, stk. 5, ugyldig og strider den mod dette
direktivs artikel 23, stk. 3, fordi denne afgørelse ikke
blev truffet på grundlag af forskriftsproceduren med
kontrol, som er fastsat i artikel 5a i Rådets afgørelse
1999/468/EF og artikel 12 i forordning nr.
182/2011/EU? Såfremt dette spørgsmål besvares
bekræftende, er det ikke nødvendigt at besvare de
øvrige spørgsmål. 2. Strider Kommissionens afgørelse
2013/448/EU mod emissionshandelsdirektivets
artikel 10a, stk. 5, litra a), for så vidt som
Kommissionen ved fastsættelsen af industriloftet ikke
tog hensyn til i) en del af de verificerede emissioner i
perioden 2005-2007 fra aktiviteter og anlæg, der
omfattedes af emissionshandelsdirektivets
anvendelsesområde i perioden 2008-2012, men for
hvilke der i perioden 2005-2007 ikke gjaldt nogen
verifikationsforpligtelse, og som derfor ikke var
registreret i CITL-systemet, ii) de nye aktiviteter, der i
perioden 2008-2012 omfattedes og i perioden 2013-
2020 omfattes af emissionshandelsdirektivets
anvendelsesområde, for så vidt som de ikke indgik i
dette direktivs anvendelsesområde i perioden 2005-
2007 og udføres i anlæg, der allerede i perioden 2005-
2007 var omfattet af emissionshandelsdirektivets
anvendelsesområde, iii) emissionerne fra anlæg, der
blev nedlagt før den 30. juni 2011, selv om der rent
faktisk findes verificerede emissioner fra disse anlæg i
perioden 2005-2007 og til dels også i perioden 2008-
2012? Såfremt spørgsmål 2, i)-iii), på nogle punkter
skal besvares bekræftende, er Kommissionens
afgørelse 2013/448/EU da ugyldig med hensyn til
anvendelsen af den tværsektorielle korrektionsfaktor,
således at den ikke skal anvendes? 3. Er
Kommissionens afgørelse 2013/448/EU ugyldig og
strider den mod emissionshandelsdirektivets artikel
10a, stk. 5, og dette direktivs mål som følge af, at
denne afgørelse ved beregningen af industriloftet i
henhold til emissionshandelsdirektivets artikel 10a,
stk. 5, litra a) og b), ikke medregner emissioner, der
opstår i forbindelse med i) produktion af elektricitet
på basis af spildgasser i anlæg, der er omfattet af
emissionshandelsdirektivets bilag I, og som ikke er
»elektricitetsgeneratorer«, og ii) produktion af varme i
anlæg, der er omfattet af emissionshandelsdirektivets
bilag I, som ikke er »elektricitetsgeneratorer«, og som
i henhold til emissionshandelsdirektivets artikel 10a,
stk. 1-4, og afgørelse 2011/278/EU må tildeles gratis
certifikater? 4. Er Kommissionens afgørelse
2013/448/EU – i sig selv eller sammenholdt med
emissionshandelsdirektivets artikel 10a, stk. 5 –
ugyldig og strider den mod
emissionshandelsdirektivets artikel 3, litra e) og u),
fordi denne afgørelse ved beregningen af
Energistyrelsen
Dom
26.10.16
6
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 25: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/10-16
1676633_0007.png
industriloftet i henhold til emissionshandelsdirektivets
artikel 10a, stk. 5 a og b, ikke medregner de
emissioner, der er nævnt i spørgsmål 3 ovenfor? 5. Er
Kommissionens afgørelse 2013/448/EU i strid med
emissionshandelsdirektivets artikel 10a, stk. 12, for så
vidt som den lader den tværsektorielle
korrektionsfaktor omfatte en sektor, der er defineret i
afgørelse 2010/2/EU, og som er udsat for en
betydelig risiko for carbon leakage? 6. Er afgørelse
2011/278/EU i strid med
emissionshandelsdirektivets artikel 10a, stk. 1, for så
vidt som Kommissionens foranstaltninger i
forbindelse med fastsættelsen af benchmarks skal tage
hensyn til incitamenter til anvendelse af
energieffektive teknikker, de mest effektive teknikker,
højeffektiv kraftvarmeproduktion og energieffektiv
genvinding af spildgasser? 7. Er afgørelse
2011/278/EU i strid med
emissionshandelsdirektivets artikel 10a, stk. 2, for så
vidt som principperne for benchmarks skal baseres på
den gennemsnitlige præstation for de 10% mest
effektive anlæg i en sektor?
C-489/15
CTL Logistics
Sagen vedrører: 1. Skal EU-retlige bestemmelser,
navnlig artikel 30, stk. 1, første punktum, stk. 2, stk.
3, stk. 5, første afsnit, stk. 6, i direktiv 2001/14/EF
fortolkes således, at krav om tilbagebetaling af afgifter
for benyttelse af infrastruktur, som er aftalt eller
fastsat mellem en infrastrukturforvalter og en ansøger
i en rammeaftale, er udelukket, hvis sådanne krav ikke
gøres gældende ved de procedurer, der er fastsat for
det nationale tilsynsorgan, og de tilsvarende retslige
procedurer, i forbindelse med hvilke disse afgørelser
fra tilsynsorganet efterprøves? 2. Skal EU-retlige
bestemmelser, navnlig artikel 30, stk. 1, første
punktum, stk. 2, stk. 3, stk. 5, første afsnit, stk. 6, i
direktiv 2001/14/EF fortolkes således, at krav om
tilbagebetaling af afgifter for benyttelse af
infrastruktur, som er aftalt eller fastsat mellem en
infrastrukturforvalter og en ansøger i en rammeaftale,
er udelukket, hvis de omtvistede afgifter ikke
forudgående er blevet forelagt det nationale
tilsynsorgan? 3. Er en civilretlig efterprøvelse af
rimeligheden af afgifter for benyttelse af infrastruktur
på grundlag af en national civilretlig bestemmelse,
som giver domstolene mulighed for at kontrollere
rimeligheden af fastsættelsen af en ydelse, når denne
fastsættes ensidigt af den ene part, og eventuelt selv
ved egen afgørelse at fastsætte den ud fra et rimeligt
skøn, forenelig med EUrettens bestemmelser, som
forpligter infrastrukturforvalteren til at overholde
generelle retningslinjer for fastsættelsen af afgiften
såsom kravet om omkostningsdækning (artikel 6, stk.
1, i direktiv 2001/14/EF) eller kriterierne vedrørende
markedsbæredygtigheden (artikel 8, stk. 1, direktiv
2001/14/EF)? 4. Hvis tredje spørgsmål besvares
bekræftende: Skal den civile domstol ved sin
skønsudøvelse overholde kriterier i direktiv
Transport- og
Bygningsministeriet
GA
26.10.16
7
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 25: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/10-16
1676633_0008.png
2001/14/EF vedrørende fastsættelsen af afgifterne
for benyttelse af infrastruktur, og i givet fald hvilke?
5. Er den civilretlige efterprøvelse af afgifters
rimelighed på grundlag af den i spørgsmål 3 nævnte
nationale bestemmelse forenelig med EU-retten, for
så vidt som de civile domstole fastsætter afgiften
under afvigelse fra jernbaneforvalterens generelle
afgiftsprincipper og -størrelser [org. s. 3], selv om
jernbaneforvalteren ifølge EU-retten er forpligtet til
at sikre ikkediskriminerende ligebehandling af alle
adgangsberettigede (artikel 4, stk. 5, i direktiv
2001/14/EF)? 6. Er den civilretlige
rimelighedsefterprøvelse af en infrastrukturforvalters
afgifter forenelig med EU-retten i betragtning af den
omstændighed, at EUretten lægger til grund, at
tilsynsorganet har kompetence til at træffe afgørelse
om uenigheder mellem infrastrukturforvalteren og
den adgangsberettigede om afgifterne for benyttelse
af infrastruktur eller om størrelsen eller strukturen af
de afgifter for benyttelse af infrastruktur, som den
adgangsberettigede skal betale eller ville skulle betale
(artikel 30, stk. 5, tredje afsnit, i direktiv
2001/14/EF), og at tilsynsorganet i lyset af potentielt
mange tvister ved forskellige civile domstole ikke
længere ville kunne sikre en ensartet anvendelse af
jernbanelovgivningen (artikel 30, stk. 3, i direktiv
2001/14/EF)? 7. Er det foreneligt med EU-retten,
navnlig artikel 4, stk. 1, i direktiv 2001/14/EF, hvis
nationale bestemmelser forlanger en beregning af
samtlige infrastrukturforvalterens afgifter for
benyttelse af infrastruktur, som udelukkende er
baseret på direkte omkostninger?
C-448/15
Wereldhave Belgium e.a.
1. Skal Rådets direktiv 90/435/EØF af 23. juli 1990
om en fælles beskatningsordning for moder- og
datterselskaber fra forskellige medlemsstater fortolkes
således, at dette direktiv er til hinder for en national
bestemmelse, hvorefter der ikke kan ske fritagelse for
belgisk forskudsskat af dividende, som et belgisk
datterselskab har udloddet til et i Nederlandene
hjemmehørende moderselskab, der opfylder kravene
til minimumsandel, idet det nederlandske
moderselskab er en investeringsforening, der fuldt ud
skal udbetale sit overskud til sine andelshavere, og
som følge heraf er berettiget til en selskabsskattesats
på nul? 2. Såfremt det første spørgsmål besvares
benægtende, skal artikel 49 (tidligere artikel 43) og
artikel 63 (tidligere artikel 56) i traktaten om Den
Europæiske Unions funktionsmåde (som ændret og
med ny nummerering i henhold til Lissabontraktaten)
fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder
for en national bestemmelse, hvorefter der ikke kan
ske fritagelse for belgisk forskudsskat af dividende,
som [org. s. 15] et belgisk datterselskab har udloddet
til et i Nederlandene hjemmehørende moderselskab,
der opfylder kravene til minimumsandel, idet det
nederlandske moderselskab er en
investeringsforening, der fuldt ud skal udbetale sit
Skatteministeriet
GA
26.10.16
8
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 25: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/10-16
1676633_0009.png
overskud til sine andelshavere, og som følge heraf er
berettiget til en selskabsskattesats på nul?
C-276/15
Hecht-Pharma
1. Er artikel 3, nr. 1) og 2), i direktiv 2001/83/EF til
hinder for en national bestemmelse som § 21, stk. 2,
nr. 1), i [Gesetz über den Verkehr mit Arzneimitteln
(lov om handel med lægemidler, herefter »AMG«)],
hvorefter der ikke kræves tilladelse til et lægemiddel,
der er beregnet til brug hos mennesker, og som, fordi
det påviseligt ofte bliver ordineret af læger eller
tandlæger, for så vidt angår de væsentlige
produktionstrin og inden for rammerne af normal
apoteksdrift fremstilles på et apotek i en mængde på
op til ethundrede pakninger om dagen, der er færdige
til udlevering, og som er beregnet til at blive udleveret
inden for rammerne af den eksisterende tilladelse til
apoteksdrift? For det tilfælde, at spørgsmål 1 skal
besvares bekræftende, spørges: [org. s. 3] 2. Gælder
dette resultat også, såfremt en national bestemmelse
som AMG’s § 21, stk. 2, nr. 1), fortolkes således, at
der ikke kræves tilladelse til et lægemiddel, der er
beregnet til brug hos mennesker, og som, fordi det
påviseligt ofte bliver ordineret af læger eller
tandlæger, for så vidt angår de væsentlige
produktionstrin og inden for rammerne af normal
apoteksdrift fremstilles på et apotek i en mængde på
op til ethundrede pakninger om dagen, der er færdige
til udlevering, og som er beregnet til at blive udleveret
inden for rammerne af den eksisterende tilladelse til
apoteksdrift, hvis lægemidlet enten efter lægerecept,
der ikke nødvendigvis skal være udstedt inden
fremstillingen, udleveres til en bestemt patient, eller
tilberedes på apoteket ifølge forskrifterne i en
farmakopé og er bestemt til direkte udlevering til
patienterne?
Hoogstad
Skal artikel 13, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr.
1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale
sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige
erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der
flytter inden for Fællesskabet, fortolkes således, at
den er til hinder for, at der opkræves et bidrag –
såsom det bidrag, der indeholdes i henhold til artikel
191, stk. 1, nr. 7, i wet betreffende de verplichte
verzekering voor geneeskundige verzorging (lov om
obligatorisk sygeog invalideforsikring), som
koordineret ved lov af 14. juli 1994, og det
solidaritetsbidrag, der indeholdes i henhold til artikel
68 i wet van 30 maart 1994 houdende sociale
bepalingen (lov af 30.3.1994 om sociale
bestemmelser) – af ydelser fra belgiske supplerende
pensionsordninger, som ikke udgør lovgivning som
omhandlet i denne forordnings artikel 1, litra j), første
afsnit, såfremt disse ydelser tilkommer en modtager,
der ikke bor i Belgien, og som i henhold til
forordningens artikel 13, stk. 2, litra f), er omfattet af
den sociale sikringsordning i den medlemsstat, på
Sundheds- og
Ældreministeriet
Lægemiddelstyrelsen
Dom
26.10.16
C-269/15
Beskæftigelsesministe-
riet
Dom
26.10.16
9
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 25: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/10-16
1676633_0010.png
hvis område denne person er bosat?
C-613/14
James Elliott Construction
Sagen vedrører: 1 a) Såfremt vilkårene i en privatretlig
aftale forpligter en part til at levere et produkt, der er
fremstillet i overensstemmelse med en national
standard, derer udstedt til gennemførelse af en
europæisk standard efter et mandat fra Europa-
Kommissionen i henhold til [org. s. 3]
bestemmelserne i byggevaredirektivet (89/106/EØF),
er fortolkningen af denne standard da et forhold, som
Domstolen kan anmodes om at afgøre ved
præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF?
b) Såfremt spørgsmål 1(a) besvares bekræftende, er
det da et krav efter EN 13242:2002 at overholdelse
eller tilsidesættelse af denne standard kun kan fastslås
ved dokumentation i form af prøvninger i
overensstemmelse med standarder (uden mandat)
udstedt af Den Europæiske
Standardiseringsorganisation (CEN), som
EN13242:2002 henviser til, og som foretages på
tidspunktet for produktionen og/eller tidspunktet for
leveringen, eller kan tilsidesættelse af en standard (og
følgelig manglende opfyldelse af aftalen) fastslås ved
dokumentation i form af prøvninger udført senere,
såfremt udfaldet af sådanne prøvninger logisk set kan
anses som bevis for, at standarden er blevet tilsidesat?
2) Er en national domstol ved behandlingen af et
privatretligt krav om manglende opfyldelse af en
aftale om et produkt, der er fremstillet i
overensstemmelse med en europæisk standard
udstedt efter et mandat fra Europa-Kommissionen i
henhold til byggevaredirektivet, forpligtet til at afstå
fra at anvende nationale bestemmelser, der indebærer
krav til handelsmæssig kvalitet og egnethed til
formålet, med den begrundelse at enten de
lovbestemte vilkår eller deres anvendelse skaber
standarder eller pålægger tekniske specifikationer eller
krav, der ikke er foretaget underretning om i henhold
til bestemmelserne i informationsproceduredirektivet
(98/34/EF)? 3) Er en national ret, der behandler en
sag om manglende opfyldelse af en privatretlig aftale,
der udspringer af manglende opfyldelse af et vilkår
om handelsmæssig kvalitet eller egnethed til
anvendelse (der indirekte følger af lov i en aftale
mellem parterne og ikke ændret eller fraveget af dem)
for et produkt, der er fremstillet i overensstemmelse
med EN13242:2002, forpligtet til at antage, at
produktet er af sædvanlig handelsmæssig kvalitet og
egnet til sit formål, og i så fald kan en sådan
formodning da kun afvises ved dokumentation for
manglende overholdelse af EN13242:2002 ved
prøvninger udført i [org. s. 4] overensstemmelse med
de prøvninger og protokoller, der henvises til i
EN13242:2002, og som er udført på tidspunktet for
leveringen af produktet? 4) Såfremt spørgsmål 1(a),
og spørgsmål 3 besvares bekræftende, er en grænse
for det samlede svovlindhold i tilslag da foreskrevet
Energistyrelsen
Miljøstyrelsen
Dom
27.10.16
10
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 25: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/10-16
1676633_0011.png
ved eller i henhold til EN13242:2002, således at
overholdelse af en sådan grænse var et krav for bl.a.
at skabe en formodning for sædvanlig handelsmæssig
kvalitet eller egnethed til anvendelse? 5) Såfremt både
[det første spørgsmål,] litra a), og det tredje spørgsmål
besvares bekræftende, er dokumentation for, at
produktet var forsynet med »CE-mærkning«, da
nødvendig for at kunne støtte sig på formodningen
skabt ved bilag ZA til EN13242:2002 og/eller
byggevaredirektivets artikel 4 (89/106/EØF)?
C-610/15
Stichting Brein
1) Foretager en administrator af et websted en
overføring til almenheden som omhandlet i artikel 3,
stk. 1, i ophavsretsdirektivet, såfremt der ikke findes
beskyttede værker på administratorens websted, men
et system [som beskrevet nedenfor i punkt 1-13 og
30], hvorved meta-information om beskyttede
værker, der befinder sig på brugernes computere,
indekseres og kategoriseres, således at brugerne ved
hjælp heraf kan spore og up- og downloade de
beskyttede værker? 2) Såfremt det første spørgsmål
besvares benægtende: Er der i ophavsretsdirektivets
artikel 8, stk. 3, og artikel 11 i håndhævelsesdirektivet
hjemmel til at udstede et påbud til en sådan
mellemand, som omhandles i disse bestemmelser,
såfremt denne mellemmand gør det lettere for
tredjemand at udføre ophavsretskrænkelser på den
måde, der er beskrevet i spørgsmål 1?
Milkova
1. Tillader artikel 5, [stk.] 2, i De Forenede Nationers
konvention om handicappedes rettigheder, at
medlemsstaterne ved lov fastsætter en særlig
forudgående beskyttelse mod afskedigelse, der kun
gælder for handicappede, der er arbejdstagere, men
ikke for tjenestemænd med samme handicap? 2.
Tillader artikel 4 og de øvrige bestemmelser i Rådets
direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om
generelle rammebestemmelser om ligebehandling
med hensyn til beskæftigelse og erhverv en national
ordning, der hjemler en særlig forudgående
beskyttelse mod afskedigelse, der kun gælder for
handicappede, der er arbejdstagere, men ikke for
tjenestemænd med samme handicap? 3. Tillader
artikel 7 i direktiv 2000/78, at der fastsættes en særlig
forudgående beskyttelse mod afskedigelse, der kun
gælder for handicappede, der er arbejdstagere, men
ikke for tjenestemænd med samme handicap? 4.
Såfremt det første og det tredje spørgsmål besvares
benægtende: Kræver overholdelsen af internationale
og fællesskabsretlige bestemmelser henset til de
beskrevne kendsgerninger og omstændigheder i den
foreliggende sag, at den af den nationale lovgiver
fastsatte særlige forudgående beskyttelse mod
afskedigelse, der kun gælder for handicappede, der er
arbejdstagere, også skal finde anvendelse på
tjenestemænd med samme handicap?
Kulturministeriet
Patent- og
Varemærkestyrelsen
Mundtlig
forhandling
27.10.16
C-406/15
Social- og
Indenrigsministeriet
Moderniseringsstyrel-
sen
GA
27.10.16
11
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 25: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/10-16
1676633_0012.png
C-290/15
D'Oultremont e.a.
Indebærer artikel 2, litra a), og artikel 3, stk. 2, litra a),
i direktiv 2001/42/EF om vurdering af bestemte
planers og programmers indvirkning på miljøet, at en
lovgivning i form af en anordning, som indeholder
forskellige bestemmelser om opstilling af vindmøller,
herunder vedrørende sikkerhed, kontrol, reetablering
og sikkerhedsstillelse, samt regler for støj, som er
fastlagt i forhold til planzoner, bestemmelser
gældende for indrømmelse af administrative
tilladelser, der giver bygherren ret til at opstille og
drive anlæg, som ubetinget underkastes en
miljøvurdering i henhold til national ret, skal
kvalificeres som »en plan eller et program« i de
nævnte bestemmelsers forstand?
Audace e.a.
Sagen vedrører: »Er en national lovgivning, der
udelukkende tillader engrosforhandlere, der er
indehavere af den tilladelse, der er omhandlet i artikel
65 i direktiv 2001/82/EF, at foretage parallelimport
af veterinærlægemidler, og således udelukker
personer, som har tilladelse til detailforhandling, og
opdrættere, fra at foretage en sådan parallelimport,
forenelig med bestemmelserne i artikel 34 TEUF-36
TEUF? Indebærer bestemmelserne i artikel 65 i
direktiv 2001/82/EF og i artikel 16 i direktiv
2006/123/EF (tjenesteydelsesdirektivet), at en
medlemsstat er berettiget til ikke at anerkende
tilladelser til engrosforhandling af
veterinærlægemidler, som er udstedt af de
kompetente myndigheder i andre medlemsstater til
deres egne statsborgere, og at kræve, at disse desuden
skal være indehavere af en tilladelse til
engrosforhandling, der er udstedt af medlemsstatens
egne kompetente nationale myndigheder, for at have
ret til at ansøge om og gøre brug af tilladelser til
parallelimport af veterinærlægemidler i denne
medlemsstat? Er en national lovgivning, som
sidestiller parallelimportører af veterinærlægemidler
med indehavere af en driftstilladelse, som ikke er
påkrævet i henhold til direktiv 2001/82/EF, med
ændringer, om oprettelse af et fællesskabskodeks for
veterinærlægemidler, og der som følge heraf
underlægger disse importører en forpligtelse til at
råde over et forretningssted på den pågældende
medlemsstats område, og at opfylde samtlige de
foranstaltninger til lægemiddelovervågning, der er
fastsat i nævnte direktivs artikel 72-79, forenelig med
artikel 34 TEUF, 36 TEUF og 56 TEUF samt artikel
16 i direktiv 2006/123/EF
(tjenesteydelsesdirektivet)?«
CAFA:
Sagen vedrører: (1) Finder artikel 15 i forordning
2201/2003 anvendelse på plejesager indledt af en
lokal myndighed i en medlemsstat, når det vil
nødvendiggøre, at et andet organ indleder særskilte
retsforhandlinger i medfør af en anden lovgivning og
Energistyrelsen
Miljøstyrelsen
Dom
27.10.16
C-114/15
Justitsministeriet
Sundhedsstyrelsen
Lægemiddelstyrelsen
Dom
27.10.16
C-428/15
Social- og
Indenrigsministeriet
Dom
27.10.16
12
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 25: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/10-16
1676633_0013.png
muligvis, hvis ikke sandsynligvis, vedrørende andre
faktiske omstændigheder, hvis retten i en anden
medlemsstat påtager sig kompetencen? (2) Hvis dette
er tilfældet, i hvilket omfang, om overhovedet, bør en
ret tage hensyn til den sandsynlige indvirkning, som
en anmodning i henhold til artikel 15 vil have på de
pågældende personers ret til fri bevægelighed, hvis
den tages til følge? (3) Hvis »barnets bedste« i artikel
15, stk. 1, i forordning 2201/2003 kun henviser til
afgørelsen af værneting, hvilke faktorer kan en ret da
tage hensyn til i denne forbindelse, som ikke allerede
er blevet taget i betragtning ved afgørelsen af, om en
anden ret er »bedre egnet«? (4) Kan en ret med
henblik på artikel 15 i forordning 2201/2003 tage
hensyn til materiel ret, processuelle bestemmelser
eller retspraksis fra retterne i den relevante
medlemsstat? (5) I hvilket omfang bør en national ret
ved en prøvelse i henhold til artikel 15 i forordning
2201/2003 tage hensyn til de specifikke
omstændigheder i sagen, herunder moderens ønske
om at flytte til et sted, hvor de sociale myndigheder i
hendes hjemland ikke kan nå hende, for derefter at
føde sit barn i en anden jurisdiktion med et socialt
forsorgssystem, som hun anser for at være mere
gunstigt? (6) Præcis hvilke forhold skal en national ret
tage hensyn til ved afgørelsen af, hvilken ret der er
bedst egnet til at behandle sagen?
C-292/15
Hörmann Reisen
a. Er det i forbindelse med en udbudsprocedure i
henhold til artikel 5, stk. 1, i forordning (EF) nr.
1370/2007, sammenholdt med direktiv 2004/18/EF
og direktiv 2014/24/EU, i princippet kun
bestemmelserne i disse direktiver, der finder
anvendelse, således at de bestemmelser i forordning
(EF) nr. 1370/2007, der fraviger bestemmelserne i de
pågældende direktiver, ikke skal anvendes?
Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen
Dom
27.10.16
13