EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 394: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 13/1-17

Europaudvalget 2016-17
EUU Alm.del Bilag 394
Offentligt

Europaudvalget

REFERAT

AF 17. EUROPAUDVALGSMØDE

Dato:

Tidspunkt:

Sted:

Til stede:

fredag den 13. januar

kl. 10

vær. 2-133

Erik Christensen (S), formand, Kenneth Kristensen Berth (DF),

næstformand, Claus Kvist Hansen (DF), Jan E. Jørgensen (V),

Christina Egelund (LA), Peter Hummelgaard Thomsen (S), Søren

Søndergaard (EL) og Rasmus Nordqvist (ALT).

udenrigsminister Anders Samuelsen.

Desuden deltog:

Punkt 1. Rådsmøde nr. 3513 (udenrigsanliggender) den 16. januar 2017

Udenrigsministeren

sagde, at alle dagsordenspunkterne var til orientering. Siden samle-

notatets oversendelse var det blevet besluttet at udskyde drøftelsen om Egypten til et se-

nere tidspunkt, formentlig februar.

Punkt 1. Rådsmøde nr. 3513 (udenrigsanliggender) den 16. januar 2017

1. Syrien



Politisk drøftelse

Rådsmøde 3513

–

bilag 1 (samlenotat side 2)

EUU alm. del (16)

–

bilag 98 (udvalgsmødereferat side 51,

senest behandlet i EUU 7/10-16)

Udenrigsministeren:

På rådsmødet ventes en drøftelse af EU’s respons på den ændrede

situation i Syrien efter Aleppos fald i december og de diplomatiske aktiviteter, der er fulgt i

kølvandet. Evakueringen af Østaleppo blev gennemført ultimo december efter store diplo-

matiske anstrengelser. Store dele af civilbefolkningen er evakueret til den vestlige del af

Aleppo, ligesom civile og resterende oprørssoldater blev transporteret til den oprørskon-

trollerede naboprovins Idlib. FN anslår nu, at omkring 47.000 mennesker fortsat opholder

sig i det østlige Aleppo. Med evakueringen fra Østaleppo er den humanitære adgang for-

bedret, men situationen er fortsat meget alvorlig.

En landsdækkende våbenhvile, som Rusland og Tyrkiet stod bag, trådte i kraft ved årsskif-

tet. Desværre har der siden været flere brud på aftalen, som derfor må siges fortsat at være

skrøbelig.

Med udgangspunkt i våbenhvilen har Rusland og Tyrkiet inviteret det syriske regime og

den syriske opposition til forhandlinger i Astana, Kasakhstan, i januar måned. Det er endnu

563

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 394: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 13/1-17

17. Europaudvalgsmøde 13/1 2017

uvist, hvem der vil repræsentere den syriske opposition ved forhandlingerne, ligesom det

er uklart, hvilke internationale aktører der vil være til stede ud over Rusland, Tyrkiet og Iran.

Danmark og EU lægger vægt på, at mødet i Astana bør være inkluderende og komplemen-

tere den centrale syriske forhandlingsproces i FN-regi, der planlægges genoptaget den 8.

februar.

Jeg forventer, at EU på mødet sender et klart signal om støtte til FN’s særlige udsending

for Syrien, Staffan de Misturas, bestræbelser på at fremme en politisk forhandlet løsning

på konflikten. Der er akut behov for at genoptage forhandlingsprocessen inden for ram-

merne af FN’s sikkerhedsrådsresolution

2254 fra december 2015 og Genève-kommuni-

keet. En inklusiv politisk løsning er den eneste farbare vej frem, hvis vi skal undgå, at Syrien

forbliver et arnested for krig og ustabilitet. En vedvarende våbenhvile er en forudsætning

for meningsfulde fredsforhandlinger.

Den landsdækkende våbenhvile vil også give større muligheder for at opnå humanitær

adgang. I resten af Syrien møder de humanitære organisationer fortsat betydelige udfor-

dringer for at kunne levere uhindret og vedvarende nødhjælp. FN vurderer, at 13,5 millioner

mennesker i Syrien har behov for nødhjælp, og at omkring 6,3 millioner mennesker er in-

ternt fordrevet i landet.

Jeg forventer, at vi i næste uge i Udenrigsrådet skal drøfte, hvordan EU kan lægge pres på

parterne for at sikre en bæredygtig våbenhvile og genstarte fredsforhandlingerne. Det er

desuden positivt, at EU arbejder på at fastlægge elementerne i en EU-strategi om Syrien,

ligesom vi hilser EU-initiativet velkommen om afholdelse af en international konference til

april i opfølgning på Londonkonferencen sidste år.

Fra dansk side vil vi desuden lægge vægt på, at EU fortsat arbejder for forbedret humanitær

adgang i Syrien og fastholder støtten til den moderate syriske opposition for at undgå, at

befolkningen ender med at stå uden alternativ til ISIL og radikalisering. Ydermere støtter vi

fra dansk side op om internationale bestræbelser på at stille de ansvarlige for de mange

overgreb begået under konflikten til ansvar.

Det var i den sammenhæng et positivt skridt, at FN’s Generalforsamling den 21. december

vedtog en resolution, der oprettede en FN-mekanisme for netop at undersøge og følge op

på de mest alvorlige overgreb begået i Syrienkonflikten.

Kenneth Kristensen Berth

spurgte, om den danske regering syntes, at den amerikan-

ske administration skulle tage imod invitationen fra Rusland om at deltage i mødet i Ka-

sakhstan.

Søren Søndergaard

påpegede det positive i våbenhvilen, selv om den var kommet i stand

under særlige betingelser. Det var også godt, at man lagde op til at genoptage fredspro-

cessen i FN-regi den 8. februar. I samlenotatet stod der, at EU inden da planlagde at være

vært for bilaterale samtaler om Syrien med fokus på bl.a. forsoning og genopbygning. Var

det bilaterale eller multilaterale samtaler? Og hvilke parter ville man inkludere? Han blev

564

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 394: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 13/1-17

17. Europaudvalgsmøde 13/1 2017

betænkelig, når han hørte ministeren sige, at man ønskede at inddrage alle reelt eksiste-

rende parter på jorden i inkluderende forhandlinger. Hvad betød det? USA havde sagt, at

SDF (Syriens demokratiske styrker) skulle inddrages. Tyrkiet var blevet rasende over det.

Støttede Danmark amerikanere i at inddrage SDF? Eller bakkede Danmark op om den

tyrkiske modstand? Tyrkiet udviste stadig større aggressivitet og var nu bakket op af Rus-

land. Det pres, som tyrkiskstøttede styrker lagde på SDF, forsinkede befrielsen af Raqqa,

men var det en central opgave i den danske regerings øjne at befri byen? Ville SDF i øvrigt

blive inddraget i de forhandlinger, der skulle finde sted i EU-kredsen? Og var man enig i,

at befrielsen af Raqqa vedrørte syrere og ikke kræfter uden for Syrien? Og var man på den

baggrund parat til at afvise den rolle, som Tyrkiet gerne ville have lov til at spille?

Rasmus Nordqvist

spurgte, hvem der skulle deltage i de bilaterale samtaler, som uden-

rigsrepræsentanten tog initiativ til. Kunne man forstille sig, at EU gjorde brug af nogle red-

skaber, der kunne føre til forhandlinger og ultimativt til fred?

Udenrigsministeren

svarede Kenneth Kristensen Berth, at han ikke vidste, om amerika-

nerne ville deltage, men at han bakkede op om det. Han så i det hele taget gerne, at så

mange parter som muligt deltog i forhandlingerne. Man stod i en meget vanskelig situation,

og det var svært at vide, hvad der var den rigtige vej frem. Fra dansk side bakkede man op

om de initiativer, der kunne pejle i den rigtig retning. Kurderne var ikke en del af FN-for-

handlingerne, da de ikke indgik i den syriske oppositionsdelegation. Det var et dilemma,

for kurderne skulle være en del en af inkluderende løsning. Hvordan det i praksis skulle

foregå, vidste ingen nu. Udenrigsrepræsentanten førte samtaler med bl.a. Libanon, Iran og

Saudi-Arabien, men der var ikke noget nyt i den forbindelse. Der var blevet afgivet mandat

i efteråret, og det havde også været nævnt i udvalget tidligere.

Rasmus Nordqvist

syntes, det var vigtigt, at udenrigsministeren på rådsmødet gav udtryk

for, hvilke samtaler man bør have. Hvis der ikke var spillere fra selve Syrien med, kunne

man fra dansk side opfodre EU til påtage sig en rolle, hvor man sørger for også at inkludere

kurderne. Man kunne tage den direkte uden at inddrage så mange parter i første omgang.

Ministeren burde gå aktivt ind og påvirke drøftelsen, så det ikke bare blev til nogle møder

med Saudi-Arabien, Libanon etc. Man skulle finde ud af, hvad EU kunne byde ind med.

Søren Søndergaard

havde opfattet det sådan, at EU planlagde samtaler i januar, hvor

man ikke ville inkludere SDF, som var den styrke, der stod til at befri Raqqa. Det forekom

ham lidt underligt. Ville den danske regering give sin offentlige støtte til det amerikanske

udenrigsministeriums udmelding om at inkludere SDF? Man kunne vel klart sige, om man

var enig med amerikanerne eller med tyrkerne? Han efterlyste et svar på spørgsmålet om

befrielsen

af IS’ hovedby, Raqqa.

Havde man opgivet kampen mod IS? Hvem forestillede

man sig skulle befri byen? Mente den danske regering, at det var i orden, at IS sad på

byen? Det fremrykkende SDF kunne ikke være to steder på en gang: De kunne ikke både

kæmpe mod tyrkiskstøttede militser og hjælpe alle andre med at befri verden fra IS. Søren

Søndergaard savnede en klar udmelding fra regeringen.

565

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 394: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 13/1-17

17. Europaudvalgsmøde 13/1 2017

Udenrigsministeren

anerkendte, at der var et åbenlyst dilemma. Man kendte Tyrkiets

røde linje i forhold til kurderne og deres deltagelse i fredsforhandlingerne. Det var ikke

udenrigsrepræsentanten, der førte fredsforhandlinger, men FN. EU arbejdede på en ny

Syrienstrategi, der gerne skulle vedtages på FAC-mødet i april 2017, hvor man fortsat ville

presse på for en løsning i FN-regi. Han var ikke klar over, om kommentarerne fra Søren

Søndergaard om Raqqa skulle opfattes polemisk. Regeringen støttede ikke IS.

Rasmus Nordqvist

påpegede, at man talte om dagsordenen for det rådsmøde, som mini-

steren skulle til. Man vidste, at der udgik initiativer fra udenrigsrepræsentanten om nogle

samtaler. Fra dansk side gik man vel til mødet med en holdning og med forslag til, hvad

man skulle gå i dialog med samarbejdspartnere om. Det var klart, at der var støtte til FN-

sporet, men hvis man ønskede inkluderende konflikthåndtering og fredsforhandlinger,

skulle man nogle gange tale med folk, der var på tværs. I samlenotatet lagde man netop

vægt på, at der skulle være bilaterale samtaler, dvs. at man kunne tage telefonen og ringe.

Ville regeringen opfordre til også at inkludere kurderne i samtalerne? Han ville gerne vide,

hvad ministeren ville foreslå sine EU-kolleger.

Søren Søndergaard

understregede, at grunden til at mødes i udvalget var at tale om den

danske position. Ministeren var blevet stillet nogle klare spørgsmål: Ville han støtte den

amerikanske holdning om, at Syriens demokratiske styrker skulle inddrages i fredsforhand-

linger, eller ville han støtte Tyrkiets nej til det? Bare det dog havde været et polemisk

spørgsmål om Raqqa, men det var vanskeligt ikke at komme ind på den danske holdning,

når de styrker, der var ved at befri byen, og som bekæmpede islamisterne, var ved at blive

faldet i ryggen af tyrkiskstøttede styrker. Støttede man de styrkers fremfærd? Han var med

på, at kurderne ikke var involveret i fredsforhandlingerne i FN-regi, fordi de ikke havde

været inkluderet af de ledende diplomatiske kræfter i den syriske opposition, men ministe-

ren måtte alligevel forholde sig til situationen på jorden. Det var ikke den syriske opposition

i bred forstand, der var ved at befri byen.

Udenrigsministeren

sagde, at det ikke var hans hensigt at give et uklart svar. Man fulgte

FN-sporet og ønskede at inkludere så mange som muligt. Regeringen støttede op om

udenrigsrepræsentantens samtaler med bl.a. Libanon, Iran og Saudi-Arabien, og alle vid-

ste, at Iran spillede en problematisk rolle i det, der foregik. Det budskab ville han tage med

til mødet. Han ville også udtrykke opbakning til at inkludere amerikanerne og til at gøre

kurderne til en del af løsningen.

Søren Søndergaard

tilføjede, at der i samlenotatet stod, at 13,5 millioner mennesker

havde brug for nødhjælp, heraf de 4,9 millioner befandt sig i områder, der var svært tilgæn-

gelige for den hjælp. Kunne ministeren sende ham en oversigt over, hvilke områder det

drejede sig om?

Udenrigsministeren

sagde, at der ville komme et svar på den forespørgsel.

566

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 394: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 13/1-17

17. Europaudvalgsmøde 13/1 2017

Udg.

2. Egypten



Politisk drøftelse

Rådsmøde 3513

–

bilag 1 (samlenotat side 4)

Punktet var udgået.

3. Mellemøsten



Politisk drøftelse/(Evt.) rådskonklusioner

Rådsmøde 3513

–

bilag 1 (samlenotat side 6)

EUU alm. del (15)

–

bilag 842 (udvalgsmødereferat side 1191,

senest behandlet i EUU 15/6-16)

Udenrigsministeren:

Derudover ventes der også på rådsmødet en drøftelse om fredspro-

cessen i Mellemøsten med afsæt i Pariskonferencen på søndag

–

altså dagen før

–

FN’s sikkerhedsrådsresolution 2334 af 23. december 2016

om bosættelsespolitikken.

I øjeblikket er der ingen løsning i umiddelbar udsigt. Ingen af parterne er parate til at give

de nødvendige indrømmelser. Israels regering har ganske enkelt ikke viljen. Palæstinen-

serne er splittede mellem Det Palæstinensiske Selvstyre på Vestbredden og Hamas i

Gaza, og de har svært ved at fremstå som en forhandlingspartner, der har evnen til at

forhandle seriøst. Det er overskriften lige nu, men sådan kan det ikke fortsætte.

FN’s Sikkerhedsråd

vedtog den 23. december 2016 resolution 2334, der bl.a. fordømmer

bosættelsespolitikken, terrorhandlinger, provokation, opildnen og ødelæggelse. Resolu-tio-

nen er i tråd med regeringens holdning

og EU’s politik på området.

Resolutionen er vigtig.

Den giver et internationalt pejlemærke for, hvor parterne hver især skal sætte ind.

Det samme gør Mellemøstkvartettens rapport fra juli 2016. Den opregner begge parters

mangler og kommer med anbefalinger til parterne. Den fungerer således som et nyttigt

værktøj - en form for tjekliste

–

og med USA, Rusland, FN og EU bag har den tyngde og

indholdet til at bringe fredsprocessen fremad. Spørgsmålet er så, om parterne ønsker det.

Frankrig har inviteret til en international konference om Israel og Palæstina den 15. januar.

Der er tale om en længe planlagt opfølgning på det ministermøde, der fandt sted i Paris

den 3. juni 2016. Dengang deltog et mindre antal lande. Danmark var ikke med.

Formålet med konferencen den 15. januar er at bekræfte de politiske principper bag freds-

processen og finde en vej frem. Regeringen støtter alle initiativer, der kan sætte skub i nye

forhandlinger. Derfor deltager jeg den 15. januar i Paris.

Kenneth Kristensen Berth

spurgte, om ministeren mente, at resolution 2334 kunne bi-

drage til en løsning på Israel-Palæstina-konflikten.

567

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 394: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 13/1-17

17. Europaudvalgsmøde 13/1 2017

Rasmus Nordqvist

sagde, at det var godt, at ministeren skulle deltage i konferencen i

Paris. I samlenotatet stod der, at man arbejdede med økonomiske incitamenter for begge

parter til at indgå en fredsaftale. På Vestbredden ødelagde Israel gang på gang EU-betalte

genopbygningsprojekter. Man havde talt om, hvorvidt EU skulle søge erstatning fra Israel

for at underminere det arbejde. Ville ministeren tage det spørgsmål op? Skulle man tage

yderligere skridt og sige til Israel, at det ikke var i orden, at EU-finansieret genopbygning

gang på gang blev ødelagt? Der blev smadret for temmelig store beløb.

Kenneth Kristensen Berth

syntes ikke, at ministerens respons var beroligende. Han

kunne forstå, at Danmark bakkede op om resolution 2334, men hvorfor mente ministeren,

at den ville bidrage til at skabe bedre stemning mellem parterne og få fredsprocessen i

gang? Ministeren havde fremstillet situationen på jorden rimeligt. Man kendte den israelske

regerings position, men Kenneth Kristensen Berth var faktisk ikke klar over, om man kendte

det palæstinensiske selvstyres position. Der var nemlig reelt tale om et styre i Gaza og et

andet i Judæa-Samaria, hvor det, hvis der blev afholdt et frit valg, formentlig også ville

munde ud i et Hamas-ledet styre. Hvordan kunne ministeren og det internationale samfund

bidrage til at ændre forholdene på jorden? Var det bedste, man kunne gøre, at komme med

ny fordømmelse af Israel? Det virkede besynderligt. Hvad var den danske indgangsvinkel

til, at den nye amerikanske administration ville flytte den amerikanske ambassade fra Tel

Aviv til Jerusalem? Forestillede ministeren sig, at det spørgsmål ville blive rejst

–

også på

konferencen i Paris?

Udenrigsministeren

svarede Rasmus Nordqvist, at det selvfølgelig var uacceptabelt, og

at man i dialogen med Israel om de EU-støttede projekter forsøgte at skabe et overblik over

situationen og få stoppet ødelæggelserne. Han mente, at resolutionen var balanceret, idet

den pegede både i den ene og den anden retning. Man stod i en situation, hvor den ene

part sikkert ikke havde vilje, mens den anden ikke havde evnen. Der var ikke en løsning

lige om hjørnet, men man måtte fortsætte med at gøre brug af de redskaber, der var til

rådighed. Det var bl.a. en god idé at deltage i konferencen, fastholde dialogen og være så

konkret som muligt om de ting, der skulle rettes op på. Der var noget at udsætte på begge

parter.

Rasmus Nordqvist

påpegede, at man i 2016 havde set en voldsom acceleration i Israels

ødelæggelse af dansk-og EU-finansierede projekter. Havde EU ikke snart fået nok og ville

man bede Israel om at betale ved kasse 1? Det var måske på tide at kræve kompensation.

Han henviste i øvrigt til den diskussion, der havde været i Europa-Parlamentet om mærk-

ninger af varer fra bosættelserne i Vestbredden. Talte man videre om det? I samlenotatet

talte man om økonomiske incitamenter, men så længe man ikke lagde et økonomisk pres

på aktiviteten i de besatte områder, havde han svært ved at se, hvordan man fik skubbet

til Israel. Det handlede ikke om nationen Israel, men om aktiviteterne i de besatte områder

på Vestbredden. Hvad ville regeringen sige om de økonomiske incitamenter? En ting var

at kræve kompensation for det, som Israel smadrede, og en anden var at presse Israel til

at leve op til den seneste resolution om virksomheder i de besatte områder.

568

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 394: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 13/1-17

17. Europaudvalgsmøde 13/1 2017

Kenneth Kristensen Berth

syntes, ministeren var lidt skarptskåren i sin retorik. Ministeren

havde sagt, at der manglede vilje hos de israelske regering til at gøre noget, og at der

manglede evner hos det palæstinensiske selvstyre til at gøre noget. Mente han dermed, at

der var vilje hos det palæstinensiske selvstyre til at gøre noget? Hvis det var ministerens

vurdering, og han samtidig mente, at der ingen vilje var hos den israelske regering, place-

rede han sig ret klart i den palæstinensiske lejr. Det var ikke der, han havde oplevet at

Danmark havde stået tidligere. Var det ministerens beslutning at placere sig i den lejr? Han

gentog sine spørgsmål om resolution 2334 og om flytningen af den amerikanske ambas-

sade.

Udenrigsministeren

mente at have besvaret Rasmus Nordqvists spørgsmål. Der var en

tæt dialog med Israel for at få overblik over situationen og finde løsninger. Ministeren sagde

til Kenneth Kristensen Berth, at han ikke havde givet udtryk for at placere sig i det ene eller

det andet hjørne, men mente at have givet udtryk for en balanceret holdning, da der var

problemer på begge sider. Det med manglede vilje og evne var en anden måde at sige på,

at der var tale om en fastlåst situation. Det skulle ikke opfattes på anden vis end en opfølg-

ning på bl.a. vedtagelse V 53 om situationen på Vestbredden, som et bredt flertal i Folke-

tinget stod bag. Danmark havde ikke planer om at ændre kurs i spørgsmålet om Jerusalem.

Rasmus Nordqvist

spurgte til den danske holdning til Israel-Palæstinaspørgsmålet, der

ville være til debat på rådsmødet. Han vidste, at der havde været dialog med israelerne i

flere år om ikke at smadre det, som EU prøvede at bygge op for at skabe et nogenlunde

værdigt livsgrundlag

–

specielt for beduinerne på Vestbredden. Havde man ikke tænkt sig

en videre dialog? Hvad mente man med at gøre brug af økonomiske incitamenter, hvis det

ikke inkluderede at få Israel til at betale for ødelæggelserne?

Kenneth Kristensen Berth

spurgte, hvor ministeren oplevede, at der var vilje hos det pa-

læstinensiske selvstyre til at indgå i fredsforhandlinger med Israel. Han var klar over, at

den danske ambassade ikke blev flyttet, men hørte han også ministeren sige, at han var

imod, at USA som alliancepartner flyttede sin ambassade?

Søren Søndergaard

spurgte, om ministeren med sin antydning af vilje hos det palæsti-

nensiske selvstyre mente Abu Mazen-administrationen og ikke Hamas? Var det palæsti-

nensiske selvstyre lig med dem, der officielt sad på posterne p.t., og ikke dem, der havde

flertallet i Gaza?

Udenrigsministeren

svarede, at hvis man ikke havde evnen, var det næsten ligegyldigt

at have viljen. Der var problemer på begge sider, bl.a. den fortsatte bosættelsespolitik, som

man løbende kritiserede. Resolutionen var et af de redskaber, man havde til at løfte sa-

gerne videre. Og den ville han tage med og bruge som udgangspunkt på møderne.

569

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 394: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 13/1-17

17. Europaudvalgsmøde 13/1 2017

4. Eventuelt

Ministeren havde ingen bemærkninger til dette punkt.

5. Siden sidst

Ministeren havde ingen bemærkninger til dette punkt.

Mødet sluttede kl. 11.20

570