EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 398: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 17/2-17

Europaudvalget 2016-17
EUU Alm.del Bilag 398
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2 – 1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

17. februar 2017

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger

i retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat

procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse

af generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den

danske regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af

dom. Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens

hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-660/15 P

Titel og kort sagsresumé

Viasat Broadcasting UK mod Kommissionen

(appel)

Påstande: In the light of the foregoing, Viasat

respectfully requests your Court to: set aside the

judgment in Case T-125/12, Viasat Broadcasting UK

Lid v Commission, and annul Commission Decision

2011 /839/EU of 20 April 2011 on measures

adopted by the Danish state in favour of

TV2/Danmark (EUT 201 1 L 340, s. 1), and order

the defendant at fiirst instance to pay the costs of

Viasat both incurred in the first instance and before

your Court. In the alternative, Viasat asks your Court

to set aside the judgment under appeal, and refer the

case back to the General Court, and reserve the costs

of the proceedings at first instance and on.

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Kammeradvokaten

Kulturministeriet

Finansministeriet

Erhvervsministeriet

Processkridt

Dom

Dato

08.03.17

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Sagsnr.

Forenede

sager T-

158/14, T-

161/14 og

163/14

Titel og kort sagsresumé

JingAo Solar m.fl. mod Rådet

Påstande i sag T-158/14: Sagen fremmes til

realitetsbehandling. Rådets gennemfø-

relsesforordning (EU) nr. 1239/2013 af 2. december

2013 om indførelse af en endelig udligningstold på

importen af fotovoltaiske moduler af krystallinsk

Interessant

Erhvervsstyrelsen

Energistyrelsen

Processkridt

Dom

Dato

28.02.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 398: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 17/2-17

silicium og nøglekomponenter hertil (dvs. celler) med

oprindelse i eller afsendt fra Folkerepublikken Kina

(EUT L 325, s. 66) annulleres, for så vidt som den

vedrører sagsøgerne.

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale

sagens omkostninger.

Canadian Solar Emea m.fl. mod Rådet

Påstande i sag T-163/14: Sagen antages til

realitetsbehandling. Rådets gennemførel-

sesforordning (EU) nr. 1239/2013 om indførelse af

en endelig udligningstold på importen af

fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og

nøglekomponenter hertil (dvs. celler) med oprindelse

i eller afsendt fra Folkerepublikken Kina (EUT 2003

L 325, s. 66) annulleres, for så vidt som den vedrører

sagsøgerne.

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale

sagens omkostninger.

T-162/14

Canadian Solar Emea m.fl. mod Rådet

Påstande: Sagen antages til realitetsbehandling. Rådets

gennemførel-sesforordning (EU) nr. 1238/2013 om

indførelse af en endelig antidumpingtold på importen

af fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og

nøglekomponenter hertil (dvs. celler) med oprindelse

i eller afsendt fra Folkerepublikken Kina (EUT 2013

L 325, s. 1) annulleres, for så vidt som den finder

anvendelse på sagsøgerne.

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale

sagens omkostninger.

ITV Broadcasting e.a.

Spørgsmål 1: Tillader det citerede udtryk, at der

fortsat anvendes en national bestemmelse, hvor

omfanget af »kabel« er defineret i overensstemmelse

med national ret, eller fastsættes omfanget af denne

del af artikel 9 af en betydning af »kabel«, der er

defineret i EU-retten? Spørgsmål 2: Hvis »kabel« i

artikel 9 er defineret i EU-retten, hvad er betydningen

heraf? Følgende ønskes navnlig præciseret: a) Har

termen en teknologisk specifik betydning, som er

begrænset til traditionelle kabelnet, der drives af

udbydere af konventionelle kabeltjenester? b) Har

den alternativt en teknologisk neutral betydning, der

omfatter funktionelt tilsvarende tjenester, der

transmitteres via internettet? c) Omfatter den i hvert

af tilfældene transmission af mikrobølgeenergi

mellem faste jordbaserede punkter? Spørgsmål 3:

Finder det citerede udtryk anvendelse 1) på

bestemmelser, der kræver, at kabelnet retransmitterer

visse udsendelser, eller 2) på bestemmelser, der

tillader retransmission pr. kabel af udsendelser, a) når

retransmissionerne er samtidige og begrænset til

områder, hvor udsendelserne blev foretaget med

henblik på modtagelse, og/eller b) hvor

retransmissionerne er af udsendelser på kanaler, der

er underlagt visse public service-forpligtelser?

Erhvervsstyrelsen

Energistyrelsen

Dom

28.02.17

C-275/15

Kulturministeriet

Energistyrelsen

Dom

01.03.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 398: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 17/2-17

Spørgsmål 4: Hvis omfanget af »kabel« i artikel 9 er

defineret i overensstemmelse med national ret, er den

nationale bestemmelse da underlagt EU’s

proportionalitetsprincip og princippet om en rimelig

balance mellem rettighedshaveres og kabelejeres

rettigheder og almenhedens interesse? Spørgsmål 5:

Er artikel 9 begrænset til de nationale bestemmelser,

der var gældende på den dato, hvor direktivet blev

vedtaget, den dato, det trådte i kraft, eller den sidste

dato for dets gennemførelse, eller finder den også

anvendelse på senere nationale bestemmelser, der

vedrører adgang til radio- og tvspredningstjenesters

kabel?

C-326/15

DNB Banka

1) Kan der bestå en selvstændig gruppe af personer

som omhandlet i direktivets artikel 132, stk. 1, litra f),

når medlemmerne af gruppen har hjemsted i

forskellige medlemsstater i Den Europæiske Union,

hvor den nævnte bestemmelse i direktivet er blevet

gennemført med forskellige betingelser, som ikke er

forenelige? 2) Kan en medlemsstat begrænse en

afgiftspligtig persons ret til at anvende

afgiftsfritagelsen i direktivets artikel 132, stk. 1, litra

f), når den afgiftspligtige person opfylder samtlige

betingelser for at anvende fritagelsen i sin

medlemsstat, men hvor denne bestemmelse i de

nationale lovgivninger i de medlemsstater, hvor andre

medlemmer af gruppen har hjemsted, er blevet

gennemført med restriktioner, der begrænser

afgiftspligtige personer fra andre medlemsstaters

mulighed for at anvende den tilsvarende

merværdiafgiftsfritagelse i deres egen medlemsstat? 3)

Kan afgiftsfritagelsen i direktivets artikel 132, stk. 1,

litra f), anvendes på nogle tjenesteydelser i den

medlemsstat, hvor ydelsesmodtageren, som skal

betale merværdiafgift, har hjemsted, når

tjenesteyderen, som skal betale merværdiafgift, i en

anden medlemsstat har anvendt merværdiafgift på

disse tjenesteydelser efter de almindelige regler, dvs. i

den tro, at merværdiafgiften på disse tjenesteydelser i

henhold til direktivets artikel 196 skulle betales i den

medlemsstat, hvor ydelsesmodtageren har hjemsted?

4) Skal begrebet »selvstændig gruppe af personer«

som omhandlet i direktivets artikel 132, stk. 1, litra f),

forstås som en særskilt juridisk person, hvis oprettelse

er godtgjort ved en specifik aftale om stiftelse af den

selvstændige gruppe af personer? Såfremt svaret på

dette spørgsmål er, at den selvstændige gruppe af

personer ikke skal anses for en særskilt enhed, skal

begrebet selvstændig gruppe af personer da forstås

som en gruppe af forbundne virksomheder, inden for

hvilken der inden for rammerne af deres sædvanlige

økonomiske virksomhed gensidigt leveres

supportydelser med henblik på udøvelsen af deres

erhvervsvirksomhed, og kan det forhold, at en sådan

gruppe består, godtgøres med

tjenesteydelseskontrakter eller via dokumentation for

interne afregningspriser? 5) Kan en medlemsstat

Skatteministeriet

SKAT

01.03.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 398: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 17/2-17

begrænse en afgiftspligtig persons ret til at anvende

merværdiafgiftsfritagelsen i direktivets artikel 132, stk.

1, litra f), når den afgiftspligtige person har anvendt et

tillægsgebyr på transaktionerne i henhold til kravene i

lovgivningen om direkte beskatning i den

medlemsstat, hvor den afgiftspligtige har hjemsted? 6)

Finder afgiftsfritagelsen i direktivets artikel 132, stk.

1, litra f), anvendelse på tjenesteydelser, der modtages

fra tredjelande? Dvs. kan et medlem af en selvstændig

gruppe af personer som omhandlet i den nævnte

bestemmelse i direktivet, der inden for gruppen

leverer ydelser til andre medlemmer af gruppen, være

en afgiftspligtig person fra et tredjeland?

Forenede

sager C-

24/16 og C-

25/16

Nintendo m.fl.

Sagen vedrører: 1. Kan retten i en medlemsstat, som

for så vidt angår en sagsøgt alene er kompetent i

medfør af artikel 79, stk. 1, i Rådets forordning (EF)

nr. 6/2002 af 12. december 2001 om EF-design

sammenholdt med artikel 6, nr. 1), i Rådets

forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000

om retternes kompetence og om anerkendelse og

fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og

handelsretlige område, fordi denne sagsøgte, som har

hjemsted i en anden medlemsstat, har leveret muligvis

rettighedskrænkende varer til den sagsøgte, som har

hjemsted i den pågældende medlemsstat, i

forbindelse med en sag om håndhævelse af

rettigheder i medfør af et EF-design træffe afgørelser

mod den førstnævnte sagsøgte, som har gyldighed i

hele EU og har virkning ud over de

leveringsrelationer, som danner grundlag for rettens

kompetence? 2. Skal Rådets forordning (EF) nr.

6/2002 af 12. december 2001 om EF-design, navnlig

forordningens artikel 20, stk. 1, litra c), fortolkes

således, at en tredjemand må afbilde EF-designet,

hvis han vil sælge tilbehørsartikler til varer fra

designhaveren, som svarer til EF-designet? Såfremt

spørgsmålet besvares bekræftende: Hvilke kriterier

gælder da herfor? [Org. s. 3] 3. Hvordan bestemmes

det sted, »hvor krænkelsen fandt sted« i artikel 8, stk.

2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF)

nr. 864/2007 af 11. juli 2007 om lovvalgsregler for

forpligtelser uden for kontrakt (Rom II-forordningen)

i de tilfælde, hvor krænkeren a) tilbyder EF-

designkrænkende varer via et website og dette website

– også – er henvendt til andre medlemsstater end

den medlemsstat, hvor krænkeren har hjemsted b)

lader EF-designkrænkende varer transportere til et

andet medlemsland end det, som han har hjemsted i?

Skal den nævnte forordnings artikel 15, litra a) og g),

fortolkes således, at den således fastsatte lov også

finder anvendelse på andre personers

medvirkenshandlinger?

Casa Noastra

1. Kan udtrykket »uanset hvem der organiserer

befordringen«, som er anvendt i artikel 2, nr. 3), i

forordning nr. 1073/2009, fortolkes således, at en

Patent- og

Varemærkestyrelsen

01.03.17

C-245/15

Transport-, Bygnings-

og Boligministeriet

Dom

01.03.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 398: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 17/2-17

erhvervsdrivende kan organisere rutekørsel med

henblik på befordring af sine egne ansatte til og fra

arbejdsstedet? 2. Kan udtrykket »rutekørsel med

personer, såfremt rutens længde ikke overstiger 50

km«, som er anvendt i artikel 3, litra a), i forordning

nr. 561/2006, fortolkes således, at det finder

anvendelse på arbejdstagere, når de transporteres til

og fra arbejdsstedet?

C-552/15

Europa-Kommissionen mod Irland

Påstande: — Det fastslås, at Irland har tilsidesat sine

forpligtelser i henhold til artikel 56 i traktaten om

Den Europæiske Unions funktionsmåde ved at

opkræve den fulde registreringsafgift, når en person

bosat i Irland registrerer et motorkøretøj, der er leaset

eller lejet i en anden medlemsstat, uden at der herved

tages hensyn til varigheden af køretøjets anvendelse,

når køretøjet hverken i det væsentlige skal anvendes

varigt i Irland, eller faktisk anvendes på denne måde,

og ved at opstille betingelser for en tilbagebetaling af

denne afgift, som går ud over, hvad der er strengt

nødvendigt og forholdsmæssigt.

— Irland tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Zentrale zur Bekämpfung unlauteren

Wettbewerbs Frankfurt am Main

1. Skal artikel 21, stk. 1, i Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om

forbrugerrettigheder (EUT 2011, L 304, s. 64)

fortolkes således, at der for forbrugeren, hvis den

erhvervsdrivende har en telefonlinje med henblik på

at kunne blive kontaktet telefonisk i forbindelse med

den indgåede aftale, ikke må opstå højere udgifter,

end der ville være opstået for forbrugeren for et

opkald på et almindeligt (geografisk) fastnet- eller

mobiltelefonnummer? 2. Er artikel 21, stk. 1, i

direktiv 2011/83/EU til hinder for en national

bestemmelse, hvorefter forbrugeren i tilfælde, hvor

den erhvervsdrivende med henblik på at kunne blive

kontaktet telefonisk i forbindelse med den indgåede

aftale har oprettet en servicetjeneste på et 0180-

nummer, skal bære de udgifter, som teleudbyderen

beregner for benyttelsen af denne tjeneste, også i

tilfælde, hvor disse udgifter er højere end de udgifter,

der ville være opstået for forbrugeren for et opkald til

et almindeligt (geografisk) fastnet- eller

mobiltelefonnummer? Er direktivets artikel 21, stk. 1,

i det mindste ikke til hinder for en sådan national

bestemmelse i tilfælde, hvor teleudbyderen ikke

videregiver nogen del af den betaling, som han

afkræver forbrugeren for kontakten på 0180-

nummeret, til [org. s. 3] den erhvervsdrivende?

Glencore Céréales France

1) Kan det af ordlyden af afgørelsen af 9. marts 2012 i

sag C-564/10, Bundesanstalt für Landwirtschaft und

Ernährung mod Pfeifer & Langen KG udledes, at

artikel 3 i forordning nr. 2988/95, hvorved der

fastsættes en fællesskabsretlig forældelsesordning,

Skatteministeriet

02.03.17

C-568/15

Justitsministeriet

Dom

02.03.17

C-584/15

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

02.03.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 398: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 17/2-17

finder anvendelse på foranstaltninger vedrørende

betaling af renter, der skyldes i henhold til artikel 52 i

forordning (EF) nr. 800/1999 og artikel 5a i

forordning (EF) nr. 770/96? 2) Skal kravet på renter

betragtes som en følge af en »vedvarende eller

gentagen« uregelmæssighed, der ophører på det

tidspunkt, hvor hovedfordringen betales, således at

forældelsesfristen for disse først regnes fra dette

tidspunkt? 3) Såfremt spørgsmål 2 besvares

benægtende, skal forældelsesfristen da regnes fra det

tidspunkt, hvor den uregelmæssighed, der

begrundede hovedfordringen, fandt sted, eller kan

den først regnes fra den dag, hvor støtten blev betalt

eller sikkerheden blev frigivet, svarende til det

tidspunkt, fra hvilket de nævnte renter beregnes? 4)

Må det antages, at enhver handling, hvorved

forældelsesfristen afbrydes for så vidt angår

hovedfordringen i relation til anvendelsen af

forældelsesreglerne i forordning nr. 2988/95,

ligeledes afbryder forældelsesfristen for så vidt angår

renterne, selv om disse ikke er nævnt i de handlinger,

der afbrød forældelsesfristen for hovedfordringen? 5)

Indtræder der forældelse, når den maksimale frist, der

fremgår af artikel 3, stk. 1, fjerde afsnit, i forordning

nr. 2988/95, er udløbet, såfremt betalingsorganet

inden for denne frist kræver den uberettiget udbetalte

støtte tilbagebetalt uden samtidig at kræve, at der

betales renter? 6) Kan den almindelige forældelsesfrist

på fem år, der i henhold til lov nr. 2008-561 af 17.

juni 2008 blev indført i national ret ved artikel 2224 i

code civil, for så vidt angår forældelse, der endnu ikke

er indtrådt på datoen for lovens ikrafttræden, træde i

stedet for forældelsesfristen på fire år i henhold til

forordning nr. 2988/95 ved anvendelse af

undtagelsen i forordningens artikel 3, stk. 3?

C-4/16

J.D.

Skal begrebet energi fra vandkraft som vedvarende

energikilde, der anvendes i artikel 2, litra a),

sammenholdt med artikel 5, stk. 3, og 30. betragtning

til Europa- Parlamentets og Rådets direktiv

2009/28/EF af 23. [org. s. 2] april 2009 om fremme

af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder

og om ændring og senere ophævelse af direktiv

2001/77/EF og 2003/30/EF (EUT L 140, s. 16),

udelukkende fortolkes som energi, der er produceret

på vandkraftværker ved udnyttelse af hældning på

overfladevand, herunder floder, eller også energi, der

er produceret på et vandkraftværk (der hverken er et

pumpekraftværk eller er udstyret med

pumpefunktion), der er placeret et sted, hvor en

anden virksomheds industrispildevand udledes?

Vinyls Italia

Spørgsmål 1: Indebærer den mulighed for at

»godtgøre«, som er indrømmet den, der har nydt

godt af en handling, som er til skade for alle

kreditorerne, ifølge artikel 13 i forordning nr.

1346/2000 for at modsætte sig anfægtelsen af denne

Energistyrelsen

Dom

02.03.17

C-54/16

Justitsministeriet

02.03.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 398: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 17/2-17

handling i henhold til bestemmelserne i lex fori

concursus, at den interesserede part skal fremsætte en

processuel indsigelse i snæver betydning inden

udløbet af den i domslandets lovgivning fastlagte

frist, påberåbe sig undtagelsesbestemmelsen i

forordningen og godtgøre, at de to betingelser i den

nævnte bestemmelse er opfyldt, eller finder artikel 13

i forordning nr. 1346/2000 anvendelse, såfremt den

interesserede part har påberåbt sig den omhandlede

bestemmelse under csagen, også efter udløbet af den i

domslandets lov fastlagte frist for fremsættelse af

processuelle indsigelser, eller kan indsigelsen også

konstateres af retten af egen drift, forudsat at den

interesserede part har godtgjort, at den skadelige

handling er undergivet lex causae i en anden

medlemsstat, hvis lovgivning i det pågældende

tilfælde ikke åbner nogen mulighed for at anfægte

denne handling? Spørgsmål 2: Skal henvisningen i

artikel 13 i forordning nr. 1346/2000 til

bestemmelserne i lex causae med henblik på at

fastlægge, hvorvidt »denne lovgivning i det

pågældende tilfælde ikke åbner nogen mulighed for

at anfægte denne handling«, fortolkes således, at den

part, som har bevisbyrden, skal godtgøre, at lex

causae i den konkrete situation ikke på et generelt og

abstrakt plan fastlægger retsmidler til at anfægte en

angiveligt skadelig handling som den i sagen

omhandlede – betaling af en kontraktmæssig gæld –

eller således, at den part, som har bevisbyrden, skal

godtgøre, at i det omfang en sådan form for handling

kan anfægtes i henhold til lex causae er de materielle

betingelser – der afviger fra dem i lex fori concursus

– ikke opfyldt, for at anfægtelsen kan tages til følge i

den verserende sag? Spørgsmål 3: Kan den ved

artikel 13 i forordning nr. 1346/2000 indførte

undtagelsesordning – henset til formålet med

bestemmelsen, dvs. at beskytte parternes ikke

kulpøse forventning om, at handlingen i henhold til

lex causae er uomstødelig – finde anvendelse også i

det tilfælde, hvor kontraktparterne har hjemsted i en

og samme medlemsstat, hvis lovgivning forventes at

blive lex fori concursus i tilfælde af en af parternes

insolvens, men parterne ved en klausul om valg af

lovgivningen i en anden medlemsstat undtager

omstødelse af handlinger til gennemførelse af den

omhandlede kontrakt fra anvendelsen af ufravigelige

regler i lex fori concursus, hvis formål er at beskytte

princippet [org. s. 8] om kreditorernes ligestilling,

hvilket i tilfælde af senere indtrådt insolvens er til

skade for alle kreditorerne? Spørgsmål 4: Skal artikel

1, stk. 1, i forordning nr. 593/2008 fortolkes således,

at »situationer, hvor der skal foretages et lovvalg«,

med hensyn til forordningens anvendelse også

omfatter det tilfælde, hvor en timecharterkontrakt

indgås i en medlemsstat af selskaber med hjemsted i

denne medlemsstat, men indeholder en klausul om

valg af lovgivningen i en anden medlemsstat?

Spørgsmål 5: Såfremt spørgsmål 4 besvares

bekræftende, skal artikel 3, stk. 3, i forordning nr.

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 398: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 17/2-17

593/2008, sammenholdt med artikel 13 i forordning

nr. 1346/2000, da fortolkes således, at parternes valg

af, at en kontrakt undergives lovgivningen i en anden

medlemsstat end den, hvor »alle andre elementer

med relevans for sagen« er lokaliseret, ikke berører

anvendelsen af ufravigelige regler i den sidstnævnte

medlemsstats lovgivning, der i egenskab af lex fori

concursus finder anvendelse på muligheden for at

anfægte handlinger indgået før insolvensen, som er

til skade for alle kreditorerne, og således har forrang

for undtagelsesbestemmelsen i artikel 13 i forordning

nr. 1346/2000?

C-97/16

Pérez Retamero

1) Skal definitionen af »mobil arbejdstager« i artikel 3,

litra d), i direktiv 2002/15/EF fortolkes således, at

den er til hinder for en national lovbestemmelse

såsom artikel 1, stk. 3, litra g), i lov om arbejdstageres

rettigheder, hvorefter »personer, som leverer

transporttjenester på grundlag af administrative

tilladelser, som de er indehavere af […] ved hjælp af

køretøjer […] som de er ejere af, eller som de har

direkte råderet over«, ikke kan anses for »mobile

arbejdstagere«? 2) Skal direktivets artikel 3, litra e),

andet afsnit – (»For så vidt angår dette direktiv har

chauffører, der ikke opfylder disse kriterier, samme

rettigheder og forpligtelser som dem, der i henhold til

dette direktiv gælder for mobile arbejdstagere«) –

fortolkes således, at såfremt ingen eller blot et af

kriterierne for, at en person kan anses for en

»selvstændig chauffør«, er opfyldt, skal den

pågældende anses for en »mobil arbejdstager«?

W e.a.

1. Er artikel 4 i Rådets direktiv 85/374/EØF af 25.

juli 1985 om tilnærmelse af medlemsstaternes

administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om

produktansvar på området [org. s. 6] for

lægemiddellaboratoriers ansvar for de vacciner, som

de fremstiller, til hinder for en bevismåde, hvorefter

den ret, der behandler sagens realitet, i forbindelse

med udøvelsen af sin eneret til at bedømme denne,

kan fastslå, at de faktiske forhold, som sagsøgeren har

gjort gældende, udgør bestyrkede, præcise og

samstemmende formodninger, som kan bevise

vaccinens defekt og tilstedeværelsen af en

årsagsforbindelse mellem defekten og sygdommen,

uanset at det er konstateret, at den medicinske

forskning ikke har fastslået en forbindelse mellem

vaccinen og sygdommens indtræden? 2. Såfremt det

første spørgsmål besvares benægtende, er artikel 4 i

direktiv 85/374 da til hinder for en

formodningsordning, hvorefter tilstedeværelsen af en

årsagsforbindelse mellem defekten ved en vaccine og

den skade, som den skadelidte har lidt, altid vil blive

anset for fastslået, når visse tegn på en

årsagsforbindelse foreligger? 3. Såfremt det første

spørgsmål besvares bekræftende, skal artikel 4 i

direktiv 85/374 da fortolkes således, at det bevis, som

Beskæftigelsesministe-

riet

Dom

02.03.17

C-621/15

Lægemiddelstyrelsen

07.03.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 398: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 17/2-17

det påhviler skadelidte at føre, for tilstedeværelsen af

en årsagsforbindelse mellem defekten ved en vaccine

og den skade, som denne har lidt, kun kan anses for

ført, hvis denne forbindelse er videnskabeligt

fastslået?

C-321/15

ArcelorMittal Rodange et Schifflanget

Er artikel 13, stk. 6, i den ændrede lov af 23.

december 2004 om en ordning for handel med kvoter

for drivhusgasemissioner, for så vidt som den giver

den kompetente minister mulighed for at kræve

returnering uden fuldstændig eller delvis erstatning af

kvoter, der er tildelt i henhold til samme lovs artikel

12, stk. 2 og 4, men uudnyttede, forenelig med artikel

16 i den luxembourgske forfatning, der knæsætter den

private ejendomsret?

Wereldhave Belgium e.a.

1. Skal Rådets direktiv 90/435/EØF af 23. juli 1990

om en fælles beskatningsordning for moder- og

datterselskaber fra forskellige medlemsstater fortolkes

således, at dette direktiv er til hinder for en national

bestemmelse, hvorefter der ikke kan ske fritagelse for

belgisk forskudsskat af dividende, som et belgisk

datterselskab har udloddet til et i Nederlandene

hjemmehørende moderselskab, der opfylder kravene

til minimumsandel, idet det nederlandske

moderselskab er en investeringsforening, der fuldt ud

skal udbetale sit overskud til sine andelshavere, og

som følge heraf er berettiget til en selskabsskattesats

på nul? 2. Såfremt det første spørgsmål besvares

benægtende, skal artikel 49 (tidligere artikel 43) og

artikel 63 (tidligere artikel 56) i traktaten om Den

Europæiske Unions funktionsmåde (som ændret og

med ny nummerering i henhold til Lissabontraktaten)

fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder

for en national bestemmelse, hvorefter der ikke kan

ske fritagelse for belgisk forskudsskat af dividende,

som [org. s. 15] et belgisk datterselskab har udloddet

til et i Nederlandene hjemmehørende moderselskab,

der opfylder kravene til minimumsandel, idet det

nederlandske moderselskab er en

investeringsforening, der fuldt ud skal udbetale sit

overskud til sine andelshavere, og som følge heraf er

berettiget til en selskabsskattesats på nul?

1. Skal afsnit II i forordning (EØF) nr. 1408/71

fortolkes således, at en i Nederlandene bosat

arbejdstager, der sædvanligvis udøver sin

beskæftigelse i Nederlandene, og som i tre måneder

har taget ubetalt ferie, må anses for stadig (også) at

have lønnet beskæftigelse i Nederlandene i denne

periode, såfremt (i) tjenesteforholdet opretholdes i

denne periode, og (ii) denne periode i henhold til den

nederlandske arbejdsløshedslov betragtes som en

periode med lønnet beskæftigelse?2a. Hvilken

lovgivning skal finde anvendelse i henhold til

forordning (EØF) nr. 1408/71, såfremt denne

arbejdstager i den ubetalte ferie har lønnet

Energistyrelsen

Dom

08.03.17

C-448/15

Skatteministeriet

Dom

08.03.17

C-569/15

Udenrigsministeriet

Beskæftigelsesministe-

riet

Uddannelses- og

Forskningsministeriet

08.03.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 398: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 17/2-17

beskæftigelse i en anden medlemsstat? 2b. Er det

herved af betydning, at arbejdstageren to gange i det

følgende år, og derefter i de tre følgende år én gang

årligt, i en periode på cirka en til to uger havde lønnet

beskæftigelse i denne anden medlemsstat, uden at der

i Nederlandene var tale om ubetalt ferie?

C-570/15

Efter hvilket eller hvilke kriterier skal det afgøres,

hvilken lovgivning der skal finde anvendelse i

henhold til forordning (EØF) nr. 1408/71, i det

tilfælde, hvor der er tale om en arbejdstager, der bor i

Belgien, og som i det omhandlede år har udført langt

den største del af sin beskæftigelse for sin

nederlandske arbejdsgiver i Nederlandene, og som

derudover har udført 6,5% af beskæftigelsen [org. s.

6] i Belgien, i hjemmet eller hos kunder, uden at der

herved er tale om et fast arbejdsmønster, og uden at

der er indgået aftaler med arbejdsgiveren om at

udføre beskæftigelse i Belgien?

Piringer

1. Skal artikel 1, stk. 1, andet punktum, i Rådets

direktiv 77/249/EØF om lettelser med henblik på

den faktiske gennemførelse af advokaters fri

udveksling af tjenesteydelser fortolkes således, at en

medlemsstat kan bestemme, at bekræftelser

vedrørende ægtheden af underskrifter på

dokumenter, der er nødvendige med henblik på at

stifte eller overdrage rettigheder over fast ejendom, er

undtaget fra advokaters fri udveksling af

tjenesteydelser, og at udøvelsen af denne virksomhed

er forbeholdt de offentlige notarer? 2. Skal artikel 56

TEUF fortolkes således, at den ikke er til hinder for

en national bestemmelse i registreringsstaten (Østrig),

hvorefter det er forbeholdt offentlige notarer at

foretage bekræftelser vedrørende ægtheden af

underskrifter på dokumenter, der er nødvendige med

henblik på at stifte eller overdrage rettigheder over

fast ejendom, hvilket indebærer, at en erklæring

vedrørende en underskrifts ægthed, der er udstedt af

en advokat, der er etableret i Den Tjekkiske Republik,

i dennes hjemstedsstat, ikke anerkendes i

registreringsstaten, selv om denne erklæring efter

tjekkisk ret har retsvirkning som officiel bekræftelse,

navnlig da a. spørgsmålet om anerkendelse af en

erklæring vedrørende ægtheden af en underskrift på

en tinglysningsanmodning i registreringsstaten, der er

udstedt i Den Tjekkiske Republik af en advokat, som

er etableret dér, vedrører en advokats

indholdsmæssige udøvelse af en servicevirksomhed,

som advokater, der er etableret i registreringsstaten,

ikke kan udøve, og afslaget på anerkendelse af en

sådan erklæring derfor ikke er omfattet af forbuddet

mod restriktioner, eller b. et sådant forbehold er

begrundet for at sikre lovligheden og retssikkerheden

med hensyn til retsakter (dokumenter [org. s. 3]

vedrørende retshandler) og dermed tjener tvingende

almene hensyn og desuden er nødvendigt for at nå

Udenrigsministeriet

Beskæftigelsesministe-

riet

Uddannelses- og

Forskningsministeriet

08.03.17

C-342/15

Justitsministeriet

Dom

09.03.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 398: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 17/2-17

dette mål i registreringsstaten?

C-398/15

Manni

1) Skal princippet om, at personoplysninger ikke må

opbevares på en måde, der giver mulighed for at

identificere de registrerede i et længere tidsrum end

det, der er nødvendigt af hensyn til de formål, hvortil

de indsamles, eller i forbindelse med hvilke de

behandles på et senere tidspunkt, som fastlagt i artikel

6, litra e), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

95/46/EF af 24. oktober 1995 [om beskyttelse af

fysiske personer i forbindelse med behandling af

personoplysninger og om fri udveksling af sådanne

oplysninger], der er gennemført ved lovdekret nr. 196

af 30. juni 2003, have forrang og dermed være til

hinder for det system med offentliggørelse, der er

gennemført ved virksomhedsregistret som fastlagt i

Rådets første direktiv 68/151/EØF af 9. marts 1968

samt – i den nationale retsorden – i artikel 2188 i

codice civile og artikel 8 i lov nr. 580 af 29. december

1993, for så vidt som loven fastlægger, at enhver uden

tidsmæssig begrænsning kan få kendskab til

oplysningerne om de heri registrerede fysiske

personer? 2) Tillader artikel 3 i Rådets første direktiv

68/151/EØF af 9. marts 1968 [om samordning af de

garantier, som kræves i medlemsstaterne af de i

traktatens artikel 58, stk. 2, nævnte selskaber til

beskyttelse af såvel selskabsdeltagernes som

tredjemands interesser, med det formål at gøre disse

garantier lige byrdefulde] da, at sådanne oplysninger –

uanset den ubegrænsede varighed og de

uspecificerede modtagere af oplysningerne i

virksomhedsregistret – ikke længere er genstand for

»offentliggørelse« i denne dobbelte betydning, men at

de derimod kun er tilgængelige i et begrænset tidsrum

eller for bestemte modtagere på baggrund af en

konkret vurdering foretaget af den registeransvarlige?

Milkova

1. Tillader artikel 5, [stk.] 2, i De Forenede Nationers

konvention om handicappedes rettigheder, at

medlemsstaterne ved lov fastsætter en særlig

forudgående beskyttelse mod afskedigelse, der kun

gælder for handicappede, der er arbejdstagere, men

ikke for tjenestemænd med samme handicap? 2.

Tillader artikel 4 og de øvrige bestemmelser i Rådets

direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om

generelle rammebestemmelser om ligebehandling

med hensyn til beskæftigelse og erhverv en national

ordning, der hjemler en særlig forudgående

beskyttelse mod afskedigelse, der kun gælder for

handicappede, der er arbejdstagere, men ikke for

tjenestemænd med samme handicap? 3. Tillader

artikel 7 i direktiv 2000/78, at der fastsættes en særlig

forudgående beskyttelse mod afskedigelse, der kun

gælder for handicappede, der er arbejdstagere, men

ikke for tjenestemænd med samme handicap? 4.

Såfremt det første og det tredje spørgsmål besvares

Miljø- og

Fødevareministeriet

Erhvervsstyrelsen

Dom

09.03.17

C-406/15

Økonomi- og

Indenrigsministeriet

Børne- og

Socialministeriet

Moderniseringsstyrel-

sen

Dom

09.03.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 398: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 17/2-17

benægtende: Kræver overholdelsen af internationale

og fællesskabsretlige bestemmelser henset til de

beskrevne kendsgerninger og omstændigheder i den

foreliggende sag, at den af den nationale lovgiver

fastsatte særlige forudgående beskyttelse mod

afskedigelse, der kun gælder for handicappede, der er

arbejdstagere, også skal finde anvendelse på

tjenestemænd med samme handicap?

C-484/15

Zulfikarpašic

Derfor forelægges Den Europæiske Unions Domstol

spørgsmålet om, hvorvidt bestemmelserne i loven om

tvangsfuldbyrdelse for så vidt angår det europæiske

tvangsfuldbyrdelsesdokument er i overensstemmelse

med forordning (EF) nr. 805/2004, nærmere bestemt

– i sager om udstedelse af en fuldbyrdelsesordre på

baggrund af et bekræftet dokument i forbindelse med

en fuldbyrdelsessag – om begrebet »ret« i

Republikken Kroatien ligeledes omfatter notarer, om

notarerne kan udstede attester som et europæisk

tvangsfuldbyrdelsesdokument for endelige og

eksigible fuldbyrdelsesordrer på baggrund af

bekræftede dokumenter, og disse attester udstedes,

såfremt de førnævnte ordrer er ubestridte, og, såfremt

dette spørgsmål besvares benægtende, om retterne

kan udstede attester som et europæisk

tvangsfuldbyrdelsesdokument for fuldbyrdelsesordrer

på baggrund af et bekræftet dokument, der er

udfærdiget af en notar, når disse ordrer, ifølge deres

indhold, vedrører ubestridte krav, og, i så fald,

hvilken formular der skal anvendes.

Online Games e.a.

Skal artikel 56 TEUF og artikel 49 TEUF ff. i lyset af

EMRK’s artikel 6, sammenholdt med chartrets artikel

47, fortolkes således, at disse bestemmelser med

hensyn til domstolenes objektivitet og upartiskhed,

som er påkrævet henset til Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstols retspraksis (navnlig

dennes dom af 18.5.2010, 64962/01, præmis 54), er

til hinder for en national bestemmelse, hvorefter det

ikke er den retshåndhævende myndighed (eller et

andet statsligt retsforfølgningsorgan) i dennes

funktion som repræsentant for anklagemyndigheden,

men derimod den domstol, som skal træffe afgørelse

om lovligheden af den påklagede strafferetlige

foranstaltning, der (i en og samme person/funktion)

af egen drift og uafhængigt af parternes adfærd i

første omgang helt selvstændigt skal betegne og

afgrænse den dokumentation, som i forbindelse med

en administrativ sanktionsprocedure skal fremlægges

til begrundelse af den strafferetligt beskyttede

monopollignende regulering af det nationale marked

for hasardspil, i lyset af Den Europæiske Unions

Domstols retspraksis (navnlig dennes dom af

30.4.2014, C-390/12, ECLI:EU:C:2014:281, »Pfleger

m.fl.«), og også efterfølgende autonomt og

investigativt skal efterforske og bedømme denne?

Justitsministeriet

Dom

09.03.17

C-685/15

Justitsministeriet

09.03.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 398: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 17/2-17

C-105/16 P

Republikken Polen mod Europa-Kommissionen

(appel)

Påstande: — Dommen afsagt den 3. december 2015

af Den Europæiske Unions Ret i sag T-367/13,

Republikken Polen mod Europa-Kommissionen,

ophæves, for så vidt som det første klagepunkt

vedrørende kravet om, at mindst 50 % af den

finansielle støtte skulle anvendes til

omstruktureringsforanstaltninger, hvilket klagepunkt

blev fremsat i forbindelse med det første anbringende

vedrørende søgsmålet med påstand om annullation af

Kommissionens gennemførelsesafgørelse

2013/214/EU af 2. maj 2013 om udelukkelse fra EU-

finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne

har afholdt for Den Europæiske Udviklings- og

Garantifond for Landbruget (EUGFL),

Garantisektionen, Den Europæiske Garantifond for

Landbruget (EGFL) og Den Europæiske

Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne

(ELFUL) (meddelt under nummer C(2013) 2436) (1),

i nævnte dom blev forkastet. — Kommissionens

gennemførelsesafgørelse 2013/214/EU af 2. maj

2013 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse

udgifter, som medlemsstaterne har afholdt for Den

Europæiske Udviklings- og Garantifond for

Landbruget (EUGFL), Garantisektionen, Den

Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og

Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af

Landdistrikterne (ELFUL), annulleres for så vidt som

der deri foretages en ekstrapoleret korrektion af de af

Republikken Polen anmeldte udgifter til støtte til

delvis selvforsynende landbrug på 11 % med beløb på

4 583 950,92 EUR og 39 583 726,30 EUR.

— Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens

omkostninger i begge instanser.

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

09.03.17