EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 866: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-17

Europaudvalget 2016-17
EUU Alm.del Bilag 866
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

1. september 2017

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger

i retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat

procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse

af generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den

danske regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af

dom. Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens

hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-691/15 P

Titel og kort sagsresumé

Kommissionen mod Bilbaína de Alquitranes

m.fl. (appel)

En række virksomheder i flere medlemsstater har ved

Retten ved EU-Domstolen fået medhold i en sag

anlagt mod Kommissionen med påstand om delvis

annullation af Kommissionens forordning (EU) nr.

944/2013 af 2. oktober 2013 om ændring, med

henblik på tilpasning til den tekniske og

videnskabelige udvikling, af Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EF) nr. 1272/2008 om

klassificering, mærkning og emballering af stoffer og

blandinger (herefter forordning 944/2013), for så vidt

angår klassificeringen af stoffet beg, kultjære-,

højtemperaturs- (CTPHT) som giftigt for

vandmiljøet. Kommissionen har appelleret sagen til

EU-Domstolen.

Påstande:

—

Dom afsagt af Retten (Femte Afdeling)

den 7. oktober 2015 i sag T-689/13, Bilbaína de

Alquitranes m.fl. mod Kommissionen,

EU:T:2015:767, ophæves.

—

Sagen hjemvises til

Retten med henblik på fornyet behandling.

—

Afgørelsen om appelsagens omkostninger

udsættes.

Eqiom et Enka

1) Når en medlemsstat gør brug af muligheden i

artikel 1, stk. 2, i direktiv 90/435/EØF af 23. juli

1990, kan der da foretages prøvelse af de retsakter

eller overenskomster, der er truffet for at gennemføre

denne mulighed, i forhold til den primære EU-ret? 2)

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Miljø- og

Fødevareministeriet

Miljøstyrelsen

Processkridt

Dato

07.09.17

C-6/16

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Skatteministeriet

Dom

07.09.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 866: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-17

Skal bestemmelserne i direktivets artikel 1, stk. 2, der

giver medlemsstaterne en vid skønsmargen til at

fastslå hvilke bestemmelser, der er »nødvendige for at

hindre svig og misbrug«, fortolkes således, at de er til

hinder for, at en medlemsstat vedtager en mekanisme,

der tilsigter at udelukke udbytte udloddet til en

juridisk person, der direkte eller indirekte kontrolleres

af en eller flere personer bosiddende i stater, der ikke

er medlem af Unionen, fra fritagelsen, medmindre

denne juridiske person behørigt kan dokumentere, at

kæden af ejerandele ikke har som hovedformål eller

som et af sine hovedformål at sikre, at udbyttet

omfattes af fritagelsen? 3) a) Hvis ovennævnte

mekanismes forenelighed med EU-retten ligeledes

skal vurderes i forhold til traktatbestemmelserne, skal

denne, henset til genstanden af den pågældende

lovgivning, da undersøges i forhold til

bestemmelserne i artikel 43 i traktaten om Det

Europæiske Fællesskab, nu artikel 49 i traktaten om

Den Europæiske Unions funktionsmåde, selv om det

udbyttemodtagende selskab gennem en kæde af

ejerandele, der blandt andet har som hovedformål at

opnå fritagelse, direkte eller indirekte kontrolleres af

en eller flere personer bosiddende i tredjelande, som

ikke kan påberåbe sig etableringsfriheden? b) I

benægtende fald, skal denne overensstemmelse så

undersøges i forhold til bestemmelserne i artikel 56 i

traktaten om Det Europæiske Fællesskab, nu artikel

63 i traktaten om Den Europæiske Unions

funktionsmåde? 4) Skal ovennævnte bestemmelser

fortolkes således, at de er til hinder for, at en national

lovgivning forbeholder fritagelsen for kildeskat for

udbytte, der er udloddet af et selskab i en

medlemsstat til et selskab etableret i en anden

medlemsstat, når modtageren af dette udbytte er en

juridisk person, der direkte eller indirekte kontrolleres

af en eller flere personer bosiddende i stater, der ikke

er medlem af EU, medmindre denne kan

dokumentere, at hovedformålet, eller et af

hovedformålene, med kæden af ejerandele ikke er at

sikre, at udbyttet omfattes af fritagelsen?

C-184/16

Petrea

Sagen vedrører: 1) Skal artikel 27 og 32 i direktiv

2004/38/EF, sammenholdt med artikel 45 TEUF og

49 TEUF samt i lyset af medlemsstaternes

procesautonomi, princippet om beskyttelse af den

berettigede forventning og princippet om god

forvaltningsskik, fortolkes således, at de pålægger

–

eller giver mulighed for

–

at ophæve et bevis for

registrering som unionsborger, der tidligere er blevet

udstedt i henhold til artikel 8, stk. 1, i præsidentdekret

nr. 106/2007 til en statsborger i en anden

medlemsstat, og at træffe en foranstaltning om

tilbagesendelse af den pågældende fra

værtsmedlemsstatens område, såfremt denne borger,

selv om den pågældende er opført på den nationale

liste over uønskede udlændinge og er genstand for et

indrejseforbud af hensyn til den offentlige orden og

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Dom

14.09.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 866: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-17

sikkerhed, atter er indrejst i den pågældende

medlemsstat og her har startet en virksomhed uden at

indgive en ansøgning om ophævelse af

indrejseforbuddet efter proceduren i artikel 32 i

direktiv 2004/38, idetsidstnævnte forbud

(indrejseforbuddet) udgør et selvstændigt hensyn til

den offentlige orden, som begrunder en ophævelse af

beviset for registrering af en statsborger i en

medlemsstat? 2) Såfremt det foregående spørgsmål

besvares bekræftende, kan den omhandlede situation

da sidestilles med et ulovligt ophold for

unionsborgeren på værtsmedlemsstatens område,

således at det organ, der har kompetence til at

ophæve beviset for registrering som unionsborger,

kan træffe afgørelse om tilbagesendelse i henhold til

artikel 6, stk. 1, i direktiv 2008/115/EF, og dette selv

om registreringsbeviset ikke, som der generelt er

enighed om, udgør et grundlag for lovligt ophold i

landet, og det personelle anvendelsesområde for

direktiv 2008/115 alene omfatter

tredjelandsstatsborgere?

[…]

5) Såfremt det foregående spørgsmål besvares

bekræftende, har medlemsstatens kompetente

administrative myndigheder i henhold til artikel 32 i

direktiv 2004/38 da pligt til under alle

omstændigheder at meddele den pågældende

statsborger i en anden medlemsstat afgørelsen om

udsendelse på et sprog, som den pågældende forstår,

således at den pågældende effektivt kan udøve sine

processuelle rettigheder på grundlag af de

ovennævnte bestemmelser i direktivet, selv om den

pågældende ikke har indgivet en anmodning herom?

C-551/16

Klein Schiphorst

1. Kan den beføjelse, der er tillagt i artikel 64, stk. 1,

litra c), i forordning nr. 883/2004, henset til denne

forordnings artikel 63 og 7, formålet med og

indholdet af forordningen og personers og

arbejdstagers frie bevægelighed forstås således, at en

ansøgning om forlængelse af perioden for eksport af

en ydelse ved arbejdsløshed i princippet afslås, med

mindre forlængelsen af eksportperioden efter Uwv

opfattelse på grundlag af sagens konkrete

omstændigheder, herunder eksempelvis at der

foreligger en konkret og beviselig udsigt til arbejde,

ikke med rimelighed kan nægtes? I benægtende fald:

2. Hvorledes skal medlemsstaterne da forstå den

beføjelse, der er tillagt i artikel 64, stk. 1, litra c), i

forordning nr. 883/2004?

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Beskæftigelsesministe-

riet

Styrelsen for

arbejdsmarked og

rekruttering

Mundtlig

forhandling

20.09.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 866: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-17

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Sagsnr.

C-643/15

Titel og kort sagsresumé

Den Slovakiske Republik mod Rådet for Den

Europæiske Union

Påstande:

—

Rådets afgørelse (EU) 2015/1601 af 22.

september 2015 om midlertidige foranstaltninger til

fordel for Italien og Grækenland på området

international beskyttelse (1) annulleres.

—

Rådet for

Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagens

omkostninger.

Ungarn mod Rådet for Den Europæiske Union

Påstande:

—

Rådets afgørelse (EU) 2015/1601 af 22.

december 2015 om midlertidige foranstaltninger til

fordel for Italien og Grækenland på området

international beskyttelse (1) (herefter »den anfægtede

afgørelse«) annulleres.

—

Subsidiært: den anfægtede

afgørelse annulleres for så vidt, som den vedrører

Ungarn.

—

Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

European Union Copper Task Force mod

Europa-Kommissionen (appel)

Påstande:

—

Kendelse afsagt af Retten (Tredje

Afdeling) den 27. april 2016 i sag T-310/15,

European Copper Task Force mod Europa-

Kommissionen, annulleres.

—

Det fastslås, at det af

European Copper Task Force anlagte

annullationssøgsmål mod Kommissionens

gennemførelsesforordning (EU) nr. 2015/408 kan

antages til realitetsbehandling.

—

Sagen hjemvises til

Retten med henblik på, at denne træffer afgørelse.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens

omkostninger.

Carl Schlyter mod Europa-Kommissionen

(appel)

Påstande: Dom afsagt af Retten (Fjerde Afdeling) den

16. april 2015 i sag T-402/12, Carl Schlyter mod

Kommissionen, hvorved Retten annullerede Europa-

Kommissionens afgørelse af 27. juni 2012 om afslag i

status quo-perioden på aktindsigt i Kommissionens

udførlige udtalelse om et udkast til opgørelse om

indholdet af og kravene vedrørende forelæggelse af

den årlige indberetning af nanopartikelstoffer

(2011/673/F), som de franske myndigheder havde

meddelt Kommissionen i medfør af Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF (1) af 22.

juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn

til tekniske standarder og forskrifter, som ændret ved

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/48/EF af

20. juli 1998, ophæves. Sagen hjemvises til Retten.

De indstævnte tilpligtes at betale sagens

omkostninger.

Interessent

Udenrigsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Processkridt

Dom

Dato

06.09.17

C-647/15

Udenrigsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Dom

06.09.17

C-384/16 P

Miljø- og

Fødevareministeriet

06.09.17

C-331/15 P

Udenrigsministeriet

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

07.09.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 866: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-17

C-687/15

Europa-Kommissionen mod Rådet for Den

Europæiske Union

Påstande:

—

Rådets konklusioner om Den

Internationale Telekommunikationsunions (ITU’s)

verdensradiokonference 2015 (WRC-15), vedtaget

den 26. oktober 2015 på Rådets 3419. møde i

Luxembourg, annulleres.

—

Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Vega González

Skal begrebet »ansættelsesvilkår«, der er omhandlet i §

4 i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset

ansættelse, der indgår i bilaget til Rådets direktiv

1999/70/EF af 28. juni 1999 om tidsbegrænset

ansættelse, fortolkes således [org. s. 8], at det omfatter

den retlige situation, hvor en arbejdstager i et

tidsbegrænset ansættelsesforhold, der er blevet valgt

til et repræsentativt politisk hverv, i lighed med en

fastansat arbejdstager kan anmode om og opnå, at

ansættelsesforholdet sættes i bero, med henblik på at

vende tilbage til stillingen, når det pågældende

parlamentariske hverv er udløbet?

–

Skal princippet

om ikke-diskrimination, der er omhandlet i § 4 i

rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse,

der indgår i bilaget til Rådets direktiv 1999/70/EF af

28. juni 1999 om tidsbegrænset ansættelse, fortolkes

således, at det er til hinder for en regional lovgivning

såsom lov nr. 3/1985 om en plan for de offentligt

ansatte i Asturien, der i artikel 59, stk. 2, fuldstændigt

udelukker midlertidigt ansatte tjenestemænd fra at

opnå anerkendelse af en administrativ situation med

særlige tjenester, når de bliver valgt til medlemmer af

parlamentet, mens denne ret anerkendes for

fastansatte tjenestemænd?

1) Skal bestemmelserne i Rådets direktiv

2010/18/EU af 8. marts 2010 om iværksættelse af

den reviderede rammeaftale vedrørende

forældreorlov, der er indgået af

BUSINESSEUROPE, UEAPME, CEEP og EFS, og

om ophævelse af direktiv 96/34/EF og

bestemmelserne i rammeaftalen vedrørende

forældreorlov, der er offentliggjort i bilaget, fortolkes

således, at de er til hinder for en ordning i national

ret, hvorefter prøvetiden, hvori en stilling med

ledelsesfunktion er overdraget til en tjenestemand på

prøve, i henhold til loven og uden mulighed for

forlængelse udløber, selv om den pågældende

tjenestemand i hovedparten af denne prøvetid var og

fortsat er på forældreorlov? 2) Skal bestemmelserne i

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF

af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om

lige muligheder for og ligebehandling af mænd og

kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv,

navnlig direktivets artikel 14, stk. 1, litra a) og litra c),

artikel 15 eller artikel 16, fortolkes således, at en

ordning i national ret med det i spørgsmål 1 anførte

indhold udgør en indirekte forskelsbehandling på

Udenrigsministeriet

Energi-, Forsynings-,

og Klimaministeriet

07.09.17

C-158/16

Beskæftigelsesministe-

riet

Moderniseringsstyrels

07.09.17

C-174/16

Beskæftigelsesministe-

riet

Dom

07.09.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 866: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-17

grund af køn, såfremt langt flere kvinder end mænd

er berørt af eller kan berøres af denne ordning? 3)

Såfremt spørgsmål 1 eller 2 besvares bekræftende: Er

fortolkningen af de nævnte EU-retlige bestemmelser

også til hinder for en sådan ordning i national ret,

såfremt ordningen begrundes med, at egnetheden til

at bestride en stilling med ledelsesfunktion, hvori der

skal ske fastansættelse, kun kan fastslås, når

opgaverne varetages over en længere periode i

prøvetiden? 4) Såfremt spørgsmål 3 også besvares

bekræftende: Tillader fortolkningen af EU-retten en

anden retsvirkning end en fortsættelse af prøvetid

en i umiddelbar fortsættelse af forældreorlovens

ophør

–

for en periode svarende til den ved

forældreorlovens begyndelse resterende del af

prøvetiden

–

i den samme eller en lignende stilling,

f.eks. når en sådan stilling eller en tilsvarende stilling

ikke længere står til rådighed? 5) Kræver

fortolkningen af EU-retten, at det i et sådant tilfælde

med henblik på besættelse af en anden stilling eller en

anden stilling med ledelsesfunktion skal undlades at

gennemføre en ny udvælgelsesprocedure under

inddragelse af andre ansøgere i henhold til

bestemmelserne i national ret?

C-247/16

Schottelius

Kan der af artikel 3, stk. [5], andet led, i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF af 25.

maj 1999 om visse aspekter af forbrugerkøb og

garantier i forbindelse hermed udledes et princip for

EU’s forbrugerlovgivning, hvorefter det i forbindelse

med alle forretninger vedrørende forbrugsvarer

mellem ikkeforbrugere og forbrugere er tilstrækkeligt

for at kunne gøre sekundære garantirettigheder

gældende, at den garantipligtige ikke-forbruger ikke

har afhjulpet inden for en rimelig tid, uden at det i

denne forbindelse kræves, at der er blevet sat en

udtrykkelig frist for afhjælpning af manglen, og

hvorefter bestemmelserne i den nationale lovgivning

herom, f.eks. også i forbindelse med en bestilling af et

arbejde vedrørende forbrugsvarer, skal fortolkes

tilsvarende og i givet fald anvendes indskrænkende.

Cussens

Sagen vedrører: 1. Finder princippet om misbrug af

rettigheder, der er anerkendt i [Den Europæiske

Unions] Domstols dom [af 21. februar 2006], [Halifax

m.fl. mod Commissioners of Customs and Excise (C-

255/02, EU:C:2006:121)], og som finder anvendelse

på momsområdet, anvendelse over for en person, når

der ikke findes en national foranstaltning, uanset om

den stammer fra lovgivning eller retspraksis, som

gennemfører princippet, under omstændigheder som

de i denne sag omhandlede, hvor omdefineringen af

transaktionerne forud for salget og

salgstransaktionerne til køberne (samlet kaldet

»appellanternes transaktioner«), således som

[Revenue] Commissioners har påstået, vil medføre, at

appellanterne har et momstilsvar, når et sådant

Justitsministeriet

Dom

07.09.17

C-251/16

Skatteministeriet

SKAT

07.09.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 866: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-17

momstilsvar ikke ville opstå, hvis de bestemmelser,

der var gældende i national lovgivning på det

relevante tidspunkt for appellanternes transaktioner,

finder anvendelse? 2. Såfremt svaret på det første

spørgsmål er, at princippet om misbrug af rettigheder

finder direkte anvendelse over for en person, selv når

der ikke findes en national foranstaltning, uanset om

den stammer fra lovgivning eller retspraksis, som

gennemfører princippet, var princippet da

tilstrækkeligt klart og præcist til at kunne anvendes på

appellanternes transaktioner, som blev gennemført,

inden Domstolen afsagde Halifax-dommen, og

navnlig under hensyn til retssikkerhedsprincippet og

princippet om beskyttelse af appellanternes

berettigede forventning? 3. Såfremt princippet om

misbrug af rettigheder finder anvendelse på

appellanternes transaktioner, således at de skal

omdefineres a) hvorledes skal moms på

appellanternes transaktioner da beregnes og

opkræves, eftersom der ikke ville være moms at

beregne eller opkræve ifølge national ret, og b)

hvordan skal de nationale retsinstanser da pålægge et

sådant tilsvar? 4. Ved afgørelsen af, om det

væsentligste formål med appellanternes transaktioner

var at opnå en afgiftsfordel, bør den nationale ret da

behandle transaktionerne forud for salget (som er

blevet anset for alene at være gennemført af

afgiftsmæssige årsager) for sig selv, eller skal formålet

med appellanternes transaktioner behandles som en

helhed? 5. Skal section 4(9) i [Value Added Tax] Act

anses for en national lov, der gennemfører [Rådets

sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om

harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om

omsætningsafgifter

–

Det fælles

merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag

(EFT L 145, s. 1), som ændret ved Rådets direktiv

95/7/EF af 10. april 1995 (EFT L 102, s. 18)

(herefter »sjette direktiv«)], uanset at den er uforenelig

med lovbestemmelsen i sjette direktivets artikel 4, stk.

3, hvorefter appellanterne

–

hvis bestemmelsen

anvendes korrekt

–

skulle behandles som

afgiftspligtige hvad angår leveringen inden første

indflytning i ejendommene, uanset der var en tidligere

afgiftspligtig råden over ejendommene? 6. Såfremt

section 4(9) er uforenelig med sjette direktiv,

misbruger appellanterne, idet de støtter sig til denne

sub-section, da rettigheder i strid med de principper,

der er anerkendt i Halifax-dommen? 7. Subsidiært og

såfremt section 4(9) ikke er uforenelig med sjette

direktiv, har appellanterne da opnået en afgiftsfordel,

der er i strid med formålet med direktivet og/eller

section 4? 8. Selv såfremt section 4(9) ikke skal anses

for at gennemføre sjette direktiv, finder princippet

om misbrug af rettigheder, således som fastslået i

Halifaxdommen, da ikke desto mindre anvendelse på

de omtvistede transaktioner under henvisning til de i

Halifax-dommen opstillede kriterier?

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 866: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-17

C-265/16

VCAST

a) Er en national lovgivning, som forbyder en

erhvervsdrivende til privatpersoner at udbyde

såkaldte cloud computing-tjenester til fjernstyret

videooptagelse med henblik på privatkopiering af

ophavsretligt beskyttede værker, via den

erhvervsdrivendes aktive medvirken i forbindelse

med optagelse og uden rettighedshaverens samtykke,

forenelig med fællesskabsretten

–

og i særdeleshed

artikel 5, stk. 2, litra b), i Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om

harmonisering af visse aspekter af ophavsret og

beslægtede rettigheder i informationssamfundet (og

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF

af 8.6.2000 om visse retlige aspekter af

informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk

handel, i det indre marked og traktaten)? b) Er en

national lovgivning, hvorefter en erhvervsdrivende til

privatpersonerkan udbyde såkaldte cloud computing-

tjenester til fjernstyret videooptagelse med henblik på

privatkopiering af ophavsretligt beskyttede værker,

selv om dette indebærer en aktiv medvirken fra den

erhvervsdrivende side i forbindelse med optagelse,

herunder også uden rettighedshaverens samtykke,

mod en fast kompensation til rettighedshaveren, idet

den erhvervsdrivende i det væsentlige omfattes af en

tvangslicensordning, forenelig med EU-retten

–

og i

særdeleshed artikel 5, stk. 2, litra b), i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22.

maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af

ophavsret og beslægtede rettigheder i

informationssamfundet (og Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2000/31/EF af 8.6.2000 om visse

retlige aspekter af informationssamfundstjenester,

navnlig elektronisk handel, i det indre marked og

traktaten)?

Europa-Kommissionen mod Den Tjekkiske

Republik

Påstande: 1. Det fastslås, at a) Den Tjekkiske

Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til

artikel 4, stk. 1, og artikel 4, stk. 4, litra d) og f), i

direktiv 2006/126/EF, idet den ikke har sikret, at

definitionerne af kategori C1 og C kun vedrører

andre biler end biler af kategori D1 eller D. b) Den

Tjekkiske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i

henhold til artikel 4, stk. 1, og artikel 4, stk. 4, litra h),

i direktiv 2006/126/EF (1), idet den har begrænset

definitionen af kategori D1 til biler, der er konstrueret

og fremstillet til befordring af flere end 8 personer.

2. Den Tjekkiske Republik tilpligtes at betale sagens

omkostninger.

Hasan

1. I en sag, hvor tredjelandsstatsborgeren efter at

have indgivet asylansøgning nr. to i en anden

medlemsstat (i den foreliggende sag Tyskland) på

grundlag af rettens afvisning af hans ansøgning om

udsættelse af afgørelsen om overførsel i henhold til

Kulturministeriet

07.09.17

C-314/16

Transport-, Bygnings-

og Boligministeriet

07.09.17

C-360/16

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

07.09.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 866: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-17

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.

604/2013 af 26. juni 2013 (Dublin III-forordningen)

er blevet overført til den oprindeligt ansvarlige

medlemsstat, hvor den første asylansøgning blev

indgivet (i den foreliggende sag Italien), og han

derefter omgående illegalt er vendt tilbage til den

anden medlemsstat (i den foreliggende sag Tyskland):

a) Er det ifølge principperne i Dublin III-

forordningen sagens stilling på tidspunktet for

overførslen, der er afgørende for rettens prøvelse af

en afgørelse om overførsel, fordi ansvaret er blevet

endeligt fastslået ved den rettidigt gennemførte

overførsel, og Dublin III-forordningens

ansvarsrelevante bestemmelser derfor ikke længere

finder anvendelse for så vidt angår den videre

udvikling, eller skal der tages hensyn til efterfølgende

udviklinger i de omstændigheder, som generelt er

væsentlige for ansvaret

–

f.eks. udløb af frister for

tilbagetagelse eller (fornyet) overførsel? b) Er det,

efter at fastlæggelsen af ansvaret er afsluttet, på

grundlag af afgørelsen om overførsel muligt at

foretage yderligere overførsler til den oprindeligt

ansvarlige medlemsstat, og er denne medlemsstat

fortsat forpligtet til at modtage

tredjelandsstatsborgeren? 2. Hvis ansvaret ikke er

endeligt fastslået ved overførslen: Hvilken af de

nedenfor anførte bestemmelser finder i et sådant

tilfælde anvendelse på en person som omhandlet i

Dublin III-forordningens artikel 18, stk. 1, litra b), c)

eller d), på grund af den endnu verserende appelsag til

prøvelse af den allerede håndhævede

overførselsafgørelse: a) Dublin III-forordningens

artikel 23 (analogt) med den konsekvens, at der ved

en fornyet anmodning om tilbagetagelse, som ikke

fremsættes inden for fristen, kan indtræde en

overgang af ansvaret i henhold til Dublin

IIIforordningens artikel 23, stk. 2 og 3, eller b)

Dublin III-forordningens artikel 24 (analogt) eller c)

ingen af de under a) og b) nævnte bestemmelser? 3. I

tilfælde af, at hverken Dublin III-forordningens

artikel 23 eller artikel 24 finder (analog) anvendelse

[andet spørgsmål, litra c)]: Kan der på grundlag af den

anfægtede afgørelse om overførsel foretages

yderligere overførsler til den oprindeligt ansvarlige

medlemsstat (i den foreliggende sag Italien), indtil den

til prøvelse af denne afgørelse iværksatte appelsag er

afsluttet, og er denne medlemsstat fortsat forpligtet til

at modtage tredjelandsstatsborgeren

–

uafhængigt af

indgivelse af yderligere ansøgninger om tilbagetagelse

uden overholdelse af fristerne i Dublin III-

forordningens artikel 23, stk. 3, eller artikel 24, stk. 2,

og uafhængigt af fristerne for overførsel i henhold til

Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 1 og 2? 4. I

tilfælde af, at Dublin III-forordningens artikel 23

finder (analog) anvendelse [andet spørgsmål, litra a]]:

Er den fornyede anmodning om tilbagetagelse bundet

til en ny frist i henhold til Dublin III-forordningens

artikel 23, stk. 2 (analogt)? I bekræftende fald:

Begynder denne nye frist at løbe, når den ansvarlige

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 866: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-17

myndighed får kendskab til, at den pågældende er

indrejst igen, eller er det en anden begivenhed, der er

afgørende for, hvornår fristen begynder at løbe? 5. I

tilfælde af, at Dublin III-forordningens artikel 24

finder (analog) anvendelse på en sådan person [andet

spørgsmål, litra b]]: a) Er den fornyede anmodning

om tilbagetagelse bundet til en ny frist i henhold til

Dublin III-forordningens artikel 24, stk. 2 (analogt)? I

bekræftende fald: Begynder denne nye frist at løbe,

når den ansvarlige myndighed får kendskab til, at den

pågældende er indrejst igen, eller er det en anden

begivenhed, der er afgørende for, hvornår fristen

begynder at løbe? b) Hvis den anden medlemsstat (i

den foreliggende sag Tyskland) ikke overholder en

frist i henhold til Dublin III-forordningens artikel 24,

stk. 2 (analogt): Medfører indgivelse af en ny

asylansøgning i henhold til Dublin IIIforordningens

artikel 24, stk. 3, et direkte ansvar for den anden

medlemsstat (i den foreliggende sag Tyskland), eller

kan denne uden at være bundet af en frist og på trods

af den nye asylansøgning på ny anmode den

oprindeligt ansvarlige medlemsstat (i den foreliggende

sag Italien) om tilbagetagelse eller overføre den

udenlandske statsborger til denne medlemsstat uden

anmodning om tilbagetagelse? c) Hvis den anden

medlemsstat (i den foreliggende sag Tyskland) ikke

overholder en frist i henhold til Dublin III-

forordningens artikel 24, stk. 2 (analogt): Skal den

omstændighed, at der i en anden medlemsstat (i den

foreliggende sag Tyskland) verserer en sag

vedrørende en asylansøgning, som er indgivet før

overførslen, i en sådan situation sidestilles med en ny

asylansøgning i henhold til Dublin III-forordningens

artikel 24, stk. 3? d) Hvis den anden medlemsstat (i

den foreliggende sag Tyskland) ikke overholder en

frist i henhold til Dublin III-forordningens artikel 24,

stk. 2 (analogt), og udlændingen ikke indgiver en ny

asylansøgning, og den omstændighed, at der i en

anden medlemsstat (i den foreliggende sag Tyskland)

verserer en sag vedrørende en asylansøgning, som er

indgivet før overførslen, ikke sidestilles med en ny

asylansøgning i henhold til Dublin III-forordningens

artikel 24, stk. 3: Kan den anden medlemsstat (i den

foreliggende sag Tyskland) uden at være bundet af en

frist på ny anmode den oprindeligt ansvarlige

medlemsstat (i den foreliggende sag Italien) om

tilbagetagelse eller overføre den udenlandske

statsborger til denne medlemsstat uden anmodning

om tilbagetagelse?

C-506/16

Neto de Sousa

Er bestemmelserne i andet og tredje direktiv om

indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning

om ansvarsforsikring for motorkøretøjer til hinder for

en national lovgivning, som [i henhold til] artikel 7,

stk. 3, i lovdekret nr. 522 af 31. december 1985, som

ændret ved lovdekret nr. 130 af 19. maj

1994,fastsætter erstatning for økonomisk skade til

den fører, der har forårsaget en ulykke på grund af

Justitsministeriet

Transport-, Bygnings-

og Boligministeriet

Dom

07.09.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 866: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-17

forsømmelighed, i tilfælde af at dennes ægtefælle, som

var pasager i bilen, dør?

C-559/16

Bossen e.a.

Skal artikel 7, stk. 1, andet punktum, i forordning

(EF) nr. 261/2004 fortolkes således, at begrebet

»distancen« alene omfatter den direkte distance

mellem afgangsstedet og det sidste bestemmelsessted,

beregnet efter storcirkelmetoden, uanset den faktisk

tilbagelagte flyverute?

AlzChem AG mod Kommissionen

Påstande: Sagen antages til realitetsbehandling og

erklæres begrundet. Europa-Kommissionens

afgørelse af 26. maj 2015, Ares (2015) 2176662, der er

truffet i henhold til artikel 4 i Europa- Parlamentets

og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj

2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og

Kommissionens dokumenter som følge af ansøgning

nr. GESTDEM 2015/1640, annulleres.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens

omkostninger.

Schweppes

1) Er det foreneligt med artikel 36 i traktaten om Den

Europæiske Unions funktionsmåde, og med artikel 7,

stk. 1, i direktiv 2008/95/EF samt artikel 15, stk. 1, i

direktiv (EU) 2015/2436, at indehaveren af et

varemærke i en eller flere medlemsstater forhindrer

parallelimport eller markedsføring af varer fra en

anden medlemsstat med det identiske eller næsten

identiske varemærke, som en tredjemand er indehaver

af, når indehaveren har fremmet et globalt

varemærkeimage, som er knyttet til den medlemsstat,

hvorfra de varer, som indehaveren vil forbyde,

kommer? 2) Er salg af en vare under et inden for EU

velkendt varemærke, når de registrerede indehavere i

hele EØS opretholder et globalt varemærkeimage,

hvorved der skabes forveksling hos forbrugeren om

varens kommercielle oprindelse, foreneligt med

artikel 36 i traktaten om Den Europæiske Unions

funktionsmåde og med artikel 7, stk. 1, i direktiv

2008/95/EF samt artikel 15, stk. 1, i direktiv (EU)

2015/2436? 3) Er det foreneligt med artikel 36 i

traktaten om Den Europæiske Unions

funktionsmåde, med artikel 7, stk. 1, i direktiv

2008/95/EF og med artikel 15, stk. 1, i direktiv (EU)

2015/2436, at indehaveren af identiske eller næsten

identiske nationale varemærker i forskellige

medlemsstater modsætter sig indførsel til en

medlemsstat, hvor denne er indehaver af varemærket,

af varer forsynet med et varemærke, som er identisk

med eller ligner dennes varemærke, fra en

medlemsstat, hvor denne ikke er indehaver af

varemærket, når denne i mindst en anden

medlemsstat, hvor denne er indehaver af varemærket,

udtrykkeligt eller stiltiende har givet samtykke til at

indføre de samme varer? 4) Er det foreneligt med

artikel 7, stk. 1, i direktiv 2008/95/EF, artikel 15, stk.

Transport-, Bygnings-

og Boligministeriet

Dom

07.09.17

T-451/15

Udenrigsministeriet

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

07.09.17

C-291/16

Patent- og

Varemærkestyrelsen

12.09.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 866: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-17

1, i direktiv (EU) 2015/2436 og artikel 36 i traktaten

om Den Europæiske Unions funktionsmåde, at

indehaver A af varemærket X i en medlemsstat

modsætter sig indførslen af varer forsynet med det

pågældende varemærke, såfremt varerne hidrører fra

en anden medlemsstat, hvor et varemærke, der er

identisk med X (Y) er registreret af en anden

indehaver B, som markedsfører varen, og:– indehaver

A og indehaver B opretholder indbyrdes stærke

økonomiske og handelsmæssige forbindelser, men er

ikke strengt afhængige af hinanden med henblik på en

fælles anvendelse af varemærket X

–

indehaver A og

indehaver B opretholder en koordineret

varemærkestrategi om bevidst hos den relevante

kundekreds at fremme et billede eller image af et

samlet og globalt varemærke; eller

–

indehavere A og

indehaver B har indbyrdes stærke økonomiske og

handelsmæssige forbindelser, men er ikke strengt

afhængige af hinanden med henblik på en fælles

anvendelse af varemærket X, og de opretholder

endvidere en koordineret varemærkestrategi om

bevidst hos den relevante kundekreds at fremme et

billede eller image af et samlet og globalt varemærke?

C-537/16

Garlsson Real Estate e.a.

1. Er bestemmelsen i artikel 50 i Den Europæiske

Unions charter om grundlæggende rettigheder,

fortolket i lyset af artikel 4 i tillægsprotokol nr. 7 til

EMRK, praksis herom fra Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol og national lovgivning,

til hinder for at indlede en forvaltningsretlig sag, som

vedrører et forhold (ulovlig adfærd i form af

kursmanipulation), for hvilket den samme person

allerede er blevet domfældt ved en endelig dom? 2.

Kan den nationale ret anvende de EU-retlige

principper direkte med hensyn til princippet ne bis in

idem på grundlag af chartrets artikel 50, fortolket i

lyset af artikel 4 i tillægsprotokol nr. 7 til EMRK,

praksis herom fra Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol og national lovgivning?

Di Puma m.fl.

1) Skal artikel 50 i Den Europæiske Unions charter

om grundlæggende rettigheder fortolkes således, at en

endelig konstatering af, at den adfærd, der udgør den

strafferetlige overtrædelse, ikke foreligger, er til hinder

for, at der

–

uden behov for yderligere vurderinger

foretaget af den nationale ret

–

indledes eller

fortsættes endnu en retsforfølgelse for samme

forhold med henblik på at pålægge sanktioner, der

henset til deres karakter og strenghed skal kvalificeres

som strafferetlige? 2) Skal den nationale ret ved

vurdering af, hvorvidt sanktionerne er effektive,

rimelige og præventive, tage højde for strafgrænserne

i direktiv 2014/57/EU med hensyn til konstateringen

af tilsidesættelse af princippet ne bis in idem som

fastlagt i artikel 50 i Den Europæiske Unions charter

om grundlæggende rettigheder?

Justitsministeriet

Finansministeriet

Erhvervsministeriet

Finanstilsynet

12.09.17

C-596/16 og

C-597/16

Justitsministeriet

12.09.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 866: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-17

C-329/15

ENEA

1 Skal artikel 107 i traktaten om Den Europæiske

Unions funktionsmåde fortolkes således, at den

forpligtelse, som i artikel 9a, stk. 8, i energiloven af

10. april 1997 i den affattelse, der på grundlag af

artikel 1, nr. 13, i lov af 4. marts 2005 om ændring af

energiloven og af miljøbeskyttelsesloven (Dz. U.

2005, nr. 62, pos. 552) var gældende i 2006, er fastsat

til at aftage elektrisk energi, der er produceret i

forbindelse med samtidig varmeproduktion, udgør

statsstøtte? 2 Såfremt det første spørgsmål besvares

bekræftende, skal artikel 107 i traktaten om Den

Europæiske Unions funktionsmåde da fortolkes

således, at et energiselskab, der anses for et statsorgan

i en medlemsstat, og som er blevet pålagt den

forpligtelse, der kvalificeres som statsstøtte, i en sag

ved en national ret kan påberåbe sig en tilsidesættelse

af denne bestemmelse? 3 Såfremt det første og det

andet spørgsmål besvares bekræftende, skal artikel

107 i traktaten om Den Europæiske Unions

funktionsmåde sammenholdt med artikel 4, stk. 3, i

traktaten om Den Europæiske Union da fortolkes

således, at den omstændighed, at en forpligtelse, der

følger af den nationale lovgivning, er uforenelig med

artikel 107 i traktaten om Den Europæiske Unions

funktionsmåde, udelukker, at et selskab, der ikke har

overholdt forpligtelsen, pålægges en bøde?

1. Skal afsnit II i forordning (EØF) nr. 1408/71

fortolkes således, at en i Nederlandene bosat

arbejdstager, der sædvanligvis udøver sin

beskæftigelse i Nederlandene, og som i tre måneder

har taget ubetalt ferie, må anses for stadig (også) at

have lønnet beskæftigelse i Nederlandene i denne

periode, såfremt (i) tjenesteforholdet opretholdes i

denne periode, og (ii) denne periode i henhold til den

nederlandske arbejdsløshedslov betragtes som en

periode med lønnet beskæftigelse?2a. Hvilken

lovgivning skal finde anvendelse i henhold til

forordning (EØF) nr. 1408/71, såfremt denne

arbejdstager i den ubetalte ferie har lønnet

beskæftigelse i en anden medlemsstat? 2b. Er det

herved af betydning, at arbejdstageren to gange i det

følgende år, og derefter i de tre følgende år én gang

årligt, i en periode på cirka en til to uger havde lønnet

beskæftigelse i denne anden medlemsstat, uden at der

i Nederlandene var tale om ubetalt ferie?

Efter hvilket eller hvilke kriterier skal det afgøres,

hvilken lovgivning der skal finde anvendelse i

henhold til forordning (EØF) nr. 1408/71, i det

tilfælde, hvor der er tale om en arbejdstager, der bor i

Belgien, og som i det omhandlede år har udført langt

den største del af sin beskæftigelse for sin

nederlandske arbejdsgiver i Nederlandene, og som

derudover har udført 6,5% af beskæftigelsen [org. s.

6] i Belgien, i hjemmet eller hos kunder, uden at der

Erhvervsministeriet

Miljø- og

Fødevareministeriet

Energistyrelsen

Dom

13.09.17

C-569/15

Udenrigsministeriet

Beskæftigelsesministe-

riet

Uddannelses- og

Forskningsministeriet

Dom

13.09.17

C-570/15

Udenrigsministeriet

Beskæftigelsesministe-

riet

Uddannelses- og

Forskningsministeriet

Dom

13.09.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 866: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-17

herved er tale om et fast arbejdsmønster, og uden at

der er indgået aftaler med arbejdsgiveren om at

udføre beskæftigelse i Belgien?

C-111/16

Fidenato

a) Er Kommissionen i henhold til [artikel] 54, stk. 1, i

[forordning] nr. 178/2002 forpligtet til iværksættelse

af beredskabsforanstaltninger efter procedurerne i

[artikel] 53 i [forordning] nr. 178/2002, såfremt en

medlemsstat anmoder herom, selv om

Kommissionen vurderer, at der med hensyn til

bestemte fødevarer og foderstoffer ikke foreligger en

alvorlig og åbenbar risiko for menneskers sundhed,

dyresundheden eller miljøet? b) Har den anmodende

medlemsstat beføjelse til at vedtage midlertidige

beskyttelsesforanstaltninger efter procedurerne i

[artikel 53] i [forordning] nr. 178/2002, såfremt

Kommissionen meddeler medlemsstaten om sin

modsatte vurdering af medlemsstatens anmodning,

idet denne vurdering rent konceptuelt er hinder for,

at der skulle være behov for iværksættelse af

beredskabsforanstaltninger, og Kommissionen derfor

ikke iværksætter de af medlemsstaten krævede

beredskabsforanstaltninger i henhold til [artikel] 34 i

[forordning] nr. 1829/2003? c) Kan overvejelser med

relation til forsigtighedsprincippet, som ikke vedrører

parametre om alvorlig og åbenbar risiko for

menneskers sundhed, dyresundheden eller miljøet

ved brug af en fødevare eller et foderstof, begrunde

en medlemsstats iværksættelse af midlertidige

beskyttelsesforanstaltninger i henhold til [artikel] 34 i

[forordning] EF nr. 1829/2003?d) Kan den

anmodende medlemsstat opretholde gyldigheden af

nationale midlertidige beskyttelsesforanstaltninger

og/eller forny gyldigheden herafefter udløbet af den

midlertidige periode, for hvilken foranstaltningerne er

blevet iværksat, såfremt det er utvetydigt og åbenbart,

at Europa- Kommissionen har vurderet, at de

materielle betingelser for iværksættelse af

beredskabsforanstaltninger for en fødevare eller et

foderstof ikke foreligger, hvilket efterfølgende er

blevet bekræftet af en videnskabelig udtalelse fra

EFSA, og disse vurderinger er blevet fremsendt

skriftligt til medlemsstaten?

Simma Federspiel

1) Skal artikel 2, stk. 1, litra c), i direktiv

75/363/EØF, som ændret ved direktiv 82/76/EØF,

fortolkes således, at den er til hinder for en national

bestemmelse som den, der finder anvendelse i [org. s.

2] hovedsagen, hvorefter udbetaling af vederlaget til

læger, som er under uddannelse til speciallæge, er

underlagt et krav om, at den læge, der modtager

vederlaget, fremlægger en erklæring om, at den

pågældende påtager sig at arbejde mindst fem år i det

offentlige sundhedsvæsen i Provincia autonoma di

Bolzano (den autonome provins Bolzano), inden for

ti år efter speciallægeuddannelsen er fuldført, og

hvorefter det i tilfælde af, at denne forpligtelse

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

13.09.17

C-419/16

Uddannelses- og

Forskningsministeriet

13.09.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 866: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-17

fuldstændigt misligholdes, udtrykkeligt er tilladt

Provincia autonoma di Bolzano som den myndighed,

der udbetaler vederlaget, at tilbagesøge op til 70% af

det udbetalte vederlag med tillæg af lovbestemte

renter beregnet fra det tidspunkt, hvor myndigheden

udbetalte de enkelte vederlag? 2) Såfremt det første

spørgsmål skal besvares benægtende: Er princippet

om arbejdskraftens frie bevægelighed som omhandlet

i artikel 45 TEUF til hinder for en national

bestemmelse som den, der finder anvendelse i

hovedsagen, hvorefter udbetaling af vederlaget til

læger, som er under uddannelse til speciallæge, er

underlagt et krav om, at den læge, der modtager

vederlaget, fremlægger en erklæring om, at den

pågældende påtager sig at arbejde mindst fem år i det

offentlige sundhedsvæsen i Provincia autonoma di

Bolzano, inden for ti år efter speciallægeuddannelsen

er fuldført, og hvorefter det i tilfælde af, [org. s. 3] at

denne forpligtelse fuldstændigt misligholdes,

udtrykkeligt er tilladt Provincia autonoma di Bolzano

som den myndighed, der udbetale vederlaget, at

tilbagesøge op til 70% af det udbetalte vederlag med

tillæg af lovbestemte renter beregnet fra det

tidspunkt, hvor myndigheden udbetalte de enkelte

vederlag?

C-646/15

Trustees of the P Panayi Accumulation &

Maintenance Settlements

1) Er det foreneligt med etableringsfriheden, de frie

kapitalbevægelser og den frie udveksling af

tjenesteydelser, at en medlemsstat indfører og

opretholder lovgivning såsom section 80 i Taxation

of Chargeable Gains Act 1992, hvorefter der sker

beskatning af urealiserede gevinster på værdien af

aktiver i en trustfund, såfremt trustees i en trust på

noget tidspunkt ophører med at have bopæl eller

sædvanligt opholdssted i medlemsstaten? 2) Forudsat

at en sådan beskatning begrænser udøvelsen af den

relevante frihed, kan en sådan beskatning da

begrundes i en afbalanceret fordeling af

beskatningskompetencen, og er en sådan beskatning

da forholdsmæssig, såfremt lovgivningen hverken

giver trustees mulighed for at udskyde beskatningen

eller at foretage afdragsvis betaling eller tager hensyn

til et efterfølgende fald i værdien af trustens aktiver?

Navnlig forelægges Domstolen følgende spørgsmål:

3) Er det i strid med nogle af de grundlæggende

friheder, at en medlemsstat beskatter urealiserede

kapitalgevinster på værdistigningen af aktiverne i en

trust på det tidspunkt, hvor flertallet af trustees

ophører med at have bopæl eller sædvanligt

opholdssted i medlemsstaten? 4) Kan den restriktion

af den frie bevægelighed, der opstår ved denne

exitbeskatning, begrundes i hensynet til at sikre en

afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen

under omstændigheder, hvor det var muligt, at

kapitalgevinster i form af realiserede gevinster stadig

kunne beskattes, men kun såfremt bestemte

omstændigheder opstod i fremtiden? 5) Skal

Finanstilsynet

Dom

14.09.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 866: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-17

forholdsmæssigheden bestemmes ud fra de faktiske

omstændigheder i den enkelte sag? Er den restriktion,

der opstår ved en sådan beskatning, navnlig

forholdsmæssig under omstændigheder, hvor: a)

lovgivningen ikke fastsætter en mulighed for at

udskyde skattebetalingen eller for afdragsvis betaling,

eller for at der kan tages hensyn til efterfølgende fald i

værdien af trustens aktiver efter exit, b) men hvor,

under de særlige omstændigheder ved den

skatteansættelse, som er genstand for appel, aktiverne

blev solgt, før skatten forfaldt, og de relevante aktiver

ikke faldt i værdi mellem flytningen af trusten og

salgsdatoen?

C-103/16

Porras Guisado

1) Skal artikel 10, nr. 1), i direktiv 92/85 fortolkes

således, at de »særlige tilfælde, som ikke har

forbindelse med deres tilstand, hvor afskedigelse er

tilladt efter national lovgivning og/eller praksis«, der

er en undtagelse til forbuddet mod afskedigelse af

arbejdstagere, der er gravide, lige har født eller

ammer, udgør tilfælde, der ikke svarer til »en eller

flere grunde, som ikke kan tilregnes arbejdstageren

selv« som anført i artikel 1, stk. 1, litra a), i direktiv

98/59 af 20. juli 1998, men er et tilfælde af mere

begrænset karakter? 2) I tilfælde af kollektiv

afskedigelse er det med henblik på at vurdere, om der

foreligger særlige tilfælde, der kan begrunde

afskedigelse af arbejdstagere, der er gravide, lige har

født eller ammer, i henhold til artikel 10, nr. 1), i

direktiv 92/85, da et krav, at den berørte arbejdstager

ikke kan indsættes i en anden stilling, eller er det

tilstrækkeligt, at der fremlægges dokumentation for

økonomiske, tekniske eller produktionsmæssige

grunde, der berører den pågældendes stilling? 3) Er

en lovgivning som den spanske, der gennemfører

artikel 10, nr. 1), i direktiv 92/85 af 19. oktober 1992,

om forbud mod afskedigelse af arbejdstagere, der er

gravide, lige har født eller ammer, forenelig med den

nævnte bestemmelse, når denne lovgivning fastsætter

en garanti, hvorefter afskedigelsen erklæres ugyldig,

såfremt der ikke fremlægges beviser for de grunde,

der berettiger afskedigelsen (udbedrende beskyttelse)

uden at fastsætte et forbud mod afskedigelse

(præventiv beskyttelse)? 4) Er en lovgivning som den

spanske, der ikke indebærer en fortrinsret for

arbejdstagere, der er gravide, lige har født eller

ammer, således at disse kan forblive i virksomheden i

tilfælde af en kollektiv afskedigelse, forenelig med

artikel 10, nr. 1), i direktiv 92/85 af 19. oktober 1992?

5) Er en national lovgivning forenelig med artikel 10,

nr. 2), i direktiv 92/85, når denne lovgivning

fastsætter, at det er tilstrækkeligt, at der foreligger en

meddelelse om afskedigelse som i det foreliggende

tilfælde, der ikke henviser til, at der ud over

begrundelsen for den kollektive afskedigelse er tale

om et særligt tilfælde med henblik på, at den gravide

arbejdstager kan omfattes af afgørelsen om kollektiv

opsigelse?

Beskæftigelsesministe-

riet

Moderniseringsstyrels

14.09.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 866: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-17

C-168/16 og

C-169/16

Miguel José Moreno Osacar mod Ryanair Ltd

Sagen vedrører: Henset til:

–

de krav om løsningernes

forudsigelighed og om retssikkerhed, som lå til grund

for vedtagelsen af reglerne om retternes kompetence

og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og

handelsretlige område, som er fastsat i konventionen

af 27. september 1968 om retternes kompetence og

om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager,

herunder handelssager (EFT 1972, L 299, s. 32), som

ændret ved konventionen af 29. november 1996 om

Republikken Østrigs, Republikken Finlands og

Kongeriget Sveriges tiltrædelse (EFT 1997, [C] 15, s.

1), »Bruxelleskonventionen«, samt i Rådets

forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000

om retternes kompetence og om anerkendelse af

retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område

(EFT L 12, s. 1) (jf. bl.a. dom af 19.7.2012,

Mahamdia, C-154/11, [EU:C:2012:491,] præmis 44

og 46)

–

de særlige forhold i tilknytning til den

europæiske luftfartssektor, hvor kabinepersonalet i

luftfartsselskaber, som har hjemsted i en af Unionens

medlemsstater, dagligt flyver over Den Europæiske

Unions område med udgangspunkt i en hjemmebase,

der, som i den foreliggende sag, kan være beliggende i

en anden af Unionens medlemsstater

–

de specifikke

omstændigheder i den foreliggende tvist, som der er

gjort rede for i nærværende doms præmisser

–

det

kriterium vedrørende begrebet »hjemmebase« (som

defineret i bilag III til forordning (EØF) nr.

3922/91), der i forordning nr. 883/2004 er anvendt

til at fastlægge den sociale sikringslovgivning, som

finder anvendelse på flyve- og

kabinebesætningsmedlemmer fra den 28. juni 2012

–

de principper, som følger af Den Europæiske Unions

Domstols praksis ifølge de domme, der er anført i

nærværende afgørelses præmisser kan udtrykket »det

sted, hvor arbejdsaftalen sædvanligvis opfyldes«, som

omhandlet i artikel 19, stk. 2, i Rådets forordning nr.

44/2001 af 22. december 2000, ikke fortolkes således,

at det svarer til udtrykket »hjemmebase«, som er

defineret i bilag III til Rådets forordning nr. 3922/91

af 16. december 1991, dvs. »en af

luftfartsforetagendet angivet lokalitet, hvor

besætningsmedlemmet normalt påbegynder og

afslutter en tjenesteperiode eller en række af

tjenesteperioder, og hvor luftfartsforetagendet under

normale omstændigheder ikke er ansvarligt for

indkvartering af det pågældende besætningsmedlem«,

med henblik på fastlæggelsen af den kontraherende

stat (og følgelig dens jurisdiktion), på hvis område en

arbejdstager sædvanligvis udfører sit arbejde, når den

pågældende arbejdstager er ansat som medlem af

kabinepersonalet i et selskab, der er underlagt

lovgivningen i en af Unionens medlemsstater og

udfører international passagertransport med fly i hele

Unionens område, når dette tilknytningskriterium

vedrørende »hjemmebasen«, forstået som det

»faktiske midtpunkt for arbejdsforholdet«, for så vidt

som arbejdstageren systematisk påbegynder og

Justitsministeriet

Beskæftigelsesministe-

riet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Transport-, Bygnings-

og Boligministeriet

Dom

14.09.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 866: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-17

afslutter sin arbejdsdag på dette sted, tilrettelægger sit

daglige arbejde dér og i den periode, hvor

arbejdsforholdet er gældende, har sin faktiske bopæl i

nærheden, er det sted, som både har den tætteste

tilknytning til en kontraherende stat og sikrer den

mest passende beskyttelse af den svageste part i

aftaleforholdet?«

C-177/16

Autortiesību un komunicēšanās konsultāciju

aģentūra/Latvijas Autoru apvienība

1) Finder artikel 102, [stk. 2,] litra a), i traktaten om

Den Europæiske Unions funktionsmåde anvendelse i

en tvist vedrørende de takster, som er fastsat af en

national forvaltningsorganisation for

ophavsrettigheder, hvis den pågældende organisation

ligeledes opkræver vederlag for udenlandske

ophavsmænds værker, og hvis de af organisationen

fastsatte takster kan modvirke anvendelsen af disse

værker i den omhandlede medlemsstat? 2) Med

henblik på fastlæggelse af begrebet urimelige priser i

artikel 102, [stk. 2,] litra a), i traktaten om Den

Europæiske Unions funktionsmåde på området for

forvaltning af ophavsrettigheder og beslægtede

rettigheder, er det da formålstjenligt og tilstrækkeligt

at foretage en sammenligning mellem priserne

(taksterne) på det pågældende marked og priserne

(taksterne) på beslægtede markeder, og i så fald i

hvilke tilfælde? 3) Med henblik på fastlæggelse af

begrebet urimelige priser i artikel 102, [stk. 2,] litra a),

i traktaten om Den Europæiske Unions

funktionsmåde på området for forvaltning af

ophavsrettigheder og beslægtede rettigheder, er det da

formålstjenligt og tilstrækkeligt at anvende det af

bruttonationalproduktet afledte indeks for

købekraftsparitet? 4) Skal sammenligningen af

taksterne foretages for hvert af de forskellige

segmenter heraf eller ud fra et gennemsnit af

taksterne? 5) Hvornår skal forskellen i de takster, der

undersøges med henblik på at vurdere, om de udgør

urimelige priser i den forstand, hvori dette udtryk er

anvendt i artikel 102, [stk. 2,] litra a), i traktaten om

Den Europæiske Unions funktionsmåde, anses for at

være væsentlig, således at det påhviler den

økonomiske aktør, som har en dominerende stilling,

at godtgøre, at vedkommendes takster er rimelige? 6)

Hvilke oplysninger kan det med rimelighed forventes,

at den økonomiske aktør tilvejebringer for at

godtgøre rimeligheden af taksterne vedrørende de

værker, der er omfattet af ophavsret inden for

rammerne af artikel 102, [stk. 2,] litra a), i traktaten

om Den Europæiske Unions funktionsmåde, hvis

omkostningerne forbundet med disse værker ikke kan

fastslås på samme måde som ved materielle

produkter? Er der alene tale om de

administrationsomkostninger, som

forvaltningsorganisationen for ophavsrettigheder har

afholdt? 7) I tilfælde af overtrædelse af

konkurrenceretten, skal de vederlag, som en

forvaltningsorganisation for ophavsrettigheder har

Kulturministeriet

Dom

14.09.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 866: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-17

udbetalt til ophavsmændene, da ikke medregnes i den

pågældende økonomiske aktørs omsætning i

forbindelse med fastsættelsen af en bøde?

C-503/16

Delgado Mende

Sagen vedrører: I tilfælde af en trafikulykke, hvor der

er forvoldt person- og tingsskade på en fodgænger,

som er blevet påkørt forsætligt med det køretøj, som

han selv er indehaver af, og som blev ført af den

person, der havde stjålet det, er EU-retten, herunder

navnlig artikel 12, stk. 3, og artikel 13, stk. 1, i

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2009/103/EF, da til hinder for, at fodgængeren i

henhold til national ret udelukkes fra enhver form for

erstatning, fordi han selv er køretøjets indehaver og

forsikringstager?

Europa-Kommissionen mod Irland

Påstande:

—

Det fastslås, at Irland har tilsidesat sine

forpligtelser i henhold til artikel 56 i traktaten om

Den Europæiske Unions funktionsmåde ved at

opkræve den fulde registreringsafgift, når en person

bosat i Irland registrerer et motorkøretøj, der er leaset

eller lejet i en anden medlemsstat, uden at der herved

tages hensyn til varigheden af køretøjets anvendelse,

når køretøjet hverken i det væsentlige skal anvendes

varigt i Irland, eller faktisk anvendes på denne måde,

og ved at opstille betingelser for en tilbagebetaling af

denne afgift, som går ud over, hvad der er strengt

nødvendigt og forholdsmæssigt.

—

Irland tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Achmea

1. Er artikel 344 TEUF til hinder for anvendelsen af

en bestemmelse i en bilateral

investeringsbeskyttelsesaftale mellem EU-

medlemsstater (en såkaldt unionsintern BIT),

hvorefter en investor, som er hjemmehørende i en af

de kontraherende stater, i forbindelse med en tvist

vedrørende investeringer i den anden kontraherende

stat kan indlede en sag mod sidstnævnte ved en

voldgiftsret, hvis investeringsbeskyttelsesaftalen er

indgået før en af de kontraherende staters tiltrædelse

af EU, men voldgiftssagen først skal indledes

derefter? Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende:

2. Er artikel 267 TEUF til hinder for anvendelsen af

en sådan bestemmelse? Såfremt første og andet

spørgsmål besvares benægtende: 3. Er artikel 18, stk.

1, TEUF under de i første spørgsmål beskrevne

omstændigheder til hinder for en sådan bestemmelse?

Den Hellenske Republik mod Kommission

Påstande: Kommissionens gennemførelsesafgørelse

af 25. marts 2015, »om pålæggelse af en finansiel

korrektion for tilskuddet fra EUGFL

—

Udviklingssektionen for det operative program

2000GR061RO021 CCI (Grækenland

—

Målsætning

—

Genopbygning af landdistrikterne)«, for et beløb

på 72 105 592,41 EUR, som blev meddelt under

Justitsministeriet

Transport-, Bygnings-

og Boligministeriet

Dom

14.09.17

C-552/15

Skatteministeriet

Dom

19.09.17

C-284/16

Finanstilsynet

19.09.17

T-327/15

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

19.09.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 866: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-17

nummer C(2015) 1936 final, annulleres.

Forenede

sager

C-215/16,

C-216/16,

C-220/16 og

C-221/16

Elecdey Carcelen m.fl.

Sagen vedrører: 1) På baggrund af de

»støtteordninger«, der er defineret i artikel 2, litra k), i

direktiv 2009/28/EF, og som omfatter

skatteincitamenter i form af skattenedsættelse,

skattefritagelse og skatterefusion som instrumenter,

hvormed målene for forbrug af vedvarende energi,

der er fastsat i direktiv 2009/28/EF, skal nås, skal de

nævnte incitamenter eller foranstaltninger anses for at

være obligatoriske og er bindende for

medlemsstaterne, og skal de anses for at have direkte

virkning, således at de kan påberåbes direkte af de

berørte borgere for enhver offentlig instans, herunder

for retslige eller administrative myndigheder? 2)

Eftersom listen over de i spørgsmålet ovenfor nævnte

»støtteordninger« omfatter, »men er ikke begrænset

til« skatteincitamenter, der består i skattenedsættelse,

skattefritagelse og skatterefusion, spørges, om dette

skal forstås således, at disse incitamenter netop

omfatter en manglende beskatning, dvs. et forbud

mod enhver form for konkret og individuel

afgiftspålæggelse, ud over de almindelige skatter, der

pålægges økonomisk virksomhed og produktion af

elektricitet, af energi fra vedvarende energikilder?

Som led heri fremsættes følgende spørgsmål: Skal det

ovennævnte generelle forbud [således] ligeledes anses

for at omfatte et forbud mod sammenfald,

dobbeltbeskatning, eller overlapning med hensyn til

flere almindelige eller individuelle afgifter, som

pålægges de forskellige faser i virksomheden i form af

produktion af vedvarende energi, når de rammer den

samme afgiftsudløsende begivenhed, der pålægges

den omhandlede afgift på vindkraft? 3) Såfremt det

foregående spørgsmål besvares benægtende, og det

accepteres, at energi fra vedvarende energikilder

pålægges afgifter, spørges, om begrebet »særlige

formål« i henseende til det i artikel 1, stk. 2, i direktiv

2008/118/EF foreskrevne skal fortolkes således, at

formålet skal være eksklusivt, og endvidere således, at

den afgift, som vedvarende energi pålægges, ud fra sin

opbygning skal have en egentlig ikke-skattemæssig

karakter og ikke blot en budget- eller

opkrævningsmæssig karakter? 4) Henset til, at artikel

4 i direktiv 2003/96/EF, som med hensyn til de

afgiftssatser, som medlemsstaterne skal fastsætte for

energiprodukter og elektricitet, som reference

benytter de ved direktivet fastsatte minimussatser,

forstået som summen af alle de direkte eller indirekte

afgifter, der pålægges disse produkter ved overgangen

til forbrug, indebærer dette da, at de afgiftssatser, som

kræves i dette direktiv, ikke omfatter nationale

afgifter, som ikke er af en egentlig ikke-skattemæssig

karakter i betragtning af såvel deres opbygning som

deres specifikke formål, som fortolket under hensyn

til svaret på det foregående spørgsmål?

Energistyrelsen

Dom

20.09.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 866: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-17

C-85/15 P

Feralpi mod Kommissionen (appel)

Dom af 9. december 2014 ophæves helt eller delvist,

for så vidt som Kommissionen blev frifundet for

Feralpis søgsmål i sag T-70/10, og følgelig: (i)

annulleres beslutningen helt eller delvist; (ii) og/eller

annulleres eller i det mindste nedsættes den bøde, der

blev pålagt Feralpi ved beslutningen. Subsidiært

ophæves dom af 9. december 2014 helt eller delvist,

for så vidt som Kommissionen blev frifundet for

Feralpis søgsmål i sag T-70/10, og sagen hjemvises til

Den Europæiske Unions Ret med henblik på, at

denne ret træffer afgørelse i realiteten i betragtning af

de bemærkninger, Domstolen måtte fremsætte.

Under alle omstændigheder nedsættes den bøde, der

blev pålagt Feralpi ved beslutningen som følge af den

urimeligt lange varighed af Rettens behandling i sag

T-70/10. Kommissionen tilpligtes at betale sagens

omkostninger for såvel denne instans som i sag T-

70/10.

DNB Banka

1) Kan der bestå en selvstændig gruppe af personer

som omhandlet i direktivets artikel 132, stk. 1, litra f),

når medlemmerne af gruppen har hjemsted i

forskellige medlemsstater i Den Europæiske Union,

hvor den nævnte bestemmelse i direktivet er blevet

gennemført med forskellige betingelser, som ikke er

forenelige? 2) Kan en medlemsstat begrænse en

afgiftspligtig persons ret til at anvende

afgiftsfritagelsen i direktivets artikel 132, stk. 1, litra

f), når den afgiftspligtige person opfylder samtlige

betingelser for at anvende fritagelsen i sin

medlemsstat, men hvor denne bestemmelse i de

nationale lovgivninger i de medlemsstater, hvor andre

medlemmer af gruppen har hjemsted, er blevet

gennemført med restriktioner, der begrænser

afgiftspligtige personer fra andre medlemsstaters

mulighed for at anvende den tilsvarende

merværdiafgiftsfritagelse i deres egen medlemsstat? 3)

Kan afgiftsfritagelsen i direktivets artikel 132, stk. 1,

litra f), anvendes på nogle tjenesteydelser i den

medlemsstat, hvor ydelsesmodtageren, som skal

betale merværdiafgift, har hjemsted, når

tjenesteyderen, som skal betale merværdiafgift, i en

anden medlemsstat har anvendt merværdiafgift på

disse tjenesteydelser efter de almindelige regler, dvs. i

den tro, at merværdiafgiften på disse tjenesteydelser i

henhold til direktivets artikel 196 skulle betales i den

medlemsstat, hvor ydelsesmodtageren har hjemsted?

4) Skal begrebet »selvstændig gruppe af personer«

som omhandlet i direktivets artikel 132, stk. 1, litra f),

forstås som en særskilt juridisk person, hvis oprettelse

er godtgjort ved en specifik aftale om stiftelse af den

selvstændige gruppe af personer? Såfremt svaret på

dette spørgsmål er, at den selvstændige gruppe af

personer ikke skal anses for en særskilt enhed, skal

begrebet selvstændig gruppe af personer da forstås

som en gruppe af forbundne virksomheder, inden for

hvilken der inden for rammerne af deres sædvanlige

Udenrigsministeriet

Dom

21.09.17

C-326/15

Skatteministeriet

SKAT

Dom

21.09.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 866: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-17

økonomiske virksomhed gensidigt leveres

supportydelser med henblik på udøvelsen af deres

erhvervsvirksomhed, og kan det forhold, at en sådan

gruppe består, godtgøres med

tjenesteydelseskontrakter eller via dokumentation for

interne afregningspriser? 5) Kan en medlemsstat

begrænse en afgiftspligtig persons ret til at anvende

merværdiafgiftsfritagelsen i direktivets artikel 132, stk.

1, litra f), når den afgiftspligtige person har anvendt et

tillægsgebyr på transaktionerne i henhold til kravene i

lovgivningen om direkte beskatning i den

medlemsstat, hvor den afgiftspligtige har hjemsted? 6)

Finder afgiftsfritagelsen i direktivets artikel 132, stk.

1, litra f), anvendelse på tjenesteydelser, der modtages

fra tredjelande? Dvs. kan et medlem af en selvstændig

gruppe af personer som omhandlet i den nævnte

bestemmelse i direktivet, der inden for gruppen

leverer ydelser til andre medlemmer af gruppen, være

en afgiftspligtig person fra et tredjeland?

C-179/16

F. Hoffmann-La Roche e.a.

1) Giver en korrekt fortolkning af artikel 101 TEUF

mulighed for at opfatte parterne i en licensaftale som

konkurrenter, såfremt licenstageren driver

virksomhed på det relevante marked alene i kraft af

den omhandlede aftale? Er eventuelle begrænsninger

af konkurrencen iværksat af licensgiveren over for

licenstageren, selv om de ikke udtrykkeligt er fastsat i

licensaftalen, i en sådan situation da undtaget fra

anvendelsesområdet for artikel 101, stk. 1, TEUF,

eller omfattes de under alle omstændigheder af

anvendelsesområdet for den lovbestemte undtagelse i

artikel 101, stk. 3, TEUF og i givet fald inden for

hvilke grænser? 2) Kan de nationale

konkurrencemyndigheder i medfør af artikel 101

TEUF definere det relevante marked selvstændigt i

forhold til indholdet af markedsføringstilladelserne

for lægemidler udstedt af den kompetente

lægemiddelmyndighed og Det Europæiske

Lægemiddelagentur (AIFA og EMA), eller forholder

det sig tværtimod således, at det juridisk relevante

marked med hensyn til godkendte lægemidler i

henhold til artikel 101 TEUF skal opfattes som

defineret og udformet primært af den kompetente

lægemiddelmyndighed på en også for de nationale

konkurrencemyndigheder bindende måde? 3) Giver

artikel 101 TEUF

–

også i lyset af bestemmelserne i

direktiv 2001/83/EF, og i særdeleshed artikel [6] om

markedsføringstilladelse for lægemidler

–

mulighed

for at opfatte et lægemiddel til off-label-brug og et

lægemiddel, der har opnået en

markedsføringstilladelse med hensyn til de samme

terapeutiske indikationer, som substituerbare og

dermed at inkludere dem i det samme relevante

marked? 4) Er det i medfør af artikel 101 TEUF ved

afgrænsningen af det relevante marked, ud over

lægemidlernes væsentlige substituerbarhed på

efterspørgselssiden, relevant at fastlægge, hvorvidt

udbuddet af disse lægemidler på markedet er sket i

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Lægemiddelstyrelsen

21.09.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 866: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-17

overensstemmelse med lovgivningen om

markedsføring af lægemidler eller ej? 5) Kan en

samordnet praksis, der har til formål at fremhæve den

ringere sikkerhed ved eller den mindre effektive

virkning af et lægemiddel

–

såfremt denne ringere

sikkerhed eller mindre effektive virkning, selv om den

ikke understøttes af sikker videnskabelig viden,

imidlertid i lyset af den på tidspunktet for de faktiske

omstændigheder tilgængelige videnskabelige viden

heller ikke ubestrideligt kan udelukkes

–

under alle

omstændigheder opfattes som en aftale med

konkurrencebegrænsende formål?

C-297/16

CMVRO

Sagen vedrører:1. Er EU-retten til hinder for

nationale bestemmelser, som giver dyrlæger eneret til

detailsalg og brug af økologiske produkter,

antiparasitære midler til specialbrug og

veterinærlægemidler? 2. Såfremt en sådan eneret er

forenelig med EU-retten, er EU-retten da til hinder

for, at en sådan eneret også vedrører de faciliteter,

gennem hvilke salget heraf sker, således at disse

faciliteter fortrinsvis eller udelukkende skal drives af

en eller flere dyrlæger?

Ciupa e.a.

Skal artikel 2 i direktiv 98/59/EF fortolkes således, at

en arbejdsgiver, som beskæftiger mindst 20

arbejdstagere, og som overfor et antal arbejdstagere,

som omhandlet i artikel 1, stk. 1, i Ustawa o

szczególnych zasadach rozwiązywania z

pracownikami stosunków pracy z przyczyn

niedotyczących

pracowników (lov af 13. marts 2003

om særlige regler i forbindelse med opsigelse af

ansættelsesforhold med arbejdstagere af årsager, som

er uafhængige af arbejdstagerne (Dz. U. 2003, [org. s.

2] nr. 90, pos. 844, med ændringer), påtænker at

opsige vilkår i ansættelseskontrakter, er forpligtet til at

anvende den procedure, som er fastsat i den nævnte

lovs artikel 2, 3, 4 og 6, dvs. gælder denne pligt i de i

følgende artikler nævnte tilfælde: 1. Artikel 24113, § 2,

sammenholdt med artikel 2418, § 2, og artikel 231 i

Kodeks pracy (arbejdsloven) 2. Artikel 24113, § 2,

sammenholdt med arbejdslovens artikel 772, § 5, og

artikel 2417 3. Arbejdslovens artikel 42, § 1,

sammenholdt med samme lovs artikel 45, § 1?

Portugal mod Kommissionen

Påstande:

—

Kommissionens

gennemførelsesafgørelse (EU) 2016/417 af 17. marts

2016 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse

udgifter, som medlemsstaterne har afholdt inden for

rammerne af Den Europæiske Garantifond for

Landbruget (EGFL) og Den Europæiske

Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne

(ELFUL) (EUT L 75, s. 16), annulleres, for så vidt

som den udelukkede et beløb på 385 762,22 EUR i

udgifter, som Portugal har anmeldt inden for

rammerne af den specifikke støtteforanstaltning, som

indførtes i henhold til artikel 68 i Rådets forordning

Lægemiddelstyrelsen

21.09.17

C-429/16

Beskæftigelsesministe-

riet

Dom

21.09.17

T-261/16

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

21.09.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 866: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-17

(EF) nr. 73/2009 af 19. januar 2009, i regnskabsårene

2011, 2012 og 2013, fra finansiering.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens

omkostninger.