Folketingets Europaudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 17. juli 2017
MFVM 324
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 150 (EUU alm. del) stillet den 23. juni
2017 efter ønske fra Søren Søndergaard (EL).
Spørgsmål nr. 150
”Ministeren
bedes oplyse status på arbejdet i EU med at forbyde giftige fluorerede stoffer, som i
dag bl.a. anvendes i emballage til fødevarer samt oplyse om Danmark i overensstemmelse med
EU-retten kan indføre et nationalt forbud imod anvendelsen af disse giftige fluorstoffer.”
Svar
Jeg har det seneste år, alene og i samarbejde med andre europæiske medlemsstater, anmodet EU
Kommissionen om at gå i gang med specifik regulering af fødevarekontaktmaterialer af pap og
papir, særligt med det formål at regulere anvendelsen af organiske fluorerede stoffer. EU
Kommissionen har besvaret henvendelserne med et løfte om at vedtage specifikke europæiske
regler for trykte fødevarekontaktmaterialer, men foreløbigt ser det dog ikke ud til, at dette vil
imødekomme det danske ønske om et forbud mod anvendelsen af organiske fluorerede stoffer.
Men vi fortsætter arbejdet med at presse på for en fælles EU løsning, da det vil give den bedste
forbrugerbeskyttelse for alle EU's borgere og skabe lige konkurrencevilkår for virksomhederne.
Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, er netop nu i gang med en reevaluering af
deres sundhedsmæssige vurdering af to af de fluorerede stoffer, PFOS og PFOA. Denne vurdering
forventes afsluttet med udgangen af november 2017. EFSA vil dernæst foretage sundhedsmæssige
vurderinger af en håndfuld andre fluorerede stoffer, og denne vurdering forventes at blive færdig
med udgangen af maj 2018.
Det er på EU-plan, at effektive reguleringstiltag vil kunne tages, og der kan nævnes en række
nyere EU-relaterede initiativer ift. organiske fluorerede stoffer. Der er for nyligt blevet vedtaget
en restriktion, der begrænser anvendelsen af PFOA og stoffer, der kan nedbrydes til PFOA, i bl.a.
forbrugerprodukter og fødevarekontaktmaterialer. Herudover er der yderligere regulering på vej
for flere grupper af organiske fluorerede stoffer (PFHxS, C9-C14
PFCA’er og fluorsilaner i
sprayprodukter), samtidig med at Tyskland, Norge og Danmark afsøger reguleringsmulighederne
for tre forskellige grupper af kortkædede organiske fluorerede stoffer (PFHxA, PFBS og PFBA og
relaterede stoffer). Dette er alle vigtige skridt på vejen mod fælles EU regulering af den store
gruppe af organiske fluorerede stoffer.
Endelig er Sverige og Danmark blevet enige om at udarbejde fælles input til en EU strategi vedr.
organiske fluorerede stoffer. Som et indledende initiativ blev der i april afholdt en Nordisk
workshop om fælles strategier vedr. organiske fluorerede stoffer. Erfaringerne fra workshoppen
opsamles i en rapport, der indgår i grundlaget for det videre arbejde.
Miljø-
og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216
København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk