Europaudvalget 2016-17
KOM (2016) 0823 Bilag 3
Offentligt
1787558_0001.png
11. september 2017
ULJ
Folketingets Europaudvalg
Att.:
EU-Kommissionens forslag om et europæisk e-tjenesteydelseskort
I anledning af den tekniske gennemgang af ovennævnte forslag i Folketingets
Europaudvalg den 13. september 2017, vil DI gerne bidrage til udvalgets drøftelse.
Fri bevægelighed for tjenesteydelser
ikke så nemt som det lyder
I det indre marked er der som bekendt fri bevægelighed for tjenesteydelser. Det er en
traktatfæstet frihed, som er uddybet i servicedirektivet fra 2006. For en dansk virksomhed
betyder det, at den har ret til at levere tjenester i andre EU-lande. Virksomheden skal
naturligvis overholde det pågældende lands regler, og disse regler skal selvsagt være i
overensstemmelse med EU-retten, herunder servicedirektivet. Desværre er det nogle
gange lettere sagt end gjort at eksportere tjenester. Mange EU-lande har nationale
særregler, som besværliggør markedsadgangen for udenlandske servicevirksomheder.
Selv særregler, der er lovlige efter EU-retten, kan være besværlige.
Et
eksempel
fra DI’s medlemskreds
er en mindre virksomhed, der producerer udstyr
til fødevareindustrien. Virksomheden leverer udstyret og monterer det hos kunden,
ligesom virksomheden påtager sig løbende vedligehold af udstyret. Virksomheden sælger
med andre ord både en vare (udstyr) og en tjenesteydelse (montage og vedligehold). Det
er virksomhedens egne folk, der står for at montere udstyret hos kunden i dennes
fabrikshal. Virksomheden oplever, at det giver problemer i bl.a. Frankrig. I Frankrig
kræver man nemlig, at den danske virksomheds folk har særlige certifikater for, at de kan
få lov til at udføre det pågældende montagearbejde. Det betyder, at virksomheden skal
dokumentere montage teamets kvalifikationer, sikkerhedskurser m.v. for at kunne
komme i gang med arbejdet hos en fransk kunde. Det giver ekstra administration i den
danske virksomhed, som den skal have på plads, hver gang den skal sende folk til Frankrig.
DI ser EU-Kommissionens forslag om et europæisk e-tjenesteydelseskort som en hjælp til
denne virksomhed og andre i samme situation, så den en gang for alle kan få ordnet de
nødvendige administrative procedurer, som er forbundet med virksomhedens
serviceeksport til et bestemt EU-land.
Kommissionens forslag kan forbedres, men desværre har interessenternes debat om
tjenesteydelseskortet været præget af misforståelser, der står i vejen for en dialog om,
hvordan de to forslag kan forbedres til gavn for virksomheder, der eksporterer service. DI
vil gerne bidrage til dialogen ved at forsøge at rette op på misforståelserne.
1. Tjenesteydelseskortet handler om ren praktik
Tjenesteydelseskortet giver ikke nye rettigheder. Derimod skal det hjælpe
servicevirksomheder med at udøve rettigheder, som de allerede har efter traktaten og
servicedirektivet; nemlig retten til at tage til et andet EU-land for at levere tjenester dér
enten midlertidigt eller mere permanent gennem en filial, som servicevirksomheden
etablerer i værtslandet til formålet. Værtslandets myndigheder kræver ofte diverse
information om og dokumentation fra virksomheden. Her vil tjenesteydelseskortet lette
virksomheden for noget administrativt bøvl, fordi det giver virksomheden én indgang, på
kom (2016) 0823 - Bilag 3: Henvendelse af 11/9-17 fra Dansk Industri om et europæisk e-tjenesteydelseskort
1787558_0002.png
dansk, via en dansk myndighed, hvor de relevante procedurer kan ordnes, i stedet for via
flere procedurer og flere forskellige udenlandske myndigheder. Tjenesteydelseskortet er
frivilligt. En virksomhed, der ikke har et tjenesteydelseskort, vil derfor stadig kunne levere
sine tjenester i andre EU-lande. Ligesom i dag og på samme vilkår som i dag.
2. Værtslandets regler afgør om tjenesteydelseskortet kan udstedes
En dansk virksomhed skal søge om et tjenesteydelseskort til f.eks. Frankrig ved at en
indgive ansøgning til danske myndigheder, som skal advisere franske myndigheder om
ansøgningen. De forhold virksomheden skal oplyse og dokumentere i ansøgningen afgøres
af, hvilke krav Frankrig stiller til den pågældende type servicevirksomhed. Tilsvarende vil
danske myndigheder få besked, hvis en udenlandsk virksomhed søger om et
tjenesteydelseskort til Danmark, og det vil være danske krav, der afgør, hvad en
udenlandsk virksomhed skal levere af information og dokumentation for at få et
tjenesteydelseskort til Danmark. Se forslaget til forordningen artikel 4(4). Det er med
andre ord
ikke
hjemlandets regler, der afgør om kortet kan udstedes, men værtslandets
regler. Ansøgningsprocessen betyder også, at de danske myndigheder kan bede ansøgeren
om yderligere oplysninger og sige nej til, at en udenlandsk virksomhed får
tjenesteydelseskort til Danmark, jf. direktivforslagets artikel 12(1).
I dag skal danske myndigheder forlade sig på de oplysninger, som de får fra udenlandske
virksomheder, der vil lave serviceopgaver i Danmark. Med tjenesteydelseskortet vil
virksomhedens oplysningerne derimod blive verificeret af myndighederne i
virksomhedens hjemland. Den elektroniske ansøgningsproces gør det desuden svært at
snyde med oplysningerne.
3. Danske myndigheder kan (stadig) kontrollere udenlandske virksomheder
En udenlandsk servicevirksomhed skal selvsagt overholde værtslandets regler, herunder
regler på arbejdsmarkedet. Det ændrer tjenesteydelseskortet ikke på. Det betyder, at
udenlandske servicevirksomheder, der får tjenesteydelseskort til Danmark, ligesom i dag
skal overholde danske regler, når de udfører arbejde i Danmark. Det være sig
arbejdsmiljøregler, skatteregler og andet. Arbejdstilsyn og skattemyndigheder kan gå den
udenlandske virksomhed efter i sømmene efter de regler, der gælder for det. Tilsvarende
har fagforeninger mulighed for
som i dag
at besøge virksomhederne og tjekke om
medarbejderne arbejder på danske vilkår. Se betragtning 18 i direktivforslaget.
4. Dansk RUT-register kan bevares
Kommissionens forslag om tjenesteydelseskortet ændrer ikke på medarbejdernes
rettigheder og servicevirksomhedernes forpligtelser efter udstationeringsdirektivet og
håndhævelsesdirektivet, der begge har betydning, når en servicevirksomhed sender
medarbejdere til et andet EU-land for at udføre en tjenesteydelse på vegne af
virksomheden. Tilsvarende ændrer tjenesteydelseskortet ikke på værtslandets
muligheder for at kontrollere, at udenlandske virksomheder overholder disse regler.
Se
forordningsforslagets artikel 2(3) og direktivforslagets artikel 2(3). Forslagene betyder
også, at Danmark kan bevare Registret for Udenlandske Tjenesteydere og de krav, der er
knyttet til det. Se direktivforslagets betragtning 18 og artikel 5(5).
Med venlig hilsen
Ulla Lyk-Jensen