Europaudvalget 2016
KOM (2016) 0054
Offentligt
1602881_0001.png
EUROPA-
KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 16.2.2016
COM(2016) 54 final
RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET OG
DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG
om anvendelsen af afgørelse 994/2012/EU om indførelse af en mekanisme for udveksling
af oplysninger vedrørende mellemstatslige aftaler mellem medlemsstaterne og
tredjelande på energiområdet
DA
DA
 kom (2016) 0054 - Ingen titel
1602881_0002.png
1.
Indledning
I henhold til artikel 8 i afgørelse 994/2012/EU (afgørelsen om mellemstatslige aftaler)
1
forelægger Kommissionen en rapport om anvendelsen af denne afgørelse for Europa-
Parlamentet, Rådet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg. Formålet med denne rapport er at
efterkomme denne forpligtelse, og den er baseret på resultaterne af evalueringsrapporten, der
er vedlagt konsekvensanalysen om revisionen af afgørelsen om mellemstatslige aftaler.
Revisionen er fastlagt i den europæiske energisikkerhedsstrategi fra maj 2014
2
og i strategien
for energiunionen fra februar 2015
3
, hvori der henvises til behovet for, at nationale aftaler
med tredjelande på energiområdet skal være i fuld overensstemmelse med EU-retten. I samme
ånd krævede Det Europæiske Råd i sine konklusioner af 19. marts 2015 "fuld
overensstemmelse med EU-retten i alle aftaler vedrørende køb af gas fra eksterne
leverandører, navnlig ved at styrke gennemsigtigheden af sådanne aftaler og foreneligheden
med EU's energisikkerhedsbestemmelser".
Forhandlinger med energileverandører i tredjelande kræver ofte politisk og juridisk støtte i
form af indgåelsen af mellemstatslige aftaler. Mellemstatslige aftaler forhandles normalt
bilateralt og danner ofte grundlag for mere detaljerede kommercielle kontrakter.
Overholdelsen af visse bestemmelser i EU's lovgivning for det indre energimarked og
konkurrencelovgivning er ikke altid i energileverandører fra tredjelandes kommercielle
interesse. Derfor kan medlemsstaterne komme under pres for at medtage reguleringsmæssige
indrømmelser i deres mellemstatslige aftaler med tredjelande. Sådanne indrømmelser kan true
den problemfri og korrekte funktion af EU's indre energimarked.
Med henblik på at imødegå denne udfordring og for at sikre konsekvens i forbindelserne med
tredjelande på energiområdet opfordrede Det Europæiske Råd den 4. februar 2011
medlemsstaterne til fra den 1. januar 2012 og derefter at oplyse Kommissionen om alle deres
nye og eksisterende bilaterale energiaftaler med tredjelande
4
. Med vedtagelsen af afgørelse
994/2012/EU af 25. oktober 2012 (afgørelsen om mellemstatslige aftaler) blev denne
anmodning imødekommet ved at oprette en mekanisme for denne udveksling af oplysninger.
I afgørelsen om mellemstatslige aftaler defineres mellemstatslige aftaler som "enhver retligt
bindende aftale mellem en eller flere medlemsstater og et eller flere tredjelande, der har
indvirkning på det indre energimarkeds virkemåde eller funktionsmåde eller på
energiforsyningssikkerheden i Unionen". I denne forbindelse undtages kun mellemstatslige
aftaler vedrørende spørgsmål, der hører under Euratom-traktaten
5
.
I denne rapport om gennemførelsen af afgørelsen om mellemstatslige aftaler, jf. afgørelsens
artikel 8, vurderes navnlig:
i hvilket omfang afgørelsen om mellemstatslige aftaler fremmer mellemstatslige
aftalers forenelighed med EU-retten og fremmer en høj grad af koordinering mellem
medlemsstaterne med hensyn til mellemstatslige aftaler
1
Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 994/2012/EU af 25. oktober 2012 om indførelse af en mekanisme
for udveksling af oplysninger vedrørende mellemstatslige aftaler mellem medlemsstaterne og tredjelande på
energiområdet, EUT L 299 af 27.10.2012, s. 13.
2
COM(2014) 330 final.
3
COM(2015) 80 final.
4
Denne konklusion blev bekræftet af Rådet (energi) den 28. februar 2011: "Bedre og rettidig udveksling af
information mellem Kommissionen og medlemsstaterne, herunder oplysninger fra medlemsstaterne til
Kommissionen om deres nye og gældende bilaterale energiaftaler med tredjelande".
5
Artikel 103 i Euratom-traktaten indeholder en specifik ex-ante-procedure for disse mellemstatslige aftaler.
2
 kom (2016) 0054 - Ingen titel
1602881_0003.png
afgørelsen om mellemstatslige aftalers indvirkning på medlemsstaternes forhandlinger
med tredjelande
i hvilket omfang anvendelsesområdet for afgørelsen om mellemstatslige aftaler og de
procedurer, den fastlægger, er hensigtsmæssige.
Denne rapport dækker gennemførelsen af afgørelsen om mellemstatslige aftaler siden dens
ikrafttrædelse den 17. november 2012 og dens indvirkning på mellemstatslige aftaler, der er
meddelt både før og efter denne dato. Denne rapport følger kriterierne i retningslinjerne for
bedre lovgivning, dvs. nyttevirkning, effektivitet, kohærens, relevans og merværdi for EU.
Det vurderes ligeledes, hvorvidt den aktuelle ramme, der fastlægges i afgørelsen om
mellemstatslige aftaler, kan forenkles.
2.
Vurdering
Siden vedtagelsen af afgørelsen om mellemstatslige aftaler har medlemsstater meddelt 124
mellemstatslige aftaler til Kommissionen. Så vidt det kan vurderes, har medlemsstaterne
overholdt deres meddelelsespligt. Men der findes aftaler, der ikke er juridisk bindende
6
, enten
i henhold til definitionen i artikel 2 i afgørelsen om mellemstatslige aftaler eller i henhold til
folkeretten, som ikke er omfattet af meddelelsespligt i henhold til den nuværende afgørelse
om mellemstatslige aftaler. Ikke desto mindre kan sådanne aftaler være meget detaljerede for
så vidt angår de juridiske og tekniske kendetegn ved det pågældende spørgsmål (f.eks. om
energiinfrastrukturprojekter).
Blandt de 124 meddelte mellemstatslige aftaler:
vedrørte omkring 60 % generelt energisamarbejde (navnlig bilateralt energisamarbejde
mellem EU's medlemsstater og en lang række tredjelande, bl.a. Cuba, Vietnam,
Singapore, Korea, Indien eller Kina). Ingen af disse mellemstatslige aftaler gav
anledning til betænkeligheder, og derfor har Kommissionen ikke fulgt op på nogen af
dem
omkring 40 % vedrørte enten aftaler om levering, import eller transit af
energiprodukter (olie, gas eller elektricitet) eller fastsættelse af regler for udnyttelse af
gas- eller oliefelter, bilaterale eller multilaterale aftaler om udvikling af energirelateret
infrastruktur, hvoraf langt størstedelen er olie- og gasrørledninger.
Efter at have analyseret de meddelte mellemstatslige aftaler i sidstnævnte kategori udtrykte
Kommissionen tvivl om, hvorvidt 17 af dem var forenelige med EU-retten. Den pågældende
EU-ret var navnlig enten bestemmelserne i den tredje energipakke (f.eks. adskillelse,
tredjepartsadgang og takstfastsættelse, herunder den nationale tilsynsmyndigheds
uafhængighed) eller EU's konkurrencelovgivning (forbud imod markedssegmentering ved
hjælp af klausuler om bestemmelsessted).
Derfor blev det vurderet, at omkring en tredjedel af de meddelte mellemstatslige aftaler
vedrørende energiforsyning eller energiinfrastruktur giver anledning til betænkeligheder. I
2013 blev der sendt skrivelser til de ni medlemsstater, hvis mellemstatslige aftaler gav
anledning til betænkeligheder, med en opfordring til at ændre eller ophæve de pågældende
mellemstatslige aftaler med henblik på at afhjælpe de konstaterede uoverensstemmelser.
6
F.eks. aftalememoranda, hensigtserklæringer eller politiske erklæringer.
3
 kom (2016) 0054 - Ingen titel
1602881_0004.png
2.1
Nytteværdi
Indtil videre er det ikke lykkedes for nogen medlemsstater at ophæve eller genforhandle de
ikkebindende mellemstatslige aftaler
7
. Dette skyldes navnlig den komplekse juridiske
situation, der opstår, når mellemstatslige aftaler indgås med et tredjeland. Det gælder
specifikt, at når en medlemsstat har indgået en mellemstatslig aftale, som er bindende i
henhold til folkeretten, og som ikke indeholder en opsigelses- eller suspensionsklausul, er det
– i juridisk henseende – nærmest umuligt for den pågældende medlemsstat at opsige den
mellemstatslige aftale med kort varsel og inden udløbet af den mellemstatslige aftales
oprindelige gyldighedsperiode uden det pågældende tredjelands samtykke. Det samme gør sig
gældende for genforhandling af en mellemstatslig aftale, hvilket også kræver tredjelandets
samtykke. Dette begrænser igen Kommissionens håndhævelsesbeføjelser i betydelig grad,
også selvom den indleder en overtrædelsesprocedure.
For så vidt angår mellemstatslige aftaler, der er undertegnet, efter at afgørelsen om
mellemstatslige aftaler er trådt i kraft, er der kun meddelt én mellemstatslig aftale til
Kommissionen. Derfor er det ikke på nuværende tidspunkt muligt at udlede generelle
konklusioner om nytteværdien af afgørelsen om mellemstatslige aftaler med henblik på at
sikre, at mellemstatslige aftaler indgået efter 2012 er forenelige med EU-retten.
Siden vedtagelsen af afgørelsen om mellemstatslige aftaler har Kommissionen ikke modtaget
meddelelse om forhandlinger om mellemstatslige aftaler fra medlemsstaterne. Det står
imidlertid klart, at medlemsstaterne har været i kontakt med tredjelande om infrastruktur og
tilhørende forsyninger af råvarer. I denne henseende er Kommissionen ikke i stand til at
vurdere, i hvilken udstrækning medlemsstater og tredjelande har indgået politiske forpligtelser
(f.eks. i form af aftalememoranda, udvekslinger af notater eller hensigtserklæringer).
På grundlag af ovenstående har bestemmelserne i den nuværende afgørelse om
mellemstatslige aftaler ikke medført, at indgåede mellemstatslige aftaler, der ikke er
forenelige med EU-retten, er blevet ændret til aftaler, der er forenelige med EU-retten.
Dette skyldes navnlig, at kontrollen af foreneligheden, som fastsættes i afgørelsen om
mellemstatslige aftaler, udføres efterfølgende.
Bestemmelserne i den nuværende afgørelse om mellemstatslige aftaler har heller ikke
haft direkte indvirkning på medlemsstaternes forhandlinger med tredjelande. Derfor
anses afgørelsen om mellemstatslige aftaler i dens nuværende form ikke for at have
nogen nytteværdi.
2.2
Effektivitet
Det er umuligt at foretage en empirisk vurdering eller endda at modellere omkostningerne
som følge af den nuværende afgørelse om mellemstatslige aftaler. Men det forhold, at
vurderingen af de mellemstatslige aftalers forenelighed med EU-retten, foregår efterfølgende,
giver anledning til en række kvalitative overvejelser.
For så vidt angår mellemstatslige aftaler, der er forenelige med EU-retten, og mellemstatslige
aftaler vedrørende et generelt bilateralt energisamarbejde, der ikke vedrører nogen aspekter af
EU-retten, indebærer afgørelsen om mellemstatslige aftaler ingen direkte omkostninger for
medlemsstaterne ud over de administrative omkostninger ved meddelelsen af mellemstatslige
7
Det bør bemærkes, at i visse tilfælde ophørte den mellemstatslige aftales gyldighed i mellemtiden, eller fordi en
specifik bestemmelse i den mellemstatslige aftale ikke blev opfyldt i tide.
4
 kom (2016) 0054 - Ingen titel
1602881_0005.png
aftaler i henhold til den nuværende informationsudvekslingsmekanisme. Disse administrative
omkostninger er meget begrænsede, eftersom mellemstatslige aftaler kan overføres
elektronisk, og der ikke stilles krav til medlemsstaterne om oversættelse.
På den anden side medfører en mellemstatslig aftale, der efterfølgende vurderes som værende
uforenelig med EU-retten, yderligere direkte og indirekte omkostninger. Disse omkostninger
omfatter
direkte
omkostninger
for
offentlige
myndigheder
såsom
administrationsomkostninger i) for Kommissionen i forbindelse med intern
beslutningstagning og kommunikation med de(n) berørte medlemsstat(er) og ii) for såvel
medlemsstaten/-staterne og Kommissionen, når Kommissionen skal gennemføre opfølgende
foranstaltninger som f.eks. en struktureret dialog med medlemsstaterne eller
overtrædelsesprocedurer. Desuden kan medlemsstaterne blive påført procesomkostninger, når
der er tale om mellemstatslige aftaler uden ophævelsesklausuler, idet tredjelandet kan kræve
erstatning ved en international voldgiftsdomstol for manglende gennemførelse af den
pågældende mellemstatslige aftale.
Desuden kan der være tale om indirekte omkostninger for de berørte nationale myndigheder
og virksomheder, der er involveret i infrastrukturen. Disse hænger sammen med annullering,
suspension eller udsættelse af infrastrukturprojekter, for hvilke den juridiske ramme
efterfølgende vurderes som værende uforenelig med EU-retten, efter at den fysiske
infrastruktur allerede er delvist opført, og/eller der er afholdt udgifter.
De hidtidige fordele ved det nuværende system kan forventes at skyldes, at de mellemstatslige
aftaler i højere grad er forenelige med EU-retten, hvilket skyldes en forventning hos de parter,
der indgår aftalen, eller at den senere gøres til genstand for en efterfølgende evaluering. De
økonomiske fordele ved forenelige mellemstatslige aftaler vedrører:
øget retssikkerhed, hvilket gavner investeringerne. Dette gælder navnlig
infrastrukturrelaterede mellemstatslige aftaler, der skal skabe juridisk og
reguleringsmæssig sikkerhed for projekter, der indebærer store investeringer. Denne
styrkede retssikkerhed er særligt vigtig, når flere bilaterale mellemstatslige aftaler
dækker samme transitaftale/infrastrukturprojekt
et velfungerende indre energimarked uden segmentering på nationalt plan og med øget
konkurrence
større gennemsigtighed med hensyn til forsyningssikkerheden i alle medlemsstaterne,
hvilket igen kan betyde, at overflødige investeringer og/eller huller i infrastrukturen
undgås
øget samarbejde mellem medlemsstaterne og mellem medlemsstaterne og
Kommissionen, hvilket kan hjælpe EU med at sende et samlet og konsekvent budskab
til tredjelande og dermed styrke EU's forhandlingskraft ved energiforhandlinger.
Sammenfattende kan afgørelsen om mellemstatslige aftaler anses for at være rimeligt
effektiv. Generelt retfærdiggøres omkostningerne ved den nuværende afgørelse om
mellemstatslige aftaler af de relative fordele, den skaber, for så vidt angår det indre
energimarkeds funktion og integritet, og dens bidrag til forsyningssikkerheden.
Afgørelsen om mellemstatslige aftaler kunne imidlertid være mere effektiv med en
forudgående vurdering af foreneligheden med EU-retten. Dette ville øge retssikkerheden
betydeligt og undgå udgifter for såvel medlemsstaterne som Kommissionen.
2.3
Kohærens
5
 kom (2016) 0054 - Ingen titel
1602881_0006.png
Afgørelsen om mellemstatslige aftaler hænger sammen med en række foranstaltninger, som er
blevet vedtaget på EU-niveau for at forbedre funktionen af EU's energimarked og øge EU's
energisikkerhed. Den blev udarbejdet i 2012 og supplerer forordningen om
gasforsyningssikkerhed, der blev vedtaget i 2010
8
. Desuden er revisionen af den nuværende
afgørelse om mellemstatslige aftaler et af målene i henhold til energiunionen. En af de fem
dimensioner af energiunionen, der gensidigt forstærker hinanden – energisikkerhed, solidaritet
og tillid – understreger ligeledes betydningen af de mål, som forfølges med afgørelsen om
mellemstatslige aftaler.
Generelt er afgørelsen om mellemstatslige aftaler fuldstændig kohærent i forhold til
andre initiativer i rammestrategien for energiunionen, som har tilsvarende mål.
2.4
Relevans
Større
infrastrukturprojekter
er fortsat afhængige af offentlig støtte i form af
mellemstatslige aftaler, der skal indgås eller fornys i de kommende år.
Når det gælder naturgasforsyning, nåede andelen af gas via rørledninger af den samlede
import fra tredjelande op på 90 % i 2014. Størstedelen af gasrørledningerne, der forbinder EU
og EU's handelspartnere, blev taget i brug mellem sidst i 1970'erne og sidst i 1990'erne. Når
det gælder olie, kommer 90 % af EU's råolieimport via havet, og kun 10 % ankommer via
rørledningsinfrastruktur
9
, hvor de projektansvarlige kan have brug for en mellemstatslig
aftale.
På
elektricitetsområdet
er
andelen
af
EU's
nettoimport
af
10
bruttoelektricitetsproduktionen mindre end 1 % for EU28 . Som det er tilfældet med råolie,
er nogle isolerede elektricitetssystemer i EU (navnlig i de baltiske medlemsstater) imidlertid i
høj grad baseret på elektricitet, der importeres via kabler fra tredjelande
11
. Som for gas og olie
blev den relevante sammenkoblingsinfrastruktur etableret for flere årtier siden.
Sammenfattende importeres enten en stor del af en råvare på EU-niveau (gas) eller en kritisk
andel af en råvare til bestemte EU-medlemsstater (for olie og elektricitet) til EU fra
tredjelande via fysiske sammenkoblinger.
Bygningen af infrastrukturprojekter er baseret på komplekse kontrakter mellem
projektlederne, som ofte underbygges af en eller flere aftaler mellem producent-, transit- og
modtagerlandene. På grund af den lange løbetid for mange mellemstatslige aftaler er
fornyelsen og meddelelsen af aftalerne genstand for en cyklisk effekt. Det forhold, at der kun
er meddelt én mellemstatslig aftale til Kommissionen siden 2012, indebærer derfor ikke, at
der ikke fremover vil blive meddelt nye mellemstatslige aftaler. Desuden er det vigtige ikke
antallet af meddelte mellemstatslige aftaler, men betydningen af de projekter, som de danner
grundlag for, og deres forenelighed med EU-retten. Med hensyn til fornyelse af
mellemstatslige aftaler om ældre infrastruktur kan de oprindelige konstruktionsrelaterede
risici ligeledes være blevet afhjulpet på nuværende tidspunkt, hvilket betyder, at det nu er så
meget desto vigtigere at foretage en vurdering af mellemstatslige aftalers forenelighed med
EU-retten.
8
Forordning om naturgasforsyningssikkerheden (EU) 994/2010, EUT L 295, 12.11.2010, s. 1.
9 En række af raffinaderierne i Baltikum og Centraleuropa er i varierende grad afhængige af Druzhba-
rørledningen, der kobler disse regioner sammen med produktionsfelterne i Den Russiske Føderation.
10 Kilde: årlige data fra ESTAT.
11 F.eks. importerer Kroatien, Litauen og Letland mere end 20 % af deres elektricitet.
6
 kom (2016) 0054 - Ingen titel
1602881_0007.png
EU's importafhængighed ventes at forblive stabil eller øges i løbet af de kommende to årtier
12
(for brændsel, teknologi og andre materialer). Selvom der kun forventes åbnet et begrænset
antal nye energikorridorer i de kommende år, kan den potentielle nye infrastruktur for hver af
dem få betydning for hele det europæiske energimarked. Derfor er det vigtigt, at
mellemstatslige aftaler vedrørende denne infrastruktur er forenelige med EU-retten og med
EU's diversificeringspolitik. Desuden er antallet af områder, som typisk berøres af
mellemstatslige aftaler, stigende for nye infrastrukturprojekter. Eftersom energiruterne bliver
længere og mere talrige, øges det juridiske hierarki og kompleksiteten af mellemstatslige
aftaler ligeledes
13
. I forbindelse med brændsel er ansvar et vigtigt tema, som kun kan
håndteres af regeringerne, og næsten alle netsammenkoblinger er omfattet af bilaterale eller
multilaterale mellemstatslige aftaler. I forbindelse med denne voksende kompleksitet er
mellemstatslige aftaler fortsat relevante, navnlig hvad angår udvikling af nye energiprojekter,
der foregår inden for rammerne af EU's diversificeringspolitik på energiområdet.
Når der er tale om
mellemstatslige aftaler vedrørende indkøb af energiråvarer,
er der sket
et skift i den måde, hvorpå disse råvarer importeres til EU's indre marked, i løbet af det
seneste årti. Navnlig for gas har den foretrukne prisfastsættelsesmetode ændret sig fra
langfristede olie-indekserede kontrakter til en markedsbaseret mekanisme, dvs. hub-baseret
prisfastsættelse.
Men
den
generelle
overgang
til
markedsbaserede
prisfastsættelsesmekanismer for gas dækker over, at der findes forskelle mellem de enkelte
EU-medlemsstater. Mens situationen i Central- og Nordvesteuropa afspejler den generelle
tendens, har andre regioner i EU – f.eks. Baltikum og Sydøsteuropa – endnu ikke oplevet
overgangen til hub-baseret prisfastsættelse.
På grundlag af ovenstående vurderer Kommissionen, at mellemstatslige aftaler fortsat
vil spille en central rolle i EU's energisektor. Afgørelsen om mellemstatslige aftaler er
således stadig relevant, men skal tilpasses energiforsyningens og -ruternes ændrede
karakter.
2.5
EU-merværdi
Situationen i medlemsstaterne vedrørende energisikkerhed er meget forskelligartet. Europas
mindst sårbare områder er områder, hvor der er adgang til leverancer fra et betydeligt antal
forskellige kilder/ruter, og hvor der findes et fungerende og likvidt engrosmarked. De mest
sårbare områder lider ofte under manglende infrastruktur, som er nødvendig både for at kunne
have et diversificeret leverandørgrundlag og for at kunne udvikle et fungerende marked.
Selvom der kun findes likvide markeder i et begrænset antal lande, dækker efterspørgslen i
disse lande omkring 80 % af EU's samlede gasbehov.
Denne forskelligartede situation betyder, at forhandlingspositionen over for tredjelande og
eksponeringen over for eksternt pres varierer afhængigt af, hvilken EU-medlemsstat der er
tale om. Den gradvise integration af energiinfrastruktur og -markeder og den deraf følgende
fælles afhængighed af eksterne leverandører indebærer, at grundlæggende politiske
beslutninger om energi, der træffes af én medlemsstat, bør drøftes med nabolandene. Det
samme gælder den eksterne dimension af EU's energipolitik. Afgørelsen om mellemstatslige
12 https://ec.europa.eu/energy/sites/ener/files/documents/trends_to_2050_update_2013.pdf , s.49. For yderligere
oplysninger henvises til konsekvensanalysen af revisionen af afgørelsen om mellemstatslige aftaler s. 43.
13 F.eks. omfatter en netforbindelse fra Baku til EU inden for rammerne af initiativet for den sydlige korridor op
imod 20 forskellige aftaler, hvoraf mere end halvdelen er mellemstatslige aftaler og "aftaler med
værtsregeringer" (dvs. aftaler mellem regeringer og virksomheder).
7
 kom (2016) 0054 - Ingen titel
1602881_0008.png
aftaler spiller en central rolle for sammenkædningen af energipolitikkens eksterne (eftersom
den vedrører aftaler med tredjelande) og interne dimension (eftersom bestemmelserne i
mellemstatslige aftaler, der ikke er forenelige med EU-retten, har negativ indvirkning på det
indre energimarkeds funktion).
Derfor har afgørelsen om mellemstatslige aftaler en tydelig EU-merværdi, eftersom den
styrker samarbejdet og gennemsigtigheden på EU-niveau og bidrager til det indre
energimarkeds funktion og til forsyningssikkerheden.
2.6
Forenkling
Den nuværende afgørelse om mellemstatslige aftaler indeholder en forholdsvis enkel
informationsudvekslingsmekanisme. Den største administrative byrde for medlemsstaterne
vedrører meddelelsesproceduren. Mellemstatslige aftaler kan overføres elektronisk, og der
påhviler ikke medlemsstaterne noget oversættelseskrav. En præcisering snarere end en
forenkling kunne overvejes. I artikel 3 i den nuværende afgørelse om mellemstatslige aftaler
fastsættes fristen for indsendelse af eksisterende mellemstatslige aftaler til den 17. februar
2013. Eftersom denne ikke længere er relevant, bør det præciseres, at fristen på ni måneder til
gennemførelse af den efterfølgende vurdering gælder for alle nye mellemstatslige aftaler, der
er indgået, efter at afgørelsen om mellemstatslige aftaler er trådt i kraft.
Der findes begrænsede muligheder for forenkling i den nuværende afgørelse om
mellemstatslige aftaler. Der kan imidlertid foretages en præcisering vedrørende
indsendelsesfristen for mellemstatslige aftaler, der er indgået, efter at afgørelsen om
mellemstatslige aftaler er trådt i kraft.
8
 kom (2016) 0054 - Ingen titel
3.
Konklusion
Denne rapport er baseret på Kommissionens erfaringer siden ikrafttrædelsen af afgørelsen om
mellemstatslige aftaler i 2012 og på den tilbundsgående analyse af de 124 mellemstatslige
aftaler, der er meddelt i denne forbindelse. Den opfylder Kommissionens forpligtelse til at
vurdere afgørelsen om mellemstatslige aftaler, jf. artikel 8 i afgørelsen.
Afgørelsen om mellemstatslige aftaler anses ikke for at have nogen nytteværdi i sin
nuværende form.
De nuværende bestemmelser (og navnlig at forenelighedsvurderingen
foretages efterfølgende) har ikke medført, at ikkeforenelige mellemstatslige aftaler ændres til
forenelige, og har ikke haft nogen direkte indvirkning på medlemsstaternes forhandlinger med
tredjelande. Blandt andet har ingen medlemsstater frivilligt indsendt udkast til mellemstatslige
aftaler til forudgående vurdering.
For så vidt angår
effektiviteten
og navnlig aspekterne vedrørende omkostninger og cost-
benefit-forholdet anses afgørelsen om mellemstatslige aftaler for at være forholdsvis effektiv.
Det gælder navnlig, at omkostningerne ved den nuværende afgørelse om mellemstatslige
aftaler retfærdiggøres af de fordele, den indebærer for så vidt angår det indre energimarkeds
funktion, og dens bidrag til forsyningssikkerheden. Afgørelsen om mellemstatslige aftaler
kunne imidlertid være mere effektiv med en forudgående vurdering af foreneligheden med
EU-retten. Dette ville styrke retssikkerheden betydeligt og undgå betydelige omkostninger.
Afgørelsen om mellemstatslige aftaler er
fuldstændig kohærent
i forhold til andre EU-
initiativer og retsakter.
Med hensyn til
relevans
vil mellemstatslige aftaler fortsat spille en nøglerolle inden for EU's
energisektor. Afgørelsen om mellemstatslige aftaler er således relevant, men skal tilpasses
energiforsyningens og -ruternes ændrede karakter.
Aftalen om mellemstatslige aftaler har en klar
EU-merværdi,
eftersom den styrker
samarbejdet og gennemsigtigheden på EU-niveau og bidrager til forsyningssikkerhed og det
indre energimarkeds funktion.
Endelig gælder det med hensyn til
forenkling,
at der kan foretages en præcisering vedrørende
indsendelsesfristen for mellemstatslige aftaler, der er indgået, efter at afgørelsen om
mellemstatslige aftaler er trådt i kraft.
Generelt konkluderes det i denne rapport, at procedurerne i den nuværende afgørelse om
mellemstatslige aftaler ikke er helt hensigtsmæssige, og at det største proceduremæssige
problem i denne forbindelse er, at forenelighedsvurderingen foretages efterfølgende.
9