Europaudvalget 2016
KOM (2016) 0287
Offentligt
1640425_0001.png
EUROPA-
KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 25.5.2016
COM(2016) 287 final
2016/0151 (COD)
Forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV
om ændring af direktiv 2010/13/EU om samordning af visse love og administrative
bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester i betragtning
af de ændrede markedsforhold
(EØS-relevant tekst)
{SWD(2016) 168 final}
{SWD(2016) 169 final}
{SWD(2016) 170 final}
{SWD(2016) 171 final}
DA
DA
 kom (2016) 0287 - Ingen titel
1640425_0002.png
BEGRUNDELSE
1.
•
BAGGRUND FOR FORSLAGET
Forslagets begrundelse og formål
Det audiovisuelle medielandskab ændrer sig hurtigt som følge af den stadig større konvergens
mellem tv-tjenester og tjenester, der distribueres via internettet. Forbrugerne tilgår i stigende
grad on demand-indhold via intelligente/internetforbundne tv-apparater og bærbare enheder.
Navnlig yngre forbrugere ser videoer, herunder brugergenereret indhold, på internettet.
Traditionel fjernsynsvirksomhed står fortsat stærkt i EU målt på seertal, annonceindtægter og
investeringer i indhold (omkring 30 % af indtægterne). Der dukker dog hele tiden nye
forretningsmodeller op. Tv-selskaberne er i færd med at udvide deres online-aktiviteter, og
nye aktører, der udbyder audiovisuelt indhold via internettet (f.eks. video on demand-
udbydere og videodelingsplatforme), bliver stærkere og konkurrerer om de samme
målgrupper. Der gælder imidlertid forskellige regler for tv-transmission, video on demand-
tjenester og brugergenereret indhold, og forbrugerbeskyttelsen varierer.
I strategien for et digitalt indre marked i EU
1
efterlyses en modernisering af direktivet om
audiovisuelle medietjenester
2
, så det afspejler disse markedsmæssige, forbrugsmæssige og
teknologiske forandringer. Det efterlyses, at Kommissionen fokuserer på anvendelsesområdet
for direktivet om audiovisuelle medietjenester og på arten af de regler, der gælder for alle
markedsaktører
3
(navnlig reglerne om fremme af europæiske produktioner
4
), reglerne for
beskyttelse af mindreårige og reglerne for reklame.
I overensstemmelse med denne forpligtelse og i tråd med kravene om bedre regulering
5
har
Kommissionen foretaget en efterfølgende evaluering (også kaldet "REFIT"). Her vurderes
direktivet om audiovisuelle medietjenester med hensyn til effektivitet, relevans, sammenhæng
og merværdi for EU, ligesom der udpeges områder, hvor der er mulighed for forenkling, uden
at målene for direktivet om audiovisuelle medietjenester undermineres.
•
Sammenhæng med de gældende regler på samme område
Rådets direktiv 89/552/EØF som ændret ved direktiv 97/36/EF og direktiv 2007/65/EF og
kodificeret i direktiv 2010/13/EU (direktivet om audiovisuelle medietjenester) omfatter regler
for både "fjernsynsudsendelser" og on-demand audiovisuelle medietjenester. I dette forslag
tages der hensyn til de forandringer, der er sket i det audiovisuelle landskab siden den sidste
revision, for at sikre, at der i direktivet om audiovisuelle medietjenester opstilles
moderniserede, fleksible og fremadskuende retlige rammer.
1
Meddelelse fra Kommissionen "En strategi for et digitalt indre marked i EU", 6. maj 2015, COM(2015) 192 final,
http://ec.europa.eu/priorities/digital-single-market/docs/dsm-communication_en.pdf
2
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU af 10. marts 2010 om samordning af visse love og
administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv om audiovisuelle
medietjenester).
3
Mere specifikt står der i strategien for et digitalt indre marked, at "Kommissionen vil undersøge, om de nuværende
regler, der gælder for både tv-spredning og on demand-tjenester, skal tilpasses. Den vil også overveje, om det nuværende
anvendelsesområde eller bestemmelserne bør udvides til at omfatte nye tjenester og aktører, der i øjeblikket ikke betragtes
som audiovisuelle medietjenester i henhold til direktivet, og/eller leverandører, der falder uden for direktivets nuværende
geografiske anvendelsesområde".
4
I strategien for et digitalt indre marked står der desuden: "Endvidere vil Kommissionen arbejde på foranstaltninger
til fremme af kataloger over europæiske produktioner på video on demand-platforme".
5
Evalueringen af direktivet om audiovisuelle medietjenester er blevet offentliggjort i arbejdsdokumentet fra
Kommissionens tjenestegrene "REFIT: Initial results of the mapping of the acquis" (SWD(2013) 401 final) og indgår i
Kommissionens arbejdsprogram for 2015 (bilag 3 til COM(2014) 910 final af 16.12.2014).
DA
2
DA
 kom (2016) 0287 - Ingen titel
1640425_0003.png
•
Sammenhæng med Unionens politik på andre områder
Dette forslag supplerer eksisterende EU-lovgivning, navnlig direktiv 2000/31/EF om
elektronisk handel, direktiv 2003/33/EF om reklame for tobaksvarer, direktiv 2005/29/EF om
urimelig handelspraksis og direktiv 2011/93/EU om bekæmpelse af seksuelt misbrug og
seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi.
I december 2015 vedtog Kommissionen et forslag til en europæisk lov om tilgængelighed
6
,
hvori der fastsættes krav om tilgængelighed for en bred vifte af produkter og tjenester,
herunder audiovisuelle medietjenester. Derfor vedrører revisionen af direktivet om
audiovisuelle medietjenester ikke spørgsmålet om tilgængelighed.
Direktiv 2000/31/EF om elektronisk handel
Det nuværende direktiv om audiovisuelle medietjenester gælder ikke for brugergenereret
indhold, der udbydes på videodelingsplatforme, da udbyderne af tjenester på disse platforme
ofte ikke har noget redaktionelt ansvar for det indhold, der lægges på dem. I mange tilfælde er
disse tjenester underlagt direktivet om elektronisk handel, da der er tale om
informationssamfundstjenester.
I direktivet om elektronisk handel kræves det ikke, at mellemled overvåger det indhold, som
de er vært for. Faktisk forbydes medlemsstaterne at pålægge en generel forpligtelse til at
overvåge eller aktivt undersøge forhold, der tyder på ulovlig virksomhed (artikel 15). I
henhold til direktivet om elektronisk handel fritages mellemled
–
mere specifikt udbydere af
såkaldte "hostingtjenester" (værtstjenester)
–
fra ansvaret for ulovlig information, som de er
vært for (artikel 14). Udbydere kan kun opnå status som udbydere af hostingtjenester som
omhandlet i direktivet om elektronisk handel, hvis de hverken har viden om eller kontrol over
de pågældende oplysninger. Denne fritagelse for ansvar indrømmes kun, hvis udbyderen
garanterer, at vedkommende øjeblikkeligt træffer foranstaltninger for at fjerne ulovligt
indhold eller adgangen til det, hvis det konstateres.
Dette forslag vil supplere direktivet om elektronisk handel på en række områder som
beskrevet i afsnit 5 nedenfor, mens ovennævnte bestemmelser i direktivet om elektronisk
handel, herunder artikel 3 om det indre marked, ikke berøres.
Direktiv 2003/33/EF om reklame for tobaksvarer
Direktiv 2003/33/EF forbyder reklame for cigaretter og andre tobaksvarer i pressen og andre
trykte publikationer, radioudsendelser og ved brug af informationssamfundstjenester. Det
forbyder
også
tobaksvirksomheders
sponsorering
af
radioprogrammer
og
grænseoverskridende arrangementer. Endvidere gøres det i betragtning 14 i direktiv
2003/33/EF klart, at alle former for audiovisuel kommerciel kommunikation for cigaretter og
andre tobaksvarer i tv-udsendelser er forbudt i henhold til direktivet om audiovisuelle
medietjenester. Denne slags restriktioner er i kraft af flere ændringer blevet udvidet, så de
omfatter al audiovisuel kommerciel kommunikation, herunder sponsorering og
produktplacering i audiovisuelle medietjenester (artikel 9, stk. 1, litra d), artikel 10, stk. 2, og
artikel 11, stk. 4, litra a), i direktivet om audiovisuelle medietjenester). Desuden gælder
forbuddet mod kommunikation for tobaksvarer i henhold til direktivet om audiovisuelle
medietjenester i medfør af artikel 20, stk. 5, litra e), i direktiv 2014/40/EU om fremstilling,
6
COM(2015) 615 (http://eur-lex.europa.eu/legal-content/EN/TXT/?uri=COM%3A2015%3A615%3AFIN)
DA
3
DA
 kom (2016) 0287 - Ingen titel
1640425_0004.png
præsentation og salg af tobak og relaterede produkter
7
også for elektroniske cigaretter og
genopfyldningsbeholdere. Forbuddet mod kommerciel kommunikation for tobak og relaterede
produkter anføres også i en betragtning i det direktiv, der nu foreslås.
Direktiv 2005/29/EF om urimelig handelspraksis
Direktivet om urimelig handelspraksis er den vigtigste lovtekst om virksomheders urimelige
handelspraksis over for forbrugerne i EU, herunder vildledende reklame. Det gælder for alle
virksomheders handelspraksis over for forbrugerne før, under og efter en transaktion og både
online og offline.
Direktivet om urimelig handelspraksis sikrer forbrugerbeskyttelse på tre områder, nemlig
(1)
(2)
(3)
angivelse af 31 konkrete former for handelspraksis, som under alle omstændigheder
er forbudt, på en sort liste
vildledende og aggressiv praksis
–
vurderes fra sag til sag
et generelt forbud mod urimelige fremgangsmåder, som er i strid med
erhvervsmæssig diligens
–
vurderes fra sag til sag.
Direktiv 2011/93/EU om bekæmpelse af seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse
af børn og børnepornografi
Direktivet om bekæmpelse af seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn og
børnepornografi harmoniserer i hele EU området for strafbare handlinger med relation til
seksuelt misbrug af børn, seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi. Det fastsætter
desuden minimumssanktioner.
•
Overholdelse af forpligtelser i international lovgivning
21 EU-medlemsstater er kontraherende parter i Europarådets konvention om
grænseoverskridende fjernsyn fra 1989 (CETS nr. 132), som blev ændret ved en protokol i
1998. EU er ikke part i konventionen.
Konventionen tillader de kontraherende parter at gøre brug af strengere eller mere detaljerede
bestemmelser for programmer, der sendes af tv-spredningsforetagender under deres
jurisdiktion.
I det omfang, at nogle af de nuværende bestemmelser i direktivet om audiovisuelle
medietjenester er mere lempelige end konventionens bestemmelser, kan gennemførelsen af
direktivet om audiovisuelle medietjenester blandt de EU-medlemsstater, som er
kontraherende parter i konventionen, allerede medføre en række forskelle mellem EU-
medlemsstaterne, afhængigt af om de er kontraherende parter i konventionen for så vidt angår
deres internationale forpligtelser. Dette vil også være tilfældet for en række ændringer i dette
forslag, som vil betyde indførelse af yderligere bestemmelser, der er mere lempelige end
konventionens bestemmelser, i direktivet om audiovisuelle medietjenester.
For så vidt angår de anliggender, der er omfattet af direktivet om audiovisuelle
medietjenester, har EU fået enekompetence til at indgå internationale aftaler. Eventuelle
ændringer af de forpligtelser, der bygger på konventionen, vil således kræve handling fra EU's
side.
7
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/40/EU af 3. april 2014 om indbyrdes tilnærmelse af
medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om fremstilling, præsentation og salg af tobak og
relaterede produkter og om ophævelse af direktiv 2001/37/EF (EUT L 127 af 29.4.2014, s. 1).
DA
4
DA
 kom (2016) 0287 - Ingen titel
2.
•
RETSGRUNDLAG,
NÆRHEDSPRINCIPPET
PROPORTIONALITETSPRINCIPPET
Retsgrundlag
OG
Direktivet om audiovisuelle medietjenester er baseret på EU's beføjelser til at samordne
medlemsstaternes lovgivning for at sikre friheden til at levere tjenester i det indre marked
(artikel 53, stk. 1, i TEUF sammenholdt med artikel 62 i TEUF).
•
Nærhedsprincippet (for områder, der ikke er omfattet af enekompetence)
EU-dimensionen af det audiovisuelle marked øges konstant, navnlig som følge af væksten
online og det faktum, at tv-kanalerne bliver mere internationale. Ved udgangen af 2013
fandtes der 5 141 tv-kanaler i EU (ekskl. lokale kanaler og vinduer). Næsten 1 989 af disse
var målrettet mod udenlandske markeder (enten i eller uden for EU). Denne andel var steget
fra 28 % i 2009 (gennemførelsesåret) til 38 % i 2013. I gennemsnit er 31 % af de video on
demand-tjenester, der er tilgængelige i medlemsstaterne, etableret i et andet EU-land (2015).
Dette understøtter den fortsatte merværdi af EU-indgreb.
Forslaget harmonerer med både nærheds- og proportionalitetsprincippet, da der generelt
opretholdes en tilgang med minimumsharmonisering, og idet undtagelses- og
omgåelsesmekanismerne forbedres. Dette vil gøre det muligt for medlemsstaterne at tage
hensyn til nationale forhold. Medlemsstaterne har i praksis vedtaget strengere bestemmelser,
navnlig med hensyn til definition af on-demand audiovisuelle medietjenester, etablering af
nationale tilsynsmyndigheder, fremme af europæiske produktioner, beskyttelse af mindreårige
og kommerciel kommunikation.
Da direktivet om audiovisuelle medietjenester sikrer minimumsharmonisering, kan de
nuværende bestemmelser kun forenkles på EU-plan.
Med hensyn til udvidelse af anvendelsesområdet for direktivet om audiovisuelle
medietjenester, så det omfatter videodelingsplatforme, sikrer EU's foranstaltninger
sammenhæng med de tjenester, der allerede er omfattet af direktivet. Maksimal harmonisering
på dette område forhindrer eventuel fremtidig fragmentering som følge af nationale indgreb.
•
Proportionalitet
Som anført ovenfor er forslaget i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, da det
bibeholder tilgangen med minimumsharmonisering og samarbejdsmekanismer.
•
Valg af retsakt
I forslaget til direktiv anbefales brug af samregulering og selvregulering, navnlig med hensyn
til beskyttelse af mindreårige, bekæmpelse af hadefuld tale og kommerciel kommunikation.
Sådanne ordninger skønnes at nyde bred accept blandt de vigtigste berørte parter og rumme
midler til effektiv håndhævelse.
3.
•
RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF
INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER
Efterfølgende evalueringer/kvalitetskontrol af gældende lovgivning
Den overordnede konklusion er, at målene for direktivet om audiovisuelle medietjenester
stadig er relevante. Evalueringerne har vist, at oprindelseslandsprincippet har fremmet
udviklingen af og den fri bevægelighed for audiovisuelle medietjenester i hele EU, idet
DA
5
DA
 kom (2016) 0287 - Ingen titel
1640425_0006.png
retssikkerheden er øget, omkostningerne til overholdelse af reglerne er sænket for
tjenesteudbyderne, og forbrugerne har fået flere muligheder.
Ved REFIT-evalueringen blev det konkluderet, at der er muligheder for forenkling, navnlig af
de procedurer, der understøtter anvendelsen af oprindelseslandsprincippet (dvs. de kriterier,
der gælder for fastlæggelse af jurisdiktionen over tjenesteudbydere, og de undtagelses- og
samarbejdsprocedurer, som begrænser friheden til modtagelse og retransmission i særlige
tilfælde), og af visse bestemmelser om kommerciel kommunikation. En række andre
bestemmelser egner sig ikke længere til at opnå de politiske målsætninger, primært som følge
af udviklingstendenser på markederne og forandringer med hensyn til brugsmønstre.
Direktivet forenkles desuden ved at tilpasse bestemmelserne om beskyttelse af mindreårige
for tv-selskaber og on demand-tjenester.
•
Høring af interesserede parter
I 2013 offentliggjorde Kommissionen grønbogen
8
"Forberedelse
på en fuldt ud konvergeret
audiovisuel verden: Vækst, kreativitet og værdier",
hvori den opfordrer interessenter til at
udveksle synspunkter om det ændrede medielandskab og det grænseløse internet, navnlig om
markedsvilkår, interoperabilitet og infrastruktur, og om konsekvenserne for EU's
bestemmelser. Resultaterne af grønbogen afspejles i det feedback-dokument og resumé af
svarene, som Kommissionen offentliggjorde i september 2014
9
.
Med henblik på den aktuelle revision af direktivet om audiovisuelle medietjenester har
Kommissionen foretaget en offentlig høring
10
med temaet "Direktivet om audiovisuelle
medietjenester
–
en ramme for mediesektoren i det 21. århundrede", som fandt sted fra den 6.
juli 2015 til den 30. september 2015.
Hvad angår politiske løsningsmuligheder for fremtiden blev følgende vigtige resultater
opnået:
–
enighed blandt alle interessenterne om behovet for at ændre bestemmelserne om
anvendelsesområdet for direktivet, selv om der ikke var noget fælles mønster eller
nogen klarhed blandt interessenterne med hensyn til vejen frem
enighed om behovet for at sikre de nationale lovgiveres uafhængighed
opbakning fra alle interessenter til at fastholde status quo med hensyn til
oprindelseslandsprincippet,
fordelingspligter
("must
carry")/findbarhed,
tilgængelighed for handicappede, regler om vigtige hændelser for samfundet, korte
nyheder og berigtigelsesret
ingen klar enighed blandt interessenterne om kommerciel kommunikation,
beskyttelse af mindreårige eller fremme af europæiske produktioner.
–
–
–
Følgende tendenser viste sig blandt forskellige grupper af bidragydere:
–
Flere repræsentanter for radio-/tv-sektoren efterlyste lige vilkår ved at regulere nye
tjenester og/eller gøre de nuværende regler mere fleksible.
8
9
http://ec.europa.eu/digital-agenda/en/news/consultation-green-paper-preparing-fully-converged-audiovisual-world-
growth-creation-and-values
https://ec.europa.eu/digital-agenda/en/news/publication-summaries-green-paper-replies
http://ec.europa.eu/digital-agenda/en/news/public-consultation-directive-201013eu-audiovisual-media-services-avmsd-media-
framework-21st
10
DA
6
DA
 kom (2016) 0287 - Ingen titel
1640425_0007.png
–
En række forbrugerorganisationer efterlyste en styrkelse af de bestemmelser i
direktivet om audiovisuelle medietjenester, der vedrører beskyttelse af seere, navnlig
sårbare seere.
Repræsentanter for internet-, telekommunikations- og ikt-området opfordrede til, at
man afholder sig fra at indføre ny regulering, ud fra et ønske om at opretholde
innovationen.
Indholdsindustrien efterlyste en styrkelse af reglerne om fremme af europæiske
produktioner på tværs af alle audiovisuelle medietjenester.
Indhentning og brug af ekspertbistand
Poliske anbefalinger fra
andre EU-institutioner,
navnlig Europa-Parlamentet
11
,
Rådet
12
, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg
13
og Regionsudvalget
14
.
Indsamling af data om omkostninger og fordele ved direktivet om audiovisuelle
medietjenester
15
.
En taskforce bestående af medlemsstaternes lovgivere på det
audiovisuelle område, som blev nedsat af Kommissionen, udarbejdede et
spørgeskema. Skemaet blev sendt til medlemsstaternes lovgivere i gruppen af
europæiske tilsynsmyndigheder for audiovisuelle medietjenester (ERGA
16
), til de
relevante branchesektorer og til forbrugerorganisationer. Det blev sendt i maj/juni
2015. Respondenterne blev spurgt om fordelene og ulemperne ved visse
bestemmelser i direktivet om audiovisuelle medietjenester og anmodet om
kvantitativ dokumentation med hensyn til årlige indtægter og direkte og indirekte
omkostninger til sikring af overensstemmelse. Det omfattede bestemmelser om:
1.
2.
3.
4.
kommerciel kommunikation
europæiske produktioner
beskyttelse af mindreårige
oprindelseslandsprincippet.
–
–
•
–
–
Kommissionen har støttet sig op ad følgende kilder til ekstern ekspertrådgivning:
11
A) "Towards a Digital Single Market Act"
(2015/2147(INI)) fra januar 2015 (endnu ikke vedtaget), B) betænkningen fra juli 2013 om internetforbundet TV
(ordfører MEP Petra Kammerevert (S&D, DE)), hvori Kommissionen opfordres til at vurdere, i hvilken
udstrækning det er nødvendigt at revidere direktivet om audiovisuelle medietjenester,
http://www.europarl.europa.eu/sides/getDoc.do?type=TA&reference=P7-TA-2013-
0329&language=EN&ring=A7-2013-0212, og C) betænkningen "Forberedelse på en fuldt ud konvergeret
audiovisuel verden" fra marts 2014 (ordfører MEP Sabine Verheyen (EPP, DE)), hvori der efterlyses en revision
af direktivet om audiovisuelle medietjenester,
http://www.europarl.europa.eu/sides/getDoc.do?type=TA&reference=P7-TA-2014-
Tre initiativbetænkninger vedtaget af Europa-Parlamentet.
0232&language=EN&ring=A7-2014-0057.
12
Senest opfordrede Rådet i sine konklusioner, som blev vedtaget under det italienske EU-formandskab i
2014, Kommissionen til snarest muligt at færdiggøre gennemgangen af direktivet om audiovisuelle
medietjenester i lyset af de hastige teknologiske og markedsmæssige forandringer, der følger af overgangen til
den digitale økonomi, og på basis af resultatet af denne gennemgang at fremlægge et passende forslag til en
revision
af
direktivet
hurtigst
muligt
under
overholdelse
af
nærhedsprincippet.
http://www.consilium.europa.eu/uedocs/cms_data/docs/pressdata/en/educ/145950.pdf
13
Udtalelse vedtaget af Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg i september 2013 om grønbogen
"Forberedelse på en fuldt ud konvergeret audiovisuel verden:
Vækst, kreativitet og værdier,
http://www.eesc.europa.eu/?i=portal.en.ten-opinions.28469
14
På et plenarmøde den 12.-14. oktober 2015 vedtog Regionsudvalget en udtalelse på eget initiativ om "Revision af
direktivet om audiovisuelle medietjenester"
–
link offentliggøres.
15
Da de fleste af de indsendte oplysninger er fortrolige, er den blevet anvendt i konsekvensanalysen og
REFIT-evalueringen i en aggregeret og anonymiseret form.
Derfor er svarene ikke offentliggjort.
http://ec.europa.eu/digital-agenda/en/news/commission-decision-establishing-european-regulators-group-
audiovisual-media-services
16
DA
7
DA
 kom (2016) 0287 - Ingen titel
1640425_0008.png
Referenceperioden for de kvantitative spørgsmål var 2010 til og med 2014.
Der blev modtaget 107 svar på spørgeskemaet, nemlig 40 fra kommercielle tv-
spredningsforetagender (38 %), 20 fra offentlige tv-spredningsforetagender (19 %),
18 fra video on demand-tjenesteudbydere (17 %), 12 fra nationale sammenslutninger,
der arbejder med beskyttelse af mindreårige (12 %), ti fra nationale
sammenslutninger, der repræsenterer uafhængige producenter (10 %), og fire fra
forbrugersammenslutninger (4 %). Desuden deltog én sammenslutning af andre
medieselskaber og én, der repræsenterer reklamevirksomheder. De adspurgte er
etableret i 19 medlemsstater.
–
Undersøgelser foretaget af gruppen af europæiske tilsynsmyndigheder for
audiovisuelle medietjenester (ERGA) og udtalelser fra denne.
ERGA har i sit
arbejdsprogram for 2015 forpligtet sig til at levere analyser og rapporter om fire
vigtigste emner, nemlig audiovisuelle tilsynsmyndigheders uafhængighed, materiel
jurisdiktion i en konvergerende audiovisuel verden, beskyttelse af mindreårige i et
konvergeret miljø og afklaring af problemstillingen om territorial jurisdiktion i EU-
sammenhæng. Hvert emne blev behandlet af undergrupper med deltagelse af ERGA-
medlemmer. De første tre rapporter blev vedtaget ved skriftlig procedure (i
overensstemmelse med artikel 11 i ERGA's forretningsorden) i december 2015.
Rapporten om territorial jurisdiktion vil blive vedtaget i løbet af 2016.
Eksterne undersøgelser
17
om eksponering for alkoholreklamer, online-
markedsførings indvirkning på børn, lovgivernes uafhængighed på det audiovisuelle
område, selv- og samregulering samt standardisering:
–
En undersøgelse om eksponering for alkoholreklamer
med det formål at
vurdere, om reglerne for audiovisuel kommerciel kommunikation for
alkoholholdige drikkevarer sikrer mindreårige den fornødne beskyttelse
18
.
En undersøgelse om indvirkningen på børns adfærd fra markedsføring via
sociale medier, onlinespil og mobilapps.
Den endelige rapport offentliggøres
i maj 2016
19
.
En undersøgelse om lovgivernes uafhængighed på det audiovisuelle
område,
herunder en opdatering af en tidligere undersøgelse om
tilsynsmyndigheders uafhængighed. Der rapporteres om nylige ændringer og
udviklingstendenser i medlemsstaterne og kandidatlandene med hensyn til,
hvor uafhængige og effektive de forskriftsmæssige organer på området for
audiovisuelle medietjenester er. Den endelige rapport blev offentliggjort
20
den
8. december 2015.
En undersøgelse om selvregulering,
hvor der foretages en gennemgang af
nuværende tilgange til selvregulering i en lang række medlemsstater, og hvor
der fokuseres på at fremlægge relevant dokumentation for nuværende
ordninger og deres effektivitet. Den endelige rapport ventes i andet kvartal af
2016.
–
–
–
–
17
http://ted.europa.eu/udl?uri=TED:NOTICE:212396-2015:TEXT:EN:HTML&ticket=ST-1292379-
SKem8OGQ1reJn1IxAZqVGszP2zjXhYuZOoStsF8rBu0ZCOZKgO05NbMy9k6hQrTzIimWUTdcKGfvm49lhwu7y5m-
Jj71zxYb8yr5J3R6eCTiGK-TqeqixAzhASPjqjbmnf8X5hXPzlpiWbUx9btUwoJzMau
18
https://ec.europa.eu/digital-single-market/en/news/study-exposure-minors-alcohol-advertising-tv-and-online-
services
19
http://ec.europa.eu/consumers/consumer_evidence/behavioural_research/impact_media_marketing_study
/index_en.htm
20
http://ec.europa.eu/digital-agenda/en/news/study-audiovisual-media-services
DA
8
DA
 kom (2016) 0287 - Ingen titel
1640425_0009.png
–
Fire undersøgelser om rundspørger og dataindsamling til støtte for
konsekvensanalyse
af et eventuelt nyt lovforslag om direktivet om audiovisuelle
medietjenester, som er bestilt under rammeaftale EAC-22-201
21
. Disse omfatter:
kommerciel kommunikation, beskyttelse af mindreårige, kulturel mangfoldighed og
mediefrihed/offentlig interesse samt adgangsforhold for handicappede. Udkastene til
de endelige rapporter fra undersøgelsen vil blive sendt til Kommissionen i andet
kvartal af 2016.
To rapporter fra Det Europæiske Observationsorgan for det Audiovisuelle
Område
("Study on data and information on the costs and benefits of the
Audiovisual Media Service Directive (AVMSD)"
22
og "On-demand markets in the
European Union
–
2014 and 2015 developments"
23
), der er udarbejdet i forbindelse
med rammeaftale PN/2011-27/A6. I disse to rapporter fokuseres der på:
måling af seertal
onlinereklame i EU
EU-markedet for abonnementsbaseret video on demand i 2014
films synlighed i on demand-tjenester
andelen af europæiske fiktionsværker i en stikprøve blandt tv-kanaler
on-demand audiovisuelle tjenester, herunder indtægter fra og investeringer i
egenproduktion af programmer
lineære audiovisuelle tjenester, herunder indtægter fra og investeringer i
egenproduktion af programmer.
Konsekvensanalyse
–
(1)
(2)
(3)
(4)
(5)
(6)
(7)
•
Et resumé af konsekvensanalysen og den positive udtalelse fra Udvalget for Forskriftskontrol
findes på Kommissionens websted: XXX
Følgende løsningsmuligheder er blevet undersøgt (den foretrukne løsningsmulighed
fremhæves for hvert afsnit):
(8)
Løsningsmuligheder, der tager hånd om problemet med utilstrækkelig beskyttelse af
mindreårige og generel forbrugerbeskyttelse på videodelingsplatforme
Løsningsmulighed A tilskynder til selvregulering for at sikre beskyttelse af mindreårige og
generel forbrugerbeskyttelse på videodelingsplatforme.
Løsningsmulighed B pålægger en forpligtelse til at sikre midler på videodelingsplatforme, der
beskytter mindreårige mod bl.a. hadefuld tale, og som gennemføres gennem samregulering.
(9)
Løsningsmuligheder, der tager hånd om problemet med mangel på lige vilkår og
svagheder ved det indre marked
a) Fremme af europæiske produktioner
Løsningsmulighed A giver øget fleksibilitet til både tv-selskaber og on demand-tjenester med
hensyn til, hvordan de opfylder forpligtelsen til at fremme europæiske produktioner.
21
22
http://ted.europa.eu/udl?uri=TED:NOTICE:279501-2014:TEXT:EN:HTML
https://ec.europa.eu/digital-single-market/en/news/study-data-and-information-costs-and-benefits-audiovisual-
media-service-directive-avmsd
23
https://ec.europa.eu/digital-single-market/en/news/demand-audiovisual-markets-european-union-smart-20120028
DA
9
DA
 kom (2016) 0287 - Ingen titel
1640425_0010.png
Løsningsmulighed B fastholder status quo for tv-selskaber og skærper reglerne for udbydere
af on demand-tjenester.
b) Beskyttelse af mindreårige i forbindelse med on demand-tjenester
Løsningsmulighed A øger beskyttelsen af mindreårige i forbindelse med on-demand
audiovisuelle medietjenester, forenkler begrebet "skadeligt indhold" og tilskynder til
samregulering af beskrivelser af indhold på EU-plan.
c) Oprindelseslandsprincippet
Løsningsmulighed A forenkler
samarbejdsprocedurerne.
d) Lovgivernes uafhængighed
Løsningsmulighed A pålægger medlemsstaterne at have en uafhængig tilsynsmyndighed og
fastsætter en række krav for at understøtte deres uafhængighed og effektivitet. ERGA's
koordinerende og rådgivende rolle styrkes og indarbejdes i direktivet om audiovisuelle
medietjenester.
(10)
Løsningsmuligheder, der tager hånd om problemet med bestemmelser om
kommerciel kommunikation, som ikke længere egner sig til formålet
af
bestemmelserne
om
audiovisuel
kommerciel
og
forbedrer
reglerne
om
jurisdiktion
og
Løsningsmulighed A gør nogle
kommunikation mere fleksible.
Kombinationen af foretrukne løsningsmuligheder anses for at skabe den bedste balance
mellem behovet for at skabe fleksibilitet med hensyn til det nuværende niveau for regulering
og sikre tilstrækkelig forbrugerbeskyttelse.
På den ene side vil branchen nyde godt af mere fleksible kvantitative regler om kommerciel
kommunikation. Den øgede effektivitet takket være oprindelseslandsprincippet og kravene
med hensyn til uafhængige lovgivere vil gavne det erhvervsmiljø, som de audiovisuelle
aktører opererer i.
På den anden side vil forbrugerne være garanteret høj beskyttelse i kraft af den begrænsede
udvidelse af anvendelsesområdet for direktivet om audiovisuelle medietjenester til
videodelingsplatforme og skærpelsen af de krav, der gælder for on demand-tjenester med
hensyn til beskyttelse af mindreårige. Forbrugerne vil desuden nyde godt af lettere adgang til
europæiske produktioner i on demand-tjenester.
I alle løsningsmuligheder tages der om nødvendigt hensyn til behovet for at sikre fleksibilitet
for branchen ved at overveje at gennemføre dem via selv- og/eller samregulering
(anvendelsesområde, oplysninger om skadeligt indhold).
De fleste af løsningsmulighederne supplerer hinanden. For eksempel vil lovgivernes
uafhængighed have afgørende betydning, hvis medlemsstaterne beslutter at overlade det til
dem at anvende de nye bestemmelser om videodelingsplatforme. Desuden vil den potentielle
stigning i indtægterne hos udbydere af audiovisuelle medietjenester, som stammer fra øget
fleksibilitet i de kvantitative regler om reklame frigøre potentiale for et øget bidrag til
frembringelsen af europæiske produktioner.
Kombinationen af løsningsmuligheder sikrer mere lige vilkår for de forskellige aktører på
markedet for audiovisuelle medier. Dette realiseres f.eks. ved at udligne visse krav til on
demand-tjenester og videodelingsplatforme med hensyn til beskyttelse af forbrugerne eller
fremme af europæiske produktioner, samtidig med at der skabes øget fleksibilitet for tv-
tjenester, hvad angår visse regler om kommerciel kommunikation.
DA
10
DA
 kom (2016) 0287 - Ingen titel
1640425_0011.png
•
Målrettet regulering og forenkling
Den efterfølgende evaluering har vist, at kommerciel kommunikation er et område, hvor der
kan skabes øget fleksibilitet, navnlig med hensyn til tv-spredningsforetagenderne.
Markedet for tv-transmission har udviklet sig, og der er behov for øget fleksibilitet med
hensyn til audiovisuel kommerciel kommunikation, navnlig kvantitative regler om lineære
audiovisuelle medietjenester, produktplacering og sponsorering. Fremkomsten af nye
tjenester, herunder reklamefri tjenester, har skabt øgede valgmuligheder for seerne, som nemt
kan vælge et alternativ. Produktplacering har potentiale til at generere en betragtelig ekstra
indtægt for udbydere af medietjenester. Regelsættet skal tilpasses i forhold til denne nye
situation, navnlig i kraft af øget fleksibilitet med hensyn til reglerne for tv-tjenester. På denne
baggrund åbner forslaget (under visse omstændigheder) mulighed for produktplacering,
ligesom det skaber øget fleksibilitet med hensyn til kvantitative regler. Samtidig tages der i
forslaget hensyn til fremlagt dokumentation
24
for den effekt, som produktplacering kan have
på børn, idet der fortsat er en grænse for deres eksponering for sådant indhold.
De mulige besparelser for tjenesteudbyderne vil være begrænsede. Annonceringsplanlægning
er et centralt element ved planlægning af tv-sendeflader, og de kvantitative regler, der
pålægges i direktivet om audiovisuelle medietjenester, er kun en lille del af en lang række
parametre, som der skal tages hensyn til i strategier for tv-planlægning, hvor der sigtes mod
optimering med hensyn til målgrupper og indtægter. Omkostningerne til planlægning af tv-
sendeflader, herunder IT-omkostninger, forbliver på "status quo", dvs. at de er de samme som
i mangel af direktivet om audiovisuelle medietjenester.
Der vil heller ikke blive tale om øgede administrative omkostninger for de nationale
tilsynsmyndigheder. I dag bruger myndighederne 1 mio. EUR på overvågning og
håndhævelse med hensyn til reglen om, at der højst må vises 20 % reklame pr. time på tv
25
.
Omkostningerne i forbindelse med regler om produktplacering og sponsorering udgør op til
henholdsvis 2,2 mio. EUR og 2,1 mio. EUR om året på EU-plan
26
. Da en betragtelig andel af
disse omkostninger skyldes anvendelse af subjektive kriterier for bl.a. overdreven
produktplacering, vil myndighederne bestemt opleve lavere omkostninger. Der kan dog ikke
sættes præcise tal på disse omkostningsbesparelser.
For så vidt angår små og mellemstore virksomheder (SMV'er) og mikrovirksomheder
indeholder forslaget bestemmelser om mulige fritagelser for bestemmelserne om fremme af
europæiske produktioner. Faktisk bliver det tilladt for medlemsstaterne at indrømme
undtagelser for audiovisuelle medietjenester af tematisk art eller med små målgrupper.
Med hensyn til bestemmelserne om beskyttelse af forbrugerne, herunder mindreårige, rummer
forslaget ingen fritagelser for SMV'er og mikrovirksomheder, da der er tale om særdeles
vigtige værdier.
24
Undersøgelse om indvirkningen på børns adfærd fra markedsføring via sociale medier, onlinespil og mobilapps, Europa-
Kommissionen:
http://ec.europa.eu/consumers/consumer_evidence/behavioural_research/impact_media_marketing_study/index_en.htm
25
Undersøgelse om fastlæggelse af rammer for tilsyn med reglerne for reklame i direktivet om audiovisuelle medietjenester: baseret
på den aktuelle gennemsnitlige værdi for tilsynet med én udbyder af lineære tjenester, der er etableret i EU (justeret PPP), som er udledt af en
stikprøve af tilsynsomkostningerne i syv medlemsstater, der kan betragtes som et repræsentativt udsnit af forskellige tilgange til at opfylde de
forskriftsmæssige forpligtelser med hensyn til tilsyn med og håndhævelse af de kvantitative regler. Det antages endvidere, at myndighederne
fokuserer deres tilsynsaktiviteter på lineære tjenester, som tegner sig for mere end 0,5 % af målgruppen.
26
Undersøgelse om fastlæggelse af rammer for tilsyn med reglerne for reklame i direktivet om audiovisuelle medietjenester
DA
11
DA
 kom (2016) 0287 - Ingen titel
•
Grundlæggende rettigheder
I forslaget tages der også i fuld udstrækning hensyn til de grundlæggende rettigheder og
principper, der anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,
navnlig retten til respekt for privatliv og familieliv og beskyttelse af personoplysninger
(artikel 7 og 8), retten til ytrings- og informationsfrihed (artikel 11), friheden til at oprette og
drive egen virksomhed (artikel 16) og forbuddet mod forskelsbehandling (artikel 21), børns
rettigheder (artikel 24) og adgang til effektive retsmidler og til en upartisk domstol
(artikel 47).
4.
VIRKNINGER FOR BUDGETTET
Forslaget har ingen konsekvenser for EU-budgettet.
5.
•
ANDRE FORHOLD
Planer for gennemførelse og foranstaltninger til overvågning, evaluering og
rapportering
rapporter fra Kommissionen om anvendelsen af direktivet som helhed to år efter dets
vedtagelse og derefter hvert tredje år
rapporter om anvendelsen af bestemmelserne om fremme af europæiske produktioner
hvert andet år (for tv-selskaber og on demand-tjenester)
overvågning af gennemførelsen af bestemmelserne om videodelingsplatforme på
basis af en uafhængig undersøgelse, der foretages efter gennemførelsen
overvågning af gennemførelsen af bestemmelsen om beskrivelser af indhold til
beskyttelse af mindreårige.
Forklarende dokumenter (for direktiver)
Kommissionen vil fortsat sikre overvågning af gennemførelsen på basis af:
–
–
–
–
•
•
Ikke relevant
Nærmere redegørelse for forslagets særlige bestemmelser
Oprindelseslandsprincippet for udbydere af medietjenester opretholdes og styrkes ved at
forenkle reglerne om, hvilket land der har jurisdiktionen, og forbedre de mekanismer, der skal
bruges i tilfælde af undtagelser.
Det ændrede direktiv vil fortsat være baseret på minimumsharmonisering. Der tilstræbes dog
en højere grad af harmonisering ved at styrke lovgivernes uafhængighed på det audiovisuelle
område. Dette er et vigtigt nyt element i betragtning af den centrale rolle, som lovgivere på
det audiovisuelle område spiller med hensyn til at udforme og opretholde det indre marked.
Desuden er det særdeles relevant med hensyn til at sikre mediepluralisme. Forslaget styrker
den rolle, som gruppen af europæiske tilsynsmyndigheder for audiovisuelle medietjenester
(ERGA) spiller, ved at give den flere opgaver, når den rådgiver og hjælper Kommissionen
med at sikre ensartet gennemførelse af direktivet i alle medlemsstaterne. Derfor ophæves
Kommissionens afgørelse af 3. februar 2014 om oprettelse af gruppen af europæiske
tilsynsmyndigheder for audiovisuelle medietjenester, når direktivet træder i kraft.
Artikel 7 i det nuværende direktiv slettes, da der i forslaget til en europæisk lov om
tilgængelighed allerede er fastlagt strengere fælles krav om tilgængelighed for udbydere af
medietjenester.
DA
12
DA
 kom (2016) 0287 - Ingen titel
Med hensyn til beskyttelse af mindreårige indeholder det reviderede direktiv bestemmelser
om tilpasning af beskyttelsesstandarderne for tv-selskaber og on demand-tjenester. I artikel 12
kræves det, at programmer, der kan skade mindreåriges fysiske, psykiske og moralske
udvikling, kun gøres tilgængelige på en sådan måde, at det sikres, at mindreårige normalt ikke
vil høre eller se dem. Dette gælder, uanset om disse programmer sendes af tv-
spredningsforetagender eller udbydes af on demand-udbydere af medietjenester. Med henblik
på denne tilpasning fjernes artikel 27 i det nuværende direktiv (gælder kun for tv-
transmission).
Det reviderede direktiv skaber mere lige vilkår for fremme af europæiske produktioner ved at
forpligte on demand-tjenester til at afsætte mindst 20 % af deres kataloger til europæiske
produktioner og at sikre sådanne produktioner en tilpas fremstående placering (artikel 13).
Artikel 13 tillader desuden medlemsstaterne at yde økonomiske bidrag til on demand-tjenester
i deres jurisdiktioner (direkte investeringer eller midler fra afgifter, der bevilges til nationale
filmfonde) og
–
på visse betingelser
–
til tjenester, der er etableret i en anden medlemsstat,
men som har nationale målgrupper. For at sikre, at forpligtelserne til at fremme europæiske
produktioner ikke underminerer markedsudviklingen, og gøre det muligt for nye aktører at
komme ind på markedet bør virksomheder, som ikke har nogen fremtrædende position på
markedet, ikke være omfattet af sådanne krav. Dette gælder navnlig virksomheder med en lav
omsætning.
Med dette forslag opnås der balance mellem konkurrenceevne og forbrugerbeskyttelse, idet
der både sikres øget fleksibilitet for alle audiovisuelle medietjenester med hensyn til
produktplacering og sponsorering og øget fleksibilitet for så vidt angår tv-transmission.
Begrænsningen pr. time erstattes af en grænse på 20 % reklame pr. dag i tidsrummet mellem
kl. 7.00 og 23.00 (artikel 23). Tv-film, spillefilm og nyheder kan afbrydes oftere (artikel 20),
og reklame- og teleshoppingindslag bliver tilladt (artikel 19). På den anden side vil det
kommende direktiv også styrke bestemmelserne om beskyttelse af mindreårige mod
underlødig audiovisuel kommerciel kommunikation for fødevarer med et højt fedt-,
salt/natrium- eller sukkerindhold og alkoholiske drikkevarer ved om nødvendigt at tilskynde
til adfærdskodekser på EU-plan (artikel 9, stk. 2 og 4).
Et andet nyt element er, at direktivets anvendelsesområde udvides, så det i visse henseender
omfatter videodelingsplatforme, der ikke er pålagt noget redaktionelt ansvar for det indhold,
som de er vært for, men som tilrettelægger indholdet på forskellige måder.
I det ændrede direktiv pålægges medlemsstaterne en forpligtelse til at sikre, at udbydere af
videodelingsplatforme inden for deres ansvarsområde og helst gennem samregulering træffer
passende foranstaltninger for at i) beskytte mindreårige mod skadeligt indhold og ii) beskytte
alle borgere mod tilskyndelse til vold eller had. I forslaget beskrives det, hvad disse
foranstaltninger kan indebære i hvert enkelt tilfælde. Det vil være foreneligt med den
ansvarsfritagelse for udbydere af hostingtjenester, der er fastlagt i artikel 14 i direktivet om
elektronisk handel, i det omfang at denne bestemmelse gælder i bestemte tilfælde, da disse
forpligtelser vedrører tjenesteudbyderens organisatoriske ansvar og ikke indebærer ansvar for
eventuelle ulovlige oplysninger, der opbevares på platformene.
Medlemsstaterne vil fortsat være underlagt bestemmelserne i direktivet om elektronisk
handel. De må derfor ikke pålægge tjenesteudbydere en generel forpligtelse til at overvåge
indhold eller aktivt undersøge forhold, idet de dog i særlige tilfælde godt kan pålægges
overvågningskrav (artikel 15 i direktivet om elektronisk handel).
Medlemsstaterne må ikke kræve, at udbydere af videodelingsplatforme inden for deres
jurisdiktion gør brug af strengere foranstaltninger end dem, der er fastsat i det ændrede
direktiv. Dette berører ikke eventuelle foranstaltninger, som medlemsstaterne måtte anvende i
DA
13
DA
 kom (2016) 0287 - Ingen titel
overensstemmelse med direktiv 2000/31/EF med hensyn til ulovligt indhold, der opbevares på
platformene.
Endvidere berører det ikke artikel 25 i direktiv 2011/93/EU, hvor medlemsstaterne pålægges
at træffe foranstaltninger mod websteder, som indeholder eller udbreder børnepornografi.
Navnlig indeholder det bestemmelser om, at medlemsstaterne kan træffe foranstaltninger for
at blokere for adgangen til websider, der indeholder eller udbreder børnepornografi til
internetbrugere inden for deres territorium, idet det sikres, at disse foranstaltninger er
gennemsigtige, nødvendige og proportionale, og at der er mulighed for retlig prøvelse.
Med hensyn til informationssamfundstjenester, der leveres fra en anden medlemsstat,
fastlægges oprindelseslandsprincippet i direktivet om elektronisk handel, idet der dog gælder
en række undtagelser (artikel 3). Direktivet vil fortsat gælde for udbydere af
videodelingsplatforme. I forslaget tilstræbes det at sikre, at de samme regler også gælder for
tjenesteudbydere, der ikke har en virksomhed i en medlemsstat, men som har et
moderselskab, et datterselskab eller en anden enhed i den samme koncern, som er etableret i
den pågældende medlemsstat.
Kommissionen vil med hjælp fra ERGA lette samordningen af adfærdskodekser på EU-plan.
Endvidere skal der etableres en mekanisme til sikring af klageret og ret til retlig prøvelse på
nationalt plan.
DA
14
DA
 kom (2016) 0287 - Ingen titel
1640425_0015.png
2016/0151 (COD)
Forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV
om ændring af direktiv 2010/13/EU om samordning af visse love og administrative
bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester i betragtning
af de ændrede markedsforhold
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR
—
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 53,
stk. 1, og artikel 62,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
efter den almindelige lovgivningsprocedure og
ud fra følgende betragtninger:
(1)
Den seneste væsentlige ændring af Rådets direktiv 89/552/EØF
27
, som senere blev
kodificeret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU
28
, blev foretaget i
2007 med vedtagelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/65/EF
29
. Siden
da har markedet for audiovisuelle medietjenester udviklet sig markant og hurtigt. Den
teknologiske udvikling åbner mulighed for nye former for tjenester og
brugeroplevelser. Seervanerne har ændret sig væsentligt, navnlig blandt de yngre
generationer. Tv-apparatet hjemme i stuen er stadig et vigtigt samlingspunkt, hvor vi
deler audiovisuelle oplevelser, men mange seere er flyttet over på andre, bærbare
enheder for at se audiovisuelt indhold. Traditionelt tv tegner sig stadig for en stor
andel af den gennemsnitlige daglige seertid. Men nye former for indhold såsom korte
videoer og brugergenereret indhold vinder stadig større indpas, og nye aktører,
herunder udbydere af video on demand-tjenester og videodelingsplatforme, har nu fået
fodfæste.
Den 6. maj 2015 vedtog Kommissionen meddelelsen "En strategi for et digitalt indre
marked i EU"
30
, hvori den annoncerede en revision af direktiv 2010/13/EU.
(2)
27
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 89/552/EØF af 3. oktober 1989 om samordning af visse love og
administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv om
audiovisuelle medietjenester) (EFT L 298 af 17.10.1989, s. 23).
28
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU af 10. marts 2010 om samordning af visse love og
administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv om
audiovisuelle medietjenester) (EFT L 95 af 15.4.2010, s. 1).
29
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/65/EF om ændring af Rådets direktiv 89/552/EØF om
samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedrørende udøvelse af tv-
spredningsvirksomhed (EUT L 332 af 18.12.2007, s. 27).
30
COM(2015) 192 final.
DA
15
DA
 kom (2016) 0287 - Ingen titel
1640425_0016.png
(3)
Direktiv 2010/13/EU bør kun fortsat gælde for tjenester, hvis hovedformål er at sende
programmer, der skal oplyse, underholde eller uddanne. Kravet med hensyn til
hovedformål skal også betragtes som opfyldt, hvis tjenestens audiovisuelle indhold og
form ikke står i forbindelse med tjenesteudbyderens hovedaktivitet, såsom
selvstændige dele af internetaviser med audiovisuelle programmer eller
brugergenererede videoer, hvor disse dele kan anses for ikke at falde sammen med
hovedaktiviteten. Sociale medietjenester er ikke omfattet, medmindre de udbyder
tjenesteydelser, der falder ind under definitionen af en videodelingsplatforms ydelser.
En tjeneste skal anses for blot at være et supplement, der står i forbindelse med
hovedaktiviteten, i kraft af forbindelserne mellem det audiovisuelle udbud og
hovedaktiviteten. Kanaler og andre audiovisuelle tjenester under en tjenesteudbyders
redaktionelle ansvar kan i sig selv udgøre audiovisuelle medietjenester, selv om de
udbydes inden for rammerne af en videodelingsplatform, som er kendetegnet ved ikke
at have noget redaktionelt ansvar. I sådanne tilfælde vil det være op til de
tjenesteudbydere, der har det redaktionelle ansvar, at efterleve bestemmelserne i dette
direktiv.
For at sikre effektiv gennemførelse af dette direktiv er det afgørende for
medlemsstaterne at føre opdaterede fortegnelser over udbyderne af audiovisuelle
medietjenester og videodelingsplatforme under deres jurisdiktion og regelmæssigt at
udveksle disse fortegnelser med deres kompetente uafhængige tilsynsmyndigheder og
Kommissionen. Disse fortegnelser skal omfatte oplysninger om de kriterier, som
jurisdiktionen er baseret på.
Fastlæggelse af jurisdiktion kræver en vurdering af de faktuelle forhold, som holdes
op mod de kriterier, der er fastlagt i direktiv 2010/13/EU. Vurderingen af disse
faktuelle forhold kan føre til modstridende resultater. Ved brug af de i artikel 3 og 4 i
direktiv 2010/13/EU omhandlede samarbejdsprocedurer er det vigtigt, at
Kommissionen kan basere sine resultater på pålidelige fakta. Gruppen af europæiske
tilsynsmyndigheder for audiovisuelle medietjenester (ERGA) bør derfor bemyndiges
til at fremsætte udtalelser om jurisdiktion efter anmodning fra Kommissionen.
Procedurerne og betingelserne for at indskrænke friheden til at udbyde og modtage
tjenester bør være de samme for lineære og ikkelineære tjenester.
I sin meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet med titlen "Bedre regulering for
bedre resultater
–
En EU-dagsorden"
31
understregede Kommissionen, at den ved
overvejelse af politiske løsninger vil se på såvel forskriftsmæssige som velordnede
ikkeforskriftsmæssige midler, der bygger på den fælles adfærdskodeks og principperne
for bedre selv- og samregulering
32
. En række kodekser, der er fastsat på de områder,
som direktivet omfatter, har vist sig at være velordnede og i tråd med principperne for
bedre selv- og samregulering. Det, at der findes et lovgivningsmæssigt grundlag,
betragtes som vigtigt for at få succes med at fremme overholdelsen af en kodeks for
selv- eller samregulering. Det er lige så vigtigt, at der i kodekserne opstilles konkrete
mål og målsætninger, som muliggør regelmæssig, gennemsigtig og uafhængig
overvågning og evaluering af opnåelsen af målene. Graduerede sanktioner, hvor der
sikres et element af proportionalitet, anses normalt for at være en effektiv tilgang til
håndhævelse af en ordning. Disse principper skal efterleves i de kodekser for selv- og
samregulering, som vedtages inden for de områder, der samordnes af dette direktiv.
(4)
(5)
(6)
(7)
31
32
COM(2015) 215 final.
https://ec.europa.eu/digital-single-market/communities/better-self-and-co-regulation
DA
16
DA
 kom (2016) 0287 - Ingen titel
(8)
For at sikre sammenhæng og sikkerhed for virksomhederne og medlemsstaternes
myndigheder skal begrebet "tilskyndelse til had" i fornødent omfang tilpasses til
definitionen i Rådets rammeafgørelse 2008/913/RIA af 28. november 2008 om
bekæmpelse af visse former for og tilkendegivelser af racisme og fremmedhad ved
hjælp af straffelovgivningen, hvori hadefuld tale defineres som "offentlig tilskyndelse
til vold eller had". Blandt andet skal der ske en tilpasning med hensyn til baggrunden
for tilskyndelser til vold eller had.
For at sætte seerne, herunder forældre og mindreårige, i stand til at træffe kvalificerede
beslutninger om det viste indhold er det nødvendigt, at udbydere af audiovisuelle
medietjenester fremlægger tilstrækkelige oplysninger om indhold, som kan skade
mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling. Dette kan f.eks. ske via et
system med beskrivelser af indholdets art. Beskrivelser af indholdet kan leveres
skriftligt, grafisk eller akustisk.
På nationalt og internationalt plan findes der en række almindeligt anerkendte
ernæringsmæssige retningslinjer, såsom WHO's regionale kontor for Europas
ernæringsprofilmodel, der danner grundlag for at sondre mellem fødevarer ud fra deres
ernæringsmæssige sammensætning i forbindelse med tv-reklamer for fødevarer, der
vises til børn. Medlemsstaterne skal tilskyndes til at sikre, at der anvendes
adfærdskodekser for selv- og samregulering for effektivt at mindske børns og
mindreåriges eksponering for audiovisuel kommerciel kommunikation for føde- og
drikkevarer, der har et højt salt-, sukker- eller fedtindhold, eller som i andre
henseender ikke lever op til de nationale eller internationale ernæringsmæssige
retningslinjer.
Ligeledes skal medlemsstaterne opmuntres til at sikre, at der anvendes
adfærdskodekser for selv- og samregulering for at begrænse børns og mindreåriges
eksponering for audiovisuel kommerciel kommunikation for alkoholholdige
drikkevarer. Der findes visse sam- og selvreguleringsordninger på EU-plan og
nationalt plan, hvor der lægges vægt på ansvarlig markedsføring af alkoholholdige
drikkevarer, herunder i audiovisuel kommerciel kommunikation. Disse ordninger skal
fremmes yderligere, navnlig hvis deres mål er at sikre, at audiovisuel kommerciel
kommunikation for alkoholholdige drikkevarer ledsages af budskaber om ansvarlig
indtagelse.
For at fjerne hindringer for fri bevægelighed for grænseoverskridende tjenester inden
for EU er det nødvendigt at sikre effektive selv- og samreguleringsordninger, hvor der
navnlig fokuseres på at beskytte forbrugerne eller fremme folkesundheden. Hvis de
håndhæves og overvåges effektivt, kan adfærdskodekser på EU-plan være et godt
middel til at sikre en mere sammenhængende og effektiv tilgang.
Markedet for tv-transmission har udviklet sig, og der er behov for øget fleksibilitet
med hensyn til audiovisuel kommerciel kommunikation, navnlig kvantitative regler
om lineære audiovisuelle medietjenester, produktplacering og sponsorering.
Fremkomsten af nye tjenester, herunder reklamefri tjenester, har skabt øgede
valgmuligheder for seerne, som nemt kan vælge et alternativ.
Sponsorering er et vigtigt middel til finansiering af audiovisuelle medietjenester og
programmer, idet en juridisk eller fysisk persons navn, varemærke, billede, aktiviteter
eller produkter samtidig promoveres. For at sponsorering kan blive en værdifuld
annonceringsteknik for annoncører og udbydere af audiovisuelle medietjenester, må
sponsorannonceringer som sådan gerne indeholde reklameomtale af sponsorens varer
eller tjenester, men de må ikke direkte tilskynde til køb af de pågældende varer og
(9)
(10)
(11)
(12)
(13)
(14)
DA
17
DA
 kom (2016) 0287 - Ingen titel
tjenesteydelser. Sponsorannonceringer skal fortsat tydeligt informere seerne om, at der
findes en sponsoraftale. Indholdet i sponsorerede programmer bør ikke påvirkes i en
sådan grad, at det har indflydelse på den redaktionelle uafhængighed hos udbyderen af
audiovisuelle medietjenester.
(15)
Liberaliseringen på området for produktplacering har ikke ført til den forventede vækst
inden for denne form for audiovisuel kommerciel kommunikation. Navnlig har det
generelle forbud mod produktplacering med enkelte undtagelser ikke skabt juridisk
sikkerhed for udbyderne af audiovisuelle medietjenester. Produktplacering skal således
være tilladt i alle audiovisuelle medietjenester, dog med visse undtagelser.
Produktplacering skal ikke være tilladt i tv-aviser og nyhedsmagasiner,
forbrugerprogrammer, religiøse programmer og programmer, som ses af mange børn.
Navnlig findes der dokumentation for, at produktplacering og indlejrede reklamer kan
påvirke børns adfærd, da børn ofte ikke er klar over, at der er tale om kommercielt
indhold. Der er således behov for fortsat at forbyde produktplacering i programmer,
hvis målgruppe i høj grad er børn. Forbrugerprogrammer er programmer, hvor seerne
kan få gode råd og f.eks. sammenligninger af produkter og tjenester. Hvis
produktplacering tillades i sådanne programmer, vil det udviske grænsen mellem
reklame og redaktionelt indhold for seerne, som måske forventer en objektiv
præsentation af produkter eller tjenester i sådanne programmer.
Bestemmelsen om, at et produkt ikke må få en unødigt fremtrædende rolle, har vist sig
vanskelig at anvende i praksis. Den begrænser desuden udbredelsen af
produktplacering, hvor der pr. definition er tale om en vis fremtrædende eksponering
for at kunne generere værdi. I kravene til de programmer, som omfatter
produktplacering, skal der således fokuseres på tydeligt at informere seerne om, at der
forekommer produktplacering, og på at sikre, at det ikke har indflydelse på den
redaktionelle uafhængighed hos udbyderen af audiovisuelle medietjenester.
Da det øgede antal nye tjenester har givet seerne flere valgmuligheder, får tv-
selskaberne øget fleksibilitet med hensyn til reklame- og teleshoppingindslag i det
omfang, at det ikke virker urimeligt forstyrrende på helheden i det enkelte program.
For at beskytte de særlige karakteristika ved europæisk fjernsyn bør der fortsat være
en grænse med hensyn til afbrydelser i spillefilm og tv-film samt i visse
programkategorier, der endnu har brug for særlig beskyttelse.
I dette direktiv foreskrives der ikke en forøgelse af den samlede mængde tilladt
reklame i tidsrummet mellem kl. 7.00 og 23.00, men det er vigtigt for tv-selskaberne at
få mere fleksibilitet og selv kunne beslutte, hvornår reklamerne skal vises, for at
maksimere efterspørgslen hos annoncørerne og optimere flowet for seerne.
Begrænsningen pr. time bør derfor erstattes af en grænse på 20 % reklame pr. dag i
tidsrummet mellem kl. 7.00 og 23.00.
Mange tv-spredningsforetagender indgår i større mediekoncerner og foretager
annonceringer med relation til ikke blot deres egne programmer og heraf direkte
afledte supplerende produkter, men også til programmer fra andre enheder, der tilhører
den samme mediekoncern. Den sendetid, der tildeles de annonceringer, som tv-
spredningsforetagendet foretager i forbindelse med programmer fra andre enheder, der
tilhører den samme mediekoncern, bør ikke medregnes i den maksimale daglige
sendetid, som må afsættes til reklame og teleshopping.
Udbydere af on-demand audiovisuelle medietjenester bør fremme produktion og
distribution af europæiske produktioner ved at sikre, at deres kataloger indeholder en
(16)
(17)
(18)
(19)
(20)
(21)
DA
18
DA
 kom (2016) 0287 - Ingen titel
1640425_0019.png
minimumsandel af europæiske programmer, og at disse får en tilstrækkelig
fremtrædende placering.
(22)
For at sikre tilstrækkelige investeringer i europæiske produktioner bør
medlemsstaterne kunne pålægge de udbydere af on demand-tjenester, der er etableret
inden for deres territorium, økonomiske forpligtelser. Disse forpligtelser kan bestå af
direkte bidrag til fremstilling af og erhvervelse af rettigheder til europæiske
produktioner. Medlemsstaterne kan desuden pålægge afgifter, der betales til en fond
og beregnes på basis af indtægterne fra de on demand-tjenester, der leveres i og
målrettes mod deres territorium. I dette direktiv præciseres det i betragtning af den
direkte sammenhæng mellem de økonomiske forpligtelser og medlemsstaternes
forskellige kulturpolitikker, at en medlemsstat gerne må pålægge sådanne økonomiske
forpligtelser over for udbydere af on demand-tjenester, der er etableret i en anden
medlemsstat, og som målretter deres tjenester mod den pågældende medlemsstats
territorium. I dette tilfælde må der kun opkræves afgifter af de indtægter, der genereres
hos publikum i den pågældende medlemsstat.
Ved hver enkelt vurdering af, om en on-demand audiovisuel medietjeneste, der er
etableret i en anden medlemsstat, målretter sine tjenester mod et publikum på en
bestemt medlemsstats territorium, skal sidstnævnte lægge vægt på indikatorer såsom
reklame eller anden promovering, der sigter specifikt mod potentielle kunder inden for
territoriet, det sprog, der hovedsageligt anvendes af tjenesten, og hvorvidt der er tale
om indhold eller kommerciel kommunikation, der målrettes specifikt mod publikum i
modtagermedlemsstaten.
Når medlemsstaterne opkræver økonomiske bidrag hos udbydere af on demand-
tjenester, skal formålet med disse bidrag være at fremme europæiske produktioner, og
det skal undgås, at tjenesteudbyderne afkræves bidrag to gange. Hvis den medlemsstat,
hvori tjenesteyderen er etableret, opkræver et økonomisk bidrag, skal den i denne
henseende tage hensyn til økonomiske bidrag, der er opkrævet af målrettede
medlemsstater.
For at sikre, at forpligtelserne til at fremme europæiske produktioner ikke
underminerer markedsudviklingen, og gøre det muligt for nye aktører at komme ind på
markedet bør virksomheder, som ikke har nogen fremtrædende position på markedet,
ikke være omfattet af sådanne krav. Dette gælder navnlig for virksomheder med en lav
omsætning og små målgrupper og små virksomheder og mikrovirksomheder som
defineret i Kommissionens henstilling 2003/361/EF
33
. Det kan også være
uhensigtsmæssigt at indføre sådanne krav i tilfælde, hvor de i betragtning af arten af
eller emnet for de pågældende on-demand audiovisuelle tjenesteydelser ville være
upraktiske eller ubegrundede.
Der er opstået nye udfordringer, navnlig i forbindelse med videodelingsplatforme,
hvor brugerne
–
navnlig mindreårige
–
i stigende grad forbruger audiovisuelt indhold.
I denne sammenhæng har skadeligt indhold og hadefuld tale på videodelingsplatforme
givet anledning til stadig flere bekymringer. For at beskytte mindreårige mod skadeligt
indhold og alle borgere mod indhold med tilskyndelse til vold eller had er det
nødvendigt at fastlægge passende regler om disse anliggender.
Kommerciel kommunikation på videodelingsplatforme reguleres allerede af Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF, som forbyder virksomheders urimelige
(23)
(24)
(25)
(26)
(27)
33
Kommissionens henstilling 2003/361/EF af 6. maj 2003 om definitionen af mikrovirksomheder, små og
mellemstore virksomheder (EUT L 124 af 20.5.2003, s. 36).
DA
19
DA
 kom (2016) 0287 - Ingen titel
1640425_0020.png
handelspraksis over for forbrugerne, herunder vildledende og aggressiv handelspraksis
i informationssamfundstjenester. For så vidt angår kommerciel kommunikation for
tobak og relaterede produkter i videodelingsplatforme, er det således, at de nuværende
forbud i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/33/EF og de forbud, der gælder
for kommunikation for e-cigaretter og genopfyldningsbeholdere i medfør af Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2014/40/EU, sikrer forbrugerne tilstrækkelig
beskyttelse. De foranstaltninger, der fastlægges i dette direktiv, supplerer således
foranstaltningerne i direktiv 2005/29/EF, direktiv 2003/33/EF og direktiv 2014/40/EU.
(28)
En stor del af indholdet på videodelingsplatforme er ikke underlagt noget redaktionelt
ansvar hos udbyderne af platformene. Det er dog typisk disse udbydere, der
tilrettelægger indholdet i form af programmer og brugergenererede videoer, bl.a. ved
brug af automatiske processer og algoritmer. Derfor bør udbyderne pålægges at træffe
passende foranstaltninger for at beskytte mindreårige mod indhold, der kan skade
deres fysiske, psykiske eller moralske udvikling, og beskytte alle borgere mod
tilskyndelse til vold eller had mod en gruppe af personer eller et medlem af en sådan
gruppe på grund af vedkommendes køn, race, hudfarve, religion, nationale eller
etniske oprindelse.
I betragtning af den rolle, som tjenesteudbyderne spiller med hensyn til indholdet på
videodelingsplatforme, bør disse foranstaltninger vedrøre tilrettelæggelsen af
indholdet og ikke selve indholdets art. De krav, der er fastsat i dette direktiv i den
henseende, bør derfor gælde med forbehold af artikel 14 i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2000/31/EF
34
, som rummer en fritagelse for ansvar for ulovlige
oplysninger, der lagres af visse udbydere af informationssamfundstjenester. Ved
levering af tjenester, der er omfattet af artikel 14 i direktiv 2000/31/EF, bør disse krav
desuden gælde uanset artikel 15 i samme direktiv, som udelukker, at generelle
forpligtelser til at overvåge sådanne oplysninger eller aktivt at undersøge forhold, der
tyder på ulovlig virksomhed, kan pålægges disse udbydere, uden at det dog vedrører
overvågningsforpligtelser i konkrete tilfælde, og navnlig uden at det berører påbud fra
nationale myndigheder i overensstemmelse med national lovgivning.
Det er hensigtsmæssigt så vidt muligt at inddrage udbyderne af videodelingsplatforme
ved gennemførelsen af de passende foranstaltninger, der skal træffes i medfør af dette
direktiv. Der skal således tilskyndes til samregulering.
Med henblik på at sikre en klar og konsekvent tilgang i hele EU i denne henseende bør
medlemsstaterne ikke have ret til at kræve, at udbydere af videodelingsplatforme
træffer foranstaltninger, som er strengere end dem, der foreskrives i dette direktiv, med
hensyn til beskyttelse af mindreårige mod skadeligt indhold og alle borgere mod
indhold, der tilskynder til vold eller had. Det bør dog forblive muligt for
medlemsstaterne at træffe sådanne strengere foranstaltninger, hvis det pågældende
indhold er ulovligt, forudsat at de overholder artikel 14 og 15 i direktiv 2000/31/EF,
og at træffe foranstaltninger med hensyn til materiale på websteder, der indeholder
eller udbreder børnepornografi, som foreskrevet og tilladt i henhold til artikel 25 i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/93/EU
35
. Det bør desuden fortsat være
(29)
(30)
34
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af
informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (EFT L 178 af 17.7.2000, s. 1).
35
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/93/EU af 13. december 2011 om bekæmpelse af seksuelt
misbrug og seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi og om erstatning af Rådets rammeafgørelse
2004/68/RIA (EUT L 335 af 17.12.2011, s. 1).
DA
20
DA
 kom (2016) 0287 - Ingen titel
1640425_0021.png
muligt for udbydere af videodelingsplatforme at træffe strengere foranstaltninger på
frivillig basis.
(31)
Når der i henhold til dette direktiv træffes passende foranstaltninger for at beskytte
mindreårige mod skadeligt indhold og beskytte alle borgere mod indhold med
tilskyndelser til vold eller had, bør der foretages en omhyggelig afvejning af de
gældende grundlæggende rettigheder, der er fastlagt i EU's charter på området.
Afhængigt af den konkrete situation gælder dette navnlig retten til respekt for privatliv
og familieliv og beskyttelse af personoplysninger, retten til ytrings- og
informationsfrihed, friheden til at oprette og drive egen virksomhed, forbuddet mod
forskelsbehandling samt børns rettigheder.
De udbydere af videodelingsplatforme, der er omfattet af dette direktiv, yder
informationssamfundstjenester som omhandlet i artikel 2, litra a), i direktiv
2000/31/EF. Disse udbydere er derfor underlagt de bestemmelser om det indre
marked, der er fastlagt i artikel 3 i samme direktiv, hvis de er etableret i en
medlemsstat. Det er hensigtsmæssigt at sikre, at de samme regler gælder for alle
udbydere af videodelingsplatforme, som ikke er etableret i en medlemsstat, for at sikre
effektiviteten af de foranstaltninger til beskyttelse af mindreårige og andre borgere, der
er fastlagt i dette direktiv, og så vidt muligt sikre lige vilkår i den udstrækning, at de
pågældende udbydere enten har et moderselskab eller et datterselskab, som er etableret
i en medlemsstat, eller de indgår i en koncern, og en anden enhed i denne koncern er
etableret den pågældende medlemsstat. I den henseende skal der træffes
foranstaltninger for at fastslå, i hvilken medlemsstat udbyderne skal betragtes som
værende etableret. Kommissionen skal underrettes om udbyderne under hver enkelt
medlemsstats jurisdiktion ved anvendelse af de regler om etablering, der er fastlagt i
dette direktiv og i direktiv 2000/31/EF.
Medlemsstaternes tilsynsmyndigheder kan kun opnå den nødvendige strukturelle
uafhængighed, hvis de oprettes som særskilte juridiske enheder. Derfor bør
medlemsstaterne garantere de nationale tilsynsmyndigheders uafhængighed fra både
regeringen, offentlige organer og erhvervslivet for at sikre, at de kan træffe upartiske
afgørelser. Dette krav om uafhængighed berører ikke muligheden for, at
medlemsstaterne kan udpege myndigheder, der fører tilsyn med forskellige sektorer,
som f.eks. audiovisuelle medier og telekommunikation. De nationale
tilsynsmyndigheder bør have de beføjelser og ressourcer, der er nødvendige for, at de
kan udføre deres opgaver, hvad angår personale, ekspertise og finansielle midler. De
aktiviteter, der varetages af de nationale tilsynsmyndigheder, som er etableret i
henhold til dette direktiv, bør være forenelige med målene for mediepluralisme,
kulturel mangfoldighed, forbrugerbeskyttelse, det indre marked og fremme af fair
konkurrence.
Alle, der er genstand for en national tilsynsmyndigheds afgørelse, bør kunne påklage
afgørelsen til en instans, som er uafhængig af de involverede parter. Denne instans kan
være en domstol. Klageproceduren bør ikke påvirke kompetencefordelingen inden for
de nationale retssystemer.
Med henblik på at sikre en ensartet anvendelse af EU's lovgivningsmæssige ramme for
det audiovisuelle område i alle medlemsstater nedsatte Kommissionen ERGA ved
Kommissionens afgørelse af 3. februar 2014
36
. ERGA's opgave er at rådgive og bistå
Kommissionen i dens bestræbelser for at sikre en konsekvent gennemførelse af
(32)
(33)
(34)
(35)
36
Kommissionens afgørelse C(2014) 462 final af 3. februar 2014 om oprettelse af gruppen af europæiske
tilsynsmyndigheder for audiovisuelle medietjenester.
DA
21
DA
 kom (2016) 0287 - Ingen titel
1640425_0022.png
direktiv 2010/13/EU i alle medlemsstater og at lette samarbejdet mellem de nationale
tilsynsmyndigheder og mellem de nationale tilsynsmyndigheder og Kommissionen.
(36)
ERGA har bidraget positivt til en ensartet reguleringspraksis og har ydet rådgivning på
højt niveau til Kommissionen om gennemførelsesspørgsmål. Derfor bør ERGA's rolle
anerkendes formelt og styrkes i dette direktiv. Gruppen bør derfor genoprettes i
medfør af dette direktiv.
Kommissionen bør have mulighed for at konsultere ERGA om alle spørgsmål
vedrørende audiovisuelle medietjenester og videodelingsplatforme. ERGA bør bistå
Kommissionen med ekspertise og rådgivning og ved at fremme udveksling af bedste
praksis. Kommissionen bør navnlig rådføre sig med ERGA i forbindelse med
anvendelsen af direktiv 2010/13/EU med henblik på at fremme en ensartet
gennemførelse i hele det digitale indre marked. ERGA bør på Kommissionens
anmodning afgive udtalelser om bl.a. jurisdiktion og Unionens adfærdskodekser med
hensyn til beskyttelse af mindreårige mod hadefuld tale samt audiovisuel kommerciel
kommunikation om fødevarer med et højt fedt-, salt/natrium- eller sukkerindhold.
Dette direktiv berører ikke medlemsstaternes mulighed for at pålægge forpligtelser for
at sikre tilgængeligheden af og adgangen til indhold af almen interesse ifølge fastlagte
mål af almen interesse såsom mediepluralisme, ytringsfrihed og kulturel
mangfoldighed. Sådanne forpligtelser bør kun pålægges, hvor det er nødvendigt for at
opfylde mål af almen interesse, som er tydeligt fastlagt af medlemsstaterne i
overensstemmelse med EU-retten. Medlemsstaterne bør i den forbindelse især
undersøge, om der er behov for reguleringsindgreb over for resultaterne af
markedskræfterne. Hvis medlemsstaterne beslutter at indføre tilgængelighedsregler,
bør de kun pålægge virksomheder forholdsmæssige forpligtelser for at tilgodese
velbegrundede politiske hensyn.
Dette direktiv respekterer de grundlæggende rettigheder og principper, som
anerkendes i bl.a. Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.
Direktivet sigter navnlig mod at sikre fuld respekt for retten til ytringsfrihed, friheden
til at drive egen virksomhed, retten til domstolsprøvelse og til at fremme anvendelsen
af børns rettigheder i overensstemmelse med chartret om Den Europæiske Unions
grundlæggende rettigheder.
Retten til at få adgang til politiske nyhedsprogrammer er afgørende for at værne om
den grundlæggende frihed til at modtage oplysninger og sikre, at seernes interesser i
Unionen er fuldt ud og korrekt beskyttet. I betragtning af de audiovisuelle
medietjenesters stadig større betydning for vores samfund og demokrati bør
udsendelser af politiske nyheder i videst muligt omfang, og uden at dette anfægter
reglerne om ophavsret, gøres tilgængelige på tværs af grænserne i EU.
Dette direktiv berører ikke bestemmelserne i den internationale privatret, særlig
reglerne om domstolenes jurisdiktion og den lovgivning, der finder anvendelse på
kontraktlige og ikke-kontraktlige forpligtelser.
I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne
og Kommissionen om forklarende dokumenter
37
har medlemsstaterne forpligtet sig til
i tilfælde, hvor det er berettiget, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger
ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs
bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. I
EUT C 369 af 17.12.2011, s. 14.
(37)
(38)
(39)
(40)
(41)
(42)
37
DA
22
DA
 kom (2016) 0287 - Ingen titel
forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter
er berettiget.
(43)
Direktiv 2010/13/EU bør derfor ændres i overensstemmelse hermed
—
VEDTAGET DETTE DIREKTIV:
Artikel 1
Direktiv 2010/13/EU ændres som følger:
1)
Artikel 1, stk. 1, ændres således:
a) litra a), nr. i) affattes således:
"i) en tjeneste som defineret i artikel 56 og 57 i traktaten om Den Europæiske Unions
funktionsmåde, hvor hovedformålet med tjenesten eller en del af den, der ikke står i
forbindelse med den, udelukkende består i under en udbyder af medietjenesters
redaktionelle ansvar at udbyde informerende, underholdende eller oplysende
programmer til offentligheden via elektroniske kommunikationsnet som defineret i
artikel 2, litra a), i direktiv 2002/21/EF. Sådanne audiovisuelle medietjenester er enten
fjernsynsudsendelser som defineret i litra e) i nærværende stykke eller on-demand
audiovisuelle medietjenester som defineret i litra g) i nærværende stykke"
b) Som litra aa) indsættes:
"aa) "videodelingsplatformstjeneste": en tjeneste som defineret i artikel 56 og 57 i
traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, som opfylder følgende krav:
i) tjenesten består af lagring af en stor mængde programmer eller brugergenererede
videoer, som udbyderen af videodelingsplatformstjenesten ikke har noget redaktionelt
ansvar for
ii) tilrettelæggelsen af det lagrede indhold fastlægges af udbyderen af tjenesten, bl.a.
ved brug af automatiske processer og algoritmer og navnlig gennem hosting, visning,
tagging og sekvensering
iii) hovedformålet med tjenesten eller en del af den, der ikke står i forbindelse med
den, består udelukkende i at udbyde informerende, underholdende eller oplysende
programmer og brugergenererede videoer til offentligheden
iv) tjenesten udbydes via elektroniske kommunikationsnet som defineret i artikel 2,
litra a), i direktiv 2002/21/EF"
c) Litra b) affattes således:
"b) "program": et sæt levende billeder med eller uden lyd, der udgør en individuel del
inden for en programflade eller et katalog udarbejdet af en medietjenesteudbyder,
herunder film af spillefilmslængde, korte videoer, sportsbegivenheder, sitcom-serier,
dokumentarprogrammer, børneprogrammer og tv-drama"
d) Som litra ba) indsættes:
"ba) "brugergenereret video": et sæt levende billeder med eller uden lyd, der udgør en
individuel del, som skabes og/eller uploades på en videodelingsplatform af en eller
flere brugere"
e) Som litra da) indsættes:
DA
23
DA
 kom (2016) 0287 - Ingen titel
"da) "udbyder af en videodelingsplatform": en fysisk eller juridisk person, der udbyder
en videodelingsplatform"
2)
3)
Overskriften til kapitel II affattes således:
Artikel 2 ændres som følger:
a) Stk. 3, litra b), affattes således:
"b) Hvis en medietjenesteudbyder har sit hovedkontor i én medlemsstat, men de
redaktionelle beslutninger om den audiovisuelle medietjeneste træffes i en anden
medlemsstat, anses medietjenesteudbyderen for at være etableret i den medlemsstat,
hvor størstedelen af de medarbejdere, der er beskæftiget med den audiovisuelle
medietjenestevirksomhed, arbejder."
b) Som stk. 5a og 5b indsættes:
"5a. Medlemsstaterne tilsender Kommissionen en liste over de udbydere af
audiovisuelle medietjenester, som henhører under deres jurisdiktion, og de kriterier i
stk. 2 til 5, som deres jurisdiktion er baseret på. De skal efterfølgende uden unødig
forsinkelse underrette Kommissionen om enhver ændring af denne liste.
Kommissionen sikrer, at de kompetente uafhængige tilsynsmyndigheder har adgang til
disse oplysninger.
5b. Hvis de pågældende medlemsstater ved anvendelse af artikel 3 og 4 i dette direktiv
ikke kan enes om, hvilken medlemsstat der har jurisdiktionen, skal de forelægge sagen
for Kommissionen uden unødig forsinkelse. Kommissionen kan anmode gruppen af
europæiske tilsynsmyndigheder for audiovisuelle medietjenester (ERGA) om at afgive
en udtalelse om sagen inden for 15 arbejdsdage efter, at Kommissionens anmoder om
det. Hvis Kommissionen anmoder om en udtalelse fra ERGA, suspenderes de i artikel
3, stk. 5, og artikel 4, stk. 5, fastsatte tidsfrister, indtil ERGA har vedtaget en
udtalelse."
4)
Artikel 3 affattes således:
"Artikel 3
1. Medlemsstaterne sikrer modtagefrihed og må ikke hindre retransmissioner på deres
område af audiovisuelle medietjenester fra andre medlemsstater af grunde, der falder
inden for områder, der samordnes ved dette direktiv.
2. Medlemsstaterne kan midlertidigt afvige fra stk. 1, hvis en audiovisuel
medietjeneste, der leveres af en udbyder af medietjenester, som henhører under en
anden medlemsstats jurisdiktion:
a) udgør en åbenlys, væsentlig og alvorlig overtrædelse af artikel 6 eller 12 eller begge
b) bringer den offentlige sikkerhed i fare eller udgør en væsentlig og alvorlig risiko for
at bringe den i fare, herunder med hensyn til national sikkerhed og forsvar, eller
c) bringer folkesundheden i fare eller udgør en væsentlig og alvorlig risiko for at
bringe den i fare.
3. Medlemsstaterne kan kun anvende stk. 2, hvis følgende betingelser er opfyldt:
"ALMINDELIGE BESTEMMELSER OM AUDIOVISUELLE MEDIETJENESTER"
DA
24
DA
 kom (2016) 0287 - Ingen titel
a) I løbet af det år, der er gået forud for den i litra b) i dette stykke omhandlede
underretning, har medietjenesteudbyderen efter den pågældende medlemsstats mening
handlet i strid med stk. 2, litra a), litra b) eller litra c), ved mindst to lejligheder
b) Den pågældende medlemsstat har skriftligt underrettet medietjenesteudbyderen, den
medlemsstat, under hvis jurisdiktion udbyderen henhører, og Kommissionen om de
påståede overtrædelser og om de foranstaltninger, som den agter at træffe, hvis
sådanne påståede overtrædelser forekommer igen
c) Samråd med den medlemsstat, under hvis jurisdiktion tjenesteudbyderen henhører,
og Kommissionen har ikke ført til en mindelig løsning inden for én måned efter den i
litra b) omhandlede underretning
d) Medietjenesteudbyderen har handlet i strid med stk. 2, litra a), litra b) eller litra c),
mindst én gang efter den i litra b) i dette stykke omhandlede underretning
e) Den underrettende medlemsstat har respekteret den pågældende
medietjenesteudbyders ret til forsvar og navnlig givet udbyderen mulighed for at
udtrykke sin holdning til de påståede overtrædelser og de foranstaltninger, som
medlemsstaten agter at træffe. Den skal tage behørigt hensyn til denne holdning og
holdningen hos den medlemsstat, der har jurisdiktionen.
Stk. 3, litra a) og d), gælder kun for lineære tjenester.
4. Senest tre måneder efter underretningen om de foranstaltninger, som medlemsstaten
agter at træffe under anvendelse af stk. 2 og 3, og efter at have rådført sig med ERGA,
træffer Kommissionen afgørelse om, hvorvidt disse foranstaltninger er forenelige med
EU-retten. Fristen løber fra dagen efter modtagelsen af en fuldstændig underretning.
Underretningen betragtes som fuldstændig, hvis Kommissionen ikke inden for tre
måneder fra modtagelsen af underretningen eller fra modtagelsen af eventuelle
ønskede supplerende oplysninger anmoder om yderligere oplysninger.
Hvis Kommissionen betragter underretningen som ufuldstændig, anmoder den om alle
nødvendige yderligere oplysninger. Kommissionen underretter medlemsstaten om
modtagelsen af svaret på anmodningen.
Hvis den pågældende medlemsstat ikke fremlægger de ønskede oplysninger inden for
det tidsrum, som Kommissionen har fastsat, eller hvis den fremlægger ufuldstændige
oplysninger, træffer Kommissionen afgørelse om, at de foranstaltninger, som
medlemsstaten har truffet i overensstemmelse med stk. 2, er uforenelige med EU-
retten. Hvis Kommissionen træffer afgørelse om, at foranstaltningerne er uforenelige
med EU-retten, indstiller medlemsstaten de pågældende foranstaltninger så hurtigt
som muligt.
5. Stk. 3 og 4 er ikke til hinder for, at der iværksættes procedurer, forholdsregler eller
sanktioner som følge af de pågældende overtrædelser i den medlemsstat, under hvis
jurisdiktion den pågældende medietjenesteudbyder hører.
6. Medlemsstaterne kan i hastende tilfælde fravige betingelserne i stk. 3, litra b) og c).
Foranstaltningerne skal i så fald snarest muligt meddeles Kommissionen og den
medlemsstat, under hvis jurisdiktion tjenesteudbyderen hører, med angivelse af
grundene til, at medlemsstaten finder, at der er tale om et så hastende tilfælde, at det er
nødvendigt at fravige disse betingelser.
7. Kommissionen skal, uden at dette berører medlemsstatens mulighed for at anvende
de pågældende foranstaltninger, jf. stk. 6, hurtigst muligt undersøge, om de anmeldte
foranstaltninger er i overensstemmelse med EU-retten. Kommer Kommissionen til den
DA
25
DA
 kom (2016) 0287 - Ingen titel
konklusion, at foranstaltningerne ikke er i overensstemmelse med EU-retten, skal den
pålægge den pågældende medlemsstat ikke at træffe de påtænkte foranstaltninger eller
straks at bringe allerede trufne foranstaltninger til ophør.
8. Medlemsstaterne og Kommissionen skal jævnligt udveksle erfaringer og bedste
praksis vedrørende den procedure, der er fastlagt i stk. 2 til 7, inden for rammerne af
det kontaktudvalg, der er nedsat i henhold til artikel 29, og ERGA"
5)
Artikel 4 ændres som følger:
a) Stk. 1 affattes således:
"1. Medlemsstaterne kan kræve, at medietjenesteudbydere under deres jurisdiktion
overholder mere detaljerede eller strengere bestemmelser med hensyn til artikel 5, 6,
6a, 9, 10, 11, 12, 13, 16, 17, 19 til 26, 30 og 30a, forudsat at disse bestemmelser er i
overensstemmelse med EU-retten."
b) I stk. 3 indsættes følgende andet afsnit efter litra b) i første afsnit:
"Den medlemsstat, der har truffet foranstaltninger i henhold til stk. 2, litra a) og b),
skal angive, hvilke grunde den baserer sin vurdering af den påståede omgåelse på"
c) Stk. 4 og 5 affattes således:
"4. En medlemsstat må kun træffe foranstaltninger i medfør af stk. 3, hvis følgende
betingelser er opfyldt:
a) Den har underrettet Kommissionen og den medlemsstat, hvor tv-
spredningsforetagendet er etableret, om, at den har til hensigt at træffe sådanne
foranstaltninger, idet den angiver, hvilke grunde den baserer sin vurdering på.
b) Den har respekteret det pågældende tv-spredningsforetagendes ret til forsvar og
navnlig givet foretagendet mulighed for at udtrykke sin holdning til den påståede
omgåelse og de foranstaltninger, som den underrettende medlemsstat agter at træffe.
c) Kommissionen træffer efter at have rådført sig med ERGA afgørelse om, at
foranstaltningerne er forenelige med EU-retten, og navnlig om, at den vurdering, der
er foretaget af den medlemsstat, der træffer foranstaltningerne, jf. stk. 2 og 3, hviler på
et korrekt grundlag.
5. Kommissionen træffer afgørelse senest tre måneder efter at have modtaget
underretningen, jf. stk. 4, litra a). Fristen løber fra dagen efter modtagelsen af en
fuldstændig underretning. Underretningen betragtes som fuldstændig, hvis
Kommissionen ikke inden for tre måneder fra modtagelsen af underretningen eller fra
modtagelsen af eventuelle ønskede supplerende oplysninger anmoder om yderligere
oplysninger.
Hvis Kommissionen betragter underretningen som ufuldstændig, anmoder den om alle
nødvendige yderligere oplysninger. Kommissionen underretter medlemsstaten om
modtagelsen af svaret på anmodningen.
Hvis den pågældende medlemsstat ikke fremlægger de ønskede oplysninger inden for
det tidsrum, som Kommissionen har fastsat, eller hvis den fremlægger ufuldstændige
oplysninger, træffer Kommissionen afgørelse om, at de foranstaltninger, som
medlemsstaten har truffet i overensstemmelse med stk. 3, er uforenelige med EU-
retten. Hvis Kommissionen træffer afgørelse om, at foranstaltningerne er uforenelige
med EU-retten, afstår den pågældende medlemsstat fra at træffe de tilsigtede
foranstaltninger."
DA
26
DA
 kom (2016) 0287 - Ingen titel
d) Stk. 7 affattes således:
"7. Medlemsstaterne fremmer samregulering og selvregulering gennem
adfærdskodekser, som vedtages på nationalt plan på de områder, der samordnes ved
dette direktiv, i det omfang deres retssystem tillader sådan regulering. Disse kodekser
udformes, så de nyder bred accept blandt de vigtigste berørte parter i de pågældende
medlemsstater. Kodeksernes formål skal fastlægges tydeligt og utvetydigt i dem. De
skal sikre regelmæssig, gennemsigtig og uafhængig overvågning og evaluering af
opnåelsen af de opstillede målsætninger. De skal sikre effektiv håndhævelse, herunder
hensigtsmæssige, effektive og passende sanktioner.
Udkast til de i artikel 6a, stk. 3, og artikel 9, stk. 2 og 4, omhandlede EU-
adfærdskodekser og ændringer eller udvidelser af nuværende EU-adfærdskodekser
skal forelægges Kommissionen af underskriverne af disse kodekser.
Kommissionen kan anmode ERGA om at afgive en udtalelse om disse udkast og
ændringer og udvidelserne af kodekserne. Kommissionen kan offentliggøre
kodekserne efter behov."
6)
Overskriften på kapitel III affattes således:
"BESTEMMELSER, SOM FINDER ANVENDELSE PÅ AUDIOVISUELLE
MEDIETJENESTER"
7)
Artikel 5, litra d), affattes således:
"d) den medlemsstat, hvis jurisdiktion medietjenesteudbyderne hører under, og de
kompetente reguleringsmyndigheder eller tilsynsorganer."
8)
Artikel 6 affattes således:
"Medlemsstaterne sikrer ved passende midler, at audiovisuelle medietjenester fra
tjenesteudbydere under deres jurisdiktion ikke på nogen måde tilskynder til vold eller
had rettet mod en gruppe af personer eller et medlem af en sådan gruppe på grund af
køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel
orientering."
9)
Som artikel 6a indsættes:
"Artikel 6a
1. Medlemsstaterne sikrer, at udbydere af audiovisuelle medietjenester fremlægger
tilstrækkelige oplysninger over for seerne om indhold, som kan skade mindreåriges
fysiske, psykiske og moralske udvikling. Til dette formål kan medlemsstaterne bruge
et system med beskrivelser af indholdet af den enkelte audiovisuelle medietjeneste.
2. Ved gennemførelsen af denne artikel tilskynder medlemsstaterne til samregulering.
3. Kommissionen og ERGA tilskynder udbydere af medietjenester til at udveksle
eksempler på bedste praksis i forbindelse med samreguleringsordninger på tværs af
EU. Hvor det er hensigtsmæssigt, fremmer Kommissionen udviklingen af EU-
adfærdskodekser."
10)
11)
Artikel 7 udgår.
Artikel 9 ændres som følger:
a) Stk. 2 affattes således:
DA
27
DA
 kom (2016) 0287 - Ingen titel
"2. Medlemsstaterne og Kommissionen tilskynder til udvikling af adfærdskodekser for
selv- og samregulering med hensyn til underlødig audiovisuel kommerciel
kommunikation, som følger med eller er indeholdt i programmer, hvis målgruppe i høj
grad er børn, for fødevarer og drikkevarer, der indeholder næringsstoffer og andre
stoffer med en ernæringsmæssig eller fysiologisk virkning, som det ikke anbefales at
indtage i overdreven mængde i den samlede kost, navnlig fedt, transfedtsyrer, salt eller
natrium og sukker.
Disse kodekser skal bruges til effektivt at mindske eksponeringen af mindreårige for
audiovisuel kommerciel kommunikation for fødevarer og drikkevarer, der har et højt
salt-, sukker- eller fedtindhold, eller som i andre henseender ikke lever op til de
nationale eller internationale ernæringsmæssige retningslinjer. I kodekserne skal det
fastsættes, at den audiovisuelle kommercielle kommunikation ikke må fremhæve
positive ernæringsmæssige aspekter ved sådanne fødevarer og drikkevarer.
Kommissionen og ERGA skal tilskynde til udveksling af bedste praksis om selv- og
samreguleringsordninger på tværs af EU. Hvor det er hensigtsmæssigt, fremmer
Kommissionen udviklingen af EU-adfærdskodekser."
b) Som stk. 3 og 4 indsættes:
"3. Medlemsstaterne og Kommissionen tilskynder til udvikling af adfærdskodekser for
selv- og samregulering med hensyn til underlødig audiovisuel kommerciel
kommunikation for alkoholholdige drikkevarer. Disse kodekser skal bruges til
effektivt at begrænse eksponeringen af mindreårige for audiovisuel kommerciel
kommunikation for alkoholholdige drikkevarer.
4. Kommissionen og ERGA skal tilskynde til udveksling af bedste praksis om selv- og
samreguleringsordninger på tværs af EU. Hvis det skønnes hensigtsmæssigt, fremmer
Kommissionen udviklingen af EU-adfærdskodekser."
12)
13)
Artikel 10, litra b), affattes således:
"b) De må ikke direkte tilskynde til køb eller leje af varer eller tjenesteydelser."
Artikel 11 affattes således:
"Artikel 11
1. Stk. 2, 3 og 4 finder kun anvendelse på programmer, der er produceret efter den 19.
december 2009.
2. Produktplacering tillades i alle audiovisuelle medietjenester, bortset fra tv-aviser og
nyhedsmagasiner, forbrugerprogrammer, religiøse programmer og programmer, som
ses af mange børn.
3. Programmer, der indeholder produktplacering, skal opfylde følgende krav:
a) Deres indhold og, såfremt der er tale om tv-spredning, deres programlægning må
under ingen omstændigheder påvirkes på en måde, der berører
medietjenesteudbyderens ansvar og redaktionelle uafhængighed.
b) De må ikke direkte tilskynde til køb eller leje af varer eller tjenesteydelser.
c) Seerne informeres tydeligt om, at der foregår produktplacering. Indeholder et
program produktplacering, markeres det på passende vis ved programmets begyndelse
og slutning, samt når et program fortsættes efter en reklamepause, for at undgå enhver
vildledning af seeren.
DA
28
DA
 kom (2016) 0287 - Ingen titel
Undtagelsesvis kan medlemsstaterne vælge at fravige kravene i litra c), forudsat at det
pågældende program hverken er produceret eller bestilt af medietjenesteudbyderen
selv eller en virksomhed, der er tilknyttet medietjenesteudbyderen.
4. Under alle omstændigheder må programmer ikke indeholde produktplacering af:
a) tobaksvarer eller cigaretter eller produktplacering fra foretagender, hvis
hovedvirksomhed er fremstilling eller salg af cigaretter og andre tobaksvarer
b) bestemte lægemidler eller medicinske behandlinger, der er receptpligtige i den
medlemsstat, under hvis jurisdiktion medietjenesteudbyderen hører."
14)
Artikel 12 affattes således og flyttes til kapitel III:
"Artikel 12
Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger for at sikre, at programmer, der
leveres af udbydere af audiovisuelle medietjenester under deres jurisdiktion, og som
kan skade mindreåriges fysiske, psykiske og moralske udvikling, kun stilles til
rådighed på en sådan måde, at mindreårige normalt ikke hører eller ser dem. Blandt
sådanne foranstaltninger kan nævnes valg af sendetidspunkt, værktøjer til
alderskontrol eller andre tekniske foranstaltninger. Foranstaltningerne skal stå i et
rimeligt forhold til programmets mulige skadevirkninger.
Det mest skadelige indhold, såsom umotiveret vold og pornografi, skal være underlagt
de strengest mulige foranstaltninger, såsom kryptering og effektiv forældrekontrol."
15)
Artikel 13 affattes således:
"Artikel 13
1. Medlemsstaterne sikrer, at on-demand audiovisuelle medietjenester fra
medietjenesteudbydere under deres jurisdiktion sørger for, at europæiske produktioner
udgør mindst 20 % af deres katalog og får en tilpas fremtrædende placering.
2. Medlemsstaterne kan pålægge on-demand audiovisuelle medietjenester fra
medietjenesteudbydere under deres jurisdiktion at bidrage økonomisk til fremstilling
af europæiske produktioner, herunder via direkte investeringer i indhold og bidrag til
nationale fonde. Medlemsstaterne kan desuden pålægge udbydere af on-demand
audiovisuelle medietjenester, der målretter deres tjenester mod publikum inden for
deres territorium, men som er etableret i andre medlemsstater, at yde sådanne
økonomiske bidrag. I dette tilfælde skal det økonomiske bidrag kun baseres på
indtægterne i de målrettede medlemsstater. Hvis den medlemsstat, hvori
tjenesteyderen er etableret, opkræver et økonomisk bidrag, skal den tage hensyn til
økonomiske bidrag, der er opkrævet af målrettede medlemsstater. Ethvert økonomisk
bidrag skal overholde EU-retten, navnlig reglerne for statsstøtte.
3. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om gennemførelsen af stk. 1 og 2
senest den [dato
- ikke senere end tre år efter vedtagelsen]
og derefter hvert andet år.
4. På grundlag af medlemsstaternes oplysninger og en uafhængig undersøgelse
aflægger Kommissionen rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af
stk. 1 og 2 og redegør herunder for den markedsmæssige og teknologiske udvikling og
målsætningen om kulturel mangfoldighed.
5. Medlemsstaterne fraviger kravene i stk. 1 og 2 for så vidt angår tjenesteudbydere
med en lav omsætning eller en lille målgruppe og for små virksomheder og
DA
29
DA
 kom (2016) 0287 - Ingen titel
mikrovirksomheder." Medlemsstaterne kan også fravige sådanne krav i de tilfælde,
hvor de ville være upraktiske eller ubegrundede i betragtning af arten af eller emnet
for de pågældende on-demand audiovisuelle medietjenester."
16)
Første punktum i artikel 20, stk. 2, affattes således:
"Transmissionen af film produceret til fjernsynet (bortset fra serier, føljetoner og
dokumentarprogrammer), spillefilm og nyhedsprogrammer må afbrydes af reklame-
og/eller teleshoppingindslag én gang for hver planlagte periode på mindst
20 minutter."
17)
Artikel 23 affattes således:
"Artikel 23
1. Den daglige andel af tv-reklame- og teleshoppingindslag i perioden mellem kl. 7.00
og 23.00 må ikke overstige 20 %.
2. Stk. 1 finder ikke anvendelse på:
a) annonceringer, som tv-spredningsforetagendet foretager i forbindelse med egne
programmer og produkter med direkte tilknytning til disse programmer eller andre
programmer fra andre enheder tilhørende samme mediekoncern
b) sponsorannonceringer
c) produktplaceringer."
18)
19)
Kapitel VIII udgår.
Som kapitel IXa indsættes:
"KAPITEL IXa
BESTEMMELSER, SOM FINDER ANVENDELSE PÅ VIDEODELINGSPLATFORME
Artikel 28a
1. Med forbehold af artikel 14 og 15 i direktiv 2000/31/EF sikrer medlemsstaterne, at
udbydere af videodelingsplatforme træffer passende foranstaltninger for at:
a) beskytte mindreårige mod indhold, der kan skade deres fysiske, psykiske eller
moralske udvikling
b) beskytte alle borgere mod indhold, der tilskynder til vold eller had rettet mod en
gruppe af personer eller et medlem af en sådan gruppe på grund af køn, race, hudfarve,
religion, national eller etnisk oprindelse.
2. Hvad der udgør passende foranstaltninger med henblik på stk. 1, fastlægges i lyset
af det pågældende indholds art, den skade, som det kan forvolde, karakteristikaene ved
den kategori af personer, der skal beskyttes, og de rettigheder og legitime interesser,
der er på spil, herunder hos udbyderne af videodelingsplatforme og de brugere, der har
skabt og/eller uploadet indholdet, samt offentlighedens interesse.
Disse foranstaltninger skal efter behov bestå i at
a) fastlægge og efter videodelingsplatformenes betingelser og vilkår anvende de
principper om tilskyndelse til vold eller had, der er omhandlet i stk. 1, litra b), og om
indhold, som kan skade mindreåriges fysiske, psykiske og moralske udvikling, i
overensstemmelse med henholdsvis artikel 6 og 12
DA
30
DA
 kom (2016) 0287 - Ingen titel
b) etablere og opretholde mekanismer, som brugere af en videodelingsplatform kan
bruge til over for udbyderen af platformen at indberette indhold som omhandlet i
stk. 1, der opbevares på platformen
c) etablere og opretholde systemer til alderskontrol af brugere af
videodelingsplatforme for så vidt angår indhold, som kan skade mindreåriges fysiske,
psykiske og moralske udvikling
d) etablere og opretholde systemer, der gør det muligt for brugere af
videodelingsplatforme at bedømme det i stk. 1 omhandlede indhold
e) sikre forældrekontrolsystemer for så vidt angår indhold, som kan skade
mindreåriges fysiske, psykiske og moralske udvikling
f) etablere og opretholde systemer, hvorigennem udbydere af videodelingsplatforme
over for deres brugere redegør for, hvordan der er taget stilling til den i litra b)
omhandlede indberetning.
3. Med henblik på gennemførelsen af de i stk. 1 og 2 omhandlede foranstaltninger
tilskynder medlemsstaterne til samregulering som omhandlet i artikel 4, stk. 7.
4. Medlemsstaterne fastlægger de nødvendige mekanismer til vurdering af
hensigtsmæssigheden af de i stk. 2 og 3 omhandlede foranstaltninger, som udbyderne
af videodelingsplatforme har truffet. Medlemsstaterne overlader denne opgave til de i
henhold til artikel 30 udpegede myndigheder.
5. Medlemsstaterne må ikke pålægge udbydere af videodelingsplatforme
foranstaltninger, som er strengere end de i stk. 1 og 2 omhandlede foranstaltninger.
Medlemsstaterne må ikke udelukkes fra at pålægge strengere foranstaltninger med
hensyn til ulovligt indhold. Når de vedtager sådanne foranstaltninger, skal de
overholde de betingelser, der er fastsat i gældende EU-lovgivning, f.eks., hvis det er
relevant, dem, der er fastsat i artikel 14 og 15 i direktiv 2000/31/EF eller artikel 25 i
direktiv 2011/93/EU.
6. Medlemsstaterne skal etablere mekanismer til sikring af klageret og ret til retlig
prøvelse med henblik på bilæggelse af tvister mellem brugere og udbydere af
videodelingsplatforme vedrørende anvendelsen af de i stk. 1 og 2 omhandlede
passende foranstaltninger.
7. Kommissionen og ERGA tilskynder udbydere af videodelingsplatforme til at
udveksle eksempler på bedste praksis i forbindelse med samreguleringsordninger på
tværs af EU. Hvor det er hensigtsmæssigt, fremmer Kommissionen udviklingen af
EU-adfærdskodekser.
8. Udbydere af videodelingsplatforme eller, hvor det er relevant, organisationer, der
repræsenterer udbyderne i denne henseende, forelægger Kommissionen udkast til EU-
adfærdskodekser og ændringer af nuværende EU-adfærdskodekser. Kommissionen
kan anmode ERGA om at afgive en udtalelse om disse udkast og ændringer samt
udvidelser
af
adfærdskodekserne.
Kommissionen
kan
offentliggøre
adfærdskodekserne efter behov.
Artikel 28b
1. Medlemsstaterne sikrer, at udbydere af videodelingsplatforme, der ikke er etableret
inden for deres territorium, men som enten har et moderselskab eller et datterselskab,
der er etableret inden for deres territorium, eller som indgår i en koncern, der omfatter
DA
31
DA
 kom (2016) 0287 - Ingen titel
en enhed, som er etableret inden for deres territorium, betragtes som værende etableret
inden for deres territorium som foreskrevet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2000/31/EØF.
For så vidt angår anvendelsen af første afsnit gælder det, at hvis moderselskabet,
datterselskabet eller den anden enhed i koncernen er etableret i forskellige
medlemsstater, anses udbyderen for at være etableret i den medlemsstat, hvor dennes
moderselskab er etableret, eller
–
hvis dette ikke er etableret i en medlemsstat
–
i den
medlemsstat, hvor udbyderens datterselskab er etableret, eller
–
hvis dette ikke er
etableret i en medlemsstat
–
i den medlemsstat, hvor den anden enhed i koncernen er
etableret.
For så vidt angår anvendelsen af det andet afsnit gælder det, at hvis der findes flere
datterselskaber, som hver især er etableret i forskellige medlemsstater, eller hvis der
findes flere andre enheder i koncernen, som hver især er etableret i forskellige
medlemsstater, skal de pågældende medlemsstater sikre, at udbyderen udpeger den af
disse medlemsstater, som vedkommende skal betragtes som værende etableret i.
2. Medlemsstaterne tilsender Kommissionen en liste over de udbydere af
videodelingsplatforme, der er etableret inden for deres territorium, og de kriterier i
artikel 3, stk. 1, i direktiv 2000/31/EF og i ovenstående stk. 1, som deres jurisdiktion
er baseret på. De opdaterer listen regelmæssigt. Kommissionen sikrer, at de
kompetente uafhængige tilsynsmyndigheder har adgang til disse oplysninger."
20)
21)
Overskriften på kapitel XI affattes således:
"MEDLEMSSTATERNES TILSYNSMYNDIGHEDER"
Artikel 30 affattes således:
"Artikel 30
1. Hver enkelt medlemsstat udpeger en eller flere uafhængige nationale
tilsynsmyndigheder. Medlemsstaterne sikrer, at disse myndigheder er juridisk adskilt
fra og funktionelt uafhængige af ethvert andet offentligt eller privat organ. Dette
berører ikke medlemsstaternes mulighed for at etablere myndigheder, der fører tilsyn
med forskellige sektorer.
2. Medlemsstaterne sikrer, at de nationale tilsynsmyndigheder udøver deres beføjelser
uvildigt og gennemsigtigt og i overensstemmelse med målsætningerne for dette
direktiv, navnlig med hensyn til mediepluralisme, kulturel mangfoldighed,
forbrugerbeskyttelse, det indre marked og fremme af fair konkurrence.
De nationale tilsynsmyndigheder må ikke opsøge eller modtage instrukser fra noget
andet organ med hensyn til udøvelsen af de opgaver, som de har fået tildelt i henhold
til national lovgivning, der gennemfører EU-lovgivning. Dette er ikke til hinder for, at
der kan føres tilsyn i overensstemmelse med nationale forfatningsretlige
bestemmelser.
3. De uafhængige tilsynsmyndigheders kompetencer og beføjelser defineres klart i
lovgivningen, og det samme gælder metoderne til sikring af, at myndighederne holdes
ansvarlige.
4. Medlemsstaterne drager omsorg for, at de nationale tilsynsmyndigheder har
tilstrækkelige håndhævelsesmæssige beføjelser til at varetage deres funktioner
effektivt.
DA
32
DA
 kom (2016) 0287 - Ingen titel
5. Lederen af en national tilsynsmyndighed eller medlemmerne af det kollegiale organ,
der varetager ledelsesfunktionen i en national tilsynsmyndighed, kan kun afskediges,
hvis disse ikke længere opfylder de betingelser, der kræves for at varetage deres
opgaver, som på forhånd er fastlagt i national lovgivning. Enhver beslutning om
afskedigelse skal offentliggøres, og der skal fremlægges en begrundelse.
6. Medlemsstaterne sikrer, at de uafhængige nationale tilsynsmyndigheder har separate
årlige budgetter. Budgetterne offentliggøres. Medlemsstaterne skal desuden sikre, at
de nationale tilsynsmyndigheder har tilstrækkelige økonomiske og menneskelige
ressourcer til, at de kan varetage de tildelte opgaver og deltage aktivt i og bidrage til
ERGA.
7. Medlemsstaterne sikrer, at der på nationalt plan findes effektive mekanismer, ved
hjælp af hvilke enhver bruger eller udbyder af medietjenester eller
videodelingsplatforme, som berøres af en national tilsynsmyndigheds afgørelse, kan
påklage denne til en klageinstans. Klageinstansen skal være uafhængig af de parter,
som er involveret i klagen.
Instansen, som bør være en domstol, skal have den nødvendige ekspertise til at udføre
sine funktioner effektivt. Medlemsstaterne sikrer, at der tages behørigt hensyn til
sagens omstændigheder, og at der forefindes en effektiv klagemekanisme.
Klagesagen har ikke opsættende virkning for den afgørelse, som den nationale
tilsynsmyndighed har truffet, medmindre der træffes foreløbige foranstaltninger i
overensstemmelse med den nationale lovgivning."
22) Som artikel 30a indsættes:
"Artikel 30 a
1. Herved etableres gruppen af europæiske tilsynsmyndigheder for audiovisuelle
medietjenester (ERGA).
2. Den består af nationale uafhængige tilsynsmyndigheder på området for
audiovisuelle medietjenester. De repræsenteres af deres ledere eller af udpegede
højtstående for dem, hvis primære ansvar er at føre tilsyn med audiovisuelle
medietjenester, eller
–
hvis der ikke findes nogen national tilsynsmyndighed
–
af andre
repræsentanter, som de har valgt gennem egne procedurer. En repræsentant for
Kommissionen deltager på gruppens møder.
3. ERGA har til opgave at
a) rådgive og bistå Kommissionen i dens arbejde med at sikre ensartet gennemførelse
af regelsættet for audiovisuelle medietjenester i alle medlemsstaterne
b) rådgive og bistå Kommissionen med hensyn til ethvert anliggende vedrørende
audiovisuelle medietjenester inden for Kommissionens kompetenceområde. Hvis det
er berettiget for at rådgive Kommissionen om bestemte spørgsmål, kan gruppen
rådføre sig hos markedsaktører, forbrugere og slutbrugere for at indsamle de
nødvendige oplysninger
c) sikre udveksling af erfaringer og eksempler på god praksis med hensyn til
anvendelse af regelsættet for audiovisuelle medietjenester
d) samarbejde og forsyne sine medlemmer med de oplysninger, der er nødvendige for
anvendelsen af dette direktiv, navnlig med hensyn til artikel 3 og 4 heri
DA
33
DA
 kom (2016) 0287 - Ingen titel
e) afgive udtalelser efter anmodning fra Kommissionen om de i artikel 2, stk. 5, litra
b), artikel 6a, stk. 3, og artikel 9, stk. 2 og 4, omhandlede spørgsmål og om ethvert
anliggende vedrørende audiovisuelle medietjenester, navnlig om beskyttelse af
mindreårige og tilskyndelse til had.
4. Kommissionen har bemyndigelse til at vedtage ERGA's forretningsorden ved hjælp
af en gennemførelsesretsakt."
23)
Artikel 33 affattes således:
"Artikel 33
Kommissionen fører tilsyn med medlemsstaternes anvendelse af direktivet, herunder
brugen af samregulering og selvregulering i kraft af de adfærdskodekser, der vedtages
på nationalt plan.
Senest den [dato
- senest fire år efter vedtagelsen]
og hvert tredje år derefter
forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske
Økonomiske og Sociale Udvalg en rapport om gennemførelsen af dette direktiv.
Senest den [dato
- senest ti år efter vedtagelsen]
forelægger Kommissionen Europa-
Parlamentet og Rådet en efterfølgende evaluering, som om nødvendigt ledsages af
forslag til gennemgang af direktivet, for at måle dets effekt og merværdi."
Artikel 2
1.
Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft
for at efterkomme dette direktiv senest den [dato
–
senest et år efter ikrafttrædelsen].
De meddeler straks Kommissionen disse love og bestemmelser.
Disse bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv
eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler
for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.
2.
Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale
retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.
Artikel 3
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i
Den Europæiske Unions
Tidende.
Artikel 4
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den .
På Europa-Parlamentets vegne
Formand
På Rådets vegne
Formand
DA
34
DA