Spm. nr. S 861

23) Til undervisningsministeren af:

Annette Lind (S) (medspørger: Morten Bødskov (S) ) :

Er ministeren enig med Liberal Alliances undervisningsordfører, Henrik Dahl, i, at de offentligt ansatte, herunder lærerne, kan betragtes som »hæmningsløs(e) og skamløs(e) i (deres) jagt på flere penge«, og hvordan oplever ministeren det i sit daglige virke?

Skriftlig begrundelse

Der henvises til artiklen på folkeskolen.dk: »LA: Trivselsproblemer er et påskud for at få flere penge til skolen«.

Spm. nr. S 861

23) Til undervisningsministeren af:

Annette Lind (S) (medspørger: Morten Bødskov (S) ) :

Er ministeren enig med Liberal Alliances undervisningsordfører, Henrik Dahl, i, at de offentligt ansatte, herunder lærerne, kan betragtes som »hæmningsløs(e) og skamløs(e) i (deres) jagt på flere penge«, og hvordan oplever ministeren det i sit daglige virke?

Skriftlig begrundelse

Der henvises til artiklen på folkeskolen.dk: »LA: Trivselsproblemer er et påskud for at få flere penge til skolen«.

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Tak for det. Er ministeren enig med Liberal Alliances undervisningsordfører, Henrik Dahl, i, at de offentligt ansatte, herunder lærerne, kan betragtes som »hæmningsløs(e) og skamløs(e) i (deres) jagt på flere penge«, og hvordan oplever ministeren det i sit daglige virke?

Så er det ministeren.

I mit daglige virke som undervisningsminister har jeg glæden af at opleve mange dygtige og dedikerede lærere, der brænder for deres fag og for at gøre en forskel for de elever, de føler et stort ansvar for. Jeg oplever ikke lærere som særskilt på jagt efter penge, men der er givetvis lærere rundtomkring på landets folkeskoler, som ville ønske, at der var afsat flere penge til arbejdet med elevernes læring og trivsel på netop deres skole. Og det er jo meget forståeligt, at man som fagperson ønsker at forbedre de rammer, man arbejder under.

Jeg var ikke til stede under den høring om trivsel, som Henrik Dahl deltog i forud for sit interview til folkeskolen.dk, men jeg kan forstå, at det er den høring, som er konteksten for artiklen, som spørgeren henviser til. Jeg kan også forstå, at Henrik Dahl i citatet, som spørgeren henviser til, refererer til en generel pointe fra Jørgen S. Dich om den herskende klasse. Konteksten for svaret til folkeskolen.dk kan jeg ikke forholde mig til nærmere. Jeg kan blot konstatere, at driften af folkeskolen er en kommunal opgave, som bl.a. byder på at sikre ordentlige rammer for elevernes trivsel. Og heldigvis har vi i folkeskolen dygtige lærere, der til stor glæde og gavn for eleverne engagerer sig i elevernes trivsel såvel som læring. Derudover har forældrene et ansvar for gennem opdragelsen af deres børn at sikre de bedste forudsætninger for, at de trives både i og uden for skolen.

Tak. Spørgeren.

Tak for det. Det var jo et ikkesvar, og ministeren kan ikke forholde sig til, hvad partifællen siger. Når Henrik Dahl siger, at lærerne bruger eleverne som ofre for at få flere penge, så siger ministeren, at hun ikke kan forholde sig til det.

Jeg vil gerne bede ministeren om at forholde sig til sin egen ordførers udtalelse om, at lærerne bruger eleverne som ofre for at få flere penge.

Ministeren.

Jeg synes, det er helt oplagt, at jeg som undervisningsminister tager udgangspunkt i det, der er min baggrund og mit virke og mit samarbejde med fagprofessionelle, lærere og pædagoger. Og som jeg nævnte tidligere, tror jeg, det er meget naturligt, at man som fagperson ønsker at forbedre de rammer, man arbejder under. De økonomiske overordnede rammer vil der så typisk være en skoleleder eller en forvaltning som er ansvarlig for.

Spørgeren.

Så det forholder sig sådan, at ministeren overhovedet ikke vil forholde sig til, at hun har en ordfører, der siger, at lærerne bruger eleverne som ofre? Vil ministeren så anerkende det samme, som ordføreren, Henrik Dahl, også siger, nemlig at den offentlige sektor er marineret i penge?

Så er det ministeren.

Som jeg sagde tidligere, henviser Henrik Dahl i citatet, så vidt jeg har forstået, til en generel pointe fra Jørgen S. Dich om den herskende klasse. Jeg ved ikke, om ordføreren har læst det værk – jeg har desværre ikke nået at læse det selv endnu – men jeg kan forstå, at det er meget interessant og vist også, så vidt jeg husker, skrevet af en socialdemokrat. Men det kan vi jo gensidigt gøre, og så kan vi mødes igen og diskutere det værk, når vi er således oplyst.

Så siger vi foreløbig tak til spørgeren og går til medspørgeren, nemlig hr. Morten Bødskov. Værsgo.

Tak for det, formand. Det er jo fantastisk at opleve Liberal Alliances ministre. Og særlig ministeren her – på folkeskoleområdet – er kendt for at være, hvad man mildt sagt må karakterisere som frådende modstander af den nugældende folkeskolereform. Og de ting, der i mange sammenhænge er blevet sagt om reformen, er – også pænt sagt – relativt vilde. Nu er man så her, og den karakteristik af de offentligt ansatte, hr. Henrik Dahl giver, er jo meget speciel. Det lyder nærmest, som om det er fuldstændig uigenkendeligt for ministeren, og at alt bare er, som det skal være.

Så spørger jeg ministeren uden at tage hensyn til hr. Henrik Dahl: Mener ministeren, at de offentligt ansatte, herunder lærerne, kan betragtes som hæmningsløse og skamløse i deres jagt på flere penge?

Ministeren.

Som jeg sagde i mit oplæg, refererede Henrik Dahl, så vidt jeg har forstået citatet, til en pointe hentet fra Jørgen S. Dich, der for en del år siden skrev et værk om den herskende klasse. Jeg synes, det lød som et spændende værk, og det er skrevet af en socialdemokrat. Vi kan jo ved lejlighed læse det værk, og så kan vi mødes om den generelle samfundsanalyse, som Jørgen S. Dich i det værk opridser. Jeg synes, det er svært at gøre det nu, når hverken ordføreren eller undertegnede har læst værket.

Så er det spørgeren.

Altså, jeg spørger ikke til noget værk af nogen art. Jeg kan se på ministeren, at det kan være svært ligesom at kigge op fra det talepapir, man har fået udleveret i ministersekretariatet – det er helt fint. Det har vi, der har været ministre, alle sammen prøvet. Nogle gange er man nødt til at holde sig til det papir, sådan er det.

Jeg spørger bare stille og roligt, om ministeren er enig eller uenig med hr. Henrik Dahl i den beskrivelse, han har, af de offentligt ansatte. På folkeskoleområdet er det jo helt relevant at spørge, om ministeren mener, at det er rigtigt – lad mig så spørge sådan – at fremstille børn som ofre, således at lærerne kan få flere penge til den lokale folkeskole eksempelvis.

Ministeren.

Det er rigtigt, at ordføreren har prøvet at være minister. Jeg ved ikke, om ordføreren, dengang han var minister, blev kaldt for vild og frådende; det har jeg nu prøvet nogle gange af medlemmer af Folketinget fra Socialdemokratiet. Jeg synes ikke, det er nogen voldsom konstruktiv måde at debattere på – sådan er vi så forskellige.

Jeg indkaldte den tidligere minister fra Socialdemokratiet Christine Antorini i en række samråd. De omhandlede mange forskellige ting, bl.a. det videnskabelige grundlag for de prioriteringer, som hun foretog. Sådan kan man jo lægge sit tryk forskellige steder, ja, sådan er vi i forskellige.

Tak. Og dermed siger vi tak til medspørgeren. Så vender vi tilbage til hovedspørgeren. Værsgo.

Jamen det sidste vil jeg meget gerne have svar på. Når ministerens partis ordfører siger, at man bruger eleverne som ofre for at få flere penge, så vil jeg gerne høre ministeren, om hun synes det er en konstruktiv måde at diskutere på, som det lige er blevet sagt til min partifælle her. Jeg vil også gerne høre, om ministeren synes, at den måde at diskutere på er baseret på et videnskabeligt grundlag, når man siger, at lærerne bruger eleverne som ofre for at få flere penge.

Ministeren.

Så kan jo spørge ordføreren, om ordføreren anerkender det, jeg lige har sagt, nemlig at det, som Henrik Dahl tilsyneladende henviser til, er en samfundsanalyse skrevet af en socialdemokrat. Så hvis vi skal ind i den samfundsanalyse, som handler om, hvilke motiver man har for hvad, hvordan et samfund bliver opbygget og til gavn for hvem, så ville det måske være en god idé, at nogle af os i hvert fald havde læst det værk, så vi kunne få en substansdiskussion om det i stedet for at have et løsrevet citat.

Dermed siger vi tak til spørgeren.

Vi bliver på samme scene med samme minister og samme spørger.