EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 445: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 2/3-18

Europaudvalget 2017-18
EUU Alm.del Bilag 445
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

2. marts 2018

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger

i retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat proces-

delegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse af ge-

neraladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den danske

regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af dom. Ge-

neraladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens hjemmeside

(http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-230/17

Titel og kort sagsresumé

Deha Altiner og Ravn (sag forelagt af Østre

Landsret)

Sagen vedrører: Er artikel 21 i Traktaten om den

Europæiske Unions Funktionsmåde, jf opholdsdirek-

tivet analogt, til hinder for, at en medlemsstat nægter

en tredjelandsstatsborger, som er familiemedlem til en

unionsborger, som er statsborger i denne medlems-

stat, og som er vendt tilbage til medlemsstaten efter at

have udøvet sin ret til fri bevægelighed, en afledt

opholdsret, hvis familiemedlemmet ikke indrejser

eller indgiver ansøgning om opholdsret i naturlig

forlængelse af unionsborgerens tilbagevenden?

Teglgaard og Fløjstrupgård (sag forelagt af Østre

Landsret)

Sagen vedrører: 1. I en situation, hvor en landbruger

ikke overholder de lovbestemte forvaltningskrav eller

betingelserne for god landbrugs- og miljømæssig

stand i et kalenderår, og der derfor skal ske nedsættel-

se af landbrugerens direkte betalinger, jf. artikel 6, stk.

1, i Rådets forordning nr. 1782/2003 sammenholdt

med artikel 66, stk. 1, i Kommissionens forordning

nr. 796/2004, skal støttenedsættelsen da beregnes på

baggrund af landbrugerens direkte betalinger

a. i det kalenderår, hvor den manglende overholdelse

finder sted, eller

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge- og Inte-

grationsministeriet

Udlændingestyrelsen

Kammeradvokaten

Processkridt

Mundtlig

forhandling

Dato

07.03.18

C-239/17

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Kammeradvokaten

Mundtlig

forhandling

15.03.18

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 445: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 2/3-18

C-551/16

b. i det (senere) kalenderår, hvor den manglende

overholdelse fastslås/konstateres?

2. Er resultatet det samme i henhold til de efterføl-

gende regler i artikel 23, stk. 1, i Rådets forordning nr.

73/2009 sammenholdt med artikel 70, stk. 4 og stk. 8,

litra a), i Kommissionens forordning nr. 1122/2009?

3. I en situation, hvor en landbruger ikke overholder

de lovbestemte forvaltningskrav eller betingelserne

for god landbrugs- og miljømæssig stand i 2007 og

2008, men den manglende overholdelse først fast-

slås/konstateres i 2011, er det da Rådetsforordning

nr. 1782/2003 sammenholdt med Kommissionens

forordning nr. 796/2004, der finder anvendelse ved

fastsættelsen cif støttenedsættelsen, eller er det Rådets

forordning nr. 73/2009 sammenholdt med Kommis-

sionens forordning nr. 1122/2009, der finder anven-

delse?

Klein Schiphorst

Sagen vedrører: 1. Kan den beføjelse, der er tillagt i

artikel 64, stk. 1, litra c), i forordning nr. 883/2004,

henset til denne forordnings artikel 63 og 7, formålet

med og indholdet af forordningen og personers og

arbejdstagers frie bevægelighed forstås således, at en

ansøgning om forlængelse af perioden for eksport af

en ydelse ved arbejdsløshed i princippet afslås, med

mindre forlængelsen af eksportperioden efter Uwv

opfattelse på grundlag af sagens konkrete omstæn-

digheder, herunder eksempelvis at der foreligger en

konkret og beviselig udsigt til arbejde, ikke med rime-

lighed kan nægtes? I benægtende fald: 2. Hvorledes

skal medlemsstaterne da forstå den beføjelse, der er

tillagt i artikel 64, stk. 1, litra c), i forordning nr.

883/2004?

Udenrigsministeriet

Beskæftigelses-

ministeriet

Styrelsen for arbejds-

marked og

rekruttering

Dom

23.03.18

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Sagsnr.

C-284/16

Titel og kort sagsresumé

Achmea

Sagen vedrører: 1. Er artikel 344 TEUF til hinder

for anvendelsen af en bestemmelse i en bilateral

investeringsbeskyttelsesaftale

mellem

EU-

medlemsstater (en såkaldt unionsintern BIT), hvor-

efter en investor, som er hjemmehørende i en af

de kontraherende stater, i forbindelse med en tvist

vedrørende investeringer i den anden kontraheren-

de stat kan indlede en sag mod sidstnævnte ved en

voldgiftsret, hvis investeringsbeskyttelsesaftalen er

indgået før en af de kontraherende staters tiltrædel-

se af EU, men voldgiftssagen først skal indledes

derefter? Såfremt spørgsmål 1 besvares benægten-

de: 2. Er artikel 267 TEUF til hinder for anvendel-

Interessent

Finanstilsynet

Processkridt

Dom

Dato

06.03.18

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 445: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 2/3-18

sen af en sådan bestemmelse? Såfremt første og

andet spørgsmål besvares benægtende: 3. Er artikel

18, stk. 1, TEUF under de i første spørgsmål be-

skrevne omstændigheder til hinder for en sådan

bestemmelse?

C-579/16

Fih Holding og Fih Erhvervsbank mod Kom-

missionen (appel)

Påstande:

—

Dommen afsagt af Den Europæiske

Unions Ret (Sjette Afdeling) af 15. september 2016,

meddelt til Kommissionen den 16. september

2016, i sag T-386/14, Fih Holding og Fih Er-

hvervsbank mod Kommissionen, ophæves.

—

Domstolen træffer selv afgørelse i første instans,

og søgsmålet forkastes som retligt ugrundet, og

—

Indstævnte og sagsøgere i første instans tilpligtes at

betale omkostningerne. Subsidiært nedlægges på-

stand om:

—

Dommen afsagt af Den Europæiske

Unions Ret (Sjette Afdeling) af 15. september 2016,

meddelt til Kommissionen den 16. september

2016, i sag T-386/14, Fih Holding og Fih Er-

hvervsbank mod Kommissionen, ophæves, og

—

Sagen hjemvises til Retten med henblik på behand-

ling af det andet anbringende, der blev gjort gæl-

dende i første instans.

—

Afgørelsen om sagens

omkostninger i første instans og under appelsagen

udsættes.

Flightright, Becker, Barkan m.fl

C-274/16, Flightright m.fl. vedrører: Skal ankomst-

stedet for den anden delstrækning i forbindelse

med en persontransport med en flyforbindelse,

som består af to flyvninger uden nævneværdigt

ophold i omstigningslufthavnen, betragtes som

opfyldelsessted i henhold til artikel 7, nr. 1), litra a),

i forordning (EU) nr. 1215/2012 1 , hvis søgsmålet

er rettet mod det transporterende luftfartsselskab

for den første delstrækning, hvor uregelmæssighe-

den fandt sted, og et andet luftfartsselskab gen-

nemførte transporten på den anden delstrækning?

C-447/16, Becker vedrører: Skal afgangsstedet for

den første delstrækning i forbindelse med en pas-

sagertransport med to flyvninger uden nævnevær-

digt ophold i omstigningslufthavnen også betragtes

som opfyldelsessted i henhold til artikel 5, nr. 1),

litra b), andet led, i forordning (EF) nr. 44/2001 1 ,

hvis det krav om kompensation i henhold til artikel

7 i forordning (EF) nr. 261/2004 2 , som gøres

gældende med søgsmålet, støttes på en forstyrrelse,

som er indtrådt på den anden delstrækning, og

søgsmålet er rettet mod kontrahenten for trans-

portkontrakten, som ganske vist er transporterende

luftfartsselskab for den anden flyvning, men ikke

for den første flyvning?

C-448/16, Barkan m.fl. vedrører: Skal artikel 5, nr.

1, litra a), i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 1

af 22. december 2000 om retternes kompetence og

om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser

Erhvervsministeriet

Dom

06.03.18

Forenede

sager C-

274/16, C-

447/16 og

C-448/16

Transport-, Bygnings- og

Boligministeriet

Dom

07.03.18

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 445: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 2/3-18

på det civil- og handelsretlige område fortolkes

således, at begrebet »sager om kontraktforhold«

også omfatter et krav på kompensation i henhold

til artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets for-

ordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om

fælles bestemmelser om kompensation og bistand

til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved

aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse

af forordning (EØF) nr. 295/91, som gøres gæl-

dende over for et transporterende luftfartsselskab,

som ikke er den pågældende passagers kontrahent?

Dersom artikel 5, nr. 1, i forordning (EF) nr.

44/2001 finder anvendelse: Skal passagerens ende-

lige bestemmelsessted i forbindelse med en passa-

gertransport med to flyvninger uden nævneværdigt

ophold i omstigningslufthavnen også betragtes som

opfyldelsessted i henhold til artikel 5, nr. 1), litra b),

andet led, i forordning (EF) nr. 44/2001, hvis det

krav om kompensation i henhold til artikel 7 i

forordning (EF) nr. 261/2004, som gøres gældende

med søgsmålet, støttes på en forstyrrelse, som er

indtrådt på den første delstrækning, og søgsmålet

er rettet mod det transporterende luftfartsselskab

for den første flyvning, som ikke er kontrahenten

for transportkontrakten?

C-1/17

Petronas Lubricants

1) Kan en arbejdsgiver, der har bopæl på en med-

lemsstats område, og som (i medfør af artikel 19 i

forordning nr. 44/2001) er blevet sagsøgt af en

tidligere ansat ved retterne i den medlemsstat, på

hvis område arbejdsgiveren har bopæl, i overens-

stemmelse med forordningens artikel 20, stk. 2,

fremsætte et modkrav mod arbejdstageren ved den

ret, der behandler hovedkravet? 2) Såfremt det

første spørgsmål besvares bekræftende, har den ret,

der behandler hovedkravet, da fortsat kompetence

i henhold til artikel 20, stk. 2, i forordning nr.

44/2001, selv om det af arbejdsgiveren fremsatte

modkrav vedrører et tilgodehavende, som oprinde-

ligt ikke tilhørte arbejdsgiveren, men en anden

person (der på samme tid er arbejdsgiver for sam-

me arbejdstager i en parallel ansættelsesaftale), og

modkravet er baseret på en aftale om overdragelse

af tilgodehavendet, der blev indgået mellem ar-

bejdsgiveren og den oprindelige ejer af tilgodeha-

vendet på et senere tidspunkt end arbejdstagerens

fremsættelse af hovedkravet?

Santoro

Sagen vedrører: 1) Udgør tilkendelsen af en erstat-

ning på mellem 2,5 og 12 månedslønninger for den

seneste fulde månedsløn (artikel 32, stk. 5, i lov nr.

183/2010) til den offentligt ansatte, som er blevet

udsat for en ulovlig forlængelse af tidsbegrænsede

ansættelseskontrakter, idet vedkommende kun kan

opnå fuld erstatning for skaden ved at bevise at

være gået glip af andre beskæftigelsesmuligheder

eller ved at bevise, at vedkommende i tilfælde af

Beskæftigelsesministeriet

07.03.18

C-494/16

Beskæftigelsesministeriet

Moderniseringsstyrelsen

Dom

07.03.18

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 445: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 2/3-18

afholdelse af en almindelig udvælgelsesprøve ville

være blevet udvalgt, en tilsvarende og effektiv

foranstaltning i den forstand, som fremgår af

Domstolens afgørelser i de forenede sager C-

22/13, [C-61/13

–

C-63/13 og C-418/13], Masco-

lo [m.fl.], og i sag C-53/04, Marrosu? 2) Skal ækvi-

valensprincippet, hvortil EU-Domstolen har hen-

vist i (bl.a.) de ovennævnte afgørelser, fortolkes

således, at såfremt medlemsstaten vælger ikke at

anvende omdannelsen af ansættelsesforholdet

(anerkendt i den private sektor) i den offentlige

sektor, skal medlemsstaten under alle omstændig-

heder garantere arbejdstageren den samme fordel,

eventuelt i form af en erstatning for den skade,

som nødvendigvis svarer til værdien af den tids-

ubegrænsede ansættelse?

C-560/16

E.ON Czech Holding

Sagen vedrører: 1. Skal artikel 22, nr. 2), i Rådets

forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000

om retternes kompetence og om anerkendelse og

fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og han-

delsretlige område (herefter »Bruxelles I forordnin-

gen «) fortolkes således, at den også omfatter rets-

forhandlinger om efterprøvelse af rimeligheden af

det vederlag, som en hovedaktionær skal betale,

svarende til kapitalandelenes værdi, til de tidligere

ejere af disse kapitalandele, der blev overdraget

som følge af en beslutning truffet på et aktiesel-

skabs generalforsamling om tvungen overdragelse

af de øvrige kapitalandele til hovedaktionæren

(også kendt som »tvangsindløsning«), når den på

aktieselskabets generalforsamling trufne beslutning

fastsætter beløbet for et rimeligt vederlag, der er

bindende for hovedaktionæren og for selskabet i

henhold til de ydede rettigheder samt over for de

øvrige ejere af kapitalandele? 2. Såfremt svaret på

ovenstående spørgsmål er benægtende, skal Bru-

xelles Iforordningens artikel 5, nr. 1), litra a), da

fortolkes således, at den også omfatter retsforhand-

linger om efterprøvelse af rimeligheden af det i

ovenstående spørgsmål beskrevne vederlag? 3.

Såfremt svaret på begge de ovenstående spørgsmål

er benægtende, skal Bruxelles I-forordningens

artikel 5, nr. 3), da fortolkes således, at den også

omfatter retsforhandlinger om efterprøvelse af

rimeligheden af det i det første spørgsmål beskrev-

ne vederlag?

Sagen vedrører: Skal artikel 4, stk. 3, TEU og arti-

kel 45, stk. 1 og 2, TEUF fortolkes således, at de

ikke er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat

som den i hovedsagen omhandlede, som med

henblik på fastlæggelsen af størrelsen af en moder-

skabsydelse ikke udelukker de måneder, hvor den

pågældende har arbejdet ved en EU-institution og

været dækket af De Europæiske Fællesskabers

fælles sygeforsikringsordning, fra den periode på 12

Erhvervsministeriet

Finanstilsynet

Dom

07.03.18

C-651/16

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Beskæftigelsesministeriet

Dom

07.03.18

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 445: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 2/3-18

måneder, som skal tages i betragtning ved bereg-

ningen af det gennemsnitlige bidragsgrundlag, men,

under hensyn til, at den pågældende ikke var forsik-

ret i Letland i nævnte periode, ligestiller hendes

indtægter med det gennemsnitlige bidragsgrundlag i

staten, hvilket kan reducere den moderskabsydelse,

som hun tildeles, betydeligt i sammenligning med

det mulige beløb, den pågældende kunne have

oppebåret, hvis hun i den periode, der tages i be-

tragtning ved beregningen, ikke havde arbejdet ved

en EU-institution, men havde været beskæftiget i

Letland?

C-103/17

Messer France

Sagen vedrører:

»1)

Når en medlemsstat efter

ikrafttrædelsen af direktiv 2003/96/EF af 27. ok-

tober 2003 i første omgang ikke har vedtaget nogen

bestemmelser med henblik på indførelse af en

punktafgift af elforbruget, men har opretholdt en

indirekte afgift af dette forbrug indført på et tidli-

gere tidspunkt, og lokale skatter:

–

skal den pågæl-

dende afgifts forenelighed med direktiv

92/12/EØF af 25. februar 1992 og direktivet af 27.

oktober 2003 da vurderes på grundlag af de i artikel

3, stk. 2, i direktivet af 25. februar 1992 opstillede

krav om en »anden form for indirekte beskatning«,

nemlig forfølgelse af et eller flere særlige formål og

overholdelse af visse beskatningsregler, der finder

anvendelse på punktafgiften eller momsen?

–

eller

er det kun muligt at opretholde en »anden form for

indirekte beskatning«, når der findes en harmonise-

ret punktafgift, og kan det pågældende bidrag i

dette tilfælde betragtes som en sådan punktafgift,

hvis forenelighed med disse to direktiver så skulle

bedømmes på grundlag af alle de i de nævnte direk-

tiver opstillede harmoniseringsregler? 2) Skal et

bidrag beregnet på grundlag af det offentlige elfor-

brug, der allokeres dels til finansiering af de udgif-

ter, der er forbundet med produktion af elektricitet

fra vedvarende energikilder og kraft-varme-

produktion, dels til gennemførelse af en geografisk

takstudligning og en nedsættelse af elpriserne for

fattige husstande, anses for at forfølge særlige

formål i henhold til artikel 3, stk. 2, i direktivet af

25. februar 1992, der er gengivet i artikel 1, stk. 2, i

direktivet af 16. december 2008? 3) Såfremt kun

nogle af de formål, der forfølges, kan betegnes som

særlige i henhold til disse bestemmelser, har bi-

dragyderne så alligevel krav på en fuldstændig

tilbagebetaling af det omtvistede bidrag eller kun på

en delvis tilbagebetaling afhængigt af, hvor stor en

del af de samlede udgifter, som bidraget finansierer,

der udgøres af udgifter, der ikke svarer til særlige

formål? 4) Såfremt det på baggrund af besvarelsen

af de foregående spørgsmål antages, at bidragsord-

ningen til den offentlige elektricitetsforsyning er

helt eller delvist uforenelig med afgiftsreglerne for

elektricitet i EU-retten, skal artikel 18, stk. 10,

andet afsnit, i direktivet af 27. oktober 2003 da

Energistyrelsen

07.03.18

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 445: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 2/3-18

fortolkes således, at overholdelse af de minimums-

takster, der er fastsat i nævnte direktiv, frem til den

1. januar 2009 var den eneste forpligtelse, der på-

hvilede Frankrig?«

C-246/17

Diallo

Sagen vedrører [uddrag]: 1) Skal artikel 10, stk. 1, i

Europa-Parlamentets

Rådets

direktiv

2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres

og deres familiemedlemmers ret til at færdes og

opholde sig frit på medlemsstaternes område for-

tolkes således, at den kræver, at en afgørelse om

tildeling af opholdsret skal træffes og meddeles

inden for en frist på seks måneder, eller at afgørel-

sen træffes inden for denne frist, men meddeles på

et senere tidspunkt? Såfremt en sådan afgørelse kan

meddeles på et senere tidspunkt, inden for hvilken

frist skal denne meddelelse da ske? 2) Skal artikel

10, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres

og deres familiemedlemmers ret til at færdes og

opholde sig frit på medlemsstaternes område,

sammenholdt med dette direktivs artikel 5, artikel

5, stk. 4, i direktiv 2003/86/EF af 22. september

2003 om ret til familiesammenføring og artikel 7,

20, 21 og 41 i Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder, fortolkes og anvendes

således, at den afgørelse, der træffes på dette

grundlag, blot skal træffes inden for den frist på

seks måneder, der er fastsat i denne artikel, og at

der således ikke er givet en frist for meddelelsen af

denne afgørelse og heller ikke på nogen måde er

fastsat bestemmelse om, hvilken betydning det har

for retten til ophold, at denne meddelelse først sker

efter udløbet af denne frist? 3) Er effektivitetsprin-

cippet med henblik på at sikre effektiviteten af

retten til ophold for et familiemedlem til en uni-

onsborger til hinder for, at den nationale myndig-

hed, efter at en afgørelse om opholdsret er blevet

annulleret, på ny får en frist på fulde seks måneder,

som den er tillagt ved artikel 10, stk. 1, i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29.

april 2004 om unionsborgeres og deres familiemed-

lemmers ret til at færdes og opholde sig frit på

medlemsstaternes område? Såfremt spørgsmålet

besvares bekræftende, hvilken frist råder den nati-

onale myndighed da over, efter at dens afgørelse

om afslag på tildeling af opholdsret er blevet annul-

leret?

[…]

DOCERAM

1. Foreligger der også en teknisk bestemt karakter,

der udelukker beskyttelse, som omhandlet i artikel

8, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 6/2002 af 12.

december 2001 om EF-design (EFT L 003/2003, s.

1) i de tilfælde, hvor den formgivningsmæssige

virkning ingen betydning har for produktets de-

sign, men produktets (tekniske) funktionalitet er

Udlændinge- og Integrati-

onsministeriet

07.03.18

C-395/16

Patent- og Varemærke-

styrelsen

Dom

08.03.18

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 445: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 2/3-18

den eneste faktor, der bestemmer designet? 2.

Såfremt Domstolen besvarer det første spørgsmål

bekræftende: Ud fra hvilket synspunkt skal det

vurderes, om de enkelte formgivningselementer

ved et produkt udelukkende er valgt på grundlag af

funktionalitetsbetragtninger? Er en »objektiv iagt-

tager« afgørende, og i bekræftende fald, hvordan

skal denne defineres?

T-462/16

Portugal mod Kommissionen

Påstande— Kommissionens afgørelse C(2016)

3753 af 20. juni 2016 om udelukkelse fra EU-

finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne

har afholdt inden for rammerne af Den Europæi-

ske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den

Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Land-

distrikterne (ELFUL) annulleres, for så vidt som

den blandt de udgifter, som Den Portugisiske Re-

publik har anmeldt inden for rammerne af areal-

støtten for 2013 og 2014, udelukker et beløb på 29

957 339,70 EUR fra EU-finansiering på grund af

»svagheder ved konsolideringen«.

—

Europa-

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkost-

ninger.

European Union Copper Task Force mod

Europa-Kommissionen (appel)

Påstande:

—

Kendelse afsagt af Retten (Tredje

Afdeling) den 27. april 2016 i sag T-310/15, Euro-

pean Copper Task Force mod Europa-

Kommissionen, annulleres.

—

Det fastslås, at det

af European Copper Task Force anlagte annullati-

onssøgsmål mod Kommissionens gennemførelses-

forordning (EU) nr. 2015/408 kan antages til reali-

tetsbehandling.

—

Sagen hjemvises til Retten med

henblik på, at denne træffer afgørelse.

—

Europa-

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkost-

ninger.

VTB Bank (Austria)

Sagen vedrører: 1. Finder afledte EU-retlige be-

stemmelser (navnlig f.eks. artikel 64 eller 65, stk. 1,

i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2013/36/EU af 26.6.2013 om adgang til at udøve

virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med

kreditinstitutter og investeringsselskaber, om æn-

dring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af

direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF, EUT L

176/338 af 27.6.2013) anvendelse på myndighe-

dens pålæggelse af renter i henhold til en medlems-

stats lovbestemmelse, hvorefter et kreditinstitut i

tilfælde af overskridelse af grænsen for store ek-

sponeringer i henhold til artikel 395, stk. 1, i Euro-

pa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.

575/2013 af 26. juni 2013 om [org. s. 2] tilsyns-

mæssige krav til kreditinstitutter og investeringssel-

skaber og om ændring af forordning (EU) nr.

648/2012 skal pålægges renter på to procent af

overskridelsen af grænsen for store eksponeringer,

beregnet pr. år, i 30 dage? 2. Er EU-retten (navnlig

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

09.03.18

C-384/16

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

13.03.18

C-52/17

Finanstilsynet

13.03.18

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 445: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 2/3-18

artikel 395, stk. 1 og stk. 5, i Europa- Parlamentets

og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af

26.6.2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitut-

ter og investeringsselskaber og om ændring af

forordning (EU) nr. 648/2012, [udelades], som

ændret ved berigtigelse EUT L 321/6 af

30.11.2013) til hinder for en national bestemmelse

som den, der fandtes i § 97, stk. 1, nr. 4, i Bankwe-

sengesetz (lov om bankvirksomhed, som affattet

ved BGBl. I, nr. 532/2014), såfremt der pålægges

(udlignings)renter ved overtrædelse af artikel 395,

stk. 1, selv om betingelserne i undtagelsesbestem-

melsen i artikel 395, stk. 5, er opfyldt? 3. Skal arti-

kel 48, stk. 3, i Den Europæiske Centralbanks

forordning (EU) nr. 468/2014 (ECB/2014/17)

(SSM-rammeforordningen) fortolkes således, at der

foreligger en »formelt indledt tilsynsprocedure«,

allerede når en virksomhed afgiver en indberetning

til tilsynsmyndigheden, eller kan det anses for en

»formelt indledt tilsynsprocedure«, at tilsynsmyn-

digheden i en parallel sag om lignende overtrædel-

ser i tidligere perioder allerede har vedtaget en

afgørelse?

C-482/16

Stollwitzer

Sagen vedrører: 1) Skal EU-retten i sin nuværende

form, navnlig det generelle EU-retlige ligebehand-

lingsprincip, det generelle princip om forbud mod

diskriminering på grundlag af alder som omhandlet

i artikel 6, stk. 3, TEU og artikel 21 i chartret om

grundlæggende rettigheder, forbuddet mod for-

skelsbehandling for så vidt angår arbejdskraftens

frie bevægelighed som omhandlet i artikel 45

TEUF og Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. no-

vember 2000 om generelle rammebestemmelser

om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og

erhverv, fortolkes således, at den er til hinder for

en national bestemmelse som den i hovedsagen

omtvistede, som for at afhjælpe en af Den Europæ-

iske Unions Domstol i afgørelsen Gotthard Starja-

kob fastslået forskelsbehandling på grundlag af

alder (nemlig manglende medregning af tjenestepe-

rioder tilbagelagt inden det fyldte 18. år for ÖB-

Bansatte) ganske vist for en lille del af de ÖBB-

ansatte, som blev forskelsbehandlet efter den gamle

ordning, tager hensyn til tjenesteperioder tilbage-

lagt inden det fyldte 18. år (dog kun tjenesteperio-

der, som objektivt er tilbagelagt hos ÖBB og sam-

menlignelige

offentlige

jernbaneinfrastruktur

og/eller jernbanetrafikvirksomheder i EU, EØS og

lande, som er tilknyttet EU gennem associerings-

og/eller mobilitetsaftaler), men for den overvejen-

de del af de oprindeligt forskelsbehandlede ÖBB-

ansatte imidlertid ikke medregner alle andre tjene-

steperioder tilbagelagt før det fyldte 18. år, navnlig

heller ikke tjenesteperioder, som sætter de pågæl-

dende ÖBB-ansatte i stand til bedre at varetage

deres arbejde, f.eks. tjenesteperioder hos private og

andre offentlige trafikselskaber og/eller infrastruk-

Beskæftigelsesministeriet

Transport-, Bygnings- og

Boligministeriet

Moderniseringsstyrelsen

Dom

14.03.18

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 445: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 2/3-18

turvirksomheder, som fremstiller, sælger eller ser-

vicerer den af arbejdsgiveren anvendte infrastruk-

tur (rullende materiel, skinneanlæg, ledningsanlæg,

elektriske og elektroniske anlæg, sikringssystemer,

banegårdsanlæg og lignende) eller virksomheder,

som kan sidestilles hermed, og dermed i praksis for

langt størstedelen af de ÖBB-ansatte, som var

berørt af den diskriminerende gamle ordning, ende-

ligt fastsætter en forskelsbehandling på grundlag af

alder? 2) Realiserer en medlemsstat, som er eneejer

af en jernbanetrafikvirksomhed og faktisk arbejds-

giver for de ansatte i denne virksomhed, og som af

rent fiskale årsager ved lovændringer i 2011 og

2015 med tilbagevirkende kraft forsøger at fjerne

disse ansattes EU-retlige krav på efterbetaling af

løn som følge af diskriminering bl.a. på grundlag af

alder, som er fastslået af Den Europæiske Unions

Domstol i flere afgørelser (David Hütter, Siegfried

Pohl, Gotthard Starjakob), og som også er aner-

kendt i flere nationale domstolsafgørelser, bl.a.

også afgørelser afsagt af Oberster Gerichtshof (8

ObA 11/15y), de af Domstolen i dennes retsprak-

sis opstillede betingelser for den pågældende med-

lemsstats EU-retlige hæftelse, navnlig en tilstrække-

ligt kvalificeret tilsidesættelse af EU-retten, bl.a.

artikel 2, stk. 1, sammenholdt med artikel 1 i direk-

tiv 2000/78/EF, som er fortolket ved flere afgørel-

ser afsagt af Domstolen (David Hütter, Siegfried

Pohl, Gotthard Starjakob)?

C-557/16

Astellas Pharma

Sagen vedrører: 1. Skal artikel 28, stk. 5, og artikel

29, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2001/83/EF om oprettelse af en fællesskabsko-

deks for humanmedicinske lægemidler fortolkes

således, at den berørte medlemsstats kompetente

myndighed ved udstedelsen af den nationale mar-

kedsføringstilladelse for et generisk lægemiddel i

den decentraliserede tilladelsesprocedure i henhold

til direktivets artikel 28, stk. 3, ikke har nogen selv-

stændig beføjelse til at undersøge, hvornår databe-

skyttelsesperioden for referencelægemidlet begyn-

der at løbe? 2. Såfremt det første spørgsmål besva-

res med, at den pågældende medlemsstats kompe-

tente myndighed ved udstedelsen af den nationale

markedsføringstilladelse ikke har nogen selvstændig

beføjelse til at undersøge, hvornår databeskyttel-

sesperioden for referencelægemidlet begynder at

løbe:– Skal en ret i den pågældende medlemsstat på

trods heraf undersøge, hvornår databeskyttelsespe-

rioden for referencelægemidlet begynder at løbe,

hvis indehaveren af markedsføringstilladelsen for

referencelægemidlet gør indsigelse, eller gælder den

samme begrænsning for retten som for medlems-

statens myndighed?– Hvordan sikres indehaveren

af markedsføringstilladelsen for referencelægemid-

let i et sådant tilfælde adgang til effektive retsmidler

ved den pågældende nationale ret i henhold til

artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om

Lægemiddelstyrelsen

Dom

14.03.18

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 445: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 2/3-18

grundlæggende rettigheder og artikel 10 i direktiv

2001/83 med hensyn til databeskyttelsen?– Omfat-

ter retsmidlerne vedrørende retten til en effektiv

domstolsbeskyttelse en forpligtelse for den natio-

nale ret til at undersøge, om den oprindelige mar-

kedsføringstilladelse, der er udstedt i andre med-

lemsstater, er givet i overensstemmelse med be-

stemmelserne i direktiv 2001/83?

Forenede

sager

T-533/15

T-264/16

Korea National Insurance Corporation Zweig-

niederlassung Deutschland m.fl. mod Rådet og

Kommissionen

Rådets afgørelse (FUSP) 2015/1066 af 2. juli 2015

om ændring af afgørelse 2013/183/FUSP om

restriktive foranstaltninger over for Den Demokra-

tiske Folkerepublik Korea (EUT L 174, s. 25) og

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU)

2015/1062 af 2. juli 2015 om ændring af Rådets

forordning (EF) nr. 329/2007 om restriktive foran-

staltninger over for Den Demokratiske Folkerepu-

blik Korea (EUT L 174, s. 16) annulleres, for så

vidt som disse foranstaltninger opfører sagsøgerne

i bilag V. Europa-Kommissionen og Rådet for Den

Europæiske Union tilpligtes at betale sagens om-

kostninger.

Sag T-264/16, Korea National Insurance mod

Rådet og Kommissionen vedrører: Påstande:

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2016/475 af 31. marts

2016 om ændring af afgørelse 2013/183/FUSP om

restriktive foranstaltninger over for Den Demokra-

tiske Folkerepublik Korea og Kommissionens

gennemførelsesforordning (EU) 2016/659 af 27.

april 2016 om ændring af Rådets forordning (EF)

nr. 329/2007 om restriktive foranstaltninger over

for Den Demokratiske Folkerepublik Korea annul-

leres, for så vidt som disse foranstaltninger opfører

sagsøgeren i bilag V til Rådets forordning (EF)

329/2007 og i bilag II til afgørelse

2013/183/FUSP.

—

Rådet for Den Europæiske Union og Europa-

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkost-

ninger.

T-33/16

TestBioTech mod Kommissionen

Påstande:

—

Sagen antages til realitetsbehandling,

og sagsøgeren gives medhold.

—

Kommissionens

afgørelse af 16. november 2015 om afslag på sag-

søgerens anmodning om intern prøvelse af Kom-

missionens

gennemførelsesafgørelser

(EU)

2015/686 (1), (EU) 2015/696 (2) og (EU)

2015/698 (3) af 24. april 2015, som meddeler tre

tilladelser til markedsføring i henhold til forordning

(EF) nr. 1829/2003 (4) (»GM-forordningen«) til

Monsanto eller Pioneer af deres genetisk modifice-

rede sojabønner MON 87769, MON 87705

og/eller 305423, annulleres.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgerens

omkostninger.

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

14.03.18

Udenrigsministeriet

Erhvervsstyrelsen

Dom

14.03.18

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 445: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 2/3-18

—

Der træffes sådanne foranstaltninger, der måtte

findes fornødne.

C-256/16

Deichmann

Er Kommissionens gennemførelsesforordning

(EU) 2016/223 af 17. februar 2016 om fastlæggelse

af en procedure for vurdering af en række anmod-

ninger om markedsøkonomisk behandling og indi-

viduel behandling fra eksporterende producenter i

Kina og Vietnam og om gennemførelse af Dom-

stolens dom i de forenede sager C-659/13 og C-

34/14 gyldig?

Polen mod Kommissionen

Påstande:

—

Kommissionens gennemførelsesafgø-

relse (EU) 2015/1119 af 22. juni 2015 (meddelt

under nummer C(2015) 4076) om udelukkelse fra

EU-finansiering af visse udgifter, som medlemssta-

terne har afholdt inden for rammerne af Den Eu-

ropæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og

Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af

Landdistrikterne (ELFUL) (EUT L 182, s. 39)

annulleres, for så vidt som udgifter på 142 446,05

EUR og 55 375 053,74 EUR, som Republikken

Polens godkendte betalingsorgan har afholdt, i

denne afgørelse udelukkes fra EU-finansiering.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sa-

gens omkostninger.

Caviro Distillerie m.fl. mod Kommissionen

Påstande:

—

Appellen antages til realitetsbehand-

ling.

—

Artikel 1 i Kommissionens gennemførel-

sesafgørelse (EU) 2016/176 af 9. februar 2016 om

afslutning af antidumpingproceduren vedrørende

importen af vinsyre med oprindelse i Folkerepu-

blikken Kina og produceret af Hangzhou Bioking

Biochemical Engineering Co., Ltd annulleres grun-

det de åbenbare fejlbedømmelser af de faktiske og

retlige omstændigheder, foranstaltningen er behæf-

tet med, og grundet tilsidesættelser af artikel 3, stk.

2, 3 og 5, og artikel 17, stk. 1, i Rådets forordning

(EF) nr. 1225/2009 af 30. november 2009 om

beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke

er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab.

—

Sagsøgte og enhver intervenient tilpligtes at

betale sagsøgerens sagsomkostninger.

Europa-Kommissionen mod Republikken

Østrig

Påstande: 1) Det fastslås, at Republikken Østrig har

tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 49 og

56 TEUF, henholdsvis artikel 4, sammenholdt med

artikel 11-37 i direktiv 92/50/EØF (1) og artikel

14, 20 og 23-55 i direktiv 2004/18/EF (2), for så

vidt som

—

den har tildelt tjenesteydelseskontrak-

ter vedrørende fremstilling af visse dokumenter,

såsom pas med chips, nødpas, opholdstilladelser,

identitetskort, pyrotekniske tilladelser, kørekort i

kreditkortformat og registreringsattester i kredit-

Erhvervsstyrelsen

SKAT

Dom

15.03.18

T-507/15

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

15.03.18

T-211/16

Erhvervsstyrelsen

Dom

15.03.18

C-187/16

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Dom

20.03.18

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 445: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 2/3-18

kortformat under og over de i direktiv 92/50/EØF

og direktiv 2004/18/EF gældende tærskler i perio-

den før og efter gennemførelsen af direktiv

2004/18/EF direkte til Österreichische Staats-

druckerei GmbH, og

—

den har opretholdt natio-

nale bestemmelser, navnlig § 2, stk. 3, i forbunds-

lov om ændring af Österreichische Staatsdruckereis

retsforhold, som forpligter de ordregivende myn-

digheder til udelukkende at tildele disse tjeneste-

ydelseskontrakter udelukkende til Österreichische

Staatsdruckerei GmbH. 2) Republikken Østrig

tilpligtes at betale sagens omkostninger.

C-537/16

Garlsson Real Estate e.a.

Sagen vedrører: 1. Er bestemmelsen i artikel 50 i

Den Europæiske Unions charter om grundlæggen-

de rettigheder, fortolket i lyset af artikel 4 i tillægs-

protokol nr. 7 til EMRK, praksis herom fra Den

Europæiske Menneskerettighedsdomstol og natio-

nal lovgivning, til hinder for at indlede en forvalt-

ningsretlig sag, som vedrører et forhold (ulovlig

adfærd i form af kursmanipulation), for hvilket den

samme person allerede er blevet domfældt ved en

endelig dom? 2. Kan den nationale ret anvende de

EU-retlige principper direkte med hensyn til prin-

cippet ne bis in idem på grundlag af chartrets arti-

kel 50, fortolket i lyset af artikel 4 i tillægsprotokol

nr. 7 til EMRK, praksis herom fra Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol og national lovgiv-

ning?

Bauer m.fl.

Sagen vedrører: 1. Giver artikel 7 i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4.

november 2003 om visse aspekter i forbindelse

med tilrettelæggelse af arbejdstiden eller artikel 31,

stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grund-

læggende rettigheder arvingen efter en arbejdstager,

der er død under ansættelsen, ret til en finansiel

godtgørelse for den minimale årlige ferieperiode,

der tilkom arbejdstageren inden dennes død, hvil-

ket er udelukket i henhold til § 7, stk. 4, i Bunde-

surlaubsgesetz (den tyske forbundslov om ferie),

sammenholdt med § 1922, stk. 1, i Bürgerliches

Gesetzbuch (den tyske borgerlige lovbog)? 2. Så-

fremt spørgsmål 1 besvares bekræftende: Gælder

dette også, såfremt arbejdsforholdet bestod mellem

to privatpersoner?

Di Puma m.fl.

Sagen vedrører: 1) Skal artikel 50 i Den Europæiske

Unions charter om grundlæggende rettigheder

fortolkes således, at en endelig konstatering af, at

den adfærd, der udgør den strafferetlige overtræ-

delse, ikke foreligger, er til hinder for, at der

–

uden

behov for yderligere vurderinger foretaget af den

nationale ret

–

indledes eller fortsættes endnu en

retsforfølgelse for samme forhold med henblik på

at pålægge sanktioner, der henset til deres karakter

Finansministeriet

Justitsministeriet

Erhvervsministeriet

Finanstilsynet

Dom

20.03.18

Forenede

sager C-

569/16 og

C-570/16

Beskæftigelsesministeriet

Moderniseringsstyrelsen

20.03.18

C-596/16

og C-

597/16

Justitsministeriet

Dom

20.03.18

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 445: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 2/3-18

og strenghed skal kvalificeres som strafferetlige?

2) Skal den nationale ret ved vurdering af, hvorvidt

sanktionerne er effektive, rimelige og præventive,

tage højde for strafgrænserne i direktiv

2014/57/EU med hensyn til konstateringen af

tilsidesættelse af princippet ne bis in idem som

fastlagt i artikel 50 i Den Europæiske Unions char-

ter om grundlæggende rettigheder?

C-619/16

Kreuziger

Sagen vedrører: 1) Skal artikel 7, stk. 2, i direktiv

2003/88/EF fortolkes således, at denne bestem-

melse er til hinder for nationale retsforskrifter eller

praksis, hvorefter retten til finansiel godtgørelse

ved et arbejdsforholds ophør er udelukket, såfremt

arbejdstageren ikke har ansøgt om den årlige betal-

te ferieperiode, selv om han havde mulighed her-

for? 2) Skal artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/88/EF

fortolkes således, at denne bestemmelse er til hin-

der for nationale retsforskrifter eller praksis, hvor-

efter retten til finansiel godtgørelse ved et arbejds-

forholds ophør er betinget af, at arbejdstageren af

grunde, som han ikke har nogen indflydelse på,

ikke har været i stand til at gøre brug af sin ret til

årlig betalt ferie inden arbejdsforholdets ophør?

Max-Planck-Gesellschaft zur Förderung der

Wissenschaften

Sagen vedrører: 1. Er artikel 7, stk. 1, i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4.

november 2003 om visse aspekter i forbindelse

med tilrettelæggelse af arbejdstiden (direktiv

2003/88/EF) eller artikel 31, stk. 2, i Den Europæ-

iske Unions charter om grundlæggende rettigheder

(chartret) til hinder for en national ordning som § 7

i Bundesurlaubsgesetz (BUrlG), der som forudsæt-

ning for, at retten til ferie kan gøres gældende,

opstiller et krav om, at arbejdstageren anmoder om

ferie under angivelse af, hvornår vedkommende

ønsker at afholde ferien, og bestemmer, at retten til

ferie ellers bortfalder uden godtgørelse ved udløbet

af referenceperioden, og ifølge hvilken arbejdsgive-

ren således ikke er forpligtet til på eget initiativ

ensidigt og på bindende vis for arbejdstageren at

fastsætte det tidsrum inden for referenceperioden,

som arbejdstagerens ferie afholdes i? 2. Såfremt det

første spørgsmål besvares bekræftende: Gælder

dette også, såfremt arbejdsforholdet bestod mellem

private parter?

Dicu

Sagen vedrører: Skal artikel 7 i direktiv

2003/88/EF fortolkes således, at den er til hinder

for en national bestemmelse, som ved fastlæggelsen

af en arbejdstagers ferieperiode ikke medregner en

periode med forældreorlov i forbindelse med et

barn under 2 år som faktisk arbejdstid?

Beskæftigelsesministeriet

Moderniseringsstyrelsen

20.03.18

C-684/16

Beskæftigelsesministeriet

Moderniseringsstyrelsen

20.03.18

C-12/17

Beskæftigelsesministeriet

Moderniseringsstyrelsen

20.03.18

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 445: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 2/3-18

Forenede

sager C-

688/15 og

C-109/16

Anisimovienė e.a. m.fl.

Sagen vedrører: 1. Skal indskudsdirektivet fortolkes

således, at penge, der hæves med personernes

samtykke, eller som af disse personer selv overfø-

res til eller indbetales på en konto, der var blevet

åbnet i et kreditinstituts navn i et andet kreditinsti-

tut, kan anses for et indskud i henhold til direkti-

vet? 2. Skal indskudsdirektivets artikel 7, stk. 1,

sammenholdt med artikel 8, stk. 3, forstås således,

at der skal ske udbetaling i henhold til en indskuds-

garanti op til det beløb, der er fastsat i artikel 7, stk.

1, til alle personer, hvis fordring kan fastslås inden

den dato, hvor den i indskudsdirektivets artikel 1,

stk. 3, nr. i) og ii), omhandlede afgørelse eller ken-

delse afsiges? 3. Hvad angår indskudsdirektivet er

definitionen af en »almindelig bankforretning« da

relevant for fortolkningen af indskudsbegrebet som

et indestående, der hidrører fra bankforretninger?

Skal definitionen også tages i betragtning ved for-

tolkningen af begrebet indskud i nationale retlige

foranstaltninger, der har gennemført indskudsdi-

rektivet? 4. Såfremt det tredje spørgsmål besvares

bekræftende, hvorledes skal begrebet almindelig

bankforretning i indskudsdirektivets artikel 1, nr.

1), da forstås og fortolkes:(a) hvilke bankforretnin-

ger bør anses for almindelige, eller hvilke kriterier

bør danne grundlag for afgørelsen af, om en be-

stemt bankforretning er en almindelig bankforret-

ning? (b) skal begrebet almindelig bankforretning

vurderes under hensyn til formålet med de gen-

nemførte bankforretninger eller til de parter, hvor-

imellem sådanne bankforretninger foretages? (c)

skal indskudsbegrebet som et indestående, der

hidrører fra almindelige bankforretninger, i ind-

skudsdirektivet fortolkes således, at det kun omfat-

ter tilfælde, hvor alle de forretninger, der fører til et

sådant indskud, kan anses foralmindelige? 5. Hvad

angår penge, der ikke er omfattet af indskudsdefini-

tionen i indskudsdirektivet, men hvor medlemssta-

ten har valgt at gennemføre indskudsdirektivet og

investordirektivet i national ret på en sådan måde,

at penge, hvorpå indskyderen har en fordring, der

hidrører fra et kreditinstituts pligt til at yde investe-

ringsservice, også anses for et indskud, kan dæk-

ningen for indskud da kun anvendes efter, at det er

blevet fastslået, at kreditinstituttet i et bestemt

tilfælde har handlet som et investeringsselskab, og

det fik overført penge medhenblik på investerings-

virksomhed/-aktiviteter i den i investordirektivet

og MiFID omhandlede forstand?

Escobedo Cortés

Sagen vedrører: 1) Er artikel 3 hvad angår [punkt 1,

litra e), i bilaget til] og artikel 4, stk. 1, i direktiv

93/13 til hinder for en retspraksis, hvorefter et

vilkår i en låneaftale, der fastsætter en morarente-

sats, som indebærer en strafrente på mere end 2%

af den ordinære, årlige rente, der er fastsat i aftalen,

udgør en uforholdsmæssigt stor godtgørelse, der

Finanstilsynet

Dom

22.03.18

C-96/16

og C-

94/17

Justitsministeriet

22.03.18

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 445: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 2/3-18

pålægges den forbruger, som har opfyldt sine beta-

lingsforpligtelser for sent, og dermed er urimeligt?

2) Er artikel 3 hvad angår [punkt 1, litra e), i bilaget

til] og artikel 4, stk. 1, artikel 6, stk. 1, og artikel 7,

stk. 1, i direktiv 93/13 til hinder for en retspraksis,

som ved vurderingen af, at et vilkår i en låneaftale,

hvorved fastsættes morarenter, er urimeligt, fast-

sætter genstanden for kontrollen heraf til at være

den yderligere omkostning, som denne rentetype

medfører i forhold til de ordinære renter, da de

udgør »en uforholdsmæssig stor godtgørelse, der er

pålagt en forbruger, som ikke har overholdt sine

forpligtelser«, og fastslår, at følgen af, at vilkåret

erklæres urimeligt, er, at strafrenterne ophæves

fuldstændigt, hvorfor alene de ordinære renter

fortsat påløber, indtil lånet er tilbagebetalt? 3) Så-

fremt det andet spørgsmål besvares bekræftende,

skal konstateringen af, at et vilkår, hvorved mora-

rentesatsen fastsættes, er ugyldigt, fordi det er

urimeligt, have andre virkninger, for at disse bliver

forenelige med direktiv 93/13, som f.eks. den

fuldstændige ophævelse af, at både ordinære renter

og morarenter påløber, når låntager har tilsidesat

sin betalingsforpligtelse i forhold til afdrag inden

for de i kontrakten fastsatte frister, eller at de lov-

bestemte renter påløber?

C-568/16

Rossol

Sagen vedrører: 1. Skal artikel 3, litra o), i direktivet

om betalingstjenester i det indre marked (direktiv

2007/64/EF) fortolkes således, at en mulighed i en

statsligt koncessioneret spillehal for at hæve kon-

tanter i en pengeautomat, som samtidig er en pen-

gevekselautomat, med EC-kort og pinkode, idet

den bank- og kontotekniske afvikling foretages af

en ekstern tjenesteyder (»netoperatør«), og udbeta-

lingen til kunden først sker, når netoperatøren efter

at have kontrolleret, om der er dækning på konto-

en, sender en autoriseringskode til terminalen,

mens spillehalsoperatøren kun fylder den multi-

funktionelle pengevekselautomat op med kontanter

og fra den hævende kundes bank modtager en

kreditnota på det hævede beløb, udgør en aktivitet

som omhandlet i direktivets artikel 3, litra o), som

dermed ikke kræver tilladelse? 2. Såfremt den i det

første spørgsmål beskrevne aktivitet ikke udgør en

aktivitet som omhandlet i artikel 3, litra o): Skal

artikel 3, litra e), i direktiv 2007/64/EF fortolkes

således, at den i det første spørgsmål beskrevne

mulighed for at hæve kontanter med pinkode er en

aktivitet som omhandlet i denne bestemmelse, når

der samtidig med kontanthævningen genereres en

værdikupon på 20 EUR, som skal indløses hos

spillehallens tilsynspersonale med henblik på at

kaste mønter i en spilleautomat? Såfremt den i det

første og det andet spørgsmål beskrevne aktivitet

ikke udgør en aktivitet, som ved artikel 3, litra o),

og/eller litra e), er undtaget fra direktivets anven-

delsesområde: 3a. Skal nr. 2) i bilaget til direktiv

Skatteministeriet

Erhvervsministeriet

Finanstilsynet

Dom

22.03.18

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 445: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 2/3-18

2007/64/EF fortolkes således, at den aktivitet,

som er beskrevet i det første og det andet spørgs-

mål, og som operatøren af spillehallen udfører, er

en betalingstjeneste, som kræver tilladelse, selv om

operatøren af spillehallen ikke fører en konto for

den kunde, som hæver penge? 3b. Skal artikel 4 i

direktiv 2007/64/EF fortolkes således, at den

aktivitet, som er beskrevet i det første og det andet

spørgsmål, og som operatøren af spillehallen udfø-

rer, er en betalingstjeneste som omhandlet i denne

bestemmelse, hvis operatøren af spillehallen stiller

denne service gratis til rådighed? Såfremt Domsto-

len anser den beskrevne aktivitet for en betalings-

tjeneste, som kræver tilladelse: 4. Skal EU-retten og

direktivet om betalingstjenester i det indre marked

fortolkes således, at de er til hinder for en straffe-

retlig sanktionering af driften af en EC-

kontantterminal i et tilfælde med de foreliggende

karakteristika, hvis tilsvarende EC-terminaler er

blevet drevet eller fortsat drives uden tilladelse i

talrige statsligt koncessionerede spillehaller samt i

statsligt koncessionerede og til dels også statsdrev-

ne spillecasinoer, og den kompetente tilladelses- og

tilsynsmyndighed ikke gør indvendinger imod

dette? I tilfælde af, at også fjerde spørgsmål besva-

res benægtende: 5. Skal direktivet om betalingstje-

nesteydelser og de EU-retlige principper om rets-

sikkerhed og retsklarhed samt chartrets artikel 17

fortolkes således, at de i et tilfælde med de forelig-

gende karakteristika er til hinder for en myndig-

heds- og retspraksis, som anordner, at de pengebe-

løb tilfalder statskassen (»fortabes«), som operatø-

ren af spillehallen via en tjenesteydelse fra netope-

ratøren har modtaget fra bankkunderne, som med

EC-kort og pinkode har hævet de kontanter

og/eller værdikuponer til spil på spilleautomater,

som han har påfyldt, selv om alle kreditnotaer kun

svarer til de beløb, som kunderne har modtaget i

kontanter og værdikuponer til at spille med via

automaten?

C-668/16

Europa-Kommissionen mod Forbundsrepu-

blikken Tyskland

Påstande: Det fastslås, at Forbundsrepublikken

Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold

til direktiv 2006/40/EF (1)(klimaanlægsdirektivet)

og direktiv 2007/46/EF (2) (rammedirektivet),

—

idet den ikke har truffet de fornødne foranstaltnin-

ger for, at køretøjer af type 246, 176 og 117 atter

kunne blive bragt i overensstemmelse med de

godkendte typer (rammedirektivets artikel 12 og

artikel 30),

—

idet den ikke har truffet de foran-

staltninger, der er nødvendige for at iværksætte

sanktionerne (artikel 46, sammenholdt med artikel

5 og 18, i rammedirektivet), og

—

idet den den 17.

maj 2013 imødekom en ansøgning fra Daimler AG

om udvidelse af den gældende køretøjstype 245G

til køretøjer, for hvilke der allerede før var meddelt

en anden typegodkendelse, som de nye betingelser i

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Transport-, Bygnings- og

Boligministeriet

22.03.18

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 445: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 2/3-18

klimaanlægsdirektivet finder anvendelse på, og

derved har omgået klimaanlægsdirektivet.

-Forbundsrepublikken Tyskland tilpligtes at betale

sagens omkostninger.

Forenede

sager C-

47/17 og

C-48/17

X m.fl.

Sagen vedrører: 1) Skal den anmodede medlemsstat

henset til formålet med samt indholdet og omfan-

get af Dublin-forordningen og proceduredirektivet

reagere inden to uger efter modtagelse af anmod-

ningen om fornyet behandling som omhandlet i

gennemførelsesforordningens artikel 5, stk. 2? 2)

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende,

er det da den frist på højst en måned, der er om-

handlet i artikel 20, stk. 1, litra b), i forordning nr.

343/2003 (nu artikel 25, stk. 1, i Dublin-

forordningen), der gælder, når henses til gennemfø-

relsesforordningens artikel 5, stk. 2, sidste punk-

tum? 3) Såfremt det første og det andet spørgsmål

besvares benægtende, har den anmodede medlems-

stat da på grundlag af ordet »bestræber« i gennem-

førelsesforordningens artikel 5, stk. 2, en rimelig

frist til at reagere på anmodningen om fornyet

behandling? 4) Såfremt der faktisk er tale om en

rimelig frist, inden for hvilken den anmodede med-

lemsstat i henhold til gennemførelsesforordningens

artikel 5, stk. 2, skal reagere på anmodningen om

fornyet behandling, er der da stadig tale om en

rimelig frist, når der som i den foreliggende sag er

forløbet lidt overseks måneder? Såfremt dette

spørgsmål besvares benægtende, hvad forstås der

da ved en rimelig frist? 5) Hvilke konsekvenser har

det, såfremt den anmodede medlemsstat ikke inden

for to uger, en måned eller en rimelig frist reagerer

på anmodningen om fornyet behandling? Er den

anmodende medlemsstat da ansvarlig for den ma-

terielle behandling af udlændingens asylansøgning,

eller er det den anmodede medlemsstat, som er

ansvarlig? 6) Såfremt der må gås ud fra, at den

anmodede medlemsstat bliver ansvarlig for den

materielle behandling af asylansøgningen, fordi den

ikke har reageret rettidigt på anmodningen om

fornyet behandling som omhandlet i gennemførel-

sesforordningens artikel 5, stk. 2, inden for hvilken

frist skal den anmodende medlemsstat, i dette

tilfælde sagsøgte, gøre udlændingen bekendt her-

med?

De Capitani mod Parlamentet

Påstande:

Europa-Parlamentets

afgørelse

A(2015)4931 af 8. juli 2015 om afslag på fuld akt-

indsigt i dokumenterne LIBE-2013-0091-02 og

LIBE-2013-0091-03, der er knyttet til forslaget til

Europa-Parlamentets og Rådets forordning om

Den Europæiske Unions Agentur for Samarbejde

og Uddannelse på Retshåndhævelsesområdet (Eu-

ropol) og om ophævelse af afgørelse

2009/371/RIA og 2005/681/RIA, annulleres.

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagens om-

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

22.03.18

T-540/15

Udenrigsministeriet

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

22.03.18

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 445: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 2/3-18

kostninger, herunder eventuelle intervenerende

parters omkostninger.

T-80/16

Shire Pharmaceuticals Ireland mod EMA

Påstande:

—

Det Europæiske Lægemiddelagenturs

afgørelse af 15. december 2015, som blev meddelt

sagsøgeren den 18. december 2015, om nægtelse af

at validere en ansøgning i henhold til forordning

(EF) nr. 141/2000 (1) om udpegelse som lægemid-

del til sjældne sygdomme annulleres.

—

Det Europæiske Lægemiddelagentur tilpligtes at

betale sagens omkostninger.

Stavytskyi mod Rådet

Påstande:

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2016/318 af

4. marts 2016 om ændring af afgørelse

2014/119/FUSP om restriktive foranstaltninger

over for visse personer, enheder og organer på

baggrund af situationen i Ukraine samt Rådets

gennemførelsesforordning (EU) 2016/311 af 4.

marts 2016 om gennemførelse af forordning (EU)

nr. 208/2014 om restriktive foranstaltninger over

for visse personer, enheder og organer på baggrund

af situationen i Ukraine annulleres, for så vidt som

disse retsakter opretholder sagsøgeren på listen

over personer og enheder, der er omfattet af re-

striktive foranstaltninger.

—

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at

betale sagens omkostninger.

Lægemiddelstyrelsen

Dom

22.03.18

T-242/16

Udenrigsministeriet

Dom

22.03.18