Europaudvalget 2017-18
EUU Alm.del Bilag 565
Offentligt
1878430_0001.png
Notat
Notat til Folketingets Europaudvalg og Udlændinge- og Integrationsudvalg om af-
givelse af indlæg i den præjudicielle sag ved EU-Domstolen C-89/18, A
1. Indledning
Østre Landsret har ved kendelse af 24. januar 2018 forelagt en række præjudicielle
spørgsmål for EU-Domstolen om fortolkning af stand still-bestemmelsen i artikel 13
i afgørelse nr. 1/80 til Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet, således som denne
bestemmelse er fortolket ved navnlig EU-Domstolens dom af 12. april 2016, Genc,
C-561/14, (Genc-sagen).
Spørgsmålene til EU-Domstolen er stillet til brug for landsrettens behandling af en
retssag, som er anlagt mod Udlændinge- og Integrationsministeriet. Sagen handler
om et afslag på ægtefællesammenføring, som blev begrundet med manglende op-
fyldelse af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet), og som blev meddelt
en tyrkisk kvinde, hvis herboende ægtefælle, der ligeledes er tyrkisk statsborger, i
hvert fald på afgørelsestidspunktet var økonomisk aktiv.
2.
Sagens faktiske omstændigheder
9. april 2018
Familiesammenføring
Slotsholmsgade 10
1216 København K
Tel.
Mail
Web
CVR-nr.
Sags nr.
Akt-id
6198 4000
[email protected]
www.uim.dk
36977191
2018 - 5170
400366
Retssagen ved landsretten drejer sig om et afslag på ægtefællesammenføring med-
delt [A], der er født i Tyrkiet og er tyrkisk statsborger. Hun blev den 24. maj 1983
gift med [B], der også er tyrkisk statsborger. Parret fik i Tyrkiet 4 børn: [C] født den
29. august 1986, [D] født den 9. november 1987, [E] født den 7. december 1994 og
[F] født den 7. februar 1996. Den 24. juni 1998 blev [A] og [B] skilt.
[B] blev den 7. januar 1999 gift med en tysk kvinde, som boede i Danmark. [B] fik
den 6. juli 1999 opholdsret i Danmark på baggrund af ægteskabet. Den 27. april
2006 blev opholdsretten gjort tidsubegrænset efter de danske regler, der gennem-
fører artikel 16, stk. 2, i direktiv 2004/38 i EU-opholdsdirektivet).
Fællesbørnene med [A] blev henholdsvis den 19. december 2000 ([C] og [D]), den
8. maj 2002 ([F]) og den 28. oktober 2008 ([E]) meddelt opholdstilladelse i Danmark
som familiesammenførte med [B].
Side
1/4
EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 565: Notat om afgivelse af indlæg i den præjudicielle sag ved EU-Domstolen C-89/18, A
Den 25. juni 2009 blev [B] skilt fra sin tyske ægtefælle. [A] og [B] indgik den 28.
august 2009 på ny ægteskab. Ægteskabet blev indgået i Danmark. [A] indgav den 3.
september 2009 ansøgning til Udlændingeservice (nu Udlændingestyrelsen) om op-
holdstilladelse i Danmark på grundlag af ægteskabet med [B].
Udlændingeservice meddelte afslag på ansøgningen om ægtefællesammenføring
den 26. maj 2010 i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 7. Afslaget
blev påklaget til det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Inte-
gration (nu Udlændinge- og Integrationsministeriet), som traf afgørelse den 30.
september 2010. Ministeriet stadfæstede afgørelsen om, at [A] ikke kunne medde-
les ægtefællesammenføring i Danmark, da ministeriet fandt, at hun og hendes æg-
tefælle ikke opfyldte kravet i udlændingelovens dagældende § 9, stk. 7, om, at de-
res samlede tilknytning til Danmark skulle være større end deres samlede tilknyt-
ning til et andet land. Det bemærkes, at tilknytningskravets ordlyd har været æn-
dret, men også efter den gældende ordlyd i § 9, stk. 7, skal ægtefællernes samlede
tilknytning til Danmark være større end deres samlede tilknytning til et andet land.
Herudover har Udlændinge- og Integrationsministeriet ved afgørelse af 24. august
2017 fastholdt, at [A] ikke kan gives ret til ophold på grundlag af Associeringsafta-
len.
Den 10. marts 2014 anlagde [A] retssag ved Retten i Aalborg, der ved kendelse af
26. maj 2014 henviste sagen til Københavns Byret. Københavns Byret henviste ved
kendelse af 14. december 2016 sagen til Østre Landsret, der har forelagt EU-Dom-
stolen en række spørgsmål.
Landsretten begrunder sin forelæggelse med, at den på baggrund af Genc-dommen
bl.a. er i tvivl om, hvordan den skal foretage den nærmere vurdering af, om tilknyt-
ningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, herunder den måde, hvorpå det udmøn-
tes i praksis, opfylder det EU-retlige krav om proportionalitet efter stand still-be-
stemmelsen i artikel 13 i afgørelse nr. 1/80.
Landsretten er herunder navnlig i tvivl om, hvorvidt en praksis, hvor der bl.a. lægges
vægt på længden af parrets ophold i henholdsvis Danmark og hjemlandet, er pro-
portional.
Endvidere er landsretten i tvivl om, hvorvidt en praksis, hvorefter der, så vidt lands-
retten kan bedømme, i praksis sjældent gives ægtefællesammenføring, når par-
terne tidligere har været gift i deres hjemland inden herboendes indrejse i Dan-
mark, og ægtefællerne indgiver ansøgning om familiesammenføring i Danmark på
baggrund af (nyt) ægteskab indgået efter, at den ægtefælle, der ønskes familiesam-
menføring med i Danmark, i mellemtiden har været gift med en anden herboende
Side
2/4
EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 565: Notat om afgivelse af indlæg i den præjudicielle sag ved EU-Domstolen C-89/18, A
1878430_0003.png
person og derigennem opnået ret til ophold i Danmark ("gift, skilt og gift igen "-
situationen), opfylder proportionalitetskravet.
3. Regeringens interesse i sagen
Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 indeholder i artikel 13 en stand still-bestem-
melse vedrørende arbejdstagere og deres familiemedlemmer, som medfører, at
Tyrkiet og medlemsstaterne ikke efter ikrafttrædelsen af afgørelsen den 1. decem-
ber 1980 må indføre nye begrænsninger vedrørende vilkårene for adgang til be-
skæftigelse for arbejdstagere og deres familiemedlemmer, som har opnået op-
holds- og arbejdstilladelse efter de nationale regler herom.
EU-Domstolens Store Afdeling fastslog i Genc-dommen, at kravet i udlændingelo-
vens dagældende § 9, stk. 13, (nu § 9, stk. 16), der vedrører familiesammenføring
med mindreårige børn, udgør en restriktion, som er omfattet af stand still-bestem-
melserne i Associeringsaftalen og tillægsprotokollen, og at kravet dermed er i strid
hermed,
medmindre
det er begrundet i et tvingende alment hensyn og er egnet til
at sikre virkeliggørelsen af det forfulgte lovlige formål samt ikke går videre end,
hvad der er nødvendigt for at nå formålet.
Domstolen fastslog endvidere, at hensynet til at sikre en vellykket integration af
udlændinge kan udgøre et tvingende alment hensyn.
Med henvisning til, at kravet kun fandt anvendelse for ansøgninger om familiesam-
menføring indgivet efter 2 års fristen, fandt Domstolen dog, at proportionalitets-
kravet ikke var opfyldt, idet kravet førte til ”usa
e hæ ge de resultater”.
Udlændingelovens dagældende § 9, stk. 13, (nu § 9, stk. 16) blev efter Genc-dom-
men ændret ved lov nr. 664 af 8. juni 2016, således at 2 års fristen blev ophævet
med henblik på at bringe bestemmelsen i overensstemmelse med Danmarks inter-
nationale forpligtelser, herunder Associeringsaftalekomplekset som fortolket af
EU-Domstolen i Genc-dommen.
Det er regeringens opfattelse, at reglen om ægtefællesammenføring i udlændinge-
lovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet), herunder den måde, hvorpå reglen udmøntes
i administrativ praksis, er forenelig med stand still-bestemmelsen i artikel 13 i afgø-
relse nr. 1/80, fordi den varetager tvingende almene hensyn og er proportional.
Den danske regering vil på den baggrund afgive indlæg i sagen. Den danske regering
vil i indlægget argumentere for, at tilknytningskravet, herunder den måde, hvorpå
reglen udmøntes i administrativ praksis, kan anses for begrundet i tvingende al-
mene hensyn
nemlig hensynet til integration
og for at være proportionalt, dvs.
Side
3/4
EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 565: Notat om afgivelse af indlæg i den præjudicielle sag ved EU-Domstolen C-89/18, A
1878430_0004.png
at tilknytningskravet både er egnet og nødvendigt med henblik på at sikre hensynet
til integrationen.
Der vil i den forbindelse nærmere blive argumenteret for, at tilknytningskravet i
udlændingelovens § 9, stk. 7, bl.a. er begrundet i hensyn til at sikre integrationen,
som ifølge Domstolens praksis kan udgøre et tvingende alment hensyn.
Desuden vil der blive argumenteret for, at tilknytningskravet er egnet til at varetage
bestemmelsens formål om bl.a. at varetage hensynet til at sikre integrationen. Vur-
deringen af, om tilknytningskravet er opfyldt, er skønsmæssig og konkret, og der
lægges vægt på en række forskellige kriterier, der har betydning for integrationen,
heru der o der er tale o e ”gift, skilt og gift ige
-situatio
”.
Der er en ikke-
udtømmende beskrivelse i udlændingelovens forarbejder af, hvilke kriterier der kan
tillægges betydning ved vurderingen.
Endvidere vil der blive argumenteret for, at tilknytningskravet ikke går videre end
nødvendigt for at varetage sit formål. I den forbindelse vil det bl.a. blive anført, at
tilknytningskravet ikke stilles, hvis ganske særlige grunde, herunder hensynet til fa-
miliens enhed, taler for at tillade ægtefællesammenføring, selvom ægtefællernes
samlede tilknytning til Danmark ikke er større end til et andet land.
Side
4/4