EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 914: Liste over judicielle aktiviteter pr. 24/8-18 i sager af dansk interesse

Europaudvalget 2017-18
EUU Alm.del Bilag 914
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

24. august 2018

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger i

retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat procesdele-

gation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse af general-

advokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den danske rege-

ring, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af dom. General-

advokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens hjemmeside

(http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-483/17

Titel og kort sagsresumé

Tarola

Sagen vedrører: Hvis en statsborger i en anden EU-med-

lemsstat efter at have udøvet retten til fri bevægelighed i

tolv måneder ankommer til værtsmedlemsstaten og har ar-

bejde (undtagen ifølge en tidsbegrænset ansættelseskon-

trakt) i en periode på to uger, hvorefter han bliver ufor-

skyldt arbejdsløs, bevarer denne borger da sin status som

arbejdstager i yderligere mindst seks måneder med henblik

på anvendelsen af artikel 7, stk. 3, litra c), og artikel 7, stk.

1, litra a), i direktiv 2004/38/EF, således at han har ret til

at modtage sociale ydelser eller social sikring på samme

grundlag som statsborgere bosiddende i værtsmedlemssta-

ten?

C&D Foods Acquisition (forelagt af Vestre Landsret)

1) Skal artikel 168 i direktiv 2006/112/EF fortolkes såle-

des, at et holdingselskab under omstændigheder som de i

hovedsagen foreliggende er berettiget til fuldt fradrag for

momsen af indgående ydelser i forbindelse med due dili-

gence-undersøgelser forud for et påtænkt, men ikke gen-

nemført, salg af aktier i et datterselskab, til hvilke holding-

selskabet leverer momspligtige administrations- og IT-ydel-

ser?

2) Har det betydning for besvarelsen af det foregående

spørgsmål, at prisen for de momspligtige administrations-

og IT-ydelser, som holdingselskabet leverer i forbindelse

med sin økonomiske virksomhed, er fastsat som svarende

til holdingselskabets lønudgifter med tillæg af en "mark-up"

på 10 pct.?

3) Kan der uanset besvarelsen af de foregående spørgsmål

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Beskæftigelsesministe-

riet

Uddannelses- og

Forskningsministeriet

Proces-

skridt

Mundtlig

forhandling

Dato

06.09.18

C-502/17

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Skatteministeriet

Kammeradvokaten

06.09.18

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 914: Liste over judicielle aktiviteter pr. 24/8-18 i sager af dansk interesse

bestå en fradragsret for de i hovedsagen omhandlede råd-

givningsomkostninger som generalomkostninger, og i givet

fald under hvilke betingelser?

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Sagsnr.

C-57/16 P

Titel og kort sagsresumé

ClientEarth mod Europa- Kommissionen (appel)

Påstande: i. Ophævelse af dom afsagt af Retten den 13. no-

vember 2015, hvorved Retten—frifandt Europa-Kommissio-

nen i de af appellanten anlagte søgsmål—pålagde appellanten

at bære sine egne omkostninger og betale de omkostninger,

som var afholdt af Kommissionen. ii. Kommissionen tilplig-

tes at betale sagens omkostninger, herunder de omkostnin-

ger, som eventuelt er afholdt af intervenerende parter.

NKBM

1) Skal artikel 1, stk. 2, litra c), tredje led, i direktiv 2003/98,

som ændret ved direktiv 2013/37 (konsolideret udgave), hen-

set til en tilgang om minimumsharmonisering, fortolkes såle-

des, at nationale bestemmelser kan tillade ubegrænset (fuld-

stændig) aktindsigt i oplysninger vedrørende kontrakter om

ophavsret og konsulentbistand, selv om disse kontrakter be-

tragtes som en forretningshemmelighed, og selv om disse be-

stemmelser kun indrømmer denne mulighed med hensyn til

personer, som er omfattet af statens dominerende indfly-

delse, men ikke for andre oplysningspligtige personer, og på-

virkes fortolkningen også af forordning (EU) nr. 575/2013

hvad angår bestemmelserne om offentliggørelse af oplysnin-

ger, og navnlig således, at aktindsigt i offentlige oplysninger i

medfør af direktiv 2003/98 ikke kan være mere vidtgående i

forhold til den, som foreskrives i den nævnte forordnings

ensartede bestemmelser om offentliggørelse af data? 2) Skal

forordning nr. 575/2013, vurderet ud fra bestemmelserne om

offentliggørelse af oplysninger om bankers forretningsaktivi-

tet, og navnlig artikel 446 og 432, stk. 2, i ottende del i for-

ordningen, fortolkes således, at disse bestemmelser er til hin-

der for en medlemsstats lovgivning, hvorefter en bank, som

er eller var omfattet af offentligretlige organers dominerende

indflydelse, har pligt til at offentliggøre oplysninger om kon-

trakter indgået om levering af tjenesteydelser fra konsulenter,

advokater og ophavsmænd samt andre tjenesteydelser af in-

tellektuel art, og især oplysninger om transaktionstypen, kon-

traktparten (i tilfælde af juridisk person: virksomhedsbeteg-

nelse eller selskabsnavn, hjemsted og forretningsadresse),

kontraktværdi, beløb af de enkelte betalinger for disse tjene-

steydelser, dato for indgåelse af kontrakt, transaktionsforhol-

dets varighed og lignende data, der følger af bilag til kontrak-

terne

–

idet alle disse oplysninger er blevet registreret i løbet

af den periode, hvor banken var omfattet af den nævnte do-

minerende indflydelse

–

uden nogen form for undtagelse fra

denne pligt og uden mulighed for en afvejning mellem of-

fentlighedens interesse i at opnå aktindsigt og bankens inte-

resse i, at forretningsoplysninger hemmeligholdes, såfremt

Interessent

Udenrigsministeriet

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Proces-

skridt

Dom

Dato

04.09.18

C-215/17

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Finansministeriet

05.09.18

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 914: Liste over judicielle aktiviteter pr. 24/8-18 i sager af dansk interesse

der ikke er tale om en situation med grænseoverskridende

elementer?

C-385/17

Hein

1. Skal artikel 31 i Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder og artikel 7, stk. 1, i direktiv

2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbin-

delse med tilrettelæggelse af arbejdstiden fortolkes således, at

de er til hinder for en national lovbestemt ordning, hvorefter

det i kollektive overenskomster kan vedtages, at indtjenings-

reduktioner, der indtræffer i beregningsperioden på grund af

tvungen nedsat arbejdstid, har indflydelse på beregningen af

feriepenge med den følge, at arbejdstageren for varigheden af

den årlige mindsteferie på fire uger får mindre i feriepenge

–

henholdsvis en mindre feriegodtgørelse efter ansættelsens op-

hør

–

end han ville have fået, såfremt den gennemsnitlige

indtjening, som han ville have haft i beregningsperioden uden

sådanne reduktioner, var blevet lagt til grund for beregningen

af feriepengene? I bekræftende fald: Hvilken procentsats af

arbejdstagerens gennemsnitlige arbejdsindtjening uden reduk-

tioner må en efter den nationale lovgivning tilladt overens-

komstmæssig nedsættelse af feriepengene på grund af tvun-

gen nedsat arbejdstid i beregningsperioden højst udgøre, for

at det kan antages, at denne nationale ordning fortolkes i

overensstemmelse med EU-retten? 2. Såfremt første spørgs-

mål besvares bekræftende: Er det efter det almindelige EU-

retlige retssikkerhedsprincip og forbuddet mod tilbagevir-

kende kraft muligt, at den fortolkning, som Domstolen ved

præjudiciel afgørelse i den foreliggende sag vil give af artikel

31 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende ret-

tigheder og artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88/EF af 4. no-

vember 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæg-

gelse af arbejdstiden, gives en tidsmæssigt begrænset virkning

for alle berørte, fordi den øverste nationale domstol forinden

har fastslået, at de nationale ved lov og overenskomst fast-

satte bestemmelser ikke kan fortolkes i overensstemmelse

med EU-retten? Såfremt Domstolen afviser dette, er det for-

eneligt med EU-retten, hvis de nationale retter på grundlag af

national ret anerkender, at arbejdsgiverne som følge af, at de

stolede på, at den øverste nationale domstols praksis fortsat

ville være gældende, har en beskyttelsesværdig berettiget for-

ventning til denne praksis, eller er det kun Den Europæiske

Unions Domstol, der kan fastslå, at der foreligger en sådan

beskyttelsesværdig berettiget forventning?

Alpenrind e.a.

1) Gælder den bindende virkning af dokumenter, hvorom der

er fastsat bestemmelse i artikel 5 i Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EF) nr. 987/2009 af 16. september 2009

om de nærmere regler til gennemførelse af forordning (EF)

nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger

som omhandlet i artikel 19, stk. 2, i forordning (EF) nr.

987/2009 også i en sag ved en ret som omhandlet i artikel

267 TEUF? 2) Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende: a)

Gælder den nævnte bindende virkning også, såfremt der

forud er gennemført en procedure for Den Administrative

Kommission for Koordinering af Sociale Sikringsordninger,

der hverken har ført til enighed eller til tilbagetrækning af de

omtvistede dokumenter? b) Gælder den nævnte bindende

Justitsministeriet

Beskæftigelsesmini-

steriet

05.09.18

C-527/16

Beskæftigelses-

ministeriet

Dom

06.09.18

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 914: Liste over judicielle aktiviteter pr. 24/8-18 i sager af dansk interesse

virkning også, selv om et »A 1«- dokument først udstedes, ef-

ter at værtsmedlemsstaten formelt har fastslået, at dennes

lovgivning om tvungen forsikring finder anvendelse? Gælder

den bindende virkning i disse tilfælde også med tilbagevir-

kende kraft? 3) Såfremt der under visse betingelser foreligger

en begrænset bindende virkning af dokumenter som om-

handlet i artikel 19, stk. 2, i forordning (EF) nr. 987/2009: Er

det i strid med forbuddet mod afløsning i artikel 12, stk. 1, i

forordning (EF) nr. 883/2004, såfremt afløsningen ikke sker i

form af udstationering gennem den samme arbejdsgiver, men

gennem en anden arbejdsgiver? Har det i denne forbindelse

nogen betydning, a) om denne arbejdsgiver har hjemsted i

den samme medlemsstat som den første arbejdsgiver, eller b)

om der eksisterer personalemæssige og/eller organisatoriske

forbindelser mellem den første og den anden udsendende ar-

bejdsgiver?

C-4/17 P

Den Tjekkiske Republik mod Kommissionen (appel)

Påstande:— Den appellerede dom ophæves.

—

Den omtvi-

stede afgørelse annulleres, for så vidt som den udelukker ud-

gifter på i alt 2 123 199,04 EUR, som Den Tjekkiske Repu-

blik har afholdt.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostnin-

gerne.

Grenville Hampshire

1) Kræver artikel 8 i direktiv 80/987/EØF 1 (nu erstattet af

artikel 8 i direktiv 2008/94/EF 2), at medlemsstaterne sikrer,

at hver enkelt arbejdstager modtager mindst 50% af værdien

af den optjente ret til ydelser i forbindelse med alderdom i til-

fælde af arbejdsgivers insolvens (alene med undtagelse af mis-

brugstilfælde, som direktivets artikel 10, litra a), finder anven-

delse på)? 2) Med forbehold af de nationale domstoles kon-

klusioner vedrørende sagens faktiske omstændigheder, er det

subsidiært da tilstrækkeligt i henhold til artikel 8 i direktiv

80/987/EØF, at en medlemsstat har et beskyttelsessystem,

hvor arbejdstagere normalt modtager mere end 50% af vær-

dien af deres optjente ret til ydelser i forbindelse med alder-

dommen, men hvor enkelte arbejdstagere modtager mindre

end 50% som følge af:

i) et økonomisk loft for det erstatningsbeløb, der betales til

arbejdstagere (navnlig arbejdstagere, der ikke har nået den

normale pensionsalder i deres pensionsordning på tidspunk-

tet for arbejdsgiverens insolvens), og/eller

ii) regler, der begrænser de årlige stigninger i den erstatning,

der udbetales til arbejdstagere eller den årlige revaluering af

deres rettigheder forud for pensionsalderen?

3) Har artikel 8 i direktiv 80/987/EØF direkte virkning un-

der omstændighederne i den foreliggende sag?

Touring Tours und Travel (C-412/17)

1. Er artikel 67, stk. 2, TEUF, samt artikel 22 og 23 i Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/399 af 9.

marts 2016 om en EU-kodeks for personers grænsepassage

(Schengengrænsekodeks) til hinder for en national ordning i

en medlemsstat, som forpligter busselskaber, der kører i rute-

kørsel over en indre grænse i Schengen-området, til at kon-

trollere de dokumenter, der tillader passagererne at passere

grænsen, før de passerer en indre grænse, for at modvirke, at

udlændinge uden pas og opholdstilladelse befordres ind på

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

06.09.18

C-17/17

Beskæftigelses-

ministeriet

Dom

06.09.18

Forenede

sager

C-412/17

C-474/17

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministe-

riet

06.09.18

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 914: Liste over judicielle aktiviteter pr. 24/8-18 i sager af dansk interesse

Forbundsrepublikken Tysklands område? Navnlig: a) Udgør

den generelle lovbestemte forpligtelse eller den administrative

forpligtelse, der er pålagt konkrete transportvirksomheder til

ikke at befordre udlændinge uden det nødvendige pas eller

den nødvendige opholdstilladelse ind på Forbundsrepublik-

kens område, som kun kan opfyldes af transportvirksomhe-

derne ved en kontrol af samtlige passagerers grænsepassage-

papirer før passagen over den indre grænse, en personkontrol

ved de indre grænser i den forstand, hvori udtrykket er an-

vendt i Schengengrænsekodeksens artikel 22, eller kan den

sidestilles hermed? b) Skal pålæggelsen af de i det første

spørgsmål anførte forpligtelser bedømmes på grundlag af

Schengengrænsekodeksens artikel 23, litra a), selv om trans-

portvirksomhederne ikke udøver nogen »politimæssige befø-

jelser« i denne bestemmelses forstand og heller ikke har no-

gen formel beføjelse til at udøve offentlig myndighed ved, at

staten har pålagt dem at foretage kontrol? c) Såfremt det før-

ste spørgsmål, litra b) besvares bekræftende: Ligger der i den

kontrol, som transportvirksomhederne er pålagt, under hen-

syntagen til kriterierne i Schengengrænsekodeksens artikel 23,

litra a), andet punktum, en ulovlig foranstaltning med tilsva-

rende virkning som ind- og udrejsekontrol? d) Skal pålæggel-

sen af de i det første spørgsmål anførte forpligtelser, for så

vidt den vedrører busselskaber, der kører i rutekørsel, be-

dømmes på grundlag af Schengengrænsekodeksens artikel 23,

litra b), ifølge hvilken den omstændighed, at der ikke foreta-

ges grænsekontrol ved de indre grænser, ikke berører trans-

portvirksomheders beføjelse til at foretage sikkerhedskontrol

af personer i havne eller lufthavne? Følger det heraf, at det

også uden for havne og lufthavne er ulovligt at foretage kon-

trol i det første spørgsmåls forstand, hvis den ikke udgør no-

gen sikkerhedskontrol og ikke også angår personer, der rejser

inden for en medlemsstats område? 2. Tillader Schengen-

grænsekodeksens artikel 22 og 23 nationale ordninger, ifølge

hvilke der med henblik på overholdelse af en forpligtelse kan

udstedes forbud og trussel om tvangsbøder mod et bussel-

skab, når der som følge af den undladte kontrol også er ble-

vet befordret udlændinge uden pas og opholdstilladelse ind

på Forbundsrepublikken Tysklands område?

Sociedad de Transportes (C-474/17)

Domstolen oplyser, at begrundelsen er den samme og de

præjudicielle spørgsmål er de samme som begrundelsen og de

præjudicielle spørgsmål i sag C-412/17, Touring Tours.

Sag C-412/17 vedrører: 1. Er artikel 67, stk. 2, TEUF, samt

artikel 22 og 23 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning

(EU) 2016/399 af 9. marts 2016 om en EU-kodeks for per-

soners grænsepassage (Schengengrænsekodeks) til hinder for

en national ordning i en medlemsstat, som forpligter bussel-

skaber, der kører i rutekørsel over en indre grænse i Schen-

gen-området, til at kontrollere de dokumenter, der tillader

passagererne at passere grænsen, før de passerer en indre

grænse, for at modvirke, at udlændinge uden pas og opholds-

tilladelse befordres ind på Forbundsrepublikken Tysklands

område? Navnlig: a) Udgør den generelle lovbestemte for-

pligtelse eller den administrative forpligtelse, der er pålagt

konkrete transportvirksomheder til ikke at befordre udlæn-

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 914: Liste over judicielle aktiviteter pr. 24/8-18 i sager af dansk interesse

C-68/17

dinge uden det nødvendige pas eller den nødvendige op-

holdstilladelse ind på Forbundsrepublikkens område, som

kun kan opfyldes af transportvirksomhederne ved en kontrol

af samtlige passagerers grænsepassagepapirer før passagen

over den indre grænse, en personkontrol ved de indre græn-

ser i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i Schengen-

grænsekodeksens artikel 22, eller kan den sidestilles hermed?

[…]

1) Skal artikel 4, stk. 2, andet led, i Rådets direktiv

2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebe-

stemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse

og erhverv (herefter »direktiv 2000/78/EF«) fortolkes såle-

des, at kirken for en organisation som den, sagsøgte i den fo-

religgende sag udgør, på bindende vis kan bestemme, at der

for så vidt angår krav om en redelig indstilling og loyal opfør-

sel, som stilles til arbejdstagere i en ledende stilling, skelnes

mellem arbejdstagere, der er medlemmer af kirken, og ar-

bejdstagere, der er medlem i en anden kirke eller ikke er med-

lem i nogen kirke? 2) Såfremt det første spørgsmål besvares

benægtende: a) Består der i den foreliggende retstvist en pligt

til at undlade at anvende en bestemmelse i national ret, her

AGG’s § 9, stk. 2, hvorefter en sådan ulige behandling på

grund af arbejdstagerens konfession er begrundet i henhold

til kirkens selvforståelse? b) Hvilke betingelser stilles der i

henhold til artikel 4, stk. 2, andet led, i direktiv 2000/78/EF

til krav til arbejdstagere i en kirke eller en anden organisation,

der er nævnt i denne bestemmelse, om, at disse har en redelig

indstilling til og er loyale over for organisationens etik?

The Minister for Justice and Equality & Commissioner

of the Garda Síochána

Når a) et ved oprettet ved lov nationalt organ, og som har

fået tildelt en generel kompetence til bl.a. at sikre håndhæ-

velse af EU-retten på et bestemt område, og b) national ret

foreskriver, at et sådant organ ikke har kompetence inden for

en begrænset kategori af sager, hvor et effektivt retsmiddel

indebærer, at national lovgivning ikke finder anvendelse på

grundlag af national ret eller EU-retten, og c) passende natio-

nale retter har kompetence til at afsige enhver passende ken-

delse, hvorefter national lovgivning ikke finder anvendelse,

hvilket er påkrævet for at sikre overholdelse af den pågæl-

dende EU-retlige foranstaltning, har kompetence til at be-

handle sager, hvori et sådant retsmiddel er nødvendigt, har

kompetence i sådanne sager til at foranstalte ethvert retsmid-

del krævet i EU-retten, og hvor det af retterne foranstaltede

retsmiddel i overensstemmelse med Domstolens praksis er

blevet bedømt som værende i overensstemmelse med ækvi-

valens- og effektivitetsprincippetskal det ved lov oprettede

organ da ikke desto mindre anses for at have kompetence til

at behandle en klage over, at national lovgivning tilsidesætter

relevant EU-ret, og hvis klagen tages til følge, undlade at an-

vende lovgivningen, uanset at national ret i alle sager, der

vedrører anfægtelser af lovgivningens gyldighed af en grund,

og som kræver, at lovgivningen ikke skal anvendes, tildeler

kompetencen til en ret, der er oprettet i henhold til forfatnin-

gen, snarere end til det pågældende organ?

Moderniseringsstyrel-

sen

Dom

11.09.18

C-378/17

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

11.09.18

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 914: Liste over judicielle aktiviteter pr. 24/8-18 i sager af dansk interesse

C-304/17

Löber

Hvilken domstol har i henhold til artikel 5, nr. 3), i Rådets

forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retter-

nes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af rets-

afgørelser på det civil- og handelsretlige område, kompetence

i sager om erstatning uden for kontrakt som følge af pro-

spektansvar, når

–

investoren traf den investeringsbeslutning, der var forårsa-

get af det fejlagtige prospekt, på sin bopæl

–

og på grundlag af denne beslutning overførte købsprisen

for det værdipapir, som vedkommende havde erhvervet på

det sekundære marked, fra sin konto i en østrigsk bank til en

afregningskonto i en anden østrigsk bank, hvorfra købsprisen

derefter blev overført til sagsøgte på grundlag af ordre fra

sagsøgeren

(a) Den ret, inden for hvis jurisdiktion investoren har sin bo-

pæl,

(b) den ret, inden for hvis jurisdiktion hjemstedet for/den

kontoførende filial i den bank, som sagsøgeren har en bank-

konto i, hvorfra vedkommende har overført det investerede

beløb til afregningskontoen, befinder sig,

kontoførende filial i den bank, afregningskontoen føres i, be-

finder sig,

(d) den af ovennævnte retter, som sagsøgeren vælger at an-

lægge sag for, eller

(e) slet ingen af ovennævnte retter?

Bankia

1) Er det på tidspunktet for afgørelsen af, om et kontraktvil-

kår om fremskyndet forfald er urimeligt, såsom det vilkår, der

er indeholdt i den omtvistede aftale, der er indgået mellem en

erhvervsdrivende og en forbruger, uforeneligt med artikel 4,

stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5.

april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, at

tage hensyn ikke alene til de omstændigheder, der forelå på

tidspunktet for indgåelsen af kontrakten, men ligeledes om-

fanget af forbrugerens misligholdelse i perioden, der ligger ef-

ter indgåelsen af kontrakten? 2) Er det i strid med effektivi-

tetsprincippet i artikel 7, stk. 1, i Rådets direktiv 93/13/EØF

af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler

at træffe afgørelse om iværksættelse realisering af pant på

grundlag af et kontraktvilkår om fremskyndet forfald, der er

erklæret urimeligt ved en endelig retsafgørelse, der er truffet i

en tidligere procedure om realisering af pant i fast ejendom

mellem de samme parter og baseret på den samme kontrakt

om lån mod pant i fast ejendom, selv om det i den nationale

retsorden ikke anerkendes, at den nævnte tidligere retsafgø-

relse har materiel retskraft, mens det i samme retsorden fast-

sættes, at det er udelukket at indlede en ny procedure med

henblik på realisering af pantet på grundlag af det samme

fuldbyrdelsesdokument? 3) I forbindelse med en procedure

med henblik på realisering af pant i fast ejendom, hvorved

retten i første instans har afslået iværksættelse af en sådan re-

alisering af pant, da den er baseret på et kontraktvilkår om

fremskyndet forfald, der i en anden tidligere sag om realise-

ring af pant i fast ejendom på grundlag af samme dokument

Finanstilsynet

Dom

12.09.18

C-92/16

Justitsministeriet

13.09.18

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 914: Liste over judicielle aktiviteter pr. 24/8-18 i sager af dansk interesse

og mellem de samme parter er blevet erklæret urimeligt, og

hvorved afslaget på iværksættelse af realiseringen af pantet er

blevet ophævet af appelretten, der hjemviste sagen med hen-

blik på iværksættelse i første instans af realiseringen af pantet,

er det da i strid med effektivitetsprincippet i artikel 7, stk. 1, i

Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige

kontraktvilkår i forbrugeraftaler at lade retten i første instans

være bundet af den afgørelse, der er truffet i appelinstansen,

eller skal national ret fortolkes således, at retten i første in-

stans ikke er bundet af afgørelsen i anden instans, når der al-

lerede foreligger en tidligere og endelig retsafgørelse, hvorved

det kontraktvilkår om fremskyndet forfald, der ligger til

grund for iværksættelsen af realiseringen af pantet, blev er-

klæret ugyldigt, hvorfor retten i første instans i det forelig-

gende tilfælde på ny skal træffe afgørelse om at afslå behand-

lingen af fuldbyrdelsesbegæringen?

C-167/17

Banco Bilbao Vizcaya Argentaria

1) Er det foreneligt med artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1 i

Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige

kontraktvilkår i forbrugeraftaler, når et vilkår om førtidig op-

hævelse, der udgør grundlaget for en tvangsfuldbyrdelsespro-

cedure, vurderes at være urimeligt, og dette ikke medfører

nogen konsekvens for den retslige procedure, hvorunder det

opdages? 2) Er det foreneligt med artikel 6, stk. 1, og artikel

7, stk. 1, i direktiv 93/13, når en fortolkning betinger konse-

kvenserne af, at et vilkår om førtidig ophævelse vurderes at

være urimeligt, af de konkrete kendetegn ved de procedurer,

som den erhvervsdrivende kan vælge? 3) Når et vilkår, der er

fastsat i en kontrakt af længere varighed, gør det muligt at op-

hæve førtidigt på grundlag af en ikke-alvorlig misligholdelse,

hvilket sætter forbrugeren i en dårligere situation end den,

der følger af en national tillægsbestemmelse, er det da i over-

ensstemmelse med artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i direk-

tiv 93/13, at en fortolkning fastslår, at vilkåret ikke er ugyl-

digt, alene fordi der eksisterer en korrigerende regel i national

procesret, der kun finder anvendelse i den konkrete proce-

dure, som den erhvervsdrivende har valgt, og kun såfremt be-

stemte betingelser er opfyldt? 4) Er LEC’s artikel

693, stk. 3,

et passende og effektivt middel, der gør det muligt for for-

brugeren at afhjælpe virkningerne af en urimelig aftale om

førtidig ophævelse, når det tages i betragtning, at den pågæl-

dende skal betale renter og omkostninger? 5) Er en national

retsplejelov, der tillægger forbrugeren rettigheder, som denne

kan gøre gældende under en særlig hurtig fuldbyrdelsesproce-

dure, i overensstemmelse med effektivitetsprincippet i direk-

tiv 93/13 og Den Europæiske Unions charter om grundlæg-

gende rettigheder, når denne lov tillader, at den erhvervsdri-

vende kan vælge andre alternativer, hvor sådanne forbruger-

rettigheder ikke gælder?

Bankia

1) Er det på tidspunktet for afgørelsen af, om et kontraktvil-

kår om fremskyndetforfald er urimeligt, såsom det vilkår, der

er indeholdt i den omtvistede aftale, derer indgået mellem en

erhvervsdrivende og en forbruger, uforeneligt med artikel 4,

stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5.

april 1993 omurimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, at

tage hensyn ikke alene til deomstændigheder, der forelå på

Justitsministeriet

13.09.18

C-486/17

Justitsministeriet

13.09.18

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 914: Liste over judicielle aktiviteter pr. 24/8-18 i sager af dansk interesse

tidspunktet for indgåelsen af kontrakten, menligeledes om-

fanget af forbrugerens misligholdelse i perioden, der ligger ef-

ter indgåelsen af kontrakten? 2) Er det i strid med effektivi-

tetsprincippet i artikel 7, stk. 1, i Rådets direktiv 93/13/EØF

af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler

at træffe afgørelse om iværksættelse realisering af pant på

grundlag af et kontraktvilkår om fremskyndet forfald, der er

erklæret urimeligt ved en endelig retsafgørelse, der er truffet i

en tidligere procedure om realisering af pant i fast ejendom

mellem de samme parter og baseret på den samme kontrakt

om lån mod pant i fast ejendom, selv om det i den nationale

retsorden ikke anerkendes, at den nævnte tidligere retsafgø-

relse har materiel retskraft, mens det i samme retsorden fast-

sættes, at det er udelukket at indlede en ny procedure med

henblik på realisering af pantet på grundlag af det samme

fuldbyrdelsesdokument? 3) I forbindelse med en procedure

med henblik på realisering af pant i fast ejendom, hvorved

retten i første instans har afslået iværksættelse af en sådan re-

alisering af pant, da den er baseret på et kontraktvilkår om

fremskyndet forfald, der i en anden tidligere sag om realise-

ring af pant i fast ejendom på grundlag af samme dokument

og mellem de samme parter er blevet erklæret urimeligt, og

hvorved afslaget på iværksættelse af realiseringen af pantet er

blevet ophævet af appelretten, der hjemviste sagen med hen-

blik på iværksættelse i første instans af realiseringen af pantet,

er det da i strid med effektivitetsprincippet i artikel 7, stk. 1, i

Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige

kontraktvilkår i forbrugeraftaler at lade retten i første instans

være bundet af den afgørelse, der er truffet i appelinstansen,

eller skal national ret fortolkes således, at retten i første in-

stans ikke er bundet af afgørelsen i anden instans, når der al-

lerede foreligger en tidligere og endelig retsafgørelse, hvorved

det kontraktvilkår om fremskyndet forfald, der ligger til

grund for iværksættelsen af realiseringen af pantet, blev er-

klæret ugyldigt, hvorfor retten i første instans i det forelig-

gende tilfælde på ny skal træffe afgørelse om at afslå behand-

lingen af fuldbyrdelsesbegæringen?

C-594/17

Buccioni

a) Er gennemsigtighedsprincippet, som klart fastlagt i artikel

15 i den konsoliderede udgave af traktaten om Den Europæi-

ske Union, under hensynstagen til princippets ufravigelige ge-

nerelle formål, idet princippet skal forstås således, at det kan

reguleres ved de i stk. 3 fastsatte retskilder eller tilsvarende,

hvis indhold kan give udtryk for et for vidtgående skøn, der

ikke har hjemmel i en trinhøjere EU-retlig retskilde, hvorefter

der forudgående skal fastsættes ufravigelige minimumsprin-

cipper, til hinder for en tilsvarende restriktiv fortolkning af

EU-bestemmelserne om tilsyn med kreditinstitutter i et så-

dant omfang, at den udhuler gennemsigtighedsprincippet

også i tilfælde, hvor interessen i aktindsigt er baseret på

grundlæggende interesser hos den berørte person, som åben-

bart svarer til dem, med hensyn til hvilke der gælder undta-

gelser, i positiv retning, fra de i sektoren gældende begræns-

ninger? b) Skal artikel 22, stk. 2, og artikel 27, stk. 1, i Rådets

forordning (EU) nr. 1024/2013 af 15. oktober 2013 om over-

dragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Central-

bank i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kre-

ditinstitutter i konsekvens heraf ikke fortolkes således, at de

Finanstilsynet

Finansministeriet

Dom

13.09.18

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 914: Liste over judicielle aktiviteter pr. 24/8-18 i sager af dansk interesse

regulerer tilfælde af ikke undtagelsesvis karakter, hvor myn-

dighederne kan fravige tavshedspligten og give adgang til do-

kumenterne, men at disse bestemmelser snarere skal fortolkes

i lyset af de mere omfattende formål i artikel 15 i den konso-

liderede udgave af traktaten om Den Europæiske Union, og

at de som sådanne kan knyttes til et generelt princip i EU-ret-

ten, ifølge hvilket retten til aktindsigt ikke kan indskrænkes,

under hensyntagen til en rimelig og forholdsmæssig afvejning

mellem kravene i kreditsektoren og de grundlæggende inte-

resser hos den opsparer, som er berørt af et tilfælde af bur-

den sharing, på grundlag af de relevante faktiske omstændig-

heder som fastslået af en tilsynsmyndighed, som har de

samme organisatoriske træk og kompetencer i sektoren som

Den Europæiske Centralbank?

c) Skal artikel 53 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virk-

somhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter

og investeringsselskaber, om ændring af direktiv 2002/87/EF

og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF

(EØS-relevant tekst) og de nationale bestemmelser, der er i

overensstemmelse med denne artikel, på denne baggrund af-

vejes mod de øvrige i spørgsmål a) anførte EU-retlige be-

stemmelser og principper fortolkes således, at aktindsigt

–

hvor anmodningen herom er fremsat på et tidspunkt, efter

kreditinstituttet er trådt i administrativ tvangslikvidation

–

også er tilladt, såfremt den berørte person ikke kun anmoder

om aktindsigt under civile sager eller handelssager, som reelt

er blevet anlagt med henblik på beskyttelse af formuemæssige

interesser, der er blevet krænket som følge af, at kreditinsti-

tuttet er trådt i administrativ tvangslikvidation, men også så-

fremt den berørte person

–

netop med henblik på at klar-

lægge den konkrete mulighed for et positivt udfald af disse ci-

vile sager og handelssager

–

forud for anlæggelse heraf indle-

der en procedure for en retsinstans, som af staten er tildelt

kompetencen til at beskytte retten til aktindsigt og gennem-

sigtighed netop med henblik på fuld beskyttelse af retten til

forsvar og sagsanlæg, i særdeleshed når der er tale om en op-

sparer, som allerede har lidt tab som følge af burden sharing i

forbindelse med insolvensproceduren vedrørende det kredit-

institut, hvor opspareren havde deponeret sin opsparing?

C-618/16

Prefeta

1) Giver bilag XII i tiltrædelsestraktaten medlemsstaterne

mulighed for at udelukke polske statsborgere fra rettighe-

derne i henhold til forordningens artikel 7, stk. 2, og unions-

borgerdirektivets artikel 7, stk. 3, såfremt arbejdstageren, selv

om han havde opfyldt det [org. s. 9] nationale krav om regi-

strering af hans lønnede beskæftigelse for sent, ikke endnu

havde haft lønnet beskæftiget i en uafbrudt registreret peri-

ode på tolv måneder? 2) Såfremt svaret på det første spørgs-

mål er »nej«, kan en polsk statsborger arbejdstager under om-

stændighederne i det første spørgsmål da påberåbe sig uni-

onsborgerdirektivets artikel 7, stk. 3, der omhandler bevarelse

af status som arbejdstager?

Wind Telecomunicazioni m.fl.

1) »Er artikel 8 og 9 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2005/29/EF af 11. maj 2005 til hinder for en fortolkning af

de tilsvarende nationale gennemførelsesbestemmelser (og

Udlændinge- og

Integrationsministe-

riet

Dom

13.09.18

C-54/17

C-55/17

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Dom

13.09.18

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 914: Liste over judicielle aktiviteter pr. 24/8-18 i sager af dansk interesse

navnlig henholdsvis artikel 24 og 25 i Codice del consumo

(lov om forbrug)), ifølge hvilken praksis fra en telefonopera-

tør, der består i udeladelse af oplysninger vedrørende for-

håndsindstilling af visse telefontjenester (eksempelvis telefon-

svarer eller navigering på internettet) på SIM-kortet, og i sær-

deleshed såfremt telefonoperatøren ikke kan gøres ansvarlig

for yderligere særskilt konkret adfærd, kan kvalificeres som

»utilbørlig påvirkning« og således som »aggressiv handels-

praksis«, der kan forventes »væsentligt« at indskrænke gen-

nemsnitsforbrugerens valgfrihed eller adfærd?

Kan punkt 29 i bilag I til direktiv 2005/29/EF […] fortol-

kes således, at der foreligger »levering uden forudgående an-

modning«, såfremt en mobiltelefonoperatør lader sin kunde

betale tjenester i form af telefonsvarer eller navigering på in-

ternettet i en situation, som er kendetegnet ved

–

telefonope-

ratøren på tidspunktet for indgåelse af kontrakter om mobil-

telefoni ikke korrekt har oplyst forbrugeren om, at tjene-

sterne i form af telefonsvarer og navigering på internettet er

forhåndsindstillet på SIMkortet, hvilket bevirker, at disse tje-

nester potentielt kan benyttes af forbrugeren uden specifik

indstilling (setting),

–

forbrugeren for reelt at benytte disse

tjenester under alle omstændigheder skal foretage de nødven-

dige handlinger (eksempelvis indtaste nummeret på telefon-

svareren eller betjene de kommandoer, som aktiverer navige-

ring på internettet),

–

operatøren ikke kan gøres ansvarlig for

dels den tekniske og operationelle fremgangsmåde ved for-

brugerens reelle brug af tjenesterne, dels oplysningerne om

disse fremgangsmåder og prisen for tjenesterne, men udeluk-

kende for den omhandlede udeladelse af oplysninger vedrø-

rende forhåndsindstillingen af tjenesterne på SIM-kortet?

3) Er formålet med det »almindelige« direktiv 2005/29/EF i

sin egenskab af »sikkerhedsnet« for forbrugerbeskyttelse samt

tiende betragtning til og artikel 3, stk. 4, i samme direktiv

2005/29/EF til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter

vurderingen af overholdelsen af særlige forpligtelser ifølge

sektordirektiv 2002/22/EF om forbrugerbeskyttelse henhø-

rer under anvendelsesområdet for det almindelige direktiv

2005/29/EF om ukorrekt handelspraksis, hvilket bevirker, at

myndigheden med kompetence til at iværksætte foranstaltnin-

ger mod overtrædelser af sektordirektivet afskæres fra at

gribe ind i alle de tilfælde, hvor der også er tale om ukor-

rekt/urimelig handelspraksis?

4) Skal specialitetsprincippet i artikel 3, stk. 4, i direktiv

2005/29/EF opfattes som et princip, der regulerer forhol-

dene mellem lovgivninger (almindelig lovgivning og sektor-

lovgivninger), forholdene mellem bestemmelser (almindelige

bestemmelser og specifikke bestemmelser) eller forholdene

mellem myndigheder med kompetence til regulering af og til-

syn med de respektive sektorer?

5) Kan der kun være tale om begrebet »uoverensstemmelse« i

artikel 3, stk. 4, i direktiv 2005/29/EF i tilfælde af radikal

modstrid mellem bestemmelserne i lovgivningen om ukorrekt

handelspraksis og andre EU-retlige bestemmelser, som regu-

lerer særlige sektorbaserede aspekter af handelspraksis, eller

er det tilstrækkeligt, at de pågældende bestemmelser indehol-

der en afvigende regulering fra lovgivningen om ukorrekt

handelspraksis i forhold til den særlige karakter ved sektoren i

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 914: Liste over judicielle aktiviteter pr. 24/8-18 i sager af dansk interesse

et sådant omfang, at der opstår en kollision mellem bestem-

melser (Normenkollision) i relation til en og samme konkrete

situation?

6) Henviser begrebet »fællesskabsregler« i artikel 3, stk. 4, i di-

rektiv 2005/29/EF kun til bestemmelserne i EU-retlige for-

ordninger og direktiver samt bestemmelserne til direkte gen-

nemførelse heraf, eller omfatter det også nationale lovgiv-

nings- og reguleringsbestemmelser, der gennemfører EUret-

lige principper?

7) Er dels specialitetsprincippet i tiende betragtning til og ar-

tikel 3, stk. 4, i direktiv 2005/29/EF, dels artikel 20 og 21 i

direktiv 2002/22/EF samt artikel 3 og 4 i direktiv

2002/21/EF til hinder for en fortolkning af de tilsvarendena-

tionale gennemførelsesbestemmelser, hvorefter det antages,

at den almindelige lovgivning om ukorrekt handelspraksis al-

tid skal anvendes i alle tilfælde, hvor der i en reguleret sektor

–

kendetegnet ved en »forbrugerorienteret« sektorlovgivning

og hvor den sektorspecifikke myndighed er tildelt kompeten-

cen til at fastsætte regler og sanktioner

–

udvises en adfærd,

som kan henhøre under begrebet »aggressiv handelspraksis«

som omhandlet i artikel 8 og 9 i direktiv 2005/29/EF eller

handelspraksis, »der under alle omstændigheder betragtes

som aggressiv« i henhold til bilag I til direktiv 2005/29/EF,

og dette herunder i det tilfælde, hvor der foreligger en sektor-

lovgivning til forbrugerbeskyttelse, der er baseret på EU-ret-

lige bestemmelser og fuldt ud regulerer samme »aggressive

handelspraksis«, handelspraksis, »der under alle omstændig-

heder betragtes som aggressiv«, eller i alle tilfælde »ukorrekt

handelspraksis«?

C-225/17

Islamic Republic of Iran Shipping Lines m.fl. mod Rå-

det for Den Europæiske Union (appel)

Påstande:

—

Rettens dom af 17. februar 2017 i forenede sa-

ger T-14/14 og T-87/14 ophæves.

—

Der træffes afgørelse i

sagen, herunder navnlig:

—

»Oktober 2013-foranstaltnin-

gerne« (Rådets afgørelse 2013/497 (1) om ændring af afgø-

relse 2010/413 (2) og Rådets forordning 971/2013 (3) om

ændring af forordning 267/2012 (4)) og »November 2013-

foranstaltningerne« (Rådets afgørelse 2013/685 (5) om æn-

dring af afgørelse 2010/413 og Rådets gennemførelsesfor-

ordning 1203/2013 (6) om gennemførelse af forordning

267/2012) annulleres, for så vidt som disse restriktive foran-

staltninger vedrører sagsøgerne.

—

Subsidiært erklæres Okto-

ber 2013-foranstaltningerne uanvendelige på grund af ulov-

lighed, i det omfang de finder anvendelse over for appellan-

ten.

—

Indstævnte tilpligtes at betale sagens omkostninger i

nærværende sag og omkostningerne afholdt i første instans.

DenizBank mod Rådet

Påstande: Rådets afgørelse 2014/659/FUSP af 8. september

2014 (1) og Rådets forordning (EU) nr. 960/2014 af 8. sep-

tember 2014 (2) (samlet de anfægtede foranstaltninger) annul-

leres, for så vidt som de vedrører sagsøgeren. Artikel 1 i afgø-

relsen af 8. september og artikel 1, stk. 5, i forordningen af 8.

september erklæres uanvendelige i henhold til artikel 277

TEUF.

Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søfartsstyrelsen

13.09.18

T-798/14

Udenrigsministeriet

Dom

13.09.18

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 914: Liste over judicielle aktiviteter pr. 24/8-18 i sager af dansk interesse

T-515/15

Almaz-Antey mod Rådet

Påstande:

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2015/971 af 22. juni

2015 om ændring af afgørelse 2014/512/FUSP om restrik-

tive foranstaltninger på baggrund af Ruslands handlinger, der

destabiliserer situationen i Ukraine (EUT L 157, s. 50), annul-

leres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sa-

gens omkostninger.

Tjekkiet mod Kommissionen

Påstande:

—

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU)

2016/1059 af 20. juni 2016 om udelukkelse fra EU-finansie-

ring af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt inden

for rammerne af Den Europæiske Garantifond for Landbru-

get (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvik-

ling af Landdistrikterne (ELFUL) (meddelt under nummer

C(2016) 3753) (herefter »den anfægtede afgørelse«) annulle-

res, for så vidt som den udelukker de udgifter, som Den

Tjekkiske Republik har afholdt i forbindelse med den gene-

relle arealbetalingsordning (SAPS) på i alt 84 272,83 EUR, for

så vidt som den udelukker de udgifter, som Den Tjekkiske

Republik har afholdt i forbindelse med investeringen i

vinsektoren for i at 636 516,20 EUR, og for så vidt som den

udelukker de udgifter, som Den Tjekkiske Republik har af-

holdt i forbindelse med krydsoverensstemmelsesbetingel-

serne for i alt 29 485 612,55 EUR.

—

Europa-Kommissio-

nen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Udenrigsministeriet

Dom

13.09.18

T-627/16

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

13.09.18