Europaudvalget 2017-18
EUU Alm.del
Offentligt
1879081_0001.png
Udenrigsministeriet
Folketingets Europaudvalg
Asiatisk Plads 2
DK-1448 København K
Telefon +45 33 92 00 00
Telefax +45 32 54 05 33
E-mail: [email protected]
http://www.um.dk
Bilag
Sag/ID Nr.
Enhed
Dato
2017-21572
JTEU
10. april 2018
EUU alm. del
svar på spørgsmål 96 fra stillet den Claus Kvist
Hansen (DF) til udenrigsministeren.
Spørgsmål
Associeringsrådet vedtog den 19. september 1980 i afgørelse nr. 3/80,
hvordan De Europæiske Fællesskabers medlemsstaters sociale
sikringsordninger på tyrkiske arbejdstagere og på deres familiemedlemmer
skulle anvendes, men dette blev aldrig implementeret i en EU-forordning.
Ministeren bedes redegøre for:
• hvilken retlig status Associeringsrådet afgørelse nr.
3/80 af 19.
september 1980 har, og hvorvidt EU’s medlemsstater er forpligtigede til
at følge afgørelsen
• hvorvidt Associeringsrådets afgørelser som eksempelvis nr. 1/80 og nr.
3/80 skal gennemføres ved en EU-retsakt for at være retligt bindende for
medlemslandene, og hvorvidt der er forskel på de to nævnte afgørelsers
retlige status
• hvorvidt Europa-Kommissionens
forslag til en forordning om
gennemførelsen af afgørelse nr. 3/80, jf. KOM (83) 13 blev gennemført
• hvorvidt Associeringsrådet betragtes som en
lovgivende magt ifølge EU-
lovgivningen eller af EU-Domstolen
• EU-Domstolens
kompetence til at prøve sager, der vedrører afgørelser i
Associeringsrådet nr. 3/80 af 19. september 1980
• hvem der var henholdsvis medlem af og formand for Associeringsrådet,
da Associeringsrådet vedtog afgørelse nr. 3/80 af 19. september 1980
• om der i forbindelse med CETA-aftalen
skal oprettes et organ i stil med
Associeringsrådet, der får myndighedsbeføjelser til at træffe afgørelser
uden om Europa-Parlamentet og canadiske myndigheder
Svar
EUU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 96: Spm. om Associeringsrådets afgørelse 3/80 om sociale sikringsordninger for tyrkiske statsborgere, til udenrigsministeren
1879081_0002.png
2
1) Associeringsrådet afgørelse nr. 3/80 har til formål at koordinere
medlemsstaternes sociale sikringsordninger, således at tyrkiske
arbejdstagere samt deres familiemedlemmer og efterladte får ret til at
modtage sociale sikringsydelser. Om den retlige status af denne afgørelse
kan det oplyses, at afgørelsen forpligter de kontraherende parter, herunder
EU’s
medlemsstater, jf. associeringsaftalens artikel 22, stk. 1. I henhold til
denne aftale har de kontraherende parter samtykket i at være bundet af
afgørelserne, og hvis parterne unddrager sig denne forpligtelse, foreligger
der hermed en tilsidesættelse af selve aftalen.
2) Det følger af EU-Domstolens praksis, at visse bestemmelser i afgørelse
nr. 3/80 ikke har direkte virkning i medlemsstaterne, så længe Rådet ikke
har vedtaget de nødvendige supplerende gennemførelsesforanstaltninger
jf. sag C-485/07 præmis 70. Bestemmelserne i afgørelse nr. 3/80 kan dog
have direkte virkning, hvis de fastsætter en præcis og ubetinget regel, der
er tilstrækkelig operationel til at kunne anvendes af en national domstol jf.
sag C-485/07, præmis 73.
I forhold til Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980
om udvikling af associeringen [mellem Det Europæiske Økonomiske
Fællesskab og Tyrkiet] følger det af EU-Domstolens retspraksis, at denne
afgørelse udgør en integrerende del af EU-retten jf. sag C-192/89, præmis
8 og 9. Det følger endvidere af sag C-192/89, at visse bestemmelser i
afgørelse nr. 1/80 kan have direkte virkning i medlemsstaterne.
I forhold til forskellen mellem de to nævnte afgørelsers retlige status
bemærkes det, at dette vil afhænge af en konkret vurdering af de enkelte
bestemmelser, herunder i forhold til om bestemmelserne har direkte
virkning.
3) Den 8. februar 1983 fremlagde Kommissionen forslag til Rådets
forordning (EØF) om anvendelse i Fællesskabet af Associeringsrådet
EØF-Tyrkiet's afgørelse nr. 3/80 om anvendelse af De europæiske
Fællesskabers medlemsstaters sociale sikringsordninger på tyrkiske
arbejdstagere og deres familiemedlemmer. Dette forslag blev ikke
vedtaget.
4) I forhold til om Associeringsrådet kan anses for lovgivende magt ifølge
EU-lovgivningen, bemærkes det, at den lovgivende funktion i EU udøves
af Rådet og Europa-Parlamentet jf. artikel 14 og 16 i Traktaten om den
Europæiske Union (TEU). Associeringsrådet kan således ikke betragtes
som en del af den lovgivende magt i EU.
EUU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 96: Spm. om Associeringsrådets afgørelse 3/80 om sociale sikringsordninger for tyrkiske statsborgere, til udenrigsministeren
3
5) Vedrørende EU-Domstolens kompetence til at prøve sager, der
vedrører afgørelse nr. 3/80, bemærkes det, at EU-Domstolen er
kompetent til at fortolke bestemmelser i afgørelse nr. 3/80 jf. eksempelvis
sag C-485/07.
6) Udenrigsministeriet har bedt EU-Kommissionen oplyse, hvem der var
henholdsvis medlem af og formand for Associeringsrådet, da
Associeringsrådet vedtog afgørelse nr. 3/80 af 19. september 1980. EU-
Kommissionen har oplyst, at medlemmerne af Associeringsrådet bestod
af de daværende medlemslande (Belgien, Nederlandene, Luxembourg,
Tyskland, Frankrig, Italien, Danmark, Irland og UK), EF-Kommissionen
og Tyrkiet. Formanden for Associeringsrådet bestod af det roterende
formandskab, hvilket i september 1980 var Luxembourg.
7) CETA-aftalen er ikke en associeringsaftale, men en økonomi- og
handelsaftale. Af CETA-aftalens artikel 26, stk. 1 fremgår det, at parterne
med aftalen opretter Det Blandede CETA-Udvalg bestående af
repræsentanter for den Europæiske Union og repræsentanter for Canada.
Formandskabet for udvalget varetages i fællesskab af Canadas minister for
international handel og EU-kommissæren for handel, og udvalget består
af repræsentanter fra EU-Kommissionen og den canadiske regering.
Repræsentanter fra EU-medlemslandenes regeringer kan være
observerende part til udvalgsmøderne. Til sammenligning består
associeringsrådet af repræsentanter fra hhv. EU-medlemslandenes
regeringer, EU-kommissionen og den tyrkiske regering.
Ifølge CETA-aftalen skal udvalget mødes en gang om året eller efter
anmodning fra en af partnerne og er “ansvarlig for alle spørgsmål
vedrørende handel og investeringer mellem parterne og gennemførelsen
og anvendelsen af denne aftale.” Det Blandede Udvalgs primære rolle er
således at sikre, at CETA’s fulde potentiale realiseres inden for rammerne
af aftalegrundlaget. Procedurerne for Udvalgets afgørelser, herunder
forudgående interne procedurer i EU eller EU-medlemsstaterne, vil
afhænge af afgørelsens indhold og karakter. CETA ændrer ikke på den
eksisterende kompetencefordeling mellem EU-institutionerne og
medlemsstaterne, eller på eksisterende lovgivningsmæssige procedurer.