kom (2017) 0234 - Ingen titel

Europaudvalget 2017
KOM (2017) 0234
Offentligt

EUROPA-

KOMMISSIONEN

Bruxelles, den 15.5.2017

COM(2017) 234 final

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL RÅDET OG EUROPA-PARLAMENTET

Rapport fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet i henhold til artikel 12, stk.

3, i direktiv 2001/42/EF visse planer og programmers indvirkning på miljøet

kom (2017) 0234 - Ingen titel

Indledning

I denne anden rapport om gennemførelse

af direktiv 2001/42/EF om vurdering af bestemte

planers og programmers indvirkning på miljøet ("direktivet om strategisk miljøvurdering"

eller "direktivet")

beskrives erfaringerne med anvendelsen af direktivet mellem 2007 og

2014. Denne rapport er udarbejdet i medfør af artikel 12, stk. 3, i direktivet, og heri vurderes

gennemførelsen af direktivet i denne periode

. Resultaterne i denne rapport vil blive anvendt

ved en evaluering af direktivet, der vil blive gennemført som led i Kommissionens program

for målrettet og effektiv regulering (REFIT)

Med direktivet gennemføres princippet om miljømæssig integration og miljøbeskyttelse, som

er indskrevet i artikel 11 og 191 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Det

sikrer en omfattende beskyttelse af miljøet og bidrager til at integrere miljømæssige

overvejelser ved udarbejdelsen og vedtagelsen af visse planer og programmer. Med henblik

på dette indeholder direktivet krav om en miljøvurdering af planer og programmer, som kan

have betydelig indvirkning på miljøet.

Med direktivet indføres der ingen målbare miljøstandarder. Der er i alt væsentlighed tale om

et procesdirektiv, der indfører visse skridt, som medlemsstaterne skal tage ved identificering

og vurdering af miljøvirkninger. Den strategiske miljøvurderingsproces drejer sig om at

hjælpe de politiske beslutningstagere med at træffe beslutninger på et velinformeret grundlag

baseret på objektive oplysninger og resultaterne af høringer af offentligheden/interessenter og

relevante myndigheder. Anvendelsen af nøglekravene i direktivet og dets forhold til andre

direktiver beskrives i henholdsvis afsnit 2 og 3.

Gennemførelsesstatus

Retlige og administrative ordninger i medlemsstaterne

2.1.

Alle medlemsstater har gennemført direktivet. Den lovgivningsmæssige ramme for

gennemførelsen af direktivet varierer fra medlemsstat til medlemsstat og afhænger af deres

administrative struktur og ordninger. Nogle medlemsstater har gennemført direktivet gennem

specifik national lovgivning, mens andre har indarbejdet direktivets krav i eksisterende

bestemmelser, herunder bestemmelser til gennemførelsen af miljøvurderingsdirektivet

Siden 2007 har mere end halvdelen af medlemsstaterne ændret deres nationale lovgivning og

gennemført af direktivet for at sikre, at deres nationale bestemmelser er i overensstemmelse

med direktivet og for at afhjælpe tilfælde af ukorrekt anvendelse.

Den første rapport blev præsenteret den 14.9.2009 (COM(2009) 469).

EFT L 197/30 af 21.7.2001, s. 30. Ordet "strategisk" anvendes ikke i direktivet, men det er den mest almindelige og

etablerede henvisning til dette direktiv.

Der findes flere oplysninger i den underliggende undersøgelse

[http://ec.europa.eu/environment/eia/pdf/study_SEA_directive.pdf]

http://ec.europa.eu/info/law/law-making-process/overview-law-making-process/evaluating-and-improving-existing-

laws/reducing-burdens-and-simplifying-law/refit-making-eu-law-simpler-and-less-costly_en.

EUT L 26 af 28.1.2012, s. 1.

kom (2017) 0234 - Ingen titel

De særlige administrative ordninger i de enkelte medlemsstater har haft indvirkning på de

organisatoriske ordninger, som de har indført med henblik på at omsætte og gennemføre

direktivet. Normalt har den myndighed, der udarbejder og vedtager planer og programmer

ligeledes ansvaret for at gennemføre den strategiske miljøvurderingsprocedure. I de fleste

medlemsstater betragtes miljøministeriet eller et miljøagentur som

"de myndigheder [...], som

på grund af deres specifikke miljøansvar kan blive berørt"

(artikel 6, stk. 3, i direktivet). I

nogle medlemsstater har miljømyndighederne flere ansvarsområder og står for

gennemførelsen af den strategiske miljøvurderingsprocedure. Nogle medlemsstater har

udpeget et organ, der overvåger og kontrollerer kvaliteten af dokumentationen og resultaterne

af den strategiske miljøvurderingsprocedure.

Medlemsstaterne har vide skønsbeføjelser med hensyn til beslutningstagning (artikel 8) og

ordningerne for underretning om afgørelsen, når den strategiske miljøvurderingsprocedure er

gennemført (artikel 9). I nogle medlemsstater har miljømyndighederne ret til at udstede en

administrativ akt (f.eks. en afgørelse). Afgørelsen kan enten være bindende for så vidt angår

planernes og programmernes indhold eller blot udstedes som en ikkebindende akt.

2.2.

Anvendelsesområde for direktivet om strategisk miljøvurdering

Generelt har medlemsstaterne gennemført direktivet i overensstemmelse med dets mål og

krav og er ikke stødt på udfordringer med fastlæggelsen af direktivets anvendelsesområde.

EU-Domstolen (Domstolen) har fastlagt en omfattende retspraksis vedrørende direktivet og

dermed lettet dets anvendelse. Domstolen har bekræftet den brede fortolkning af direktivets

terminologi og bestemmelser

. F.eks.:

"Planer og programmer", der er omfattet af en miljøvurdering (artikel 2)

Direktivet indeholder ikke nogen definition af termerne "planer og programmer", men

beskriver dem snarere. I den første dom

, hvor man tog stilling til direktivets

anvendelsesområde, præciserede Domstolen, at alene det forhold, at planer og programmer

vedtages som en lov, ikke udelukker dem fra direktivets anvendelsesområde

. Dette betyder,

at planer og programmer, som er obligatoriske i henhold til de nationale eller

lovgivningsmæssige bestemmelser til fastsættelse af de kompetente myndigheder og

proceduren, men hvis vedtagelse ikke er obligatorisk, stadig kan være omfattet af direktivet,

hvis de opfylder de relevante kriterier fastsat i direktivet

. I tvivlstilfælde skal der skelnes

mellem planer og programmer og andre foranstaltninger med henvisning til det specifikke

mål, der fastsættes i artikel 1 i direktivet, nemlig at der gennemføres en miljøvurdering af

planer og programmer, der kan få væsentlig indvirkning på miljøet

Med hensyn til definitionen af planer og programmer har næsten halvdelen af

medlemsstaterne gennemført direktivets artikel 3, stk. 2, ordret. De fleste af dem har tilpasset

C-567/10, ECLI:EU:C:2012:159, præmis 37, og C-473/14, ECLI:EU:C:2015:582, præmis 50.

C-105/09 og C-110/09, ECLI:EU:C:2010:355.

Idem, præmis 41.

C-567/10, præmis 31.

C-41/11, ECLI:EU:C:2012:103, præmis 40 og C-567/10, præmis 30.

kom (2017) 0234 - Ingen titel

typen af eller betegnelsen på sektorplanlægningen for at tage hensyn til specifikke nationale

ordninger.

"Fastlæggelse af rammerne" (artikel 3, stk. 2)

Planer og programmer, for hvilke der kræves en miljøvurdering, skal indeholde rammen for

den fremtidige tilladelse til projekter, der står opført i bilag I og II til

miljøvurderingsdirektivet. Næsten alle medlemsstater har omsat termen "fastlægge

rammerne" ordret, ofte med en nærmere beskrivelse i en retsakt eller i vejledende

dokumenter. Retspraksis ved Domstolen har bekræftet, at denne term skal afspejle direktivets

mål og tage hensyn til de miljømæssige virkninger af enhver beslutning, der indfører krav til

den fremtidige anlægstilladelse til projekter

. Derfor kan man sige, at planer og programmer

fastsætter en ramme for afgørelser, der påvirker en efterfølgende anlægstilladelse til

projekter, navnlig hvad angår placering, art, størrelse og driftsforhold eller ressourcetildeling.

Evaluering

I direktivets artikel 3, stk. 4 og 5, fastlægges processen for afgørelse af, hvorvidt planer og

programmer vil have væsentlig indvirkning på miljøet og dermed kræve en miljøvurdering.

Medlemsstaterne skal tage hensyn til væsentlighedskriterierne i bilag II til direktivet. De

fleste medlemsstater har gennemført bilag II ordret og vurderer fra sag til sag. Men

skønsmargenen for vurdering af bestemte planer og programmer begrænses af direktivets

overordnede mål

, nemlig at sikre et højt miljøbeskyttelsesniveau.

Anvendelsesområde (artikel 5, stk. 4)

2.3.

Anvendelsesområdet og detaljeringsgraden af oplysningerne i miljørapporten betegnes

"fastlæggelse af anvendelsesområde". Medlemsstaterne har en bred skønsmargen for

tilrettelæggelsen af anvendelsesområdet for en miljøvurdering, som udelukkende begrænses

af pligten til at høre myndigheder med et specifikt miljøansvar.

I nogle medlemsstater er det obligatorisk at udarbejde en rapport over anvendelsesområdet.

Indholdet og detaljeringsgraden af oplysningerne i rapporten om anvendelsesområdet kan

variere medlemsstaterne imellem, og i nogle medlemsstater fastsættes indholdet i den

nationale lovgivning.

De offentlige myndigheder i de forskellige medlemsstater spiller forskellige roller ved

fastsættelse af anvendelsesområdet. Miljømyndighederne skal som minimum høres i fasen

med fastlæggelse af anvendelsesområdet. Men i nogle medlemsstater godkender de ligeledes

dokumentationen vedrørende anvendelsesområdet.

Miljørapport (artikel 5 og bilag I)

2.4.

I direktivets bilag I angives minimumindholdet af miljørapporten. Medlemsstaterne skal

sikre, at denne rapport er af tilstrækkelig kvalitet. Næsten halvdelen af medlemsstaterne har

udvidet anvendelsesområdet for bilag I i deres nationale lovgivning. I nogle medlemsstater

kræves det f.eks., at miljørapporten indeholder en vurdering af visse økonomiske og sociale

faktorer, der kan være relevante for gennemførelsen af planen. Andre medlemsstater kræver

C-105/09 og C-110/09, ECLI:EU:C:2010:120, præmis 60.

C-295/10, ECLI:EU:C:2011:608, præmis 47.

kom (2017) 0234 - Ingen titel

eksplicit, at resultaterne af de offentlige høringer skal medtages i miljørapporten. For så vidt

angår indholdet af det ikketekniske resumé af rapporten har næsten alle medlemsstater

gennemført den relevante bestemmelse i direktivet ordret.

Medlemsstaterne er stødt på to slags udfordringer ved udarbejdelse af miljørapporten:

dataenes tilgængelighed og kvalitet

ii.

den tekniske viden og erfaring hos de eksperter, der udarbejder rapporten, og

hos de myndigheder, der står for at revidere dens kvalitet.

Referencegrundlag

Nogle medlemsstater har omsat kravene i bilag I(b) ordret, mens andre har udarbejdet

vejledende dokumenter for at lette indsamlingen af referenceoplysninger. Næsten to

tredjedele af medlemsstaterne har indberettet, at relevansen, tilgængeligheden og

detailniveauet af de data, der skal indsamles, udgør et problem i forbindelse med indsamling

af referenceoplysninger, f.eks. oplysninger vedrørende vurderinger af sårbarhed over for

klimaændringer

. Erfaringen viser, at kvaliteten af referenceoplysninger er højere for mindre

planer og programmer, eftersom de hænger tæt sammen med en givet placering.

Rimelige alternativer (artikel 5, stk. 1)

Direktivet indeholder ikke nogen definition af termen "rimelige alternativer", og

medlemsstaternes nationale lovgivning til gennemførelse af direktivet gør heller ikke. Mange

medlemsstater har udarbejdet nationale vejledningsdokumenter for at gøre det nemmere at

identificere og vælge rimelige alternativer i miljøvurderingsproceduren. Der findes ingen

fælles metode til definition af typerne og antallet af alternativer, der skal vurderes. Dette

afhænger af målene, det geografiske anvendelsesområde og indholdet af de enkelte sæt planer

og programmer. De tre mest almindelige kategorier af alternativer for medlemsstaterne er

imidlertid:

placeringsmæssige alternativer

ii.

kvalitative og kvantitative alternativer

(ændring af omfanget eller størrelsen af

indgrebet i miljøet)

iii.

tekniske alternativer

(vedrørende

anlægsprojekter på en udvalgt placering).

udformningen

fremtidige

Medlemsstaterne

vurderer

altid

"nul-løsningen"

miljørapporten,

men

gennemførelsesmetoden varierer. Nogle medlemsstater anvender denne som et af de

"rimelige alternativer", mens andre betragter den som en selvstændig del af miljørapporten,

som ikke nødvendigvis hænger sammen med de rimelige alternativer, men snarere med

referenceoplysninger.

Kommissionens tjenestegrene har udarbejdet en vejledning om indarbejdelse af klimaforandringer og biodiversitet i

strategiske miljøvurderinger [http://ec.europa.eu/environment/eia/pdf/SEA%20Guidance.pdf].

I bilag I(b) i direktivet hedder det, at miljørapporten skal indeholde oplysninger om den sandsynlige udvikling i miljøets

tilstand, hvis planen eller programmet ikke gennemføres. Dette kaldes ofte for

"nul-løsningen".

kom (2017) 0234 - Ingen titel

Med henblik på at sikre overholdelsen ved gennemførelse og anvendelse af direktivet skal de

vurderede alternativer være rimelige under hensyntagen til målene og det geografiske

anvendelsesområde for planerne og programmerne, inden deres endelige indhold fastsættes.

Som medlemsstaterne ligeledes har bemærket, kan det som følge af de specifikke krav for

udarbejdelse af planer og programmer være en udfordring at identificere de rimelige

alternativer. Det er f.eks. en udfordring at identificere og vurdere rimelige alternativer i

planlægningsfasen, enten fordi planerne og programmerne strategisk er rettet mod et bestemt

spørgsmål eller på grund af planernes og programmernes generelle indhold.

2.5.

Høringer (artikel 6)

Medlemsstater har en betydelig frihed til at tilrettelægge processen med information og høring

af offentligheden og de relevante myndigheder i de forskellige faser af

miljøvurderingsproceduren. De skal sikre, at der gennemføres en tidlig og effektiv

høringsprocedure, og dette er ligeledes i overensstemmelse med kravene i

Århuskonventionen

Frister

Direktivet indeholder ikke nogen angivelse af fristerne for høringsproceduren, men kræver

snarere, at høringerne skal finde sted inden for en "passende frist" (artikel 6, stk. 2). Normalt

er tidsfristerne for høring af miljømyndighederne de samme som for høring af offentligheden.

Domstolen

har bekræftet, at den nationale lovgivning kan indeholde obligatoriske tidsfrister,

når blot de ikke udelukker muligheden for, at offentligheden og myndighederne kan udtrykke

deres holdning.

Offentliggørelse af oplysninger om anvendelsesområde for offentligheden

Alle medlemsstaterne informerer offentligheden om resultaterne af vurderingsproceduren.

Disse oplysninger findes normalt på det særlige websted for de specifikke planer og

programmer eller på miljømyndighedernes websted, især hvis disse skal træffe den endelige

afgørelse. Vurderingsafgørelsen offentliggøres også i aviser, officielle tidender osv.

I nogle medlemsstater inddrages offentligheden i fasen med fastsættelse af

anvendelsesområdet, hvor den modtager oplysninger og får mulighed for at fremsætte

skriftlige bemærkninger eller deltage i høringerne vedrørende fastsættelse af

anvendelsesområdet.

Høring af de berørte myndigheder (artikel 6, stk. 3)

Alle medlemsstater hører myndighederne om miljørapporten og udkast til planer og

programmer. I nogle medlemsstater spiller miljømyndigheden en rolle som mellemmand

mellem myndigheden, som udvikler planerne, og alle andre myndigheder, der skal høres i

miljøvurderingsproceduren. Miljømyndigheden sikrer også miljørapportens kvalitet.

Domstolen

har præciseret, at det er nødvendigt at sikre funktionsopdelingen hos de

myndigheder, der har ansvaret for høring om miljøspørgsmål. Dette sker for at sikre, at en

FN-EF's konvention om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser og adgang til klage og

domstolsprøvelse på miljøområdet.

C-474/10, ECLI:EU:C:2011:681, præmis 50.

C-474/10, ECLI:EU:C:2011:681, præmis 42.

kom (2017) 0234 - Ingen titel

intern administrativ enhed i myndigheden har den nødvendige reelle selvstændighed til at

fremsætte en objektiv udtalelse om planen og programmet, der er genstand for

miljøvurderingsproceduren.

Høring af offentligheden om miljørapporten

I de fleste medlemsstater offentliggøres miljørapporten samtidig med udkastet til planer og

programmer. Dette giver offentligheden tilstrækkelig tid til at udtrykke sin mening og bidrage

til udarbejdelsen af miljørapporten, inden planerne og programmerne vedtages formelt.

Medlemsstaterne offentliggør normalt en meddelelse om den offentlige høring på internettet.

Offentliggørelsen indeholder titlen på planen og programmet, de ansvarlige myndigheder og

stedet, hvor alle dokumenter vedrørende udkast til planer og programmer, inklusive

miljørapporten og det ikketekniske resumé, er tilgængelige for offentligheden. I nogle

medlemsstater er høringskravene strengere end direktivets krav og omfatter afholdelse af et

møde eller en offentlig høring, hvor offentligheden kan blive hørt.

Den offentlige høring er en central del af proceduren og sigter mod at forbedre

gennemsigtigheden, omkostningseffektiviteten og effektiviteten af planlægningsprocessen.

Derved letter og forbedrer man det overordnede indtryk og den sociale accept af planen og

programmet, inden det vedtages og gennemføres.

Grænseoverskridende høringer (artikel 7)

Alle medlemsstater på nær to har angivet erfaringer med gennemførelse af

grænseoverskridende høringer om miljøpåvirkninger, enten som berørt part, som

oprindelsespart eller begge dele. I de fleste medlemsstater er miljømyndighederne ansvarlige

for afholdelsen af disse høringer.

Medlemsstaterne har rapporteret, at de største hindringer for grænseoverskridende høringer

om miljøpåvirkninger er udgifterne til oversættelse af dokumenter, kvaliteten af de oversatte

dokumenter og de ofte korte frister.

Overvågning af væsentlig indvirkning på miljøet (artikel 10)

2.6.

Overvågning giver mulighed for at sammenligne resultaterne af miljøvurderingen med

resultaterne af gennemførelsen af planer og programmer, navnlig de væsentlige indvirkninger

på miljøet. Direktivet indeholder ingen nærmere krav til ordningerne for overvågning af de

væsentlige indvirkninger på miljøet, hyppigheden af overvågningen, den anvendte

metodologi eller de organer, der er ansvarlige for overvågningen.

Medlemsstaterne har bemærket, at overvågningen afhænger af planerne og programmerne, og

at man regelmæssigt udarbejder overvågningsrapporter for visse typer af planer og

programmer. De fleste medlemsstater var imidlertid ude af stand til at fremlægge oplysninger

hyppigheden

overvågningen.

Overvågningen

kan

baseres

på

standardovervågningsindikatorer, som nogle gange fastsættes i den nationale lovgivning, eller

sker fra sag til sag. I forbindelse med direktivet om strategisk miljøvurdering, og når det er

relevant, benytter medlemsstaterne normalt miljøovervågningsordninger, der er indført ved

andre direktiver såsom vandrammedirektivet

, habitatdirektivet

og direktivet om

industrielle emissioner

EUT L 327 af 22.12.2000, s. 1.

kom (2017) 0234 - Ingen titel

Forbindelser med anden EU-lovgivning og andre politikområder

Direktivet har en eksplicit forbindelse til miljøvurderingsdirektivet og habitatdirektivet. Det

hænger også tæt sammen med andre direktiver, der indeholder krav om vedtagelse af

bestemte planer og programmer, der er omfattet af direktivets anvendelsesområde (f.eks.

direktiverne om nitrat, affald, støj og oversvømmelsesrisiko)

. Med henblik på at undgå

dobbeltvurdering hedder det i direktivets artikel 11, at medlemsstaterne kan fastsætte

koordinerede og/eller fælles procedurer, når både direktivet og anden EU-lovgivning

indeholder krav om vurdering af indvirkningen på miljøet.

3.1.

Miljøvurderingsdirektivet

I artikel 11, stk. 2, hedder det, at den strategiske miljøvurderingsprocedure skal gennemføres

uanset andre krav i henhold til miljøvurderingsdirektivet eller anden EU-lovgivning. I

retspraksis ved Domstolen

anerkendes det, at den miljøvurdering, der foretages i henhold til

miljøvurderingsdirektivet, skal foretages uanset de specifikke krav i direktivet, og at man

derfor ikke kan fritages for pligten til at foretage en miljøvurdering i henhold til direktivet,

hvis dette er nødvendigt for at overholde de miljømæssige aspekter, der er specifikke for

dette direktiv. Desuden har Domstolen bekræftet, at der er forskelle mellem procedurerne for

miljøvurdering og strategisk miljøvurdering af en række forskellige årsager. Derfor skal

kravene i begge direktiver overholdes samtidig

I praksis har det vist sig, at skillelinjerne mellem de to procedurer ikke altid er klare og har

tendens til at overlappe hinanden, navnlig med hensyn til planer, programmer eller projekter

vedrørende arealanvendelse og/eller fysisk planlægning. Dette skyldes, at denne type planer,

programmer eller projekter kan have kendetegn, der både gælder for planer og programmer

og et projekt. Planer vedrørende arealanvendelse og/eller fysisk planlægning er de planer og

programmer, der oftest er omfattet af den strategiske miljøvurderingsprocedure. Ved sådanne

vurderingsprocedurer er det vigtigt at sikre overholdelsen af både direktivet om strategisk

miljøvurdering og miljøvurderingsdirektivet, navnlig når medlemsstaterne har valgt

koordinerede procedurer.

De koordinerede eller fælles procedurer er omfattet af medlemsstaternes skønsbeføjelser

, og

kun 10 medlemsstater har valgt fælles eller koordinerede procedurer i deres nationale

lovgivning.

EFT L 206 af 22.7.92, s. 7.

EUT L 334 af 17.12.2010, s. 17.

EFT L 375 af 31.12 1991, s. 1. EUT L 312 af 22.11.2008. EFT L 189 af 18.7.2002, s. 12. EFT L 288 af 6.11.2007, s. 27.

C-295/10, præmis 58-63.

Idem, præmis 61-63.

Idem, præmis 65.

kom (2017) 0234 - Ingen titel

3.2.

Habitatdirektivet

Mange medlemsstater mener, at der ikke er risiko for dobbeltvurdering mellem den korrekte

vurdering i henhold til artikel 6, stk. 3, i habitatdirektivet og den strategiske miljøvurdering.

Dette skyldes, at de to procedurer har forskellige anvendelsesområder og samspillet mellem

dem. Domstolen har præciseret, at direktivet gælder som sådan, hvis forudsætningerne for en

vurdering i henhold til habitatdirektivet er opfyldt for planer og programmer

Planer og programmer, der samfinansieres af de europæiske struktur- og

investeringsfonde (2014-2020)

Det hedder i artikel 3, stk. 9, i direktivet, at planer og programmer, der samfinansieres af EU,

falder under direktivets anvendelsesområde. Forordningen om fælles bestemmelser

og de

fondsspecifikke forordninger gælder for programmeringsperioden 2014-2020 for de fem

relevante europæiske struktur- og investeringsfonde

(ESIF). Direktivet blev anvendt for de

fleste programmer med samfinansiering fra ESIF i perioden 2014-2020, eftersom de opstiller

en ramme for fremtidig godkendelse af projekter.

Forordningen om fælles bestemmelser har forbedret anvendelsen af direktivet på to måder.

For det første hedder det i artikel 55, stk. 4, i forordningen:

"Når det er relevant, skal

forhåndsevalueringerne omfatte kravene til strategisk miljøvurdering".

Kommissionen har

udarbejdet vejledningsdokumenter

for at lette forhåndsevalueringerne. Det hedder i

vejledningsdokumenterne, at der skal gennemføres en strategisk miljøvurdering tidligt i

udarbejdelsesfasen for planer og programmer, og at den skal være gennemført, inden de

vedtages.

For det andet indførte man med forordningen om fælles bestemmelser forhåndsbetingelser

som en ny funktion i programmeringsperioden 2014-2020. Formålet med

forhåndsbetingelserne er at sikre, at de nødvendige betingelser for en omkostningseffektiv og

effektiv anvendelse af samfinansieringen fra EU er til stede, og at sikre den effektive

anvendelse af direktiverne om miljøvurdering og strategisk miljøvurdering. De generelle

forhåndsbetingelser omfatter ordninger, der sikrer den effektive anvendelse af direktivet. Få

medlemsstater måtte ændre deres nationale lovgivning. Dermed er den lovgivningsmæssige

ramme vedrørende beslutningsprocessen i miljøsager blevet præciseret, og de myndigheder,

der anvender direktivet, har fået styrket deres viden og færdigheder. Med forordningen

indføres der også tematiske forhåndsbetingelser for transportsektoren med krav om

omfattende overordnede planer og programmer for transportinvesteringer, som er i

overensstemmelse med de retlige krav i direktivet.

C-177/11, EU:C:2012:378, præmis 19-24.

EUT L 347 af 20.12.2013, s. 320.

ESI-fondene omfatter EFRU, SF, ESF, ELFUL og EHFF.

Vejledningsdokument om forhåndsevaluering (EFRU, SF, ESF)[

http://ec.europa.eu/regional_policy/sources/docoffic/2014/working/ex_ante_en.pdf

]; Retningslinjer for forhåndsevaluering

af OP'er i 2014-2020 EHFF [

http://ec.europa.eu/fisheries/sites/fisheries/files/guidelines-ex-ante-evaluation-2014-2020-emff-

ops_en.pdf

]; Sammenfatning af forhåndsevalueringer af landdistriktsudviklingsprogrammer 2014-2020

[http://ec.europa.eu/agriculture/sites/agriculture/files/evaluation/rural-development-

reports/2015/ex_ante_rdp_synthesis_2014_2020/fulltext_en.pdf].

kom (2017) 0234 - Ingen titel

Næsten alle medlemsstater har opfyldt de generelle forhåndsbetingelser i henhold til

direktivet. De fleste medlemsstater har bemærket, at ESIF-programmernes generelle og

multisektorale karakter har gjort den strategiske miljøvurderingsprocedure kompliceret, og at

den ofte måtte fremskyndes. Medlemsstaterne har påpeget, at de tilgængelige oplysninger om

de sandsynlige væsentlige virkninger af planer og programmer er af temmelig generel

karakter på det tidspunkt, hvor de udarbejder og vedtager deres planer og programmer. Dette

har været en særlig hindring i forbindelse med vurdering af virkningerne af

grænseoverskridende

programmer.

Få

medlemsstater

udarbejdede

specifikke

vejledningsdokumenter for gennemførelsen af strategisk miljøvurdering af ESIF-planer og -

programmer. De fleste medlemsstater benyttede den vejledning, de fik fra Kommissionen.

Miljøvurderingsdirektivets effektivitet

Effektiviteten af direktivets gennemførelse kan vurderes som en funktion af dets mulighed for

at påvirke både planlægningsprocessen og det endelige indhold af planer og programmer.

Alle medlemsstater har erkendt, at den strategiske miljøvurderingsprocedure har påvirket

planlægningsprocessen, i det mindste i en vis udstrækning, og at den har forbedret kvaliteten

af planer og programmer. Der hersker en fælles og delt opfattelse blandt medlemsstaterne og

aktørerne af, at proceduren er mere effektiv, hvis der findes politisk vilje til reelt at påvirke

planlægningsprocessen. Dette sikrer, at miljøovervejelserne integreres fuldt ud i

planlægnings- og beslutningsprocessen.

Mange medlemsstater har bemærket, at det er mere sandsynligt, at den strategiske

miljøvurderingsprocedure vil påvirke mindre planer og programmer på regionalt niveau

(f.eks. arealanvendelse) snarere end nationale planer og programmer, hvor de strategiske

beslutninger ofte træffes på politisk niveau, og hvor der er begrænset mulighed for, at disse

ændres efter den strategiske miljøvurderingsprocedure. De fleste medlemsstater har f.eks.

erkendt, at en ordentlig overvejelse af alternativerne kan påvirke indholdet af planer og

programmer, men i praksis er alternativerne hovedsagelig fokuseret på at nedbringe eller

afhjælpe de negative virkninger. Men sådanne foranstaltninger kan også bidrage effektivt til

at sikre beskyttelsen af miljøet.

Mange medlemsstater har anerkendt den offentlige hørings betydning for at styrke

vurderingens gennemsigtighed og troværdighed. Dette er vigtigt, fordi resultaterne af

vurderingen skal anvendes ved den endelige beslutning om vedtagelse af planerne og

programmerne. Men efter 10 år med anvendelse af direktivet har medlemsstaterne bemærket,

at de nærmere forhold i forbindelse med beslutningstagningen har betydning for, i hvilken

udstrækning der tages hensyn til resultaterne af den strategiske miljøvurderingsprocedure ved

den endelige beslutning om planer og programmer, og at dette kan variere fra en engageret

overvejelse af resultaterne af vurderingen til et formelt procedurekrav om at afkrydse et felt.

Konklusioner

I 2007-2014 gjorde medlemsstaterne ikke opmærksom på større problemer med

gennemførelsen. Domstolen fastlagde retspraksis med præciseringer af direktivets krav.

Medlemsstaterne har styrket gennemførelsen af direktivet og opnået større erfaring med dets

anvendelse. Når det har været nødvendigt, har medlemsstaterne ændret deres nationale

lovgivning for at sikre overholdelsen af direktivet.

kom (2017) 0234 - Ingen titel

Gennemførelsesgraden af direktivet i medlemsstaterne afhænger af de forskellige

administrative og retlige ordninger for dets anvendelse. Nogle af udfordringerne ved

gennemførelsen vedrører forskellige elementer af miljøvurderingsproceduren (såsom

kvaliteten og tilgængeligheden af de oplysninger, der anvendes i miljørapporten). Dette er

navnlig relevant for planer og programmer, der vedrører et bredt spektrum af problemer

(f.eks. nationale eller sektorale). Der hersker fortsat usikkerhed om visse nøglebegreber

såsom "rimelige alternativer". Selv om det lykkedes at løse nogle af disse problemer ved

hjælp af vejledningsdokumenter, forekommer samspillet mellem procedurerne for

henholdsvis miljøkonsekvensvurdering og strategisk miljøvurdering at udgøre en udfordring,

navnlig for planer og programmer, der har form af et projekt.

Alle medlemsstater bør videreføre deres gennemførelsesindsats for at sikre overholdelsen af

direktivet. Når det er nødvendigt, skal de også tage proaktive initiativer, såsom

vejledningsdokumenter, uddannelse, informationsdeling og oprettelse af databaser med

miljøoplysninger. På grundlag af denne rapport vil Kommissionen i forbindelse med den

kommende evaluering overveje, hvordan man kan styrke de positive virkninger af direktivet

og bedre fremhæve dets merværdi for EU samt dets omkostningseffektivitet og effektivitet.