Europaudvalget 2017
KOM (2017) 0236
Offentligt
1756375_0001.png
EUROPA-
KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 15.5.2017
COM(2017) 236 final
RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL RÅDET OG EUROPA-PARLAMENTET
om forløbet af gennemførelsen af Rådets direktiv 2011/70/EURATOM og en opgørelse
over radioaktivt affald og brugt nukleart brændsel på Fællesskabets område og
fremtidsudsigterne
{SWD(2017) 159 final}
{SWD(2017) 161 final}
DA
DA
 kom (2017) 0236 - Ingen titel
Indholdsfortegnelse
1.
2.
3.
INDLEDNING .................................................................................................................... 3
OPGØRELSE OG FREMTIDSUDSIGTER ...................................................................... 5
NATIONALE
POLITIKKER
OG
PROGRAMMER:
FRA
POLITISKE
BESLUTNINGER TIL KONKRETE TILTAG ................................................................. 8
3.1
3.2
4.
Nationale politikker .................................................................................................... 8
Nationale programmer ................................................................................................ 9
NATIONALE RAMMER TIL SIKRING AF SIKKER HÅNDTERING AF BRUGT
BRÆNDSEL OG RADIOAKTIVT AFFALD ................................................................. 13
4.1.
4.2.
4.3.
4.4.
4.5.
4.6.
Kompetente tilsynsmyndigheder .............................................................................. 13
Tilladelsesindehaverens ansvarsområder, herunder sikkerhedsdemonstration og
gennemgang af sikkerhed ......................................................................................... 14
Ekspertise og kvalifikationer .................................................................................... 15
Omkostningsvurdering, finansieringsordninger og tilgængelige ressourcer ............ 15
Gennemsigtighed ...................................................................................................... 17
Selvevaluering og internationale peerevalueringer .................................................. 17
5.
6.
DET VIDERE ARBEJDE ................................................................................................. 17
KONKLUSIONER............................................................................................................ 18
2
 kom (2017) 0236 - Ingen titel
1756375_0003.png
1. INDLEDNING
I henhold til artikel 14, stk. 2, i direktiv 2011/70/Euratom
1
("direktivet") skal Kommissionen
forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om forløbet af gennemførelsen af
direktivet og en opgørelse over radioaktivt affald og brugt nukleart brændsel på Fællesskabets
område og fremtidsudsigterne. Det er første gang, at Kommissionen er i stand til at give et
samlet overblik til borgerne i Den Europæiske Union (EU) om dette vigtige spørgsmål. Selv
om de fremskridt, der er indberettet af medlemsstaterne, ikke altid er fuldt omfattende og
sammenlignelige, giver denne rapport ikke desto mindre et klart billede af den aktuelle
situation og fremhæver de områder, hvor der er behov for yderligere forbedringer og
opmærksomhed.
Alle medlemsstater frembringer radioaktivt affald, og 21 af dem håndterer også brugt
brændsel på deres område. På grund af dets radiologiske egenskaber og den potentielle fare,
det udgør for arbejdstagerne og offentligheden, er det vigtigt at sikre en sikker forvaltning af
sådant materiale fra frembringelse til deponering. Dette kræver inddæmning og isolation fra
mennesker og det levende miljø over en lang periode. Ved at vedtage og gennemføre
direktivet har medlemsstaterne anerkendt deres juridiske og etiske forpligtelse til at sikre et
højt niveau af sikkerhed, når de håndterer disse materialer, og til at undgå enhver urimelig
byrde på fremtidige generationer.
Radioaktivt affald er gasformigt, flydende eller fast materiale, som der ikke er planlagt eller
overvejet yderligere anvendelse for, og som er klassificeret som radioaktivt affald.
Frembringelsen deraf er forbundet med produktionen af elektricitet i atomkraftværker eller
med ikke-elektricitetsrelateret brug af radioaktivt affald til aktiviteter inden for medicin,
forskning, industri eller landbrug. Baseret på dets radiologiske egenskaber og potentielle farer
klassificeres radioaktivt affald generelt som "meget lavaktivt affald", "lavaktivt affald",
"mellemaktivt affald" og "højaktivt affald"
2
. I EU klassificeres næsten 90 % af radioaktivt
affald som "meget lavaktivt affald" eller "lavaktivt affald".
Brugt brændsel er nukleart brændsel, som er permanent fjernet fra en reaktorkerne efter
bestråling, og som ikke længere kan anvendes i sin nuværende form. Det frembringes ved
drift af atomreaktorer til elproduktion, forskning, uddannelse og demonstration. For at
håndtere brugt brændsel kan medlemsstaterne vælge enten at genindvinde en del af materialet
ved at oparbejde det
–
det resterende materiale bliver højaktivt affald, som skal deponeres
–
eller ved at deponere det brugte brændsel direkte, hvilket betyder, at det omklassificeres som
højaktivt affald. Det forklarer, hvorfor håndteringen af dette materiale skal behandles sammen
med håndteringen af radioaktivt affald.
Hver medlemsstat kan frit fastsætte sit energimiks. På tidspunktet for medlemsstaternes
1
2
Rådets direktiv 2011/70/Euratom af 19. juli 2011 om fastsættelse af en fællesskabsramme for ansvarlig
og sikker håndtering af brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald.
Endvidere kategoriseres det baseret på materialets halveringstid (tid til at halvere radioaktiviteten) som
"meget kortlivet" (ca. 100 dage), "kortlivet" (mindre end 30 år) og "langlivet" (over 30 år).
3
 kom (2017) 0236 - Ingen titel
1756375_0004.png
rapporter er der 129 atomreaktorer i drift i 14 medlemsstater
3
med en samlet kapacitet på ca.
120 GWe og en gennemsnitsalder på 30 år. Som anslået i det vejledende kerneenergiprogram
(PINC)
4
skal over 50 af de reaktorer, som i dag er i drift i EU, lukkes ned inden 2025, mens
der er planlagt nye byggeprojekter i 10 medlemsstater, og fire reaktorer er under opførelse i
Finland, Frankrig og Slovakiet. Dette vil føre til frembringelse af mere radioaktivt affald og
brugt brændsel, som skal håndteres sikkert og ansvarligt, også efter dette århundrede.
Vedtagelsen af direktivet var et stort skridt i retning af en omfattende og juridisk bindende
ramme på EU-niveau for sikker og ansvarlig håndtering af brugt brændsel og radioaktivt
affald. Formålet med direktivet er at:
−
sikre, at arbejdstagerne og offentligheden er beskyttet mod farer som følge af
ioniserende stråling nu og i fremtiden. Dette går ud over de nationale grænser
−
gennemføre de højeste sikkerhedsstandarder for håndtering af radioaktivt affald og
brugt brændsel og undgå enhver urimelig byrde på fremtidige generationer
−
sikre, at medlemsstaterne gør en indsats for at gennemføre bæredygtige og rettidige
løsninger til håndtering af brugt brændsel og radioaktivt affald, herunder på langt sigt
med passive sikkerhedsfunktioner
−
sikre, at politiske beslutninger omsættes til klare handlinger (dvs. politikker og
programmer, specifikke projekter og opførelse af anlæg) til gennemførelse af alle trin
til håndtering af radioaktivt affald og brugt brændsel
−
opretholde en fortsat forbedring af håndteringssystemet med prioritering af sikkerhed
baseret på en trinvis beslutningsproces, gennemsigtighed og offentlighedens deltagelse
−
sikre tilstrækkelige og gennemsigtigt forvaltede finansielle ressourcer, som er til
rådighed, når det er nødvendigt, i overensstemmelse med princippet om, at dem, der
frembringer radioaktivt affald eller brugt brændsel, bærer omkostningerne i
forbindelse med håndteringen deraf.
For at nå disse mål kræver direktivet, at medlemsstaterne skal indføre:
nationale politikker,
som i store træk beskriver medlemsstaternes tilgang til alle trin i
håndteringen af radioaktivt affald og brugt brændsel
3
4
Belgien, Bulgarien, Tjekkiet, Finland, Frankrig, Tyskland, Ungarn, Nederlandene, Rumænien, Spanien,
Sverige, Slovenien, Slovakiet og Det Forenede Kongerige (Litauen og Italien har lukket deres
reaktorer).
Meddelelse fra Kommissionen
–
Det vejledende kerneenergiprogram forelagt i henhold til Euratom-
traktatens artikel 40 med anmodning om udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg
{COM(2017) 237}.
4
 kom (2017) 0236 - Ingen titel
1756375_0005.png
nationale programmer,
som omsætter de nationale politikker til konkrete
handlingsplaner for at sikre, at der sker fremskridt og for at kunne overvåge dette
nationale lovgivningsmæssige, tilsynsmæssige og organisatoriske rammebestemmelser
("nationale rammebestemmelser"), som indfører de krævede rammer for
gennemførelsen af de nationale politikker og programmer, som er besluttet og klart
tildeler ansvaret.
Medlemsstaterne skulle gennemføre direktivet, herunder de nationale politikker og nationale
rammebestemmelser, inden den 23. august 2013. For at gøre det muligt at lægge konkrete
planer fik medlemsstaterne yderligere to år til at indføre de nationale programmer med frist
den 23. august 2015. Samtidig skulle medlemsstaterne forelægge de nationale rapporter om
den generelle gennemførelse af direktivet, herunder deres nationale politikker,
rammebestemmelser og programmer for håndtering af brugt brændsel og radioaktivt affald.
Denne første rapport er baseret på alle medlemsstaternes nationale rapporter. Den tager også
højde for de nationale politikker, rammebestemmelser og programmer, som indtil videre er
forelagt Kommissionen
5
,
6
, og rapporterne under den fælles konvention 2014
7
, som blev
forelagt Kommissionen.
Det bør bemærkes, at Kommissionen som fastsat i direktivets artikel 13, stk. 2, har anmodet
medlemsstaterne om afklaring og kan afgive sin udtalelse om, hvorvidt de individuelle
nationale programmers indhold er i overensstemmelse med direktivets artikel 12.
2.
OPGØRELSE OG FREMTIDSUDSIGTER
I henhold til direktivet skal medlemsstaterne forelægge Kommissionen en rapport om deres
lagre af radioaktivt affald og brugt brændsel med tydelig angivelse af placeringen og
mængden i overensstemmelse med en passende klassificering. Endvidere bør
medlemsstaternes rapporter indeholde skøn over fremtidige mængder, herunder fra
nedlæggelse, og de bør indeholde en ajourført opgørelse over medlemsstaternes lagre og
prognoser hvert tredje år. På grundlag af oplysningerne fra medlemsstaterne skal
Kommissionen forelægge en opgørelse over radioaktivt affald og brugt brændsel på
Fællesskabets område for Europa-Parlamentet og Rådet. EU-opgørelsen er vedlagt som et
arbejdsdokument til denne rapport, ligesom der findes et resumé i tabel 1 og figur 1.
5
6
7
Eftersom medlemsstaterne nu har erklæret, at direktivet er fuldstændig gennemført, er Kommissionen i
dialog med dem for at afklare spørgsmål og færdiggøre sin vurdering.
Rapporten er baseret på de tilgængelige oplysninger i alle medlemsstaternes rapporter, de endelige
nationale programmer i 22 medlemsstater, som var blevet meddelt pr. 30. september 2016 (Belgien,
Bulgarien, Cypern, Danmark, Det Forenede Kongerige, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Irland,
Litauen, Luxembourg, Malta, Nederlandene, Polen, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Sverige,
Tyskland og Ungarn) og udkast til nationale programmer for 5 medlemsstater (Italien, Kroatien,
Portugal, Tjekkiet og Østrig).
Fælles konvention om sikker håndtering af brugt brændsel og radioaktivt affald (INFCIRC/546 af 24.
december 1997).
5
 kom (2017) 0236 - Ingen titel
1756375_0006.png
Affaldskategori
VLLW
LLW
ILW
HLW
Brugt brændsel
2004
210 000
2 228 000
206 000
5 000
Samlet mængde (m3)
2007
2010
2013
280 000
414 000
516 000
2 435 000 2 356 000 2 453 000
288 000
321 000
338 000
4 000
5 000
6 000
54 300
0.2%
10 %
15 %
VLLW
LLW
ILW
HLW
Samlet mængde (tHM)
38 100
44 900
53 300
74 %
Tabel 1.
Udvikling i samlet mængde radioaktivt affald
og brugt brændsel i perioden 2004-2013
8
Fig. 1. Fordeling af kategorier af
radioaktivt affald (slut 2013)
Det anslåede samlede lager af radioaktivt affald på EU's område er 3 313 000 m3, hvoraf ca.
70 % er blevet bortskaffet (2 316 000 m3), og omkring 30 % er oplagret (997 000 m3). Den
vigtigste sammensætning af den samlede mængde radioaktivt affald er 74 % lavaktivt affald
(LLW), 15 % meget lavaktivt affald (VLLW), 10 % mellemaktivt affald (ILW) og 0,2 %
højaktivt affald (HLW) (se figur 1)
9
. ILW og HLW frembringes og oplagres i hele EU,
fortrinsvist i de medlemsstater, som har atomprogrammer
10
.
I slutningen af 2013
11
var der oplagret over 54 000 tHM brugt brændsel i EU. Omkring 800
tHM brugt brændsel
–
omkring 1,5 % af det samlede lager
–
var oplagret i et tredjeland indtil
oparbejdningen, og det forventede deraf følgende materiale blev sendt tilbage til EU efter
2017.
Alt brugt brændsel i EU er i øjeblikket oplagret, eftersom der ikke på verdensplan findes
nogen civile deponeringsanlæg til brugt brændsel, som er i drift. Selv om det både historisk og
8
9
10
11
Kommissionens estimater for 2004, 2007 og 2010 er baseret på oplysninger fra den sjette og syvende
situationsrapport (oplysninger findes i SWD(2017) 161 om radioaktivt affald og brugt brændsel på
Fællesskabets område og fremtidsudsigterne). Tallene i tabellen er rundet op (f.eks. til nærmeste
tusinde).
Klassifikationssystemet i henhold til IAEA General Safety Guide GSG definerer også undtaget affald
(affald med så små koncentrationer af radionuklider, at det ikke kræver bestemmelser om beskyttelse
mod stråling) og affald med meget kort levetid (affald, der kun indeholder radionuklider med meget kort
halveringstid, så det kan oplagres, indtil det er faldet under frigivelsesniveauet og håndteres som
konventionelt affald). Disse kræver ikke langsigtet håndtering eller deponering som radioaktivt affald
på grund af deres korte levetid og/eller aktivitetsniveauer, der gør det muligt at fritage dem fra tilsyn.
Fritaget affald og affald med meget kort levetid rapporteres således i de fleste tilfælde ikke af
medlemsstaterne. Disse affaldsklasser er således ikke blevet brugt til sammenlægning af data i dette
dokument.
I forbindelse med denne rapport er medlemsstaterne med et atomprogram Belgien, Bulgarien, Tjekkiet,
Finland, Frankrig, Tyskland, Ungarn, Nederlandene, Rumænien, Spanien, Sverige, Slovenien, Slovakiet
og Det Forenede Kongerige. Litauen og Italien anses også for at være en del af denne kategori, da de
har lukket atomreaktorer på deres område og håndterer brugt brændsel.
Skæringsdatoen for de fleste data er slutningen af 2013 for at reducere rapporteringsbyrden for
medlemsstaterne og fremme fælles rapportering med den fælles konvention. Enkelte medlemsstater har
indberettet nyere tal.
6
 kom (2017) 0236 - Ingen titel
1756375_0007.png
aktuelt er praksis i visse medlemsstater at oparbejde brugt brændsel, har størstedelen af de
medlemsstater, som har atomkraftværker i drift, til hensigt at bortskaffe deres brugte brændsel
i dybe geologiske anlæg uden oparbejdning i fremtiden. Dette ventes at føre til en stigning i
mængden af højaktivt affald til oplagring og deponering. Under hensyntagen til den planlagte
lukning af oparbejdningsanlæg i Det Forenede Kongerige senest i 2020 og følgerne af Brexit
vil Frankrig efter 2020 være den eneste medlemsstat med en industripolitik om oparbejdning
nationalt, mens andre medlemsstater oparbejder brændsel i udlandet og overvejer at gøre det i
fremtiden.
Det skal bemærkes, at de fleste medlemsstater historisk set har udviklet deres egne
klassifikationssystemer, mens nogle få medlemsstater uden atomprogrammer i stedet
anvender Den Internationale Atomenergiorganisations (IAEA) generelle sikkerhedsvejledning
GSG-1
12
. For at kunne vurdere det nuværende EU-lager valgte Kommissionen at omsætte
medlemsstaternes data til en fælles klassifikation baseret på IAEA-standarden.
Derudover indeholder prognoserne for lagrene af radioaktivt affald i medlemsstaterne, som
det kan ses i arbejdsdokumentet om EU-opgørelsen (SWD(2017) 161), forskellige
detaljeringsgrader og tidsfrister, og flere medlemsstater har ikke givet nogen eller
tilstrækkeligt detaljerede estimater af deres fremtidige lagre af brugt brændsel og/eller
radioaktivt affald, navnlig vedrørende nyopførelser og nedlæggelse. Derfor var det ikke
muligt for Kommissionen at prognosticere de samlede fremtidige EU-lagre.
Nedlæggelse af atomkraftanlæg vil blive en stadig vigtigere aktivitet for den europæiske
atomindustri i de kommende år som følge af den aldrende reaktorflåde, og der er ligeledes
brug for investeringer til at erstatte eksisterende atomkraftanlæg, som det blev påvist i PINC.
Dette vil få stor indflydelse på mængden af radioaktivt affald, som frembringes, navnlig
meget lavaktivt affald og lavaktivt affald, og bør derfor tages i betragtning ved planlægning af
deponering og oplagringsanlæg. For mellemaktivt affald og højaktivt affald er sikker og
ansvarlig håndtering en udfordring med hensyn til tilgængeligheden af tilstrækkelig langsigtet
oplagringskapacitet og udvikling af bæredygtige deponeringsløsninger.
Udarbejdelse af en omfattende og ajourført opgørelse danner grundlag for de nationale
programmer, omkostningsvurdering og dermed forbundne begreber og planer for sikker og
ansvarlig håndtering af brugt brændsel og radioaktivt affald. Det er i øjeblikket vanskeligt at
anslå og fremlægge en pålidelig EU-opgørelse, eftersom de fleste medlemsstater bruger deres
eget klassifikationssystem, og der i direktivet ikke udtrykkeligt lægges op til en harmoniseret
tilgang. Derudover har en række medlemsstater ikke rapporteret om alle typer radioaktivt
affald, navnlig radioaktivt affald fra nedlæggelse og nyopførelser, fremtidige prognoser og
institutionelt affald. Kommissionen agter derfor i næste rapporteringsrunde (dvs. i 2018) i
henhold til direktivets artikel 14, stk. 1, at støtte medlemsstaterne i i) at forbedre
rapporteringen af opgørelsesdata for radioaktivt affald med en klar definition af de forskellige
kilder til radioaktivt affald og deres oprindelse, og ii) at arbejde videre på detaljerede og
pålidelige prognoser.
12
"Classification of Radioactive Waste", General Safety Guide, IAEA, Wien, 2009.
7
 kom (2017) 0236 - Ingen titel
1756375_0008.png
3.
NATIONALE POLITIKKER OG PROGRAMMER:
BESLUTNINGER TIL KONKRETE TILTAG
FRA
POLITISKE
Udviklingen af en national politik er vigtig for en sikker håndtering af brugt brændsel og
radioaktivt affald på langt sigt. Den bør i store træk indeholde medlemsstaternes planlagte
tilgang til at håndtere deres opgørelser over radioaktivt affald og brugt brændsel fra
frembringelse til deponering og bør stemme overens med principperne i direktivets artikel 4.
Nationale politikker bør omsættes til konkrete handlingsplaner i medlemsstaternes nationale
programmer.
3.1
Nationale politikker
Alle medlemsstater på nær én har rapporteret deres nationale politikker til Kommissionen,
enten i enkeltstående dokumenter eller afspejlet i deres nationale rammebestemmelser og/eller
deres nationale programmer.
De fleste medlemsstater har fastlagt et klart endeligt ansvar hos staten for håndtering af brugt
brændsel og radioaktivt affald i overensstemmelse med direktivets artikel 4, stk. 1. I de fleste
tilfælde er der imidlertid kun begrænsede oplysninger om den praktiske gennemførelse af
dette ansvarsområde, og omkring en tredjedel af medlemsstaterne har slet ikke taget højde for
dette i deres rapporter.
Medlemsstaternes politikker stemmer stort set overens med principperne i direktivets artikel
4, stk. 3. Generelt kræver medlemsstaterne i deres lovgivning, at disse principper følges i
deres politikker. Det er dog kun omkring en tredjedel af medlemsstaternes politikker, som er
omfattende med hensyn til at tage hånd om alle typer radioaktivt affald og brugt brændsel
samt alle trin i håndteringen af disse. Generelt tages der bedre hånd om principperne om
affaldsminimering og sikkerhed end principperne om at anvende en gradueret tilgang med
gennemførelse af passive sikkerhedsfunktioner for langsigtet sikkerhed og under hensyntagen
til den indbyrdes afhængighed mellem de enkelte trin i håndteringen af brugt brændsel og
radioaktivt affald.
Størstedelen af medlemsstaterne anerkender deres ansvar for at deponere radioaktivt affald
frembragt på deres områder i overensstemmelse med direktivets artikel 4, og ingen
medlemsstater har i øjeblikket meddelt Kommissionen aftaler om brug af deponeringsanlæg i
tredjelande. De fleste medlemsstater har lovkrav på plads og rapporterer i overensstemmelse
med direktivets artikel 4, stk. 2, om overførsel af radioaktivt affald til behandling og/eller
brugt brændsel til oparbejdning i udlandet. De anerkender, at ansvaret for deponering af
materialer fra behandling og oparbejdning fortsat ligger hos de medlemsstater, hvor det
radioaktive materiale blev frembragt
13
.
Det vigtigste udestående spørgsmål i en lang række medlemsstater med hensyn til nationale
politikker er beslutningen om langsigtet forvaltning af mellemaktivt affald, højaktivt affald og
13
Oplagring i tredjelande i overensstemmelse med direktivet, forudsat at ansvaret for deponering fortsat
ligger hos de frembringende medlemsstater og kun kan overføres i overensstemmelse med direktivets
artikel 4, stk. 4.
8
 kom (2017) 0236 - Ingen titel
1756375_0009.png
brugt brændsel og navnlig deponering af dette
14
,
15
. Endvidere overvejer halvdelen af
medlemsstaterne muligheden for fælles deponeringsløsninger, enten som en foretrukken eller
som en alternativ løsning (den "tosporede" tilgang
16
). Ingen af medlemsstaternes programmer
eller rapporter indeholder imidlertid konkrete milepæle eller foranstaltninger rettet mod
gennemførelsen af en sådan løsning
17
.
Mens direktivet giver mulighed for at udvikle fælles deponeringsløsninger, kan en politik
baseret udelukkende på denne mulighed uden en klar retning mod gennemførelse ikke anses
for at være i overensstemmelse med direktivets formål. Kommissionen ser store udfordringer i
forhold til at praktisere fælles løsninger. Som det er tilfældet for udviklingen af alle
deponeringsanlæg, er der behov for engagement med alle interessenter og offentligheden og
en indsats på det højeste politiske niveau
18
. Som anført i direktivet og også anerkendt af Den
Europæiske Revisionsret
19
er deling af deponeringsanlæg en potentielt gavnlig, sikker og
omkostningseffektiv løsning. Kommissionen vil derfor støtte medlemsstaterne i at vurdere de
økonomiske, retlige og sociale virkninger af de fælles deponeringsanlæg og iværksætte en
debat om dette for at vurdere, om det kan lade sig gøre, og om medlemsstaterne er klar til at
gennemføre denne deponeringsløsning.
3.2
Nationale programmer
Alle medlemsstater på nær én har forelagt deres
nationale programmer,
enten i endelig
udgave eller i udkast, med den seneste forelæggelse i september 2016. De fleste af
medlemsstaternes programmer er af nyere dato og blev vedtaget i perioden 2015-2016, mens
to af medlemsstaternes programmer blev vedtaget i 2006
20
.
Generelt bemærker Kommissionen en varierende grad af detaljer i de forskellige nationale
programmer. Kun nogle få medlemsstater har programmer, der omhandler alle typer af brugt
brændsel og radioaktivt affald med detaljerede planer for alle trin af håndteringen (fra
frembringelse til deponering) i overensstemmelse med direktivets artikel 11, stk. 1, idet det
14
15
16
17
18
19
20
De fleste medlemsstater med forskningsreaktorer agter at sende brugt brændsel tilbage til leverandøren
(USA eller Den Russiske Føderation) inden 2020, selv om den langsigtede håndtering af brugt brændsel
(f.eks. deponering) for en lang række uddannelses- og forskningsreaktorer endnu ikke er blevet
defineret.
Nogle få medlemsstater med definerede politikker anerkender behovet for at finde tekniske løsninger på
den langsigtede forvaltning af særligt radioaktivt affald (f.eks. eksotisk affald fra forskning). Disse
medlemsstater rapporterede, at de har igangværende eller planlagte forskningsaktiviteter til at tage hånd
om dette behov.
I dette tilfælde fortsætter medlemsstaterne med at udvikle og gennemføre deres egne nationale
programmer og lader muligheden for en fælles løsning stå åben.
Luxembourg og Belgien har underskrevet en aftale i 2016 om overførsel til og deponering af relativt
små mængder radioaktivt affald i Belgien.
Dette er særligt relevant for valget af værtsland og sted, fastlæggelse af klare milepæle i retning af
gennemførelse, fastsættelse af specifikke ansvarsområder i hele anlæggets levetid og tilknyttede
forpligtelser.
Særberetning nr. 22/2016: EU's programmer for bistand til nuklear nedlukning i Litauen, Bulgarien og
Slovakiet: Der er sket visse fremskridt siden 2011, men der ligger kritiske udfordringer forude.
Slovenien forelagde et ajourført nationalt program den 30. september 2016
–
Sloveniens program for
2006 blev brugt til denne rapport, da analysen af det ajourførte program stadig er i gang. Spaniens
meddelelse om sit reviderede nationale program er endnu ikke afsluttet.
9
 kom (2017) 0236 - Ingen titel
1756375_0010.png
største spørgsmål endnu engang er deponeringstrinnet
21
.
Deponering af mellemaktivt affald, højaktivt affald og brugt brændsel
Hvad angår deponering af mellemaktivt affald, højaktivt affald og brugt brændsel, er
strategierne for deponering i henhold til direktivets artikel 12, stk. 1, litra d), (f.eks.
udvælgelse af sted, udformning) ikke konkrete i de fleste medlemsstater, ofte på grund af
behovet for at træffe politiske beslutninger eller for at vælge steder
22
. Af de medlemsstater,
der planlægger at udvikle geologiske deponeringsanlæg i de kommende årtier, er det kun
Finland, Frankrig og Sverige, som indtil videre har udvalgt steder, hvilket viser
udfordringerne i forhold til at gå fra planlægning til praktisk gennemførelse. På globalt plan er
Finland det første land, som er begyndt at anlægge et dybt geologisk anlæg, og det forventes
at stå færdigt i 2022, ligesom Frankrig og Sverige ventes at påbegynde driften i 2030 (se
figur 2). Andre 12 medlemsstater har planer om dybe geologiske deponeringsanlæg og
befinder sig på forskellige stadier af gennemførelsen. De fleste medlemsstater uden
atomprogrammer dækker aktiviteter frem til midlertidig oplagring og tilbagesendelse af brugt
brændsel (hvor dette er relevant) til leverandøren i deres nationale program og har endnu ikke
defineret en politik eller en løsning til deponering af radioaktivt affald.
Figur 2. Planlagt driftsstart for dybt geologisk anlæg
Der bør hurtigst muligt udarbejdes konkrete planer om at udvikle langsigtede løsninger til
håndtering af højaktivt affald, mellemaktivt affald og brugt brændsel, herunder aktiviteter i
forbindelse med forskning, udvikling og demonstration i alle medlemsstater, for at undgå
enhver urimelig byrde på fremtidige generationer. Medlemsstater uden sådanne konkrete
planer i deres programmer i øjeblikket bør sikre, at der er tilstrækkelig tilgængelig
oplagringskapacitet til fortsat at kunne håndtere deres lager sikkert. Ud fra dette perspektiv
viser medlemsstaternes rapportering ikke altid klart, hvordan der i praksis tages højde for den
indbyrdes afhængighed mellem frembringelse af radioaktivt affald og brugt brændsel på den
ene side og deres kapacitet til at behandle, oplagre og deponere (herunder for brugt brændsel
og radioaktivt affald fra nye anlæg) på den anden. Medlemsstaterne bør være ekstra
opmærksomme på dette i gennemgangen af deres nationale programmer: og bør rapportere
om det i fremtiden.
21
22
Det anerkendes, at dette også omfatter spørgsmålet om visse typer eksotisk affald og
remedieringsaffald, som de pågældende medlemsstater snart forventes at træffe beslutning om.
Se tabel 7 i Kommissionens arbejdsdokument D(2017) 159 om forløbet af gennemførelsen af Rådets
direktiv 2011/70/Euratom.
10
 kom (2017) 0236 - Ingen titel
1756375_0011.png
Hvad angår de medlemsstater, som har konkrete planer i deres nationale programmer for
deponering af højaktivt affald og brugt brændsel, vurderer Kommissionen, at der er behov for
yderligere drøftelser, eftersom det ikke altid fremgår klart, hvordan disse medlemsstater viser,
at de har taget rimelige skridt til at sikre fremskridt og undgå enhver urimelig byrde for
fremtidige generationer. Kommissionen vil navnlig være opmærksom på overholdelsen af
dette princip i sine udtalelser om de enkelte medlemsstaters nationale programmer. Den vil
fokusere på de foreslåede tidsrammer for at udvikle løsninger, da disse i nogle tilfælde synes
at være urimeligt lange for visse milepæle som f.eks. for udvælgelse af steder. Udvælgelse af
steder til deponeringsanlæg er en krævende og lang proces, hvor offentlig deltagelse i
beslutningsprocesserne er afgørende for at gøre fremskridt. Som sådan bør medlemsstaterne
optimere planlægningen, afsætte passende ressourcer, udføre de nødvendige forsknings- og
uddannelsesaktiviteter og føre en dialog med offentligheden og andre interessenter for at
fremskynde gennemførelsen.
Deponering af meget lavaktivt affald og lavaktivt affald
I forhold til deponering af meget lavaktivt affald og lavaktivt affald bemærker Kommissionen,
at de fleste medlemsstater med atomprogrammer har formuleret løsninger til håndtering af
deres meget lavaktive affald og lavaktive affald, og at de er i gang med at gennemføre disse
løsninger. Dette er dog fortsat en udfordring i flere medlemsstater. Indtil i dag er der udviklet
over 30 deponeringsanlæg i 12 medlemsstater, og omkring halvdelen af alle medlemsstater
planlægger at opføre nye deponeringsanlæg
23
inden for det næste årti. De resterende
medlemsstater har enten ingen planer eller benytter sig af fælles løsninger. I de fleste
medlemsstater med forskningsreaktorer eller ikke-atomprogrammer er deponeringsløsninger
til radioaktivt affald kun på tegnebrættet, og de relevante forsknings- og
udvælgelsesaktiviteter er blevet udsat
–
i nogle tilfælde i flere årtier. Nogle få medlemsstater
planlægger desuden remediering af eksisterende deponeringsanlæg og forurenede steder.
Overvågning af fremskridt i retning af gennemførelse
Med hensyn til de overordnede nationale programmer er det kun omkring en tredjedel af
medlemsstaterne, som har defineret klare og detaljerede milepæle og tidsfrister for at nå deres
mål, som det er krævet i direktivets artikel 12, stk. 1, litra b). I de resterende tilfælde er der
ikke tydeligt fremsat langsigtede milepæle eller planer for hele programmet, der er ikke
fremsat beslutningspunkter, beslutninger er udsat til fremtiden, eller de anførte planer var
forældede. Selv om der er variation i de nationale programmers overordnede tidsplaner, kan
dette delvist forklares af omfanget og rækkevidden af opgørelserne og de tilknyttede
aktiviteter. Programmerne omfatter foranstaltninger, der spænder fra nu og op til det 24.
århundrede (inkl. perioden efter lukning af deponeringsanlæg).
De fleste medlemsstater har endnu ikke klart defineret de vigtigste resultatindikatorer for
overvågning af forløbet af gennemførelsen af de nationale programmer, som det kræves i
direktivets artikel 12, stk. 1, litra g). Endvidere skal størstedelen af medlemsstaterne
23
See Table 8 of Commission Staff Working Document SWD(2017) 159 Progress of Implementation of
Council Directive 2011/70/Euratom.
11
 kom (2017) 0236 - Ingen titel
1756375_0012.png
yderligere angive, hvordan de planlægger at gennemføre resultaterne af overvågningen af
deres gennemførelse af programmet, når de gennemgår og ajourfører deres programmer.
Perioden efter lukning af deponeringsanlæg
Ifølge direktivets artikel 12, stk. 1, litra e), skal medlemsstaterne definere strategier eller
planer for perioden efter lukning af et deponeringsanlæg inden for anlæggets levetid, herunder
den periode, i hvilken der opretholdes fyldestgørende kontrol, og de metoder, der skal
anvendes for at bevare viden om det pågældende anlæg på langt sigt. Af de medlemsstater,
som har atomprogrammer, er det kun nogle få, som har fremlagt detaljerede planer for
perioden efter lukning af deponeringsanlæg, primært for overfladenære deponeringsanlæg,
mens foranstaltninger for perioden efter lukning for dybe geologiske anlæg enten ikke er
planlagt eller ikke behandlet. Oplysninger om medlemsstaternes tilgang til bevarelse af viden
efter lukning af deponeringsanlæg er begrænset i de fleste nationale programmer. Dette er et
område, som medlemsstaterne bør videreudvikle i deres nationale programmer.
Forsknings-, udviklings- og demonstrationsaktiviteter
I overensstemmelse med direktivets artikel 12, stk. 1, litra f), skal medlemsstaterne definere
de forsknings-, udviklings- og demonstrationsaktiviteter, der er nødvendige for at gennemføre
deres nationale programmer. Som sådan bør der være en klar sammenhæng mellem de
nationale forskningsaktiviteter/tidsrammer og de idéer, planer og milepæle, som er defineret i
programmerne. Generelt rapporterede de fleste medlemsstater med atomprogrammer om deres
behov for forskningsaktiviteter. Fire medlemsstater driver fem underjordiske
forskningslaboratorier for deponering af brugt brændsel, højaktivt affald og mellemaktivt
affald, og yderligere fire planlægger at udvikle sådanne laboratorier efter 2020. Størstedelen
af forskningsaktiviteterne varetages af rettighedshaveren og/eller forskningsorganisationerne.
Forbindelsen mellem de forelagte forskningsaktiviteter i de nationale programmer og hvordan
de rent praktisk støtter gennemførelsen af disse programmer, var for det meste ikke behandlet
i detaljer af de fleste medlemsstater. De medlemsstater, som er involveret i europæiske
forskningsinitiativer (f.eks. den teknologiske platform for gennemførelse af geologisk
deponering af radioaktivt affald
24
), bør forklare, hvordan disse projekter rent praktisk støtter
gennemførelsen af deres nationale programmer. Medlemsstater med forskningsreaktorer
behandlede også de nødvendige forsknings- og udviklingsforanstaltninger med hensyn til at
gennemføre deres programmer, men der fandtes ofte ikke en tydelig køreplan/milepæle for
forskning eller endelige deponering. Alle andre medlemsstater rapporterede ikke om de
nødvendige forskningsaktiviteter for deres atomprogrammer. Disse programmer gjorde
primært brug af fælles deponeringsløsninger.
Aftaler med andre medlemsstater eller tredjelande
Endelig var det kun nogle få medlemsstater, som forelagde deres aftale(r) med andre
medlemsstater eller tredjelande i overensstemmelse med direktivets artikel 12, stk. 1, litra k).
Kommissionen bemærker, at for at stemme overens med meddelelserne om overførsel af brugt
24
http://www.igdtp.eu/
12
 kom (2017) 0236 - Ingen titel
1756375_0013.png
brændsel og radioaktivt affald i henhold til artikel 20 i direktiv 2006/117/Euratom
25
(f.eks. for
perioden 2012-2014) mangler en række medlemsstater stadig at forelægge Kommissionen
deres eksisterende aftaler. Kommissionen er i dialog med den pågældende medlemsstat for at
afklare dette.
4.
NATIONALE RAMMER TIL SIKRING AF SIKKER HÅNDTERING AF
BRUGT BRÆNDSEL OG RADIOAKTIVT AFFALD
Medlemsstaterne skal indføre og opretholde passende lovgivningsmæssige, tilsynsmæssige og
organisatoriske rammebestemmelser ("de nationale rammebestemmelser") for håndtering af
brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald, der fordeler ansvar og sørger for koordinering
mellem de relevante kompetente myndigheder (direktivets artikel 5, stk. 1).
Medlemsstaterne har fremlagt de juridiske ordninger for de nationale rammer, men kun i få
tilfælde indeholder de nationale rapporter detaljer om, hvordan disse juridiske bestemmelser
skal gennemføres i praksis. De nationale rammebestemmelser dækker generelt alle typer
radioaktivt affald inden for rammerne af de enkelte nationale programmer og på alle trin i
håndteringen.
Medlemsstaterne har generelt indført ordninger for sikkerheds- og tilladelsessystemer med
forskellige niveauer af kompleksitet og har defineret de ansvarlige organisationer for
gennemførelsen af de forskellige aktiviteter i forbindelse med håndtering af radioaktivt affald
og for tilsynet i overensstemmelse med direktivets artikel 5, stk. 1. Flertallet af
medlemsstaterne har også etableret en dedikeret organisation for håndtering af radioaktivt
affald (i de fleste tilfælde statsejede).
For medlemsstater uden et atomprogram indeholder de nationale rammebestemmelser retlige
og lovgivningsmæssige bestemmelser, primært for håndtering inden deponering svarende til
den type og mængde affald, de frembringer.
De fleste medlemsstater kræver, at de nationale rammebestemmelser løbende ajourføres og
forbedres, jf. direktivets artikel 5, stk. 2, og har etableret ansvarsområder for dette. Omkring
halvdelen af medlemsstaternes nationale rapporter indeholder oplysninger om, hvordan de har
til hensigt at revidere de nationale rammebestemmelser under hensyn til driftserfaring,
indvundne erfaringer fra beslutningsprocessen og udviklingen af teknologi og forskning i
overensstemmelse med direktivets artikel 5, stk. 2. Resten henviser enten til de krav, som er
fastlagt i love eller bestemmelser, uden at give yderligere oplysninger eller slet ikke give
sådanne oplysninger.
4.1. Kompetente tilsynsmyndigheder
Alle medlemsstaterne rapporterer, at de har en kompetent tilsynsmyndighed i
overensstemmelse med direktivets artikel 6, stk. 1. Nogle medlemsstater har mere end én
organisation involveret i tilsynet med det radioaktive affald fra nukleare og andre anlæg som
25
Rådets direktiv 2006/117/Euratom af 20. november 2006 om overvågning af og kontrol med overførsel
af radioaktivt affald og brugt nukleart brændsel.
13
 kom (2017) 0236 - Ingen titel
aktiviteter i forbindelse med medicin eller industri. I meget få tilfælde skal disse
tilsynsmyndigheder præciseres yderligere med medlemsstaterne.
Alle medlemsstaterne har erklæret, at deres kompetente tilsynsmyndigheder er uafhængige i
overensstemmelse med direktivets artikel 6, stk. 2. I nogle få tilfælde blev det yderligere
rapporteret, hvordan denne uafhængighed blev sikret i praksis (f.eks. ved at forklare, hvordan
forvaltningen i tilsynsmyndigheden blev udnævnt eller afskediget). I en række tilfælde skal
Kommissionen yderligere præcisere, hvordan det sikres, at tilsynsfunktionerne adskilles fra
aktiviteterne vedrørende håndtering af radioaktivt affald og brugt brændsel.
Medlemsstaterne rapporterede med en varierende detaljeringsgrad om de juridiske beføjelser
og de menneskelige og økonomiske ressourcer, som den kompetente tilsynsmyndighed har til
rådighed med hensyn til at varetage sine forpligtelser i overensstemmelse med direktivets
artikel 6, stk. 3. Omkring en tredjedel af EU's medlemsstater valgte at bemyndige de
kompetente myndigheder til at gennemføre deres egne forskningsprogrammer (herunder
finansiering), der støtter det uafhængige tilsyn med håndtering af brugt brændsel og
radioaktivt affald. Kommissionen bemærker, at nogle få medlemsstater rapporterede om
begrænsninger i budgetmæssige og/eller menneskelige ressourcer og udfordringer med
hensyn til at bevare tilstrækkelige menneskelige ressourcer til de lange frister i forbindelse
med håndtering af radioaktivt affald og brugt brændsel.
4.2. Tilladelsesindehaverens ansvarsområder, herunder sikkerhedsdemonstration og
gennemgang af sikkerhed
Alle medlemsstater rapporterede om juridiske foranstaltninger for at sikre, at det primære
ansvar for håndtering af brugt brændsel og radioaktivt affald ligger hos tilladelsesindehaveren
i overensstemmelse med direktivets artikel 7, stk. 1.
De fleste medlemsstater fremlagde deres retsgrundlag og de bestemmelser, de har indført for
at kræve, at tilladelsesindehaveren kan foretage en sikkerhedsdemonstration af aktiviteter i
forbindelse med håndtering af radioaktivt affald og brugt brændsel og regelmæssige
sikkerhedsvurderinger i overensstemmelse med direktivets artikel 7, stk. 2 og 3. I nogle
tilfælde blev der dog givet eksempler på, hvordan disse rammebestemmelser er anvendt i
praksis.
Medlemsstaterne
bør
derfor
give
yderligere
oplysninger
om
sikkerhedsdemonstrationer af eksisterende og planlagte anlæg, om regelmæssige
sikkerhedsvurderinger og om, hvordan deres resultater tages i betragtning i de efterfølgende
rapporter.
De fleste medlemsstater har rapporteret juridiske krav til integrerede håndteringssystemer
eller kvalitetssikring af håndtering af brugt brændsel og radioaktivt affald, der prioriterer
sikkerhed. Kommissionen bemærker, at nogle få medlemsstater ikke har behandlet
håndteringssystemer i deres rapporter. Dette bør korrigeres i fremtidige rapporter.
Generelt har medlemsstaterne opstillet lovkrav for, at tilladelsesindehavere skal sørge for og
opretholde passende økonomiske og menneskelige ressourcer til at opfylde deres forpligtelser
med hensyn til sikkerhed i tilknytning til håndtering af brugt brændsel og radioaktivt affald i
overensstemmelse med direktivets artikel 7, stk. 5. De fleste medlemsstater med
atomprogrammer anfører, at de aktuelt tilgængelige ressourcer er tilstrækkelige, mens
14
 kom (2017) 0236 - Ingen titel
medlemsstater uden atomprogrammer giver begrænsede eller ingen oplysninger. Der bør
derfor fremlægges yderligere oplysninger om tilladelsesindehavernes økonomiske og
menneskelige ressourcer i næste rapporteringsrunde.
4.3. Ekspertise og kvalifikationer
De fleste medlemsstater har indført lovkrav, der sikrer uddannelsesordninger for deres
personale for alle parter involveret i håndtering af brugt brændsel og radioaktivt affald i
overensstemmelse med direktivets artikel 8. Omkring halvdelen af medlemsstaterne (primært
medlemsstaterne med atomprogrammer) har fremlagt specifikke foranstaltninger til
vedligeholdelse af færdigheder og kompetencer for producenter af brugt brændsel og
radioaktivt affald, operatører af anlæg til radioaktivt affald og brugt brændsel og kompetente
tilsynsmyndigheder, selv om hovedvægten for det meste var på de kompetente
tilsynsmyndigheder. International udveksling af erfaringer gennem peerevalueringer,
workshops, konferencer og besøg er blevet anerkendt som et nyttigt redskab.
Generelt bør medlemsstaterne i de fremtidige rapporter give mere detaljerede og omfattende
oplysninger om de praktiske foranstaltninger for at sikre, at personalet hos alle parter
involveret i håndtering af radioaktivt affald og brugt brændsel har den nødvendige ekspertise
og de nødvendige færdigheder. Opmærksomheden bør i særlig grad rettes mod, hvordan disse
tager højde for de lange frister forbundet med de nationale programmer for at sikre
fastholdelse af viden, og at der er tilstrækkeligt uddannet og kompetent personale
(tilsynsmyndigheder, tilladelsesindehavere mv.) til rådighed til at sikre en effektiv
gennemførelse af de nationale programmer.
4.4. Omkostningsvurdering, finansieringsordninger og tilgængelige ressourcer
Kommissionen sigtede gennem PINC og medlemsstaternes programmer og rapporter om
gennemførelsen af dette direktiv mod for første gang at udarbejde et omfattende EU-overblik
over de samlede omkostninger til håndtering af radioaktivt affald og brugt brændsel som
anslået af medlemsstaterne. Den søgte også bedre at forstå, hvordan medlemsstaterne sikrer, at
disse aktiviteter finansieres efter princippet om, at de, der frembringer radioaktivt affald eller
brugt brændsel, skal bære omkostningerne i forbindelse med håndteringen af disse (se
direktivets artikel 4, stk. 3).
I henhold til direktivets artikel 12, stk. 1, litra h), skal medlemsstaterne foretage en vurdering
af de nationale programomkostninger og af grundlaget derfor samt en profil over tid. Selv om
de fleste medlemsstater har anslået de samlede omkostninger ved de handlinger, som indgår i
deres nationale programmer, er disse oplysninger i de fleste tilfælde ikke tilstrækkelige til at
foretage en konklusion om fuldstændigheden og nøjagtigheden af tallene. Nogle
medlemsstater skal tage ejerskab af omkostningsvurderingerne af deres nationale
programmer, eftersom de i øjeblikket synes primært at benytte omkostningsvurderingerne fra
producenterne af brugt brændsel og radioaktivt affald.
Baseret på de rapporterede data ligger de anslåede samlede omkostninger til håndtering af
15
 kom (2017) 0236 - Ingen titel
1756375_0016.png
brugt brændsel og radioaktivt affald i henhold til medlemsstaternes nationale programmer
frem til i dag på omkring 400 mia. EUR
26, 27
. En betydelig del af dette tal stammer fra Det
Forenede Kongeriges, Frankrigs og Tysklands nationale programmer, da disse medlemsstater
har de største atomprogrammer og lagre af brugt brændsel og radioaktivt affald i EU.
For at kunne konkludere, at de rapporterede tal er nøjagtige og fuldstændige, bør de nationale
programmer revideres, så de f.eks. omfatter forudsætninger for forhåndsdeponering og
deponering af radioaktivt affald og brugt brændsel, herunder enhedsomkostningerne pr. type
radioaktivt affald/brugt brændsel, omkostninger til eksisterende eller planlagte faciliteter,
transport- og forskningsomkostninger og en følsomhedsanalyse knyttet til forskellige mulige
operationelle levetider for eksisterende/planlagte kernekraftanlæg og andre usikkerheder i de
nationale programmer, alt efter hvad der er relevant.
I overensstemmelse med direktivets artikel 12, stk. 1, litra i), artikel 9 og artikel 5, stk. 1, litra
h), skal medlemsstaterne indføre finansieringsordninger, der sikrer, at der er tilstrækkelige
finansielle ressourcer, når der er behov herfor til gennemførelse af nationale programmer.
Selv om de fleste medlemsstater henviste til deres finansieringsordninger, gav de i de fleste
tilfælde utilstrækkelige oplysninger til at kunne drage en konklusion om deres overholdelse af
de relevante bestemmelser i direktivet.
Medlemsstaternes nationale programmer bør indeholde en analyse af de planlagte indtægter
fra og udbetaling af finansiering i programmets løbetid og som minimum en vurdering af, om
de forventede indtægter er tilstrækkelige. Kun i enkelte medlemsstaters nationale programmer
findes der en sådan analyse. Nogle få medlemsstater rapporterede, at de ordninger, de har
indført, ikke er tilstrækkelige til at sikre, at der er finansiering til rådighed, når der er behov
herfor, og/eller har erklæret afhængighed af mulig fremtidig EU-finansiering.
Kommissionen har gennemgået de gennemførte foranstaltninger for at sikre, at de
tilgængelige ressourcer er sikret. Dette omfatter at sikre, at finansieringen kun bruges til det
tilsigtede formål, at der findes en sikker risikoprofil i forbindelse med investeringen af
aktiverne, og at der løbende foretages en uafhængig kontrol af vurderingen af omkostningerne
og finansieringsordningen. Kommissionen bemærker, at der er betydelige forskelle mellem
medlemsstaterne i denne henseende, og at dette bør behandles mere indgående i fremtidige
rapporter.
Kommissionen mener derfor, at der er behov for yderligere oplysninger og analyser, og er i
gang med at afklare disse særlige spørgsmål med medlemsstaterne i overensstemmelse med
direktivets artikel 13.
26
27
Sammenholdt med de estimater, der er frigivet inden for rammerne af PINC, tager dette estimat hensyn
til investeringer, som vil blive foretaget efter 2050, og som omfatter en bredere vifte af anlæg (andre
anlæg end atomkraftanlæg) og yderligere aktiviteter, der er indeholdt i de nationale programmer (såsom
remediering af forurenede områder).
Se nærmere oplysninger for hver medlemsstat i arbejdsdokument (2017) 159 om forløbet af
gennemførelsen af Rådets direktiv 2011/70/Euratom. Dataene er ikke blevet verificeret af
Kommissionen.
16
 kom (2017) 0236 - Ingen titel
1756375_0017.png
4.5. Gennemsigtighed
Størstedelen af medlemsstaterne har indført ordninger, der sikrer information af
offentligheden og muligheder for offentlig høring i overensstemmelse med direktivets artikel
10 (f.eks. inden for rammerne af en strategisk miljøvurdering og miljøvurderingsprocedurer).
Næsten alle medlemsstater har klart angivet, at den nationale kompetente tilsynsmyndighed er
ansvarlig for at informere offentligheden i forbindelse med dens kompetence inden for
håndtering af brugt brændsel og radioaktivt affald.
Omkring halvdelen af medlemsstaterne har imidlertid ikke rapporteret om de indførte
ordninger til at sikre offentlig deltagelse i beslutningsprocessen ud over offentlig høring som
f.eks. arbejdsgrupper, rådgivende organer eller nationale kommissioner. Medlemsstaterne bør
fremover forelægge eller yderligere forklare det offentliges deltagelse i beslutningsprocessen
for håndtering af radioaktivt affald og brugt brændsel.
4.6. Selvevaluering og internationale peerevalueringer
De fleste medlemsstater har givet oplysninger om selvevalueringer og internationale
peerevalueringer fra tilsynsmyndighederne (IAEA's IRRS-missioner)
28
, men kun få af disse
medlemsstater rapporterede oplysninger om resultater og opfølgende foranstaltninger som
krævet i direktivets artikel 14, stk. 3.
Med hensyn til selvevalueringer og peerevalueringer af de nationale programmer og nationale
rammebestemmelser er det kun en tredjedel af medlemsstaterne og mindre end halvdelen af
medlemsstaterne med atomprogrammer, som har rapporteret konkrete planer for sådanne
internationale peerevalueringer (dvs. ARTEMIS
29
eller lignende). Under hensyntagen til
forpligtelsen til at gennemføre disse evalueringer senest i august 2023 bør medlemsstaterne
træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på en rettidig gennemførelse.
5.
DET VIDERE ARBEJDE
Kommissionen anerkender medlemsstaternes indsats med hensyn til at gennemføre direktivet
og opfordrer medlemsstaterne til at fortsætte denne indsats i fremtiden. Efter at gennemgået
de nationale rapporter samt nationale politikker, rammebestemmelser og de programmer, som
indtil videre er blevet fremsendt, konkluderer Kommissionen, at der generelt er en høj grad af
overholdelse af direktivet med hensyn til love og bestemmelser. Der er dog brug for en ekstra
indsats på en række områder, navnlig med hensyn til politikker, begreber, planer, forskning og
udvælgelse af steder til deponering af mellemaktivt affald og højaktivt affald (herunder brugt
brændsel), prognoser for lagre af brugt brændsel og radioaktivt affald,
omkostningsvurderinger og finansieringsordninger. Det er en lang og kompliceret proces at
træffe beslutning om udvikling af geologiske deponeringsanlæg og navnlig om placeringen af
28
29
Integreret evaluering af bestemmelserne (Integrated Regulatory Review Service) fra Den Internationale
Atomenergiorganisation.
Kommissionen har siden 2014 støttet udviklingen af et selvevalueringsværktøj fra IAEA til ARTEMIS,
som skal hjælpe de medlemsstater, der beslutter at anvende denne internationale
peerevalueringstjeneste.
17
 kom (2017) 0236 - Ingen titel
disse, hvor en kontinuerlig indsats for gennemsigtighed og offentlighedens deltagelse spiller
en afgørende rolle. Medlemsstaterne bør straks involvere sig i denne proces.
Kommissionen bemærker, at medlemsstaterne befandt sig på forskellige stadier af
gennemførelsen af deres aktiviteter vedrørende håndtering af radioaktivt affald og brugt
brændsel, da direktivet trådte i kraft. Selv om dette kan forklare forskellene mellem
medlemsstaterne med hensyn til det gennemførelsestrin, de befinder sig på, bør
planlægningen ikke udsættes, og gennemførelsen bør gå videre.
Kommissionen har anmodet medlemsstaterne om afklaring og kan afgive sin udtalelse om,
hvorvidt de individuelle nationale programmers indhold er i overensstemmelse med
direktivets artikel 12, bl.a. med fokus på følgende:
−
Om der er indført politikker, koncepter og planer for deponering af radioaktivt affald
(særlig mellemaktivt affald og højaktivt affald) og brugt brændsel, ledsaget af milepæle,
tidsrammer og de vigtigste resultatindikatorer for at overvåge forløbet af gennemførelsen.
Om politikkerne for fælles deponeringsløsninger er ledsaget af en demonstration af deres
gennemførlighed, herunder stedsspecifikke forhold.
−
−
Om omkostningsvurderingerne er pålidelige, fuldstændige og revideres med jævne
mellemrum.
−
De kompetente myndigheders uafhængighed og ressourcetilstrækkelighed.
−
Oplysninger om sikkerhedsdemonstrationer for eksisterende anlæg og hyppigheden af
sikkerhedsvurderinger.
−
Om der er indført passende foranstaltninger efter lukning og fastholdelse af viden for at
sikre sikkerheden på langt sigt og tilgængeligheden af korrekt uddannet og kompetent
personale.
6.
KONKLUSIONER
EU's nukleare rammebestemmelser har gennemgået store forandringer i det seneste årti med
vedtagelsen af lovgivning om nuklear sikkerhed, håndtering af radioaktivt affald og brugt
brændsel samt beskyttelse mod stråling. Ved at gennemføre direktiv 2011/70/Euratom skal
medlemsstaterne vise, at de har taget rimelige skridt til at undgå enhver urimelig byrde på
fremtidige generationer, og at radioaktivt affald og brugt brændsel håndteres sikkert.
Kommissionen vil fortsat støtte medlemsstaterne i at håndtere de relevante udfordringer på
følgende måde:
−
Drøftelser om muligheder for deponering af radioaktivt affald og brugt brændsel,
herunder fælles løsninger og det offentliges deltagelse i beslutningsprocessen.
Kommissionen er rede til at støtte medlemsstaterne med hensyn til at undersøge de
økonomiske, juridiske og sociale konsekvenser af fælles depoter under hensyntagen
til, at deling af anlæg til håndtering af brugt brændsel og radioaktivt affald, herunder
deponeringsanlæg, kan være en potentielt gavnlig, sikker og omkostningseffektiv
18
 kom (2017) 0236 - Ingen titel
1756375_0019.png
løsning.
−
Kommissionen vil gøre en yderligere indsats for at danne sig et helhedsindtryk af de
samlede omkostninger til håndtering af brugt brændsel og radioaktivt affald, og
hvordan medlemsstaterne sikrer, at disse finansieres efter princippet om, at alle
producenter skal dække omkostningerne til håndtering af brugt brændsel og
radioaktivt affald (fra frembringelse til deponering). Dette arbejde udføres i
samarbejde med ekspertgruppen for nedlæggelsesfinansiering og bygger på
Kommissionens henstillinger fra 2006
30
.
−
Kommissionen vil yderligere analysere medlemsstaternes tilgange til udvikling af
nationale opgørelser og navnlig klassificeringssystemet deri. Derudover vil
Kommissionen i samråd med medlemsstaterne og Gruppen af Europæiske Nukleare
Tilsynsmyndigheder samarbejde med internationale organisationer (f.eks. IAEA og
OECD's Nuclear Energy Agency) om at undersøge mulighederne for at harmonisere
og lette rapporteringskrav med hensyn til medlemsstaternes lagre af brugt brændsel og
radioaktivt affald.
Kommissionen erkender, at der stadig udestår et vigtigt arbejde med hensyn til at sikre en
langsigtet og ansvarlig håndtering af radioaktivt affald og brugt brændsel. I denne henseende
er de regelmæssige internationale peerevalueringer af de nationale programmer,
rammebestemmelser og kompetente tilsynsmyndigheder yderst vigtige med hensyn til at
opbygge interessenternes tillid til håndteringen af disse materialer i EU. Kommissionen vil
fortsat fremme en åben og gennemsigtig dialog og fremme udveksling af god praksis og
viden.
30
Kommissionens henstilling af 2006/851/Euratom af 24. oktober 2006 om forvaltningen af de finansielle
ressourcer til nedlæggelse af nukleare anlæg og til forvaltning af brugt brændsel og radioaktivt affald.
19