Miljø- og Fødevareudvalget 2017-18
L 187
Offentligt
1884280_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 23. april 2018
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 42 til L 187, forslag til lov om ændring af lov
om kystbeskyttelse, lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM),
lov om naturbeskyttelse, lov om jagt og vildtforvaltning og forskellige andre love. (Ny
kompetencefordeling og forenkling af sagsbehandling i forbindelse med kystbeskyttelse m.v.) stillet
den 18. april 2018 af Søren Egge Rasmussen (S).
Spørgsmål nr. 42
”Kommunerne skal tage "behørigt hensyn" til hinanden, men hvordan løses konflikter nu mellem
kommuner, når ministeren ikke længere skal afgøre tvister?”
Svar
Det er intentionen med lovforslaget, at kommunerne selv skal have den fulde rådighed over og
ansvaret for processen for tilvejebringelse af kommunale fællesprojekter.
For at understøtte dette foreslås det, at miljø- og fødevareministerens beføjelser efter lovens § 9 a, stk.
2, og § 10 til på visse betingelser at pålægge en kommune at bidrage til et kystbeskyttelsesprojekt og til
at henvise en sag, der har betydning for flere kommuner, til én kommune, udgår.
Det foreslås samtidig, at den tværkommunale koordinering styrkes ved, at der indføres et krav om, at
kommunerne skal tage behørigt hensyn til andre kommuner, når der gives tilladelse til
kystbeskyttelsesforanstaltninger, jf. forslagets § 3, stk. 4.
Kravet om, at der skal tages behørigt hensyn til andre kommuner, skal sikre, at kommunerne er
opmærksomme på eventuelle negative konsekvenser, som et kystbeskyttelsesanlæg ville medføre i
andre kommuner. Ordningen vil blive evalueret.
Esben Lunde Larsen
/
Hans Erik Cutoi-Toft
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk