Miljø- og Fødevareudvalget 2017-18
L 187
Offentligt
1885595_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 25. april 2018
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 67 til L 187, forslag til lov om ændring af lov
om kystbeskyttelse, lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM),
lov om naturbeskyttelse, lov om jagt og vildtforvaltning og forskellige andre love (Ny
kompetencefordeling og forenkling af sagsbehandling i forbindelse med kystbeskyttelse m.v.) stillet
den 24. april 2018 af Søren Egge Rasmussen (EL).
Spørgsmål nr. 67
”Vil ministeren – i forlængelse af svaret på spørgsmål nr. 27 – bekræfte, at en
kystbeskyttelsestilladelse, som erstatter tilladelser efter anden lovgivning, skal indeholde de
begrundelser, som er relevante efter denne anden lovgivning?”
Svar
Som anført i svaret på spørgsmål nr. 27 skal en afgørelse om tilladelse til kystbeskyttelse efter
lovforslagets § 3 a, stk. 2, indeholde oplysninger om, hvilke afgørelser efter anden lovgivning
tilladelsen erstatter.
Lovforslagets § 3 a, stk. 2, supplerer det almindelige krav om begrundelse i forvaltningsloven. Efter
forvaltningslovens § 22 skal en afgørelse, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse,
medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold. En begrundelse for en afgørelse
skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang,
afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de
hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen, jf. forvaltningslovens § 24.
Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med stillingtagen til en ansøgning om tilladelse til
kystbeskyttelse bl.a. lægge vægt på de hensyn, som de inkluderede regler varetager.
Der vil således i en konkret begrundelse for en afgørelse om tilladelse til kystbeskyttelse i
almindelighed kun være pligt til at angive de hensyn, som de inkluderede regler varetager, når disse
hensyn har haft afgørende betydning for afgørelsens resultat.
Esben Lunde Larsen
/
Hans Erik Cutoi-Toft
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk