Transport-, Bygnings- og Boligudvalget 2017-18
L 234 Bilag 5
Offentligt
1897791_0001.png
Til Folketingets Trafik-, Bolig og Byggeudvalg
Folketinget
Christiansborg
1240 København
22. maj 2018
L 234 - Lovforslag om godskørsel
Danske Medier kan af spørgsmål 14 i forbindelse med udvalgets behandling af
lovforslag 234 se, at flertallet ønsker at undersøge mulighederne for, at den
foreslåede vægtgrænse på 11 kg. erstattes med en undtagelse for kørsel med
aviser og reklamer m.v.
Danske Medier noterer med tilfredshed, at forslagsstillerne er enige i
nødvendigheden af at undtage den i forvejen hårdt pressede distribution, der
er en betingelse for overlevelsen af ikke mindst de lokale dagblade, ugeaviser
m.v., som er væsentlige for det danske demokrati.
Med en tilladelsesordning som ville omfatte også avisbude i bil, ville det være
overordentlig vanskeligt at rekruttere tilstrækkelig med bude og opretholde en
rentabel distribution, især på landet, hvor mange har jobbet som deltidsjob og
ikke vil være interesseret i at tage kurser m.v.
Det er ingen hemmelighed, at Danske Medier mener, at tilladelsesordningen er
overflødigt, og at de påståede ulovligheder ikke løses med dette lovforslag, men
langt mere effektivt med en række opstramninger af eksisterende lovgivning,
hvilket vi flere gange tidligere har argumenteret for, og meget gerne gentager.
Hvis tilladelsesordningen skal gennemføres, er det imidlertid vigtigt med enkle
og let administrerbare regler, så det er tydeligt, hvad der er omfattet, og hvad
der ikke er. Den foreslåede grænse på 11 kg. er enkel at kontrollere.
Afgrænsningen er faktuel og enkel, og det er forholdsvis let at konstatere, om
noget vejer mere eller mindre end 11 kg. Er politiet i tvivl ved en
vejsidekontrol, så kan tvivlen let klares ved en simpel vejning. Grænsen er så
lav, at en mindre vægt kan klare opgaven.
En undtagelsesregel derimod ville være langt sværere at kontrollere. Hvis der
bliver tale om en definition ”aviser og reklamer – og vel sagtens også post”, så
vil der være evige tvivlsspørgsmål om, hvad der præcist er omfattet og hvornår.
L 234 - 2017-18 - Bilag 5: Henvendelse af 22/5-18 fra Danske Medier
De fleste avisbude i bil på landet har både produkter med til husstande og til
mindre forhandlere, og hvis der medtages f.eks. et flag eller plakat/spiseseddel
til forhandleren, er buddet så omfattet eller ej? Adskillige andre eksempler
kan nævnes.
Hvis ændringen fra 11 kg.
til specifikt ”aviser og reklamer” gennemføres, så er
det for Danske Medier vigtigt, at forslaget formuleres, så den nye lov kommer
til at undtage kørsel med aviser og blade, bl.a. også til forhandlere, der får
leveret af de samme bude, som leverer til husstande, og at også de mange
forskellige følgeprodukter, som er nødvendige for distributionens rentabilitet,
er undtaget.
Dvs. selve kørslen bør undtages. Det er dog væsentlig mere komplekst at
definere dette end blot at fastholde vægtgrænsen på de 11 kg.
Danske Medier skal anmode om, at der ved udformningen af ændringsforslag
til L 234 tages højde herfor, så især lokale dagblade ikke pålægges en
økonomisk byrde i en tid, hvor den digitale udfordring og konkurrence fra
internationale aktører som Google og Facebook i forvejen presser dem.
Vi står til rådighed for at drøfte løsninger, der tilgodeser dette.
Med venlig hilsen
Christian Kierkegaard
Seniorkonsulent
Danske Medier
Side 2 af 2