Spm. nr. S 364 (omtrykt)

14) Til miljø- og fødevareministeren af:

Simon Kollerup (S) :

Mener ministeren, at der er behov for tiltag, der kan sikre, at Thy Lam får lov at beholde den certificering, der betyder, at Thy Lam kan markedsføre deres lam med Nationalpark Thys logo, nu hvor Thy Lam ifølge Naturstyrelsen ikke længere kan bruge et areal i Nationalpark Thy til afgræsning, jf. artiklen »Får ud af Nationalparken« fra Morsø Folkeblad den 5. januar 2018?

Værsgo til oplæsning.

Tak for det. Jeg vil starte med at læse spørgsmålet op: Mener ministeren, at der er behov for tiltag, der kan sikre, at Thy Lam får lov at beholde den certificering, der betyder, at Thy Lam kan markedsføre deres lam med Nationalpark Thys logo, nu hvor Thy Lam ifølge Naturstyrelsen ikke længere kan bruge et areal i Nationalpark Thy til afgræsning, jf. artiklen »Får ud af Nationalparken« fra Morsø Folkeblad den 5. januar 2018?

Ministeren.

Tak for det, formand, og tak for det stillede spørgsmål. Overordnet er det nationalparkbestyrelsens ansvar at forvalte brugen af Nationalpark Thys logo. Nationalparkerne har mulighed for at fastsætte bestemmelser om, hvordan nationalparkernes logo skal anvendes i forbindelse med markedsføring af lokale produkter. Miljøstyrelsen har oplyst mig om, at Nationalpark Thy har etableret en ordning, hvorefter bl.a. lokale fødevareproducenter kan ansøge om at kunne anvende nationalparkens logo på deres produkter, og jeg har som udgangspunkt fuld tillid til nationalparkbestyrelsens administration af den ordning.

Nationalparkerne giver således mulighed for, at lokale produkter bliver brandet og udviklet, og jeg er glad for, at nationalparkerne sammen med lokale virksomheder og interessenter er med til at sætte fokus på de lokale specialiteter, der findes i de enkelte nationalparker. Jeg forventer, at nationalparkerne fortsætter det gode arbejde i lokalområderne i samarbejde med vores lokale virksomheder, herunder også Thy Lam, sådan at alle får mest muligt ud af de mange muligheder, nationalparkerne giver.

Jeg ønsker derfor ikke på det foreliggende grundlag at fastsætte nærmere regler for certificering og markedsføring af lokale produkter, da det bedst varetages af nationalparkerne i samarbejde med de lokale virksomheder og producenter.

Hr. Simon Kollerup.

Tak for det. Spørgsmålet kommer jo på baggrund af den her artikel, som jeg omtalte, og jeg er sådan set enig med ministeren i, at det må være nationalparkens bestyrelse eller de grupper, som den nu nedsætter til at varetage det arbejde, der står for at tildele certifikaterne. Det er jeg sådan set ikke uenig i; det er fornuftigt at gøre det på den måde.

Det, der er sagens kerne i den her case, er, at Thy Lam jo har haft adgang til et afgræsningsareal i nationalparkens område og dermed jo også kan godtgøre, at lammene og fårene ligesom er en del af nationalparken. Det har man haft, sådan som jeg har fået det oplyst, i 15 år, og nu får man så at vide, at man ikke længere har adgang til det areal på grund af, tror jeg nok, hensynet til kronvildt, der skulle kunne tilgå det her areal, som jo altså for den lokale virksomhed er et meget stort areal, men i forhold til den samlede nationalpark er et meget lille areal.

Jeg havde den store fornøjelse at besøge fåreavleren her i mandags. Drægtige får går i staldene, og der dufter af nystrøet halm, og i virkeligheden dufter der også meget sådan af virkelyst og af en lokal virksomhed, der får noget ekstra ud af produkterne, fordi man i den fantastiske ånd, som Nationalpark Thy blev født ud af, har lodsejere, landmænd, virksomheder sammen med naturelskere til at få det her projekt til at blive til noget.

Fåreavleren siger jo, at det her risikerer at blive dødsstødet til den her lille virksomhed, altså at man ikke kan få lov til at afgræsse inde på nationalparkens areal. Så mit spørgsmål er reelt: Kunne man ikke forestille sig, at der var en løsning, hvor man delte de her 18 ha, som der er tale om, så der kunne være kronvildt på noget af det, og hvor der stadig væk er en afgræsningsadgang for den her lokale virksomhed og landmand? Det tænker jeg kunne være en model, hvor man imødekommer begge hensyn, altså både til at pleje vildtbestanden, men også til at vedkommende landmand har adgang til fortsat at kunne søge og godtgøre, at han har adgang til at få det her certifikat.

Ministeren.

Tak for det, formand, og tak for det opfølgende spørgsmål. Altså, jeg er blevet oplyst om, at den pågældende virksomhedsejer i oktober 2017 har fået forlænget sin certificering med 3 år, da Naturstyrelsen vælger ikke at udbyde forpagtning for et ud af tre arealer, som den pågældende har forpagtning på. Derfor er det min oplevelse, at hvis den pågældende har sine får til at gå med mellemrum på de arealer, den pågældende så har lejet i området, jamen så må det være en tilstrækkelig forudsætning for, at man kan bruge den certificering. Men det er noget, den pågældende må drøfte med nationalparkbestyrelsen.

Hr. Simon Kollerup.

Det forholder sig sådan, at der er det store areal, som er det, spørgsmålet drejer sig om, og så har vedkommende fåreavler adgang til et par mindre arealer. Men det er klart, at når man gerne vil have en bedrift med 140 får, så kræver det også et vist areal for at kunne få alle sammen på græs, og derfor vil jeg selvfølgelig bare spørge ministeren: Hvis nu det viser sig, at arealadgangen bliver en hindring for at kunne oppebære certifikatet, er ministeren så indstillet på at finde en løsning, så man både kan tilgodese vildthensynet, certifikathensynet og erhvervshensynet?

Ministeren.

Tak for det, formand. Jeg har jo utrolig stor tillid til nationalparkbestyrelsens evne til at forvalte det, de skal, lokalt. Med hensyn til det, som også blev berørt af spørgeren, nemlig selve naturplejen, så er det bare bedre med tungere dyr, og det er jo den afvejning, der også har været fra skovriderens side. Det er derfor, den arealomlægning sker. Men med hensyn til hvordan man finder ud af det mellem den pågældende virksomhedsejer og nationalparken, har jeg stor tillid til, at man kan bruge en vis form for pragmatisme lokalt i Thy.

Spørgeren.

Det kan jeg i hvert fald bekræfte. Så godt kender jeg jo thyboerne, at pragmatisme er vejen frem. Men problemet ligger jo i virkeligheden slet ikke mellem nationalparkens bestyrelse og virksomhedsejeren eller i det her tilfælde landmanden. Spørgsmålet er jo, om nationalparken vil fortsætte med at give en certificering, når man ikke oppebærer det samme areal af afgræsning inde i nationalparken. Det ville jo sådan set give god nok mening, hvis man var skeptisk. Der siger jeg bare, at hvis den situation måtte opstå, så hører jeg også ministeren være åben for, at så må man drøfte, hvordan man kan lave en løsning, hvor erhvervet kan tilgodeses, samtidig med at den vildtpleje, som Naturstyrelsen ønsker, også kan iværksættes og fortsættes.

Ministeren.

Tak for det, formand. Jeg er sikker på, at man lokalt kan finde en fornuftig løsning på det her, og det har jeg stor tillid til at både Naturstyrelsen og nationalparkbestyrelsen ser på sammen med den pågældende lodsejer. For vi har et ønske om at kunne markedsføre lokalt producerede produkter i vores nationalparkområder, og det er der nok nogle dér, som finder en løsning på sammen.

Spørgsmålet er slut. Tak til Simon Kollerup.

Vi fortsætter med miljø- og fødevareministeren, men nu er spørgeren hr. Christian Rabjerg Madsen.