Finansudvalget 2018-19 (1. samling)
Aktstk. 137
Offentligt
2052363_0001.png
Finansudvalget
Christiansborg
1240 København K
Den 30. april 2019
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 4 stillet den 24.april 2019 efter ønske af
Lisbeth Bech Poulsen (SF).
Spørgsmål nr. 4
”Er
regeringen opmærksom på de mange eksempler på, at ad hoc løsninger og bevillinger til
generationsforureningerne ikke har løst problemet, men alene skubbet dem foran i tid jf. f.eks. den
ufuldstændige opgravning af Høfde 42 depotet i 1981 og spunsvæggen samme sted 25 år senere og
overdækning af banegravsdepotet i Grindsted, og vil man afsætte de i alt 600 mio. kr. der er aftalt i
forbindelse med Sundhedsreformen i 2019 og lade regionerne foretage prioriteringen, i stedet for at
prioritere anvendelsen ad hoc til generationsforureningerne i takt med at effektiviseringerne
realiseres?”
Svar
Med udgangspunkt i jordforureningsloven er den enkelte region ansvarlig for at kortlægge de arealer,
der er forurenede. På baggrund af denne kortlægning målrettes indsatsen mod de forureninger, der
udgør en trussel for grundvand, sundhed, overfladevand eller natur.
En indsats mod en konkret jordforurening vil i nogle tilfælde bestå af en hel eller delvis oprensning,
mens det i andre tilfælde vil være mere hensigtsmæssigt at afværge ved fx at inddæmme eller oppumpe
forureningen, så den ikke spredes. Udgangspunktet er at håndtere risikoen fra de forureninger der
truer grundvand, menneskers sundhed, overfladevand eller natur på en måde, så vi sikrer mest miljø
for pengene.
Der er således ikke tale om ad hoc-løsninger ved fx Høfde 42 eller ved banegravsdepotet i Grindsted,
men derimod den fagligt mest hensigtsmæssige løsning inden for de rammer og teknologiske
muligheder, der har været tilgængelige på det givne tidspunkt.
Det bemærkes i øvrigt, at bevillingen til regionernes indsats over for jordforurening har ligget på et
stabilt niveau siden 2008.
Med regeringens og Danske Folkepartis delaftale om miljø i regi af sundhedsreformen vil opgaven
overgå til staten, og det vil være et uvildigt nævn som skal foretage prioriteringen af den samlede
jordforureningsopgave herunder også den nærmere udmøntning af de prioriterede midler til
generationsforureningerne. Nævnets arbejdsområde afgrænses til en konkret og fagligt funderet
indsatsprioritering.
Jakob Ellemann-Jensen
/
Kristian Hovgaard Juul-Larsen
Miljø-
og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21
42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk
Aktstk. 137 - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 4: Spm. om regeringen er opmærksom på de mange eksempler på, at ad hoc løsninger og bevillinger til generationsforureningerne ikke har løst problemet, til miljøministeren
2