EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 186: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30/11-18

Europaudvalget 2018-19 (1. samling)
EUU Alm.del Bilag 186
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

30. november 2018

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger i

retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat procesdele-

gation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse af general-

advokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den danske rege-

ring, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af dom. General-

advokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens hjemmeside

(http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-680/17

Titel og kort sagsresumé

Vethanayagam e.a.

Sagen vedrører: I. Er visumkodeksens artikel 32, stk. 3, til

hinder for, at en referenceperson som den pågældende

med hensyn til sagsøgernes visumansøgning i eget navn har

en klage- og søgsmålsmulighed over for afslaget på visum?

II. Skal repræsentationen, således som den er reguleret i vi-

sumkodeksens artikel 8, stk. 4, forstås således, at ansvaret

(også) forbliver hos den repræsenterede stat, eller overdra-

ges ansvaret fuldstændigt til den repræsenterende stat såle-

des, at den repræsenterede stat ikke længere selv har kom-

petence?

III. Såfremt begge de repræsentationsformer, der omhand-

les under II, er mulige efter visumkodeksens artikel 8, stk.

4, litra d), medlemsstat skal da anses for at have truffet den

endelige afgørelse som omhandlet i visumkodeksens arti-

kel 32, stk. 3?

IV. Er en fortolkning af visumkodeksens artikel 8, stk. 4,

og artikel 32, stk. [3], hvorefter visumansøgere kun kan an-

fægte et afslag på deres ansøgninger ved en forvaltnings-

myndighed eller ved en ret i den repræsenterende stat og

ikke i den stat, som der er søgt om visum til, i overens-

stemmelse med adgangen til effektive retsmidler i chartrets

artikel 47’s forstand? Har det betydning for besvarelsen af

dette spørgsmål, at den foreskrevne procedure sikrer, at an-

søgeren har ret til at blive hørt, at han har ret til en sagsbe-

handling på et af medlemsstaternes sprog, at størrelsen af

forvaltningsafgifter og retsgebyrer for klage- og søgsmåls-

procedurer ikke er uforholdsmæssige for ansøgeren, og at

der er mulighed for betalt retshjælp? Har det, henset til sta-

tens skønsmargen i visumsager, betydning for besvarelsen

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge- og Inte-

grationsministeriet

Proces-

skridt

Mundtlig

forhandling

Dato

06.12.18

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 186: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30/11-18

af dette spørgsmål, om en schweizisk ret har en sådan vi-

den om den nederlandske situation, at den kan sikre adgan-

gen til effektive retsmidler?

C-591/17

Republikken Østrig mod Forbundsrepublikken Tysk-

land

Påstande:

—

Det fastslås, at Forbundsrepublikken Tysk-

land har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 18

TEUF, 34 TEUF, 56 TEUF og 92 TEUF ved at indføre

afgift på personbiler via Infrastrukturabgabengesetz (infra-

strukturafgiftsloven) af 8. juni 2015 (BGB1. I s. 904), som

affattet ved artikel 1 i lov af 18. maj 2017 (BGB1. IS. 1218),

og ved at fastsætte en undtagelse for ejere af køretøjer, der

er indregistreret i Tyskland, indført i Kraftfahrzeugsteuer-

gesetz (lov om afgift på motorkøretøjer), som affattet ved

bekendtgørelse af 26. september 2002 (BGB1. I s. 3818),

ved den anden Verkehrsteueränderungsgesetz (lov om æn-

dring af loven om afgift på køretøjer) af 8. juni 2017

(BGB1. I s. 901) og senest ændret ved lov om ændring af

den anden lov om ændring af loven om afgift på køretøjer

af 6. juni 2017 (BGB1. I s. 1493).

—

Forbundsrepublikken Tyskland tilpligtes at betale sags-

omkostningerne.

BASF Grenzach mod ECHA

Påstande:

—

Annullationssøgsmålet antages til realitetsbe-

handling.

—

Afgørelse truffet den 19. december 2016 af

Det Europæiske Kemikalieagenturs (ECHA) Klageudvalg

vedrørende vurdering af stoffet triclosan i henhold til arti-

kel 46, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1907/2006 (1) (sag nr.

A-018-2014) (»triclosan-afgørelsen«) annulleres, for så vidt

som Klageudvalget meddelte afslag på sagsøgerens admini-

strative klage og bekræftede rotteforsøget, fiskeforsøget og

persistensvurderingen, som ECHA tidligere havde anmo-

det om, og besluttede, at yderligere oplysninger skal frem-

lægges inden den 28. december 2018.

—

ECHA tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Scandlines Danmark og Scandlines Deutschland mod

Kommissionen

Scandlines Danmark og Scandlines Deutschland har ned-

lagt påstand om, at Kommissionens statsstøtteafgørelse af

23. juli 2015, der godkendte finansiering af den faste for-

bindelse over Femern Bælt annulleres. Regeringen har in-

terveneret i sagen til støtte for Kommissionen.

Stena Line Scandinavia mod Kommissionen

Stena Line Scandinavia har nedlagt påstand om, at Kom-

missionens statsstøtteafgørelse af 23. juli 2015, der god-

kendte finansiering af den faste forbindelse over Femern

Bælt annulleres. Regeringen har interveneret i sagen til

støtte for Kommissionen.

A (Forelagt af Østre Landsret)

l) I et tilfælde, hvor der er indført ”nye restriktioner” for

familiesammenføring mellem ægtefæller, der som udgangs-

punkt strider mod stand still-bestemmelsen i artikel 13 i af-

gørelse nr. 1/80 (den til aftalen af 12. september 1963 mel-

lem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Tyrkiet

om en associering mellem Det Europæiske Økonomiske

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Skatteministeriet

Transport-, Bygnings-

og Boligministeriet

Mundtlig

forhandling

11.12.18

T-125/17

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Miljø- og Fødevaremi-

nisteriet

Miljøstyrelsen

Mundtlig

forhandling

12.12.18

T-630/15

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Transport-, Bygnings-

og Boligministeriet

Kammeradvokaten

Erhvervsministeriet

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Transport-, Bygnings-

og Boligministeriet

Kammeradvokaten

Erhvervsministeriet

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge- og Inte-

grationsministeriet

Kammeradvokaten

Dom

13.12.18

T-631/15

Dom

13.12.18

C-89/18

Mundtlig

forhandling

13.12.18

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 186: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30/11-18

Fællesskab og Tyrkiet knyttede afgørelse nr. 1180 af 19.

september 1980 fra Associeringsrådet om udvikling af as-

socieringen), og disse restriktioner begrundes med det af

Domstolen i dommen af 12. april 2016 i sag C-561114,

Gene, jf. også dommen af 10. juli 2014 i sag C-138/13,

Dogan, anerkendte hensyn til ”vellykket integration”, kan

da en regel som den danske udlændingelovs § 9, stk. 7

–

der blandt andet betyder, at det overordnet er en betingelse

for familiesammenføring mellem en person, som er tredje-

landsstatsborger og har opholdstilladelse i Danmark, og

dennes ægtefælle, at parrets tilknytning til Danmark er

større end til Tyrkiet

– anses for ”begrundet i et tvingende

alment hensyn, som er egnet til at sikre virkeliggørelsen af

det forfulgte lovlige formål og ikke går videre end, hvad

der er nødvendigt for at nå formålet”?

2) Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende, således at et

tilknytningskrav som udgangspunkt anses for egnet til at

sikre integrationsformålet. Kan der da, uden at dette strider

mod restriktionstesten og proportionalitetskravet:

i) anvendes en praksis, hvorefter der, når ægtefællen med

opholdstilladelse i medlemsstaten (referencepersonen) først

er kommet dertil som 12-13-årig eller senere, ved vurderin-

gen af referencepersonens tilknytning til medlemsstaten

lægges betydelig vægt på følgende: om den pågældende en-

ten har haft et længerevarende lovligt ophold i medlemssta-

ten på ca. 12 år, eller har haft ophold og et fast arbejde i

medlemsstaten, som indebærer en væsentlig grad af kon-

takt og kommunikation med kolleger og eventuelle kunder

på medlemsstatens sprog, og som uden væsentlige afbry-

delser har varet i mindst 4-5 år, eller har haft ophold og et

fast arbejde, som ikke indebærer en væsentlig grad af kon-

takt og kommunikation med kolleger og kunder på med-

lemsstatens sprog, uden væsentlige afbrydelser i medlems-

staten i mindst 7-8 år,

ii) anvendes en praksis, hvorefter det taler imod opfyldelse

af tilknytningskravet, at referencepersonen har bevaret en

væsentlig tilknytning til sit hjemland ved at tage på hyppige

eller langvarige besøg i hjemlandet, mens korterevarende

ferieophold eller skoleophold ikke taler imod en tilladelse,

iii) anvendes en praksis, hvorefter det med meget betydelig

styrke taler imod opfyldelse af tilknytningskravet, at der fo-

religger en såkaldt ”gift, skilt og gift igen”-situation.

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 186: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30/11-18

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Sagsnr.

C-378/17

Titel og kort sagsresumé

The Minister for Justice and Equality & Commissioner

of the Garda Síochána

Når a) et ved oprettet ved lov nationalt organ, og som har

fået tildelt en generel kompetence til bl.a. at sikre håndhæ-

velse af EU-retten på et bestemt område, og b) national ret

foreskriver, at et sådant organ ikke har kompetence inden for

en begrænset kategori af sager, hvor et effektivt retsmiddel

indebærer, at national lovgivning ikke finder anvendelse på

grundlag af national ret eller EU-retten, og c) passende natio-

nale retter har kompetence til at afsige enhver passende ken-

delse, hvorefter national lovgivning ikke finder anvendelse,

hvilket er påkrævet for at sikre overholdelse af den pågæl-

dende EU-retlige foranstaltning, har kompetence til at be-

handle sager, hvori et sådant retsmiddel er nødvendigt, har

kompetence i sådanne sager til at foranstalte ethvert retsmid-

del krævet i EU-retten, og hvor det af retterne foranstaltede

retsmiddel i overensstemmelse med Domstolens praksis er

blevet bedømt som værende i overensstemmelse med ækvi-

valens- og effektivitetsprincippetskal det ved lov oprettede

organ da ikke desto mindre anses for at have kompetence til

at behandle en klage over, at national lovgivning tilsidesætter

relevant EU-ret, og hvis klagen tages til følge, undlade at an-

vende lovgivningen, uanset at national ret i alle sager, der

vedrører anfægtelser af lovgivningens gyldighed af en grund,

og som kræver, at lovgivningen ikke skal anvendes, tildeler

kompetencen til en ret, der er oprettet i henhold til forfatnin-

gen, snarere end til det pågældende organ?

Chemtura Netherlands mod EFSA

Påstande:

—

Sagen antages til realitetsbehandling, og sagsø-

geren gives medhold.

—

Den Europæiske Fødevaresikker-

hedsautoritets (»EFSA«) afgørelse af 10. december 2015 om

offentliggørelse af visse dele af EFSA’s

konklusioner vedrø-

rende fagfællebedømmelsen af evalueringen af godkendelsen

af aktivstoffet diflubenzuron med hensyn til metabolitten

PCA

—

i forhold til hvilken sagsøgeren havde krævet fortro-

lig behandling i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EF) nr. 1107/2009 af 21. oktober 2009 om mar-

kedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ophævelse af

Rådets direktiv 79/117/EØF og 91/414/EØF (EUT 2009 L

309, s. 1)

—

annulleres.

—

Den Europæiske Fødevaresikker-

hedsautoritet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Den Hellenske Republik mod Europa-Kommissionen

(appel)

Påstande:

—

Den appellerede dom afsagt af Retten den 30.

marts 2017 i sag

Τ-112/15,

ophæves, for så vidt som Europa-

Kommissionen blev frifundet i Den Hellenske Republiks

søgsmål.

—

Den Hellenske Republiks søgsmål anlagt den 2.

marts 2015 antages til realitetsbehandling.

—

Kommissio-

nens afgørelse 2014/950/ΕU af 19. december 2014 annulle-

res, for så vidt som visse udgifter, som Den Hellenske Repu-

blik har afholdt inden for sektoren for arealrelateret støtte,

Interessent

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Proces-

skridt

Dom

Dato

04.12.18

T-725/15

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

04.12.18

C-341/17

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

05.12.18

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 186: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30/11-18

udelukkes fra EU-finansiering for ansøgningsåret 2008, sva-

rende til:

—

a) 10 % af de samlede udgifter, der blev afholdt for støtte

relateret til græsarealer.

—

b) 5 % af de samlede udgifter, der blev afholdt til tilknyt-

tet tillægsstøtte

—

c) 5 % af de samlede udgifter, der blev afholdt i sektoren

for udvikling af landdistrikterne.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostnin-

gerne.

C-473/17

og C-

546/17

DISA Gas

1. I lyset af den retspraksis, som er fastslået i Federutility-sa-

gen [dom afsagt af Den Europæiske Unions Domstol den

20.4.2010 (C-265/08)], er fastsættelse af en maksimumspris

på flydende gas på flaske, der tilsigter at beskytte socialt ud-

satte brugere, da forenelig med denne retspraksis og i over-

ensstemmelse med proportionalitetsprincippet, når mindst én

af de tre herunder opregnede omstændigheder foreligger?–

foranstaltningen finder generel anvendelse for alle forbrugere

og på ubestemt tid »så længe konkurrencebetingelserne på

dette marked ikke anses for at være tilstrækkelige«– foran-

staltningen allerede har været gældende i mere end [1]8 år–

foranstaltningen kan medvirke til, at der varigt opretholdes

en ringe konkurrence, idet den udgør en hindring for nye

operatørers adgang til markedet 2. I lyset af den retspraksis,

som er fastslået i den nævnte Federutility-sag [dom afsagt af

Den Europæiske Unions Domstol den 20.4.2010 (C-

265/08)], er det da foreneligt med denne og i overensstem-

melse med proportionalitetsprincippet at pålægge den domi-

nerende operatør på et bestemt geografisk område en forplig-

telse til at foretage levering til husstandene af flydende gas på

flaske med det formål at beskytte socialt udsatte brugere eller

brugere, som er bosat i svært tilgængelige områder, når

mindst én af de tre under det første spørgsmål opregnede

omstændigheder foreligger?

Falcon Technologies International mod Kommissionen

Påstande:

—

Kommissionen tilpligtes at fremlægge den ende-

lige rapport.— Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkost-

ninger.

Sumner mod Kommissionen

Påstande:

—Annullation

af afslaget af 1 0. januar 201 7 fra

generalsekretæren på vegne af Kommissionen, meddelt den

17. januar 201 7, på at give sagsøgeren aktindsigt i de ansøg-

ninger, der er indgivet af en af parterne i den verserende rets-

sag vedrørende Irlands angivelige tilsidesættelse af arbejds-

tidsdirektivet.

Campbell mod Kommissionen

Påstande:

—

Kommissionens afgørelse af 7. april 2017, hvor-

ved sagsøgeren fik afslag på aktindsigt i dokumenter vedrø-

rende en traktatbrudsprocedure indledt mod Litauen på

grund af angivelig manglende implementering af direktiv

2010/64/EU, annulleres.

Energistyrelsen

05.12.18

T-875/16

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

05.12.18

T-152/17

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Udenrigsministeriet

Dom

05.12.18

T-312/17

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

05.12.18

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 186: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30/11-18

C-24/17

Österreichischer Gewerkschaftsbund

1.1. Skal EU-retten, navnlig artikel 1, 2 og 6 i direktiv

2000/78/EF sammenholdt med artikel 21 i chartret om

grundlæggende rettigheder, fortolkes således, at den er til hin-

der for en national ordning, hvorved en (med hensyn til med-

regning af tjenesteperioder tilbagelagt inden det fyldte 18. år)

aldersdiskriminerende lønordning erstattes med en ny løn-

ordning, men overførslen af de allerede ansatte til den nye

lønordning sker ved, at den nye lønordning sættes i kraft med

tilbagevirkende kraft fra stamlovens ikrafttrædelse, men den

første indplacering i den nye lønordning retter sig efter den

faktisk udbetalte løn i henhold til den gamle lønordning for

en bestemt overførselsmåned (februar 2015), således at den

hidtidige aldersdiskriminerings økonomiske konsekvenser

fortsat har effekt?

1.2. Såfremt spørgsmål 1.1 besvares bekræftende: Skal EU-

retten, navnlig artikel 17 i direktiv 2000/78/EF, fortolkes så-

ledes, at allerede ansatte, som i den gamle lønordning blev

diskrimineret med hensyn til medregningen af tjenesteperio-

der tilbagelagt inden det fyldte 18. år, skal have en økonomisk

kompensation, hvis denne aldersdiskriminerings økonomiske

konsekvenser fortsætter også efter overførslen til den nye

lønordning?

1.3. Såfremt spørgsmål 1.1 besvares benægtende: Skal EU-

retten, navnlig chartrets artikel 47, fortolkes således, at den

heri forankrede grundlæggende ret til effektiv retsbeskyttelse

er til hinder for en national ordning, hvorefter den gamle dis-

kriminerende lønordning ikke længere skal finde anvendelse i

verserende og fremtidige sager, og overførslen af allerede an-

sattes løn til den nye lønordning alene retter sig efter den be-

regnede eller udbetalte løn for overførselsmåneden?

2. Skal EU-retten, navnlig artikel 45 TEUF, artikel 7, stk. 1, i

Europa- Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.

492/2011 af 5. april 2011 om arbejdskraftens frie bevægelig-

hed inden for Unionen og chartrets artikel 20 f., fortolkes så-

ledes, at den er til hinder for en ordning, hvorefter tidligere

tjenesteperioder for en kontraktansat

–

i et ansættelsesfor-

hold hos en regional eller kommunal enhed i en medlemsstat

i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, Repu-

blikken Tyrkiet eller Det Schweiziske Forbund, hos en EU-

enhed eller hos en mellemstatslig enhed, som Østrig er tilslut-

tet, og lignende kan medregnes fuldt ud,

–

i et ansættelsesfor-

hold hos en anden arbejdsgiver kun kan medregnes ved udø-

velse af en relevant erhvervsaktivitet eller en relevant forvalt-

ningspraktik med op til i alt højst ti år?

FENS

1. Skal artikel 30 TEUF fortolkes således, at den er til hinder

for en national bestemmelse såsom § 12, stk. 9, i Nariadenie

vlády Slovenskej republiky č. 317/2007 Z. z., ktor�½m sa usta-

novujú pravidlá pre fungovanie trhu s elektrinou (forordning

nr. 317/2007 fra Den Slovakiske Republiks regering om reg-

ler for elektricitetsmarkedets funktion) [herefter »forordnin-

gen«], som indfører en særlig afgift ved udførsel af elektricitet

fra Den Slovakiske Republiks område uden at sondre mel-

lem, hvorvidt udførslen af elektricitet fra det slovakiske om-

råde sker til EU-medlemsstaterne eller til tredjelande, såfremt

eksportøren af elektriciteten ikke beviser, at den udførte elek-

tricitet er blevet indført til Den Slovakiske Republiks område,

Justitsministeriet

06.12.18

C-305/17

Energistyrelsen

Dom

06.12.18

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 186: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30/11-18

dvs. en afgift, som kun pålægges elektricitet, som er fremstil-

let på Den Slovakiske Republiks område og udført herfra? 2.

Udgør en afgift som den i henhold til bestemmelsen i [for-

ordningens] § 12, stk. 9 indførte, dvs. en afgift, som kun på-

lægges elektricitet, som både er fremstillet i Den Slovakiske

Republik og udført fra Den Slovakiske Republiks område,

uden at sondre mellem udførsel til tredjelande og udførsel til

EU-medlemsstaterne, endvidere en afgift med tilsvarende

virkning som en told som omhandlet i artikel 28, stk. 1,

TEUF? 3. Er en national bestemmelse såsom [forordningens]

§ 12, stk. 9, forenelig med princippet om frie varebevægelser i

artikel 28 TEUF?

C-494/17

Rossato

–

Skal § 5, stk. 1, i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset

ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, som er

opført som bilag til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni

1999, fortolkes således, at den er til hinder for anvendelsen af

bestemmelserne i artikel 1, stk. 95, 131 og 132, i den italien-

ske stats lov nr. 107/2015, som fastsætter stabilisering af an-

sættelsesforholdene for tidsbegrænset ansatte lærere med

hensyn til fremtiden, uden tilbagevirkende kraft og uden er-

statning for tab, i deres egenskab af foranstaltninger, der er

forholdsmæssige, tilstrækkeligt effektive og afskrækkende, så-

ledes at det sikres, at rammeaftalens regler har fuld gennem-

slagskraft, og der samtidig hindrer tilsidesættelse af rammeaf-

talen som følge af misbrug af flere på hinanden følgende tids-

begrænsede ansættelseskontrakter med hensyn til tiden inden

den periode, som omfattes af disse reglers virkninger?

Portugal mod Kommissionen

Påstande:

—

Europa-Kommissionens gennemførelsesafgø-

relse (EU) 2016/2018 af 15. november 2016 (EUT 2016, L

312, s. 26) om udelukkelse fra EU-fmansiering af visse udgif-

ter, som medlemsstaterne har affioldt inden for rammerne af

Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og

Den Europæiske Landbmgsfond for Udvikling af Landdi-

strikterne @LFUL), annulleres, for så vidt der i denne afgø-

relse udelukkes udgifter på 1 990 810,30 EUR vedrørende

udgifter, som Portugal har anmeldt ved foranstaltning »Ud-

vikling af landdistrikter, ELFUL-investeringer private stotte-

modtagere« for regnskabsårene 2010, 2011, 2012, 2013 og

2014.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkost-

ninger.

J. Portugal Ramos Vinhos

Skal udtrykket »angivelser, der i omsætningen kan tjene til at

betegne andre egenskaber ved varen eller præstationen af tje-

nesteydelsen«, i artikel [3], stk. 1, litra c), i direktiv

2008/95/EF, når det anvendes i forbindelse med undersøgel-

sen af, om tegn eller angivelser, der ønskes anvendt med hen-

blik på at betegne vinprodukter, kan registreres, fortolkes så-

ledes, at dette udtryk omfatter begrebet »adega« [vinkælder]

som et udtryk, der almindeligvis bruges for at identificere de

installationer og lokaler, hvor fremstillingen af denne type va-

rer foregår, i ordbestanddele, der anvendes som varemærke,

og som omfatter et beskyttet geografisk navn som oprindel-

sesbetegnelse for vin, og også tilfælde, hvor dette begreb

Beskæftigelsesmini-

steriet

06.12.18

T-22/17

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

06.12.18

C-629/17

Patent- og Varemær-

kestyrelsen

Dom

06.12.18

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 186: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30/11-18

(adega) er en af de ordbestanddele, der udgør firmanavnet på

den juridiske person, der ønsker registrering af varemærket?

C-675/17

Preindl

Indebærer direktivets [2005/36] artikel 21, 22 og 24, at en

medlemsstat, hvor der består en pligt til at følge en uddan-

nelse på fuld tid, og hvor der som følge heraf gælder et for-

bud mod, at personer kan være optaget på to videregående

uddannelser samtidigt, automatisk skal anerkende uddannel-

sesbeviser, som i oprindelsesmedlemsstaten derimod er op-

nået samtidigt eller i løbet af perioder, som delvist overlapper

hinanden? Såfremt spørgsmålet besvares bekræftende, kan di-

rektivets artikel 22, litra a), og artikel 21 da fortolkes således,

at myndigheden i den medlemsstat, hvor der ansøges om an-

erkendelse, alligevel har lov til at efterprøve betingelsen om,

at denne uddannelse med hensyn til den samlede varighed,

niveauet og kvaliteten svarer til heltidsuddannelsen?

G.C. e.a

1) Henset til en søgemaskineudbyders specifikke ansvar,

kompetencer og muligheder finder det forbud mod at be-

handle oplysninger henhørende under artikel 8, stk. 1 og 5, i

direktiv af 24. oktober 1995, der gælder for andre registeran-

svarlige med de i denne tekst fastsatte undtagelser, tillige an-

vendelse på denne søgemaskineudbyder i sin egenskab af re-

gisteransvarlig for den behandling, som søgemaskinen udgør?

2) Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende:

–

Skal

bestemmelserne i artikel 8, stk. 1 og 5, i direktiv af 24. okto-

ber 1995 fortolkes således, at det forbud mod at behandle

oplysninger henhørende under disse bestemmelser, der såle-

des gælder for en søgemaskineudbyder med de i dette direk-

tiv fastsatte undtagelser, forpligter denne til konsekvent at ef-

terkomme anmodninger om at fjerne links til websider, der

behandler sådanne oplysninger?– Hvorledes skal

–

ud fra et

sådant perspektiv

–

undtagelserne i artikel 8, stk. 2, litra a) og

e), i direktiv af 24. oktober 1995 fortolkes, når de finder an-

vendelse på en søgemaskineudbyder, henset til dennes speci-

fikke ansvar, kompetencer og muligheder? Kan en søgema-

skineudbyder navnlig nægte at efterkomme en anmodning

om at fjerne links, når denne konstaterer, at de omhandlede

links fører til indhold, der, skønt det indbefatter oplysninger

henhørende under de i artikel 8, stk. 1, opregnede kategorier,

tillige er omfattet af anvendelsesområdet for de undtagelser,

der er fastsat i samme artikels stk. 2, bl.a. litra a) og e)?

–

Skal

bestemmelserne i direktiv af 24. oktober 1995 ligeledes for-

tolkes således, at en søgemaskineudbyder, når de links, som

anmodes fjernet, fører til behandlinger af personoplysninger,

der udelukkende finder sted i journalistisk øjemed eller med

henblik på kunstnerisk eller litterær virksomhed, og hvorved

der derfor i henhold til artikel 9 i direktiv af 24. oktober 1995

kan indsamles og behandles oplysninger henhørende under

de kategorier, som er nævnt i dette direktivs artikel 8, stk. 1

og 5,

–

af denne grund kan nægte at efterkomme en anmod-

ning om at fjerne links?

[…]

Uddannelses- og

Forskningsministeriet

Moderniseringsstyrel-

sen

Dom

06.12.18

C-136/17

Justitsministeriet

Datatilsynet

Digitaliseringsstyrel-

sen

Erhvervsstyrelsen

11.12.18

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 186: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30/11-18

C-507/17

Google

1) Skal »retten til at få fjernet links« som fastslået af Den Eu-

ropæiske Unions Domstol i dom af 13. maj 2014 på grundlag

af artikel 12, litra b), og artikel 14, litra a), i direktiv 95/46 af

24. oktober 1995 fortolkes således, at en søgemaskineudby-

der, når denne efterkommer en anmodning om at få fjernet

links, skal foretage denne fjernelse af links fra alle domæne-

navnene i dennes søgemaskine, således at de omtvistede links

ikke længere kommer frem, uanset hvorfra søgningen foreta-

ges på det navn, der søges slettet, herunder uden for det terri-

toriale anvendelsesområde for direktiv 95/46 af 24. oktober

1995? 2) Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende,

skal »retten til at få fjernet links«, som fastslået af Den Euro-

pæiske Unions Domstol i den førnævnte dom, da fortolkes

således, at en søgemaskineudbyder alene er forpligtet til, når

denne efterkommer en anmodning om fjernelse af links, at

fjerne de omtvistede links fra resultaterne af en søgning fore-

taget på det navn, der ønskes slettet, fra det domænenavn,

der svarer til den stat, hvorfra anmodningen antages at hid-

røre, eller mere generelt er forpligtet til at fjerne de pågæl-

dende links fra de domænenavne i søgemaskinen, der svarer

til de nationale ekstensioner af denne søgemaskine i alle Den

Europæiske Unions medlemsstater? 3) I tillæg til forpligtelsen

i spørgsmål 2) skal »retten til at få fjernet links«, således som

fastslået af Den Europæiske Unions Domstol i den før-

nævnte dom, fortolkes således, at en søgemaskineudbyder,

der efterkommer en anmodning om fjernelse af links, er for-

pligtet til ved hjælp af teknikken »geoblokering« at fjerne de

omtvistede resultater af en søgning foretaget på den pågæl-

dendes navn fra en IP-adresse, der antages at være lokaliseret

i den stat, hvor den person, der har »ret til at få fjernet links«,

er bosat, eller mere generelt er forpligtet til at fjerne de om-

tvistede søgeresultater fra en IP-adresse, der antages at være

lokaliseret i en hvilken som helst af de medlemsstater, der er

omfattet af direktiv 95/46 af 24. oktober 1995, uafhængigt af

hvilket domænenavn den internetbruger, der udfører søgnin-

gen, anvender?

Pelham e.a.

1) Foreligger der et indgreb i eneretten for en fremstiller af

fonogrammer til reproduktion af hans fonogram i henhold til

artikel 2, litra c), i direktiv 2001/29/EF, når meget små lyd-

bidder udtages af hans fonogram og overføres til et andet fo-

nogram? 2) Er et fonogram, som indeholder meget små lyd-

bidder, der er overført fra et andet fonogram, i henhold til ar-

tikel 9, stk. 1, litra b), i direktiv 2006/115/EF et eksemplar af

det andet fonogram? 3) Kan medlemsstaterne indføre en be-

stemmelse, der

–

som bestemmelsen i § 24, stk. 1, i Gesetz

über Urheberrecht und verwandte Schutzrechte

–

Urhe-

berrechtsgesetz (lov om ophavsret og beslægtede rettigheder,

herefter »UrhG«)

–

præciserer, at beskyttelsen af fremstilleren

af fonogrammets eneret til reproduktion [artikel 2, litra c), i

direktiv 2001/29/EF] og spredning [artikel 9, stk. 1, litra b), i

direktiv 2006/115/EF] af hans fonogram er begrænset im-

manent på den måde, at et selvstændigt værk, som er skabt

ved fri benyttelse af hans fonogram, må udnyttes uden hans

samtykke? 4) Bliver et værk eller en anden frembringelse som

omhandlet i artikel 5, stk. 3, litra d), i direktiv 2001/29/EF

Justitsministeriet

Datatilsynet

Digitaliseringsstyrel-

sen

Erhvervsstyrelsen

11.12.18

T-476/17

Kulturministeriet

12.12.18

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 186: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30/11-18

benyttet til brug for citater, hvis det ikke fremgår, at der be-

nyttes et fremmed værk eller en fremmed anden frembrin-

gelse? 5) Giver de EU-retlige bestemmelser om fremstilleren

af fonogrammets ret til reproduktion og spredning [artikel 2,

litra c), i direktiv 2001/29/EF og artikel 9, stk. 1, litra b), i di-

rektiv 2006/115/EF] og undtagelserne fra eller begrænsnin-

gerne af disse rettigheder (artikel 5, stk. 2 og 3, i direktiv

2001/29/EF og artikel 10, stk. 2, første punktum, i direktiv

2006/115/EF) et spillerum med hensyn til gennemførelsen i

national ret? 6) På hvilken måde skal der ved fastlæggelsen af

omfanget af beskyttelsen af fremstilleren af fonogrammets

eneret til reproduktion [artikel 2, litra c), i direktiv

2001/29/EF] og spredning [artikel 9, stk. 1, litra b), i direktiv

2006/115/EF] af hans fonogram og rækkevidden af undta-

gelserne fra eller begrænsningerne af disse rettigheder (artikel

5, stk. 2 og 3, i direktiv 2001/29/EF og artikel 10, stk. 2, før-

ste punktum, i direktiv 2006/115/EF) tages hensyn til de

grundlæggende rettigheder i EU’s charter om grundlæggende

rettigheder?

T-498/14

Deustche Umwelthilfe mod Kommissionen

Påstande: Kommissionens afgørelse annulleres.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostnin-

ger.

Interessengemeinschaft privater Milchverarbeiter Bay-

erns mod Kommissionen

Påstande:

—

Den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt

som det deri— i artikel 1 fastslås, at Tyskland i forbindelse

med de i Bayern gennemførte mælkekvalitetskontroller under

tilsidesættelse af artikel 108, stk. 3, TEUF har tildelt stats-

støtte til fordel for de berørte mejerivirksomheder i Bayern,

og at denne støtte har været uforenelig med det indre marked

siden 1. januar 2007

—

i artikel 2-4 bestemmes, at støtten

skal tilbagesøges med renter hos støttemodtagerne.

—

Eu-

ropa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

France Télévisions

1) Er den omstændighed, at en virksomhed tilbyder at vise

tv-programmer via streaming eller direkte over internettet, i

sig selv tilstrækkelig til, at denne skal anses for en virksom-

hed, som udbyder elektroniske kommunikationsnet, der an-

vendes til transmission af radio- og tv-udsendelser til offent-

ligheden i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i artikel

31, stk. 1, i direktiv 2002/22/EF af 7. marts 2002? 2) Såfremt

det første spørgsmål besvares benægtende, kan en medlems-

stat da, uden at tilsidesætte direktivet eller andre EU-retlige

regler, indføre en forpligtelse til transmission af radio- eller

tv-programmer, der samtidig påhviler såvel virksomheder,

som driver elektroniske kommunikationsnet, som virksomhe-

der, der ikke driver sådanne net, men tilbyder at vise tv-pro-

grammer via streaming eller direkte over internettet? 3) Så-

fremt det andet spørgsmål besvares bekræftende, kan med-

lemsstaterne da for så vidt angår distributører af tjenester, der

ikke driver elektroniske kommunikationsnet, undlade at lade

must carry-forpligtelsen være omfattet af samtlige de betin-

gelser, der fremgår af artikel 31, stk. 1, i direktiv 2002/22/EF

af7. marts 2002, selv om disse betingelser i henhold til direk-

tivet påhviler netoperatører? 4) Kan en medlemsstat, der har

Miljøstyrelsen

Dom

12.12.18

Forenede

sager

T-722/15,

T-723/15,

T-724/15

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

12.12.18

C-298/17

Erhvervsstyrelsen

Energistyrelsen

Kulturministeriet

Dom

13.12.18

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 186: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30/11-18

indført en must carry-forpligtelse for så vidt angår visse ra-

dio- eller tv-tjenester på visse net, uden at det udgør en til-

sidesættelse af direktivet, pålægge disse tjenester en forplig-

telse til at acceptere, at de transmitteres på disse net, herun-

der på et websted, når den omhandlede tjeneste selv trans-

mitterer sine egne programmer på internettet? 5) Skal betin-

gelsen i artikel 31, stk. 1, i direktiv 2002/22/EF for så vidt

angår transmission via internettet, hvorefter det kræves, at et

betydeligt antal slutbrugere af sådanne net, der er omfattet af

must carry-forpligtelsen, anvender dem som deres primære

adgang til radio- og tv-modtagelse, vurderes under hensyn til

samtlige de brugere, som ser tv-programmerne via streaming

og direkte på internettet, eller alene under hensyn til brugere

af det websted, der er omfattet af must carry-forpligtelsen?

C-299/17

VG Media

1. Udgør en national forskrift, der udelukkende forbyder

kommercielle udbydere af søgemaskiner og kommercielle ud-

bydere af tjenester, der behandler indhold, men ikke andre

–

heller ikke kommercielle

–

brugere, at gøre presseprodukter

eller dele heraf (undtagen enkelte ord og meget små tekstud-

drag) tilgængelige for almenheden, i henhold til artikel 1, nr.

2) og 5), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF

af 22. juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn til

tekniske standarder og forskrifter (som affattet ved Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 98/48/EF af 20.7.1998) en

forskrift, der ikke specifikt tager sigte på de i samme nr. defi-

nerede tjenester, og, såfremt dette ikke er tilfældet:

2. Udgør en national forskrift, der udelukkende forbyder

kommercielle udbydere af søgemaskiner og kommercielle ud-

bydere af tjenester, der behandler indhold, men ikke andre

–

heller ikke kommercielle

–

brugere, at gøre presseprodukter

eller dele heraf (undtagen enkelte ord og meget små tekstud-

drag) tilgængelige for almenheden, en teknisk forskrift som

omhandlet i artikel 1, nr. 11), i Europa-Parlamentets og Rå-

dets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om en informations-

procedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter

(som affattet ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

98/48/EF af 20.7.1998), dvs. en bindende forskrift, der ved-

rører leveringen af en tjeneste.

Hein

1. Skal artikel 31 i Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder og artikel 7, stk. 1, i direktiv

2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbin-

delse med tilrettelæggelse af arbejdstiden fortolkes således, at

de er til hinder for en national lovbestemt ordning, hvorefter

det i kollektive overenskomster kan vedtages, at indtjenings-

reduktioner, der indtræffer i beregningsperioden på grund af

tvungen nedsat arbejdstid, har indflydelse på beregningen af

feriepenge med den følge, at arbejdstageren for varigheden af

den årlige mindsteferie på fire uger får mindre i feriepenge

–

henholdsvis en mindre feriegodtgørelse efter ansættelsens op-

hør

–

end han ville have fået, såfremt den gennemsnitlige

indtjening, som han ville have haft i beregningsperioden uden

sådanne reduktioner, var blevet lagt til grund for beregningen

af feriepengene? I bekræftende fald: Hvilken procentsats af

arbejdstagerens gennemsnitlige arbejdsindtjening uden reduk-

Erhvervsstyrelsen

Kulturministeriet

13.12.18

C-385/17

Beskæftigelsesmini-

steriet

Justitsministeriet

Dom

13.12.18

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 186: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30/11-18

tioner må en efter den nationale lovgivning tilladt overens-

komstmæssig nedsættelse af feriepengene på grund af tvun-

gen nedsat arbejdstid i beregningsperioden højst udgøre, for

at det kan antages, at denne nationale ordning fortolkes i

overensstemmelse med EU-retten? 2. Såfremt første spørgs-

mål besvares bekræftende: Er det efter det almindelige EU-

retlige retssikkerhedsprincip og forbuddet mod tilbagevir-

kende kraft muligt, at den fortolkning, som Domstolen ved

præjudiciel afgørelse i den foreliggende sag vil give af artikel

31 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende ret-

tigheder og artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88/EF af 4. no-

vember 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæg-

gelse af arbejdstiden, gives en tidsmæssigt begrænset virkning

for alle berørte, fordi den øverste nationale domstol forinden

har fastslået, at de nationale ved lov og overenskomst fast-

satte bestemmelser ikke kan fortolkes i overensstemmelse

med EU-retten? Såfremt Domstolen afviser dette, er det for-

eneligt med EU-retten, hvis de nationale retter på grundlag af

national ret anerkender, at arbejdsgiverne som følge af, at de

stolede på, at den øverste nationale domstols praksis fortsat

ville være gældende, har en beskyttelsesværdig berettiget for-

ventning til denne praksis, eller er det kun Den Europæiske

Unions Domstol, der kan fastslå, at der foreligger en sådan

beskyttelsesværdig berettiget forventning?

C-412/17

C-474/17

Touring Tours und Travel (C-412/17)

1. Er artikel 67, stk. 2, TEUF, samt artikel 22 og 23 i Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/399 af 9.

marts 2016 om en EU-kodeks for personers grænsepassage

(Schengengrænsekodeks) til hinder for en national ordning i

en medlemsstat, som forpligter busselskaber, der kører i rute-

kørsel over en indre grænse i Schengen-området, til at kon-

trollere de dokumenter, der tillader passagererne at passere

grænsen, før de passerer en indre grænse, for at modvirke, at

udlændinge uden pas og opholdstilladelse befordres ind på

Forbundsrepublikken Tysklands område? Navnlig: a) Udgør

den generelle lovbestemte forpligtelse eller den administrative

forpligtelse, der er pålagt konkrete transportvirksomheder til

ikke at befordre udlændinge uden det nødvendige pas eller

den nødvendige opholdstilladelse ind på Forbundsrepublik-

kens område, som kun kan opfyldes af transportvirksomhe-

derne ved en kontrol af samtlige passagerers grænsepassage-

papirer før passagen over den indre grænse, en personkontrol

ved de indre grænser i den forstand, hvori udtrykket er an-

vendt i Schengengrænsekodeksens artikel 22, eller kan den

sidestilles hermed? b) Skal pålæggelsen af de i det første

spørgsmål anførte forpligtelser bedømmes på grundlag af

Schengengrænsekodeksens artikel 23, litra a), selv om trans-

portvirksomhederne ikke udøver nogen »politimæssige befø-

jelser« i denne bestemmelses forstand og heller ikke har no-

gen formel beføjelse til at udøve offentlig myndighed ved, at

staten har pålagt dem at foretage kontrol? c) Såfremt det før-

ste spørgsmål, litra b) besvares bekræftende: Ligger der i den

kontrol, som transportvirksomhederne er pålagt, under hen-

syntagen til kriterierne i Schengengrænsekodeksens artikel 23,

litra a), andet punktum, en ulovlig foranstaltning med tilsva-

rende virkning som ind- og udrejsekontrol? d) Skal pålæggel-

sen af de i det første spørgsmål anførte forpligtelser, for så

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge- og Inte-

grationsministeriet

Dom

13.12.18

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 186: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30/11-18

vidt den vedrører busselskaber, der kører i rutekørsel, be-

dømmes på grundlag af Schengengrænsekodeksens artikel 23,

litra b), ifølge hvilken den omstændighed, at der ikke foreta-

ges grænsekontrol ved de indre grænser, ikke berører trans-

portvirksomheders beføjelse til at foretage sikkerhedskontrol

af personer i havne eller lufthavne? Følger det heraf, at det

også uden for havne og lufthavne er ulovligt at foretage kon-

trol i det første spørgsmåls forstand, hvis den ikke udgør no-

gen sikkerhedskontrol og ikke også angår personer, der rejser

inden for en medlemsstats område? 2. Tillader Schengen-

grænsekodeksens artikel 22 og 23 nationale ordninger, ifølge

hvilke der med henblik på overholdelse af en forpligtelse kan

udstedes forbud og trussel om tvangsbøder mod et bussel-

skab, når der som følge af den undladte kontrol også er ble-

vet befordret udlændinge uden pas og opholdstilladelse ind

på Forbundsrepublikken Tysklands område?

Sociedad de Transportes (C-474/17)

Domstolen oplyser, at begrundelsen er den samme og de

præjudicielle spørgsmål er de samme som begrundelsen og de

præjudicielle spørgsmål i sag C-412/17, Touring Tours.

Sag C-412/17 vedrører: 1. Er artikel 67, stk. 2, TEUF, samt

artikel 22 og 23 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning

(EU) 2016/399 af 9. marts 2016 om en EU-kodeks for per-

soners grænsepassage (Schengengrænsekodeks) til hinder for

en national ordning i en medlemsstat, som forpligter bussel-

skaber, der kører i rutekørsel over en indre grænse i Schen-

gen-området, til at kontrollere de dokumenter, der tillader

passagererne at passere grænsen, før de passerer en indre

grænse, for at modvirke, at udlændinge uden pas og opholds-

tilladelse befordres ind på Forbundsrepublikken Tysklands

område? Navnlig: a) Udgør den generelle lovbestemte for-

pligtelse eller den administrative forpligtelse, der er pålagt

konkrete transportvirksomheder til ikke at befordre udlæn-

dinge uden det nødvendige pas eller den nødvendige op-

holdstilladelse ind på Forbundsrepublikkens område, som

kun kan opfyldes af transportvirksomhederne ved en kontrol

af samtlige passagerers grænsepassagepapirer før passagen

over den indre grænse, en personkontrol ved de indre græn-

ser i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i Schengen-

grænsekodeksens artikel 22, eller kan den sidestilles hermed?

[…]

C-492/17

Rittinger m.fl.

1) Er den nationale lov for Baden-Württemberg af 18. okto-

ber 2011 vedrørende anvendelsen af statsaftalen vedrørende

radio- og tv-bidrag (RdFunkBeitrStVtrBW) af 17. december

2010, senest ændret ved artikel 4 i den nittende statsaftaleæn-

dring vedrørende radio- og tv-virksomhed af 3. december

2015 (lov af 23.2.2016, GBI., s. 126, 129) uforenelig med

EU-retten, eftersom det bidrag, der i henhold til loven siden

1. januar 2013 ubetinget er blevet opkrævet af enhver voksen,

som er bosat i Bundesland Baden-Württemberg, til fordel ra-

dio- og tv-virksomhederne SWR og ZDF, udgør støtte, der

er i strid med EU-retten og udelukkende er til fordel for disse

offentligretlige radio- og tv-virksomheder i forhold til de pri-

vate radio og tv-virksomheder? Skal artikel 107 TEUF og 108

TEUF fortolkes således, at loven om radio- og tv-bidrag kræ-

Skatteministeriet

Dom

13.12.18

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 186: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30/11-18

vede Kommissionens godkendelse og i mangel heraf er ugyl-

dig? 2) Skal artikel 107 TEUF og 108 TEUF fortolkes såle-

des, at de omfatter den bestemmelse i den nationale lov

»RdFunkBeitrStVtrBW«, i henhold til hvilken enhver voksen,

der bor i Bundesland Baden-Württemberg, ubetinget opkræ-

ves et bidrag, der udelukkende går til myndighedsrelate-

rede/offentligretlige radio- og tv-virksomheder, eftersom

dette bidrag indebærer en støtte, der er i strid med EU-retten,

og hvorved der sker teknisk udelukkelse af radio- og tv-virk-

somheder fra EU-medlemsstater, eftersom bidragene anven-

des til at oprette en konkurrerende transmissionsvej (DVB-

–

Monopol), som det ikke er hensigten, at udenlandske

radio-og tv-virksomheder skal kunne anvende? Skal artikel

107 TEUF og108 TEUF fortolkes således, at de ikke kun

omfatter direkte økonomisk støtte, men også andre erhvervs-

mæssigt relevante privilegier (ret til at udstede tvangsfuldbyr-

delsesdokumenter, beføjelse til at handle både som virksom-

hed og som myndighed, fortrinsstilling ved beregningen af

gæld)? 3) Er det foreneligt med ligebehandlingsprincippet og

forbuddet mod begunstigende støtte, når det følger af en na-

tional lov for Baden- Württemberg, at en tysk radio- og tv-

virksomhed, der er organiseret i offentligretligt regi og udfor-

met som en myndighed, men som samtidig også konkurrerer

med private radio- og tv-virksomheder på reklamemarkedet,

og som favoriseres i forhold til disse derved, at den ikke som

de private konkurrenter behøver at rejse sager mod seerne

ved de almindelige domstole med henblik på at få fuldbyrdet

sine fordringer, men selv kan skaffe sig et grundlag uden

domstolsintervention, som også berettiger til tvangsfuldbyr-

delse? 4) Er det foreneligt med artikel 10 EMRK og med arti-

kel [11] i chartret om grundlæggende rettigheder, der begge

omhandler informationsfrihed, at en medlemsstat i en natio-

nal lov i Baden-Württemberg bestemmer, at en tvudbyder,

der er udformet som en myndighed, er berettiget til at kræve

bidragaf enhver voksen, der er bosat på dens udsendelsesom-

råde, til finansiering af netop denne tv-udbyder, hvorved

manglende betaling kan medføre en bøde, uanset om den på-

gældende råder over et modtagerapparat, eller kun benytter

andre, nemlig udenlandske eller andre, private radio- og tv-

udbydere? 5) Er den nationale lov »RdFunkBeitrStVtrBW«,

særligt §§ 2 und 3 forenelig med de EU-retlige principper om

ligebehandling og forbud mod forskelsbehandling, når det bi-

drag, der ubetinget skal betales af alle indbyggere til finansie-

ring af en offentligretlig radio- og tv-virksomhed, bliver

mange gange højere pr. hoved for en enlig forælder i forhold

til, hvad et medlem af et bofællesskab skal betale? Skal direk-

tiv 2004/113/EF fortolkes således, at også det omtvistede bi-

drag er omfattet, og at en indirekte diskriminering er tilstræk-

kelig, når kvinder som følge af de faktiske omstændigheder

rammes 90% hårdere? 6) Er den nationale lov »RdFunk-

BeitrStVtrBW«, særligt §§ 2 og 3 forenelig med de EU-retlige

principper om ligebehandling og forbud mod forskelsbe-

handling, når det bidrag, der ubetinget skal betales af alle ind-

byggere til finansiering af en offentligretlig radio- og tv-virk-

somhed, er dobbelt så stor for personer, der af arbejdsmæs-

sige grunde har en ekstra bolig, i forhold til andre erhvervsak-

tive? 7) Er den nationale lov »RdFunkBeitrStVtrBW«, særligt

§§ 2 og 3, forenelig med de EU-retlige principper om ligebe-

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 186: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30/11-18

handling, forbud mod forskelsbehandling og etableringsfri-

hed, når det bidrag, der ubetinget skal betales af alle indbyg-

gere til finansiering af en offentligretlig radio-og tvvirksom-

hed, for personer er udformet således, at en tysker i et til-

fælde af ens modtageforhold, umiddelbart før grænsen til en

anden EU-medlemsstat, udelukkende skal betale bidrag efter,

hvor hans bopæl er beliggende, mens en tysker, der er bosat

lige på den anden side af grænsen, ikke skal betale bidrag, og

en udenlandsk EU-borger, som af arbejdsmæssige årsager er

nødsaget til at bosætte sig umiddelbart på den anden side af

en indre EUgrænse, skal betale bidrag, mens en EU-borger

umiddelbart før grænsen ikke skal betale bidrag, også selv om

ingen af dem er interesseret i at modtage de tyske program-

mer?

T-111/15

Ryanair og Airport Marketing Service mod Kommissio-

nen

Påstande: Artikel 1, stk. 2, artikel 2, stk. 4, og artikel 3, 4 og 5

i Europa-Kommissionens afgørelse af 23. juli 2014 vedrø-

rende statsstøtte SA.33963 (2012/C) (ex 2012/NN), som

Frankrig har iværksat til fordel for handelskammeret i Ango-

ulême, SNC-Lavalin, Ryanair og Airport Marketing Services,

annulleres.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostnin-

ger.

Iran Insurance mod Rådet

Påstande:

—

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at

betale sagsøgeren erstatning for den økonomiske og ikke-

økonomiske skade, som sagsøgeren har lidt som følge af Rå-

dets ulovlige pålæggelse af restriktive foranstaltninger over

for sagsøgeren i henhold til følgende ulovlige retsakter fra

Rådets: i) Rådets afgørelse 2010/644/FUSP af 25. oktober

2010 om ændring af afgørelse 2010/413/FUSP om restrik-

tive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af fælles

holdning 2007/ 140/FUSP (1), ii) Rådets forordning (EU)

nr. 961/2010 af 25. oktober 2010 (2), iii) Rådets afgørelse

2011/783/FUSP af 1. december 2011 om ændring af afgø-

relse 2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over

for Iran (3), iv) Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr.

1245/2011 af 1. december 2011 om gennemførelse af forord-

ning (EU) nr. 961/ 2010 om restriktive foranstaltninger over

for Iran (4), v) Rådets forordning (EU) nr. 267/2012 af 23.

marts 2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran og

om ophævelse af forordning (EU) nr. 961/2010 (5).

—

Der

tildeles erstatning for et samlet beløb på: i) 84 767,66 GBP, ii)

4 774 187,07 EUR og iii) 1 532 688 USD samt iv) ethvert an-

det beløb, der måtte blive fastsat under retssagen, til dækning

af både den ikke-økonomiske og økonomiske skade, som

sagsøgeren har lidt som følge af Rådets ulovlige retsakter.

—

Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Post Bank Iran mod Rådet

Påstande:

—

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at

betale sagsøgeren erstatning for den økonomiske og ikke-

økonomiske skade, som sagsøgeren har lidt som følge af Rå-

dets ulovlige pålæggelse af restriktive foranstaltninger over

for sagsøgeren i henhold til følgende ulovlige retsakter fra

Rådet: i) Rådets afgørelse 2010/644/FUSP af 25. oktober

Erhvervsministeriet

Dom

13.12.18

T-558/15

Erhvervsstyrelsen

Udenrigsministeriet

Dom

13.12.18

T-559/15

Erhvervsstyrelsen

Udenrigsministeriet

Dom

13.12.18

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 186: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30/11-18

2010 om ændring af afgørelse 2010/413/FUSP om restrik-

tive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af fælles

holdning 2007/ 140/FUSP (1), ii) Rådets forordning (EU)

nr. 961/2010 af 25. oktober 2010 (2), iii) Rådets afgørelse

2011/783/FUSP af 1. december 2011 om ændring af afgø-

relse 2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over

for Iran (3), iv) Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr.

1245/2011 af 1. december 2011 om gennemførelse af forord-

ning (EU) nr. 961/ 2010 om restriktive foranstaltninger over

for Iran (4), v) Rådets forordning (EU) nr. 267/2012 af 23.

marts 2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran og

om ophævelse af forordning (EU) nr. 961/2010 (5).

—

Der

tildeles erstatning for et samlet beløb på 203 695 040 EUR til

dækning af både den ikke-økonomiske og økonomiske skade,

som sagsøgeren har lidt som følge af Rådets ulovlige retsak-

ter.

—

Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

T-53/16

Ryanair og Airport Marketing Services mod Kommissio-

nen

Påstande:

—

Artikel 1, 4, 5 og 6 i Kommissionens afgørelse

af 23. juli 2014 i statsstøttesag SA.33961 (2012/C) (ex

2012/NN), hvori det blev fastslået, at Ryanair og Airport

Marketing Services via et antal aftaler vedrørende Nîmes-Ga-

rons lufthavnen havde modtaget ulovlig statsstøtte, som var

uforenelig med det indre marked, annulleres.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Ryanair og Airport Marketing Services mod Kommissio-

nen

Påstande:

—

Artikel 1, stk. 4, og artikel 2-4 i Europa-Kom-

missionens afgørelse (EU) 2016/287 af 15. oktober 2014 i

statsstøttesag SA.26500 - 2012/C (ex 2011/NN, ex CP

227/2008) vedrørende støtte ydet af Tyskland til Flugplatz

Altenburg-Nobitz GmbH og Ryanair Ltd (EUT 2016 L 59, s.

22), annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale

sagens omkostninger.

Ville de Paris mod Kommissionen

Påstande:

—

Kommissionens forordning (EU) nr. 2016/646

af 20. april 2016 om ændring af forordning (EF) nr.

692/2008 med hensyn til emissioner fra lette personbiler og

lette erhvervskøretøjer (Euro 6) annulleres.

—

Europa-Kom-

missionen tilpligtes at betale et symbolsk beløb på 1 EUR til

dækning af det tab, som Ville de Paris har lidt som følge af

vedtagelsen af denne forordning.

—

Kommissionen tilpligtes

at betale samtlige sagsomkostninger.

K.P.

Er opførelsen af Liberation Tigers of Tamil Eelam (herefter

»LTTE«) på den liste, der er omhandlet i artikel 2, stk. 3, i Rå-

dets forordning (EF) nr. 2580/2001 af 27. december 2001

om specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer

og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme, for perio-

den fra den 11. august 2007 til og med den 27. november

2009 ugyldig, navnlig på grund af Rådets afgørelse af

–

28. juni 2007 (2007/445/EF),

–

20. december 2007 (2007/868/EF, som affattet ved berig-

tigelse af samme dag),

–

15. juli 2008 (2008/583/EF) og

Beskæftigelsesmini-

steriet

Dom

13.12.18

T-165/16

Energistyrelsen

Transport-, Byg-

nings- og Boligmini-

steriet

Dom

13.12.18

Forenede

sager

T-339/16,

T-352/16

T-391/16

Transport-, Byg-

nings- og Boligmini-

steriet

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

13.12.18

C-458/15

Udenrigsministeriet

Erhvervsstyrelsen

19.12.18

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 186: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30/11-18

–

26. januar 2009 (2009/62/EF)

samt forordning (EF) nr. 501/2009 af 15. juni 2009?

C-40/17

Fashion ID

1. Er ordningen i artikel 22, 23 og 24 i Europa-Parlamentet

og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyt-

telse af fysiske personer i forbindelse med behandling af per-

sonoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger

(EFT L 281, s. 31, af 23.11.1995) til hinder for en national

bestemmelse, som foruden databeskyttelsesmyndighedernes

muligheder for at gribe ind og den berørtes retsmidler ind-

rømmer forbrugerorganisationer beføjelse til at anlægge sag

mod den krænkende?

Såfremt første spørgsmål besvares benægtende:

2. Er det i en sag som den foreliggende, hvor en person inte-

grerer en programkode i sin internetside, som får brugerens

browser til at rekvirere indhold fra en tredjemand og til dette

formål videresende personoplysninger til denne tredjemand,

den integrerende person, som er »den registeransvarlige« som

omhandlet i artikel 2, litra d), i Europa-Parlamentet og Rådets

direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fy-

siske personer i forbindelse med behandling af personoplys-

ninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L

281, s. 31, af 23.11.1995), hvis han ikke selv kan påvirke

denne databehandlingsproces?

3. Såfremt andet spørgsmål besvares benægtende: Skal artikel

2, litra d), i direktiv 95/46/EF om beskyttelse af fysiske per-

soner i forbindelse med behandling af personoplysninger og

om fri udveksling af sådanne oplysninger fortolkes således, at

den regulerer ansvar og kompetxence endeligt i den forstand,

at den er til hinder for et civilretligt krav mod en tredjemand,

som ganske vist ikke er »den registeransvarlige«, men som

etablerer årsagen til behandlingsprocessen uden at påvirke

denne? Hvis »legitime interesse« skal der tages udgangspunkt

i i en konstruktion som den foreliggende i forbindelse med

den afvejning, der skal foretages i henhold til artikel 7, litra f),

i direktiv 95/46/EF? Er det interessen i at integrere eksternt

indhold eller tredjemandens interesse?

5. Over for hvem skal det samtykke erklæres, som kræves i

henhold til artikel 7, litra a), og artikel 2, litra h), i direktiv

95/96/EF, i en sammenhæng som den foreliggende?

6. Gælder oplysningspligten i artikel 10 i direktiv 95/46/EF i

en situation som den foreliggende også operatøren af en

hjemmeside, som har integreret en tredjemands indhold og

dermed etablerer årsagen til tredjemandens behandling af

personoplysninger?

Autorità Garante della Concorrenza e del Mercato -

Antitrust et Coopservice

Sagen vedrører: 1) Kan artikel 2, stk. 5, og artikel 32 i direktiv

2004/18/E[F] samt artikel 33 i direktiv 2014/24/EU fortol-

kes således, at det er tilladt at indgå en rammeaftale, hvor en

ordregivende myndighed handler i eget navn og på vegne af

andre specifikt angivne ordregivende myndigheder, der imid-

lertid ikke direkte deltager i indgåelsen af den nævnte ramme-

aftale; mængden af de ydelser, som de ordregivende myndig-

heder, der ikke indgår rammeaftalen, kan bestille ved deres

indgåelse af efterfølgende kontrakter baseret på denne ram-

meaftale, ikke er fastlagt? 2) Såfremt spørgsmål 1) besvares

Justitsministeriet

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Digitaliseingsstyrelsen

Erhvervsstyrelsen

19.12.18

C-216/17

Moderniseringsstyrel-

sen

Dom

19.12.18

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 186: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30/11-18

benægtende, kan artikel 2, stk. 5, og artikel 32 i direktiv

2004/18/E[F] samt artikel 33 i direktiv 2014/24/EU da for-

tolkes således, at det er tilladt at indgå en rammeaftale, hvor

en ordregivende myndighed handler i eget navn og på vegne

af andre specifikt angivne ordregivende myndigheder, der

imidlertid ikke direkte deltager i indgåelsen af den nævnte

rammeaftale; mængden af de ydelser, som de ordregivende

myndigheder, der ikke indgår rammeaftalen, kan bestille ved

deres indgåelse af efterfølgende kontrakter baseret på denne

rammeaftale, fastlægges med henvisning til deres sædvanlige

behov?

C-367/17

Sagen vedrører fortolkningen af Europa-Parlamentets og Rå-

dets forordning (EU) nr. 1151/2012 af 21. november 2012

om kvalitetsordninger for landbrugsprodukter og fødevarer

(herefter »forordning 1151/2012«) og Rådets forordning

(EF) nr. 510/2006 af 20. marts 2006 om beskyttelse af geo-

grafiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugs-

produkter og fødevarer (herefter »forordning 510/2006«)EU-

Domstolen forelægges følgende præjudicielle spørgsmål: 1)

Skal afgørelsen vedrørende en ansøgning om ændring af spe-

cifikationen for en beskyttet geografisk betegnelse således, at

opskæring og pakning af produktet (i den foreliggende sag

Schwarzwälder Schinken) kun må ske i produktionsområdet,

som er indgivet til den kompetente nationale myndighed den

15. februar 2007, træffes på grundlag af forordning nr.

510/2006, som gjaldt på tidspunktet for indgivelsen af ansøg-

ningen, eller på grundlag af den nugældende forordning nr.

1151/2012? 2) Såfremt afgørelsen skal træffes på grundlag af

den gældende forordning nr. 1151/2012: 2.1 a) Udgør den

omstændighed, at en uhensigtsmæssig transport af produktet

med henblik på videre forarbejdning (opskæring og emballe-

ring) til andre områder kan indvirke negativt på den autenti-

ske smag, den autentiske kvalitet og holdbarheden, ud fra

hensynet til kvalitetssikring af produktet en tilstrækkelig pro-

duktspecifik begrundelse som omhandlet i artikel 7, stk. 1,

litra e), i forordning nr. 1151/2012 for, at opskæring og em-

ballering kun må ske i produktionsområdet? 2.1 b) Udgør

regler for opskæring og emballering i specifikationen, som

ikke går ud over gældende standarder for fødevarehygiejne,

ud fra hensynet til kvalitetssikring af produktet en tilstrække-

lig produktspecifik begrundelse som omhandlet i artikel 7,

stk. 1, litra e), i forordning nr. 1151/2012 for, at opskæring

og emballering kun må ske i produktionsområdet? 2.2 a) Kan

det principielt anses for en tilstrækkelig produktspecifik be-

grundelse som omhandlet i artikel 7, stk. 1, litra e), i forord-

ning nr. 1151/2012 for en bestemmelse i specifikationen for

en beskyttet geografisk betegnelse, hvorefter opskæring og

emballering kun må ske i produktionsområdet, at de i så fald

mulige (producent-)kontroller i produktionsområdet (artikel

7, stk. 1, litra g), sammenholdt med artikel 36, stk. 3, litra a),

og artikel 37 i forordning nr. 1151/2012) giver mulighed for

en større kontroltæthed og generelt en bedre sikring end

(misbrugs-)kontroller som omhandlet i artikel 36, stk. 3, litra

b), sammenholdt med artikel 38 i forordning nr. 1151/2012?

2.2 b) Såfremt delspørgsmål a) besvares benægtende: Er en

anden vurdering berettiget, når produktet er et stærkt efter-

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

19.12.18

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 186: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30/11-18

spurgt produkt også uden for regionen, som i væsentligt om-

fang opskæres og emballeres uden for produktionsområdet,

selv om der hidtil ikke er konstateret konkrete tilfælde af mis-

brug af den beskyttede geografiske betegnelse som omhand-

let i artikel 13 i forordning nr. 1151/2012?

2.3 Kan det anses for en tilstrækkelig produktspecifik begrun-

delse som omhandlet i artikel 7, stk. 1, litra e), i forordning

nr. 1151/2012 for en bestemmelse i en specifikation for en

beskyttet geografisk betegnelse, hvorefter opskæring og em-

ballering kun må ske i produktionsområdet, at sporbarheden

for det videreforarbejdede produkt ellers ikke er garanteret på

sikker vis?Har det i denne forbindelse betydning, at a) spor-

barheden skal sikres for fødevarer, navnlig animalske fødeva-

rer, i henhold til artikel 18, stk. 1, i Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om

generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om op-

rettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og

om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed, sammenholdt

med Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr.

931/2011 af 19. september 2011 om de sporbarhedskrav, der

i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF)

nr. 178/2002 gælder for animalske fødevarer b) produktets

sporbarhed skal sikres ved, at erhvervsdrivende, som videre-

forarbejder produkter, deltager i retligt frivillige, men i praksis

obligatoriske private sikringssystemer? 2.4 Såfremt et af

spørgsmålene nr. 1-3 besvares bekræftende: Kan eller skal det

i en specifikation for en beskyttet geografisk betegnelse

–

som en mindre restriktiv foranstaltning i forhold til en obliga-

torisk tilbageflytning af opskæring og emballering til produk-

tionsområdet

–

fastsættes, at forarbejdningsvirksomheder,

som er beliggende uden for produktionsområdet, skal under-

kaste sig en kontrol ved de myndigheder og instanser, som i

henhold til specifikationen er kompetente for kontrollerne i

produktionsområdet (artikel 7, stk. 1, litra g), i forordning nr.

1151/2012)?3) Såfremt afgørelsen skal træffes på grundlag af

forordning nr. 510/2006 (det første spørgsmål), anmoder den

forelæggende ret om, at de under det andet spørgsmål stillede

spørgsmål besvares på grundlag af forordning nr. 510/2006,

navnlig artikel 4, stk. 2, litra e), i denne forordning, sammen-

holdt med artikel 8 og ottende betragtning til Kommissio-

nens forordning (EF) nr. 1898/2006 af 14. december 2006

om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF)

nr. 510/2006 om beskyttelse af geografiske betegnelser og

oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og fødevarer.

C-374/17

A-Brauerei

»Skal artikel 107, stk. 1, TEUF fortolkes således, at der fore-

ligger en støtte, der er forbudt i henhold til denne bestem-

melse, når der i henhold til en medlemsstats lovgivning ikke

opkræves afgift på erhvervelse af fast ejendom for en afgifts-

pligtig erhvervelse i forbindelse med en omdannelse (fusion),

såfremt visse retssubjekter (virksomhed, der udøver kontrol,

og et kontrolleret selskab) deltager i omdannelsesdispositio-

nen og det kontrollerede selskab har været helejet af den virk-

somhed, der udøver kontrol, inden for fem år før den retlige

disposition og fem år efter den retlige disposition?«

Skatteministeriet

Dom

19.12.18

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 186: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30/11-18

C-375/17

Stanley International Betting et Stanleybet Malta

Sagen vedrører: A) Skal EU-retten

–

og navnlig etablerings-

retten, retten til fri udveksling af tjenesteydelser, princippet

om forbud mod forskelsbehandling, gennemsigtighedsprin-

cippet, princippet om fri konkurrence, proportionalitetsprin-

cippet og kohærensprincippet

–

fortolkes således, at den er til

hinder for en lovgivning som den ved artikel 1, stk. 653, i sta-

bilitetsloven af indførte og de dertil hørende gennemførelses-

retsakter, som fastsætter en eneleverandørmodel for konces-

sionshavere med henblik på afholdelsen af Lottospil, men

ikke for andre spil, tips og væddemål? B) Skal EU-retten

–

navnlig etableringsretten, retten til fri udveksling af tjeneste-

ydelser, direktiv 2014/23/EU samt princippet om forbud

mod forskelsbehandling, gennemsigtighedsprincippet, prin-

cippet om fri konkurrence, proportionalitetsprincippet og ko-

hærensprincippet

–

fortolkes således, at den er til hinder for

en udbudsprocedure, som fastsætter en udbudssum, der er

væsentligt højere og ubegrundet i forhold til de krav til øko-

nomisk-finansiel og tekniskorganisatorisk formåen, der frem-

går af udbudsbetingelsernes punkt 5.3, 5.4, 11, 12.4 og 15.3

med henblik på tildelingen af koncessionen på Lotto-spil? C)

Skal EU-retten

–

og navnlig etableringsretten, retten til fri ud-

veksling af tjenesteydelser, direktiv 2014/23/EU samt prin-

cippet om forbud mod forskelsbehandling, gennemsigtig-

hedsprincippet, princippet om fri konkurrence, proportionali-

tetsprincippet og kohærensprincippet

–

fortolkes således, at

den er hinder for en lovgivning, som i realiteten indebærer, at

der opstilles et alternativ mellem at få tildelt en ny koncession

og at fortsætte med at gøre brug af retten til fri udveksling af

forskellige tjenesteydelser med væddemål på tværs af græn-

serne, hvilket alternativ følger af artikel 30 i udkastet til ud-

budsaftale, idet beslutningen om at deltage i udbuddet med

henblik på tildeling af en ny koncession indebærer, at der må

gives afkald på grænseoverskridende virksomhed, selv om

Domstolen flere gange har fastslået, at denne virksomhed er

lovlig?

Spiegel Online

1) Giver de EU-retlige bestemmelser om undtagelserne fra

eller indskrænkningerne i disse rettigheder i henhold til artikel

5, stk. 3, i direktiv 2001/29/EF et spillerum ved gennemfø-

relsen i national ret? 2) På hvilken måde skal der ved fastsæt-

telsen af rækkevidden af de i artikel 5, stk. 3, i direktiv

2001/29/EF fastsatte undtagelser fra eller indskrænkninger

iophavsmændenes eneret til reproduktion (artikel 2, litra a), i

direktiv 2001/29/EF) og til overføring af deres værker til al-

menheden, herunder tilrådighedsstillelse for almenheden (ar-

tikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29/EF), tages hensyn til de

grundlæggende rettigheder i EU’s charter om grundlæggende

rettigheder? 3) Kan de grundlæggende rettigheder informati-

onsfrihed (artikel 11, stk. 1, andet punktum,

i EU’s charter

om grundlæggende rettigheder) eller pressefrihed (artikel 11,

stk. 2, i EU’s charter om grundlæggende rettigheder) be-

grunde undtagelser fra eller indskrænkninger i ophavsmænde-

nes eneret til reproduktion (artikel 2, litra a), i direktiv

2001/29/EF) og til overføring af deres værker til almenhe-

den, herunder tilrådighedsstillelse for almenheden (artikel 3,

stk. 1, i direktiv 2001/29/EF), uden for de i artikel 5, stk. 3, i

Skatteministeriet

Dom

19.12.18

C-516/17

Kulturministeriet

19.12.18

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 186: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30/11-18

direktiv 2001/29/EF fastsatte undtagelser eller indskrænk-

ninger? 4) Skal tilrådighedsstillelsen for almenheden af op-

havsretligt beskyttede værker på en pressevirksomheds inter-

netportal ikke anses for redegørelse for dagsbegivenheder

–

der ikke kræver tilladelse

–

i henhold til artikel 5, stk. 3, litra

c), andet alternativ, i direktiv 2001/29/EF, fordi det var mu-

ligt for og med rimelighed kunne forventes af pressevirksom-

heden, at den inden tilrådighedsstillelsen for almenheden af

ophavsmandens værker indhentede dennes samtykke? 5) Er

der ikke tale om en offentliggørelse til brug for citater i hen-

hold til artikel 5, stk. 3, litra d), i direktiv 2001/29/EF, hvis

citerede tekstværker eller dele deraf ikke

–

f.eks. gennem ind-

rykninger eller fodnoter

–

integreres uadskilleligt i den nye

tekst, men derimod gøres tilgængelig for almenheden på in-

ternettet som et link til pdf-filer, der kan downloades, uaf-

hængigt af den nye tekst? 6) Skal der i forbindelse med

spørgsmålet om, hvornår et værk allerede er gjort tilgængeligt

for almenheden på lovlig vis som omhandlet i artikel 5, stk. 3,

litra d), i direktiv 2001/29/EF, tages udgangspunkt i, om

dette værk i sin konkrete udformning tidligere allerede har

været offentliggjort med ophavsmandens samtykke?

C-598/17

A-Fonds

Sagen vedrører: 1) Skal en udvidelse af rækkevidden af en ek-

sisterende skatteordning, som følge af at en skattepligtig med

føje har påberåbt sig retten til frie kapitalbevægelser i henhold

til artikel 56 TEF (nu artikel 63 TEUF), forstås som en ny

støtteforanstaltning, der ændrer en eksisterende støtte? 2) Så-

fremt spørgsmål 1 besvares bekræftende, er den nationale

rets udøvelse af opgaven i henhold til artikel 108, stk. 3,

TEUF til hinder for, at den skattepligtige tildeles en skatte-

fordel, som den skattepligtige gør krav på i henhold til artikel

56 TEF (nu artikel 63 TEUF), eller skal Kommissionen un-

derrettes om en påtænkt retsafgørelse om tildeling af denne

fordel, eller skal den nationale ret foretage eller træffe nogen

anden handling eller foranstaltning i betragtning af den til-

synsopgave, den har fået tildelt i henhold til artikel 108, stk.

3, TEUF?

Slewo

Sagen vedrører: 1. Skal artikel 16, litra e), i direktivet om for-

brugerrettigheder fortolkes således, at de deri nævnte varer,

som af sundhedsbeskyttelses- eller hygiejnemæssige årsager

ikke er egnede til at blive returneret, også omfatter varer (som

f.eks. madrasser), som ganske vist ved tilsigtet anvendelse kan

komme i direkte kontakt med menneskekroppen, men som

ved hensigtsmæssige (rengørings-)foranstaltninger fra den er-

hvervsdrivendes side atter kan gøres salgbare? 2. Såfremt det

første spørgsmål besvares bekræftende: a) Hvilke betingelser

skal en vares emballage opfylde, for at der kan tales om en

forsegling som omhandlet i artikel 16, litra e), i direktivet om

forbrugerrettigheder? og b) skal de oplysninger, som den er-

hvervsdrivende skal give inden forbrugeren bindes af aftalen i

henhold til artikel 6, stk. 1, litra k), i direktivet om forbruger-

rettigheder, gives på en sådan måde, at forbrugeren med kon-

kret henvisning til varen (her: en madras) og den anbragte

forsegling gøres opmærksom på, at han mister sin fortrydel-

sesret, hvis forseglingen fjernes?

Skatteministeriet

19.12.18

C-681/17

Justitsministeriet

Forbrugerombuds-

manden

19.12.18

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 186: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30/11-18

C-159/18

Moens

- Er den i nærværende tvist omhandlede omstændighed, dvs.

benzinudslippet på en startbane, som førte til denne banes

lukning, omfattet af begrebet »begivenhed« som omhandlet i

præmis 22 i dom af 22. december 2008, Wallentin-Hermann

(C-549/07, EU:C:2008:771), eller af begrebet en »usædvanlig

omstændighed« som omhandlet i 14. betragtning til nævnte

forordning, således som det er fortolket i dom af 31. januar

2013, McDonagh (C-12/11, EU:C:2013:43), eller overlapper

disse to begreber hinanden. - Skal artikel 5, stk. 3, i Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11.

februar 2004 om fælles bestemmelser om kompensation og

bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved

aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forord-

ning (EØF) nr. 295/91 fortolkes således, at en begivenhed

som den i nærværende tvist omhandlede, dvs. benzinudslip-

pet på en startbane, som førte til denne banes lukning, skal

anses for en begivenhed, som er et led i et transporterende

luftfartsselskabs sædvanlige aktivitetsudøvelse og følgelig ikke

kan kvalificeres som en »usædvanlig omstændighed«, der fri-

tager det transporterende luftfartsselskab for forpligtelsen til

at betale kompensation til passagerer i tilfælde af en lang for-

sinkelse på en flyvning, der foretages af dette fly. - Såfremt en

begivenhed, som den i nærværende tvist omhandlede, dvs.

benzinudslippet på en startbane, som førte til denne banes

lukning, skal anses for en begivenhed, der udgør en »usæd-

vanlig omstændighed«, følger det da heraf, at der for det

transporterende luftfartsselskab er tale om en »usædvanlig

omstændighed«, som ikke kunne have været undgået, selv om

alle forholdsregler, der med rimelighed kunne træffes, faktisk

var blevet truffet?

Transport-, Bygnings-

og Boligministeriet

19.12.18