Europaudvalget 2018-19 (1. samling)
EUU Alm.del Bilag 712
Offentligt
2057157_0001.png
Udenrigsministeriet
Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret
Asiatisk Plads 2
1448 København K
Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03
Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse
JTEU j.nr. 2015 - 30240
16. maj 2019
Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i den indeværende uge
samt i de kommende to uger i retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager,
hvor der er nedsat procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig
forhandling, fremsættelse af generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der
i øvrigt følges af den danske regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse
og afsigelse af dom. Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-
Domstolens hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.
Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-
Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.
Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:
Sagsnr.
C-94/18
Titel og kort sagsresumé
Chenchooliah
1. Når en ægtefælle til en EU-borger, som har udøvet
retten til fri bevægelighed i henhold til artikel 6 i direktiv
2004/38/EF, er blevet nægtet opholdsret i henhold til
artikel 7, med den begrundelse, at den pågældende EU-
borger ikke udøver, eller ikke længere udøver, rettigheder
efter EUtraktaten i den pågældende værtsmedlemsstat, og
når ægtefællen påtænkes udvist fra denne medlemsstat, skal
denne udvisning da ske i henhold til og i overensstemmelse
med bestemmelserne i dette direktiv, eller henhører den
under medlemsstatens rent nationale lovgivning? 2. Hvis
svaret på ovenstående spørgsmål er, at udvisningen skal ske
i henhold til direktivets bestemmelser, skal udvisningen da
ske i henhold til og i overensstemmelse med kravene i
direktivets kapitel VI, herunder især dettes artikel 27 og 28,
eller kan medlemsstaten under sådanne omstændigheder
påberåbe sig andre bestemmelser i direktivet, navnlig dettes
artikel 14 og 15?
Minister for Justice and Equality m.fl.
1. Skal en offentlig anklagers uafhængighed af den
udøvende magt afgøres i henhold til dennes rolle i det
relevante nationale retssystem? Hvis dette ikke er tilfældet,
efter hvilke kriterier skal spørgsmålet om uafhængighed af
den udøvende magt da afgøres efter?
2. Er en offentlig anklager, som i henhold til national ret er
underlagt mulig styring eller instruktion enten direkte eller
indirekte fra et justitsministerium, tilstrækkelig uafhængig
af den udøvende magt til at kunne betragtes som en
judiciel myndighed som omhandlet i rammeafgørelsens
Deltager i PD
Udenrigsministeriet
Justitsministeriet
Udlændinge- og
Integrationsministeriet
Processkri
dt
GA
Dato
21.05.19
C-508/18
Udenrigsministeriet
Justitsministeriet
Dom
27.05.19
1
EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 712: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 16/5-19
2057157_0002.png
artikel 6, stk. 1?
3. Såfremt dette er tilfældet, skal den offentlige anklager da
tillige være funktionelt uafhængig af den udøvende magt,
og hvilke kriterier skal spørgsmålet om funktionel
uafhængighed afgøres efter?
4. Hvis den offentlige anklager er uafhængig af den
udøvende magt, er en offentlig anklager, som er begrænset
til at iværksætte og gennemføre efterforskning, til at sikre at
sådanne efterforskninger udføres objektivt og i
overensstemmelse med loven, at rejse tiltale, at fuldbyrde
retslige afgørelser, at gennemføre retsforfølgning af
lovovertrædelser ved domstolene og at give møde i
appelsager, som ikke udsteder nationale arrestordrer, og
som ikke må udføre retslige opgaver, da en »judiciel
myndighed« som omhandlet i rammeafgørelsens artikel 6,
stk. 1?
5. Er den offentlige anklager i Lübeck en judiciel
myndighed som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i
rammeafgørelsen af 13. juni 2002 om den europæiske
arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem
medlemsstaterne?
C-509/18
Minister for Justice and Equality m.fl.
1. Er de kriterier, i henhold til hvilke det skal afgøres, om
en offentlig anklager, der er udpeget som en udstedende
judiciel myndighed i henhold til artikel 6, stk. 1, er en
judiciel myndighed i den selvstændige betydning af dette
begreb i rammeafgørelsen af 2002 om den europæiske
arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem
medlemsstaterne, at 1) den offentlige anklager er uafhængig
af den udøvende magt og 2) anses for at forvalte retsplejen
eller deltage i forvaltningen af retsplejen i dennes egen
retsorden?
2. I benægtende fald, hvilke kriterier skal den nationale ret
da anvende ved afgørelsen af, om en offentlig anklager, der
er udpeget som en udstedende judiciel myndighed i
henhold til rammeafgørelsens artikel 6, stk. 1, er en judiciel
myndighed i henhold til artikel 6, stk. 1?
3. For så vidt som kriterierne omfatter et krav om, at den
offentlige anklager forvalter retsplejen eller deltager i
forvaltningen af retsplejen, skal det så afgøres i
overensstemmelse med den status, han har i sin egen
retsorden, eller i overensstemmelse med bestemte
objektive kriterier? Hvad er de objektive kriterier i givet
fald?
4. Er Republikken Litauens offentlige anklager en judiciel
myndighed i den selvstændige betydning af dette begreb i
artikel 6, stk. 1, i rammeafgørelsen af 2002 om den
europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse
mellem medlemsstaterne?
Minister for Justice and Equality
1. Skal en offentlig anklagers uafhængighed af den
udøvende magt afgøres i henhold til dennes rolle i det
relevante nationale retssystem? Hvis dette ikke er tilfældet,
efter hvilke kriterier skal spørgsmålet om uafhængighed af
den udøvende magt da afgøres efter?
2. Er en offentlig anklager, som i henhold til national ret er
underlagt mulig styring eller instruktion enten direkte eller
Udenrigsministeriet
Justitsministeriet
Dom
27.05.19
C-82/19
PPU
Udenrigsministeriet
Justitsministeriet
Dom
27.05.19
2
EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 712: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 16/5-19
2057157_0003.png
indirekte fra et justitsministerium, tilstrækkelig uafhængig
af den udøvende magt til at kunne betragtes som en
judiciel myndighed som omhandlet i rammeafgørelsens
artikel 6, stk. 1?
3 Såfremt dette er tilfældet, skal den offentlige anklager da
tillige være funktionelt uafhængig af den udøvende magt,
og hvilke kriterier skal spørgsmålet om funktionel
uafhængighed afgøres efter?
4. Hvis den offentlige anklager er uafhængig af den
udøvende magt, er en offentlig anklager, som er begrænset
til at iværksætte og gennemføre efterforskning, til at sikre at
sådanne efterforskninger udføres objektivt og i
overensstemmelse med loven, at rejse tiltale, at fuldbyrde
retslige afgørelser, at gennemføre retsforfølgning af
lovovertrædelser ved domstolene og at give møde i
appelsager, som ikke udsteder nationale arrestordrer, og
som ikke må udføre retslige opgaver, da en »judiciel
myndighed« som omhandlet i rammeafgørelsens artikel 6,
stk. 1?
5. Er anklagemyndigheden i Zwickau en judiciel
myndighed som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i
rammeafgørelsen af 13. juni 2002 om den europæiske
arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem
medlemsstaterne?
Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:
Sagsnr.
C-235/17
Titel og kort sagsresumé
Europa-Kommissionen mod Ungarn
Påstande: Det fastslås, at Ungarn har tilsidesat sine forpligtelser
i henhold til artikel 49 og artikel 63 i traktaten om Den
Europæiske Unions funktionsmåde og artikel 17 i Den
Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, idet
det har vedtaget retsforskrifter, der begrænser brugsretten over
dyrkningsarealer.
—Ungarn
tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Krohn & Schröder
1) Omfatter toldkodeksens artikel 212a en fritagelse for en
antidumping- og udligningstold i henhold til artikel 3, stk. 1, i
forordning nr. 1238/2013 og artikel 2, stk. 1, i forordning nr.
1239/2013? 2) Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende: Er
den i artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1238/2013 og
artikel 2, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1239/2013 anførte
betingelse opfyldt ved anvendelse af toldkodeksens artikel 212a
på et tilfælde, hvor der opstår toldskyld efter toldkodeksens
artikel 204, stk. 1, som følge af overskridelse af en frist i
henhold til toldkodeksens artikel 49, stk. 1, når den
virksomhed, der er forretningsmæssigt forbundet med den i
bilaget til gennemførelsesafgørelse 2013/707/EU nævnte
virksomhed
som har fremstillet, afsendt og faktureret den
pågældende vare
ganske vist ikke var aktiv som importør af
den pågældende vare og heller ikke havde stået for dens
overgang til fri omsætning, men havde til hensigt at gøre det og
også faktisk fik den pågældende vare leveret? 3) Såfremt
spørgsmål 2 besvares bekræftende: Kan der ved anvendelsen af
Interessent
Miljø- og Fødevare-
ministeriet
Processk
ridt
Dom
Dato
21.05.19
C-226/18
Toldstyrelsen
Dom
22.05.19
3
EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 712: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 16/5-19
2057157_0004.png
toldkodeksens artikel 212a på et tilfælde, hvor der opstår
toldskyld efter toldkodeksens artikel 204, stk. 1, som følge af
overskridelse af en frist i henhold til toldkodeksens artikel 49,
stk. 1, også fremlægges en tilsagnsfaktura og et
eksporttilsagnscertifikat i den forstand, hvori udtrykkene er
anvendt i artikel 3, stk. 1, litra b) og c), i forordning nr.
1238/2013 og artikel 2, stk. 1, litra b) og c), i forordning nr.
1239/2013, inden for en af toldmyndighederne i henhold til
toldkodeksens artikel 53, stk. 1, fastsat frist? 4) Såfremt
spørgsmål 3 besvares bekræftende: Opfylder en tilsagnsfaktura i
henhold til artikel 3, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1238/2013
og artikel 2, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1239/2013, der i
stedet for gennemførelsesafgørelse 2013/707/EU nævner
afgørelse 2013/423/EU, under de i hovedsagen omhandlede
omstændigheder og under hensyntagen til almene
retsprincipper, betingelserne i bilag III, nr. 9), til forordning nr.
1238/2013 og bilag 2, nr. 9), til forordning nr. 1239/2013? 5)
Såfremt spørgsmål 4 besvares benægtende: Kan der ved
anvendelse af toldkodeksens artikel 212a på et tilfælde, hvor der
opstår toldskyld efter toldkodeksens artikel 204, stk. 1, som
følge af overskridelse af en frist i henhold til toldkodeksens
artikel 49, stk. 1, stadig fremlægges en tilsagnsfaktura i den
forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 3, stk. 1, litra b), i
forordning nr. 1238/2013 og artikel 2, stk. 1, litra b), i
forordning nr. 1239/2013, i klagesagen til prøvelse af
fastsættelsen af toldskylden?
C-236/18
GRDF
Skal Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/73/EF af
13. juli 2009, særlig artikel 41, stk. 11, fortolkes således, at det
kræves, at en regulerende myndighed, der bilægger en tvist, har
beføjelse til at træffe en afgørelse, der gælder for hele den
periode, der er omfattet af den tvist, der er indbragt for den,
uanset hvornår tvisten er opstået mellem parterne, navnlig ved
at drage konsekvenserne af en kontrakts manglende
overensstemmelse med direktivets bestemmelser ved en
afgørelse, hvis virkninger dækker hele kontraktperioden?
Altic
1) Skal artikel 168, litra a), i direktiv [2006/112/EF], henset til
formålet med forordning (EF) nr. 178/2002 om at sikre
fødevaresikkerheden (som bl.a. opfyldes ved at sikre, at
fødevarer kan spores), fortolkes således, at den ikke er til hinder
for et afslag på at fradrage den indgående afgift, i tilfælde af at
den afgiftspligtige person, der indgår i fødevarekæden, i
forbindelse med udvælgelsen af sin medkontrahent ikke har
udvist større omhu (ud over den sædvanlige handelspraksis),
som i det væsentlige består i en forpligtelse til at foretage
kontroller af medkontrahenten, men som samtidig har
kontrolleret fødevarernes kvalitet, hvorved formålet med
forordning nr. 178/2002 er opfyldt? 2) Indebærer kravet efter
artikel 6 i forordning nr. 852/2004 og artikel 31 i forordning nr.
882/2004 om registrering af fødevarevirksomheder, fortolket i
lyset af artikel 168, litra a), i direktiv 2006/112/EF, at en
kontrahent, der indgår aftale med denne virksomhed, skal
foretage en kontrol af dennes registrering, og er denne kontrol
nødvendig med henblik på at afgøre, om denne kontrahent
vidste eller burde have vidst, at den pågældende deltog i en
Energistyrelsen
GA
22.05.19
C-329/18
Miljø- og Fødevare-
ministeriet
GA
22.05.19
4
EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 712: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 16/5-19
2057157_0005.png
transaktion med en fiktiv virksomhed, i betragtning af de
særlige omstændigheder ved den nævnte transaktion?
C-634/17
ReFood
1. Skal [artikel 1, stk. 3, litra d), i Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 1013/2006 af 14. juni 2006 om
overførsel af affald] fortolkes som en anvendelsesudelukkelse,
som gælder for alle overførsler, der i henhold til artikel 2 i
forordning (EF) nr. 1069/2009 er omfattet af
anvendelsesområdet for forordning (EF) nr. 1069/2009? 2.
Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende: Skal [artikel
1, stk. 3, litra d), i forordning 1013/2006] fortolkes som en
anvendelsesudelukkelse, der gælder for overførsler, for hvilke
der i henhold til forordning (EF) nr. 1069/2009
også
sammenholdt med gennemførelsesforordning (EU) nr.
142/2011
gælder regler for indsamling, transport,
identifikation og sporbarhed? 3. Såfremt det andet spørgsmål
besvares benægtende: Skal [artikel 1, stk. 3, litra d), i forordning
nr. 1013/2006] fortolkes som en anvendelsesudelukkelse, som
kun gælder for overførsler, hvor det drejer sig om
godkendelsespligtige afsendelser i henhold til artikel 48, stk. 1, i
forordning (EF) nr. 1069/2009?
Fülla
Sagen vedrører: 1. Skal artikel 3, stk. 3, tredje afsnit, i direktiv
1999/44/EF fortolkes således, at en forbruger altid kun skal
tilbyde en erhvervsdrivende en forbrugsvare, der er købt ved
fjernsalg, med henblik på afhjælpning eller omlevering på det
sted, hvor forbrugsvaren befinder sig? 2. Såfremt det første
spørgsmål besvares benægtende: Skal artikel 3, stk. 3, tredje
afsnit, i direktiv 1999/44/EF fortolkes således, at en forbruger
altid skal tilbyde en erhvervsdrivende en forbrugsvare, der er
købt ved fjernsalg, med henblik på afhjælpning eller omlevering
på den erhvervsdrivendes forretningssted? 3. Såfremt det andet
spørgsmål besvares benægtende: Hvilke kriterier kan der
udledes af artikel 3, stk. 3, tredje afsnit, i direktiv 1999/44/EF
for, hvordan det sted bestemmes, hvor forbrugeren skal tilbyde
den erhvervsdrivende en forbrugsvare, der er købt ved
fjernsalg, med henblik på afhjælpning eller omlevering? 4.
Såfremt det sted, hvor forbrugeren skal tilbyde den
erhvervsdrivende en forbrugsvare, der er købt ved fjernsalg,
med henblik på undersøgelse og eventuel afhjælpning eller
omlevering
altid eller i det konkrete tilfælde
er den
erhvervsdrivendes hjemsted: Er det foreneligt med artikel 3,
stk. 3, første afsnit, sammenholdt med artikel 3, stk. 4, i direktiv
1999/44/EF, at en forbruger skal lægge ud for omkostningerne
til fremsendelse og/eller returnering, eller følger det af pligten
til »gratis afhjælpning«, at sælgeren er forpligtet til at yde et
forskud? 5. Såfremt det sted, hvor forbrugeren skal tilbyde den
erhvervsdrivende en forbrugsvare, der er købt ved fjernsalg,
med henblik på undersøgelse og eventuel afhjælpning eller
omlevering
altid eller i det konkrete tilfælde
er den
erhvervsdrivendes hjemsted, og en forskudspligt for
forbrugeren er forenelig med artikel 3, stk. 3, første afsnit,
sammenholdt med artikel 3, stk. 4, i direktiv 1999/44/EF: Skal
artikel 3, stk. 3, tredje afsnit, sammenholdt med artikel 3, stk. 5,
andet led, i direktiv 1999/44/EF fortolkes således, at en
forbruger, der kun har underrettet den erhvervsdrivende om
manglen uden at tilbyde at transportere forbrugsvaren til den
Miljø- og Fødevare-
ministeriet
Dom
23.05.19
C-52/18
Erhvervsstyrelsen
Forbrugerombuds-
manden
Energistyrelsen
Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen
Dom
23.05.19
5
EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 712: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 16/5-19
2057157_0006.png
erhvervsdrivendes sted, ikke er berettiget til at hæve aftalen? 6.
Såfremt det sted, hvor forbrugeren skal tilbyde den
erhvervsdrivende en forbrugsvare, der er købt ved fjernsalg,
med henblik på undersøgelse og eventuel afhjælpning eller
omlevering
altid eller i det konkrete tilfælde
er den
erhvervsdrivendes hjemsted, men en forskudspligt for
forbrugeren ikke er forenelig med artikel 3, stk. 3, første afsnit,
sammenholdt med artikel 3, stk. 4, i direktiv 1999/44/EF: Skal
artikel 3, stk. 3, tredje afsnit, sammenholdt med artikel 3, stk. 5,
andet led, i direktiv 1999/44/EF fortolkes således, at en
forbruger, der blot har underrettet den erhvervsdrivende om
manglen uden at tilbyde at transportere forbrugsvaren til den
erhvervsdrivendes sted, ikke er berettiget til at hæve aftalen?
C-239/18
Saatgut-Treuhandverwaltung
Sagen vedrører fortolkning af artikel 11 i Kommissionens
forordning (EF) nr. 1768/95 af 24. juli 1995 (EF-
udsåningsforordningen).
EU-Domstolen er forelagt følgende spørgsmål: 1. Har officielle
organer i henhold til artikel 11, stk. 1, i forordning (EF) nr.
1768/95 en oplysningspligt, der udelukkende drejer sig om
arten af planter, uden at der med anmodningen om oplysninger
også kræves oplysninger om en beskyttet sort? 2. Såfremt det
første spørgsmål besvares med, at en sådan oplysningspligt kan
gøres gældende:
a) Er der tale om et officielt organ, der er beskæftiget med
overvågning af landbrugsproduktionen, som omhandlet i artikel
11, stk. 2, første led, i forordning (EF) nr. 1768/95, når organet
beskæftiger sig med kontrol af EU-finansieret støtte til
landbrugere og i den forbindelse om de landbrugere, der
ansøger herom, lagrer data, som også vedrører afgrødetyper?
b) Har et officielt organ ret til at tilbageholde de oplysninger,
der søges om, hvis meddelelsen af oplysninger nødvendiggør, at
en tredjemand bearbejder eller specificerer de data, som findes
hos organet, og dette medfører en udgift på ca. EUR 6 000,00?
Spiller det i den forbindelse en rolle, om ansøgeren er villig til
at overtage de hermed forbundne omkostninger?
UPM France
1- Skal bestemmelserne i artikel 21[, stk. 5, tredje afsnit] i
direktiv [2003/96] fortolkes således, at den fritagelse, som
medlemsstaterne kan lade mindre elektricitetsproducenter være
omfattet af, forudsat at de beskatter de energiprodukter, som
anvendes til at fremstille denne elektricitet, kan resultere i en
situation som den, der er beskrevet i punkt 7 i nærværende
afgørelse, for perioden forud for den 1. januar 2011, hvor
Frankrig, som direktivet hjemler mulighed for, endnu ikke
havde indført nogen national endelig forbrugsafgift på
elektricitet og dermed heller ikke nogen fritagelse for denne
afgift for mindre elektricitetsproducenter? 2- Såfremt det første
spørgsmål besvares bekræftende, hvordan skal bestemmelserne
i direktivets artikel 14[, stk. 1, litra a)] og bestemmelserne i
direktivets artikel 21[, stk. 5, tredje afsnit] kombineres for
mindre elektricitetsproducenter, som anvender den elektricitet,
som de fremstiller, til deres aktiviteter? Indebærer
bestemmelserne en minimumsbeskatning som følge af enten
beskatningen af den fremstillede elektricitet, men med fritagelse
for den anvendte naturgas, eller en fritagelse for afgift på selve
Miljø- og Fødevare-
ministeriet
GA
23.05.19
C-270/18
Energistyrelsen
GA
23.05.19
6
EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 712: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 16/5-19
2057157_0007.png
fremstillingen af elektricitet, idet staten således er forpligtet til
at beskatte den anvendte naturgas?
C-280/18
Flausch e.a.
a) Kan artikel 6 og 11 i direktiv 2011/92/EU, fortolket
sammen med bestemmelserne i artikel 47 i Den Europæiske
Unions charter om grundlæggende rettigheder, fortolkes
således, at nationale bestemmelser såsom de i
[forelæggelsesafgørelsens] præmis 8, 9 og 10 omhandlede,
hvorefter procedurerne før afgørelsen om godkendelse af
miljøkrav for anlæg og aktiviteter, som har væsentlig
indvirkning på miljøet (offentliggørelse af vurderinger af
indvirkningenpå miljøet, oplysning og offentlig deltagelse i
høringen), indledes og forvaltes primært af regionens største
administrative enhed og ikke af den berørte kommune, er
forenelige med de nævnte EU-retlige bestemmelser? b) Kan
artikel 6 og 11 i direktiv 2011/92/EU, fortolket sammen med
bestemmelserne i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter
om grundlæggende rettigheder, fortolkes således, at en national
ordning såsom den i samme præmisser omhandlede, der
endeligt fastsætter, at offentliggørelse af afgørelser om
godkendelse af miljøkrav for anlæg og aktiviteter, som har
væsentlig indvirkning på miljøet, nærmere bestemt deres
offentliggørelse på et dertil bestemt websted, udgør en
formodning om fuldt kendskab for de berørte parter med
henblik på at rejse søgsmål i henhold til den gældende
lovgivning (annullationssøgsmål ved Symvulio tis Epikrateias,
øverste domstol i forvaltningsretlige sager) inden fristen på 60
(tres) dage, henset til lovbestemmelserne om offentliggørelse af
vurderinger af indvirkningen på miljøet, oplysning og offentlig
deltagelse i proceduren for godkendelsen af miljøkrav for de
omhandlede anlæg og aktiviteter, der fastlægger, at
nøgleaktøren for disse procedurer er regionens største
administrative enhed og ikke den berørte kommune, er
forenelig med de nævnte EU-retlige bestemmelser?
Lexitor
Sagen vedrører: Skal artikel 16, stk. 1, sammenholdt med artikel
3, litra g), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om
ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF (EUT 2008, L 133,
s. 660, med senere ændringer) fortolkes således, at en forbruger
ved indfrielse før tiden af sine forpligtelser i henhold til en
kreditaftale har ret til reduktion af de samlede
kreditomkostninger, herunder også de omkostninger, hvis
størrelse ikke afhænger af den pågældende kreditaftales løbetid?
TSN m.fl.
1) Er artikel 7, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i
forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden til hinder for en
national bestemmelse i en overenskomst eller en fortolkning af
denne, hvorefter en arbejdstager, som ved begyndelsen af sin
årlige ferie eller en del af denne er uarbejdsdygtig, trods
ansøgning herom ikke har krav på at få overført en ferie, som
falder inden for den pågældende periode, og som han ifølge
overenskomsten er berettiget til, når den manglende overførsel
af denoverenskomstmæssige ferie ikke reducerer
arbejdstagerens ret til fire ugers årlig ferie? 2) Har artikel 31, stk.
2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende
Miljø- og Fødevare-
ministeriet
GA
23.05.19
C-383/18
Finanstilsynet
Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen
GA
23.05.19
Forenede
sager
C-609/17
og
C-610/17
Udenrigsministeriet
Justitsministeriet
Beskæftigelses-
ministeriet
Moderniserings-
styrelsen
GA
04.06.19
7
EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 712: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 16/5-19
2057157_0008.png
rettigheder retsvirkning i et ansættelsesforhold mellem private
retssubjekter, dvs. direkte horisontal retsvirkning? 3) Beskytter
artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om
grundlæggende rettigheder den optjente ferie, såfremt feriens
varighed overstiger den i arbejdstidsdirektivets artikel 7, stk. 1,
fastsatte årlige ferie på mindst fire uger, og er denne
bestemmelse i chartret om grundlæggende rettigheder til hinder
for en national bestemmelse i en overenskomst eller en
fortolkning af denne, hvorefter en arbejdstager, som er
uarbejdsdygtig ved begyndelsen af sin årlige ferie eller en del af
denne, uanset ansøgning herom ikke har krav på at få overført
en ferie, som falder inden for den pågældende periode, og som
han ifølge overenskomsten er berettiget til, når den manglende
overførsel af den overenskomstmæssige ferie ikke reducerer
arbejdstagerens ret til fire ugers årlig ferie?
C-18/18
Glawischnig-Piesczek
Sagen vedrører: 1. Er artikel 15, stk. 1, i Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige
aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk
handel, i det indre marked (»direktivet om elektronisk handel«)
generelt til hinder for en af de nedenfor anførte forpligtelser for
en host provider, som ikke omgående har fjernet ulovlig
information, dvs. ikke kun at fjerne denne ulovlige information
som omhandlet i direktivets artikel 14, stk. 1, litra a), men også
anden ordret identisk information:
a.a. i hele verden?
a.b. i den pågældende medlemsstat?
a.c. fra den pågældende bruger i hele verden?
a.d. fra den pågældende bruger i den pågældende medlemsstat?
2. Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende: Gælder
dette også for informationer med samme betydning?
3. Gælder dette også for informationer med samme betydning,
så snart operatøren har fået kendskab til denne omstændighed?
GT
1) Er den kompetence, som Den Europæiske Union er blevet
tildelt med henblik på at sikre forbrugerne et højt
beskyttelsesniveau,de grundlæggende principper i EU-retten
om lighed for loven, en effektiv søgsmålsadgang og en
retfærdig rettergang og forskellige elementer i præamblen til
direktiv 93/13/EF (»det blev i Fællesskabets to programmer
for en politik vedrørende forbrugerbeskyttelse og -oplysning
understreget, at det er vigtigt at beskytte forbrugerne mod
urimelige kontraktvilkår; denne beskyttelse skal sikres ved love
og andre forskrifter, der enten skal harmoniseres på
fællesskabsplan eller vedtages direkte på dette plan; i
overensstemmelse med princippet under afsnittet om
»beskyttelse af forbrugernes økonomiske interesser« i de to
programmer skal forbrugere, der erhverver varer eller
tjenesteydelser, beskyttes mod misbrug af sælgers stærkere
stilling herunder især mod standardkontrakter og udelukkelse af
væsentlige rettigheder i kontrakterne; forbrugeren kan sikres en
bedre beskyttelse gennem vedtagelse af ensartede bestemmelser
vedrørende urimelige vilkår; disse bestemmelser skal finde
anvendelse på alle aftaler, som indgås mellem erhvervsdrivende
og forbrugere; dette direktiv finder derfor ikke anvendelse på
bl.a. arbejdskontrakter, aftaler vedrørende arveret og familieret
samt aftaler om oprettelse af selskaber og om disses vedtægter;
Kulturministeriet
Erhvervsstyrelsen
Forbrugerombuds-
manden
GA
04.06.19
C-38/17
Justitsministeriet
Dom
05.06.19
8
EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 712: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 16/5-19
2057157_0009.png
forbrugeren skal nyde samme beskyttelse ved en mundtlig aftale
som ved en skriftlig, og i sidstnævnte tilfælde uafhængigt af, om
vilkårene er indeholdt i et eller flere dokumenter; de nationale
lovgivninger giver imidlertid på nuværende tidspunkt kun
mulighed for en delvis harmonisering; kun kontraktvilkår, der
ikke er blevet individuelt forhandlet, er omfattet af dette
direktiv; det er vigtigt at give medlemsstaterne mulighed for
under overholdelse af Traktaten at sikre forbrugeren et højere
beskyttelsesniveau ved at fastsætte strengere nationale
bestemmelser end bestemmelserne i dette direktiv;
[…]kontrakterne skal være formuleret på en klar og forståelig
måde, og forbrugeren skal have en reel mulighed for at gøre sig
bekendt med alle vilkårene, og i tvivlstilfælde gælder den
fortolkning, der er mest
fordelagtig for forbrugeren; […]« og
endelig,artikel 4, stk. 2, og artikel 5 i direktiv 93/13/EF til
hinder for en bindende national retspraksis, der a) og/eller b) a)
ikke som en betingelse for aftalens gyldighed pålægger
forbrugerens medkontrahent at give forbrugeren mulighed for
forud for indgåelsen af aftalen at blive bekendt med vilkår i
aftalen, som er affattet klart og forståeligt, og som er aftalens
hovedgenstand, herunder den valutakurs, der finder anvendelse
på udbetalingen af et lån i udenlandsk valuta på en måde, der
ikke medfører aftalens ugyldighed? b) giver forbrugerens
medkontrahent mulighed for først (eksempelvis i et særligt
dokument) at underrette om vilkår i aftalen, der er affattet klart
og forståeligt, og som er aftalens hovedgenstand, på det
tidspunkt, hvor forbrugeren uigenkaldeligt har forpligtet sig til
at opfylde aftalen, uden at denne omstændighed udgør en
begrundelse for aftalens ugyldighed?
C-641/17
College Pension Plan of British Columbia
1) Er de frie kapitalbevægelser i henhold til artikel 63, stk. 1,
TEUF, sammenholdt med artikel 65 TEUF, til hinder for
ordninger i en medlemsstat, hvorefter en ikke-hjemmehørende
erhvervstilknyttet alderspensionskasse, som i sin væsentlige
struktur er sammenlignelig med en tysk pensionskasse, ikke
opnår nogen skattelempelse på kapitalindkomst for modtaget
udbytte, mens tilsvarende udbetalinger af udbytte til
indenlandske pensionskasser ikke medfører nogen eller kun en
forholdsmæssig lille forhøjelse af selskabsskatten, da de har
mulighed forved skatteansættelsen at reducere deres
skattepligtige overskud ved at fratrække hensættelser til
pensionsudbetalingsforpligtelser og modregne den betalte skat
på kapitalindkomst ved et fradrag og
for så vidt det beløb, der
skal betales i selskabsskat, er lavere end fradragsbeløbet
ved
refusion? 2) Såfremt det første spørgsmål besvares
bekræftende: Er restriktionen af de frie kapitalbevægelser i
henhold til KStG’s § 32, stk. 1, nr. 2), lovlig ifølge artikel 63
TEUF, sammenholdt med artikel 64, stk. 1, TEUF, over for
tredjelande, fordi den hænger sammen med levering af
finansielle tjenesteydelser?
Skype Communications
1. Skal den definition på en elektronisk
kommunikationstjeneste, der er givet i artikel 2, litra c), i
direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles
rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og
tjenester, med senere ændringer, forstås således, at en IP-
telefonitjeneste, der udbydes via software, som termineres via et
Skatteministeriet
GA
05.06.19
C-142/18
Energistyrelsen
Dom
05.06.19
9
EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 712: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 16/5-19
2057157_0010.png
offentligt telefonnet til et fastnummer eller mobilnummer i
henhold til en national telefonnummerplan (af typen E.164),
skal kvalificeres som en elektronisk kommunikationstjeneste, til
trods for den omstændighed, at den internetadgangstjeneste,
hvorigennem en bruger opnår adgang til den pågældende IP-
telefonitjeneste, allerede i sig selv udgør en elektronisk
kommunikationstjeneste, mens udbyderen af denne software
tilbyder denne tjeneste mod vederlag og indgår aftaler med
udbydere af telekommunikationstjenester, der er behørigt
godkendt til at overføre og terminere opkald via det offentlige
telefonnet, der muliggør terminering af opkald til et fastnet-
eller mobilnummer i henhold til en national
telefonnummerplan? 2. Såfremt det første spørgsmål besvares
bekræftende, er besvarelsen den samme, såfremt der tages
hensyn til den omstændighed, at softwarens funktionalitet, der
muliggør taleopkaldet, kun er en funktionalitet af denne, som
kan anvendes uden denne? 3. Såfremt de to første spørgsmål
besvares bekræftende, er besvarelsen af det første spørgsmål
den samme, såfremt der tages hensyn til den omstændighed, at
udbyderen af tjenesten i sine almindelige vilkår bestemmer, at
han ikke påtager sig ansvaret i forhold til slutbrugeren for
overføringen af signaler? 4. Såfremt de tre første spørgsmål
besvares bekræftende, er besvarelsen af det første spørgsmål
den samme, såfremt der tages hensyn til den omstændighed, at
den ydede tjeneste ligeledes opfylder definitionen på en
»informationssamfundstjeneste«?
C-33/18
V
Skal artikel 87, stk. 8, i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om
koordinering af de sociale sikringsordninger fortolkes således,
at en person, der, inden den 1. maj 2010, indledte en lønnet
beskæftigelse i Storhertugdømmet Luxembourg og selvstændig
virksomhed i Belgien, for at være omfattet af den lovgivning,
der finder anvendelse i henhold til forordning nr. 883/2004,
skal indgive en udtrykkelig anmodning herom, selv om den
pågældende ikke var omfattet af den belgiske lovgivning før
den 1. maj 2010 og først var omfattet af den belgiske
lovgivning om den sociale sikringsordning for selvstændige
erhvervsdrivende med tilbagevirkende kraft efter udløbet af den
frist på tre måneder, der løb fra den 1. maj 2010?
Hvis det første spørgsmål besvares bekræftende, medfører
anmodningen som omhandlet i artikel 87, stk. 8, i forordning
nr. 883/2004 indgivet under de ovenfor beskrevne
omstændigheder da anvendelse af lovgivningen i den
kompetente medlemsstat i henhold til forordning (EF) nr.
883/2004 med tilbagevirkende kraft fra den 1. maj 2010?
Schyns
Sagen vedrører: a) Er artikel 5, stk. 6, i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om
forbrugerkreditaftaler, hvis formål er at sikre, at forbrugeren er
i stand til at vurdere, om den foreslåede kreditaftale passer til
vedkommendes behov og finansielle situation, i modstrid med
ordlyden af artikel 15, stk. 1, i loi sur le crédit à la
consommation (ophævet og efterfølgende erstattet af artikel
VII.75 i Code de droit économique), hvori det bestemmes, at
kreditgiveren og kreditformidleren i de kreditaftaler, som de
sædvanligvis tilbyder eller involveres i, skal tilvejebringe den
Beskæftigelses-
ministeriet
Dom
06.06.19
C-58/18
Finanstilsynet
Dom
06.06.19
10
EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 712: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 16/5-19
2057157_0011.png
kredittype og det kreditbeløb, der er mest passende, under
hensyntagen til forbrugerens finansielle situation på tidspunktet
for aftalens indgåelse og til kredittens formål, for så vidt som
den sidstnævnte bestemmelse indeholder en generel forpligtelse
for kreditgiveren eller kreditformidleren til at tilvejebringe den
mest passende kredit for forbrugeren, som ikke fremgår af det
nævnte direktivs ordlyd? b) Er artikel 5, stk. 6, i Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008
om forbrugerkreditaftaler, hvis formål er at sikre, at
forbrugeren er i stand til at vurdere, om den foreslåede
kreditaftale passer til vedkommendes behov og finansielle
situation, i modstrid med ordlyden af artikel 15, stk. 2, i loi sur
le crédit à la consommation (ophævet og efterfølgende erstattet
af artikel Vll.77, stk. 2, første afsnit, i Code de droit
économique), hvori det bestemmes, at kreditgiveren kun kan
indgå en kreditaftale, hvis vedkommende i betragtning af de
oplysninger, som denne råder over eller bør råde over, navnlig
på grundlag af den søgning, der kræves i artikel 9 i loi du 10
août 2001 relative à la Centrale des crédits aux particuliers, og
på grundlag af de i artikel 10 nævnte oplysninger, med
rimelighed må formode, at forbrugeren vil kunne opfylde de
forpligtelser, der følger af aftalen, for så vidt som det følger
heraf, at kreditgiveren selv tager stilling til, om det er
hensigtsmæssigt at yde kredit, i forbrugerens sted? [Org. s. 9] 2.
Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, skal
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23.
april 2008 om forbrugerkreditaftaler da fortolkes således, at det
alligevel forpligter kreditgiveren og kreditformidleren til at
vurdere, om det er hensigtsmæssigt at yde kredit, i forbrugerens
sted?
C-264/18
P.M. e.a
Kan artikel 10, litra c), og litra d), nr. i), ii) og v), i Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar
2014 »om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv
2004/18/EF« forenes med lighedsprincippet, i sig selv eller i
givet fald sammenholdt med subsidiaritetsprincippet og med
artikel 49 og 56 i traktaten om Den Europæiske Unions
funktionsmåde, for så vidt som de deri omhandlede
tjenesteydelser er undtaget fra anvendelsen af reglerne om
indgåelse af offentlige kontrakter i det nævnte direktiv, som dog
skal sikre fuld konkurrence og fri bevægelighed i forbindelse
med det offentliges køb af tjenesteydelser?
X
1. »Skal artikel 5, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109/EF, der
(bl.a.) bestemmer, at tredjelandsstatsborgere for at få status som
fastboende udlændinge skal bevise, at de til sig selv og de
familiemedlemmer, som de har forsørgerpligt over for, »råder«
over faste og regelmæssige indtægter, der er tilstrækkelige til, at
de pågældende kan forsørge sig selv og deres
familiemedlemmer uden social bistand fra den pågældende
medlemsstat, fortolkes således, at der hermed kun menes
tredjelandstatsborgernes »egne indtægter?« 2. »Eller er det
herved tilstrækkeligt, at disse indtægter er til rådighed for
tredjelandsstatsborgeren, uden at der stilles betingelser med
hensyn til indtægternes oprindelse, således at de også kan stilles
til rådighed for tredjelandsstatsborgeren af et familiemedlem
eller en anden tredjemand?« 3. »Såfremt det sidste spørgsmål
Energistyrelsen
Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen
Dom
06.06.19
C-302/18
Udlændinge- og
Integrationsministe-
riet
GA
06.06.19
11
EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 712: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 16/5-19
2057157_0012.png
besvares bekræftende, er det i dette tilfælde tilstrækkeligt med
en bindende erklæring fra tredjemanden, hvormed denne
forpligter sig til at sørge for, at ansøgeren om status som
fastboende udlænding »til sig selv og de familiemedlemmer,
som han har forsørgerpligt over for, råder over faste og
regelmæssige midler, der er tilstrækkelige til hans eget og hans
familiemedlemmers underhold for at undgå, at de falder det
offentlige til byrde«, for at bevise, at ansøgeren kan råde over
indtægter som omhandlet i artikel 5, stk. 1, litra a), i direktiv
2003/109/EF?«
C-468/18
R
Såfremt en ret i en medlemsstat anmodes om at træffe afgørelse
i en sag vedrørende tre anmodninger, nærmere bestemt om
opløsningen af ægteskabelige forbindelser for forældrene til et
mindreårigt barn, om forældreansvaret over for dette barn og
om underholdspligten i forhold til det samme barn, kan
bestemmelserne i artikel 3, litra a), artikel 3, litra d), og artikel 5
i forordning nr. 4/2009 da fortolkes således, at den ret, som har
kompetence til at påkende skilsmissesagen, som
samtidig
er
retten på det sted, hvor sagsøgte har sin sædvanlige bopæl, og
den ret, for hvilken sagsøgte har givet møde, kan træffe
afgørelse om anmodningen om underhold til barnet, selv om
retten har erklæret sig inkompetent med hensyn til
forældreansvaret over for det nævnte barn, eller kan
anmodningen om underhold da kun afgøres af den ret, som har
kompetence til at træffe afgørelse i den verserende sag om
forældreansvaret over for dette barn?
• Såfremt en sag indbringes for en tilsvarende national ret, er
anmodningen om underhold til det mindreårige barn da
accessorisk i forhold til den verserende sag om forældreansvar
som omhandlet i forordningens artikel 3, litra d)?
• Såfremt det andet spørgsmål besvares benægtende, er det da
til barnets bedste, at den på grundlag af artikel 3, litra a), i
forordning (EF) nr. 4/2009 kompetente ret i en medlemsstat
træffer afgørelse vedrørende forælderens underholdspligt i
forhold til mindreårigt barn som følge af det ægteskab, hvorom
der anmodes om opløsning, såfremt denne ret har erklæret sig
inkompetent for så vidt angår forældreansvaret, idet den med
retskraft har fastslået, at betingelserne i artikel 12 i Rådets
forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om
kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af
retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende
forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr.
1347/2000 ikke er opfyldt?
Børne- og
Socialministeriet
GA
06.06.19
12