EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 722: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 31/5-19

Europaudvalget 2018-19 (1. samling)
EUU Alm.del Bilag 722
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

31. maj 2019

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i den indeværende uge

samt i de kommende to uger i retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager,

hvor der er nedsat procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig

forhandling, fremsættelse af generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der

i øvrigt følges af den danske regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse

og afsigelse af dom. Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-

Domstolens hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-591/17

Titel og kort sagsresumé

Republikken Østrig mod Forbundsrepublikken

Tyskland

Påstande:

—

Det fastslås, at Forbundsrepublikken

Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel

18 TEUF, 34 TEUF, 56 TEUF og 92 TEUF ved at indføre

afgift på personbiler via Infrastrukturabgabengesetz

(infrastrukturafgiftsloven) af 8. juni 2015 (BGB1. I s. 904),

som affattet ved artikel 1 i lov af 18. maj 2017 (BGB1. IS.

1218), og ved at fastsætte en undtagelse for ejere af

køretøjer, der er indregistreret i Tyskland, indført i

Kraftfahrzeugsteuergesetz (lov om afgift på

motorkøretøjer), som affattet ved bekendtgørelse af 26.

september 2002 (BGB1. I s. 3818), ved den anden

Verkehrsteueränderungsgesetz (lov om ændring af loven

om afgift på køretøjer) af 8. juni 2017 (BGB1. I s. 901) og

senest ændret ved lov om ændring af den anden lov om

ændring af loven om afgift på køretøjer af 6. juni 2017

(BGB1. I s. 1493).

—

Forbundsrepublikken Tyskland tilpligtes at betale

sagsomkostningerne.

Bajratari

[i] Kan indkomst fra beskæftigelse, som er ulovlig i

henhold til national lovgivning, helt eller delvist tages i

betragtning med henblik på at fastslå, at der rådes over

tilstrækkelige ressourcer i henhold til

unionsborgerdirektivets artikel 7, stk. 1, litra b)?

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Skatteministeriet

Transportministeriet

Processkri

Dom

Dato

18.06.19

C-93/18

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Til orientering:

Beskæftigelses-

ministeriet

19.06.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 722: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 31/5-19

[ii] I bekræftende fald kan betingelsen i artikel 7, stk. 1, litra

b), da være opfyldt i tilfælde, hvor beskæftigelsen anses for

usikker alene på grund af dens ulovlige karakter?

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Sagsnr.

Forenede

sager

C-609/17

C-610/17

Titel og kort sagsresumé

TSN m.fl.

1) Er artikel 7, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i

forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden til hinder for en

national bestemmelse i en overenskomst eller en fortolkning af

denne, hvorefter en arbejdstager, som ved begyndelsen af sin

årlige ferie eller en del af denne er uarbejdsdygtig, trods

ansøgning herom ikke har krav på at få overført en ferie, som

falder inden for den pågældende periode, og som han ifølge

overenskomsten er berettiget til, når den manglende overførsel

af denoverenskomstmæssige ferie ikke reducerer

arbejdstagerens ret til fire ugers årlig ferie? 2) Har artikel 31, stk.

2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende

rettigheder retsvirkning i et ansættelsesforhold mellem private

retssubjekter, dvs. direkte horisontal retsvirkning? 3) Beskytter

artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder den optjente ferie, såfremt feriens

varighed overstiger den i arbejdstidsdirektivets artikel 7, stk. 1,

fastsatte årlige ferie på mindst fire uger, og er denne

bestemmelse i chartret om grundlæggende rettigheder til hinder

for en national bestemmelse i en overenskomst eller en

fortolkning af denne, hvorefter en arbejdstager, som er

uarbejdsdygtig ved begyndelsen af sin årlige ferie eller en del af

denne, uanset ansøgning herom ikke har krav på at få overført

en ferie, som falder inden for den pågældende periode, og som

han ifølge overenskomsten er berettiget til, når den manglende

overførsel af den overenskomstmæssige ferie ikke reducerer

arbejdstagerens ret til fire ugers årlig ferie?

Glawischnig-Piesczek

Sagen vedrører: 1. Er artikel 15, stk. 1, i Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige

aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk

handel, i det indre marked (»direktivet om elektronisk handel«)

generelt til hinder for en af de nedenfor anførte forpligtelser for

en host provider, som ikke omgående har fjernet ulovlig

information, dvs. ikke kun at fjerne denne ulovlige information

som omhandlet i direktivets artikel 14, stk. 1, litra a), men også

anden ordret identisk information:

a.a. i hele verden?

a.b. i den pågældende medlemsstat?

a.c. fra den pågældende bruger i hele verden?

a.d. fra den pågældende bruger i den pågældende medlemsstat?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende: Gælder

dette også for informationer med samme betydning?

3. Gælder dette også for informationer med samme betydning,

så snart operatøren har fået kendskab til denne omstændighed?

Interessent

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Beskæftigelses-

ministeriet

Moderniserings-

styrelsen

Processk

ridt

Dato

04.06.19

C-18/18

Kulturministeriet

Erhvervsstyrelsen

Forbrugerombuds-

manden

04.06.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 722: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 31/5-19

C-38/17

1) Er den kompetence, som Den Europæiske Union er blevet

tildelt med henblik på at sikre forbrugerne et højt

beskyttelsesniveau,de grundlæggende principper i EU-retten

om lighed for loven, en effektiv søgsmålsadgang og en

retfærdig rettergang og forskellige elementer i præamblen til

direktiv 93/13/EF (»det blev i Fællesskabets to programmer

for en politik vedrørende forbrugerbeskyttelse og -oplysning

understreget, at det er vigtigt at beskytte forbrugerne mod

urimelige kontraktvilkår; denne beskyttelse skal sikres ved love

og andre forskrifter, der enten skal harmoniseres på

fællesskabsplan eller vedtages direkte på dette plan; i

overensstemmelse med princippet under afsnittet om

»beskyttelse af forbrugernes økonomiske interesser« i de to

programmer skal forbrugere, der erhverver varer eller

tjenesteydelser, beskyttes mod misbrug af sælgers stærkere

stilling herunder især mod standardkontrakter og udelukkelse af

væsentlige rettigheder i kontrakterne; forbrugeren kan sikres en

bedre beskyttelse gennem vedtagelse af ensartede bestemmelser

vedrørende urimelige vilkår; disse bestemmelser skal finde

anvendelse på alle aftaler, som indgås mellem erhvervsdrivende

og forbrugere; dette direktiv finder derfor ikke anvendelse på

bl.a. arbejdskontrakter, aftaler vedrørende arveret og familieret

samt aftaler om oprettelse af selskaber og om disses vedtægter;

forbrugeren skal nyde samme beskyttelse ved en mundtlig aftale

som ved en skriftlig, og i sidstnævnte tilfælde uafhængigt af, om

vilkårene er indeholdt i et eller flere dokumenter; de nationale

lovgivninger giver imidlertid på nuværende tidspunkt kun

mulighed for en delvis harmonisering; kun kontraktvilkår, der

ikke er blevet individuelt forhandlet, er omfattet af dette

direktiv; det er vigtigt at give medlemsstaterne mulighed for

under overholdelse af Traktaten at sikre forbrugeren et højere

beskyttelsesniveau ved at fastsætte strengere nationale

bestemmelser end bestemmelserne i dette direktiv;

[…]kontrakterne skal være formuleret på en klar og forståelig

måde, og forbrugeren skal have en reel mulighed for at gøre sig

bekendt med alle vilkårene, og i tvivlstilfælde gælder den

fortolkning, der er mest

fordelagtig for forbrugeren; […]« og

endelig,artikel 4, stk. 2, og artikel 5 i direktiv 93/13/EF til

hinder for en bindende national retspraksis, der a) og/eller b) a)

ikke som en betingelse for aftalens gyldighed pålægger

forbrugerens medkontrahent at give forbrugeren mulighed for

forud for indgåelsen af aftalen at blive bekendt med vilkår i

aftalen, som er affattet klart og forståeligt, og som er aftalens

hovedgenstand, herunder den valutakurs, der finder anvendelse

på udbetalingen af et lån i udenlandsk valuta på en måde, der

ikke medfører aftalens ugyldighed? b) giver forbrugerens

medkontrahent mulighed for først (eksempelvis i et særligt

dokument) at underrette om vilkår i aftalen, der er affattet klart

og forståeligt, og som er aftalens hovedgenstand, på det

tidspunkt, hvor forbrugeren uigenkaldeligt har forpligtet sig til

at opfylde aftalen, uden at denne omstændighed udgør en

begrundelse for aftalens ugyldighed?

Justitsministeriet

Dom

05.06.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 722: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 31/5-19

C-641/17

College Pension Plan of British Columbia

1) Er de frie kapitalbevægelser i henhold til artikel 63, stk. 1,

TEUF, sammenholdt med artikel 65 TEUF, til hinder for

ordninger i en medlemsstat, hvorefter en ikke-hjemmehørende

erhvervstilknyttet alderspensionskasse, som i sin væsentlige

struktur er sammenlignelig med en tysk pensionskasse, ikke

opnår nogen skattelempelse på kapitalindkomst for modtaget

udbytte, mens tilsvarende udbetalinger af udbytte til

indenlandske pensionskasser ikke medfører nogen eller kun en

forholdsmæssig lille forhøjelse af selskabsskatten, da de har

mulighed forved skatteansættelsen at reducere deres

skattepligtige overskud ved at fratrække hensættelser til

pensionsudbetalingsforpligtelser og modregne den betalte skat

på kapitalindkomst ved et fradrag og

–

for så vidt det beløb, der

skal betales i selskabsskat, er lavere end fradragsbeløbet

–

ved

refusion? 2) Såfremt det første spørgsmål besvares

bekræftende: Er restriktionen af de frie kapitalbevægelser i

henhold til KStG’s § 32, stk. 1, nr. 2), lovlig ifølge artikel 63

TEUF, sammenholdt med artikel 64, stk. 1, TEUF, over for

tredjelande, fordi den hænger sammen med levering af

finansielle tjenesteydelser?

Skype Communications

1. Skal den definition på en elektronisk

kommunikationstjeneste, der er givet i artikel 2, litra c), i

direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles

rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og

–

tjenester, med senere ændringer, forstås således, at en IP-

telefonitjeneste, der udbydes via software, som termineres via et

offentligt telefonnet til et fastnummer eller mobilnummer i

henhold til en national telefonnummerplan (af typen E.164),

skal kvalificeres som en elektronisk kommunikationstjeneste, til

trods for den omstændighed, at den internetadgangstjeneste,

hvorigennem en bruger opnår adgang til den pågældende IP-

telefonitjeneste, allerede i sig selv udgør en elektronisk

kommunikationstjeneste, mens udbyderen af denne software

tilbyder denne tjeneste mod vederlag og indgår aftaler med

udbydere af telekommunikationstjenester, der er behørigt

godkendt til at overføre og terminere opkald via det offentlige

telefonnet, der muliggør terminering af opkald til et fastnet-

eller mobilnummer i henhold til en national

telefonnummerplan? 2. Såfremt det første spørgsmål besvares

bekræftende, er besvarelsen den samme, såfremt der tages

hensyn til den omstændighed, at softwarens funktionalitet, der

muliggør taleopkaldet, kun er en funktionalitet af denne, som

kan anvendes uden denne? 3. Såfremt de to første spørgsmål

besvares bekræftende, er besvarelsen af det første spørgsmål

den samme, såfremt der tages hensyn til den omstændighed, at

udbyderen af tjenesten i sine almindelige vilkår bestemmer, at

han ikke påtager sig ansvaret i forhold til slutbrugeren for

overføringen af signaler? 4. Såfremt de tre første spørgsmål

besvares bekræftende, er besvarelsen af det første spørgsmål

den samme, såfremt der tages hensyn til den omstændighed, at

den ydede tjeneste ligeledes opfylder definitionen på en

»informationssamfundstjeneste«?

Skatteministeriet

05.06.19

C-142/18

Energistyrelsen

Dom

05.06.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 722: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 31/5-19

C-33/18

Skal artikel 87, stk. 8, i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om

koordinering af de sociale sikringsordninger fortolkes således,

at en person, der, inden den 1. maj 2010, indledte en lønnet

beskæftigelse i Storhertugdømmet Luxembourg og selvstændig

virksomhed i Belgien, for at være omfattet af den lovgivning,

der finder anvendelse i henhold til forordning nr. 883/2004,

skal indgive en udtrykkelig anmodning herom, selv om den

pågældende ikke var omfattet af den belgiske lovgivning før

den 1. maj 2010 og først var omfattet af den belgiske

lovgivning om den sociale sikringsordning for selvstændige

erhvervsdrivende med tilbagevirkende kraft efter udløbet af den

frist på tre måneder, der løb fra den 1. maj 2010?

Hvis det første spørgsmål besvares bekræftende, medfører

anmodningen som omhandlet i artikel 87, stk. 8, i forordning

nr. 883/2004 indgivet under de ovenfor beskrevne

omstændigheder da anvendelse af lovgivningen i den

kompetente medlemsstat i henhold til forordning (EF) nr.

883/2004 med tilbagevirkende kraft fra den 1. maj 2010?

Schyns

Sagen vedrører: a) Er artikel 5, stk. 6, i Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om

forbrugerkreditaftaler, hvis formål er at sikre, at forbrugeren er

i stand til at vurdere, om den foreslåede kreditaftale passer til

vedkommendes behov og finansielle situation, i modstrid med

ordlyden af artikel 15, stk. 1, i loi sur le crédit à la

consommation (ophævet og efterfølgende erstattet af artikel

VII.75 i Code de droit économique), hvori det bestemmes, at

kreditgiveren og kreditformidleren i de kreditaftaler, som de

sædvanligvis tilbyder eller involveres i, skal tilvejebringe den

kredittype og det kreditbeløb, der er mest passende, under

hensyntagen til forbrugerens finansielle situation på tidspunktet

for aftalens indgåelse og til kredittens formål, for så vidt som

den sidstnævnte bestemmelse indeholder en generel forpligtelse

for kreditgiveren eller kreditformidleren til at tilvejebringe den

mest passende kredit for forbrugeren, som ikke fremgår af det

nævnte direktivs ordlyd? b) Er artikel 5, stk. 6, i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008

om forbrugerkreditaftaler, hvis formål er at sikre, at

forbrugeren er i stand til at vurdere, om den foreslåede

kreditaftale passer til vedkommendes behov og finansielle

situation, i modstrid med ordlyden af artikel 15, stk. 2, i loi sur

le crédit à la consommation (ophævet og efterfølgende erstattet

af artikel Vll.77, stk. 2, første afsnit, i Code de droit

économique), hvori det bestemmes, at kreditgiveren kun kan

indgå en kreditaftale, hvis vedkommende i betragtning af de

oplysninger, som denne råder over eller bør råde over, navnlig

på grundlag af den søgning, der kræves i artikel 9 i loi du 10

août 2001 relative à la Centrale des crédits aux particuliers, og

på grundlag af de i artikel 10 nævnte oplysninger, med

rimelighed må formode, at forbrugeren vil kunne opfylde de

forpligtelser, der følger af aftalen, for så vidt som det følger

heraf, at kreditgiveren selv tager stilling til, om det er

hensigtsmæssigt at yde kredit, i forbrugerens sted? [Org. s. 9] 2.

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, skal

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23.

april 2008 om forbrugerkreditaftaler da fortolkes således, at det

Beskæftigelses-

ministeriet

Dom

06.06.19

C-58/18

Finanstilsynet

Dom

06.06.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 722: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 31/5-19

alligevel forpligter kreditgiveren og kreditformidleren til at

vurdere, om det er hensigtsmæssigt at yde kredit, i forbrugerens

sted?

C-264/18

P.M. e.a

Kan artikel 10, litra c), og litra d), nr. i), ii) og v), i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar

2014 »om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv

2004/18/EF« forenes med lighedsprincippet, i sig selv eller i

givet fald sammenholdt med subsidiaritetsprincippet og med

artikel 49 og 56 i traktaten om Den Europæiske Unions

funktionsmåde, for så vidt som de deri omhandlede

tjenesteydelser er undtaget fra anvendelsen af reglerne om

indgåelse af offentlige kontrakter i det nævnte direktiv, som dog

skal sikre fuld konkurrence og fri bevægelighed i forbindelse

med det offentliges køb af tjenesteydelser?

1. »Skal artikel 5, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109/EF, der

(bl.a.) bestemmer, at tredjelandsstatsborgere for at få status som

fastboende udlændinge skal bevise, at de til sig selv og de

familiemedlemmer, som de har forsørgerpligt over for, »råder«

over faste og regelmæssige indtægter, der er tilstrækkelige til, at

de pågældende kan forsørge sig selv og deres

familiemedlemmer uden social bistand fra den pågældende

medlemsstat, fortolkes således, at der hermed kun menes

tredjelandstatsborgernes »egne indtægter?« 2. »Eller er det

herved tilstrækkeligt, at disse indtægter er til rådighed for

tredjelandsstatsborgeren, uden at der stilles betingelser med

hensyn til indtægternes oprindelse, således at de også kan stilles

til rådighed for tredjelandsstatsborgeren af et familiemedlem

eller en anden tredjemand?« 3. »Såfremt det sidste spørgsmål

besvares bekræftende, er det i dette tilfælde tilstrækkeligt med

en bindende erklæring fra tredjemanden, hvormed denne

forpligter sig til at sørge for, at ansøgeren om status som

fastboende udlænding »til sig selv og de familiemedlemmer,

som han har forsørgerpligt over for, råder over faste og

regelmæssige midler, der er tilstrækkelige til hans eget og hans

familiemedlemmers underhold for at undgå, at de falder det

offentlige til byrde«, for at bevise, at ansøgeren kan råde over

indtægter som omhandlet i artikel 5, stk. 1, litra a), i direktiv

2003/109/EF?«

Kanyeba m.fl.

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører for det første

spørgsmålet, om retsforholdet mellem en passager, som ikke

køber rejsehjemmel, og befordringsselskabet er af

kontraktmæssig eller lovbestemt art. Hvis der ikke er nogen

kontrakt, opstår spørgsmålet, om passageren da kan begære

beskyttelse mod urimelige vilkår. Endvidere vedrører

anmodningen spørgsmålet, om artikel 6 i Rådets direktiv

93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i

forbrugeraftaler (EFT L 95, s. 29) i alle tilfælde er til hinder for,

at retten kan mildne et vilkår

–

i dette tilfælde den af NMBS

anvendte afgift

–

som anses for urimeligt, og i stedet anvende

almindelige ansvarsregler, og hvis dette ikke er muligt, under

hvilke omstændigheder kan retten da gøre dette.

EU-Domstolen er blevet forelagt følgende spørgsmål:

–

Skal artikel 9, stk. 4, i forordning nr. 1371/2007 af 23.

Energistyrelsen

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Dom

06.06.19

C-302/18

Udlændinge- og

Integrationsministe-

riet

06.06.19

Forenede

sager

C-349/18,

C-350/18

C-351/18

Transport-,

Bygnings- og

Boligministeriet

11.06.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 722: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 31/5-19

oktober 2007 om jernbanepassagerers rettigheder og

forpligtelser, jf. artikel 2, litra a), og artikel 3, i direktiv 93/13,

fortolkes således, at der altid opstår et kontraktmæssigt

retsforhold mellem befordringsselskabet og passageren, selv når

denne benytter sig af befordrerens tjenesteydelse uden at

erhverve en rejsehjemmel?

–

Såfremt det foregående spørgsmål skal besvares benægtende,

omfatter beskyttelsen i henhold til doktrinen om urimelige

vilkår også en passager, der benytter offentlig transport uden at

have erhvervet en rejsehjemmel, og som ved denne handlemåde

bliver forpligtet til betaling af en afgift ud over transportprisen

på grundlag af befordrerens almindelige bestemmelser, der

anses for almindeligt forbindende, fordi de er lovbestemte, eller

fordi de er blevet bekendtgjort i en officiel publikation fra

staten?

Er artikel 6 i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om

urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, der bestemmer, at

»[m]edlemsstaterne fastsætter, at urimelige kontraktvilkår i en

aftale, som en erhvervsdrivende har indgået med en forbruger, i

henhold til deres nationale lovgivning ikke binder forbrugeren,

og at aftalen forbliver bindende for parterne på i øvrigt samme

vilkår, hvis den kan opretholdes uden de urimelige

kontraktvilkår«, i alle tilfælde til hinder for, at retten kan mildne

det vilkår, som anses for urimeligt, eller i stedet anvende

almindelige regler?

–

Såfremt det foregående spørgsmål besvares benægtende,

under hvilke omstændigheder kan den nationale ret mildne det

vilkår, som anses for urimeligt, eller erstatte det ud fra

almindelige regler[?]

–

Såfremt det ovenstående spørgsmål ikke kan besvares

generelt, opstår det spørgsmål, om artikel 6 i direktiv 93/13 i

det tilfælde, hvor det nationale sporvejsselskab efter at have

grebet en passager i at rejse uden billet sanktionerer denne efter

civilretten med en afgift alene eller oven i billetprisen, og retten

kommer til det resultat, at afgiften er et urimeligt vilkår som

omhandlet i artikel 2, litra a), jf. artikel 3, i direktiv 93/13, er til

hinder for, at retten erklærer vilkåret for ugyldigt og anvender

almindelige erstatningsregler for at erstatte den skade, som det

nationale sporvejsselskab har lidt?

C-628/17

Orange Polska

Sagen vedrører: Skal artikel 8, sammenholdt med artikel 9 og

artikel 2, litra j), i Europa- Parlamentets og Rådets direktiv

2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige

handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om

ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og

2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning

(EF) nr. 2006/2004 (EUT 2005, L 149, s. 22) fortolkes således,

at en erhvervsdrivendes anvendelse af en model til indgåelse af

fjernsalgsaftaler om levering af telekommunikationsydelser,

hvor forbrugeren skal træffe den endelige

transaktionsbeslutning under tilstedeværelse af den kurer, der

udleverer standardkontrakten (almindelige

forretningsbetingelser), skal anses for at være en aggressiv

handelspraksis i form af utilbørlig påvirkning: a) i alle tilfælde,

når forbrugeren under kurerens besøg ikke uhindret kan sætte

sig ind i standardkontraktens indhold b) kun i tilfælde, hvor

forbrugeren ikke forud og individuelt (f.eks. til sin emailadresse,

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Forbrugerombuds-

manden

Dom

12.06.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 722: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 31/5-19

bopælsadresse) har modtaget samtlige standardkontrakter, selv

om han har haft mulighed for forud for kurerens besøg selv at

sætte sig ind i disses indhold på den erhvervsdrivendes websted

c) kun i tilfælde, hvor yderligere omstændigheder tyder på, at

den pågældende erhvervsdrivende eller andre på hans vegne har

foretaget urimelige handlinger med henblik på at indskrænke

forbrugerens valgfrihed med hensyn til den

transaktionsbeslutning, der skal træffes?

C-43/18

CFE

Sagen vedrører: Udgør en bekendtgørelse, hvorved en

institution i en medlemsstat udpeger et særligt bevaringsområde

i henhold til direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring

af naturtyper samt vilde dyr og planter, og som indeholder

bevaringsmålsætninger og generelle præventive foranstaltninger

af forskriftsmæssig karakter, en plan eller et program som

omhandlet i direktiv 2001/42/EF om vurdering af bestemte

planers og programmers indvirkning på miljøet? Nærmere

bestemt ønskes det oplyst, om en sådan bekendtgørelse er

omfattet af artikel 3, stk. 4, idet der er tale om en plan eller et

program, som fastlægger rammerne for fremtidige

anlægstilladelser til projekter, således at medlemsstaterne skal

afgøre, om den kan forventes at få væsentlig indvirkning på

miljøet i overensstemmelse med stk. 5? Skal artikel 3, stk. 2,

litra b), i direktiv 2001/42/EF om vurdering af [bestemte

planers og programmers] indvirkning på miljøet fortolkes

således, at en sådan bekendtgørelse om udpegning falder uden

for anvendelsesområdet for direktivets artikel 3, stk. 4?

VIPA

Skal artikel 3, litra k), og artikel 11, stk. 1, i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2011/24/EU af 9. marts 2011

om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende

sundhedsydelser fortolkes således, at en national lovgivning, der

sondrer mellem to kategorier af recepter og kun for så vidt

angår en af dem tillader, at der udleveres lægemidler til en læge,

der udøver sin lægelige virksomhed i en anden stat end denne

medlemsstat, i strid medden gensidige anerkendelse af recepter

og den frie udveksling af tjenesteydelser og dermed uforenelig

hermed?

Terre wallonne

Sagen vedrører: 1. Er en bekendtgørelse, hvorved en institution

i en medlemsstat fastsætter bevaringsmålsætningerne for Natura

2000-nettet i overensstemmelse med direktiv 92/43/EØF om

bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, en plan eller et

program som omhandlet i direktiv 2001/42/EF om vurdering

af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet, og

nærmere bestemt som omhandlet i nævnte direktivs artikel 3,

stk. 2, litra a), eller i artikel 3, stk. 4? 2. Skal en sådan

bekendtgørelse i bekræftende fald gøres til genstand for en

miljøvurdering i overensstemmelse med artikel 2001/42/EF,

selv om en sådan vurdering ikke kræves i henhold til direktiv

92/43/EØF, der har ligget til grund for vedtagelsen af

bekendtgørelsen?

Vodafone Magyarország

1) Skal artikel 49 TEUF, 54 TEUF, 107 TEUF og 108 TEUF

fortolkes således, at de er til hinder for en foranstaltning i en

medlemsstat, hvorved medlemsstatens lovgivning (lov om en

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Miljøstyrelsen

Energistyrelsen

Dom

12.06.19

C-222/18

Lægemiddelstyrelsen

12.06.19

C-321/18

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Energistyrelsen

Dom

12.06.19

C-75/18

Skatteministeriet

Energistyrelsen

13.06.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 722: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 31/5-19

særafgift på telekommunikation) medfører, at den faktiske

afgiftsbyrde pålægges udenlandsk ejede afgiftspligtige personer?

Er den nævnte virkning indirekte diskriminerende? 2) Er artikel

107 TEUF og 108 TEUF til hinder for en medlemsstats

lovgivning, som fastlægger en afgiftspligt, der omfatter en

progressiv afgiftssats på omsætningen? Er det indirekte

diskriminerende, hvis dette medfører, at den faktiske afgifts

øverste trin hovedsageligt gør sig gældende for udenlandsk

ejede afgiftspligtige personer? Udgør denne virkning forbudt

statsstøtte? 3) Skal momsdirektivets artikel 401 fortolkes

således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning, der

giver anledning til en sondring mellem udenlandske og

nationale afgiftspligtige personer? Anses den specifikke afgift

for at have karakter af omsætningsafgift? Er der med andre ord

tale om en afgift, der er forenelig eller uforenelig med

momsdirektivet?

C-193/18

Google

1. Skal begrebet »en tjeneste, [...] som udelukkende eller

overvejende består i overføring af signaler via elektroniske

kommunikationsnet« i artikel 2, litra c), i rammedirektiv

2002/21/EF fortolkes således, at det også omfatter eller

kanomfatte webbaserede e-mailtjenester, der leveres via det

åbne internet og ikke selv formidler adgang til internettet? a)

Skal begrebet nærmere bestemt fortolkes således, at allerede

den informationstekniske behandlingsydelse, som udbyderen af

en sådan emailtjeneste leverer via sin e-mailserver, idet

udbyderen knytter de deltagende fysiske forbindelsers IP-

adresser sammen med e-mailadresserne og lægger emails, der er

opdelt i datapakker, ud på det åbne internet eller

–

omvendt

–

modtager sådanne på basis af forskellige protokoller i

internetprotokolfamilien, anses for »overføring af signaler«,

eller er det først transmissionen af disse datapakker via

internettet, som foretages af Internet (Access) Providers, der

udgør en »overføring af signaler«? b) Skal dette begreb nærmere

bestemt fortolkes således, at transmissionen af den i datapakker

opdelte e-mail via det åbne internet, der foretages af Internet

(Access) Providers, kan henregnes til udbyderen af en sådan e-

mailtjeneste, således at denne i så henseende også yder en

tjeneste, der består i »overføring af signaler«? På hvilke

betingelser er en sådan henregnelse i givet fald mulig? c)

Såfremt udbyderen af en sådan e-mailtjeneste enten selv

overfører signaler eller Internet (Access) Providers’

signaloverføringsydelse under alle omstændigheder kan

henregnes til denne udbyder, kan begrebet da navnlig fortolkes

således, at en sådan e-mailtjeneste uanset tjenestens eventuelle

yderligere funktioner såsom redigering, lagring og organisering

af e-mails eller administration af kontaktdata og uanset de

tekniske ressourcer, som udbyderen anvender til enkelte

funktioner, også »udelukkende eller overvejende« består i

overføring af signaler, eftersom tjenestens

kommunikationsfunktion ud fra et funktionelt brugersynspunkt

er den væsentligste funktion? 2. Såfremt det under punkt 1

nævnte begreb skal fortolkes således, at det som udgangspunkt

ikke omfatter webbaserede e-mailtjenester, der leveres via det

åbne internet og ikke selv formidler adgang til internettet, kan

kriterierne for dette begreb da alligevel undtagelsesvis være

opfyldt, når udbyderen af en sådan tjeneste samtidig driver

nogle egne elektroniske kommunikationsnet, der er forbundet

Kulturministeriet

Energi-, Forsynings-

og Klimaministeriet

Energistyrelsen

Dom

13.06.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 722: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 31/5-19

med internettet og som under alle omstændigheder også kan

anvendes til e-mailtjenesten? På hvilke betingelser er dette i

givet fald muligt? 3. Hvordan skal begrebet »normalt ydes mod

betaling« i artikel 2, litra c), i rammedirektiv 2002/21/EF

fortolkes? a) Er det nærmere bestemt en betingelse, at brugerne

betaler et gebyr, eller kan betalingen også bestå i en anden

modydelse fra brugerne, der er af økonomisk interesse for

tjenesteudbyderen, f.eks. idet brugerne aktivt stiller

personoplysninger eller andre oplysninger til rådighed eller

sådanne oplysninger på anden måde bliver registreret af

tjenesteudbyderen i forbindelse med anvendelsen af tjenesten?

b) Er det navnlig en betingelse, at betalingen nødvendigvis

foretages af den, der modtager tjenesteydelsen, eller kan en

delvis eller fuldstændig tredjepartsfinansiering af tjenesten,

f.eks. i form af reklame, der vises på tjenesteudbyderens

websted, være til tilstrækkelig? c) Henviser begrebet »normalt« i

denne sammenhæng nærmere bestemt til de omstændigheder,

hvorunder udbyderen af en konkret tjeneste leverer denne

tjeneste, eller til de omstændigheder, hvorunder identiske eller

sammenlignelige tjenester generelt leveres?

Forenede

sager

C-203/18

C-374/18

Deutsche Post et Leymann (sag C-203/18)

1. Is the exception set out in Article 13(1)(d) of Regulation

(EC) No 561/2006 of the European Parliament and of the

Council of 15 March 2006 as amended by Article 45(2) of

Regulation (EU) No 165/2014 of the EuropeanParliament and

of the Council of 4 February 2014 to be interpreted as covering

only vehicles or combinations of vehicles that are used

exclusively for the purpose of delivering packages in the

context of the universal service, or can it additionally be applied

where the vehicles or combinations of vehicles are used,

predominantly or to a degree determined in some other way,

also for the purpose of delivering packages in the context of

the universal service? 2. In the context of the exception

referred to in the first question, for the purposes of assessing

whether vehicles or combinations of vehicles are used

exclusively or, as the case may be, predominantly or to a degree

determined in some other way, also for the purpose of

delivering packages in the context of the universal service, is

the general use of a vehicle or combination of vehicles to be

used as a basis for that assessment, or the specific use of a

vehicle or combination of vehicles for a single journey?

UPS Deutschland e.a. (sag C-374/18)

1. Skal artikel 13, stk. 1, i forordning (EF) nr. 561/2006

fortolkes således, at bestemmelsen kun tillader undtagelser fra

artikel 5-9 i forordning (EF) nr. 561/2006, såfremt et køretøj

tilhørende en befordringspligtig virksomhed, jf. definitionen i

artikel 2, stk. 13, i direktiv 97/67/EF, i henhold til artikel 13,

stk. 1, litra d), i forordning (EF) nr. 561/2006 alene og

udelukkende transporterer forsendelser som led i

befordringspligten, eller er undtagelser fra artikel 5-9 i

forordning (EF) nr. 561/2006 også tilladt, hvis de pågældende

køretøjer foruden de forsendelser, der transporteres som led i

befordringspligten, også befordrer andre forsendelser, der ikke

er omfattet af befordringspligten?

2.Såfremt spørgsmål 1 skal besvares således, at undtagelser fra

artikel 5-9 i forordning (EF) nr. 561/2006 også er tilladt, hvis

Transport-,

Bygnings- og

Boligministeriet

13.06.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 722: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 31/5-19

de pågældende køretøjer foruden de forsendelser, der

transporteres som led i befordringspligten, også befordrer

andre forsendelser, der ikke er omfattet af befordringspligten:

C-261/18

Europa-Kommissionen mod Irland

Påstande:

—

Det fastslås, at Irland har tilsidesat sine

forpligtelser i henhold til artikel 260 TEUF, idet Irland ikke har

truffet de nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af punkt 1,

andet led, i konklusionen i Domstolens dom C-215/06 (1),

Kommissionen mod Irland.

—

Irland tilpligtes at betale

Europa-Kommissionen et fast beløb på 1 343,20 EUR ganget

med antallet af dage mellem domsafsigelsen i sag C-215/06 og

enten datoen for Irlands opfyldelse af sidstnævnte dom eller

den dato, hvor der afsiges dom i nærværende sag, afhængigt af

hvad der først indtræder, med et minimum for det faste beløb

på 1 685 000 EUR.

—

Irland tilpligtes at betale Kommissionen

en tvangsbøde på 12 264 EUR pr. dag fra datoen for afsigelsen

af dom i nærværende sag til datoen for Irlands opfyldelse af

dom C-215/06.

—

Irland tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Organisation juive européenne et Vignoble Psagot

Sagen vedrører: Påbyder EU-retten, og navnlig Europa-

Parlamentets og Rådets forordning nr. 1169/2011 af 25.

oktober 2011 om fødevareinformation til forbrugerne, såfremt

angivelsen af oprindelsen af et produkt, som falder ind under

denne forordnings anvendelsesområde, er obligatorisk, at det

angives, at et produkt kommer fra et område, der har været

besat af Israel siden 1967, og at det præciseres, at produktet

kommer fra en israelsk bosættelse, hvis dette er tilfældet?

Såfremt dette ikke er tilfældet, giver forordningens

bestemmelser, bl.a. bestemmelserne i forordningens kapitel VI,

da en medlemsstat mulighed for at kræve sådanne angivelser?

Eni m.fl.

Sagerne vedrører:

–

Er bestemmelserne i artikel 6, stk. 1, i

direktiv 94/22/EF og sjette betragtning hertil til hinder for en

national lovgivning, navnlig artikel 19, stk. 5a, i lovdekret nr.

625/1996, som fortolket af Consiglio di Stato i dom nr.

290/2018, hvorefter deter tilladt med henblik på betaling af

royalties at kræve anvendelse af energikvoteparameteren, som

er baseret på prisen for råolie og andre brændstoffer, i stedet

for Pfor-indekset, som er knyttet til gasprisen på

korttidsmarkedet?

Crédit mutuel Arkéa mod Den Europæiske Centralbank

(appel)

Påstande:

—

ophævelse af dom af 13. december 2017 (T-

712/15), hvorved Retten frifandt Den Europæiske Centralbank

(ECB) i det af Crédit mutuel Arkéa anlagte søgsmål med

påstand om annullation af ECB’s afgørelse af 5. oktober 2015

(ECB/SSM/2015

—

9695000CG7B84NLR5984/28) om

fastsættelse af de tilsynsmæssige krav, som finder anvendelse på

Groupe Crédit mutuel.

Crédit mutuel Arkéa mod Den Europæiske Centralbank

(appel)

Påstande:

—

ophævelse af dom af 13. december 2017 (T-

52/16), hvorved Retten frifandt Den Europæiske Centralbank

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Udenrigsministeriet

13.06.19

C-363/18

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Forbrugerombuds-

manden

Toldstyrelsen

13.06.19

Forenede

sager

C-364/18

C-365/18

Energistyrelsen

13.06.19

Forenede

sager

C-152/18

P og

C-153/18

Finanstilsynet

18.06.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 722: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 31/5-19

(ECB) i det af Crédit mutuel Arkéa anlagte søgsmål med

påstand om annullation af ECB’s afgørelse af 4. december 2015

(ECB/SSM/2015

—

9695000CG7B84NLR5984/40) om

fastsættelse af de tilsynsmæssige krav, som finder anvendelse på

Groupe Crédit mutuel.

C-612/16

C & J Clark International

(1) Finder en forældelsesfrist anvendelse på opkrævningen af

den antidumpingtold, der indførtes ved Kommissionens

gennemførelsesforordning (EU) 2016/1395 af 18. august 2016

og Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1647

af 13. september 2016 (under ét »de anfægtede forordninger«),

og i givet fald på grundlag af hvilken retsforskrift? (2) Er de

anfægtede forordninger ugyldige, fordi de savner et gyldigt

retsgrundlag og derfor tilsidesætter artikel 5, stk. 1, og artikel 5,

stk. 2, TEU? (3) Er de anfægtede forordninger ugyldige, fordi

de tilsidesætter artikel 266 TEUF ved ikke at gennemføre de

nødvendige foranstaltninger til at opfylde Domstolens dom i de

forenede sager C-659/13 og C-34/14 C&J Clark International?

(4) Er de anfægtede forordninger ugyldige, fordi de tilsidesætter

artikel 10, stk. 1, i forordning (EU) 2016/1036 eller

retssikkerhedsprincippet (ikke tilbagevirkende kraft) ved at

indføre en antidumpingtold på importen af visse typer af

læderfodtøj med oprindelse i Folkerepublikken Kina og

Vietnam, som fandt sted i løbet af anvendelsesperioden for

Rådets forordning (EF) nr. 1472/2006 og Rådets forordning

(EU) nr. 1294/2009? (5) Er de anfægtede forordninger

ugyldige, fordi de tilsidesætter artikel 21 i forordning (EU)

2016/1036 ved at genindføre en antidumpingtold uden at

foretage en ny vurdering af Unionens interesser?

Memira Holding

Sagen vedrører: 1) Skal det ved bedømmelsen af, om et

underskud i et datterselskab i en anden medlemsstat er endeligt

som bl.a. omhandlet i A-dommen

–

og moderselskabet dermed

kan opnå fradrag for underskuddet i henhold til artikel 49

TEUF

–

tages i betragtning, at der i henhold til reglerne i

datterselskabsstaten gælder begrænsninger for muligheden for

andre subjekter end underskudssubjektet selv for at opnå

adgang til fradrag af underskuddet? 2) Hvis en sådan

begrænsning som omhandlet i spørgsmål 1 skal tages i

betragtning, skal der da tages hensyn til, om der i den

pågældende sag rent faktisk er et andet subjekt i

datterselskabsstaten, som havde kunnet opnå fradrag for

underskuddene, hvis dette havde været tilladt dér?

Holmen

Sagen vedrører: 1) Forudsætter den ret

–

som følger af Marks &

Spencer-dommen

–

for et moderselskab i en medlemsstat til i

henhold til artikel 49 TEUF at kunne opnå adgang til fradrag af

endelige underskud i et datterselskab i en anden medlemsstat, at

datterselskabet ejes direkte af moderselskabet? 2) Skal et

underskud også anses for at være endeligt for den del, der som

følge af reglerne i datterselskabsstaten ikke har kunnet

modregnes i overskud, som er opnået dér i et givent år, men i

stedet kunne være blevet fremført for eventuelt at kunne

fradrages i et efterfølgende år? 3) Skal det ved bedømmelsen af,

om et underskud er endeligt, tages i betragtning, at der efter

reglerne i datterselskabsstaten er begrænsninger i muligheden

for et andet subjekt end underskudssubjektet selv for at opnå

Erhvervsstyrelsen

Dom

19.06.19

C-607/17

Skatteministeriet

Erhvervsstyrelsen

Dom

19.06.19

C-608/17

Skatteministeriet

Erhvervsstyrelsen

Dom

19.06.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 722: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 31/5-19

adgang til fradrag af underskuddet? 4) Hvis en sådan

begrænsning som omhandlet i spørgsmål 3 skal tages i

betragtning, skal der da tages hensyn til, i hvilken udstrækning

begrænsningen rent faktisk har medført, at en del af

underskuddene ikke har kunnet modregnes i de overskud, som

er opnået hos et andet subjekt?

T-353/15

NeXovation mod Kommissionen

Påstande: Europa-Kommissionens afgørelse C(2014) 3634 final

af 1. oktober 2014 (i form af den berigtigede afgørelse af 13.

april 2015) om statsstøtte SA.31550 ydet af Tyskland til fordel

for Nürburgring annulleres delvis, for så vidt som:

—

der deri

træffes afgørelse om, at salget af aktiver fra Nürburgring

GmbH, Motorsport Resort Nürburgring GmbH og Congress-

und Motorsport Hotel Nürburgring GmbH ikke udgør

statsstøtte som nævnt i første underpunkt i 285. betragtning til

den anfægtede afgørelse,

—

der deri træffes afgørelse om, at

salget af aktiver fra Nürburgring GmbH, Motorsport Resort

Nürburgring GmbH og Congress- und Motorsport Hotel

Nürburgring GmbH ikke medfører økonomisk kontinuitet

mellem Nürburgring GmbH, Motorsport Resort Nürburgring

GmbH og Congress- und Motorsport Hotel Nürburgring

GmbH og den nye ejer af aktiverne, Capricorn

NÜRBURGRING Besitzgesellschaft GmbH, eller dets

datterselskaber som nævnt i første punktum i andet underpunkt

i 285. betragtning til den anfægtede afgørelse, og

—

der således

deri træffes afgørelse om, at enhver eventuel tilbagebetaling af

uforenelig statsstøtte ikke vil vedrøre køberen af de aktiver, der

blev solgt i udbudsproceduren, Capricorn NÜRBURGRING

Besitzgesellschaft GmbH, eller dets datterselskaber som nævnt

i artikel 3, stk. 2, i den anfægtede afgørelses konklusion, der

følger efter andet punktum i andet underpunkt i 285.

betragtning til den anfægtede afgørelse. Europa-Kommissionen

tilpligtes at betale sagens omkostninger.

K.P.

Er opførelsen af Liberation Tigers of Tamil Eelam (herefter

»LTTE«) på den liste, der er omhandlet i artikel 2, stk. 3, i

Rådets forordning (EF) nr. 2580/2001 af 27. december 2001

om specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer

og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme, for

perioden fra den 11. august 2007 til og med den 27. november

2009 ugyldig, navnlig på grund af Rådets afgørelse af

–

28. juni 2007 (2007/445/EF),

–

20. december 2007 (2007/868/EF, som affattet ved

berigtigelse af samme dag),

–

15. juli 2008 (2008/583/EF) og

–

26. januar 2009 (2009/62/EF)

samt forordning (EF) nr. 501/2009 af 15. juni 2009?

ExxonMobil Production Deutschland

Sagen vedrører: 1. Er et anlæg, der fremstiller et produkt, hvis

fremstilling ikke er omfattet af de aktiviteter, der er nævnt i

bilag I til direktiv 2003/87/EF (som i den foreliggende sag

fremstilling af svovl), og i hvilket der samtidig udøves

aktiviteten »forbrænding af brændsel i anlæg med en samlet

nominel indfyret termisk effekt på mere end 20 MW«, som i

henhold til bilag I til direktiv 2003/87/EF er omfattet af

Miljø- og

Fødevareministeriet

Erhvervsministeriet

Dom

19.06.19

C-458/15

Udenrigsministeriet

Erhvervsstyrelsen

Dom

20.06.19

C-682/17

Energistyrelsen

Dom

20.06.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 722: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 31/5-19

emissionshandelsordningen, elektricitetsgenerator som

omhandlet i artikel 3, litra u), i direktiv 2003/87/EF, når der i

en sekundær installation til dette anlæg også fremstilles

elektricitet til anlægget, og en (lille) del af denne elektricitet

afgives til det offentlige elnet mod vederlag? 2. I tilfælde af, at

første spørgsmål besvares bekræftende, spørges: Såfremt et

anlæg som beskrevet i første spørgsmål er en

elektricitetsgenerator som omhandlet i artikel 3, litra u), i

direktiv 2003/87/EF, kan dette anlæg da også modtage en

tildeling for varme i henhold til Kommissionens afgørelse

2011/278/EU i tilfælde, hvor varmen opfylder betingelserne i

artikel 3, litra c), i afgørelse 2011/278/EU, men ikke er

omfattet af de i artikel 10 a, stk. 1, tredje afsnit, stk. 3 og 4, i

direktiv 2003/87/EF nævnte kategorier, dvs. varme fra

forbrænding af affaldsgasser til fremstilling af elektricitet,

fjernvarme og højeffektiv kraftvarmeproduktion? 3. Såfremt en

tildeling for den i sagsøgerens anlæg producerede varme er

mulig i henhold til besvarelsen af de første to spørgsmål: Er

den CO2, som udledes fra gasblandingen til atmosfæren i

forbindelse med behandling af naturgas (i form af sur gas) i den

såkaldte Claus-proces ved udskillelse af indholdet af CO2 i

naturgassen, emissioner, der som omhandlet i artikel 3, litra h),

første punktum, i Kommissionens afgørelse 2011/278/EU

finder sted som følge af den i artikel 3, litra h), nr. v), nævnte

proces? a) Kan CO2-udledninger som omhandlet i artikel 3,

litra h), første punktum, i Kommissionens afgørelse

2011/278/EU, »finde sted som følge af« en proces, i hvilken

den i råstoffet iboende CO2 fysisk udskilles af gasblandingen

og udledes i atmosfæren, uden at der ved den proces, der finder

sted i denne forbindelse, opstår yderligere kuldioxid, eller

forudsætter denne bestemmelse obligatorisk, at den CO2, der

udledes til atmosfæren, opstår første gang som resultat af

processen? b) »bruges« der som omhandlet i artikel 3, litra h),

nr. v), i Kommissionens afgørelse 2011/278/EU et

kulstofholdigt råmateriale, når den naturligt forekommende

naturgas i forbindelse med den såkaldte Claus-proces anvendes

til svovlproduktion, og den i naturgassen iboende kuldioxid

herved udledes til atmosfæren, uden at den i naturgassen

iboende kuldioxid deltager i den kemiske reaktion, der finder

sted i processen, eller forudsætter begrebet »brug« obligatorisk,

at kulstoffet deltager i den kemiske reaktion, der finder sted,

eller sågar er nødvendigt for denne? 4. Såfremt tredje spørgsmål

besvares bekræftende: Ud fra hvilket benchmark sker

gratistildelingen af emissionskvoter, såfremt et anlæg, der er

omfattet af emissionshandelsordningen, både opfylder

kriterierne for at udgøre en delinstallation med

varmebenchmark og kriterierne for at udgøre en delinstallation

med procesemissioner? Har en ret til tildeling med

varmebenchmark forrang frem for en ret til tildeling for

procesemissioner, eller har retten til tildeling for

procesemissioner som den mere specielle bestemmelse forrang

frem for varmebenchmarket og brændselsbenchmarket?

C-1/18

Oriola Rīga

1) Såfremt de indførte varer er lægemidler, skal det da ved

fastsættelsen af indførte varers toldværdi i henhold til artikel 30,

stk. 2, litra b), i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12.

oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks og artikel 151,

stk. 4, i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2.

Skattestyrelsen

Toldstyrelsen

Dom

20.06.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 722: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 31/5-19

juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets

forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-

toldkodeks antages, at de lægemidler, der indeholder samme

(eller lignende) aktive stoffer i den samme (eller lignende)

mængde er lignende varer, eller skal der ved fastlæggelsen af,

hvilke varer, der er lignende varer, også tages hensyn til

markedspositionen, dvs. det pågældende indførte lægemiddels

og dets producents popularitet og efterspørgsel? 2) Kan der ved

fastsættelsen af de indførte varers toldværdi i henhold til artikel

30, stk. 2, litra c), i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12.

oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks foretages en

smidig anvendelse af fristen på 90 dage, der er fastsat i artikel

152, stk. 1, litra b), i Kommissionens forordning (EØF) nr.

2454/93 af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser

til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en

EF-toldkodeks? 3) Såfremt den nævnte frist kan anvendes

smidigt, skal der da gives prioritet til oplysninger om

transaktioner, der ligger tættere på tidspunktet for indførslen af

de varer, der skal værdiansættes, og som vedrører identiske eller

lignende varer, der sælges i tilstrækkelige mængder til, at det er

muligt at fastlægge enhedsprisen, eller derimod til oplysninger

om transaktioner, der ligger fjernere i tid, men som specifikt

vedrører de indførte varer? 4) Skal der ved fastsættelsen af de

indførte varers toldværdi i henhold til artikel 30, stk. 2, litra c), i

Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om

indførelse af en EF-toldkodeks, tages hensyn til indrømmede

rabatter, der har været bestemmende for, hvilken pris varerne

faktisk er blevet solgt til?

C-192/18

Europa-Kommissionen mod Republikken Polen

Påstande:

—

Det fastslås, at Republikken Polen har tilsidesat

sine forpligtelser i henhold til artikel 157 i traktaten om Den

Europæiske Unions funktionsmåde samt artikel 5, litra a), og

artikel 9, stk. 1, litra f), i Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2006/ 54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af

princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd

og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv

(omarbejdning) (1), idet den i artikel 13, nr. 1)-3), i lov af 12. juli

2017 om ændring af lov om de almindelige domstoles

organisation [Prawo

o ustroju sądów powszechnych] har

indført forskellig pensionsalder for kvinder og mænd, der

varetager et embede som dommer ved de almindelige domstole,

dommer ved den øverste domstol eller offentlig anklager.

—

Det fastslås, at Republikken Polen har tilsidesat sine

forpligtelser i henhold til artikel 19, stk. 1, andet afsnit, i

traktaten om Den Europæiske Union sammenholdt med artikel

47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende

rettigheder, idet den i nævnte lovs artikel 13, nr. 1), har sænket

pensionsalderen for dommere ved de almindelige domstole og

samtidig har indrømmet justitsministeren ret til i henhold til

denne lovs artikel 1, nr. 26), litra b) og c), at træffe afgørelse om

forlængelse af dommeres tjenesteperiode.

—

Republikken Polen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Guaitoli e.a.

1) Såfremt en part, der har oplevet forsinkelse eller aflysning af

en flyafgang, samtidigt, ud over faste, ensartede

kompensationsbeløb i henhold til artikel 5, 7 og 9 i forordning

nr. 261/2004, også anmoder om erstatning for skade på

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

20.06.19

C-213/18

Transportministeriet

Dom

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 722: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 31/5-19

baggrund af samme forordnings artikel 12, skal

Montrealkonventionens artikel 33 da finde anvendelse, eller

skal »retternes kompetence« (såvel stat som kompetent ret)

under alle omstændigheder fastsættes i henhold til artikel 5 i

forordning nr. 44/2001? 2) Skal Montrealkonventionens artikel

33 med hensyn til det første tilfælde i spørgsmål 1 fortolkes

således, at den alene regulerer fordelingen af jurisdiktionen

mellem stater, eller således, at den også regulerer den nationale

stedlige kompetence inden for den enkelte stat? 3) Er

anvendelsen af Montrealkonventionens artikel 33 med hensyn

til det første tilfælde i spørgsmål 2 »eksklusiv«, idet den

udelukker anvendelsen af artikel 5 i forordning nr. 44/2001,

eller kan de to bestemmelser anvendes samtidigt, således at

både den statslige og de nationale retters stedlige kompetence

fastsættes direkte?

C-404/18

Hakelbracht e.a.

Skal EU-retten, navnlig artikel 24 i Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse

af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd

og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv,

fortolkes således, at den er til hinder for en national ordning

om beskyttelse af vidner mod viktimisering, som kun giver

beskyttelse til personer, som i forbindelse med undersøgelsen af

en klage i et underskrevet og dateret dokument bringer de

faktiske omstændigheder, som de selv har set eller hørt, og som

vedrører den situation, der er genstand for klagen, til kundskab

for den person, til hvem klagen er indgivet, eller personer, som

optræder som vidne for en ret?

Moderniserings-

styrelsen

Dom

20.06.19