EU-note - 2018-19 (1. samling) - E 12: EU-note om status for bankunionen

Europaudvalget 2018-19 (1. samling)
EUU Alm.del EU-note E 12
Offentligt

EU-konsulenten

Offentlig

Til:

Dato:

Europaudvalget

21. december 2018

Kontaktperson:

Morten Knudsen (3695)

Status for

EU’s bankunion

Den danske regering besluttede i juli 2017 at iværksætte et arbejde med hen-

blik på, at der senest i efteråret 2019 kan tages stilling til, om Danmark skal

med i EU’s bankunion.

Debatten om dansk deltagelse i bankunionen må der-

for forventes at tage til i de kommende måneder.

Meget af reguleringen for EU’s bankunion er

allerede faldet på plads. Men

nogle få vigtige brikker mangler. Det gælder bl.a. Kommissionens forslag om

en fælles europæisk indskydergarantiordning for bankkunder i hele EU, hvor

forhandlingerne er gået helt i stå. Til gengæld synes etableringen af en fælles

offentlig bagstopperordning for bankunionens fælles myndighed for krisehånd-

tering (SRF) at være kommet et skridt nærmere enighed, da regeringslederne

fra EU-27 på et udvidet eurotopmøde den 14. december gav grønt lys for at

basere bagstopperen på eurolandenes mellemstatslige krisefond ESM

Baggrund

EU’s bankunion er tænkt som et bolværk mod nye finanskriser, som den der

ramte verden i 2008. Bankunionen skal skabe et tættere samarbejde om re-

guleringen af den finansielle sektor i EU, som kan gøre sektoren mere robust i

Eurolandene oprettede den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM) på grundlag af en mellem-

statslig aftale på toppen af den økonomiske krise i oktober 2012 med henblik på at yde supple-

rende finansiel støtte til eurolande i vanskeligheder.

1/11

EU-note - 2018-19 (1. samling) - E 12: EU-note om status for bankunionen

krisetider. Samtidig skal bankunionen skærme euroen og landenes statskas-

ser mod at blive ramt, hvis der alligevel er banker, som bukker under for frem-

tidige kriser. Bankunionen er den ene af fire byggesten

i udbygningen af EU’s

økonomiske og monetære union, som også sigter mod at skabe en mere inte-

greret økonomisk og budgetmæssig samordning mellem eurolandene.

Bankunionen består i dag af to elementer, som tilsammen skal sørge for, at vi

undgår nye alvorlige kriser i den europæiske banksektor. Det ene er et nyt

fælles europæisk banktilsyn for store grænseoverskridende europæiske ban-

ker, mens det andet er et fælles europæisk system til krisehåndtering af nødli-

dende banker.

Hvem deltager?

Deltagere i bankunionen er som udgangspunkt de 19 eurolande, men den er

også åben for EU-lande uden for eurozonen. Det kræver dog, at det pågæl-

dende ikkeeuroland har oprettet et såkaldt tæt samarbejde med ECB i hen-

hold til forordningen om det fælles europæiske banktilsyn. Den danske rege-

ring og Folketinget har endnu ikke besluttet, om Danmark skal deltage i bank-

unionen, men regeringen besluttede i juli 2017, at Danmark senest i efteråret

2019 skal tage stilling til dansk deltagelse. Regeringen har tidligere offentlig-

gjort analyser fra såvel Justitsministeriet som Erhvervs- og vækstministeriet.

Heller ikke Sverige har besluttet sig. I Sverige iværksatte regeringen for et år

siden et udredningsarbejde om bankunionen med henblik på at vurdere, om

Sverige skal gå med

. Udredningen skal være afsluttet senest den 30. novem-

ber 2019.

Hovedelementerne i bankunionen

EU’s bankunion

består ifølge Kommissionens oprindelige forslag af tre hoved-

elementer, som kort vil blive gennemgået i det følgende:



Et fælles

europæisk banktilsyn

under Den Europæiske Centralbank

(ECB), som skal føre direkte tilsyn med de største ca. 120 banker i

eurozonen samt overordnet tilsyn med de øvrige ca. 6000 banker i

eurozonen.

Den svenske regering besluttede den 13. december 2017, at der skulle udarbejdes en gennem-

gribende analyse af eventuel svensk deltagelse i den europæiske bankunion:

https://www.rege-

ringen.se/4af042/contentassets/33360b595ebe4638a0559ca9f683b54f/ett-eventuellt-svenskt-

deltagande-i-europeiska-bankunionen-dir.-2017123-.pdf

2/1

EU-note - 2018-19 (1. samling) - E 12: EU-note om status for bankunionen



Et fælles

system til krisehåndtering af nødlidende banker,

som

understøttes af en fælles fond (SRF) finansieret af bankerne selv,

som bygges op til 410 mia. kr. over en periode på 8 år.

En egentlig

fælles europæisk indskudsgarantiordning i EU

(EDIS), som gradvis skal erstatte de eksisterende nationale ordnin-

ger.

I. Fælles Europæisk Banktilsyn

EU-landene og Europa-Parlamentet blev i marts 2013 enige om oprettelsen af

Det Fælles Europæiske Banktilsyn under Den Europæiske Centralbank

(ECB)

. ECB overtog den 4. november 2014 fuldt ansvar for det direkte tilsyn

med eurozonens største banker, hvis aktiver udgør mere end 30 mia. euro el-

ler mere end 20 pct. af hjemlandets BNP. ECB har desuden ansvar for det

overordnede tilsyn med alle øvrige kreditinstitutter i eurozonen

. ECB skal

dog udføre tilsynet i samarbejde med de nationale tilsyn, men det er ECB,

som har det endelige ansvar

ECB er udstyret med en række vigtige tilsynsopgaver i forhold til bankerne.

ECB skal bl.a. holde øje med at, de overholder kapitalkrav, likviditetskrav og

reglerne for selskabsledelse og kan i den forbindelse foretage alle nødven-

dige undersøgelser, herunder kontrol på stedet af kreditinstitutternes forret-

ningslokaler

. ECB har stærke beføjelser til at håndhæve reglerne. Bl.a. kan

man udstede og fratage licenser, pålægge bøder ved brud på reglerne og i

sidste ende afsætte kreditinstitutternes bestyrelsesmedlemmer, hvis det bliver

nødvendigt.

Øverste besluttende organ i ECB er dets Styrelsesråd. Men ECB etablerer et

særligt tilsynsråd, som skal forberede og indstille alle tilsynsmæssige beslut-

ninger til Styrelsesrådet. Formålet med dette er bl.a. at sikre klar adskillelse af

ECB’s tilsynsmæssige og pengepolitiske opgaver.

Men det skal også sikre, at

ikkeeurolande, der tilslutter sig Det Fælles Banktilsyn, kan deltage i de tilsyns-

Dette skete i to forordninger om henholdsvis etablering af et fælles banktilsyn under ECB og

ændring af forordning 1093/2010 om Den Europæiske Banktilsynsmyndighed EBA

–

Kom(2012)511 og Kom(2012)512 af 12. september 2012. Der blev indgået politisk aftale om de

to forordninger den 19. marts mellem det irske formandskab og Europa-Parlamentet.

ECB fik fuldt tilsyn over eurozonens banker et år efter, at forordning 1024/2013 trådte i kraft,

hvilket sker på femtedagen efter offentliggørelsen af forordningen i EU-Tidende.

Mindre pengeinstitutter vil i praksis som udgangspunkt blive overvåget af de nationale tilsyn,

men det sker inden for rammerne af retningslinjer og generelle instrukser udsted af det fælles

europæiske tilsyn.

ECB har dog ikke ansvar for at føre tilsyn med bankernes overholdelse

af EU’s regler om hvid-

vask.

3/1

EU-note - 2018-19 (1. samling) - E 12: EU-note om status for bankunionen

mæssige beslutninger. Ikkeeurolande kan således blive repræsenteret i Til-

synsrådet, hvis de indgår en aftale om tæt samarbejde med ECB, mens de

ikke kan

være med i ECB’s Styrelsesråd,

som er forbeholdt eurolandene

Tilsynsrådet består af en formand, en næstformand, fire medlemmer udpeget

af Styrelsesrådet samt en repræsentant fra hvert af de deltagende lande

Tilsynsrådets beslutninger betragtes som vedtaget, medmindre Styrelsesrådet

modsætter sig beslutningerne inden for en frist på 10 arbejdsdage (eller 48 ti-

mer i nødsituationer) med en

skriftlig begrundelse. ECB’s Styrelsesråd

kan

ikke ændre i de beslutninger, som Tilsynsrådet har indstillet, og vil ikke selv

kunne træffe beslutninger uden et oplæg fra Tilsynsrådet. Hvis Styrelsesrådet

vælger at gennemtrumfe en beslutning, som er i strid med indstillingen fra Til-

synsrådet, kan et ikke-euroland vælge at træde ud af det fælles tilsyn og ikke

følge beslutningen.

II. Fælles europæisk krisehåndtering

EU-landene og Europa-Parlamentet blev i april 2015 enige om oprettelsen af

et fælles europæisk system for krisehåndtering af nødlidende banker, som

skal sikre, at beslutninger om krisehåndteringen af banker, hvis finansielle si-

tuation er uoprettelig, kan træffes hurtigt, upartisk og i alles fælles interesse.

Det nye system har fungeret siden januar 2016 og indebærer, at krisehåndte-

ringen af eurozonens største banker fremover sker på centralt europæisk ni-

veau i stedet for som i dag gennem nationale afviklingsordninger

For at undgå, at EU-landenes skatteydere kommer til at betale for krisehånd-

teringen af nødlidende banker, har EU oprettet en fælles europæisk afvik-

lingsfond finansieret af bankerne selv, som skal sikre at afviklingen af nødli-

dende finansielle institutter foregår så gnidningsløst som muligt.

Afviklingsmyndigheden

De vigtigste aktører i det nye fælles krisehåndteringssystem er dels Den Fæl-

les Europæiske Afviklingsmyndighed

, (SRM) som skal træffe de konkrete

TEUF art. 283

Første formand for tilsynsrådet er franskmanden Danièle Nouy og næstformanden er tyske Sa-

bine Lautenschläger.

I Danmark er det staten, som gennem ”Finansiel Stabilitet” og ”Garantifonden for Indskydere og

investorer” står

for afviklingen af nødlidende pengeinstitutter.

Den Fælles Europæiske Afviklingsmyndighed er oprettet som et EU-agentur svarende til Den

Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA)

–

med et sekretariat på mellem 220 og 250 ansatte i

Bruxelles.

4/1

EU-note - 2018-19 (1. samling) - E 12: EU-note om status for bankunionen

beslutninger om krisehåndtering af nødlidende banker, dels de nationale af-

viklingsmyndigheder, som skal stå for selve udførelsen af afviklingspla-

nerne

. Den Fælles Afviklingsmyndighed skal tage sig af alle afviklingsopga-

ver, som er nødvendige for at krisehåndtere nødlidende banker i eurozonen.

Som overordnet ansvarlig for krisehåndteringen af bankerne i eurozonen, har

Den fælles Afviklingsmyndighed også ansvar for at føre tilsyn med de natio-

nale afviklingsmyndigheder og sikre, at de gennemfører afviklingsplanerne

korrekt.

Krisehåndteringen af en bank vil normalt ske på baggrund af en henvendelse

fra banktilsynet i ECB om, at en bank er ved at gå ned, men kan også ske på

initiativ af afviklingsmyndigheden selv. Afviklingsmyndigheden vil herefter ved-

tage en plan for, hvordan krisehåndteringen skal foregå (salg

af virksomhe-

den, etablering af et overgangsinstitut, udskilning af aktiver, bail-in eller

gældsnedskrivning)

efter høring af ECB og de relevante nationale myndighe-

der. Afviklingsplanen træder automatisk i kraft inden for 24 timer efter, at af-

viklingsmyndigheden har truffet sin afgørelse, med mindre Rådet gør indsi-

gelse på baggrund af et forslag fra Kommissionen

Afviklingsmyndigheden træffer sine afgørelser enten på et mindre

eksekutiv-

møde

eller på et større

plenarmøde.

På eksekutivmøderne deltager kun for-

manden og fire faste medlemmer

samt en repræsentant fra myndighederne i

det berørte EU-land. På plenarmøderne deltager repræsentanter fra alle de

EU-lande, som er med i bankunionen

De fleste beslutninger træffes på eksekutivmøderne. Det gælder f.eks. de fle-

ste konkrete afgørelser om krisehåndtering af specifikke banker eller instruk-

ser til nationale afviklingsmyndigheder. Men hvis det drejer sig om beslutnin-

ger om krisehåndteringen af banker, hvor der trækkes mere end 5 mia. euro

fra Afviklingsfonden, træffer Afviklingsmyndigheden afgørelse på et plenar-

møde. Både på plenarmødet og i eksekutivmødet træffes beslutningerne som

udgangspunkt med simpelt flertal.

Afviklingsfonden

De nationale afviklingsmyndigheder skal også bistå den fælles afviklingsmyndighed med forbe-

redelsen af afviklingsplanerne.

Rådet træffer afgørelse med et simpelt flertal. Kommissionen kan inden for 12 timer efter afvik-

lingsmyndighedens afgørelse foreslå, at Rådet gør indsigelse mod beslutningen med henvis-

ning til, at det er unødvendigt i forhold den offentlige interesse. Rådet kan ligeledes gøre indsi-

gelse mod materielle ændringer i det beløb, som afviklingsplanen stiller til rådighed.

De fem faste medlemmer udnævnes af Rådet efter godkendelse i Europa-Parlamentet.

ECB og Kommissionen deltager som faste observatører på begge typer møder.

5/1

EU-note - 2018-19 (1. samling) - E 12: EU-note om status for bankunionen

Pengene til at betale for krisehåndteringen af nødlidende banker skal komme

fra bankerne selv og ikke fra EU-landenes

offentlige kasser eller EU’s budget.

I første omgang skal alle tab, omkostninger eller andre udgifter i forbindelse

med bankafviklinger bæres af aktionærerne og kreditorerne i det nødlidende

kreditinstitut (bail-in). Men er det ikke nok, skal en

fælles europæisk bankaf-

viklingsfond

kunne træde til i ekstraordinære situationer. Den skal bl.a. kunne

yde kortsigtet finansiering til en bank under afvikling eller stille garantier til mu-

lige købere af banken. Fonden skal derimod ikke kunne bruges til at absor-

bere tab eller til at rekapitalisere nødlidende banker.

Den Fælles Afviklingsfond opbygges af midler fra bankerne selv og skal, når

den er færdig, indeholde en samlet kapital på 410 mia. kr.

Opbygningen af

den fælles fond sker over en 8-årig periode fra 2016 til 2024 med størst indbe-

talinger de første år. 40 pct. af bidragene skal overføres i fondens første år,

20 pct. i det andet, mens de resterende 40 pct. indbetales ligeligt over de sid-

ste seks år. Den fælles fond afløser gradvist de nationale afviklingsfonde, som

EU besluttede at oprette med BRRD-direktivet om genopretning og afvikling

af nødlidende kreditinstitutter. De enkelte bankers bidrag til fonden vil blive

beregnet på grundlag af deres passiver, eksklusiv kapitalgrundlag og dæk-

kede indskud efter deres risikoprofil

En fælles bagstopper

EU-landenes stats-og regeringschefer blev i december 2012 enige om, at der

skulle etableres en fælles bagstopperordning for Den Fælles Afviklingsfond

(SRF), som kan træde til med offentlige lån eller garantier, hvis der opstår be-

hov for det i forbindelse med håndteringen af kriseramte banker. Den skal dog

være finanspolitisk neutral, således at man får den offentlige støtte tilbage

igen. Bagstopperen skal kun kunne benyttes som sidste udvej, hvis nedskriv-

ning af aktionærer og kreditorer i en nødlidende bank og bidrag fra afviklings-

fonden ikke kan dække likviditetsbehovet i forbindelse med krisehåndteringen

af banken. EU-landene blev i december 2018 enige om, at eurolandenes mel-

lemstatslige krisefond ESM skal fungere som bagstopper, men først skal re-

formeres

. Eurogruppen skal forberede et forslag til reform af ESM-traktaten

senest juni 2019.

Det svarer til 1 pct. af de dækkede indskud i de 18 eurolandes banksystemer, hvilket ifølge

Kommissionen er passende, hvis man skal sikre en velordnet afvikling af banker i forbindelse

med fremtidige kriser.

Det betyder ifølge Kommissionen, at banker, der finansieres næsten udelukkende gennem ind-

skud, vil have meget lave bidrag.

Se erklæringen fra eurotopmødet den 14. december 2018

–

Euro 503/18.

6/1

EU-note - 2018-19 (1. samling) - E 12: EU-note om status for bankunionen

De 27 EU-lande er enige om, at bagstopperfunktionen skal varetages af euro-

landenes mellemstatslige krisefond ESM. Bagstopperen skal dog kun benyt-

tes som sidste udvej, hvis nedskrivning af aktionærer og kreditorer i en nødli-

dende bank og bidrag fra afviklingsfonden ikke viser sig at kunne dække likvi-

ditetsbehovet ved afviklingen af banken.

III. Fælles europæisk indskydergarantiordning?

EU-landene er stadig langt fra enige om Kommissionens forslag om at etab-

lere en egentlig fælles europæisk indskudsgarantiordning i EU, som skal

kunne erstatte de eksisterende nationale ordninger

. Kommissionen præsen-

terede sit forslag i november 2015

, men forhandlingerne er i realiteten gået

helt i stå. Det er aftalt mellem EU-landenes finansministre i køreplanen for

bankunionen vedtaget i juni 2016, at der først indledes politiske forhandlinger

om den fælles indskydergarantiordning, når der er sket tilstrækkelige frem-

skridt med at reducere risici i banksektoren

Ifølge Kommissionens forslag skal ordningen bygges op om en fælles euro-

pæisk indskydergarantifond, som ligesom afviklingsfonden skal finansieres af

den finansielle sektor selv. Kommissionen foreslår, at fonden opbygges over

en periode på 8 år, så den kommer til at indeholde 43 mia. euro i 2024.

Den fælles europæiske indskydergarantiordning skal ifølge Kommissionen

gradvis overtage nogle af opgaverne fra de eksisterende nationale indskyder-

garantiordninger

. De nationale ordninger skal dog ikke helt afskaffes. Selv

efter at den fælles europæiske indskydergarantiordning er fuldt oprettet i

2024, skal de være med til at administrere midlerne fra den fælles europæiske

indskydergarantifond. Administrationen skal ske sammen med Den Fælles

Europæiske Afviklingsmyndighed, som allerede i dag tager sig af en lang

række opgaver i forbindelse med krisehåndteringen af nødlidende banker i

eurolandene. Bl.a. står den for administrationen af Den Fælles Europæiske

Fond

Ifølge Kommissionen ville man kunne spare administrationsomkostninger i størrelsesordenen

40 mio. euro ved en fælles europæisk ordning.

Kom(2015)0586 af 24. november 2015

–

forslag til forordning om oprettelsen af europæisk ind-

skydergarantiordning. Forslaget er en ændring af forordning 806/2014 om ensartede regler for

afvikling af kreditinstitutter.

Se ECB’s oversigt over fremskridt med risikoreduktionstiltag:

https://www.consilium.eu-

ropa.eu/media/37029/joint-risk-reduction-monitoring-report-to-eg_november-2018.pdf

EU-lovgivningen kræver i dag, at alle EU-lande har nationale indskydergarantiordninger, hvilket

blev gjort obligatorisk med EU’s vedtagelse af direktiv 2014/49/EU. I Danmark er det Finansiel

Stabilitet, som gennem Garantiformuen skal yde dækning til indskydere og investorer i tilfælde

af en banks konkurs.

Den fælles europæiske har været fuld operationel siden 1. januar 2016.

7/1

EU-note - 2018-19 (1. samling) - E 12: EU-note om status for bankunionen

Kommissionens plan er at opbygge en fælles europæisk indskydergarantiord-

ning over en periode på 7 år i t3etaper:



Genforsikringsfasen (2017-2019),

hvor den fælles indskydergaranti-

fond kun dækker overskydende tab og likviditetsbehov, hvis de natio-

nale ordninger har opbrugt egne midler.

Medforsikringsfasen (2020-2023),

hvor den

fælles indskydergaranti-

fond påtager sig et stadig større ansvar for udbetalinger til indskydere

i forhold til de nationale ordninger. Bidraget fra den fælles indskyder-

garantiordning vil i begyndelsen af perioden ligge på 20 pct., mens

den gerne skulle nå op på 80 pct. i 2023.

Fuld forsikringsfasen (2024-),

hvor

den fælles indskyderfond giver

fuld forsikring til de nationale indskydergarantiordninger i forbindelse

med tab. De nationale indskydergarantiordninger fortsætter med at

være der, da de fortsat vil skulle administrere udbetalingerne til ind-

skydere. Samtidig vil de fungere som kontaktsted for indskydere og

banker



Indskydergarantifonden

En fælles europæisk indskydergarantifond skal ifølge Kommissionens forslag

opbygges over en periode på 8 år gennem exante-bidrag fra EU-landenes

kreditinstitutter. Fonden skal i 2024 disponere over 0,8 pct. af de dækkede

indskud i alle banker i bankunionen. Dette vil ifølge Kommissionen svare til 43

mia. euro, når fonden er fyldt op.

Opbygningen af en fælles europæiske indskydergarantifond må ifølge Kom-

missionen ikke føre til større samlede udgifter for bankerne set i forhold til de

nuværende forpligtelser til de nationale indskydergarantiordninger. Bankernes

bidrag til fonden vil derfor blive fratrukket deres indbetalinger til de nationale

indskydergarantiordninger, som gradvis vil blive reduceret, i takt med at bidra-

get til den europæiske fond øges.

Hvis disse midler viser sig at være utilstrækkelige i tilfælde af f.eks. bankkon-

kurser, skal bankerne, om nødvendigt betale ekstraordinære efterfølgende

(expost) bidrag, som kan dække de manglende midler. Størrelsen af hver en-

kelt banks expost-bidrag beregnes på baggrund af en risikobaseret metode

fastsat af Kommissionen i en delegeret retsakt.

8/1

EU-note - 2018-19 (1. samling) - E 12: EU-note om status for bankunionen

Hvis også dette viser sig utilstrækkeligt, giver en gensidig låntagningsfacilitet

Den Fælles Europæiske Afviklingsmyndighed mulighed for at låne penge til

den europæiske indskydergarantifond fra indskydergarantiordningerne i de

EU-lande, som ikke deltager i bankunionen. Det er frivilligt, om det pågæl-

dende lands indskydergarantiordning vil udlåne penge til den fælles europæi-

ske indskydergarantifond.

Ifølge forslaget beregnes det enkelte kreditinstituts bidrag til indskydergaranti-

fonden i forhold til størrelsen af dets dækkede indskud samt dets risikoprofil.

Det betyder, at mere risikobetonede banker skal betale højere bidrag end

sikre banker. Bidraget opkræves en gang om året af de nationale myndighe-

der, men indbetales direkte til den europæiske myndighed. Beregningsmeto-

den fastsættes af Kommissionen igennem en delegeret retsakt

IV. Parlamentarisk kontrol med Bankunionen?

Et vigtigt spørgsmål for mange EU-landes parlamenter er, hvordan man sikrer

den bedst mulige demokratiske forankring af bankunionen.

Ifølge EU-reglerne skal både det fælles banktilsyn i ECB og den Europæiske

Afviklingsmyndighed først og fremmest stå til ansvar over for Europa-Parla-

mentet og Rådet, men også de nationale parlamenter har mulighed for at del-

tage i den demokratiske kontrol.

Det sker bl.a. ved, at formanden og næstformanden for tilsynsrådet og afvik-

lingsmyndigheden udnævnes af Europa-Parlamentet og Rådet, som også

skal kunne kræve deres afgang. Europa-Parlamentet og Rådet kan desuden

stille spørgsmål til de to fælles instanser, som besvares mundtligt eller skrift-

ligt. Formændene for banktilsynet og afviklingsmyndigheden skal også del-

tage i høringer i Europa-Parlamentet og Rådet om varetagelsen af deres op-

gaver, hvis dette efterspørges.

Men også både banktilsynet og afviklingsmyndigheden skal holde EU-lande-

nes nationale parlamenter informeret om deres aktiviteter og besvare spørgs-

mål fra de nationale parlamenter. Bl.a. kan de nationale parlamenter stille

spørgsmål eller komme med bemærkninger, som de to fælles europæiske in-

stanser skal besvare skriftligt.

En banks risikoprofil beregnes på grundlag af flere forskellige indikatorer, som normalt anven-

des til at vurdere et kreditinstituts soliditet såsom kapitalgrundlag, aktivernes kvalitet, instituttets

forretningsmodel, rentabilitet og likviditet.

9/1

EU-note - 2018-19 (1. samling) - E 12: EU-note om status for bankunionen

Formændene for både tilsynsrådet og afviklingsmyndigheden er desuden for-

pligtet til at imødekomme en invitation fra et nationalt parlament til at drøfte af-

viklingen af et kreditinstitut i den pågældende medlemsstat.

V. Danmark i bankunionen?

Den danske regering har endnu ikke meldt ud, om Danmark skal med i

EU’s

bankunion. En rapport fra april 2015 til den daværende regering konklude-

rede, at meget taler for dansk deltagelse, men at der fortsat var spørgsmål,

som med fordel kunne undersøges nærmere. Regeringen besluttede derfor i

2017 at iværksætte et sådant arbejde, med henblik på at Danmark senest i ef-

teråret 2019 kan tage stilling til dansk deltagelse i bankunionen.

Skulle Danmark beslutte sig at komme med i bankunionen, vil det dog pga.

vores euroforbehold ikke ske som fuldgyldigt medlem af alle dele af den. Men

det er gjort muligt for ikkeeurolande at deltage, hvis de indgår en aftale om

tæt samarbejde med ECB.

Grundloven og bankunionen

I en redegørelse fra april 2015

vurderer Justitsministeriet, at deltagelse i

bankunionen ikke vil kræve, at Danmark overlader nye beføjelser til EU, og at

proceduren i Grundlovens §20 og en eventuel folkeafstemning dermed ikke

bliver aktuel. Justitsministeriet har i sin redegørelse vurderet dansk deltagelse

i henholdsvis det fælles banktilsyn og i afviklingsmyndigheden.

Justitsministeriet konkluderer om dansk deltagelse i Den Fælles Europæiske

Afviklingsmyndighed, at det ikke kræver overladelse af nye beføjelser, idet

SRM-forordningen er vedtaget med hjemmel i TEUF art. 114 om det indre

marked, hvor Danmark allerede i 1972 overlod de nødvendige beføjelser.

For så vidt angår dansk deltagelse i Det Fælles Banktilsyn, er tingene lidt

mere komplicerede. Her er hjemlen for SSM-forordningen TEUF art. 127, stk.

6, som gør det muligt for Rådet at overdrage specifikke tilsynsopgaver til ECB

i forhold til kreditinstitutter og andre finansielle institutioner. Danmark overlod

her de nødvendige beføjelser i 1993 med Danmarks tiltrædelse af Maastricht-

traktaten på baggrund af Edinburghafgørelsen

. Justitsministeriet vurderer

Notat om hvorvidt dansk deltagelse i det styrkede banksamarbejde forudsætter anvendelse af

proceduren i grundlovens §20.

Art. 127, stk. 6 er således ikke nævnt blandt de bestemmelser i TEUF art. 139, stk. 2, som ikke

gælder for Danmark og andre EU-lande, som ikke har euroen som valuta. Det kan heraf sluttes,

at bestemmelsen gælder for Danmark.

10/

EU-note - 2018-19 (1. samling) - E 12: EU-note om status for bankunionen

dog, at nogle af de foranstaltninger, som ECB vil kunne anvende for at løse

sine opgaver som banktilsyn, vil kræve anvendelsen af TEUF art. 132, som er

omfattet af det danske euroforbehold. Art. 132 er en af de bestemmelser, hvor

Justitsministeriet i et notat af 28. april 1993 vurderede, at den ville indebære

overladelse af beføjelser omfattet af grundlovens §20.

Når Danmark alligevel vil kunne deltage i det fælles banktilsyn under ECB,

skyldes det, at Danmark ikke deltager fuldt ud i tilsynet, men gennem et så-

kaldt tæt samarbejde. Det er her Justitsministeriets opfattelse, at det forhold

der vil gælde i et tæt samarbejde mellem ECB og de danske myndigheder,

ikke giver ECB beføjelser omfattet af grundlovens §20. Det skyldes, at ECB

ikke som led i det tætte samarbejde får beføjelser til at udstede retsakter med

direkte virkning i forfatningsretlig forstand i Danmark eller til at udøve beføjel-

ser med direkte virkning i forhold til landets banker.

11/