Miljø- og Fødevareudvalget 2018-19 (1. samling)
MOF Alm.del Bilag 125
Offentligt
1964902_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 7. november 2018
./.
Til udvalgets orientering fremsendes hermed udkast til forslag til ændring af naturbeskyttelsesloven,
jagt- og vildtforvaltningsloven og straffeloven. Lovudkastet var i høring fra 17. september til 15.
oktober 2018. Miljø- og Fødevareministeriet beklager den sene fremsendelse.
Lovforslaget vedrører følgende initiativer:
Lovforslaget vedrører for
det første
en ændring af naturbeskyttelsesloven, der skal give
kommunalbestyrelser mulighed for i badesæsonen at begrænse adgangen til at sejle med visse
hurtigtsejlende fartøjer som vandscootere, jetski og visse speedbåde ved områder, der i
kommuneplanen er udlagt til badeformål.
Lovudkastet følger dermed op på en beretning fra Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg over
beslutningsforslag B 42 fremsat i Folketingsåret 2017/2018 af Dansk Folkeparti, hvorefter et enigt
udvalg opfordrer regeringen til at fremsætte et lovforslag, der giver kommunalbestyrelser mulighed for
at begrænse sejlads med bl.a. vandscootere, jetski og lignende hurtigtgående fartøjer.
For
det andet
følger lovforslaget op på en politisk aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti forud
for Folketingets vedtagelse af finansloven for 2018 om skærpelse af straffen for visse forbrydelser med
udryddelsestruede vilde dyr og planter samt dele og produkter heraf (CITES). Det foreslås at hæve
strafferammen i naturbeskyttelsesloven fra 1 år til 2 år for overtrædelse af regler om handel med
truede dyr og planter samt dele og produkter heraf, hvis der er tale om grov eller gentagen organiseret
handel. Samtidig foreslås en ændring af straffeloven, hvor der under særligt skærpende
omstændigheder, herunder ved salg til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag eller som
led i international, organiseret kriminalitet kan straffes med fængsel i op til 6 år.
For
det tredje
skal en ændring af jagt- og vildtforvaltningsloven give hjemmel til, at den såkaldte
fugleholdsbekendtgørelse kan ændres, så der i bestemte tilfælde skal kunne etableres nye hold af
hjemmehørende rovfugle. Forslaget skal bemyndige miljø- og fødevareministeren til at fastsætte regler
om hold af rovfugle og ugler, der dels undtager godkendte, private, zoologiske anlæg fra krav om
tilladelse og dermed ligestiller dem med offentligt støttede eller ejede zoologiske anlæg, dels giver
falkonerer, der anvender rovfugle til jagt og regulering, mulighed for at etablere nye hold af
hjemmehørende rovfugle. Endelig skal ændringen åbne mulighed for at forenkle den gældende
administration af dispensationer og tilladelser i henhold til fugleholdsbekendtgørelsen.
Jakob Ellemann-Jensen
/
Isabelle Navarro Vinten
Miljø-
og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf.
38 14 21 42 •
Fax
33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk