EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 0:

Europaudvalget 2018-19 (1. samling)
EUU Alm.del
Offentligt

Beskæftigelsesudvalget 2015-16

BEU Alm.del Bilag 107

Offentligt

NOTAT

BESKÆFTIGELSESUDVALGET

12. februar 2016

Centrale EU-domme med konsekvenser for den danske

arbejdsmarkedsmodel

Beskæftigelsesudvalget har anmodet om en oversigt over centrale EU-

domme med konsekvenser for den danske arbejdsmarkedsmodel som

baggrund for et møde med Poul Nielsson, der foretager en strategisk

gennemlysning af den nordiske arbejdsmarkedssektor for Nordisk Ministerråd.

Resumé

En række EU-domme har udfordret de nordiske arbejdsmarkedsmodeller. Det

skyldes navnlig, at der ikke er lovbestemt minimumsløn for hele

arbejdsmarkedet i de nordiske lande. I stedet spiller kollektive

overenskomster en stor rolle. Det er særligt spørgsmålet om udstationerede

arbejdstagere, der volder problemer. Kommissionen påtænker at revidere

netop udstationeringsdirektivet i 2016 bl.a. med et forslag om ligeløn for lige

arbejde på samme arbejdsplads.

Baggrund

EU-regler på arbejdsmarkedet varetager to hensyn, der kan komme i konflikt:

på den ene side hensynet til den frie bevægelighed for arbejdstagere og

tjenesteydelser, på den anden side hensynet til faglige rettigheder, som f.eks.

retten til at konflikte.

Samtidig er arbejdstagerbegrebet ikke entydigt defineret

i EU-retten, og da EU-lovgivning ofte er resultatet af et kompromis mellem

forskellige interesser, betyder det samlet, at retstilstanden er kompliceret, og

at det er svært at forudse udfaldet af domme på området.

Centrale domme

Det er særligt retten til fri bevægelighed for tjenesteydelser, der i kombination

med fraværet af lovbestemt mindsteløn giver problemer for de nordiske

arbejdsmarkedsmodeller (f.eks. Laval-dommen, se nedenfor). Udflytning af

arbejdspladser til lavtlønslande har ikke tilsvarende givet anledning til

problemer

–

på nær i tilfælde, hvor virksomheden fortsætter som hidtil - blot

Ref.: Lotte Rickers Olesen, EU-

konsulent

Retten til konflikt er fastslået i art. 28 i Charteret for grundlæggende rettigheder.

1/5

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 0:

med lavere lønninger ved brug af udenlandske arbejdstagere (det var tilfældet

i Viking Line-dommen, se nedenfor).

Hvilket lands lovgivning gælder?

Et centralt spørgsmål er, hvorvidt en medlemsstat kan kræve, at vandrende

arbejdstagere skal aflønnes efter vilkårene i det land, hvor de har

beskæftigelse, så de ikke kan fungere som løntrykkere. Domstolen har bl.a. i

sagen

Rush Portuguesa

fra 1990

fastslået, at medlemslandene kan

udstrække deres lovgivning eller kollektive aftaler, så de omfatter enhver

–

også dem, der udfører midlertidigt arbejde i landet

–

uanset, hvor

arbejdsgiveren er registreret. Dommen fastlagde samtidig, at udstationerede

ikke er omfattet af arbejdstagerbegrebet, men i stedet skal forstås som et led i

den tjenesteydelse, som virksomheden leverer.

Udstationeringsdirektivet blev vedtaget 6 år senere. Medlemslandene skal

ifølge direktivet sikre, at udstationerede arbejdere er omfattet af visse arbejds-

og ansættelsesvilkår, f.eks. mindsteløn fastsat ved lov eller national praksis.

Mindsteløn i kollektive overenskomster skal være klare og tilgængelige

Laval-dommen fra 2007 gik imod den danske og svenske praksis på området.

Laval-sagen

havde et lettisk firma, Laval, vundet et EU-udbud om at

renovere en skole i den svenske kommune Vaxholm. Lavals lettiske ansatte

med lettisk overenskomst tog til Sverige for at starte på renoveringen, men

blev forhindret, da svenske fagforbund arrangerede blokade og sympati-

konflikter. De svenske fagforeninger mente, at de lettiske ansattes løn på 80

kr. i timen var for lav, og at de skulle betales på et lønniveau, der svarede til

det normale i Sverige

–

145 kr. i timen.

Sagen havnede ved EU-domstolen, der konkluderede, at de svenske

fagforeningers kollektive kampskridt var i strid med fri udveksling af

tjenesteydelser, bl.a. fordi der ikke fandtes nationale bestemmelser, der var

tilstrækkelige præcise og tilgængelige til, at Laval i praksis kunne få klarhed

over, hvilke forpligtelser i der gjaldt forhold til mindsteløn.

Det førte i Danmark til en ny regel i udstationeringsloven, der knytter

mindstelønnen til overenskomster indgået af de mest repræsentative parter

på det danske arbejdsmarked. I modsætning til reaktionen i Sverige afskar

Danmark ikke mulighed for at konflikte mod udenlandske tjenesteydere, der

overholder overenskomstmæssig landsdækkende mindsteløn.

Rüffert-sagen

fra 2008

handler om udbud af offentlige kontrakter. Den tyske

delstat Land Niedersachsens lov om udbud af offentlige kontrakter pålagde de

C-113/89

Direktiv 1996/71, artikel 3.

C-341/05

C-346/06

2/5

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 0:

virksomheder der modtager ordre plus underentreprenører den

overenskomstfastsatte løn, der gælder på stedet for levering af

tjenesteydelsen. Domstolen fandt denne lov i strid med

udstationeringsdirektivet, fordi overenskomsterne ikke havde en tilstrækkelig

generel anvendelse.

I sagen

Kommissionen vs. Luxembourg

fra samme år gav Domstolen

Kommissionen medhold i, at luxembourgsk lov med en række betingelser om

løn- og arbejdsvilkår, der gælder for alle arbejdstagere (uanset nationalitet og

virksomheds hjemsted), stred mod udstationeringsdirektivet, fordi nogle af

disse løn- og arbejdsvilkår rakte ud over direktivets bestemmelser om

beskyttelse af udstationerede medarbejdere. Desuden gik kontrol af

udenlandske virksomheder for vidt.

Elektrobudowa-dommen

fra 2015

præciserede Domstolen begrebet

mindsteløn. Elektrobudowa er et polsk selskab, der havde udstationeret 186

arbejdstagere til at udføre elarbejde ved atomkraftværket Olkiluoto i Finland.

Arbejdstagerne overdrog deres lønkrav til den finske fagforening for at opnå

finsk overenskomst, der var almen gyldig. Elekrobudowa mente, det var

ulovligt efter polsk ret. EU-domstolen gav den finske fagforening medhold i, at

de kunne føre sagen. Domstolen slog fast, at metoden til beregning af

mindstelønnen er et anliggende for værtsmedlemsstaten

–

altså Finland.

Desuden præciserede Domstolen, at mindsteløn også omfatter akkordløn og

kan beregnes på baggrund af indplacering i lønklasser. Mindsteløn kan

omfatte rejsetidsgodtgørelse og dagpenge, men ikke kost og logi.

Samlet set viser Domstolens retspraksis, at værtslandets regler og praksis

hvad angår mindsteløn gælder ved udstationering. Disse skal være klare,

tilgængelige og have en vis generel anvendelse. Krav til arbejds- og

ansættelsesvilkår må ikke gå ud over bestemmelserne i

udstationeringsdirektivets artikel 3.

Kan EU blande sig i strejkeretten?

Samme år som Laval-dommen kom en anden kontroversiel dom om retten til

konflikt. I

Viking Line-sagen

havde et finsk selskab, Viking Line, planlagt at

udflage den underskudsramte færge Rosella til Estland for at indgå i lokale

estiske overenskomster med lavere løn. En finsk fagforening udsendte

strejkevarsel og krævede, at alle ansatte skulle være omfattet af finske

overenskomster uanset, at færgen blev udflaget. Det fik det Det International

Transportarbejderforbund (ITF) til at forbyde de estiske fagforeninger at indgå

overenskomster med Viking Line. Spørgsmålet havnede ved EU-Domstolen,

der ikke afgjorde den konkrete sag, men konkluderede, at de kollektive

C-319/06

C-396/13

C-438/05

3/5

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 0:

kampskridt udgjorde restriktioner for den frie bevægelighed. Kampskridtene

kunne være tilladt, hvis de blev begrundet i såkaldte

”tvingende almene

hensyn” (som

f.eks. hensynet til at beskytte arbejdstagere), såfremt de var

proportionelle og egnede til at opnå målsætningen. Sagen endte med et forlig.

Laval og Viking-dommene viser, at selvom kollektive kampskridt er sikret i EU-

retten, skal disse bruges i overensstemmelse med national ret og EU-ret. På

trods af, at EU ikke har lovgivningskompetence i forhold til konfliktretten,

mener Domstolen, at medlemsstaterne skal sikre, at konfliktretten bliver

anvendt i overensstemmelse med EU-ret, og det er i sidste end Domstolen,

der afgør, om det er tilfældet.

Kommende ændringer i central EU-lovgivning

I maj 2014 blev håndhævelsesdirektivet vedtaget med henblik på at sikre, at

EU-reglerne ikke fører til social dumping. Håndhævelsesdirektivet, der i

øjeblikket er ved at blive implementeret i Danmark, handler om flere

elementer i udstationeringsdirektivet, dog ikke løn- og arbejdsvilkår i artikel 3.

Kommissionen

ventes i 2016 at fremsætte forslag om en ”målrettet

evaluering”

udstationeringsdirektivet. Det betyder, at Kommissionen ikke vil

åbne for genforhandling af hele direktivet, men kun kigge på dele af det med

henblik på at forebygge risiko for social dumping. Det mest kontroversielle er,

at Kommissionen påtænker at indføre et princip om lige løn for lige arbejde på

samme arbejdsplads. Kommissionen påtænker derimod ikke, at ændre på

princippet om, at udstationerede skal være social sikret i deres hjemland.

Afslutning

Dette notat kigger kun på EU-retten i forhold til den danske

arbejdsmarkedsmodel. Også på andre områder har domstolspraksis haft

betydning for danske regler. Det gælder særligt i spørgsmålet om ligeløn og

ligebehandling af mænd og kvinder på arbejdsmarkedet tilbage i 70’erne.

Også i forhold til spørgsmålet om arbejdsmiljø og -vilkår (f.eks. spørgsmålet

om sygdom under ferie) har der også været interessante domme fra EU.

Kilder:



EU-Karnov

2015, redigeret af Jens Hartig Danielsen, Michael

Ellehauge, Nina Holst-Christiansen og Jonas Bering Liisberg. Bind 3,

side 3092ff



Rapport:

Europa og den nordiske aftalemodel. Det komplicerede

samspil mellem nordisk og europæisk arbejdsret.

Redigeret af Jens

Kristiansen og udgivet i 2015 på initiativ af Nordens Faglige

Samorganisation, med støtte fra Nordisk Ministerråd.

4/5

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 0:



Debat i Europa-Parlamentet den 15. december 2015 med kommissær

for beskæftigelse, sociale forhold og arbejdsmarked, Marianne

Thyssen om Kommissionens kommende mobilitetspakke.

Pressemeddelse af 12. februar 2015 fra EU-domstolen i sagen C-

396/13

5/5