Europaudvalget 2018-19 (1. samling)
EUU Alm.del
Offentligt
2041777_0001.png
Folketingets Europaudvalg
[email protected]
Beskæftigelsesministeriet
Ved Stranden 8
1061 København K
T +45 72 20 50 00
E [email protected]
www.bm.dk
CVR 10172748
Folketingets Europaudvalg har i brev af 20. marts 2019 stillet følgende spørgsmål
nr. 166 (alm. del), som hermed besvares endeligt.
Spørgsmål nr. 166:
”Ministeren
bedes give sin vurdering af, om den i beslutningsforslag B 106 (2018-
2019) refererede rækkevidde af Viking Line-sagen og EU-Domstolens afgørelse
giver et retvisende billede.”
Svar:
Begrundelsen i beslutningsforslag B 106 (2018-2019) giver ikke et retvisende bil-
lede af rækkevidden af Viking Line-sagen og EU-Domstolens afgørelse. Det anfø-
res således fejlagtigt, at EU-Domstolen kendte konflikten ulovlig.
I beslutningsforslagets begrundelse omtales Viking-sagen således:
”I Viking Line-sagen
havde et finsk færgeselskab med ondt i økonomien planlagt at
udflage en færge til Estland for at sejle under estiske overenskomster med lavere
lønninger. Det førte til, at en finsk fagforening udsendte strejkevarsel med krav om,
at samtlige ansatte skulle være omfattet af finske overenskomster, uanset hvilket
flag færgen sejlede under. Dette støttede Det Internationale Transportarbejderfor-
bund (ITF) bistået af et (fagforenings)forbud for dets medlemmer mod at indgå
overenskomst med estiske fagforeninger, der sejlede under Viking Line. EU-
Domstolen fandt, at de kollektive kampskridt ikke var proportionale og egnede til
at beskytte arbejdstagere, og traf på den baggrund afgørelse om, at de kollektive
kampskridt udgjorde restriktioner for den frie bevægelighed og derfor måtte være
at betragte som ulovlige.”
Dette er en misvisende gengivelse af dommens resultat, da dommen ikke tog stil-
ling til, om kampskridtene var i strid med EU-retten.
Dommen overlod det derimod til den nationale domstol at afgøre, om de kollektive
kampskridt var egnede til at beskytte arbejdstagerne, og om de i givet fald var pro-
portionale.
Til forskel fra Laval-sagen, jf. mit svar på EUU-spørgsmål 165 (alm. del), omhand-
lede sagen ikke udstationerede arbejdstagere. Udstationeringsdirektivet fandt derfor
ikke anvendelse, og sagen skulle afgøres direkte på grundlag af Traktaten.
5. april 2019
J.nr.
2019 - 1483
EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 166: Spm. om den i beslutningsforslag B 106 (2018-2019) refererede rækkevidde af Viking Line-sagen og EU-domstolens afgørelse giver et retvisende billede, til beskæftigelsesministeren, kopi til udenrigsministeren
EU-Domstolen fastslog, at det udgør en restriktion, når kollektive kampskridt i det
væsentlige sigter på at forhindre redere i at indregistrere deres fartøjer i et andet
EU-land end det land, hvor de egentlige ejere af disse fartøjer er hjemmehørende.
En restriktion er berettiget, hvis den forfølger et legitimt mål, som er foreneligt
med Traktaten og er begrundet i tvingende almene hensyn. Restriktionen skal være
egnet til at sikre gennemførelsen af det pågældende mål, og den må ikke gå videre
end, hvad der er nødvendigt for at nå det.
Domstolen henviste i den forbindelse til tidligere praksis, hvor det fremgår, at ret-
ten til at iværksætte kollektive kampskridt, der har til formål at beskytte arbejdsta-
gere, er et alment hensyn, der i princippet kan begrunde en restriktion af en af de i
Traktaten garanterede grundlæggende friheder.
Beskyttelsen af arbejdstagere er blandt de tvingende almene hensyn, Domstolen al-
lerede har anerkendt. Den udtalte videre bl.a.:
”Da Fællesskabet således ikke blot har et økonomisk formål, men ligeledes et soci-
alt og arbejdsmarkedsmæssigt formål, skal de rettigheder, der følger af traktatens
bestemmelser om den frie bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og ka-
pital, afbalanceres i forhold til de formål, der forfølges med social- og arbejds-
markedspolitikken, herunder, således som det fremgår af artikel 136 EF
[nuværen-
de artikel 153 TEUF],
bl.a. en forbedring af leve- og arbejdsvilkårene for herigen-
nem at muliggøre en udjævning af disse vilkår på et stadigt stigende niveau, en
passende social beskyttelse og dialogen på arbejdsmarkedet”
EU-Domstolen lod det være op til den forelæggende ret
dvs. den nationale dom-
stol, der havde rejst spørgsmålet over for EU-Domstolen
at foretage den konkrete
afvejning.
Den bemærkede dog bl.a., at da de kollektive kampskridt havde til formål at be-
skytte arbejdspladser og arbejdsvilkårene for medlemmerne af fagforeningen, der
kunne blive berørt af en udflagning, kunne de for en umiddelbar betragtning med
rimelighed anses for at være omfattet af formålet om beskyttelse af arbejdstagere,
men det gjaldt dog ikke, hvis det kunne godtgøres, at arbejdspladserne og arbejds-
vilkårene ikke blev bragt i fare eller alvorligt truet.
Den foreliggende ret skulle i givet fald også undersøge, om formålet med beskyt-
telse af arbejdstagerne kunne nås ved mindre indgribende midler. Konflikten måtte
ikke have til formål at hindre udflytning.
I Beskæftigelsesministeriets redegørelse af 30. januar 2008 til Folketingets Euro-
paudvalg og Arbejdsmarkedsudvalg om EF-domstolens afgørelse i Laval-sagen og
Viking Line-sagen, jf. vedlagte svar på spørgsmål 9 (EUU alm. del, 2. samling,
2007-2008), vurderes afgørelsen således:
”Det vurderes umiddelbart, at afgørelsen ikke vil få direkte betydning for den dan-
ske retstilstand vedrørende fagforeningers ret til at konflikte. Der er tale om en
2
EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 166: Spm. om den i beslutningsforslag B 106 (2018-2019) refererede rækkevidde af Viking Line-sagen og EU-domstolens afgørelse giver et retvisende billede, til beskæftigelsesministeren, kopi til udenrigsministeren
meget konkret afgørelse fra et land, der har en anden regulering af konfliktretten.
Efter dansk arbejdsret anerkendes der ikke en adgang til at konflikte med det for-
mål, at en virksomhed undlader at flytte til udlandet eller forbliver dækket af dan-
ske overenskomster efter etablering i udlandet. I Danmark hører disse forhold i
henhold til Arbejdsrettens praksis under arbejdsgiverens ledelsesret, og der kan ik-
ke konfliktes til fordel for indgreb i ledelsesretten. Den proportionalitetsvurdering,
som domstolen anvender, kendes i princippet fra dansk arbejdsret. I Danmark stil-
les der krav om anvendelse af lovlige kampmidler, og konflikten skal forfølge et ri-
meligt fagligt formål.”
Domstolen udtalte i øvrigt med henvisning til b.la. Den Europæiske Unions charter
om grundlæggende rettigheder, som blev proklameret i Nice den 7. december 2000,
at retten til at iværksætte kollektive kampskridt, herunder strejkeretten, skal aner-
kendes som en grundlæggende rettighed, der er en integrerende del af de generelle
fællesskabsretlige principper, som Domstolen skal sikre overholdelsen af.
I mellemtiden er charteret med Lissabon-traktatens ikrafttræden blevet en integre-
ret del af Traktaten, og retten til kollektive kampskridt er således blevet konsolide-
ret på traktatniveau.
Det fremgår dog samtidig, at retten skal udøves i overensstemmelse med EU-ret og
national ret. En arbejdsmarkedsprotokol eller social protokol, der har til formål at
give konfliktretten forrang, vil altså ophæve denne begrænsning og gøre konflikt-
retten ubegrænset.
Venlig hilsen
Troels Lund Poulsen
3