Europaudvalget 2018
KOM (2018) 0212
Offentligt
1895185_0001.png
EUROPA-
KOMMISSIONEN
Strasbourg, den 17.4.2018
COM(2018) 212 final
2018/0104 (COD)
Forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING
om styrkelse af sikkerheden ved unionsborgeres identitetskort og ved
opholdsdokumenter, der udstedes til unionsborgere og deres familiemedlemmer, som
udøver deres ret til fri bevægelighed
(EØS-relevant tekst)
{SWD(2018) 110 final} - {SWD(2018) 111 final}
DA
DA
 kom (2018) 0212 - Ingen titel
1895185_0002.png
BEGRUNDELSE
1.
•
BAGGRUND FOR FORSLAGET
Forslagets begrundelse og formål
Sikre rejse- og identitetsdokumenter er et nøgleelement i bekæmpelsen af terrorisme og
organiseret kriminalitet og opbygningen af en ægte sikkerhedsunion. Mange af de initiativer,
som EU har iværksat i de seneste år med henblik på at forbedre og styrke forvaltningen af de
ydre grænser, hviler på sikre rejse- og identitetsdokumenter. Den nylige ændring af
Schengengrænsekodeksen
1
gør det obligatorisk at foretage systematisk kontrol af alle
personer og af deres rejsedokumenter, uanset indehaverens nationalitet, i
Schengeninformationssystemet (SIS) og Interpols database over stjålne og bortkomne
rejsedokumenter (SLTD).
EU-borgerne er i stigende grad mobile. Over 15 mio. EU-borgere bor i og over 11. mio.
arbejder i en anden medlemsstat end det land, hvor de er statsborgere
2
. Over 1 mia. personer
rejser hvert år inden for EU eller på tværs af EU's ydre grænser
3
.
Dette forslag til forordning indgår i handlingsplanen med henblik på at styrke Europas
bekæmpelse af svindel med rejsedokumenter (december 2016)
4
, hvori Kommissionen
fastlagde indsatsen for at afhjælpe dokumentsikkerhedsproblemer, herunder med
identitetskort og opholdsdokumenter, på baggrund af de nylige terrorangreb i Europa. Rådet,
der gentagne gange havde opfordret til at forbedre sikkerheden ved identitets- og
opholdsdokumenter
5
, tilsluttede sig efterfølgende handlingsplanens mål i sine konklusioner
6
.
Allerede i Kommissionens meddelelse fra 2016 "Øge sikkerheden i en verden med mobilitet
–
forbedret informationsudveksling i forbindelse med terrorbekæmpelse og stærkere ydre
grænser
7
" understregede den behovet for sikre rejse- og identitetsdokumenter i de tilfælde,
hvor det er nødvendigt at kunne fastslå identiteten af en person uden tvivl, og fremhævede, at
en forbedret tilgang vil bygge på robuste systemer med henblik på at forebygge misbrug og de
trusler mod den indre sikkerhed, der opstår som følge af fejl i dokumentsikkerheden. Desuden
gav Kommissionen i rapporten om unionsborgerskab fra 2017 tilsagn om at analysere en
række politiske løsninger med henblik på at forbedre sikkerheden af identitetskort og
opholdsdokumenter
8
.
1
2
3
4
5
6
7
8
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/458 af 15. marts 2017 om ændring af forordning
(EU) 2016/399, for så vidt angår en styrkelse af kontrollen i relevante databaser ved de ydre grænser.
Årsrapporten fra 2016 om arbejdskraftens mobilitet inden for EU (data fra 2015).
Tabel
over
EU-borgeres
grænseoverskridtende
rejser
2015
(alle
grunde)
–
http://ec.europa.eu/eurostat/statistics-explained/index.php/Tourism_statistics.
COM(2016) 790 final.
Allerede i 2005 vedtog medlemsstaterne enstemmigt Rådets konklusioner om minimumskravene til
sikkerheden ved udstedelsen af medlemsstaternes identitetskort (rådsdokument 14390/05). Dette blev
fulgt
op
af
en
resolution
i
2006
http://register.consilium.europa.eu/doc/srv?l=DA&f=ST%2014938%202006%20INIT.
Rådets konklusioner af 27. marts 2017 om Kommissionens handlingsplan med henblik på at styrke
Europas bekæmpelse af svindel med rejsedokumenter
(http://www.consilium.europa.eu/en/press/press-
releases/2017/03/27/jha-travel-document-fraud).
COM(2016) 602 final.
Rådets konklusioner om rapporten om unionsborgerskab 2017 af 11. maj 2017
http://data.consilium.europa.eu/doc/document/ST-9080-2017-INIT/da/pdf.
DA
1
DA
 kom (2018) 0212 - Ingen titel
1895185_0003.png
Af de 26 medlemsstater, som udsteder identitetskort til deres statsborgere, er det almindeligt
og obligatorisk at være i besiddelse af identitetskort i de 15
9
. I overensstemmelse med EU-
retten vedrørende fri bevægelighed for personer (direktiv 2004/38/EF
10
) kan EU-borgere
anvende identitetskort som rejsedokumenter, både når de rejser inden for EU og ved indrejse i
EU fra ikke-EU-lande, og de anvendes således hyppigt i forbindelse med rejser. Desuden har
en række medlemsstater aftaler med visse tredjelande, som giver EU-borgere mulighed for at
rejse ved hjælp af deres nationale identitetskort. Dette indbefatter også rejser til tredjelande
med terror for øje og efterfølgende tilbagevenden til EU.
I øjeblikket er der stor forskel på sikkerhedsniveauet for de nationale identitetskort, som
medlemsstaterne udsteder, og opholdsdokumenter for EU-borgere med bopæl i en anden
medlemsstat og deres familiemedlemmer, og det øger risikoen for forfalskning og
dokumentfalsk og medfører praktiske vanskeligheder for borgerne, når de ønsker at udøve
deres ret til fri bevægelighed.
EU-borgerne anvender også deres identitetskort til at bevise deres identitet i dagligdagen over
for offentlige og private enheder ved udøvelsen af deres ret til at opholde sig i et andet EU-
land (mobile EU-borgere).
I overensstemmelse med direktiv 2004/38/EF modtager mobile borgere og deres
familiemedlemmer, som ikke er statsborgere i en medlemsstat, også dokumenter, der beviser,
at de har ophold i værtsmedlemsstaten. De pågældende opholdsdokumenter er ikke
rejsedokumenter, men opholdskort for unionsborgeres familiemedlemmer, som ikke selv er
statsborgere i en medlemsstat, men giver, ved anvendelse sammen med et pas, indehaveren ret
til indrejse i EU uden visum, når de ledsager eller slutter sig til en EU-borger.
Dokumentforfalskning eller løgnagtig gengivelse af vigtige oplysninger vedrørende de
betingelser, der er knyttet til opholdsretten, udpeges som de mest relevante tilfælde af svig
inden for rammerne af direktivet
11
, som ved artikel 35 muliggør bekæmpelse af den slags
svig.
Set i dette lys er det ekstremt vigtigt, at EU og især medlemsstaterne intensiverer indsatsen for
at forbedre sikkerheden ved de dokumenter, der udstedes til EU-borgere og
familiemedlemmer, der er tredjelandsstatsborgere. Øget dokumentsikkerhed er en vigtig
faktor med hensyn til at forbedre sikkerheden inden for EU og ved EU's grænser og støtte
udviklingen hen imod en effektiv og ægte sikkerhedsunion. Indførelsen af biometriske
identifikatorer, og navnlig af fingeraftryk, gør dokumenterne mere pålidelige og sikre. I den
sammenhæng er det af afgørende vigtighed at udfase dokumenter med svage
sikkerhedselementer hurtigst muligt.
Europa-Kommissionens arbejdsprogram for 2018 indeholder en præsentation af et (Refit)
lovgivningsinitiativ, der skal forbedre sikkerheden ved identitetskort og opholdsdokumenter,
der udstedes til EU-borgere og deres familiemedlemmer, som ikke er statsborgere i en
medlemsstat
12
. Målet er at øge sikkerheden i Europa ved at fjerne sikkerhedsbrister som følge
9
10
11
12
Hertil kommer, at borgerene i fem andre medlemsstater er forpligtet til at være i besiddelse af et ikke
nærmere specificeret dokument til identifikationsformål. I praksis er det særdeles hyppigt et
identitetskort.
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres
familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område (EUT L 158 af
30.4.2004, s. 77).
KOM(2009) 313 endelig.
Dette emne blev også drøftet inden for rammerne af Refit-platformen (Refit-platformens udtalelse af 7.
juni 2017 om borgerindlæg (LtL 242) om identitets- og rejsedokumenter). Refit-platformen opfordrede
Kommissionen til at analysere mulighederne for at harmonisere identitets- og opholdsdokumenter eller
DA
2
DA
 kom (2018) 0212 - Ingen titel
1895185_0004.png
af dokumenter, der ikke er sikre, og at lette mobile EU-borgeres og deres familiemedlemmers
udøvelse af retten til fri bevægelighed ved at øge pålideligheden og anerkendelsen af deres
dokumenter i forbindelse med grænsepassage.
•
Sammenhæng med de gældende regler på samme område
EU giver borgerne et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed uden indre grænser, hvor
der er fri bevægelighed for personer kombineret med passende foranstaltninger vedrørende
forvaltning af de ydre grænser, asyl, indvandring og forebyggelse og bekæmpelse af
kriminalitet og terrorisme. Europæerne anser fri bevægelighed for et af europæisk integrations
væsentligste resultater. Den omfatter retten til at rejse ind i og ud af en anden medlemsstats
område og retten til at opholde sig og bo der. Foranstaltninger vedrørende fri bevægelighed er
uadskillelige fra foranstaltninger, der træffes for at garantere sikkerheden inden for Den
Europæiske Union.
Mange af EU's sikkerhedsforanstaltninger hviler på sikre rejse- og identitetsdokumenter
–
bl.a. systematisk kontrol i Schengeninformationssystemet, som indførtes ved
Schengengrænsekodeksen
13
.
Øget
informationsudveksling
gennem
interoperable
informationssystemer for sikkerhed og grænse- og migrationsforvaltning, sådan som
Kommissionen for nylig har foreslået
14
, afhænger også af øget dokumentsikkerhed, herunder
af de kompetente myndigheders sikkerhedskontrol inden for EU-medlemsstaternes område.
I direktivet om fri bevægelighed (2004/38/EF) fastsættes vilkårene for udøvelsen af retten til
fri bevægelighed og ophold (både midlertidigt og permanent) i Unionen for EU-borgere og
deres familiemedlemmer. I henhold til nævnte direktiv kan EU-borgere og deres
familiemedlemmer med gyldigt identitetskort eller pas rejse ind i og bo i en anden
medlemsstat og ansøge om relevante opholdsdokumenter. Direktivet regulerer dog ikke
udformningen og standarderne for de identitetskort, der skal anvendes til at rejse ind i eller ud
af EU's medlemsstater. Det indeholder heller ikke specifikke standarder for
opholdsdokumenter, der udstedes til EU-borgere og deres familiemedlemmer, som ikke er
EU-borgere, bortset fra den titel, der skal anvendes i sidstnævnte dokumenter: "opholdskort
for familiemedlem til en unionsborger"
(se artikel 10, stk. 1, i direktiv 2004/38).
I de senere år er der indført EU-standarder for flere af de identitets- og rejsedokumenter, der
anvendes i Europa. Der er i EU-retten allerede fastsat standarder for sikkerhedselementer og
biometriske identifikatorer (ansigtsbilleder og fingeraftryk) i pas og rejsedokumenter udstedt
af medlemsstaterne
15
og for ensartet udformning af visa
16
og opholdstilladelser til
tredjelandsstatsborgere
17
. Disse standarder anvendes også til tilladelser til lokal grænsetrafik
18
nogle af deres centrale karakteristika med henblik på at lette fri bevægelighed og tackle de udfordringer,
som mobile EU-borgere støder på i deres værtslande.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/458 af 15. marts 2017 om ændring af forordning
(EU) 2016/399, for så vidt angår en styrkelse af kontrollen i relevante databaser ved de ydre grænser.
Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fastsættelse af en ramme for
interoperabiliteten mellem EU-informationssystemer (politisamarbejde og retligt samarbejde, asyl og
migration) (COM(2017) 794 final).
Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fastsættelse af en ramme for
interoperabiliteten mellem EU-informationssystemer (grænser og visum) og om ændring af Rådets
afgørelse 2004/512/EF, forordning (EF) nr. 767/2008, Rådets afgørelse 2008/633/RIA, forordning (EU)
2016/399 og forordning (EU) 2017/2226.
Forordning (EF) nr. 2252/2004 (EUT L 385 af 29.12.2004, s. 1). Det Forenede Kongerige og Irland
deltager ikke i denne foranstaltning.
Forordning (EF) nr. 1683/95 (EFT L 164 af 14.7.1995, s. 1).
Forordning (EF) nr. 1030/2002 (EFT L 157 af 15.6.2002, s. 1).
Forordning (EF) nr. 1931/2006 (EUT L 405 af 30.12.2006, s. 1).
13
14
15
16
17
18
DA
3
DA
 kom (2018) 0212 - Ingen titel
1895185_0005.png
og tilladelser udstedt inden for rammerne af EU-lovgivningen i relation til lovlig migration.
Der er for nylig vedtaget en ny fælles udformning af tredjelandsstatsborgeres
opholdstilladelser med det formål at forbedre deres sikkerhedselementer
19
. I fravær af
harmoniseringsforanstaltninger kan medlemsstaterne selv vælge, hvordan de ønsker at
udforme opholdskort og tidsubegrænsede opholdskort for mobile EU-borgeres
familiemedlemmer, der er tredjelandsstatsborgere. I den forbindelse kan de vælge at anvende
den "ensartede udformning" som fastlagt i Rådets forordning (EF) nr. 1030/2002 om ensartet
udformning af opholdstilladelser til tredjelandsstatsborgere
20
, ændret som nævnt ovenfor i
2017, forudsat at deres status som familiemedlemmer til en unionsborger er tydeligt angivet
på kortet, og at forveksling med opholdstilladelser, der er omfattet af forordning (EF) nr.
1030/2022, undgås
21
. I 2008 gav medlemsstaterne i en rådserklæring
22
udtryk for, at de til
dette formål ønskede at anvende den ensartede udformning, og flere medlemsstater har
honoreret dette tilsagn, som ikke er retligt bindende.
2.
•
RETSGRUNDLAG,
NÆRHEDSPRINCIPPET
PROPORTIONALITETSPRINCIPPET
Retsgrundlag
OG
Artikel 21 i TEUF giver unionsborgere ret til at færdes og opholde sig frit på
medlemsstaternes område. I artikel 21 fastsættes det, at Unionen har mulighed for at træffe
foranstaltninger og vedtage bestemmelser, der skal gøre det lettere at udøve retten til at færdes
og opholde sig frit på medlemsstaternes område, hvis en handling er påkrævet for at lette
udøvelsen af denne ret. Det er den almindelige lovgivningsprocedure, der finder anvendelse.
Den foreslåede forordning tager sigte på at lette EU-borgeres udøvelse af retten til fri
bevægelighed i sikre omgivelser, dvs. at gøre det lettere at udøve retten til at rejse ind i andre
medlemsstater og bo der ved hjælp af deres nationale identitetskort og anvende disse kort som
pålideligt bevis for statsborgerskab, samt at gøre det lettere for dem at anvende
opholdsdokumenter, som udstedes af en anden medlemsstat end det land, hvor de er
statsborgere.
Forslaget vil give sikrere dokumenter gennem forbedrede sikkerhedselementer i nationale
identitetskort og opholdsdokumenter, hvilket vil gøre det muligt at udøve retten til fri
bevægelighed i sikrere omgivelser. Dermed beskyttes offentlige myndigheder og EU-borgere
og deres familiemedlemmer mod kriminalitet, forfalskning og dokumentfalsk. Tilsvarende
bidrager dette forslag til at forbedre den generelle sikkerhed i EU.
Artikel 21, stk. 2, i TEUF giver udtrykkeligt hjemmel til foranstaltninger, der skal gøre det
lettere for EU-borgere at udøve retten til fri bevægelighed, herunder ved at begrænse risikoen
for svindel i form af dokumentforfalskning og ved at sikre den tillid, som fri bevægelighed
kræver.
•
Nærhedsprincippet (for områder, der ikke er omfattet af enekompetence)
Terrortruslen mod Den Europæiske Union er grænseoverskridende og kan ikke imødegås af
medlemsstaterne hver for sig. Terrorister og grove forbrydere agerer på tværs af grænserne,
19
20
21
22
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1954 af 25. oktober 2017 om ændring af Rådets
forordning (EF) nr. 1030/2002 om ensartet udformning af opholdstilladelser til tredjelandsstatsborgere.
Rådets forordning (EF) nr. 1030/2002 af 13. juni 2002 om ensartet udformning af opholdstilladelser til
tredjelandsstatsborgere (EFT L 157 af 15.6.2002, s. 1).
Jf. artikel 5a i Rådets forordning (EF) nr. 1030/2002.
Rådets dokument af 11. juni 2008 (13.06), PV/CONS 26 JAI 188, 8622/08 ADD 1.
DA
4
DA
 kom (2018) 0212 - Ingen titel
og som det blev understreget i handlingsplanen fra 2016, er dokumentfalsk blevet et værktøj,
de benytter sig af. Sikre identitetskort og opholdsdokumenter er elementer, der er afgørende
for at sikre den tillid, som fri bevægelig inden for et område med frihed og sikkerhed kræver.
Desuden er Den Europæiske Union fast besluttet på at lette den frie bevægelighed for
personer inden for et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Hidtil har de enkelte
medlemsstater udøvet deres kompetence til at gennemføre nationale politikker for identitets-
og opholdsdokumenter uden nødvendigvis at tage hensyn til målet om at lette den fri
bevægelighed for personer eller forbedre sikkerheden i Unionen. Der er allerede truffet en
række foranstaltninger for at løse de problemer, der er konstateret på nationalt plan.
Eksempelvis har nogle medlemsstater oprettet onlineregistre, så organisationer i den
offentlige og private sektor kan kontrollere dokumenters ægthed. Der findes dog ikke nogen
fælles tilgang til, hvordan disse dokumenters sikkerhedselementer skal forbedres, eller til,
hvordan det skal fastlægges, hvilke data dokumenterne som minimum skal indeholde. Det
medfører vedvarende problemer i medlemsstaterne og en markant risiko for dokumentfalsk.
Hvis der ikke konsekvent træffes foranstaltninger på EU-plan, vil sikkerhedsbristerne ikke
blive afhjulpet fyldestgørende. En manglende EU-indsats vil også give sig udslag i mere
praktiske problemer for EU-borgere, nationale myndigheder og erhvervsliv i en situation,
hvor borgerne bor og rejser i Unionen og på tværs af Unionens grænser. En løsning af
systemiske problemer med sikkerhed og fri bevægelighed med henblik på gennem fælles
minimumsstandarder at garantere et højt sikkerhedsniveau for så vidt angår nationale
identitetskort og opholdsdokumenter kræver klart en indsats på EU-plan. Uanset hvilket
initiativ, der træffes for at rette op på den nuværende situation, kan målene ikke opfyldes på
nationalt plan. Alle de pågældende dokumenter har en indbygget europæisk dimension, fordi
de knytter sig til udøvelsen af retten til fri bevægelighed i et område med frihed, sikkerhed og
retfærdighed.
Den foreslåede forordning indebærer ikke, at medlemsstaterne skal udstede dokumenter, som
de ikke udsteder i dag.
•
Proportionalitetsprincippet
EU-foranstaltninger kan tilføre betydelig merværdi ved at tackle disse udfordringer og er i
mange tilfælde den eneste måde, hvorpå et konvergent og kompatibelt system kan skabes og
opretholdes. Sikkerheden i Den Europæiske Union og ved dens ydre grænser har været under
betydeligt pres i de seneste måneder og år. De løbende sikkerhedsmæssige udfordringer har
understreget den uløselige forbindelse mellem fri bevægelighed for personer inden for Den
Europæiske Union og fast forvaltning af de ydre grænser. De foranstaltninger, der træffes for
at forbedre sikkerheden og forvaltningen af de ydre grænser, f.eks. systematisk kontrol i
databaser af alle personer, herunder EU-borgere, der passerer de ydre grænser, svækkes, hvis
det vigtigste instrument til identifikation af borgere er forbundet med problemer selv i en
national sammenhæng.
Borgerne kan heller ikke anvende deres dokumenter til at udøve deres rettigheder, hvis de
ikke kan være sikre på, at dokumenterne vil blive accepteret uden for den eller de
medlemsstater, som har udstedt dem.
Ved at fjerne 'det svageste led' og indføre minimumsstandarder for oplysningerne i disse
dokumenter og for de sikkerhedselementer, som er fælles for alle medlemsstater, der udsteder
dokumenterne, vil udøvelsen af fri bevægelighed lettes, og sikkerheden inden for EU og ved
EU's grænser forbedres. Mange medlemsstater har allerede udviklet og indført
manipulationssikrede identitetskort. Der er ikke behov for fuldstændig harmonisering, og der
foreslås derfor en forholdsmæssig foranstaltning, der sikrer minimumsstandarder for
DA
5
DA
 kom (2018) 0212 - Ingen titel
1895185_0007.png
dokumentsikkerhed. Bl.a. skal fingeraftryk gøres obligatoriske, eftersom det er den mest
pålidelige måde at fastslå en persons identitet og udgør en forholdsmæssig foranstaltning i
lyset af sikkerhedstruslerne mod Unionen. Med hensyn til opholdskort, der udstedes til
familiemedlemmer, der er tredjelandsstatsborgere, foreslås det at anvende den udformning,
der allerede er enighed om på EU-plan i forordning (EF) nr. 1030/2002, for så vidt angår
opholdstilladelser til tredjelandsstatsborgere, som forordningen finder anvendelse på.
•
Valg af retsakt
En forordning er den eneste retsakt, der sikrer direkte og fælles gennemførelse af EU-
lovgivningen i alle medlemsstater. På et område, hvor forskelle har vist sig at være til skade
for den frie bevægelighed og sikkerheden, vil en forordning sørge for, at den ønskede
ensartethed opnås.
3.
•
HØRINGER
AF
KONSEKVENSANALYSER
INTERESSEREDE
PARTER
OG
Høringer af interesserede parter
Under høringsprocessen kombineredes mere generelle redskaber, såsom en offentlig høring,
med mere målrettede høringer af medlemsstater og interessentgrupper. Desuden tog høringen
højde for den direkte feedback fra borgere og for Refit-platformens udtalelse, hvori
Kommissionen opfordres til at analysere mulighederne for at harmonisere identitets- og
opholdsdokumenter eller nogle af deres centrale karakteristika med henblik på at lette den frie
bevægelighed og tackle de udfordringer, som mobile EU-borgere støder på i deres værtslande.
Resultatet af høringsprocessen er nærmere beskrevet i bilag 2 til den konsekvensanalyse, der
ledsager dette forslag.
•
Ekspertbistand
Kommissionen indgik en aftale med Centre for Strategy & Evaluation Services LLP (CSES)
om at foretage en undersøgelse af "EU's politiske initiativer vedrørende bopæls- og
identitetsdokumenter for at fremme udøvelsen af den frie bevægelighed" (færdiggjort i august
2017).
Kommissionens Fælles Forskningscenter foretog en gennemgang af initiativets begreber.
Milieu gennemførte i maj 2016 en undersøgelse for Europa-Parlamentet af den juridiske og
politiske kontekst for at indføre et europæisk identitetsdokument
23
.
•
Konsekvensanalyse
Udvalget for Forskriftskontrol afgav en positiv udtalelse om konsekvensanalysen som støtte
for dette forslag og fremkom med nogle forslag til forbedringer
24
. I konsekvensanalysen
overvejedes en række løsninger for identitetskort og opholdsdokumenter, som
sammenlignedes med status quo, herunder ikkebindende foranstaltninger, fælles
minimumskrav og vidtgående harmonisering. Status quo betragtedes som utilfredsstillende,
og vidtgående harmonisering betragtedes ikke som forholdsmæssig.
Derfor var den foretrukne løsning at fastlægge minimumssikkerhedsstandarder for
identitetskort og fælles minimumskrav for opholdsdokumenter, der udstedes til EU-borgere,
og, for så vidt angår opholdskort for EU-borgeres familiemedlemmer, der er
23
24
http://www.europarl.europa.eu/RegData/etudes/STUD/2016/556957/IPOL_STU(2016)556957_EN.pdf.
http://ec.europa.eu/transparency/regdoc/?fuseaction=ia&language=da.
DA
6
DA
 kom (2018) 0212 - Ingen titel
1895185_0008.png
tredjelandsstatsborgere, at anvende den fælles, ensartede udformning af opholdstilladelser til
tredjelandsstatsborgere. Dette skal ledsages af ikkebindende foranstaltninger for at sikre en
gnidningsløs gennemførelse, der er tilpasset den enkelte medlemsstats specifikke situation og
behov.
Foranstaltningerne i denne løsning vil øge anerkendelsen af dokumenter i hele EU, og de
forbedrede sikkerhedselementer i dokumenter, som den skaber mulighed for, vil resultere i
direkte og tilbagevendende omkostningsbesparelser og mindre besvær for unionsborgere og
deres familiemedlemmer, offentlige myndigheder (f.eks. grænsevagter, der udfører
dokumentkontrol) og offentlige og private tjenesteudbydere (f.eks. flyselskaber, banker og
forsikring og socialsikringsorganer).
Af andre fordele ved den foretrukne løsning kan nævnes en nedbringelse af omfanget af
dokumentfalsk og identitetstyveri og et generelt højere sikkerhedsniveau (mindre kriminalitet,
svig og terrorisme) i EU og ved EU's grænser. Obligatoriske fingeraftryk blev tilføjet den
foretrukne løsning for identitetskort med henblik på at øge den sikkerhedsmæssige effektivitet
yderligere. Indførelsen af to biometriske identifikatorer (ansigtsbillede og fingeraftryk) vil
forbedre identifikationen af personer og bringe sikkerhedsniveauet for EU-borgeres
identitetskort og opholdskort, der udstedes til familiemedlemmer, som ikke er
tredjelandsstatsborgere, på linje med henholdsvis pas, der udstedes til EU-borgere, og
opholdstilladelser, der udstedes til tredjelandsstatsborgere, som ikke er familiemedlemmer til
EU-borgere. Også de forbedrede dokumenter vil lette den frie bevægelighed for personer, idet
de vil gøre det hurtigere, lettere og sikrere at anvende dokumenterne.
Udfasningsperioden for de identitetskort og opholdskort for EU-borgeres familiemedlemmer,
som ikke overholder standarderne i den foretrukne løsning, blev afkortet til fem år. De mindst
sikre dokumenter skal udfases inden for to år. Yderligere forsinkelser i gennemførelsen af
disse ændringer ville skabe langsigtede sikkerhedsbrister og hæmme effektiviteten og
sammenhængen med andre nyligt vedtagne sikkerhedsforanstaltninger i EU og ved EU's ydre
grænser. Derfor vil den kortere udfasning betyde, at de forbedrede dokumenter hurtigere vil
give øget sikkerhed.
•
Målrettet regulering og forenkling
Initiativet indgik i Kommissionens arbejdsprogram for 2018 under Refit-initiativer på
"området med retfærdighed og grundlæggende rettigheder baseret på gensidig tillid".
Initiativet følger op på en udtalelse fra Refit-platformen. Refit-platformen opfordrede i sin
udtalelse
25
Kommissionen til at analysere mulighederne for at harmonisere identitets- og
opholdsdokumenter eller nogle af deres centrale karakteristika med henblik på at lette den frie
bevægelighed og tackle de udfordringer, som mobile EU-borgere støder på i deres værtslande.
Kommissionen så også nærmere på muligheder for at forenkle og lette byrder. Såvel borgere
som erhvervsliv og offentlige myndigheder nyder godt af dette forslag. I konsekvensanalysen
anslås de tilbagevendende omkostningsbesparelser ved bl.a. hurtigere forhåndskontrol ved
afrejse i hele EU, hurtigere dokumentkontrol i hele EU ved åbning af bankkonti og lavere
kompensationsbetalinger for myndigheder og flyselskaber. Borgere, erhvervsliv og offentlige
myndigheder vil også blive sparet for besvær gennem bedre kendskab til dokumenternes
udformning og de rettigheder, der knytter sig til dem, takket være øget anerkendelse af sikrere
dokumenter.
25
Udtalelse XIII.3a fra Refit-platformen (vedtaget i juni 2017).
DA
7
DA
 kom (2018) 0212 - Ingen titel
1895185_0009.png
•
Grundlæggende rettigheder og databeskyttelse
Dette forslag har en positiv indvirkning på den grundlæggende ret til fri bevægelighed og
opholdsretten i henhold til artikel 45 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende
rettigheder (chartret) ved at løse problemerne med anerkendelse og utilstrækkeligt sikre
identitetskort og opholdsdokumenter, som navnlig familiemedlemmer, som ikke er EU-
borgere, oplever. Anvendelsen af biometriske data, der sikrer, at personoplysninger er
korrekte og beskyttes på hensigtsmæssig vis, vil muliggøre mere pålidelig identifikation af
personer.
Dette forslag indebærer behandling af personoplysninger, herunder biometriske data. Det
indvirker potentielt på enkeltpersoners grundlæggende rettigheder, nemlig chartrets artikel 7,
respekt for privatliv, og artikel 8, beskyttelse af personoplysninger. Behandling af
personoplysninger, herunder indsamling, adgang og anvendelse, indvirker på retten til
privatlivets fred og beskyttelsen af personoplysninger i henhold til chartret. Indgreb i disse
grundlæggende rettigheder skal begrundes
26
.
For så vidt angår retten til beskyttelse af personoplysninger, herunder datasikkerhed, finder
den relevante EU-lovgivning
27
, dvs. forordning (EU) 2016/679, anvendelse. Der lægges ikke
op til nogen undtagelse fra Unionens databeskyttelsesordning, og medlemsstaterne skal i givet
fald fastsætte klare regler, vilkår og solide beskyttelsesforanstaltninger i overensstemmelse
med gældende EU-ret om databeskyttelse. Den obligatoriske indførelse af biometriske data i
EU-borgeres identitetskort og opholdskort, der udstedes til familiemedlemmer, som ikke er
unionsborgere, vil blive gennemført med særlige sikkerhedsforanstaltninger i
overensstemmelse med dem, der er indført for pas og andre rejsedokumenter
28
, og den, der er
indført for opholdstilladelser
29
.
4.
VIRKNINGER FOR BUDGETTET
Forslaget har ingen virkninger for EU-budgettet.
26
27
28
29
Domstolen fastlagde kriterierne for begrundelse af sådanne indgreb i forbindelse med forordning (EF)
nr. 2252/2004 i sag C-291-/12
Schwarz
mod
Stadt Bochum,
ECLI:EU:C:2013:670. Den erindrede om,
at begrænsninger af chartrets rettigheder forudsætter, at de er "fastlagt i lovgivningen, respekterer disse
rettigheders væsentligste indhold, og at de under iagttagelse af proportionalitetsprincippet er
nødvendige samt faktisk svarer til mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, eller et behov
for beskyttelse af andres rettigheder og friheder", og fandt, at målet om at "forebygge forfalskning af
pas og for det andet at forhindre svigagtig brug heraf" opfyldte disse kriterier.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske
personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne
oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EØS-
relevant tekst) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 af 27. april 2016 om
beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med kompetente myndigheders behandling af
personoplysninger med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare
handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om
ophævelse af Rådets rammeafgørelse 2008/977/RIA.
Rådets forordning (EF) nr. 2252/2004.
Rådets forordning (EF) nr. 1030/2002.
DA
8
DA
 kom (2018) 0212 - Ingen titel
1895185_0010.png
5.
•
ANDRE FORHOLD
Planer for gennemførelsen og foranstaltninger til overvågning, evaluering og
rapportering
Med henblik på at sørge for effektiv gennemførelse af de planlagte foranstaltninger og
overvåge resultaterne vil Kommissionen fortsat arbejde tæt sammen med relevante
interessenter fra nationale myndigheder og EU-agenturer.
Kommissionen vil vedtage et program for overvågning af outputtet, resultaterne og
virkningerne af denne forordning. Overvågningsprogrammet skal fastlægge metoderne til
samt intervallerne for indsamling af data og anden nødvendig dokumentation. Et år efter at
medlemsstaterne har påbegyndt anvendelsen, og derefter én gang årligt, skal de til
Kommissionen indberette oplysninger, som anses for vigtige for effektivt at kunne overvåge,
hvordan forordningen fungerer. De fleste af disse oplysninger indsamler de kompetente
myndigheder som led i deres arbejde og vil derfor ikke kræve yderligere dataindsamling.
Kommissionen vil evaluere effektivitet, virkningsfuldhed, relevans, sammenhæng og EU-
merværdi af den deraf følgende retlige ramme senest seks år efter anvendelsesdatoen for at
sørge for, at der foreligger tilstrækkelige data om anvendelsen af forordningen. Evalueringen
skal omfatte interessenthøringer med henblik på at indsamle feedback om virkningen af de
lovgivningsmæssige ændringer og ikkebindende foranstaltninger, der gennemføres. Det
benchmark, ud fra hvilket der gøres status, er udgangssituationen, når den
lovgivningsmæssige retsakt træder i kraft.
•
Nærmere redegørelse for de enkelte bestemmelser i forslaget
I forslagets kapitel I (artikel 1 og 2) beskrives forordningens genstand og anvendelsesområde.
Det vedrører alle dokumenter, som knytter sig til EU-borgeres og deres familiemedlemmers
udøvelse af retten til fri bevægelighed, og som er nævnt i direktivet om fri bevægelighed
(2004/38/EF). Dokumenterne omfatter nationale identitetskort, der giver mulighed for at rejse
ind i eller ud af en anden medlemsstat, opholdsdokumenter, der udstedes til EU-borgere, og
opholdskort, der udstedes til EU-borgeres familiemedlemmer, som ikke er EU-borgere.
I kapitel II indeholder artikel 3 en specificering af de generelle krav, bl.a.
minimumssikkerhedselementer, som nationale identitetskort skal opfylde. De trækker på
specifikationerne i ICAO-dokument 9303. ICAO-specifikationerne er fælles for
maskinlæsbare rejsedokumenter og sikrer global interoperabilitet, når de pågældende
dokumenter kontrolleres ved hjælp af visuel kontrol og maskinaflæsning.
I artikel 4 beskrives de specifikke krav, der skal tages hensyn til ved indsamling af
biometriske data.
I artikel 5 fastsættes en femårsperiode for udfasning af tidligere formater med undtagelse af
kort, som ikke er maskinlæsbarere i overensstemmelse med del 3 i ICAO-dokument 9303
(syvende udgave, 2015), som skal udfases inden for to år fra forordningens anvendelsesdato.
Udfasningsperioderne sætter EU og medlemsstaterne i stand til at afhjælpe eksisterende
sikkerhedsbrister vedrørende identitetskort hurtigst muligt, samtidig med at der tages højde
for interoperabilitetskrav, hvis identitetskort ikke lever op til standarderne i del 3 i ICAO-
dokument 9303 om maskinlæsbarhed.
Kapitel III (artikel 6) omhandler opholdsdokumenter, der udstedes til EU-borgere. Disse
dokumenter er tilgængelige for EU-borgere, der har udøvet deres ret til fri bevægelighed og
opholdsret i værtsmedlemsstaten, som er direkte fastsat i traktaten om den Europæiske Unions
funktionsmåde.
DA
9
DA
 kom (2018) 0212 - Ingen titel
1895185_0011.png
De kan også anvendes som bopælsattest. Minimumssikkerhedsstander for disse dokumenters
udformning vil gøre det lettere for andre medlemsstater at kontrollere og autentificere dem,
navnlig i de pågældende borgeres oprindelsesmedlemsstat.
Kapitel IV omhandler opholdskort, der udstedes til familiemedlemmer til EU-borgere, som
har udøvet deres ret til fri bevægelighed. Sådanne kort udstedes til familiemedlemmer, som
ikke selv er unionsborgere. Af kortene fremgår deres afledte opholdsret i deres
værtsmedlemsstat som familiemedlemmer til EU-borgere, som har udøvet deres ret til fri
bevægelighed. I tilfælde, hvor sådanne familiemedlemmer er underlagt indrejsevisumpligt i
henhold til forordning (EF) nr. 539/2001, eller, i givet fald i henhold til national lovgivning,
fritager opholdskort dem for pligten til at være i besiddelse af et visum, når de ledsager eller
slutter sig til en unionsborger.
Eftersom det er et dokument, der kan medføre visumfritagelse i sådanne tilfælde, bør dets
sikkerhedselementer forstærkes. Konkret bør sikkerhedselementerne være de samme som for
opholdskort, som medlemsstaterne udsteder til ikke-EU-borgere, jf. Rådets forordning (EF)
nr. 1030/2002 om ensartet udformning af opholdstilladelser til tredjelandsstatsborgere (artikel
7), som ændret. Der skal dog i dokumentets titel henvises til status som familiemedlem til en
unionsborger, jf. artikel 10, stk. 1, i direktiv 2004/38/EF. Medlemsstaterne kan anvende en
standardkode, navnlig hvis henvisningen er for lang til at passe ind i titelfeltet.
Artikel 8 indeholder nærmere bestemmelser om udfasningen af opholdskort, der ikke opfylder
kravene. Allerede udstedte ensartet udformede kort, jf. beskrivelsen i Rådets forordning (EF)
nr. 1030/2002 som ændret ved forordning (EF) nr. 380/2008, som endnu ikke indeholder de
ændringer, som blev indført ved forordning (EU) 2017/1954, vil blive udfaset inden for fem
år fra den foreslåede forordnings anvendelsesdato. De øvrige kort, som endnu ikke indeholder
de ændringer, som blev indført ved forordning (EF) nr. 2380/2008, og som ikke har et
tilsvarende sikkerhedsniveau, skal udfases hurtigere, dvs. inden for to år.
Kapitel V indeholder fælles bestemmelser for de tre typer af dokumenter.
I artikel 9 beskrives medlemsstaternes forpligtelse til at udpege kontaktpunkter for
gennemførelsen af forordningen.
I artikel 10 fastlægges databeskyttelsesrammen og de nærmere bestemmelser vedrørende
databeskyttelsesforanstaltninger.
I henhold til artikel 11 skal Kommissionen opstille et detaljeret program for overvågning af
outputtet, resultaterne og virkningerne af forordningen.
I artikel 12 anføres det, at Kommissionen skal fremlægge en rapport om gennemførelsen af
forordningen og en rapport om de vigtigste resultater af evalueringen for Europa-Parlamentet,
Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg. Kommissionen skal foretage
evalueringen af forordningen i overensstemmelse med Kommissionens retningslinjer for
bedre regulering og i henhold til punkt 22 og 23 i den interinstitutionelle aftale om bedre
lovgivning af 13. april 2016
30
. For at kunne udarbejde en sådan rapport, har Kommissionen
brug for input fra medlemsstaterne.
I henhold til artikel 13 træder forordningen i kraft dagen efter offentliggørelsen i
Den
Europæiske Unions Tidende,
og den anvendes fra 12 måneder måneder efter ikrafttrædelsen.
30
Interinstitutionel aftale af 13. april 2016 mellem Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union
og Europa-Kommissionen om bedre lovgivning (EUT L 123 af 12.5.2016, s. 1.)
DA
10
DA
 kom (2018) 0212 - Ingen titel
1895185_0012.png
2018/0104 (COD)
Forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING
om styrkelse af sikkerheden ved unionsborgeres identitetskort og ved
opholdsdokumenter, der udstedes til unionsborgere og deres familiemedlemmer,
som udøver deres ret til fri bevægelighed
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR
—
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel
21, stk. 2,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg
1
,
under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget
2
,
efter den almindelige lovgivningsprocedure, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)
I EU-traktaterne blev det besluttet at lette den frie bevægelighed for personer,
samtidig med at deres befolkningers sikkerhed og tryghed sikres gennem
oprettelsen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed i
overensstemmelse med bestemmelserne i traktaten om Den Europæiske Unions
funktionsmåde.
Unionsborgerskabet giver med visse begrænsninger og på visse betingelser alle
unionsborgere ret til fri bevægelighed. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2004/38/EF giver denne ret virkning
3
. Desuden er retten til fri bevægelighed og
opholdsretten fastsat i chartrets artikel 45. Af retten til fri bevægelighed følger
retten til at rejse ind i og ud af medlemsstater med gyldigt identitetskort eller pas.
I henhold til artikel 4 i direktiv 2004/38/EF skal medlemsstaterne udstede og
forny identitetskort eller pas til deres statsborgere i overensstemmelse med deres
nationale lovgivning. I henhold til artikel 8 i direktiv 2004/38/EF kan de desuden
kræve, at unionsborgere og deres familiemedlemmer lader sig registrere hos de
kompetente myndigheder. Medlemsstaterne skal udstede bevis for registrering til
unionsborgere på de deri fastsatte betingelser. Medlemsstaterne skal også udstede
EUT C […] af […], s. […].
EUT C […] af […], s. […].
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres
familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område (EUT L 158
af 30.4.2004, s. 77).
(2)
(3)
1
2
3
DA
11
DA
 kom (2018) 0212 - Ingen titel
1895185_0013.png
opholdskort til unionsborgeres familiemedlemmer, som ikke er statsborgere i en
medlemsstat, og, efter ansøgning, udstede bevis for ret til tidsubegrænset ophold
og tidsubegrænset opholdskort.
(4)
Som fastsat i artikel 35 i direktiv 2004/38/EF kan medlemsstaterne træffe de
nødvendige foranstaltninger til at nægte, ophæve eller tilbagekalde rettigheder i
henhold til dette direktiv, når der er tale om misbrug af rettigheder eller om svig.
Dokumentforfalskning eller løgnagtig gengivelse af vigtige oplysninger
vedrørende de betingelser, der er knyttet til opholdsretten, udpeges som typiske
tilfælde af svig i direktivet
4
.
Handlingsplanen om dokumentsikkerhed fra december 2016 behandlede risikoen
ved falske identitetskort og opholdsdokumenter
5
, og i rapporten om
unionsborgerskab fra 2017 blev der givet tilsagn om at analysere en række
politiske løsninger med henblik på at forbedre sikkerheden ved identitetskort og
opholdsdokumenter.
Denne forordning forpligter ikke medlemsstaterne til at indføre identitetskort eller
opholdsdokumenter, hvis den nationale lovgivning ikke kræver det, og den
berører heller ikke medlemsstaternes kompetence til at udstede andre
opholdsdokumenter i henhold til national ret uden for EU-rettens
anvendelsesområde, f.eks. udstedelse af opholdskort til alle, der er bosat i en
medlemsstats område uanset statsborgerskab.
Denne forordning berører ikke medlemsstaternes anvendelse af identitetskort og
opholdsdokumenter med eID-funktioner til andre formål, ligesom den heller ikke
berører bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
910/2014
6
om gensidig anerkendelse i hele Unionen af elektroniske
identifikationsmidler til at opnå adgang til offentlige tjenester, og forordningen
hjælper borgere, der flytter til en anden medlemsstat, ved at stille krav om, at
elektroniske identifikationsmidler skal anerkendes i andre medlemsstater. Bedre
identitetskort bør sikre lettere identifikation og bidrage til bedre adgang til
tjenester.
Korrekt kontrol af identitetskort og opholdsdokumenter gør det påkrævet, at
medlemsstaterne anvender den rigtige titel for hver enkelt dokumenttype. For at
lette kontrollen af dokumenterne i andre medlemsstater bør dokumentets titel også
være anført på mindst ét andet af EU-institutionernes officielle sprog.
Sikkerhedselementer er nødvendige for at kontrollere, om et dokument er ægte,
og
for
at
fastslå
en
persons
identitet.
Fastsættelse
af
minimumssikkerhedsstandarder og integrering af biometriske data i identitetskort
og opholdskort til unionsborgeres familiemedlemmer, som ikke er statsborgere i
en medlemsstat, er et vigtigt skridt i retning af at gøre anvendelsen dem sikrere.
Indførelsen af sådanne biometriske identifikatorer bør gøre det muligt for
borgerene at høste det fulde udbytte af deres ret til fri bevægelighed.
(5)
(6)
(7)
(8)
(9)
4
5
6
COM(2013) 837 final af 25.11.2013, s. 7, og KOM(2009) 313 endelig af 2.7.2009, s. 15.
COM(2016) 790 final.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 af 23. juli 2014 om elektronisk
identifikation og tillidstjenester til brug for elektroniske transaktioner på det indre marked og om
ophævelse af direktiv 1999/93/EF (EUT L 257 af 28.8.2014, s. 73).
DA
12
DA
 kom (2018) 0212 - Ingen titel
1895185_0014.png
(10)
Med henblik på denne forordning bør der tages hensyn til specifikationerne i
dokument 9303 (syvende udgave, 2015) fra Den Internationale Organisation for
Civil Luftfart (ICAO) om maskinlæsbare rejsedokumenter, som sikrer global
interoperabilitet, herunder for så vidt angår maskinlæsbarhed og anvendelse af
visuel kontrol.
Proceduren for optagelse af fingeraftryk bør tage hensyn til børns særlige behov
og anvendes i overensstemmelse med de beskyttelsesforanstaltninger, der er
fastlagt i artikel 24 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende
rettigheder, den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og
grundlæggende frihedsrettigheder og De Forenede Nationers konvention om
barnets rettigheder.
Indførelse af minimumsstandarder for sikkerheden ved og udformningen af
identitetskort bør gøre det muligt for medlemsstaterne at stole på ægtheden af de
pågældende dokumenter, når EU-borgere udøver deres ret til fri bevægelighed.
Muligheden for yderligere nationale elementer bevares, men det bør sikres, at de
pågældende elementer ikke reducerer effektiviteten af de fælles
sikkerhedselementer eller har en negativ indvirkning på identitetskortenes
grænseoverskridende interoperabilitet, f.eks. muligheden for at identitetskort kan
aflæses af maskiner, der anvendes af andre medlemsstater end de medlemsstater,
der har udstedt kortene.
Forordningen skal overholde de forpligtelser, der er fastsat i De Forenede
Nationers konvention om handicappedes rettigheder, som alle medlemsstater og
Unionen har ratificeret
7
. Derfor bør der tilskyndes til integrering af yderligere
elementer, som gør identitetskortene mere tilgængelige og brugervenlige for
handikappede, f.eks. synshandikappede.
Opholdsdokumenter, som medlemsstaterne udsteder til unionsborgere, bør
indeholde visse oplysninger med henblik på at sikre, at de kan genkendes i alle
medlemsstater. Dette bør lette anerkendelsen af mobile EU-borgeres anvendelse
af retten til fri bevægelighed og af de rettigheder, der er uløselig forbundet med
denne anvendelse, men harmoniseringen bør ikke gå videre, end hvad der er
tilstrækkeligt til at afhjælpe de nuværende dokumenters svagheder.
For så vidt angår opholdskort, der udstedes til familiemedlemmer, som ikke er
statsborgere i en medlemsstat, er det hensigtsmæssigt at anvende den samme
udformning og de samme sikkerhedselementer som fastlagt i Rådets forordning
(EF) nr. 1030/2002
8
om ensartet udformning af opholdstilladelser til
tredjelandsstatsborgere, senest ændret ved forordning (EU) 2017/1954
9
. Ud over
at bevise deres opholdsret fritager de også indehavere, som på anden måde er
visumpligtige, for visumpligten, når de ledsager eller slutter sig til unionsborgere
inden for Unionens område.
I henhold til artikel 10 i direktiv 2004/38/EF betegnes dokumenter, der udstedes
til unionsborgeres familiemedlemmer, som ikke er statsborgere i en medlemsstat,
"opholdskort for familiemedlem til en unionsborger".
EUT L 23 af 26.11.2009.
Rådets forordning (EF) nr. 1030/2002 af 13. juni 2002 om ensartet udformning af
opholdstilladelser til tredjelandsstatsborgere (EFT L 157 af 15.6.2002, s. 1).
EUT L 286 af 1.11.2017, s. 9.
(11)
(12)
(13)
(14)
(15)
(16)
7
8
9
DA
13
DA
 kom (2018) 0212 - Ingen titel
1895185_0015.png
(17)
Identitetskort og opholdskort, som er udstedt til unionsborgeres
familiemedlemmer, og hvis sikkerhedsstandarder er utilstrækkelige, bør udfases
under hensyntagen til såvel sikkerhedsrisikoen som omkostningerne for
medlemsstaterne. Generelt bør en femårsperiode være tilstrækkelig til at finde den
rette balance mellem den hyppighed, hvormed dokumenterne normalt udskiftes,
og behovet for at afhjælpe den eksisterende sikkerhedsbrist i Den Europæiske
Union. Af hensyn til sikkerheden er det dog nødvendigt med en toårsperiode for
kort, som mangler væsentlige elementer, f.eks. maskinlæsbarhed.
Med hensyn til de personoplysninger, der skal behandles i forbindelse med
anvendelsen af nærværende forordning, er det Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i
forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne
oplysninger anvendelse og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel
forordning om databeskyttelse)
10
der finder anvendelse. Det er nødvendigt at
udspecificere, hvilke beskyttelsesforanstaltninger der skal finde anvendelse på de
behandlede personoplysninger. De registrerede bør udtrykkeligt gøres
opmærksom på, at deres dokumenter indeholder et lagringsmedium med deres
biometriske data, herunder at de er kontaktløst tilgængelige, og på ethvert
tilfælde, hvor oplysningerne i deres identitetskort og opholdsdokumenter
benyttes. Under alle omstændigheder bør de registrerede have adgang til de
personoplysninger, der behandles i deres identitetskort og opholdsdokumenter, og
mulighed for at få dem berigtiget.
Det er nødvendigt at præcisere i denne forordning, hvad der er grundlaget for
indsamling og opbevaring af data i identitetskorts og opholdsdokumenters
lagringsmedium. Medlemsstater må, i overensstemmelse med deres nationale
lovgivning eller EU-retten, til elektroniske tjenester eller andre formål med
relation til identitetskortet eller opholdsdokumentet opbevare andre data i et
lagringsmedium. Behandlingen af sådanne data, herunder indsamling af dem og
deres anvendelsesformål, skal have hjemmel i national ret eller EU-retten. Alle
nationale data børe være fysisk eller logisk adskilt fra de biometriske data, der er
omhandlet i denne forordning.
Medlemsstaterne bør anvende denne forordning senest 12 måneder efter
ikrafttrædelsen. Fra forordningens anvendelsesdato bør medlemsstaterne udstede
dokumenter, der opfylder de krav, der er fastsat i forordningen.
Kommissionen bør aflægge rapport om gennemførelsen af denne forordning tre år
efter dens anvendelsesdato, herunder om hvorvidt sikkerhedsniveauet er
tilstrækkeligt. I henhold til punkt 22 og 23 i den interinstitutionelle aftale om
bedre lovgivning
11
bør Kommissionen foretage en evaluering af denne forordning
på grundlag af de oplysninger, den indsamler gennem særlige
overvågningsordninger med henblik på at vurdere den faktiske virkning af
forordningen og behovet for yderligere foranstaltninger.
Målene for denne forordning kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af
medlemsstaterne, men kan bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage
EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1.
Interinstitutionel aftale af 13. april 2016 mellem Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske
Union og Europa-Kommissionen om bedre lovgivning (EUT L 123 af 12.5.2016, s. 1).
(18)
(19)
(20)
(21)
(22)
10
11
DA
14
DA
 kom (2018) 0212 - Ingen titel
foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i
traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med
proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre,
end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.
(23)
Denne forordning overholder de grundlæggende rettigheder og de principper, som
bl.a. anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,
særlig retten til privatlivets fred og beskyttelse af forretningshemmeligheder,
friheden til at drive virksomhed, ejendomsretten og adgangen til effektive
retsmidler
—
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
KAPITEL I
GENSTAND, ANVENDELSESOMRÅDE OG
DEFINITIONER
Artikel 1
Genstand
Denne forordning styrker de sikkerhedsstandarder, der gælder for identitetskort, som
medlemsstaterne udsteder til deres statsborgere, og for opholdsdokumenter, som
medlemsstaterne udsteder til unionsborgere og deres familiemedlemmer, som udøver
deres ret til fri bevægelighed.
Artikel 2
Anvendelsesområde
Denne forordning finder anvendelse på:
(a)
(b)
identitetskort, som medlemsstaterne udsteder til deres egne statsborgere som
omhandlet i artikel 4, stk. 3, i direktiv 2004/38/EF
beviser for registrering, som udstedes til unionsborgere, der opholder sig over
tre måneder i en værtsmedlemsstat, i henhold til artikel 8 i direktiv 2004/38/EF,
og beviser for ret til tidsubegrænset ophold, der udstedes til unionsborgere efter
ansøgning i henhold til artikel 19 i direktiv 2004/38/EF
opholdskort, der udstedes til unionsborgeres familiemedlemmer, som ikke er
statsborgere i en medlemsstat, i henhold til artikel 10 i direktiv 2004/38/EF, og
tidsubegrænsede
opholdskort,
der
udstedes
til
unionsborgeres
familiemedlemmer, som ikke er statsborgere i en medlemsstat, i henhold til
artikel 20 i direktiv 2004/38/EF.
(c)
DA
15
DA
 kom (2018) 0212 - Ingen titel
KAPITEL II
NATIONALE IDENTITETSKORT
Artikel 3
Sikkerhedsstandarder/udformning/specifikationer
(1)
De identitetskort, som medlemsstaterne udsteder, skal være udformet i ID-1-
format og overholde minimumssikkerhedsstandarderne i ICAO-dokument 9303
(syvende udgave, 2015).
Dokumenttitlen ("Identitetskort") skal anføres på den udstedende medlemsstats
officielle sprog og mindst ét andet af EU-institutionernes officielle sprog.
Identitetskort skal indeholde et lagringsmedium, der har et højt
sikkerhedsniveau og indeholder et ansigtsbillede af kortindehaveren og to
fingeraftryk i interoperable formater.
Lagringsmediet skal have tilstrækkelig kapacitet og være i stand til at sikre
dataenes integritet, ægthed og fortrolige karakter. De data, der opbevares, skal
være kontaktløst tilgængelige og beskyttede, jf. Kommissionens
gennemførelsesafgørelser vedtaget i henhold til artikel 2 i forordning (EF) nr.
1030/2002.
Følgende personer er fritaget for kravet om at afgive fingeraftryk:
(a)
(b)
(6)
(7)
børn under 12 år
personer, hvis fingeraftryk det er fysisk umuligt at optage.
(2)
(3)
(4)
(5)
Medlemsstaterne kan angive de nærmere detaljer og oplysninger til national
brug, der er påkrævede i medfør af deres nationale bestemmelser.
Hvis en medlemsstat integrerer et dobbelt interface eller et separat
lagringsmedium i identitetskortet, skal det yderligere lagringsmedium overholde
de relevante ISO-standarder, og det må ikke påvirke det lagringsmedium, der er
omhandlet i stk. 3.
Hvis en medlemsstat opbevarer data til elektroniske tjenester, f.eks. e-
forvaltning og e-handel, på identitetskortene, skal de nationale data være fysisk
og logisk adskilt fra de biometriske data, der er omhandlet i stk. 3.
Hvis en medlemsstat tilføjer nationale sikkerhedselementer i identitetskortene,
må dette ikke begrænse identitetskortenes grænseoverskridende interoperabilitet
og minimumssikkerhedsstandardernes effektivitet.
Gyldighedsperioden for identitetskort er maksimalt ti år. Der kan fastsættes
undtagelser for bestemte aldersgrupper.
(8)
(9)
(10)
DA
16
DA
 kom (2018) 0212 - Ingen titel
Artikel 4
Indsamling af biometriske identifikatorer
(1)
De biometriske identifikatorer indsamles af kvalificerede og behørigt
bemyndigede medarbejdere udpeget af de nationale myndigheder med ansvar
for udstedelsen af identitetskort.
Hvis der opstår vanskeligheder i forbindelse med indsamlingen af biometriske
identifikatorer, sørger medlemsstaterne for, at der er fastlagt passende
procedurer, som sikrer den pågældende persons værdighed.
Artikel 5
Udfasning
Identitetskort, som ikke opfylder kravene i artikel 3, ophører med at være gyldige, når de
udløber, eller fem år efter den [the
date of application of the Regulation],
alt efter hvilken
af disse datoer der er den tidligste. Identitetskort, der ikke indeholder et maskinlæsbart
område (MRZ), som opfylder kravene i del 3 i ICAO-dokument 9303 (syvende udgave,
2015), ophører med at være gyldige, når de udløber, eller to år efter den [the
date of
application of this Regulation],
alt efter hvilken af disse datoer der er den tidligste.
(2)
KAPITEL III
OPHOLDSDOKUMENTER FOR UNIONSBORGERE
Artikel 6
Oplysninger, der som minimum skal angives
På opholdsdokumenter, som medlemsstaterne udsteder til unionsborgere, skal mindst
angives:
(a)
(b)
(c)
(d)
(e)
(f)
(g)
dokumenttitlen på den pågældende medlemsstats officielle sprog og mindst ét
andet af EU-institutionernes officielle sprog
en tydelig angivelse af, at dokumentet udstedes i henhold til direktiv 2004/38/EF
dokumentnummer
indehaverens navn (efternavn og fornavn(e))
indehaverens fødselsdato
udstedelsesdato
udstedelsessted.
DA
17
DA
 kom (2018) 0212 - Ingen titel
KAPITEL IV
OPHOLDSKORT FOR FAMILIEMEDLEMMER, SOM
IKKE ER STATSBORGERE I EN MEDLEMSSTAT
Artikel 7
Ensartet udformning
(1)
Ved udstedelsen af opholdskort til unionsborgeres familiemedlemmer, som ikke
er statsborgere i en medlemsstat, anvender medlemsstaterne samme udformning,
som fastsat ved bestemmelserne i Rådets forordning (EF) nr. 1030/2002 om
ensartet udformning af opholdstilladelser til tredjelandsstatsborgere, senest
ændret ved forordning (EU) 2017/1954, og som gennemført ved
bestemmelserne i Kommissionens beslutning K(2002) 3069 af 14. august 2002
om fastsættelse af de tekniske specifikationer for den ensartede udformning af
opholdstilladelser til tredjelandsstatsborgere, senest ændret ved Kommissionens
afgørelse C(2013) 6178 af 30.9.2013.
Uanset stk. 1 skal det på kortet tydeligt angives, at det er udstedt i henhold til
direktiv 2004/38/EF, og kortet skal bære titlen "opholdskort for familiemedlem
til unionsborger" eller "tidsubegrænset opholdskort for familiemedlem til en
unionsborger". Medlemsstaterne kan anvende standardkoden "Art 10 DIR
2004/38/EC" eller "Art 20 DIR 2004/38/EC".
Medlemsstaterne kan angive data til national brug i overensstemmelse med
national ret. Ved angivelse og opbevaring af sådanne data opfylder
medlemsstaterne samme krav som fastsat i artikel 4, andet afsnit, i Rådets
forordning (EF) nr. 1030/2002, senest ændret ved forordning (EU) 2017/1954.
Artikel 8
Udfasning af eksisterende opholdskort
(1)
Opholdskort for unionsborgeres familiemedlemmer, som ikke er statsborgere i
en medlemsstat, som ikke har den udformning for opholdstilladelser, der er
fastsat ved forordning (EF) nr. 1030/2002 som ændret ved Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EF) nr. 380/2008 den [the
date of entry into force of this
Regulation],
ophører med at være gyldige, når de udløber, eller den [two
years
after the date of application of this Regulation],
alt efter hvilken af disse datoer
der er den tidligste.
Opholdskort for unionsborgeres familiemedlemmer, som ikke er statsborgere i
en medlemsstat, som har den udformning for opholdstilladelser til
tredjelandsstatsborgere, der er fastsat ved forordning (EF) nr. 1030/2002 som
ændret ved forordning (EF) nr. 380/2008, men som ikke har den udformning,
der er fastsat ved forordning (EF) nr. 1030/2002 som ændret ved forordning
(EU) 2017/1954 den [the
date of entry into force of this Regulation],
ophører
med at være gyldige, når de udløber, eller fem år efter den [the
date of
application of this Regulation],
alt efter hvilken af disse datoer der er den
tidligste.
(2)
(3)
(2)
DA
18
DA
 kom (2018) 0212 - Ingen titel
KAPITEL V
FÆLLES BESTEMMELSER
Artikel 9
Kontaktpunkt
(1)
Hver medlemsstat udpeger en myndighed til kontaktpunkt for gennemførelsen af
denne forordning. Den meddeler Kommissionen og de øvrige medlemsstater
navnet på denne myndighed. Hvis en medlemsstat skifter myndighed,
underretter den Kommissionen og de øvrige medlemsstater herom.
Medlemsstaterne sikrer, at kontaktpunkterne har kendskab til og er i stand til at
samarbejde med de eksisterende og relevante oplysnings- og bistandstjenester på
EU-plan, såsom Dit Europa, Solvit, Eures, organer i henhold til artikel 4 i
direktiv 2014/54/EU, Enterprise Europe-netværket og kvikskranker.
Artikel 10
Beskyttelse af personoplysninger
(1)
Uden at dette berører anvendelsen af forordning (EU) 2016/679, har en person,
til hvem et identitetskort eller et rejsedokumentet er udstedt, ret til at kontrollere
personoplysningerne i det pågældende dokument og til om fornødent at anmode
om at få dem berigtiget eller slettet.
Identitetskortet eller opholdsdokumentet må kun indeholde maskinlæsbare
oplysninger i overensstemmelse med denne forordning eller den udstedende
medlemsstats nationale lovgivning.
Biometriske data, der indsamles og opbevares i et identitetskorts og et
opholdsdokumenta lagringsmedium, må kun anvendes i overensstemmelse med
EU-ret og national ret til kontrol af:
(a)
(b)
identitetskortets eller opholdsdokumentets ægthed
indehaverens identitet ved hjælp af umiddelbart tilgængelige,
sammenlignelige oplysninger, når forevisning af identitetskortet eller
opholdsdokumentet er lovpligtig.
Artikel 11
Overvågning
Senest den 12 måneder efter ikrafttrædelsen fastlægger Kommissionen et detaljeret
program for overvågning af forordningens output, resultater og virkninger.
I overvågningsprogrammet skal fastlægges midlerne til samt intervallerne for indsamling
af data og anden nødvendig dokumentation. Det skal præciseres, hvilke foranstaltninger
Kommissionen og medlemsstaternes skal træffe med hensyn til indsamling og analyse af
dataene og den øvrige dokumentation.
(2)
(2)
(3)
DA
19
DA
 kom (2018) 0212 - Ingen titel
Medlemsstaterne forelægger Kommissionen de
dokumentation, der er nødvendige for overvågningen.
Artikel 12
oplysninger
og
den
øvrige
Rapportering og evaluering
(1)
Fire år efter forordningens anvendelsesdato aflægger Kommissionen rapport til
Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg
om gennemførelsen af den.
Tidligst seks år efter forordningens anvendelsesdato evaluerer Kommissionen
den og fremlægger en rapport om de vigtigste resultater for Europa-Parlamentet,
Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg. Evalueringen
foretages i overensstemmelse med Kommissionens retningslinjer for bedre
regulering.
Medlemsstaterne forlægger Kommissionen alle de oplysninger, der er
nødvendige for udarbejdelsen af rapporterne.
Artikel 13
Ikrafttræden
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i
Den
Europæiske Unions Tidende.
Den finder anvendelse fra 12 måneder efter sin ikrafttrædelse.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver
medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den .
(2)
(3)
På Europa-Parlamentets vegne
Formand
På Rådets vegne
Formand
DA
20
DA