Europaudvalget 2018
KOM (2018) 0226
Offentligt
1900802_0001.png
EUROPA-
KOMMISSIONEN
Strasbourg, den 17.4.2018
COM(2018) 226 final
2018/0107 (COD)
Forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV
om harmoniserede regler for udpegning af retlige repræsentanter med henblik på
indsamling af bevismateriale i straffesager
{SWD(2018) 118 final} - {SWD(2018) 119 final}
DA
DA
 kom (2018) 0226 - Ingen titel
1900802_0002.png
BEGRUNDELSE
1.
•
BAGGRUND FOR FORSLAGET
Forslagets begrundelse og formål
Udbydere af onlinetjenester såsom elektroniske kommunikationstjenester og sociale netværk,
onlinemarkedspladser og andre hostingtjenesteudbydere er vigtige katalysatorer for
innovation og vækst i den digitale økonomi. De befordrer en hidtil uset adgang til oplysninger
og gør det lettere for enkeltpersoner at kommunikere med hinanden. Disse tjenester forbinder
hundreder af millioner af brugere og leverer innovative tjenester til enkeltpersoner og
virksomheder. De skaber betydelige fordele for det digitale indre marked og brugernes
økonomiske og sociale velfærd både i og uden for Unionen. Den stadig større betydning og
tilstedeværelse af internettet og kommunikations- og informationssamfundstjenesterne i vores
dagligdag og i samfundet afspejles i den eksponentielle stigning i brugen heraf. Men disse
tjenester kan også misbruges som redskaber til at begå eller befordre kriminalitet, herunder
alvorlig kriminalitet såsom terrorangreb. Når det sker, er disse tjenester og applikationer
("apps") ofte det eneste sted, efterforskerne kan finde spor for at fastslå, hvem der begik en
lovovertrædelse, og skaffe beviser, som kan bruges i retten.
På grund af internettets grænseløse karakter kan sådanne tjenester i princippet leveres fra et
hvilket som helst sted i verden og kræver ikke nødvendigvis, at der findes en fysisk
infrastruktur, et forretningssted eller medarbejdere i de medlemsstater, hvor tjenesterne
udbydes, eller i det indre marked som helhed. Det grænseoverskridende udbud af sådanne
tjenester tilskyndes og understøttes inden for EU af især den frie udveksling af
tjenesteydelser.
Tjenesteudbydere, der driver virksomhed i det indre marked, kan opdeles i tre
hovedkategorier: 1) tjenesteudbydere med hovedkvarter i en medlemsstat, som udbyder
tjenester alene på den pågældende medlemsstats område, 2) tjenesteudbydere med
hovedkvarter i en medlemsstat, som udbyder tjenester i flere medlemsstater, og 3)
tjenesteudbydere med hovedkvarter uden for EU, som udbyder tjenester i en eller flere EU-
medlemsstater, med eller uden et forretningssted i en eller flere af disse medlemsstater.
I mangel af et generelt krav til tjenesteudbydere om at sørge for fysisk tilstedeværelse inden
for Unionens område har medlemsstaterne truffet foranstaltninger på nationalt plan til sikring
af overholdelse af de forpligtelser i deres nationale ret, som de finder afgørende og i
overensstemmelse med artikel 3, stk. 4, i direktiv 2000/31/EF om visse retlige aspekter af
informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked
1
(e-
handelsdirektivet). Sådanne foranstaltninger omfatter krav om adgang til beviser eller andre
typer oplysninger, når retslige myndigheder anmoder herom i forbindelse med straffesager.
Disse nationale fremgangsmåder varierer meget mellem medlemsstaterne og omfatter
foranstaltninger lige fra udvidet håndhævelseskompetence
2
til forpligtelsen til at udpege en
retlig repræsentant på den pågældende medlemsstats område for visse tjenesteudbydere, som
udbyder deres tjenester der. Tyskland har f.eks. for nylig vedtaget en lov om håndhævelse på
nettet (Netzwerkdurchsetzungsgesetz
–
NetzDG)
3
, der pålægger udbydere af sociale netværk
4
1
2
3
Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2000/31/EF
af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af
informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (EFT L 178 af 17.7.2000,
s. 1).
Termen "håndhævelseskompetence" henviser til de relevante myndigheders kompetence til at foretage
en undersøgelsesforanstaltning.
http://www.bmjv.de/DE/Themen/FokusThemen/NetzDG/NetzDG_node.html.
DA
1
DA
 kom (2018) 0226 - Ingen titel
1900802_0003.png
at udpege en person i Tyskland, som er beføjet til at modtage retshåndhævelsesanmodninger.
Loven pålægger sanktioner på op til 500 000 EUR for manglende udpegning af en
repræsentant eller manglende besvarelse af anmodninger om oplysninger fra den persons side,
som er bemyndiget til at modtage forkyndelser. Lignende foranstaltninger drøftes i Italien
5
.
Andre medlemsstater som f.eks. Belgien kræver ikke lokal repræsentation, men søger i stedet
at håndhæve de nationale forpligtelser direkte over for udbydere, der er etableret i udlandet,
gennem nationale sager
6
.
Medlemsstaterne anvender også en række forskellige tilknytningskriterier med henblik på
håndhævelseskompetence over for en tjenesteudbyder, f.eks. hovedsæde, det sted, hvor
tjenesterne udbydes, placeringen af data eller en kombination af kriterier. Desuden findes der
uensartede samarbejdsmekanismer og uformelle aftaler mellem myndighederne i visse
medlemsstater og visse tjenesteudbydere. Nogle af de større tjenesteudbydere har i
forbindelse med konsekvensanalysen anslået, at deres årlige omkostninger ved overholdelsen
af nationale lovbestemte forpligtelser når op i den høje ende af syvcifrede beløb.
Omkostningen ved at opfylde divergerende nationale krav, om end den formodentlig er
forholdsmæssigt afstemt efter tilstedeværelsen på markedet, kan vise sig at være
uforholdsmæssigt stor for mindre tjenesteudbydere.
Hvad angår mulighederne for at håndhæve anmodninger udsendt i forbindelse med sådanne
ordninger, er der forskelle mellem medlemsstaterne med hensyn til, om tjenesteudbyderne har
pligt til at samarbejde eller ikke. Sanktionerne og håndhævelsen i tilfælde af manglende
overholdelse danner også et broget billede. Selv når tjenesteudbyderen efterlever den
kendelse, der iværksætter sanktionen, er det stadig vanskeligt at håndhæve den oprindelige
kendelse om at fremsende data.
Medlemsstaterne har ved flere lejligheder fremhævet disse udfordringer som væsentlige
problemer, der skal løses i fællesskab:
Den 22. marts 2016 understregede EU's justits- og indenrigsministre og EU-
institutionernes repræsentanter i en fælles erklæring om terrorangrebene i Bruxelles
7
nødvendigheden af som en prioritet at finde metoder til hurtigere og mere effektivt at
sikre og indhente digitalt bevismateriale ved at intensivere samarbejdet med
tredjelande og tjenesteudbydere, der er aktive på det europæiske område, med
henblik på at forbedre overholdelsen af EU's og medlemsstaternes lovgivning.
I Rådets konklusioner af 9. juni 2016
8
gentog medlemsstaterne deres vilje til at gøre
en indsats for at værne om retsstatsprincippet i cyberspace og opfordrede
Kommissionen til at prioritere udarbejdelsen af en fælles EU-tilgang til styrkelse af
strafferetten i cyberspace.
Det er nødvendigt med en todelt lovgivningsmæssig tilgang for at håndtere disse udfordringer.
Dette forslag fastlægger reglerne for visse tjenesteudbyderes retlige repræsentation i Unionen
4
5
6
7
8
Loven finder anvendelse på onlinetjenesteudbydere, som i indtjeningsøjemed driver internetplatforme,
som er beregnet til at sætte brugerne i stand til at dele indhold med andre brugere eller gøre dette
indhold tilgængeligt for offentligheden (sociale netværk)(...) Det samme gælder platforme, som er
beregnet til at befordre individuel kommunikation eller udbredelse af specifikt indhold.
http://www.publicpolicy.it/wp-content/uploads/2016/03/Relazione-Franco-Roberti-Dna.pdf.
Dom
afsagt
af
Appeldomstolen
i
Antwerpen
15.
november
2017:
http://www.lesoir.be/124825/article/2017-11-17/la-justice-belge-condamne-skype-payer-une-amende-
de-30000-euros.
Fælles erklæring fra EU's justits- og indenrigsministre og EU-institutionernes repræsentanter om
terrorangrebene den 22. marts 2016 i Bruxelles.
Rådets konklusioner om styrkelse af strafferetten i cyberspace, ST9579/16.
DA
2
DA
 kom (2018) 0226 - Ingen titel
1900802_0004.png
med henblik på indsamling af bevismateriale i straffesager. Derudover er der brug for et
instrument vedtaget på grundlag af artikel 82, stk. 1, i TEUF til at hjemle direkte forkyndelse
af kendelser for tjenesteudbyderen i grænseoverskridende situationer. Således håndteres
ovennævnte udfordringer gennem en kombination af disse to forslag. Men det er vigtigt at
huske, at dette forslag tydeligt og først og fremmest sigter mod at identificere modtageren af
de kendelser, som medlemsstaternes myndigheder udsteder med henblik på at indsamle
bevismateriale, som tjenesteudbyderne ligger inde med, i straffesager. Dette forslag har derfor
til formål at fjerne nogle af hindringerne for at komme i kontakt med tjenesteudbyderne ved at
tilbyde en fælles EU-løsning på udsendelse af retskendelser til tjenesteudbyderne gennem en
retlig repræsentant. Dette fjerner behovet for individuelle og ukoordinerede nationale tilgange
og giver retssikkerhed på EU-plan. Derfor fastsætter dette forslag, at medlemsstaterne har
pligt til at sikre, at tjenesteudbyderne udpeger beføjede retlige repræsentanter, som på disse
tjenesteudbyderes vegne har det juridiske ansvar for overholdelsen af retskendelser og
afgørelser.
Endvidere skaber en harmoniseret tilgang ensartede spilleregler for alle virksomheder, der
udbyder samme type tjenester i EU, uanset hvor de er etableret eller driver virksomhed, og
respekterer samtidig oprindelseslandsprincippet som fastsat i artikel 3 i e-handelsdirektivet.
Det princip gælder kun udbydere af informationssamfundstjenester, som er etableret i EU, og
er endvidere omfattet af en række undtagelser og mulige fritagelser. Harmoniserede regler på
EU-plan er ikke kun nødvendige for at fjerne hindringer for levering af tjenesteydelser og
sikre et mere velfungerende indre marked, men også for at sikre en mere sammenhængende
tilgang til strafferet i Unionen. Ensartede spilleregler er også nødvendige for andre
grundlæggende forudsætninger for et velfungerende indre marked, f.eks. beskyttelse af
borgernes grundlæggende rettigheder og respekten for suverænitet og offentlig myndighed i
henseende til effektiv gennemførelse og håndhævelse af national lovgivning og EU-retten.
•
Sammenhæng med den gældende retlige ramme i Unionen på samme område
Tjenesteudbyderes pligt til at udpege en retlig repræsentant, når de ikke er etableret i EU, men
udbyder tjenester i EU, består allerede i visse EU-retsakter, der finder anvendelse på bestemte
områder. Dette er tilfældet i f.eks. den generelle forordning om databeskyttelse (EU)
2016/679 (artikel 27)
9
og direktiv (EU) 2016/1148 om foranstaltninger, der skal sikre et højt
fælles sikkerhedsniveau for net- og informationssystemer i hele Unionen (artikel 18)
10
.
Kommissionens forslag til en e-databeskyttelsesforordning indeholder ligeledes en sådan pligt
(artikel 3)
11
.
Som bemærket ovenfor stemmer dette forslag overens med e-handelsdirektivet og især med
oprindelseslandsprincippet, der er fastlagt i direktivets artikel 3. Det berører ikke
bestemmelserne i direktivet, heller ikke oplysningskravene i artikel 5.
9
10
11
Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) 2016/679
af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske
personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne
oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1).
Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv (EU) 2016/1148
af 6. juli 2016 om foranstaltninger, der skal
sikre et højt fælles sikkerhedsniveau for net- og informationssystemer i hele Unionen (EUT L 194 af
19.7.2016, s. 1).
Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning
om respekt for privatliv og beskyttelse af
personoplysninger i forbindelse med elektronisk kommunikation og om ophævelse af direktiv
2002/58/EF (forordning om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation) (COM(2017) 10
final).
DA
3
DA
 kom (2018) 0226 - Ingen titel
•
Sammendrag af det foreslåede direktiv (hvordan det forbedrer den aktuelle
ramme)
Der findes i øjeblikket forskellige tilgange i medlemsstaterne til de forpligtelser, der
pålægges tjenesteudbydere, især i forbindelse med retssager. Fragmenteringen har
især manifesteret sig i elektronisk bevismateriale, idet visse tjenesteudbydere
opbevarer oplysninger, som kan være relevante for efterforskning og retsforfølgning
af strafbare handlinger. Denne fragmentering skaber retsusikkerhed for de
involverede og kan bevirke, at tjenesteudbyderne bliver pålagt forskellige og
sommetider konfliktende forpligtelser og sanktionssystemer i den henseende,
afhængigt af om de leverer deres tjenesteydelser nationalt, på tværs af grænser inden
for Unionen eller fra tredjelande uden for Unionen. For at begrænse hindringerne for
den frie udveksling af tjenesteydelser gør dette direktiv det obligatorisk for
tjenesteudbydere at udpege en retlig repræsentant i Unionen til at modtage,
overholde og håndhæve kendelser, der har det formål, at kompetente nationale
myndigheder indsamler bevismateriale i straffesager. Den deraf følgende
begrænsning af hindringerne vil sikre et mere velfungerende indre marked på en
måde, der hænger sammen med udviklingen af et fælles område med frihed,
sikkerhed og retfærdighed.
Alle tjenesteudbyderes pligt til at udpege en retlig repræsentant, når de driver virksomhed i
Unionen, vil sikre, at der altid findes en klar modtager af kendelser om indsamling af
bevismateriale i straffesager. Dette vil igen gøre det lettere for tjenesteudbyderne at efterleve
disse kendelser, idet den retlige repræsentant bliver ansvarlig for at modtage, overholde og
håndhæve disse kendelser på vegne af tjenesteudbyderen.
2.
•
RETSGRUNDLAG,
NÆRHEDSPRINCIPPET
PROPORTIONALITETSPRINCIPPET
Retsgrundlag
OG
Retsgrundlaget for foranstaltninger på området findes i artikel 53 og 62 i traktaten om Den
Europæiske Unions funktionsmåde om vedtagelse af foranstaltninger til samordning af de
bestemmelser, der er fastsat i love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om
etablering og levering af tjenester.
I det foreliggende tilfælde vil en pligt til at udpege en retlig repræsentant i Unionen navnlig
bidrage til at fjerne hindringer for den frie udveksling af tjenesteydelser, der er forankret i
artikel 56 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde som ovenfor beskrevet.
•
Valg af retsakt
I henhold til artikel 53 og 62 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde kan
Kommissionen foreslå direktiver og ikkebindende instrumenter såsom henstillinger. Da det
ikke er muligt med et ikkebindende instrument at tilvejebringe den nødvendige retssikkerhed
og fjerne hindringer for den frie udveksling af tjenesteydelser, er valget faldet på et direktiv.
•
Nærhedsprincippet
Dette forslag dækker tjenesteudbydere, der udbyder tjenester i EU, uanset deres
etableringssted, som kan befinde sig i eller uden for EU. I mangel af en fælles EU-tilgang er
det sandsynligt, at ukoordinerede nationale løsninger på modtagelse, overholdelse og
håndhævelse af kendelser om indsamling af bevismateriale i straffesager fører til
fragmentering og skaber en kludetæppe af uens og muligvis konfliktende nationale
DA
4
DA
 kom (2018) 0226 - Ingen titel
1900802_0006.png
forpligtelser, der pålægges tjenesteudbydere, som driver virksomhed på flere markeder. Dette
hæmmer leveringen af tjenesteydelser i hele EU. På grund af de mange forskellige retlige
tilgange og den lange række af berørte parter er EU-lovgivning det rette middel til at imødegå
de identificerede problemer.
•
Proportionalitetsprincippet
I forslaget beskrives en harmoniseret tilgang til at fjerne eksisterende og nye hindringer for
levering af tjenesteydelser for så vidt angår modtagelse, overholdelse eller håndhævelse af
kendelser om indsamling af bevismateriale i straffesager. Den valgte tilgang anses for at stå i
rimeligt forhold til den medfølgende byrde. Med tanke på den stigende betydning og
tilstedeværelse af internettet og informationssamfundstjenesterne er der en række muligheder
for at imødegå de eksisterende hindringer. Blandt disse muligheder, som er nærmere
behandlet i konsekvensanalysen
12
, der ledsager lovgivningsforslaget, opfylder pligten til at
udpege en retlig repræsentant, der pålægges visse tjenesteudbydere, som driver virksomhed i
EU, målsætningen om at tilvejebringe en effektiv mekanisme til at forkynde retskendelser
uden at påføre tjenesteudbyderen en unødvendig byrde.
Pligten til at udpege en retlig repræsentant udgør en større byrde for virksomheder, der ikke er
etableret i EU, da de ikke kan benytte et eksisterende forretningssted i EU. På den anden side
kan denne retlige repræsentant være en tredjepart, som flere tjenesteudbydere kan deles om,
især små og mellemstore virksomheder (SMV'er), og den retlige repræsentant kan samle flere
funktioner hos sig (f.eks. repræsentation i henseende til den generelle forordning om
databeskyttelse eller e-databeskyttelsesforordningen ud over den retlige repræsentation, der er
fastlagt i dette instrument). Den vil kun finde anvendelse på SMV'er, som udbyder deres
tjenester i EU, og ikke på lejlighedsvis databehandling i EU.
3.
•
RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF
INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER
Høringer af interesserede parter
I mere end halvandet år har Kommissionen hørt alle relevante berørte parter for at identificere
problemer og løsningsmuligheder, herunder mulige forbedringer i samspillet mellem
myndigheder og tjenesteudbydere. Dette foregik i form af undersøgelser som f.eks. en åben
offentlig høring og målrettede spørgeskemaundersøgelser sendt til relevante offentlige
myndigheder. Der blev også afholdt møder i ekspertgrupper og bilaterale møder for at drøfte
de potentielle virkninger af EU-lovgivningen. Konferencer med drøftelser om
grænseoverskridende adgang til elektronisk bevismateriale blev også brugt til at indsamle
tilbagemeldinger om initiativet.
Gennem en målrettet undersøgelse blandt offentlige myndigheder i medlemsstaterne blev det
afdækket, at der ikke fandtes en fælles tilgang til at opnå grænseoverskridende adgang til
elektronisk bevismateriale, idet hver medlemsstat havde sin egen nationale praksis.
Tjenesteudbyderne reagerede også forskelligt på anmodninger fra udenlandske
12
Commission Staff Working Document
–
Impact Assessment accompanying the Proposal for a
Regulation on European Production and Preservation Orders for electronic evidence in criminal matters
and the Proposal for a Directive laying down harmonised rules on the appointment of legal
representatives for the purpose of gathering evidence in criminal proceedings
(Arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene
–
Konsekvensanalyse, der ledsager forslag til
forordning om europæiske editions- og sikringskendelser om elektronisk bevismateriale i straffesager
og forslag til direktiv om harmoniserede regler om udpegning af retlige repræsentanter med henblik på
at indsamle bevismateriale i straffesager), SWD(2018) 118 final.
DA
5
DA
 kom (2018) 0226 - Ingen titel
1900802_0007.png
retshåndhævende myndigheder, og svartiderne varierede afhængigt af den medlemsstat, der
udstedte anmodningen. Dette skaber retsusikkerhed for alle berørte parter.
Gennem hele høringen nævnte tjenesteudbydere og visse civilsamfundsorganisationer, at der
var behov for at sikre retssikkerheden i det direkte samarbejde med offentlige myndigheder og
for at undgå lovkonflikter. De offentlige myndigheder fremhævede en række centrale
spørgsmål, bl.a. manglen på pålideligt samarbejde med tjenesteudbydere og på
gennemsigtighed
og
usikkerheden
omkring
den
retlige
kompetence
til
undersøgelsesforanstaltninger. En række civilsamfundsorganisationer mente, at EU-
lovgivning på dette område ikke var ønskelig, og anførte, at de foretrak en begrænset EU-
indsats for bedre gensidige retshjælpsprocedurer, som vil blive fremmet samtidig.
•
Konsekvensanalyse
Udvalget for Forskriftskontrol afgav en positiv udtalelse om konsekvensanalysen
13
og
fremsatte forskellige forbedringsforslag
14
. Efter denne udtalelse blev konsekvensanalysen
ændret med henblik på yderligere drøftelse af spørgsmål om grundlæggende rettigheder i
tilknytning til den grænseoverskridende dataudveksling, navnlig forbindelserne mellem de
forskellige foranstaltninger, der indgår i den foretrukne mulighed. Konsekvensanalysen blev
også ændret for bedre at afspejle de berørte parters og medlemsstaternes synspunkter, og
hvordan de blev taget i betragtning. Desuden blev den politiske kontekst gennemgået for at
inddrage yderligere henvisninger til forskellige aspekter såsom drøftelser i ekspertgrupper,
som hjalp med at udforme initiativet. Komplementariteten mellem forskellige foranstaltninger
blev klarlagt med hensyn til afgrænsning, tidsplan og rækkevidde, og referencescenariet blev
revideret for bedre at afspejle den udvikling, der sandsynligvis vil komme uafhængigt af
vedtagelsen af de foreslåede foranstaltninger. Endelig blev der føjet flowdiagrammer til for
bedre at beskrive arbejdsgange for dataudveksling.
Fire politiske løsningsmuligheder blev behandlet ud over referencescenariet (mulighed O): en
række praktiske foranstaltninger til forbedring af både det retslige samarbejde og det direkte
samarbejde mellem offentlige myndigheder og tjenesteudbydere (mulighed A:
ikkelovgivningsmæssig), en mulighed, der kombinerer praktiske foranstaltninger fra mulighed
A med internationale løsninger (mulighed B: lovgivningsmæssig), en mulighed, der
kombinerer de tidligere foranstaltninger fra mulighed B med en europæisk editionskendelse
og en foranstaltning til at forbedre adgangen til databaser (mulighed C: lovgivningsmæssig),
og en mulighed, der kombinerer alle tidligere foranstaltninger fra mulighed C med lovgivning
om direkte adgang til fjernlagrede data (mulighed D: lovgivningsmæssig).
13
14
Commission Staff Working Document
–
Impact Assessment accompanying the Proposal for a
Regulation on European Production and Preservation Orders for electronic evidence in criminal matters
and the Proposal for a Directive laying down harmonised rules on the appointment of legal
representatives for the purpose of gathering evidence in criminal proceedings (Arbejdsdokument fra
Kommissionens tjenestegrene
–
Konsekvensanalyse, der ledsager forslag til forordning om europæiske
editions- og sikringskendelser om elektronisk bevismateriale i straffesager og forslag til direktiv om
harmoniserede regler for udpegning af retlige repræsentanter med henblik på at indsamle bevismateriale
i straffesager), SWD(2018) 118 final.
European Commission Regulatory Scrutiny Board
–
Opinion on the Impact Assessment
–
Proposal for
a Regulation on European Production and Preservation Orders for electronic evidence in criminal
matters and the Proposal for a Directive laying down harmonised rules on the appointment of legal
representatives for the purpose of gathering evidence in criminal proceedings (Kommissionens Udvalg
for Forskriftskontrol
–
Udtalelse om konsekvensanalysen
–
Forslag til forordning om europæiske
editions- og sikringskendelser om elektronisk bevismateriale i straffesager og forslag til direktiv om
harmoniserede regler for udpegning af retlige repræsentanter med henblik på at indsamle bevismateriale
i straffesager), SEC(2018) 199.
DA
6
DA
 kom (2018) 0226 - Ingen titel
Konsekvensanalysen afdækkede også behovet for, at tjenesteudbydere, der udbyder tjenester i
EU, udpeger en retlig repræsentant i Unionen, og dette indgik i mulighed C og D.
Konsekvensanalysen afdækkede, at mulighederne med retlige repræsentanter (C og D) ville
give en klar merværdi i forhold til de andre muligheder. Selv om tjenesteudbydere får ekstra
omkostninger på kort sigt på grund af udpegningen af en retlig repræsentant, vil en
harmoniseret ramme på EU-plan sandsynligvis mindske byrden for de tjenesteudbydere, som i
øjeblikket frivilligt svarer på anmodninger om data fra retshåndhævende myndigheder, som
har pligt til at vurdere dem i lyset af de forskellige love i alle medlemsstater.
Omkostningsmodellen, der er opstillet og valideret i samarbejde med relevante
tjenesteudbydere, viste, at initiativet vil medføre betydelige besparelser på kort og
mellemlangt sigt og fjerne hindringer for det indre marked. Endvidere bør retssikkerhed og
standardisering af procedurer også få en positiv virkning for SMV'er, eftersom det vil lette
den administrative byrde. Samlet set forventes initiativet også at give besparelser for dem.
•
Grundlæggende rettigheder
Pligten til at udpege en retlig repræsentant skal fjerne hindringer for og dermed lette udøvelse
af den frie udveksling af tjenesteydelser. Navnlig gør forslaget det muligt for
tjenesteudbydere, som er etableret i Unionen, at udpege et eksisterende forretningssted som
retlig repræsentant, dog undtagen når dette forretningssted befinder sig i en medlemsstat, som
ikke deltager i det retslige samarbejde, for hvilket instrumenterne er vedtaget i medfør af
afsnit V i traktaten. Denne undtagelse skal afhjælpe den særlige situation, der er skabt af
afsnit V i traktaten, og som der skal tages hensyn til.
4.
VIRKNINGER FOR BUDGETTET
Lovgivningsforslaget har ingen virkninger for Unionens budget.
5.
•
ANDRE FORHOLD
Planer for gennemførelse og foranstaltninger til overvågning, evaluering og
rapportering
Direktivet skal gennemføres af medlemsstaterne. Kommissionen vil støtte denne
gennemførelsesproces ved at nedsætte et kontaktudvalg, der skal sikre en harmoniseret og
sammenhængende gennemførelse og undgå forskellige systemer for tjenesteudbyderne.
Kommissionen vil i nødvendigt omfang udstede vejledning til tjenesteudbydere.
Kommissionen vil fremlægge en rapport om direktivets anvendelse på grundlag af en
detaljeret gennemgang af dets funktionsmåde for Europa-Parlamentet og Rådet senest fem år
efter direktivets ikrafttræden. Om nødvendigt ledsages rapporten af forslag om tilpasning af
dette direktiv.
•
Nærmere redegørelse for forslagets særlige bestemmelser
Artikel 1 Genstand og anvendelsesområde
I artikel 1 fastlægges genstanden for direktivet, nemlig fastlæggelse af reglerne for visse
tjenesteudbyderes retlige repræsentation i Unionen med henblik på indsamling af
bevismateriale i straffesager.
Den type forpligtelser, der pålægges tjenesteudbydere, kan antage flere forskellige former,
såsom modtagelse fra en anklager eller en dommer af en kendelse i straffesager med retlige
konsekvenser, tilvejebringelse af data, der er nødvendige i sådanne straffesager, iværksættelse
DA
7
DA
 kom (2018) 0226 - Ingen titel
af visse foranstaltninger til opbevaring af data i straffesager eller modtagelse af en
henvendelse om en fuldbyrdelsesprocedure i tilfælde af manglende overholdelse.
Tjenesteudbyderne kan på grund af deres kommercielle og geografiske politik have vanskeligt
ved at overholde disse forskellige typer anmodninger, der bliver stadigt hyppigere. På den
anden side har de kompetente myndigheder brug for at vide, hvordan de skal komme i kontakt
med tjenesteudbydere, der er etableret eller udbyder tjenester på Unionens område.
Medlemsstaterne pålægger ikke tjenesteudbydere yderligere forpligtelser inden for dette
direktivs anvendelsesområde ud over dem, der udspringer af direktivet, herunder at etablere
en retlig repræsentation på deres eget område i stedet for et hvilket som helst sted i Unionen,
hvor de udbyder tjenester.
Harmoniserede regler om retlig repræsentation bør ikke begrænse de beføjelser, der er givet
de kompetente myndigheder i EU-retten og national lovgivning til at henvende sig til
tjenesteudbydere, der er etableret på deres område. I tilfælde hvor nationale myndigheder
beslutter at forkynde deres kendelser direkte for tjeneudbyderen på dennes forretningssted,
finder den retlig repræsentants ansvar som fastsat i dette direktiv ikke anvendelse.
Artikel 2 Definitioner
Artikel 2 fastlægger de definitioner, der finder anvendelse i dette instrument.
Den retlige repræsentant kan være en juridisk eller fysisk person, der udpeges af
tjenesteudbyderen til at handle på vedkommendes vegne for at overholde kompetente
retshåndhævende myndigheders og retslige myndigheders afgørelser med henblik på
indsamling af bevismateriale i straffesager. Tjenesteudbydere bør kunne vælge at udpege et
eksisterende forretningssted i en medlemsstat, herunder deres eget hovedsæde, og også
udnævne flere retlige repræsentanter.
Følgende typer tjenesteudbydere falder ind under direktivets anvendelsesområde: udbydere af
elektroniske kommunikationstjenester, udbydere af informationssamfundstjenester, som
lagrer data som led i den til brugeren udbudte tjeneste, herunder sociale netværk,
onlinemarkedspladser og andre hostingtjenesteudbydere samt udbydere af navne- og
nummertjenester til internettet.
Direktivets anvendelsesområde dækker udbydere af elektroniske kommunikationstjenester
som defineret [i direktivet om en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation].
Traditionelle telekommunikationstjenester, forbrugere og virksomheder er i stigende grad
afhængige af nye internetbaserede tjenester, der muliggør interpersonel kommunikation,
såsom internettelefoni, beskedtjenester og webbaserede e-posttjenester i stedet for
traditionelle kommunikationstjenester. Disse tjenester er sammen med de sociale netværk som
Twitter og Facebook, der lader brugerne udveksle indhold, derfor omfattet af dette forslag.
I mange tilfælde lagres dataene ikke længere på en brugers egen enhed, men gøres
tilgængelige på en cloud-baseret infrastruktur, der i princippet muliggør adgang overalt.
Tjenesteudbydere behøver ikke at være etableret eller have egne servere i hver jurisdiktion,
men anvender snarere centraliserede systemer til at levere deres tjenesteydelser. For at tage
hensyn til denne udvikling dækker definitionen cloud-tjenester, som leverer en vifte af
databehandlingsressourcer såsom netværk, servere og anden infrastruktur, lagring, apps og
tjenester, som gør det muligt at lagre data til forskellige formål. Dette instrument finder også
anvendelse på digitale markedspladser, som tillader forbrugere og/eller handlende at indgå
transaktioner online via salgs- eller tjenesteydelsesaftaler med handlende. Sådanne
transaktioner foregår enten på onlinemarkedspladsens websted eller på en handlendes
websted, som benytter databehandlingstjenester, der stilles til rådighed af
DA
8
DA
 kom (2018) 0226 - Ingen titel
onlinemarkedspladsen. Det er derfor denne markedsplads, der normalt er i besiddelse af det
elektroniske bevismateriale, der kan være brug for i en straffesag.
Tjenester, for hvilke lagring af data ikke er et definerende element, er ikke omfattet af
forslaget. Selv om de fleste tjenester, der leveres af udbyderne nu om dage, involverer en eller
anden type lagring af data, især når de leveres online på afstand, kan tjenester, for hvilke
lagring af data ikke er et af de primære træk og derfor kun har underordnet karakter, skilles
ud, herunder tjenester, der leveres online på afstand af advokater, arkitekter, ingeniører og
revisorer.
Data, som ligger hos internetinfrastrukturtjenester, f.eks. domænenavneregistratorer
og -registre og anonymiserings- og proxytjenesteudbydere, eller hos regionale internetregistre
over internetprotokoladresser, kan være relevante for straffesager, da de kan indeholde spor,
som kan muliggøre identificering af en person eller en enhed, der kan være indblandet i
kriminalitet.
For at definere sådanne tjenesteudbydere som udbydere, der falder ind under dette direktivs
anvendelsesområde, bør der være en tilstrækkelig tilknytning mellem udbyderen og Unionen.
I så henseende bør det vurderes, om tjenesteudbyderen tillader fysiske eller juridiske personer
i Unionen at benytte vedkommendes tjenester. Alene det forhold, at tjenesten er tilgængelig
(hvilket også kan skyldes, at tjenesteudbyderens eller en formidlers websted eller en e-
mailadresse og andre kontaktoplysninger er tilgængelige), bør imidlertid ikke være en
tilstrækkelig betingelse for at anvende direktivet herpå. Derfor bør der kræves en væsentlig
tilknytning til Unionen. Når tjenesteudbyderen har et forretningssted i Unionen, består der
helt klart en sådan væsentlig tilknytning. I mangel af et forretningssted i Unionen bør kriteriet
om en væsentlig tilknytning til Unionen vurderes på baggrund af forekomsten af et betydeligt
antal brugere i en eller flere medlemsstater eller målretning af aktiviteter mod en eller flere
medlemsstater. Målretningen af aktiviteter mod en eller flere medlemsstater kan bestemmes
på baggrund af alle relevante omstændigheder, herunder faktorer som anvendelse af et sprog
eller en valuta, der normalt benyttes i den pågældende medlemsstat, eller muligheden for at
bestille varer eller tjenesteydelser. Målretningen af aktiviteter mod en medlemsstat kan også
udledes af, at en app er tilgængelig i den pågældende nationale appbutik, at der annonceres
lokalt eller reklameres på en medlemsstats sprog, at oplysninger fra personer i medlemsstater
udnyttes i forbindelse med udbyderens aktiviteter, eller at kunderelationer håndteres, f.eks. at
kundeservicen varetages på det sprog, der normalt tales i en medlemsstat. Der er også en
formodning om væsentlig tilknytning, når en tjenesteudbyder retter sine aktiviteter mod en
eller flere medlemsstater som fastsat i artikel 17, stk. 1, litra c), i forordning 1215/2012 om
retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og
handelsretlige område.
Artikel 3 Retlig repræsentant
Artikel 3, stk. 1 og 2, fastlægger den forpligtelse, der skal pålægges tjenesteudbydere, som
leverer tjenester i Unionen, til at udpege en retlig repræsentant i Unionen. I princippet bør
tjenesteudbydere frit kunne vælge den medlemsstat, hvori de udpeger deres retlige
repræsentant, og i overensstemmelse med artikel 1, stk. 2, må medlemsstaterne ikke begrænse
dette frie valg, f.eks. ved at pålægge tjenesteudbyderen en pligt til at udpege den retlige
repræsentant på den pågældende medlemsstats område. Artikel 3, stk. 1-3, indeholder
imidlertid visse begrænsninger med hensyn til dette frie valg for tjenesteudbyderne, navnlig at
den retlige repræsentant bør etableres i en medlemsstat, hvor tjenesteudbyderen leverer
tjenester eller er etableret. Denne begrænsning, som kræver en allerede eksisterende
forbindelse mellem tjenesteudbyderen og medlemsstaten, hvori den retlige repræsentant skal
udpeges, begrænser tjenesteudbyderens mulighed for at udvælge medlemsstaten ud fra
DA
9
DA
 kom (2018) 0226 - Ingen titel
hensyn, som ville stride mod formålet med dette direktiv, såsom bødeniveauet. Artikel 3,
stk. 1-3, definerer også, hvilke medlemsstater der er ansvarlige for at pålægge
tjenesteudbyderne pligten.
Artikel 3, stk. 1, finder anvendelse på tjenesteudbydere, der er etableret i Unionen. De skal
udpege mindst én retlig repræsentant i Unionen, nærmere bestemt i en medlemsstat, hvor de
udbyder tjenester eller er etableret. De medlemsstater, hvori tjenesteudbyderne er etableret,
har ansvaret for at pålægge disse denne pligt.
Artikel 3, stk. 2, finder anvendelse på tjenesteudbydere, der ikke er etableret i Unionen. I så
fald bør de udpege en retlig repræsentant i en af de medlemsstater, hvor de udbyder deres
tjenester. De medlemsstater, hvori tjenesteudbyderne udbyder tjenester, har ansvaret for at
pålægge disse denne pligt.
Artikel 3, stk. 3, finder anvendelse i begge de tilfælde, der er omfattet af artikel 3, stk. 1, og
artikel 3, stk. 2, og stiller yderligere krav for at afhjælpe det iboende problem i samspillet
mellem et instrument for det indre marked og retslige samarbejdsinstrumenter vedtaget i
henhold til afsnit V i traktaten. En retlig repræsentant udpeget i en medlemsstat, der ikke
deltager i et relevant retsligt samarbejdsinstrument, vil ikke fuldt ud kunne varetage sit hverv,
da vedkommende ikke kan få forkyndt en kendelse i henhold til dette instrument. Derfor
kræver artikel 3, stk. 3, at tjenesteudbydere, som udbyder deres tjenester i medlemsstater, der
deltager i sådanne instrumenter, udpeger en retlig repræsentant i en af disse. Følgelig vil en
tjenesteudbyder, der etablerer en retlig repræsentant i en medlemsstat, som deltager i et
retsligt samarbejdsinstrument i henhold til afsnit V, opfylde sine forpligtelser både i henhold
til stk. 1 eller 2, afhængigt af omstændighederne, og i henhold til stk. 3. På den anden side vil
en tjenesteudbyder, der udpeger en retlig repræsentant i en medlemsstat, der ikke deltager i et
retsligt samarbejdsinstrument i henhold til afsnit V, dermed opfylde sine forpligtelser i
henhold til stk. 1 eller 2, men vil for også at kunne opfylde sin pligt i henhold til stk. 3 skulle
udpege en anden retlig repræsentant i en af de medlemsstater, der deltager i et retsligt
samarbejdsinstrument i henhold til afsnit V. De medlemsstater, der deltager i et relevant
instrument, og hvori tjenesteudbyderen udbyder sine tjenester, er ansvarlig for at pålægge
vedkommende denne pligt.
På grund af den "variable geometri", der kendetegner det strafferetlige område, hvor Danmark
ikke deltager i nogen af Unionens instrumenter i henhold til afsnit V, og Det Forenede
Kongerige og Irland har en "opt in"-ret, er der i øjeblikket forskellige instrumenter, der finder
anvendelse i forbindelserne mellem medlemsstaterne, når der indsamles bevismateriale i
straffesager.
Disse
instrumenter
omfatter
direktivet
om
den
europæiske
efterforskningskendelse og konventionen fra 2000 om gensidig retshjælp. Den europæiske
editionskendelse vil føje endnu et instrument til dette mangefacetterede retssystem. Den deraf
følgende kompleksitet vil sandsynligvis medføre en øget risiko for, at medlemsstater, der
deltager i forordningen om den europæiske editionskendelse, kan udvikle ukoordinerede
nationale løsninger, som igen vil medføre yderligere fragmentering og retsusikkerhed for alle
berørte parter. Derfor bør alle medlemsstater have pligt til at sikre, at tjenesteudbydere, der
ikke er etableret i Unionen, men udbyder tjenester i Unionen, udpeger en retlig repræsentant i
Unionen, som bliver modtager af direkte anmodninger i grænseoverskridende situationer og
af anmodninger baseret på retsligt samarbejde mellem retslige myndigheder. For at undgå
risikoen for at svække effektiviteten af EU's retlige instrumenter, der er vedtaget i medfør af
afsnit V, kapitel 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde med henblik på
indsamling af bevismateriale i straffesager, hvori kun nogle af medlemsstaterne deltager, bør
der endvidere udpeges en retlig repræsentant i en af de medlemsstater, der deltager i disse
retlige instrumenter.
DA
10
DA
 kom (2018) 0226 - Ingen titel
Tjenesteudbydere bør frit kunne udpege et af deres forretningssteder i Unionen, herunder
deres hovedsæde, som deres retlige repræsentant på de betingelser, der er fastlagt i direktivet.
Artikel 3, stk. 6, klarlægger, at medlemsstaterne i deres nationale lovgivning skal sikre, at en
udpeget retlig repræsentant kan drages til ansvar for manglende opfyldelse, uden at det
berører tjenesteudbyderens eget ansvar. Tjenesteudbydere bør ikke kunne hævde, at de ikke er
ansvarlige for f.eks. deres retlige repræsentants manglende overholdelse. De må heller ikke
fritage sig selv for skyld på grundlag af manglende eller ineffektive interne procedurer, da de
er ansvarlige for at tilvejebringe de ressourcer og beføjelser, der er nødvendige for at
garantere overholdelsen af kendelser og nationale afgørelser. Den retlige repræsentant bør
heller ikke kunne fritage sig selv for skyld ved f.eks. at hævde, at vedkommende ikke er
beføjet til at udlevere data.
Artikel 4 Meddelelser og sprog
Artikel 4 fastlægger, at medlemsstaterne har pligt til at sikre, at tjenesteudbyderne udpeger en
eller flere retlige repræsentanter og fremsender kontaktoplysninger om dem.
Meddelelsen bør også omfatte oplysninger om det eller de sprog, hvorpå tjenesteudbyderen
kan kontaktes. Det officielle sprog i den medlemsstat, hvori den retlige repræsentant er
beliggende, vil være det sprog, der benyttes som standard. Hvis der er flere officielle sprog,
kan tjenesteudbyderen vælge et eller flere af dem. Desuden vil tjenesteudbyderne kunne
vælge yderligere officielle sprog i Unionen, hvorpå kompetente myndigheder i alle
medlemsstater skal affatte deres henvendelser til tjenesteudbyderen. Dette vil gøre det muligt
for tjenesteudbydere at vælge et sprog, der f.eks. bruges i intern kommunikation med
hovedsædet, eller som i øjeblikket hyppigt bruges i anmodninger, og dermed sikre bedre
sammenhæng og mere sikkerhed for både kompetente myndigheder og tjenesteudbydere.
Når en tjenesteudbyder udpeger flere retlige repræsentanter, kan vedkommende også oplyse
grunde til at vælge en bestemt repræsentant til en given henvendelse. Disse er ikke bindende
for medlemsstaternes myndigheder, men bør følges undtagen i behørigt begrundede tilfælde.
Tjenesteudbyderne er ansvarlige for at gøre disse oplysninger offentligt tilgængelige, f.eks. på
deres websted, og for at ajourføre oplysningerne. Yderligere bør medlemsstaterne give adgang
til relevante oplysninger om dedikerede websteder for at hjælpe retslige myndigheder med at
finde den korrekte modtager.
Artikel 5 Sanktioner
I tilfælde hvor tjenesteudbydere omfattet af dette direktiv ikke overholder de nationale
bestemmelser, der er vedtaget i medfør af dette direktiv, bør medlemsstaterne i deres nationale
lovgivning indføre effektive, forholdsmæssige og afskrækkende sanktioner, som kan
iværksættes over for tjenesteudbydere for ikke at udpege en retlig repræsentant som fastlagt i
direktivet og ikke tilvejebringe de nødvendige beføjelser, ressourcer og betingelser såsom
infrastruktur til den retlige repræsentant med henblik på generelt at efterleve de nationale
myndigheders afgørelser og udlevere det ønskede bevismateriale.
Straffe eller bøder for den retlige repræsentants manglende efterlevelse af en bestemt
afgørelse, såsom en kendelse i en konkret sag, er på den anden side genstand for andre
specifikke instrumenter såsom forordningen om europæiske editions- og sikringskendelser om
elektronisk bevismateriale i straffesager eller i national ret (Regulation on European
Production and Preservation Orders for electronic evidence in criminal matters or the national
law).
Artikel 6 Koordineringsmekanisme
DA
11
DA
 kom (2018) 0226 - Ingen titel
1900802_0013.png
For at sikre en sammenhængende tilgang fastlægger direktivet en koordineringsmekanisme
blandt centrale myndigheder udpeget af medlemsstaterne. Denne koordineringsmekanisme vil
sætte medlemsstaterne i stand til at udveksle oplysninger, yde hinanden hjælp og samarbejde i
deres håndhævelsestilgang, f.eks. ved at finde den medlemsstat, der er bedst egnet til at skride
til handling i en given sag om manglende overholdelse.
Artikel 7, 8, 9 og 10
Disse artikler indeholder yderligere bestemmelser om medlemsstaternes gennemførelse,
Kommissionens gennemgang, direktivets ikrafttræden og direktivets adressater. Dette forslag
til direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions
Tidende. Medlemsstaterne får seks måneder til at gennemføre bestemmelserne i forslaget til
direktiv i deres nationale lovgivning. Kommissionen foretager en evaluering af dette direktiv i
overensstemmelse med Kommissionens retningslinjer for bedre regulering og jf. stk. 22 i den
interinstitutionelle aftale af 13. april 2016
15
.
15
Interinstitutionel aftale mellem Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Europa-
Kommissionen om bedre lovgivning af 13. april 2016 (EUT L 123 af 12.5.2016, s. 1).
DA
12
DA
 kom (2018) 0226 - Ingen titel
1900802_0014.png
2018/0107 (COD)
Forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV
om harmoniserede regler for udpegning af retlige repræsentanter med henblik på
indsamling af bevismateriale i straffesager
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR
—
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 53 og
62,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg
16
,
efter den almindelige lovgivningsprocedure og
ud fra følgende betragtninger:
(1)
Netværksbaserede tjenester kan i princippet leveres fra et hvilket som helst sted og
kræver ikke, at der findes en fysisk infrastruktur, et forretningssted eller medarbejdere
i det land, hvor tjenesterne udbydes, eller i det indre marked som helhed. Som følge
heraf kan det være svært at anvende og håndhæve forpligtelser, der er fastlagt i
national ret og EU-retten, og som finder anvendelse på de pågældende
tjenesteudbydere, navnlig pligten til at efterleve en kendelse eller en afgørelse udstedt
af en retslig myndighed. Dette er især tilfældet i strafferetten, hvor medlemsstaternes
myndigheder har vanskeligt ved at forkynde, sikre efterlevelse og håndhæve deres
afgørelser, navnlig når de omhandlede tjenester leveres uden for deres område.
På denne baggrund har medlemsstaterne truffet en række uens foranstaltninger til mere
effektiv anvendelse og håndhævelse af deres lovgivning. Dette omfatter
foranstaltninger til henvendelse til tjenesteudbydere for at indsamle elektronisk
bevismateriale, som er relevant for straffesager.
Til det formål har visse medlemsstater vedtaget eller overvejer at vedtage lovgivning,
der påbyder en række tjenesteudbydere, der udbyder tjenester på medlemsstatens
område, at etablere en obligatorisk retlig repræsentation på dette område. Sådanne
krav skaber hindringer for den frie udveksling af tjenesteydelser i det indre marked.
Der er en betydelig risiko for, at andre medlemsstater vil forsøge at afhjælpe
eksisterende mangler i forbindelse med indsamlingen af bevismateriale i straffesager
ved i mangel af en EU-tilgang at pålægge uens nationale forpligtelser. Dette vil
uvægerligt skabe yderligere hindringer for den frie udveksling af tjenesteydelser i det
indre marked.
Under de nuværende omstændigheder påvirker den deraf følgende retsusikkerhed både
tjenesteudbydere og nationale myndigheder. Uens og muligvis konfliktende
EUT C […] af […], s. […].
(2)
(3)
(4)
(5)
16
DA
13
DA
 kom (2018) 0226 - Ingen titel
1900802_0015.png
forpligtelser pålægges tjenesteudbydere, der er etableret i eller udbyder deres tjenester
i forskellige medlemsstater, hvori de også underlægges forskellige sanktionsordninger
i tilfælde af overtrædelser. Disse divergerende strafferetlige rammer vil sandsynligvis
blive
yderligere
forskellige
på
grund
af
kommunikations-
og
informationssamfundstjenesternes stigende betydning for vores dagligdag og i
samfundet. Ovenstående udgør ikke alene en hindring for et velfungerende indre
marked, men medfører også problemer for Unionens etablering af et område med
frihed, sikkerhed og retfærdighed og dettes korrekte funktionsmåde.
(6)
For at undgå denne fragmentering og sikre, at virksomheder, der drives i det indre
marked, er underlagt de samme eller ensartede forpligtelser, har Unionen vedtaget en
række retsakter på tilknyttede områder såsom databeskyttelse
17
. For at hæve
beskyttelsesniveauet for de registrerede bestemmes det i reglerne i den generelle
forordning om databeskyttelse
18
, at dataansvarlige og databehandlere, der ikke er
etableret i Unionen, men udbyder varer eller tjenester til enkeltpersoner i Unionen eller
overvåger disses adfærd, hvis deres adfærd foregår i Unionen, skal udpege en retlig
repræsentant i Unionen, medmindre behandlingen er lejlighedsvis, ikke i stort omfang
omfatter behandling af særlige kategorier af oplysninger eller behandling af
personoplysninger vedrørende straffedomme og lovovertrædelser og sandsynligvis
ikke indebærer en risiko for fysiske personers rettigheder eller frihedsrettigheder under
hensyntagen til behandlingens karakter, sammenhæng, omfang og formål, eller
medmindre den dataansvarlige er en offentlig myndighed eller et offentligt organ.
Fastlæggelsen af harmoniserede regler om visse tjenesteudbyderes retlige
repræsentation i Unionen til modtagelse, overholdelse og håndhævelse af afgørelser
udstedt af medlemsstaternes kompetente myndigheder med henblik på indsamling af
bevismateriale i straffesager bør fjerne de eksisterende hindringer for den frie
udveksling af tjenesteydelser og forebygge, at der fremover indføres uens nationale
tilgange i den henseende. Der bør indføres ensartede spilleregler for alle
tjenesteudbydere. Desuden bør en mere effektiv retshåndhævelse i straffesager inden
for det fælles område med frihed, sikkerhed og retfærdighed lettes.
Den pågældende retlige repræsentant bør tjene som modtager af nationale kendelser og
afgørelser og af kendelser og afgørelser, der er truffet i medfør af EU-retlige
instrumenter vedtaget i henhold til afsnit V, kapitel 4, i traktaten om Den Europæiske
Unions funktionsmåde med henblik på indsamling af bevismateriale i straffesager.
Dette omfatter både instrumenter, der tillader direkte forkyndelse af kendelser i
grænseoverskridende situationer for tjenesteudbyderen, og instrumenter, der bygger på
retsligt samarbejde mellem retslige myndigheder i henhold til afsnit V, kapitel 4.
(7)
(8)
17
18
Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 95/46/EF
af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske
personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne
oplysninger (EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31). Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU)
2016/679
af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af
personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF
(generel forordning om databeskyttelse) (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1). Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2002/58/EF
af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets
fred i den elektroniske kommunikationssektor (direktivet om privatlivets fred og elektronisk
kommunikation) (EFT L 201 af 31.7.2002, s. 37).
Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) 2016/679
af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske
personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne
oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1).
DA
14
DA
 kom (2018) 0226 - Ingen titel
1900802_0016.png
(9)
Medlemsstaterne sikrer, at pligten til at udpege en retlig repræsentant træder i kraft
omgående, dvs. på datoen for gennemførelsen som fastsat i artikel 7 for
tjenesteudbydere, som udbyder tjenester i Unionen på den pågældende dato, eller fra
det øjeblik, tjenesteudbyderen påbegynder udbuddet af tjenester i Unionen, for de
tjenesteudbyderes vedkommende, som påbegynder udbuddet af tjenester efter
gennemførelsesdatoen.
Pligten til at udpege en retlig repræsentant bør gælde tjenesteudbydere, som udbyder
tjenester i Unionen, dvs. i en eller flere medlemsstater. Situationer, hvor en
tjenesteudbyder er etableret på en medlemsstats område og alene udbyder tjenester på
denne medlemsstats område, bør ikke være omfattet af direktivet.
Uanset udpegningen af en retlig repræsentant bør medlemsstaterne fortsat kunne
henvende sig til tjenesteudbydere med forretningssted på deres område, uanset om det
er i rent nationale situationer, og uanset om det er efter modtagelse af en anmodning
om bistand i henhold til retlige instrumenter om gensidig retshjælp og om gensidig
anerkendelse i straffesager.
Bestemmelsen af, om en tjenesteudbyder udbyder tjenester i Unionen, kræver en
vurdering af, om tjenesteudbyderen tillader fysiske eller juridiske personer i Unionen
at benytte vedkommendes tjenester. Det forhold alene, at en onlinegrænseflade er
tilgængelig (f.eks. at tjenesteudbyderens eller en formidlers websted eller en e-
mailadresse og andre kontaktoplysninger er tilgængelige), bør imidlertid ikke være en
tilstrækkelig betingelse for at anvende direktivet herpå.
Det bør også være relevant for bestemmelsen af dette direktivs anvendelsesområde,
om der foreligger en væsentlig tilknytning til Unionen. Når tjenesteudbyderen har et
forretningssted i Unionen, bør tilknytningen til Unionen betragtes som væsentlig. I
mangel af et sådant forretningssted bør kriteriet om en væsentlig tilknytning vurderes
på baggrund af forekomsten af et betydeligt antal brugere i en eller flere medlemsstater
eller målretning af aktiviteter mod en eller flere medlemsstater. Målretningen af
aktiviteter mod en eller flere medlemsstater kan bestemmes på baggrund af alle
relevante omstændigheder, herunder faktorer som anvendelse af et sprog eller en
valuta, der normalt benyttes i den pågældende medlemsstat, eller muligheden for at
bestille varer eller tjenesteydelser. Målretningen af aktiviteter mod en medlemsstat kan
også udledes af, at en applikation ("app") er tilgængelig i den pågældende nationale
appbutik, at der annonceres lokalt eller reklameres på en medlemsstats sprog, eller at
kunderelationer håndteres, f.eks. at kundeservicen varetages, på det sprog, der normalt
tales i denne medlemsstat. Der er også formodning om væsentlig tilknytning, når en
tjenesteudbyder retter sine aktiviteter mod en eller flere medlemsstater som fastsat i
artikel 17, stk. 1, litra c), i forordning 1215/2012 om retternes kompetence og om
anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område.
På den anden side kan leveringen af tjenesten alene med henblik på overholdelse af
forbuddet mod forskelsbehandling som fastsat i forordning (EU) 2018/302
19
ikke i sig
selv anses for at udgøre målretning af aktiviteter mod et givet område inden for
Unionen. De samme overvejelser bør lægges til grund ved bestemmelsen af, om en
tjenesteudbyder udbyder tjenester i en medlemsstat.
Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) 2018/302
af 28. februar 2018 om imødegåelse af
uberettiget geoblokering og andre former for forskelsbehandling på grundlag af kundernes nationalitet,
bopæl eller hjemsted i det indre marked og om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og (EU)
2017/2394 og af direktiv 2009/22/EF (EUT L 601 af 2.3.2018, s. 1).
(10)
(11)
(12)
(13)
19
DA
15
DA
 kom (2018) 0226 - Ingen titel
(14)
Tjenesteudbydere, som har pligt til at udpege en retlig repræsentant, bør til formålet
kunne vælge et eksisterende forretningssted i en medlemsstat, herunder en juridisk
enhed, en filial, et agentur, et kontor eller deres eget hovedsæde, og også udpege mere
end én retlig repræsentant. Ikke desto mindre bør en koncern ikke tvinges til at udpege
flere repræsentanter, dvs. en for hver af koncernens enkelte virksomheder. Forskellige
EU-retlige instrumenter vedtaget i henhold til afsnit V, kapitel 4, i traktaten om Den
Europæiske Unions funktionsmåde finder anvendelse i relationerne mellem
medlemsstaterne i forbindelse med indsamling af bevismateriale i straffesager. På
grund af denne "variable geometri", der kendetegner det fælles strafferetlige område,
er der behov for at sikre, at direktivet ikke medvirker til, at der opstår yderligere
uligheder eller hindringer for leveringen af tjenesteydelser i det indre marked, ved at
det tillader tjenesteudbydere, der udbyder tjenester i en medlemsstat, som ikke deltager
i de relevante retlige instrumenter, at udpege en retlig repræsentant i denne
medlemsstat, idet dette ikke ville løse problemet. Derfor bør der udpeges mindst én
repræsentant i en medlemsstat, som deltager i de relevante EU-retlige instrumenter, for
at undgå risikoen for at svække effektiviteten af den udpegning, som er fastlagt i dette
direktiv, og for at udnytte synergieffekten ved at have en retlig repræsentant til at
modtage, overholde og håndhæve afgørelser og kendelser, der er udstedt med henblik
på indsamling af bevismateriale i straffesager, herunder i henhold til [forordningen]
eller konventionen fra 2000 om gensidig retshjælp. Ved udpegning af en retlig
repræsentant, hvilket også kan benyttes til at sikre overholdelse af nationale lovkrav,
udnyttes synergieffekten endvidere ved at have en klar modtager hos
tjenesteudbyderen af henvendelser om indsamling af bevismateriale i straffesager.
Tjenesteudbydere bør frit kunne vælge den medlemsstat, hvori de udpeger deres
retlige repræsentant, og medlemsstaterne må ikke begrænse dette frie valg, f.eks. ved
at pålægge tjenesteudbyderen en pligt til at udpege den retlige repræsentant på den
pågældende medlemsstats område. Men direktivet indeholder også visse
begrænsninger med hensyn til dette frie valg for tjenesteudbyderne, navnlig at den
retlige repræsentation bør etableres i en medlemsstat, hvor tjenesteudbyderen leverer
tjenester eller er etableret, og at der er pligt til at udpege en retlig repræsentant i en af
de medlemsstater, der deltager i et retsligt samarbejdsinstrument vedtaget i henhold til
afsnit V i traktaten.
De tjenesteudbydere, der er mest relevante i forbindelse med indsamling af
bevismateriale i straffesager, er udbydere af elektroniske kommunikationstjenester og
specifikke udbydere af informationssamfundstjenester, som letter samspillet mellem
brugerne. Dermed bør begge grupper være omfattet af dette direktiv. Udbydere af
elektroniske kommunikationstjenester defineres i forslaget til direktiv om en
europæisk kodeks for elektronisk kommunikation. De omfatter interpersonelle
kommunikationstjenester såsom internettelefoni, beskedtjenester og webbaserede e-
posttjenester. Kategorierne af informationssamfundstjenester, der er omfattet her, er
dem, for hvilke lagring af data er et definerende element for den tjeneste, der leveres
til brugeren, og henviser især til sociale netværk, i det omfang de ikke betegnes som
elektroniske kommunikationstjenester, onlinemarkedspladser, der letter transaktioner
mellem brugerne (såsom forbrugere og forhandlere), og andre hostingtjenester,
herunder hvor tjenesten leveres via cloudcomputing. Informationssamfundstjenester,
for hvilke lagring af data ikke er et definerende element og kun har karakter af
hjælpemiddel, såsom tjenester, der leveres online på afstand af advokater, arkitekter,
ingeniører og revisorer, bør udelukkes fra dette direktivs anvendelsesområde, selv når
de kan falde inden for definitionen af informationssamfundstjenester som fastlagt i
direktiv (EU) 2015/1535.
(15)
(16)
DA
16
DA
 kom (2018) 0226 - Ingen titel
1900802_0018.png
(17)
Udbydere af internetinfrastrukturtjenester knyttet til tildeling af navne og numre, f.eks.
domænenavneregistratorer og -registre og anonymiserings- og proxytjenesteudbydere
eller regionale internetregistre over internetprotokoladresser ("IP"-adresser), er særlig
relevante for identificering af aktører bag skadelige eller kompromitterede websteder.
De er i besiddelse af data, som har særlig relevans for strafferetlige efterforskninger,
da de kan muliggøre identificering af en person eller en enhed bag et websted, der
udnyttes til kriminelle aktiviteter, eller som er offer for kriminelle handlinger i
tilfældet med et kompromitteret websted, som er blevet overtaget af kriminelle.
Den retlige repræsentant bør kunne efterleve afgørelser og kendelser, som
vedkommende modtager af medlemsstaternes myndigheder på vegne af
tjenesteudbyderen, som bør træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre dette
resultat, herunder tilstrækkelige ressourcer og beføjelser. Skulle sådanne
foranstaltninger slet ikke være truffet eller være behæftet med mangler, bør det ikke
kunne begrunde manglende overholdelse af afgørelser eller kendelser inden for dette
direktivs anvendelsesområde, hverken for tjenesteudbyderen eller dennes retlige
repræsentant.
Tjenesteudbyderne bør meddele den medlemsstat, hvori deres retlige repræsentant er
bosiddende eller etableret, identitet og kontaktoplysninger på deres retlige
repræsentant og efterfølgende ændringer og ajourføringer af oplysningerne.
Meddelelsen bør også indeholde oplysninger om de sprog, som henvendelser til den
retlige repræsentant kan affattes på, herunder mindst ét af de officielle sprog i den
medlemsstat, hvori den retlige repræsentant er bosiddende eller etableret, men kan
omfatte andre officielle sprog i Unionen, såsom det sprog, der benyttes i
tjenesteudbyderens hovedsæde. Når tjenesteudbyderen udpeger mere end én retlig
repræsentant, kan vedkommende også oplyse grunde til at vælge en bestemt
repræsentant til en given henvendelse. Disse grunde er ikke bindende for
medlemsstaternes myndigheder, men bør følges undtagen i behørigt begrundede
tilfælde. Alle disse oplysninger, som er af særlig relevans for medlemsstaternes
myndigheder, bør gøres offentligt tilgængelige af tjenesteudbyderen, f.eks. på dennes
websted, på en måde, der er sammenlignelig med kravene til at gøre generelle
oplysninger tilgængelige i henhold til artikel 5 i direktiv 2000/31/EF om visse retlige
aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre
marked
20
(e-handelsdirektivet). For de tjenesteudbydere, der er omfattet af
e-handelsdirektivet, udgør artikel 3, stk. 3, et supplement til, ikke en erstatning af,
disse krav. Desuden bør medlemsstaterne også offentliggøre de relevante oplysninger
om deres land på en dedikeret side på e-justice-portalen for at lette koordineringen
mellem medlemsstaterne og henvendelser til den retlige repræsentant fra myndigheder
i en anden medlemsstat.
Tilsidesættelse af pligten til at udpege en retlig repræsentant og meddele og gøre
oplysningerne herom offentligt tilgængelige bør være underlagt effektive,
forholdsmæssige og afskrækkende sanktioner. Sanktionerne bør under ingen
omstændigheder omfatte et forbud, hverken permanent eller foreløbigt, mod levering
af tjenesten. Medlemsstaterne bør koordinere deres håndhævelsesforanstaltninger, når
en tjenesteudbyder udbyder sine tjenester i flere medlemsstater. For at sikre en
sammenhængende og forholdsmæssig tilgang indføres en koordineringsmekanisme.
Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2000/31/EF
af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af
informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (EFT L 178 af 17.7.2000,
s. 1).
(18)
(19)
(20)
20
DA
17
DA
 kom (2018) 0226 - Ingen titel
1900802_0019.png
Kommissionen kan lette denne koordinering om nødvendigt, men skal oplyses om
tilfælde af overtrædelse. Dette direktiv regulerer ikke de kontraktlige arrangementer
vedrørende overførsel eller overdragelse af de finansielle konsekvenser mellem
tjenesteudbydere og deres retlige repræsentanter af sanktioner, der iværksættes over
for dem.
(21)
(22)
Dette direktiv berører ikke myndighedernes undersøgelsesbeføjelser i civile eller
forvaltningsretlige sager, herunder når sådanne sager kan føre til sanktioner.
For at sikre ensartet anvendelse af direktivet bør der indføres yderligere mekanismer
til samordning mellem medlemsstaterne. Til det formål bør medlemsstaterne udpege
en central myndighed, som kan forsyne centrale myndigheder i andre medlemsstater
med oplysninger og bistand ved anvendelsen af direktivet, navnlig når der overvejes
håndhævelsesforanstaltninger i henhold til direktivet. Denne koordineringsmekanisme
bør sikre, at relevante medlemsstater oplyses om en medlemsstats hensigt om at
iværksætte en håndhævelsesforanstaltning. Desuden bør medlemsstaterne sikre, at
centrale myndigheder kan yde hinanden hjælp under sådanne omstændigheder og
samarbejde med hinanden i relevant omfang. Samarbejdet mellem centrale
myndigheder i tilfælde af en håndhævelsesforanstaltning kan indebære koordinering af
en håndhævelsesforanstaltning mellem kompetente myndigheder i forskellige
medlemsstater. De centrale myndigheder skal også involvere Kommissionen i relevant
omfang i forbindelse med koordinering af en håndhævelsesforanstaltning. Indførelsen
af koordineringsmekanismen berører ikke den enkelte medlemsstats ret til at
iværksætte sanktioner over for tjenesteudbydere, som ikke opfylder deres forpligtelser
i henhold til direktivet. Når der udpeges og offentliggøres information om centrale
myndigheder, gør det det lettere for tjenesteudbyderen at give meddelelse om
udpegningen af og kontaktoplysninger om vedkommendes retlige repræsentant til den
medlemsstat, hvori den retlige repræsentant er bosiddende eller etableret.
Da formålet med dette direktiv, nemlig at fjerne hindringer for den frie udveksling af
tjenesteydelser i forbindelse med indsamling af bevismateriale i straffesager, ikke i
tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne, men på grund af sådanne
tjenesters grænseløse karakter bedre kan nås på EU-plan, kan Unionen træffe
foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om
Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf.
nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå
disse mål.
Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse
med artikel 28, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001
21
og afgav en udtalelse den (...)
22
.
Kommissionen bør foretage en evaluering af dette direktiv, som bør være baseret på de
fem kriterier: effektivitet, virkningsfuldhed, relevans, sammenhæng og merværdi for
EU og danne grundlag for konsekvensanalyser af eventuelle yderligere
foranstaltninger. Evalueringen bør afsluttes inden fem år efter direktivets ikrafttræden
for at muliggøre indsamling af tilstrækkelige data om den praktiske gennemførelse
(23)
(24)
(25)
21
22
Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 45/2001
af 18. december 2000 om beskyttelse af
fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -
organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1).
EUT C […] af […], s. […].
DA
18
DA
 kom (2018) 0226 - Ingen titel
1900802_0020.png
heraf. Der bør indhentes oplysninger regelmæssigt og med henblik på at kvalificere
evalueringen af dette direktiv
—
VEDTAGET DETTE DIREKTIV:
Artikel 1
Genstand og anvendelsesområde
1.
Dette direktiv fastlægger reglerne for visse tjenesteudbyderes retlige repræsentation i
Unionen til modtagelse, overholdelse og håndhævelse af afgørelser og kendelser
udstedt af medlemsstaternes kompetente myndigheder med henblik på indsamling af
bevismateriale i straffesager.
Medlemsstaterne må ikke pålægge tjenesteudbydere, der er omfattet af dette direktiv,
yderligere forpligtelser ud over dem, der udspringer af direktivet, jf. stk. 1.
Dette direktiv berører ikke de nationale myndigheders beføjelser i overensstemmelse
med EU-retten og national ret til at henvende sig til tjenesteudbydere, der er etableret
på deres område, i det i stk. 1 anførte øjemed.
Dette direktiv finder anvendelse på tjenesteudbydere som defineret i artikel 2, nr. 2,
som udbyder deres tjenester i Unionen. Direktivet finder ikke anvendelse på
tjenesteudbydere, der er etableret på en enkelt medlemsstats område og alene
udbyder tjenester på denne medlemsstats område.
Artikel 2
Definitioner
I dette direktiv forstås ved:
(1)
(2)
"retlig repræsentant": en juridisk eller fysisk person, som skriftligt udpeges af en
tjenesteudbyder i henhold til artikel 1 og artikel 3, stk. 1, 2 og 3
"tjenesteudbyder": enhver fysisk eller juridisk person, som udbyder en eller flere af
følgende kategorier af tjenester:
(a)
(b)
elektroniske kommunikationstjenester som defineret i artikel 2, nr. 4), i
[direktivet om en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation]
informationssamfundstjenester som defineret i artikel 1, stk. 1, litra b), i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1535
23
, for hvilke lagring
af data er et definerende element for den tjeneste, der leveres til brugeren,
herunder sociale netværk, onlinemarkedspladser, der letter transaktioner
mellem brugerne, og andre hostingtjenesteudbydere
domænenavn- og IP-nummertjenester til internettet, såsom IP-adresseudbydere,
domænenavneregistre,
domænenavneregistratorer
og
tilknyttede
anonymiserings- og proxytjenester
2.
3.
4.
(c)
(3)
"udbyder tjenester i en medlemsstat":
23
Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv (EU) 2015/1535
af 9. september 2015 om en
informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets
tjenester (EUT L 241 af 17.9.2015, s. 1).
DA
19
DA
 kom (2018) 0226 - Ingen titel
1900802_0021.png
(a)
(b)
(4)
sætter juridiske eller fysiske personer i en medlemsstat i stand til at benytte de i
nr. 2) anførte tjenester og
har en væsentlig tilknytning til den i litra a) nævnte medlemsstat
"forretningssted": enten den faktiske drift af en virksomhed på ubestemt tid gennem
en stabil infrastruktur, hvorfra forretningen med at levere tjenesteydelser foregår,
eller en stabil infrastruktur, hvorfra forretningen ledes
"koncern": koncern som defineret i artikel 3, nr. 15), i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv (EU) 2015/849
24
.
Artikel 3
Retlig repræsentant
(5)
1.
Medlemsstater, hvori en tjenesteudbyder, der udbyder tjenester i Unionen, er
etableret, sikrer, at denne tjenesteudbyder udpeger mindst én retlig repræsentant i
Unionen til modtagelse, overholdelse og håndhævelse af afgørelser og kendelser
udstedt af medlemsstaternes kompetente myndigheder med henblik på indsamling af
bevismateriale i straffesager. Den retlige repræsentant er bosiddende eller etableret i
en af de medlemsstater, hvor tjenesteudbyderen er etableret eller udbyder tjenester.
Når en tjenesteudbyder ikke er etableret i Unionen, sikrer medlemsstaterne, at en
sådan tjenesteudbyder, der udbyder tjenester på deres område, udpeger mindst én
retlig repræsentant i Unionen til modtagelse, overholdelse og håndhævelse af
afgørelser og kendelser udstedt af medlemsstaternes kompetente myndigheder med
henblik på indsamling af bevismateriale i straffesager. Den retlige repræsentant er
bosiddende eller etableret i en af de medlemsstater, hvor tjenesteudbyderen udbyder
tjenester.
For så vidt angår modtagelse, overholdelse og håndhævelse af afgørelser og
kendelser udstedt af medlemsstaternes kompetente myndigheder i henhold til EU-
retlige instrumenter, som er vedtaget i henhold til afsnit V, kapitel 4, i traktaten om
Den Europæiske Unions funktionsmåde, med henblik på indsamling af
bevismateriale i straffesager, sikrer de medlemsstater, der deltager i disse retlige
instrumenter, at tjenesteudbydere, der udbyder tjenester på deres område, udpeger
mindst én retlig repræsentant i en af dem. Den retlige repræsentant er bosiddende
eller etableret i en af de medlemsstater, hvor tjenesteudbyderen udbyder tjenester.
Tjenesteudbydere kan frit udpege yderligere retlige repræsentanter, bosiddende eller
etableret i andre medlemsstater, herunder dem, hvori tjenesteudbyderne udbyder
deres tjenester. Tjenesteudbydere, som indgår i en koncern, må kollektivt udpege én
retlig repræsentant.
Medlemsstaterne sikrer, at afgørelser og kendelser udstedt af deres kompetente
myndigheder med henblik på indsamling af bevismateriale i straffesager rettes til den
retlige repræsentant, som tjenesteudbyderen har udpeget til formålet. Denne
repræsentant betros ansvaret for modtagelse, overholdelse og håndhævelse af
sådanne afgørelser og kendelser på vegne af den pågældende tjenesteudbyder.
Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv (EU) 2015/849
af 20. maj 2015 om forebyggende
foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af
terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om
ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv
2006/70/EF (EUT L 141 af 5.6.2015, s. 73).
2.
3.
4.
5.
24
DA
20
DA
 kom (2018) 0226 - Ingen titel
6.
Til dette formål sikrer medlemsstaterne, at den retlige repræsentant, som er
bosiddende eller etableret på deres område, samarbejder med de kompetente
myndigheder, når vedkommende modtager sådanne afgørelser og kendelser, i
overensstemmelse med den gældende retlige ramme.
Medlemsstaterne sikrer, at tjenesteudbydere, der er etableret eller udbyder tjenester
på deres område, forsyner deres retlige repræsentant med de nødvendige beføjelser
og ressourcer til at efterleve disse afgørelser og kendelser.
Medlemsstaterne sikrer, at den udpegede retlige repræsentant kan drages til ansvar
for manglende opfyldelse af pligter, der udspringer af den gældende retlige ramme,
når vedkommende modtager afgørelser og kendelser, uden at det berører
tjenesteudbyderens ansvar og de søgsmål, der vil kunne anlægges over for denne.
Navnlig kan manglende hensigtsmæssige interne procedurer mellem
tjenesteudbyderen og de retlige repræsentanter ikke bruges som begrundelse for
manglende opfyldelse af disse pligter.
Medlemsstaterne sikrer, at pligten til at udpege en retlig repræsentant træder i kraft
på datoen for gennemførelsen som fastsat i artikel 7 for tjenesteudbydere, som
udbyder tjenester i Unionen på den pågældende dato, eller fra det øjeblik,
tjenesteudbyderen påbegynder udbuddet af tjenester i Unionen, for de
tjenesteudbyderes vedkommende, som påbegynder udbuddet af tjenester efter datoen
for gennemførelsen af direktivet.
Artikel 4
Meddelelser og sprog
7.
8.
9.
1.
Medlemsstaterne sikrer, at hver tjenesteudbyder, som er etableret eller udbyder
tjenester på deres område, efter udnævnelsen af sin retlige repræsentant i
overensstemmelse med artikel 3, stk. 1, 2 og 3, skriftligt oplyser den centrale
myndighed i den medlemsstat, hvori den retlige repræsentant er bosiddende eller
etableret, om udpegningen og kontaktoplysningerne på den retlige repræsentant samt
eventuelle ændringer heraf.
Meddelelsen specificerer det eller de officielle sprog i Unionen, jf. forordning 1/58,
hvorpå den retlige repræsentant kan kontaktes. Heri indgår mindst ét af de officielle
sprog i den medlemsstat, hvori den retlige repræsentant er bosiddende eller etableret.
Når en tjenesteudbyder udpeger flere repræsentanter, specificerer vedkommende i sin
meddelelse det eller de officielle sprog i Unionen eller de medlemsstater, som de
hver især dækker, eller eventuelle andre grunde til at vælge den relevante retlige
repræsentant til en given henvendelse. I behørigt begrundede tilfælde kan
medlemsstaternes myndigheder afvige fra disse grunde.
Medlemsstaterne sikrer, at tjenesteudbyderen gør de oplysninger, der er meddelt dem
i overensstemmelse med denne artikel, offentligt tilgængelige. Medlemsstaterne
offentliggør oplysningerne på en dedikeret side på e-justice-portalen.
Artikel 5
Sanktioner
2.
3.
4.
1.
Medlemsstaterne fastsætter regler om sanktioner for overtrædelse af nationale
bestemmelser, der er vedtaget i medfør af dette direktiv, og træffer alle nødvendige
foranstaltninger til at sikre håndhævelsen heraf. De fastsatte sanktioner skal være
DA
21
DA
 kom (2018) 0226 - Ingen titel
effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have en afskrækkende
virkning.
2.
Medlemsstaterne giver inden den i artikel 7 fastsatte dato Kommissionen meddelelse
om disse regler og foranstaltninger, og underretter den straks om alle senere
ændringer, der berører dem. Medlemsstaterne informerer også årligt Kommissionen
om tjenesteudbydere, der ikke overholder reglerne, og relevante
håndhævelsesforanstaltninger, der iværksættes over for dem.
Artikel 6
Koordineringsmekanisme
1.
Medlemsstaterne udpeger en central myndighed eller, når deres retssystem
bestemmer det således, flere centrale myndigheder til at sikre en ensartet og
forholdsmæssig anvendelse af dette direktiv.
Medlemsstaterne informerer Kommissionen om deres udpegede centrale myndighed
eller myndigheder, jf. stk. 1. Kommissionen fremsender en liste over udpegede
centrale myndigheder til medlemsstaterne. Kommissionen gør også en liste over
udpegede centrale myndigheder offentligt tilgængelig for at gøre det lettere for en
tjenesteudbyder at sende meddelelser til de medlemsstater, hvor vedkommendes
retlige repræsentant er bosiddende eller etableret.
Medlemsstaterne sikrer, at centrale myndigheder udveksler relevante oplysninger og
yder hinanden gensidig hjælp, når det er relevant for anvendelsen af dette direktiv, på
en ensartet og forholdsmæssig måde. Informationsudveksling og gensidig hjælp
omfatter navnlig håndhævelsesforanstaltninger.
Medlemsstaterne sikrer, at de centrale myndigheder samarbejder med hinanden og i
relevant omfang med Kommissionen om at sikre anvendelsen af dette direktiv på en
ensartet
og
forholdsmæssig
måde.
Samarbejdet
omfatter
navnlig
håndhævelsesforanstaltninger.
Artikel 7
Gennemførelse
1.
Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft
for at efterkomme dette direktiv senest seks måneder efter ikrafttrædelsen. De
underretter straks Kommissionen herom.
Når medlemsstaterne vedtager disse love og administrative bestemmelser, skal de
indeholde en henvisning til dette direktiv, eller de skal ved offentliggørelsen ledsages
af en sådan henvisning. Medlemsstaterne fastsætter de nærmere regler for
henvisningen.
Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de nationale retsforskrifter,
som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.
Artikel 8
Evaluering
Senest [fem
år fra dette direktivs ikrafttrædelsesdato]
gennemfører Kommissionen en
evaluering af direktivet og fremlægger en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet om
anvendelsen af dette direktiv, herunder en vurdering af behovet for at udvide
2.
3.
4.
2.
3.
DA
22
DA
 kom (2018) 0226 - Ingen titel
anvendelsesområdet. Rapporten ledsages om nødvendigt af et forslag til ændring af dette
direktiv. Evalueringen foretages i overensstemmelse med Kommissionens retningslinjer for
bedre regulering. Medlemsstaterne giver Kommissionen alle de oplysninger, der er
nødvendige for udarbejdelsen af denne rapport.
Artikel 9
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i
Den Europæiske Unions
Tidende.
Artikel 10
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaterne.
Udfærdiget i Strasbourg, den
[…].
På Europa-Parlamentets vegne
Formand
På Rådets vegne
Formand
DA
23
DA