kom (2018) 0226 - Endeligt svar på spørgsmål 1: Spm. om forordnings- og direktivforslagene om E-beviser, til justitsministeren, kopi til udenrigsministeren

Europaudvalget 2018-19 (1. samling)
KOM (2018) 0226
Offentligt

29. januar 2019

Internationalt Politikon-

tor

Sagsbeh: Sofie Anne Marner

Sagsnr.: 2018-330-0031

Dok.:

903227

Dato:

Kontor:

Notat om Kommissionens forslag til et direktiv og en forordning om e-

beviser

1. Forslagenes formål og indhold

Kommissionens lovgivningspakke om e-beviser består af et direktivforslag

om udpegning af retlige repræsentanter med henblik på indsamling af be-

vismateriale i straffesager

(”direktivforslaget”)

og et forordningsforslag om

europæiske editions- og sikringskendelser om elektronisk bevismateriale i

straffesager

(”forordningsforslaget”).

1.1. Direktivforslaget

Direktivforslaget

pålægger EU’s medlemsstater og

tredjelande at forpligte

virksomheder, der udbyder visse elektroniske tjenester i EU, til at udpege

en retlig repræsentant i en af de medlemsstater, hvor virksomheden udbyder

tjenester. Den retlige repræsentant skal modtage og behandle anmodninger

om elektronisk bevismateriale fra medlemsstater i forbindelse med efter-

forskning af strafferetlige overtrædelser.

Der vil eksempelvis kunne være tale om de pålæg om udlevering og sikring

af elektronisk bevismateriale, der indføres med det samtidigt fremsatte for-

ordningsforslag, men der kan også være tale om rent nationale anmodninger

eller anmodninger baseret på den europæiske efterforskningskendelse eller

i medfør af reglerne om retshjælp.

Forpligtelsen til at udpege en retlig repræsentant vil gælde for de tjeneste-

udbydere, der udbyder tjenester i et andet EU-land end der, hvor tjenesteud-

byderen er etableret. En dansk tjenesteudbyder, der udbyder tjenester i andre

medlemsstater end Danmark, vil således blive forpligtet til at udpege en ret-

lig repræsentant i en af disse medlemsstater. En dansk tjenesteudbyder, der

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

kom (2018) 0226 - Endeligt svar på spørgsmål 1: Spm. om forordnings- og direktivforslagene om E-beviser, til justitsministeren, kopi til udenrigsministeren

kun udbyder tjenester i Danmark, vil derimod ikke blive berørt af direktiv-

forslaget. Tjenesteudbydere etableret i tredjelande, som udbyder tjenester i

EU, vil også blive forpligtet til at udpege en retlig repræsentant i en EU-

medlemsstat, som skal besvare anmodninger efter bl.a. forordningsforsla-

get.

De omfattede virksomheder er udbydere af elektroniske kommunikations-

tjenester (f.eks. teleudbydere og udbydere af chat-tjenester), udbydere af in-

formationssamfundstjenester (f.eks. sociale medier og online markedsplad-

ser) og udbydere af domænenavn- og IP-nummertjenester til internettet

(f.eks. IP-adresseudbydere og domænenavneregistre).

Den retlige repræsentant kan være en fysisk eller juridisk person. Tjeneste-

udbyderen vil også kunne udpege et eksisterende forretningssted som retlig

repræsentant.

1.2. Forordningsforslaget

Med forordningsforslaget indføres europæiske editions- og sikringskendel-

ser. De to nye typer af kendelser vil indebære, at en myndighed i en med-

lemsstat kan pålægge en tjenesteudbyder, som udbyder tjenester i EU, at

udlevere eller sikre elektronisk bevismateriale, uanset hvor dataene fysisk

er lagret. De to typer kendelser kan kun anvendes i forbindelse med straffe-

sager.

Begge typer kendelser vil skulle udstedes eller godkendes af en judiciel

myndighed i den medlemsstat, hvor kendelsen udstedes (udstedelsesmed-

lemsstaten) og fremsendes ved brug af en særlig attest direkte til tjenesteud-

byderen eller dennes retlige repræsentant, som tjenesteudbyderen

–

i medfør

af direktivforslaget

–

har udpeget.

Europæiske sikringskendelser vil kunne udstedes og godkendes af både

domstole og en anklagemyndighed, uanset hvilken type data der er tale om.

For så vidt angår europæiske editionskendelser kan en kendelse vedrørende

transaktions

- eller indholdsdata

kun udstedes eller godkendes af en dom-

stol.

Transaktionsdata defineres i forordningsforslaget som data vedrørende leveringen af en

tjeneste, såsom afsender og modtager af en meddelelse eller en anden form for interaktion,

data om enhedens placering, dato, tidspunkt, varighed, størrelse, routing og format.

Indholdsdata defineres i forordningsforslaget som lagrede data i digitalt format, såsom

nedskrevne eller talte beskeder, videoer, billeder og lyd, bortset fra abonnent-, adgangs-

eller transaktionsdata.

kom (2018) 0226 - Endeligt svar på spørgsmål 1: Spm. om forordnings- og direktivforslagene om E-beviser, til justitsministeren, kopi til udenrigsministeren

Er der tale om udlevering af abonnements

- eller adgangsdata

, vil kendel-

sen også kunne udstedes eller godkendes af en anklagemyndighed.

Forordningsforslaget finder kun anvendelse i grænseoverskridende situatio-

ner, det vil sige i tilfælde, hvor tjenesteudbyderen er etableret eller repræ-

senteret i en anden medlemsstat end udstedelsesmedlemsstaten. I de til-

fælde, hvor tjenesteyderen er etableret eller repræsenteret i samme med-

lemsstat som den udstedende myndighed, vil sikringen eller udleveringen af

bevismaterialet skulle ske efter nationale regler.

Forslaget finder ligeledes anvendelse, hvis tjenesteudbyderen ikke er etab-

leret eller repræsenteret i EU, men udbyder tjenester i EU.

Myndighederne i det land, hvor tjenesteudbyderen er etableret eller repræ-

senteret, vil som udgangspunkt kun blive inddraget i særlige tilfælde, eller

hvis tjenesteudbyderen eller repræsentanten ikke efterkommer kendelsen.

Der er under forhandlingerne i Rådet opnået en generel indstilling, hvorefter

der i forordningsforslaget indsættes en såkaldt notifikationsprocedure. No-

tifikationsproceduren skal finde anvendelse, når en editionskendelse efter

forordningen vedrører indholdsdata. Notifikationsproceduren indebærer, at

hvis udstedelsesmyndigheden har rimelig grund til at tro, at den person, hvis

data søges, ikke er bosiddende i udstedelsesmedlemsstaten, skal udstedel-

sesmyndigheden sende en kopi af kendelsen til den medlemsstat, hvor mod-

tageren af kendelsen er udpeget (fuldbyrdelsesmedlemsstaten) samtidigt

med, at den fremsendes til tjenesteudbyderens retlige repræsentant. Herefter

kan fuldbyrdelsesmedlemsstaten inden for 10 dage meddele udstedelses-

myndigheden, om



de pågældende data er beskyttet af immuniteter og privilegier i hen-

hold til lovgivningen i henhold til fuldbyrdelsesmedlemsstaten, eller

om de pågældende data er omfattet af regler for fastsættelse og be-

grænsning af strafansvar relateret til presse- og ytringsfrihed i fuld-

byrdelsesmedlemsstaten, eller

Abonnementsdata defineres i forordningsforslaget som identiteten på en bruger, såsom

navn, fødselsdato, postnummer, adresse, betalingsinformation, telefonnummer eller e-mail

samt typen af tjeneste og varigheden heraf.

Adgangsdata defineres i forordningsforslaget som f.eks. dato og tidspunkt for log-in og

log-off på en tjeneste sammen med IP-adressen, bruger-ID og den anvendte grænseflade.

kom (2018) 0226 - Endeligt svar på spørgsmål 1: Spm. om forordnings- og direktivforslagene om E-beviser, til justitsministeren, kopi til udenrigsministeren



om videregivelsen af de pågældende oplysninger kan berøre fuld-

byrdelsesmedlemsstatens grundlæggende interesser, såsom statens

sikkerhed og forsvar.

Udstedelsesmyndigheden skal herefter lade fuldbyrdelsesmedlemsstatens

tilbagemelding indgå i sin vurdering af kendelsens lovlighed, som om de

pågældende omstændigheder fulgte af fuldbyrdelsesmedlemsstatens natio-

nale ret. På den baggrund skal kendelsen enten fastholdes eller tilbagekal-

des.

2. Danmarks stilling

Direktivforslaget er fremsat med hjemmel i TEUF artikel 53 og 62, som

regulerer spørgsmål om etableringen af tjenesteudbydere i EU. Danmark

deltager derfor i en kommende vedtagelse af direktivforslaget, der vil blive

bindende for og finde anvendelse i Danmark.

Forordningsforslaget er fremsat med hjemmel i TEUF artikel 82, stk. 1, der

regulerer spørgsmål om det strafferetlige samarbejde mellem medlemssta-

terne. Som følge af det danske retsforbehold deltager Danmark således ikke

i en kommende vedtagelse af det foreliggende forordningsforslag, der ikke

vil blive bindende for eller finde anvendelse i Danmark.

Danmark og Storbritannien er de eneste EU-lande, der ikke vil deltage i for-

ordningen, men kun i direktivet. Irland har valgt at benytte sin opt-in mulig-

hed i henhold til den ordning, der gælder for Irland. Irland deltager derfor

både i direktivet og forordningen.

Som beskrevet under punkt 1.2 skal kendelser efter forordningsforslaget

sendes direkte fra en myndighed i en medlemsstat til en tjenesteudbyders

retlige repræsentant i en anden medlemsstat.

En sådan ordning ville

–

hvis forordningen havde virkning for og fandt an-

vendelse i Danmark

–

rejse spørgsmål i forhold til grundloven. Det skyldes,

at danske myndigheder efter grundloven som udgangspunkt anses for at

være enekompetente til at udøve myndighedsbeføjelser inden for det danske

territorium (det såkaldte uskrevne grundlovsforbud), herunder til at optræde

med retligt forbindende virkning direkte over for virksomheder og personer

i Danmark. Denne kompetence kan i medfør af grundlovens § 20 under visse

betingelser overføres til mellemfolkelige myndigheder, f.eks. til EU, men

ikke til andre stater.

kom (2018) 0226 - Endeligt svar på spørgsmål 1: Spm. om forordnings- og direktivforslagene om E-beviser, til justitsministeren, kopi til udenrigsministeren

Da forordningsforslaget er omfattet af retsforbeholdet, vil forordningsfor-

slaget imidlertid ikke blive bindende for eller finde anvendelse i Danmark.

Det indebærer bl.a., at kendelser efter forordningsforslaget ikke vil kunne

rettes til og fuldbyrdes direkte over for virksomheder etableret i Danmark.

Kendelser efter forordningsforslaget vil derimod kunne rettes til sådanne

virksomheders retlige repræsentanter, som er udpeget i en anden medlems-

stat end Danmark, og fuldbyrdes over for virksomhedens retlige repræsen-

tant af myndighederne i det pågældende land. Sådanne kendelser vil ikke få

retlig virkning i Danmark.

På den baggrund vurderes det, at forordningsforslaget i sin nuværende form

ikke rejser spørgsmål i forhold til grundloven.

3. Gældende dansk ret for udveksling af elektroniske beviser

Efterforskningsskridt, der gennemføres i Danmark på baggrund af en uden-

landsk anmodning, sker i dag som udgangspunkt på grundlag af en såkaldt

analog anvendelse af retsplejeloven. En udenlandsk anmodning om efter-

forskning kan dermed generelt imødekommes, hvis det pågældende efter-

forskningsskridt vil kunne efterkommes i en tilsvarende national efterforsk-

ning. Retsplejelovens regler skal således være overholdt.

Efter retsplejeloven kan en person eller et selskab, der ikke er mistænkt,

pålægges at udlevere oplysninger til brug for en straffesag (editionspålæg).

Retsplejeloven giver også mulighed for at sikre beviser ved et pålæg om

hastesikring eller ved at foretage beslaglæggelse.

Politiet kan som udgangspunkt kun give et editionspålæg om at udlevere

oplysninger eller foretage beslaglæggelse på baggrund af en retskendelse.

Politiet behøver dog ikke at indhente en retskendelse, hvis formålet ellers

ville forspildes. I så fald skal politiet dog efterfølgende indbringe sagen for

retten, hvis den, indgrebet retter sig imod, anmoder om det.

Politiet kan meddele et pålæg om hastesikring som led i en efterforskning

uden retskendelse. Derved pålægges udbydere af telenet og teletjenester at

beskytte lagret elektronisk data mod at blive ændret eller slettet. Hvis poli-

tiet efterfølgende vil have den sikrede data udleveret, sker det på baggrund

af retsplejelovens regler om edition og indgreb i meddelelseshemmelighe-

den. Disse regler kræver, at der indhentes en retskendelse.

kom (2018) 0226 - Endeligt svar på spørgsmål 1: Spm. om forordnings- og direktivforslagene om E-beviser, til justitsministeren, kopi til udenrigsministeren

Politiet kan endvidere i henhold til lov om elektroniske kommunikationsnet

og -tjenester uden retskendelse få oplysninger fra internetudbydere om bru-

gerne af såkaldte statiske IP-adresser, dvs. IP-adresser, der konstant er til-

knyttet den samme computer. Det drejer sig f.eks. om navn og adresse på

brugeren af en sådan IP-adresse.

Efter dansk ret gælder det generelt, at anmodninger om retshjælp fra andre

lande sendes til de såkaldte centrale eller judicielle myndigheder

–

dvs.

Justitsministeriet, domstolene, Rigsadvokaten, statsadvokaterne og politidi-

rektørerne

–

og ikke direkte til tjenesteudbyderne.

I Danmark er det ligeledes hovedreglen, at fuldbyrdelse af afgørelser fra

andre medlemsstater om bl.a. beslaglæggelse og bevissikring skal træffes af

retten.

4. Forslagenes konsekvenser for danske myndigheder

Forordningsforslaget vil ikke få konsekvenser for danske myndigheder. Da

forordningsforslaget er omfattet af retsforbeholdet, vil danske myndigheder

ikke få mulighed for at udstede europæiske editions- og sikringskendelser

med henblik på indsamling af bevismateriale fra tjenesteudbydere i andre

medlemsstater. Danske myndigheders muligheder for at indhente bevisma-

teriale i straffesager i andre medlemsstater vil således forblive uændrede i

forhold til den nuværende retstilstand.

Direktivforslaget vil medføre, at Danmark vil blive forpligtet til at sikre, at

danske tjenesteudbydere, der udbyder tjenester i en anden medlemsstat end

Danmark, udpeger en retlig repræsentant i EU til modtagelse, overholdelse

og håndhævelse af afgørelser og kendelser med henblik på indsamling af

bevismateriale i straffesager i henhold til de retsakter, som Danmark delta-

ger i

. Det bemærkes i den forbindelse, at anmodninger efter de retsakter,

som er bindende for og finder anvendelse i Danmark, altid vil blive frem-

sendt til den nationale kompetente myndighed i modtagermedlemsstaten og

altså ikke direkte til tjenesteudbyderens retlige repræsentant.

Danmark vil derimod ikke blive forpligtet til at sikre, at danske virksomhe-

der udpeger en retlig repræsentant til at efterkomme kendelser efter restak-

ter, som Danmark ikke deltager i, som eksempelvis forordningsforslaget.

De relevante retsakter, som Danmark deltager i, er i denne henseende den europæiske

konvention af 20. april 1959 om gensidig retshjælp (retshjælpskonventionen) og den euro-

pæiske konvention om gensidig retshjælp fra 2000 (EU-retshjælpskonventionen).

kom (2018) 0226 - Endeligt svar på spørgsmål 1: Spm. om forordnings- og direktivforslagene om E-beviser, til justitsministeren, kopi til udenrigsministeren

En retlig repræsentant, der skal kunne modtage og behandle kendelser efter

forordningsforslaget eller andre retsakter, som Danmark ikke deltager i, vil

ikke kunne etableres i Danmark, idet de pågældende retsakter ikke finder

anvendelse i Danmark. Det vil således være op til myndighederne i den eller

de medlemsstater, hvor den danske virksomhed udbyder tjenester, at sikre,

at virksomheden udpeger en retlig repræsentant til modtagelse af disse ken-

delser, herunder kendelser efter forordningsforslaget.

Danmark skal sikre, at retlige repræsentanter, som er etableret i Danmark,

samarbejder med de kompetente myndigheder, når de modtager en kendelse

eller afgørelse udstedt i henhold til en retsakt, som Danmark deltager i, får

de nødvendige beføjelser og ressourcer til at opfylde deres rolle, og at den

retlige repræsentant kan drages til ansvar for manglende opfyldelse af sine

forpligtelser.

5. Forslagenes konsekvenser for erhvervslivet

Forslagene vil få konsekvenser for danske virksomheder, der udbyder tje-

nester omfattet af direktivforslaget i et andet EU-land end Danmark, jf.

punkt 1.1.

Forslagene medfører således ingen konsekvenser for danske virksomheder,

der kun udbyder tjenester i Danmark, eller som kun udbyder tjenester i Dan-

mark og i tredjelande.

5.1. Retlige repræsentanter

Direktivforslaget medfører, at de omfattede danske virksomheder bliver for-

pligtede til at udpege en retlig repræsentant i et af de EU-lande, hvor virk-

somheden udbyder tjenester i overensstemmelse med beskrivelsen under

punkt 1.1.

I praksis vil de omfattede danske virksomheder blive forpligtede til at ud-

pege en retlig repræsentant uden for Danmark og dermed i en af de øvrige

medlemsstater, hvor virksomheden udbyder tjenester. Dette skyldes, at der

som følge af det danske retsforbehold er en række retsakter på området for

udveksling af bevismateriale i straffesager, som Danmark ikke deltager i.

Hvis en kendelse efter en af disse retsakter (f.eks. forordningsforslaget) blev

rettet til en retlig repræsentant i Danmark, vil kendelsen ikke være bindende.

Danske virksomheder vil dog kunne udpege en retlig repræsentant i Dan-

mark, hvis der samtidigt udpeges en retlig repræsentant i en af de øvrige

kom (2018) 0226 - Endeligt svar på spørgsmål 1: Spm. om forordnings- og direktivforslagene om E-beviser, til justitsministeren, kopi til udenrigsministeren

medlemsstater, hvor virksomheden udbyder tjenester, til modtagelse af ken-

delser efter de retsakter, som Danmark ikke deltager i. Dette vil dog for-

mentlig sjældent blive relevant, da Danmark deltager i et fåtal af ældre rets-

akter på området for udveksling af bevismateriale i straffesager.

5.2. Behandling af afgørelser og kendelser

Forslagene vil for de omfattede danske virksomheder betyde, at den udpe-

gede retlige repræsentant vil skulle modtage, overholde og håndhæve afgø-

relser og kendelser fra de forskellige medlemsstaters myndigheder med hen-

blik på indsamling af bevismateriale i straffesager. Dette vil eksempelvis

kunne indebære udlevering eller sikring af data efter reglerne i forordnings-

forslaget.

Det vil udelukkende være kendelser efter forordningsforslaget, som rettes

direkte fra udstedelsesmyndigheden til virksomhedernes retlige repræsen-

tanter, idet alle øvrige retsakter på området foreskriver, at anmodninger ret-

tes til myndighederne i fuldbyrdelsesstaten.

Når kendelser efter forordningsforslaget rettes til virksomhedens retlige re-

præsentant, vil denne som udgangspunkt være forpligtet til at udlevere eller

sikre de pågældende oplysninger i overensstemmelse med de tidsfrister, der

fremgår af forordningsforslaget.

Den retlige repræsentant vil kunne afvise at efterkomme kendelser efter for-

ordningsforslaget, hvis det er faktisk umuligt at udlevere eller sikre oplys-

ningerne.

Forordningsforslaget indeholder herudover en bestemmelse, hvorefter den

retlige repræsentant kan nægte at efterkomme en kendelse, hvis den vil være

i strid med gældende ret i et tredjeland. Er dette tilfældet, kan kendelsen

undergives domstolsprøvelse i udstedelsesstaten og enten ophæves eller

stadfæstes.

Virksomheders manglende efterlevelse af reglerne i forordningsforslaget vil

medføre sanktioner, som vil blive fastsat individuelt efter medlemsstaternes

nationale ret.

Spørgsmålet om danske virksomheders retlige repræsentanters mulighed for

at henvise til, at efterkommelse af en kendelse vil stride mod dansk ret, er

rejst over for Kommissionen og Rådets Juridiske tjeneste, men en endelig

afklaring afventer fortsat.

kom (2018) 0226 - Endeligt svar på spørgsmål 1: Spm. om forordnings- og direktivforslagene om E-beviser, til justitsministeren, kopi til udenrigsministeren

6. Forslagenes konsekvenser for danske forbrugere

Direktivforslaget om udpegning af retlige repræsentanter vil ikke i sig selv

medføre konsekvenser for danske forbrugere.

Forordningsforslaget medfører, at myndigheder i medlemsstater omfattet af

forordningen vil kunne indhente oplysninger om danske forbrugere, som

benytter en tjeneste hos en virksomhed, som er omfattet af forordningen,

hvis oplysningerne skal tjene som bevis i en straffesag.

6.1. Elektronisk bevismateriale om danske forbrugere

Allerede i dag kan myndigheder fra andre lande indhente elektronisk bevis-

materiale om danske forbrugere til brug for en straffesag. En sådan anmod-

ning vil som udgangspunkt skulle rettes til myndighederne i den medlems-

stat, hvor oplysningerne befinder sig, og således behandles efter de regler,

der gælder i den pågældende medlemsstat. Er der tale om beviser, der be-

finder sig i Danmark, vil udvekslingen som udgangspunkt følge de danske

regler, der er beskrevet under punkt 3. Er der derimod tale om beviser, der

f.eks. befinder sig i Tyskland, vil anmodningen skulle rettes til de tyske

myndigheder og behandles efter de regler, der gælder i Tyskland.

Hvis eksempelvis en fransk myndighed skal indhente oplysninger fra Face-

book om en dansk forbruger hos samme, som er mistænkt i en straffesag,

vil disse oplysninger som udgangspunkt skulle indhentes gennem de irske

myndigheder, idet Facebook i EU er etableret i Irland. Er der derimod tale

om den danske forbrugers teleoplysninger fra dennes danske telefonselskab,

vil oplysningerne skulle indhentes i Danmark.

Efter forordningsforslaget vil denne retstilstand ændres og forsimples såle-

des at myndighederne i den medlemsstat, der ønsker oplysningerne, vil

skulle sende en europæisk editions- eller sikringskendelse direkte til virk-

somhedens retlige repræsentant og ikke til myndighederne i det land, hvor

virksomheden er etableret.

6.1.1. Oplysninger fra en virksomhed etableret i en anden medlemsstat end

Danmark

Hvis en dansk forbruger benytter en tjeneste fra en udbyder, som er etableret

i en anden medlemsstat end Danmark, og som er omfattet af forordningsfor-

slaget, vil eventuelle oplysninger om den danske forbruger lagret hos den

pågældende tjenesteudbyder kunne indhentes i overensstemmelse med for-

ordningsforslaget.

kom (2018) 0226 - Endeligt svar på spørgsmål 1: Spm. om forordnings- og direktivforslagene om E-beviser, til justitsministeren, kopi til udenrigsministeren

I eksemplet om Facebook-oplysningerne ovenfor vil forordningsforslaget

medføre, at de franske myndigheder vil kunne indhente oplysningerne om

den danske forbruger gennem Facebooks retlige repræsentant uden at skulle

involvere de irske myndigheder (med undtagelse af de tilfælde, hvor den

under punkt 1.2 omtalte notifikationsprocedure finder anvendelse). Den ret-

lige repræsentant kan være placeret i Irland eller i en anden medlemsstat,

dog ikke Danmark.

6.1.2. Oplysninger fra en virksomhed, som kun udbyder tjenester i Dan-

mark

Hvis en dansk forbruger benytter tjenester fra en virksomhed, der kun ud-

byder tjenester i Danmark, vil eventuelle oplysninger om den pågældende

forbruger ikke kunne indhentes i overensstemmelse med forordningen, men

vil skulle indhentes i overensstemmelse med de danske regler, der er beskre-

vet under punkt 3.

I eksemplet om teleoplysningerne fra det danske telefonselskab ovenfor vil

forordningsforslaget således ikke medføre ændringer.

6.1.3. Oplysninger fra en dansk virksomhed, der udbyder tjenester i andre

medlemsstater end Danmark

Danske virksomheder, der udbyder tjenester i andre medlemsstater end Dan-

mark, vil som følge af direktivforslaget blive forpligtet til at udpege en retlig

repræsentant. Hvis virksomheden udbyder tjenester i medlemsstater, hvor

forordningsforslaget vil finde anvendelse, skal en retlig repræsentant udpe-

ges i en af disse medlemsstater og modtage kendelser efter forordningsfor-

slaget.

Hvis det forudsættes, at det danske teleselskab i eksemplet ovenfor også ud-

byder tjenester i en medlemsstat, der vil blive omfattet af forordningsforsla-

get, f.eks. Sverige, vil myndighederne i andre EU-lande således kunne rette

en europæisk editions- eller sikringskendelse til den retlige repræsentant i

Sverige.

Hvis en dansk forbruger således benytter tjenester fra det danske teleselskab,

der udbyder tjenester i Sverige, vil oplysninger om den pågældende danske

forbruger som udgangspunkt kunne indhentes fra virksomheden af myndig-

heder i andre medlemsstater til brug for en straffesag i overensstemmelse

med forordningen.

kom (2018) 0226 - Endeligt svar på spørgsmål 1: Spm. om forordnings- og direktivforslagene om E-beviser, til justitsministeren, kopi til udenrigsministeren

Spørgsmålet om, hvorvidt en kendelse efter forordningen, der rettes til den

retlige repræsentant for den danske virksomhed i Sverige, kan omfatte be-

vismateriale, der er lagret i eller tilknyttet den danske del af virksomheden,

eller om kendelsen kun kan angå bevismateriale, der er lagret i eller tilknyt-

tet den svenske del af selskabet, er rejst over for Kommissionen og Rådets

Juridiske Tjeneste. En endelig afklaring afventes fortsat.

7. Retssikkerhedsmæssige overvejelser

De nye forslag, herunder særligt forordningsforslaget, giver anledning til

retssikkerhedsmæssige overvejelser i relation til de danske forbrugere, hvis

oplysninger vil kunne udleveres med hjemmel i forordningsforslaget.

7.1.1. Manglende involvering af modtagerstaten

Efter forordningsforslaget rettes kendelserne direkte fra udstedelsesstaten til

tjenesteudbyderens retlige repræsentant, og myndigheder i modtagerstaten

inddrages ikke.

Vurderingen af kendelsen foretages således som udgangspunkt kun af ud-

stedelsesmyndigheden. Den retlige repræsentant har dog mulighed for at af-

vise at efterleve kendelsen efter reglerne beskrevet under punkt 5.2.

IT-Politisk Forening har i sit høringssvar af 6. juli 2018 vedrørende forord-

ningsforslaget anført bl.a., at det giver anledning til retssikkerhedsmæssige

betænkeligheder, at der ikke efter forslaget vil være myndigheder fra to for-

skellige medlemsstater, som vurderer en kendelses lovlighed, men at det kun

vil være myndighederne i udstedelsesmedlemsstaten, der foretager denne

vurdering.

IT-Politisk Forening har endvidere anført, at det er betænkeligt at lade de

retlige repræsentanter for private virksomheder udføre en potentielt vanske-

lig juridisk vurdering af de kendelser, der rettes til vedkommende virksom-

hed, og at de retlige repræsentanter grundet forordningsforslagets korte tids-

frister og potentielt høje sanktioner for manglende besvarelse vil have inci-

tament til at udlevere oplysningerne frem for at tilbageholde dem med hen-

blik på at foretage en dybdegående vurdering.

Disse bekymringer har under behandlingen af forslagene i Rådet ligeledes

været fremført af flere medlemsstater, herunder Danmark. Dette har resul-

teret i indførelsen af den såkaldte notifikationsprocedure, som er beskrevet

under punkt 1.2.

kom (2018) 0226 - Endeligt svar på spørgsmål 1: Spm. om forordnings- og direktivforslagene om E-beviser, til justitsministeren, kopi til udenrigsministeren

Notifikationsproceduren finder som beskrevet kun anvendelse, når der er

tale om editionskendelser om indholdsdata. Hvis der derimod er tale om

editionskendelser om transaktionsdata, og hvis udstedelsesmyndigheden har

rimelig grund til at tro, at den person, hvis data søges, ikke er bosiddende i

udstedelsesmedlemsstaten, skal udstedelsesmyndigheden selv foretage en

vurdering af, om



de pågældende data er beskyttet af immuniteter og privilegier i hen-

hold til lovgivningen i henhold til fuldbyrdelsesmedlemsstaten, eller

de pågældende data er omfattet af regler for fastsættelse og begræns-

ning af strafansvar relateret til presse- og ytringsfrihed i fuldbyrdel-

sesmedlemsstaten, eller

om videregivelsen af de pågældende oplysninger kan berøre fuld-

byrdelsesmedlemsstatens grundlæggende interesser såsom statens

sikkerhed og forsvar.



Udstedelsesmyndigheden skal foretage en vurdering af de nævnte forhold,

før den eventuelt udsteder kendelsen. Om nødvendigt skal udstedelsesmyn-

digheden inddrage fuldbyrdelsesmedlemsstaten i vurderingen. Hvis udste-

delsesmyndigheden finder, at de pågældende data er omfattet af en af de

ovennævnte kategorier, skal kendelsen ikke udstedes.

7.1.2. Betingelser for udstedelse af kendelser efter forordningsforslaget

IT-Politisk Forening har i sit høringssvar af 6. juli 2018 vedrørende forord-

ningsforslaget udtrykt bekymring for de betingelser, der efter forslaget stil-

les for at udstede en europæisk editions- eller sikringskendelse. IT-Politisk

Forening anfører, at det

–

ud over et eventuelt kriminalitetskrav

–

alene kræ-

ves, at udstedelse ville kunne ske i en tilsvarende national efterforskning.

Europæiske editions- og sikringskendelser kan udstedes eller godkendes af

en domstol eller en anklagemyndighed i udstedelsesstaten som beskrevet

under punkt 1.2.

En europæisk editionskendelse kan efter forordningsforslaget kun udstedes,

hvis den er nødvendig og står i et rimeligt forhold til formålet med retssagen,

og hvis en lignende foranstaltning ville være tilgængelig for samme lov-

overtrædelse i en sammenlignelig national situation i udstedelsesstaten.

En kendelse om abonnementsdata eller adgangsdata kan efter forordnings-

forslaget udstedes for alle lovovertrædelser, mens kendelser om indholds-

eller transaktionsdata kan udstedes for overtrædelser, der i udstedelsesstaten

kom (2018) 0226 - Endeligt svar på spørgsmål 1: Spm. om forordnings- og direktivforslagene om E-beviser, til justitsministeren, kopi til udenrigsministeren

kan straffes med fængsel i mindst tre år, og for en række nærmere bestemte

overtrædelser som defineret i en række konkrete EU-retsakter om bl.a. svig

med betalingsmidler, seksuelt misbrug af børn, angreb på informationssy-

stemer og bekæmpelse af terrorisme.

For så vidt angår editionskendelser om indholds- og transaktionsdata skal

udstedelsesmyndigheden efter forordningsforslaget dog tillige indsamle

yderligere oplysninger, hvis den har grund til at tro, at personen, som de

ønskede data vedrører, er bosat i en anden medlemsstat end udstedelsessta-

ten, jf. nærmere herom under punkt 7.1.1. Efter notifikationsproceduren som

nærmere beskrevet under punkt 1.2, vil fuldbyrdelsesmedlemsstaten skulle

foretage den pågældende vurdering, hvis der er tale om indholdsdata.

En europæisk sikringskendelse kan efter forordningsforslaget udstedes for

alle lovovertrædelser, hvis det er nødvendigt og forholdsmæssigt for at for-

hindre fjernelse, sletning eller ændring af relevante oplysninger med henblik

på en efterfølgende anmodning om udlevering efter eksempelvis en euro-

pæisk editionskendelse.

Hvis udstedelsesmyndigheden vælger at udstede en europæisk editions- el-

ler sikringskendelse, har den retlige repræsentant mulighed for at afvise ken-

delsen, hvis det er faktisk umuligt at udlevere eller sikre oplysningerne.

Alle personoplysninger, som er omfattet af forordningsforslaget, vil være

beskyttet og vil kun kunne behandles i overensstemmelse med databeskyt-

telsesforordningen

(2016/679/EU)

retshåndhævelsesdirektivet

(2016/680/EU).

Da kendelser kun kan udstedes i straffesager og i henhold til sammenligne-

lige nationale situationer både før og under retssagen, finder alle retssikker-

hedsmæssige garantier i straffesager anvendelse i relation til forordnings-

forslaget, herunder adgang til effektive retsmidler. Dette omfatter bl.a. ret-

ten til en retfærdig rettergang efter Den Europæiske Menneskerettigheds-

konvention (EMRK), men også alle relevante EU-retsakter på området om

bl.a. ret til advokatbistand, ret til tolkebistand, ret til information under straf-

fesager, ret til at være til stede under retssagen og styrkelse af visse aspekter

af uskyldsformodningen, retshjælp til mistænkte og tiltalte i straffesager

samt retssikkerhedsgarantier for børn.

kom (2018) 0226 - Endeligt svar på spørgsmål 1: Spm. om forordnings- og direktivforslagene om E-beviser, til justitsministeren, kopi til udenrigsministeren