Europaudvalget 2018-19 (1. samling)
Rådsmøde 3698 - beskæftigelse m.v. Bilag 1
Offentligt
2059024_0001.png
1. Forslag til Rådets direktiv om gennemførelse af princippet om
ligebehandling af alle uanset religion eller tro, handicap, alder eller seksuel
orientering.
- Fremskridtsrapport
Revideret notat. Ændringer er markeret med streg i venstre margin.
1. Resumé
Kommissionen har den 2. juli 2008 for Rådet fremsat et forslag til direktiv om
ligebehandling uden for arbejdsmarkedet af alle uanset religion eller tro,
handicap, alder eller seksuel orientering. Der er nedsat en tværministeriel
følgegruppe med henblik på at analysere forslagets juridiske og økonomiske
konsekvenser. Regeringen er som udgangspunkt positiv over for en styrket indsats
mod diskrimination og bakker op om håndhævelsen af menneskerettighederne.
Forslaget til direktiv, som det er fremlagt, giver dog anledning til en række
betænkeligheder, idet forslaget indeholder en række vagt afgrænsede bestemmelser
og ligeledes vagt udformede undtagelser fra direktivets anvendelsesområde. Det er
derfor nødvendigt at få belyst en række spørgsmål vedrørende forslagets nærmere
juridiske og økonomiske konsekvenser - herunder rækkevidden af flere mere
generelle afgrænsede bestemmelser, inden en nærmere holdning fastlægges.
Regeringen vil arbejde for en afklaring af de afgrænsnings- og
fortolkningsspørgsmål, der knytter sig til direktivforslaget, navnlig i relation til
beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af alder og handicap.
Siden forelæggelsen af forslaget i juli 2008 har forslaget været behandlet under det
franske, tjekkiske, svenske, spanske, belgiske, ungarske, polske, danske,
cypriotiske, irske, litauiske, græske, italienske, lettiske, luxembourgske,
nederlandske, slovakiske, maltesiske, etiske, bulgarsk, østrigske og rumænske
formandskab.
Sagen forventes ligeledes drøftet under det finske formandskab. Der forventes en
fremskridtsrapport inden rådsmødet. Der forekommer ikke fremskridt af
nævneværdig karakter.
2. Baggrund
Baggrunden for forslaget er at gennemføre princippet om ligebehandling mellem
mennesker uden for arbejdsmarkedet uanset deres religion eller tro, handicap, alder
eller seksuelle orientering. Der fastsættes regler om forbud mod diskrimination af
de nævnte årsager, og der etableres en ensartet minimumsbeskyttelse inden for EU
af mennesker, som har været udsat for en sådan diskrimination.
Forslaget supplerer eksisterende EU-lovgivningsrammer, under hvilke der er
forbud imod diskrimination på grundlag af religion eller tro, handicap, alder eller
seksuel orientering alene i henseende til beskæftigelse, ansættelse og
erhvervsuddannelse.
 Rådsmøde nr. 3698 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 13.-14. juni 2019 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 13-14/6-19, socialdelen
Forslaget bygger på de strategier, der er udviklet siden Amsterdam Traktaten, om
at bekæmpe diskrimination og er konsistent med EU’s tværgående mål, herunder
især Lissabon-strategien for vækst og beskæftigelse (og efterfølgende Europa
2020-strategien) og målene for processen vedrørende social beskyttelse og social
inklusion.
Lignende diskriminationsforbud findes bl.a. i artikel 26 i FN’s konvention om
borgerlige og politiske rettigheder, hvoraf det fremgår, at alle mennesker er lige for
loven og er berettiget til lovens ligelige beskyttelse uden nogen forskelsbehandling.
I denne henseende skal loven forbyde enhver forskelsbehandling og sikre alle
ligelig og effektiv beskyttelse imod forskelsbehandling af nogen grund, herunder
race, hudfarve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller
social herkomst, formueforhold, fødsel eller anden stilling. Tilsvarende indeholder
artikel 14 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention et generelt
diskriminationsforbud, men i modsætning til artikel 26 i FN’s konvention om
borgerlige og politiske rettigheder finder diskriminationsforbuddet i Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention alene anvendelse i forhold til de
rettigheder, der omfattes af denne konvention med tilhørende protokoller.
EU’s Charter om grundlæggende rettigheder indeholder også et generelt
diskriminationsforbud i artikel 21.
3. Formål og indhold
Der tages i det følgende udgangspunkt i den oprindelige direktivtekst af juli 2008,
da der ikke siden er fremlagt en ny version af teksten.
Formålet med direktivet er ifølge forslagets art. 1 at bekæmpe forskelsbehandling
på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering og at
gennemføre princippet om ligebehandling uden for arbejdsmarkedet. Direktivet
forbyder ikke ulige behandling på grund af køn, som er omfattet af EUF-traktatens
artikel 19 og 157 og dertil knyttet afledt ret.
De øvrige artikler:
Artikel 2: Begrebet forskelsbehandling
Definitionen af princippet om ligebehandling er baseret på den definition, der
fremgår af de tidligere direktiver, der er vedtaget i henhold til den tidligere EF-
traktats art. 13, stk. 1.
Direkte forskelsbehandling består i at behandle nogen anderledes udelukkende på
grund af vedkommendes alder, handicap, religion eller tro eller seksuelle
orientering. Indirekte forskelsbehandling foreligger, hvor en bestemmelse eller
praksis, som forekommer neutral, reelt kan have en særlig ufordelagtig konsekvens
for en person eller en gruppe af personer, for hvem særlige forhold gør sig
gældende.
Som i direktiv 2000/43/EF, 2000/78/EF og 2002/73/EF er det muligt at
retfærdiggøre indirekte forskelsbehandling, hvis den pågældende bestemmelse,
2
 Rådsmøde nr. 3698 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 13.-14. juni 2019 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 13-14/6-19, socialdelen
betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at
opfylde det hensigtsmæssige og nødvendige.
Chikane er forskelsbehandling, hvis en persons optræden har til formål at krænke
en anden persons værdighed og skabe et truende, nedværdigende eller ubehageligt
klima m.v. Denne definition er identisk med definitionerne i de andre direktiver
vedtaget med den tidligere EF-traktats art. 13, stk. 1, som retsgrundlag.
Manglende "tilpasninger i rimeligt omfang" i relation til mennesker med handicap
anses for at være forskelsbehandling. Dette er ifølge forslaget i overensstemmelse
med FN-konventionen om rettigheder for mennesker med handicap og med
direktiv 2000/78/EF.
Ulige behandling på grund af alder kan være lovlig, hvis den er begrundet i et
legitimt formål, og hvis midlerne til at opfylde det pågældende formål er
hensigtsmæssige og nødvendige (proportionalitetsprincippet). Forslaget er således
ikke til hinder for, at der fastsættes en bestemt aldersgrænse for adgang til sociale
goder, til uddannelse og til visse varer og tjenester, i det omfang ovenstående
betingelser opfyldes.
De allerede vedtagne direktiver giver mulighed for undtagelser fra forbuddet mod
direkte forskelsbehandling i tilfælde af "regulære og afgørende erhvervsmæssige
krav", hvad angår forskelsbehandling på grund af alder og i forbindelse med
forskelsbehandling på grund af køn, med hensyn til adgang til varer og tjenester.
Der er indsat en særlig bestemmelse om finansiel virksomhed, idet alder og
handicap kan være en afgørende faktor for risikovurderingen i forbindelse med
bestemte produkter og dermed for prisen. Anvendelsen af alder og handicap ved
risikovurderingen skal være baseret på nøjagtige data og statistikker.
Direktivet berører ikke nationale foranstaltninger, der er nødvendige af hensyn til
den offentlige sikkerhed, den offentlige orden, for at forebygge forbrydelser, for at
beskytte sundheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.
Artikel 3: Anvendelsesområde
Forskelsbehandling på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel
orientering foreslås forbudt i både den offentlige og den private sektor med hensyn
til social beskyttelse, herunder social sikring, sundhedsydelser, sociale goder,
uddannelse, adgang til varer og tjenester, herunder boliger, som er tilgængelige for
offentligheden.
Med hensyn til adgang til varer og tjenester er kun faglig eller erhvervsmæssig
virksomhed omfattet.
De forskellige områder er kun omfattet i det omfang, spørgsmålet falder ind under
Unionens kompetence. Således henhører f.eks. tilrettelæggelsen af skolesystemet
og indholdet af undervisningen og aktiviteter i forbindelse hermed, herunder
tilrettelæggelsen af undervisning for handicappede, under medlemsstaternes
3
 Rådsmøde nr. 3698 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 13.-14. juni 2019 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 13-14/6-19, socialdelen
kompetence, og de kan have bestemmelser om ulige behandling i forbindelse med
adgang til uddannelsesinstitutioner og indholdet af og aktiviteter i undervisningen,
herunder undervisning af personer med særligt behov. Medlemsstaterne kan
endvidere give mulighed for ulige behandling ved adgang til
uddannelsesinstitutioner baseret på religion eller tro.
Teksten gør det klart, at spørgsmål i forbindelse med civilstand og familiemæssig
status, herunder adoption, falder uden for direktivets anvendelsesområde. Dette
indbefatter reproduktive rettigheder. Medlemsstaterne kan frit beslutte, om de
ønsker at indføre og anerkende
retligt
registrerede partnerskaber. Hvis imidlertid
sådanne forhold i national ret anerkendes som ligestillet med ægteskaber, finder
princippet om ligebehandling anvendelse.
Det foreslås, at direktivet ikke finder anvendelse på national lovgivning om statens
og dens institutioners sekulære status eller om religiøse organisationers status.
Direktivet omfatter ikke forskelsbehandling på grund af nationalitet og berører ikke
bestemmelser og betingelser vedrørende tredjelandsstatsborgeres og statsløse
personers indrejse og ophold i medlemsstaterne og heller ikke nogen form for
behandling, der skyldes de pågældendes retsstilling.
Artikel 4: Ligebehandling af mennesker med handicap
Det forudsættes i forslaget, at der indføres reel og lige adgang for mennesker med
handicap til social beskyttelse, sociale goder, sundhedsydelser og uddannelse samt
adgang til varer og tjenester, herunder boliger og transport, som er tilgængelige for
offentligheden. Denne forpligtelse er begrænset i det omfang, den ville medføre en
uforholdsmæssig stor byrde eller ville kræve grundlæggende ændringer inden for
de pågældende områder. I bestemte tilfælde kan individuelle tilpasninger i rimeligt
omfang være nødvendige for at sikre, at en bestemt handicappet har reel adgang.
Dette er dog kun tilfældet, hvis det ikke indebærer en uforholdsmæssig stor byrde.
Artiklen indeholder en ikke-udtømmende liste over, hvilke faktorer der kan tages i
betragtning ved vurderingen af, om byrden er uforholdsmæssig stor, herunder
organisationens størrelse og ressourcer, de skønnede omkostninger og de mulige
fordele ved forbedret adgang for mennesker med handicap.
Artikel 5: Positiv særbehandling og særforanstaltninger
Bestemmelsen er identisk med andre direktiver med den tidligere EF-traktats
artikel 13 som retsgrundlag. Der gives mulighed for at opretholde eller vedtage
særforanstaltninger med henblik på at forebygge eller opveje ulemper knyttet til
religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.
Artikel 6: Mindstekrav
Bestemmelsen er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-
traktats artikel 13 som retsgrundlag. Den giver medlemsstaterne mulighed for at
fastlægge et højere beskyttelsesniveau end garanteret ved direktivet og forbyder
omvendt, at medlemsstaternes niveau for beskyttelse mod forskelsbehandling bør
sænkes ved gennemførelsen af direktivet.
4
 Rådsmøde nr. 3698 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 13.-14. juni 2019 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 13-14/6-19, socialdelen
Artikel 7: Klageadgang
Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-
traktats artikel 13 som retsgrundlag. Det foreslås, at borgere, der mener, at de har
været udsat for forskelsbehandling, bør kunne anvende administrative eller retlige
procedurer, også efter at det forhold, under hvilket forskelsbehandlingen angiveligt
har fundet sted, er ophørt.
Organisationer, der har en legitim interesse i at bekæmpe forskelsbehandling, gives
mulighed for at hjælpe ofre for forskelsbehandling i retslige eller administrative
procedurer. Nationale regler om søgsmålsfrister berøres ikke af denne
bestemmelse.
Artikel 8: Bevisbyrde
Bestemmelsen er identisk med tilsvarende bestemmelser i direktiver med den
tidligere EF-traktats artikel 13 som retsgrundlag samt med bevisbyrdedirektivet, jf.
direktiv 97/80/EF om bevisbyrden i forbindelse med forskelsbehandling på
grundlag af køn.
I alle sager, hvor princippet om ligebehandling hævdes krænket, foreslås det, at
princippet om delt bevisbyrde skal finde anvendelse. Som i de tidligere direktiver
finder delt bevisbyrde ikke anvendelse i tilfælde, hvor den påståede
forskelsbehandling forfølges strafferetligt.
Artikel 9: Beskyttelse mod repressalier (victimisering)
Bestemmelsen er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-
traktats artikel 13 som retsgrundlag. Der foreslås indført foranstaltninger til
beskyttelse af enkeltpersoner mod repressalier som følge af, at de har gjort deres
rettigheder i henhold til direktivet gældende.
Artikel 10: Formidling af oplysninger
I denne bestemmelse, der er den samme som i de andre direktiver med den tidligere
EF-traktats artikel 13 som retsgrundlag, foreslås det, at medlemsstaterne skal
informere om direktivet og nationale bestemmelser.
Artikel 11: Dialog med relevante interessenter
Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-
traktats artikel 13 som retsgrundlag. Den har til formål at fremme dialogen mellem
de relevante offentlige myndigheder og organer som f.eks. ngo'er, der har en
legitim interesse i at bidrage til bekæmpelsen af forskelsbehandling på grund af
religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.
Artikel 12: Organer til fremme af ligebehandling
Denne bestemmelse er den samme som i to andre direktiver vedtaget i henhold til
den tidligere EF-traktats artikel 13. I henhold til denne artikel skal medlemsstaterne
have et eller flere organer ("ligebehandlingsorgan") på nationalt plan til fremme af
ligebehandling af alle uden forskel på grund af religion eller tro, handicap, alder
eller seksuel orientering.
5
 Rådsmøde nr. 3698 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 13.-14. juni 2019 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 13-14/6-19, socialdelen
Bestemmelsen er en gengivelse af bestemmelsen i direktiv 2000/43/EF vedrørende
adgang til varer og tjenester og bygger på tilsvarende bestemmelser i direktiv
2002/73/EF25 og 2004/113/EF. Den fastsætter minimumskompetencen for organer
på nationalt plan, der bør handle uafhængigt for at fremme princippet om
ligebehandling. Medlemsstaterne kan beslutte, at disse organer skal være de samme
som dem, der allerede er oprettet i henhold til de tidligere direktiver.
En af ligebehandlingsorganernes opgaver er at give uafhængig bistand til ofre for
forskelsbehandling. De skal også kunne foretage uafhængige undersøgelser af
forskelsbehandling og offentliggøre rapporter og fremsætte henstillinger på
ligebehandlingsområdet.
Artikel 13: Overholdelse
Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-
traktats artikel 13 som retsgrundlag. Medlemsstaterne forpligtes til at ophæve alle
love og administrative bestemmelser, der strider mod princippet om
ligebehandling. Endvidere kan alle aftaleretlige bestemmelser, virksomheders
interne regler og vedtægter for foreninger, der strider mod
ligebehandlingsprincippet, erklæres ugyldige eller ændres.
Artikel 14: Sanktioner
Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-
traktats artikel 13 som retsgrundlag. I overensstemmelse med EF-Domstolens
praksis fastsættes det, at der ikke bør være nogen øvre grænse for den godtgørelse,
der skal betales i tilfælde af krænkelser af princippet om ligebehandling.
Godtgørelsen skal være effektiv, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have en
præventiv effekt.
Artikel 15: Gennemførelse
Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-
traktats artikel 13 som retsgrundlag. Den giver medlemsstaterne en frist på to år til
at inkorporere direktivet i national ret og at meddele Kommissionen teksten til de
nationale bestemmelser. Medlemsstaterne kan bestemme, at forpligtelsen til at
sikre reel adgang for mennesker med handicap først skal gælde fire år efter
vedtagelsen af direktivet.
Artikel 16: Rapport
Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-
traktats artikel 13 som retsgrundlag. Kommissionen skal i henhold til denne artikel
aflægge rapport over for Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af
direktivet på grundlag af oplysninger fra medlemsstaterne. Der skal i rapporten
tages hensyn til de synspunkter, der fremsættes af arbejdsmarkedets parter, de
relevante ngo'er og Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende
Rettigheder.
Artikel 17: Ikrafttræden
6
 Rådsmøde nr. 3698 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 13.-14. juni 2019 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 13-14/6-19, socialdelen
Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-
traktats artikel 13 som retsgrundlag. Direktivet træder i kraft på dagen for
offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Artikel 18: Adressater
Denne bestemmelse, hvoraf det fremgår, at direktivet er rettet til medlemsstaterne,
er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-traktats artikel 13
som retsgrundlag.
4. Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet afgav en udtalelse om forslaget den 2. april 2009.
5. Nærhedsprincippet
Kommissionen har beskrevet forslagets forhold til nærheds- og
proportionalitetsprincippet således:
”Subsidiaritetsprincippet
finder anvendelse, for så vidt som forslaget ikke er
omfattet af Fællesskabets ene kompetence. Målene for forslaget kan ikke i
tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne alene, fordi kun foranstaltninger på
fællesskabsplan kan sikre, at der er et minimumsniveau for beskyttelse mod
forskelsbehandling på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel
orientering i alle medlemsstaterne. En fællesskabsretsakt giver retssikkerhed med
hensyn til borgernes og de økonomiske aktørers rettigheder og forpligtelser, også
hvis de bevæger sig mellem medlemsstaterne. Erfaringerne med de tidligere
direktiver, der er blevet vedtaget i henhold til EF-traktatens artikel 13, stk. 1
(EUF-traktatens artikel 19, stk. 1), viser, at de har haft en positiv virkning med
hensyn til at opnå en bedre beskyttelse mod forskelsbehandling. I
overensstemmelse med proportionalitetsprincippet går det foreslåede direktiv ikke
ud over, hvad der er nødvendigt for at nå de fastlagte mål.
Nationale traditioner og tilgange på områder som f.eks. sundhedsydelser, social
beskyttelse og uddannelse er desuden generelt mere forskellige end på
beskæftigelsesområdet. Disse områder er kendetegnet ved legitime
samfundsmæssige valg på områder, hvor medlemsstaterne har kompetencen.
De europæiske samfunds forskelligartethed er en af Europas styrker og skal
respekteres i henhold til subsidiaritetsprincippet. Spørgsmål som tilrettelæggelse af
uddannelsessystemet og undervisningens indhold, anerkendelse af civilstand eller
familiemæssig status, adoption, reproduktive rettigheder og andre lignende
spørgsmål afgøres bedst på nationalt plan. Ingen medlemsstat skal derfor som
følge af direktivet ændre sin gældende lovgivning eller praksis med hensyn til disse
spørgsmål. Det berører heller ikke nationale bestemmelser om kirkers eller andre
religiøse organisationers aktiviteter eller deres forhold til staten. Det vil således
f.eks. fortsat være medlemsstaterne alene, der træffer afgørelse om spørgsmål som
tilladelse til selektiv adgang til skoler, forbud mod eller accept af at bære eller
bruge religiøse symboler i skolen, anerkendelse af ægteskab mellem personer af
samme køn og eventuel regulering af forholdet mellem organiseret religion og
staten.”
7
 Rådsmøde nr. 3698 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 13.-14. juni 2019 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 13-14/6-19, socialdelen
2059024_0008.png
Regeringen kan tilslutte sig denne vurdering.
6. Gældende dansk ret
I den danske lovgivning opereres der i vidt omfang med aldersgrænser i forskellige
sammenhænge. Bestemmelserne i direktivforslaget er i sin nuværende form så
elastiske, at det ikke kan udelukkes, at Danmark vil kunne komme i en situation,
hvor Kommissionens og EU-Domstolens opfattelse af, hvornår en aldersgrænse er
fastsat efter objektive og rimeligt begrundede kriterier, og hvad der er et legitimt
formål, ikke nødvendigvis vil være sammenfaldende med den danske opfattelse.
På den baggrund vurderes det, at i det omfang alder skal være omfattet af
direktivet, skal direktivforslaget være mere præcist i form af angivelser af områder,
der kan undtages helt fra direktivet.
Direktivforslaget indeholder desuden en særlig bestemmelse om ligebehandling af
mennesker med handicap. Artiklen skal sikre reel og lige adgang for mennesker
med handicap til social beskyttelse, sociale goder, sundhedsydelser og uddannelse
samt adgang til varer og tjenesteydelser, herunder boliger og transport, som er
tilgængelige for offentligheden. Denne forpligtelse er begrænset, i det omfang den
ville medføre en uforholdsmæssig stor byrde eller vil kræve grundlæggende
ændringer inden for de pågældende områder. Artiklen er uklar, hvilket gør det
vanskeligt at afgrænse bestemmelsens omfang. Eksempelvis fremgår det af
artiklen, at medlemsstaterne kan foretage ”rimelig tilpasning” for at sikre
gennemførelsen af rettighederne, så længe disse ikke medfører ”uforholdsmæssig
stor byrde”.
Der er taget udgangspunkt i det oprindelige fremsatte direktivforslag som grundlag
for de juridiske overvejelser på det enkelte ressortministeriers område, som
beskrives nærmere nedenfor, da forhandlingerne fortsat ikke har ført til nye
konkrete tekstforslag, som alle medlemmer er enige om.
Børne- og Socialministeriets område
Det må overordnet antages, at aldersbestemmelser i forhold til Børne og
Socialministeriets område er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål og
derfor ikke udgør forskelsbehandling i direktivets forstand. Når en endelig
direktivtekst foreligger, vil regeringen på baggrund af denne vurdere, hvorvidt der
måtte være behov for ændringer som følge af vedtagelse af direktivforslaget. Det
gælder for eksempel ydelser efter serviceloven.
Handicap
Serviceloven indeholder en del bestemmelser om tilbud til personer med handicap,
herunder bestemmelser om positiv særbehandling i form af kompensation for at
sikre reel ligestilling. Følgende bestemmelsers relation til direktivforslaget
vurderes at skulle undersøges nærmere.
Hjælp til dækning af merudgifter
8
 Rådsmøde nr. 3698 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 13.-14. juni 2019 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 13-14/6-19, socialdelen
2059024_0009.png
§ 100 i serviceloven pålægger kommunalbestyrelserne at yde hjælp til dækning af
nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse til personer mellem 18 år og
folkepensionsalderen med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og til
personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der efter § 15 a i lov
om social pension har opsat udbetalingen af folkepensionen.
Det skal bemærkes, at Børne- og Socialministeriet og Beskæftigelsesministeriet
blev frifundet i en retssag om, hvorvidt det er i strid med Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 14 sammenholdt med tillægsprotokol 1,
artikel 1, at en borger ikke længere tildeles dækning af merudgifter efter
serviceloven efter overgang til folkepension samt invaliditetsbeløb efter
førtidspensionsloven.
Ledsageordning
§ 97, stk. 2, i serviceloven pålægger kommunalbestyrelserne at tilbyde 15 timers
ledsagelse om måneden til personer mellem 12 år og folkepensionsalderen, dog
således at aldersgrænsen ikke kan blive mindre end 67 år, der ikke kan færdes
alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
§97, Stk. 2, fastslår, at personer, der er visiteret til 15 timers ledsagelse om
måneden ved det fyldte 67. år, bevarer denne ret efter det fyldte 67. år.
Beskyttet beskæftigelse
§ 103 i serviceloven pålægger kommunalbestyrelserne at tilbyde beskyttet
beskæftigelse til personer mellem 18 år og folkepensionsalderen, som på grund af
betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer
ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet,
og som ikke kan benytte tilbud efter anden lovgivning.
Beskyttet beskæftigelse adskiller sig fra beskæftigelse efter reglerne på
Beskæftigelsesministeriets område ved at blive betragtet som en social
foranstaltning. Dette indebærer bl.a., at personer i beskyttet beskæftigelse ikke har
krav på at modtage feriepenge og sygedagpenge mv. i lighed med personer på det
ordinære arbejdsmarked.
Botilbud
For botilbud til længerevarende ophold for personer med betydelig og varigt nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne efter servicelovens § 108 er der ikke fastsat
regler om specifikke indretningskrav i lovgivningen, men botilbuddet skal være
egnet til formålet.
For almene ældreboliger, herunder boliger der udlejes til mennesker med handicap,
er der derimod fastsat specifikke indretningskrav i lovgivningen, f.eks. at hver
bolig skal være forsynet med selvstændigt toilet og bad.
Fra 1. januar 2020 bliver det muligt at målrette botilbud til længerevarende ophold
efter serviceloven til unge mellem 18 og 35 år med henblik på at understøtte, at
beboerne kan leve et ungdomsliv sammen med jævnaldrende. Beboerne vil skulle
fraflytte tilbuddet inden det fyldte 35. år.
9
 Rådsmøde nr. 3698 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 13.-14. juni 2019 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 13-14/6-19, socialdelen
2059024_0010.png
Handleplaner
§ 141 i serviceloven forpligter kommunalbestyrelserne til at skønne, om det er
hensigtsmæssigt at tilbyde at udarbejde en handleplan for indsatsen, når der ydes
hjælp til personer under folkepensionsalderen efter lovens afsnit 5.
Indhentelse af samtykke fra børn over 15 år
Ifølge serviceloven skal der ved visse afgørelser indhentes samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren og fra den unge, hvis denne er over 15 år.
Dette gælder eksempelvis i forbindelse med anbringelse uden for hjemmet, jf. § 53,
når afgørelsen er truffet efter lov om social service. Er der tale om børn under 15
Klagereglerne
For en række afgørelser om foranstaltninger efter serviceloven, der vedrører børn
og unge er aldersgrænsen for partsstatus og klageadgang fastsat til 12 år. Det
gælder eksempelvis i afgørelser om valg af anbringelsessted og afgørelser om
samvær og kontakt jf. § 167 i serviceloven.
Efterværn
Efter servicelovens § 76 kan kommunalbestyrelsen tilbyde støtte, der har til formål
at bidrage til en god overgang til en selvstændig tilværelse for den unge mellem 18-
22 år, når det må anses for af væsentlig betydning af hensyn til den unges behov
for støtte, og hvis den unge er indforstået hermed.
Børn og unge, der er tvangsanbragt
umiddelbart inden
det 18. år,
har
ret til at få
efterværn i form af en kontaktperson frem til det fyldte 23. år. Støtten tilbydes
unge, der ikke tilbydes støtte i form af opretholdelse af døgnophold efter § 76, stk.
3, nr. 1.
Kommunalbestyrelsen skal tilbyde unge, der umiddelbart inden det fyldte 18. år er
eller var anbragt uden for hjemmet, jf. § 52, stk.3, nr. 7, eller § 14 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet på eget værelse, kollegium eller
kollegielignende opholdssteder, støtte i form af en kontaktperson frem til det 19. år.
Støtten tilbydes unge, der ikke tilbydes støtte i form af opretholdelse af døgnophold
efter § 76, stk. 3, nr. 1.
Tilbuddene efter § 76 ophører ved det fyldte 23. år. I flere situationer vil der
imidlertid være mulighed for, at der kan iværksættes en foranstaltning efter
voksenreglerne i serviceloven som eksempelvis § 85, der bl.a. vedrører hjælp,
omsorg og støtte i tilfælde af psykiske, fysiske eller sociale problemer.
Efter servicelovens § 76 a skal kommunalbestyrelsen tilbyde hjælp efter stk. 2 og
3. til unge i alderen 18 til 22 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til
den unges behov for støtte, og hvis den unges værge er indforstået hermed.
10
 Rådsmøde nr. 3698 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 13.-14. juni 2019 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 13-14/6-19, socialdelen
2059024_0011.png
For unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der
umiddelbart inden det fyldte 18. år er anbragt uden for hjemmet efter reglerne i
kapitel 11 i en plejefamilie efter § 66, stk. 1 nr. 1-3, kan kommunalbestyrelsen
træffe afgørelse om, at døgnopholdet, jf. § 52, opretholdes. Såfremt den unges
plejefamilie ikke længere vurderes egnet som plejefamilie for den pågældende
unge, kan kommunalbestyrelsen tilbyde den unge anbringelse i en anden
plejefamilie, som den unge har en nær relation til og er tryg ved. Ved tilbud om
anbringelse hos en anden plejefamilie skal betingelserne i stk. 1 være opfyldt.
Opretholdelsen af døgnophold skal ophøre, når det ikke længere opfylder sit formål
under hensyn til den unges behov for støtte, dog senest når den unge fylder 23 år.
Beskæftigelsesministeriets område
Arbejdsløshedsforsikringslovgivningen, sygedagpengeloven,
kontanthjælpslovgivningen, børnetilskudsreglerne, beskæftigelsesindsatsloven og
pensionsreglerne indeholder aldersgrænser på en lang række områder i relation til
erhvervelse af ret til arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge m.v. F.eks. ophører
retten til arbejdsløshedsdagpenge, når en person når folkepensionsalderen, og
førtidspension kan som udgangspunkt ikke tilkendes personer under 40 år.
Personer i alderen fra 18 til 39 år kan tilkendes førtidspension, hvis det er
dokumenteret, eller det på grund af særlige forhold er helt åbenbart, at
arbejdsevnen ikke kan forbedres.
Ligeledes findes der aldersbestemmelser i reglerne om f.eks. efterløn, fleksydelse,
delpension, fleksjob, social pension, kontanthjælp, arbejdsskadeforsikring og i de
særlige ungeregler om medlemskab/optagelse i en
arbejdsløshedsforsikringsordning.
Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.
Forskelsbehandlingsloven indeholder et forbud mod direkte og indirekte
forskelsbehandling på grund af en række kriterier, bl.a. race og etnisk oprindelse,
religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering på arbejdsmarkedet.
Loven baserer sig bl.a. på EU-direktiv 2000/43/EF og EU-direktiv 2000/78/EF.
Lønmodtagere og ansøgere til ledige stillinger er beskyttet mod forskelshandling i
forbindelse med ansættelse, under ansættelsen, i forbindelse med afskedigelse,
forflyttelse, forfremmelse og med hensyn til løn og arbejdsvilkår. En arbejdsgiver
må ikke forskelsbehandle ansatte med hensyn til adgang til erhvervsmæssig
videreuddannelse, omskoling, m.v. Loven gælder for både arbejdsgivere, for
enhver, der driver vejlednings- og uddannelsesvirksomhed og for enhver, der
anviser beskæftigelse.
Loven indeholder en pligt for arbejdsgiveren til at foretage hensigtsmæssige
tilpasninger i betragtning af de konkrete behov for at give personen med handicap
adgang til beskæftigelse. Pligten til at foretage tilpasninger må imidlertid ikke være
urimelig byrdefuld for arbejdsgiveren. Hvis byrden lettes i tilstrækkeligt omfang
gennem offentlige foranstaltninger, anses byrden ikke for at være uforholdsmæssig
stor.
11
 Rådsmøde nr. 3698 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 13.-14. juni 2019 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 13-14/6-19, socialdelen
2059024_0012.png
Arbejdsløshedsforsikring
Beskæftigelsesministeriet har vurderet, at aldersgrænserne i
arbejdsløshedsforsikringsloven ikke umiddelbart udgør et problem i forhold til
direktivet. Det forudsættes, at de aldersbestemte regler i
arbejdsløshedsforsikringsloven kan undtages fra begrebet forskelsbehandling efter
artikel 2, stk. 6, og ikke er omfattet af anvendelsesområdet som beskrevet i artikel
3, stk. 1, litra a-b).
For at blive optaget som medlem i en dansk a-kasse er det en betingelse, at man er
fyldt 18 år og ikke er mindre end 2 år fra folkepensionsalderen. Hvis man har
gennemført en uddannelse, der giver grundlag for optagelse i en a-kasse, kan man
optages som medlem, selv om man ikke er fyldt 18 år. Medlemskabet af en a-kasse
ophører ved udgangen af den måned, hvor man når folkepensionsalderen.
Det er en betingelse for ret til arbejdsløshedsdagpenge, at man er medlem af en a-
kasse. Hvis man ikke opfylder aldersbetingelserne for ret til medlemskab, kan man
derfor heller ikke få arbejdsløshedsdagpenge.
Et medlem af en a-kasse kan overgå til et særligt seniormedlemsskab efter
udgangen af den måned, hvor pågældende når folkepensionsalderen. Hvis man ikke
er medlem af en a-kasse i forvejen, kan man blive optaget som seniormedlem, når
man har nået folkepensionsalderen. Seniormedlemsskab af en a-kasse giver ikke ret
til arbejdsløshedsdagpenge eller andre ydelser fra a-kassen. Seniormedlemsskab
giver ret til hjælp til og vejledning om jobsøgning, hvis seniormedlemmet anmoder
herom.
Arbejdsskadelovgivningen
Bestemmelser relatereret til handicapkriteriet
Erstatning for tab af erhvervsevne samt godtgørelse for varige mén efter lov om
arbejdsskadesikring fastsættes på grundlag af arbejdsskadens følger. Erstatningen
kan nedsættes eller efter omstændighederne bortfalde, hvis tilskadekomnes aktuelle
lægelige og sociale situation ikke udelukkende kan henføres til arbejdsskaden. Der
ydes således ikke kompensation for tilskadekomnes samlede helbredsmæssige
og/eller erhvervsmæssige forringelse, når tilskadekomnes helbredsmæssige og/eller
erhvervsevne allerede var nedsat før skaden. Det samme gælder, når den
forudbestående sygdom med sikkerhed på et senere tidspunkt ville have medført i
det væsentlige de samme følger, selvom skaden ikke var sket.
Følgerne af forudbestående skader eller handicap kan have betydning for
erstatningsudmålingen. Det betyder, at erstatning og godtgørelse kan nedsættes, når
det er dokumenteret, at hele eller dele af det varige mén/tab af erhvervsevne
skyldes andre forhold end arbejdsskadens følger. Det bemærkes, at personer med
handicap kan kompenseres økonomisk efter anden social lovgivning.
Bestemmelser relatereret til alderskriteriet
Godtgørelse for varigt mén er en økonomisk kompensation for de varige ikke-
økonomiske følger af en arbejdsskade. Godtgørelsen nedsættes med en procent for
12
 Rådsmøde nr. 3698 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 13.-14. juni 2019 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 13-14/6-19, socialdelen
2059024_0013.png
hvert år, tilskadekomne er ældre end 39 år ved arbejdsskadens indtræden. Var
tilskadekomne fyldt 60 år ved arbejdsskadens indtræden, nedsættes godtgørelsen
med yderligere 1 pct. for hvert år, den pågældende var ældre end 59 år ved
arbejdsskadens indtræden. Godtgørelsen nedsættes dog ikke yderligere efter det
fyldte 69. år, og udgør derefter 60 procent af den almindelige godtgørelse.
Baggrunden, for at det er valgt at lade godtgørelsen nedsætte for ældre personer, er,
at ældre personer ikke skal leve så længe med det varige mén som yngre personer.
Erstatning for tab af erhvervsevne tilkendes som løbende erstatning. Udbetalingen
af den løbende erstatning ophører, når modtageren opnår ret til folkepension. Hvis
tabet af erhvervsevne er under 50 procent, bliver den løbende erstatning omsat til et
engangsbeløb (kapitalerstatning). Er erhvervsevnetabet 50 procent eller derover,
har den tilskadekomne mulighed for at få omsat et beløb, der svarer til et tab af
erhvervsevne på 50 procent, til en kapitalerstatning, mens den resterende del af
erstatningen udbetales som en løbende erstatning. Kapitaliseringsfaktorerne, der
anvendes til omsætning af løbende erstatning til kapitalerstatning, fastsættes efter
aktuarmæssige principper. Dette betyder, at kapitaliseringsbeløbet er forskelligt i
forhold til alder, således at det udbetalte kapitalbeløb er mindre, jo ældre
tilskadekomne er.
Beskæftigelsesindsatsen
Adskillige ordninger under beskæftigelseslovgivningen har snæver sammenhæng
med folkepensionsalderen. Det gælder f.eks. efterløn, fleksydelse og delpension,
som er tilbagetrækningsordninger før folkepensionsalderen.
Beskæftigelsesindsatsen (lov om en aktiv beskæftigelsesindsats) indeholder en
række målgruppeafgrænsninger, som knytter sig til alder eller begrænsninger i
arbejdsevnen. Der kan opstilles følgende ikke udtømmende liste over
beskæftigelsesrelaterede ordninger, der indeholder bestemmelser
–
direkte eller
indirekte
–
om alder og begrænsninger i arbejdsevnen:
Ordning
Ressourceforløb
Jobafklaringsforløb
Afgrænsning
Personer med komplekse problemer ud over
ledighed. Ophør ved folkepensionsalderen.
Alle uarbejdsdygtige sygemeldte, der ikke kan
få forlænget sygedagpengene. Ophør ved
folkepensionsalderen.
Begrænsninger i arbejdsevnen med mulighed
for at opnå selvforsørgelse efter et
revalideringsforløb. Revalideringsindsats og -
ydelse er subsidiære ift. alle andre former for
hjælp/forsørgelse. Ophør ved
folkepensionsalderen.
Væsentlig og varig begrænsning i
arbejdsevnen. Ophører ved
folkepensionsalderen.
Revalidering
Fleksjob
13
 Rådsmøde nr. 3698 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 13.-14. juni 2019 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 13-14/6-19, socialdelen
2059024_0014.png
Løntilskud til
førtidspensionister
Tilskud til udgifter til
hjælpemidler
Forudsætter førtidspension (som kræver
væsentlig og varig begrænsning i
arbejdsevnen).
Forudsætter at hjælpemidlet har afgørende
betydning for ansættelsen eller beskæftigelsen i
egen virksomhed, eller at redskabet eller
arbejdspladsindretningen kompenserer for
personens eventuelle begrænsning i
arbejdsevnen.
Varig og betydelig psykisk eller fysisk funk-
tionsnedsættelse.
Personlig assistance til
personer med
handicap
(kompensationsloven)
Seniorjob
Forsikrede ledige, hvis ret til dagpenge, udløber
tidligst 5 år før efterlønsalderen, har ret til
ansættelse i et seniorjob, når dagpengeretten er
udløbet og indtil efterlønsalderen. Det er en
betingelse, at personen betaler til
efterlønsordningen, og at personen vil kunne
opfylde anciennitetskravet for efterløn, når
vedkommende når efterlønsalderen.
Fleksjob
Hvis alderskriteriet i direktivforslaget skal forstås således, at man kan fastsætte en
aldersgrænse ud fra objektive kriterier
–
f.eks. at folkepensionsalderen er den
samme for alle født i en given periode
–
og at forskellige ydelser ophører (for alle),
når de opnår folkepensionsalderen (fordi pensionen så træder i stedet), så er det
Beskæftigelsesministeriets vurdering, at der ikke er udgifter ift. fleksjobordningen
ved direktivforslaget. Dog skal det nævnes, at der er det særlige forhold knyttet til
fleksjobordningen, at fleksjob ophører ved opnåelse af folkepensionsalderen,
selvom man i øvrigt kan fortsætte på det ordinære arbejdsmarked efter, at man har
nået folkepensionsalderen. Umiddelbart er det vurderingen, at heller ikke dette har
betydning i forhold til direktivforslaget, da man ikke mister retten til at arbejde, og
derfor stadig er ansat hos arbejdsgiveren, indtil man bliver afskediget.
Ledige fleksjobbere kan modtage ledighedsydelse. Personer, der når
fleksydelsesalderen (alderen for efterløn til fleksjobbere) kan højst modtage
ledighedsydelse på samme niveau som hidtil indtil seks måneder efter dette
tidspunkt, hvorefter satsen nedsættes til niveauet for kontanthjælp til personer fyldt
30 år. Det vurderes ikke at være diskrimination i direktivets forstand, idet dette
ikke afskærer eller begrænser deres adgang til arbejdsmarkedet.
Mht. handicapkriteriet i fleksjobordningen er det endvidere umiddelbart
vurderingen, at direktivets bestemmelser om handicap ikke giver problemer, da det
fortsat må være muligt at afgrænse en ordning til et kriterium om varigt og
14
 Rådsmøde nr. 3698 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 13.-14. juni 2019 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 13-14/6-19, socialdelen
2059024_0015.png
væsentligt nedsat arbejdsevne, som omfatter alle borgere. Det bemærkes i den
forbindelse, at der altid vil være tale om en konkret og individuel vurdering af, om
en borger opfylder betingelserne for fleksjob. Også ud fra den betragtning, er det
opfattelsen, at der ikke er udgifter til fleksjobordningen ved direktivforslaget.
Reglerne om kompensation til personer med handicap i erhverv
Lov om kompensation til personer med handicap i erhverv m.v. har til formål at
styrke og stimulere handicappede personers muligheder for beskæftigelse med det
formål at give disse de samme muligheder for erhvervsudøvelse som personer uden
handicap.
Er der behov for kompensation for den nedsatte arbejdsevne, er der regler i lov om
kompensation til handicappede i erhverv m.v. om fortrinsadgang, personlig
assistance til handicappede i erhverv og under efter- og videreuddannelse og om
isbryderordningen. Som et eksempel kan nævnes muligheden for personlig
assistance, der kan ydes til ledige, lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende,
som på grund af en varig og betydelig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse har
behov for særlig personlig bistand.
Derudover er der i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (dette vil pr. 1. januar
2020 fremgå af kompensationsloven) mulighed for, at personer med
funktionsnedsættelse kan få bevilget hjælpemidler, hvis funktionsnedsættelsen
medfører barrierer i forbindelse med et job, uddannelse eller ved deltagelse i tilbud
efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Umiddelbart er det vurderingen, at det også i denne sammenhæng ikke er i strid
med direktivforslaget at afgrænse en ordning ud fra et væsentlighedskriterium, som
omfatter alle borgere. Det er derfor vurderingen, at der ikke er udgifter ift.
ordningen om kompensation til personer med handicap i erhverv ved
direktivforslaget.
Kontanthjælpssystemet
På kontanthjælpsområdet afhænger en persons sats blandt andet af, om personen er
under 25 år, fyldt 25 år eller fyldt 30 år. Aldersgrænserne er politisk bestemte og
begrundes i ”den sædvanlige uddannelsesalder”, hvorfor satserne for de yngre
aldersgrupper under 30 år uden erhvervskompetencegivende uddannelse er fastsat
ud fra SU-niveauet for at sikre, at det ikke er det sociale ydelsesniveau, der
forhindrer de unge i at starte på en uddannelse med SU.
Samtidig med indførelsen af ungesatserne på SU-niveau blev den aktive indsats for
unge under 30 år uden erhvervskompetencegivende uddannelse omlagt, så målet i
dag er ordinær uddannelse. Unge, der vurderes at kunne påbegynde en uddannelse
inden for ca. et år og gennemføre uddannelsen, bliver visiteret som
uddannelsesparate, mens unge, der ikke vurderes uddannelsesparate, bliver visiteret
som aktivitetsparate.
De unge, der ikke vurderes uddannelsesparate f.eks. på grund af sociale eller
sundhedsmæssige problemer, får et aktivitetstillæg til satsen, ud fra en betragtning
15
 Rådsmøde nr. 3698 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 13.-14. juni 2019 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 13-14/6-19, socialdelen
2059024_0016.png
om, at de ikke kan reagere på et økonomisk incitament til at gå i gang med en
uddannelse i form af en lavere sats.
Sygedagpenge
På sygedagpengeområdet er der som udgangspunkt ikke nogen aldersbegrænsning
for udbetalingen af sygedagpenge. Der er dog en aldersbegrænsning mht.
varighedsbegrænsningen, dvs. spørgsmålet om, i hvor lang tid, der kan udbetales
sygedagpenge. Mens udbetaling af sygedagpenge som udgangspunkt ophører, når
der er udbetalt sygedagpenge i 22 uger i de 9 forudgående kalendermåneder,
ophører sygedagpengene for personer, der har nået folkepensionsalderen, når der er
udbetalt sygedagpenge i mere end 26 uger af de forudgående 12 kalendermåneder.
Der er desuden ikke de samme forlængelsesmuligheder som for den øvrige
personkreds.
Begrundelsen herfor er, at der er adgang til en anden forsørgelsesydelse, nemlig
folkepensionen. Det ville være uhensigtsmæssigt, hvis man ved at sygemelde sig
før folkepensionen kunne sikre sig en langt højere ydelse i en årrække.
Jobafklaringsforløb
Alle sygemeldte, som fortsat er uarbejdsdygtige, og som ikke kan få forlænget
deres sygedagpenge, har ret til jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse i en
periode på op til 2 år. Ved fortsat uarbejdsdygtighed er der mulighed for at få et nyt
jobafklaringsforløb. I jobafklaringsforløb er der fastsat den aldersgrænse, at
jobafklaringsforløb ophører på det tidspunkt, hvor personen når
folkepensionsalderen.
Ressourceforløb
Ressourceforløb skal blandt andet ses i sammenhæng med reglerne om
førtidspension og blev indført for at udvikle personens arbejdsevne og dermed, hvis
det er muligt, forebygge førtidspension. Deltagelse i et ressourceforløb skal sikre,
at alle relevante muligheder for at udvikle arbejdsevnen har været forsøgt, inden
der tilkendes førtidspension.
Målgruppen for ressourceforløb er personer, der har komplekse problemer ud over
ledighed.
Visitation til ressourceforløb vil altid bero på en konkret og individuel
helhedsvurdering af den enkeltes situation.
Et ressourceforløb kan vare fra 1 til 5 år. En person kan blive tilbudt flere på
hinanden følgende ressourceforløb. For ressourceforløb er der fastsat den
aldersgrænse, at der alene kan gives ressourceforløb frem til det tidspunkt, hvor
personen når folkepensionsalderen.
Revalidering
Revalidering er erhvervsrettede aktiviteter og økonomisk hjælp, der kan bidrage til,
at personer med begrænsninger i arbejdsevnen fastholdes eller kommer ind på
16
 Rådsmøde nr. 3698 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 13.-14. juni 2019 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 13-14/6-19, socialdelen
2059024_0017.png
arbejdsmarkedet, således at pågældendes mulighed for at forsørge sig selv
forbedres.
Revalidering er subsidiær i forhold til anden indsats. Det vil sige, at revalidering
kun kan tilbydes, hvis der ikke gennem andre erhvervsrettede aktiviteter er
mulighed for at få en person i beskæftigelse.
Et revalideringsforløb skal gennemføres på så kort tid som muligt, og kan højst
vare i 5 år med mulighed for forlængelse. Der kan alene gives revalidering frem til
det tidspunkt, hvor personen når folkepensionsalderen.
Folkepension, førtidspension og børnetilskud
Kontantydelserne kan udbetales efter
Lov om højeste, mellem, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension
m.v.
Lov om social pension
Lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag
For disse ydelser gælder, at retten til ydelser er aldersbestemte. Børnetilskud ydes
til børn under 18 år, førtidspension kan tilkendes og udbetales fra det 18. år og til
folkepensionsalderen, mens folkepension kan udbetales fra folkepensionsalderen,
der indtil 2019 er 65 år. Folkepensionsalderen er gradvist forhøjet fra 65 år til 67 år
i perioden 2019 til 2022, og folkepensionsalderen er forhøjet til 68 år fra 1. januar
2030. Det må antages, at aldersbestemmelser i forhold til disse ydelser er objektivt
og rimeligt begrundet i et legitimt formål og derfor ikke udgør forskelsbehandling i
direktivets forstand. Det gælder også i forhold til seniorførtidspension, som kan
tilkendes personer med mindre end fem år til folkepensionsalderen.
Med førtidspensionsreformen, som trådte i kraft 1. januar 2013, blev der indført en
aldersgrænse for førtidspension, således at førtidspension som udgangspunkt ikke
kan tilkendes personer under 40 år. Personer i alderen fra 18 til 39 år kan tilkendes
førtidspension, hvis det er dokumenteret eller det på grund af særlige forhold er
helt åbenbart, at arbejdsevnen ikke kan forbedres.
Aldersgrænserne er politisk bestemte og begrundes i, at man ikke vil parkere unge
på en varig forsørgelsesydelse, hvis der på sigt er mulighed for, at personen med
den rette indsats kan blive en del af arbejdsmarkedet. Det må - som med de øvrige
pensionsregler - antages, at aldersbestemmelsen er objektiv og rimeligt begrundet i
et legitimt formål. Dog har EU-domstolen i andre sammenhænge pålagt en meget
snæver fortolkning af proportionalitetshensynet.
Beskæftigelsesministeriet er ikke bekendt med, at de gældende regler på området
har ført til domfældelse, der har statueret aldersdiskrimination. Østre Landsret har
ved dom af 5. oktober 2017 som 1. instans, frifundet Børne- og Socialministeriet
og Beskæftigelsesministeriet i to sager. Sagerne angik, om dansk lov om bortfald af
visse sociale ydelser til personer med funktionsnedsættelse ved opnåelse af
folkepensionsalderen er i strid med Danmarks internationale forpligtelser om
diskrimination på grund af alder eller handicap.
17
 Rådsmøde nr. 3698 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 13.-14. juni 2019 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 13-14/6-19, socialdelen
2059024_0018.png
Der er ikke foretaget en tilbundsgående analyse af aldersdiskrimination efter
direktivteksten i relation til alle dele af ydelsesområdet herunder særligt ydelser, fx
handicapkompenserende ydelser, der ophører ved overgangen til folkepension, og
ydelser, fx boligydelse efter gunstigere boligstøtteregler, der som udgangspunkt
kun gives til folkepensionister.
Tilskud til udgifter til hjælpemidler efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats §
100 (efter 1. januar 2020 §178)
Det fremgår af beskæftigelsesindsatsloven, at der kan gives tilskud til udgifter til
hjælpemidler med henblik på at fremme, at personer opnår eller fastholder ordinær
ansættelse, ansættelse efter lov om seniorjob eller hvis personen driver selvstændig
virksomhed. Tilskuddet kan ydes til hjælpemidler i form af arbejdsredskaber og
mindre arbejdspladsindretninger.
Det er en betingelse for at modtage tilskuddet, at personen er omfattet af
målgruppen i beskæftigelsesindsatsloven, samt at:
tilskuddet enten er af afgørende betydning for ansættelsen eller
beskæftigelsen i egen virksomhed, eller
redskabet eller arbejdspladsindretningen kompenserer for personens
eventuelle begrænsning i arbejdsevnen.
Ankestyrelsen har i principafgørelse N-15-06 fra 2006 truffet afgørelse om, at en
folkepensionist ikke er omfattet af bestemmelsen om tilskud til udgifter til
hjælpemidler. I afgørelsen har Ankestyrelsen lagt vægt på, at folkepensionister ikke
er omfattet af personkredsen i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Umiddelbart er det vurderingen, at det ikke anses for at være i uoverensstemmelse
med EU-rettens forbud mod forskelsbehandling på grund af alder, at man ikke kan
få hjælpemidler efter folkepensionsalderen. Det skyldes, at man ved
folkepensionsalderen er sikret et forsørgelsesgrundlag. En person, der modtager
folkepension, har ikke længere pligt til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet for at
få udbetalt pensionen.
Det bemærkes, at der i april 2019 er vedtaget ændringer i lov om kompensation til
handicappede i erhverv m.v., som betyder, at det fra 1. januar 2020 er muligt for
personer med handicap, der har nået folkepensionsalderen, og er i ordinær
ansættelse eller driver selvstændig virksomhed, at få bevilget eller beholde allerede
bevilgede hjælpemidler og mindre arbejdspladsindretninger i arbejdssammenhæng,
hvis de ønsker at arbejde udover folkepensionsalderen.
En følge af de ovenstående ændringer er, at hjælpemidler til personer, der på grund
af handicap kan have vanskeligt ved at få og bevare beskæftigelse og deltager i
tilbud efter kompensationslovens § 15 eller beskæftigelsesindsatslovens kap. 11-
14, skal gives efter kompensationsloven. Det er søgt at samle alle kompenserende
ordninger på beskæftigelsesområdet i ét lovkompleks, for at sikre et bedre overblik.
18
 Rådsmøde nr. 3698 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 13.-14. juni 2019 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 13-14/6-19, socialdelen
2059024_0019.png
Kulturministeriets område
Der findes ikke på Kulturministeriets område love, der indebærer direkte
diskrimination af mennesker som følge af religion eller tro, handicap, alder eller
seksuel orientering.
Ophavsretsloven
Der er foreskrevet positiv særbehandling af personer med syns-, læse eller
hørehandicap m.v. i ophavsretsloven, jf. §§ 17 - 17e.
Ifølge bestemmelserne er det bl.a. tilladt at gengive og sprede eksemplarer af
udgivne værker, når gengivelsen og de spredte eksemplarer er særligt bestemt til
brug for døve og talelidende, ligesom en person med syns- eller læsehandicap eller
en person, der handler på dennes vegne, må foretage en eksemplarfremstilling af et
offentliggjort værk således, at personen med syns- eller læsehandicap får ligeså let
og behagelig adgang til værket, som en person uden syns- eller læsehandicap.
Radio- og fjernsynslovgivningen (medielicensen)
Efter radio- og fjernsynslovgivningen (lovens § 69, stk. 3, samt bekendtgørelse om
medielicens) kan DR efter ansøgning bevilge blinde og stærkt svagtseende
personer, der bor alene eller bor i husstande udelukkende med andre blinde eller
stærkt svagtseende personer og/eller hjemmeboende børn uanset alder, fritagelse
for medielicens. Ved blinde og stærkt svagtseende forstås personer, som er medlem
af Dansk Blindesamfund eller opfylder betingelserne for at blive medlem af Dansk
Blindesamfund. Det blev i marts 2018 besluttet at afskaffe medielicensen fra 1.
januar 2022 efter en gradvis aftrapning over perioden 2019-2022. Fra 2022 vil alle
hidtil licensfinansierede formål udelukkende være finansieret over finansloven. For
at kompensere for, at blinde og stærkt svagtseende personer alt andet lige stilles
økonomisk dårligere ved omlægningen, blev det samtidig besluttet at afsætte en
pulje på 10 mio.kr. årligt til initiativer målrettet denne gruppe borgere. Den
nærmere fordeling af puljen på forskellige initiativer fremgår af finansloven for
2019 (§ 21.11.23.69).
Sundheds- og Ældreministeriets område
Spørgsmål om især alder er reguleret i en række sammenhænge i
sundhedslovgivningen. Som eksempler kan nævnes bestemmelserne vedr.
mindreåriges adgang til at samtykke til behandling og aktindsigt (Sundhedslovens
§ 17), adgangen til at oprette livstestamenter (Sundhedslovens § 26),
transplantation fra levende og afdøde personer (Sundhedslovens §§ 52 og 53),
reglerne vedr. valg af sikringsgruppe og praktiserende læge (Sundhedslovens §§ 58
og 59), gratis tandpleje til børn og unge under 18 år (sundhedslovens § 127), tilbud
om forebyggende sundhedsydelser til børn og unge (sundhedslovens kap 36),
tilbud om forebyggende helbredsundersøgelser ved egen læge (sundhedslovens §
63), en række forskellige alderskriterier i forbindelse med vaccinations- og
screeningsprogrammer (f.eks. i forbindelse med influenzavaccine, HPV-vaccine og
de nationale kræftscreeningsprogrammer for tyk- og endetarmskræft, brystkræft og
livmoderhalskræft) og tilskud til behandling af let til moderat depression og angst
ved privatpraktiserende psykolog. Hertil kommer regler om aldersgrænser ift.
sterilisation (sundhedslovens § 105) og kastration (sundhedslovens § 115).
Endvidere er det i om lov om assisteret reproduktion fastsat, at assisteret
19
 Rådsmøde nr. 3698 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 13.-14. juni 2019 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 13-14/6-19, socialdelen
2059024_0020.png
reproduktion ikke må finde sted i de tilfælde, hvor den person med livmoder og
æggestoksvæv, der skal føde barnet, er ældre end 45 år (§ 6). Endelig er det i
autorisationsloven fastsat, at retten til at udøve selvstændig faglig virksomhed
bortfalder, når en autoriseret sundhedsperson fylder 75 år, medmindre den
autoriserede sundhedsperson får tilladelse til fortsat at udøve sin selvstændige
faglig virksomhed helt eller delvist, efter at vedkommende er fyldt 75 år (§ 13).
Det er overordnet vurderingen, at aldersbestemmelserne i sundhedslovgivningen er
objektivt og sagligt begrundet i legitime og faglige hensyn. Det kan dog ikke på
nuværende tidspunkt udelukkes, at der vil kunne blive behov for ændringer heri
som følge af en vedtagelse af direktivforslaget.
I forhold til direktivudkastets forbud mod diskrimination på grund af seksuel
orientering bemærkes, at ifølge Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 768 af 10.
juli 2008 om sikkerhed ved bloddonation skal blodbankerne forud for tapning af
humant blod undersøge, om donor er egnet til donation efter kriterier nævnt i bilag
2 til bekendtgørelsen. Et af disse kriterier er seksuel adfærd, og dette kan indebære
udelukkelse af donorer "som på grund af deres seksuelle adfærd er udsat for stor
risiko for at påføre sig alvorlige smitsomme sygdomme, der kan overføres med
blodet".
Begrundelsen for kravene i bekendtgørelsen er dels at sikre bloddonorer bedst
muligt mod komplikationer ved tapning, dels at opnå bedst mulig sikkerhed ved
anvendelse af lægemidler, der er fremstillet af humant blod. For at opnå
dette udelukkes personer, hvor der er en potentiel risiko for overførsel af infektion
med blodet.
Bekendtgørelsen er gennemførelse af direktiv 2004/33/EF.
Endvidere er det forhold, at en mand har haft sex med en anden mand, nævnt som
én blandt flere risikofaktorer ved vurderingen af en sæddonorkandidats egnethed.
Det er imidlertid ikke en udelukkelsesgrund, at en mand har haft sex med en anden
mand, og en homoseksuel mand kan således efter en konkret vurdering være at
være egnet som sæddonor, jf. Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 764 af 26.
maj 2015 om humane væv og celler.
Ældre
Generelt gives hjælp til ældre borgere i Danmark på baggrund af en
behovsvurdering og dermed ikke på baggrund af aldersafgrænsning eller anden
afgrænsning, såsom køn, etnisk oprindelse eller økonomisk formåen.
Kommunalbestyrelsen skal eksempelvis tilbyde personlig pleje og praktisk hjælp i
hjemmet til borgere, som på grund af midlertidigt eller varigt nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke selv kan udføre disse
opgaver. Kommunalbestyrelsen skal i den forbindelse træffe afgørelse om tildeling
af hjælpen på baggrund af en konkret, individuel vurdering.
Forebyggende hjemmebesøg
20
 Rådsmøde nr. 3698 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 13.-14. juni 2019 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 13-14/6-19, socialdelen
2059024_0021.png
Serviceloven forpligter kommunalbestyrelsen til at tilbyde mindst et årligt
forebyggende hjemmebesøg til alle borgere, der er fyldt 80 år samt til særlige
risikogrupper i alderen 65-79 år. Desuden skal kommunalbestyrelsen tilbyde et
forebyggende hjemmebesøg til alle i deres fyldte 75. år. Kommunalbestyrelsen
kan vælge at undtage de borgere, som modtager både personlig pleje og praktisk
hjælp, fra ordningen om forebyggende hjemmebesøg.
Pr. 1. juli 2019 ændres reglerne således, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde et
forebyggende hjemmebesøg til alle borgere, som bor alene, i deres fyldte 70. år.
Kommunalbestyrelsen skal fortsat tilbyde et forebyggende hjemmebesøg til alle
borgere, i deres fyldte 75. år og 80. år. Kommunalbestyrelsen skal herefter tilbyde
mindst et årligt forebyggende hjemmebesøg til borgere, der er fyldt 82 år samt til
særlige risikogrupper i alderen 65-81 år.
Miljø- og Fødevareministeriets område
Direktivet vurderes ikke at have konsekvenser indenfor Miljø- og
Fødevareministeriets område.
Det kan dog nævnes, at der i Miljø- og Fødevareministeriets lovgivning findes
visse regler, som indeholder krav om, at en ansøger skal have en vis alder for at få
del i et gode eller lignende. Disse særlige alderskriterier i national lovgivning på
Miljø- og Fødevareministeriets område vurderes ikke at være i strid med
direktivforslaget, idet kriterierne er objektive, sagligt begrundet og proportionelle,
jf. forslagets artikel 2, stk. 6.
Erhvervsministeriets område
Finanstilsynet har oplyst, at det fremgår af nr. 15 i præambel teksten, at "Inden for
bank- og forsikringsvirksomhed og i forbindelse med andre finansielle tjenester
anvendes der aktuarmæssige faktorer og risikofaktorer i tilknytning til handicap og
alder. Dette bør ikke betragtes som forskelsbehandling, hvis de pågældende
faktorer må anses for at være afgørende for risikovurderingen".
Faktorerne baseret på handicap og alder er her baseret på faglige vurderinger og er
ikke udtryk for forskelsbehandling. Hvis det ønskes, at Finanstilsynet skal have
ansvaret for og derved føre tilsyn med, at der alene anvendes aktuarmæssige
faktorer og risikofaktorer i tilknytning til handicap og alder, som anses for
afgørende for risikovurderingen, således at usaglig forskelsbehandling undgås, skal
der indarbejdes en lovhjemmel hertil i den finansielle lovgivning
Frekvensloven
Frekvensloven fastsætter regler om adgangen til at anvende frekvenser. Loven har
ikke forskellige regler for anvendelse af frekvenser afhængig af brugeren -
reglernes forskellighed beror i stedet på den konkrete frekvensanvendelse. Det
betyder, at nogle former for frekvensanvendelse er fritaget for krav om tilladelse -
det gælder så i givet fald alle brugere, der anvender de pågældende frekvenser. På
nogle områder forudsætter anvendelsen af frekvenser, at man har bestået en prøve -
det gælder på det maritime område, luftfartsområdet og radioamatørområdet. Da
der er tale om skriftlige prøver, kan det være vanskeligt for f.eks. en svært
synshandicappet radioamatør at gå til prøve.
21
 Rådsmøde nr. 3698 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 13.-14. juni 2019 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 13-14/6-19, socialdelen
2059024_0022.png
Derfor giver loven mulighed for at fastsætte regler om afholdelse af særlige prøver
for brugere med et handicap. Hjemlen er udnyttet, ligesom muligheden for
afholdelse af sådanne specialprøver med jævne mellemrum udnyttes.
Bekendtgørelse om digitale radio- og tv-tjenester (hjemmel i teleloven og tv-
standardloven)
Bekendtgørelsen fastsætter en række regler, der sikrer modtagelsen af
digitale radio- og tv-tjenester. I forbindelse med den nye teledirektivpakke fra 2009
er reglerne blevet revurderet, herunder i forhold til handicappede lyttere og seere.
Vurderingen er, at reglerne i deres nuværende form er tilstrækkeligt rummelige
også i forhold til denne seergruppe. Der vurderes derfor ikke umiddelbart at være
behov for ændringer i forbindelse med implementeringen af
ligebehandlingsdirektivet.
R&TTE-loven (lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold)
R&TTE-loven fastsætter regler om markedsføring og brug af radioudstyr,
teleterminaludstyr og elektriske og elektroniske apparater. Loven skelner således
alene på baggrund af brugerens funktion i den konkrete situation - det vil sige
brugeren som fabrikant, ansvarlig for markedsføring, almindelig bruger etc. Der
vurderes derfor ikke umiddelbart at være behov for ændringer i forbindelse med
implementeringen af ligebehandlingsdirektivet.
Regler om forsyningspligt eller slutbrugerforhold
Forslaget til ligebehandlingsdirektiv synes ikke at give anledning til ændring af
regler om forsyningspligt eller slutbrugerforhold.
Der er både i den gældende lov om konkurrence og forbrugerforhold på
telemarkedet og i bekendtgørelse nr. 701 af 26. juni 2008 om
forsyningspligtydelser (forsyningspligtbekendtgørelsen) særregler om adgang til
elektroniske kommunikationsnet og -tjenester for personer med handicap.
Eksempelvis er der i forsyningspligtbekendtgørelsen regler om etablering af en
teksttelefonitjeneste med tilhørende formidlingscentral samt nummeroplysning og
automatisk gennemstilling til reduceret pris for nærmere afgrænsede grupper af
handicappede. Disse forsyningspligtregler er baseret på direktiv 2002/22/EF om
forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske
kommunikationsnet og -tjenester. Særreglerne for personer med handicap
udgør "særforanstaltninger" og er derfor i overensstemmelse med
ligebehandlingsdirektivets forslag til artikel 5, der tillader "Positiv særbehandling
og særforanstaltninger".
Det bemærkes i øvrigt, at der er vedtaget en ny lov om elektroniske
kommunikationsnet og -tjenester (lov nr. 169 af 3. marts 2011), der bl.a.
implementerer en række særbestemmelser vedr. personer med handicap, jf. direktiv
2009/136/EF om ændring af bl.a. direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og
brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester
mv.
22
 Rådsmøde nr. 3698 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 13.-14. juni 2019 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 13-14/6-19, socialdelen
2059024_0023.png
Det bemærkes, at den gældende lov om elektroniske kommunikationsnet og -
tjenester (lov nr. 169 af 3. marts 2011), bl.a. implementerer en række
særbestemmelser vedr. personer med handicap, jf. direktiv 2009/136/EF om
ændring af bl.a. direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og brugerrettigheder i
forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester mv.
Justitsministeriets område
Forslaget ses umiddelbart at berøre følgende regler inden for Justitsministeriets
område:
Lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race
Lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race mv., jf. lovbekendtgørelse
nr. 626 af 29. september 1987, som ændret ved lov nr. 433 af 31. maj 2000,
indeholder et forbud mod forskelsbehandling på grund af race mv. inden for
erhvervsmæssig eller almennyttig virksomhed. Det er ifølge denne lov forbudt på
grund af en persons race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller
seksuelle orientering at nægte at betjene den pågældende på samme vilkår som
andre eller at give en person adgang på samme vilkår som andre til sted,
forestilling, udstilling, sammenkomst eller lignende, der er åben for almenheden.
Overtrædelse af denne lov straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Den
nævnte lov omfatter ikke forskelsbehandling på grund af handicap eller alder, og
loven omfatter endvidere ikke uagtsomme forhold.
De i straffeloven og retsplejeloven (vedrørende behandlingen af straffesager)
indeholdte bestemmelser med aldersgrænser mv. omfattes ikke af direktivforslagets
anvendelsesområde, jf. forslaget til artikel 3, stk. 1.
Samlet set vurderes forslaget ikke at have konsekvenser indenfor Justitsministeriets
område.
Udlændinge- og Integrationsministeriets område
For så vidt angår udlændingeområdet lægges til grund, at det fremgår af
direktivforslaget, at det ikke omfatter udlændingeområdet, jf. artikel 3, stk. 5. I sin
nuværende form kan bestemmelsen dog forstås således, at det kun er reglerne
om
muligheden
for at indrejse og opholde sig i medlemsstaten, der falder uden for
direktivet. Formuleringen bør derfor præciseres, så det klart fremgår, at også de
betingelser, som tredjelandsstatsborgere og statsløse personer
opholder sig på i
medlemsstaten,
falder uden for direktivet. Det bør ligeledes sikres, at "betingelser
vedrørende ophold" også omfatter udvisning, afvisning og udrejse.
Integrationsloven
Integrationsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1127 af 11. oktober 2017 med senere
ændringer, indeholder aldersgrænser for så vidt angår tilbud om
integrationsprogram, som retter sig mod voksne mennesker og iværksættes med
henblik på at skabe mulighed for selvforsørgelse. Aldersgrænsen knytter sig til
myndighedsalderen, men integrationsprogrammet kan også efter en konkret
vurdering tilbydes til uledsagede mindreårige flygtninge. Disse aldersgrænser
findes objektivt og rimeligt begrundet.
23
 Rådsmøde nr. 3698 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 13.-14. juni 2019 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 13-14/6-19, socialdelen
2059024_0024.png
Integrationsloven indeholder endvidere enkelte bestemmelser om særlige tilbud og
tilskudsordninger, som kan iværksættes i forhold til bestemte aldersgrupper. Disse
bestemmelser er begrundet i behovet for en særlig indsats i forhold til disse
aldersgrupper med henblik på at hjælpe de pågældende i uddannelse eller
beskæftigelse. Bestemmelserne er således udtryk for positiv særbehandling.
Repatrieringsloven
I repatrieringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1129 af 13. oktober 2017 med senere
ændringer, er størrelsen af den hjælp til etablering, der kan udbetales til en
udlænding, der ønsker at vende tilbage til sit hjemland eller tidligere opholdsland,
knyttet til en aldersgrænse på 18 år. Endvidere er muligheden for at yde hjælp til
udgifter til sygeforsikring eller behandlingsudgifter knyttet til en aldersgrænse på
18 år, mens hjælp til udgifter til skolegang kan ydes til børn, der på tidspunktet for
repatriering er mellem 5 og 16 år.
Repatrieringsloven indeholder endvidere aldersgrænser for så vidt angår
muligheden for at opnå den pensionslignende reintegrationsbistand, som er knyttet
til en antagelse om manglende muligheder for at skaffe sig et forsørgelsesgrundlag
i hjemlandet på grund af alder og f.eks. helbredsforhold. Disse aldersgrænser er
således udtryk for positiv særbehandling.
Lov om etnisk ligebehandling
Lov om etnisk ligebehandling, jf. lovbekendtgørelsen nr. 438 af 16. maj 2012, som
ændret ved § 14 i lov nr. 553 af 18. juni 2012, indeholder et forbud mod direkte og
indirekte forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse uden for
arbejdsmarkedet. Loven baserer sig bl.a. på EU-direktiv 2000/43/EF.
Loven indeholder forbud mod direkte og indirekte forskelsbehandling. Lovens
forbud mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed, for så
vidt angår social beskyttelse, herunder social sikring og sundhedspleje, sociale
goder, uddannelse samt adgang til og levering af varer og tjenesteydelser, herunder
bolig, der er tilgængelige for offentligheden. Forbuddet mod forskelsbehandling
gælder endvidere for medlemskab af og deltagelse i en organisation, hvis
medlemmer udøver et bestemt erhverv, samt de fordele, sådanne organisationer
giver medlemmerne. Loven gælder ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat
karakter.
Det følger af bestemmelsen i § 3, stk. 1, at ingen må udsætte en anden person for
direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller en
tredjemands race eller etniske oprindelse. Lov om etnisk ligebehandling indeholder
ikke nogen nærmere afgrænsning af den beskyttede personskreds. Det bemærkes i
den forbindelse, at når der ikke i lovgivningen udtrykkeligt er angivet en
personkreds, for hvilken loven gælder, finder loven anvendelse for enhver, der
opholder sig på dansk territorium.
Ligebehandlingsnævnet har kompetence til at behandle klage over
forskelsbehandling i henhold til lov om etnisk ligebehandling. Det er en
24
 Rådsmøde nr. 3698 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 13.-14. juni 2019 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 13-14/6-19, socialdelen
2059024_0025.png
forudsætning, at eventuelle administrative klagemuligheder er udtømt.
Ligebehandlingsnævnets kompetence er reguleret i lov om ligebehandlingsnævnet,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1230 af 2, oktober 2016.
Forsvarsministeriets område
Uddannelserne i Forsvaret og Beredskabsstyrelsen er opdelt i
værnepligtsuddannelser og øvrige uddannelser.
Værnepligtsuddannelsen ligger til grund for langt de fleste uddannelser i Forsvaret.
Det er en betingelse for at påbegynde værnepligtsuddannelsen, at man ved
sessionshandlingen på Forsvarets Dag erklæres egnet eller begrænset egnet til
værnepligtstjeneste.
For værnepligtige i Beredskabsstyrelsen (redningsspecialist) stilles samme krav om
egnethed til værnepligtstjeneste, som gælder i Forsvaret. For fysisk eller psykisk
handicappede stiller dette en hindring i forhold til værnepligtstjeneste.
Der er en aldersgrænse i forhold til værnepligtstjeneste i Forsvaret og
Beredskabsstyrelsen. Det fremgår af værnepligtsloven (LBK nr. 225 af 13. marts
2006) § 25, stk. 2, ”at værnepligtige, der ikke inden deres fyldte 32. år har
påbegyndt værnepligtstjenesten, kan ikke
indkaldes til sådan tjeneste”.
De fleste uddannelser på Forsvarets og Beredskabsstyrelsens områder er primært
målrettet opgaveløsningen på disse områder, hvorfor fysisk og psykisk egnethed til
at løse opgaverne inddrages i vurderinger om optagelse på uddannelserne.
Ved optagelsen til uddannelser i Forsvaret lægges der vægt på, at ansøgeren kan
håndtere både de studiemæssige krav, der er til selve uddannelsen, og de fysiske og
mentale krav, der retter sig mod det militære fagområde, som uddannelsen retter
sig mod.
På samme måde kræver især de grundlæggende uddannelser i redningsberedskabet,
at deltagerne har en vis fysisk styrke, hvorfor der stilles krav til deltagernes
helbred. Samtidig kræver redningsarbejde i al almindelighed en robust psyke. Den
ansvarlige udbyder af den enkelte uddannelse skal vurdere den enkelte deltagers
egnethed til at gennemføre uddannelsen og dennes egnethed til efterfølgende at
virke i redningsberedskabet. Det sikres blandt andet gennem tests og
helbredsundersøgelser. Derudover udbyder Beredskabsstyrelsen seks uddannelser,
hvor der udover ovenstående kræves en helbredsattest.
Undervisningsministeriets område
Forbud mod diskrimination på grund af alder
For så vidt angår direktivudkastets forbud mod diskrimination pga. alder skal
Undervisningsministeriet gøre opmærksom på, at der i love og bekendtgørelser
findes alderskrav og aldersbegrænsninger. Som eksempler kan især nævnes
bestemmelser, der udgør kriterier for udløsning af statstilskud for elever og
kursister på skolerne:
25
 Rådsmøde nr. 3698 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 13.-14. juni 2019 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 13-14/6-19, socialdelen
§ 13, stk. 1, i lov om efterskoler og frie fagskoler, jf. lovbekendtgørelse nr.
1076 af 8. juli 2016, indeholder krav til minimums- og maksimumsalder
for elever på efterskoler og frie fagskoler.
§ 7, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1833 af 18. december 2015, om tilskud til
friskoler og private grundskoler m.v. med senere ændringer, indeholder
minimums- og maksimumsalder for, at elever kan indgå i opgørelsen af
skolens elevtal og dermed få statstilskud.
Alderskriterierne for statstilskud til frie grundskoler og efterskoler følger
undervisningspligten, som er fastlagt i lov om folkeskolen, jf. teksten
nedenfor om folkeskolen.
Ved lov nr. 1570 af 21. december 2010 om ændring af lov om institutioner for
almengymnasiale uddannelser og almen voksenundervisning mv., lov om
private
gymnasieskoler,
studenterkurser
og
kurser
til
højere
forberedelseseksamen (hf-kurser) og lov om åben uddannelse (erhvervsrettet
voksenuddannelse) mv. blev det vedtaget, at undervisningsministeren fastsætter
regler om, at kursister, der modtager efterløn eller en aldersbetinget pension, og
som ikke eller kun i mindre omfang har en arbejdsmarkedstilknytning, skal yde
en deltagerbetaling, der er højere end den almindelige deltagerbetaling. Loven
vedrører AVU og gymnasiale uddannelser tilrettelagt som enkeltfag. Kursister,
der modtager efterløn eller en aldersbetinget pension, og som har en
videregående uddannelse, skal ikke betale den forhøjede deltagerbetaling, men
den fulde deltagerbetaling som alle andre kursister med videregående
uddannelse. Forhøjelse af deltagerbetalingen fastsættes i de årlige finanslove og
udgør i finansåret 2015 750 kr.
§ 1, stk. 1, i lov om produktionsskoler, jf. lovbekendtgørelse nr. 97 af 26. januar
2017, indeholder maksimumalder for påbegyndelse af produktionsskoletilbud
med statstilskud (op til 25 år), og § 1, stk. 2, i lov om erhvervsgrunduddannelse
mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 738 af 20. juni 2016, er der fastsat en
maksimumalder for påbegyndelse af erhvervsgrunduddannelse (op til 30 år).
§ 66 m i lov om erhvervsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 271 af 24. marts
2017 indeholder en maksimumsalder for adgang til et særligt afslutningsforløb i
erhvervsuddannelserne (eud+) og § 66 v i samme lov indeholder en
maksimumsalder for adgang til erhvervsuddannelse tilrettelagt for unge, som
samtidig er en minimumsalder for adgang til erhvervsuddannelse tilrettelagt for
voksne.
Af andre eksempler kan nævnes skoleydelse, jf. § 17, stk. 2, i lov om
produktionsskoler, hvor skoleydelsens størrelse differentieres efter, om eleven er
over eller under 18 år, samt for så vidt angår elever over 18 år, om disse er ude
–
eller hjemmeboende. Tilsvarende gør sig gældende for skolepraktikydelse som er
fastsat med hjemmel i § 66 k i lov om erhvervsuddannelser.
Det kan endvidere nævnes, at der i folkeskoleloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 747
af 20. juni 2016 er fastsat aldersgrænser for undervisningspligtens indtræden (1.
26
 Rådsmøde nr. 3698 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 13.-14. juni 2019 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 13-14/6-19, socialdelen
2059024_0027.png
august i det kalenderår, hvor barnet fylder 6 år) og ophør (den 31. juli ved
afslutningen af undervisningen på 9. klassetrin eller senest den 31. juli i det
kalenderår, hvor barnet fylder 17 år eller har afsluttet uddannelse, der er ligestillet
med grundskolen) (se § 34, stk. 1). Der endvidere bestemmelser om alder ved
indskrivning i folkeskolen før undervisningspligtens indtræden (barnet kan
indskrives fra begyndelsen af det kalenderår, hvor det fylder 5 år) (se § 36, stk. 1)
og om alder ved optagelse i børnehaveklassen før undervisningspligtens indtræden
(barnet kan optages i børnehaveklassen i det kalenderår, hvor barnet inden den 1.
oktober fylder 5 år) (se § 37).
Forbud mod diskrimination for religion eller tro
For så vidt angår direktivudkastets forbud mod diskrimination p. g. a. religion eller
tro skal Undervisningsministeriet gøre opmærksom på, at de frie grundskoler som
udgangspunkt selv beslutter, hvilke elever skolen vil optage. Det fremgår dog af
bemærkningerne til L 105, folketingssamling 2004-05 (2. samling), at: "De frie
grundskoler er omfattet af lov om etnisk ligebehandling og lov om inkorporering af
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Skolerne må således ikke
forskelsbehandle på grund af race eller etnisk oprindelse, herunder i forbindelse
med beslutningen om, hvem de vil have som elever. I øvrigt henvises til
bemærkningerne til forslag 3 nedenfor." Og af bemærkningerne til nr. 3 fremgår
det: "Det vil som følge heraf være i strid med bestemmelsen, hvis skolen i sin
optagelsespraksis udøver diskrimination på baggrund af køn eller etnisk oprindelse.
Bestemmelsen vil derimod ikke afskære skoler, der bygger på en bestemt religiøs
overbevisning, fra kun at have elever med den samme religiøse overbevisning som
skolen eller kun at have elever, hvis forældre har den samme overbevisning som
skolen." Tilsvarende principper gælder for efterskoler og frie fagskoler.
Forbud mod diskrimination af mennesker med handicap
Det kan indledningsvis nævnes, at der i folkeskoleloven (lovbekendtgørelse nr.
747 af 20. juni 2016) er regler for elever med særlige behov (handicap). Der
henvises til § 3, stk. 2, hvorefter børn, hvis udvikling kræver en særlig hensyntagen
eller støtte, gives specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand i
specialklasser eller specialskoler. Der gives desuden specialundervisning og anden
specialpædagogisk bistand til børn, hvis undervisning i den almindelige klasse kun
kan gennemføres med støtte i mindst 9 undervisningstimer ugentligt. Af
folkeskolelovens § 3 a følger endvidere, at børn, der har behov for støtte, og som
ikke alene kan understøttes ved brug af undervisningsdifferentiering og
holddannelse, skal tilbydes supplerende undervisning eller anden faglig støtte. Hvis
der er behov herfor, skal der gives personlig assistance, der kan hjælpe barnet til at
overvinde praktiske vanskeligheder i forbindelse med skolegangen.
Herudover findes på ministeriets område en del regelsæt om pligt til at tilbyde
specialundervisning og om tilskud til specialundervisning og lignende, der foregår
på de selvejende uddannelsesinstitutioner.
Det er umiddelbart vanskeligt at vurdere forslagets konsekvenser på området,
herunder med hensyn til eventuelle merudgifter i form af krav om større tilskud til
mennesker med handicap.
27
 Rådsmøde nr. 3698 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 13.-14. juni 2019 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 13-14/6-19, socialdelen
Det er desuden vanskeligt at vurdere forslagets konsekvenser i forhold til den
aktuelle udmøntning af sektoransvaret. Der er på de forskellige
uddannelsesniveauer og -områder forskel på, hvorvidt der er en lovreguleret
forpligtelse til at yde specialpædagogisk støtte. På nogle områder er der lagt op til,
at der kan tages hensyn til personer med funktionsnedsættelse, mens der på andre
områder i uddannelseslovene er en direkte forpligtelse for institutionerne til at yde
specialpædagogisk støtte.
Ydermere er det vanskeligt at vurdere konsekvenserne af forslagets begreb
’proaktivitet’, såvel i forhold til merudgifter som i forhold til praksis for
støttetildeling, m.v.
På det frie skoleområde findes følgende regler om specialundervisning og anden
specialpædagogisk bistand samt inklusion og om statstilskud hertil:
Efter friskolelovens § 3, stk. 1, nr. 1- 3, jf. lovbekendtgørelse nr. 1075 af 8. juli
2016, skal en fri grundskole
1) give specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand til elever i medfør
af § 3, stk. 2, 2. pkt., i lov om folkeskolen, jf. dog stk. 2
2) tilbyde supplerende undervisning eller anden faglig støtte til en elev, der har
brug for støtte, og som ikke kan understøttes alene ved brug af
undervisningsdifferentiering og holddannelse, med henblik på elevens inklusion i
den almindelige undervisning, jf. § 3 a, 1. pkt., i lov om folkeskolen,
3) yde personlig assistance, der kan hjælpe en elev til at overvinde praktiske
vanskeligheder i forbindelse med skolegangen, hvis der er behov herfor, jf. § 3 a, 2.
pkt., i lov om folkeskolen.
Ifølge friskolelovens § 11, stk. 1, nr. 1 og 2, litra a og c, fastsættes der på
finansloven af driftstilskudsbevillingen et særligt tilskud til specialundervisning og
anden specialpædagogisk bistand, til personlig assistance, til hjælpemidler til
elever i tilfælde, hvor der er et særligt behov herfor, samt et særligt tilskud til
ekstraudgifter til befordring af elever med svære handicap. Ifølge friskolelovens §
11, stk. 1, nr. 4, fastsættes der et særligt tilskud til supplerende undervisning eller
anden faglig støtte til en elev, der har brug for støtte, og som ikke kan understøttes
alene ved brug af undervisningsdifferentiering og holddannelse, med henblik på
elevens inklusion i den almindelige undervisning.
Efter § 3, stk. 1, i lov om efterskoler og fri fagskoler, jf. lovbekendtgørelse nr. 1076
af 8. juli 2016 kan efterskoler, og frie fagskoler tilbyde specialundervisning og
anden specialpædagogisk bistand til elever i medfør af § 3, stk. 2, i lov om
folkeskolen. Efter § 3 a i samme lov skal efterskoler og frie fagskoler tilbyde
supplerende undervisning eller anden faglig støtte til en elev, der har brug for
støtte, og som ikke alene kan understøttes ved brug af undervisningsdifferentiering
og holddannelse, med henblik på elevens inklusion i den almindelige undervisning,
jf. § 3 a, 1. pkt., i lov om folkeskolen. Hvis der er behov herfor, skal skolerne give
personlig assistance, der kan hjælpe en elev til at overvinde praktiske
28
 Rådsmøde nr. 3698 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 13.-14. juni 2019 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 13-14/6-19, socialdelen
vanskeligheder i forbindelse med undervisningen, jf. § 3 a, 2. pkt., i lov om
folkeskolen.
I henhold til § 25, stk. 1, i lov om efterskoler og frie fagskoler yder staten tilskud til
specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand. Endvidere yder staten
efter samme lovs § 25 a tilskud til dækning af ekstraudgifter, der er godkendt af
undervisningsministeren, til personlig assistance, jf. § 3 a, 2. pkt., og hjælpemidler
til elever i tilfælde, hvor der er et særligt behov herfor. Efter samme lovs § 24 a
yder staten endelig tilskud til efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler
til støtte til elever, der er omfattet af § 3 a, til inklusion af disse elever i den
almindelige undervisning.
Det fremgår endvidere af § 15, stk. 2, i lov om efterskoler og frie fagskoler, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1076 af 8. juli 2016, at kurset skal være åbent for alle, der
opfylder kravene til minimumsalder. Deltagelse i et kursus kan dog gøres betinget
af højere alder, men ikke af bestemte kundskaber, uddannelser, stillinger, erhverv
eller ansættelsesforhold og lign. eller af medlemskab af bestemte foreninger eller
organisationer.
På ungdomsuddannelsesområdet kan der ydes særlige tilskud til institutionernes
udgifter til specialpædagogisk bistand. Efter § 29 i lov om erhvervsuddannelser
skal skolerne give specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand til
elever, der har behov for det. Efter § 18 i lov om kombineret ungdomsuddannelse,
jf. lovbekendtgørelse nr. 779 af 15. juni 2015 og endvidere efter § 18 a, i lov om
institutioner for erhvervsrettet uddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 749 af 21. juni
2016 og efter § 44 i lov om institutioner for almene gymnasiale uddannelser og
almen voksenuddannelse m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 750 af 21. juni 2016, kan
der ydes særlige tilskud til institutionens udgifter til elever og kursister, der efter
følgende love skal have tilbud om specialpædagogisk bistand:
Lov nr. 1716 af 27. december 2016 om de gymnasiale uddannelser
Lov om erhvervsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 271 af 24. marts
2017
Der kan knytte sig en særlig problemstilling i forhold til efter- og
videreuddannelsesområdet, idet der bortset fra arbejdsmarkedsuddannelserne
(AMU) og enkeltfags HF ikke findes en støtteordning for specialpædagogisk
bistand.
Specialpædagogisk bistand til AMU-deltagere ydes som en forsøgsordning med
hjemmel i tekstanmærkning 159 ad FL. § 20.98.31.30. Bevillingen anvendes til
videreførelse af forsøgsordningen vedrørende forbedring af handicappedes vilkår
på AMU-uddannelser ved institutioner for erhvervsrettet uddannelse ved udvikling
og anskaffelse af kompenserende undervisningsmaterialer og udstyr. Der kan af
den afsatte bevilling udbetales specialpædagogisk støtte til deltagere på
arbejdsmarkedsuddannelser, så deltagere med et særligt behov får mulighed for at
gennemføre en arbejdsmarkedsuddannelse. Der er tale om en bevilling, som kan
bruges til personer med særlige behov, herunder blandt andet hørehæmmede,
synshandicappede, bevægelseshandicappede, ordblinde og læsesvage samt andre,
f.eks. psykisk udviklingshæmmede.
29
 Rådsmøde nr. 3698 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 13.-14. juni 2019 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 13-14/6-19, socialdelen
2059024_0030.png
Midlerne kan blandt andet bruges til særligt udstyr, udvikling af egnede
undervisningsmaterialer, afholdelse af særligt tilrettelagte uddannelsesforløb for
psykisk udviklingshæmmede, rådgivning af uddannelsesstederne, efteruddannelse
af lærerne og informationsspredning. Indsatsen er en forlængelse af den
forsøgsordning, der blev iværksat i 1998, og er en fortsættelse af initiativerne inden
for denne ramme.
Undervisningsministeriet skal betone, at området adskiller sig fra de fleste andre
uddannelser, ved at der i meget vidt omfang er tale om kortvarige kurser. Det vil
formentlig kunne udløse ganske betydelige merudgifter, hvis der bliver fastlagt en
forpligtelse til at betjene disse deltagere på samme måde som personer, som
deltager i mere langvarige uddannelser, især hvis ordblinde og personer med
tilsvarende vanskeligheder omfattes af reglerne.
Forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne samt
almen voksenuddannelse
Lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne, jf.
lovbekendtgørelse nr. 96 af 26. januar 2017, og lov om almen voksenuddannelse
og om anerkendelse af realkompetence i forhold til fag i almen voksenuddannelse,
i hf-uddannelsen og i uddannelsen til studentereksamen (avu-loven), jf.
lovbekendtgørelse nr. 1073 af 4. september 2013, indeholder ikke regler om
specialpædagogisk støtte. Der er heller ikke mulighed for at yde specialpædagogisk
støtte hertil i henhold til lov om specialpædagogisk støtte ved videregående
uddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 748 af 16. maj 2015 (denne lov hører under
Uddannelses- og Forskningsministeriets ressortområde). Det må imidlertid
forventes, at en gennemførelse af forslaget vil kunne medføre krav om en
tilsvarende ordning, som er gældende for de videregående uddannelser efter lov om
specialpædagogisk støtte ved videregående uddannelser.
Det fremgår af artikel 14, at sanktionen for forskelsbehandling på baggrund af
religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering, er en økonomisk
godtgørelse. Undervisningsministeriet antager på den baggrund, at der vil blive tale
om en godtgørelsesordning svarende til den, der følger af lov om ligebehandling af
mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 645
af 8. juni 2011 med senere ændringer, og at der således ikke som i dansk rets
almindelige erstatningsregler forudsættes, at der er lidt et tab.
Ligebehandling af kvinder og mænd uden for arbejdsmarkedet
Ligebehandling af kvinder og mænd uden for arbejdsmarkedet i Danmark er
reguleret af Lov om ligestilling af kvinder og mænd.
Ligebehandlingsnævnet afgjorde den 27, april 2017 en sag efter lov om forbud
mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet (forskelsbehandlingsloven), hvorefter
forbuddet mod forskelsbehandling også gælder enhver, der driver vejlednings- og
uddannelsesvirksomhed i forhold til erhvervsuddannelse og erhvervsmæssig
videreuddannelse. Ligebehandlingsnævnet vurderede i den konkrete sag, at
indklagede (en erhvervsskole) driver uddannelsesvirksomhed, der falder inden for
30
 Rådsmøde nr. 3698 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 13.-14. juni 2019 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 13-14/6-19, socialdelen
2059024_0031.png
forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde, da der er tale om uddannelse med
henblik på lønnet beskæftigelse.
Transport-, Bygnings- og Boligministeriets område
Individuel handicapkørsel
Ordningen om individuel handicapkørsel i § 11 i lov om trafikselskaber pålægger
kommunerne som minimum at etablere kørsel til blinde og stærkt svagsynede og
personer, der som følge af deres bevægelseshandicap har behov for hjælpemidler,
og som følge deraf ikke kan benytte den almindelige offentlige transport
–
selv om
transportmidlet måtte være handicapvenligt indrettet. Personer med andet handicap
er i udgangspunktet ikke omfattet af denne ordning, men vil ofte være omfattet af
andre ordninger. Da der i henhold til lovgivningen er tale om en minimumsordning,
står det kommunerne frit for at inkludere personer med andre typer af handicap i
ordningen. Den individuelle handicapkørsel er tiltænkt at dække såkaldt
spontankørsel, der forventes at række ud over transport til behandling, terapi og
lignende, da det i loven er lagt til grund, at denne type kørsel af omfattet af andre
kørselsordninger. Ministeriet har i efteråret 2015 vurderet, at ordningen også kan
anvendes til fx behandling, terapi og lignende, idet det forudsættes, at borgere
visiteret til andre ordninger med det formål, vil have et klart økonomisk incitament
til at benytte disse andre ordninger i stedet. Der er en risiko for, at direktivets art. 3
sammenholdt med art. 4 vil blive fortolket således, at der er tale om
forskelsbehandling, når ét handicap giver adgang til den individuelle
kørselsordning, mens et andet ikke gør.
Rabatordninger afhængige af alderskriterier
Direktivets artikel 13 indeholder bestemmelse om, at ikke kun love men også
administrative bestemmelser og virksomheders aftaleretlige bestemmelser vil
kunne rammes af direktivets diskriminationsforbud. På denne baggrund må det
bemærkes, at der overalt i den kollektive transport findes eksempler på
rabatordninger, som enten direkte eller indirekte er afhængige af alder. Som
eksempler kan nævnes, at børn under 12 år de fleste steder rejser gratis med bus og
tog, når de ledsages af en voksen, og at personer, som er fyldt 65 år eller som
modtager social pension, kan få 50 % rabat på billetprisen. Endvidere findes der
eksempler på studierabatter, lejrskolerabatter og familierabatter. I de fleste tilfælde
fastsættes rabatterne af de offentlige transportudbydere, f.eks. DSB og
trafikselskaberne. I andre tilfælde er der indgået særlige aftaler mellem Transport-,
Bygnings- og Boligministeriet og enkelte private transportvirksomheder om at yde
visse rabatter til børn, pensionister og studerende. Det må antages, at disse
rabatordninger kan være i strid med direktivets forbud mod aldersdiskrimination.
Forbedringer af adgangen til den kollektive transport
Tilgængelighedsforbedringer med ”tilbagevirkende kraft”, hvor transportsektoren
qua direktivet pålægges inden for en aftalt årrække, jf. artikel 15, at udføre f.eks.
tilgængelighedsforbedringer af eksisterende infrastruktur, der ikke er planlagt som
led i det almindelige renoveringsarbejde eller udbygning af infrastrukturen, vil
imidlertid kunne indebære en ganske betydelig økonomisk byrde. På denne
baggrund er det vigtigt, at der fastsættes klare definitioner af, hvilke forbedringer
der kan kræves, som en direkte følge af direktivet.
31
 Rådsmøde nr. 3698 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 13.-14. juni 2019 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 13-14/6-19, socialdelen
2059024_0032.png
Tilgængeliggørelse af boligbyggeri
For så vidt angår bygningsområdet indeholder direktivet i artikel 4 en bestemmelse
om tilgængeliggørelse af boligbyggeri. Det er dog på nuværende tidspunkt ikke
klart i hvilket omfang, direktivet vil være gældende. Efter Transport-, Bygnings- og
Boligministeriet opfattelse kan der både være tale om tiltag i forhold til nybyggeri
og i det eksisterende boligbyggeri.
Transport-, Bygnings- og Boligministeriet vurderer, at de gældende regler for
nybyggeri og ombygninger i form af byggeloven og bygningsreglementets
bestemmelser lever fuldt op til direktivforslagets målsætninger for tilgængelighed
for mennesker med handicap. Såfremt direktivet indebærer, at der skal ske
væsentlige tilpasninger i forhold til tilgængelighed i den eksisterende
bygningsmasse på boligområdet vil det kunne blive forholdsvis omkostningsfuldt
set i relation til omfanget af de krævede tiltag.
Direktivets konsekvenser for ministeriets ressortområde vil således være afhængige
af de endelige formuleringer af direktivteksten, især i forbindelse med krav om
tilgængelighed til den eksisterende bygningsmasse.
Artikel 4, 8 indeholder en bestemmelse, der pålægger medlemsstaterne, at fremme
forskning og udvikling af universelt designede produkter og serviceydelser. Dette
kan ikke støttes fra dansk side.
Almene boliger
Almene familieboliger er åbne for alle befolkningsgrupper.
Man skal være fyldt 15 år for at kunne blive opnoteret på venteliste til en ledig
bolig. Denne aldersgrænse er objektiv og rimeligt begrundet i et legitimt formål.
Bestemmelsen udgør derfor ikke forskelsbehandling i direktivets forstand.
Herudover er der fastsat regler om boliger specielt for unge og ældre samt
handicappede (almene ungdomsboliger og almene ældreboliger). Der er her tale
om at stille boliger til rådighed for grupper med et særligt boligbehov - dvs. positiv
særbehandling.
Der findes ikke regler, der udgør diskrimination eller forskelsbehandling i
direktivets forstand.
Privat udlejningsbyggeri
Der er ikke i lejelovgivningen fastsat bestemmelser om udlejningskriterier og
ventelister. I privat udlejningsbyggeri bestemmer ejeren derfor i kraft af
ejendomsretten, hvem boligerne skal udlejes til, idet loven om forbud mod
forskelsbehandling på grund af race m.v. sætter bestemte grænser herfor.
Der findes ikke regler for udlejning af private boliger, der udgør diskrimination
eller forskelsbehandling i direktivets forstand.
32
 Rådsmøde nr. 3698 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 13.-14. juni 2019 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 13-14/6-19, socialdelen
2059024_0033.png
Kirkeministeriets område
Direktivet vurderes ikke at have konsekvenser for folkekirkens virksomhed, idet
dens forhold til staten er undtaget fra direktivets anvendelsesområde.
Finansministeriets område
Tilgængelige it-løsninger i den offentlige sektor
For så vidt angår tilgængelige it-løsninger i den offentlige sektor, er der på
Digitaliseringsstyrelsens ressortområde ingen egentlig lovgivning på området. Dog
er offentlige myndigheder, som følge af aftalen om de obligatoriske, åbne
standarder, forpligtet til at overholde WCAG 2.0-standarden for tilgængeligt
indhold på internettet i forbindelse med nye eller relancerede hjemmesider. Denne
aftale giver mulighed for afvigelse gennem "Følg eller forklar"-modellen, som til
dels vurderes at kunne adressere spørgsmål ang. "rimelige tilpasninger".
Det bemærkes, at der, som det er tilfældet på en række andre områder, som berøres
af direktivet, allerede i dag stilles krav om tilgængelig digital information og
tjenesteydelser fra både offentlige og private informations- og tjenesteudbydere i
artikler i FN's handicapkonvention. I 2015 trådte den europæiske standard EN 301
549 - Accessibility requirements suitable for public procurement of ICT products
and services in Europe desuden i kraft. Også I 2015 trådte Udbudsloven i kraft med
§ 40s bestemmelse om, at ved indkøb, der er beregnet til anvendelse af fysiske
personer, skal de tekniske specifikationer undtagen I behørigt begrundede tilfælde
fastsættes under hensyntagen til adgangsmuligheder for handicappede eller design
for samtlige brugere.
Direktivet om tilgængeligheden af offentlige organers websteder og
mobilapplikationer er vedtaget november 2016 og forventes snarest at træde i kraft.
Der vil herefter være 21 måneder til at implementere direktivet i dansk lovgivning.
7. Konsekvenser
Forslaget er fortsat under forhandling, og der stilles derfor fortsat ændringsforslag,
herunder vedrørende tilgængelighed og ikrafttrædelsesperioder. Hertil kommer, at
Europa-Kommissionen har fremsat forslag til Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative
bestemmelser for så vidt angår tilgængelighedskrav til produkter og tjenesteydelser
(såkaldte tilgængelighedsdirektiv), som må formodes også at have konsekvenser
for nærværende forslag. Der kan derfor ikke på nuværende tidspunkt gives et
realistisk bud på forslagets konsekvenser for statsfinanserne, samfundsøkonomien,
miljøet og beskyttelsesniveauet, herunder tilgængeligheden til offentlige
bygninger. Det bemærkes dog, at forslagets potentielle konsekvenser for
statsfinanserne må forventes at være væsentlige. Forslaget har været blokeret i flere
år og er fortsat blokeret, og der er ikke udsigt til ændring heri i nærmeste fremtid.
Skulle forslaget antage en mere endelig form og en vedtagelse være inden for
realistisk rækkevidde, vil der blive igangsat et tværministerielt arbejde med at
fastlægge konsekvenserne af forslaget.
8. Høring
33
 Rådsmøde nr. 3698 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 13.-14. juni 2019 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 13-14/6-19, socialdelen
2059024_0034.png
Forslaget er sendt i høring i Specialudvalget for Arbejdsmarkedet og Sociale
Forhold og har været drøftet på flere møder i udvalget.
KL finder det problematisk, at alder indgår på lige fod med de resterende
rettigheder. KL anmodede i forbindelse med høringen om EU traktatens artikel 13
om at alderskriteriet udgik. En tilsvarende anmodning fremsatte KL i forbindelse
med høringen vedrørende direktiv 2000/78.
Løsningen med at indsætte en undtagelsesbestemmelse om at ulige behandling på
grund af alder ikke er forskelsbehandling, såfremt der er et objektivt og rimeligt
begrundet legitimt formål (artikel 6 i direktiv 200/78 og artikel 2 stk. 6 i det nye
direktivforslag)
–
er ikke en god løsning. Belært af erfaringerne fra EU retssagerne
C-411/05, C-361/07, C-555/07, C88/08 og C-299/08 finder KL det nødvendigt, at
der tages et klart forbehold for alder, og at det inddrages som
diskriminationskriterium i direktivforslaget.
Alder bliver ofte brugt som et objektivt kriterium dels i forhold til lovgivning dels i
forhold til administration for eksempel: erhvervelse af kørekort, ret til
stemmeafgivning ved demokratiske valg og meget mere. Det er alle disse
lovmæssige og administrative bestemmelser som efter direktivets vedtagelse
pludselig er potentiel EF-stridige og ulovlige.
Artikel 3 litra c) siger, at uddannelse er et af de områder, hvor direktivet finder
anvendelse. KL finder at uddannelse er et nationalt anliggende at artikel 3 litra c)
derfor bør udgå
–
uanset artikel 3 stk. 3. Derved er artikel 3 stk. 3 redundant og bør
ligeledes udgå.
I artikel 7 indføres bestemmelser om klageadgang. KL finder at dette er et nationalt
anliggende som allerede er reguleret via EF domstolens afgørelser. Artiklen bør
udgå.
Artikel 8 omhandler i realiteten krav om omvendt bevisbyrde. KL finder, at dette
selv om det kendes fra andre direktiver, at det er meget kritisabelt i forhold til
retssikkerheden. KL skal anmode om at bestemmelsen udgår. KL skal erindre om
de meget store betænkeligheder der fra dommers side kom til udtryk efter
gennemførelsen af omvendt bevisbyrde i ligestillingssagerne.
Efter artikel 11 tilføjes: ”Medlemsstaterne tilskyndes at inddrage arbejdsmarkedets
parter, i det omfang arbejdsmarkedet berøres”.
Artikel 13 om overholdelse er en nyskabelse. Dette er et nationalt anliggende og
KL skal anmode om, at det udgår.
Artikel 14 om sanktioner har vi set flere forslag. Sanktionsbestemmelser er et
nationalt anliggende i EF retten. Der er en eksisterende EF domstolspraksis der på
en balanceret måde varetager de tværnationale hensyn. Bestemmelsen bør derfor
udgå.
34
 Rådsmøde nr. 3698 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 13.-14. juni 2019 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 13-14/6-19, socialdelen
2059024_0035.png
KL skal afslutningsvis takke for fremsendelsen af høringen og anmode om, at
sagen efterfølgende behandles i Specialudvalget således, at der kan gives et klart
mandat i de forestående europæiske forhandlinger til de danske forhandlere.
Dansk Arbejdsgiverforening (DA) har forstået direktivforslaget således, at det skal
regulere beskyttelse mod forskelsbehandling uden for arbejdsmarkedet, og at det
skal supplere de eksisterende direktiver for så vidt angår diskriminationskriterierne,
religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering. Det vil sige, at
nærværende direktivforslag vedrører området social beskyttelse, sociale goder,
uddannelse og adgang til varer og tjenesteydelser.
DA skal oplyse, at DA på den baggrund vil koncentrere sig om en række
principielle væsentlige dimensioner af forslaget og vedrørende
forskelsbehandlingsområdet, der rækker ud over direktivforslagets direkte og
umiddelbare reguleringssigte, og som efter DA’s opfattelse skal indgå i den danske
samt europæiske politiske proces vedrørende direktivforslaget.
Der er efter DA’s vurdering tale om, at man med forslaget bekræfter og forstærker
en udvikling
–
herunder via EF-Domstolen
–
der ligger langt ud over den ramme
for regulering, der umiddelbart kan læses af direktivet.
DA skal på det kraftigste understrege, at DA finder, at
alle
mennesker har ret til en
retfærdig, fair og saglig behandling, og at
ingen
skal diskrimineres
–
det vil sige
uden saglig grund forskelsbehandles. DA tager således afstand fra diskrimination
af mennesker på baggrund af religion, tro, handicap, alder eller seksuel orientering.
Det er derimod efter DA’s opfattelse en forudsætning for civilisation og demokrati,
at mennesker legitimt kan behandles forskelligt i varierende retlige og civile
sammenhænge.
Efter DA’s opfattelse er det helt nødvendigt, at man fra dansk
politisk side fra regeringen til Folketinget gør sig forslaget og dets generelle
implikationer på forskelsbehandlingsområdet helt klart. Forslaget kan efter DA’s
opfattelse også få implikationer for arbejdsmarkedet og det almindelige kernestof i
arbejds-og ansættelsesretten. Det er herunder vigtigt, at man tager EF-Domstolens
fortolkningsmetode med i betragtning allerede nu, når direktivet skrives og dermed
i den politiske proces om vedtagelsen af et direktiv. Direktiverne på navnlig
diskriminationsområdet skaber en retsusikkerhed med hensyn til forhold, der i
øvrigt i samfundet må betragtes som legitime. Med hensyn til alderskriteriet vil
forslaget f.eks. medføre, at sådanne forhold fremover skal bedømmes ud fra et
juridisk perspektiv, om de (undtagelsesvis) kan opretholdes og dermed genstand
for tvivl og klagemål hos myndigheder, retsinstanser m.v.
Ophøjes til absolut beskyttelse
Direktivforslaget henviser bl.a. til Traktatens art. 6 samt forskellige internationale
instrumenter, herunder i FN samt i den Europæiske
Menneskerettighedskonvention, EU's charter m.v. særligt med hensyn til de i
direktivet nævnte beskyttelseskriterier. Disse henvisninger er isoleret set korrekte,
men det er vigtigt
at erkende, at disse henvisninger ikke alene er ”henvisninger i
snæver forstand”. Henvisningerne skal derimod ses som et element, der i sig selv
35
 Rådsmøde nr. 3698 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 13.-14. juni 2019 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 13-14/6-19, socialdelen
ikke alene bekræfter, men også giver juridisk samt politisk rum for, at man via
direktivforslaget bidrager til at regulere diskriminations- og
forskelsbehandlingsområdet mere vidtgående og intenst end direktivforslaget selv.
DA skal bemærke, at disse internationale instrumenter er af mangeartet forskellig
karakter og uens for de forskellige diskriminationskriterier. Dette medfører, at man
f.eks. via nærværende direktivforslag giver alle de nævnte kriterier en juridisk
absolut beskyttelse på allerhøjeste juridiske niveau via den højeste fællesnævner.
DA kan konstatere, at man på diskriminationsområdet generelt og fejlagtigt
opererer med en teori om, at beskyttelsesniveauer fra grunden må betragtes som et
”retstomt rum”, såfremt et område ikke er eller belægges med eksplicit lovgivning.
Et eksempel på denne fejlslutning kan f.eks. henvise til almindelige
forvaltningsretlige regler
–
herunder lighedsgrundsætningen og saglighedskravet i
dansk offentlig ret, som jo vil være dækkende uanset nærværende direktivforslag!
Trædestensprincippet
Direktivforslaget vil som nævnt løfte beskyttelse op på det allerhøjeste niveau i den
retlige trinfølge. Dette medfører dels den nævnte absolutte karakter af beskyttelsen,
men også at det må formodes, at de bagvedliggende instrumenter, som er baggrund
for direktivforslaget samt det nye direktiv, gensidigt anvendes til generelt at
fortolkes gensidigt udvidende, da de jo bekræfter hinanden netop via
direktivforslaget. Det medfører f.eks., at beskyttelseselementer, som er eller kan
indfortolkes i det ene instrument, men ikke i et andet via retspraksis vil blive
fortolket ind i det andet instrument alene ud fra en formålsfortolkning. Det ene
instrument anvendes således som trædesten for en beskyttelse på et andet område,
og omvendt således at beskyttelsen alt andet lige konstant fremmes på et stadigt
højere niveau.
Ingen lukket liste af beskyttelseskriterier
Der ligger i selve den nævnte henvisning i direktivforslaget og dermed den angivne
baggrund for direktivforslaget i andre retsinstrumenter en principiel stillingtagen
og virkning, som man allerede nu bør gøre sig klart: Der er ikke tale om en lukket
liste af diskriminationskriterier heller ikke med vedtagelsen af dette direktivforslag.
Det må vurderes, at man med tiden tillige på EU-niveau vil regulere andre af de
ikke-forskelsbehandlingskriterier, som også ligger i de nævnte internationale
instrumenter, hvor man i alt opregner mindst ca. 25 ikke
forskelsbehandlingskriterier. Der må således på relativt kortere sigt imødeses et
yderligere pres fra EU-niveau for at indsætte andre diskrimineringskriterier uden
for og på arbejdsmarkedet.
Hertil kommer, at man som nævnt neden for ikke kan udelukke, at EF-Domstolen
på egen hånd
–
i kraft af bl.a. dette direktiv
–
lægger nye diskrimineringskriterier
ind i sin praksis. Dette kan være kriterier, der er opregnet i de internationale
instrumenter, eller det kan være helt nye kriterier, som EF-Domstolen måtte finde
frem til som forhold, der kan findes af en eller anden art i europæisk ret
–
herunder
i national ret. Se bl.a. herom nedenfor.
Yderligere diskriminationsbeskyttelse
36
 Rådsmøde nr. 3698 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 13.-14. juni 2019 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 13-14/6-19, socialdelen
Man skal også gøre sig klart, at der heller ikke med dette direktivforslag er tale om
en slutregulering af diskriminationsområdet. Det må tillige vurderes, at der på
relativt kortere sigt må imødeses et yderligere pres fra EU-niveau for at indsætte
nye og strammere diskrimineringsredskaber i direktiverne m.v. uden for og på
arbejdsmarkedet. Hertil kommer, at man som nævnt nedenfor ikke kan udelukke, at
EF-Domstolen på egen hånd
–
i kraft af bl.a. dette direktiv
–
strammer
beskyttelsesniveauet via sin praksis. Dette kan være stramninger, f.eks. forbud, der
er opregnet i andre internationale instrumenter, visse medlemsstater, eller det kan
være helt nye krav eller udvidende fortolkninger, som EF-Domstolen måtte kunne
finde frem til.
Tage højde for EF-Domstolens fortolkningsmetode allerede nu
DA skal anbefale, at alle de indledende betragtninger, der skal indskrænke
direktivets område,
flyttes
fra direktivets såkaldte betragtninger og
indsættes
i selve
direktivteksten, da man kan frygte, at de ellers ikke tillægges vægt af EF-
Domstolen eller fortolkes indskrænkende. Omvendt skal man tage højde for, at
begreber i øvrigt i direktivet, hvis de ikke er meget skarpt formuleret i selve
direktivets egentlige normerende tekst, vil blive fortolket udvidende henholdsvis
indskrænkende afhængig af sagens karakter. DA skal i den forbindelse f.eks.
henvise til EF-Domstolens afgørelser i dels den såkaldte Mangold-sag (C 144/04)
fra 2006 og Coleman-sagen (C 303/06) fra 2008. Også andre afgørelser fra EF-
Domstolen i og uden for arbejdsmarkedet kan dokumentere dette.
I Mangold-sagen kom EF-Domstolen frem til, at fællesskabsretten som sådan
–
som navnlig udviklet via praksis af EF-Domstolen selv
–
og ikke direktivet om
forskelsbehandling indeholder det egentlig princip om forbud mod
forskelsbehandling på grund af alder. Den fællesskabsretlige norm udfyldes nok af
direktivet, men normen gælder uanset direktivet. I Coleman-sagen kom EF-
Domstolen frem til, at da direktivet om forskelsbehandling skal bekæmpe alle
former for forskelsbehandling, vil den gælde alle, således også en pårørende til en
handicappet, hvor den pårørende påstod sig forskelsbehandlet på grund af sin
tilknytning til en handicappet. Man kan på baggrund af bl.a. ovennævnte vurdere,
at direktiverne og deres udsagn som sådan ikke er afgørende for EF-Domstolens
vurdering af de enkelte sager, og hvor langt beskyttelsesniveauet mod
diskrimination reelt kan siges at være i EU.
Direktiverne bruges derimod af EF-Domstolen som en bekræftelse af, at den
bagvedliggende ret er en del af EU-retten uanset dens juridiske styrke. Dette er jo
bl.a. dette, som bekræftes i f.eks. dette direktivforslag, hvor man fra
medlemsstaternes side direkte erklærer, at en række internationale instrumenter og
EU-ret uanset forskellig juridisk styrke i forvejen er og fremover skal og kan
anvendes af EF-Domstolen.
Det følger heraf, at EF-Domstolen formentlig vil kunne antage den fortolkning, at
beskyttelse med hensyn til de ovennævnte forskelsbehandlingskriterier allerede
eksisterer, jf. ræsonnementet i Mangold-dommen eller med henvisning til de
principper i EU-retten, internationale instrumenter m.v., som direktivforslaget selv
henviser afhængigt og absolut allerede er gældende i EU-retten og med en styrke,
37
 Rådsmøde nr. 3698 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 13.-14. juni 2019 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 13-14/6-19, socialdelen
2059024_0038.png
der ligger langt ud over f.eks. direktivets direkte udsagn og begrænsninger samt
præciseringer. Allerede nu må man således på grundlag af afgørelsen i ovennævnte
Coleman-
sag vurdere, at begrebet ”ingen” i direktivforslaget art. 2 (”1.
I dette
direktiv betyder princippet om ligebehandling, at ingen må udsættes for direkte
eller indirekte forskelsbehandling af nogen af de i artikel 1 anførte grunde”) mindst
skal fortolkes i overensstemmelse med denne, således at ”ingen” gælder enhver
med nogen som helst tilknytning af nogen art til de pågældende
diskriminationskriterier. I
samme retning kan formentlig begrebet ”nogen” i
pågældende bestemmelse fortolkes.
På den baggrund må man f.eks. også vurdere, at det forhold, at direktivet betegner
sig i art. 1 som givende (alene) en ”ramme for bekæmpelse” af forskelsbehandling
som værende af meget begrænset juridisk værdi. Som eksempel kan tilsvarende
nævnes betragtning 16) hvorefter:
”Enhver har frihed til at indgå aftaler, herunder
frihed til at vælge en aftalepartner til en given transaktion. Dette direktiv bør ikke
finde anvendelse på økonomiske transaktioner foretaget af private, for hvem disse
transaktioner ikke udgør en faglig eller erhvervsmæssig virksomhed.”
Dette er en
klart stærkere bestemmelse end den tilhørende artikeltekst, hvorefter: ”Litra
d)
finder kun anvendelse på privatpersoner i det omfang, de udøver faglig eller
erhvervsmæssig virksomhed.”
Her må man f.eks. nødvendigvis forholde sig til spørgsmål om tilfælde, hvor den
private aktivitet kun udgør eller kan siges at udgøre en mindre eller alene
accessorisk ”faglig eller erhvervsmæssig virksomhed”, ligesom begreberne
”private” og ”økonomiske transaktioner” samt ”faglig eller erhvervsmæssig
virksomhed” levner stort rum for fortolkninger.
Også andre dele af direktivet må man vurdere vil blive tillagt en udvidende
fortolkning af EF-Domstolen henset til direktivets baggrund og formål. Det gælder
f.eks. art. 3, stk. 1 ”social beskyttelse”, ”sociale goder” og ”uddannelse”. Særligt
vedrørende alder kan påpeges, at art. 2, stk. 6 tilsvarende indeholder et relativt stort
fortolkningsrum.
DA har også noteret sig, at direktivforslaget på en række områder i foranledning
godt nok bygger på elementer i eksisterende direktiver, men der er også nye
formuleringer, der kan have indholdsmæssige betydninger. DA skal heller ikke
undlade at bemærke, at man generelt uden refleksion i øvrigt og således også i
almindelige privatretlige retsforhold overfører princippet om delt bevisbyrde, der er
en undtagelse af det almindelige bevisbyrdeprincip.
Danske Handicaporganisationer (DH) takker for muligheden for at fremkomme
med bemærkninger til Europa-kommissionens nyligt fremsatte forslag til direktiv
om ligebehandling udenfor arbejdsmarkedsområdet. DH skal dog fremhæve, at en
uges frist for at indkomme med bemærkninger til så omfattende et forslag, er meget
uhensigtsmæssig. Det giver os ringe muligheder for at inddrage vores
medlemsorganisationer, hvilket selvsagt er dybt problematisk. Det er ikke
befordrende for den demokratiske proces, der skal sikre den organisatoriske
opbakning til direktivet specifikt
og EU’s initiativer på handicapområdet generelt.
38
 Rådsmøde nr. 3698 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 13.-14. juni 2019 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 13-14/6-19, socialdelen
Når dette er sagt, vil vi gerne understrege, at vi betragter det som et positivt skridt,
at Kommissionen endelig har fremsat et forslag til direktiv på dette område. Vi
forventer, at den danske regering vil arbejde aktivt for vedtagelsen af direktivet,
men samtidig vil vi også understrege, at der er et fundamentalt behov for at styrke
visse bestemmelser i direktivforslaget med henblik på en effektiv
diskriminationsbeskyttelse for personer med handicap samt de øvrige grupper, som
direktivforslaget dækker.
Det er vigtigt at fremhæve, at vores bemærkninger naturligt primært tager
udgangspunkt i de behov, der er for at sikre personer med handicap imod
diskrimination. Det er det område, der interesserer os mest
–
og det er her, vi har
vores særlige ekspertise.
DH betragter det som et helt nødvendigt skridt at sikre sammenlignelig beskyttelse
imod diskrimination for alle grupper, der er dækket af Amsterdam-traktatens
artikel 13. Det er ikke rimeligt, at man i øjeblikket har et de facto hierarki mellem
de forskellige diskriminationsgrunde.
Det er positivt, at personer med handicap i fremtiden klart sikres imod de typer af
diskrimination, som er dækket af parallelle direktiver gældende for andre grupper,
dvs. direkte og indirekte forskelsbehandling, chikane samt tilskyndelse til
forskelsbehandling. Desuden må det betragtes som positivt, at manglende rimelig
tilpasning, som i arbejdsmarkedsdirektivet (2000/78/EF), nu generelt defineres som
forskelsbehandling.
Yderligere er der så i direktivforslagets artikel 4 fastsat en forpligtelse til i rimeligt
omfang at sikre lige adgang og tilgængelighed til varer, tjenester etc., hvilket set fra
DH’s synspunkt er et konstruktivt element.
Vi er dog dybt bekymrede i forhold til fortolkningen af og konsekvenserne ved
disse bestemmelser, ikke mindst undtagelserne fra dem, mere herom nedenfor.
DH mener, at dansk støtte til direktivforslaget vil være i overensstemmelse med
den øgede vægtning af rettigheder og beskyttelse imod diskrimination, der er blevet
en integreret del af dansk handicappolitik, særligt i lyset af Danmarks tilslutning til
FN’s
konvention om rettigheder for personer med handicap.
DH deler Kommissionens opfattelse, som den er fremsat i dennes
konsekvensvurdering af direktivforslaget, nemlig at direktivforslaget på nær meget
få detaljer ikke pålægger medlemsstaterne forpligtelser, som ikke er indeholdt i
konventionen. Samtidig må det dog understreges, at en gennemførelse af
direktivforslaget i dansk ret, som det fremstår på nuværende tidspunkt, ikke i sig
selv vil kunne udgøre en fyldestgørende efterlevelse af FN-konventionen. Områder
som eksempelvis adgang til retsvæsenet, familierettigheder, deltagelse i det
politiske liv, adgang til kulturlivet, tilgængelighed til det offentlige rum samt
adgangen til information og kommunikation, herunder eksempelvis tilgængelige
informationsformater og tegnsprog, er ikke dækket af direktivforslaget, men i FN-
konventionen findes vægtige bestemmelser om disse forhold.
39
 Rådsmøde nr. 3698 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 13.-14. juni 2019 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 13-14/6-19, socialdelen
Derudover er en hel række af de forpligtelser for offentlige instanser til aktivt at
fremme deltagelsen for personer med handicap i samfundet, som er indeholdt i
konventionen, ikke dækket af direktivforslaget. Vi mener ikke, at det er
tilfredsstillende, at direktivforslaget på så mange områder har en lavere overligger
end konventionen, når det gælder forebyggelse og bekæmpelse af diskrimination af
personer med handicap. Konventionen og direktivet må kunne ses som
instrumenter, der supplerer hinanden og må som sådan ses som retskilder, der til
sammen kan være med til at sætte rammer for dansk lovgivning vedrørende
ligebehandling af personer med handicap. Således er der brug for en højere grad af
overensstemmelse mellem konventionens principper og direktivteksten.
Nedenfor følger specifikke bemærkninger til de enkelte bestemmelser i
direktivforslaget.
Artikel 1
Det skal bemærkes, at direktivet kun kan dække de områder, der er omfattet af
EU’s kompetence, hvilket også anføres i de indledende betragtninger til
direktivforslaget. Dette er ligeledes illustreret ovenfor under bemærkningerne om
sammenhængen med FN’s konvention om rettigheder
for personer med handicap.
Det skal således tages med betydelige forbehold, når det i artikel 1 hedder, at hele
spektret udenfor arbejdsmarkedet er dækket. En yderligere klargøring af
anvendelsesområdet er som følge heraf nødvendig med henblik på en
gennemskuelig og effektiv gennemførelse af direktivet i medlemsstaternes
lovgivning.
Derudover skal kommende dansk diskriminationslovgivning i forhold til handicap
tage højde for, at direktivforslaget ikke dækker alle relevante aspekter af FN’s
konvention om rettigheder for personer med handicap. I den sammenhæng ville det
være naturligt, og i overensstemmelse med EU’s tilslutning til FN-konventionen,
ikke at lade selve direktivteksten anlægge en så indsnævret fortolkning af, hvor
langt EU-kompetencen går, når det gælder vigtige områder for personer med
handicap, se eksempelvis bemærkningerne vedr. uddannelsesområdet til artikel 3
nedenfor.
Artikel 2, stk. 2, litra b)
DH foreslår, at bestemmelsen præciseres med henblik på at sikre, at den
udtrykkeligt omfatter diskrimination på baggrund af handicap ved associering. Som
bestemmelsen er formuleret nu, kan den læses sådan, at diskrimination kun kan
knytte sig til en bestemt person med et bestemt handicap. Således vil f.eks.
forældre, der diskrimineres som følge af tilknytningen til et barn med handicap
ikke være eksplicit dækket af bestemmelsen om indirekte diskrimination. Dette er
åbenlyst urimeligt, jf. den nyligt afsagte kendelse i den såkaldte Coleman-sag, og
derfor skal teksten formuleres, så der ikke opstår tvivl om dette.
Artikel 2, stk. 5
Det skal bemærkes, at det, som ovenfor anført, er positivt, at manglende rimelig
tilpasning, jf. forslagets artikel 4, stk. 1, litra b), er defineret som
40
 Rådsmøde nr. 3698 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 13.-14. juni 2019 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 13-14/6-19, socialdelen
forskelsbehandling. Det er imidlertid vigtigt at forstå, at manglende adgang og
tilgængelighed for personer med handicap kan afhjælpes gennem generelle
bestræbelser og andre foranstaltninger (universelt design mv.) på at gøre
ligebehandling og tilgængelighed til en del af de tilbud, der udbydes offentligt.
Dette er der taget delvis højde for i artikel 4, stk. 1, litra a), men det er for DH
uklart, hvilken retlig status overtrædelser af disse bestemmelser har. Vil sådanne
overtrædelser skulle forstås som forskelsbehandling, eller er det noget andet?
Det er helt centralt at holde sig for øje, at den diskrimination af personer med
handicap, som ligger i ikke at tilpasse samfundet til alle mennesker, i lige så høj
grad som andre typer af diskrimination udgør betydelige hindringer for fuld
deltagelse i samfundslivet for personer med handicap. Det kan tydeligt ses af de
barrierer, der er skabt inden for f.eks. byggeri, transport og kommunikation
gennem de seneste mange årtier. Det er den type diskrimination, som artikel 4, stk.
1, litra a) tager delvist fat få. Det må derfor sikres, at manglende efterlevelse af
denne bestemmelse i lige så høj grad som direktivets øvrige
antidiskriminationsbestemmelser har bindende retsvirkning, samt at der er knyttet
effektive sanktioner til manglende efterlevelse.
Artikel 2, stk. 6
DH ser det som en risiko, at muligheden for at forskelsbehandle på baggrund af
alder kan benyttes til indirekte at diskriminere personer med handicap. Frekvensen
af personer med handicap blandt ældre borgere er højere end frekvensen blandt
yngre borgere. Der er personer, der først bliver handicappede, efter at de er blevet
”gamle”. Særligt derfor vil en beskyttelse mod indirekte diskrimination af denne
gruppe på grund af handicap være væsentlig.
Det skal derfor præciseres, at det udelukkende er kravet om et forbud mod
diskrimination på baggrund af biologisk alder, som der kan gøres undtagelser fra.
Det skal også præciseres, at der ikke er mulighed for at diskriminere på baggrund
af sammenhængen mellem alder og handicap. Dette vil være i overensstemmelse
med den generelle målsætning fra EU's side om at bekæmpe multipel
diskrimination.
Artikel 2, stk. 7
Indskrænkningerne af direktivets gyldighed i forhold til aktuarmæssige og
statistiske beregninger udgør et væsentligt problem, da sådanne beregninger må
forventes at blive benyttet i forbindelse med f.eks. pensionsordninger,
sundhedsforsikringer og kriterier for långivning.
Der synes dermed at opstå en modsigelse af artikel 12 i FN’s konvention om
rettigheder for personer med handicap vedr. retlig handleevne, som også berører
den lige ret til at opnå lån og ejendomsret, artikel 25 om lige ret til sundhed samt
samme konventions artikel 28, stk. 2, litra e) om pensionsordninger.
Den tilsvarende bestemmelse i det parallelle direktiv, om ligebehandling i forhold
til køn fra 2004, indeholder snævrere muligheder for medlemsstaterne i henseende
til at tillade forskelsbehandling på dette punkt. DH er derfor meget forundret over
41
 Rådsmøde nr. 3698 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 13.-14. juni 2019 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 13-14/6-19, socialdelen
valget af et større råderum i forhold til handicap. DH foreslår, at der som minimum
specificeres meget klare kriterier for, hvornår handicap kan indgå som en faktor i
aktuarmæssige og statistiske beregninger. Som bestemmelsen er formuleret nu, er
det ikke klart, hvornår handicap kan indgå og under hvilke betingelser.
Derudover mener DH, at det er relevant at rejse spørgsmålet om, hvorvidt lige
adgang til forsikringslignende ordninger ikke er en opgave, der bør løses solidarisk
enten af forsikringstagerne i fællesskab eller af samfundet som sådan. Dette er
eksempelvis i overensstemmelse med den nuværende tilgang, når det gælder
gruppelivsforsikringer og øvrige lignende kollektive forsikringer.
Artikel 2, stk. 8
Det skal bemærkes, at en tilsvarende bestemmelse ikke er fastsat i de parallelle
direktiver om henholdsvis ligebehandling i forhold til køn og race. For DH er den
praktiske betydning af en sådan bestemmelse uklar i forhold til gruppen af personer
med handicap. DH savner en konkret begrundelse for bestemmelsens optræden i
forslaget, ikke mindst i forhold til dets konsekvenser for gruppen af personer med
handicap.
Artikel 3, stk. 1, litra a)
Bestemmelserne vedr. aktuarmæssige og statistiske data i artikel 2, stk. 7, kan
tænkes at have indflydelse på rækkevidden i forhold til visse sociale
sikringsordninger og sundhedsordninger. DH finder en afklaring af dette spørgsmål
helt nødvendig. Det er vigtigt, at der ikke kan finde diskrimination sted. Der skal
være fuld og lige adgang for alle til sociale sikrings- og sundhedsordninger.
Artikel 3, stk. 1, litra d)
En indskrænkning, der ligner den i litra d), findes ikke i de parallelle direktiver
vedr. henholdsvis race og køn. Indskrænkningen rejser nogle spørgsmål i forhold
til, hvilken status tilbud, som udbydes af eksempelvis private foreninger og andre
typer af non-profit foretagender, har i forhold til direktivets anvendelsesområde. I
Danmark kunne dette f.eks. være andelsboligforeninger. DH efterlyser en afklaring
af dette spørgsmål. DH savner en konkret begrundelse for, at indskrænkningen
skulle være særligt relevant i dette direktivforslag.
Artikel 3, stk. 2
Det skal bemærkes, at dette er et område, hvor FN’s konvention om rettigheder for
personer med handicap indeholder væsentlige bindende bestemmelser.
Artikel 3, stk. 3
En lignende indskrænkning i forhold til uddannelse findes ikke i det parallelle
direktiv vedr. race.
Det skal bemærkes, at indskrænkningen tilsyneladende åbner for, at hensyn til
organisering, herunder formentlig også økonomiske hensyn, kan gå forud for
eksempelvis hensynet til en elev med et handicap, f.eks. i forhold til at sikre
inklusion i mainstream skolesystemet. Dette finder DH fuldstændig uacceptabelt.
Som minimum må dette tages i betragtning ved en dansk implementering af
42
 Rådsmøde nr. 3698 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 13.-14. juni 2019 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 13-14/6-19, socialdelen
direktivet. Det må ikke være sådan, at man kan diskriminere personer med
handicap på nogen måde eller noget sted i undervisningssystemet. Organiseringen
af undervisningen kan i sig selv være diskriminerende.
Der er fastlagt vigtige bindende rettigheder på uddannelsesområdet i FN’s
konvention om rettigheder for personer med handicap, og eftersom EU har tilsluttet
sig konventionen, er man i lige så høj grad som medlemsstaterne bundet af denne.
DH er opmærksom på, at EU har en begrænset kompetence i forhold til
uddannelsesområdet. Men der er intet i traktaten, der tilsiger, at denne begrænsning
lige nøjagtig er relevant i forhold til specialundervisning og organisationen
omkring denne. Det synes på den baggrund at være en fuldstændig
uhensigtsmæssigt og arbitrær disposition at lade en indskrænkning af direktivets
rækkevidde gå på dette og på den måde sætte spørgsmålstegn ved den fulde og hele
tilslutning til FN-konventionens principper om et inkluderende skole system
–
disse principper har været den internationalt anerkendte politiske linje siden først i
halvfemserne.
I forhold til artikel 3 generelt skal det konkluderes, der må forventes betydelige
fortolkningsproblemer i henseende til afgrænsningen af de politikområder, hvor
direktivet har gyldighed. Så meget desto vigtigere vil det være at sikre en bred
lovgivning i Danmark, der går videre end direktivet, sådan at
afgrænsningsproblemer ikke kommer til at stå i vejen for en effektiv og
gennemskuelig beskyttelse mod diskrimination af personer med handicap i
Danmark.
Artikel 4, stk. 1, litra a)
Det skal bemærkes, at noget synes at være faldet ud af den danske oversættelse af
Kommissionens forslag. Af den engelsksprogede version af forslaget fremgår det,
at tilpasningerne skal ske ”in anticipation”, dvs. under en generel forudsætning om,
at personer med handicap benytter tjenester osv. Dette lille begreb er yderst
centralt, idet det introducerer en proaktiv forpligtelse til at sikre ligebehandling af
personer med handicap. Der må derfor foretages en ændring af den danske
oversættelse!
Indskrænkningerne af litra a), der går på tilvejebringelsen af alternativer eller
grundlæggende forandringer, er dybt problematiske. Som eksempel kan nævnes
tilgængelighed til hjemmesider. Det kan i nogle tilfælde kræve grundlæggende
forandringer at sikre en hjemmesides tilgængelighed. Men tilgængeligheden vil i
mange tilfælde jo være en forudsætning for, at man kan benytte sig af en offentlig
eller privat ydelse. DH savner som minimum en klarlæggelse af, hvad disse
indskrænkninger indebærer.
DH står uforstående overfor, at det mere velkendte kriterium om uforholdsmæssigt
store byrder ikke er tilstrækkeligt i denne sammenhæng, særligt i lyset af at
relevante tilpasninger langt fra altid koster ekstra ressourcer.
Indskrænkningerne af bestemmelsen kan komme til at stå i vejen for, at strukturel
forskelsbehandling kan bekæmpes ved hjælp af direktivet. Det er således yderst
centralt, at deres rækkevidde begrænses så meget som overhovedet muligt.
43
 Rådsmøde nr. 3698 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 13.-14. juni 2019 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 13-14/6-19, socialdelen
DH efterlyser, at bestemmelsen refererer til begrebet universelt design, som er
gennemgående i FN-konventionen. En sådan tilgang vil kraftigt nedsætte behovet
for tilpasninger i konkrete tilfælde. En tilgang gående på realisering af universelt
design i forhold til nye varer og tjenesteydelser ville være et særdeles nødvendigt
skridt. Særligt vil det være relevant at koble en sådan tilgang til eksisterende og
kommende europæiske standarder, sådan at tilgængelighed ville være klart
defineret i hele EU. Dette ville også øge gennemskueligheden af bestemmelsen for
aktører på markedet. DH foreslår derfor, at manglende efterlevelse af europæiske
standarder vedr. tilgængelighed for personer med handicap indskrives i artikel 4
som en form for diskrimination.
DH ser desuden et behov for at præcisere, at bestemmelsen ikke kun drejer sig om
fysisk tilgængelighed for eksempelvis kørestolsbrugere. Personlig assistance,
tilvejebringelsen af information i alternative formater og tolkebistand, herunder
tegnsprogstolkning, er eksempler på relevante tilpasninger, som efter DH’s
opfattelse ikke må kunne fortolkes ud af direktivet. Derfor bør artikel 4
reformuleres med henblik på også at inkorporere disse aspekter af adgangen for
personer med handicap.
Artikel 4 stk. 2
Det skal bemærkes, at der åbnes for en hel række muligheder for at begrunde
undtagelser fra artikel 4, stk. 1. DH foreslår derfor, at der som en yderligere
afbalancering af disse mulige begrundelser også indføres et kriterium, der går på de
mulige fordele for andre borgere og samfundet generelt, som tilpasninger til fordel
for personer med handicap i rigtig mange tilfælde indebærer. Som eksempel kan
blot nævnes, at øget tilgængelighed for kørestolsbrugere og gangbesværede i
offentlige transportmidler også kan give betydelige fordele for personer i følgeskab
med småbørn, med barnevogne, cykler eller bagage. Hertil kommer den ikke
ubetydelige effekt i form af forbedring af arbejdsmiljøet i bred forstand.
Yderligere står DH i overensstemmelse med bemærkningen ovenfor til litra a) i
nærværende artikel uforstående overfor, at det er nødvendigt at indføre en række
undtagelser udover den velkendte om uforholdsmæssigt store byrder. Vi efterlyser
derfor en begrundelse af denne disposition. Man kommer let i tvivl om, hvorvidt
man reelt vil afskaffe diskrimination af personer med handicap.
Artikel 5 og 6
Disse artikler sikrer muligheden for en effektiv dansk lovgivning til fremme af reelt
lige muligheder for personer med handicap. Dette betragter DH som meget positivt
og opfordrer samtidig indtrængende den danske regering til at følge dette spor i
overensstemmelse
med FN’s konvention om rettigheder for personer med
handicap.
Artikel 7, stk. 1
Multipel diskrimination skal indgå som et element i klagebehandlingen. Dette skal
præciseres i direktivet.
44
 Rådsmøde nr. 3698 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 13.-14. juni 2019 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 13-14/6-19, socialdelen
Artikel 7, stk. 2
Handicapfaglig ekspertise skal indgå i vurderingen af sager om handicap.
Direktivforslaget skal åbne for denne mulighed, sådan at vurderingen ikke
udelukkende baseres på juridisk ekspertise. Behovet kan ikke opfyldes fuldt ud ved
at lade f.eks. organisationer af personer med handicap indtræde på klagerens side i
en sag. Også selve vurderingen af sagen bør være baseret på handicapfaglig viden.
Det er et faktum, at kun ganske få juridiske eksperter har viden om
handicapområdet, der kan sikre, at de særlige forhold/oplevelser ved at have et
handicap kommer til vurdering i forbindelse med afgørelse af sager om
diskrimination.
Artikel 10
Omfanget af informationsindsatsen skal præciseres yderligere. Det er vigtigt at få
fastslået, at indsatsen ikke kun skal rette sig imod de grupper, som kan komme til
at stå over for diskrimination. Også udbydere af varer og tjenesteydelser skal
modtage fyldestgørende information om deres proaktive pligter i henhold til
direktivet. Desuden foreslår DH, at det overvejes at pålægge medlemsstaterne en
forpligtelse til at udvikle redskaber, der kan støtte offentlige og private vare- og
tjenesteudbydere i at leve op til direktivets bestemmelser.
Derudover skal det fremgå klart af direktivet, at informationsindsatsen som helhed
skal tilrettelægges på en måde, der sikrer tilgængelighed for personer med handicap
af alle typer, herunder eksempelvis information i tilgængelige formater, på
tegnsprog og forfattet i klar og let forståelig tekst.
Artikel 11
DH vil opfordre til, at man allerede nu efterlever artiklens ånd, og med baggrund i
denne, indleder en formel og substantiel involveringsproces af organisationer, af
personer med handicap og andre relevante grupper, både på europæisk og nationalt
plan med henblik på at sikre en tæt dialog om direktivets udformning og
implementering.
Artikel 13
DH vil opfordre til, at den gennemgang af dansk lovgivning, som bestemmelsen
indebærer, sammentænkes med den gennemgang af dansk lovgivning, som
gennemføres med henblik på ratifikation af FN’s konvention om rettigheder for
personer med handicap. En sådan sammentænkt gennemgang bør bestå i en tæt
konsultation af handicapbevægelsen og involvere direkte inddragelse af denne.
Artikel 15, stk. 2
DH savner i høj grad en begrundelse for, at der kan gives forlængelse af fristen for
implementering, for så vidt angår direktivforslagets artikel 4. Det har ikke været
muligt at finde en sådan i Kommissionens lovforberedende arbejder. Hvis
begrundelsen er, at det skønnes at være vanskeligt at leve op til artikel 4, er der så
meget desto større grund til at give dens bestemmelser retlig virkning så hurtigt
som muligt. Den reelle forskelsbehandling af personer med handicap, som
manglende efterlevelse af principperne i artikel 4 indebærer, er nemlig
ensbetydende med stærke begrænsninger for lige samfundsdeltagelse.
45
 Rådsmøde nr. 3698 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 13.-14. juni 2019 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 13-14/6-19, socialdelen
2059024_0046.png
Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) bemærker, at direktivforslaget
regulerer beskyttelse mod forskelsbehandling uden for arbejdsmarkedet og således
supplerer de eksisterende direktiver, for så vidt angår diskriminationskriterierne,
religion, tro, handikap, alder eller seksuel orientering. Som konsekvens heraf vil
direktivforslaget vedrøre området om socialbeskyttelse, sociale goder, uddannelse
og adgang til service- og tjenesteydelser.
Indledningsvis skal FA henlede opmærksomheden på, at vi finder det problematisk,
at alder indgår på lige fod med de resterende rettigheder. Alder bliver ofte anvendt
som et objektivt kriterium dels i forhold til lovgivning dels i forhold til
administration f.eks. af erhvervelse af kørekort, ret til stemmeafgivning ved
demokratiske valg og m.m. Det er alle disse lovmæssige og administrative
bestemmelser, som efter direktivets vedtagelse pludselig er potentielt EF stridige
og ulovlige.
Det betyder også, at forslaget bekræfter og forstærker en udvikling, herunder via
EF domstolen der ligger langt ud over den ramme for regulering, som umiddelbart
kan læses af direktivet. Den forslåede løsning med at indsætte en
undtagelsesbestemmelse om at ulige behandling pga. af alder ikke er
forskelsbehandling såfremt der er et objektivt og rimelig begrundet legitimt formål
(art. 2 stk. 6 i direktivforslaget) er ikke en god løsning. FA finder det derfor
nødvendigt, at der tages et klart forbehold for, at alder inddrages som
diskriminationskriterium i direktivforslaget.
Om uddannelse siger direktivforslagets artikel 3 litra C, at uddannelse er et af de
områder, hvor direktivet finder anvendelse. FA finder, at uddannelse er et nationalt
anliggende, og at artikel 3 litra C derfor bør udgå.
Vedrørende spørgsmålet om klageadgang anføres i artikel 7 en bestemmelse
herom. FA finder, at dette er et nationalt anliggende, som allerede er reguleret via
EF domstolens afgørelser og må derfor anbefale, at artikel 7 udgår af
direktivforslaget.
Hvad angår artikel 8 om bevisbyrde, er det
FA’s opfattelse, at der i realiteten
her
indføres en omvendt bevisbyrde. FA skal anføre, at vi finder dette kritisabelt,
uanset at det kendes fra andre direktiver, men finder ikke, at det bør anvendes i
forbindelse med dette direktivforslag, og skal derfor bede om at bestemmelsen om
bevisbyrde udgår.
I artikel 11, der omhandler dialog med relevante berørte parter, skal vi anmode om,
at der tilføjes følgende formulering ”medlemsstaterne tilskyndes til at inddrage
arbejdsmarkedets parter i det omfang
arbejdsmarkedet berøres”. Dette harmonerer
også med artikel 16 i direktivforslaget, der omhandler arbejdsmarkedets parter i
forbindelse med en udarbejdelse af en rapport om anvendelsen af direktivet. Vi ser
derfor gerne, arbejdsmarkedets parter rykket frem også til artikel 11.
46
 Rådsmøde nr. 3698 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 13.-14. juni 2019 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 13-14/6-19, socialdelen
Artikel 13 om overholdelse er en ny bestemmelse, og FA er af den opfattelse, at
der her er tale om et nationalt anliggende, og at artikel 13 derfor bør udgå.
Artikel 14 der handler om sanktioner, skal FA anføre, at dette er et nationalt
anliggende i EF retten, og bestemmelsen bør derfor udgå, idet EF domstolspraksis
varetager de tværnationale hensyn, og at der derfor ikke specifikt, som der anføres i
forslaget, bør anføres typer af sanktioner.
Afslutningsvis anfører FA, at der i direktivforslaget henvises til Traktatens artikel 6
samt forskellige internationale instrumenter i FN samt i den Europæiske
menneskerettighedskonvention EU’s charter mv. særligt med hensyn til de i
direktivet nævnte beskyttelseskriterier. Uanset at disse henvisninger er korrekte, er
det væsentligt, at der ikke er tale om henvisninger i snæver forstand, men at de skal
ses som et element, der giver juridisk mulighed for, at man via direktivforslaget
bidrager til at regulere diskrimination og forskelsbehandlingsområdet mere
vidtgående og intens end selve direktivforslaget
FA finder det uheldigt, idet direktivforslaget får en meget bredere anvendelse, end
det fremgår af selve direktivforslaget.
9. Generelle forventninger til andre landes holdninger
Visse delegationer har opretholdt et generelt forbehold og anfægtet nødvendigheden
af Kommissionens forslag. Andre delegationer har anmodet om yderligere
præcisering af direktivforslaget og givet udtryk for bekymring navnlig i relation til
mangel på juridisk klarhed, kompetencefordeling, samt de praktiske og økonomiske
konsekvenser ved forslaget. Alle delegationer har generelle undersøgelsesforbehold.
Der blev afholdt to halvdagsmøder under det østrigske formandskab. Det forventes,
at der til rådsmødet vil foreligge en fremskridtsrapport.
10. Regeringens generelle holdning
Regeringen støtter overordnet målet om bekæmpelse af diskrimination og
accepterer idéen om et direktiv på området.
På arbejdsmarkedet er der i dag i dansk lovgivning forbud mod forskelsbehandling
på grund af alder, handicap, køn, race og etnisk oprindelse, religion og tro samt
seksuel orientering. Uden for arbejdsmarkedet er der forbud mod
forskelsbehandling på grund af køn, race, handicap og etnisk oprindelse. Der er
således ikke forbud mod diskrimination udenfor arbejdsmarkedet i forhold til alder,
religion eller tro og seksuel orientering.
Forslaget til direktiv, som det er fremlagt, giver dog anledning til en række
betænkeligheder, særligt af juridisk karakter, idet forslaget indeholder en række
vagt afgrænsede bestemmelser og ligeledes vagt udformede undtagelser for
direktivets anvendelsesområde. Dette kan medføre, at rettighedernes omfang reelt
vil skulle fastlægges ved domstolskontrol. Regeringen kan derfor ikke støtte
forslaget i den fremsatte form.
47
 Rådsmøde nr. 3698 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 13.-14. juni 2019 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 13-14/6-19, socialdelen
2059024_0048.png
Der må ske en betydelig præcisering af forslagets tekst med henblik på især at
sikre, at Danmark også i fremtiden kan anvende alder som styringsinstrument, og at
dansk handicappolitik, som bl.a. er baseret på kompensationsprincippet, kan
fastholdes.
Endelig er det nødvendigt at få belyst en række spørgsmål vedrørende forslagets
nærmere juridiske og økonomiske konsekvenser, herunder rækkevidden af flere
generelle afgrænsede bestemmelser, inden en nærmere holdning fastlægges.
11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
Sagen har tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg til orientering forud
for rådsmøderne (EPSCO) 2. oktober 2008, 17. december 2008, 9. marts 2009, 8.
juni 2009, 30. november 2009, 7. juni 2010, 6. december 2010, 10. juni 2011, 1.
december 2011, 21. juni 2012, 6. december 2012, 20. juni 2013, 9. december 2013,
12. juni 2014, 5. december 2014, 12. juni 2015, 7.december 2015, 16. juni, 2.
december 2016, 2. juni 2017, 1. december 2017, 13. juni 2018 og 30. november
2018.
48
 Rådsmøde nr. 3698 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 13.-14. juni 2019 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 13-14/6-19, socialdelen
3. Udkast til rådskonklusioner om Den Europæiske Revisionsrets
særberetning om FEAD
–
Den Europæiske Fond for Bistand til de Socialt
Dårligst Stillede
- Vedtagelse
Nyt notat.
1. Baggrund
Det rumænske formandskab har fremlagt udkast til rådskonklusioner om den
Europæiske Revisionsrets særberetning ’Den
Europæiske Fond for Bistand til de
Socialt Dårligst Stillede: Fonden yder værdifuld støtte, men dens bidrag til at
reducere fattigdommen er endnu ikke fastslået’.
2. Formål og indhold
Rådskonklusionerne er fremsat på baggrund af modtagelsen af Den Europæiske
Revisionsrets særlige rapport (5/2019) om Den Europæiske Fond for Bistand til de
Socialt Dårligst Stillede. Rådskonklusionerne understreger, at bekæmpelse af
fattigdom og social udstødelse er en af grundstenene i Europa 2020 Strategien.
I rådskonklusionerne noteres det, at rapporten tager udgangspunkt i ni
medlemslandes implementering af FEAD-fonden (Danmark er ikke blandt disse
ni). Endvidere noteres det, at Den Europæiske Revisionsret kommer med tre
anbefalinger for FEAD-programmet i den kommende budgetperiode: At FEAD
målrettes bedre, at de sociale indsatser, der understøtter uddeling af materiel
bistand forankres bedre, samt at metodologien for evaluering af programmet
udvikles.
Rådskonklusionerne bekræfter, at disse anbefalinger vil indgå i implementeringen
af FEAD-programmer under den nye Europæiske Socialfond Plus (ESF+) og
inviterer endvidere Kommissionen til at fortsætte videndelingsaktiviteterne under
programmet.
3. Europa-Parlamentets udtalelser
Ikke relevant.
4. Nærhedsprincippet
Ikke relevant.
5. Gældende dansk ret
Ikke relevant.
6. Konsekvenser
Rådskonklusionerne har ikke i sig selv lovgivningsmæssige, statsfinansielle eller
samfundsøkonomiske konsekvenser, administrative konsekvenser for erhvervslivet
eller konsekvenser for beskyttelsesniveauet.
7. Høring
49
 Rådsmøde nr. 3698 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 13.-14. juni 2019 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 13-14/6-19, socialdelen
EU-specialudvalget for Arbejdsmarkedet og Sociale Forhold er orienteret skriftligt
om rådskonklusionerne forud for rådsmødet.
8. Generelle forventninger til andre landes holdninger
Der ventes at være opbakning til vedtagelse af rådskonklusionerne.
9. Regeringens generelle
holdning
Regeringen kan støtte vedtagelsen af rådskonklusionerne.
Rådskonklusionerne foregriber ikke forhandlingerne om den kommende ESF+
forordning eller den flerårlige budgetperiode.
10. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.
50