Spm. nr. S 297

9) Til børne- og socialministeren af:

Jacob Mark (SF) :

Mener ministeren, at der på nuværende tidspunkt er hænder nok i landets daginstitutioner til at sikre, at alle børn får den omsorg, tryghed og nærvær, de har brug for?

Værsgo.

Tak for det. Mener ministeren, at der på nuværende tidspunkt er hænder nok i landets daginstitutioner til at sikre, at alle børn får den omsorg, tryghed og nærvær, de har brug for?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Man skulle næsten tro, at det var et spørgsmål, som var bestilt, når vi i fredags lavede en aftale om finansloven, hvor vi prioriterer 1 mia. kr. til børneområdet. Det er forholdsvis sjældent, at man lige står ved et spørgsmål i spørgetiden og kan glæde sig så meget over 1 mia. kr., som er blevet afsat fredagen forinden.

I forhold til spørgsmålet om, hvorvidt der er hænder nok, har vi jo med en ny opgørelse fra 2017 fået et bedre indblik i, hvordan forholdet mellem personale og børn er – det, som også typisk bliver kaldt normeringer. For langt størstedelen af kommunernes vedkommende ligger niveauet for normeringerne tæt på hinanden. Det gælder både i daginstitutioner for de 0-2-årige og for 3-årige og frem til skolestart. Hvis vi tager opgørelsen, var der i 2017 en normering på 3,1 børn pr. voksen i daginstitutioner for de 0-2-årige, altså vuggestueområdet, og en normering på 6,2 børn pr. voksen for børnehavebørnene. Jeg hæfter mig ved, at den normering, der er i de fleste kommuner, ligger meget tæt på det niveau, som bl.a. SF og andre aktører har foreslået i forskellige sammenhænge.

Derfor er jeg egentlig også meget glad for at konstatere den meget vigtige pointe, at forældretilfredsheden med dagtilbuddene generelt er meget, meget høj, og at forældretilfredsheden faktisk også er stigende. Samtidig kan vi også se ud af undersøgelser, at langt, langt de fleste børn er rigtig glade for at gå i børnehave. De har gode venner, og de er rigtig glade for de voksne, der er i deres dagtilbud. Så de fakta fortæller jo mig, at overordnet set går det godt i hovedparten af vores dagtilbud. Der er dygtige pædagoger, engagerede, rigtig solide, dygtige pædagogiske assistenter, medhjælpere og dagplejere omkring vores børn i dagtilbud.

Selvfølgelig er der dagtilbud, som er udfordret, og hvor den lokale ledelse, men også hvor den lokale forvaltning i kommunerne altså må vurdere, om organiseringen af rammerne og økonomien er i orden. Men jeg vil fastholde, at det altså ikke er regeringens opgave at diktere, hvordan ledelsen af det enkelte dagtilbud sådan skal foregå ned i mindste detalje. Det ved man bedst lokalt, og det gør man, fordi man kender børnegruppen, forældrene og også personalets kompetencer.

Spørgeren.

Tak for det. Jeg spørger, fordi jeg så noget på Facebook en dag, som ligesom har gjort, at jeg har gået og tænkt over det her med, om der er voksne nok i daginstitutionerne. Det var en pædagog på et billede, der holdt et skilt op, hvor der stod: Kl. 14.00 var jeg én uddannet pædagog alene med 23 børn. Der tænkte jeg, at det ikke var mange uddannede pædagoger til de mange børn, hun stod med. Det var så ikke kun mig, der så det billede. Det spredte sig ligesom sådan en steppebrand på de sociale medier, og det endte faktisk med, at en række pædagoger og voksne ude i daginstitutionerne på forskellige tidspunkter lagde de her billeder op for at sige: Vi har prøvet at tage den her politiske debat i mange år nu. Det har ikke virket, vi har ikke fået det løft, der er brug for, så nu viser vi det på en meget illustrativ måde, at der ikke er voksne nok.

En alenetidsundersøgelse fra BUPL viser, at det faktisk sker ganske tit for pædagoger – i gennemsnit 1 time om dagen – at de står alene med 17 børn. Jeg er ikke pædagog, og jeg har meget svært ved at forestille mig, hvordan man skal kunne nå rundt til alle børn og lytte til dem, trøste dem, være hos dem, lege med dem, når man står alene med så mange børn. Det bekymrer mig, og derfor foreslår vi i SF egentlig det, som pædagogerne også selv foreslår, nemlig at vi laver en minimumsnormering. Det har man jo f.eks. i folkeskolen, hvor man har et klasseloft, for der har man sagt, at der alligevel må være en grænse for, hvor mange børn der kan være til én voksen.

Så det, jeg egentlig godt kunne tænke mig at høre, er, at nu, hvor ministeren kan se, at der er kommunale forskelle, også ret væsentlige kommunale forskelle trods alt, på, hvor mange voksne der er til børnene, og nu, hvor ministeren kan se, at der er pædagoger, der står alene med så mange børn, kunne ministeren så ikke være interesseret i at lave sådan en minimumsnormering?

Ministeren.

Lad mig starte med hr. Jacob Mark, som siger, at et løft er der brug for, og så bare trække nogle få tal frem. For da SF sidst var i regering, i den 4-årige periode, Thorningregeringen sad, brugte man 500 mio. kr. på dagtilbudsområdet på et løft, som overhovedet ikke har vist sig mærkbart efterfølgende. BUPL har ikke kunnet se det på normeringerne, andre har ikke kunnet se det. Så de 500 mio. kr., man fordelte, har altså ikke kunnet mærkes. Det var, hvad Thorningregeringen formåede over en 4-årig periode.

Så lad mig hive frem, hvad den borgerlige regering har formået inden for 4 år. Der er blevet prioriteret 1.000 mio. kr. i løbet af det kommende år, og vi har prioriteret 580 mio. kr. Så inden for en 2-årig periode har vi prioriteret 1.580 mio. kr., som altså skal holdes op imod Thorningregeringens 500 mio. kr., som ikke engang kunne mærkes.

Spørgeren.

Nu sad jeg jo ude lokalt, og det er simpelt hen ikke rigtigt, at det kun var 500 mio. kr.; det var 500 mio. kr. varigt . Så det vil sige, at vi ude i min kommune fik de penge igen og igen og igen, og i øvrigt var det ikke kun 500 mio. kr., vi fik sat af, men 750 mio. kr., som man kunne bruge igen og igen ude i kommunerne. Det er rigtigt, at der kom færre pædagoger, men der blev også sparet i kommunerne på grund af krisetid.

Men ministeren svarede sådan set ikke på mit spørgsmål: Synes ministeren, det er en god idé at lave en minimumsnormering – ligesom man har et klasseloft i folkeskolen – så vi er sikre på, at der er voksne nok til børnene?

Ministeren.

Jeg er meget optaget af, at det er ude lokalt – det tror jeg i virkeligheden også hr. Jacob Mark giver mig ret i – man kender børnegruppen. Det er her, man ved, hvad der er af udfordringer. Det er her, man kan dirigere en særlig social normering hen, hvis det er det, der skal til. At fjerne det fra det kommunale selvstyre er jeg for nuværende ikke parat til.

Men jeg synes, det er vigtigt at få slået fast, at inden for en 2-årig periode har den borgerlige regering prioriteret først 580 mio. kr., derefter 1 mia. kr., hvorimod Thorningregeringen sammen med SF prioriterede 500 mio. kr., som ikke engang kunne mærkes. Jeg bliver bare nødt til at sige: Det er altså 1-0 til den borgerlige regering.

Spørgerens sidste spørgsmål.

Jeg vender tilbage med yderligere spørgsmål til ministeren, der viser, at de tal ikke helt holder, som ministeren nævner. Men det, jeg så gerne vil spørge om, er: Ministeren siger, at det vil være indgreb i det kommunale selvstyre at lave en minimumsnormering, men du har jo et klasseloft i folkeskolen – er ministeren så imod det?

Jeg noterede mig også, at ministeren var ude at sige, at det godt kunne være, at man skulle lave en regel for, hvor mange der skulle være i ydertimerne i daginstitutionerne, fordi vi kan se, at der ikke er voksne nok. Altså, det er da mere et indgreb i det kommunale selvstyre, end det vil være at afsætte et minimum antal ressourcer, som man selv kan råde over ude lokalt. Hvorfor vil man ikke lave en minimumsnormering, når man gerne vil styre kommunerne på den måde?

Ministeren.

Jamen vi har en regering, som har prioriteret børneområdet massivt igennem de seneste par år, og vi har også prioriteret klogt. Hvis man skal lave minimumsnormering, vil det koste 2½ mia. kr. årligt. Og jeg tror, at alle, som sidder og er engageret i politik eller bare er interesseret i samfundsudviklingen, jo godt kan forstå og se, at det simpelt hen ikke er muligt at prioritere så massiv en sum penge hvert evig eneste år. Jeg er heller ikke overbevist om, at det er den bedste måde at gøre det på.

Jeg tror på friheden til lokalt at kunne prioritere, og det er jo det, vi understøtter. Når vi lige præcis laver sociale normeringer, når vi laver dagtilbudsreform, når vi laver barnets første 1.000 dage, så understøtter vi jo lokalt, men tager ikke beslutningskraften fra dem ved at lave en fastsat normering. Og så er der forskel på at have en undervisningssituation med en klasse og at arbejde pædagogisk med børnene i dagtilbud, som jo bestemt ikke er undervisning, men hvor man kan have større eller mindre grupper, man kan have aktiviteter, og man kan have lege ude på en legeplads. Det er jo en anden opdeling af dagen, og det tror jeg også at hr. Jacob Mark er godt klar over, når han sidder og ser på, hvad forskellen mellem skoleområdet og dagtilbudsområdet er.

Tak til såvel minister som spørger.

Den næste minister, der skal spørges, er beskæftigelsesministeren, og det er hr. Finn Sørensen, Enhedslisten, der gerne vil have ordet for oplæsning af spørgsmålet.