Det forhold er jo interessant, at andre lande har en drøm om at gøre, som Danmark har gjort, at Danmark ligesom er blevet fedtet ind i det her.
Min bekymring er simpelt hen den, at sådan som eurozonebudgettet i hvert fald oprindelig er tænkt, er det jo et budget, som er til gavn for lande, som er økonomisk dårligt stillede, og som har brug for passive overførsler fra andre lande, mens det er til ugunst for de lande, som sådan set har orden i egen økonomi.
Det er jo også årsagen til, at vi i hele forløbet op til beslutningen om eurozonebudgettet har set, at de nordeuropæiske lande, altså Holland, Danmark og Sverige og til dels Tyskland, men så alligevel ikke, har modsat sig, at vi skulle have det der eurozonebudget.
Det gør det hele til en meget absurd ting, for de lande, der vil nyde gavn af det her, vil gerne have budgettet, og de lande, der ikke vil nyde gavn af det, men som bare skal bidrage til det, vil ikke have det budget.
Jeg må bare spørge finansministeren, og jeg har faktisk før spurgt lidt om det:
Hvor ser finansministeren at det her skal føre hen?
Er det her et budget i virkeligheden noget, som er på vej ned ad en ensrettet vej, hvor der befinder sig en mur for enden, og hvor man ikke kan vende?
Jeg må sige, at jeg synes, det er besynderligt, at vi er ved at få en situation, hvor eurozonelandene lukker sig om hinanden, men på en måde, der gør, at de eurozonelande, der traditionelt bidrager, bare kommer til at bidrage endnu mere.
Jeg har simpelt hen ikke fantasi til at forestille mig, hvad det var, der skulle gøre, at Danmark havde en interesse i at være i det selskab, ud over det forhold, at der er nogle partier herinde på Christiansborg, der gerne vil have, at Danmark udskifter sin valuta, kronen, med euroen, og så er det jo klart, at så er man selvfølgelig med i et eurozonebudget.