Europaudvalget 2018-19 (2. samling)
EUU Alm.del Bilag 100
Offentligt
2065719_0001.png
Europaudvalget
Referat
af 2. europaudvalgsmøde
Dato:
Tidspunkt:
Sted:
Til stede:
onsdag den 3. juli 2019
mødet begyndte kl. 11.00
vær. 2-080
Jan E. Jørgensen (V), formand, Lars Aslan Rasmussen (S), næstfor-
mand, Katrine Robsøe (RV), Ina Strøjer-Schmidt (SF), Søren Søn-
dergaard (EL), Victoria Velasquez (EL), Kristian Jensen (V), Morten
Messerschmidt (DF) og Katarina Ammitzbøll (KF).
statsminister Mette Frederiksen.
Desuden deltog:
Punkt 1. Afrapportering fra ekstraordinært møde i Det Europæiske Råd den 30. juni 2019
Statsministeren:
På dette vores første møde vil jeg begynde med at sige, at jeg glæder mig til
at samarbejde med Europaudvalget. Den første opgave i den sammenhæng er for mit ved-
kommende en afrapportering fra det ekstraordinære rådsmøde, jeg deltog i den 30. juni-2. juli.
Det endte med at blive et ualmindelig langt møde, da det viste sig vanskeligt at opnå enighed
om fordelingen af topposterne i EU. Jeg var selv blandt de regeringsledere, der advokerede
stærkt for, at vi skulle nå til en konklusion på mødet; det havde været meget problematisk for
Det Europæiske Råd, hvis ikke det var lykkedes os at få en aftale på plads. Vi ved endnu ikke,
hvem der er blevet valgt til formand for Europa-Parlamentet
mens vi sidder her, tælles der
stadig stemmer op. Måske får vi det at vide i løbet af mødet; i så fald må vi håndtere det fleksi-
belt og i fællesskab, da jeg ikke har haft mulighed for at forberede mig på det.
Vi gik i gang med forhandlingerne den 30. juni, og de fortsatte til langt ud på natten og endda
ud på morgenen. Ved middagstid den 1. juli meddelte rådsformand Tusk, at der ikke kunne op-
nås enighed om den pakke, der lå på bordet. Så stod vi et rigtigt svært sted, og jeg var blandt
dem, der gav udtryk for, at mødet var nødt til at fortsætte, så man kunne nå et resultat. Det lyk-
kedes heldigvis.
Som ny formand for Kommissionen indstiller Rådet den tyske forsvarsminister, Ursula von der
Leyen. Nogle af jer kender hende; jeg har selv arbejdet sammen med hende tidligere i en an-
den rådsformation, da vi begge var beskæftigelsesministre. Jeg husker hende som en ret slag-
kraftig type, og det tror jeg er utrolig godt. Efter 3 dage i Bruxelles vil jeg mene, at noget af det,
Side 8
EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 100: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 3/7-19
2. europaudvalgsmøde 3/7 2019
der er behov for i EU, er en hårdere mødeledelse, og det tror jeg hun vil kunne facilitere for
Kommissionens vedkommende.
Set med danske briller er det utrolig positivt, at det lykkedes at få Margrethe Vestager ind som
en del af den nye ledelse af Kommissionen. Den kommer herefter til at bestå af Ursula von der
Leyen, den hidtidige første næstformand, Frans Timmermans, som var spidskandidat for den
socialdemokratiske gruppe, og så Margrethe Vestager. Jeg er blevet spurgt til, hvordan det ser
ud med ressortfordelingerne, men det kan vi ikke give et svar på endnu; de bliver fastlagt af
den nye kommissionsformand i samråd med de enkelte lande, som jo udnævner kommissæ-
rerne. Jeg håber på allerede i næste uge, hvor jeg besøger den tyske kansler Merkel i Berlin,
også at kunne mødes med den nye kommissionsformand for at kunne gøre det danske syns-
punkt gældende tidligt i processen.
Formand for Det Europæiske Råd bliver Belgiens premierminister, Charles Michel, mens Spa-
niens udenrigsminister, Josep Borrell, bliver ny udenrigsrepræsentant. Endvidere har vi indstil-
let, at
IMF’s generalsekretær,
Christine Lagarde, overtager posten som ny formand for Den
Europæiske Centralbank. Det betyder, at der blandt topposterne i EU er tre kvinder, og det er
rigtig positivt. Først må vi dog afvente, om von der Leyen bliver godkendt af et flertal i Europa-
Parlamentet.
Jeg vil gerne knytte et par ord til, hvorfor det var et vanskeligt rådsmøde. Der ligger nogle dy-
namikker nedenunder, hvoraf nogle af dem er velkendte, især for jer, der har arbejdet med eu-
ropapolitik længe. Det handler om, at posterne skal fordeles geografisk og kønsmæssigt ret-
færdigt, og at der også skal findes en balance mellem store og små lande, og mellem nye og
gamle medlemslande. Alt det skal man forsøge at få til at gå op i en højere enhed. To yderli-
gere dynamikker har spillet en stor rolle: Den ene er spitzenkandidatprocessen, som der er
meget forskellige holdninger til i Rådet. Jeg er selv modstander af den og har været det hele
vejen igennem. Den anden er, i hvilken grad man skal tillægge de politiske grupper vægt. Det
er der også forskellige holdninger til i Rådet: Nogle mener, at man sidder der alene som re-
præsentant på vegne af sit land. Men de fleste af os sidder også i nogle politiske grupperinger,
og det er ikke ligegyldigt, hvilken politisk balance der er i det samlede puslespil. Det er nok i
særdeleshed de to sidstnævnte problematikker, der gjorde forhandlingerne hårde.
Jeg glæder mig på Europas vegne over, at der blev fundet en løsning. En ny kommission skal
selvfølgelig godkendes senere, men i første omgang skal der findes en formand for Europa-
Parlamentet, og hvem det bliver, finder vi måske ud af i dag, mens vi holder møde her.
Søren Søndergaard
bød statsministeren velkommen på hendes første besøg i udvalget og
takkede for orienteringen. Han spurgte, hvad de østeuropæiske lande sagde til resultatet. For
man kunne vel næppe have forestillet sig en større fuckfinger til Østeuropa end det, forhandlin-
gerne var endt med. Posterne var gået til Tyskland, Frankrig, Spanien, Belgien, Holland, Dan-
mark og sandsynligvis Italien. Man kunne frygte, at nogle af de østeuropæiske lande havde
Side 9
EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 100: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 3/7-19
2. europaudvalgsmøde 3/7 2019
fået noget til gengæld for at acceptere den pakke. Var der blevet givet løfter til f.eks. Ungarn,
Polen og Tjekkiet? Eller havde de bare accepteret, at ingen poster gik til østeuropæere?
Statsministeren
svarede, at der ikke var afgivet politiske løfter til nogen lande ud over det, der
stod i konklusionerne. Hun ville ikke udtrykke sig på samme måde som Søren Søndergaard.
For det første havde de østeuropæiske lande alle stemt for fordelingen og lod til at være til-
fredse med den. Hun bemærkede desuden, at Rådet som et bud på en geografisk og parti-
mæssig balance havde lagt op til, at Europa-Parlamentet valgte en socialdemokratisk østeuro-
pæer som parlamentsformand, nemlig den tidligere bulgarske regeringschef Sergej Stanisjev,
for en periode på de første 2 �½ år. Noget tydede dog på, at det ikke ville blive tilfældet.
Kristian Jensen
supplerede statsministeren ved at sige, at Visegradlandene faktisk havde af-
vist endnu en pakke, hvor en østeuropæer var blandt buddene, nemlig bulgareren Kristalina
Georgieva
direktør i Verdensbanken og tidligere kommissær. Det havde de fire lande gjort,
fordi det var en højere prioritet for dem at få en anden sammensætning af de fremtrædende
poster end den, der var lagt op til, end at der lige sad en østeuropæer på en af dem.
Statsministeren
bekræftede, at der havde været andre skitser på bordet, hvor østeuropæere
var blevet foreslået til fremtrædende poster. Det var rigtigt, som Kristian Jensen sagde, at ikke
mindst Ungarn havde været imod. Man skulle samtidig huske på, at de østeuropæiske lande
er en noget blandet størrelse og ikke nødvendigvis en fasttømret blok. Ikke mindst de tre balti-
ske lande lod til i højere grad at identificere sig med Norden og havde et erklæret ønske om
ikke bare at være med i en østlig gruppering, der står over for en vestlig, men i højere grad i
en nordlig over for en sydlig. Det fandt hun meget positivt, ikke mindst med tanke på de fælles
historiske bånd mellem Norden og Baltikum, og da der også storpolitisk var mange fælles nor-
disk-baltiske interesser, var der grund til for hende som statsminister at bruge kræfter på at
styrke de bånd.
Søren Søndergaard
var glad for, at statsministeren slog fast i al offentlighed, at Østeuropa
ikke havde fået løfter til gengæld. Det var ellers rygtedes gennem pressen, og enhver kendte
udfordringerne med visse af de østeuropæiske lande, og at der snart skulle træffes beslutnin-
ger med potentielt store konsekvenser for dem.
Han havde bemærket, at udpegningen af Timmermans og Vestager som næstformænd frem-
gik mange steder. Var der tale om en indstilling fra Rådet og i så fald til hvem? Eller var det
blot tanker, stats- og regeringslederne lidt tilfældigt havde gjort sig?
Statsministeren
svarede, at det var ført til protokols, at Vestager og Timmermans ville blive
som det hed
højest rangerende næstformænd. De to ville dermed sammen med den nye
kommissionsformand udgøre ledelsen. Det var også blevet fremhævet af rådsformand Tusk
på det efterfølgende pressemøde.
Side 10
EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 100: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 3/7-19
2. europaudvalgsmøde 3/7 2019
Morten Messerschmidt
spurgte, om der stadig var liv i spitzenkandidatprocessen. Der stod
intet om den i traktaten, så det havde været et rent coup d’etat
og en voldsom anfægtelse af
medlemslandens beføjelser, da Europa-Parlamentet 5 år tidligere havde fået implementeret
den proces og derigennem presset Juncker ind som formand. Det ville være dejligt, hvis spit-
zenkandidatprocessen kunne stødes til graven.
Han havde desuden noteret sig statsministerens varme opbakning til Margrethe Vestager som
kommissær. Men samtidig sagde statsministeren, at de politiske kvalifikationer er afgørende. I
det lys ville han gerne høre, om der havde fundet en tilnærmelse sted mellem Vestagers og
statsministerens udgangspunkter siden valgkampen forud for valget til Europa-Parlamentet
den 26. maj. For da havde han bemærket, at Socialdemokratiet og Radikale Venstre havde
mærkbart afvigende synspunkter, når det kom til vandrende arbejdstagere, rekruttering af ar-
bejdskraft udefra, velfærdsydelser gennem EU-retten,
EU’s udvikling og meget mere.
Hvorfor
var det så godt for statsministeren at have en radikal på denne post?
Statsministeren
svarede, at hun havde været imod spitzenkandidatprocessen helt fra begyn-
delsen, og hun indtog den samme holdning i rollen som statsminister
ligesom det danske so-
cialdemokrati heller ikke fremover ville støtte processen i gruppen af europæiske socialdemo-
kratier. Hun slog fast, at EU bliver nødt til at have sine rødder i Rådet, fordi det er stats- og re-
geringscheferne, der repræsenterer landene og dermed befolkningerne. Spitzenkandidatpro-
cessen var en dårlig idé, og de seneste dage havde vist hvorfor. Hun kunne ikke røbe, hvilke
lande der havde udtrykt hvilke holdninger, men hun kunne sige, at stemningen i Rådet gene-
relt var for at evaluere processen, og at mange lande ville forholde sig kritisk til den. Der var
også almindelig opbakning til, at arbejdet gik i gang hurtigt, så man ikke blev fanget i en ny
proces, man ikke har taget kompetent stilling til.
På spørgsmålet om uenigheden mellem Socialdemokratiets og Radikale Venstres europapoli-
tik svarede hun, at partierne ikke havde flyttet sig. Statsministeren så ganske vist gerne et
mere socialdemokratisk Europa. Ikke desto mindre havde hun vurderet, at det rigtige var at be-
holde Vestager, dels fordi hun som kommissær havde vist sig meget kompetent, dels fordi det
ubetinget er en fordel for et lille land som Danmark med en højtplaceret dansker i Kommissio-
nen. På samme måde ville hun have støttet, hvis der havde vist sig en mulighed for en toppost
til en højt placeret dansker fra et parti som f.eks. Venstre.
Kristian Jensen
påpegede, at der også havde været fordele ved den langstrakte proces, fordi
det viste, at de små lande ikke bare kan overtrumfes. De store lande var på G20-mødet i
Osaka blevet enige om en plan, og hvis den var blevet gennemført, havde det bekræftet, at de
store lande bare kunne sidde og handle posterne af med hinanden. Det rodede forløb havde
trods alt medført, at alle var blevet nødt til at lytte til hinanden.
Om Margrethe Vestager sagde han, at det var glimrende og værdifuldt, at der på høje poster
sidder folk, som forstår de danske problematikker. Kabalen medførte, at IMF skulle have ny
Side 11
EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 100: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 3/7-19
2. europaudvalgsmøde 3/7 2019
direktør. Her ville han tilråde, at man holdt fast i princippet om at have en europæer på den
post, så man kan holde fast i de danske og europæiske værdier, Valutafonden står for.
Statsministeren
kunne se både negative og positive sider ved, at en række store lande var
blevet enige om en plan. 28 mand kan trods alt ikke sætte sig ved forhandlingsbordet og sam-
mensætte et hold fra grunden, uden at der forinden ligger nogle forslag på bordet, man kan
tage udgangspunkt i. Det var i øvrigt også tilfældigt, at G20-mødet i Osaka fandt sted lige in-
den DER-mødet. Omvendt er fordelen ved et langstrakt forløb, at man får tygget sig igennem
så mange elementer, at resultatet i højere grad bliver fælleseje. Det kunne vise sig, at resulta-
tet ville få en stærkere forankring end de første forslag, der lå på bordet. Og det var positivt
ikke mindst med udsigten til Brexit, budgetforhandlinger og fortsat migrantkrise.
Søren Søndergaard
ville gerne vide, om man havde drøftet den institutionelle problematik
vedrørende udpegningen af næstformændene. Det fremgår af Lissabontraktaten, at Kommissi-
onen er uafhængig, og at EU-institutioner og lande ikke kan pålægge den noget
og at det er
formandens prærogativ at udnævne viceformænd. Rådet bevægede sig med andre ord ind på
kommissionsformandens område. Var man på vej mod en udvikling, hvor Rådet også skulle til
at fastlægge ressortfordelingen?
Statsministeren
var enig i Søren Søndergaards udlægning af traktaten. Den samlede kom-
mission inklusive ressortfordelingen desuden skal godkendes i Europa-Parlamentet. Ingen i
Rådet havde dog haft skrupler over, at man som en del af en samlet kabale havde sat navne
på de to højest rangerende under formanden. Men i diskussionen begyndte nogle lande at ville
sætte ressort på kommissærerne, og det fik ikke lov at finde sted.
Jan E. Jørgensen
spurgte, i hvor høj grad de danske forbehold havde været en hæmsko for
Vestagers muligheder for at blive kommissionsformand.
Statsministeren
svarede, at forbeholdene efter hendes vurdering ikke havde spillet nogen
rolle.
Morten Messerschmidt
fandt det forunderligt, at statsministeren ønskede en så magtfuld poli-
tisk post til Vestager og samtidig betonede ønsket om et socialdemokratisk Europa. Han
spurgte, om der var indgået uformelle aftaler om, at Vestager i højere grad skulle lytte til stats-
ministeren og tage Danmarks hat på i stedet for Radikale Venstres hat.
Han var i øvrigt via medierne orienteret om, at det i talende stund lod til, at den italienske soci-
aldemokrat David Sassoli ville blive formand for Europa-Parlamentet.
Jan E. Jørgensen
indvendte over for Morten Messerschmidt, at alle danske partier vel må si-
ges at repræsentere Danmark.
Side 12
EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 100: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 3/7-19
2. europaudvalgsmøde 3/7 2019
Statsministeren
mente, at det altid er en god idé at lytte til statsministeren. Det var ikke i sig
selv nyt, at en kommissær kan have en anden partifarve end regeringens. Men hun forventede
og lagde til grund, at den danske kommissær til enhver tid spejler landets interesser og rege-
ringens grundlæggende synspunkter. Hvor grænsen præcis går, var dog svært at definere.
Formanden
sluttede af ved på udvalgets vegne at udtrykke forventning om et godt
samarbejde med den nye regering og statsministeren.
Mødet sluttede kl. 11.35.
Side 13