Europaudvalget 2018-19 (2. samling)
EUU Alm.del Bilag 67
Offentligt
2063568_0001.png
Udenrigsministeriet
Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret
Asiatisk Plads 2
1448 København K
Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03
Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse
JTEU j.nr. 2015 - 30240
12. juli 2019
Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i den indeværende uge
samt i de kommende to uger i retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager,
hvor der er nedsat procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig
forhandling, fremsættelse af generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der
i øvrigt følges af den danske regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse
og afsigelse af dom. Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-
Domstolens hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.
Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-
Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.
Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:
Sagsnr.
C-680/17
Titel og kort sagsresumé
Vethanayagam e.a.
Sagen vedrører:
I. Er visumkodeksens artikel 32, stk. 3, til hinder for, at en
referenceperson som den pågældende med hensyn til
sagsøgernes visumansøgning i eget navn har en klage- og
søgsmålsmulighed over for afslaget på visum?
II. Skal repræsentationen, således som den er reguleret i
visumkodeksens artikel 8, stk. 4, forstås således, at
ansvaret (også) forbliver hos den repræsenterede stat, eller
overdrages ansvaret fuldstændigt til den repræsenterende
stat således, at den repræsenterede stat ikke længere selv
har kompetence?
III. Såfremt begge de repræsentationsformer, der
omhandles under II, er mulige efter visumkodeksens
artikel 8, stk. 4, litra d), medlemsstat skal da anses for at
have truffet den endelige afgørelse som omhandlet i
visumkodeksens artikel 32, stk. 3?
IV. Er en fortolkning af visumkodeksens artikel 8, stk. 4,
og artikel 32, stk. [3], hvorefter visumansøgere kun kan
anfægte et afslag på deres ansøgninger ved en
forvaltningsmyndighed eller ved en ret i den
repræsenterende stat og ikke i den stat, som der er søgt om
visum til, i overensstemmelse med adgangen til effektive
retsmidler i chartrets artikel 47’s forstand? Har det
betydning for besvarelsen af dette spørgsmål, at den
foreskrevne procedure sikrer, at ansøgeren har ret til at
blive hørt, at han har ret til en sagsbehandling på et af
medlemsstaternes sprog, at størrelsen af
forvaltningsafgifter og retsgebyrer for klage- og
Deltager i PD
Udenrigsministeriet
Justitsministeriet
Udlændinge- og
Integrationsministeriet
Processkri
dt
Dom
Dato
29.07.19
1
EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 67: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 12/7-19
2063568_0002.png
søgsmålsprocedurer ikke er uforholdsmæssige for
ansøgeren, og at der er mulighed for betalt retshjælp? Har
det, henset til statens skønsmargen i visumsager, betydning
for besvarelsen af dette spørgsmål, om en schweizisk ret
har en sådan viden om den nederlandske situation, at den
kan sikre adgangen til effektive retsmidler?
Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:
Sagsnr.
C-40/17
Titel og kort sagsresumé
Fashion ID
1. Er ordningen i artikel 22, 23 og 24 i Europa-Parlamentet og
Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse
af fysiske personer i forbindelse med behandling af
personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger
(EFT L 281, s. 31, af 23.11.1995) til hinder for en national
bestemmelse, som foruden databeskyttelsesmyndighedernes
muligheder for at gribe ind og den berørtes retsmidler
indrømmer forbrugerorganisationer beføjelse til at anlægge sag
mod den krænkende?
Såfremt første spørgsmål besvares benægtende:
2. Er det i en sag som den foreliggende, hvor en person
integrerer en programkode i sin internetside, som får brugerens
browser til at rekvirere indhold fra en tredjemand og til dette
formål videresende personoplysninger til denne tredjemand,
den integrerende person, som er »den registeransvarlige« som
omhandlet i artikel 2, litra d), i Europa-Parlamentet og Rådets
direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af
fysiske personer i forbindelse med behandling af
personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger
(EFT L 281, s. 31, af 23.11.1995), hvis han ikke selv kan
påvirke denne databehandlingsproces? 3. Såfremt andet
spørgsmål besvares benægtende: Skal artikel 2, litra d), i direktiv
95/46/EF om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med
behandling af personoplysninger og om fri udveksling af
sådanne oplysninger fortolkes således, at den regulerer ansvar
og kompetxence endeligt i den forstand, at den er til hinder for
et civilretligt krav mod en tredjemand, som ganske vist ikke er
»den registeransvarlige«, men som etablerer årsagen til
behandlingsprocessen uden at påvirke denne? Hvis »legitime
interesse« skal der tages udgangspunkt i i en konstruktion som
den foreliggende i forbindelse med den afvejning, der skal
foretages i henhold til artikel 7, litra f), i direktiv 95/46/EF? Er
det interessen i at integrere eksternt indhold eller
tredjemandens interesse? 5. Over for hvem skal det samtykke
erklæres, som kræves i henhold til artikel 7, litra a), og artikel 2,
litra h), i direktiv 95/96/EF, i en sammenhæng som den
foreliggende?
6. Gælder oplysningspligten i artikel 10 i direktiv 95/46/EF i en
situation som den foreliggende også operatøren af en
hjemmeside, som har integreret en tredjemands indhold og
dermed etablerer årsagen til tredjemandens behandling af
personoplysninger?
Interessent
Justitsministeriet
Miljø- og
Fødevareministeriet
Erhvervsstyrelsen
Digitaliserings-
styrelsen
Proces
skridt
Dom
Dato
29.07.19
2
EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 67: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 12/7-19
2063568_0003.png
C-476/17
Pelham e.a.
1) Foreligger der et indgreb i eneretten for en fremstiller af
fonogrammer til reproduktion af hans fonogram i henhold til
artikel 2, litra c), i direktiv 2001/29/EF, når meget små
lydbidder udtages af hans fonogram og overføres til et andet
fonogram? 2) Er et fonogram, som indeholder meget små
lydbidder, der er overført fra et andet fonogram, i henhold til
artikel 9, stk. 1, litra b), i direktiv 2006/115/EF et eksemplar af
det andet fonogram? 3) Kan medlemsstaterne indføre en
bestemmelse, der
som bestemmelsen i § 24, stk. 1, i Gesetz
über Urheberrecht und verwandte Schutzrechte
Urheberrechtsgesetz (lov om ophavsret og beslægtede
rettigheder, herefter »UrhG«)
præciserer, at beskyttelsen af
fremstilleren af fonogrammets eneret til reproduktion [artikel 2,
litra c), i direktiv 2001/29/EF] og spredning [artikel 9, stk. 1,
litra b), i direktiv 2006/115/EF] af hans fonogram er begrænset
immanent på den måde, at et selvstændigt værk, som er skabt
ved fri benyttelse af hans fonogram, må udnyttes uden hans
samtykke? 4) Bliver et værk eller en anden frembringelse som
omhandlet i artikel 5, stk. 3, litra d), i direktiv 2001/29/EF
benyttet til brug for citater, hvis det ikke fremgår, at der
benyttes et fremmed værk eller en fremmed anden
frembringelse? 5) Giver de EU-retlige bestemmelser om
fremstilleren af fonogrammets ret til reproduktion og spredning
[artikel 2, litra c), i direktiv 2001/29/EF og artikel 9, stk. 1, litra
b), i direktiv 2006/115/EF] og undtagelserne fra eller
begrænsningerne af disse rettigheder (artikel 5, stk. 2 og 3, i
direktiv 2001/29/EF og artikel 10, stk. 2, første punktum, i
direktiv 2006/115/EF) et spillerum med hensyn til
gennemførelsen i national ret? 6) På hvilken måde skal der ved
fastlæggelsen af omfanget af beskyttelsen af fremstilleren af
fonogrammets eneret til reproduktion [artikel 2, litra c), i
direktiv 2001/29/EF] og spredning [artikel 9, stk. 1, litra b), i
direktiv 2006/115/EF] af hans fonogram og rækkevidden af
undtagelserne fra eller begrænsningerne af disse rettigheder
(artikel 5, stk. 2 og 3, i direktiv 2001/29/EF og artikel 10, stk.
2, første punktum, i direktiv 2006/115/EF) tages hensyn til de
grundlæggende rettigheder i EU’s charter om grundlæggende
rettigheder?
Spiegel Online
1) Giver de EU-retlige bestemmelser om undtagelserne fra eller
indskrænkningerne i disse rettigheder i henhold til artikel 5, stk.
3, i direktiv 2001/29/EF et spillerum ved gennemførelsen i
national ret? 2) På hvilken måde skal der ved fastsættelsen af
rækkevidden af de i artikel 5, stk. 3, i direktiv 2001/29/EF
fastsatte undtagelser fra eller indskrænkninger
iophavsmændenes eneret til reproduktion (artikel 2, litra a), i
direktiv 2001/29/EF) og til overføring af deres værker til
almenheden, herunder tilrådighedsstillelse for almenheden
(artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29/EF), tages hensyn til de
grundlæggende rettigheder i EU’s charter om grundlæggende
rettigheder? 3) Kan de grundlæggende rettigheder
informationsfrihed (artikel 11, stk. 1, andet punktum,
i EU’s
charter om grundlæggende rettigheder) eller pressefrihed
(artikel 11, stk. 2, i EU’s charter om grundlæggende rettigheder)
begrunde undtagelser fra eller indskrænkninger i
ophavsmændenes eneret til reproduktion (artikel 2, litra a), i
direktiv 2001/29/EF) og til overføring af deres værker til
Kulturministeriet
Dom
29.07.19
C-516/17
Kulturministeriet
Dom
29.07.19
3
EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 67: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 12/7-19
2063568_0004.png
almenheden, herunder tilrådighedsstillelse for almenheden
(artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29/EF), uden for de i artikel 5,
stk. 3, i direktiv 2001/29/EF fastsatte undtagelser eller
indskrænkninger? 4) Skal tilrådighedsstillelsen for almenheden
af ophavsretligt beskyttede værker på en pressevirksomheds
internetportal ikke anses for redegørelse for dagsbegivenheder
der ikke kræver tilladelse
i henhold til artikel 5, stk. 3, litra
c), andet alternativ, i direktiv 2001/29/EF, fordi det var muligt
for og med rimelighed kunne forventes af pressevirksomheden,
at den inden tilrådighedsstillelsen for almenheden af
ophavsmandens værker indhentede dennes samtykke? 5) Er der
ikke tale om en offentliggørelse til brug for citater i henhold til
artikel 5, stk. 3, litra d), i direktiv 2001/29/EF, hvis citerede
tekstværker eller dele deraf ikke
f.eks. gennem indrykninger
eller fodnoter
integreres uadskilleligt i den nye tekst, men
derimod gøres tilgængelig for almenheden på internettet som et
link til pdf-filer, der kan downloades, uafhængigt af den nye
tekst? 6) Skal der i forbindelse med spørgsmålet om, hvornår et
værk allerede er gjort tilgængeligt for almenheden på lovlig vis
som omhandlet i artikel 5, stk. 3, litra d), i direktiv
2001/29/EF, tages udgangspunkt i, om dette værk i sin
konkrete udformning tidligere allerede har været offentliggjort
med ophavsmandens samtykke?
C-556/17
Torubarov
Skal artikel 46, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/32/EU af 26. juni 2013 om fælles procedurer for tildeling
og fratagelse af international beskyttelse, sammenholdt med
artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende
rettigheder, fortolkes således, at de ungarske retter kan ændre
administrative afgørelser, der er truffet af en myndighed med
kompetence i asylsager, hvorved der gives afslag på
international beskyttelse, og at de ungarske retter kan tildele en
sådan beskyttelse?
Prenatal
3. november 2008. EU-Domstolen er forelagt følgende
præjudicielle spørgsmål:
1. Er Kommissionens beslutning COM (2008) 6317 final af 3.
november 2008 om indførsel af tekstilvarer med angivet
oprindelse i Jamaica (sag REM 03/07), der fastslår, at det er
berettiget at foretage efterfølgende bogføring af importafgifter,
og at det ikke er berettiget at meddele fritagelse for disse
afgifter i et konkret tilfælde, i strid med EU-retten, [org. s. 12]
navnlig med EFtoldkodeksens artikel 220, stk. 2, litra b), og
artikel 239? Desuden forelægges præjudicielle spørgsmål
vedrørende fortolkningen af artikel 905, stk. 1, i
Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993
om visse gennemførelsesbestemmelsertil Rådets forordning
(EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks, nemlig
følgende: 1) Når der anmodes om fritagelse for toldafgifter, og
Kommissionen meddeler en afgørelse om, at den foreliggende
sag frembyder faktiske og retlige forhold, der kan
sammenlignes med dem, der forelå i en tidligere sag, som
Kommissionen allerede har afgjort, eller en afgørelse om, at
Kommissionen allerede har fået forelagt en sammenlignelig sag,
der er under behandling, skal det da antages, at disse afgørelser
er retsakter, der er bindende for myndighederne i den
medlemsstat, hvori anmodningen om fritagelse for toldafgifter
Udenrigsministeriet
Udlændinge- og
Integrationsministeriet
Dom
29.07.19
C-589/17
Skattestyrelsen
Dom
29.07.19
4
EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 67: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 12/7-19
2063568_0005.png
er indgivet, og som derfor kan gøres til genstand for prøvelse
iværksat af den, der har anmodet om fritagelsen (artikel 239 i
Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-
toldkodeks) eller om ikke at bogføre disse afgifter [nævnte
forordnings artikel 220, stk. 2, litra b]? 2) Såfremt der ikke er
tale om en afgørelse fra Kommissionen med et juridisk
bindende indhold, tilkommer det da de nationale myndigheder
at undersøge, om der i den pågældende sag er sådanne
sammenlignelige faktiske og retlige forhold? 3) I bekræftende
tilfælde, og hvis en sådan undersøgelse er blevet foretaget og
har ført til den konklusion, at der ikke foreligger sådanne
forhold, skal artikel 905, stk. 1, i Kommissionens forordning
(EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om visse
gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr.
2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks da finde
anvendelse, og skal Kommissionen følgelig træffe en afgørelse,
der er juridisk bindende for de nationale myndigheder?
C-620/17
Hochtief Solutions Magyarországi Fióktelepe
[uddrag
7 af 10 spørgsmål]Sagen vedrører:1) Skal de
grundlæggende EU-retlige principper og bestemmelser (navnlig
artikel 4, stk. 3, TEU og kravet om ensartet fortolkning), som
fortolket af Den Europæiske Unions Domstol, særligt i
dommen afsagt i Köbler-sagen, fortolkes således, at en
konstatering af, at en ret i en medlemsstat, hvis afgørelser ikke
kan appelleres, er erstatningsansvarlig for en dom, der er i strid
med EU-retten, alene kan støttes på national ret eller på de i
national ret fastsatte kriterier, og i benægtende fald skal de
grundlæggende EU-retlige principper og bestemmelser, navnlig
de af Den Europæiske Unions Domstol fastsatte tre kriterier i
Köbler-dommen for at fastslå en »stats« ansvar, da fortolkes
således, at opfyldelsen af betingelserne for en medlemsstats
ansvar som følge af denne stats domstoles tilsidesættelse af
EUretten skal vurderes i henhold til national ret? 2) Skal de
grundlæggende EU-retlige principper og bestemmelser (navnlig
artikel 4, stk. 3, TEU og kravet om ensartet fortolkning), særligt
i dommene afsagt af Den Europæiske Unions Domstol
vedrørende medlemsstatens ansvar i bl.a. sagerne Francovich,
Brasserie du pêcheur og Köbler, fortolkes således, at retskraften
af domme, som er i strid med EU-retten, og som er afsagt af en
ret i medlemsstat, hvis afgørelser ikke kan appelleres, udelukker,
at det fastslås, at medlemsstaten er erstatningsansvarlig? 3)
Henset til direktiv 89/665/EØF, som ændret ved direktiv
2007/66/EØF, og til direktiv 92/13/EØF ønskes det oplyst,
om fremgangsmåderne ved klager vedrørende indgåelse af
offentlige kontrakter, der overstiger de EU-retlige
tærskelværdier, og domstolsprøvelsen af den administrative
afgørelse, der er truffet i denne sag, er relevante med henblik på
EU-retten, og i bekræftende fald om EU-retten og Den
Europæiske Unions Domstols praksis (bl.a. dommene afsagt i
sagerne Kühne & Heitz, Kapferer og navnlig i sagen Impresa
Pizzarotti) angående behovet for som ekstraordinært søgsmål at
tillade fornyet prøvelse, der udledes af national ret vedrørende
domstolsprøvelse af den administrative afgørelse, som er truffet
i den pågældende klagesag i forbindelse med indgåelse af
offentlige kontrakter, er relevante? 4) Skal direktiverne
vedrørende klageprocedurerne i forbindelse med indgåelse af
offentlige kontrakter (dvs. direktiv 89/665/EØF, som ændret
ved direktiv 2007/66/EF, og direktiv 92/13/EØF) fortolkes
Udenrigsministeriet
Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen
Dom
29.07.19
5
EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 67: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 12/7-19
2063568_0006.png
således, at en national lovgivning, hvorefter de nationale retter,
der påkender hovedsagen, kan undlade at tage hensyn til en
omstændighed, der skal undersøges i henhold til en dom fra
Den Europæiske Unions Domstol
afsagt som led i en
præjudiciel forelæggelse inden for rammerne af en
klageprocedure i forbindelse med indgåelse af offentlige
kontrakter
er i overensstemmelse med disse direktiver, når
denne omstændighed ikke tages i betragtning af de nationale
retsinstanser, som skal træffe afgørelse i en sag, der er anlagt
med påstand om fornyet prøvelse, som er anlagt til prøvelse af
den i hovedsagen vedtagne afgørelse? 5) Skal Rådets direktiv
89/665/EØF af 21. december 1989 om samordning af love og
administrative bestemmelser vedrørende anvendelsen af
klageprocedurerne i forbindelse med indgåelse af offentlige
indkøbs- samt bygge- og anlægskontrakter, navnlig dets artikel
1, stk. 1 og 3, og Rådets direktiv 92/13/EØF af [25.] februar
1992 om samordning af love og administrative bestemmelser
vedrørende anvendelse af EF-reglerne for fremgangsmåden ved
tilbudsgivning inden for vand- og energiforsyning samt
transport og telekommunikation, navnlig dets artikel 1 og 2
navnlig henset til dommene afsagt i sagerne Willy Kempter,
Pannon GSM og VB Pénzügyi Lízing, samt i sagerne Kühne &
Heitz, Kapferer og Impresa Pizzarotti
fortolkes således, at det
er i overensstemmelse med disse direktiver, kravet om effektiv
domstolsbeskyttelse, ækvivalensprincippet og
effektivitetsprincippet, at en national lovgivning henholdsvis
anvendelsen heraf, hvorefter den ret, der påkender en sag
trods af, at en dom afsagt af Den Europæiske Unions Domstol
i forbindelse med en præjudiciel forelæggelse, inden der afsiges
dom i sagen i anden instans, fastlægger en relevant fortolkning
af de EU-retlige bestemmelser
afviser sagen som følge af
forældelse og efter, at den ret, der påkender en påstand om
fornyet prøvelse har fundet, at denne skal afvises? 6) Såfremt et
søgsmål med påstand om fornyet prøvelse med henblik på at
genskabe den forfatningsmæssige forenelighed i medfør af en
ny afgørelse fra forfatningsdomstolen skal tillades i henhold til
national ret, ønskes oplyst, om ikke fornyet prøvelse bør tillades
i henhold til ækvivalensprincippet og det i Transportes
Urbanos-dommen fastsatte princip, når der i hovedsagen som
følge af de i national ret fastsatte procesfrister ikke kunne tages
hensyn til en dom afsagt af Den Europæiske Unions Domstol?
C-16/18
Dobersberger
1) Omfatter anvendelsesområdet for direktiv 96/71/EF af 16.
december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i
udveksling af tjenesteydelser (herefter også kort benævnt
»direktivet«), navnlig dets artikel 1, stk. 3, litra a), tillige levering
af tjenesteydelser, så som forplejning af passagerer med mad og
drikke, service ombord eller rengøringsydelser, som udføres af
arbejdstagere i en tjenesteydelsesvirksomhed, der har hjemsted i
udstationeringsmedlemsstaten (Ungarn) med henblik på
opfyldelse af en kontrakt med en jernbanevirksomhed, der har
hjemsted i værtsmedlemsstaten (Østrig), når disse
tjenesteydelser leveres om bord på internationale tog, der
ligeledes kører igennem værtsmedlemsstaten? 2) Omfatter
direktivets artikel 1, stk. 3, litra a), tillige den situation, at en
tjenesteydelsesvirksomhed, der har hjemsted i
udstationeringsmedlemsstaten, ikke leverer de tjenesteydelser,
der er nævnt i spørgsmål 1), med henblik på opfyldelse af en
Beskæftigelses-
ministeriet
GA
29.07.19
6
EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 67: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 12/7-19
2063568_0007.png
kontrakt med jernbanevirksomheden i værtsmedlemsstaten,
som i sidste instans drager nytte af tjenesteydelserne
(modtageren af tjenesteydelserne), men med henblik på
opfyldelse af en kontrakt med en anden virksomhed i
værtsmedlemsstaten, som på sin side har indgået en kontrakt
med jernbanevirksomheden (underkontrahentkæde)? 3)
Omfatter direktivets artikel 1, stk. 3, litra a), tillige den situation,
at en tjenesteydelsesvirksomhed, der er etableret i
udstationeringsmedlemsstaten, ikke benytter egne arbejdstagere
ved levering af de tjenesteydelser, der er nævnt i spørgsmål 1),
men personale ansat i en anden virksomhed, som blev stillet til
dens rådighed allerede i udstationeringsmedlemsstaten? 4)
Uanset besvarelserne af spørgsmål 1), 2) og 3): Er EU-retten,
navnlig fri udveksling af tjenesteydelser (artikel 56 og 57
TEUF), til hinder for en national ordning, hvorefter det er et
ufravigeligt krav, at virksomheder, der udstationerer
arbejdstagere på en anden medlemsstats område med henblik
på levering af en tjenesteydelse, overholder arbejds- og
ansættelsesvilkår i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i
direktivets artikel 3, stk. 1, samt overholder forpligtelser i
tilknytning hertil (så som navnlig forpligtelsen til at anmelde
grænseoverskridende udstationering af arbejdstagere til en
myndighed i værtsmedlemsstaten samt til at medbringe
dokumentation for størrelsen af lønnen til disse arbejdstagere
og for, at de er omfattet af en social sikringsordning), tillige i de
tilfælde, hvor de arbejdstagere, der er blevet udstationeret på
tværs af grænserne, (for det første) tilhører det mobile
personale i en jernbanevirksomhed, der driver
grænseoverskridende virksomhed eller en virksomhed, der
leverer tjenesteydelser, der er typiske for en
jernbanevirksomhed (forplejning af passagerer med mad og
drikke; service om bord) i tog, der passerer grænserne mellem
medlemsstaterne, og hvor udstationeringen (for det andet)
overhovedet ikke beror på en tjenesteydelsesaftale, eller i det
mindste ikke beror på en aftale om levering af tjenesteydelser
mellem den udstationerende virksomhed og
tjenesteydelsesmodtageren, der driver virksomhed i en anden
medlemsstat, idet den udstationerende virksomheds forpligtelse
over for tjenesteydelsesmodtageren
der driver virksomhed i
en anden medlemsstat ved hjælp af underkontrahenter (en
underkontrahentkæde)
og hvor det udstationerede personale,
der (for det tredje) ikke er ansat af den udstationerende
virksomhed, men af en tredjemand, som overlod sineansatte til
den udstationerende virksomhed allerede i den medlemsstat,
hvor den udstationerende virksomhed har hjemsted?
C-209/18
Europa-Kommissionen mod Republikken Østrig
Påstande:
Det fastslås, at Republikken Østrig har tilsidesat
sine forpligtelser i henhold til artikel 14, stk. 1, artikel 15, stk. 1,
artikel 15, stk. 2, litra b) og c), artikel 15, stk. 3, og artikel 25 i
servicedirektivet (1), og artikel 49 TEUF og 56 TEUF, idet den
har opretholdt kravene vedrørende hjemstedet for
patentagentselskaber i henhold til § 29a, nr. 7, sammenholdt
med § 2, stk. 1, litra c), i Patentanwaltsgesetz (lov om
patentagenter), og for civilingeniørselskaber i henhold til § 25,
stk. 1, i Ziviltechnikergesetz (lov om civilingeniører), kravene
vedrørende den retlige form og kapitalandele i
civilingeniørselskaber i henhold til § 26, stk. 1, og § 28, stk. 1, i
Ziviltechnikergesetz, i patentagentselskaber i henhold til § 29a,
Miljø- og
Fødevareministeriet
Dom
29.07.19
7
EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 67: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 12/7-19
2063568_0008.png
nr. 1, 2 og 11, i Patentanwaltsgesetz og i dyrlægeselskaber i
henhold til § 15a, stk. 1, i Tierärztegesetz (lov om dyrlæger)
samt har opretholdt begrænsninger for civilingeniørselskabers
tværfaglige aktiviteter i henhold til § 21, stk. 1, i
Ziviltechnikergesetz og for patentagentselskaber i henhold til §
29a, nr. 6, i Patentanwaltsgesetz.
Republikken Østrig tilpligtes at betale sagens omkostninger.
C-359/18
P
Shire Pharmaceuticals Ireland mod EMA (appel)
Påstande:
— EMA’s
appel tages til følge, og Rettens dom i sag
T-80/16 ophæves.
Frifindelse for så vidt angår annullationspåstanden.
Sagsøgeren i første instans tilpligtes at betale
sagsomkostningerne (herunder sagsomkostningerne ved
Retten).
Cargill Deutschland
Sagen vedrører: Skal tilbagebetalingen af produktionsafgifterne
i sukkersektoren, for hvilke der i henhold til Rådets forordning
(EU) nr. 1360/2013 af 2. december 2013 om fastsættelse af
produktionsafgifter i sukkersektoren for produktionsårene
2001/02, 2002/03, 2003/04, 2004/05 og 2005/06, den
koefficient, som kræves for beregning af tillægsafgiften for
produktionsårene 2001/02 til 2004/05, og det beløb, som
sukkerproducenterne skal betale sukkerroesælgere som følge af
forskellen mellem den maksimale afgift og den afgift, der skal
opkræves for produktionsårene 2002/03, 2003/04 og 2005/06
skal foretages andre beregninger end tidligere, under
hensyntagen til ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet
foretages efter national lovgivning og navnlig under anvendelse
af den i denne lovgivning fastsatte forældelsesregler?
Arriva Italia e.a.
Udgør en foranstaltning, hvorefter en aktør inden for
jernbanetransportsektoren modtager et lovbestemt indskud på
70 mio. EUR under betingelserne i lov nr. 208 af 28. december
2015 (artikel 1, stk. 867), som ændret ved lovdekret nr. 50 af 24.
april 2017, og det nævnte indskud efterfølgende overdrages til
en anden økonomisk aktør uden offentligt udbud og
vederlagsfrit, under de beskrevne faktiske og retlige
omstændigheder, statsstøtte som omhandlet i artikel 107 i
traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde? Er
nævnte støtte i bekræftende fald da under alle omstændigheder
forenelig med EU-retten, og hvilke følger har det, at
foranstaltningen ikke er blevet anmeldt i overensstemmelse
med artikel 107, stk. 3, TEUF?
Consorzio Tutela Aceto Balsamico di Modena
Den Europæiske Unions Domstol forelægges følgende
spørgsmål til præjudiciel afgørelse med henblik på fortolkning
af artikel 1 i Kommissionens forordning (EF) nr. 583/2009 af
3. juli 2009 om registrering af en betegnelse i registret over
beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske
betegnelser (Aceto Balsamico di Modena (BGB), EUT L 175 af
4.7.2009, s. 7):
Omfatter beskyttelsen af den samlede betegnelse »Aceto
Balsamico di Modena« anvendelsen af de enkelte ikke-
Lægemiddelstyrelsen
Dom
29.07.19
C-360/18
Miljø- og
Fødevareministeriet
GA
29.07.19
C-385/18
Transport-, Bygnings-
og Boligministeriet
Energistyrelsen
GA
29.07.19
C-432/18
Miljø- og
Fødevareministeriet
Patent- og
Varemærkestyrelsen
GA
29.07.19
8
EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 67: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 12/7-19
2063568_0009.png
geografiske elementer, der indgår i den sammensatte betegnelse
(»aceto«, »balsamico«, »aceto balsamico«)?
C-468/18
R
Såfremt en ret i en medlemsstat anmodes om at træffe afgørelse
i en sag vedrørende tre anmodninger, nærmere bestemt om
opløsningen af ægteskabelige forbindelser for forældrene til et
mindreårigt barn, om forældreansvaret over for dette barn og
om underholdspligten i forhold til det samme barn, kan
bestemmelserne i artikel 3, litra a), artikel 3, litra d), og artikel 5
i forordning nr. 4/2009 da fortolkes således, at den ret, som har
kompetence til at påkende skilsmissesagen, som
samtidig
er
retten på det sted, hvor sagsøgte har sin sædvanlige bopæl, og
den ret, for hvilken sagsøgte har givet møde, kan træffe
afgørelse om anmodningen om underhold til barnet, selv om
retten har erklæret sig inkompetent med hensyn til
forældreansvaret over for det nævnte barn, eller kan
anmodningen om underhold da kun afgøres af den ret, som har
kompetence til at træffe afgørelse i den verserende sag om
forældreansvaret over for dette barn?
• Såfremt en sag indbringes for en tilsvarende national ret, er
anmodningen om underhold til det mindreårige barn da
accessorisk i forhold til den verserende sag om forældreansvar
som omhandlet i forordningens artikel 3, litra d)?
• Såfremt det andet spørgsmål besvares benægtende, er det da
til barnets bedste, at den på grundlag af artikel 3, litra a), i
forordning (EF) nr. 4/2009 kompetente ret i en medlemsstat
træffer afgørelse vedrørende forælderens underholdspligt i
forhold til mindreårigt barn som følge af det ægteskab, hvorom
der anmodes om opløsning, såfremt denne ret har erklæret sig
inkompetent for så vidt angår forældreansvaret, idet den med
retskraft har fastslået, at betingelserne i artikel 12 i Rådets
forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om
kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af
retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende
forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr.
1347/2000 ikke er opfyldt?
Børne- og
Socialministeriet
Justitsministeriet
GA
29.07.19
9