EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 76: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 19/7-19

Europaudvalget 2018-19 (2. samling)
EUU Alm.del Bilag 76
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

19. juli 2019

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i den indeværende uge

samt i de kommende to uger i retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager,

hvor der er nedsat procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig

forhandling, fremsættelse af generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der

i øvrigt følges af den danske regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse

og afsigelse af dom. Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-

Domstolens hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-680/17

Titel og kort sagsresumé

Vethanayagam e.a.

Sagen vedrører:

I. Er visumkodeksens artikel 32, stk. 3, til hinder for, at en

referenceperson som den pågældende med hensyn til

sagsøgernes visumansøgning i eget navn har en klage- og

søgsmålsmulighed over for afslaget på visum?

II. Skal repræsentationen, således som den er reguleret i

visumkodeksens artikel 8, stk. 4, forstås således, at

ansvaret (også) forbliver hos den repræsenterede stat, eller

overdrages ansvaret fuldstændigt til den repræsenterende

stat således, at den repræsenterede stat ikke længere selv

har kompetence?

III. Såfremt begge de repræsentationsformer, der

omhandles under II, er mulige efter visumkodeksens

artikel 8, stk. 4, litra d), medlemsstat skal da anses for at

have truffet den endelige afgørelse som omhandlet i

visumkodeksens artikel 32, stk. 3?

IV. Er en fortolkning af visumkodeksens artikel 8, stk. 4,

og artikel 32, stk. [3], hvorefter visumansøgere kun kan

anfægte et afslag på deres ansøgninger ved en

forvaltningsmyndighed eller ved en ret i den

repræsenterende stat og ikke i den stat, som der er søgt om

visum til, i overensstemmelse med adgangen til effektive

retsmidler i chartrets artikel 47’s forstand? Har det

betydning for besvarelsen af dette spørgsmål, at den

foreskrevne procedure sikrer, at ansøgeren har ret til at

blive hørt, at han har ret til en sagsbehandling på et af

medlemsstaternes sprog, at størrelsen af

forvaltningsafgifter og retsgebyrer for klage- og

søgsmålsprocedurer ikke er uforholdsmæssige for

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Processkri

Dom

Dato

29.07.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 76: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 19/7-19

ansøgeren, og at der er mulighed for betalt retshjælp? Har

det, henset til statens skønsmargen i visumsager, betydning

for besvarelsen af dette spørgsmål, om en schweizisk ret

har en sådan viden om den nederlandske situation, at den

kan sikre adgangen til effektive retsmidler?

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Sagsnr.

C-40/17

Titel og kort sagsresumé

Fashion ID

1. Er ordningen i artikel 22, 23 og 24 i Europa-Parlamentet og

Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse

af fysiske personer i forbindelse med behandling af

personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger

(EFT L 281, s. 31, af 23.11.1995) til hinder for en national

bestemmelse, som foruden databeskyttelsesmyndighedernes

muligheder for at gribe ind og den berørtes retsmidler

indrømmer forbrugerorganisationer beføjelse til at anlægge sag

mod den krænkende?

Såfremt første spørgsmål besvares benægtende:

2. Er det i en sag som den foreliggende, hvor en person

integrerer en programkode i sin internetside, som får brugerens

browser til at rekvirere indhold fra en tredjemand og til dette

formål videresende personoplysninger til denne tredjemand,

den integrerende person, som er »den registeransvarlige« som

omhandlet i artikel 2, litra d), i Europa-Parlamentet og Rådets

direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af

fysiske personer i forbindelse med behandling af

personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger

(EFT L 281, s. 31, af 23.11.1995), hvis han ikke selv kan

påvirke denne databehandlingsproces?

3. Såfremt andet spørgsmål besvares benægtende: Skal artikel 2,

litra d), i direktiv 95/46/EF om beskyttelse af fysiske personer i

forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri

udveksling af sådanne oplysninger fortolkes således, at den

regulerer ansvar og kompetence endeligt i den forstand, at den

er til hinder for et civilretligt krav mod en tredjemand, som

ganske vist ikke er »den registeransvarlige«, men som etablerer

årsagen til behandlingsprocessen uden at påvirke denne?

4. Hvis »legitime interesse« skal der tages udgangspunkt i i en

konstruktion som den foreliggende i forbindelse med den

afvejning, der skal foretages i henhold til artikel 7, litra f), i

direktiv 95/46/EF? Er det interessen i at integrere eksternt

indhold eller tredjemandens interesse?

5. Over for hvem skal det samtykke erklæres, som kræves i

henhold til artikel 7, litra a), og artikel 2, litra h), i direktiv

95/96/EF, i en sammenhæng som den foreliggende?

6. Gælder oplysningspligten i artikel 10 i direktiv 95/46/EF i en

situation som den foreliggende også operatøren af en

hjemmeside, som har integreret en tredjemands indhold og

dermed etablerer årsagen til tredjemandens behandling af

personoplysninger?

Interessent

Justitsministeriet

Miljø- og

Fødevareministeriet

Erhvervsstyrelsen

Digitaliserings-

styrelsen

Proces

skridt

Dom

Dato

29.07.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 76: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 19/7-19

C-476/17

Pelham e.a.

1) Foreligger der et indgreb i eneretten for en fremstiller af

fonogrammer til reproduktion af hans fonogram i henhold til

artikel 2, litra c), i direktiv 2001/29/EF, når meget små

lydbidder udtages af hans fonogram og overføres til et andet

fonogram? 2) Er et fonogram, som indeholder meget små

lydbidder, der er overført fra et andet fonogram, i henhold til

artikel 9, stk. 1, litra b), i direktiv 2006/115/EF et eksemplar af

det andet fonogram? 3) Kan medlemsstaterne indføre en

bestemmelse, der

–

som bestemmelsen i § 24, stk. 1, i Gesetz

über Urheberrecht und verwandte Schutzrechte

–

Urheberrechtsgesetz (lov om ophavsret og beslægtede

rettigheder, herefter »UrhG«)

–

præciserer, at beskyttelsen af

fremstilleren af fonogrammets eneret til reproduktion [artikel 2,

litra c), i direktiv 2001/29/EF] og spredning [artikel 9, stk. 1,

litra b), i direktiv 2006/115/EF] af hans fonogram er begrænset

immanent på den måde, at et selvstændigt værk, som er skabt

ved fri benyttelse af hans fonogram, må udnyttes uden hans

samtykke? 4) Bliver et værk eller en anden frembringelse som

omhandlet i artikel 5, stk. 3, litra d), i direktiv 2001/29/EF

benyttet til brug for citater, hvis det ikke fremgår, at der

benyttes et fremmed værk eller en fremmed anden

frembringelse? 5) Giver de EU-retlige bestemmelser om

fremstilleren af fonogrammets ret til reproduktion og spredning

[artikel 2, litra c), i direktiv 2001/29/EF og artikel 9, stk. 1, litra

b), i direktiv 2006/115/EF] og undtagelserne fra eller

begrænsningerne af disse rettigheder (artikel 5, stk. 2 og 3, i

direktiv 2001/29/EF og artikel 10, stk. 2, første punktum, i

direktiv 2006/115/EF) et spillerum med hensyn til

gennemførelsen i national ret? 6) På hvilken måde skal der ved

fastlæggelsen af omfanget af beskyttelsen af fremstilleren af

fonogrammets eneret til reproduktion [artikel 2, litra c), i

direktiv 2001/29/EF] og spredning [artikel 9, stk. 1, litra b), i

direktiv 2006/115/EF] af hans fonogram og rækkevidden af

undtagelserne fra eller begrænsningerne af disse rettigheder

(artikel 5, stk. 2 og 3, i direktiv 2001/29/EF og artikel 10, stk.

2, første punktum, i direktiv 2006/115/EF) tages hensyn til de

grundlæggende rettigheder i EU’s charter om grundlæggende

rettigheder?

Spiegel Online

1) Giver de EU-retlige bestemmelser om undtagelserne fra eller

indskrænkningerne i disse rettigheder i henhold til artikel 5, stk.

3, i direktiv 2001/29/EF et spillerum ved gennemførelsen i

national ret? 2) På hvilken måde skal der ved fastsættelsen af

rækkevidden af de i artikel 5, stk. 3, i direktiv 2001/29/EF

fastsatte undtagelser fra eller indskrænkninger

iophavsmændenes eneret til reproduktion (artikel 2, litra a), i

direktiv 2001/29/EF) og til overføring af deres værker til

almenheden, herunder tilrådighedsstillelse for almenheden

(artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29/EF), tages hensyn til de

grundlæggende rettigheder i EU’s charter om grundlæggende

rettigheder? 3) Kan de grundlæggende rettigheder

informationsfrihed (artikel 11, stk. 1, andet punktum,

i EU’s

charter om grundlæggende rettigheder) eller pressefrihed

(artikel 11, stk. 2, i EU’s charter om grundlæggende rettigheder)

begrunde undtagelser fra eller indskrænkninger i

ophavsmændenes eneret til reproduktion (artikel 2, litra a), i

direktiv 2001/29/EF) og til overføring af deres værker til

Kulturministeriet

Dom

29.07.19

C-516/17

Kulturministeriet

Dom

29.07.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 76: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 19/7-19

almenheden, herunder tilrådighedsstillelse for almenheden

(artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29/EF), uden for de i artikel 5,

stk. 3, i direktiv 2001/29/EF fastsatte undtagelser eller

indskrænkninger? 4) Skal tilrådighedsstillelsen for almenheden

af ophavsretligt beskyttede værker på en pressevirksomheds

internetportal ikke anses for redegørelse for dagsbegivenheder

–

der ikke kræver tilladelse

–

i henhold til artikel 5, stk. 3, litra

c), andet alternativ, i direktiv 2001/29/EF, fordi det var muligt

for og med rimelighed kunne forventes af pressevirksomheden,

at den inden tilrådighedsstillelsen for almenheden af

ophavsmandens værker indhentede dennes samtykke? 5) Er der

ikke tale om en offentliggørelse til brug for citater i henhold til

artikel 5, stk. 3, litra d), i direktiv 2001/29/EF, hvis citerede

tekstværker eller dele deraf ikke

–

f.eks. gennem indrykninger

eller fodnoter

–

integreres uadskilleligt i den nye tekst, men

derimod gøres tilgængelig for almenheden på internettet som et

link til pdf-filer, der kan downloades, uafhængigt af den nye

tekst? 6) Skal der i forbindelse med spørgsmålet om, hvornår et

værk allerede er gjort tilgængeligt for almenheden på lovlig vis

som omhandlet i artikel 5, stk. 3, litra d), i direktiv

2001/29/EF, tages udgangspunkt i, om dette værk i sin

konkrete udformning tidligere allerede har været offentliggjort

med ophavsmandens samtykke?

C-556/17

Torubarov

Skal artikel 46, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2013/32/EU af 26. juni 2013 om fælles procedurer for tildeling

og fratagelse af international beskyttelse, sammenholdt med

artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende

rettigheder, fortolkes således, at de ungarske retter kan ændre

administrative afgørelser, der er truffet af en myndighed med

kompetence i asylsager, hvorved der gives afslag på

international beskyttelse, og at de ungarske retter kan tildele en

sådan beskyttelse?

Prenatal

3. november 2008. EU-Domstolen er forelagt følgende

præjudicielle spørgsmål:

1. Er Kommissionens beslutning COM (2008) 6317 final af 3.

november 2008 om indførsel af tekstilvarer med angivet

oprindelse i Jamaica (sag REM 03/07), der fastslår, at det er

berettiget at foretage efterfølgende bogføring af importafgifter,

og at det ikke er berettiget at meddele fritagelse for disse

afgifter i et konkret tilfælde, i strid med EU-retten, [org. s. 12]

navnlig med EFtoldkodeksens artikel 220, stk. 2, litra b), og

artikel 239? Desuden forelægges præjudicielle spørgsmål

vedrørende fortolkningen af artikel 905, stk. 1, i

Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993

om visse gennemførelsesbestemmelsertil Rådets forordning

(EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks, nemlig

følgende: 1) Når der anmodes om fritagelse for toldafgifter, og

Kommissionen meddeler en afgørelse om, at den foreliggende

sag frembyder faktiske og retlige forhold, der kan

sammenlignes med dem, der forelå i en tidligere sag, som

Kommissionen allerede har afgjort, eller en afgørelse om, at

Kommissionen allerede har fået forelagt en sammenlignelig sag,

der er under behandling, skal det da antages, at disse afgørelser

er retsakter, der er bindende for myndighederne i den

medlemsstat, hvori anmodningen om fritagelse for toldafgifter

Udenrigsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Dom

29.07.19

C-589/17

Skattestyrelsen

Dom

29.07.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 76: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 19/7-19

er indgivet, og som derfor kan gøres til genstand for prøvelse

iværksat af den, der har anmodet om fritagelsen (artikel 239 i

Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-

toldkodeks) eller om ikke at bogføre disse afgifter [nævnte

forordnings artikel 220, stk. 2, litra b]? 2) Såfremt der ikke er

tale om en afgørelse fra Kommissionen med et juridisk

bindende indhold, tilkommer det da de nationale myndigheder

at undersøge, om der i den pågældende sag er sådanne

sammenlignelige faktiske og retlige forhold? 3) I bekræftende

tilfælde, og hvis en sådan undersøgelse er blevet foretaget og

har ført til den konklusion, at der ikke foreligger sådanne

forhold, skal artikel 905, stk. 1, i Kommissionens forordning

(EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om visse

gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr.

2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks da finde

anvendelse, og skal Kommissionen følgelig træffe en afgørelse,

der er juridisk bindende for de nationale myndigheder?

C-620/17

Hochtief Solutions Magyarországi Fióktelepe

[uddrag

–

7 af 10 spørgsmål]Sagen vedrører:1) Skal de

grundlæggende EU-retlige principper og bestemmelser (navnlig

artikel 4, stk. 3, TEU og kravet om ensartet fortolkning), som

fortolket af Den Europæiske Unions Domstol, særligt i

dommen afsagt i Köbler-sagen, fortolkes således, at en

konstatering af, at en ret i en medlemsstat, hvis afgørelser ikke

kan appelleres, er erstatningsansvarlig for en dom, der er i strid

med EU-retten, alene kan støttes på national ret eller på de i

national ret fastsatte kriterier, og i benægtende fald skal de

grundlæggende EU-retlige principper og bestemmelser, navnlig

de af Den Europæiske Unions Domstol fastsatte tre kriterier i

Köbler-dommen for at fastslå en »stats« ansvar, da fortolkes

således, at opfyldelsen af betingelserne for en medlemsstats

ansvar som følge af denne stats domstoles tilsidesættelse af

EUretten skal vurderes i henhold til national ret? 2) Skal de

grundlæggende EU-retlige principper og bestemmelser (navnlig

artikel 4, stk. 3, TEU og kravet om ensartet fortolkning), særligt

i dommene afsagt af Den Europæiske Unions Domstol

vedrørende medlemsstatens ansvar i bl.a. sagerne Francovich,

Brasserie du pêcheur og Köbler, fortolkes således, at retskraften

af domme, som er i strid med EU-retten, og som er afsagt af en

ret i medlemsstat, hvis afgørelser ikke kan appelleres, udelukker,

at det fastslås, at medlemsstaten er erstatningsansvarlig? 3)

Henset til direktiv 89/665/EØF, som ændret ved direktiv

2007/66/EØF, og til direktiv 92/13/EØF ønskes det oplyst,

om fremgangsmåderne ved klager vedrørende indgåelse af

offentlige kontrakter, der overstiger de EU-retlige

tærskelværdier, og domstolsprøvelsen af den administrative

afgørelse, der er truffet i denne sag, er relevante med henblik på

EU-retten, og i bekræftende fald om EU-retten og Den

Europæiske Unions Domstols praksis (bl.a. dommene afsagt i

sagerne Kühne & Heitz, Kapferer og navnlig i sagen Impresa

Pizzarotti) angående behovet for som ekstraordinært søgsmål at

tillade fornyet prøvelse, der udledes af national ret vedrørende

domstolsprøvelse af den administrative afgørelse, som er truffet

i den pågældende klagesag i forbindelse med indgåelse af

offentlige kontrakter, er relevante? 4) Skal direktiverne

vedrørende klageprocedurerne i forbindelse med indgåelse af

offentlige kontrakter (dvs. direktiv 89/665/EØF, som ændret

ved direktiv 2007/66/EF, og direktiv 92/13/EØF) fortolkes

Udenrigsministeriet

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Dom

29.07.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 76: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 19/7-19

således, at en national lovgivning, hvorefter de nationale retter,

der påkender hovedsagen, kan undlade at tage hensyn til en

omstændighed, der skal undersøges i henhold til en dom fra

Den Europæiske Unions Domstol

–

afsagt som led i en

præjudiciel forelæggelse inden for rammerne af en

klageprocedure i forbindelse med indgåelse af offentlige

kontrakter

–

er i overensstemmelse med disse direktiver, når

denne omstændighed ikke tages i betragtning af de nationale

retsinstanser, som skal træffe afgørelse i en sag, der er anlagt

med påstand om fornyet prøvelse, som er anlagt til prøvelse af

den i hovedsagen vedtagne afgørelse? 5) Skal Rådets direktiv

89/665/EØF af 21. december 1989 om samordning af love og

administrative bestemmelser vedrørende anvendelsen af

klageprocedurerne i forbindelse med indgåelse af offentlige

indkøbs- samt bygge- og anlægskontrakter, navnlig dets artikel

1, stk. 1 og 3, og Rådets direktiv 92/13/EØF af [25.] februar

1992 om samordning af love og administrative bestemmelser

vedrørende anvendelse af EF-reglerne for fremgangsmåden ved

tilbudsgivning inden for vand- og energiforsyning samt

transport og telekommunikation, navnlig dets artikel 1 og 2

–

navnlig henset til dommene afsagt i sagerne Willy Kempter,

Pannon GSM og VB Pénzügyi Lízing, samt i sagerne Kühne &

Heitz, Kapferer og Impresa Pizzarotti

–

fortolkes således, at det

er i overensstemmelse med disse direktiver, kravet om effektiv

domstolsbeskyttelse, ækvivalensprincippet og

effektivitetsprincippet, at en national lovgivning henholdsvis

anvendelsen heraf, hvorefter den ret, der påkender en sag

–

på

trods af, at en dom afsagt af Den Europæiske Unions Domstol

i forbindelse med en præjudiciel forelæggelse, inden der afsiges

dom i sagen i anden instans, fastlægger en relevant fortolkning

af de EU-retlige bestemmelser

–

afviser sagen som følge af

forældelse og efter, at den ret, der påkender en påstand om

fornyet prøvelse har fundet, at denne skal afvises? 6) Såfremt et

søgsmål med påstand om fornyet prøvelse med henblik på at

genskabe den forfatningsmæssige forenelighed i medfør af en

ny afgørelse fra forfatningsdomstolen skal tillades i henhold til

national ret, ønskes oplyst, om ikke fornyet prøvelse bør tillades

i henhold til ækvivalensprincippet og det i Transportes

Urbanos-dommen fastsatte princip, når der i hovedsagen som

følge af de i national ret fastsatte procesfrister ikke kunne tages

hensyn til en dom afsagt af Den Europæiske Unions Domstol?

C-16/18

Dobersberger

1) Omfatter anvendelsesområdet for direktiv 96/71/EF af 16.

december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i

udveksling af tjenesteydelser (herefter også kort benævnt

»direktivet«), navnlig dets artikel 1, stk. 3, litra a), tillige levering

af tjenesteydelser, så som forplejning af passagerer med mad og

drikke, service ombord eller rengøringsydelser, som udføres af

arbejdstagere i en tjenesteydelsesvirksomhed, der har hjemsted i

udstationeringsmedlemsstaten (Ungarn) med henblik på

opfyldelse af en kontrakt med en jernbanevirksomhed, der har

hjemsted i værtsmedlemsstaten (Østrig), når disse

tjenesteydelser leveres om bord på internationale tog, der

ligeledes kører igennem værtsmedlemsstaten? 2) Omfatter

direktivets artikel 1, stk. 3, litra a), tillige den situation, at en

tjenesteydelsesvirksomhed, der har hjemsted i

udstationeringsmedlemsstaten, ikke leverer de tjenesteydelser,

der er nævnt i spørgsmål 1), med henblik på opfyldelse af en

Beskæftigelses-

ministeriet

29.07.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 76: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 19/7-19

kontrakt med jernbanevirksomheden i værtsmedlemsstaten,

som i sidste instans drager nytte af tjenesteydelserne

(modtageren af tjenesteydelserne), men med henblik på

opfyldelse af en kontrakt med en anden virksomhed i

værtsmedlemsstaten, som på sin side har indgået en kontrakt

med jernbanevirksomheden (underkontrahentkæde)? 3)

Omfatter direktivets artikel 1, stk. 3, litra a), tillige den situation,

at en tjenesteydelsesvirksomhed, der er etableret i

udstationeringsmedlemsstaten, ikke benytter egne arbejdstagere

ved levering af de tjenesteydelser, der er nævnt i spørgsmål 1),

men personale ansat i en anden virksomhed, som blev stillet til

dens rådighed allerede i udstationeringsmedlemsstaten? 4)

Uanset besvarelserne af spørgsmål 1), 2) og 3): Er EU-retten,

navnlig fri udveksling af tjenesteydelser (artikel 56 og 57

TEUF), til hinder for en national ordning, hvorefter det er et

ufravigeligt krav, at virksomheder, der udstationerer

arbejdstagere på en anden medlemsstats område med henblik

på levering af en tjenesteydelse, overholder arbejds- og

ansættelsesvilkår i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i

direktivets artikel 3, stk. 1, samt overholder forpligtelser i

tilknytning hertil (så som navnlig forpligtelsen til at anmelde

grænseoverskridende udstationering af arbejdstagere til en

myndighed i værtsmedlemsstaten samt til at medbringe

dokumentation for størrelsen af lønnen til disse arbejdstagere

og for, at de er omfattet af en social sikringsordning), tillige i de

tilfælde, hvor de arbejdstagere, der er blevet udstationeret på

tværs af grænserne, (for det første) tilhører det mobile

personale i en jernbanevirksomhed, der driver

grænseoverskridende virksomhed eller en virksomhed, der

leverer tjenesteydelser, der er typiske for en

jernbanevirksomhed (forplejning af passagerer med mad og

drikke; service om bord) i tog, der passerer grænserne mellem

medlemsstaterne, og hvor udstationeringen (for det andet)

overhovedet ikke beror på en tjenesteydelsesaftale, eller i det

mindste ikke beror på en aftale om levering af tjenesteydelser

mellem den udstationerende virksomhed og

tjenesteydelsesmodtageren, der driver virksomhed i en anden

medlemsstat, idet den udstationerende virksomheds forpligtelse

over for tjenesteydelsesmodtageren

–

der driver virksomhed i

en anden medlemsstat ved hjælp af underkontrahenter (en

underkontrahentkæde)

–

og hvor det udstationerede personale,

der (for det tredje) ikke er ansat af den udstationerende

virksomhed, men af en tredjemand, som overlod sineansatte til

den udstationerende virksomhed allerede i den medlemsstat,

hvor den udstationerende virksomhed har hjemsted?

C-209/18

Europa-Kommissionen mod Republikken Østrig

Påstande:

—

Det fastslås, at Republikken Østrig har tilsidesat

sine forpligtelser i henhold til artikel 14, stk. 1, artikel 15, stk. 1,

artikel 15, stk. 2, litra b) og c), artikel 15, stk. 3, og artikel 25 i

servicedirektivet (1), og artikel 49 TEUF og 56 TEUF, idet den

har opretholdt kravene vedrørende hjemstedet for

patentagentselskaber i henhold til § 29a, nr. 7, sammenholdt

med § 2, stk. 1, litra c), i Patentanwaltsgesetz (lov om

patentagenter), og for civilingeniørselskaber i henhold til § 25,

stk. 1, i Ziviltechnikergesetz (lov om civilingeniører), kravene

vedrørende den retlige form og kapitalandele i

civilingeniørselskaber i henhold til § 26, stk. 1, og § 28, stk. 1, i

Ziviltechnikergesetz, i patentagentselskaber i henhold til § 29a,

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

29.07.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 76: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 19/7-19

nr. 1, 2 og 11, i Patentanwaltsgesetz og i dyrlægeselskaber i

henhold til § 15a, stk. 1, i Tierärztegesetz (lov om dyrlæger)

samt har opretholdt begrænsninger for civilingeniørselskabers

tværfaglige aktiviteter i henhold til § 21, stk. 1, i

Ziviltechnikergesetz og for patentagentselskaber i henhold til §

29a, nr. 6, i Patentanwaltsgesetz.

—

Republikken Østrig tilpligtes at betale sagens omkostninger.

C-359/18

Shire Pharmaceuticals Ireland mod EMA (appel)

Påstande:

— EMA’s

appel tages til følge, og Rettens dom i sag

T-80/16 ophæves.

—

Frifindelse for så vidt angår annullationspåstanden.

—

Sagsøgeren i første instans tilpligtes at betale

sagsomkostningerne (herunder sagsomkostningerne ved

Retten).

Cargill Deutschland

Sagen vedrører: Skal tilbagebetalingen af produktionsafgifterne

i sukkersektoren, for hvilke der i henhold til Rådets forordning

(EU) nr. 1360/2013 af 2. december 2013 om fastsættelse af

produktionsafgifter i sukkersektoren for produktionsårene

2001/02, 2002/03, 2003/04, 2004/05 og 2005/06, den

koefficient, som kræves for beregning af tillægsafgiften for

produktionsårene 2001/02 til 2004/05, og det beløb, som

sukkerproducenterne skal betale sukkerroesælgere som følge af

forskellen mellem den maksimale afgift og den afgift, der skal

opkræves for produktionsårene 2002/03, 2003/04 og 2005/06

skal foretages andre beregninger end tidligere, under

hensyntagen til ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet

foretages efter national lovgivning og navnlig under anvendelse

af den i denne lovgivning fastsatte forældelsesregler?

Arriva Italia e.a.

Udgør en foranstaltning, hvorefter en aktør inden for

jernbanetransportsektoren modtager et lovbestemt indskud på

70 mio. EUR under betingelserne i lov nr. 208 af 28. december

2015 (artikel 1, stk. 867), som ændret ved lovdekret nr. 50 af 24.

april 2017, og det nævnte indskud efterfølgende overdrages til

en anden økonomisk aktør uden offentligt udbud og

vederlagsfrit, under de beskrevne faktiske og retlige

omstændigheder, statsstøtte som omhandlet i artikel 107 i

traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde? Er

nævnte støtte i bekræftende fald da under alle omstændigheder

forenelig med EU-retten, og hvilke følger har det, at

foranstaltningen ikke er blevet anmeldt i overensstemmelse

med artikel 107, stk. 3, TEUF?

Consorzio Tutela Aceto Balsamico di Modena

Den Europæiske Unions Domstol forelægges følgende

spørgsmål til præjudiciel afgørelse med henblik på fortolkning

af artikel 1 i Kommissionens forordning (EF) nr. 583/2009 af

3. juli 2009 om registrering af en betegnelse i registret over

beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske

betegnelser (Aceto Balsamico di Modena (BGB), EUT L 175 af

4.7.2009, s. 7):

Omfatter beskyttelsen af den samlede betegnelse »Aceto

Balsamico di Modena« anvendelsen af de enkelte ikke-

geografiske elementer, der indgår i den sammensatte betegnelse

(»aceto«, »balsamico«, »aceto balsamico«)?

Lægemiddelstyrelsen

Dom

29.07.19

C-360/18

Miljø- og

Fødevareministeriet

29.07.19

C-385/18

Transport-, Bygnings-

og Boligministeriet

Energistyrelsen

29.07.19

C-432/18

Miljø- og

Fødevareministeriet

Patent- og

Varemærkestyrelsen

29.07.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 76: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 19/7-19

C-468/18

Såfremt en ret i en medlemsstat anmodes om at træffe afgørelse

i en sag vedrørende tre anmodninger, nærmere bestemt om

opløsningen af ægteskabelige forbindelser for forældrene til et

mindreårigt barn, om forældreansvaret over for dette barn og

om underholdspligten i forhold til det samme barn, kan

bestemmelserne i artikel 3, litra a), artikel 3, litra d), og artikel 5

i forordning nr. 4/2009 da fortolkes således, at den ret, som har

kompetence til at påkende skilsmissesagen, som

–

samtidig

–

retten på det sted, hvor sagsøgte har sin sædvanlige bopæl, og

den ret, for hvilken sagsøgte har givet møde, kan træffe

afgørelse om anmodningen om underhold til barnet, selv om

retten har erklæret sig inkompetent med hensyn til

forældreansvaret over for det nævnte barn, eller kan

anmodningen om underhold da kun afgøres af den ret, som har

kompetence til at træffe afgørelse i den verserende sag om

forældreansvaret over for dette barn?

• Såfremt en sag indbringes for en tilsvarende national ret, er

anmodningen om underhold til det mindreårige barn da

accessorisk i forhold til den verserende sag om forældreansvar

som omhandlet i forordningens artikel 3, litra d)?

• Såfremt det andet spørgsmål besvares benægtende, er det da

til barnets bedste, at den på grundlag af artikel 3, litra a), i

forordning (EF) nr. 4/2009 kompetente ret i en medlemsstat

træffer afgørelse vedrørende forælderens underholdspligt i

forhold til mindreårigt barn som følge af det ægteskab, hvorom

der anmodes om opløsning, såfremt denne ret har erklæret sig

inkompetent for så vidt angår forældreansvaret, idet den med

retskraft har fastslået, at betingelserne i artikel 12 i Rådets

forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om

kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af

retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende

forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr.

1347/2000 ikke er opfyldt?

Børne- og

Socialministeriet

Justitsministeriet

29.07.19