EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 102: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/11-19

Europaudvalget 2019-20
EUU Alm.del Bilag 102
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

1. november 2019

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i den indeværende uge

samt i de kommende to uger i retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager,

hvor der er nedsat procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig

forhandling, fremsættelse af generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der

i øvrigt følges af den danske regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse

og afsigelse af dom. Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-

Domstolens hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-836/18

Titel og kort sagsresumé

Subdelegación del Gobierno en Ciudad Real

1) Henset til at den spanske civillovbogs artikel 68

bestemmer, at ægtefæller har pligt til at bo sammen, kan

kravet om, at en spansk statsborger, der ikke har udøvet sin

ret til fri bevægelighed, skal opfylde betingelserne i artikel

7[,stk. 1,] i kongeligt dekret nr. 240/2007 som en

nødvendig betingelse for at få anerkendt opholdsretten for

vedkommendes ægtefælle, som ikke er unionsborger, i

overensstemmelse med artikel 7[, stk. 2,] i kongeligt dekret

nr. 240/2007

–

såfremt disse betingelser ikke er opfyldt

–

da udgøre en tilsidesættelse af artikel 20 [TEUF], hvis den

spanske statsborger som følge af nægtelsen af denne ret er

nødsaget til at forlade Unionens område som helhed?.

2) Under alle omstændigheder, uanset det foregående og

besvarelsen af det første spørgsmål og henset til Den

Europæiske Unions Domstols praksis, bl.a. dom af 8. maj

2018, C-82/16, K.A. m.fl. mod Belgische Staat, er den

spanske stats praksis

–

hvorefter bestemmelsen i artikel 7 i

kongeligt dekret nr. 240/2007 automatisk anvendes, og der

nægtes opholdsret til et familiemedlem til en unionsborger,

der aldrig har udøvet sin ret til fri bevægelighed, alene af

den grund, at unionsborgeren ikke opfylder betingelserne i

denne bestemmelse, uden at det i den konkrete sag er

blevet undersøgt, om der mellem den pågældende

unionsborger og tredjelandsstatsborgeren består et

afhængighedsforhold af en sådan art, at dette, uanset

grunden hertil og i betragtning af de foreliggende

omstændigheder, medfører, at unionsborgeren, såfremt

tredjelandsstatsborgeren nægtes opholdsret, ikke kan blive

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Proces-

skridt

Dato

21.11.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 102: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/11-19

adskilt fra det familiemedlem, som unionsborgeren er

afhængig af, og må forlade Unionens område

–

da i strid

med artikel 20 [TEUF]?

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Sagsnr.

Forenede

sager

C-663/17

C-665/17

C-669/17

Titel og kort sagsresumé

Trasta Komercbanka AS m.fl. mod Den Europæiske

Centralbank (appel)

Påstande:

—

Kendelse afsagt af Retten (Anden Afdeling) den

12. september 2017 i sag T-247/16, Trasta Komercbanka AS,

Ivan Fursin, Igors Buimisters, SIA C & R Invest, Figon Co.

Ltd, G.C.K. J Holding Netherlands B.V., og Rikam Holding

S.A.

—

SPF mod Den Europæiske Centralbank ophæves, for så vidt

som den forkaster formalitetsindsigelsen mod det søgsmål, der

er blevet anlagt af Trasta Komercbanka AS’ aktionærer.

—

Søgsmålet anlagt af Ivan Fursin, Igors Buimisters, SIA C &

R Invest, Figon Co. Ltd, G.C.K. J Holding Netherlands B.V.,

og Rikam Holding S.A.

—

SPF afvises.

—

Sagsøgerne tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Europa-Kommissionen mod Republikken Polen

Påstande:

—

Det fastslås, at Republikken Polen har tilsidesat

sine forpligtelser i henhold til artikel 157 i traktaten om Den

Europæiske Unions funktionsmåde samt artikel 5, litra a), og

artikel 9, stk. 1, litra f), i Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2006/ 54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af

princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd

og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv

(omarbejdning) (1), idet den i artikel 13, nr. 1)-3), i lov af 12. juli

2017 om ændring af lov om de almindelige domstoles

organisation [Prawo o

ustroju sądów powszechnych] har

indført forskellig pensionsalder for kvinder og mænd, der

varetager et embede som dommer ved de almindelige domstole,

dommer ved den øverste domstol eller offentlig anklager.

—

Det fastslås, at Republikken Polen har tilsidesat sine

forpligtelser i henhold til artikel 19, stk. 1, andet afsnit, i

traktaten om Den Europæiske Union sammenholdt med artikel

47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende

rettigheder, idet den i nævnte lovs artikel 13, nr. 1), har sænket

pensionsalderen for dommere ved de almindelige domstole og

samtidig har indrømmet justitsministeren ret til i henhold til

denne lovs artikel 1, nr. 26), litra b) og c), at træffe afgørelse om

forlængelse af dommeres tjenesteperiode.

—

Republikken Polen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Eni m.fl.

Sagerne vedrører:

–

Er bestemmelserne i artikel 6, stk. 1, i

direktiv 94/22/EF og sjette betragtning hertil til hinder for en

national lovgivning, navnlig artikel 19, stk. 5a, i lovdekret nr.

625/1996, som fortolket af Consiglio di Stato i dom nr.

290/2018, hvorefter deter tilladt med henblik på betaling af

royalties at kræve anvendelse af energikvoteparameteren, som

er baseret på prisen for råolie og andre brændstoffer, i stedet

Interessent

Finanstilsynet

Proces

skridt

Dom

Dato

05.11.19

C-192/18

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Dom

05.11.19

C-364/18

C-365/18

Energistyrelsen

Dom

07.11.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 102: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/11-19

for Pfor-indekset, som er knyttet til gasprisen på

korttidsmarkedet?

C-396/18

Cafaro

1) Er de nationale bestemmelser i form af premierministerens

dekret af 9. september 2008

–

der i henhold til artikel 748, stk.

3, i codice della navigazione (luftfartsloven) regulerer

begrænsningerne for ansættelse af flybesætningen hos CAI Spa

og bl.a. foreskriver, at ansættelsesforholdet ophører, når

arbejdstageren fylder 60 år

–

i strid med forordningen nr.

1178/2011 for så vidt som forordningen foreskriver en

aldersgrænse på 65 år for piloter i erhvervsmæssig

lufttransport? Såfremt den nationale særlovgivning skal

undlades anvendt, finder denne forordning da anvendelse på

den foreliggende sag?

2) Subsidiært, og for så vidt som forordningen materielt set

(ratione materiae) ikke finder anvendelse i den foreliggende sag,

ønskes oplyst, om de ovennævnte nationale bestemmelser er i

strid med det princip om forbud mod forskelsbehandling på

grund af alder i henhold til direktiv 2000/78, og til Den

Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder

(artikel 21, stk. 1), som konkret kommer til udtryk i direktiv

2000/78?

UNESA m.fl.

»1) Skal det miljøretlige princip om, at »forureneren betaler«,

der er omhandlet i artikel 191, stk. 2, TEUF, og artikel 9, stk. 1,

i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23.

oktober 2000, som fastsætter princippet om dækning af

omkostninger ved forsyningspligtydelser og foreskriver en

passende økonomisk analyse af vandanvendelsen, fortolkes

således, at de er til hinder for indførelsen af et gebyr for

anvendelse af indvand til elektricitetsproduktion som det i

hovedsagen omtvistede, som hverken tilskynder til en effektiv

vandanvendelse eller fastlægger ordninger med henblik på

bevarelse og beskyttelse af de offentlige vandressourcer, og hvis

kvantificering på ingen måde er knyttet til kapaciteten til at

forårsage skade på de offentlige vandressourcer, idet gebyret

udelukkende har fokus på muligheden for at skabe indtægter fra

producenterne? 2) Er en afgift som det i hovedsagen

omhandlede vandgebyr, som udelukkende berører

vandkraftproducenter, der udøver virksomhed i

regionsoverskridende vandløbsopland, og ikke producenter, der

er er indehavere af koncessioner i regionsinternt

vandløbsopland, samt producenter, der anvender

vandkraftteknologi, og ikke producenter, der anvender andre

former for teknologi, forenelig med princippet om

ikkeforskelsbehandling af de aktører, der er omhandlet i artikel

3, stk.1, i direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler

for det indre marked for elektricitet? 3) Skal artikel 107, stk. 1,

TEUF fortolkes således, at opkrævning af et vandgebyr som

det omtvistede, som er til skade for vandkraftproducenter, der

udøver virksomhed i regionsoverskridende vandløbsopland,

udgør ulovlig statsstøtte, idet der indføres en asymmetrisk afgift

for den samme teknologi, som pålægges alt efter anlæggenes

placering og ikke pålægges producenter af elektricitet fra andre

kilder?

Transport-, og

Boligministeriet

Dom

07.11.19

Forenede

sager

C-105/18-

C-113/18

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Energistyrelsen

Dom

07.11.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 102: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/11-19

C-213/18

Guaitoli e.a.

1) Såfremt en part, der har oplevet forsinkelse eller aflysning af

en flyafgang, samtidigt, ud over faste, ensartede

kompensationsbeløb i henhold til artikel 5, 7 og 9 i forordning

nr. 261/2004, også anmoder om erstatning for skade på

baggrund af samme forordnings artikel 12, skal

Montrealkonventionens artikel 33 da finde anvendelse, eller

skal »retternes kompetence« (såvel stat som kompetent ret)

under alle omstændigheder fastsættes i henhold til artikel 5 i

forordning nr. 44/2001? 2) Skal Montrealkonventionens artikel

33 med hensyn til det første tilfælde i spørgsmål 1 fortolkes

således, at den alene regulerer fordelingen af jurisdiktionen

mellem stater, eller således, at den også regulerer den nationale

stedlige kompetence inden for den enkelte stat? 3) Er

anvendelsen af Montrealkonventionens artikel 33 med hensyn

til det første tilfælde i spørgsmål 2 »eksklusiv«, idet den

udelukker anvendelsen af artikel 5 i forordning nr. 44/2001,

eller kan de to bestemmelser anvendes samtidigt, således at

både den statslige og de nationale retters stedlige kompetence

fastsættes direkte?

Primera Air Scandinavia

1) Forelå der et kontraktforhold mellem sagsøgeren og sagsøgte

som omhandlet i artikel 5, stk. 1, i [Rådets] forordning nr.

44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og

fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige

område, selv om der ikke var indgået nogen aftale mellem

sagsøgeren og sagsøgte, og flyvningen var del i en pakke af

ydelser leveret på grundlag af en aftale mellem sagsøgeren og en

tredjemand (et rejsebureau)? 2) Kan dette forhold betragtes

som et forbrugerforhold i henhold til artikel 15-17 i afdeling 4 i

[Rådets] forordning nr. 44/2001 om retternes kompetence og

om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil-

og handelsretlige område? 3) Har sagsøgte partsevne i en

retssag vedrørende fyldestgørelse af krav opstået i henhold til

[Europa-Parlamentets og Rådets] forordning [(EF)] nr.

261/2004 af 11. februar 2004 om fælles bestemmelser om

kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved

boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og

om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91?

Flausch e.a.

a) Kan artikel 6 og 11 i direktiv 2011/92/EU, fortolket

sammen med bestemmelserne i artikel 47 i Den Europæiske

Unions charter om grundlæggende rettigheder, fortolkes

således, at nationale bestemmelser såsom de i

[forelæggelsesafgørelsens] præmis 8, 9 og 10 omhandlede,

hvorefter procedurerne før afgørelsen om godkendelse af

miljøkrav for anlæg og aktiviteter, som har væsentlig

indvirkning på miljøet (offentliggørelse af vurderinger af

indvirkningenpå miljøet, oplysning og offentlig deltagelse i

høringen), indledes og forvaltes primært af regionens største

administrative enhed og ikke af den berørte kommune, er

forenelige med de nævnte EU-retlige bestemmelser? b) Kan

artikel 6 og 11 i direktiv 2011/92/EU, fortolket sammen med

bestemmelserne i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter

om grundlæggende rettigheder, fortolkes således, at en national

ordning såsom den i samme præmisser omhandlede, der

endeligt fastsætter, at offentliggørelse af afgørelser om

Transport- og

Boligministeriet

Dom

07.11.19

C-215/18

Justitsministeriet

07.11.19

C-280/18

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

07.11.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 102: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/11-19

godkendelse af miljøkrav for anlæg og aktiviteter, som har

væsentlig indvirkning på miljøet, nærmere bestemt deres

offentliggørelse på et dertil bestemt websted, udgør en

formodning om fuldt kendskab for de berørte parter med

henblik på at rejse søgsmål i henhold til den gældende

lovgivning (annullationssøgsmål ved Symvulio tis Epikrateias,

øverste domstol i forvaltningsretlige sager) inden fristen på 60

(tres) dage, henset til lovbestemmelserne om offentliggørelse af

vurderinger af indvirkningen på miljøet, oplysning og offentlig

deltagelse i proceduren for godkendelsen af miljøkrav for de

omhandlede anlæg og aktiviteter, der fastlægger, at

nøgleaktøren for disse procedurer er regionens største

administrative enhed og ikke den berørte kommune, er

forenelig med de nævnte EU-retlige bestemmelser?

Forenede

sager

C-349/18,

C-350/18

C-351/18

Kanyeba m.fl.

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører for det første

spørgsmålet, om retsforholdet mellem en passager, som ikke

køber rejsehjemmel, og befordringsselskabet er af

kontraktmæssig eller lovbestemt art. Hvis der ikke er nogen

kontrakt, opstår spørgsmålet, om passageren da kan begære

beskyttelse mod urimelige vilkår. Endvidere vedrører

anmodningen spørgsmålet, om artikel 6 i Rådets direktiv

93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i

forbrugeraftaler (EFT L 95, s. 29) i alle tilfælde er til hinder for,

at retten kan mildne et vilkår

–

i dette tilfælde den af NMBS

anvendte afgift

–

som anses for urimeligt, og i stedet anvende

almindelige ansvarsregler, og hvis dette ikke er muligt, under

hvilke omstændigheder kan retten da gøre dette.

EU-Domstolen er blevet forelagt følgende spørgsmål:

–

Skal artikel 9, stk. 4, i forordning nr. 1371/2007 af 23.

oktober 2007 om jernbanepassagerers rettigheder og

forpligtelser, jf. artikel 2, litra a), og artikel 3, i direktiv 93/13,

fortolkes således, at der altid opstår et kontraktmæssigt

retsforhold mellem befordringsselskabet og passageren, selv når

denne benytter sig af befordrerens tjenesteydelse uden at

erhverve en rejsehjemmel?

–

Såfremt det foregående spørgsmål skal besvares benægtende,

omfatter beskyttelsen i henhold til doktrinen om urimelige

vilkår også en passager, der benytter offentlig transport uden at

have erhvervet en rejsehjemmel, og som ved denne handlemåde

bliver forpligtet til betaling af en afgift ud over transportprisen

på grundlag af befordrerens almindelige bestemmelser, der

anses for almindeligt forbindende, fordi de er lovbestemte, eller

fordi de er blevet bekendtgjort i en officiel publikation fra

staten?

Er artikel 6 i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om

urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, der bestemmer, at

»[m]edlemsstaterne fastsætter, at urimelige kontraktvilkår i en

aftale, som en erhvervsdrivende har indgået med en forbruger, i

henhold til deres nationale lovgivning ikke binder forbrugeren,

og at aftalen forbliver bindende for parterne på i øvrigt samme

vilkår, hvis den kan opretholdes uden de urimelige

kontraktvilkår«, i alle tilfælde til hinder for, at retten kan mildne

det vilkår, som anses for urimeligt, eller i stedet anvende

almindelige regler?

–

Såfremt det foregående spørgsmål besvares benægtende,

under hvilke omstændigheder kan den nationale ret mildne det

Transport-, og

Boligministeriet

Dom

07.11.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 102: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/11-19

vilkår, som anses for urimeligt, eller erstatte det ud fra

almindelige regler[?]

–

Såfremt det ovenstående spørgsmål ikke kan besvares

generelt, opstår det spørgsmål, om artikel 6 i direktiv 93/13 i

det tilfælde, hvor det nationale sporvejsselskab efter at have

grebet en passager i at rejse uden billet sanktionerer denne efter

civilretten med en afgift alene eller oven i billetprisen, og retten

kommer til det resultat, at afgiften er et urimeligt vilkår som

omhandlet i artikel 2, litra a), jf. artikel 3, i direktiv 93/13, er til

hinder for, at retten erklærer vilkåret for ugyldigt og anvender

almindelige erstatningsregler for at erstatte den skade, som det

nationale sporvejsselskab har lidt?

C-480/18

PrivatBank

1) Er en national lovgivning, hvorefter det lettiske finanstilsyn

har beføjelse til at behandle klager fra brugerne af

betalingstjenester, herunder i forbindelse med manglende

betalinger i euro eller i en medlemsstats nationale valuta, og

dermed til at konstatere overtrædelser af loven [om

betalingstjenester og elektroniske penge] og pålægge sanktioner,

forenelig med artikel 2, stk. 2, i direktiv [2007/64/EF]? 2) Skal

direktivets artikel 20, stk. 1 og 5, og artikel 21, stk. 2, fortolkes

således, at de tillader, at den kompetente myndighed ligeledes

fører tilsyn med og pålægger sanktioner i forbindelse med

manglende betalinger i euro eller i valutaen i en medlemsstat

uden for euroområdet? 3) Har den kompetente myndighed med

henblik på de i direktivets artikel 20 og 21 fastlagte

tilsynsopgaver eller med henblik på de i direktivets artikel 80-82

fastlagte klageprocedurer beføjelse til at bilægge tvister mellem

betaleren og udbyderen af betalingstjenester, som udspringer af

de i direktivets artikel 75 omhandlede retsforhold, og afgøre,

hvem der er ansvarlig for den manglende eller mangelfuldt

gennemførte transaktion? 4) Når den kompetente myndighed

udfører de i direktivets artikel 20 og 21 fastlagte tilsynsopgaver

eller gennemfører de i direktivets artikel 80-82 fastlagte

klageprocedurer, skal denne myndighed da tage hensyn til en

voldgiftsafgørelse, der bilægger tvisten mellem udbyderen af

betalingstjenesterne og brugeren af betalingstjenesterne?

Bank BGŻ BNP Paribas

1. Skal artikel 1, litra a), artikel 9, stk. 3, og artikel 20, stk. 1 og

stk. 2, litra b), i Rådets rammeafgørelse 2005/214/RIA af 24.

februar 2005 om anvendelse af princippet om gensidig

anerkendelse på bødestraffe fortolkes således, at en afgørelse

vedrørende en bødestraf, der er blevet pålagt en juridisk person,

og som er blevet fremsendt med henblik på fuldbyrdelse,

ligeledes skal fuldbyrdes i fuldbyrdelsesstaten, såfremt de

nationale bestemmelser om gennemførelse af

rammebeslutningen ikke giver mulighed for fuldbyrdelse af en

bødestraf, der er blevet pålagt en juridisk person? 2. Såfremt det

første spørgsmål besvares bekræftende: Skal udtrykket »juridisk

person« i artikel 1, litra a), og artikel 9, stk. 3, i rammeafgørelse

2005/214/RIA fortolkes i overensstemmelse med a)

udstedelsesstatens lovgivning [artikel 1, litra c)], b)

fuldbyrdelsesstatens lovgivning [artikel 1, litra d)], eller c) som

et selvstændigt EU-retligt begreb, således at det tillige omfatter

en filial af en juridisk person, uanset at en sådan ikke har status

som retssubjekt i fuldbyrdelsesstaten?

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

07.11.19

C-183/18

Finanstilsynet

12.11.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 102: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/11-19

C-261/18

Europa-Kommissionen mod Irland

Påstande:

—

Det fastslås, at Irland har tilsidesat sine

forpligtelser i henhold til artikel 260 TEUF, idet Irland ikke har

truffet de nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af punkt 1,

andet led, i konklusionen i Domstolens dom C-215/06 (1),

Kommissionen mod Irland.

—

Irland tilpligtes at betale Europa-Kommissionen et fast

beløb på 1 343,20 EUR ganget med antallet af dage mellem

domsafsigelsen i sag C-215/06 og enten datoen for Irlands

opfyldelse af sidstnævnte dom eller den dato, hvor der afsiges

dom i nærværende sag, afhængigt af hvad der først indtræder,

med et minimum for det faste beløb på 1 685 000 EUR.

—

Irland tilpligtes at betale Kommissionen en tvangsbøde på

12 264 EUR pr. dag fra datoen for afsigelsen af dom i

nærværende sag til datoen for Irlands opfyldelse af dom C-

215/06.

—

Irland tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Organisation juive européenne et Vignoble Psagot

Sagen vedrører: Påbyder EU-retten, og navnlig Europa-

Parlamentets og Rådets forordning nr. 1169/2011 af 25.

oktober 2011 om fødevareinformation til forbrugerne, såfremt

angivelsen af oprindelsen af et produkt, som falder ind under

denne forordnings anvendelsesområde, er obligatorisk, at det

angives, at et produkt kommer fra et område, der har været

besat af Israel siden 1967, og at det præciseres, at produktet

kommer fra en israelsk bosættelse, hvis dette er tilfældet?

Såfremt dette ikke er tilfældet, giver forordningens

bestemmelser, bl.a. bestemmelserne i forordningens kapitel VI,

da en medlemsstat mulighed for at kræve sådanne angivelser?

Land Nordrhein-Westfalen

1. Skal artikel 11, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2011/92/EU af 13. december 2011 om

vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning

på miljøet (herefter »VVM-direktivet«) fortolkes således, at en

bestemmelse i national ret er forenelig med denne

bestemmelse, hvorefter en sagsøger, der ikke er anerkendt som

miljøorganisation, kun kan forlange annullation af en afgørelse

på grund af en processuel fejl, hvis den processuelle fejl har

frataget ham muligheden for deltagelse i den ved lov fastsatte

beslutningsproces?

2. a) Skal artikel 4, stk. 1, litra a), nr. i)-iii), i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober

2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets

vandpolitiske foranstaltninger, senest ændret ved artikel 1 i

Kommissionens direktiv 2014/101/EU af 30. oktober 2014

(EUT 2014, L 311, s. 32) (herefter »vandrammedirektivet«)

fortolkes således, at den ikke kun indeholder en materielretlig

standard, men også bestemmelser om myndighedernes

godkendelsesprocedure?

b) Såfremt det andet spørgsmål, litra a), besvares bekræftende:

Skal inddragelsen af offentligheden i henhold til VVM-

direktivets artikel 6 altid ske på grundlag af dokumenterne

vedrørende den vandretlige prøvelse i førnævnte forstand, eller

er det tilladt at foretage en differentiering efter tidspunktet for

dokumentets udarbejdelse og efter dettes kompleksitet?

3. Skal begrebet forringelse af tilstanden af en

grundvandsforekomst i vandrammedirektivets artikel 4, stk. 1,

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Udenrigsministeriet

Dom

12.11.19

C-363/18

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Forbrugerombuds-

manden

Toldstyrelsen

Dom

12.11.19

C-535/18

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Justitsministeriet

12.11.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 102: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/11-19

litra b), nr. 1), fortolkes således, at der foreligger en forringelse

af den kemiske tilstand, så snart mindst en miljøkvalitetsnorm

for et parameter overskrides som følge af projektet, og at

enhver yderligere (målbar) forhøjelse af koncentrationen

uafhængigt heraf, når den relevante grænseværdi for et skadeligt

stof allerede er overskredet, udgør en forringelse?

4. a) Skal vandrammedirektivets artikel 4

–

under hensyntagen

til dets bindende virkning (artikel 288 TEUF) og sikringen af en

effektiv retsbeskyttelse (artikel 19 TEU)

–

fortolkes således, at

alle medlemmer af den af et projekt berørte offentlighed, som

gør gældende, at deres rettigheder krænkes af godkendelsen af

projektet, også har ret til at gøre overtrædelser af det

vandretlige forbud mod forringelse og forpligtelsen til

forbedring gældende ved domstolene?

b) Såfremt det fjerde spørgsmål, litra a), besvares benægtende:

Skal vandrammedirektivets artikel 4

–

under hensyntagen til

dens målsætning

–fortolkes

således, at i hvert fald sagsøgere,

som har en privat brønd til privat vandforsyning i geografisk

nærhed af den planlagte vejføring, kan gøre overtrædelser af det

vandretlige forbud mod forringelse og forpligtelsen til

forbedring gældende ved domstolene?

C-641/17

College Pension Plan of British Columbia

1) Er de frie kapitalbevægelser i henhold til artikel 63, stk. 1,

TEUF, sammenholdt med artikel 65 TEUF, til hinder for

ordninger i en medlemsstat, hvorefter en ikke-hjemmehørende

erhvervstilknyttet alderspensionskasse, som i sin væsentlige

struktur er sammenlignelig med en tysk pensionskasse, ikke

opnår nogen skattelempelse på kapitalindkomst for modtaget

udbytte, mens tilsvarende udbetalinger af udbytte til

indenlandske pensionskasser ikke medfører nogen eller kun en

forholdsmæssig lille forhøjelse af selskabsskatten, da de har

mulighed forved skatteansættelsen at reducere deres

skattepligtige overskud ved at fratrække hensættelser til

pensionsudbetalingsforpligtelser og modregne den betalte skat

på kapitalindkomst ved et fradrag og

–

for så vidt det beløb, der

skal betales i selskabsskat, er lavere end fradragsbeløbet

–

ved

refusion? 2) Såfremt det første spørgsmål besvares

bekræftende: Er restriktionen af de frie kapitalbevægelser i

henhold til KStG’s § 32, stk. 1, nr. 2), lovlig ifølge artikel 63

TEUF, sammenholdt med artikel 64, stk. 1, TEUF, over for

tredjelande, fordi den hænger sammen med levering af

finansielle tjenesteydelser?

Dilly's Wellnesshotel

Sagen vedrører: 1. Er en ændring af en godkendt støtteordning,

hvorved en medlemsstat afstår fra fortsat at benytte

støttegodkendelsen for en bestemt (adskillelig) gruppe af

støttemodtagere og dermed blot reducerer støttevolumen for

en eksisterende støtte, i en sag som den foreliggende en

ændring af en støtteordning, som i henhold til artikel 108, stk.

3, TEUF (principielt) kræver anmeldelse? 2. Kan forbuddet

mod gennemførelse i artikel 108, stk. 3, TEUF i tilfælde af en

formel fejl i forbindelse med anvendelsen af Kommissionens

forordning (EF) nr. 800/2008 af 6. august 2008 (Generel

gruppefritagelsesforordning) føre til, at en begrænsning af en

godkendt støtteordning ikke kan anvendes, således at

medlemsstaten i sidste ende på grund af forbuddet mod

gennemførelse bliver forpligtet til at betale en støtte til

Justitsministeriet

Skatteministeriet

Dom

13.11.19

C-585/17

Skatteministeriet

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Klima-, Energi-, og

Forsyningsministeriet

Energistyrelsen

Dom

14.11.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 102: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/11-19

bestemte støttemodtagere (»påbud om gennemførelse«)?3a.

Opfylder en ordning om godtgørelse af energiafgifter som den i

den foreliggende sag omhandlede, hvor godtgørelsesbeløbet for

energiafgifterne entydigt er fastsat i loven ved en

beregningsformel, betingelserne i Kommissionens forordning

(EU) nr. 651/2014 af 17. juni 2014 om visse kategorier af

støttes forenelighed med det indre marked i henhold til

traktatens artikel 107 og 108?

3b. Bevirker artikel 58, stk. 1, i forordning (EU) nr. 651/2014,

at denne ordning om godtgørelse af energiafgifter er fritaget for

perioden fra januar 2011?

C-255/18

State Street Bank International

Sagen vedrører fortolkning af navnlig artikel 103 og 104 i

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15.

maj 2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af

kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af

Rådets direktiv 82/891/EØF og Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF,

2005/56/EF, 2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og

2013/36/EU samt forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr.

648/2012 (EUT 2014, L 173, s. 190)

EU-Domstolen er forelagt følgende spørgsmål: »a) Omfatter

»ændringer i status«, der som omhandlet i artikel 12 i

forordning (EU) 2015/63 ikke har nogen konsekvenser for

bidragspligten, en lodret fusion af et institut, der tidligere var

underlagt tilsyn fra en national afviklingsmyndighed, med et

moderselskab, som er hjemmehørende i en anden medlemsstat,

hvis fusionen er foregået inden for bidragsperioden, og gælder

denne regel også, hvis fusionen og instituttets efterfølgende

opløsning fandt sted i 2015, hvor hverken den nationale

afviklingsmyndighed eller den nationale fond endnu var blevet

oprettet formelt af medlemsstaten, og bidragene endnu ikke var

blevet beregnet? b) Skal artikel 12 i forordning (EU) 2015/63,

sammenholdt med samme forordnings artikel 14 samt artikel

103 og 104 i direktiv 2014/59/EU, fortolkes således, at et

institut også i tilfælde af en lodret fusion med et moderselskab

fra en anden medlemsstat er forpligtet til at betale fuldt bidrag

for hele det pågældende år og ikke i forhold til det antal

måneder, hvor instituttet har været underlagt tilsyn fra den

første medlemsstats afviklingsmyndighed, hvilket svarer til det,

der er foreskrevet for »nyligt tilsynsbelagte« institutter som

omhandlet i artikel 12, stk. 1, i forordning (EU) 2015/63? c)

Finder de bestemmelser, som gælder for det almindelige bidrag,

og navnlig artikel 12, stk. 2, i forordning (EU) 2015/63, henset

til direktiv 2014/59/EU og forordning (EU) 2015/63 og de

principper, der ligger til grund for systemet for

afviklingsværktøjer i forbindelse med bankkriser, også

anvendelse på det ekstraordinære bidrag med hensyn til

tidspunktet for udpegningen af, hvem der er forpligtet til at

betale bidraget, samt bidragets størrelse, idet der tages højde for

det ekstraordinære bidrags art og de omstændigheder, under

hvilke det må opkræves?«

C-445/18

Vaselife International et Chrysal International

1. Er den kompetente myndighed, College voor de toelating

van gewasbeschermingsmiddelen en biociden (Ctgb), efter at

have truffet en afgørelse om fornyet registrering af

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

14.11.19

Finanstilsynet

Dom

14.11.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 102: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/11-19

referencemidlet beføjet til at ændre gyldighedsperioden for en

tilladelse til parallelhandel som omhandlet i artikel 52 i

forordning (EF) nr. 1107/2009, hvilken tilladelse er meddelt

før afgørelsen om fornyet registrering, således at den bliver i

overensstemmelse med den senere dato for den

gyldighedsperiode, der følger af afgørelsen om fornyet

registrering af referencemidlet?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, er

ændringen af gyldighedsperioden for en tilladelse til

parallelhandel da en automatisk følge af en afgørelse om

fornyet registrering af referencemidlet, som følger af selve

forordning (EF) nr. 1107/2009? Er indførelsen af den nye dato

for paralleltilladelsens gyldighedsperiode i den kompetente

myndigheds register en administrativ gennemførelseshandling,

eller skal dette ske i medfør af en afgørelse truffet ex officio

eller efter anmodning?

3. Såfremt det andet spørgsmål besvares således, at der skal

træffes en afgørelse, finder artikel 52 i forordning (EF) nr.

1107/2009, særligt denne artikels stk. 3, herved anvendelse?

4. Såfremt det tredje spørgsmål besvares benægtende, hvilke(n)

bestemmelse(r) finder da i dette tilfælde anvendelse?

5. Kan et plantebeskyttelsesmiddel ikke anses for identisk som

omhandlet i artikel 52 i forordning (EF) nr. 1107/2009, allerede

fordi referencemidlet ikke (længere) hidrører fra samme

virksomhed? Ved besvarelsen af dette spørgsmål anmodes

Domstolen også om at komme ind på det spørgsmål, om der

ved en tilknyttet virksomhed eller en virksomhed, der arbejder

på licens, også kan forstås en virksomhed, der med

rettighedsindehaverens samtykke fremstiller midlet efter samme

recept. Har det herved betydning, om den proces, efter hvilken

referencemidlet og det middel, der skal parallelimporteres,

fremstilles, gennemføres af den samme virksomhed hvad angår

aktivstoffet?

6. Har en ændring af produktionsstedet for referencemidlet i sig

selv betydning for besvarelsen af spørgsmålet om, hvorvidt

midlet er identisk?

7. Såfremt det femte og/eller det sjette spørgsmål besvares

bekræftende, kan den heraf følgende konklusion (»ikke

identisk«) da ændres derved, at den kompetente myndighed

allerede har fastslået, at midlet ud fra sin sammensætning ikke

eller i kun ringe omfang er blevet ændret?

8. På hvem og i hvilket omfang hviler bevisbyrden for, at artikel

52, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1107/2009 er opfyldt, hvis de

respektive indehavere af godkendelsen til det parallelle middel

og referencemidlet ikke er enige herom?

C-454/18

Baltic Cable

1. Skal elforordningens artikel 16, stk. 6, anvendes i alle tilfælde,

hvor en person opnår indtægter fra tildeling af samkøringslinjer,

uanset den pågældendes forhold i øvrigt, eller skal denne

bestemmelse udelukkende anvendes, når den, der oppebærer

indtægterne, er transmissionssystemoperatør i henhold til

definitionen i elmarkedsdirektivets artikel 2, nr. 4)?

2. Såfremt svaret på spørgsmål 1 er, at elforordningens artikel

16, stk. 6, udelukkende skal anvendes på

transmissionssystemoperatører; er en virksomhed, der

udelukkende driver en samkøringslinje, da

transmissionssystemoperatør?

3. Såfremt svaret på spørgsmål 1 eller 2 medfører, at

Energistyrelsen

14.11.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 102: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/11-19

elforordningens artikel 16, stk. 6, skal anvendes på en

virksomhed, der udelukkende driver en samkøringslinje; kan

omkostninger til drift og vedligeholdelse af en samkøringslinje

da i noget tilfælde anses for at udgøre netinvesteringer med

henblik på bevarelse eller forøgelse af samkøringslinjens

kapacitet som omhandlet i elforordningens artikel 16, stk. 6,

første afsnit, litra b)?

4. Såfremt svaret på spørgsmål 1 eller 2 medfører, at

elforordningens artikel 16, stk. 6, skal anvendes på en

virksomhed, der udelukkendedriver en samkøringslinje; kan den

regulerende myndighed da i medfør af elforordningens artikel

16, stk. 6, andet afsnit, godkende, at en virksomhed, der

udelukkende driver en samkøringslinje, som har metoder til at

fastsætte tariffer, men som ikke har direkte betalende kunder

med netafgifter (tariffer), der kan sænkes, anvender indtægter

fra tildeling af samkøringslinjen [org. s. 22] til afkast eller,

såfremt svaret på spørgsmål 3 er benægtende, drift og

vedligeholdelse?

5. Såfremt svaret på spørgsmål 1 eller 2 medfører, at

elforordningens artikel 16, stk. 6, skal anvendes på en

virksomhed, der udelukkende driver en samkøringslinje, og

svarene på spørgsmål 3 og 4 enten medfører, at virksomheden

ikke må anvende indtægter fra tildeling af samkøringslinjen til

drift og vedligeholdelse eller afkast, eller at virksomheden må

anvende sådanne indtægter til drift og vedligeholdelse, men ikke

til afkast; er anvendelse af elforordningens artikel 16, stk. 6, på

en virksomhed, der udelukkende driver en samkøringslinje, da i

strid med det EU-retlige proportionalitetsprincip eller med

noget andet gældende princip?

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 102: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/11-19

C-484/18

SPEDIDAM

»Skal artikel 2, litra b), artikel 3, stk. 2, litra a), og artikel 5 i

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22.

maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og

beslægtede rettigheder i informationssamfundet fortolkes

således, at de ikke er til hinder for, at der ved en national

lovgivning som den, der er fastsat i artikel 49 II i loi n° 86-1067

du 30 septembre 1986 relative à la liberté de communication

(lov nr. 86-1067 af 30.9.1986 om kommunikationsfrihed), som

ændret ved artikel 44 i lov nr. 2006-961 af 1. august 2006, til

fordel for Institut national de l’audiovisuel (det nationale

institut på det audiovisuelle område ), der har ret til at udnytte

de nationale programselskabers rettigheder i forhold til de

audiovisuelle arkiver, indføres en undtagelsesordning, hvorefter

betingelserne for at udnytte de udøvende kunstneres

fremførelser og de vederlag, som denne udnyttelse giver

anledning til, fastsættes i aftaler, der indgås mellem på den ene

side de udøvende kunstnere selv eller de

lønmodtagerorganisationer, der repræsenterer de udøvende

kunstnere, og på den anden side dette institut, idet disse aftaler

bl.a. skal indeholde bestemmelser om vederlagssatserne og

vilkårene for udbetaling af disse vederlag?«

OPR-Finance

1) Er bestemmelserne i artikel 8 i Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om

forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv

87/102/EØF, sammenholdt med dette direktivs artikel 23, til

hinder for national lovgivning, som bestemmer, at hvis

kreditgiver ikke overholder sin forpligtelse til at foretage en

vurdering af forbrugerens kreditværdighed, inden kreditaftalen

indgås, er sanktionen, at kreditaftalen er ugyldig, samt at

forbrugeren har pligt til at tilbagebetale hovedstolen til

kreditgiveren på et tidspunkt, der er passende i forhold til

forbrugerens økonomiske evne, idet sanktionen (kreditaftalens

ugyldighed) dog kun finder anvendelse, hvis forbrugeren

påberåber sig den (dvs. gør gældende, at aftalen er ugyldig)

inden for en forældelsesfrist på tre år?

2) Pålægger bestemmelserne i artikel 8 i Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om

forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv

87/102/EØF, sammenholdt med dette direktivs artikel 23, en

national ret af egen drift at anvende sanktionen i national

lovgivning for kreditgiverens manglende overholdelse af

forpligtelsen til at vurdere forbrugerens kreditværdighed (dvs.

selv hvis forbrugeren ikke påberåber sig sanktionen)?

Deutsche Umwelthilfe

1. princippet i artikel 4, stk. 3, andet afsnit, i traktaten om Den

Europæiske Union (TEU), hvorefter medlemsstaterne skal

træffe alle foranstaltninger for at sikre opfyldelsen af de

forpligtelser, der følger af traktaterne eller af retsakter vedtaget

af EU-institutionerne,

2. princippet om medlemsstaternes effektive gennemførelse af

EU-retten, der bl.a. er fastsat i artikel 197, stk. 1, i traktaten om

Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

3. adgangen til effektive retsmidler i henhold til artikel 47, stk.

1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende

rettigheder,

Kulturministeriet

Dom

14.11.19

C-679/18

Finanstilsynet

14.11.19

C-752/18

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Erhvervsstyrelsen

14.11.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 102: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/11-19

4. de kontraherende staters forpligtelse til at stille effektive

retsmidler til rådighed på miljøområdet, som følger af artikel 9,

stk. 4, første punktum, i konventionen om adgang til

oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt

adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet

(Århuskonventionen), og

5. medlemsstaternes forpligtelse i henhold til artikel 19, stk. 1,

andet afsnit, TEU til at sikre en effektiv retsbeskyttelse på de

områder, der er omfattet af EUretten, fortolkes således, at en

tysk domstol har ret

–

og eventuelt endog pligt

–

til at tage

embedsmænd i en tysk delstat i forvaring for derigennem at

håndhæve denne delstats forpligtelse til at ajourføre en

luftkvalitetsplan som omhandlet i artikel 23 i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2008/50/EF af 21. maj 2008

om luftkvaliteten og renere luft i Europa (EUT 2008, L 152, s.

1) med et vist minimumsindhold, såfremt den pågældende

delstat ved endelig dom er blevet pålagt at foretage en

ajourføring med dette minimumsindhold, og

–

flere varsler om og pålæggelser af tvangsbøder over for

delstaten ikke har ført til noget resultat,

–

varsler om og idømmelser af tvangsbøder, selv med højere

beløb end de hidtidige varslede og pålagte, ikke har

nævneværdig virkning som tvangsmiddel, eftersom betalingen

af bøder ikke er forbundet med økonomiske tab for den

retskraftigt dømte delstat, men der herved blot sker en

overførsel af det pågældende beløb fra ét bogføringssted inden

for delstatsadministrationen til et andet bogføringssted inden

for delstatsadministrationen,

–

at den retskraftigt dømte delstat både over for domstole og

offentligt

–

bl.a. gennem den person, der beklæder det højeste

politiske embede i delstaten over for parlamentet

–

har

fastslået, at den ikke vil opfylde de forpligtelser, som den er

blevet pålagt af domstolene i forbindelse med udarbejdelsen af

luftkvalitetsplaner,

–

den nationale lovgivning i princippet har fastsat retsinstituttet

forvaring med henblik på fuldbyrdelse af retsafgørelser, men

national forfatningsretlig praksis er til hinder for anvendelsen af

den relevante bestemmelse i en situation som den i sagen

omhandlede, og

–

den nationale lovgivning ikke stiller tvangsmidler, der er mere

effektive end varsler om og pålæggelse af tvangsbøder, men er

mindre indgribende end forvaring, til rådighed i en situation

som den i sagen foreliggende, og en anvendelse af sådanne

tvangsmidler heller ikke i materiel henseende kan komme i

betragtning i den foreliggende sag?

C-609/17

og C-

610/17

TSN m.fl.

1) Er artikel 7, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i

forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden til hinder for en

national bestemmelse i en overenskomst eller en fortolkning af

denne, hvorefter en arbejdstager, som ved begyndelsen af sin

årlige ferie eller en del af denne er uarbejdsdygtig, trods

ansøgning herom ikke har krav på at få overført en ferie, som

falder inden for den pågældende periode, og som han ifølge

overenskomsten er berettiget til, når den manglende overførsel

af denoverenskomstmæssige ferie ikke reducerer

arbejdstagerens ret til fire ugers årlig ferie? 2) Har artikel 31, stk.

2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Beskæftigelses-

ministeriet

Moderniserings-

styrelsen

Dom

19.11.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 102: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/11-19

rettigheder retsvirkning i et ansættelsesforhold mellem private

retssubjekter, dvs. direkte horisontal retsvirkning? 3) Beskytter

artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder den optjente ferie, såfremt feriens

varighed overstiger den i arbejdstidsdirektivets artikel 7, stk. 1,

fastsatte årlige ferie på mindst fire uger, og er denne

bestemmelse i chartret om grundlæggende rettigheder til hinder

for en national bestemmelse i en overenskomst eller en

fortolkning af denne, hvorefter en arbejdstager, som er

uarbejdsdygtig ved begyndelsen af sin årlige ferie eller en del af

denne, uanset ansøgning herom ikke har krav på at få overført

en ferie, som falder inden for den pågældende periode, og som

han ifølge overenskomsten er berettiget til, når den manglende

overførsel af den overenskomstmæssige ferie ikke reducerer

arbejdstagerens ret til fire ugers årlig ferie?

C-585/18,

C-624/18

C-625/18

Krajowa Rada Sadownictwa m.fl

Sag C-585/18 vedrører:

1. Skal artikel 267, stk. 3, TEUF sammenholdt med artikel 19,

stk. 1, og artikel 2 TEU samt artikel 47 i chartret om

grundlæggende rettighederfortolkes således, at en helt

nyetableret afdeling af den øverste domstol i en medlemsstat,

som har kompetencen i forbindelse med en national dommers

søgsmål, og som udelukkende skal bestå af dommere, der

vælges af et nationalt organ, der har til opgave at sikre

retsvæsenets uafhængighed (det nationale råd for retsvæsenet),

men som på grund af den måde, hvorpå det er blevet

sammensat og arbejder, ikke sikrer uafhængighed af den

lovgivende og den udøvende magt, er en uafhængig domstol i

EU-rettens forstand?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende: Skal

artikel 267, stk. 3, TEUF sammenholdt med artikel 19, stk. 1,

og artikel 2 TEU samt artikel 47 i chartret om grundlæggende

rettigheder da fortolkes således, at en ikke-kompetent afdeling

ved den øverste domstol i en medlemsstat, som opfylder de

EU-retlige krav til en domstol og hvorved der er anlagt sag i en

EU-retlig tvist, skal undlade at anvende de bestemmelser i den

nationale lov, hvoraf det følger, at afdelingen ikke har

kompetence i den pågældende sag?

Sagerne C-624/18 og C-625/18 vedrører:

1) Skal artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder

sammenholdt med artikel 9, stk. 1, i Rådets direktiv

2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle

rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til

beskæftigelse og erhverv fortolkes således, at den øverste ret i

en medlemsstat i tilfælde af iværksættelse af et retsmiddel

(søgsmål) ved denne ret, hvorved det gøres gældende, at

forbuddet mod forskelsbehandling på grundlag af alder er

blevet overtrådt over for endommer ved denne ret, samtidig

med, at der fremsættes begæring om sikring af det rejste krav

–

med henblik på at beskytte de rettigheder, der følger af EU-

retten, ved hjælp af foreløbige forholdsregler i henhold til

national lov

–

er forpligtet til at undlade at anvende de

nationale bestemmelser, hvorved kompetencen i den tvist,

hvori retsmidlet er iværksat, tillægges en organisatorisk enhed

ved denne ret, der ikke er funktionsdygtig, idet de pågældende

dommerstillinger ikke er blevet besat?

Justitsministeriet

Beskæftigelses-

ministeriet

Dom

19.11.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 102: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/11-19

2) Såfremt dommerstillingerne ved den organisatoriske enhed,

der i henhold til national ret har kompetence til at træffe

afgørelse vedrørende det iværksatte retsmiddel, bliver besat:

Skal artikel 267, stk. 3, TEUF sammenholdt med artikel 19, stk.

1, og artikel 2 TEU samt artikel 47 i chartret om grundlæggende

rettigheder da fortolkes således, at en helt nyetableret afdeling

af den øverste domstol i en medlemsstat, der har kompetencen

med hensyn til et søgsmål anlagt af en dommer ved den

nationale ret i første og anden instans, og som udelukkende skal

bestå af dommere, der udvælges af et nationalt organ, der har til

opgave at sikre retsvæsenets uafhængighed (Krajowa Rada

Sądownictwa, herefter »det nationale råd for retsvæsenet«), men

som på grund af den måde, hvorpå det er blevet oprettet og

arbejder, ikke sikrer uafhængighed af den lovgivende og den

udøvende magt, er en uafhængig domstol i EU-rettens

forstand?

3. Såfremt det andet spørgsmål besvares benægtende: Skal

artikel 267, stk. 3, TEUF sammenholdt med artikel 19, stk. 1,

og artikel 2 TEU samt artikel 47 i chartret om grundlæggende

rettigheder da fortolkes således, at en ikke-kompetent afdeling

ved den øverste domstol i en medlemsstat, som opfylder de

EU-retlige krav til en domstol og hvorved der er anlagt sag i en

EU-retlig tvist, skal undlade at anvende de nationale

bestemmelser, hvoraf det følger, at afdelingen ikke har

kompetence i den pågældende sag?

C-400/18

Infohos

Skal artikel 13, punkt A, stk. 1, litra f), i Rådets sjette direktiv

77/388/EØF af 17. maj 1977, nu artikel 132, stk. 1, litra f), i

direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 fortolkes således,

at denne bestemmelse tillader medlemsstaterne at knytte en

eksklusivitetsbetingelse til den heri omhandlede fritagelse,

hvorved en selvstændig forening, der ligeledes leverer

tjenesteydelser til ikke–medlemmer, bliver fuldt momspligtig

også af tjenesteydelser til medlemmer?

Portugal mod Kommissionen (appel)

Påstande:

—

Den appellerede dom ophæves, for så vidt som

Retten ikke tiltrådte påstanden om annullation af

Kommissionens afgørelse C(2016) 3753 (1) af 20. juni 2016.

—

Kommissionens afgørelse C(2016) 3753 af 20. juni 2016

annulleres, idet Domstolen har grundlag for at fastslå, at Den

Portugisiske Republiks argumenter er begrundede.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Deutsche Post et Leymann (sag C-203/18)

1. Is the exception set out in Article 13(1)(d) of Regulation

(EC) No 561/2006 of the European Parliament and of the

Council of 15 March 2006 as amended by Article 45(2) of

Regulation (EU) No 165/2014 of the EuropeanParliament and

of the Council of 4 February 2014 to be interpreted as covering

only vehicles or combinations of vehicles that are used

exclusively for the purpose of delivering packages in the

context of the universal service, or can it additionally be applied

where the vehicles or combinations of vehicles are used,

predominantly or to a degree determined in some other way,

also for the purpose of delivering packages in the context of

the universal service? 2. In the context of the exception

referred to in the first question, for the purposes of assessing

Skattestyrelsen

Dom

20.11.19

C-737/18

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

20.11.19

Forenede

sager C-

203/18 og

C-374/18

Transport- og

Boligministeriet

Dom

21.11.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 102: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/11-19

whether vehicles or combinations of vehicles are used

exclusively or, as the case may be, predominantly or to a degree

determined in some other way, also for the purpose of

delivering packages in the context of the universal service, is

the general use of a vehicle or combination of vehicles to be

used as a basis for that assessment, or the specific use of a

vehicle or combination of vehicles for a single journey?

UPS Deutschland e.a. (sag C-374/18)

1. Skal artikel 13, stk. 1, i forordning (EF) nr. 561/2006

fortolkes således, at bestemmelsen kun tillader undtagelser fra

artikel 5-9 i forordning (EF) nr. 561/2006, såfremt et køretøj

tilhørende en befordringspligtig virksomhed, jf. definitionen i

artikel 2, stk. 13, i direktiv 97/67/EF, i henhold til artikel 13,

stk. 1, litra d), i forordning (EF) nr. 561/2006 alene og

udelukkende transporterer forsendelser som led i

befordringspligten, eller er undtagelser fra artikel 5-9 i

forordning (EF) nr. 561/2006 også tilladt, hvis de pågældende

køretøjer foruden de forsendelser, der transporteres som led i

befordringspligten, også befordrer andre forsendelser, der ikke

er omfattet af befordringspligten?

2.Såfremt spørgsmål 1 skal besvares således, at undtagelser fra

artikel 5-9 i forordning (EF) nr. 561/2006 også er tilladt, hvis

de pågældende køretøjer foruden de forsendelser, der

transporteres som led i befordringspligten, også befordrer

andre forsendelser, der ikke er omfattet af befordringspligten:

C-379/18

Deutsche Lufthansa

1. Er en national forskrift, der bestemmer, at det af

lufthavnsdriftsorganet indførte lufthavnsafgiftssystem skal

forelægges den uafhængige tilsynsmyndighed til godkendelse,

uden at forbyde lufthavnsdriftsorganet og lufthavnsbrugeren at

fastsætte andre afgifter end de af tilsynsmyndigheden

godkendte, forenelig med Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2009/12/EF af 11. marts 2009 om lufthavnsafgifter

(EUT L 70, s. 11), særligt artikel 3, artikel 6, stk. 3-5, samt

artikel 11, stk. 1 og 7? 2. Er det foreneligt med det nævnte

direktiv at fortolke national ret således, at en lufthavnsbruger er

afskåret fra at anfægte tilsynsmyndighedens godkendelse af

afgiftssystemet, men at lufthavnsbrugeren kan anlægge sag mod

lufthavnsdriftsorganet og herunder gøre gældende, at den i

afgiftssystemet fastsatte afgift ikke er rimelig?

AGROBET CZ

Er det i overensstemmelse med EU-retten og i særdeleshed

med princippet om momsens neutralitet, når en medlemsstat

vedtager en foranstaltning, hvorefter ansættelsen og betalingen

af en del af et momsfradrag, som der er fremsat kravom, gøres

betinget af afslutningen af en procedure, der omfatter alle

afgiftspligtige transaktioner i en given afgiftsperiode?

HUNGEOD e.a. m.fl.

1) Skal artikel 41, stk. 1, og artikel 47 i Den Europæiske Unions

charter om grundlæggende rettigheder, 2., 25., 27. og 36.

betragtning til Europa- Parlamentets og Rådets direktiv

2007/66/EF af 11. december 2007 om ændring af Rådets

direktiv 89/665/EØF og 92/13/EØF for så vidt angår

forbedring af effektiviteten af klageprocedurerne i forbindelse

med indgåelse af offentlige kontrakter, artikel 1, stk. 1 og 3, i

Transport- og

Boligministeriet

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Dom

21.11.19

C-446/18

Skatteministeriet

21.11.19

C-496/18

C-497/18

Miljø- og

Fødevareministeriet

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

21.11.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 102: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/11-19

Rådets direktiv 92/13/EØF af 25. februar 1992 om

samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende

anvendelse af EF-reglerne for fremgangsmåden ved

tilbudsgivning inden for vand- og energiforsyning samt

transport og telekommunikation og, i denne forbindelse,

retssikkerhedsprincippet, som er et almindeligt EU-retligt

princip, og kravet om effektiv og hurtig behandling af klager

over indgåelse af offentlige kontrakter i forbindelse med

afgørelser truffet af ordregivende myndigheder fortolkes

således, at de er til hinder for en medlemsstats lovgivning, som

med hensyn til offentlige kontrakter, der indgås før denne

lovgivnings ikrafttrædelse, efter udløbet af fristen, i henhold til

medlemsstatens tidligere lovgivning, for undersøgelse af

overtrædelser i forbindelse med indgåelse af offentlige

kontrakter, som begås inden ikrafttrædelsen af denne

lovgivning, generelt tillader den kompetente (tilsyns-

)myndighed, som er oprettet i medfør af denne lovgivning, at

denne inden for den i nævnte lovgivning fastsatte frist selv kan

iværksætte en procedure for at undersøge en konkret

overtrædelse i forbindelse med indgåelse af offentlige

kontrakter og træffe afgørelse om realiteten og som følge heraf

fastslå, at der er begået en overtrædelse, fastsætte en sanktion

vedrørende indgåelse af offentlige kontrakter og anvende

virkningerne af kontraktens ugyldighed?

2) Kan de retsregler og principper, som er nævnt i det første

spørgsmål

–

ud over den faktiske udøvelse af (den subjektive

og personlige) ret til efterprøvelse, som aktører, der berøres af

indgåelsen af en offentlig kontrakt, har

–

finde anvendelse på

retten til at iværksætte og behandle en klageprocedure, som de

(tilsyns)myndigheder, som er oprettet i medfør af

medlemsstatens lovgivning, har, hvilke myndigheder har

beføjelse til af egen drift at identificere og undersøge

overtrædelser i forbindelse med indgåelse af offentlige

kontrakter og har til opgave at varetage samfundsmæssige

interesser?

3) Følger det af artikel 99, stk. 1 og 2, i Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2014/25/EU om fremgangsmåderne ved

indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning,

transport samt posttjenester og om ophævelse direktiv

2004/17/EF, at lovgivningen i en medlemsstat, idet der

vedtages en ny lov

– med henblik på at beskytte EU’s

finansielle interesser i forbindelse med indgåelse af offentlige

kontrakter

–

generelt kan tillade (tilsyns)myndigheder, som i

henhold til medlemsstatens lovgivning har beføjelse til af egen

drift at identificere og undersøge overtrædelser i forbindelse

med indgåelse af offentlige kontrakter, og som har til opgave at

varetage samfundsmæssige interesser, at undersøge

overtrædelser i forbindelse med indgåelse af offentlige

kontrakter, der er begået inden ikrafttrædelsen af denne lov, og

iværksætte og behandle en procedure, selv om fristerne i

henhold til den tidligere lovgivning er udløbet?

4) Har det i betragtning af de retsregler og principper, som er

nævnt i det første spørgsmål, ved vurderingen af, om den i det

første og det tredje spørgsmål beskrevne

undersøgelsesbeføjelse, som er tillagt (tilsyns)myndighederne, er

forenelig med EU-retten, nogen betydning, hvilke retlige,

forskriftsmæssige, tekniske eller organisatoriske lakuner eller

andre former for hindringer, der ligger til grund for den

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 102: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/11-19

omstændighed, at overtrædelsen i forbindelse med indgåelsen af

offentlige kontrakter ikke blev undersøgt, da den blev begået?

5) Skal artikel 41, stk. 1, og artikel 47 i Den Europæiske Unions

charter om grundlæggende rettigheder, 2., 25., 27. og 36.

betragtning til Europa- Parlamentets og Rådets direktiv

2007/66/EF af 11. december 2007 om ændring af Rådets

direktiv 89/665/EØF og 92/13/EØF for så vidt angår

forbedring af effektiviteten af klageprocedurerne i forbindelse

med indgåelse af offentlige kontrakter, artikel 1, stk. 1 og 3, i

Rådets direktiv 92/13/EØF af 25. februar 1992 om

samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende

anvendelse af EF-reglerne for fremgangsmåden ved

tilbudsgivning inden for vand- og energiforsyning samt

transport og telekommunikation og, i denne forbindelse,

retssikkerhedsprincippet, som er et almindeligt EU-retligt

princip, og kravet om effektiv og hurtig behandling af klager

over indgåelse af offentlige kontrakter i forbindelse med

afgørelser truffet af ordregivende myndigheder og

proportionalitetsprincippet, fortolkes således, at den nationale

ret

–

selv hvis den i det første til det fjerde spørgsmål nævnte

beføjelse i betragtning af disse principper kan tillægges de

(tilsyns)myndigheder, som i henhold til medlemsstatens

lovgivning har beføjelse til af egen drift at identificere og

undersøge overtrædelser i forbindelse med indgåelse af

offentlige kontrakter, og som har til opgave at varetage

samfundsmæssige interesser

–

kan tage stilling til, om den tid,

der er gået mellem overtrædelsen blev begået, udløbet af den

tidligere gældende undersøgelsesfrist og iværksættelsen af

proceduren om undersøgelse af overtrædelsen, er rimelig og

forholdsmæssig, og heraf udlede den retlige følge af, at den

omtvistede afgørelse er uden virkning, eller en anden retlig

følge, der følger af medlemsstatens lovgivning?