Europaudvalget 2019-20
EUU Alm.del Bilag 102
Offentligt
2098260_0001.png
Udenrigsministeriet
Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret
Asiatisk Plads 2
1448 København K
Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03
Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse
JTEU j.nr. 2015 - 30240
1. november 2019
Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i den indeværende uge
samt i de kommende to uger i retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager,
hvor der er nedsat procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig
forhandling, fremsættelse af generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der
i øvrigt følges af den danske regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse
og afsigelse af dom. Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-
Domstolens hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.
Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-
Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.
Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:
Sagsnr.
C-836/18
Titel og kort sagsresumé
Subdelegación del Gobierno en Ciudad Real
1) Henset til at den spanske civillovbogs artikel 68
bestemmer, at ægtefæller har pligt til at bo sammen, kan
kravet om, at en spansk statsborger, der ikke har udøvet sin
ret til fri bevægelighed, skal opfylde betingelserne i artikel
7[,stk. 1,] i kongeligt dekret nr. 240/2007 som en
nødvendig betingelse for at få anerkendt opholdsretten for
vedkommendes ægtefælle, som ikke er unionsborger, i
overensstemmelse med artikel 7[, stk. 2,] i kongeligt dekret
nr. 240/2007
såfremt disse betingelser ikke er opfyldt
da udgøre en tilsidesættelse af artikel 20 [TEUF], hvis den
spanske statsborger som følge af nægtelsen af denne ret er
nødsaget til at forlade Unionens område som helhed?.
2) Under alle omstændigheder, uanset det foregående og
besvarelsen af det første spørgsmål og henset til Den
Europæiske Unions Domstols praksis, bl.a. dom af 8. maj
2018, C-82/16, K.A. m.fl. mod Belgische Staat, er den
spanske stats praksis
hvorefter bestemmelsen i artikel 7 i
kongeligt dekret nr. 240/2007 automatisk anvendes, og der
nægtes opholdsret til et familiemedlem til en unionsborger,
der aldrig har udøvet sin ret til fri bevægelighed, alene af
den grund, at unionsborgeren ikke opfylder betingelserne i
denne bestemmelse, uden at det i den konkrete sag er
blevet undersøgt, om der mellem den pågældende
unionsborger og tredjelandsstatsborgeren består et
afhængighedsforhold af en sådan art, at dette, uanset
grunden hertil og i betragtning af de foreliggende
omstændigheder, medfører, at unionsborgeren, såfremt
tredjelandsstatsborgeren nægtes opholdsret, ikke kan blive
Deltager i PD
Udenrigsministeriet
Justitsministeriet
Udlændinge- og
Integrationsministeriet
Proces-
skridt
GA
Dato
21.11.19
1
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 102: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/11-19
2098260_0002.png
adskilt fra det familiemedlem, som unionsborgeren er
afhængig af, og må forlade Unionens område
da i strid
med artikel 20 [TEUF]?
Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:
Sagsnr.
Forenede
sager
C-663/17
P,
C-665/17
P
og
C-669/17
P
Titel og kort sagsresumé
Trasta Komercbanka AS m.fl. mod Den Europæiske
Centralbank (appel)
Påstande:
Kendelse afsagt af Retten (Anden Afdeling) den
12. september 2017 i sag T-247/16, Trasta Komercbanka AS,
Ivan Fursin, Igors Buimisters, SIA C & R Invest, Figon Co.
Ltd, G.C.K. J Holding Netherlands B.V., og Rikam Holding
S.A.
SPF mod Den Europæiske Centralbank ophæves, for så vidt
som den forkaster formalitetsindsigelsen mod det søgsmål, der
er blevet anlagt af Trasta Komercbanka AS’ aktionærer.
Søgsmålet anlagt af Ivan Fursin, Igors Buimisters, SIA C &
R Invest, Figon Co. Ltd, G.C.K. J Holding Netherlands B.V.,
og Rikam Holding S.A.
SPF afvises.
Sagsøgerne tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Europa-Kommissionen mod Republikken Polen
Påstande:
Det fastslås, at Republikken Polen har tilsidesat
sine forpligtelser i henhold til artikel 157 i traktaten om Den
Europæiske Unions funktionsmåde samt artikel 5, litra a), og
artikel 9, stk. 1, litra f), i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2006/ 54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af
princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd
og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv
(omarbejdning) (1), idet den i artikel 13, nr. 1)-3), i lov af 12. juli
2017 om ændring af lov om de almindelige domstoles
organisation [Prawo o
ustroju sądów powszechnych] har
indført forskellig pensionsalder for kvinder og mænd, der
varetager et embede som dommer ved de almindelige domstole,
dommer ved den øverste domstol eller offentlig anklager.
Det fastslås, at Republikken Polen har tilsidesat sine
forpligtelser i henhold til artikel 19, stk. 1, andet afsnit, i
traktaten om Den Europæiske Union sammenholdt med artikel
47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende
rettigheder, idet den i nævnte lovs artikel 13, nr. 1), har sænket
pensionsalderen for dommere ved de almindelige domstole og
samtidig har indrømmet justitsministeren ret til i henhold til
denne lovs artikel 1, nr. 26), litra b) og c), at træffe afgørelse om
forlængelse af dommeres tjenesteperiode.
Republikken Polen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Eni m.fl.
Sagerne vedrører:
Er bestemmelserne i artikel 6, stk. 1, i
direktiv 94/22/EF og sjette betragtning hertil til hinder for en
national lovgivning, navnlig artikel 19, stk. 5a, i lovdekret nr.
625/1996, som fortolket af Consiglio di Stato i dom nr.
290/2018, hvorefter deter tilladt med henblik på betaling af
royalties at kræve anvendelse af energikvoteparameteren, som
er baseret på prisen for råolie og andre brændstoffer, i stedet
Interessent
Finanstilsynet
Proces
skridt
Dom
Dato
05.11.19
C-192/18
Udenrigsministeriet
Justitsministeriet
Dom
05.11.19
C-364/18
og
C-365/18
Energistyrelsen
Dom
07.11.19
2
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 102: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/11-19
2098260_0003.png
for Pfor-indekset, som er knyttet til gasprisen på
korttidsmarkedet?
C-396/18
Cafaro
1) Er de nationale bestemmelser i form af premierministerens
dekret af 9. september 2008
der i henhold til artikel 748, stk.
3, i codice della navigazione (luftfartsloven) regulerer
begrænsningerne for ansættelse af flybesætningen hos CAI Spa
og bl.a. foreskriver, at ansættelsesforholdet ophører, når
arbejdstageren fylder 60 år
i strid med forordningen nr.
1178/2011 for så vidt som forordningen foreskriver en
aldersgrænse på 65 år for piloter i erhvervsmæssig
lufttransport? Såfremt den nationale særlovgivning skal
undlades anvendt, finder denne forordning da anvendelse på
den foreliggende sag?
2) Subsidiært, og for så vidt som forordningen materielt set
(ratione materiae) ikke finder anvendelse i den foreliggende sag,
ønskes oplyst, om de ovennævnte nationale bestemmelser er i
strid med det princip om forbud mod forskelsbehandling på
grund af alder i henhold til direktiv 2000/78, og til Den
Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder
(artikel 21, stk. 1), som konkret kommer til udtryk i direktiv
2000/78?
UNESA m.fl.
»1) Skal det miljøretlige princip om, at »forureneren betaler«,
der er omhandlet i artikel 191, stk. 2, TEUF, og artikel 9, stk. 1,
i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23.
oktober 2000, som fastsætter princippet om dækning af
omkostninger ved forsyningspligtydelser og foreskriver en
passende økonomisk analyse af vandanvendelsen, fortolkes
således, at de er til hinder for indførelsen af et gebyr for
anvendelse af indvand til elektricitetsproduktion som det i
hovedsagen omtvistede, som hverken tilskynder til en effektiv
vandanvendelse eller fastlægger ordninger med henblik på
bevarelse og beskyttelse af de offentlige vandressourcer, og hvis
kvantificering på ingen måde er knyttet til kapaciteten til at
forårsage skade på de offentlige vandressourcer, idet gebyret
udelukkende har fokus på muligheden for at skabe indtægter fra
producenterne? 2) Er en afgift som det i hovedsagen
omhandlede vandgebyr, som udelukkende berører
vandkraftproducenter, der udøver virksomhed i
regionsoverskridende vandløbsopland, og ikke producenter, der
er er indehavere af koncessioner i regionsinternt
vandløbsopland, samt producenter, der anvender
vandkraftteknologi, og ikke producenter, der anvender andre
former for teknologi, forenelig med princippet om
ikkeforskelsbehandling af de aktører, der er omhandlet i artikel
3, stk.1, i direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler
for det indre marked for elektricitet? 3) Skal artikel 107, stk. 1,
TEUF fortolkes således, at opkrævning af et vandgebyr som
det omtvistede, som er til skade for vandkraftproducenter, der
udøver virksomhed i regionsoverskridende vandløbsopland,
udgør ulovlig statsstøtte, idet der indføres en asymmetrisk afgift
for den samme teknologi, som pålægges alt efter anlæggenes
placering og ikke pålægges producenter af elektricitet fra andre
kilder?
Transport-, og
Boligministeriet
Dom
07.11.19
Forenede
sager
C-105/18-
C-113/18
Miljø- og Fødevare-
ministeriet
Energistyrelsen
Dom
07.11.19
3
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 102: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/11-19
2098260_0004.png
C-213/18
Guaitoli e.a.
1) Såfremt en part, der har oplevet forsinkelse eller aflysning af
en flyafgang, samtidigt, ud over faste, ensartede
kompensationsbeløb i henhold til artikel 5, 7 og 9 i forordning
nr. 261/2004, også anmoder om erstatning for skade på
baggrund af samme forordnings artikel 12, skal
Montrealkonventionens artikel 33 da finde anvendelse, eller
skal »retternes kompetence« (såvel stat som kompetent ret)
under alle omstændigheder fastsættes i henhold til artikel 5 i
forordning nr. 44/2001? 2) Skal Montrealkonventionens artikel
33 med hensyn til det første tilfælde i spørgsmål 1 fortolkes
således, at den alene regulerer fordelingen af jurisdiktionen
mellem stater, eller således, at den også regulerer den nationale
stedlige kompetence inden for den enkelte stat? 3) Er
anvendelsen af Montrealkonventionens artikel 33 med hensyn
til det første tilfælde i spørgsmål 2 »eksklusiv«, idet den
udelukker anvendelsen af artikel 5 i forordning nr. 44/2001,
eller kan de to bestemmelser anvendes samtidigt, således at
både den statslige og de nationale retters stedlige kompetence
fastsættes direkte?
Primera Air Scandinavia
1) Forelå der et kontraktforhold mellem sagsøgeren og sagsøgte
som omhandlet i artikel 5, stk. 1, i [Rådets] forordning nr.
44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og
fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige
område, selv om der ikke var indgået nogen aftale mellem
sagsøgeren og sagsøgte, og flyvningen var del i en pakke af
ydelser leveret på grundlag af en aftale mellem sagsøgeren og en
tredjemand (et rejsebureau)? 2) Kan dette forhold betragtes
som et forbrugerforhold i henhold til artikel 15-17 i afdeling 4 i
[Rådets] forordning nr. 44/2001 om retternes kompetence og
om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil-
og handelsretlige område? 3) Har sagsøgte partsevne i en
retssag vedrørende fyldestgørelse af krav opstået i henhold til
[Europa-Parlamentets og Rådets] forordning [(EF)] nr.
261/2004 af 11. februar 2004 om fælles bestemmelser om
kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved
boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og
om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91?
Flausch e.a.
a) Kan artikel 6 og 11 i direktiv 2011/92/EU, fortolket
sammen med bestemmelserne i artikel 47 i Den Europæiske
Unions charter om grundlæggende rettigheder, fortolkes
således, at nationale bestemmelser såsom de i
[forelæggelsesafgørelsens] præmis 8, 9 og 10 omhandlede,
hvorefter procedurerne før afgørelsen om godkendelse af
miljøkrav for anlæg og aktiviteter, som har væsentlig
indvirkning på miljøet (offentliggørelse af vurderinger af
indvirkningenpå miljøet, oplysning og offentlig deltagelse i
høringen), indledes og forvaltes primært af regionens største
administrative enhed og ikke af den berørte kommune, er
forenelige med de nævnte EU-retlige bestemmelser? b) Kan
artikel 6 og 11 i direktiv 2011/92/EU, fortolket sammen med
bestemmelserne i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter
om grundlæggende rettigheder, fortolkes således, at en national
ordning såsom den i samme præmisser omhandlede, der
endeligt fastsætter, at offentliggørelse af afgørelser om
Transport- og
Boligministeriet
Dom
07.11.19
C-215/18
Justitsministeriet
GA
07.11.19
C-280/18
Miljø- og Fødevare-
ministeriet
Dom
07.11.19
4
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 102: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/11-19
2098260_0005.png
godkendelse af miljøkrav for anlæg og aktiviteter, som har
væsentlig indvirkning på miljøet, nærmere bestemt deres
offentliggørelse på et dertil bestemt websted, udgør en
formodning om fuldt kendskab for de berørte parter med
henblik på at rejse søgsmål i henhold til den gældende
lovgivning (annullationssøgsmål ved Symvulio tis Epikrateias,
øverste domstol i forvaltningsretlige sager) inden fristen på 60
(tres) dage, henset til lovbestemmelserne om offentliggørelse af
vurderinger af indvirkningen på miljøet, oplysning og offentlig
deltagelse i proceduren for godkendelsen af miljøkrav for de
omhandlede anlæg og aktiviteter, der fastlægger, at
nøgleaktøren for disse procedurer er regionens største
administrative enhed og ikke den berørte kommune, er
forenelig med de nævnte EU-retlige bestemmelser?
Forenede
sager
C-349/18,
C-350/18
og
C-351/18
Kanyeba m.fl.
Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører for det første
spørgsmålet, om retsforholdet mellem en passager, som ikke
køber rejsehjemmel, og befordringsselskabet er af
kontraktmæssig eller lovbestemt art. Hvis der ikke er nogen
kontrakt, opstår spørgsmålet, om passageren da kan begære
beskyttelse mod urimelige vilkår. Endvidere vedrører
anmodningen spørgsmålet, om artikel 6 i Rådets direktiv
93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i
forbrugeraftaler (EFT L 95, s. 29) i alle tilfælde er til hinder for,
at retten kan mildne et vilkår
i dette tilfælde den af NMBS
anvendte afgift
som anses for urimeligt, og i stedet anvende
almindelige ansvarsregler, og hvis dette ikke er muligt, under
hvilke omstændigheder kan retten da gøre dette.
EU-Domstolen er blevet forelagt følgende spørgsmål:
Skal artikel 9, stk. 4, i forordning nr. 1371/2007 af 23.
oktober 2007 om jernbanepassagerers rettigheder og
forpligtelser, jf. artikel 2, litra a), og artikel 3, i direktiv 93/13,
fortolkes således, at der altid opstår et kontraktmæssigt
retsforhold mellem befordringsselskabet og passageren, selv når
denne benytter sig af befordrerens tjenesteydelse uden at
erhverve en rejsehjemmel?
Såfremt det foregående spørgsmål skal besvares benægtende,
omfatter beskyttelsen i henhold til doktrinen om urimelige
vilkår også en passager, der benytter offentlig transport uden at
have erhvervet en rejsehjemmel, og som ved denne handlemåde
bliver forpligtet til betaling af en afgift ud over transportprisen
på grundlag af befordrerens almindelige bestemmelser, der
anses for almindeligt forbindende, fordi de er lovbestemte, eller
fordi de er blevet bekendtgjort i en officiel publikation fra
staten?
Er artikel 6 i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om
urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, der bestemmer, at
»[m]edlemsstaterne fastsætter, at urimelige kontraktvilkår i en
aftale, som en erhvervsdrivende har indgået med en forbruger, i
henhold til deres nationale lovgivning ikke binder forbrugeren,
og at aftalen forbliver bindende for parterne på i øvrigt samme
vilkår, hvis den kan opretholdes uden de urimelige
kontraktvilkår«, i alle tilfælde til hinder for, at retten kan mildne
det vilkår, som anses for urimeligt, eller i stedet anvende
almindelige regler?
Såfremt det foregående spørgsmål besvares benægtende,
under hvilke omstændigheder kan den nationale ret mildne det
5
Transport-, og
Boligministeriet
Dom
07.11.19
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 102: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/11-19
2098260_0006.png
vilkår, som anses for urimeligt, eller erstatte det ud fra
almindelige regler[?]
Såfremt det ovenstående spørgsmål ikke kan besvares
generelt, opstår det spørgsmål, om artikel 6 i direktiv 93/13 i
det tilfælde, hvor det nationale sporvejsselskab efter at have
grebet en passager i at rejse uden billet sanktionerer denne efter
civilretten med en afgift alene eller oven i billetprisen, og retten
kommer til det resultat, at afgiften er et urimeligt vilkår som
omhandlet i artikel 2, litra a), jf. artikel 3, i direktiv 93/13, er til
hinder for, at retten erklærer vilkåret for ugyldigt og anvender
almindelige erstatningsregler for at erstatte den skade, som det
nationale sporvejsselskab har lidt?
C-480/18
PrivatBank
1) Er en national lovgivning, hvorefter det lettiske finanstilsyn
har beføjelse til at behandle klager fra brugerne af
betalingstjenester, herunder i forbindelse med manglende
betalinger i euro eller i en medlemsstats nationale valuta, og
dermed til at konstatere overtrædelser af loven [om
betalingstjenester og elektroniske penge] og pålægge sanktioner,
forenelig med artikel 2, stk. 2, i direktiv [2007/64/EF]? 2) Skal
direktivets artikel 20, stk. 1 og 5, og artikel 21, stk. 2, fortolkes
således, at de tillader, at den kompetente myndighed ligeledes
fører tilsyn med og pålægger sanktioner i forbindelse med
manglende betalinger i euro eller i valutaen i en medlemsstat
uden for euroområdet? 3) Har den kompetente myndighed med
henblik på de i direktivets artikel 20 og 21 fastlagte
tilsynsopgaver eller med henblik på de i direktivets artikel 80-82
fastlagte klageprocedurer beføjelse til at bilægge tvister mellem
betaleren og udbyderen af betalingstjenester, som udspringer af
de i direktivets artikel 75 omhandlede retsforhold, og afgøre,
hvem der er ansvarlig for den manglende eller mangelfuldt
gennemførte transaktion? 4) Når den kompetente myndighed
udfører de i direktivets artikel 20 og 21 fastlagte tilsynsopgaver
eller gennemfører de i direktivets artikel 80-82 fastlagte
klageprocedurer, skal denne myndighed da tage hensyn til en
voldgiftsafgørelse, der bilægger tvisten mellem udbyderen af
betalingstjenesterne og brugeren af betalingstjenesterne?
Bank BGŻ BNP Paribas
1. Skal artikel 1, litra a), artikel 9, stk. 3, og artikel 20, stk. 1 og
stk. 2, litra b), i Rådets rammeafgørelse 2005/214/RIA af 24.
februar 2005 om anvendelse af princippet om gensidig
anerkendelse på bødestraffe fortolkes således, at en afgørelse
vedrørende en bødestraf, der er blevet pålagt en juridisk person,
og som er blevet fremsendt med henblik på fuldbyrdelse,
ligeledes skal fuldbyrdes i fuldbyrdelsesstaten, såfremt de
nationale bestemmelser om gennemførelse af
rammebeslutningen ikke giver mulighed for fuldbyrdelse af en
bødestraf, der er blevet pålagt en juridisk person? 2. Såfremt det
første spørgsmål besvares bekræftende: Skal udtrykket »juridisk
person« i artikel 1, litra a), og artikel 9, stk. 3, i rammeafgørelse
2005/214/RIA fortolkes i overensstemmelse med a)
udstedelsesstatens lovgivning [artikel 1, litra c)], b)
fuldbyrdelsesstatens lovgivning [artikel 1, litra d)], eller c) som
et selvstændigt EU-retligt begreb, således at det tillige omfatter
en filial af en juridisk person, uanset at en sådan ikke har status
som retssubjekt i fuldbyrdelsesstaten?
Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen
GA
07.11.19
C-183/18
Finanstilsynet
GA
12.11.19
6
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 102: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/11-19
2098260_0007.png
C-261/18
Europa-Kommissionen mod Irland
Påstande:
Det fastslås, at Irland har tilsidesat sine
forpligtelser i henhold til artikel 260 TEUF, idet Irland ikke har
truffet de nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af punkt 1,
andet led, i konklusionen i Domstolens dom C-215/06 (1),
Kommissionen mod Irland.
Irland tilpligtes at betale Europa-Kommissionen et fast
beløb på 1 343,20 EUR ganget med antallet af dage mellem
domsafsigelsen i sag C-215/06 og enten datoen for Irlands
opfyldelse af sidstnævnte dom eller den dato, hvor der afsiges
dom i nærværende sag, afhængigt af hvad der først indtræder,
med et minimum for det faste beløb på 1 685 000 EUR.
Irland tilpligtes at betale Kommissionen en tvangsbøde på
12 264 EUR pr. dag fra datoen for afsigelsen af dom i
nærværende sag til datoen for Irlands opfyldelse af dom C-
215/06.
Irland tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Organisation juive européenne et Vignoble Psagot
Sagen vedrører: Påbyder EU-retten, og navnlig Europa-
Parlamentets og Rådets forordning nr. 1169/2011 af 25.
oktober 2011 om fødevareinformation til forbrugerne, såfremt
angivelsen af oprindelsen af et produkt, som falder ind under
denne forordnings anvendelsesområde, er obligatorisk, at det
angives, at et produkt kommer fra et område, der har været
besat af Israel siden 1967, og at det præciseres, at produktet
kommer fra en israelsk bosættelse, hvis dette er tilfældet?
Såfremt dette ikke er tilfældet, giver forordningens
bestemmelser, bl.a. bestemmelserne i forordningens kapitel VI,
da en medlemsstat mulighed for at kræve sådanne angivelser?
Land Nordrhein-Westfalen
1. Skal artikel 11, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2011/92/EU af 13. december 2011 om
vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning
på miljøet (herefter »VVM-direktivet«) fortolkes således, at en
bestemmelse i national ret er forenelig med denne
bestemmelse, hvorefter en sagsøger, der ikke er anerkendt som
miljøorganisation, kun kan forlange annullation af en afgørelse
på grund af en processuel fejl, hvis den processuelle fejl har
frataget ham muligheden for deltagelse i den ved lov fastsatte
beslutningsproces?
2. a) Skal artikel 4, stk. 1, litra a), nr. i)-iii), i Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober
2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets
vandpolitiske foranstaltninger, senest ændret ved artikel 1 i
Kommissionens direktiv 2014/101/EU af 30. oktober 2014
(EUT 2014, L 311, s. 32) (herefter »vandrammedirektivet«)
fortolkes således, at den ikke kun indeholder en materielretlig
standard, men også bestemmelser om myndighedernes
godkendelsesprocedure?
b) Såfremt det andet spørgsmål, litra a), besvares bekræftende:
Skal inddragelsen af offentligheden i henhold til VVM-
direktivets artikel 6 altid ske på grundlag af dokumenterne
vedrørende den vandretlige prøvelse i førnævnte forstand, eller
er det tilladt at foretage en differentiering efter tidspunktet for
dokumentets udarbejdelse og efter dettes kompleksitet?
3. Skal begrebet forringelse af tilstanden af en
grundvandsforekomst i vandrammedirektivets artikel 4, stk. 1,
Miljø- og Fødevare-
ministeriet
Udenrigsministeriet
Dom
12.11.19
C-363/18
Miljø- og Fødevare-
ministeriet
Forbrugerombuds-
manden
Toldstyrelsen
Dom
12.11.19
C-535/18
Miljø- og Fødevare-
ministeriet
Justitsministeriet
GA
12.11.19
7
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 102: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/11-19
2098260_0008.png
litra b), nr. 1), fortolkes således, at der foreligger en forringelse
af den kemiske tilstand, så snart mindst en miljøkvalitetsnorm
for et parameter overskrides som følge af projektet, og at
enhver yderligere (målbar) forhøjelse af koncentrationen
uafhængigt heraf, når den relevante grænseværdi for et skadeligt
stof allerede er overskredet, udgør en forringelse?
4. a) Skal vandrammedirektivets artikel 4
under hensyntagen
til dets bindende virkning (artikel 288 TEUF) og sikringen af en
effektiv retsbeskyttelse (artikel 19 TEU)
fortolkes således, at
alle medlemmer af den af et projekt berørte offentlighed, som
gør gældende, at deres rettigheder krænkes af godkendelsen af
projektet, også har ret til at gøre overtrædelser af det
vandretlige forbud mod forringelse og forpligtelsen til
forbedring gældende ved domstolene?
b) Såfremt det fjerde spørgsmål, litra a), besvares benægtende:
Skal vandrammedirektivets artikel 4
under hensyntagen til
dens målsætning
–fortolkes
således, at i hvert fald sagsøgere,
som har en privat brønd til privat vandforsyning i geografisk
nærhed af den planlagte vejføring, kan gøre overtrædelser af det
vandretlige forbud mod forringelse og forpligtelsen til
forbedring gældende ved domstolene?
C-641/17
College Pension Plan of British Columbia
1) Er de frie kapitalbevægelser i henhold til artikel 63, stk. 1,
TEUF, sammenholdt med artikel 65 TEUF, til hinder for
ordninger i en medlemsstat, hvorefter en ikke-hjemmehørende
erhvervstilknyttet alderspensionskasse, som i sin væsentlige
struktur er sammenlignelig med en tysk pensionskasse, ikke
opnår nogen skattelempelse på kapitalindkomst for modtaget
udbytte, mens tilsvarende udbetalinger af udbytte til
indenlandske pensionskasser ikke medfører nogen eller kun en
forholdsmæssig lille forhøjelse af selskabsskatten, da de har
mulighed forved skatteansættelsen at reducere deres
skattepligtige overskud ved at fratrække hensættelser til
pensionsudbetalingsforpligtelser og modregne den betalte skat
på kapitalindkomst ved et fradrag og
for så vidt det beløb, der
skal betales i selskabsskat, er lavere end fradragsbeløbet
ved
refusion? 2) Såfremt det første spørgsmål besvares
bekræftende: Er restriktionen af de frie kapitalbevægelser i
henhold til KStG’s § 32, stk. 1, nr. 2), lovlig ifølge artikel 63
TEUF, sammenholdt med artikel 64, stk. 1, TEUF, over for
tredjelande, fordi den hænger sammen med levering af
finansielle tjenesteydelser?
Dilly's Wellnesshotel
Sagen vedrører: 1. Er en ændring af en godkendt støtteordning,
hvorved en medlemsstat afstår fra fortsat at benytte
støttegodkendelsen for en bestemt (adskillelig) gruppe af
støttemodtagere og dermed blot reducerer støttevolumen for
en eksisterende støtte, i en sag som den foreliggende en
ændring af en støtteordning, som i henhold til artikel 108, stk.
3, TEUF (principielt) kræver anmeldelse? 2. Kan forbuddet
mod gennemførelse i artikel 108, stk. 3, TEUF i tilfælde af en
formel fejl i forbindelse med anvendelsen af Kommissionens
forordning (EF) nr. 800/2008 af 6. august 2008 (Generel
gruppefritagelsesforordning) føre til, at en begrænsning af en
godkendt støtteordning ikke kan anvendes, således at
medlemsstaten i sidste ende på grund af forbuddet mod
gennemførelse bliver forpligtet til at betale en støtte til
Justitsministeriet
Skatteministeriet
Dom
13.11.19
C-585/17
Skatteministeriet
Miljø- og Fødevare-
ministeriet
Klima-, Energi-, og
Forsyningsministeriet
Energistyrelsen
Dom
14.11.19
8
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 102: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/11-19
2098260_0009.png
bestemte støttemodtagere (»påbud om gennemførelse«)?3a.
Opfylder en ordning om godtgørelse af energiafgifter som den i
den foreliggende sag omhandlede, hvor godtgørelsesbeløbet for
energiafgifterne entydigt er fastsat i loven ved en
beregningsformel, betingelserne i Kommissionens forordning
(EU) nr. 651/2014 af 17. juni 2014 om visse kategorier af
støttes forenelighed med det indre marked i henhold til
traktatens artikel 107 og 108?
3b. Bevirker artikel 58, stk. 1, i forordning (EU) nr. 651/2014,
at denne ordning om godtgørelse af energiafgifter er fritaget for
perioden fra januar 2011?
C-255/18
State Street Bank International
Sagen vedrører fortolkning af navnlig artikel 103 og 104 i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15.
maj 2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af
kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af
Rådets direktiv 82/891/EØF og Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF,
2005/56/EF, 2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og
2013/36/EU samt forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr.
648/2012 (EUT 2014, L 173, s. 190)
EU-Domstolen er forelagt følgende spørgsmål: »a) Omfatter
»ændringer i status«, der som omhandlet i artikel 12 i
forordning (EU) 2015/63 ikke har nogen konsekvenser for
bidragspligten, en lodret fusion af et institut, der tidligere var
underlagt tilsyn fra en national afviklingsmyndighed, med et
moderselskab, som er hjemmehørende i en anden medlemsstat,
hvis fusionen er foregået inden for bidragsperioden, og gælder
denne regel også, hvis fusionen og instituttets efterfølgende
opløsning fandt sted i 2015, hvor hverken den nationale
afviklingsmyndighed eller den nationale fond endnu var blevet
oprettet formelt af medlemsstaten, og bidragene endnu ikke var
blevet beregnet? b) Skal artikel 12 i forordning (EU) 2015/63,
sammenholdt med samme forordnings artikel 14 samt artikel
103 og 104 i direktiv 2014/59/EU, fortolkes således, at et
institut også i tilfælde af en lodret fusion med et moderselskab
fra en anden medlemsstat er forpligtet til at betale fuldt bidrag
for hele det pågældende år og ikke i forhold til det antal
måneder, hvor instituttet har været underlagt tilsyn fra den
første medlemsstats afviklingsmyndighed, hvilket svarer til det,
der er foreskrevet for »nyligt tilsynsbelagte« institutter som
omhandlet i artikel 12, stk. 1, i forordning (EU) 2015/63? c)
Finder de bestemmelser, som gælder for det almindelige bidrag,
og navnlig artikel 12, stk. 2, i forordning (EU) 2015/63, henset
til direktiv 2014/59/EU og forordning (EU) 2015/63 og de
principper, der ligger til grund for systemet for
afviklingsværktøjer i forbindelse med bankkriser, også
anvendelse på det ekstraordinære bidrag med hensyn til
tidspunktet for udpegningen af, hvem der er forpligtet til at
betale bidraget, samt bidragets størrelse, idet der tages højde for
det ekstraordinære bidrags art og de omstændigheder, under
hvilke det må opkræves?«
C-445/18
Vaselife International et Chrysal International
1. Er den kompetente myndighed, College voor de toelating
van gewasbeschermingsmiddelen en biociden (Ctgb), efter at
have truffet en afgørelse om fornyet registrering af
Miljø- og Fødevare-
ministeriet
Dom
14.11.19
Finanstilsynet
Dom
14.11.19
9
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 102: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/11-19
2098260_0010.png
referencemidlet beføjet til at ændre gyldighedsperioden for en
tilladelse til parallelhandel som omhandlet i artikel 52 i
forordning (EF) nr. 1107/2009, hvilken tilladelse er meddelt
før afgørelsen om fornyet registrering, således at den bliver i
overensstemmelse med den senere dato for den
gyldighedsperiode, der følger af afgørelsen om fornyet
registrering af referencemidlet?
2. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, er
ændringen af gyldighedsperioden for en tilladelse til
parallelhandel da en automatisk følge af en afgørelse om
fornyet registrering af referencemidlet, som følger af selve
forordning (EF) nr. 1107/2009? Er indførelsen af den nye dato
for paralleltilladelsens gyldighedsperiode i den kompetente
myndigheds register en administrativ gennemførelseshandling,
eller skal dette ske i medfør af en afgørelse truffet ex officio
eller efter anmodning?
3. Såfremt det andet spørgsmål besvares således, at der skal
træffes en afgørelse, finder artikel 52 i forordning (EF) nr.
1107/2009, særligt denne artikels stk. 3, herved anvendelse?
4. Såfremt det tredje spørgsmål besvares benægtende, hvilke(n)
bestemmelse(r) finder da i dette tilfælde anvendelse?
5. Kan et plantebeskyttelsesmiddel ikke anses for identisk som
omhandlet i artikel 52 i forordning (EF) nr. 1107/2009, allerede
fordi referencemidlet ikke (længere) hidrører fra samme
virksomhed? Ved besvarelsen af dette spørgsmål anmodes
Domstolen også om at komme ind på det spørgsmål, om der
ved en tilknyttet virksomhed eller en virksomhed, der arbejder
på licens, også kan forstås en virksomhed, der med
rettighedsindehaverens samtykke fremstiller midlet efter samme
recept. Har det herved betydning, om den proces, efter hvilken
referencemidlet og det middel, der skal parallelimporteres,
fremstilles, gennemføres af den samme virksomhed hvad angår
aktivstoffet?
6. Har en ændring af produktionsstedet for referencemidlet i sig
selv betydning for besvarelsen af spørgsmålet om, hvorvidt
midlet er identisk?
7. Såfremt det femte og/eller det sjette spørgsmål besvares
bekræftende, kan den heraf følgende konklusion (»ikke
identisk«) da ændres derved, at den kompetente myndighed
allerede har fastslået, at midlet ud fra sin sammensætning ikke
eller i kun ringe omfang er blevet ændret?
8. På hvem og i hvilket omfang hviler bevisbyrden for, at artikel
52, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1107/2009 er opfyldt, hvis de
respektive indehavere af godkendelsen til det parallelle middel
og referencemidlet ikke er enige herom?
C-454/18
Baltic Cable
1. Skal elforordningens artikel 16, stk. 6, anvendes i alle tilfælde,
hvor en person opnår indtægter fra tildeling af samkøringslinjer,
uanset den pågældendes forhold i øvrigt, eller skal denne
bestemmelse udelukkende anvendes, når den, der oppebærer
indtægterne, er transmissionssystemoperatør i henhold til
definitionen i elmarkedsdirektivets artikel 2, nr. 4)?
2. Såfremt svaret på spørgsmål 1 er, at elforordningens artikel
16, stk. 6, udelukkende skal anvendes på
transmissionssystemoperatører; er en virksomhed, der
udelukkende driver en samkøringslinje, da
transmissionssystemoperatør?
3. Såfremt svaret på spørgsmål 1 eller 2 medfører, at
Energistyrelsen
GA
14.11.19
10
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 102: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/11-19
2098260_0011.png
elforordningens artikel 16, stk. 6, skal anvendes på en
virksomhed, der udelukkende driver en samkøringslinje; kan
omkostninger til drift og vedligeholdelse af en samkøringslinje
da i noget tilfælde anses for at udgøre netinvesteringer med
henblik på bevarelse eller forøgelse af samkøringslinjens
kapacitet som omhandlet i elforordningens artikel 16, stk. 6,
første afsnit, litra b)?
4. Såfremt svaret på spørgsmål 1 eller 2 medfører, at
elforordningens artikel 16, stk. 6, skal anvendes på en
virksomhed, der udelukkendedriver en samkøringslinje; kan den
regulerende myndighed da i medfør af elforordningens artikel
16, stk. 6, andet afsnit, godkende, at en virksomhed, der
udelukkende driver en samkøringslinje, som har metoder til at
fastsætte tariffer, men som ikke har direkte betalende kunder
med netafgifter (tariffer), der kan sænkes, anvender indtægter
fra tildeling af samkøringslinjen [org. s. 22] til afkast eller,
såfremt svaret på spørgsmål 3 er benægtende, drift og
vedligeholdelse?
5. Såfremt svaret på spørgsmål 1 eller 2 medfører, at
elforordningens artikel 16, stk. 6, skal anvendes på en
virksomhed, der udelukkende driver en samkøringslinje, og
svarene på spørgsmål 3 og 4 enten medfører, at virksomheden
ikke må anvende indtægter fra tildeling af samkøringslinjen til
drift og vedligeholdelse eller afkast, eller at virksomheden må
anvende sådanne indtægter til drift og vedligeholdelse, men ikke
til afkast; er anvendelse af elforordningens artikel 16, stk. 6, på
en virksomhed, der udelukkende driver en samkøringslinje, da i
strid med det EU-retlige proportionalitetsprincip eller med
noget andet gældende princip?
11
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 102: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/11-19
2098260_0012.png
C-484/18
SPEDIDAM
»Skal artikel 2, litra b), artikel 3, stk. 2, litra a), og artikel 5 i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22.
maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og
beslægtede rettigheder i informationssamfundet fortolkes
således, at de ikke er til hinder for, at der ved en national
lovgivning som den, der er fastsat i artikel 49 II i loi n° 86-1067
du 30 septembre 1986 relative à la liberté de communication
(lov nr. 86-1067 af 30.9.1986 om kommunikationsfrihed), som
ændret ved artikel 44 i lov nr. 2006-961 af 1. august 2006, til
fordel for Institut national de l’audiovisuel (det nationale
institut på det audiovisuelle område ), der har ret til at udnytte
de nationale programselskabers rettigheder i forhold til de
audiovisuelle arkiver, indføres en undtagelsesordning, hvorefter
betingelserne for at udnytte de udøvende kunstneres
fremførelser og de vederlag, som denne udnyttelse giver
anledning til, fastsættes i aftaler, der indgås mellem på den ene
side de udøvende kunstnere selv eller de
lønmodtagerorganisationer, der repræsenterer de udøvende
kunstnere, og på den anden side dette institut, idet disse aftaler
bl.a. skal indeholde bestemmelser om vederlagssatserne og
vilkårene for udbetaling af disse vederlag?«
OPR-Finance
1) Er bestemmelserne i artikel 8 i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om
forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv
87/102/EØF, sammenholdt med dette direktivs artikel 23, til
hinder for national lovgivning, som bestemmer, at hvis
kreditgiver ikke overholder sin forpligtelse til at foretage en
vurdering af forbrugerens kreditværdighed, inden kreditaftalen
indgås, er sanktionen, at kreditaftalen er ugyldig, samt at
forbrugeren har pligt til at tilbagebetale hovedstolen til
kreditgiveren på et tidspunkt, der er passende i forhold til
forbrugerens økonomiske evne, idet sanktionen (kreditaftalens
ugyldighed) dog kun finder anvendelse, hvis forbrugeren
påberåber sig den (dvs. gør gældende, at aftalen er ugyldig)
inden for en forældelsesfrist på tre år?
2) Pålægger bestemmelserne i artikel 8 i Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om
forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv
87/102/EØF, sammenholdt med dette direktivs artikel 23, en
national ret af egen drift at anvende sanktionen i national
lovgivning for kreditgiverens manglende overholdelse af
forpligtelsen til at vurdere forbrugerens kreditværdighed (dvs.
selv hvis forbrugeren ikke påberåber sig sanktionen)?
Deutsche Umwelthilfe
1. princippet i artikel 4, stk. 3, andet afsnit, i traktaten om Den
Europæiske Union (TEU), hvorefter medlemsstaterne skal
træffe alle foranstaltninger for at sikre opfyldelsen af de
forpligtelser, der følger af traktaterne eller af retsakter vedtaget
af EU-institutionerne,
2. princippet om medlemsstaternes effektive gennemførelse af
EU-retten, der bl.a. er fastsat i artikel 197, stk. 1, i traktaten om
Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),
3. adgangen til effektive retsmidler i henhold til artikel 47, stk.
1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende
rettigheder,
Kulturministeriet
Dom
14.11.19
C-679/18
Finanstilsynet
GA
14.11.19
C-752/18
Miljø- og Fødevare-
ministeriet
Erhvervsstyrelsen
GA
14.11.19
12
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 102: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/11-19
2098260_0013.png
4. de kontraherende staters forpligtelse til at stille effektive
retsmidler til rådighed på miljøområdet, som følger af artikel 9,
stk. 4, første punktum, i konventionen om adgang til
oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt
adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet
(Århuskonventionen), og
5. medlemsstaternes forpligtelse i henhold til artikel 19, stk. 1,
andet afsnit, TEU til at sikre en effektiv retsbeskyttelse på de
områder, der er omfattet af EUretten, fortolkes således, at en
tysk domstol har ret
og eventuelt endog pligt
til at tage
embedsmænd i en tysk delstat i forvaring for derigennem at
håndhæve denne delstats forpligtelse til at ajourføre en
luftkvalitetsplan som omhandlet i artikel 23 i Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2008/50/EF af 21. maj 2008
om luftkvaliteten og renere luft i Europa (EUT 2008, L 152, s.
1) med et vist minimumsindhold, såfremt den pågældende
delstat ved endelig dom er blevet pålagt at foretage en
ajourføring med dette minimumsindhold, og
flere varsler om og pålæggelser af tvangsbøder over for
delstaten ikke har ført til noget resultat,
varsler om og idømmelser af tvangsbøder, selv med højere
beløb end de hidtidige varslede og pålagte, ikke har
nævneværdig virkning som tvangsmiddel, eftersom betalingen
af bøder ikke er forbundet med økonomiske tab for den
retskraftigt dømte delstat, men der herved blot sker en
overførsel af det pågældende beløb fra ét bogføringssted inden
for delstatsadministrationen til et andet bogføringssted inden
for delstatsadministrationen,
at den retskraftigt dømte delstat både over for domstole og
offentligt
bl.a. gennem den person, der beklæder det højeste
politiske embede i delstaten over for parlamentet
har
fastslået, at den ikke vil opfylde de forpligtelser, som den er
blevet pålagt af domstolene i forbindelse med udarbejdelsen af
luftkvalitetsplaner,
den nationale lovgivning i princippet har fastsat retsinstituttet
forvaring med henblik på fuldbyrdelse af retsafgørelser, men
national forfatningsretlig praksis er til hinder for anvendelsen af
den relevante bestemmelse i en situation som den i sagen
omhandlede, og
den nationale lovgivning ikke stiller tvangsmidler, der er mere
effektive end varsler om og pålæggelse af tvangsbøder, men er
mindre indgribende end forvaring, til rådighed i en situation
som den i sagen foreliggende, og en anvendelse af sådanne
tvangsmidler heller ikke i materiel henseende kan komme i
betragtning i den foreliggende sag?
C-609/17
og C-
610/17
TSN m.fl.
1) Er artikel 7, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i
forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden til hinder for en
national bestemmelse i en overenskomst eller en fortolkning af
denne, hvorefter en arbejdstager, som ved begyndelsen af sin
årlige ferie eller en del af denne er uarbejdsdygtig, trods
ansøgning herom ikke har krav på at få overført en ferie, som
falder inden for den pågældende periode, og som han ifølge
overenskomsten er berettiget til, når den manglende overførsel
af denoverenskomstmæssige ferie ikke reducerer
arbejdstagerens ret til fire ugers årlig ferie? 2) Har artikel 31, stk.
2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende
Udenrigsministeriet
Justitsministeriet
Beskæftigelses-
ministeriet
Moderniserings-
styrelsen
Dom
19.11.19
13
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 102: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/11-19
2098260_0014.png
rettigheder retsvirkning i et ansættelsesforhold mellem private
retssubjekter, dvs. direkte horisontal retsvirkning? 3) Beskytter
artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om
grundlæggende rettigheder den optjente ferie, såfremt feriens
varighed overstiger den i arbejdstidsdirektivets artikel 7, stk. 1,
fastsatte årlige ferie på mindst fire uger, og er denne
bestemmelse i chartret om grundlæggende rettigheder til hinder
for en national bestemmelse i en overenskomst eller en
fortolkning af denne, hvorefter en arbejdstager, som er
uarbejdsdygtig ved begyndelsen af sin årlige ferie eller en del af
denne, uanset ansøgning herom ikke har krav på at få overført
en ferie, som falder inden for den pågældende periode, og som
han ifølge overenskomsten er berettiget til, når den manglende
overførsel af den overenskomstmæssige ferie ikke reducerer
arbejdstagerens ret til fire ugers årlig ferie?
C-585/18,
C-624/18
og
C-625/18
Krajowa Rada Sadownictwa m.fl
Sag C-585/18 vedrører:
1. Skal artikel 267, stk. 3, TEUF sammenholdt med artikel 19,
stk. 1, og artikel 2 TEU samt artikel 47 i chartret om
grundlæggende rettighederfortolkes således, at en helt
nyetableret afdeling af den øverste domstol i en medlemsstat,
som har kompetencen i forbindelse med en national dommers
søgsmål, og som udelukkende skal bestå af dommere, der
vælges af et nationalt organ, der har til opgave at sikre
retsvæsenets uafhængighed (det nationale råd for retsvæsenet),
men som på grund af den måde, hvorpå det er blevet
sammensat og arbejder, ikke sikrer uafhængighed af den
lovgivende og den udøvende magt, er en uafhængig domstol i
EU-rettens forstand?
2. Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende: Skal
artikel 267, stk. 3, TEUF sammenholdt med artikel 19, stk. 1,
og artikel 2 TEU samt artikel 47 i chartret om grundlæggende
rettigheder da fortolkes således, at en ikke-kompetent afdeling
ved den øverste domstol i en medlemsstat, som opfylder de
EU-retlige krav til en domstol og hvorved der er anlagt sag i en
EU-retlig tvist, skal undlade at anvende de bestemmelser i den
nationale lov, hvoraf det følger, at afdelingen ikke har
kompetence i den pågældende sag?
Sagerne C-624/18 og C-625/18 vedrører:
1) Skal artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder
sammenholdt med artikel 9, stk. 1, i Rådets direktiv
2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle
rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til
beskæftigelse og erhverv fortolkes således, at den øverste ret i
en medlemsstat i tilfælde af iværksættelse af et retsmiddel
(søgsmål) ved denne ret, hvorved det gøres gældende, at
forbuddet mod forskelsbehandling på grundlag af alder er
blevet overtrådt over for endommer ved denne ret, samtidig
med, at der fremsættes begæring om sikring af det rejste krav
med henblik på at beskytte de rettigheder, der følger af EU-
retten, ved hjælp af foreløbige forholdsregler i henhold til
national lov
er forpligtet til at undlade at anvende de
nationale bestemmelser, hvorved kompetencen i den tvist,
hvori retsmidlet er iværksat, tillægges en organisatorisk enhed
ved denne ret, der ikke er funktionsdygtig, idet de pågældende
dommerstillinger ikke er blevet besat?
14
Justitsministeriet
Beskæftigelses-
ministeriet
Dom
19.11.19
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 102: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/11-19
2098260_0015.png
2) Såfremt dommerstillingerne ved den organisatoriske enhed,
der i henhold til national ret har kompetence til at træffe
afgørelse vedrørende det iværksatte retsmiddel, bliver besat:
Skal artikel 267, stk. 3, TEUF sammenholdt med artikel 19, stk.
1, og artikel 2 TEU samt artikel 47 i chartret om grundlæggende
rettigheder da fortolkes således, at en helt nyetableret afdeling
af den øverste domstol i en medlemsstat, der har kompetencen
med hensyn til et søgsmål anlagt af en dommer ved den
nationale ret i første og anden instans, og som udelukkende skal
bestå af dommere, der udvælges af et nationalt organ, der har til
opgave at sikre retsvæsenets uafhængighed (Krajowa Rada
Sądownictwa, herefter »det nationale råd for retsvæsenet«), men
som på grund af den måde, hvorpå det er blevet oprettet og
arbejder, ikke sikrer uafhængighed af den lovgivende og den
udøvende magt, er en uafhængig domstol i EU-rettens
forstand?
3. Såfremt det andet spørgsmål besvares benægtende: Skal
artikel 267, stk. 3, TEUF sammenholdt med artikel 19, stk. 1,
og artikel 2 TEU samt artikel 47 i chartret om grundlæggende
rettigheder da fortolkes således, at en ikke-kompetent afdeling
ved den øverste domstol i en medlemsstat, som opfylder de
EU-retlige krav til en domstol og hvorved der er anlagt sag i en
EU-retlig tvist, skal undlade at anvende de nationale
bestemmelser, hvoraf det følger, at afdelingen ikke har
kompetence i den pågældende sag?
C-400/18
Infohos
Skal artikel 13, punkt A, stk. 1, litra f), i Rådets sjette direktiv
77/388/EØF af 17. maj 1977, nu artikel 132, stk. 1, litra f), i
direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 fortolkes således,
at denne bestemmelse tillader medlemsstaterne at knytte en
eksklusivitetsbetingelse til den heri omhandlede fritagelse,
hvorved en selvstændig forening, der ligeledes leverer
tjenesteydelser til ikke–medlemmer, bliver fuldt momspligtig
også af tjenesteydelser til medlemmer?
Portugal mod Kommissionen (appel)
Påstande:
Den appellerede dom ophæves, for så vidt som
Retten ikke tiltrådte påstanden om annullation af
Kommissionens afgørelse C(2016) 3753 (1) af 20. juni 2016.
Kommissionens afgørelse C(2016) 3753 af 20. juni 2016
annulleres, idet Domstolen har grundlag for at fastslå, at Den
Portugisiske Republiks argumenter er begrundede.
Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Deutsche Post et Leymann (sag C-203/18)
1. Is the exception set out in Article 13(1)(d) of Regulation
(EC) No 561/2006 of the European Parliament and of the
Council of 15 March 2006 as amended by Article 45(2) of
Regulation (EU) No 165/2014 of the EuropeanParliament and
of the Council of 4 February 2014 to be interpreted as covering
only vehicles or combinations of vehicles that are used
exclusively for the purpose of delivering packages in the
context of the universal service, or can it additionally be applied
where the vehicles or combinations of vehicles are used,
predominantly or to a degree determined in some other way,
also for the purpose of delivering packages in the context of
the universal service? 2. In the context of the exception
referred to in the first question, for the purposes of assessing
Skattestyrelsen
Dom
20.11.19
C-737/18
P
Miljø- og
Fødevareministeriet
Dom
20.11.19
Forenede
sager C-
203/18 og
C-374/18
Transport- og
Boligministeriet
Dom
21.11.19
15
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 102: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/11-19
2098260_0016.png
whether vehicles or combinations of vehicles are used
exclusively or, as the case may be, predominantly or to a degree
determined in some other way, also for the purpose of
delivering packages in the context of the universal service, is
the general use of a vehicle or combination of vehicles to be
used as a basis for that assessment, or the specific use of a
vehicle or combination of vehicles for a single journey?
UPS Deutschland e.a. (sag C-374/18)
1. Skal artikel 13, stk. 1, i forordning (EF) nr. 561/2006
fortolkes således, at bestemmelsen kun tillader undtagelser fra
artikel 5-9 i forordning (EF) nr. 561/2006, såfremt et køretøj
tilhørende en befordringspligtig virksomhed, jf. definitionen i
artikel 2, stk. 13, i direktiv 97/67/EF, i henhold til artikel 13,
stk. 1, litra d), i forordning (EF) nr. 561/2006 alene og
udelukkende transporterer forsendelser som led i
befordringspligten, eller er undtagelser fra artikel 5-9 i
forordning (EF) nr. 561/2006 også tilladt, hvis de pågældende
køretøjer foruden de forsendelser, der transporteres som led i
befordringspligten, også befordrer andre forsendelser, der ikke
er omfattet af befordringspligten?
2.Såfremt spørgsmål 1 skal besvares således, at undtagelser fra
artikel 5-9 i forordning (EF) nr. 561/2006 også er tilladt, hvis
de pågældende køretøjer foruden de forsendelser, der
transporteres som led i befordringspligten, også befordrer
andre forsendelser, der ikke er omfattet af befordringspligten:
C-379/18
Deutsche Lufthansa
1. Er en national forskrift, der bestemmer, at det af
lufthavnsdriftsorganet indførte lufthavnsafgiftssystem skal
forelægges den uafhængige tilsynsmyndighed til godkendelse,
uden at forbyde lufthavnsdriftsorganet og lufthavnsbrugeren at
fastsætte andre afgifter end de af tilsynsmyndigheden
godkendte, forenelig med Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/12/EF af 11. marts 2009 om lufthavnsafgifter
(EUT L 70, s. 11), særligt artikel 3, artikel 6, stk. 3-5, samt
artikel 11, stk. 1 og 7? 2. Er det foreneligt med det nævnte
direktiv at fortolke national ret således, at en lufthavnsbruger er
afskåret fra at anfægte tilsynsmyndighedens godkendelse af
afgiftssystemet, men at lufthavnsbrugeren kan anlægge sag mod
lufthavnsdriftsorganet og herunder gøre gældende, at den i
afgiftssystemet fastsatte afgift ikke er rimelig?
AGROBET CZ
Er det i overensstemmelse med EU-retten og i særdeleshed
med princippet om momsens neutralitet, når en medlemsstat
vedtager en foranstaltning, hvorefter ansættelsen og betalingen
af en del af et momsfradrag, som der er fremsat kravom, gøres
betinget af afslutningen af en procedure, der omfatter alle
afgiftspligtige transaktioner i en given afgiftsperiode?
HUNGEOD e.a. m.fl.
1) Skal artikel 41, stk. 1, og artikel 47 i Den Europæiske Unions
charter om grundlæggende rettigheder, 2., 25., 27. og 36.
betragtning til Europa- Parlamentets og Rådets direktiv
2007/66/EF af 11. december 2007 om ændring af Rådets
direktiv 89/665/EØF og 92/13/EØF for så vidt angår
forbedring af effektiviteten af klageprocedurerne i forbindelse
med indgåelse af offentlige kontrakter, artikel 1, stk. 1 og 3, i
Transport- og
Boligministeriet
Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen
Dom
21.11.19
C-446/18
Skatteministeriet
GA
21.11.19
C-496/18
og
C-497/18
Miljø- og
Fødevareministeriet
Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen
GA
21.11.19
16
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 102: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/11-19
2098260_0017.png
Rådets direktiv 92/13/EØF af 25. februar 1992 om
samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende
anvendelse af EF-reglerne for fremgangsmåden ved
tilbudsgivning inden for vand- og energiforsyning samt
transport og telekommunikation og, i denne forbindelse,
retssikkerhedsprincippet, som er et almindeligt EU-retligt
princip, og kravet om effektiv og hurtig behandling af klager
over indgåelse af offentlige kontrakter i forbindelse med
afgørelser truffet af ordregivende myndigheder fortolkes
således, at de er til hinder for en medlemsstats lovgivning, som
med hensyn til offentlige kontrakter, der indgås før denne
lovgivnings ikrafttrædelse, efter udløbet af fristen, i henhold til
medlemsstatens tidligere lovgivning, for undersøgelse af
overtrædelser i forbindelse med indgåelse af offentlige
kontrakter, som begås inden ikrafttrædelsen af denne
lovgivning, generelt tillader den kompetente (tilsyns-
)myndighed, som er oprettet i medfør af denne lovgivning, at
denne inden for den i nævnte lovgivning fastsatte frist selv kan
iværksætte en procedure for at undersøge en konkret
overtrædelse i forbindelse med indgåelse af offentlige
kontrakter og træffe afgørelse om realiteten og som følge heraf
fastslå, at der er begået en overtrædelse, fastsætte en sanktion
vedrørende indgåelse af offentlige kontrakter og anvende
virkningerne af kontraktens ugyldighed?
2) Kan de retsregler og principper, som er nævnt i det første
spørgsmål
ud over den faktiske udøvelse af (den subjektive
og personlige) ret til efterprøvelse, som aktører, der berøres af
indgåelsen af en offentlig kontrakt, har
finde anvendelse på
retten til at iværksætte og behandle en klageprocedure, som de
(tilsyns)myndigheder, som er oprettet i medfør af
medlemsstatens lovgivning, har, hvilke myndigheder har
beføjelse til af egen drift at identificere og undersøge
overtrædelser i forbindelse med indgåelse af offentlige
kontrakter og har til opgave at varetage samfundsmæssige
interesser?
3) Følger det af artikel 99, stk. 1 og 2, i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2014/25/EU om fremgangsmåderne ved
indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning,
transport samt posttjenester og om ophævelse direktiv
2004/17/EF, at lovgivningen i en medlemsstat, idet der
vedtages en ny lov
– med henblik på at beskytte EU’s
finansielle interesser i forbindelse med indgåelse af offentlige
kontrakter
generelt kan tillade (tilsyns)myndigheder, som i
henhold til medlemsstatens lovgivning har beføjelse til af egen
drift at identificere og undersøge overtrædelser i forbindelse
med indgåelse af offentlige kontrakter, og som har til opgave at
varetage samfundsmæssige interesser, at undersøge
overtrædelser i forbindelse med indgåelse af offentlige
kontrakter, der er begået inden ikrafttrædelsen af denne lov, og
iværksætte og behandle en procedure, selv om fristerne i
henhold til den tidligere lovgivning er udløbet?
4) Har det i betragtning af de retsregler og principper, som er
nævnt i det første spørgsmål, ved vurderingen af, om den i det
første og det tredje spørgsmål beskrevne
undersøgelsesbeføjelse, som er tillagt (tilsyns)myndighederne, er
forenelig med EU-retten, nogen betydning, hvilke retlige,
forskriftsmæssige, tekniske eller organisatoriske lakuner eller
andre former for hindringer, der ligger til grund for den
17
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 102: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/11-19
2098260_0018.png
omstændighed, at overtrædelsen i forbindelse med indgåelsen af
offentlige kontrakter ikke blev undersøgt, da den blev begået?
5) Skal artikel 41, stk. 1, og artikel 47 i Den Europæiske Unions
charter om grundlæggende rettigheder, 2., 25., 27. og 36.
betragtning til Europa- Parlamentets og Rådets direktiv
2007/66/EF af 11. december 2007 om ændring af Rådets
direktiv 89/665/EØF og 92/13/EØF for så vidt angår
forbedring af effektiviteten af klageprocedurerne i forbindelse
med indgåelse af offentlige kontrakter, artikel 1, stk. 1 og 3, i
Rådets direktiv 92/13/EØF af 25. februar 1992 om
samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende
anvendelse af EF-reglerne for fremgangsmåden ved
tilbudsgivning inden for vand- og energiforsyning samt
transport og telekommunikation og, i denne forbindelse,
retssikkerhedsprincippet, som er et almindeligt EU-retligt
princip, og kravet om effektiv og hurtig behandling af klager
over indgåelse af offentlige kontrakter i forbindelse med
afgørelser truffet af ordregivende myndigheder og
proportionalitetsprincippet, fortolkes således, at den nationale
ret
selv hvis den i det første til det fjerde spørgsmål nævnte
beføjelse i betragtning af disse principper kan tillægges de
(tilsyns)myndigheder, som i henhold til medlemsstatens
lovgivning har beføjelse til af egen drift at identificere og
undersøge overtrædelser i forbindelse med indgåelse af
offentlige kontrakter, og som har til opgave at varetage
samfundsmæssige interesser
kan tage stilling til, om den tid,
der er gået mellem overtrædelsen blev begået, udløbet af den
tidligere gældende undersøgelsesfrist og iværksættelsen af
proceduren om undersøgelse af overtrædelsen, er rimelig og
forholdsmæssig, og heraf udlede den retlige følge af, at den
omtvistede afgørelse er uden virkning, eller en anden retlig
følge, der følger af medlemsstatens lovgivning?
18