EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 141: Orienteringsskrivelse om juridisk vurdering af EU-Domstolens dom i den præjudicielle sag C-94/18 (Chenchooliah-dommen) og om ændring af praksis for meddelelse af indrejseforbud til unionsborgere, som udvises administrativt for ulovligt ophold

Europaudvalget 2019-20
EUU Alm.del Bilag 141
Offentligt

Ministeren

Retsudvalget

Udlændinge- og Integrationsudvalget

Folketinget

Christiansborg

1240 København K

12. november 2019

Juridisk vurdering af EU-Domstolens dom i den præjudicielle sag C-94/18, Nalini

Chenchooliah mod Irland (Chenchooliah-dommen), og orientering om ændring

af praksis for meddelelse af indrejseforbud til unionsborgere, som udvises ad-

ministrativt for ulovligt ophold

1. Indledning

EU-Domstolen har den 10. september 2019 afsagt dom i den præjudicielle sag C-

94/18, Nalini Chenchooliah mod Irland.

Dommen angår de krav, der efter omstændighederne påhviler en værtsmedlems-

stat efter direktiv 2004/38/EF (opholdsdirektivet), når den træffer afgørelse om at

udvise en

tredjelandsstatsborger,

der er familiemedlem til en unionsborger, som

følge af tredjelandsstatsborgerens ulovlige ophold i medlemsstaten. Dommen

vedrører i den forbindelse nærmere værtsmedlemsstatens mulighed for

–

i tilfæl-

de, hvor den pågældende forud for udvisningen for ulovligt ophold har haft en

opholdsret efter direktivet

–

at fastsætte et indrejseforbud.

Europaudvalget blev ved notat af 17. maj 2018 orienteret om, at man fra dansk

side ville afgive skriftligt indlæg i sagen. Danmark har endvidere deltaget i den

mundtlige domsforhandling i Luxembourg. Udvalget blev den 22. maj 2019 i for-

bindelse med den skriftlige forelæggelse af rådsmøde (retlige og indre anliggen-

der) den 6.-7. juni 2019 orienteret om hovedlinjerne i generaladvokatens forslag

til afgørelse, som blev fremsat den 21. maj 2019.

Udlændinge- og Integrationsministeriet har sammen med Justitsministeriet fore-

taget en nærmere analyse af dommens konsekvenser, herunder i forhold til hen-

holdsvis verserende og allerede afgjorte konkrete sager om administrativ udvis-

ning.

Udlændinge- og Integrationsministeriet er i arbejdet med nærværende sag endvi-

dere blevet opmærksom på, at udlændingemyndighederne

–

uden at det er en

konsekvens af Chenchooliah-dommen

–

hidtil har haft en praksis, hvorefter der i

strid med EU-retten er meddelt indrejseforbud til

unionsborgere

i forbindelse med

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

EU-opholdskontoret

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Tel.

Mail

Web

CVR-nr.

Sags nr.

Akt-id

6198 4000

[email protected]

www.uim.dk

36977191

2018 - 7329

1018819

Side

1/10

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 141: Orienteringsskrivelse om juridisk vurdering af EU-Domstolens dom i den præjudicielle sag C-94/18 (Chenchooliah-dommen) og om ændring af praksis for meddelelse af indrejseforbud til unionsborgere, som udvises administrativt for ulovligt ophold

administrativ udvisning på grund af ulovligt ophold, jf. nærmere herom i afsnit 6

nedenfor.

2. EU-Domstolens dom

Sagen blev forelagt EU-Domstolen som led i en irsk retssag, som var anlagt til prø-

velse af en afgørelse om udvisning af Irland af en tredjelandsægtefælle (mauritisk

statsborger) til en portugisisk unionsborger, som havde udøvet sin ret til fri bevæ-

gelighed i Irland. Unionsborgeren vendte imidlertid tilbage til sin egen medlems-

stat (Portugal) med henblik på afsoning af en fængselsdom og var således ophørt

med at udøve sin ret til fri bevægelighed. Den mauritiske ægtefælle forblev imid-

lertid i Irland og fortsatte sit ophold der. Efter de irske myndigheders beslutning,

som var baseret på den irske udlændingelovgivning, blev den mauritiske ægtefæl-

le efter en periode udvist af Irland med et tidsubegrænset indrejseforbud, idet

myndighederne fandt, at hun ikke længere kunne aflede en opholdsret fra sin

portugisiske ægtefælle efter opholdsdirektivet.

Den irske domstol havde til brug for sin afgørelse vedrørende myndighedernes

fremgangsmåde ved udvisningen af den mauritiske ægtefælle forelagt EU-

Domstolen to spørgsmål om anvendelsen af opholdsdirektivets bestemmelser om

udvisning i en situation som den foreliggende. Sagen for EU-Domstolen rejste i

den forbindelse nærmere spørgsmålet, om udvisningen, som var begrundet i, at

den pågældende ikke længere havde et opholdsgrundlag i Irland, kunne ske efter

de irske udlændingeregler, der giver mulighed for at fastsætte et indrejseforbud,

eller om EU-retten forpligter de irske myndigheder til at gå frem efter opholdsdi-

rektivets udvisningsregler (artikel 15, jf. artikel 30 og 31), hvorefter der ikke må

fastsættes et indrejseforbud i forbindelse med en afgørelse om udvisning på dette

grundlag.

EU-Domstolen tager i dommen indledningsvis stilling til, om tredjelandsægtefæl-

len kan anses for at være omfattet af opholdsdirektivets artikel 3, stk. 1, om be-

rettigede personer, som bestemmer, at direktivet bl.a. finder anvendelse på et

tredjelandsfamiliemedlem, der ledsager eller slutter sig til en unionsborger, der

rejser til eller tager ophold i en anden medlemsstat end den, hvor vedkommende

er statsborger.

EU-Domstolen fastslår, at den mauritiske ægtefælle

har været

e ”berettiget per-

so ” i he hold til

opholdsdirektivets artikel 3, stk. 1, idet hun har haft en afledt ret

til ophold på grundlag af sit ægteskab med en unionsborger, der på et tidspunkt

gjorde brug af sin ret til fri bevægelighed i Irland, hvor de begge i en vis periode

har opholdt sig sammen. EU-Domstolen lægger endvidere til grund, at den mauri-

tiske ægtefælle istede de e status so ”berettiget perso ”, da u io sborge-

ren udrejste til sin oprindelsesmedlemsstat.

EU-Domstolen tager dernæst stilling til, om det forhold, at den mauritiske ægte-

fælle har istet si status so ”berettiget perso ”, i debærer, at e udvis i gs-

afgørelse truffet med den væsentligste begrundelse, at der er givet afslag på op-

Side

2/10

holdsret efter opholdsdirektivet, skal træffes efter bestemmelserne i opholdsdi-

rektivet eller efter national ret.

EU-Domstolen besvarer dette spørgsmål med, at det er opholdsdirektivets be-

stemmelser, der i en sådan situation finder anvendelse, idet den som begrundelse

herfor henviser til følgende i dommens præmis 70-74:

”70. I de e he see de

bemærkes, at direktiv 2004/38 ikke alene indehol-

der regler om betingelserne for at opnå en af de forskellige typer opholds-

ret, som det fastsætter, og om de betingelser, som skal være opfyldt for at

kunne bevare de pågældende rettigheder. Direktivet fastsætter desuden

en række regler, som skal regulere den situation, som opstår, når en af

disse rettigheder mistes, bl.a. i tilfælde af unionsborgerens udrejse fra

værtsmedlemsstaten.

71. Artikel 15 i direktiv 2004/38, der har overskriften »Proceduremæssige

garantier«, bestemmer således i stk. 1, at procedurerne i direktivets artikel

30 og 31 finder tilsvarende anvendelse på alle afgørelser om begrænsning

af bevægelsesfriheden for unionsborgere eller deres familiemedlemmer,

som er begrundet i andre hensyn end den offentlige orden, sikkerhed eller

sundhed.

72. Desuden fastsættes det i artikel 15, stk. 3, i direktiv 2004/38, at

værtsmedlemsstaten ikke må lade en sådan udsendelsesafgørelse [udvis-

ningsafgørelse] ledsage af et indrejseforbud.

73. Ifølge selve ordlyden af artikel 15 i direktiv 2004/38 omfatter denne

bestemmelses anvendelsesområde

–

hvis den ikke skal fratages en stor del

af sit indhold og sin effektive virkning

–

en udsendelsesafgørelse [udvis-

ningsafgørelse], der som den i hovedsagen omhandlede, er begrundet i

hensyn, som ikke har at gøre med nogen risiko for den offentlige orden,

sikkerhed eller sundhed, men som er knyttet til den omstændighed, at en

unionsborgers familiemedlem, som tidligere havde en midlertidig opholds-

ret i henhold til direktiv 2004/38, der var afledt af denne unionsborgers

udøvelse af sin ret til fri bevægelighed, nu ikke længere har en sådan op-

holdsret, efter at unionsborgeren er udrejst fra værtsmedlemsstaten og er

vendt tilbage til den medlemsstat, hvor vedkommende er statsborger.

74. Denne bestemmelse, der indgår i kapitel III i direktiv 2004/38 med

overskriften »Ret til ophold«, fastsætter nemlig den ordning, som finder

anvendelse, når en midlertidig opholdsret i henhold til dette direktiv ophø-

rer, navnlig når en unionsborger eller dennes familiemedlem, som tidligere

har haft en ret til ophold i indtil tre måneder eller i mere end tre måneder i

medfør af henholdsvis dette direktivs artikel 6 og artikel 7, ikke længere

opfylder betingelserne for den pågældende opholdsret og derfor i princip-

pet ka udse des af værts edle sstate .”

EU-Domstolen fastslår således på baggrund af en ordlyds- og formålsfortolkning af

opholdsdirektivets artikel 15, at de proceduremæssige garantier i bestemmelsen

omfatter en person, der

har haft

en ret til ophold efter direktivet, men ikke læn-

gere opfylder betingelserne herfor. Som det fremgår, lægger EU-Domstolen her-

ved vægt på, at artikel 15 i modsat fald ville miste sin effektive virkning.

Side

3/10

Ifølge EU-Domstolen er denne konklusion ikke uforenelig med, at tredjelandsfami-

lie edle

et i e situatio so de foreligge de har istet si status so ”be-

rettiget perso ” i he hold til opholdsdirektivets artikel 3, stk. 1. Tabet af de e

status betyder nemlig ifølge EU-Domstolen, at den pågældende ikke længere har

ret til fri bevægelighed og ophold på værtsmedlemsstatens område. Det indebæ-

rer derimod ikke, at opholdsdirektivet ikke længere finder anvendelse, når værts-

medlemsstaten af denne grund træffer afgørelse om udvisning af den pågælden-

de person, jf. præmis 79.

Det følger af ovenstående, at opholdsdirektivet

ikke

er til hinder for, at det på-

gældende tredjelandsfamiliemedlem, der ikke længere har en opholdsret,

udvises,

men at værtsmedlemsstaten skal iagttage de proceduremæssige garantier i direk-

tivets artikel 15, jf. artikel 30 og 31, når afgørelsen om udvisning træffes. EU-

Domstolen konkluderer på den baggrund bl.a., at værtsmedlemsstaten derfor i en

situation som den foreliggende

under ingen omstændigheder må lade en udsen-

delsesafgørelse (udvisningsafgørelse) ledsage af et indrejseforbud,

jf. præmis 89.

De bestemmelser i direktivets kapitel VI om begrænsninger i retten til indrejse og

ophold af hensyn til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed, som opholds-

direktivets artikel 15 henviser til, er artikel 30 og 31. De nævnte bestemmelser

indeholder bl.a. visse proceduremæssige garantier, som skal iagttages, når med-

lemsstaterne træffer afgørelse om udvisning. De pågældende proceduremæssige

garantier, som bl.a. vedrører krav om skriftlighed og adgang til domstolsprøvelse,

finder tilsvarende anvendelse på de i artikel 15 omhandlede afgørelser, dog ifølge

EU-Domstolen

med de nødvendige tilpasninger,

jf. præmis 81. Artikel 30 og 31,

der primært er tiltænkt at skulle finde anvendelse på udvisningsafgørelser be-

grundet i hensynet til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed, finder såle-

des kun anvendelse i det omfang, det er relevant for de udvisningsafgørelser, der

er omfattet af artikel 15.

Afslutningsvis bemærker EU-Domstolen, at de materielle udvisningsbestemmelser

i artikel 27 og 28 i direktivets kapitel VI

ikke

finder anvendelse i forbindelse med

en udvisningsafgørelse i medfør af opholdsdirektivets artikel 15. Det skyldes, at

artikel 15 ikke henviser til artikel 27 og 28, og at en påberåbelse af den udvis-

ningsbeskyttelse, der følger af disse bestemmelser, forudsætter, at den berørte

person aktuelt har en ret til ophold i en værtsmedlemsstat efter opholdsdirekti-

vet. En tredjelandsstatsborger, der befinder sig i en situation som den foreliggen-

de, kan således, som følge af den ophørte opholdsret, ikke længere påberåbe sig

direktivets materielle udvisningsbeskyttelse.

3. Dansk praksis

Efter dansk praksis fastsættes der i forbindelse med afslag på en ansøgning om ret

til ophold efter opholdsdirektivet en udrejsefrist på en måned, jf. udlændingelo-

vens § 33, stk. 2. Overholdes udrejsefristen ikke, vil myndighederne konstatere, at

den pågældende tredjelandsstatsborger opholder sig ulovligt i Danmark, hvorefter

der er grundlag for at træffe afgørelse om administrativ udvisning i medfør af

udlændingelovens § 25 b, stk. 2, medmindre særlige grunde taler imod udvisning.

Side

4/10

Ifølge fast praksis vil en sådan afgørelse være ledsaget af et indrejseforbud på to

år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 4, 5. pkt., medmindre der er oplyst om særlige

grunde, som efter udlændingelovens § 32, stk. 5, kan begrunde fastsættelse af et

indrejseforbud af kortere varighed.

En tredjelandstatsborger, der

indrejser i strid med et indrejseforbud

meddelt i

forbindelse med udvisning efter udlændingelovens § 25 b, stk. 2, vil efter udlæn-

dingelovens § 32, stk. 4, 5. pkt., kunne meddeles et nyt indrejseforbud for 5 år, jf.

udlændingelovens § 32, stk. 4, 3. pkt. Bestemmelsen i § 32, stk. 5, om særlige

grunde finder i den forbindelse tilsvarende anvendelse.

Overtrædelse af et indrejseforbud kan endvidere straffes med bøde eller fængsel i

indtil 3 år efter udlændingelovens § 59 b, stk. 1.

4. Vurdering af dommens konsekvenser i forhold til dansk ret

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets og Justitsministeriets vurdering, at

EU-Domstolens dom ikke har betydning for adgangen til at

udvise

tredjelands-

statsborgere på grundlag af ulovligt ophold, herunder i tilfælde, hvor den pågæl-

dende har haft en opholdsret efter opholdsdirektivet, som efterfølgende er op-

hørt.

Det er endvidere vurderingen, at dommen i dansk sammenhæng

alene

indebærer,

at der i sager om udvisning som følge af ulovligt ophold mv. af tredjelandsstats-

borgere, der har haft en afledt opholdsret efter opholdsdirektivet,

ikke må fast-

sættes et indrejseforbud

Det bemærkes i den forbindelse, at de proceduremæs-

sige garantier om skriftlighed og domstolsprøvelse mv., der ifølge dommen finder

anvendelse i sådanne sager, allerede iagttages af de danske myndigheder.

Endelig vurderes dommen kun at have betydning, når udvisningen er begrundet i

andre

hensyn end den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed. Dommen har

således ikke betydning for spørgsmålet om meddelelse af indrejseforbud, når

udvisningen er begrundet i hensynet til den offentlige orden, sikkerhed eller

sundhed, hvilket f.eks. kan være tilfældet, når udvisningen sker på grund af krimi-

nalitet.

Dommen betyder efter Udlændinge- og Integrationsministeriets og Justitsministe-

riets opfattelse

ikke,

at der

aldrig

vil kunne træffes afgørelse om udvisning med

indrejseforbud for tredjelandsstatsborgere, der én gang har været omfattet af

opholdsdirektivet. I den forbindelse er det efter ministeriernes opfattelse naturligt

at antage, at der skal være

en vis sammenhæng

mellem den udøvelse af fri bevæ-

gelighed, der begrundede den opholdsret, som ikke længere består, og den afgø-

relse om udvisning, som myndighederne træffer, jf. uddybning straks nedenfor.

Udvisningen for ulovligt ophold kan evt. samtidig være begrundet i andre forhold, som ikke kan

anses for at være i strid med den offentlige orden, f.eks. bagatelagtig kriminalitet.

Side

5/10

Udlændinge- og Integrationsministeriet og Justitsministeriet bemærker, at i den

irske hovedsag, som lå til grund for EU-Domstolens dom,

fortsatte

Nalini Chen-

chooliah sit ulovlige ophold i Irland

i to år

efter sin ægtefælles udrejse. Med EU-

Domstolens dom må det derfor anses for fastslået, at medlemsstaterne

–

i udvis-

ningssituationer berørt af dommen

–

ikke kan betinge anvendelsen af de procedu-

remæssige garantier efter artikel 15, jf. artikel 30 og 31, af en snæver

tidsmæssig

sammenhæng mellem opholdsrettens ophør og afgørelsen om udvisning.

Er der imidlertid f.eks. tale om, at den tredjelandsstatsborger, hvis EU-opholdsret

er konstateret ophørt af myndighederne, efterfølgende fysisk faktisk har

afbrudt

sit (nu)

ulovlige ophold

i værtsmedlemsstaten ved at udrejse varigt

, må dette

efter Udlændinge- og Integrationsministeriets og Justitsministeriets opfattelse

efter en konkret og individuel vurdering antages at kunne føre til, at vedkommen-

de ikke er omfattet af opholdsdirektivets artikel 15 i en (fremtidig) udvisningssitu-

ation. Det samme må efter Udlændinge- og Integrationsministeriets og Justitsmi-

nisteriets opfattelse gælde, hvis en udvisningsafgørelse efter artikel 15

er effektu-

eret

ved tredjelandsstatsborgerens fysiske udrejse af Unionen efter værtsmed-

lemsstatens udsendelsesforanstaltning, og vedkommende vender tilbage uden at

have et lovligt opholdsgrundlag og derfor befinder sig i en ny udvisningssituation.

Det bemærkes, at i sager omfattet af dommen, vil en afgørelse om udvisning af en

tredjelandsstatsborger indebære, at den pågældende skal udrejse, hvilket i praksis

vil ske i forlængelse af udvisningsafgørelsen ved tredjelandsstatsborgerens frivilli-

ge udrejse eller ved politiets udsendelsesforanstaltning. En sådan afgørelse vil

ikke

være ledsaget af et indrejseforbud, men den pågældende tredjelandsstatsborger

vil ved fornyet indrejse være underlagt de almindelige regler om indrejse og op-

hold. Hvis den pågældende er statsborger i et visumpligtigt land, skal den pågæl-

dende således kunne fremvise et gyldigt visum for at kunne indrejse på ny. Op-

hold ud over visumperioden vil forudsætte, at den pågældende søger om og op-

fylder betingelserne for at opnå en ny ret til ophold.

Udlændinge- og Integrationsministeriet gjorde umiddelbart efter dommens afsi-

gelse udlændingemyndighederne opmærksom på, at der fremover ikke kan med-

deles indrejseforbud i sager, som er berørt af dommen. Justitsministeriet har end-

videre gjort Rigspolitiet og Rigsadvokaten opmærksom på sagens mulige betyd-

ning i forhold til verserende straffesager om overtrædelse af indrejseforbud.

Efter udlændingelovens § 32, stk. 1, medfører en beslutning om udvisning, at ud-

lændingens visum og opholdstilladelse bortfalder, og at udlændingen meddeles et

indrejseforbud. Selv om indrejseforbuddet således efter dansk ret har karakter af

en automatisk lovbestemt følge af udvisningen, er det Udlændinge- og Integrati-

onsministeriets vurdering, at den praksisændring, der som følge af dommen er

foretaget af udlændingemyndighederne, jf. ovenfor, ikke forudsætter lovændrin-

Midlertidige ophold

uden for værtsmedlemsstaten, som ikke indebærer, at tredjelandsstatsborge-

ren kan anses for at have opgivet sin bopæl i værtsmedlemsstaten, vil efter Udlændinge- og Integra-

tionsministeriets og Justitsministeriets opfattelse ikke kunne betragtes som en varig udrejse.

Side

6/10

ger. Det skyldes, at udlændingelovens § 2, stk. 3, generelt bestemmer, at de be-

grænsninger, der følger af udlændingeloven, kun finder anvendelse på udlændin-

ge, der er omfattet af EU-reglerne, i det omfang det er foreneligt med disse regler.

5. Dommens betydning for allerede meddelte afgørelser om indrejseforbud og

myndighedernes håndhævelse heraf

Dommen, der er en afgørelse i en præjudiciel sag, har konstaterende

–

og ikke

retsstiftende

–

virkning fra ikrafttrædelsen af den fortolkede EU-retlige regel. Det

betyder, at dommen ikke skaber ny ret, men fortolker eksisterende EU-ret (op-

holdsdirektivet). Fortolkningen skal derfor tillægges virkning fra det tidpunkt, hvor

reglen blev indført. Direktivet trådte i kraft den 29. april 2004, og fristen for gen-

nemførelse i national ret udløb den 30. april 2006.

Dommen betyder således, at det siden den 1. maj 2006 ikke har været i overens-

stemmelse med Danmarks EU-retlige forpligtelser at meddele indrejseforbud i

sager om udvisning af tredjelandsstatsborgere, der har haft en afledt opholdsret

efter opholdsdirektivet, når udvisningen har været begrundet i andre hensyn end

den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed. Sådanne afgørelser må derfor an-

ses for ugyldige.

5.1. Genoptagelse af afgjorte sager om administrativ udvisning med indrejsefor-

bud

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets og Justitsministeriets opfattelse,

at udlændingemyndighederne på baggrund af EU-Domstolens dom som udgangs-

punkt er forpligtet til at genoptage sager om administrativ udvisning, hvori der i

perioden 1. maj 2006 og frem til i dag er meddelt indrejseforbud i strid med

dommens resultat, jf. nærmere nedenfor om, hvorvidt genoptagelse skal ske på

myndighedernes initiativ eller efter begæring.

5.1.1. Genoptagelse af egen drift

Udlændingestyrelsen fik i 2011 et nyt sagsbehandlingssystem, som gør det muligt

ved hjælp af generelle søgekriterier at udfinde sager om administrativ udvisning

med indrejseforbud, hvor den tredjelandsstatsborger, der var genstand for afgø-

relsen, forinden havde haft et opholdsdokument i medfør af EU-

opholdsbekendtgørelsen.

Udlændingestyrelsen har på den baggrund for perioden 2011-2019 kunnet identi-

ficere

to sager

om administrativ udvisning, som vil kunne tænkes ændret af ud-

lændingemyndighederne som følge af dommen.

Det bemærkes, at varigheden af et indrejseforbud, som er meddelt som led i en

afgørelse om administrativ udvisning efter udlændingelovens § 25 b, stk. 2, ikke

beregnes fra

meddelelsestidspunktet,

men fra

udrejse- eller udsendelsestidspunk-

tet,

jf. udlændingelovens § 32, stk. 1. Udlændingestyrelsen har bekræftet, at søg-

ningen vedr. perioden 2011-19 også omfatter sager om administrativ udvisning,

hvor det samtidigt meddelte indrejseforbud

endnu ikke har fået virkning,

fordi

Side

7/10

vedkommende ikke er udrejst eller udsendt. Der er ved søgningen dog ikke identi-

ficeret sager med disse kendetegn.

Søgningen har derimod ikke omfattet indrejseforbud, som er udløbet, idet de

berørte tredjelandsstatsborgere ikke uden videre kan formodes at have interesse i

en genoptagelse. Der vil blive foretaget relevante søgninger for at afdække, om

der uretmæssigt er sket domfældelse mv. i konkrete straffesager, jf. afsnit 5.3

nedenfor.

Fælles for de to udfundne sager, jf. ovenfor, er således, at den relevante udlæn-

ding

aktuelt står registreret med et virksomt indrejseforbud i politiets system.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets og Justitsministeriets vurdering, at

Udlændingestyrelsen er forpligtet at genoptage de pågældende to sager

af egen

drift

med henblik på at tage stilling til, om det indrejseforbud, der er meddelt, er

foreneligt med EU-retten.

Hvad angår perioden 2006-2010 har Udlændingestyrelsen oplyst, at det vurderes

at være yderst usandsynligt, at der i denne periode er meddelt indrejseforbud,

som ikke er udløbet i dag. Det bemærkes i den forbindelse, at de indrejseforbud,

som er udstedt i den pågældende periode, har været meddelt for højst 2 år.

5.1.2. Genoptagelse på begæring

Udlændinge- og Integrationsministeriet og Justitsministeriet vurderer, at udlæn-

dingemyndighederne

på begæring

er forpligtet til at genoptage sager om admini-

strativ udvisning, som i en genoptagelsessituation vil kunne tænkes ændret som

følge af dommen, og som ikke måtte være udfundet af myndighederne, jf. oven-

for, pkt. 5.1.1.

Der er i den forbindelse lagt vægt på, at en identifikation af samtlige relevante

sager vil forudsætte, at

samtlige udvisningsafgørelser

efter udlændingelovens §

25 b, som er meddelt i hele den relevante periode, i alt 9.285 sager, gennemgås

individuelt og nøje med henblik på at afklare, om den pågældende tredjelands-

statsborger på afgørelsestidspunktet har befundet sig i en udvisningssituation,

som i en genoptagelsessituation vil kunne tænkes ændret af udlændingemyndig-

hederne som følge af dommen.

Der er endvidere lagt vægt på, at der (ud over de to sager i perioden 2011-19, der

allerede er identificeret) skønnes at være tale om et meget begrænset antal sager,

om nogen overhovedet, hvori der i strid med EU-retten er meddelt et indrejsefor-

bud, som endnu ikke er udløbet, jf. nedenfor under punkt 5.2 vedr. registrering og

håndhævelse af indrejseforbud, som er meddelt i strid med dommen.

Der vil på udlændingemyndighedernes hjemmeside blive vejledt generelt om mu-

ligheden for genoptagelse som følge af EU-Domstolens dom.

Side

8/10

5.2. Særligt vedrørende registrering og håndhævelse af indrejseforbud, som er

meddelt i strid med dommen

Indrejseforbud meddelt i strid med dommen må anses for ugyldige og bør derfor

ikke registreres i politiets system ved udrejsen eller udsendelsen eller håndhæves

i øvrigt.

Varigheden af et indrejseforbud regnes som nævnt ikke fra meddelelsestidspunk-

tet, men fra tidspunktet for udrejsen eller udsendelsen. Det kan på den baggrund

ikke fuldstændig udelukkes, at der i den samlede relevante periode (1. maj 2006-

2019) kan være meddelt indrejseforbud i strid med dommen, som endnu ikke har

fået virkning og som ikke vil blive revurderet på myndighedernes initiativ, jf. afsnit

5.1.1 ovenfor.

Udlændingestyrelsen, Styrelsen for International Rekruttering og Integration og

Rigspolitiet vil samarbejde om at sikre, at det fremadrettet undgås, at indrejsefor-

bud, som er meddelt i strid med EU-retten, og som derfor er ugyldige, registreres i

politiets system ved udrejsen eller udsendelsen eller håndhæves i øvrigt.

5.3. Vedr. afgjorte straffesager om overtrædelse af indrejseforbud

EU-Domstolens dom betyder, at der bagudrettet uretmæssigt kan være sket dom-

fældelse mv. i konkrete straffesager om indrejse i strid med indrejseforbud, som

er meddelt i strid med EU-retten.

Justitsministeriet har derfor anmodet myndighederne om at undersøge, om dette

er tilfældet, og i givet fald tage stilling til, hvad der skal ske i den anledning. Ud-

lændinge- og Integrationsministeriet og Justitsministeriet vil vende tilbage over

for udvalgene, når afdækningen af dommens afledte konsekvenser for afgjorte

straffesager mv. er tilendebragt.

6. Ændring af praksis for meddelelse af indrejseforbud til unionsborgere, som

udvises administrativt for ulovligt ophold

Det bemærkes, at Chenchooliah-dommen udvider den fortolkede bestemmelse i

opholdsdirektivet (artikel 15) til også at omfatte

tredjelandsfamiliemedlemmer,

som ikke længere har en afledt ret til ophold efter direktivet.

Udlændinge- og Integrationsministeriet er i arbejdet med nærværende sag imid-

lertid blevet opmærksom på, at udlændingemyndighederne

–

uden at det er en

konsekvens af Chenchooliah-dommen

–

hidtil har haft en praksis, hvorefter der i

strid med EU-retten også er meddelt indrejseforbud til

unionsborgere

i forbindel-

se med administrativ udvisning på grund af ulovligt ophold mv.

Disse personer

må også forud for dommen anses for at have været omfattet af bestemmelsen,

idet unionsborgere har en umiddelbar ret til at indrejse og opholde sig i en anden

medlemsstat end den, hvori de har statsborgerskab.

Udvisningen for ulovligt ophold kan evt. samtidig have været begrundet i andre forhold, som ikke

kan anses for at være i strid med den offentlige orden, f.eks. bagatelagtig kriminalitet.

Side

9/10

Den pågældende praksis indebærer således, at ikke blot

tredjelandsfamiliemed-

lemmer

(som i Chenchooliah-dommen), men også

unionsborgere,

som udvises

administrativt

for ulovligt ophold,

jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 1, samtidig er

blevet meddelt et indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 4, 5. pkt.

Udlændinge- og Integrationsministeriet har i anledning heraf tilkendegivet over

for udlændingemyndighederne, at det ikke er foreneligt med opholdsdirektivets

artikel 15, stk. 3, at meddele indrejseforbud i sådanne sager. Udlændingemyndig-

hederne har ændret deres praksis i overensstemmelse hermed og vil nu forsøge

at identificere de sager, som bagudrettet vil kunne tænkes ændret på baggrund

heraf.

Det bemærkes, at problemstillingen ikke vedrører sager, hvor udvisningen er be-

grundet i hensyn til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed, hvilket f.eks. kan

være tilfældet, når udvisningen sker på grund af kriminalitet.

Justitsministeriet har gjort Rigspolitiet og Rigsadvokaten opmærksom på fejlen,

der tillige kan have betydning i forhold til verserende straffesager om unionsbor-

geres overtrædelse af indrejseforbud. Det vil endvidere skulle undersøges, om der

uretmæssigt er sket domfældelse mv. i konkrete straffesager om indrejse i strid

med indrejseforbud, som er meddelt i strid med EU-retten, og hvad der i givet fald

skal ske i den anledning.

Udlændinge- og Integrationsministeriet og Justitsministeriet vil vende tilbage over

for udvalgene, når konsekvenserne af udlændingemyndighedernes hidtidige prak-

sis i forhold til allerede afgjorte sager om administrativ udvisning af unionsborgere

og de heraf afledte konsekvenser for afgjorte straffesager mv. er endeligt afdæk-

ket.

Det kan imidlertid allerede nu oplyses, at Rigsadvokaten har kendskab til en kon-

kret sag, hvor en rumænsk statsborger den 21. oktober 2019 blev idømt en fæng-

selsstraf på 1 år og 2 måneder for i et 5. gangstilfælde at have overtrådt et med-

delt indrejseforbud, der vurderes at være meddelt i strid med EU-retten. Statsad-

vokaten i København fremsendte den 31. oktober 2019 ankemeddelelser vedrø-

rende samtlige 5 byretsdomme med påstand om frifindelse. Samme dag fik på-

gældende forkyndt de iværksatte anker. Han blev samme aften løsladt og påset

udrejst.

Det kan endvidere oplyses, at Rigsadvokaten har kendskab til en anden sag, hvor

en rumæner i 2018 er straffet med 10 dages fængsel for overtrædelse af et med-

delt indrejseforbud, der ligeledes vurderes meddelt i strid med EU-retten. Pågæl-

dende blev i forbindelse med dommen pålagt indrejseforbud i 6 år og er udrejst af

Danmark den 8. august 2018. Statsadvokaten i København har oplyst, at der på

det foreliggende er grundlag for at anke dommen med påstand om frifindelse.

Side

10/10