Europaudvalget 2019-20
EUU Alm.del Bilag 155
Offentligt
2106853_0001.png
Udenrigsministeriet
Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret
Asiatisk Plads 2
1448 København K
Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03
Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse
JTEU j.nr. 2015 - 30240
15. november 2019
Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i den indeværende uge
samt i de kommende to uger i retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager,
hvor der er nedsat procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig
forhandling, fremsættelse af generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der
i øvrigt følges af den danske regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse
og afsigelse af dom. Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-
Domstolens hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.
Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-
Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.
Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:
Sagsnr.
C-836/18
Titel og kort sagsresumé
Subdelegación del Gobierno en Ciudad Real
1) Henset til at den spanske civillovbogs artikel 68
bestemmer, at ægtefæller har pligt til at bo sammen, kan
kravet om, at en spansk statsborger, der ikke har udøvet sin
ret til fri bevægelighed, skal opfylde betingelserne i artikel
7[,stk. 1,] i kongeligt dekret nr. 240/2007 som en
nødvendig betingelse for at få anerkendt opholdsretten for
vedkommendes ægtefælle, som ikke er unionsborger, i
overensstemmelse med artikel 7[, stk. 2,] i kongeligt dekret
nr. 240/2007
såfremt disse betingelser ikke er opfyldt
da udgøre en tilsidesættelse af artikel 20 [TEUF], hvis den
spanske statsborger som følge af nægtelsen af denne ret er
nødsaget til at forlade Unionens område som helhed?.
2) Under alle omstændigheder, uanset det foregående og
besvarelsen af det første spørgsmål og henset til Den
Europæiske Unions Domstols praksis, bl.a. dom af 8. maj
2018, C-82/16, K.A. m.fl. mod Belgische Staat, er den
spanske stats praksis
hvorefter bestemmelsen i artikel 7 i
kongeligt dekret nr. 240/2007 automatisk anvendes, og der
nægtes opholdsret til et familiemedlem til en unionsborger,
der aldrig har udøvet sin ret til fri bevægelighed, alene af
den grund, at unionsborgeren ikke opfylder betingelserne i
denne bestemmelse, uden at det i den konkrete sag er
blevet undersøgt, om der mellem den pågældende
unionsborger og tredjelandsstatsborgeren består et
afhængighedsforhold af en sådan art, at dette, uanset
grunden hertil og i betragtning af de foreliggende
omstændigheder, medfører, at unionsborgeren, såfremt
tredjelandsstatsborgeren nægtes opholdsret, ikke kan blive
Deltager i PD
Udenrigsministeriet
Justitsministeriet
Udlændinge- og
Integrationsministeriet
Proces-
skridt
GA
Dato
21.11.19
1
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 155: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 15/11-19
2106853_0002.png
adskilt fra det familiemedlem, som unionsborgeren er
afhængig af, og må forlade Unionens område
da i strid
med artikel 20 [TEUF]?
Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:
Sagsnr.
C-609/17
og C-
610/17
Titel og kort sagsresumé
TSN m.fl.
1) Er artikel 7, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i
forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden til hinder for en
national bestemmelse i en overenskomst eller en fortolkning af
denne, hvorefter en arbejdstager, som ved begyndelsen af sin
årlige ferie eller en del af denne er uarbejdsdygtig, trods
ansøgning herom ikke har krav på at få overført en ferie, som
falder inden for den pågældende periode, og som han ifølge
overenskomsten er berettiget til, når den manglende overførsel
af denoverenskomstmæssige ferie ikke reducerer
arbejdstagerens ret til fire ugers årlig ferie? 2) Har artikel 31, stk.
2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende
rettigheder retsvirkning i et ansættelsesforhold mellem private
retssubjekter, dvs. direkte horisontal retsvirkning? 3) Beskytter
artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om
grundlæggende rettigheder den optjente ferie, såfremt feriens
varighed overstiger den i arbejdstidsdirektivets artikel 7, stk. 1,
fastsatte årlige ferie på mindst fire uger, og er denne
bestemmelse i chartret om grundlæggende rettigheder til hinder
for en national bestemmelse i en overenskomst eller en
fortolkning af denne, hvorefter en arbejdstager, som er
uarbejdsdygtig ved begyndelsen af sin årlige ferie eller en del af
denne, uanset ansøgning herom ikke har krav på at få overført
en ferie, som falder inden for den pågældende periode, og som
han ifølge overenskomsten er berettiget til, når den manglende
overførsel af den overenskomstmæssige ferie ikke reducerer
arbejdstagerens ret til fire ugers årlig ferie?
Krajowa Rada Sadownictwa m.fl
Sag C-585/18 vedrører:
1. Skal artikel 267, stk. 3, TEUF sammenholdt med artikel 19,
stk. 1, og artikel 2 TEU samt artikel 47 i chartret om
grundlæggende rettighederfortolkes således, at en helt
nyetableret afdeling af den øverste domstol i en medlemsstat,
som har kompetencen i forbindelse med en national dommers
søgsmål, og som udelukkende skal bestå af dommere, der
vælges af et nationalt organ, der har til opgave at sikre
retsvæsenets uafhængighed (det nationale råd for retsvæsenet),
men som på grund af den måde, hvorpå det er blevet
sammensat og arbejder, ikke sikrer uafhængighed af den
lovgivende og den udøvende magt, er en uafhængig domstol i
EU-rettens forstand?
2. Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende: Skal
artikel 267, stk. 3, TEUF sammenholdt med artikel 19, stk. 1,
og artikel 2 TEU samt artikel 47 i chartret om grundlæggende
rettigheder da fortolkes således, at en ikke-kompetent afdeling
ved den øverste domstol i en medlemsstat, som opfylder de
EU-retlige krav til en domstol og hvorved der er anlagt sag i en
Interessent
Udenrigsministeriet
Justitsministeriet
Beskæftigelses-
ministeriet
Moderniserings-
styrelsen
Proces
skridt
Dom
Dato
19.11.19
C-585/18,
C-624/18
og
C-625/18
Justitsministeriet
Beskæftigelses-
ministeriet
Dom
19.11.19
2
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 155: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 15/11-19
2106853_0003.png
EU-retlig tvist, skal undlade at anvende de bestemmelser i den
nationale lov, hvoraf det følger, at afdelingen ikke har
kompetence i den pågældende sag?
Sagerne C-624/18 og C-625/18 vedrører:
1) Skal artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder
sammenholdt med artikel 9, stk. 1, i Rådets direktiv
2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle
rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til
beskæftigelse og erhverv fortolkes således, at den øverste ret i
en medlemsstat i tilfælde af iværksættelse af et retsmiddel
(søgsmål) ved denne ret, hvorved det gøres gældende, at
forbuddet mod forskelsbehandling på grundlag af alder er
blevet overtrådt over for endommer ved denne ret, samtidig
med, at der fremsættes begæring om sikring af det rejste krav
med henblik på at beskytte de rettigheder, der følger af EU-
retten, ved hjælp af foreløbige forholdsregler i henhold til
national lov
er forpligtet til at undlade at anvende de
nationale bestemmelser, hvorved kompetencen i den tvist,
hvori retsmidlet er iværksat, tillægges en organisatorisk enhed
ved denne ret, der ikke er funktionsdygtig, idet de pågældende
dommerstillinger ikke er blevet besat?
2) Såfremt dommerstillingerne ved den organisatoriske enhed,
der i henhold til national ret har kompetence til at træffe
afgørelse vedrørende det iværksatte retsmiddel, bliver besat:
Skal artikel 267, stk. 3, TEUF sammenholdt med artikel 19, stk.
1, og artikel 2 TEU samt artikel 47 i chartret om grundlæggende
rettigheder da fortolkes således, at en helt nyetableret afdeling
af den øverste domstol i en medlemsstat, der har kompetencen
med hensyn til et søgsmål anlagt af en dommer ved den
nationale ret i første og anden instans, og som udelukkende skal
bestå af dommere, der udvælges af et nationalt organ, der har til
opgave at sikre retsvæsenets uafhængighed (Krajowa Rada
Sądownictwa, herefter »det nationale råd for retsvæsenet«), men
som på grund af den måde, hvorpå det er blevet oprettet og
arbejder, ikke sikrer uafhængighed af den lovgivende og den
udøvende magt, er en uafhængig domstol i EU-rettens
forstand?
3. Såfremt det andet spørgsmål besvares benægtende: Skal
artikel 267, stk. 3, TEUF sammenholdt med artikel 19, stk. 1,
og artikel 2 TEU samt artikel 47 i chartret om grundlæggende
rettigheder da fortolkes således, at en ikke-kompetent afdeling
ved den øverste domstol i en medlemsstat, som opfylder de
EU-retlige krav til en domstol og hvorved der er anlagt sag i en
EU-retlig tvist, skal undlade at anvende de nationale
bestemmelser, hvoraf det følger, at afdelingen ikke har
kompetence i den pågældende sag?
C-400/18
Infohos
Skal artikel 13, punkt A, stk. 1, litra f), i Rådets sjette direktiv
77/388/EØF af 17. maj 1977, nu artikel 132, stk. 1, litra f), i
direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 fortolkes således,
at denne bestemmelse tillader medlemsstaterne at knytte en
eksklusivitetsbetingelse til den heri omhandlede fritagelse,
hvorved en selvstændig forening, der ligeledes leverer
tjenesteydelser til ikke–medlemmer, bliver fuldt momspligtig
også af tjenesteydelser til medlemmer?
Skattestyrelsen
Dom
20.11.19
3
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 155: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 15/11-19
2106853_0004.png
C-737/18
P
Portugal mod Kommissionen (appel)
Påstande:
Den appellerede dom ophæves, for så vidt som
Retten ikke tiltrådte påstanden om annullation af
Kommissionens afgørelse C(2016) 3753 (1) af 20. juni 2016.
Kommissionens afgørelse C(2016) 3753 af 20. juni 2016
annulleres, idet Domstolen har grundlag for at fastslå, at Den
Portugisiske Republiks argumenter er begrundede.
Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Deutsche Post et Leymann (sag C-203/18)
1. Is the exception set out in Article 13(1)(d) of Regulation
(EC) No 561/2006 of the European Parliament and of the
Council of 15 March 2006 as amended by Article 45(2) of
Regulation (EU) No 165/2014 of the EuropeanParliament and
of the Council of 4 February 2014 to be interpreted as covering
only vehicles or combinations of vehicles that are used
exclusively for the purpose of delivering packages in the
context of the universal service, or can it additionally be applied
where the vehicles or combinations of vehicles are used,
predominantly or to a degree determined in some other way,
also for the purpose of delivering packages in the context of
the universal service? 2. In the context of the exception
referred to in the first question, for the purposes of assessing
whether vehicles or combinations of vehicles are used
exclusively or, as the case may be, predominantly or to a degree
determined in some other way, also for the purpose of
delivering packages in the context of the universal service, is
the general use of a vehicle or combination of vehicles to be
used as a basis for that assessment, or the specific use of a
vehicle or combination of vehicles for a single journey?
UPS Deutschland e.a. (sag C-374/18)
1. Skal artikel 13, stk. 1, i forordning (EF) nr. 561/2006
fortolkes således, at bestemmelsen kun tillader undtagelser fra
artikel 5-9 i forordning (EF) nr. 561/2006, såfremt et køretøj
tilhørende en befordringspligtig virksomhed, jf. definitionen i
artikel 2, stk. 13, i direktiv 97/67/EF, i henhold til artikel 13,
stk. 1, litra d), i forordning (EF) nr. 561/2006 alene og
udelukkende transporterer forsendelser som led i
befordringspligten, eller er undtagelser fra artikel 5-9 i
forordning (EF) nr. 561/2006 også tilladt, hvis de pågældende
køretøjer foruden de forsendelser, der transporteres som led i
befordringspligten, også befordrer andre forsendelser, der ikke
er omfattet af befordringspligten?
2.Såfremt spørgsmål 1 skal besvares således, at undtagelser fra
artikel 5-9 i forordning (EF) nr. 561/2006 også er tilladt, hvis
de pågældende køretøjer foruden de forsendelser, der
transporteres som led i befordringspligten, også befordrer
andre forsendelser, der ikke er omfattet af befordringspligten:
Miljø- og
Fødevareministeriet
Dom
20.11.19
Forenede
sager C-
203/18 og
C-374/18
Transport- og
Boligministeriet
Dom
21.11.19
C-379/18
Deutsche Lufthansa
1. Er en national forskrift, der bestemmer, at det af
lufthavnsdriftsorganet indførte lufthavnsafgiftssystem skal
forelægges den uafhængige tilsynsmyndighed til godkendelse,
uden at forbyde lufthavnsdriftsorganet og lufthavnsbrugeren at
fastsætte andre afgifter end de af tilsynsmyndigheden
godkendte, forenelig med Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/12/EF af 11. marts 2009 om lufthavnsafgifter
Transport- og
Boligministeriet
Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen
Dom
21.11.19
4
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 155: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 15/11-19
2106853_0005.png
(EUT L 70, s. 11), særligt artikel 3, artikel 6, stk. 3-5, samt
artikel 11, stk. 1 og 7? 2. Er det foreneligt med det nævnte
direktiv at fortolke national ret således, at en lufthavnsbruger er
afskåret fra at anfægte tilsynsmyndighedens godkendelse af
afgiftssystemet, men at lufthavnsbrugeren kan anlægge sag mod
lufthavnsdriftsorganet og herunder gøre gældende, at den i
afgiftssystemet fastsatte afgift ikke er rimelig?
C-446/18
AGROBET CZ
Er det i overensstemmelse med EU-retten og i særdeleshed
med princippet om momsens neutralitet, når en medlemsstat
vedtager en foranstaltning, hvorefter ansættelsen og betalingen
af en del af et momsfradrag, som der er fremsat kravom, gøres
betinget af afslutningen af en procedure, der omfatter alle
afgiftspligtige transaktioner i en given afgiftsperiode?
HUNGEOD e.a. m.fl.
1) Skal artikel 41, stk. 1, og artikel 47 i Den Europæiske Unions
charter om grundlæggende rettigheder, 2., 25., 27. og 36.
betragtning til Europa- Parlamentets og Rådets direktiv
2007/66/EF af 11. december 2007 om ændring af Rådets
direktiv 89/665/EØF og 92/13/EØF for så vidt angår
forbedring af effektiviteten af klageprocedurerne i forbindelse
med indgåelse af offentlige kontrakter, artikel 1, stk. 1 og 3, i
Rådets direktiv 92/13/EØF af 25. februar 1992 om
samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende
anvendelse af EF-reglerne for fremgangsmåden ved
tilbudsgivning inden for vand- og energiforsyning samt
transport og telekommunikation og, i denne forbindelse,
retssikkerhedsprincippet, som er et almindeligt EU-retligt
princip, og kravet om effektiv og hurtig behandling af klager
over indgåelse af offentlige kontrakter i forbindelse med
afgørelser truffet af ordregivende myndigheder fortolkes
således, at de er til hinder for en medlemsstats lovgivning, som
med hensyn til offentlige kontrakter, der indgås før denne
lovgivnings ikrafttrædelse, efter udløbet af fristen, i henhold til
medlemsstatens tidligere lovgivning, for undersøgelse af
overtrædelser i forbindelse med indgåelse af offentlige
kontrakter, som begås inden ikrafttrædelsen af denne
lovgivning, generelt tillader den kompetente (tilsyns-
)myndighed, som er oprettet i medfør af denne lovgivning, at
denne inden for den i nævnte lovgivning fastsatte frist selv kan
iværksætte en procedure for at undersøge en konkret
overtrædelse i forbindelse med indgåelse af offentlige
kontrakter og træffe afgørelse om realiteten og som følge heraf
fastslå, at der er begået en overtrædelse, fastsætte en sanktion
vedrørende indgåelse af offentlige kontrakter og anvende
virkningerne af kontraktens ugyldighed?
2) Kan de retsregler og principper, som er nævnt i det første
spørgsmål
ud over den faktiske udøvelse af (den subjektive
og personlige) ret til efterprøvelse, som aktører, der berøres af
indgåelsen af en offentlig kontrakt, har
finde anvendelse på
retten til at iværksætte og behandle en klageprocedure, som de
(tilsyns)myndigheder, som er oprettet i medfør af
medlemsstatens lovgivning, har, hvilke myndigheder har
beføjelse til af egen drift at identificere og undersøge
overtrædelser i forbindelse med indgåelse af offentlige
kontrakter og har til opgave at varetage samfundsmæssige
interesser?
Skatteministeriet
GA
21.11.19
C-496/18
og
C-497/18
Miljø- og
Fødevareministeriet
Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen
GA
21.11.19
5
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 155: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 15/11-19
2106853_0006.png
3) Følger det af artikel 99, stk. 1 og 2, i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2014/25/EU om fremgangsmåderne ved
indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning,
transport samt posttjenester og om ophævelse direktiv
2004/17/EF, at lovgivningen i en medlemsstat, idet der
vedtages en ny lov
– med henblik på at beskytte EU’s
finansielle interesser i forbindelse med indgåelse af offentlige
kontrakter
generelt kan tillade (tilsyns)myndigheder, som i
henhold til medlemsstatens lovgivning har beføjelse til af egen
drift at identificere og undersøge overtrædelser i forbindelse
med indgåelse af offentlige kontrakter, og som har til opgave at
varetage samfundsmæssige interesser, at undersøge
overtrædelser i forbindelse med indgåelse af offentlige
kontrakter, der er begået inden ikrafttrædelsen af denne lov, og
iværksætte og behandle en procedure, selv om fristerne i
henhold til den tidligere lovgivning er udløbet?
4) Har det i betragtning af de retsregler og principper, som er
nævnt i det første spørgsmål, ved vurderingen af, om den i det
første og det tredje spørgsmål beskrevne
undersøgelsesbeføjelse, som er tillagt (tilsyns)myndighederne, er
forenelig med EU-retten, nogen betydning, hvilke retlige,
forskriftsmæssige, tekniske eller organisatoriske lakuner eller
andre former for hindringer, der ligger til grund for den
omstændighed, at overtrædelsen i forbindelse med indgåelsen af
offentlige kontrakter ikke blev undersøgt, da den blev begået?
5) Skal artikel 41, stk. 1, og artikel 47 i Den Europæiske Unions
charter om grundlæggende rettigheder, 2., 25., 27. og 36.
betragtning til Europa- Parlamentets og Rådets direktiv
2007/66/EF af 11. december 2007 om ændring af Rådets
direktiv 89/665/EØF og 92/13/EØF for så vidt angår
forbedring af effektiviteten af klageprocedurerne i forbindelse
med indgåelse af offentlige kontrakter, artikel 1, stk. 1 og 3, i
Rådets direktiv 92/13/EØF af 25. februar 1992 om
samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende
anvendelse af EF-reglerne for fremgangsmåden ved
tilbudsgivning inden for vand- og energiforsyning samt
transport og telekommunikation og, i denne forbindelse,
retssikkerhedsprincippet, som er et almindeligt EU-retligt
princip, og kravet om effektiv og hurtig behandling af klager
over indgåelse af offentlige kontrakter i forbindelse med
afgørelser truffet af ordregivende myndigheder og
proportionalitetsprincippet, fortolkes således, at den nationale
ret
selv hvis den i det første til det fjerde spørgsmål nævnte
beføjelse i betragtning af disse principper kan tillægges de
(tilsyns)myndigheder, som i henhold til medlemsstatens
lovgivning har beføjelse til af egen drift at identificere og
undersøge overtrædelser i forbindelse med indgåelse af
offentlige kontrakter, og som har til opgave at varetage
samfundsmæssige interesser
kan tage stilling til, om den tid,
der er gået mellem overtrædelsen blev begået, udløbet af den
tidligere gældende undersøgelsesfrist og iværksættelsen af
proceduren om undersøgelse af overtrædelsen, er rimelig og
forholdsmæssig, og heraf udlede den retlige følge af, at den
omtvistede afgørelse er uden virkning, eller en anden retlig
følge, der følger af medlemsstatens lovgivning?
C-344/18
ISS Facility
Sagen vedrører: Skal artikel 3, stk.1, i Rådets direktiv
2001/23/EF af 12. marts 2001 om tilnærmelse af
medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes
Erhvervsstyrelsen
GA
26.11.19
6
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 155: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 15/11-19
2106853_0007.png
rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder eller
bedrifter eller af dele af virksomheder eller bedrifter fortolkes
således, at såfremt der som omhandlet i direktivets artikel 1, stk.
1, er tale om samtidig overførsel af forskellige dele af en
virksomhed til forskellige erhververe, overgår de rettigheder og
forpligtelser, der på overførselstidspunkter følger af en
arbejdskontrakt med en arbejdstager, der var beskæftiget i hver
af de overførte dele, i forhold til det omfang, hvori denne
arbejdstager havde været beskæftiget i den del af virksomheden,
som er overført til de forskellige erhververe, eller således, at de
nævnte rettigheder og forpligtelser i det hele overgår til
erhververen af den del, hvor førnævnte arbejdstager
hovedsageligt havde været beskæftiget, eller således, at såfremt
direktivet ikke kan fortolkes på nogen af de nævnte måder, sker
der ikke nogen overgang til de nævnte erhververe af de
rettigheder og forpligtelser, der følger af arbejdstagerens
arbejdskontrakt, hvilket også er tilfældet, såfremt det ikke er
muligt at fastsætte omfanget af arbejdstagerens beskæftigelse
særskilt i de forskellige dele af virksomheden?
C-610/18
AFMB e.a.
1A. Skal artikel 14, stk. 2, litra a), i forordning (EØF) nr.
1408/71 fortolkes således, at internationale lastbilchauffører
under omstændigheder som i hovedsagerne må anses for at
have lønnet beskæftigelse som medlemmer af det kørende
personale hos:
a. den transportvirksomhed, som har hvervet chaufførerne, og
for hvilken disse i et ubegrænset tidsrum fuldstændigt skal stå til
faktisk rådighed, som udøver den faktiske ledelsesbeføjelse over
chaufførerne, og som faktisk bærer lønomkostningerne, eller
b. den virksomhed, som har indgået en formelig arbejdsaftale
med chaufførerne, og som ifølge aftale med den i punkt a.
nævnte transportvirksomhed udbetalte løn til chaufførerne og
betalte bidrag heraf i den medlemsstat, hvor denne virksomhed
har hjemsted, og ikke i den medlemssat, hvor den i punkt a.
nævnte transportvirksomhed har hjemsted;
c. såvel den i punkt a. nævnte virksomhed som den i punkt b.
nævnte virksomhed? 1B. Skal artikel 13, stk. 1, litra b), i
forordning (EF) nr. 883/2004 fortolkes således, at under
omstændigheder som i hovedsagerne er arbejdsgiveren for
chaufførerne med lønnet beskæftigelse: a. den
transportvirksomhed, som har hvervet chaufførerne, og for
hvilken disse i et ubegrænset tidsrum fuldstændigt skal stå til
faktisk rådighed, som udøver den faktiske ledelsesbeføjelse over
chaufførerne, og som faktisk bærer lønomkostningerne, eller
b. den virksomhed, som har indgået en formelig arbejdsaftale
med chaufførerne, og som ifølge aftale med den i punkt a.
nævnte transportvirksomhed udbetalte løn til chaufførerne og
betalte bidrag heraf i den medlemsstat, hvor denne virksomhed
har hjemsted og ikke i den medlemssat, hvor den i punkt a.
nævnte transportvirksomhed har hjemsted;
c. såvel den i punkt a. nævnte virksomhed som den i punkt b.
nævnte virksomhed?
2. Såfremt den i spørgsmål 1A, litra b), og i spørgsmål 1B, litra
b), omhandlede virksomhed under omstændigheder som i
hovedsagerne må betragtes som arbejdsgiver: Gælder de særlige
betingelser, hvorunder arbejdsgivere som vikarbureauer eller
andre formidlere af midlertidigt arbejde kan påberåbe sig de i
artikel 14, stk. 1, litra a), i forordning (EØF) nr. 1408/71 og i
artikel 12 i forordning (EF) nr. 883/2004 indeholdte
Transport- og
Boligministeriet
Udlændinge- og
Integrationsministeriet
Beskæftigelses-
ministeriet
GA
26.11.19
7
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 155: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 15/11-19
2106853_0008.png
undtagelser fra beskæftigelseslandsprincippet, i hovedsagerne
også helt eller delvis analogt for anvendelsen af artikel 14, stk.
2, litra a), i forordning (EØF) nr. 1408/71 og artikel 13, stk. 1,
litra b), i forordning (EF) nr. 883/2004?
3. Såfremt den i spørgsmål 1A, litra b), og i spørgsmål 1B, litra
b), omhandlede virksomhed under omstændigheder som i
hovedsagerne må betragtes som arbejdsgiver, og spørgsmål 2
besvares benægtende: Udgør de i denne anmodning gengivne
faktiske omstændigheder og forhold en situation, der må
fortolkes som misbrug af EU-retten og/eller misbrug af
EFTAretten? I bekræftende fald, hvad er virkningen heraf?
C-717/18
Procureur-generaal
1. Er det efter artikel 2, stk. 2, i EAO-rammeafgørelsen, som
gennemført i belgisk ret ved EAO-loven, tilladt, at den
fuldbyrdende medlemsstat ved sin afgørelse af, om den heri
omhandlede maksimale straffegrænse på mindst tre år
respekteres, henholder sig til den affattelse af straffeloven i den
udstedende medlemsstat, der var gældende på tidspunktet for
udstedelsen af den europæiske arrestordre?
2. Er det efter artikel 2, stk. 2, i EAO-rammeafgørelsen, som
gennemført i belgisk ret ved EAO-loven, tilladt, at den
fuldbyrdende medlemsstat ved sin afgørelse af, om den heri
omhandlede maksimale straffegrænse på mindst tre år
respekteres, henholder sig til en på tidspunktet for udstedelsen
af den europæiske arrestordre gældende affattelse af
straffeloven, som har skærpet straffen i forhold til den affattelse
af straffeloven, der var gældende på tidspunktet for de faktiske
omstændigheder?
Openbaar Ministerie m.fl.
Sag C-566/19 (PPU) vedrører:
Le Ministère public français près la juridiction d’instruction ou
de jugement, compétent en France en vertu du droit de cet
État, pour délivrer un mandat d’arrêt européen, peut-il
être
considéré comme autorité judiciaire d’émission,
dans le sens
autonome visé à l’article 6, paragraphe 1, de la décision-cadre
n° 2002/584/JAI du Conseil du 13 juin 2002 dans l’hypothèse
où, censé contrôler le respect des conditions nécessaires à
l’émission d’un mandat d’arrêt européen et examiner son
caractère proportionné eu égard aux circonstances du dossier
répressif, il est en même temps l’autorité chargée des poursuites
pénales dans la même affaire?
Sag C-626/19 (PPU) vedrører:
I. Un procureur qui participe à l’administration de la justice
dans l’État
membre d’émission, qui agit de manière
indépendante dans l’exercice des tâches inhérentes à l’émission
d’un mandat d’arrêt européen et qui a émis un mandat d’arrêt
européen peut-il
être qualifié d’autorité judiciaire d’émission au
sens de l’article 6,
paragraphe 1, de la décision-cadre
2002/584/JAI si, dans l’État membre d’émission,
préalablement à la décision effective de ce procureur d’émettre
le mandat d’arrêt européen un juge a apprécié les conditions
d’émission d’un mandat d’arrêt européen et, notamment,
sa
proportionnalité?
II. Si la première question appelle une réponse négative : la
condition visée au point 75 de l’arrêt de la Cour de justice du 27
mai 2019 ([Parquets de Lübeck et de Zwickau, C 508/18 et C
8
Justitsministeriet
GA
26.11.19
De
forenede
sager C-
566/19
(PPU) og
C-626/19
(PPU)
Justitsministeriet
GA
26.11.19
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 155: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 15/11-19
2106853_0009.png
82/19 PPU], EU:C:2019:456), voulant que la décision du
procureur d’émettre un mandat d’arrêt européen et,
notamment, le caractère proportionné d’une telle décision,
doivent pouvoir faire l’objet d’un recours juridictionnel qui
satisfait pleinement aux conditions inhérentes à une protection
juridictionnelle effective, est-elle remplie si une voie de droit est
ouverte à la personne recherchée, après sa remise effective,
dans laquelle la nullité du mandat d’arrêt européen peut être
invoquée devant le juge dans l’État membre d’émission et dans
laquelle ce juge examine notamment le caractère proportionné
de la décision d’émettre ce mandat d’arrêt européen ?
C-625/19
(PPU)
Openbaar Ministerie
Un procureur qui participe à l’administration de la justice dans
l’État membre d’émission, qui agit de manière indépendante
dans l’exercice des tâches inhérentes à l’émission d’un mandat
d’arrêt européen et qui a émis un mandat d’arrêt européen peut-
il être qualifié d’autorité judiciaire d’émission au sens de l’article
6, paragraphe 1, de la décision-cadre 2002/584/JAI si, dans
l’État d’émission, préalablement à la décision effective de ce
procureur d’émettre le mandat d’arrêt européen un juge a
apprécié les conditions d’émission d’un mandat d’arrêt
européen et, notamment, sa proportionnalité?
Openbaar Ministerie
Lorsqu’un mandat d’arrêt européen tend à l’exécution d’une
peine privative de liberté infligée par une décision exécutoire
d’un juge ou d’une juridiction et qu’il a été émis par
un
procureur, qui participe à l’administration de la justice dans
l’État membre d’émission, et dont l’indépendance est garantie
dans l’exercice de ses tâches inhérentes à l’émission d’un
mandat d’arrêt européen, la condition voulant qu’un recours
juridictionnel qui satisfait pleinement aux exigences inhérentes
à une protection juridictionnelle effective, soit ouvert contre la
décision d’émettre un mandat d’arrêt européen et, notamment,
le caractère proportionné d’une telle décision, est-elle
toujours
requise?
Tedeschi et Consorzio Stabile Istant Service
Sagen vedrører, hvorvidt de nationale bestemmelser om
offentlige kontrakter i artikel 118, stk. 2 og 4, i lovdekret nr.
163 af 12. april 2016 er forenelige med artikel 25 i direktiv
2004/18/EF, artikel 71 i direktiv 2014/24/EU, artikel 49
TEUF og artikel 56 TEUF samt det EU-retlige
proportionalitetsprincip.
EU-Domstolen er blevet forelagt følgende præjudicielle
spørgsmål: Er princippet om etableringsfriheden og princippet
om den frie udveksling af tjenesteydelser i artikel 49 og 56 i
traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),
artikel 25 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2004/18/EF af 31. marts 2004 og artikel 71 i Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar
2014, der ikke fastlægger begrænsninger for underentreprise og
prisnedslag over for underentreprenører, samt det EU-retlige
proportionalitetsprincip til hinder for anvendelsen af nationale
bestemmelser om offentlige kontrakter, såsom de italienske
bestemmelser i artikel 118, stk. 2 og 4, i lovdekret nr. 163 af 12.
april 2006, hvorefter underentreprise ikke må overskride en
andel på 30% af den samlede kontraktværdi, og med hensyn til
de i underentreprise givne tjenesteydelser skal den vindende
Justitsministeriet
GA
26.11.19
C-627/19
(PPU)
Justitsministeriet
GA
26.11.19
C-402/18
Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen
Dom
27.11.19
9
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 155: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 15/11-19
2106853_0010.png
virksomhed anvende samme enhedspriser, som fremgår af
kontrakten, med et maksimalt prisnedslag på 20%?
C-640/18
Wagram Invest
Tillader begrebet et pålideligt billede, der er omhandlet i
artikel 2, stk. 3, i Rådets fjerde direktiv 78/660/EØF af 25. juli
1978 om årsregnskaberne for visse selskabsformer, at der ved
et aktieselskabs køb af et finansielt aktiv opføres et nedslag som
en udgift i resultatopgørelsen i tilknytning til en gæld på over et
år, der ikke er rentebærende, og at der opføres en
anskaffelsespris for det finansielle aktiv på aktivsiden i balancen
med fradrag af nævnte nedslag, i lyset af de principper for
værdiansættelse, der fremgår af ovennævnte direktivs artikel 32.
Skal formuleringen »i særlige tilfælde«, der betinger
anvendelsen af artikel 2, stk. 5, i Rådets fjerde direktiv
78/660/EØF af 25. juli 1978 på grundlag af [EØF-]traktatens
artikel 54, stk. 3, litra g), [nu artikel 50, stk. 2, litra g), TEUF]
om årsregnskaberne for visse selskabsformer, og som tillader, at
det undlades at anvende en (anden) bestemmelse i nævnte
direktiv, fortolkes således, at denne bestemmelse kun kan finde
anvendelse, såfremt det fastslås, at princippet om et pålideligt
billede ikke kan opfyldes, hvis direktivets bestemmelser skal
overholdes, eventuelt suppleret med afgivelse af yderligere
oplysninger i noterne i overensstemmelse med nævnte direktivs
artikel 2, stk. 4?
Skal nævnte direktivs artikel 2, stk. 4, anvendes først, således
at det kun er, når afgivelse af yderligere oplysninger ikke gør det
muligt at sikre en effektiv anvendelse af det i direktivets artikel
2, stk. 3, fastsatte princip om et pålideligt billede, at
muligheden, der er indført ved direktivets artikel 2, stk. 5, for at
fravige en af direktivets bestemmelser kan finde anvendelse, og
kun i særlige tilfælde?
Izuzquiza og Semsrott mod Frontex
Påstande:
— Frontex’ afgørelse af 10. november 2017 (ref:
CGO/LAU/18911 c/2017) om at give sagsøgerne afslag på
aktindsigt i navnet, flaget og typen af ethvert fartøj, der var
indsat af Frontex i det centrale Middelhavsområde under den
fælles operation Triton i perioden fra den 1. juni 2017 til den
30. august 2017, begge dage inklusive, annulleres.
Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning
tilpligtes at betale de omkostninger, der er opstået for
sagsøgerne, herunder enhver intervenerende parts
omkostninger, selv hvis sagen afvises.
Coty Germany
Den Europæiske Unions Domstol forelægges følgende
præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af artikel 9, stk. 2,
litra b), i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar
2009 om EF-varemærker (EUT L 78 af 24.3.2009, s. 1) og
artikel 9, stk. 3, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 2017/1001 af 14. juni 2017 om EU-
varemærker (EUT L 154 af 16.6.2017, s. 1):
Er en person, der oplagrer varer, som krænker en
varemærkeret, for en tredjemand uden at have kendskab til
overtrædelsen, i besiddelse af den pågældende vare med det
formål at udbyde den til salg eller markedsføre den, når det ikke
er personen selv, men derimod kun tredjemanden, der har til
hensigt at udbyde varen til salg eller markedsføre den?
Miljø- og
Fødevareministeriet
Erhvervsstyrelsen
GA
27.11.19
T-31/18
Miljø- og
Fødevareministeriet
Dom
27.11.19
C-567/18
Kulturministeriet
Patent- og
Varemærkestyrelsen
GA
28.11.19
10
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 155: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 15/11-19
2106853_0011.png
C-593/18
P
ABB Ltd og ABB AB mod Europa-Kommissionen (appel)
Påstande:
Dommen ophæves, eller der træffes andre
foranstaltninger, som findes påkrævet.
Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Nelson Antunes da Cunha
1. Finder den forældelsesfrist for udøvelse af beføjelserne til at
tilbagesøge støtte, som er fastsat i artikel 17, stk. 1, i Rådets
forordning (EU) 2015/1589 af 13. juli 2015 om fastlæggelse af
regler for anvendelsen af artikel 108 i traktaten om Den
Europæiske Unions funktionsmåde kun anvendelse i forholdet
mellem Den Europæiske Union og den medlemsstat, der var
adressat for en afgørelse om tilbagesøgning af støtte, eller
ligeledes i forholdet mellem denne stat og den indsigende part i
dennes egenskab af modtager af den støtte, der blev anset for
uforenelig med fællesmarkedet?
2. Såfremt det fastslås, at den nævnte forældelsesfrist også
finder anvendelse på forholdet mellem den medlemsstat, der er
adressat for en afgørelse om tilbagesøgning af støtte, og
modtagerne af den støtte, der blev anset for uforenelig med
fællesmarkedet, skal denne frist da kun anses for at finde
anvendelse under proceduren for vedtagelse af afgørelsen om
tilbagesøgning eller ligeledes under fuldbyrdelsen heraf?
3. Såfremt det fastslås, at den nævnte forældelsesfrist finder
anvendelse på forholdet mellem den medlemsstat, der er
adressat for en afgørelse om tilbagesøgning af støtte, og
modtagerne af den støtte, der blev anset for uforenelig med
fællesmarkedet, skal denne frist da anses for afbrudt af enhver
foranstaltning vedrørende den ulovlige støtte, der træffes af
Kommissionen eller medlemsstaten, selv om disse ikke blev
meddelt modtageren af den støtte, der skal tilbagebetales?
4. Er artikel 16, stk. 2, i Rådets forordning (EU) 2015/1589 af
13. juli 2015 og de EU-retlige principper, nærmere bestemt
effektivitetsprincippet og princippet om, at statsstøtte er
uforenelig med det indre marked, til hinder, at en
forældelsesfrist, der er kortere end den i forordningens artikel
17 fastsatte, såsom den i den civile lovbogs artikel 310, stk. 1,
litra d), fastsatte forældelsesfrist, anvendes på påløbne renter af
den støtte, der skal tilbagesøges?
KROL
Er det tilladt i henhold til EU-retten, navnlig 13., 20. og 22.
betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2000/35/EF af 29. juni 2000 om bekæmpelse af forsinket
betaling i handelstransaktioner og traktatens artikel 18, som
fastsætter princippet om ikke-forskelsbehandling, at udelukke
erstatning for forsinket betaling i forbindelse med
transaktioner, som helt eller delvis finansieres af midler fra Den
Europæiske Unions struktur- og samhørighedsfonde, sådan
som det fremgår af artikel 4, nr. 3, litra c), i lov om
betalingsfrister i handelstransaktioner (Dz. U. 2003, nr. 139,
pos. 1323)?
Iccrea Banca
Sagen vedrører fortolkning af artikel 5 i den delegerede
forordning (EU) 2015/63. Navnlig spørgsmålet om, hvorvidt
artikel 5, litra a) og f), hvorefter koncerninterne passiver og
passiver hidrørende fra støttelån ikke indgår i beregningen af
det årlige bidrag til afviklingsfonden, finder anvendelse analogt
Energistyrelsen
Dom
28.11.19
C-627/18
Miljø- og
Fødevareministeriet
Energistyrelsen
GA
28.11.19
C-722/18
Erhvervsstyrelsen
Dom
28.11.19
C-414/18
Finanstilsynet
Dom
03.12.19
11
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 155: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 15/11-19
2106853_0012.png
på »de facto koncerner« eller under omstændigheder, hvor et
institut og andre banker er indbyrdes forbundet.
EU-Domstolen er blevet forelagt følgende præjudicielle
spørgsmål: Er artikel 5, stk. 1, navnlig litra a) og f), i forordning
2015/63
fortolket i lyset af de principper, som der er henvist
til i denne retsakt, i direktiv 2014/59, i forordning nr. 2014/806
og i artikel 120 i traktaten om Den Europæiske Unions
funktionsmåde, i lyset af de grundlæggende regler om
ligebehandling, forbud mod forskelsbehandling og
proportionalitet, der er fastlagt i artikel 21 i Den Europæiske
Unions charter om grundlæggende rettigheder og forbuddet
mod dobbeltbeskatning
i forbindelse med beregningen af de
bidrag, der er nævnt i artikel 103, stk. 2, i direktiv 2014/59, til
hinder for, at den ordning, der er fastsat for koncerninterne
passiver, også finder anvendelse på »de facto koncerner«, eller
under alle omstændigheder, hvor et institut og andre banker er
forbundet inden for samme system? Subsidiært ønskes oplyst,
om den fordelagtige behandling af passiver hidrørende fra
støttelån, som omhandlet i artikel 5, i lyset af de ovenfor
nævnte principper kan anvendes analogt også på de passiver,
som en bank i den såkaldte »gruppe 2« har over for andre
banker i systemet (for andelskredit), eller om dette sidstnævnte
kendetegn ved et institut, der reelt agerer som centralbank
inden for en indbyrdes forbundet og integreret gruppe af
mindre banker, herunder også i forholdet til ECB og
finansmarkedet, i henhold til gældende lovgivning medfører, at
der skal foretages en form for justering af de finansielle
oplysninger, som den nationale afviklingsmyndighed skal
indsende til de kompetente fællesskabsinstitutioner, og af de
fastlagte bidrag, som instituttet skal indbetale til
afviklingsfonden på baggrund af instituttets reelle gæld og
risikoprofil?
T-607/15
Yieh United Steel mod Kommissionen
Påstande:
Artikel 1 og 2 i Kommissionens
gennemførelsesforordning (EU) nr. 2015/1429 af 26. august
2015 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen
af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål med oprindelse i
Folkerepublikken Kina og Taiwan (1) (»den anfægtede
forordning« eller »den endelige toldforordning«) annulleres, for
så vidt som den vedrører sagsøgeren.
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens
omkostninger.
PGNiG Supply & Trading GmbH mod Europa-
Kommissionen (appel)
Påstande:
Den af Den Europæiske Unions Ret den 14.
december 2017 afsagte kendelse, hvorved det af PGNiG
Supply & Trading anlagte søgsmål i sag T-849/16 blev afvist,
ophæves.
Der træffes afgørelse om sagens antagelse til
realitetsbehandling, og det fastslås, at det af PGNiG Supply &
Trading anlagte søgsmål i sag T-849/16, hvorved selskabet i
henhold til artikel 263 TEUF nedlagde påstand om annullation
af Kommissionens afgørelse C(2016) 6950 final af 28. oktober
2016 om ændring af de i henhold til direktiv 2003/55/EF
fastsatte betingelser for undtagelse af OPAL-gasrørledningen
Erhvervsstyrelsen
Dom
03.12.19
C-117/18
P
Energistyrelsen
Dom
04.12.19
12
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 155: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 15/11-19
2106853_0013.png
fra reglerne om tredjepartsadgang og takstbestemmelser, kan
antages til realitetsbehandling.
C-342/18
P
Polskie Górnictwo Naftowe i Gazownictwo S.A. mod
Kommissionen (appel)
Kendelse afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 15. marts
2018, hvorved det af Polskie Górnictwo Naftowe i
Gazownictwo S.A. anlagte søgsmål i sag T-130/17 blev afvist,
ophæves.
Der træffes afgørelse om sagens antagelse til
realitetsbehandling, og det fastslås, at det af Polskie Górnictwo
Naftowe i Gazownictwo S.A. anlagte søgsmål i sag T-130/17,
hvorved selskabet i henhold til artikel 263 TEUF nedlagde
påstand om annullation af Kommissionens afgørelse C(2016)
6950 final af 28. oktober 2016 om ændring af betingelserne for
OPAL-gasrørledningens fravigelse af reglerne vedrørende
tredjepartsadgang og af de takstbestemmelser, der er fastsat i
direktiv 2003/55/EF.
Sagen hjemvises til Retten, således at denne kan træffe
afgørelse om realiteten.
Consorzio Tutela Aceto Balsamico di Modena
Den Europæiske Unions Domstol forelægges følgende
spørgsmål til præjudiciel afgørelse med henblik på fortolkning
af artikel 1 i Kommissionens forordning (EF) nr. 583/2009 af
3. juli 2009 om registrering af en betegnelse i registret over
beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske
betegnelser (Aceto Balsamico di Modena (BGB), EUT L 175 af
4.7.2009, s. 7):
Omfatter beskyttelsen af den samlede betegnelse »Aceto
Balsamico di Modena« anvendelsen af de enkelte ikke-
geografiske elementer, der indgår i den sammensatte betegnelse
(»aceto«, »balsamico«, »aceto balsamico«)?
Izba Gospodarcza Producentów i Operatorów Urządzeń
Rozrywkowych mod Kommissionen (appel)
Påstande:
Den Europæiske Unions Rets kendelse af 10. juli
2018 i sag T-514/15, Izba Gospodarcza Producentów i
Operatorów Urządzeń Rozrywkowych
mod Kommissionen,
ophæves.
Europa-Kommissionens afgørelse af 12. juni 2015,
GESTDEM 2015/1291, om afslag på at give appellanten
aktindsigt i den udførlige udtalelse, som Europa-
Kommissionen afgav i forbindelse med informationsprocedure
2014/537/PL, og af 17. juli 2015, GESTDEM 2015/1291, om
afslag på at give appellanten aktindsigt i den udførlige udtalelse,
som Republikken Malta afgav i forbindelse med
informationsprocedure 2014/537/PL, annulleres, og Europa-
Kommissionen tilpligtes at bære sine egne omkostninger og at
betale appellantens omkostninger.
Subsidiært, såfremt Domstolen ikke måtte finde, at sagen er
moden til påkendelse, hjemvises sagen til Den Europæiske
Unions Ret til pådømmelse, og afgørelsen om
sagsomkostningerne udsættes.
Centraal Justitieel Incassobureau
1. Skal artikel 7, stk. 2, litra i), nr. iii), og artikel 20, stk. 3, i
Rådets rammeafgørelse 2005/214/RIA af 24. februar 2005 om
anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på
bødestraffe (EUT 2005, L 76, s. 16) som ændret ved Rådets
Klima-, Energi-, og
Forsyningsministeriet
Dom
04.12.19
C-432/18
Miljø- og
Fødevareministeriet
Patent- og
Varemærkestyrelsen
Dom
04.12.19
C-560/18
P
Miljø- og
Fødevareministeriet
GA
05.12.19
C-671/18
Justitsministeriet
Dom
05.12.19
13
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 155: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 15/11-19
2106853_0014.png
rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009 (EUT
2009, L 81, s. 24) fortolkes således, at den pågældende ret kan
afslå at fuldbyrde en afgørelse fra en anden myndighed i
udstedelsesstaten end en domstol, hvis den fastslår, at
forkyndelsen af afgørelsen er sket på en måde, som tilsidesætter
den berørtes ret til et effektivt forsvar for en domstol?
2. Navnlig: Kan afslaget støttes på, at det konstateres, at den
berørte person, der som regel opholder sig i fuldbyrdelsesstaten
til trods for, at de gældende regler i udstedelsesstaten for
forkyndelse og fristerne for at anfægte en afgørelse som
omhandlet i artikel 1, litra a), nr. ii) og iii), i Rådets
rammeafgørelse 2005/214/RIA var overholdt
på det trin i
proceduren, der går forud for indbringelsen af sagen for retten,
ikke havde nogen reel og effektiv mulighed for at forsvare sine
rettigheder, idet fristen for at reagere hensigtsmæssigt på
afgørelsen om pålæggelse af sanktionen var utilstrækkelig?
3. Kan omfanget af den retsbeskyttelse, der gælder for
personer, som skal pålægges en bøde, i henhold til artikel 3 i
Rådets rammeafgørelse 2005/214/RIA afhænge af, om sagen
vedrørende udstedelse af bøden er en administrativ sag, en sag
om overtrædelse af ordensforskrifter eller en straffesag?
4. Er det i lyset af de mål og principper, som er forankret i
Rådets rammeafgørelse 2005/214/RIA, bl.a. i artikel 3, tilladt at
fuldbyrde afgørelser, som er truffet af en anden myndighed i
udstedelsesstaten end en domstol, og som er truffet på
grundlag af udstedelsesstatens bestemmelser og drager den
person til ansvar for en overtrædelse af færdselsloven, i hvis
navn køretøjet er indregistreret, dvs. afgørelser, som alene
støttes på de oplysninger, der er indhentet gennem den
grænseoverskridende udveksling af motorregisterdata, uden at
der er gennemført nogen efterforskning i sagen og navnlig uden
at den faktiske gerningsmand er fastslået?
14