Europaudvalget 2019-20
EUU Alm.del Bilag 300
Offentligt
2136464_0001.png
Notat
Notat til Folketingets Europaudvalg og Folketingets Udlændinge- og In-
tegrationsudvalg om afgivelse af indlæg i den præjudicielle sag ved EU-
Domstolen C-719/19, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid
1. Indledning
En nederlandsk ret (den forelæggende ret) har ved kendelse af 30. september
2019 forelagt EU-Domstolen tre præjudicielle spørgsmål.
Det første spørgsmål angår fortolkningen af artikel 15 i opholdsdirektivet (di-
rektiv 2004/38/EF), nærmere bestemt retsvirkningerne af en afgørelse om ud-
visning af en unionsborger, som er begrundet i
andre hensyn end hensynet til
den offentlige orden eller sikkerhed.
Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om en unions-
borger
umiddelbart efter at være udrejst i overensstemmelse med en fastsat
udrejsefrist
kan indlede et nyt betingelsesfrit ophold på indtil tre måneder,
herunder i hvilket omfang værtsmedlemsstaten, for at forhindre dette, med
det samme er berettiget til at pålægge unionsborgeren at udrejse af landet.
Endelig ønsker den forelæggende ret med det tredje spørgsmål oplyst, om det
kan kræves, at unionsborgeren, efter at være udvist og udrejst, opholder sig
uden for værtsmedlemsstaten i et bestemt tidsrum, inden denne på ny kan
indrejse.
Regeringens interesse i sagen angår navnlig det andet spørgsmål.
2. Hovedsagens faktiske omstændigheder
Den verserende nederlandske retssag, der har givet anledning til den præjudi-
cielle forelæggelse, vedrører en polsk statsborger, som var blevet pålagt at
udrejse af Nederlandene, fordi hans ret til at opholde sig i denne medlemsstat
var konstateret ophørt.
15. januar 2020
Udlændinge- og
Integrationsministeriet
EU-ophold
Slotsholmsgade 10
1216 København K
Tel.
Mail
Web
CVR-nr.
6198 4000
[email protected]
www.uim.dk
36977191
Side
1/4
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 300: Notat om afgivelse af indlæg i den præjudicielle sag ved EU-Domstolen C-719/19, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid.
Den polske statsborger havde tidligere haft ansættelse i Nederlandene, men
opfyldte ikke længere betingelserne for ophold i mere end tre måneder i hen-
hold til artikel 7 i opholdsdirektivet. Han havde endvidere under sit ophold
ved flere lejligheder været i kontakt med politiet og var i den forbindelse bl.a.
blevet anholdt flere gange som følge af mistanke om tyveri.
De nederlandske myndigheders afgørelse om ophør af opholdsretten var
i
overensstemmelse med opholdsdirektivets artikel 15, stk. 3
ikke ledsaget af
et indrejseforbud, og den polske statsborger blev pålagt at udrejse inden for
en frist på fire uger. Han udrejste til Tyskland inden for fristen (og blev også
her anholdt som følge af mistanke om tyveri), men genindrejste i Nederlan-
dene godt én måned efter denne anholdelse.
I Nederlandene blev den polske statsborger på ny anholdt som følge af mis-
tanke om butikstyveri i et supermarked og frihedsberøvet med henblik på ud-
sendelse med henvisning til den tidligere trufne afgørelse.
3. EU-retsgrundlaget
En unionsborgers ret til at færdes og opholde sig i andre medlemsstater følger
af EUF-traktatens artikel 21, stk. 1, som er udmøntet i opholdsdirektivet.
Det kan ikke udledes af opholdsdirektivets ordlyd, hvordan de forelagte
spørgsmål skal besvares.
Efter direktivets artikel 5 har unionsborgere, der er i besiddelse af et gyldigt
identitetskort eller pas, ret til at indrejse på en medlemsstats område.
Efter direktivets artikel 6 har unionsborgere ret til frit at tage ophold på en
anden medlemsstats område for en periode på højst tre måneder uden andre
betingelser eller formaliteter end kravet om at være i besiddelse af et gyldigt
identitetskort eller pas.
Efter direktivets artikel 7, stk. 1, har en unionsborger, der udøver økonomisk
aktivitet i en anden medlemsstat, eller som råder over tilstrækkelige midler til
sig selv og sine familiemedlemmer, ret til ophold i denne medlemsstat ud over
de første tre måneders ophold.
Efter direktivets artikel 15, stk. 1, finder de proceduremæssige garantier i ar-
tikel 30 og 31 (vedrørende bl.a. klageadgang, krav om skriftlighed og begrun-
delse), tilsvarende anvendelse på alle afgørelser om begrænsning af bevægel-
sesfriheden for unionsborgere eller deres familiemedlemmer, som er begrun-
det i andre hensyn end den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed.
Efter direktivets artikel 15, stk. 3, må værtsmedlemsstaten ikke lade afgørel-
ser om begrænsning af bevægelsesfriheden, jf. stk. 1, ledsage af et indrejse-
forbud.
Side
2/4
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 300: Notat om afgivelse af indlæg i den præjudicielle sag ved EU-Domstolen C-719/19, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid.
4. Dansk praksis
Opholdsdirektivet er i dansk ret gennemført ved udlændingeloven og be-
kendtgørelse nr. 318 af 27. marts 2019 (EU-opholdsbekendtgørelsen).
Efter udlændingelovens § 2, stk. 1, kan udlændinge, der er statsborgere i et
land, der er tilsluttet Den Europæiske Union eller er omfattet af aftalen om
Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, indrejse og opholde sig her
i landet i indtil tre måneder fra indrejsen.
Efter EU-opholdsbekendtgørelsens kapitel 2 har unionsborgere ret til at blive
her i landet ud over de 3 måneder, hvis unionsborgeren f.eks. er arbejdstager,
selvstændig erhvervsdrivende, studerende eller en person med tilstrækkelige
midler. Foreligger der ikke et sådant lovligt opholdsgrundlag, kan unionsbor-
geren pålægges at udrejse af Danmark.
Efter gældende dansk praksis fastsættes der ikke et indrejseforbud i forbin-
delse med afgørelser om udvisning af unionsborgere, der er begrundet i andre
hensyn end hensynet til den offentlige orden eller sikkerhed. En unionsbor-
ger, der er udvist for ulovligt ophold, vil således som udgangspunkt kunne
udrejse af landet og umiddelbart herefter vende tilbage og indlede et nyt op-
hold på indtil tre måneder efter opholdsdirektivets artikel 6.
Regeringen bemærker, at sagen for EU-Domstolen, afhængig af udfaldet,
eventuelt vil kunne danne grundlag for at skærpe dansk praksis på området.
5. Regeringens interesse i sagen
Som ovenfor anført skal en unionsborger, som ønsker
at opholde sig i en med-
lemsstat i mere end tre måneder opfylde betingelserne i artikel 7.
Er betingel-
serne i artikel 7 ikke opfyldt
eller ikke længere opfyldt
kan medlemsstaten
pålægge den pågældende at udrejse inden for en fastsat udrejsefrist under
overholdelse af procedurerne i direktivets artikel 15.
Det er regeringens opfattelse, at de præjudicielle spørgsmål skal besvares med
afsæt i formålsbetragtninger samt betragtninger om den effektive virkning af
betingelserne for ophold efter artikel 7. Opholdsdirektivets ordlyd besvarer
således ikke de forelagte spørgsmål.
Regeringen vil således i indlægget for EU-Domstolen argumentere for, at
sondringen mellem de forskellige betingelser for ret til ophold i indtil tre må-
neder (artikel 6) henholdsvis mere end tre måneder (artikel 7), samt den ef-
fektive virkning af betingelserne i artikel 7
taler imod,
at en unionsborger, der
er pålagt at udrejse af værtsmedlemsstaten, fordi vedkommende ikke (læn-
gere) har et opholdsgrundlag i henhold til opholdsdirektivet,
automatisk og
Side
3/4
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 300: Notat om afgivelse af indlæg i den præjudicielle sag ved EU-Domstolen C-719/19, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid.
uden undtagelse
kan indlede et nyt korttidsophold efter artikel 6 kort tid efter
sin udrejse.
Den periode, i hvilken en unionsborger kan opholde sig i en anden medlems-
stat uden andre krav end at kunne legitimere sig, er således ifølge direktivets
artikel 6
udtrykkeligt begrænset til tre måneder,
mens direktivets artikel 7
gennem betingelserne om
økonomisk aktivitet
eller
selvforsørgelse
grundlæg-
gende skal sikre, at det undgås at personer, der ikke opfylder betingelserne,
falder værtsmedlemsstatens sociale system til last.
I tilfælde, hvor en unionsborger, således som det f.eks. er tilfældet i hovedsa-
gen, udrejser i forlængelse af en afgørelse fra myndighederne om manglende
opholdsret og herefter genindrejser i værtsmedlemsstaten
inden for kort tid
og uden at kunne godtgøre, at betingelserne i artikel 7 er opfyldt,
kan der efter
regeringens opfattelse argumenteres for, at der
reelt er tale om en fortsættelse
af det
tidligere
ophold, som blev bragt til ophør i forbindelse med myndighe-
dernes oprindelige udrejsepålæg.
Regeringen vil i forlængelse heraf i indlægget argumentere for, at medlems-
staterne i f.eks. sådan en situation efter en konkret og individuel vurdering
kan være berettiget til med det samme at pålægge den pågældende at udrejse,
idet betingelserne for at kunne fortsætte et ophold udover tre måneder efter
artikel 7 ellers kan blive gjort
illusoriske.
Det er regeringens opfattelse, at det anførte må gælde så meget desto mere i
en situation, hvor en unionsborger
flere gange tidligere er pålagt at udrejse
af værtsmedlemsstaten
og fortsætter, kort tid efter udrejserne, med at genind-
rejse med henblik på ophold uden at kunne godtgøre, at betingelserne i op-
holdsdirektivets artikel 7 for ophold i mere end tre måneder er opfyldt.
Regeringen vil i indlægget argumentere for, at det ikke kan udelukkes, at en
sådan adfærd efter omstændighederne vil kunne anses for at udgøre
utilsigtet
brug
af de regler om fri bevægelighed, som er fastlagt i direktivet, idet den
strider imod det formål, som disse regler bl.a. skal varetage, jf. ovenfor.
Side
4/4