Europaudvalget 2019-20
EUU Alm.del Bilag 350
Offentligt
2143089_0001.png
Europaudvalget
Til:
Dato:
Udvalgets medlemmer
30. januar 2020
Foreløbigt referat fra Europaudvalgets møde 24/1-20 - MFF
Til brug for Europaudvalgets møde fredag den 31. januar 2020 omdeles her-
med foreløbigt referat fra mødet i Europaudvalget den 24. januar 2020 vedr.
EU’s flerårige finansielle ramme 2021-2027
(MFF).
Med venlig hilsen
Niels Yde,
udvalgsassistent
Side 1 | 18
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 350: Foreløbigt referat fra Europaudvalgets møde 24/1-20 vedr. EU's flerårige finansielle ramme 2021-2027
2143089_0002.png
Punkt 1. EU’s flerårige finansielle ramme
2021-2027
Sagen forventes sat på dagsordenen for et kommende møde i Det Europæiske
Råd
KOM (2018) 0321, KOM (2018) 0326, KOM (2018) 0327, KOM (2018) 0328, KOM
(2018) 0323, KOM (2018) 0325 og KOM (2018) 0322
KOM (2018) 0321
bilag 12 (samlenotat)
EUU alm. del (19)
bilag 316 (kommenteret dagsorden)
KOM (2018) 0321
bilag 10 (udkast til forhandlingsboks 2021-2027)
KOM (2018) 0321
bilag 9 (forhandlingsramme for den flerårige
finansielle ramme 2021-2027)
KOM (2018) 0321
bilag 5 (brev fra arbejdsmarkedets parters visioner
for EU-budgettet 2021-2027)
KOM (2018) 0321 - svar på MFU spm. 1 om, hvordan regeringen
fortolker de særlige fleksibilitetsinstrumenter i forhold til betalingsloftet, fra
finansministeren
EUU alm. del - svar på spm. 85 om klimatiltag og påvirkning af
klimaregnskabet, fra finansministeren (2019-20)
EUU alm. del (19) - svar på spm. 84 om, hvilke kriterier og
opgørelsesmetoder Kommissionen lægger til grund for beregningerne af
de enkelte udgiftsområders klimaeffekter og bidrag til det tværgående
klimamål om anvendelse af 25 pct. af midlerne under den flerårige
finansielle ramme for 2021-2027 til klimatiltag, fra finansministeren
EUU alm. del (181) -
svar på spm. 186 om EU’s nuværende regler for
loftet over medlemsstaternes betalinger til EU, fra finansministeren
EUU alm. del (181) - svar på spm. 187 om, hvilke pengereserver,
herunder betegnelse/kategori for reserven, som Kommissionen ønsker at
oprette, fra finansministeren
EU-note (19)
E 7 (EU-note af 5/12-19 om formandskabets
kompromisforslag)
EU-note (17)
E 27 (EU-note af 8/5-18 om den flerårige finansielle
ramme 20221-2027)
EUU alm. del (19)
bilag 315 (udvalgsmødereferat side 421, senest
behandlet i EUU 6/12-19)
Den fungerende finansminister:
Vi havde egentlig regnet med, at jeg i dag skulle
forelægge MFF’en som
forhandlingsoplæg. Det har været aftalen i noget tid, og jeg og
regeringen mener, at tiden er moden til det. Derfor havde vi en teknisk briefing om
forhandlingssituationen i onsdags, og i går orienterede jeg Finansudvalget om rege-
ringens holdning. Nu forstår jeg så, at en del af udvalgets medlemmer ønsker, at sa-
gen skal drøftes i Folketingssalen. Det er fint med mig
jeg vil meget gerne indgå i en
politisk drøftelse af, hvor stort EU’s budget skal være,
hvordan pengene skal bruges,
og hvorfor vi skal have en dansk rabat. Det er et stort spørgsmål, vi har med at gøre,
hvorfor det er helt relevant, at alle partiers holdninger bliver givet klart til kende. Vi
kommer bl.a. til at diskutere, hvorfor det er vigtigt med en rabat til Danmark, hvor me-
Side 2 | 18
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 350: Foreløbigt referat fra Europaudvalgets møde 24/1-20 vedr. EU's flerårige finansielle ramme 2021-2027
2143089_0003.png
get Danmark skal bidrage med
til EU’s budget og ikke mindst,
hvordan regningen skal
betales. Disse spørgsmål er centrale, og det er helt på sin plads, at vi får en god og
åben diskussion om dem, som meget vel kan finde sted i Folketingssalen, inden vi
drøfter mandatet i udvalget. Så det vil jeg gerne være med til.
Et stærkt mandat fra Folketinget er vigtigt for Danmarks interessevaretagelse, så det
bør indhentes snarest muligt. Jeg vil derfor kraftigt anmode om, at debatten i salen
kan tages allerede på onsdag, hvorefter jeg kan forelægge forhandlingsoplægget for
udvalget på fredag. Det håber jeg udvalget er indstillet på, for som sagt er der meget
store interesser på spil.
Vi taler om EU’s udgiftsmæssige
prioriteter de næste 7 år med
et niveau på 7.500 mia. kr. Det er således en sag med meget store økonomiske kon-
sekvenser for Danmark, hvor vi skal være tidligt og aktivt til stede i de afgørende for-
handlingsfaser.
Sagen kan i særdeleshed have store økonomiske konsekvenser for Danmark, fordi de
udgiftsniveauer, som nogle lægger op til, markant vil begrænse vores muligheder for
at finansiere nationale prioriteter til velfærd, erhvervspolitik eller andre samfundsopga-
ver herhjemme i de kommende år. Grækenlands, Portugals og Europa-Parlamentets
forslag om et udgiftsniveau på 1,3 pct. af BNI vil f.eks. svare til et dansk merbidrag på
over 11 mia. kr. om året sammenlignet med den indeværende periode. Det er vi for-
håbentlig enige om ikke er en realistisk landingsbane. Men det viser bare, hvor store
summer der er på spil i denne fase, og det viser vigtigheden af, at vores synspunkter
kommer frem, og at vi finder sammen i enighed. Vi står over for en enorm priorite-
ringsopgave.
Udgangspunktet for forhandlingerne har været Kommissionens forslag, som i sig selv
ville øge det danske EU-bidrag med 6 mia. kr. om året sammenlignet med indeværen-
de periode. Det er altså rigtig mange penge, vi taler om. Som minimum regner jeg
med, at der er bred enighed om, at så store stigninger i Danmarks bidrag til EU er ude
af proportioner, og at vi skal arbejde hårdt for at få bragt merbidraget markant ned.
Ellers bliver der simpelthen ikke råd til de mange prioriteringer, vi også gerne vil finan-
siere herhjemme. For det er klart, at det ikke er gratis at sende penge ud over græn-
serne til EU-budgettet; de skal jo findes et sted
bl.a. på finansloven.
Vi har heldigvis en god tradition for bred enighed om den danske tilgang til vigtige EU-
sager som denne. Den tradition tager udgangspunkt i en klar budgetansvarlig tilgang,
som ikke mindst kom til udtryk ved den sidste MFF, hvor partier hen over midten i
skiftende regeringer
først V og K og siden S, RV og SF
arbejdede sammen både
ude og hjemme om at sikre et stramt budget for EU og for en rabat til Danmark. Den
tradition håber jeg meget vi kan videreføre, så regeringen kan stå stærkt i forhandlin-
gerne med opbakning fra et bredt udsnit af Folketingets partier på tværs af de traditio-
nelle blokke. Det er i den ånd, at regeringen vil videreføre den tidligere regerings linje
på MFF’en. En linje,
som skiftende danske regeringer har haft de sidste årtier.
Side 3 | 18
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 350: Foreløbigt referat fra Europaudvalgets møde 24/1-20 vedr. EU's flerårige finansielle ramme 2021-2027
2143089_0004.png
Nu fornemmer jeg så, at nogle finder det vigtigere for Danmarks interesser, at vi ned-
toner behovet for en dansk rabat. Rabatten blev opfundet af den tidligere finansmini-
ster fra Venstre Claus Hjort Frederiksen, som dermed satte en ny dagsorden
for EU’s
budgettering. Missionen lykkedes, da den efterfølgende socialdemokratisk lede-
de regering fik den i hus med Folketingets brede opbakning.
Vender vi blikket mod de aktuelle udfordringer, kan jeg både som skatteminister og
fungerende finansminister konstatere, at den danske rabat allerede er opbrugt. Pen-
gene ligger ikke på bordet herhjemme længere. Hvis EU-rabatten skal undværes,
bliver der med andre ord et stort, sort hul i kassen hvert eneste år frem til og med
2027, som vi så ville skulle penge til at fylde op med. Ikke at have en dansk rabat har
således en pris. Jeg synes, at de, der antyder, at rabatten ikke er så vigtig, skylder et
svar på, hvor man så vil finde de penge, hvis rabatten ikke er så vigtig, som nogle
antyder.
Det vigtigt at holde sig for øje, at der ikke findes et bytteforhold mellem generøsitet på
rabatter og lavere udgifter. Udgiftsniveauet bliver ikke lavere eller højere af, at Dan-
mark slækker på kravet om en rabat. Og i den realpolitiske praksis vil vi først komme
til rabatspørgsmålet i forhandlingernes allersidste timer, hvor de mange andre ting
stort set er faldet på plads. I den situation svækkes vores muligheder, hvis vi ikke på
forhånd har gjort det helt klart, at vi vil have en rabat.
Der er dertil ganske gode argumenter for, at vi fastholder en dansk rabat: De seneste
regnskabstal fra Kommissionen viser, at Danmark var den allerstørste nettobidrags-
yder til EU-budgettet i 2018, som er det seneste år, der findes regnskabstal for. Det
gælder både målt pr. indbygger og målt i pct. af BNI. I 2018 betalte hver dansker såle-
des godt 1.500 kr.
netto til EU’s budget ifølge
Kommissionens egen regnemetode. Det
er omkring 400 kr. mere pr. borger, end svenskerne betaler. Hvis vi i dag ikke havde
en rabat på det danske EU-bidrag, ville regningen til danske skatteborgere være end-
nu højere, samtidig med at vi kunne se på, at andre lande har rabatter. Og hvis vi
tager udgangspunkt i Kommissionens forslag til den næste MFF, vil hver dansker skul-
le betale næsten 900 kroner mere i EU-bidrag
til EU’s budget om året end
i indevæ-
rende MFF.
Jeg synes alt i alt, at der er ganske gode grunde til at stå fast på at bibeholde den
danske rabat, som vi efter en meget ihærdig bred fælles indsats fik forhandlet hjem til
Danmark i 2013, og der vil i sidste ende ikke være andre end os selv til at sikre en
isoleret dansk rabat, selv om vi står styrket med vores allierede i det fælles krav om en
rabat.
Det er klart, at rabatten ikke kan stå alene. Vi skal have banket udgiftsniveauet et or-
dentligt hak ned, og det er vi sammen med vores allierede allerede nået et godt stykke
vej med. Vi arbejder lige nu med udgangspunkt i det kompromisforslag, som det tidli-
gere finske formandskab fremlagde i december. Her blev udgiftslofterne reduceret fra
1,11 pct. af BNI i Kommissionens forslag til 1,07 pct. af BNI. Der er således stadig et
Side 4 | 18
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 350: Foreløbigt referat fra Europaudvalgets møde 24/1-20 vedr. EU's flerårige finansielle ramme 2021-2027
2143089_0005.png
godt stykke vej ned til 1,00 pct. af BNI, som regeringen mener det skal være på. Hvis
vi ikke skal bede danskerne om at betale store ekstra summer til EU, skal regeringen
meget snart have bred opbakning fra Folketinget til at bruge kræfterne på at få bragt
udgiftsniveauet i EU-budgettet ned. Det tager tid, og der er behov for en ihærdig og
vedholdende indsats her.
Vi er af den klare opfattelse, at danskerne ikke skal betale for den finansieringskløft på
75-110 mia. kr. om året, som Storbritanniens udtræden af EU efterlader. Derfor skal
EU-budgettet tilpasses et EU med kun 27 medlemslande. En fastholdelse af budgettet
på 1,00 pct. af BNI vil stadig
betyde, at EU’s udgifter kan stige,
i takt med at økonomi-
en vokser. Det mener jeg faktisk er en ganske rimelig tilgang, der sikrer, at EU fortsat
kan løfte de vigtige fælles opgaver.
Det er vigtigt at gøre det klart, at vi dermed er villige til at øge det danske bidrag til EU.
Et udgiftsniveau på 1,00 pct. af BNI vil øge det danske EU-bidrag med lidt under 20
pct. i forhold til indeværende periode. Det synes jeg er nok
for nu at sige det direkte.
Kommissionens forslag står til at koste Danmark et merbidrag, der svarer til et splin-
ternyt supersygehus
om året. Det er simpelthen for meget. Vi må arbejde videre
med at reducere udgifterne og prioritere inden for rammerne.
Prioriteringen er nøglen til, at det samlede budget tilpasses til den nye økonomiske
virkelighed, som EU befinder sig i. Det er selvfølgelig helt centralt, at pengene både
bliver brugt på fornuftige områder og på en fornuftig måde. F.eks. skal EU-midler ikke
uhindret kunne gå til medlemslande, der ikke overholder de fælles grundlæggende
værdier. Derfor bakker regeringen fuldt op om forslaget til en retsstatsmekanisme, der
kan forhindre udbetaling af EU-midler til medlemslande, som ikke overholder de
grundlæggende demokratiske spilleregler. Dertil
mener vi, at EU’s udgifter i højere
grad end i dag skal målrettes de største fælles udfordringer. Til gengæld skal der bru-
ges mindre på traditionelle politikområder og de områder, hvor EU-merværdien er til at
overskue. Når vi gerne vil bruge flere penge på nogle områder, bliver vi i sagens natur
nødt til at bruge færre penge på andre, hvis ikke den samlede regning skal løbe løbsk.
Vi mener, at EU skal prioritere migrationsindsatsen, så der kommer en bedre beskyt-
telse af de ydre grænser og færre spontane asylansøgere til Europa. Flygtninge og
asylansøgere skal sikres bedre beskyttelse i nærområderne og langs migrationsruter-
ne. Fokus skal være på Afrika og på at imødegå nogle af de grundlæggende årsager
til, at folk forlader deres hjem for at bevæge sig ud på en ofte farefuld rejse.
Også EU’s klimaindsats må og skal prioriteres højere end i dag. Det handler først og
fremmes om måden, vi bruger pengene på. Klima skal fremover tænkes ind som en
tværgående prioritet i alle relevante udgiftsprogrammer. Andelen af EU’s udgifter, der
rettes mod klimaformål, skal derfor øges. Men det er også vigtigt at understrege, at et
sådant udgiftsmål ikke kan stå alene. Der er behov for en bedre opfølgning på klima-
indsatsen og et øget fokus på den faktiske klimaeffekt. Det er i sidste ende det, det
Side 5 | 18
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 350: Foreløbigt referat fra Europaudvalgets møde 24/1-20 vedr. EU's flerårige finansielle ramme 2021-2027
2143089_0006.png
handler om. Det er derfor vores holdning, at vi især får et mere klimavenligt budget
ved at lægge kræfterne på klimavirkning. Jeg er derfor glad for, at det allerede nu
fremgår af forhandlingsboksen, at der skal finde en årlig opfølgning på klimamålet
sted. I skal vide, at det ikke mindst skyldes et dansk pres, som vi har tænkt os at blive
ved med at øve.
Vi arbejder også aktivt med krav om at styrke klimavinklen på de enkelte områder. Det
gælder eksempelvis landbrugsområdet, hvor vi lægger vægt på, at en så stor andel af
landbrugsstøtten som muligt øremærkes til den grønne omstilling. Vi er også åbne
over for at se på, om landenes fremskridt i den grønne omstilling fremover kan afspej-
les i deres EU-bidrag på en fornuftig måde. Det kunne f.eks. være ved at indføre et
bidrag baseret på ikkegenanvendt plastemballage eller et fast bidrag baseret på kvo-
tehandelssystemet.
Forskningsindsatsen er et andet centralt prioritetsområde for regeringen. Vi mener, at
forskningsindsatsen i EU er et væsentligt element i arbejdet for at fremme EU’s kon-
kurrenceevne. Derfor skal det område styrkes.
Som afsluttende bemærkning kan jeg henvise til det samlenotat, udvalget fik tilsendt i
torsdags. Her fremgår det præcise forhandlingsoplæg, jeg oprindelig havde tænkt mig
at forelægge for jer i dag. Det kan vi forhåbentlig drøfte i næste uge, så Danmark kan
agere for fuld kraft i de videre forhandlinger. Vi ønsker at fastholde den historiske dan-
ske, budgetrestriktive linje, hvor vi i øvrigt søger at gøre budgettet mere moderne
og beholder den danske rabat. Den er den samme linje, vores allierede i Holland,
Sverige og Østrig har anlagt, og det er helt centralt, at vi står sammen med de lande.
Der er et godt sammenhold i gruppen, og det samarbejde stiller Danmark stærkere
end ellers.
Er der nogle, der mener,
at vi skal prioritere EU’s budget inden for rammen anderle-
des, eller at vi slet ikke skal prioritere og hæve rammen i stedet, så tager vi den debat.
I debatten skal vi være opmærksomme på, hvad det betyder for Danmarks muligheder
for at finde allierede, at EU’s medlemskreds har ændret sig, og at de penge, der udgør
den danske rabat, er opbrugt og bl.a. har været med til at finansiere en skatteaftale,
som udmøntes nu. Den kan man selvfølgelig godt være uenig i. Men hvis man ikke vil
have rabatten, efterlader man et hul i kassen. Pengene i EU gør god gavn, men de
skal hentes i medlemslandene og dermed også herhjemme.
Som I kan høre, er regeringens opfattelse klar. Det er som sagt relevant med en bred
diskussion, og jeg finder det rimeligt, at debatten tages i Folketingssalen, før vi vender
tilbage med et forhandlingsoplæg i næste uge.
Formanden
fandt tidsplanen fornuftig. Udvalget ville gøre sit til, at der blev plads på
Folketingets dagsorden onsdag den 29. januar.
Side 6 | 18
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 350: Foreløbigt referat fra Europaudvalgets møde 24/1-20 vedr. EU's flerårige finansielle ramme 2021-2027
2143089_0007.png
Rasmus Nordqvist
undrede sig over, at debatten om et mandat i udvalget først var
kommet i gang 19 måneder efter, at Kommissionens første udkast blev fremlagt, og
dermed efter 19 måneders forhandlinger. Det kunne især undre, fordi der i mellemti-
den var blevet givet en række mandater inden for områder, som tydeligvis var under-
lagt rabatten. Det gjaldt bl.a. Erasmus+ og Horisont. Regeringens hierarki af prioriteter
var åbenbart, at den danske rabat var prioriteret over størrelsen på budgettet, som
igen var prioriteret over arbejdet med migration, som igen var prioriteret over klimaet.
Man kunne konstatere, at regeringen anskuede EU som en udgift i stedet for at foku-
sere på, hvad landene kan finde ud af i fællesskab, og hvad Danmark faktisk tjener på
EU og det indre marked, og hvad Danmark ville tjene på, at Europa kom i gang med
omstilling til grøn energi. Hvad ville det betyde for danske arbejdspladser og danske
virksomheder? Hvad ville Danmark tjene på at få unge sydeuropæere i arbejde og få
givet dem en uddannelse, så de kan opnå en høj købekraft? Den slags var fraværen-
de i ministerens forelæggelse. Det lød, som om det i sidste ende kun var rabatten, der
talte, så man risikerede at give køb på alle andre prioriteter.
Jens Rohde
anmodede om, at statsministeren ville være til stede, når debatten om
MFF’en
skulle finde sted i salen onsdagen efter udvalgsmødet, da det var hende, der
skulle forhandle den, og da hun havde gjort meget ud af at fortælle, hvor gakket
Kommissionens forslag var.
Han fandt det sørgeligt at høre en socialdemokratisk fungerende finansminister lyde
som en lommeregnerliberalist. Ministeren nævnte ikke med et ord de gode gamle
socialdemokratiske dyder fællesskab og solidaritet, og der var intet i forelæggelsen
om den merværdi, EU giver. I stedet blev det hele gjort til et nulsumsspil, hvor bidrag
til EU blev beskrevet som penge ud ad vinduet. Hvis man skulle føre den tanke til
ende, burde ministeren argumentere for at melde Danmark ud af EU. For Radikale
Venstre var fællesskabspræmissen derimod afgørende: Landene kan skabe mere
forskning sammen og løse klima- og migrationsudfordringerne bedre i fællesskab.
Hvad angik rabatten, anerkendte Radikale Venstre heller ikke den lommeregnerlibera-
listiske præmis. I EU gik folk og smågrinede af den danske stolthed over rabatten, for
den blev betalt tifold af landdistriktsmidler, strukturfondsmidler og søjle 2-midler m.m.
Rabatten var nemlig ganske rigtigt kuvertpenge, der, som ministeren sagde, blev delt
ud til allersidst i forhandlingerne. Andre lande havde ikke vekslet deres rabat til 1 mia.
kr., men til mange milliarder euro i form af søjle 2-midler til understøttelse af landdi-
strikter og investeringer i naturbevarelse. Den fleksibilitet, man efter fransk ønske i sin
tid havde lavet mellem søjlerne, skadede dansk konkurrenceevne, fordi Danmark tog
penge fra den direkte landbrugsstøtte i søjle 1 og brugte den på naturressourcer,
mens andre lande blot kunne udnytte fleksibiliteten i den anden retning for at styrke
deres landbrugssektor og dermed deres konkurrenceevne. Danmarks rabat blev der-
med nok verdens dyreste, og så var det ikke formålstjenligt at investere al sin politiske
kapital i den. I øvrigt fandt han det proportionsforvrængning at gøre en rabat på 1 mia.
kr. ud af en samlet udgift på 7.500 mia. til et afgørende punkt.
Side 7 | 18
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 350: Foreløbigt referat fra Europaudvalgets møde 24/1-20 vedr. EU's flerårige finansielle ramme 2021-2027
2143089_0008.png
Radikale Venstre mente, at rabatterne skulle væk netop nu, hvor Storbritannien forlod
EU, eftersom rabatsystemet i sin tid blev indført efter krav fra premierminister Marga-
ret Thatcher. Nu foreslog Kommissionen at afvikle rabatterne, og den mulighed burde
man udnytte, så man kunne få gennemsigtige kontingenter og bidrag til EU. Men par-
tiet anerkendte samtidig det retfærdige i, at Danmark beholdt sin rabat, hvis det ikke
lykkedes at afvikle de generelle rabatter, for Danmark skulle ikke betale for de andre
landes rabatter. Den afgørende prioritet måtte dog være indholdet, så han havde ger-
ne set, at regeringen havde lagt afgørende vægt på en højnelse af Kommissionens
ambitioner på klimaområdet. Og når nu regeringen gjorde så stort et nummer ud af
realismen i at oprette modtagelejre i nærområderne, burde den også kæmpe for det
synspunkt i budgettet. I stedet nøjedes regeringen med at ”lægge vægt” på ting uden
at udvise højere ambitioner end Kommissionen. Når nu nogle af de østeuropæiske
lande trak i den forkerte retning på klimaområdet, var det vigtigt at have høje ambitio-
ner i forhandlingerne, så man i det mindste kunne ende med at lande på Kommissio-
nens forslag. Kort sagt burde regeringen have vendt prioriteterne om: Den burde have
lagt afgørende vægt på forskning, klima, miljø og dansk konkurrenceevne, og så måt-
te den da gerne have en påholdende linje, men uden at lægge sig fast på bestemte
decimaler, når det alligevel ikke så ud til, at det ville lykkes. Han forudså, at det ville
blive vanskeligt for Radikale Venstre at bakke op om forhandlingsoplægget.
Den fungerende finansminister
sagde til Rasmus Nordqvist, at det var en forvræng-
ning at fremstille det, som om regeringens prioriteterne inden for budgettet var under-
lagt rabatten, for i forelæggelsen havde ministeren netop understreget vigtigheden af
at flytte midler fra områder med en lille merværdi til områder med stor merværdi. Ra-
batten var vigtig, men det var størrelsen og indholdet af budgettet også. Forsknings-
og klimaområderne skulle styrkes, ligesom migrationsindsatsen og forebyggelsen af
flygtningestrømme krævede et klarere fokus på udviklingsarbejde i Afrika. Regeringen
stod med rank ryg og talte for en styrket klimaindsats på rådsmøderne, for Danmark
var absolut førende. Men man skulle huske på, at Danmark ikke var ene om at ville
styrke den grønne indsats, hvorimod det kun var Danmark, der kæmpede for en dansk
rabat. I øvrigt handlede klimaindsatsen ikke kun om penge, men også om at undersø-
ge effekten af de penge, der bruges. Den budgetrestriktive tilgang fandt han meget
naturlig, og den var i tråd med skiftende regeringers linje gennem mange år. Han var
forundret over at blive kaldt lommeregnerliberalist af den grund.
Han var ikke enig med Jens Rohde i, at den danske rabat var verdens dyreste. At
kæmpe for at beholde den fandt han hverken urimeligt eller dogmatisk; tværtimod
anså han det for at være en ordentlig måde at arbejde på. Når ingen lande frasagde
sig deres rabat, skulle Danmark heller ikke.
Diskussionen begyndte at bevæge sig ind på emner, der vedrørte følsomme dele af
forhandlingerne, hvorfor den fungerende finansminister anmodede om en fortrolig
drøftelse med udvalget.
Side 8 | 18
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 350: Foreløbigt referat fra Europaudvalgets møde 24/1-20 vedr. EU's flerårige finansielle ramme 2021-2027
2143089_0009.png
Rasmus Nordqvist
indvendte, at diskussionen vedrørte indholdet af regeringens
offentlige bilag og ministerens forelæggelse for åbne døre. Hvorfor bad ministeren så
om at få dørene lukket?
Formanden
understregede, at en anmodning om lukkede døre fordrede, at ministeren
havde væsentlige informationer, som var interessante i forhandlingerne.
Jan E. Jørgensen
foreslog, at drøftelsen først foregik for åbne døre, hvorefter man
kunne lukke dem med henblik på at dykke ned i detaljer om regeringens røde linjer og
vægtninger. Mest hensigtsmæssigt var det måske at vente med et lukket møde til
forelæggelsen af forhandlingsoplægget den kommende fredag, når debatten i salen
havde fundet sted.
Jens Rohde
gjorde opmærksom på, at regeringen allerede havde offentliggjort sine
vægtninger, og bilagene var offentligt tilgængelige, så der skulle væsentligt nyt til, for
at det blev relevant at lukke mødet. Han ville dog ikke modsætte sig det.
Den fungerende finansminister
præciserede, at det først var, når der var flertal for
regeringens synspunkter, at de i høj grad blev interessante for de andre lande. Rege-
ringens position var klar, men spørgsmålet var, hvordan debatten mellem regeringen
og partierne ville udkrystallisere sig. Der var ingen grund til at være naiv: Der var tale
om et vigtigt forhandlingsspil, og landene lyttede med. Det var fint at gøre, som Jan E.
Jørgensen foreslog
enten at føre både en offentlig og en fortrolig diskussion på da-
gens møde eller vente med den lukkede del til fredagens forelæggelse.
Formanden
foreslog at fortsætte mødet for åbne døre, hvor ministeren gjorde op-
mærksom på, når han ikke fandt det hensigtsmæssigt at uddybe før mødet om freda-
gen, som så kunne foregå for lukkede døre.
Flemming Møller Mortensen
påpegede, at den til enhver tid siddende regering ville
svække sin forhandlingsposition ved at få en detaljeret debat om partiernes positioner
om rabatten frem i det offentlige rum. Derfor bakkede han op om et lukket møde.
Lars Aslan Rasmussen
mindede om, at udvalget ofte selv ønskede at få dørene
lukket for at få adgang til fortrolige oplysninger. Så måtte man også kunne efterkom-
me, når ønsket kom fra ministeren.
Formanden
gjorde opmærksom på, at der aldrig i udvalget havde været modstand
mod at efterkomme en regerings ønske om at holde et møde for lukkede døre. For-
bavselsen hos nogle medlemmer skyldtes nok, at ønsket blev udtrykt midt i det hele
og samtidig angik fuldt offentligt tilgængelige informationer. Hun glædede sig dog
over, at regeringen tilbød at gå grundigere til værks og give flere oplysninger, for det
havde udvalget netop givet generelt udtryk for et ønske om. På den baggrund gentog
hun sit forslag om en forelæggelse af forhandlingsoplæg for lukkede døre den kom-
mende fredag, og at ministeren til gengæld på dagens møde måtte vurdere, hvor langt
Side 9 | 18
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 350: Foreløbigt referat fra Europaudvalgets møde 24/1-20 vedr. EU's flerårige finansielle ramme 2021-2027
2143089_0010.png
han ville gå for åbne døre. Skulle der vise sig behov for nogle få fortrolige minutter for
at få uddybende svar, kunne man lukke dørene til sidst.
Søren Søndergaard
forstod på ministeren, Flemming Møller Mortensen og Lars As-
lan Rasmussen, at det var udvalgsmedlemmernes synspunkter, ikke regeringens, der
krævede fortrolighed. Han ville ikke modsætte sig, at dørene blev lukket, men i så fald
skulle det vel ske med det samme, for hvad skulle medlemmerne sige, hvis de ikke
måtte give udtryk for deres holdning til regeringens forelæggelse? Det gav ingen me-
ning. Han kunne forstå, hvis der skulle lukkes om fredagen under forelæggelsen af
forhandlingsoplægget, men ikke på dagens møde under den generelle debat.
Den fungerende finansminister
understregede, at han ikke forsøgte at begrænse
medlemmernes mulighed for at udtale sig. Det gav ham blot begrænsede muligheder
for at svare, hvis der blev spurgt til positionerne.
Formanden
lagde endnu en gang op til at fortsætte for åbne døre og tage bestik af
eventuelle situationer, hvor udvalget ikke kunne få tilfredsstillende svar. Om fredagen
kunne mødet så lukkes.
Jens Rohde
påpegede, at ministeren allerede havde gjort rede for landenes positio-
ner og regeringens alliancer. Det måtte være op til ministeren at bede om at få dørene
lukket, hvis han fandt det nødvendigt, men om onsdagen skulle der foregå en åben
debat i salen. Der ville vel ikke være begrænsninger på, hvad medlemmerne kunne
spørge om da. Kunne ministeren ikke nøjes med at lade medlemmerne spørge om alt
og så svare på det, han kunne svare på?
Den fungerende finansminister
præciserede, at det var det, han havde forsøgt at
sige.
Formanden
konkluderede, at dagens møde ville fortsætte for åbne døre indtil videre.
Søren Søndergaard
fandt det befriende, at regeringen gav udtryk for klare holdnin-
ger. Det var lidt den omvendte verden, for han var enig med regeringen i, at et loft
over udgifterne på 1 pct. af BNI var fornuftigt. Der var ganske vist mange gode bevil-
linger i EU, men fra sin tid i Europa-Parlamentets budgetkontroludvalg huskede han,
hvor mange penge der også blev brugt på tåbelige ting som f.eks. en skibakke på
Bornholm. Rammen på 1 pct. kunne bruges til at fremtvinge en diskussion om, hvad
man kunne spare på. Det betød ikke, at budgettet ikke kunne sættes op næste gang,
men nu havde man med Brexit en historisk chance for at få luget ud i knopskydningen
af absurde bevillinger. Knapt så begejstret var han for de prioriteringer, regeringen
tilsyneladende ville gå med til, heriblandt en stigning i forsvarsudgifterne på 3.000 pct.,
men den diskussion kunne tages senere.
Regeringens fokus på rabatten forstod han til gengæld ikke. Hvilke principper lagde
regeringen til grund? Sagde den som Liberal Alliance, at alle burde betale det samme
Side 10 | 18
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 350: Foreløbigt referat fra Europaudvalgets møde 24/1-20 vedr. EU's flerårige finansielle ramme 2021-2027
2143089_0011.png
i kontingent som en slags flad skat, eller skulle man betale pr. indbygger? Enhedsli-
sten mente, at man skulle gøre noget tredje, nemlig gå ind for en solidarisk finansie-
ring, hvor de rigeste lande målt efter BNI betaler mest. I stedet for at tilslutte sig en
asocial finansiering, hvor man lægger størst vægt på rabatten, burde regeringen bruge
forhandlingerne til med et stramt budget at få ryddet ud i de mere latterlige af EU’s
bevillinger. Hvad ville ministeren helst have? En aftale med udgifter på 1,1-1,3 pct. af
BNI, der indebar en dansk rabat på 1 mia. kr., eller en aftale på 1 pct. uden dansk
rabat? Ministeren var velkommen til at overveje svaret til fredagens møde.
Jan E. Jørgensen
mente, at ministerens eksempel med, hvor mange supersygehuse
man kunne få i stedet for et øget bidrag til EU, lød som premierminister Boris John-
son. Det kostede hver dansker 1500 kr. om året at være medlem af EU. Det kunne
man sammenligne med følgende beløb: Tjener man 30.000 kr. om måneden, betaler
man 2800 kr. om året i kirkeskat; medielicensen var 2527 kr.; og hvis man er medlem
af 3F, betaler man 3568 kr. årligt i kontingent. Medlemskabet af EU var altså billigt, og
et eller andet sted ville han personligt hellere undvære 3F end EU. Det betød ikke, at
Venstre mente, at man bare skulle poste flere penge i EU. Han var tværtimod hundre-
de procent enig med regeringen i den budgetrestriktive linje, som den tidligere rege-
ring i øvrigt havde opfundet. Men han delte Søren Søndergaards undren, for hvad nu,
hvis statsministeren kom tilbage fra EU med en rabat på 1 mia. kr. i et budget på 1,3
pct. af BNI, som angiveligt ville koste Danmark 11 mia. kr. mere, dvs. i alt en merudgift
på 10 mia. kr. Da ville en fastholdelse af rabatten ikke imponere. Tingene hang sam-
men. Det måtte handle om, hvor meget Danmark skal betale i sidste ende, ikke om et
ensidigt fokus på rabatten.
Den fungerende finansminister
gjorde opmærksom på, at Søren Søndergaard ifølge
Jens Rohde også måtte være lommeregnerliberalist ved at give udtryk for samme
synspunkt om en ramme på 1 pct. Ministeren var enig i, at nogle af prioriteringerne i
EU var diskutable. Det var netop derfor, regeringen lagde op til at prioritere områder
med merværdi. Men kampen var lang og svær, da der var enorme interesser forbun-
det med den. Derfor var alliancerne vigtige, og de havde ændret sig med Brexit. Det
tog tid og kræfter at skabe nye.
På spørgsmålet om principper svarede han, at den vægt, regeringen lagde på fasthol-
delsen af rabatten tog udgangspunkt i en realpolitisk virkelighed. Ingen andre lande
frasagde sig deres rabat, og det var vigtigt, at Danmark ikke kom til at betale for de
andre landes rabatter. Og man skulle være opmærksom på, at det betød noget i for-
handlingerne, når Jan E. Jørgensen som Venstres EU-ordfører f.eks. havde udtalt til
Jyllands-Posten, at klima og grænseforvaltning var vigtigere end en dansk rabat. Re-
geringens taktik angående prioriteter i budgettet ville han gerne vente med fredagens
lukkede møde til at diskutere.
Han forklarede, at Kommissionens forslag ville betyde en merudgift for Danmark på 6
mia. kr. eller 31 pct., den finske kompromisforslag 5 mia. kr. og 27 pct., mens en fast-
holdelse af rammen på 1 pct. af BNI på grund af den økonomiske vækst ville betyde
Side 11 | 18
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 350: Foreløbigt referat fra Europaudvalgets møde 24/1-20 vedr. EU's flerårige finansielle ramme 2021-2027
2143089_0012.png
en stigning på 3 mia. kr. eller 17 pct. Rabatten betød dermed en hel del, og regerin-
gens linje desangående afveg i øvrigt ikke fra de tidligere regeringers. Samtidig hand-
lede det om at få drejet indholdet af budgettet i retning af de danske prioriteter, og
Søren Søndergaard havde nok ret i, at det kunne lade sig gøre at finde en budgetpost
eller to, som kunne bidrage til vigtigere ting.
Christoffer Aagaard Melson
spurgte i sin egenskab af Venstres grønlandsordfører,
hvordan regeringen så mulighederne for at bevare grønlandsinstrumentet. Der var lagt
op til en besparelse på 150 mio. kr. årligt, hvilket ville få voldsomme konsekvenser for
det grønlandske samfund. Koordinerede regeringen sin tilgang med Naalakkersuisut?
Og hvad var regeringens holdning til forslaget om at slå grønlandsinstrumentet sam-
men med de hidtidige instrumenter for EU’s oversøiske territorier.
Rasmus Nordqvist
fandt det en skam, at det var umuligt at diskutere de mange vigti-
ge enkeltdele. Ministeren svarede ikke på spørgsmålet om, hvilke økonomiske fordele
Danmark havde af EU, eller på, hvordan regeringen rangerede prioriteterne. I samle-
notatet kunne man læse, at det var rabatten over alt. Risikerede man ikke i sin kamp
for rabatten at ende med at svigte vigtige elementer som f.eks. klimamainstreaming?
Hvad hvis det viste sig, at andre lande var villige til at gå højere op end de 25 pct.,
regeringen lagde op til? Og havde ministeren kendskab til, om andre lande eller f.eks.
Europa-Parlamentet gik ind for et højere tal?
Han bad desuden ministeren uddybe de mange procenttal, han smed om sig med. Var
det en til en-procentstigninger?
Endelig undrede han sig over, hvorfor regeringen ikke længere talte om at slanke EU’s
administration
et emne, der ellers havde virket som en vigtig prioritet tidligere.
Den fungerende finansminister
svarede Christoffer Aagaard Melson, at regeringens
holdning var, at grønlandsinstrumentet skulle fastholdes. Han kunne uddybe holdnin-
gen på fredagens lukkede møde.
Svaret til Rasmus Nordqvist lød, at regeringens rangordning af prioriteter fremgik af
samlenotatet.
Om procenttal præciserede han, at EU’s udgifter kunne stige i takt med økonomien,
selv hvis rammen blev fastholdt på 1 pct. Det ville derfor betyde en stigning i Dan-
marks bidrag på lidt over 17 pct. Et højere udgiftsniveau betød i sagens natur, at
Danmark skulle finde flere penge, men med en ramme på 1 pct. af BNI var der er en
automatik i stigningen.
På spørgsmålet om, hvad Danmark tjente på EU, svarede han, at det indre marked
havde skabt hundredtusinder af arbejdspladser, og at medlemskabet var afgørende
for dansk økonomi og det danske velfærdssamfund. Men det gav ingen forpligtelse til
at betale endnu mere.
Side 12 | 18
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 350: Foreløbigt referat fra Europaudvalgets møde 24/1-20 vedr. EU's flerårige finansielle ramme 2021-2027
2143089_0013.png
Forhandlingspositionen vedrørende klimamainstreaming var et emne, der krævede
lukkede døre, så det ville han gerne gemme til fredagens møde. Men han kunne sige,
at regeringen delte Alternativets holdning om større fokus på den grønne omstiling, og
at flere af de økonomiske midler skulle forgrønnes. Det handlede ikke kun om flere
midler, men også om at prioritere inden for rammen.
Morten Messerschmidt
spurgte, om regeringen ville anvende sin vetoret mod Euro-
pa-Parlamentets ønske om at udskille spørgsmålet om egne indtægter til en selv-
stændig efterfølgende forhandling? Det juridiske grundlag var artikel 312, hvor ud-
gangspunktet i stk. 2 er, at beslutningerne træffes med enstemmighed. At give Parla-
mentet beføjelser på området ville være en katastrofe, for det afspejlede den europæ-
iske befolkning mindre end nogen. I stedet kunne man eventuelt inddrage de nationale
parlamenter, hvor man stadig kunne finde en smule sund fornuft.
I forhandlingerne om finansloven op mod jul opstod der et kæmpe drama i Finansmi-
nisteriet, som angik 2-3 mia. kr. Nu kunne man forstå, at Danmark med de ændringer,
der blev lagt op til, skulle betale 5 mia. kr. mere til EU. Det satte tingene i perspektiv,
for det måtte vel være lige svært at finde penge til udgifter, uanset hvad de går til. Så
hvor skulle de 5 mia. kr. komme fra?
Kim Valentin
roste ministeren, dels for at have efterkommet ønsket om en debat i
salen, dels for nu at have understreget, hvilke økonomiske fordele Danmark har af
EU-medlemskabet.
Han mente, at budgettet indeholdt et strukturelt problem, i og med at udgifterne til
budgetkategori 3
naturressourcer og miljø
stod til at falde med ca. 10 pct. i bud-
getperioden, samtidig med at 25 pct. af hele budgettet skulle gå til klimaindsatsen,
herunder 40 pct. af udgifterne til budgetkategori 3. Det hang ikke sammen. Man talte
om at styrke klimaet, men når det kom til stykket, var der ikke sat ressourcer af til det.
Det var et forhandlingsmæssigt skisma. Hvordan ville regeringen håndtere det?
Den fungerende finansminister
svarede Morten Messerschmidt, at regeringen ikke
så noget grundlag for at ændre procedurerne. Når en aftale blev forelagt i Rådet, skal
den godkendes af et flertal i Europa-Parlamentet, og på indtægtssiden skal Europa-
Parlamentet høres, inden Rådet formelt
godkender MFF’en. Europa-Parlamentet
hav-
de givet udtryk for, at alle dele af MFF’en skulle ses som en samlet pakke, men det
var vigtigt at holde fast i, at der ifølge traktaten var tale om en rådsbeslutning.
Ministeren mente, at Kim Valentin fint illustrerede regeringens position om, at flere
penge kunne målrettes klimaet. Inden for andre søjler kunne man tilsvarende spare
ved at målrette andre indsatser, og de ekstra penge kunne overføres til klimaindsat-
sen. Det var muligt for et lille land som Danmark at få igennem, hvis man plejede sine
alliancer. Han ville gerne uddybe det på den kommende fredags møde.
Side 13 | 18
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 350: Foreløbigt referat fra Europaudvalgets møde 24/1-20 vedr. EU's flerårige finansielle ramme 2021-2027
2143089_0014.png
Jens Rohde
påpegede, at årsagen til, at Europa-Parlamentet gerne ville behandle
MFF’en som en samlet pakke, var, at stats-
og regeringscheferne under sidste bud-
getprocedure havde truffet beslutning om lovgivning på landbrugsområdet og dermed
snød på vægten.
Han præciserede, at han ikke havde kaldt ministeren for en lommeregnerliberalist,
men havde sagt, at han lød som en. At ministeren i den grad tog det til sig, var hans
valg.
Over for Morten Messerschmidt medgav han, at visse partier i Europa-Parlamentet
opførte sig, som om EU var et tagselvbord, hvilket ganske rigtigt var ude af trit med
befolkningens holdninger. Men de var dog stadig folkevalgte, og det burde man have
respekt for.
Om rabatten brugte ministeren et jysk forsamlingshustrick, der gik ud på at få modpar-
ten til at give et bud på en rabat og først derefter fortælle, hvad varen koster. Realite-
ten var, at Danmark ville få rabatten under alle omstændigheder, hvis rabatterne da
ikke blev afskaffet helt, for den uddeles som kuvertpenge allersidst i forhandlingerne,
hvor lande, der ønsker noget andet, får noget andet. Hvad ministeren ikke nævnte,
var, at der findes tre forskellige slags rabatter i EU. Spørgsmålet var, om Danmark
havde den slags rabat, der var bedst for landet
den diskussion kunne foregå for
lukkede døre.
Til Søren Søndergaards kommentar om tåbelige bevillinger anførte han, at det, der er
rationelt for nogen, ikke nødvendigvis er det for andre. I et fællesskab må man have
forståelse for, at landene har individuelle ønsker. Nogle ville mene, at der også er
brugt penge penge på tåbelige måder i det danske samfund, men det var en politisk
diskussion.
Han var heller ikke enig i Søren Søndergaards synspunkt om, at der nu viste sig en
historisk chance for et stramt budget med Brexit, for Storbritannien havde netop været
fortaler for en budgetrestriktiv linje. Derimod var der en chance for at tage et opgør
med rabatterne, da de store landes rabatter var koblet op på den britiske.
Endelig påpegede han, at Danmark ikke nødvendigvis skulle betale mere, blot fordi
budgettet steg en smule, for man opererede nu med EU-egenindtægter, herunder
handel med CO
2
-kvoter under emissionshandelsystemet, en bidragssats på 3 pct. af
det kommende fælles konsoliderede selvskabsskattegrundlag og et forslag om bidrag
på de enkelte medlemslande svarende til 0,8 euro pr. kilo uanvendeligt plastemballa-
geaffald. Han så frem til at høre regeringens holdninger til egenindtægter på det luk-
kede møde.
Formanden
bad ministeren fortælle, hvilke områder regeringen mente havde mindre
merværdi, og hvor midlerne derfor kunne omprioriteres.
Side 14 | 18
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 350: Foreløbigt referat fra Europaudvalgets møde 24/1-20 vedr. EU's flerårige finansielle ramme 2021-2027
2143089_0015.png
Den fungerende finansminister
fremviste et forstørret søjlediagram, som viste Dan-
marks nettobidrag sammenlignet med Tysklands, Sveriges, Italiens, Hollands, Storbri-
tanniens, Østrigs og Finlands. Den viste, at en dansker betalte 400 kr. mere end en
svensker, og at derfor ikke var urimeligt at indtage det standpunkt, at Danmark skulle
kæmpe for at beholde sin rabat. Rabatten ville ikke komme uden videre, som Jens
Rohde hævdede
det krævede en kamp og tætte alliancer. Det havde det ikke helt
udramatiske forløb vist. Nu var man så kommet i en situation, hvor den danske rabat
var brugt til et finansieringsbidrag i 2012-skatteaftalen, og den havde Radikale Venstre
selv været med til at lave. Så måtte partiet også fortælle, hvor finansieringsbidraget
skulle hentes, hvis ikke regeringen skulle kæmpe for rabatten.
Om egenindtægter sagde han, at regeringen var klar til at undersøge mulighederne,
men at det ikke var et pengetræ, da indtægter fra f.eks. afgifter på plastemballage i
sidste ende kommer fra forbrugerne.
Formandens spørgsmål ville han gerne besvare den kommende fredag for lukkede
døre.
Jan E. Jørgensen
præciserede, at både Jyllands-Posten og ministeren havde citeret
ham korrekt, men ministeren havde taget hans ord ud af sammenhæng. Det, han
havde udtalt, var, at det var bekymrende og primitivt, når regeringen lod rabatten være
vigtigere end alle andre temaer, for det var den samlede pris, der betød noget. Med
den modsatte logik kunne ministeren fortælle Greta Thunberg og de 50.000 skoleele-
ver, næste gang de demonstrerede på Christiansborg Slotsplads, at den danske rabat
trods alt var vigtigere end klimaet
det ville nok ikke vise sig populært. Han ville ikke
være imponeret over en rabat på 1 mia. kr., hvis man samtidig endte med 11 mia kr. i
ekstraregning, fordi man kun havde fokuseret på rabatten.
Christoffer Aagaard Melson
kvitterede for ministerens løfte om at uddybe positionen
vedrørende grønlandsinstrumentet på den kommende fredags lukkede møde. Der var
brug for nøjere afklaring end den, ministeren kunne give med udgangspunkt i samle-
notet. Når regeringen ville bevare instrumentet, sigtede det så alene til bevillingens
størrelse, eller var det også forslaget om sammenlægningen af instrumenter, man var
utilfreds med?
Han gentog også spørgsmålet om, hvorvidt der var dialog mellem regeringen og
Naalakkersuisut. Folketinget havde ført en debat om at hjælpe socialt udsatte i Grøn-
land med 80 mio. kr. ekstra over en årrække, men her stod Grønland til at miste et
meget større beløb, nemlig 150 mio. kr. årligt., hvis Kommissionen fik sin vilje.
Den fungerende finansminister
påpegede over for Jan E. Jørgensen, at der ikke
forelå et bytteforhold mellem lavere udgifter og generøsitet med hensyn til rabatter.
Udgifterne bliver ikke lavere af, at man slækker på sin rabat. Det interessante var, om
Venstre fandt det vigtigt at kæmpe for rabatten.
Side 15 | 18
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 350: Foreløbigt referat fra Europaudvalgets møde 24/1-20 vedr. EU's flerårige finansielle ramme 2021-2027
2143089_0016.png
Svaret til Christoffer Aagaard Melson lød, at det kunne blive svært at forhindre sam-
menlægningen af grønlandsinstrumentet med andre instrumenter, men bevillingens
størrelse kæmpede regeringen for at beholde. Den skulle ikke ændres, og som mini-
steren forstod det, foregik der en tæt koordinering med Naalakkersuisut.
Rasmus Nordqvist
forstod, at det kunne være svært for en fungerende finansminister
at blive kastet ind i MFF-forhandlinger med kort varsel, og at det måske var årsagen
til, at han valgte at vifte med nogle diagrammer, medlemmerne ikke kunne detaljerne i,
og enten ikke svarede på spørgsmål eller svarede udenom og fabrikerede stråmænd
undervejs. Til gengæld havde medlemmerne siddet med de emner siden maj 2018, og
der havde hobet sig spørgsmål op. Et så centralt element som klimamainstreaming
måtte da kunne diskuteres på et åbent møde, når man i tysk, fransk og engelsk pres-
se kunne læse landenes og Parlamentets position?
Desuden spurgte han, hvad regeringen mente med, at nye egenindtægter ikke måtte
antage karakter af skatter.
Halime Oguz
meddelte, at Socialistisk Folkeparti tilsluttede sig en budgetrestriktiv
tilgang. Til gengæld fandt partiet det bekymrende, at regeringen stillede en dansk
rabat som et krav, der kunne overskygge de øvrige forhandlingspositioner. Der var
vigtigere elementer, som regeringen burde læggere højere vægt på. Partiet så gerne,
at klimamainstreamingen kom op på 30 pct. Hvor meget vægt ville regeringen lægge
på klimaindsatsen og grænseforvaltningen i forhandlingerne?
Den fungerende finansminister
påpegede, at MFF’en ikke var nyt stof for ham, så
Rasmus Nordqvist skulle ikke holde sig tilbage med spørgsmål. Det var ikke fair at
fremstille det, som om emnet havde ventet på regeringen siden maj 2018, når der
havde været adskillige tekniske gennemgange, senest 2 dage før mødet.
Klimamainstreaming ville blive et centralt emne i forhandlingerne, så det ville han ger-
ne vente med at behandle til det lukkede møde.
Om egenindtægter slog han fast, at de kun kunne indføres på traktatens grundlag. Det
var det, regeringen mente med, at de ikke måtte antage karakter af skatter.
Til Halime Oguz sagde han, at klima og grænseforvaltning var blandt de tre-fire øver-
ste prioriteter i forhandligerne.
Kim Valentin
meddelte, at Venstre fandt det vigtigt, at der nogle ting sker relativt hur-
tigt, efter at man sætter sig et mål. Når man laver et budget, er der en risiko for, at
nogle mål bliver til tal, man ikke har sat penge af til, og som derfor ikke bliver opfyldt. I
forhandlinger sker der typisk det, at man flytter problemet, og så dukker det op et an-
det sted senere. Det er endnu værre end selve problemet, fordi man i mellemtiden har
fortalt befolkningen, at man har løst problemet. Hvad skulle der sættes af i budgetka-
Side 16 | 18
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 350: Foreløbigt referat fra Europaudvalgets møde 24/1-20 vedr. EU's flerårige finansielle ramme 2021-2027
2143089_0017.png
tegori 3, hvis regeringen fik sin vilje? Den måtte have en alternativ MFF i hovedet.
Tallene kunne komme på næste uges møde.
Jens Rohde
kritiserede, at ministeren hele tiden insinuerede, at andre bare ville bruge
penge. Ministeren burde være varsom med at virke belærende over for udvalget.
Spørgsmålene om den samlede pris for Danmark var relevante. Man kunne f.eks.
retorisk spørge, om regeringen var villig til at veksle den danske rabat til investeringer
i grønlandsinstrumentet? Det var lidt sådan, ministeren stillede tingene op, men sådan
foregår forhandlingerne ikke, så det ville ikke være et fair spørgsmål. Regeringen bur-
de udarbejde diagrammer, der viste, hvad Danmark kunne få ud af at få en anden
slags rabat ud af de tre mulige i EU, for det ville betyde en anden fordeling. Det var
ikke et spørgsmål om, hvorvidt Danmark skulle betale for andre landes rabatter, men
om det var prisen værd at sætte det op som den vigtigste prioritet. Regeringen var
nødt til at udvise en smule lydhørhed over for partierne for at få indhentet sit mandat.
Jan E. Jørgensen
slog fast, at der ikke findes venstremænd, som ikke er glade for
rabatter. Kun gratis og ad libitum slår en rabat, men bundlinjen er nu stadig det vigtig-
ste. Han spurgte, hvad henholdsvis Kommissionens udspil på 1,14 pct. af BNI, Fin-
lands kompromisforslag på 1,07 pct. og en fastholdelse af 1 pct. ville koste ekstra for
Danmark.
Den fungerende finansminister
svarede, at det var et kernespørgsmål, hvordan man
kunne forgrønne EU’s budget. Regeringen lagde vægt
på, at så stor en andel af land-
brugsstøtten som muligt ville blive øremærket til grøn omstilling. Når det handlede om
detaljer i forhandlingerne, ville han gerne vente til det lukkede møde.
Med afsæt i Jens Rohdes kommentarer tilbød han, at regeringen tilrettelagde fortrolige
orienteringer løbende, så udvalget kunne blive nøjere orienteret om positionerne og
udviklingen i forhandlingerne.
Om rabatten understregede han, at man måtte gøre noget for at sørge for, at Dan-
mark ikke kom til at betale for andre landes rabatter, og det var at kæmpe for den
danske.
NOT
På Jan E. Jørgensens spørgsmål svarede han, at Kommissionens forslag ville betyde
en ekstraudgift for Danmark på 6 mia. kr. og en stigning på 31 pct., den finske for-
handlingsboks 5 mia. kr. ekstra og en stigning på 27 pct., mens en fastholdelse af
rammen på 1 pct. af BNI ville føre til en stigning på 17 pct. Svarene ville blive over-
sendt til udvalget sammen med de diagrammer, ministeren havde fremvist.
Jens Rohde
spurgte, om regeringen agtede at foretage en refleksion over sine vægt-
ninger for at finde en fælles forståelsesramme med de partier, han gerne ville have
mandat fra. Eller gjorde ministeren sig den illusion, at han bare kunne komme trom-
lende og overbevise partierne om at give mandat uden at komme dem i møde?
Side 17 | 18
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 350: Foreløbigt referat fra Europaudvalgets møde 24/1-20 vedr. EU's flerårige finansielle ramme 2021-2027
2143089_0018.png
Den fungerende finansminister
svarede, at de holdninger, der blev udtrykt i samle-
notatet, var dem, han ville gå til debat med i salen. Så måtte partierne hver især byde
ind, og så måtte man se, hvor det landede.
Jens Rohde
var klar over, hvad regeringen mente, men at den kunne kun få flertal,
hvis man fandt en fælles forståelsesramme. Det anbefalede han regeringen at reflek-
tere over.
Side 18 | 18