kom (2019) 0532 - Ingen titel

Europaudvalget 2019
KOM (2019) 0532
Offentligt

EUROPA-

KOMMISSIONEN

Bruxelles, den 5.6.2019

COM(2019) 532 final

BERETNING FRA KOMMISSIONEN

Italien

Rapport udarbejdet i henhold til artikel 126, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske

Unions funktionsmåde

kom (2019) 0532 - Ingen titel

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN

Italien

Rapport udarbejdet i henhold til artikel 126, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske

Unions funktionsmåde

NDLEDNING

Der er i artikel 126 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) fastsat en

procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud. Denne procedure er nærmere

fastsat i Rådets forordning (EF) nr. 1467/97 om fremskyndelse og afklaring af

gennemførelsen af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud

, som

indgår i stabilitets- og vækstpagten (SVP). Der er i forordning (EU) nr. 473/20132 fastsat

særlige bestemmelser for medlemsstaterne i euroområdet omfattet af proceduren i forbindelse

med uforholdsmæssigt store underskud

I henhold til artikel 126, stk. 2, i TEUF skal Kommissionen overvåge, om budgetdisciplinen

overholdes på grundlag af følgende to kriterier: a) hvorvidt den procentdel, som det

forventede eller faktiske offentlige underskud udgør af bruttonationalproduktet (BNP),

overstiger en referenceværdi på 3 %, og b) hvorvidt den procentdel, som den offentlige gæld

udgør af BNP, overstiger referenceværdien på 60 %, medmindre denne procentdel mindskes

tilstrækkeligt og nærmer sig referenceværdien med en tilfredsstillende hastighed

Det fastsættes i artikel 126, stk. 3, i TEUF, at Kommissionen udarbejder en rapport, hvis en

medlemsstat ikke opfylder kravene i forbindelse med et af eller begge ovenstående kriterier. I

rapporten skal der ligeledes "tages [...] hensyn til, om det offentlige underskud overstiger de

offentlige investeringsudgifter, samt til alle andre relevante forhold, herunder medlemsstatens

økonomiske og budgetmæssige situation på mellemlang sigt."

Denne rapport, som er det første skridt i proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store

underskud, indeholder en analyse af Italiens overholdelse af gældskriteriet i traktaten i 2018

og er udarbejdet under behørig hensyntagen til den økonomiske baggrund og andre relevante

forhold.

EFT L 209 af 2.8.1997, s. 6. I denne rapport tages der ligeledes hensyn til "Specifikationer om gennemførelsen

af stabilitets- og vækstpagten og retningslinjer for stabilitets- og konvergensprogrammernes indhold og form"

som vedtaget af Det Økonomiske og Finansielle Udvalg den 15. maj 2017, der kan ses på:

http://data.consilium.europa.eu/doc/document/ST-9344-2017-INIT/en/pdf

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 473/2013 om fælles bestemmelser om overvågning og

evaluering af udkast til budgetplaner og til sikring af korrektion af uforholdsmæssigt store underskud i

medlemsstaterne i euroområdet (EUT L 140 af 27.5.2013, s. 11).

Begreberne "mindskes

tilstrækkeligt"

"tilfredsstillende hastighed"

er defineret i artikel 2, stk. 1a, i forordning

(EF) 1467/97 som opfyldt, hvis "forskellen

[af gældskvoten] i forhold til referenceværdien er aftaget i de

forudgående tre år med i gennemsnit en tyvendedel pr. år som et benchmark".

Det fastsættes også i

forordningen, at "[k]ravet

i forbindelse med gældskriteriet betragtes også som opfyldt, hvis Kommissionens

budgetprognoser viser, at den påkrævede reduktion af forskellen sker over en treårig periode, der omfatter de to

år, der følger efter det sidste år, der er tilgængelige data for".

Det fastsættes yderligere i forordning (EF)

nr. 1467/97, at der skal tages hensyn til "konjunkturens indflydelse på gældsreduktionstempoet". Disse

elementer er blevet omsat til et gældsreduktionsmål, som er fastsat i adfærdskodeksen for stabilitets- og

vækstpagten og godkendt af Rådet. Det vurderes, om gældsbenchmarket overholdes på grundlag af tre

forskellige konfigurationer: det bagudrettede, det fremadrettede og gældsreduktionsmålet justeret for

konjunkturindvirkninger.

kom (2019) 0532 - Ingen titel

Den 23. maj 2018 offentliggjorde Kommissionen en rapport i henhold til artikel 126, stk. 3, i

TEUF

, da Italien ikke gjorde tilstrækkelige fremskridt i retning af at overholde gældskriteriet

i 2017. Rapportens konklusion var, at kriteriet burde anses for at være opfyldt på daværende

tidspunkt, navnlig under hensyn til Italiens efterfølgende overholdelse af den forebyggende

del i 2017. Det var ligeledes anført i rapporten, at der

–

på baggrund af både regeringens

planer og Kommissionens prognose fra foråret 2018

–

var en risiko for en betydelig afvigelse

fra tilpasningen i retning af den mellemfristede budgetmålsætning for 2018, som Rådet havde

henstillet. Det var anført i rapporten, at Kommissionen igen ville vurdere, om kriteriet var

opfyldt på grundlag af efterfølgende data for 2018, der skulle indberettes i foråret 2019.

Kommissionen offentliggjorde en anden rapport i henhold til artikel 126, stk. 3, i TEUF i

november 2018

, da den i Italiens udkast til budgetplan for 2019 konstaterede et tilfælde af

"alvorlige

overtrædelser"

af den finanspolitiske henstilling, som Rådet havde fremsat den

13. juli 2018, hvilket begrunder en ny vurdering af Italiens overholdelse af

gældsreduktionsmålet i 2017. Regeringen satte imidlertid en stopper for situationen med

"alvorlige

overtrædelser"

af den forebyggende del af SVP'en, som havde tilskyndet til

genvurderingen, gennem de ændringer, den indførte i sit budget for 2019 i løbet af december

2018.

De oplysninger, som myndighederne indberettede i april 2019

, og som efterfølgende blev

valideret af Eurostat

, viser, at Italiens samlede offentlige underskud faldt til 2,1 % af BNP i

2018 (fra 2,4 % i 2017), mens den samlede offentlige gæld steg til 132,2 % af BNP (fra

131,4 % i 2017), dvs. over referenceværdien på 60 % af BNP. For 2019 ventes gældskvoten i

Italiens stabilitetsprogram for 2019 fortsat kun at stige lidt til 132,6 %. I 2020 forventes der et

fald i gældskvoten (på 1,3 procentpoint) til 131,3 %. Ifølge Kommissionens forårsprognose

2019 forventes Italiens gældskvote at stige mere markant til 133,7 % i 2019 og 135,2 % i

2020.

Baseret på de indberettede data og Kommissionens forårsprognose 2019 opfyldte Italien ikke

gældsreduktionsmålet i 2018 (afvigelse på ca. 7�½ % af BNP) (jf. tabel 1). Samlet set viser

Italiens manglende overholdelse af gældsreduktionsmålet i 2018, at der umiddelbart er tale

om et uforholdsmæssigt stort underskud i stabilitets- og vækstpagtens forstand, inden der

tages hensyn til alle de faktorer, der er beskrevet nedenfor. På grundlag af både regeringens

planer og Kommissionens forårsprognose 2019 forventes Italien desuden hverken at

overholde gældsreduktionsmålet i 2019 (en forskel på henholdsvis ca. 5 % og 9 % af BNP)

eller i 2020 (en forskel på henholdsvis ca. 4�½ % og 9¼ % af BNP).

Kommissionen har derfor udarbejdet denne rapport for at foretage en samlet kvalitativ

vurdering af afvigelsen fra gældsreduktionsmålet og undersøge, om det er berettiget at

indlede proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, efter at der er taget

Kommissionens rapport COM(2018) 428 final af 23.5.2018: "Italy

–

Report prepared in accordance with Article

126(3) of the Treaty on the Functioning of the European Union".

Jf. Kommissionens rapport COM(2018) 809 final af 21.11.2018: "Italien

–

Rapport udarbejdet i henhold til

artikel 126, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde".

Ifølge forordning (EF) nr. 479/2009 skal medlemsstaterne to gange om året underrette Kommissionen om deres

forventede og faktiske offentlige underskud og gældsniveau. Italiens seneste indberetning findes på:

http://ec.europa.eu/eurostat/web/government-finance-statistics/excessive-deficit-procedure/edp-notification-

tables

Eurostats

pressemeddelelse

nr.

67/2019

23. april

2019,

der

findes

på:

https://ec.europa.eu/eurostat/documents/2995521/9731224/2-23042019-AP-EN/bb78015c-c547-4b7d-b2f7-

4fffe7bcdfad

kom (2019) 0532 - Ingen titel

hensyn til alle relevante forhold. Afsnit 2 i rapporten indeholder en gennemgang af

underskudskriteriet. I afsnit 3 gennemgås gældskriteriet. Afsnit 4 omhandler offentlige

investeringer og andre relevante forhold, herunder vurderingen af overholdelsen af den

krævede tilpasning i retning af den mellemfristede budgetmålsætning. I dette afsnit

fremhæves navnlig Italiens manglende overholdelse af den anbefalede tilpasning i retning af

den mellemfristede budgetmålsætning i 2018 baseret på efterfølgende data (afsnit 4.1).

Rapporten er baseret på Kommissionens forårsprognose 2019, som blev offentliggjort den

7. maj 2019, og som tager hensyn til Italiens stabilitetsprogram for 2019, der blev forelagt for

Kommissionen og Rådet den 19. april 2019.

Tabel 1:

Samlet offentligt underskud og gæld (% af BNP)

NDERSKUDSKRITERIET

Italien gjorde en betydelig finanspolitisk indsats i perioden 2010-2013, øgede det primære

overskud til over 2 % af BNP og afviklede proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt

store underskud i 2013 ved at fastholde sit samlede underskud inden for underskudstærsklen

på 3 % af BNP fra 2012. Den finanspolitiske kurs er imidlertid gradvist blevet lempet siden

2014, og den strukturelle primære saldo er forværret betydeligt. I 2018 stabiliseredes Italiens

primære overskud på 1,6 % af BNP, mens det samlede underskud udgjorde 2,1 % af BNP,

hvilket er det laveste niveau siden 2007. Imidlertid ventes både den samlede og den primære

saldo at blive forværret i 2019, hovedsagelig på grund af den makroøkonomiske afmatning

og foranstaltningerne i 2019-budgettet, før den forværres yderligere i 2020 på grundlag af en

uændret politik.

Italiens samlede offentlige underskud blev indberettet til 2,1 % af BNP i 2018. Ifølge både

stabilitetsprogrammet og Kommissionens forårsprognose 2019 forventes det at overholde

traktatens referenceværdi på 3 % af BNP i 2019. Ifølge Kommissionens prognose vil

referenceværdien dog blive overskredet i 2020 ud fra en antagelse om en uændret politik

Antagelsen om en uændret politik afviger fra hypotesen om uændret lovgivning, f.eks. med hensyn til politiske

foranstaltninger, der formelt er vedtaget, men ikke er medtaget i Kommissionens prognose, eftersom det

vurderes, at de ikke er troværdige nok eller ikke er tilstrækkeligt detaljerede. Som et eksempel kan nævnes, at

Kommissionen efter sin efterårsprognose fra 2016 ikke medtager højere momssatser, der vedtages som en

"beskyttelsesklausul", for at sikre, at de fremtidige finanspolitiske mål nås, eftersom Italien med sin

kom (2019) 0532 - Ingen titel

Ifølge stabilitetsprogrammet forventes det offentlige underskud at udgøre 2,4 % af BNP i

2019 og 2,1 % i 2020, inden det igen falder til 1,8 % af BNP i 2021 og 1,5 % i 2022. Den

forventede stigning i det samlede offentlige underskud i 2019 skyldes i høj grad den

makroøkonomiske afmatning og budgetforanstaltningerne i budgettet for 2019 med en

underskudsforøgende nettovirkning på ca. 0,5 % af BNP

. Faldet i det forventede offentlige

underskud i 2020 skyldes hovedsagelig virkningen (omkring 1,3 % af BNP) af de højere

momssatser, der ved lov er fastsat for 2020 som en beskyttelsesklausul.

Ifølge Kommissionens forårsprognose 2019 vil Italiens samlede offentlige underskud være på

2,5 % af BNP i 2019 og stige til 3,5 % i 2020. Selv om den underskudsforøgende

nettovirkning af foranstaltningerne i 2019-budgettet er i overensstemmelse med

fremskrivningerne i stabilitetsprogrammet, er Kommissionens prognose for det samlede

underskud for 2019 lidt højere end sidstnævnte, hvilket hovedsagelig skyldes en mere

forsigtig underliggende udvikling i de offentlige udgifter. Det højere underskud, som

Kommissionen forudser for 2020 på grundlag af en antagelse om uændret politik i forhold til

regeringens planer, skyldes hovedsagelig, at Kommissionen ikke medtager de højere

momssatser, der er vedtaget for 2020, som en sikkerhedsklausul, i betragtning af de

systematiske ophævelser, der er konstateret i de seneste år, og manglen på detaljerede

oplysninger om mulige alternative foranstaltninger.

Italien opfylder således i øjeblikket underskudskriteriet som defineret i traktaten og i

forordning (EF) nr. 1467/97, selv om der er risiko for, at underskudskriteriet ikke vil blive

opfyldt i 2020 på grundlag af Kommissionens forårsprognose 2019 ud fra en antagelse om en

uændret politik.

ÆLDSKRITERIET

Efter en stigning på gennemsnitligt 5 procentpoint pr. år i perioden med økonomisk

dobbeltdyk i 2008-2013 lå Italiens offentlige gældskvote til omkring 131,5 % i perioden

2014-2017, inden den steg til 132,2 % i 2018. På baggrund af stabilitetsprogrammet

forventes den at stige en smule til 132,6 % i 2019 og at falde til 131,3 % i 2020 som følge af

en forholdsvis solid nominel vækst, et fald i det samlede underskud takket være

momsstigninger og ambitiøse privatiseringsindtægter. Kommissionen forventer derimod, at

gældskvoten vil stige i både 2019 og 2020 med op til over 135 % på grund af en stor

gældsforøgende "sneboldeffekt", et faldende primært overskud og privatiseringsindtægter

under det forventede. Selv om risiciene ved refinansiering fortsat er begrænsede på kort sigt,

er den høje offentlige gæld fortsat en kilde til sårbarhed for Italiens økonomi.

Efter ophævelsen af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud i juni

2013 var Italien omfattet af en treårig overgangsperiode til opfyldelse af

gældsreduktionsmålet, som begyndte i 2013 og sluttede i 2015. Efter udløbet af

overgangsperioden blev gældsreduktionsmålet gældende i 2016. Baseret på de indberettede

data og Kommissionens prognose blev afvigelsen i forhold til gældsmålet 7,6 % i 2018.

Desuden har Italien på grundlag af stabilitetsprogrammet ikke planer om at overholde

gældsreduktionsmålet hverken i 2019 (afvigelse fra gældsmålet på 5,1 % af BNP) eller i 2020

(afvigelse fra gældsmålet på 4,5 % af BNP). Denne konklusion bekræftes i Kommissionens

budgetlovgivning systematisk har ophævet disse forhøjelser for det kommende år, for det meste uden at angive

alternative finansieringsforanstaltninger.

Dette beløb omfatter ophævelse af den momsforhøjelse (svarende til 0,7 % af BNP), der blev vedtaget for 2019

som en beskyttelsesklausul, og den aktivering af mekanismen for indefrysning af udgifter (til en værdi af 2 mia.

EUR eller 0,11 % af BNP i 2019), som blev antaget i Italiens stabilitetsprogram for 2019.

kom (2019) 0532 - Ingen titel

prognose med endnu større forskelle (afvigelse fra gældsmålet på henholdsvis 9,0 % og 9,2 %

af BNP).

Nærmere bestemt nåede Italiens gældskvote op på 132,2 % i 2018, dvs. 0,8 procentpoint

højere end i 2017. Som det fremgår af tabel 2, skyldtes denne stigning hovedsagelig en stor

gældsforøgende stockflowtilpasning (0,9 % af BNP), som også hang sammen med en

markant stigning i finansministeriets likviditetsreserver. Den gældsreducerende virkning af

det højere primære overskud (1,6 % af BNP, en stigning fra 1,4 % i 2017) opvejede næsten

fuldstændig en gældsforøgende "sneboldeffekt" (1,5 %). Som det fremgår af figur 1, lå de

faktiske implicitte gældsomkostninger

over Italiens vækst i det reale BNP i 2018 (0,9 %),

selv om de faldt en smule (til 2 % fra 2,4 % i 2017) takket være en gradvis overførsel af

højere spotrenter ved emission (1,1 % i 2018, en stigning fra 0,7 % i 2017)

til

gældsbetjeningen af den udestående gæld

og en moderat stigning i inflationen (BNP-

deflator på 0,8 %). Stigningen i spotrenten ved emission i 2018 (og i begyndelsen af 2019)

afspejler højere risikopræmier på Italiens offentlige gæld, idet rentespændet på statspapirer

har gennemgået et skift i opadgående retning i en størrelsesorden på ca. 100 basispoint siden

maj 2018. Sammenlignet med fremskrivningerne i Kommissionens forårsprognose 2018 viste

renteudgifterne i 2018 sig at stige med ca. 2,2 mia. EUR (65 mia. EUR i stedet for 62,8 mia.

EUR).

For 2019 forventes det i henhold til stabilitetsprogrammet, at gældskvoten stiger yderligere til

132,6 %, dvs. med 0,4 procentpoint i forhold til niveauet i 2018. Den forventede dynamiske

udvikling skyldes hovedsagelig en gældsforøgende "sneboldeffekt" (2 % af BNP) som følge

af en svækkelse af de makroøkonomiske forhold (den nominelle BNP-vækst, der falder til

1,2 % fra 1,7 % i 2018), selv om det primære overskud (1,2 % af BNP) og de ambitiøse

privatiseringsindtægter (1 % af BNP) i vidt omfang opvejer det. Kommissionen forventer, at

Italiens gældskvote stiger meget mere markant i 2019 til 133,7 %. Forskellen skyldes dels en

større gældsforøgende "sneboldeffekt" (2,6 %), der er forbundet med mere forsigtige

antagelser med hensyn til den nominelle BNP-vækst (0,8 % i stedet for 1,2 %), og dels en

gældsforøgende stockflowtilpasning, der i vid udstrækning skyldes de forventede resultater af

statens forventede privatiseringer (0,1 % af BNP i stedet for 1 %).

I 2020 forventes gældskvoten ifølge stabilitetsprogrammet at falde til 131,3 %, dvs. med

1,3 procentpoint i forhold til 2019-niveauet. Den forventede udvikling skyldes hovedsagelig

et stort forventet primært overskud (1,6 % af BNP) og en neutral "sneboldeffekt" som følge

af den formodede stigning i den nominelle BNP-vækst (2,8 %) på trods af en lidt

gældsforøgende stockflowtilpasning (0,3 %). Kommissionen forventer i stedet, at Italiens

gældskvote fortsat vil stige i 2020, nemlig til 135,2 %. Forskellen skyldes en meget lavere

primær saldo (et primært underskud på 0,2 % af BNP), da Kommissionen ikke i sin prognose

medtager stigningen i momssatserne, der er vedtaget som en sikkerhedsklausul, og en meget

større gældsforøgende "sneboldeffekt" (1,4 %), som hænger sammen med mere forsigtige

antagelser med hensyn til den nominelle BNP-vækst (1,8 % i stedet for 2,8 %). Desuden tager

De faktiske implicitte gældsomkostninger på tidspunkt

kan defineres som det nominelle afkast betalt af

regeringen i form af afdrag på den udestående gæld på tidspunkt

t-1,

med fradrag af indvirkningen af inflation

på tidspunkt

I tabel 2 kan den årlige ændring i gældskvoten på grund af de faktiske implicitte

gældsomkostninger beregnes ved at sammenlægge de respektive bidrag fra renteudgifter (gældsforøgende) og

BNP-deflatoren (gældsformindskende).

Den var i gennemsnit på 1,33 % mellem januar og april 2019.

Dette hænger sammen med den gennemsnitlige varighed af den italienske offentlige gæld og

refinansieringsperioden herfor.

kom (2019) 0532 - Ingen titel

Kommissionen udgangspunkt i en manglende opfyldelse af regeringens planlagte

privatiseringer (nul i stedet for 0,3 % af BNP). Risiciene i forbindelse med

gældsfremskrivningerne i både Kommissionens prognose og stabilitetsprogrammet kunne

hænge sammen med værre makroøkonomiske udsigter end forventet, en større forværring af

den primære saldo, lavere inflation og/eller privatiseringsindtægter og højere renteudgifter

end forventet.

Som det fremgår af figur 1, var de stadigt faldende faktiske implicitte gældsomkostninger til

den offentlige gæld (stiplet

sort linje)

til trods for en svækkelse af væksten i det reale BNP i

2018 (blå

linje)

nok til at begrænse den gældsforøgende "sneboldeffekt" (gul

skygge)

til

1,2 % i 2018 (en stigning fra 0,7 % i 2017), dvs. stort set i overensstemmelse med

gennemsnittet før krisen (1,2 % i 2000-2007), efter et par år, hvor den lå under sidstnævnte

(0,75 % i 2016-2017). Mens forskellen i den positive rentevækstrate på nuværende tidspunkt

er enestående i EU og fører til en gældsforøgende "sneboldeffekt", kan den således kun

delvist forklare Italiens manglende overholdelse af gældsreduktionsmålet i 2018, primært

gennem landets fremadrettede konfiguration. I 2019 forventes sneboldeffekten at stige til

2 %, dvs. markant over det historiske gennemsnit, hovedsagelig på grund af en svækkelse af

de makroøkonomiske vilkår. Den er som sådan en af hovedårsagerne til Italiens forventede

manglende overholdelse af gældsreduktionsmålet i en fremadrettet konfiguration.

Overordnet tyder denne analyse således umiddelbart på, at gældskriteriet med hensyn til

traktaten og forordning (EF) nr. 1467/97 ikke opfyldes i 2018, 2019 og 2020, uanset om det

er baseret på stabilitetsprogrammet eller Kommissionens forårsprognose for 2019, før der

tages hensyn til alle relevante faktorer som beskrevet nedenfor.

kom (2019) 0532 - Ingen titel

Tabel 2:

Gældsdynamik

Figur 1: Drivkræfter for sneboldeffekt på offentlig gæld

Kilde: Kommissionens forårsprognose 2019 og data fra finansministeriet (MEF). Effektiv spotrente ved

emission for 2019 omfatter kun data frem til april 2019.

kom (2019) 0532 - Ingen titel

ELEVANTE FORHOLD

I henhold til artikel 126, stk. 3, i TEUF skal der i Kommissionens rapport ligeledes "tages

[...] hensyn til, om det offentlige underskud overstiger de offentlige investeringsudgifter, samt

til alle andre relevante forhold, herunder medlemsstatens økonomiske og budgetmæssige

situation på mellemlang sigt".

I artikel 2, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 1467/97

præciseres det, hvilke forhold der er tale om, idet det hedder, at der skal tages behørigt

hensyn til "alle

andre forhold, som efter den pågældende medlemsstats opfattelse er relevante

for at kunne foretage en samlet kvalitativ vurdering af overholdelsen af underskuds- og

gældskriteriet, og som medlemsstaten har forelagt Rådet og Kommissionen".

I tilfælde af en åbenbar overtrædelse af gældskriteriet er analysen af de relevante forhold især

berettiget, da gældsdynamikken i højere grad påvirkes af forhold, der ligger uden for

regeringens kontrol, end det er tilfældet for underskuddet. Dette anerkendes i artikel 2, stk. 4,

i forordning (EF) nr. 1467/97, hvori det fastsættes, at der skal tages hensyn til de relevante

forhold ved vurderingen af overholdelse på grundlag af gældskriteriet uanset omfanget af

misligholdelsen. I denne forbindelse skal der som minimum tages hensyn til følgende tre

vigtige aspekter (hvilket også er sket tidligere) ved vurderingen af, om gældskriteriet er

overholdt, på grund af deres indvirkning på gældsdynamikken og -bæredygtigheden:

1. efterlevelse af den mellemfristede budgetmålsætning eller tilpasning i retning heraf,

hvilket skal sikre bæredygtighed eller hurtige fremskridt hen imod bæredygtighed

under normale makroøkonomiske forhold. Da der i sagens natur tages hensyn til

gældsniveauet og implicitte forpligtelser i den mellemfristede budgetmålsætning, bør

overholdelsen af den mellemfristede budgetmålsætning eller tilpasningen i retning

heraf sikre konvergens af gældskvoterne i retning af forsigtige niveauer, i det mindste

på mellemlang sigt

2. strukturreformer, der allerede er gennemført eller nærmere beskrevet i en plan for

strukturreformer, og som forventes at øge bæredygtigheden på mellemlang sigt

gennem deres indvirkning på væksten og dermed bidrage til at sikre en

tilfredsstillende faldende gældskvote. Samlet set forventes efterlevelsen af den

mellemfristede budgetmålsætning (eller tilpasningen i retning heraf) samt

gennemførelsen af strukturreformer (inden for rammerne af det europæiske semester)

under normale økonomiske vilkår at bringe gældsdynamikken tilbage på en

bæredygtig kurs gennem en kombineret indvirkning på selve gælden (gennem

opnåelse af en sund budgetstilling på mellemlangt sigt) og på den økonomiske vækst

(gennem reformer)

3. ugunstige makroøkonomiske forhold og navnlig lav inflation, som kan hæmme

nedbringelsen af gældskvoten og gøre overholdelse af stabilitets- og vækstpagtens

bestemmelser særligt krævende. Hvis inflationen er lav, er det vanskeligere for en

medlemsstat at overholde gældsreduktionsmålet. Under sådanne betingelser er

efterlevelsen af den mellemfristede budgetmålsætning eller tilpasningen i retning

heraf et afgørende relevant forhold ved vurderingen af, om gældskriteriet er

overholdt.

På baggrund heraf er der i følgende afsnit fokus på: 1) budgetstillingen på mellemlang sigt,

herunder en vurdering af overholdelsen af den krævede tilpasning i retning af den

mellemfristede budgetmålsætning og af offentlige investeringer, 2) udviklingen og

holdbarheden i den offentlige gæld på mellemlang sigt, 3) den økonomiske situation på

mellemlang sigt, herunder situationen med hensyn til gennemførelsen af strukturreformer, 4)

kom (2019) 0532 - Ingen titel

andre forhold, som Kommissionen finder relevante, og 5) andre forhold påpeget af

medlemsstaten.

4.1.

Budgetstillingen på mellemlang sigt

En efterfølgende vurdering tyder på, at Italien ikke overholder den anbefalede tilpasning i

retning af den mellemfristede budgetmålsætning i 2018, selv efter at der er taget hensyn til

den såkaldte "skønsmargen". Endvidere er Italien, for så vidt angår 2019, truet af manglende

overholdelse af den forebyggende del af stabilitets- og vækstpagten, selv efter at der er taget

hensyn til den midlertidige afvigelse i forbindelse med usædvanlige begivenheder. Størrelsen

af afvigelsen fra den anbefalede tilpasning i retning af den mellemfristede budgetmålsætning

forventes at vokse yderligere i 2020 ifølge Kommissionens forårsprognose 2019 ud fra en

antagelse om en uændret politik. Dette er en skærpende omstændighed.

Strukturel saldo og tilpasninger i retning af det mellemfristede mål

Med hensyn til

2018

henstillede Rådet den 11. juli 2017, at Italien skulle tilstræbe en

betydelig finanspolitisk indsats i overensstemmelse med kravene i den forebyggende del af

stabilitets- og vækstpagten under hensyntagen til behovet for at styrke det igangværende

opsving og sikre de offentlige finansers holdbarhed. Baseret på den tilpasningsmatrix, der er

aftalt i henhold til den forebyggende del af stabilitets- og vækstpagten, blev denne tilpasning

omsat i kravet om en nominel reduktion af de primære offentlige nettoudgifter på mindst

0,2 %, hvilket svarer til en årlig strukturel indsats på mindst 0,6 % af BNP. Samtidig anførte

Rådet, at vurderingen af udkastet til budgetplan for 2018 og den efterfølgende vurdering af

2018-budgetresultaterne ville skulle tage behørigt hensyn til målet om at opnå en

finanspolitisk kurs, der bidrog til at styrke det igangværende opsving og sikre de offentlige

finansers holdbarhed. Efter den vurdering af styrken af Italiens genopretning under behørig

hensyntagen til landets udfordringer med hensyn til holdbarhed, som Kommissionen foretog i

november 2017 i sin udtalelse om Italiens udkast til budgetplan for 2018, fastsatte Rådet den

13. juli 2018 en påkrævet finanspolitisk strukturel indsats for Italien på mindst 0,3 % af BNP

for 2018 uden nogen yderligere afvigelse i løbet af et år svarende til en nominel vækst i de

primære offentlige nettoudgifter på højst 0,5 %.

På grundlag af indberettede data tyder udgiftsmålet på en utilstrækkelig finanspolitisk

tilpasning i 2018, da vækstraten i Italiens offentlige udgifter, eksklusive diskretionære

foranstaltninger på indtægtssiden og engangsforanstaltninger, på 2 %, forventes at have

oversteget den stigning på 0,5 %, som var anbefalet af Rådet. På grundlag af indberettede

data og Kommissionens forårsprognose 2019 anslås Italiens strukturelle saldo desuden at

være forværret med 0,1 % af BNP i 2018, hvilket er mindre end den nødvendige strukturelle

indsats på 0,3 % af BNP. Nærmere bestemt var stigningen i Italiens strukturelle primære

udgifter på ca. 0,45 % af det potentielle BNP sammenlignet med 2017 i vid udstrækning

drevet af aflønningen af ansatte og sociale overførsler i kontanter. Denne stigning blev kun

delvis opvejet af en lavere rente i størrelsesordenen 0,1 % af BNP

, hvilket resulterede i en

samlet stigning i de strukturelle udgifter på ca. 0,35% af det potentielle BNP. På den anden

side blev Italiens strukturelle indtægter kun forbedret med omkring 0,25 % af det potentielle

BNP, hovedsagelig som følge af indtægter fra indirekte skatter og socialsikringsbidrag. En

samlet vurdering peger således på, at Italien ikke har opfyldt tilpasningen i retning af den

mellemfristede budgetmålsætning, som Rådet anbefalede for 2018.

Som nævnt ovenfor viste renteudgifterne i 2018 sig imidlertid at være højere end forventet ifølge

Kommissionens forårsprognose 2018 på grundlag af stabilitetsprogrammet for 2018 som følge af en stigning i

renten på statsobligationer siden maj 2018.

kom (2019) 0532 - Ingen titel

For

2019

henstillede Rådet til Italien at sikre, at den nominelle vækstrate i de primære

offentlige nettoudgifter ikke overstiger 0,1 % svarende til en årlig strukturel tilpasning på

0,6 % af BNP.

Baseret på stabilitetsprogrammet peger udgiftsmålet i retning af en risiko for en væsentlig

afvigelse i både 2019 (afvigelse på 0,7 % af BNP) og i løbet af 2018 og 2019 tilsammen

(afvigelse på 0,7% af BNP om året i gennemsnit under hensyntagen til skønsmargenen i

2018

), idet vækstraten for de offentlige udgifter, eksklusive diskretionære foranstaltninger

på indtægtssiden og engangsforanstaltninger, på 1,8 %, vil være højere end den, som Rådet

anbefalede. Man når frem til samme konklusion på grundlag af den strukturelle saldo, idet det

i stabilitetsprogrammet forventes, at den (genberegnede) strukturelle saldo forringes med

0,2 % af BNP i 2019. Dette tyder på, at der er risiko for en betydelig afvigelse, både over et

år (forskel på 0,8 % af BNP i 2019) og i løbet af 2018 og 2019 samlet set (afvigelse på 0,6 %

om året i gennemsnit under hensyntagen til skønsmargenen i 2018). En samlet vurdering på

baggrund af regeringens planer tyder på, at der er en risiko for en betydelig afvigelse fra

tilpasningen i retning af den mellemfristede budgetmålsætning for 2019 som henstillet af

Rådet. Der ændres ikke ved denne konklusion, selv om de budgetmæssige virkninger (ca.

0,18 % af BNP) af det ekstraordinære program for vedligeholdelse af vejnettet og -

forbindelserne efter sammenstyrtningen af Morandi-broen i Genova og en forebyggende plan

til begrænsning af hydrogeologiske risici på grund af ugunstige vejrforhold blev betragtet

som "usædvanlige begivenheder" uden for den berørte medlemsstats kontrol i medfør af

artikel 5, stk. 1, og artikel 6, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1466/97 og således ikke var omfattet

af kravet i den forebyggende del af stabilitets- og vækstpagten.

På grundlag af Kommissionens forårsprognose 2019 bekræftes den samlede vurdering på

grundlag af de genberegnede statslige planer. Udgiftsmålet peger på en risiko for en

væsentlig afvigelse i både 2019 (afvigelse på 0,9 % af BNP) og i 2018 og 2019 tilsammen

(afvigelse på 0,8 % af BNP om året i gennemsnit under hensyntagen til "skønsmargenen" i

2018), idet vækstraten for de offentlige udgifter, eksklusive diskretionære foranstaltninger på

indtægtssiden og engangsforanstaltninger, på 2,0%, vil overstige den, som Rådet anbefalede.

Man når frem til samme konklusion på grundlag af den strukturelle saldo, da Kommissionen

forventer, at Italiens strukturelle saldo vil blive forværret med 0,2 % af BNP i 2019 og når op

på -2,4 % af BNP. Den strukturelle saldo peger således på en risiko for en betydelig

afvigelse, både over et år (afvigelse på 0,8 % af BNP i 2019) og over 2018 og 2019

tilsammen (afvigelse på 0,6 % om året i gennemsnit under hensyntagen til "skønsmargenen" i

2018). Denne konklusion vil ikke blive ændret, når man ser på den midlertidigt tilladte

afvigelse for usædvanlige begivenheder i 2019. De italienske myndigheder peger imidlertid

på, at der er mulighed for en positiv budgetafvigelse for 2019 på grund af højere indtægter

end forventet og lavere offentlige udgifter til foranstaltninger end planlagt i 2019-budgettet

(afsnit 4.5).

For

2020

henstilles det til Italien at sikre, at de primære offentlige nettoudgifter falder med

0,1 % svarende til en årlig strukturel tilpasning på 0,6 % af BNP.

På grundlag af stabilitetsprogrammet tyder udgiftsmålet på en risiko for en vis afvigelse i

2020 (afvigelse på 0,3 % af BNP) og på en risiko for en betydelig afvigelse i løbet af 2019 og

2020 tilsammen (afvigelse på gennemsnitligt 0,5 % af BNP pr. år), da vækstraten for de

Afvigelsen over et år beregnes således med hensyn til kravet om 0,6 % af BNP i 2019, mens afvigelsen over to

år (dvs. over 2018 og 2019 tilsammen) beregnes på grundlag af det "justerede" krav på 0,3 % af BNP i 2018

under hensyntagen til skønsmargenen og på 0,6 % af BNP i 2019.

kom (2019) 0532 - Ingen titel

offentlige udgifter, eksklusive diskretionære foranstaltninger på indtægtssiden og

engangsforanstaltninger, på 0,6 %, vil overstige den, som Rådet anbefalede. Man når frem til

samme konklusion på grundlag af den strukturelle saldo, idet det i stabilitetsprogrammet

forventes, at den (genberegnede) strukturelle saldo vil blive forbedret med 0,2 % af BNP i

2020. Det tyder på, at der er risiko for en vis afvigelse i løbet af et år (afvigelse på 0,4 % af

BNP i 2020) og en risiko for en betydelig afvigelse i løbet af 2019 og 2020 tilsammen

(afvigelse på gennemsnitligt 0,6 % om året). Oplysningerne fra begge søjler tyder på, at den

mere positive finanspolitiske udvikling, der forventes i stabilitetsprogrammet for 2020,

hovedsagelig som følge af den formodede fuldstændige gennemførelse af en stor

momsforhøjelse, ikke er tilstrækkelig til at kompensere for den store planlagte afvigelse fra

den forebyggende dels krav i 2019. En samlet vurdering på baggrund af regeringens planer

tyder på, at der er en risiko for en betydelig afvigelse fra tilpasningen i retning af den

mellemfristede budgetmålsætning for 2020 som henstillet af Rådet. Der ændres ikke ved

denne konklusion, når man ser på den midlertidigt tilladte afvigelse for "usædvanlige

begivenheder" i 2019.

På grundlag af Kommissionens forårsprognose 2019 bekræftes den samlede vurdering på

grundlag af de genberegnede statslige planer. Udgiftsmålet tyder på, at der er risiko for en

væsentlig afvigelse i både 2020 (afvigelse på 1,5 % af BNP) og over 2019 og 2020 tilsammen

(afvigelse på 1,2 % af BNP pr. år i gennemsnit), da vækstraten for de offentlige udgifter,

eksklusive diskretionære foranstaltninger på indtægtssiden og engangsforanstaltninger, på

3,3 %, vil overstige Rådets henstilling. Man når frem til samme konklusion på grundlag af

den strukturelle saldo, da Kommissionen forventer, at Italiens strukturelle saldo vil blive

forværret med 1,2 % af BNP i 2020. Det tyder på, at der er risiko for en betydelig afvigelse,

både over ét år (afvigelse på 1,8 % af BNP i 2019) og over 2019 og 2020 tilsammen

(afvigelse på 1,3 % om året i gennemsnit). Denne konklusion vil ikke blive ændret, når man

ser på den midlertidigt tilladte afvigelse for usædvanlige begivenheder i 2019. For begge

søjler er afvigelserne i 2020 betydeligt større på grundlag af Kommissionens prognose end på

grundlag af stabilitetsprogrammet, da førstnævnte ikke omfatter beskyttelsesklausuler, og der

forventes et dårligere finanspolitisk perspektiv i 2020.

Den mellemfristede målsætning, der blev fastsat i stabilitetsprogrammet for 2019, dvs. et

budgetoverskud på 0,5 % af BNP i strukturelle termer, afspejler målene i stabilitets- og

vækstpagten, men planlægges ikke nået inden for programperioden. Dvs. at den strukturelle

saldo efter at være forblevet stabil i 2018 forventes at blive forværret med 0,1 % af BNP i

2019 og at blive forbedret med 0,2 % af BNP i 2020 og 0,3 % af BNP i både 2021 og 2022

og nå -0,8 % af BNP i 2022.

Tekstboks 1: Fleksibilitet under den forebyggende del

I forbindelse med den finanspolitiske overvågning, som Kommissionen har gennemført i de

seneste år, har Italien nydt godt af forskellige former for fleksibilitetsbestemmelser og

afvigelser i henhold til stabilitets- og vækstpagten. Specifikt har Italien i perioden 2015-

2018 nydt godt af en samlet tilladt afvigelse på ca. 30 mia. EUR svarende til 1,8 % af BNP

ud over en tilladt afvigelse på ca. 3 mia. EUR, svarende til 0,18 % af BNP, foreløbigt

bevilget for 2019. Den fleksibilitet, som Italien havde fået mulighed for, var afgørende for at

sikre dens (brede) overholdelse af den præventive del af stabilitets- og vækstpagten på

grundlag af resultatdata, navnlig for 2015, 2016 og 2017. Kommissionen anså også

kom (2019) 0532 - Ingen titel

overholdelsen af den forebyggende del for at være en central formildende omstændighed,

der ikke ville udløse en procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud på

trods af umiddelbart manglende overholdelse af gældsreduktionsmålet.

Efter "fleksibilitetsmeddelelsen" fra januar 2015 henstillede Rådet til Italien at yde en

finanspolitisk indsats på 0,25 % af BNP i 2015 i stedet for 0,5 % på grund af den større

vægt, der hermed blev lagt på konjunkturforholdene ("meget

dårlige økonomiske tider").

Italien drog desuden fordel af en afvigelse på 0,03 % af BNP på grund af supplerende

flygtningerelaterede udgifter.

For så vidt angår 2016 udgjorde den fleksibilitet, der blev indrømmet Italien, 0,5 % af BNP i

henhold til klausulen om strukturreformer; 0,21 % i henhold til investeringsklausulen,

0,06 % på grund af yderligere flygtningerelaterede udgifter og 0,06 % på grund af

ekstraordinære sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med terrortruslen.

Med hensyn til 2017 udgjorde den fleksibilitet, der blev indrømmet Italien, 0,35 % af BNP,

heraf 0,18 % til en forebyggende investeringsplan til beskyttelse af det nationale område

mod jordskælvsrisici og 0,17 % til flygtningekrisen.

Med hensyn til 2018 benyttede Kommissionen i sin udtalelse om Italiens udkast til

budgetplan for 2018 sin "skønsmargen", idet den anså en strukturel indsats på 0,3 % af BNP

(i stedet for 0,6 %) for at være passende for Italien uden nogen yderligere afvigelse i løbet af

et år på grund af behovet for "at

tage behørigt hensyn til målet om at opnå en finanspolitisk

kurs, som bidrager til både at styrke den igangværende genopretning og sikre, at de

offentlige finanser er holdbare".

Med hensyn til 2019 vurderede Kommissionen i forbindelse med dialogen mellem de

italienske myndigheder og Kommissionen om udkastet til budgetplan for 2019, at Italien

foreløbigt var berettiget til en afvigelse på omkring 0,18 % af BNP på grund af

"usædvanlige

begivenheder"

i forbindelse med det ekstraordinære vedligeholdelsesprogram

for vejnettet og en forebyggende plan for at begrænse hydrogeologiske risici. Disse beløb

skal bekræftes på grundlag af resultatdata.

Offentlige investeringer

Hvad angår offentlige investeringer udgjorde Italiens offentlige faste bruttoinvesteringer

omkring 3 % af BNP i gennemsnit i perioden 1999-2010, men behovet for at tilpasse sig

hurtigt som reaktion på statsgældskrisen førte til et betydeligt fald i offentlige investeringer til

ca. 2,4 % af BNP i gennemsnit i perioden 2011-2016. I 2018 nåede den offentlige

investeringskvote et nyt lavpunkt på 2,1 % af BNP (vækstrate på -4,3 % pr. år nominelt). I

stabilitetsprogrammet forventes kvoten at stige til 2,2 % af BNP i 2019 (+5,2 % pr. år

nominelt) og 2,4 % i 2020, støttet af de supplerende midler, der er bevilget, og

foranstaltninger, som er truffet for at fremskynde de administrative procedurer. I stedet

forventer Kommissionen, at investeringerne forbliver stort set uændrede på 2,1 % af BNP i

2019 (vækstrate på 1,9 % på årsbasis nominelt) før en mere moderat stigning til 2,3 % i 2020.

Alt i alt synes de offentlige investeringer ikke at udgøre en formildende omstændighed, som

begrunder Italiens manglende opfyldelse af gældsreduktionsmålet, da de har været generelt

faldende over tid.

kom (2019) 0532 - Ingen titel

4.2.

Offentlig gæld på mellemlang sigt

Italiens offentlige gæld gør fortsat økonomien meget sårbar. Nyligt vedtagne foranstaltninger

vender sammen med den negative demografiske udvikling delvis de positive virkninger, der

kan tilskrives tidligere pensionsreformer, og svækker Italiens finanspolitiske holdbarhed på

lang sigt. Den finanspolitiske holdbarhed blev også svækket af den stigning i rentesatserne på

statsobligationer, der blev konstateret i 2018 og i begyndelsen af 2019.

Efter at være nået op på 132,2 % i 2018 forventes Italiens gældskvote at stige yderligere til

ca. 135 % i 2020 på grundlag af Kommissionens forårsprognose 2019. I 2019-2020 forventes

en markant forværring af det primære overskud, stort set uændrede renteudgifter og indtægter

fra privatiseringer tæt på nul på baggrund af en svag vækst i det nominelle BNP at være

hovedårsagerne til den forventede stigning i den offentlige gældskvote.

Ifølge Europa-Kommissionens kortsigtede finanspolitiske bæredygtighedsrisikoindikator

"S0" ser det ikke ud til, at Italien står over for udfordringer for så vidt angår holdbarheden på

kort sigt, selv om der er sårbarheder på det finanspolitiske område

. De makrofinansielle

risici er rent faktisk generelt begrænsede, hvilket også kan tilskrives ECB's fortsat lempelige

pengepolitik. Italien oplever imidlertid pludselige stigninger i risikoaversionen på det

finansielle marked på grund af det fortsat store behov for refinansiering (ca. 17 % af BNP i

2019) af den store offentlige gæld. Som konstateret siden maj 2018 kan sådanne stigninger

føre til stor volatilitet på markederne for statsobligationer og væsentligt højere

gældsbetjeningsomkostninger med deraf følgende risiko for negative afsmittende virkninger

for banksektoren og finansieringsvilkårene for virksomheder og husholdninger.

Italien står over for markante udfordringer for så vidt angår holdbarheden på mellemlang sigt.

Det strukturelle primære overskud forventes at blive yderligere forværret til 1,2 % af BNP i

2019 og til 0,2 % af BNP i 2020, hvilket er et fald fra 3,5 % i 2015. Dette kan øge risiciene

for holdbarheden på mellemlang sigt, da en svag finanspolitisk stilling kan forøge

risikopræmierne yderligere. Dette afspejles i Kommissionens mellemfristede

gældsbæredygtighedsanalyse og i den finanspolitiske holdbarhedsrisikoindikator S1

, der

begge viser, at der er en "høj risiko"

. Den høje og stigende forventede offentlige gæld i 2029

i basisscenariet og dens følsomhed over for makroøkonomisk-finanspolitiske chok bidrager

til denne vurdering. Hvis man kommer op på en gældskvote på 60 % af BNP i 2033, vil det

betyde, at Italien skal træffe omfattende samlede finanspolitiske foranstaltninger på

10,2 procentpoint af BNP i perioden 2021-2025.

På lang sigt forventes Italien også at stå over for store udfordringer med hensyn til

holdbarheden som følge af både den betydelige finanspolitiske tilpasning, der er nødvendig

Den kortsigtede finanspolitiske bæredygtighedsindikator S0

(en indikator for "tidlig varsling" af finanspolitiske

risici på kort sigt relateret til økonomiens særlige finanspolitiske, makrofinansielle og konkurrencemæssige

karakter over en etårig horisont baseret på 25 forskellige finanspolitiske og makroøkonomiske variabler)

er sat

lavere end "højrisikotærsklen" i 2018, men den er fortsat blandt de højeste i EU (0,36), primært på grund af

Italiens meget store offentlige gæld. Desuden ligger det finanspolitiske delindeks, som gør det muligt at opfange

sårbarheder, der udelukkende stammer fra den finanspolitiske side, over grænseværdien, hvilket tyder på, at

disse sårbarheder er til stede i Italien, navnlig i lyset af landets betydelige offentlige finansieringsbehov.

Indikatoren for finanspolitisk holdbarhed på mellemlang sigt, S1, viser den nødvendige yderligere

tilpasningsindsats i form af en kumuleret gradvis forbedring af den strukturelle primære saldo over fem år (fra

2021) for at nå en gældskvote på 60 % i 2033, inklusive betaling for eventuelle fremtidige ekstraudgifter som

følge af en aldrende befolkning.

Se Europa-Kommissionens rapport om finanspolitisk holdbarhed 2019, under udarbejdelse. Yderligere

forklaringer om metoden kan findes i Europa-Kommissionens Debt Sustainability Monitor 2018.

kom (2019) 0532 - Ingen titel

for at stabilisere gældskvoten, især i lyset af de fremtidige aldringsomkostninger, og de

sårbarheder, der er forbundet med den store gældsbyrde. Den langsigtede risikoindikator for

finanspolitisk holdbarhed, S2

, peger i retning af mellemstore risici, da der vil være behov

for en permanent stigning i Italiens strukturelle primære overskud på omkring

3,2 procentpoint af BNP for at holde gældskvoten stabil på lang sigt, også på grund af

omkostningerne ved aldringen. I betragtning af de sårbarheder, der er forbundet med den

store gældsbyrde, der fremgår af gældsbæredygtighedsanalysen, peger analysen på høje risici

på lang sigt. Faktisk sker der i øjeblikket en forværring af den langsigtede bæredygtighed,

som de tidligere pensionsreformer har sikret ved at bremse de implicitte forpligtelser som

følge af befolkningens aldring, på grund af både de forværrede demografiske tendenser, som

Eurostat forventer, og de nyligt vedtagne reformer. Navnlig med 2019-budgettet har

regeringen udvidet muligheden for førtidspensionering, hvilket har medført en betydelig

stigning i de offentlige udgifter til alderspensioner. Ekstraomkostningerne svarende til ca.

0,3 % af BNP i 2019 vil yderligere øge Italiens udgifter til alderspensioner, som med ca.

15 % af det potentielle BNP i 2017 allerede er blandt de højeste i EU og OECD. Desuden kan

den øgede fleksibilitet med hensyn til tidlig pensionering indvirke negativt på udbuddet af

arbejdskraft i en situation, hvor Italien allerede er bagud i forhold til EU-gennemsnittet for

ældre arbejdstageres (55-64) deltagelse på arbejdsmarkedet, hvilket hæmmer den potentielle

vækst. Generelt vil yderligere tilbageskridt i gennemførelsen af tidligere pensionsreformer

kunne forværre risiciene for de offentlige finansers langsigtede holdbarhed i Italien betydeligt

og således bringe en hensigtsmæssig plan for nedbringelsen af den store offentlige

gældskvote i fare.

Desuden udgjorde privatiseringsindtægterne ca. nul i 2018, hvilket i vid udstrækning lå under

det mål på 0,3 % af BNP, som regeringen havde planlagt for det pågældende år. For

fremtiden forventes der ifølge stabilitetsprogrammet en ambitiøs privatiseringsindtægt på 1 %

af BNP i 2019 og 0,3 % af BNP i 2020. I betragtning af de svage resultater af privatiseringer

indtil nu medtager Kommissionens prognose kun privatiseringsindtægter på ca. 0,1 % af BNP

for 2019 i lyset af de troværdige og konkrete forslag, der i øjeblikket er til behandling, og

ingen privatiseringsindtægter for 2020 af forsigtighedshensyn.

4.3.

Den økonomiske situation på mellemlang sigt

Den makroøkonomiske afmatning, som blev registreret i anden halvdel af 2018 med en

nominel BNP-vækst, der faldt under 2 % i 2018 og over 2019-2020 på grundlag af

Kommissionens prognose, kan siges delvist at forklare Italiens store afvigelser i forhold til

den fremadrettede konfiguration af gældsreduktionsmålet. De politiske valg kan imidlertid

have bidraget til den makroøkonomiske afmatning gennem en negativ tillidsskabende

virkning og en strammere kreditkanal. Desuden har Italien kun gjort begrænsede fremskridt

med at opfylde de landespecifikke henstillinger for 2018, og det nationale reformprogram

indeholder kun begrænsede oplysninger om de få nye forpligtelser, det indeholder. Generelt

begrænser den lave produktivitetsvækst fortsat Italiens vækstpotentiale og hæmmer en

hurtigere nedbringelse af den offentlige gældskvote.

Konjunkturforhold, potentiel vækst og inflation

Den langsigtede finanspolitiske bæredygtighedsindikator S2 viser den forudgående justering af den nuværende

strukturelle primære saldo (den justerede værdi fastholdes herefter på ubestemt tid), der skal foretages for at

stabilisere gældskvoten på ubestemt tid, herunder for at tage højde for fremtidige yderligere omkostninger som

følge af befolkningens aldring.

kom (2019) 0532 - Ingen titel

Italiens økonomi gik i en mild recession i anden halvdel af 2018, da virkningen af

afmatningen i den globale handel bredte sig til den italienske økonomi og blev forstærket af

en afdæmpet indenlandsk efterspørgsel. Således har højere renter på statsobligationer

sammenlignet med begyndelsen af 2018 om end med en vis forsinkelse udmøntet sig i

strammere kreditvilkår, samtidig med at usikkerheden om politikker og reformretning har

tynget investeringerne. Samlet voksede det reale BNP med 0,9 % i 2018. For 2019 støtter

ISTAT's flash-estimater for Q1 en bedring i den økonomiske aktivitet, selv om den svage

indenlandske efterspørgsel og den afdæmpede virksomheds- og forbrugertillid tyder på, at

outputvæksten først vil få mere trækkraft i andet halvår (sammenlignet med de sidste to

kvartaler af 2018). Som følge heraf forventes den reale BNP-vækst i 2019 at forblive træg

med 0,1 % baseret på Kommissionens prognose, før den når op på 0,7 % i 2020.

Stabilitetsprogrammets vækstfremskrivninger er kun en anelse mere optimistiske end

Kommissionens prognose, idet den reale produktion stiger med 0,2 % i 2019 og 0,8 % i 2020,

hvor regeringen imidlertid indarbejder den momsforhøjelse, der blev vedtaget for 2020 som

en sikkerhedsklausul.

Med hensyn til stigningen i BNP-deflatoren er regeringens fremskrivninger også mere

optimistiske end Kommissionens med en nominel BNP-vækst på 1,2 % i stedet for 0,8 % i

2019 (og 2,8 % i stedet for 1,8 % i 2020, men hovedsagelig som følge af den formodede

aktivering af momsforhøjelsen i stabilitetsprogrammet). Efter en stigning på 1,2 % i 2017

forblev det overordnede harmoniserede forbrugerprisindeks (HICP) i 2018 stort set uændret

og forventes af Kommissionen at være moderat med kun 0,9 % i 2019, til dels som følge af

lavere energipriser, før det igen stiger lidt til 1,1 % i 2020. Kerneinflationen, som lå på 0,6 %

i april 2019, forventes at stige til over 1 % ved udgangen af 2020 i takt med en moderat

lønvækst.

Den potentielle vækst i Italien skønnes at være steget i 2018 til 0,5 % (en stigning fra 0,2 % i

2017), men falder igen til 0,3 % i 2019, før den atter stiger til 0,5 % i 2020. Alt i alt er den

fortsat meget lav. Som følge heraf anslår Kommissionen, at Italiens negative produktionsgab

vil være mindsket i 2018 til -0,1 % af det potentielle BNP fra -0,5 % i 2017, men igen at

vokse til -0,3 % i 2019 på grund af den klarere afmatning i den faktiske BNP-vækst, inden

det igen lukkes i 2020. Til trods for de fremskridt, der er opnået på visse reformområder

(f.eks. arbejdsmarkedet og den offentlige forvaltning, bekæmpelse af skatteunddragelse,

genopretning af bankernes balancer), tynger krisens eftervirkninger og de vedvarende

strukturelle svagheder fortsat Italiens vækstpotentiale

. Italiens reale BNP er næsten ikke

nået op på niveauet før krisen, mens det reale BNP i resten af euroområdet nu er 21 % højere

end i 2004. Nærmere bestemt lå Italiens gennemsnitlige årlige vækst på 0,1 % i perioden

2004-2018 sammenlignet med 1,5 % i euroområdet med undtagelse af Italien.

Dette kan i vid udstrækning forklares ved strukturelle faktorer, der hæmmer en effektiv

ressourceallokering og hæmmer produktiviteten. Alderspensioners og gældsbetjenings stadigt

store andel af Italiens samlede offentlige udgifter begrænser vækstfremmende udgiftsposter

såsom uddannelse og infrastruktur. Den høje skattebyrde på produktionsfaktorer og den

fortsat ringe efterlevelse af skattereglerne bremser fortsat den økonomiske vækst. Væksten i

beskæftigelsen er blevet understøttet af arbejdsmarkedsreformer og ansættelsesincitamenter,

men kontrakterne har primært været tidsbegrænsede, og de fortsat høje niveauer af

Se arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene SWD(2019) 1011 final af 27.2.2019, "Country

Report

Italy 2019. Including an In-Depth Review on the prevention and correction of macroeconomic imbalances".

kom (2019) 0532 - Ingen titel

langtidsledighed og ungdomsarbejdsløshed begrænser de fremtidige økonomiske

vækstmuligheder. Erhvervsmiljøet hæmmer fortsat iværksætteri, bl.a. som følge af svage

punkter i den offentlige forvaltning og meget langvarige civil- og strafferetlige sager. Endelig

er investeringerne, navnlig i immaterielle aktiver, fortsat begrænsede. I denne sammenhæng

ville det have været vigtigt, at Italien havde fortsat reformbestræbelserne for at forbedre

vækstudsigterne på mellemlang sigt og styrke holdbarheden af landets offentlige finanser.

Samlet set kan det siges, at Italiens fortsatte økonomiske afmatning endnu engang efter krisen

kræver en omhyggelig graduering af den finanspolitiske tilpasning for at undgå, at store

finanspolitiske bestræbelser bliver kontraproduktive i en situation med lav nominel BNP-

vækst. Lav inflation gør det sværere for Italien at reducere de offentlige udgifters andel af

BNP ved at fastfryse lønninger og pensionsrettigheder nominelt, hvilket har resulteret i lavere

skatteindtægter end normalt. Samtidig har ugunstige makroøkonomiske forhold generelt

medført højere finanspolitiske multiplikatorer end gennemsnittet, som er blevet forstærket af

den stramme monetære politik på grund af den nedre nulgrænse

. På den anden side har

sammensætningen af den finanspolitiske indsats også stor indflydelse på multiplikatorerne,

især i lande med stor gæld

. Som sådan kan den makroøkonomiske afmatning i Italien fra

andet halvår af 2018 med en nominel BNP-vækst på under 2 % i 2018, som forventes at

forblive under 2 % i 2019-2020 på grundlag af Kommissionens prognose, hævdes at være en

formildende omstændighed, der kun delvist kan forklare Italiens store afvigelser i forhold til

den fremadrettede konfiguration af gældsreduktionsmålet. De fremtidige risici for

vækstudsigterne er fortsat overvejende negative. De handelsmæssige spændinger kaster en

skygge over de globale udsigter, oliepriserne, der er højere end forventet, kan begrænse

forbrugernes købekraft, og eventuelle stigninger i renterne på statsobligationer kan påvirke

tilliden og betingelserne for finansiering af den private sektor og forstærke Italiens risici med

hensyn til holdbarhed.

Tabel 3: Makroøkonomisk udvikling og budgetudvikling

Se f.eks. O. Blanchard og D. Leigh (2013), på

www.imf.org/external/pubs/ft/wp/2013/wp1301.pdf.

Se f.eks. O. Blanchard og J. Zettlemeyer (2018): "The Italian Budget: A Case of Contractionary Fiscal

Expansion?"

kom (2019) 0532 - Ingen titel

Strukturreformer

I sin landerapport for 2019

vurderede Kommissionen, at Italien havde gjort begrænsede

fremskridt med at opfylde de landespecifikke henstillinger for 2018. Der er nemlig sket et

vist fremskridt med bekæmpelsen af korruption, idet antallet af misligholdte lån i

banksektoren er reduceret, og med gennemførelsen af reformen af aktive

arbejdsmarkedspolitikker. Der er gjort begrænsede fremskridt med hensyn til bekæmpelse af

skatteunddragelse, forbedring af markedsbaseret adgang til finansiering, styrkelse af

rammerne for offentligt ejede virksomheder, tilskyndelse af kvinder til at arbejde og fremme

af forskning, innovation, digitale færdigheder og infrastruktur samt erhvervsorienteret

videregående uddannelse. Der er ikke sket fremskridt med hensyn til at flytte beskatningen

væk fra produktionsfaktorer, reducere alderspensioners andel af de offentlige udgifter (og der

er endda sket visse tilbageskridt på dette område), reducere varigheden af retssager på det

civilretlige område og mindske begrænsningerne af konkurrencen.

Den dybdegående undersøgelse, der blev offentliggjort som en del af landerapporten for

2019, beholdt også Italien i kategorien "uforholdsmæssigt store ubalancer" sammen med

Grækenland og Cypern

for sjette år i træk. Italiens makroøkonomiske ubalancer vedrører

hovedsagelig den høje offentlige gæld og den lave produktivitetsvækst, mens arbejdsløsheden

fortsat er høj, og den samlede beholdning af misligholdte lån på de italienske bankers balance

stadig er høj.

I de første måneder af 2019 godkendte regeringen to lovdekreter til støtte for investeringer

(såkaldt "Crescita" og "Sblacca

Cantieri").

Ifølge "Crescita"-dekretet skal de regionale

organer med ansvar for offentlige arbejder styrkes ved at afsætte specialiserede medarbejdere

til støtte for investeringer i infrastruktur. Dekretet styrker statens støtte til virksomheders

Se "Country

Report Italy 2019".

Ibid.

Se Meddelelse fra Kommissionen COM(2019) 150 final

–

"Det

europæiske semester 2019: Vurdering af

fremskridt med strukturreformer, forebyggelse og korrektion af makroøkonomiske ubalancer samt resultater af

de dybdegående undersøgelser i henhold til forordning (EU) nr. 1176/2011".

https://ec.europa.eu/info/sites/info/files/file_import/2019-european-semester-communication-country-

reports_en_0.pdf

kom (2019) 0532 - Ingen titel

finansiering (f.eks. "Fondo

di Garanzia"

og "Nuova

Sabatini"),

især med henblik på

bankkredit, og indfører et nyt instrument til at støtte venturekapital. "Sblacca

Cantieri"-

dekretet har til formål at imødegå de vanskeligheder, som virksomheder, især mindre

virksomheder, støder på, når de deltager i offentlige indkøb, ved at gennemføre forenklede

procedurer med henblik på at frigøre offentlige investeringer. I det nationale reformprogram

for 2019 nævnes også en reform af den lov om offentlige indkøb, der skal vedtages inden for

to år.

Budgettet for 2019 og lovdekretet om gennemførelsen af den nye førtidspensionsordning i

januar 2019 vil være et tilbageskridt i forhold til dele af de tidligere pensionsreformer, som

vil forværre de offentlige finansers holdbarhed på mellemlang sigt. Disse nye bestemmelser

vil yderligere øge pensionsudgifterne på mellemlang sigt. Mellem 2019 og 2021 vil den nye

førtidspensionsordning ("quota

100")

gøre det muligt for folk at gå på pension i en alder af

62, hvis de har betalt bidrag i 38 år. Desuden er anvendelsesområdet for de eksisterende

bestemmelser om førtidspensionering blevet udvidet, bl.a. ved at suspendere den indeksering

af det krævede minimumsbidrag i forhold til forventet levetid, som blev indført med tidligere

pensionsreformer, indtil 2026. Med hensyn til disse bestemmelser var der i budgettet for 2019

afsat midler til en værdi af 0,2 % af BNP i 2019 og 0,5 % af BNP i 2020 og 2021, men der

forventes også yderligere omkostninger i de følgende år. De høje offentlige udgifter til

alderspensioner begrænser andre sociale og vækstfremmende udgiftsposter som uddannelse

og investeringer og begrænser marginerne for at mindske den samlede høje skattebyrde og

den høje offentlige gæld. Desuden kan en udvidelse af muligheden for førtidspensionering

have en negativ indvirkning på udbuddet af arbejdskraft i en situation, hvor Italien allerede er

bagud i forhold til EU-gennemsnittet for ældre arbejdstageres (55-64) deltagelse på

arbejdsmarkedet, hvilket hæmmer den potentielle vækst og forringer holdbarheden af den

offentlige gæld.

Italiens nationale reformprogram

for 2019 bygger på den "regeringskontrakt", som

koalitionsparterne i regeringen vedtog i 2018, og dens strategi om at øge væksten bygger

fortsat i al væsentlighed på sociale overførsler (f.eks. borgerløn) og i mindre grad på at sænke

skattebyrden og sætte fornyet skub i de offentlige investeringer. Nærmere bestemt behandler

Italiens nationale reformprogram kun delvist om de strukturelle spørgsmål, der blev rejst i de

landespecifikke henstillinger for 2018. Navnlig: i) er der ingen nye relevante foranstaltninger,

som vil fremme et "skatteskift" væk fra produktionsfaktorer; i stedet indføres der med det

nationale reformprogram en ny mulighed for at afvikle tidligere skatteforpligtelser uden

bøder for virksomheder, hvilket kan have en negativ indvirkning på overholdelsen af

skattereglerne; ii) indeholder det ikke vigtige nye retlige forpligtelser, men bekræfter i det

væsentlige tidligere forpligtelser, som f.eks. den forestående reform af retssager på det civil-

og strafferetlige område; (iii) indeholder det ikke overvejelser om yderligere foranstaltninger

på konkurrenceområdet og i banksektoren ud over at opretholde indsatsen for at støtte

nedbringelsen af misligholdte lån og gennemføre igangværende reformer (f.eks. af små

gensidige banker); (iv) fokuserer det på at fuldende gennemførelsen af borgerlønnen og

indførelsen af en mindsteløn, mens henvisninger til foranstaltninger, der fremmer kvinders

deltagelse på arbejdsmarkedet, er begrænsede, og der mangler detaljerede oplysninger om,

hvordan erhvervsuddannelserne kan fremmes.

www.dt.tesoro.it/modules/documenti_it/analisi_progammazione/documenti_programmatici/def_2019/03a_-

_PNR_2019.pdf

kom (2019) 0532 - Ingen titel

Alt i alt behandler Italiens nationale reformprogram for 2019 kun delvist de strukturelle

spørgsmål, der blev rejst i forbindelse med de landespecifikke henstillinger fra 2018, og der

mangler ofte nærmere oplysninger om de få nye forpligtelser, det indeholder, samt om

tidsplanen for vedtagelse og gennemførelse heraf. Programmets overordnede reformstrategi

bygger dog i vid udstrækning på større reformer, der allerede er i støbeskeen på forskellige

områder, og som udviser bred kontinuitet sammenlignet med tidligere nationale

reformprogrammer.

4.4.

Andre forhold, som Kommissionen finder relevante

Blandt de andre forhold, som Kommissionen finder relevante, tages der særligt hensyn til

økonomiske bidrag til fremme af international solidaritet og til opfyldelse af EU's politiske

mål, gæld stiftet som følge af bilateral og multilateral støtte mellem medlemsstater i

forbindelse med sikring af finansiel stabilitet og gæld i relation til finansiel stabilisering i

perioder med stor finansiel uro (artikel 2, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1467/97). Hvad angår

regeringens støtte til finanssektoren under finanskrisen, udgjorde eventualforpligtelser til

støtte for de finansielle institutioners likviditet ca. 0,9 % af BNP ved udgangen af 2018 (af

samlede eventualforpligtelser på 4,2 % af BNP), et fald fra 1,3 % af BNP ved udgangen af

2017.

Støtte til finansielle institutioner med indvirkning på den offentlige gæld udgjorde nul i 2018

(et fald fra ca. 1 % ved udgangen af 2017

). En yderligere risiko for de offentlige finanser er

den mulige (engangs)virkning af støtten til finansielle institutioner på underskuddet for 2019

og 2020 samt den offentlige forvaltnings betydelige forfaldne handelsgæld.

I henhold til artikel 12, stk. 1, i forordning (EU) nr. 473/2013 skal der i denne rapport også

tages hensyn til "i hvilken udstrækning den berørte medlemsstat har taget hensyn til

Kommissionens udtalelse" om en medlemsstats udkast til budgetplan, jf. artikel 7, stk. 1, i

samme forordning. I 2018 blev der i Kommissionens udtalelse om Italiens udkast til

budgetplan for 2019 peget på et tilfælde med "særligt alvorlig manglende overholdelse" af

Rådets henstilling af 13. juli 2018 til Italien, og myndighederne blev opfordret til at

forelægge et revideret udkast til budgetplan. Den 13. november 2018 forelagde Italien et

revideret udkast til budgetplan, der bekræfter de finanspolitiske mål, der er planlagt for 2019.

Myndighederne ændrede 2019-budgettet i december 2018, hvorved der blev sat en stopper

for situationen med "særligt alvorlig manglende overholdelse" af stabilitets- og vækstpagten.

På trods af disse ændringer tyder Italiens finanspolitiske mål stadig på en risiko for en

betydelig afvigelse fra den forebyggende del i 2019 på grundlag af både regeringens planer

og Kommissionens prognose.

4.5.

Andre forhold påpeget af medlemsstaten

Den 31. maj 2019 fremsendte de italienske myndigheder dokumenter vedrørende relevante

forhold i overensstemmelse med artikel 2, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1467/97 ("de italienske

bemærkninger"). De fleste af de forhold, der blev fremført af myndighederne, er allerede

omfattet af analysen i de andre afsnit i denne rapport.

For så vidt angår Italiens status for overholdelse af den forebyggende del af stabilitets- og

vækstpagten, understreges der følgende relevante forhold i de italienske bemærkninger:

Denne støtte (16,6 mia. EUR i alt) vedrørte hovedsagelig afviklingen af de to italienske regionale långivere

"Banca Popolare di Vicenza" og "Veneto Banca" og den forebyggende rekapitalisering af "Banca Monte dei

Paschi di Siena". Den tilsvarende indvirkning på underskuddet lå på omkring 0,33 % af BNP i 2017.

kom (2019) 0532 - Ingen titel

i) for så vidt angår 2018 anfører myndighederne, at den manglende gennemførelse af den

krævede finanspolitiske indsats ikke bør tilregnes den siddende regering, som de hævder

netop har opfyldt den tidligere regerings budgetmæssige forpligtelser og har afholdt sig fra en

eventuel yderligere finanspolitisk ekspansion. Kommissionen havde imidlertid allerede på

grundlag af sin forårsprognose fra 2018 vurderet Italiens stabilitetsprogram for 2018 som

værende truet af manglende overholdelse af stabilitets- og vækstpagten i 2018 og havde deri

opfordret regeringen til at genoprette overholdelsen af stabilitets- og vækstpagten. Desuden

skyldtes forværringen af Italiens strukturelle indsats på grundlag af Kommissionens

forårsprognose 2019 ifølge prognosen fra foråret 2018 i vid udstrækning, at renteudgifterne

var højere end ventet, hvilket var en konsekvens af den stigning i rentespændet på

statsobligationer, der blev registreret, siden den nye regering tiltrådte i maj 2018

ii) for så vidt angår 2019 indeholder de italienske bemærkninger mulighed for en positiv

afvigelse i forhold til budgetgennemførelsen, hvilket kunne føre til et samlet underskud, der

er lavere end forventet, ca. 2,3 % af BNP (sammenlignet med 2,4 % i Italiens

stabilitetsprogram for 2019 og 2,5 % ifølge Kommissionens forårsprognose 2019). Dette vil

hovedsagelig skyldes højere indtægter end forventet og lavere offentlige udgifter end

forventet til borgerløn og den nye førtidspensionsordning i betragtning af den hidtidige lave

udnyttelsesgrad. Selv om muligheden for en positiv budgetafvigelse for 2019 i Italien alt i alt

forekommer plausibel, kan dette først bekræftes senere på året, når der er flere data til

rådighed

iii) for så vidt angår 2020 indeholder de italienske bemærkninger ingen nye forpligtelser for

2020, og der bekræftes kun det underskudsmål på 2,1 % af BNP, der var fastsat i Italiens

stabilitetsprogram for 2019, samtidig med at tilsagnet om at finde alternative

finansieringsforanstaltninger for at nå dette uden at aktivere den momsforhøjelse, der er

vedtaget som en beskyttelsesklausul, gentages. Der gives dog ingen andre oplysninger om de

alternative foranstaltninger end en generel henvisning til en udgiftsanalyse.

Andre relevante forhold, som myndighederne har fremlagt, og som ikke blot er almindelig

overholdelse af stabilitets- og vækstpagten, er følgende:

i) Italiens resultater med betydelige primære overskud kombineret med solide fundamentale

vilkår og en stærk finansiel situation. Dette illustreres især af et højt overskud på de løbende

poster, en positiv international nettoinvesteringsposition, offentlig gæld i form af

fastforrentede lån med lang løbetid, den private sektors lave gæld samt den italienske

banksektors genetablerede styrke med en stærk likviditetsposition, genoprettet rentabilitet og

fortsat reduktion af antallet af misligholdte lån. I den forbindelse anfører myndighederne

ugunstige makroøkonomiske vilkår og navnlig den stadigt høje forskel mellem de

gennemsnitlige låneomkostninger og den nominelle BNP-vækst som den vigtigste årsag til

Italiens manglende overholdelse af gældsreduktionsmålet i 2018. Vurderingen af den

makroøkonomiske afmatning som en formildende omstændighed forstærkes af det forhold, at

deflationspresset og afmatningen i fremstillingsindustrien, som Italien oplevede, i det store og

hele angiveligt skyldtes eksterne faktorer. Kommissionen minder dog i denne rapport om, at

politiske valg kan have bidraget til den makroøkonomiske afmatning gennem en negativ

tillidsvirkning og en strammere kreditkanal, ikke mindst via det højere rentespænd på

statspapirer, som er registreret siden maj 2018

ii) Italiens tilsagn om finanspolitisk konsolidering og nedbringelse af gældskvoten i de

kommende år, hvor det samlede underskud forventes at falde til 1,5 % i 2022 og Italiens

strukturelle saldo tilsvarende vil forbedres til -0,8 % af BNP i 2022 "på vej mod en nul-

kom (2019) 0532 - Ingen titel

balance over de følgende to til tre år". Samtidig viser dette argument dog også, at Italien har

besluttet at udskyde opfyldelsen af sin mellemfristede budgetmålsætning om et strukturelt

overskud på 0,5 % af BNP

iii) undervurderingen af afmatningen i den italienske økonomi baseret på den i fællesskab

aftalte metode. De snævre skøn over Italiens produktionsgab, der er baseret på

Kommissionens forårsprognose 2019, nemlig -0,1 % af det potentielle BNP i 2018, -0,3 % i

2019 og -0,1 % i 2020, hævdes at være i strid med den makroøkonomiske dokumentation for

en relativt høj arbejdsløshed og en meget lav inflation samt diskutabel på et komparativt

grundlag. På dette grundlag fremlægger myndighederne alternative skøn over Italiens

produktionsgab, nemlig -1,5 % af det potentielle BNP i 2018, -1,7 % i 2019 og -1,6 % i 2020.

På dette grundlag hævder de også, at Italien stort set vil overholde kravet i den forebyggende

del i 2019 på grund af den reducerede indsats på 0,25 % af BNP, som den forebyggende del

vil foreskrive baseret på dette større skøn over Italiens negative produktionsgab, idet Italien

ville blive klassificeret i "dårlige økonomiske tider" og med dårligt vækstpotentiale, hvorved

Italiens vækst ville være under potentialet i 2019. Myndighederne hævder desuden, at Italien

med bredere skøn over produktionsgabet også ville have været tættere på at opfylde

gældsreglen i den konjunkturkorrigerede konfiguration

iv) Italiens resultater med hensyn til vækstfremmende strukturreformer i overensstemmelse

med de landespecifikke henstillinger fra 2018 begyndende med de betydelige ressourcer, der

er afsat til at forbedre den sociale integration og sætte nyt liv i de offentlige investeringer.

Den nye borgerlønsordning hævdes at opfylde de landespecifikke henstillinger ved at øge

indkomststøtten til enkeltpersoner og husholdninger under fattigdomsgrænsen og øremærke

yderligere menneskelige, finansielle og teknologiske ressourcer til aktive

arbejdsmarkedspolitikker. Desuden planlægger regeringen at øge de offentlige investeringer

med 0,6 procentpoint af BNP inden 2021 i forhold til 2018, og i det nationale reformprogram

for 2019 er der planlagt reformer af retsvæsenet, systemet til forebyggelse af korruption, den

offentlige sektor og håndhævelsen af skattelovgivningen. De italienske bemærkninger

understreger ligeledes den positive indvirkning på den offentlige gælds bæredygtighed, der

sikres ved de planlagte politiske foranstaltninger til støtte for den samlede efterspørgsel, og

dermed væksten i BNP

v) Italiens fortsat lave finanspolitiske bæredygtighedsrisici på lang sigt, når der tages højde

for nationale skøn over udgifterne til alderspension kombineret med et lavt niveau af

eventualforpligtelser på et sammenligneligt grundlag inden for EU.

kom (2019) 0532 - Ingen titel

ONKLUSIONER

Italiens offentlige gældskvote på 132,2 % i 2018 er den næststørste i EU og en af de største i

verden. I 2018 svarede den i gennemsnit til 38 400 EUR pr. indbygger, og den

gennemsnitlige årlige gældsbetjening var ca. 1 000 EUR pr. indbygger. Den store offentlige

gæld fratager Italien det finanspolitiske råderum, som landet har brug for til at stabilisere

økonomien i tilfælde af makroøkonomiske chok, og den udgør også en byrde for flere

generationer og påvirker levestandarden for landets kommende generationer. Det forhold, at

gældsbetjeningen sluger en betydeligt større del af de offentlige ressourcer i Italien end i

resten af euroområdet, går også hårdt ud over landets produktionsudgifter: Italiens

renteudgifter lå således i 2018 på ca. 65 mia. EUR eller 3,7 % af BNP, hvilket stort set

svarede til det beløb, der er afsat til uddannelse. Endvidere skaber en stor offentlig gæld i

mangel af en forsigtig finanspolitik manglende markedstillid til statsobligationer med

negative konsekvenser både for de renter, landet skal betale, og de samlede

finansieringsomkostninger for realøkonomien, hvilket vil have en negativ indvirkning på

væksten. Italiens store offentlige gæld gør den italienske økonomi meget sårbar, og det bør

fortsat være en prioritet i Italiens bedste interesse at gøre ihærdige bestræbelser på at reducere

den.

Italiens offentlige bruttogæld nåede op på 131,2 % af BNP i 2018, hvilket er et godt stykke

over referenceværdien i traktaten på 60 % af BNP, og Italien overholdt ikke

gældsreduktionsmålet i 2018 baseret på resultatdata. På baggrund af både regeringens planer

og Kommissionens forårsprognose 2019 forventes Italien desuden heller ikke at overholde

gældsreduktionsmålet i 2019 og 2020. Kommissionen forventer navnlig, at Italiens offentlige

gældskvote vil stige markant i løbet af prognoseperioden som følge af den svage vækst i det

nominelle BNP, en forværring af det primære overskud og privatiseringsindtægter under det

forventede, som når op på 133,7 % i 2019 og 135,2 % i 2020. Disse konstateringer tyder klart

på, at gældskriteriet som defineret i traktaten ikke umiddelbart synes at være opfyldt af

Italien, inden der tages hensyn til de relevante forhold. I overensstemmelse med traktaten

undersøges de enkelte relevante forhold i denne rapport.

Navnlig kan det hævdes, at den makroøkonomiske afmatning i Italien fra andet halvår af

2018 med en nominel BNP-vækst på under 2 % i 2018 og over 2019-2020, der er baseret på

Kommissionens forårsprognose 2019, i en vis udstrækning er en formildende omstændighed

med hensyn til at forklare Italiens store mangler i forhold til at opfylde det fremadrettede

gældsreduktionsmål. Endvidere begrænser den lave produktivitetsvækst fortsat Italiens

vækstpotentiale og hæmmer en hurtigere reduktion af gældskvoten

Italien har imidlertid gjort begrænsede fremskridt med at opfylde de landespecifikke

henstillinger for 2018, og den dagsorden for strukturreformer, der er skitseret i det nationale

reformprogram for 2019, indeholder kun fragmenterede foranstaltninger, der bygger på

tidligere reformer på forskellige områder og skader elementer af større reformer, der tidligere

er blevet vedtaget. Rådet henstillede bl.a. til, at Italien skulle mindske den andel, som

udgifterne til alderspension udgør af de offentlige udgifter, således at der bliver mulighed for

at afholde andre sociale udgifter, men den nyligt indførte mulighed for at gå tidligt på pension

skader de tidligere pensionsreformer, som understøtter holdbarheden af Italiens betydelige

offentlige gæld på længere sigt og kan påvirke Italiens vækstpotentiale negativt.

En efterfølgende vurdering tyder desuden på Italiens manglende overholdelse af den

anbefalede tilpasning i retning af den mellemfristede budgetmålsætning i 2018, selv efter at

kom (2019) 0532 - Ingen titel

der er taget hensyn til den såkaldte "skønsmargen". Med hensyn til 2019 vurderes det, at

Italien risikerer ikke at overholde den forebyggende del af stabilitets- og vækstpagten, også

efter at der er taget hensyn til den midlertidige afvigelse, som Italien har fået mulighed for

ved "usædvanlige begivenheder", selv om de italienske myndigheder peger på, at der er

mulighed for en positiv budgetafvigelse på grund af højere indtægter og lavere offentlige

udgifter end forventet til foranstaltninger i 2019-budgettet. I Kommissionens prognose

forventes størrelsen af afvigelsen fra den anbefalede tilpasning i retning af den

mellemfristede budgetmålsætning at stige yderligere i 2020, når Italiens samlede underskud

forventes at ligge over tærsklen på 3 % af BNP under antagelse af en uændret politik. Dette er

en skærpende omstændighed.

Analysen, som fremlægges i denne rapport, omfatter en vurdering af alle relevante forhold

og navnlig følgende: i) den manglende overholdelse af den anbefalede tilpasning i retning af

den mellemfristede budgetmålsætning i 2018 baseret på efterfølgende data samt en risiko for

en væsentlig afvigelse fra kravet i den forebyggende del i 2019 og et samlet underskud på

over 3 % af BNP i 2020 ifølge Kommissionens prognose ii) den makroøkonomiske afmatning

i Italien fra andet halvår af 2018, som kun delvist kan siges at forklare Italiens store

afvigelser fra gældsreduktionsmålet og iii) de begrænsede fremskridt, som Italien har gjort i

forbindelse med de landespecifikke henstillinger for 2018, herunder tilbageskridt i forhold til

tidligere vækstfremmende reformer, samt manglen på nærmere oplysninger om de

forpligtelser, der er indeholdt i Italiens nationale reformprogram for 2019. Overordnet set

fremgår det af analysen, at gældskriteriet som defineret i traktaten og i forordning (EF)

nr. 1467/1997 må anses for ikke at være overholdt, og at det derfor er berettiget at indlede en

gældsbaseret procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud.