Først og fremmest tak for ordene i forhold til det, der er sket i weekenden. Jeg tror, at vi slet ikke må undervurdere, hvad det betyder, hvis Folketinget kan stå sammen om, at racisme og antisemitisme ikke har nogen plads i vores samfund, og at vi også ser det som vores forpligtelse at gøre, hvad vi kan, for at modvirke det i alle aspekter og alle henseender. Det fortjener alle minoriteter.
Jeg synes jo ikke, at der er noget som helst negativt på den europæiske scene i at være budgetbissen. Nogen skal være det, og jeg har tænkt mig at være det. Jeg ser det jo faktisk lidt modsat. Hvis vi kan komme hen til at have et EU-budget, der afspejler den situation, europæerne og Europa står i, så tror jeg, at vi kan få en større opbakning til det europæiske samarbejde. Men hvis jeg skal vende tilbage til danskerne og sige, at vi skal bruge mange flere milliarder ud af et råderum, som i forvejen er begrænset, så tror jeg ikke, det er den rigtige vej at gå. Jeg har det jo sådan, at det Europa, vi ser lige nu, jo på mange måder har det godt, men vi er også udfordret. Altså, vi er jo udfordret i mange af vores velfærdssamfund på at få investeret ordentligt i uddannelse og klimaløsninger, og det er vi jo i mine øjne på lange stræk bedre til at gøre hver for sig. Så når jeg synes, at det er vigtigt at holde en budgetstram linje i Europa, er det faktisk for Europas skyld. Det er selvfølgelig også af hensyn til danske skatteydere og i øvrigt, men det er faktisk også for Europas skyld.
Jeg synes, det er meget naturligt med et dansk-fransk samarbejde. Det gælder på migrationsområdet, det gælder også i forhold til klima, og det gælder i forhold til beskatning af techgiganter, hvor jeg oplever en fransk præsident, som er meget mere offensiv end i hvert fald det, vi ser, fra nogen af de andre lande. Så det er et meget naturligt sted, synes jeg, at styrke det danske europaengagement. Må jeg ikke bare i forhold til udvidelsesspørgsmålet sige: Det, der lidt, synes jeg, er forsvundet i den her diskussion, er måske også nogle forskelle på Nordmakedonien og Albanien, for noget af det, jeg i hvert fald har gjort mig til talsmand for, er, om man måske kunne skille spørgsmålet om de to lande ad, og det er bare gledet lidt ud af den offentlige debat, kan jeg se.