Erhvervsudvalget 2020-21
ERU Alm.del Bilag 389
Offentligt
2426612_0001.png
1
Forslag
Til
Lov om ændring af lov om markedsføring
1
(Gennemførelse af ændringer i direktivet om urimelig handelspraksis, indførelse af regler om handelspraksis rettet mod
børn og unge samt ny bødemodel m.v.)
§1
I lov nr. 426 af 3. maj 2017 om markedsføring, som ændret bl.a. ved lov nr. 1309 af 6. december 2019, § 2 i lov nr. 801
af 9. juni 2020, lov nr. 720 af 27. april 2021 og senest ved § 2 i lov nr. 1173 af 8. juni 2021, foretages følgende ændringer:
1.
I
fodnoten
til lovens titel indsættes efter »side
22,«:
»som
ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)
2019/2161
af 27. november 2019 om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
98/6/EF, 2005/29/EF og 2011/83/EU, for så vidt angår bedre håndhævelse og modernisering af EU-reglerne om
forbrugerbeskyttelse, EU-Tidende 2019, L 328, side 7,«
2.
I
§ 2, nr. 3,
indsættes efter »fast ejendom,«: » digitale tjenester og digitalt indhold samt«
3.
I
§ 2
indsættes som
nr. 16-17:
»16) Rangordning: Den relative betydning, der tillægges produkter, som de præsenteres, opstilles eller kommunikeres af
den erhvervsdrivende, uanset de teknologiske midler, der anvendes til en sådan præsentation, opstilling eller
kommunikation.
17) Onlinemarkedsplads: En tjenesteydelse, der gør brug af software, herunder et websted en del af et websted eller en
applikation, der drives af eller på vegne af den erhvervsdrivende, der giver forbrugere mulighed for at indgå
fjernsalgsaftaler med andre erhvervsdrivende eller forbrugere.«
4.
I
§ 5, stk. 2, nr. 9,
udgår »eller«
5.
I
§ 5, stk. 2, nr. 10,
ændres »forretningskendetegn.« til: »forretningskendetegn, eller«
6.
I
§ 5, stk. 2,
indsættes som
nr. 11:
»11) enhver markedsføring af en vare i en medlemsstat som værende identisk med en vare, som markedsføres i andre
EU-medlemsstater, men hvor den pågældende vare med hensyn til sammensætning og karakteristika frembyder
betydelige forskelle, medmindre det er begrundet i legitime og objektive faktorer.«
1
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2161 af
27. november 2019 om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/6/EF,
2005/29/EF og 2011/83, for så vidt angår bedre håndhævelse og modernisering af EU-reglerne om forbrugerbeskyttelse,
EU-Tidende 2019, nr. L 328. s. 7.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
2
7.
§ 6, stk. 2, nr. 4,
ophæves.
Nr. 5-7 bliver herefter nr. 4-6.
8.
I
§ 6, stk. 2, nr. 6,
der bliver nr. 5, ændres »afgifter og« til: »afgifter,«
9.
I
§ 6, stk. 2, nr. 7,
der bliver nr. 6, ændres »pålægges.« til: »pålægges og«
10.
I
§ 6, stk. 2,
indsættes efter nr. 7, der bliver nr. 6, som nyt nummer:
»7) for produkter, der tilbydes på onlinemarkedspladser, hvorvidt den tredjepart, der tilbyder produkterne, er
erhvervsdrivende eller ej, på grundlag af den pågældende tredjeparts erklæring til udbyderen af onlinemarkedspladsen.«
11.
Efter § 6 indsættes før overskriften før § 7:
Ȥ
6 a.
En erhvervsdrivende, der giver forbrugere mulighed for at søge efter produkter, der tilbydes af forskellige
erhvervsdrivende eller af forbrugere på grundlag af en søgning i form af et nøgleord, en sætning eller et andet input,
uanset hvor transaktionerne i sidste ende gennemføres, skal på en klar og forståelig måde give forbrugeren generelle
oplysninger om de vigtigste parametre, der afgør rangordningen af de produkter, som forbrugeren præsenteres for som
følge af søgningen og den relative betydning af disse parametre i forhold til andre parametre.
Stk. 2.
Oplysningerne skal gives i et særligt afsnit af onlinegrænsefladen, der er direkte og let tilgængeligt fra den side,
hvor søgeresultatet præsenteres.
Stk. 3.
Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse på udbydere af onlinesøgemaskiner som defineret i artikel 2, nr. 6, i Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1150.
§ 6 b.
En erhvervsdrivende, der giver adgang til brugeranmeldelser af produkter, skal på en klar og forståelig måde oplyse,
hvorvidt og i givet fald, hvordan den erhvervsdrivende sikrer, at de offentliggjorte anmeldelser stammer fra forbrugere,
der faktisk har anvendt eller købt produkterne.«
12.
I
§ 11, stk. 2,
indsættes efter »alkohol«: » eller andre produkter, der er uegnede for børn og unge under 18 år«
13.
I
§ 11
indsættes som
stk. 3:
»Stk.
3.
Handelspraksis rettet mod børn og unge under 18 år må ikke udøves på eller via profiler på sociale medier, der
tilhører eller fremstår som tilhørende børn og unge under 15 år. Handelspraksis rettet mod børn og unge under 18 år på
sociale medier må heller ikke i øvrigt anvende børn og unge under 15 år, medmindre det er nødvendigt for at illustrere
eller vise et produkt.«
14.
I
§ 24, stk. 2,
indsættes som
2. pkt.:
»Bestemmelsen finder både anvendelse på erhvervsdrivende og forbrugere, der har lidt tab som følge af handlinger i strid
med loven. Forbrugere vil endvidere, hvor det er relevant, have adgang til et afslag i købesummen eller ophævelse af
kontrakten i overensstemmelse med dansk rets forbrugerbeskyttende regler.«
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
3
15.
I
§ 37, stk. 3,
indsættes efter »§ 6, stk. 1, 3 og 4,«: » § 6 a og § 6 b,«
16.
I
§ 37, stk. 3,
indsættes efter »efter«: »straffelovens § 279 eller«
17.
I
§ 37, stk. 4,
ændres »der på særlig måde angår den pågældende« til: »som på særlig måde angår den pågældende«
18.
I
§ 37
indsættes efter stk. 4 som nye stykker:
»Stk.
5.
Ved udmåling af bøder efter stk. 1-3 lægges vægt på overtrædelsens grovhed og den erhvervsdrivendes
omsætning.
Stk. 6.
Forbrugerombudsmanden kan i tilståelsessager vedrørende de i litra a-d oplistede overtrædelser, i et bødeforelæg
tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retssag.
a)
Overtrædelse af § 5, stk. 1, hvor en erhvervsdrivende uberettiget bruger et logo eller mærke, hvor logoet eller mærket
giver forbrugeren en sikkerhed for, at virksomheden giver forbrugeren en særlig beskyttelse. Ved udmåling af
administrativ bøde lægges vægt på virksomhedens omsætning.
b) Overtrædelse af § 10, stk. 1, hvor en erhvervsdrivende retter uanmodet elektronisk henvendelse til bestemte aftagere.
Ved udmåling af administrativ bøde lægges vægt på overtrædelsens omfang.
c)
Overtrædelse af § 10, stk. 4, hvor en erhvervsdrivende retter uanmodet telefonisk henvendelse med henblik på direkte
markedsføring til en bestemt fysisk person, der enten er på Robinsonlisten, eller som har frabedt sig direkte
markedsføring fra den erhvervsdrivende. Ved udmåling af administrativ bøde lægges vægt på overtrædelsens
omfang.
d) Overtrædelse af § 11, stk. 2, hvor en erhvervsdrivende retter sin markedsføring af et arrangement eller en begivenhed
mod børn og unge under 18 år, og hvor markedsføringen indeholder omtale af, billeder af eller henvisninger til
rusmidler, herunder alkohol. Ved udmåling af administrativ bøde lægges vægt på overtrædelsens omfang.
Stk. 7.
Ved udmåling af bøde for overtrædelser, der kan skade de kollektive interesser for forbrugere i mindst to andre
medlemsstater ud over Danmark, kan bøden maksimalt udgøre 4 pct. af den erhvervsdrivendes årlige omsætning i de
berørte medlemsstater. Hvis oplysninger om den erhvervsdrivendes omsætning ikke er tilgængelig, kan bøden maksimalt
udgøre 4 mio. euro.«
Stk. 5-6 bliver herefter stk. 8-9.
19.
I
Bilag I
indsættes som
nr. 11 a:
»11 a) Levering af søgeresultater som svar på en forbrugers onlinesøgning uden tydelig oplysning om enhver form for
betalt reklame eller betaling specifikt for at opnå højere rangordning af produkter i søgeresultaterne.«
20.
I
Bilag I
indsættes efter nummer 23 før overskriften før nr. 24 som
nr. 23 a - 23 c:
»23 a) Videresalg til forbrugere af billetter til arrangementer, hvis den erhvervsdrivende har erhvervet dem ved hjælp af
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
4
automatiske midler til at omgå eventuelle pålagte begrænsninger for antallet af billetter, som en person kan købe, eller
andre regler for køb af billetter.
23 b) Angivelse af, at anmeldelser af et produkt er indsendt af forbrugere, som faktisk har anvendt eller købt produktet,
uden at træffe rimelige eller forholdsmæssige foranstaltninger til at sikre, at anmeldelsen stammer fra sådanne forbrugere.
23 c) Indsendelse eller rekvirering fra anden juridisk eller fysisk person af falske forbrugeranmeldelser eller anprisninger
eller forkert fremstilling af forbrugeranmeldelser eller sociale anprisninger for at fremme produkter.«
§2
Stk. 1.
Denne lovs § 1, nr. 12-13 og 16-18, jf. dog stk. 2, træder i kraft den 1. januar 2022.
Stk. 2.
Denne lovs § 1, nr. 1-11, 14-15, 19-20, og § 37, stk. 7, som affattet i denne lovs § 1, nr. 18, træder i kraft den 28.
maj 2022.
Stk. 3.
§ 37, stk. 3 og 4, i markedsføringsloven som ændret ved denne lovs § 1, nr. 15-17, samt § 37, stk. 5-7, som indsat
ved denne lovs § 1, nr. 18, finder ikke anvendelse på sager rejst som følge af erhvervsdrivendes overtrædelse af
markedsføringsloven, der begås før lovens ikrafttræden. For sådanne overtrædelser finder de hidtil gældende regler
anvendelse.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
5
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning ................................................................................................................................................................................8
1.1. Lovforslagets baggrund, formål og hovedindhold ........................................................................................................8
2. Lovforslagets indhold .............................................................................................................................................................9
2.1. Definitioner ......................................................................................................................................................................9
2.1.1. Definition af et produkt ............................................................................................................................................9
2.1.1.1. Gældende ret......................................................................................................................................................9
2.1.1.2. Moderniseringsdirektivet ..................................................................................................................................9
2.1.1.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede model ..........................................................................9
2.1.2. Definition af rangordning ........................................................................................................................................9
2.1.2.1. Gældende ret......................................................................................................................................................9
2.1.2.2. Moderniseringsdirektivet ..................................................................................................................................9
2.1.2.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede model ........................................................................10
2.1.3. Definition af onlinemarkedsplads .........................................................................................................................10
2.1.3.1. Gældende ret....................................................................................................................................................10
2.1.3.2. Moderniseringsdirektivet ................................................................................................................................10
2.1.3.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede model ........................................................................11
2.2. Markedsføring af varer som værende identiske ...........................................................................................................11
2.2.1. Gældende ret ...........................................................................................................................................................11
2.2.2. Moderniseringsdirektivet .......................................................................................................................................11
2.2.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede model ...............................................................................12
2.3. Oplysningspligt om klagebehandlingspolitik ..............................................................................................................12
2.3.1. Gældende ret ...........................................................................................................................................................12
2.3.2. Moderniseringsdirektivet .......................................................................................................................................13
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
6
2.3.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede model ...............................................................................13
2.4. Oplysning om tredjeparts status....................................................................................................................................13
2.4.1. Gældende ret ...........................................................................................................................................................13
2.4.2. Moderniseringsdirektivet .......................................................................................................................................14
2.4.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede model ...............................................................................14
2.5. Rangordning ...................................................................................................................................................................14
2.5.1. Gældende ret ...........................................................................................................................................................14
2.5.2. Moderniseringsdirektivet .......................................................................................................................................15
2.5.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede model ...............................................................................16
2.6. Brugeranmeldelser .........................................................................................................................................................16
2.6.1. Gældende ret ...........................................................................................................................................................16
2.6.2. Moderniseringsdirektivet .......................................................................................................................................17
2.6.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede model ...............................................................................17
2.7. Handelspraksis rettet mod børn og unge ......................................................................................................................18
2.7.1. Gældende ret ...........................................................................................................................................................18
2.7.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede model ...............................................................................19
2.8. Adgang til retsmidler .....................................................................................................................................................19
2.8.1. Gældende ret ...........................................................................................................................................................19
2.8.1.1. Dansk rets almindelige erstatningsretlige betingelser og markedsføringsloven .........................................19
2.8.1.2. Købeloven ........................................................................................................................................................20
2.8.1.3. Aftalelovens generalklausul ...........................................................................................................................20
2.8.2. Moderniseringsdirektivet .......................................................................................................................................21
2.8.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede model ...............................................................................21
2.9. Sanktioner ......................................................................................................................................................................22
2.9.1. Gældende ret ...........................................................................................................................................................22
2.9.2. Moderniseringsdirektivet .......................................................................................................................................25
2.9.3. Arbejdsgruppen for bødeniveau for overtrædelser af markedsføringsloven ......................................................26
2.9.4. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede model ...............................................................................30
2.10. Ændringer til bilag 1 til direktivet om urimelig handelspraksis ...............................................................................33
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
7
2.10.1. Gældende ret .........................................................................................................................................................33
2.10.2. Moderniseringsdirektivet .....................................................................................................................................34
2.10.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede model .............................................................................34
3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige ............................................................34
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.................................................................................34
5. Administrative konsekvenser for borgerne .........................................................................................................................35
6. Miljømæssige konsekvenser ................................................................................................................................................35
7. Forholdet til EU-retten ..........................................................................................................................................................35
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v. .........................................................................................................................35
9. Sammenfattende skema ........................................................................................................................................................36
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
8
1. Indledning
1.1. Lovforslagets baggrund, formål og hovedindhold
Med lovforslaget gennemføres dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/2161/EU af 27. november 2019 om
ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/6/EF, 2005/29/EF og 2011/83/EU
for så vidt angår bedre håndhævelse og modernisering af EU-reglerne om forbrugerbeskyttelse (herefter benævnt
moderniseringsdirektivet). Lovforslaget gennemfører de dele af moderniseringsdirektivet, der ændrer Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for
forbrugerne på det indre marked, (herefter benævnt direktivet om urimelig handelspraksis), der er gennemført i
markedsføringsloven. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/6/EF af 16. februar 1998 om forbrugerbeskyttelse i
forbindelse med angivelse af priser på forbrugsvarer er i Danmark gennemført ved bekendtgørelse nr. 866 af 18.
september 2000 om oplysning om salgspris og enhedspris for forbrugsvarer. Moderniseringsdirektivets bestemmelser
vedr. direktiv 98/6/EF af 16. februar 1998 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med angivelse af priser på forbrugsvarer
er udtryk for minimumsharmonisering, og vil blive gennemført ved en ændring af bekendtgørelse nr. 866 af 18. september
2000 om oplysning om salgspris og enhedspris for forbrugsvarer. Moderniseringsdirektivets øvrige ændringer af
direktivet om urimelige kontraktvilkår og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EF af 25. oktober 2011 vil
ske i regi af Justitsministeriet.
Moderniseringsdirektivet er for så vidt angår ændringerne af direktivet om urimelig handelspraksis udtryk for
totalharmonisering
med valgfrihed på visse områder.
De bestemmelser, der er nødvendige for at efterleve moderniseringsdirektivet, som er optrykt som bilag 1 til lovforslaget,
skal være vedtaget og offentliggjort senest den 28. november 2021, og finde anvendelse fra den 28. maj 2022.
Moderniseringsdirektivet indeholder bl.a. bestemmelser, der sikrer øget gennemsigtighed i onlinetransaktioner, bl.a. i
forbindelse med rangordning
af produkter ved onlinesøgninger samt anvendelse af brugeranmeldelser.
Det foreslås videre at indføre
en ny bødemodel i loven, samt at bødetaksten for overtrædelse af spam-forbuddet justeres
og at muligheden for brug af administrative bødeforelæg for en række afgrænsede og objektivt konstaterbare
overtrædelser af markedsføringsloven udvides. Det drejer sig om sager, hvor en erhvervsdrivende uberettiget bruger et
logo eller mærke, hvor logoet eller mærket giver forbrugeren en sikkerhed for, at virksomheden giver forbrugeren en
særlig beskyttelse, i strid med vildledningsforbuddet i markedsføringslovens § 5, stk. 1. Det drejer sig endvidere om
overtrædelser af forbuddet i markedsføringslovens § 10, stk. 4, hvor en erhvervsdrivende har rettet uanmodet telefonisk
henvendelse med henblik på direkte markedsføring til en bestemt fysisk person, der enten er på Robinsonlisten, eller som
har frabedt sig direkte markedsføring fra den erhvervsdrivende. Endelig drejer det sig om overtrædelser af
markedsføringslovens § 11, stk. 2, hvor en erhvervsdrivende har rettet sin markedsføring af et arrangement eller en
begivenhed mod børn og unge under 18 år, og hvor markedsføringen indeholder omtale af, billeder af eller henvisninger
til rusmidler. Forslaget bygger på anbefalinger fra Arbejdsgruppen for bødeniveau for overtrædelser af
markedsføringsloven.
Endelig foreslås det at udvide lovens regler om handelspraksis rettet mod børn og unge. Det drejer sig dels om
markedsføring på sociale medier, og dels om markedsføring af produkter, der er uegnede for børn og unge under 18 år.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
9
2. Lovforslagets indhold
2.1. Definitioner
2.1.1. Definition af et produkt
2.1.1.1. Gældende ret
I § 2, nr. 3, i markedsføringsloven er produkt defineret som en vare eller tjenesteydelse, herunder fast ejendom, rettigheder
og pligter.
2.1.1.2. Moderniseringsdirektivet
Artikel 2, stk. 1, litra c, i direktivet om urimelig handelspraksis, som affattet ved moderniseringsdirektivets artikel 3, nr.
1, litra a, indeholder en ny definition af begrebet produkt. Et produkt defineres herefter som en vare eller tjenesteydelse,
herunder fast ejendom, digitale tjenester og digitalt indhold samt rettigheder og pligter.
2.1.1.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede model
Moderniseringsdirektivets definition af et produkt er udtryk for totalharmonisering, og for at sikre korrekt implementering
af moderniseringsdirektivet er det nødvendigt at indsætte en tekstnær bestemmelse om definitionen af produkt.
Det foreslås på den baggrund at fastsætte en bestemmelse, der svarer til ændringen af artikel 2, stk. 1, litra c, i direktivet
om urimelig handelspraksis. Som følge af den foreslåede bestemmelse ændres den nuværende definition af produkt til
også at omfatte digitale tjenester og digitalt indhold.
Forslaget vil ikke påvirke den hidtil gældende retstilstand, da der efter Erhvervsministeriets vurdering er tale om en
præcisering af gældende ret, da digitale tjenester og digitalt indhold er omfattet af den gældende produktdefinition.
Moderniseringsdirektivet indeholder ikke nogen præambelbetragtninger vedrørende ændringen af definitionen af produkt.
Det er Erhvervsministeriets vurdering, at hvis der var tilsigtet en materiel ændring af produktdefinitionen ville der være
en præambelbetragtning herom i moderniseringsdirektivet.
Til støtte herfor bemærker Erhvervsministeriet, at det fremgår af præambelbetragtning nr. 9, til Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2019/770/EU af 20. maj 2019 om visse aspekter af aftaler om levering af digitalt indhold og digitale
tjenester (herefter benævnt direktivet om digitalt indhold og digitale tjenester), at baggrunden for direktivet er, at man
ønsker at harmonisere visse vigtige regler, der hidtil ikke er blevet reguleret på EU-niveau eller på nationalt niveau. Hvis
digitalt indhold og digitale tjenester ikke allerede var omfattet af produktdefinitionen i direktivet om urimelig
handelspraksis er det Erhvervsministeriets vurdering, at det ville fremgå af præambelbetragtningerne til direktivet om
digitalt indhold og digitale tjenester, at digitalt indhold og digitale tjenester ikke på nuværende tidspunkt var reguleret af
forbrugerbeskyttende EU-lovgivning.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2, samt bemærkningerne hertil.
2.1.2. Definition af rangordning
2.1.2.1. Gældende ret
Markedsføringsloven indeholder ikke en definition af
rangordning.
2.1.2.2. Moderniseringsdirektivet
Artikel 2, stk. 1, litra m, i direktivet om urimelig handelspraksis, som tilføjet ved moderniseringdirektivets artikel 3, nr.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
10
1, litra b, indeholder en definition af rangordning. Rangordning defineres som den relative betydning, der tillægges
produkter, som de præsenteres, opstilles eller kommunikeres af den erhvervsdrivende, uanset de teknologiske midler, der
anvendes til en sådan præsentation, opstilling eller kommunikation.
Herudover følger det af moderniseringsdirektivets præambelbetragtning nr. 19, at der ved rangordning skal forstås den
relative fremtrædende placering af erhvervsdrivendes tilbud eller den relevans, der tildeles søgeresultater, som de
præsenteres, opstilles eller kommunikeres af udbydere af onlinesøgemaskiner, herunder som fremkommer ved anvendelse
af algoritmiske sekvenserings-, rangordnings- eller revisionsmekanismer, visuelle fremhævninger eller andre
fremhævningsværktøjer eller kombinationer heraf.
2.1.2.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede model
Da moderniseringsdirektivets definition
af rangordning er udtryk for totalharmonisering,
og for at sikre korrekt
implementering af moderniseringsdirektivet, er det nødvendigt at indsætte en tekstnær bestemmelse om definitionen af
rangordning.
Det foreslås på den baggrund at fastsætte en bestemmelse, der svarer til artikel 2, stk. 1, litra m, i direktivet om urimelig
handelspraksis. Som følge af den foreslåede bestemmelse defineres rangordning som den relative betydning, der tillægges
produkter, som de præsenteres, opstilles eller kommunikeres af den erhvervsdrivende, uanset de teknologiske midler, der
anvendes til en sådan præsentation, opstilling eller kommunikation.
Begrebet er nyt i markedsføringsloven.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3, samt bemærkningerne hertil.
2.1.3. Definition af onlinemarkedsplads
2.1.3.1. Gældende ret
Markedsføringsloven indeholder
ikke en definition af onlinemarkedsplads.
2.1.3.2. Moderniseringsdirektivet
Artikel 2, stk. 1, litra n, i direktivet om urimelig handelspraksis, som tilføjet ved moderniseringsdirektivets artikel 3, nr.
1, litra b, indeholder en definition af onlinemarkedsplads, hvorefter onlinemarkedsplads defineres som en tjenesteydelse,
der gør brug af software, herunder et websted, en del af et websted eller en applikation, der drives af eller på vegne af den
erhvervsdrivende, der giver forbrugere mulighed for at indgå
fjernsalgsaftaler med andre erhvervsdrivende eller
forbrugere.
Baggrunden for
bestemmelsen er ifølge moderniseringsdirektivets præambelbetragtning nr. 25, at onlinemarkedspladser
bør defineres på lignende vis som i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 524/2013/EU af 21. maj 2013 om
onlinetvistbilæggelse i forbindelse med tvister på forbrugerområdet og om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og
direktiv 2009/22/EF, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2016/1148/EU af 6. juli 2016 om foranstaltninger, der
skal sikre et højt fælles sikkerhedsniveau for net- og informationssystemer i hele Unionen, dog bør definitionen opdateres
og gøres mere teknologineutral for at kunne omfatte nye teknologier. Der bør derfor henvises til ”software” i stedet for
”websted”, herunder et websted, en del af et websted eller
en applikation, der drives af eller på vegne af den
erhvervsdrivende, i overensstemmelse med en ”onlinegrænseflade”, jf. Europa-Parlamentets
og Rådets forordning nr.
2017/2394/EU af 12. december 2017 om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
11
lovgivning om forbrugerbeskyttelse og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2006/2004 (herefter benævnt
håndhævelsesforordningen) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2018/302/EU af 28. februar 2018 om
imødegåelse af uberettiget geoblokering og andre former for forskelsbehandling på grundlag af kundernes nationalitet,
bopæl eller hjemsted i det indre marked og om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og (EU) 2017/2394 og af
direktiv 2009/22/EF.
2.1.3.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede model
Da moderniseringsdirektivets definition af onlinemarkedsplads er udtryk for totalharmonisering, og for at sikre korrekt
implementering af moderniseringsdirektivet, er det nødvendigt at indsætte en tekstnær bestemmelse om definitionen af
onlinemarkedsplads.
Det foreslås på den baggrund at fastsætte en bestemmelse, der svarer til artikel 2, stk. 1, litra n, i direktivet om urimelig
handelspraksis. Som følge af den foreslåede bestemmelse defineres onlinemarkedsplads som en tjenesteydelse, der gør
brug af software, herunder et websted en del af et websted eller en applikation, der drives af eller på vegne af den
erhvervsdrivende, der giver forbrugere mulighed for at indgå fjernsalgsaftaler med andre erhvervsdrivende eller
forbrugere. Det er således et krav, at onlinemarkedspladsen gør det muligt for forbrugere at indgå en fjernsalgsaftale om
køb af et produkt eller en tjenesteydelse.
Begrebet
er nyt i markedsføringsloven.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3, samt bemærkningerne hertil.
2.2. Markedsføring af varer som værende identiske
2.2.1. Gældende ret
Det følger af markedsføringslovens § 5, stk. 1, at en erhvervsdrivendes handelspraksis ikke må indeholde urigtige
oplysninger eller i kraft af sin fremstillingsmåde eller på anden måde vildlede eller kunne forventes at vildlede
gennemsnitsforbrugeren, uanset om oplysningerne er faktuelt korrekte. Markedsføringslovens § 5, stk. 2, nr. 1-10,
specificerer, hvilke elementer der skal tages i betragtning ved vurderingen af, om en handelspraksis er vildledende efter
stk. 1. Listen over forhold, jf. nr. 1-10, er ikke udtømmende.
Af listens nr. 2, følger det, at vildledning efter stk. 1 kan relatere sig til de væsentligste egenskaber ved produktet.
Bestemmelsen gennemfører artikel 6, stk. 1, litra b, i
direktivet om urimelig handelspraksis.
Ifølge Europa-Kommissionens vejledning til direktivet om urimelig handelspraksis
(KOM (2016) 320), s. 63, fremgår
det, at varer af samme mærke og med samme eller lignende emballage kan adskille sig med hensyn til sammensætning
afhængigt af produktionsstedet og destinationsmarkedet og dermed variere fra medlemsstat til medlemsstat. Det fremgår
videre af vejledningen, at en handelspraksis, hvor produkter markedsføres med forskellige sammensætninger, ikke i sig
selv er urimelig.
2.2.2. Moderniseringsdirektivet
Artikel 6, stk. 2, litra c, i direktivet om urimelig handelspraksis, som tilføjet ved moderniseringsdirektivets artikel 3, nr.
3, indebærer, at en handelspraksis også betragtes som vildledende, hvis den i sin faktuelle sammenhæng, idet der tages
hensyn til alle elementer og betingelser, foranlediger gennemsnitsforbrugeren eller kan forventes at foranledige denne til
at træffe en transaktionsbeslutning, som han eller hun ellers ikke ville have truffet, og indebærer enhver markedsføring
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
12
af en vare som værende identisk med en vare, som markedsføres i andre medlemsstater, men hvor den pågældende vare
med hensyn til sammensætning og karakteristika frembyder betydelige forskelle, medmindre det er
begrundet i legitime
og objektive faktorer.
Baggrunden for bestemmelsen er ifølge moderniseringsdirektivets præambelbetragtning nr. 53, at erfaringerne med
håndhævelsen har vist, at i mangel af en udtrykkelig bestemmelse kan det være uklart for forbrugere, erhvervsdrivende
og nationale myndigheder, hvilke former for handelspraksis der kan være i strid med direktivet om urimelig
handelspraksis. For at sikre retssikkerheden både for erhvervsdrivende og håndhævelsesmyndighederne er det derfor
fundet nødvendigt at adressere denne specifikke form for markedsføring.
Det følger videre af
præambelbetragtning nr. 53, at det skal vurderes fra sag til sag, om en given handelspraksis er
vildledende. Der bør i denne vurdering tages hensyn til, hvorvidt en sådan differentiering let kan identificeres af
forbrugerne, den erhvervsdrivendes ret til at tilpasse varer af samme mærke til forskellige geografiske markeder ud fra
legitime og objektive faktorer såsom national ret, tilgængelighed eller sæsonbestemthed af råvarer eller frivillige strategier
med det formål at forbedre adgangen til sund og næringsrig mad samt den erhvervsdrivendes ret til at tilbyde varer af
samme mærke i pakninger med forskellig vægt eller volumen på forskellige geografiske markeder.
Videre følger det
af
præambelbetragtning nr. 53, at det bør indgå i vurderingen, om en sådan differentiering let kan
identificeres af forbrugerne ved at se på tilgængeligheden og tilstrækkeligheden af oplysningerne. Det er vigtigt, at
forbrugerne bliver informeret om differentiering af varer ud fra legitime og objektive faktorer. Erhvervsdrivende bør frit
kunne give sådanne oplysninger på forskellige måder, der giver forbrugerne mulighed for at få adgang til de nødvendige
oplysninger. Generelt bør de erhvervsdrivende vælge andre måder end vareetiketten til formidling af disse oplysninger.
2.2.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede model
Det er Erhvervsministeriets vurdering, at artikel 6, stk. 2, litra c, i direktivet om urimelig handelspraksis, er en præcisering
af gældende ret, og at handelspraksis omfattet af bestemmelsen således allerede i dag vil blive anset som vildledende i
strid med markedsføringslovens § 5, stk.1. Da bestemmelsen er udtryk for totalharmonisering, foreslås det at foretage en
direktivnær gennemførelse af bestemmelsen i markedsføringsloven, så det sikres, at markedsføringsloven er i
overensstemmelse med direktivet. Med forslaget tilføjes et nr. 11 til listen i markedsføringslovens § 5, stk. 2, der
specificerer de forhold, der skal tages i betragtning ved vurderingen af, om en handelspraksis er vildledende efter stk. 1.
Der vil skulle foretages en konkret vurdering fra sag til sag.
Den foreslåede bestemmelses anvendelsesområde er begrænset til varer og vedrører således ikke produkter generelt, som
markedsføringsloven ellers omhandler.
Dermed er tjenesteydelser undtaget bestemmelsens anvendelsesområde.
Der henvises
til lovforslagets § 1, nr. 6, samt bemærkningerne hertil.
2.3. Oplysningspligt om klagebehandlingspolitik
2.3.1. Gældende ret
Markedsføringslovens § 6, stk. 2, nr. 1-10, fastsætter en række konkrete oplysninger, som i forbindelse med
købsopfordringer anses for væsentlige, og som den erhvervsdrivende derfor er forpligtet til at give. Det følger således af
§ 6, stk. 2, nr. 4, at den erhvervsdrivende skal oplyse om fremgangsmåde i forbindelse med klagesagsbehandlingen, i det
omfang, den afviger fra, hvad der er sædvanligt i den pågældende branche.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
13
2.3.2. Moderniseringsdirektivet
Artikel 7, stk. 4, litra d, i direktivet om urimelig handelspraksis, som affattet ved moderniseringsdirektivets artikel 3, nr.
4, litra a, nr. i, ophæver de erhvervsdrivendes pligt til at oplyse om klagebehandlingspolitik i forbindelse med
købsopfordringer.
Det følger af moderniseringsdirektivets præambelbetragtning nr. 39, at der i det gældende direktiv om urimelig
handelspraksis er fastsat oplysningskrav vedrørende opfordring til køb af et produkt til en specifik pris. Disse
oplysningskrav gælder allerede i markedsføringsfasen. Samtidig er der i forbrugerrettighedsdirektivet indført samme og
andre
–
mere detaljerede
–
oplysningskrav, der gælder i den senere fase forud for indgåelsen af aftalen, dvs. umiddelbart
før forbrugeren indgår en aftale. Erhvervsdrivende kan derfor være nødsaget til at give de samme oplysninger i
markedsføringsfasen (f.eks. i en onlinereklame på et mediewebsted) og i fasen forud for indgåelsen af aftalen (f.eks. på
siderne i deres onlineinternetbutikker). Resultaterne af
fitness tjekket af
forbruger- og markedsføringsretten har vist, at
disse oplysninger er mest relevant i fasen forud for indgåelsen af aftalen. Kravet om at give disse oplysninger i
opfordringer til køb i markedsføringsfasen ophæves derfor.
2.3.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede model
Da bestemmelsen er udtryk for totalharmonisering og for at sikre korrekt implementering af moderniseringsdirektivet,
foreslås det at ophæve den gældende bestemmelse i markedsføringslovens § 6, stk. 2, nr. 4, der pålægger den
erhvervsdrivende at oplyse om klagesagsbehandlingspolitik i forbindelse med købsopfordringer.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 7, samt bemærkningerne hertil.
2.4. Oplysning om tredjeparts status
2.4.1. Gældende ret
Markedsføringsloven indeholder ikke bestemmelser om oplysning om tredjeparts status på onlinemarkedspladser.
Der findes heller ikke andre steder i dansk forbrugerlovgivning en specifik pligt til at oplyse, om man er erhvervsdrivende
eller ej, hverken for tredjeparter eller for den erhvervsdrivende. Der findes dog bestemmelser, der fastsætter en pligt til at
oplyse om den erhvervsdrivendes eller tredjeparts identitet. Det fremgår således af f.eks. § 8, nr. 2 og 3, i lov nr. 1457 af
17. december 2013 om forbrugeraftaler (herefter benævnt forbrugeraftaleloven), at den erhvervsdrivendes identitet, og
hvor relevant identiteten af den erhvervsdrivende, som der handles på vegne af, skal oplyses, ligesom § 7, stk. 1, nr. 1, i
lov nr. 227 af 22. april 2002 om tjenester i informationssamfundet herunder visse aspekter af elektronisk handel (herefter
benævnt E-handelsloven), også indeholder en pligt for tjenesteyderen til at oplyse sit navn.
Det følger af Europa-Kommissionens vejledning til direktivet om urimelig handelspraksis (KOM (2016) 320), s. 129-
130, at online platforme har pligt til at handle med en grad af erhvervsmæssig diligenspligt, jf. artikel 5, stk. 2, i direktivet
om urimelig handelspraksis. Det følger videre, at det bevirker, at online platforme, der kan anses for at være
erhvervsdrivende i direktivets forstand, skal
sætte tredjeparts erhvervsdrivende i stand til at overholde kravene i EU’s
forbruger- og markedsføringslovgivning, og sætte brugere i stand til klart at forstå med hvem de indgår aftaler. Som
eksempel er nævnt, at tredjeparts erhvervsdrivende skal sættes i stand til klart at angive, at de i forhold til
platformsbrugerne handler som erhvervsdrivende.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
14
2.4.2. Moderniseringsdirektivet
Artikel 7, stk. 4, litra f, i direktivet om urimelig handelspraksis, som tilføjet ved moderniseringsdirektivets artikel 3, nr.
4, litra a, nr. ii, indfører en forpligtelse for udbyderen af onlinemarkedspladsen til i forbindelse med købsopfordringer at
oplyse forbrugeren, hvorvidt den tredjepart, der tilbyder produkterne, er erhvervsdrivende eller ej, og fastsætter, at
oplysningen skal gives på grundlag af den pågældende tredjepartserklæring til udbyderen af onlinemarkedspladsen.
Baggrunden for bestemmelsen er ifølge moderniseringsdirektivets præambelbetragtning nr. 24, at når forbrugere tilbydes
produkter på onlinemarkedspladser, er både udbyderen af onlinemarkedspladsen og tredjepartsleverandøren involveret i
levering af de oplysninger, som skal gives til forbrugeren forud for indgåelse af aftalen, og som følger af Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder (herefter benævnt
forbrugerrettighedsdirektivet), og at forbrugere derfor muligvis ikke fuldt ud forstår, hvem deres aftalepartner er, og
hvilken indvirkning det har på deres rettigheder.
Det følger videre af moderniseringsdirektivets præambelbetragtning nr. 26, at der derfor bør fastsættes specifikke
oplysningskrav vedrørende onlinemarkedspladser for at oplyse forbrugerne, hvorvidt de indgår en aftale med en
erhvervsdrivende eller en ikke erhvervsdrivende, såsom en anden forbruger.
Herudover følger det af moderniseringsdirektivets præambelbetragtning nr. 28, at der i overensstemmelse med Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester,
navnlig elektronisk handel, i det indre marked (herefter benævnt direktivet om elektronisk handel), ikke bør stilles krav
til udbydere af onlinemarkedspladser om at kontrollere tredjeparts retlige status.
Ved onlinemarkedsplads forstås en tjenesteydelse, der gør brug af software, herunder et websted en del af et websted eller
en applikation, der drives af eller på vegne af den erhvervsdrivende, der giver forbrugere mulighed for at indgå
fjernsalgsaftaler med andre erhvervsdrivende eller forbrugere, jf. som anført under pkt. 2.1.3.2.
2.4.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede model
Da moderniseringsdirektivets bestemmelse om oplysning om tredjeparts status på onlinemarkedspladser er udtryk for
totalharmonisering, og for at sikre korrekt implementering af moderniseringsdirektivet, er det nødvendigt at indsætte en
tekstnær bestemmelse om oplysning om tredjeparts status på onlinemarkedspladser.
Det foreslås derfor at fastsætte en bestemmelse, der svarer til artikel 7, stk. 4, litra f, i direktivet om urimelig
handelspraksis. Udbydere af onlinemarkedspladser vil som følge af den foreslåede bestemmelse i forbindelse med
købsopfordringer være forpligtede til at oplyse forbrugeren, hvorvidt den tredjepart, der tilbyder produkterne, er
erhvervsdrivende eller ej. Oplysningen skal gives på grundlag af den pågældende tredjeparts erklæring til udbyderen af
onlinemarkedspladsen, og udbyderen har ikke pligt til at kontrollere tredjeparts oplysning om status.
Forslaget vil påvirke den hidtil gældende retstilstand, da tredjeparts erklæring om status nu udgør en væsentlig oplysning,
som udbyderen af onlinemarkedspladsen er forpligtet til at give til forbrugeren.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 10, samt bemærkningerne hertil.
2.5. Rangordning
2.5.1. Gældende ret
Markedsføringsloven indeholder ikke specifikke bestemmelser om parametre for rangordning.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
15
2.5.2. Moderniseringsdirektivet
Artikel 7, stk. 4, litra a, i direktivet om urimelig handelspraksis, som tilføjet ved moderniseringsdirektivets artikel 3, nr.
4, litra b, indfører en forpligtelse for erhvervsdrivende, der gør det muligt for forbrugerne at søge efter varer og tjenester,
såsom rejser, indkvartering og fritidsaktiviteter, der tilbydes af forskellige forhandlere eller af forbrugere, på grundlag af
et nøgleord, en sætning eller et andet input, uanset hvor transaktionerne i sidste ende gennemføres, til at informere
forbrugerne om de standardparametre, der afgør rangordningen af de tilbud, som præsenteres for forbrugeren som følge
af søgningen, og deres relative relevans i forhold til andre parametre. Bestemmelsen påfører således erhvervsdrivende,
der udbyder onlinesøgefunktioner en oplysningsforpligtelse. Erhvervsdrivendes betalinger
–
direkte eller indirekte
–
til
udbyderen af en onlinesøgefunktion for at opnå en højere rangordning i søgeresultaterne, er et vigtigt parameter, som
udbyderen
herefter
skal
informere
om.
Udbyderen
af
onlinesøgefunktionen
skal
således
beskrive
rangordningsparametrene, herunder indirekte eller direkte betalinger, når disse påvirker rangordningen. Det følger
endvidere af bestemmelsen, at oplysningerne skal stilles til rådighed i et særligt afsnit af onlinegrænsefladen, der er direkte
og let tilgængelig fra den side, hvor søgeresultatet præsenteres.
Ifølge moderniseringsdirektivets præambelbetragtning nr. 19, forstås ved rangordning den relative fremtrædende
placering af erhvervsdrivendes tilbud eller den relevans, der tildeles søgeresultater, som de præsenteres, opstilles eller
kommunikeres af udbydere af onlinesøgemaskiner, herunder som fremkommer ved anvendelse af algoritmiske
sekvenserings-, rangsordnings- eller revisionsmekanismer, visuelle fremhævninger eller andre fremhævninger eller andre
fremhævningsværktøjer eller kombinationer heraf.
Baggrunden for bestemmelsen er ifølge moderniseringsdirektivets præambelbetragtning nr. 18, at højere rangordning
eller fremtrædende placering af kommercielle tilbud i onlinesøgeresultater har en betydelig indvirkning på forbrugerne
og deres valgmuligheder, og det er derfor vigtigt at sikre større gennemsigtighed i rangordningen af søgeresultater.
Bestemmelsen skal sikre, at forbrugerne bliver oplyst herom, når en erhvervsdrivende har betalt for en højere rangordning
i søgeresultaterne.
Krav om gennemsigtighed med hensyn til de vigtigste parametre, der afgør rangordning, er også reguleret af Europa-
Parlamentets og Rådets forordning 2019/1150/EU af 20. juni 2019 om fremme af retfærdighed og gennemsigtighed for
brugere af onlineformidlingstjenester (herefter benævnt forordningen om onlineformidlingstjenester). Kravene om
gennemsigtighed i henhold til nævnte forordning dækker en bred vifte af onlineformidlere, herunder
onlinemarkedspladser, men de gælder kun mellem handlende og onlineformidlere. Ifølge moderniseringsdirektivets
præambelbetragtning nr. 21 bør der derfor indføres tilsvarende gennemsigtighedskrav i direktivet om urimelig
handelspraksis for at sikre tilstrækkelig åbenhed over for forbrugerne, undtagen i de tilfælde, hvor der er tale om udbydere
af onlinesøgemaskiner, som allerede er reguleret i forordningen.
Ifølge moderniseringsdirektivets præambelbetragtning nr. 22 bør oplysningerne være kortfattede og være let, synligt og
direkte tilgængelige. Parametre, der afgør rangordning, er alle generelle kriterier, processer, specifikke signaler, der
indarbejdes i algoritmer eller andre justerings- eller degraderingsmekanismer, der anvendes i forbindelse med
rangordningen.
Det følger derudover af moderniseringsdirektivets præambelbetragtning nr. 23, at erhvervsdrivende ikke bør være
forpligtede til at offentliggøre de nærmere oplysninger om deres rangordningsmekanismers funktionalitet, herunder
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
16
algoritmer. Erhvervsdrivende bør levere en generel beskrivelse af de vigtigste parametre, der afgør rangordningen, som
forklarer de vigtigste standardparametre, der anvendes af den erhvervsdrivende, og deres relative betydning i forhold til
andre parametre, men beskrivelsen skal ikke nødvendigvis være i et brugertilpasset format for hver enkelt søgning.
Bestemmelsen skal ses i nær sammenhæng med moderniseringsdirektivets artikel 3, nr. 7, litra a, som indfører et nyt nr.
11 a i direktivets bilag I, der oplister de former for handelspraksis, som under alle omstændigheder anses som urimelige.
Nr. 11 a indfører et forbud mod skjult reklame i forbindelse med levering af forbrugeres onlinesøgninger, idet
bestemmelsen fastslår, at levering af søgeresultater som svar på en forbrugers onlinesøgning uden tydelig oplysning om
enhver form for betalt reklame eller betaling specifikt for at opnå højere rangordning af produkter i søgeresultaterne, skal
anses som vildledende handelspraksis. For så vidt angår denne ændring henvises til lovforslagets § 1, nr. 19. Direkte eller
indirekte betaling vil således være et væsentligt parameter for rangordning, som erhvervsdrivende, der udbyder
onlinesøgefunktionener, skal oplyse om.
2.5.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede model
Da moderniseringsdirektivets bestemmelse om rangordning er udtryk for totalharmonisering, og for at sikre korrekt
implementering af direktivet, er det nødvendigt at indsætte en tekstnær bestemmelse om oplysning om rangordning.
Det foreslås på den baggrund at indsætte en bestemmelse i markedsføringsloven, der svarer til artikel 7, stk. 4, litra a, i
direktivet om urimelig handelspraksis. Erhvervsdrivende, der gør det muligt for forbrugerne at søge efter varer og
tjenester, der tilbydes af forskellige forhandlere eller af forbrugere, på grundlag af et nøgleord, en sætning eller et andet
input, uanset hvor transaktionerne i sidste ende gennemføres, vil som følge af den foreslåede bestemmelse være
forpligtede til at oplyse om de vigtigste parametre, der afgør rangordningen af de produkter, der præsenteres for
forbrugeren som følge af søgningen, og den relative betydning af disse parametre i forhold til andre parametre.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 11 vedrørende § 6 a, samt bemærkningerne hertil.
2.6. Brugeranmeldelser
2.6.1. Gældende ret
Markedsføringsloven indeholder ikke en definition af eller specifikke bestemmelser om brugeranmeldelser.
Brugeranmeldelser skal derfor ske under iagttagelse af de generelle regler i markedsføringsloven.
Forbrugerombudsmanden udgav den 1. maj 2015 retningslinjer om offentliggørelse af brugeranmeldelser.
Retningslinjerne omfatter onlinetjenester, der har karakter af erhvervsvirksomhed, og som tillader offentliggørelse af
brugeranmeldelser for en bredere kreds af forbrugere af et oplevet hændelsesforløb i forbindelse med test, brug, køb eller
intentionen om at foretage et køb af en vare eller tjenesteydelse.
Retningslinjerne gælder ikke for brugeranmeldelser, der er offentliggjort på den erhvervsdrivendes egen hjemmeside,
eller for brugeranmeldelser, der er offentliggjort på sider, der kontrolleres af den erhvervsdrivende, f.eks. en side på et
socialt medie. Professionelle brugeranmeldelser er heller ikke omfattet af retningslinjerne.
Retningslinjernes afsnit 7 fastsætter, at fremgangsmåden for indlevering og offentliggørelse af en brugeranmeldelse i det
online-system, som formidleren stiller til rådighed, skal sikre, at behandlingen af anmeldelser sker på en objektiv måde,
der kan kontrolleres, og hvor anmelderen med fuldt kendskab til formidlerens brugerbetingelser kan udtrykke sin mening,
uden at denne påvirkes uden saglig begrundelse under processen. I kommentaren til afsnittet er det angivet, at kun fysiske
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
17
personer kan indgive en anmeldelse, og at anmeldelsen skal kunne forbindes med ophavsmanden. Herudover står der, at
formidleren skal have tilstrækkelige oplysninger til at kunne kontakte ophavsmanden for at kontrollere anmeldelsens
ægthed og, hvis der er anledning hertil, kontrollere, at anmelder på behørig vis kan dokumentere det køb eller
sandsynliggøre hændelsesforløbet, som anmeldelsen vedrører.
Retningslinjerne fastsætter dermed ikke en eksplicit oplysningspligt i forhold til forbrugere.
Det følger af Europa-Kommissionens vejledning til direktivet om urimelig handelspraksis (KOM (2016) 320), s. 144, at
ved offentliggørelse af brugeranmeldelser skal platformsoperatører angive sandfærdige oplysninger om de vigtigste
karakteristika af sine tjenesteydelser, jf. artikel 6, stk. 1, litra b, og artikel 7, stk. 4, litra a, i direktivet om urimelig
handelspraksis. Det følger videre, at det bevirker, at platformen bør undgå at skabe det indtryk, at anmeldelserne kommer
fra virkelige brugere, hvis den ikke i tilstrækkelig grad kan garantere det, og omvendt, at hvis det udtrykkeligt hævdes, at
anmeldelserne kommer fra forbrugere, bør der træffes rimelige og forholdsmæssige foranstaltninger, som øger
sandsynligheden for, at anmeldelserne afspejler virkelige brugeres erfaringer. Direktivet fastsætter således heller ikke en
eksplicit oplysningspligt i forhold til forbrugere.
2.6.2. Moderniseringsdirektivet
Artikel 7, stk. 6, i direktivet om urimelig handelspraksis, som tilføjet ved moderniseringsdirektivets artikel 3, nr. 4, litra
c, medfører en forpligtelse for erhvervsdrivende til at oplyse om, hvorvidt og hvordan den erhvervsdrivende sikrer, at de
offentliggjorte anmeldelser stammer fra forbrugere, der faktisk har anvendt eller købt produkterne.
Baggrunden for bestemmelsen er ifølge moderniseringsdirektivets præambelbetragtning nr. 47, at forbrugerne i stigende
grad forlader sig på anmeldelser og anprisninger fra andre forbrugere, når de træffer købsbeslutninger. Når de
erhvervsdrivende giver adgang til forbrugeranmeldelser af produkter, bør de derfor oplyse forbrugerne om, hvorvidt der
er indført processer eller procedurer for at sikre, at de offentliggjorte anmeldelser stammer fra forbrugere, der faktisk har
anvendt eller købt produkterne. Hvis der er indført sådanne processer eller procedurer, bør de oplyse forbrugerne om,
hvordan kontrollerne foretages, og give dem klare oplysninger om, hvordan anmeldelserne behandles, f.eks. om alle
anmeldelser, uanset om de er positive eller negative, offentliggøres, eller om anmeldelserne er sponsoreret eller påvirket
af et kontraktforhold med en erhvervsdrivende.
2.6.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede model
Da moderniseringsdirektivets bestemmelse om brugeranmeldelser er udtryk for totalharmonisering, og for at sikre korrekt
implementering af moderniseringsdirektivet, er det nødvendigt at indsætte en tekstnær bestemmelse om oplysning om
sikring af validitet af brugeranmeldelser.
Det foreslås på den baggrund af fastsætte en bestemmelse, der gennemfører artikel 7, stk. 6, i direktivet om urimelig
handelspraksis. Erhvervsdrivende vil som følge af den foreslåede bestemmelse være forpligtede til at give oplysninger
om, hvorvidt og hvordan den erhvervsdrivende sikrer, at de offentliggjorte anmeldelser stammer fra forbrugere, der
faktisk har anvendt eller købt produkterne, når en erhvervsdrivende giver adgang til forbrugeranmeldelser af produkter.
Bestemmelsen indeholder således ikke en pligt til at sikre, at de offentliggjorte anmeldelser stammer fra forbrugere, men
derimod en pligt til at oplyse om den erhvervsdrivende har sikret, at anmeldelserne stammer fra forbrugere, og i så fald
hvordan.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
18
Forslaget vil ændre den hidtil gældende retstilstand, da oplysninger om, hvorvidt og hvordan den erhvervsdrivende sikrer,
at de offentliggjorte anmeldelser stammer fra forbrugere, der faktisk har anvendt eller købt produkterne, nu udgør en
væsentlig oplysning, som alle erhvervsdrivende omfattet af markedsføringsloven er forpligtede til at give til forbrugeren,
når de giver adgang til forbrugeranmeldelser af produkter.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 11 vedrørende § 6 b, samt bemærkningerne hertil.
2.7. Handelspraksis rettet mod børn og unge
2.7.1. Gældende ret
Markedsføringslovens § 3, stk. 2, indeholder en generel særlig beskyttelse af børn og unge. Bestemmelsen fastsætter, at
handelspraksis rettet mod børn og unge, eller hvor børn og unge er særligt sårbare over for den pågældende
handelspraksis, skal være udformet med særlig hensyntagen til børn og unges naturlige godtroenhed og manglende
erfaring og kritiske sans, som bevirker, at de er lettere at påvirke og nemmere at præge. Det følger af bemærkningerne,
jf. Folketingstidende 2016-2017, A, L 40, som fremsat s. 48, at erhvervsdrivende bør være tilbageholdende med at benytte
pågående handelspraksis, som f.eks. brug af børn til markedsføring.
Det følger af § 3, stk. 3, i markedsføringsloven, at hvis den pågældende handelspraksis påvirker forbrugerens økonomiske
interesser, finder markedsføringslovens kapitel 2 anvendelse i stedet for bl.a. § 3, stk. 2. Såfremt den pågældende
handelspraksis samtidig strider mod hensyn, der ikke tilsigter at varetage forbrugernes økonomiske interesser, herunder
hensyn til smag og anstændighed, sikkerhed og sundhed eller andre hensyn, eller såfremt den pågældende handelspraksis
er reguleret af aftaleretten, finder bl.a. § 3, stk. 2, dog anvendelse ved siden af markedsføringslovens kapitel 2.
Forbrugerombudsmanden udgav i 2014 vejledningen
”Børn, unge og markedsføring”,
om markedsføring over for børn
og unge. Det fremgår af punkt 3.4 i vejledningen, at
”Det
er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at det vil kunne blive
anset for at være en overtrædelse af markedsføringslovens § 1, jf. § 8, stk. 1,
(nuværende § 11)
såfremt erhvervsdrivende
reklamerer for produkter, der er uegnede for børn, i medier, som henvender sig til denne gruppe. Der kan fx være tale
om produkter, som er potentielt sundhedsskadelige, eller produkter som ved brug udgør en sikkerhedsrisiko for barnet
eller den unge. Eksempelvis må en reklame for et kosttilskud ikke optræde i et dukke- og modeunivers på nettet målrettet
børn og unge”.
Videre fremgår det
af punkt
3.11, at ”Det
er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at erhvervsdrivende
som udgangspunkt ikke må benytte børn og unge i deres markedsførings- og salgsarbejde, herunder til vennehvervning.
Dette skal imidlertid altid vurderes konkret, idet der kan være særlige omstændigheder, der gør, at udgangspunktet
fraviges”.
§ 11, stk. 2, i markedsføringsloven, indeholder en særlig beskyttelse af børn og unge. Bestemmelsen fastsætter, at
handelspraksis rettet mod børn og unge under 18 år ikke må indeholde omtale af, billeder af eller henvisninger til
rusmidler, herunder alkohol.
Derudover indeholder bekendtgørelse nr. 1155 af 18. juni 2020, om reklamer og sponsorering m.v. af programmer i radio,
fjernsyn og on demand audiovisuelle medietjenester samt indgåelse af partnerskaber, i kapitel 3
regler om beskyttelse af
mindreårige i reklamer i radio, fjernsyn og on demand audiovisuelle medietjenester. Endelig fastsætter
bekendtgørelse
nr. 1158 af 18. juni 2020 om videodelingsplatformstjenester i §§ 13-14 krav til udbydere af videodelingsplatformstjenester
for så vidt angår reklamer, sponsorering og produktplacering, der markedsføres, sælges eller tilrettelægges af udbyderne.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
19
2.7.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede model
Den teknologiske udvikling og stigende digitalisering har bevirket en øget brug af sociale medier. Sociale medier bruges
dels til at dele oplevelser, erfaringer og anbefalinger fra influenter til deres følgere, og mellem venner og familie, hvor
der er en personlig relation, samt til at reklamere for virksomheder og virksomhedernes produkter både via
virksomhedernes egne profiler og gennem influenter. Sociale medier er således kendetegnet ved en sammenblanding af
personlige og kommercielle budskaber. Herudover er der de seneste år set flere eksempler på, at virksomheder, hvis
produkter er uegnede for børn og unge, er begyndt at markedsføre sig over for børn og unge.
Børn og unges naturlige godtroenhed og manglende erfaring og kritiske sans gør dem lettere at påvirke og nemmere at
præge end voksne. Børn og unge kan have svært ved at forstå, hvordan de bliver påvirket af markedsføring, herunder
markedsføring, hvor der anvendes andre børn og unge, herunder jævnaldrende børn og unge. Sammenblandingen af
personlige og kommercielle budskaber på sociale medier bevirker også, at det kan være svært for særligt børn og unge at
gennemskue, hvornår budskabet har en kommerciel hensigt, ligesom sammenblandingen bevirker, at børn og unge i
mindre grad er kritiske over for budskabet. Derudover bevirker interaktiviteten mellem brugerne på sociale medier, at
forbrugerne, herunder børn og unge, bliver mere intenst og direkte påvirket at de budskaber, som spredes på og via sociale
medier.
De særlige hensyn, som skal tages i forbindelse med markedsføring rettet mod børn og unge, herunder markedsføring
rettet mod børn og unge på sociale medier, er omfattet af den gældende markedsføringslovs § 3, stk. 2, om god
markedsføringsskik. Af hensyn til beskyttelsen af børn og unge er det imidlertid Erhvervsministeriets vurdering, at det i
lyset af udviklingen i, hvilke produkter der markedsføres over for børn og unge, også er nødvendigt at indføre et specifikt
forbud mod markedsføring af andre produkter end rusmidler, som er uegnede for børn og unge. Det foreslås på den
baggrund at lave en tilføjelse til den gældende markedsføringslovs § 11, stk. 2, således, at det fremgår, at handelspraksis
rettet mod børn og unge under 18 år heller ikke må indeholde omtale af, billeder af eller henvisninger til andre produkter,
der er uegnede for børn og unge under 18 år. Videre er det Erhvervsministeriets vurdering, at det i lyset af den teknologiske
udvikling, herunder markedsføring på digitale platforme, af hensyn til beskyttelsen af børn og unge, er nødvendigt at
indføre specifikke forbud mod visse former for markedsføring på sociale medier. Det foreslås på den baggrund, at
specificere i markedsføringsloven, at handelspraksis på sociale medier rettet mod børn og unge ikke må udøves på eller
via profiler på sociale medier tilhørende eller der fremstår som tilhørende børn og unge under 15 år, eller i øvrigt anvende
børn og unge under 15 år, medmindre det er nødvendigt for at illustrere eller vise et produkt.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 12-13, samt bemærkningerne hertil.
2.8. Adgang til retsmidler
2.8.1. Gældende ret
2.8.1.1. Dansk rets almindelige erstatningsretlige betingelser og markedsføringsloven
Det følger af dansk rets almindelige principper om erstatning uden for kontrakt, at den, der som følge af en andens
handlinger eller undladelser, er blevet udsat for skade og derved har lidt et økonomisk tab, kan rette et erstatningskrav
mod den, der har forvoldt skaden. Det er en forudsætning for at ifalde erstatningsansvar, at det fornødne ansvarsgrundlag
er til stede.
Det fremgår eksplicit af markedsføringslovens § 24, stk. 2, at handlinger i strid med markedsføringsloven er
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
20
erstatningspådragende i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler. Det fremgår imidlertid af forarbejderne til
markedsføringslovens § 24, stk. 2, at bestemmelsen om erstatningsansvar navnlig er af betydning for de erhvervsdrivende.
Sag om erstatning kan efter markedsføringsloven anlægges af enhver med retlig interesse.
2.8.1.2. Købeloven
Lovbekendtgørelse nr. 140 af 17. februar 2014 om køb (herefter benævnt købeloven) indeholder særlige regler for
forbrugerkøb, jf. købelovens § 72 ff. Hvis en forbruger har købt en vare, der er mangelfuld, tillægges forbrugeren en
række misligholdelsesbeføjelser, som forbrugeren kan anvende over for den erhvervsdrivende.
Det følger af købelovens § 76, at en vare er mangelfuld, hvis den ikke svarer til den betegnelse, hvorunder den er solgt,
eller hvis sælgeren ved købets afslutning har givet forbrugeren urigtige eller vildledende oplysninger. Det samme gælder,
hvis der er givet oplysninger på varens indpakning, i annoncer eller i andre meddelelser. Varen kan dog ikke anses som
mangelfuld, hvis oplysningerne ikke kan antages at have haft betydning for forbrugerens bedømmelse af varen. Varen er
også mangelfuld, hvis sælgeren har forsømt at give forbrugeren oplysning om forhold, der har betydning for køberens
bedømmelse af genstanden, og hvis genstanden i øvrigt er af ringere beskaffenhed end den ifølge aftalen eller de
foreliggende omstændigheder skulle være. Forbrugeren kan dog ikke påberåbe sig en urigtig eller vildledende oplysning,
der er rettet senest ved indgåelsen af aftalen, jf. købelovens § 76, stk. 2.
Såfremt der er en mangel ved varen, har forbrugeren som udgangspunkt ret til afhjælpning, omlevering, passende afslag
i købesummen, eller
–
hvis manglen ikke er uvæsentlig
–
en ophævelse af købet, jf. købelovens § 78.
Hvis forbrugeren har lidt et tab som følge af, at en vare er mangelfuld, kan forbrugeren efter købelovens § 80 tilmed
kræve skadeserstatning, hvis en række nærmere betingelser er opfyldt. Det gælder således, hvis 1) sælgeren har handlet i
strid med almindelig hæderlighed, 2) sælgeren har giver køberen vildledende oplysninger, 3) sælgeren har forsømt at
oplyse forbrugeren om en mangel, som sælgeren kendte eller burde kende til, 4) hvis varen mangler egenskaber, der må
anses for tilsikrede eller 5) hvis manglen er forårsaget ved sælgerens forsømmelse efter indgåelsen af købet.
Hvis den købte vare er bestemt efter art (dvs. varer, der eksisterer en flerhed af i modsætning til f.eks. en specifik, brugt
bil), er den erhvervsdrivende forpligtet til at betale skadeserstatning, selvom den erhvervsdrivende er uden skyld,
medmindre det som følge af helt ekstraordinære begivenheder er blevet umuligt for sælgeren at levere varen i mangelfri
stand (force majeure).
2.8.1.3. Aftalelovens generalklausul
Ifølge § 36 i lovbekendtgørelse nr. 193 af 2. marts 2016 om aftaler og andre retshandler på formuerettens område (herefter
benævnt aftaleloven) kan en aftale ændres eller tilsidesættes helt eller delvist, hvis det vil være urimeligt eller i strid med
redelig handlemåde at gøre den gældende. Ved vurderingen heraf, skal der tages hensyn til forholdene ved aftalens
indgåelse, aftalens indhold og senere indtrufne omstændigheder. Denne bestemmelse betegnes ofte som aftalelovens
generalklausul og finder anvendelse for alle aftaler.
Aftalelovens kapitel IV indeholder herudover særlige regler, der kun finder anvendelse på forbrugeraftaler. Det fremgår
heraf, at hvis der opstår tvivl om forståelsen af en aftale, og det pågældende aftalevilkår ikke har været genstand for
individuel forhandling, skal vilkåret fortolkes på den måde, som er mest gunstig for forbrugeren. Et aftalevilkår har ikke
været genstand for individuel forhandling, hvis det er udarbejdet ensidigt af den erhvervsdrivende, og forbrugeren ikke
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
21
har haft nogen indflydelse på indholdet. Dette vil navnligt være tilfældet for standardvilkår. Bestemmelsen fastslår, at
hvis sådanne aftalevilkår er uklare, skal det fortolkes på den måde, der er mest gunstig for forbrugeren.
Aftalelovens generalklausul finder også anvendelse for forbrugeraftaler. Hvis et aftalevilkår i en samlet aftale vil medføre
en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren, kan vilkåret således ændres eller
tilsidesættes. For forbrugeraftaler gælder det særlige, at forbrugeren kan kræve, at den øvrige del af aftalen skal gælde
uden ændringer, hvis det er muligt. Der kan således kun ske ændring eller tilsidesættelse af andre vilkår i aftalen end det
urimelige, hvis disse ikke kan adskilles fra det urimelige vilkår.
2.8.2. Moderniseringsdirektivet
Artikel 11 a, i direktivet om urimelig handelspraksis, som tilføjet ved moderniseringsdirektivets artikel 3, nr. 5, er en ny
bestemmelse i direktivet.
Bestemmelsens stk. 1 pålægger medlemsstaterne at sikre, at forbrugere, der lider skade som følge af urimelig
handelspraksis, har adgang til forholdsmæssige og effektive retsmidler, herunder skadeserstatning, og, hvor det er
relevant, et afslag i købesummen eller ophævelse af kontrakten. Det følger af bestemmelsen, at medlemsstaterne kan
fastsætte betingelserne for anvendelsen og virkningerne af disse retsmidler. Bestemmelsen er således ikke udtryk for
totalharmonisering. Medlemsstaterne kan derudover, hvor det er relevant, tage hensyn til grovheden og arten af den
vildledende handelspraksis, skaden lidt af forbrugeren og andre relevante omstændigheder.
Bestemmelsens stk. 2 fastsætter, at disse retsmidler ikke berører anvendelsen af andre retsmidler, som er til rådighed for
forbrugerne i henhold til EU-retten eller national ret.
Det fremgår af moderniseringsdirektivets præambelbetragtning nr. 16, at en klar ramme for individuelle retsmidler vil
gøre det lettere at udøve privat håndhævelse. Det fremgår videre, at medlemsstaterne ikke bør forhindres i at bevare eller
indføre rettigheder til andre supplerende retsmidler, såsom afhjælpning eller ombytning, for forbrugere, der lider skade
som følge af urimelig handelspraksis, for fuldt ud at fjerne virkningerne af sådan praksis. Medlemsstaterne bør heller ikke
forhindres i at fastlægge betingelserne for anvendelse og effekten af retsmidlerne for forbrugerne.
2.8.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede model
I Danmark har forbrugerne i dag adgang til i nogle situationer at få et afslag i købesummen eller ophæve en kontrakt efter
reglerne i købeloven og aftaleloven, jf. ovenfor under pkt. 2.8.1. Det er Erhvervsministeriets vurdering, at Danmark
således allerede i dag har regler, der har til formål at sikre forbrugerne i aftaler, der indgås med erhvervsdrivende. Efter
købeloven forudsættes det ikke, at forbrugeren har lidt et tab, men blot at der foreligger en mangel. En forbruger kan
således gøre misligholdelsesbeføjelser gældende, hvis sælgeren eller et tidligere salgsled har givet urigtige eller
vildledende oplysninger, medmindre disse ikke kan antages at have haft betydning for køberens bedømmelse af
salgsgenstanden, og kun hvis oplysningerne ikke er rettet senest ved aftalens indgåelse.
Forbrugerne kan også allerede i dag kræve erstatning for overtrædelser af markedsføringsloven, hvis dansk rets
almindelige erstatningsbetingelser er opfyldt, jf. markedsføringslovens § 24, stk. 2.
Det er Erhvervsministeriets vurdering, at en gennemførelse af artikel 11 a i direktivet om urimelig handelspraksis, som
tilføjet ved moderniseringsdirektivets artikel 3, nr. 5, skal sikre, at der er balance mellem hensynet til forbrugerne på den
ene side og hensynet til de erhvervsdrivende på den anden.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
22
Det er Erhvervsministeriets vurdering, at begrebet skadeserstatning som er indeholdt i 1. pkt. i artikel 11 a i direktivet om
urimelig handelspraksis, må forstås således, at det forudsættes, at forbrugeren har lidt et tab som følge af den urimelige
handelspraksis. Bestemmelsen finder således efter Erhvervsministeriets vurdering ikke anvendelse på ikke-økonomiske
tab, som tabt tid eller skuffede forventninger.
Det er derudover Erhvervsministeriets vurdering, at bestemmelsens ordlyd
”og, hvor det er relevant”
i forhold til et afslag
i købesummen eller ophævelse af kontrakten, knytter sig til situationen, hvor f.eks. urigtige eller vildledende oplysninger
ikke er rettet ved aftalens indgåelse. Forbrugerens ret til et forholdsmæssigt afslag eller ophævelse af en kontrakt efter
direktivets bestemmelse er således i overensstemmelse med de eksisterende regler i købeloven.
Efter artikel 11 a, stk. 1, 2. pkt., i direktivet om urimelig handelspraksis overlades det til medlemsstaterne at fastsætte
betingelserne for anvendelsen og virkningerne af disse retsmidler. Det er Erhvervsministeriets vurdering, at der allerede
i dag er bestemmelser i købeloven og aftaleloven, der angiver de nærmere betingelser for anvendelsen og virkningerne af
de regler, der regulerer forholdet mellem parterne. Med henblik på at sikre korrekt implementering af artikel 11 a foreslås
dog indført en præcisering i markedsføringslovens § 24, stk. 2, hvor det dels præciseres, at bestemmelsen også finder
anvendelse på forbrugere, der har lidt et tab, som følge af handlinger i strid med loven, og dels præciseres, at forbrugere,
hvor det er relevant, har adgang til et afslag i købesummen eller ophævelse af kontrakten i overensstemmelse med dansk
rets forbrugerbeskyttende regler. Dette medfører dog ikke en ændring af den gældende retstilstand.
Artikel 11 a, stk. 2, i direktivet om urimelig handelspraksis fastslår, at retsmidlerne ikke berører anvendelsen af andre
retsmidler, som er til rådighed for forbrugerne i henhold til EU-retten eller national ret. Det er Erhvervsministeriets
vurdering, at denne del allerede er en del af dansk ret, idet forbrugerne stadig vil have de samme beføjelser efter
eksempelvis købeloven, som forbrugeren kan gøre gældende, hvis betingelserne herfor er opfyldt, selvom forbrugeren
ikke har lidt et tab.
Forbrugere i Danmark har derudover adgang til en række alternative tvistløsningsorganer, hvor forbrugeren hurtigt og
billigt kan få behandlet en klage. Disse tvistløsningsorganer anvender de gældende forbrugerbeskyttende regler, når de
træffer afgørelse i en klage, og derigennem sikres en effektiv og forholdsmæssig klagebehandling.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 14, samt bemærkningerne hertil.
2.9. Sanktioner
2.9.1. Gældende ret
Bødeniveau
Det følger af markedsføringslovens § 37, stk. 3, at overtrædelse af bestemmelserne i § 5, stk. 1, § 6, stk. 1, 3 og 4, § 7,
stk. 1, §§ 9-11, § 14, stk. 1, § 15, § 16, stk. 3, § 18 og § 19, § 20, stk. 1 og 3, og § 21 og forsætlig overtrædelse af § 22
straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning. Det gælder således overtrædelse af
bestemmelserne om vildledende handlinger, vildledende udeladelser, aggressiv handelspraksis, uanmodet henvendelse,
handelspraksis rettet mod børn og unge, prisoplysninger, faktureringspligt, væsentlige gebyrændringer, markedsføring af
kreditaftaler og boligkreditaftaler, vildledende og utilbørlig handelspraksis mellem erhvervsdrivende og sammenlignende
reklame.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
23
Markedsføringsloven angiver ikke i dag faste bødeniveauer for overtrædelse af markedsføringslovens bestemmelser. I
stedet foretages en samlet vurdering af en række kriterier. Kriterierne er fastsat i markedsføringsloven og i
lovbekendtgørelse nr. 1650 af 17. november 2020 straffeloven (herefter benævnt straffeloven).
Det følger af bemærkningerne til den gældende markedsføringslovs § 37, stk. 4, jf. Folketingstidende 2016-2017, A, L
40, som fremsat s. 91-92, at der i forbindelse med strafudmålingen skal lægges vægt på overtrædelsens grovhed, omfang
og den tilsigtede økonomiske gevinst. Overtrædelser, der er enten grove, bevidste eller gentagne, bør straffes med bøder,
der har en sådan størrelse, at de har en reel præventiv effekt. Ved fastsættelsen af bøder i henhold til loven kan der tages
hensyn til en række forskellige faktorer, herunder den tilsigtede eller opnåede fortjeneste. I forhold til den fortjeneste, der
må antages at være indvundet eller tilsigtet ved overtrædelsen, har det dog i praksis vist sig, at det som regel er umuligt
at føre noget bevis herfor. Det skyldes, at bedømmelsen af den faktiske økonomiske effekt af et markedsføringstiltag i
almindelighed er særdeles usikker. Videre følger det af bemærkningerne, at et andet parameter, der tidligere har været
taget hensyn til i forbindelse med fastsættelse af bødens størrelse, er markedsføringsomkostningerne. Kriteriet om
markedsføringsomkostninger er dog ikke længere altid tidssvarende, og en videreførelse af kriteriet om
markedsføringsomkostningerne indebærer en risiko for skævvridning af bødeudmålingen afhængig af det valgte medie.
Det fremgår derfor, at markedsføringsomkostningerne ikke længere bør indgå som et selvstændigt kriterie for
bødeudmålingen, men derimod kun indgå som delelement, hvor dette måtte være relevant i forhold til den konkrete sag,
hvor der er en formodning for, at de anvendte markedsføringsomkostninger er en indikation for den tilsigtede økonomiske
gevinst. Det vil f.eks. være tilfældet i sager, hvor omkostningerne til markedsføringen er betydelige. I førstegangstilfælde
kan der således i disse tilfælde tages udgangspunkt i det dobbelte af markedsomkostningerne.
Det fremgår af straffelovens § 80, at der skal lægges vægt på overtrædelsens grovhed og på oplysninger om
gerningsmanden, og straffelovens §§ 81 og 82 angiver skærpende og formildende omstændigheder. Herudover følger det
af straffelovens § 51, stk. 3, om fastsættelse af bøder for overtrædelse af særlovgivningen, at der ud over hensynet til
ensartethed i retsanvendelsen, lovovertrædelsens grovhed og oplysninger om gerningspersonen, jf. straffelovens § 80,
skal tages særligt hensyn til den skyldiges betalingsevne og til den opnåede eller tilsigtede fortjeneste eller besparelse.
Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 1995-1996, L 201, som fremsat s. 4056-4057, at
”Det
har derfor støtte i loven, at den bøde, som pålægges en juridisk person, kan blive væsentlig større end den, som
udmåles over for strafskyldige enkeltpersoner [..]”,
og ”Endvidere
giver kollektivansvaret mulighed for at fastsætte bøder,
der står i passende forhold til virksomhedens størrelse og økonomi og til den fortjeneste, der er opnået eller tilsigtet ved
lovovertrædelsen”.
Bestemmelsen giver således mulighed for, at der ved fastsættelsen af bøden tages hensyn til den
erhvervsdrivendes størrelse og omsætning.
Administrative bødeforelæg
Forbrugerombudsmanden kan ved overtrædelse af de strafbelagte bestemmelser i markedsføringsloven foretage
politianmeldelse, hvorefter politi og anklagemyndighed med bistand fra Forbrugerombudsmanden forestår den videre
efterforskning af sagen og vurderer, om der er grundlag for at føre en straffesag ved domstolene eller afslutte sagen med
et udenretligt bødeforelæg i tilståelsessager.
Markedsføringslovens § 38 indeholder dog hjemmel til, at erhvervsministeren - efter forhandling med justitsministeren -
kan fastsætte regler om, at Forbrugerombudsmanden i nærmere angivne sager om overtrædelse af loven eller regler
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
24
udstedt i medfør heraf, kan afslutte sagen ved et administrativt bødeforelæg. Det fremgår af bemærkningerne til § 38, stk.
1, jf. Folketingstidende 2016-2017, A, L 40, som fremsat s. 93, at overtrædelser, som skal kunne danne grundlag for
udstedelse af administrative bødeforelæg, skal være klare og objektivt konstaterbare (overtrædelserne skal således være
ensartede, ukomplicerede og uden bevismæssige tvivlsspørgsmål) og at sagens afgørelse, herunder fastsættelsen af bødens
størrelse, skal kunne ske uden skønsmæssige elementer af betydning. Der skal således være tale om enkle og
ukomplicerede sager uden bevistvivl.
Derudover skal der enten findes fast retspraksis for bødeudmålingen eller være faste retningslinjer for bødeudmålingen i
lovbemærkninger.
Hjemlen er i dag alene udnyttet i forbindelse med overtrædelse af spam-forbuddet i markedsføringslovens § 10, stk. 1.
Forbrugerombudsmanden har således i dag mulighed for at afslutte en sag ved et administrativt bødeforelæg, hvis der er
tale om en overtrædelse af markedsføringslovens § 10, stk. 1, om uanmodet elektronisk henvendelse til bestemte aftagere.
Under forudsætning af, at den erhvervsdrivende, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og
betaler den forelagte bøde, kan sagen dermed afgøres uden retssag og uden anklagemyndighedens medvirken.
Da der ikke er lovbemærkninger for bødeudmåling for andre overtrædelser end markedsføringslovens § 10, stk. 1, og §
16, stk. 3, kræver det retspraksis, hvis der på bekendtgørelsesniveau skal fastsættes regler for anvendelsen af
administrative bødeforelæg for andre overtrædelser. Hvis der ikke foreligger fast retspraksis på området, vil anvendelse
af administrative bødeforelæg kræve en ændring af markedsføringsloven, hvor de relevante retningslinjer for
bødeudmålingen udførligt beskrives i loven.
Straffelovens § 279
Markedsføringslovens § 37, stk. 3, giver ikke mulighed for anvendelse af fængselsstraf. Det er dermed alene
tilsidesættelse af et forbud eller påbud nedlagt af retten eller et påbud, som Forbrugerombudsmanden har meddelt i
henhold til markedsføringslovens § 28, stk. 2, § 32, stk. 2, eller § 33, der straffes med bøde eller fængsel i op til 4 måneder,
jf. markedsføringslovens § 37, stk. 1.
Straffelovens § 279 fastsætter, at for bedrageri straffes den, som, for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget
vinding, ved retsstridigt at fremkalde, bestyrke eller udnytte en vildfarelse bestemmer en anden til en handling eller
undladelse, hvorved der påføres denne eller nogen, for hvem handlingen eller undladelsen bliver afgørende, et formuetab.
Bedrageri efter straffelovens § 279 straffes efter normalstrafferammen i straffelovens § 285, stk. 1, med fængsel indtil 1
år og 6 måneder. Straffen kan stige til fængsel i op til 8 år, hvis der er tale om bedrageri af særlig grov beskaffenhed
navnlig på grund af udførelsesmåden, eller fordi forbrydelsen er udført af flere i forening, eller som følge af omfanget af
den opnåede eller tilsigtede vinding, eller når et større antal forbrydelser er begået, jf. straffelovens § 286, stk. 2.
Markedsføringsloven indeholder ikke i dag en henvisning til straffelovens § 279.
I dom af 26. november 2020, optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen, 2021, side 1616ff, fastslog Østre Landsret dog, at en
abonnementsfælde udgjorde en overtrædelse af bedrageribestemmelsen i straffelovens § 279. Forbrugerombudsmanden
havde politianmeldt abonnementsfælden som bedrageri, og det er den første sag, hvor Forbrugerombudsmanden har fået
medhold i sin påstand om, at en abonnementsfælde skulle straffes efter straffelovens bedrageribestemmelse.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
25
2.9.2. Moderniseringsdirektivet
Artikel 13 i direktivet om urimelig handelspraksis, som affattet ved moderniseringsdirektivets artikel 3, nr. 6, indeholder
en række bestemmelser om sanktioner.
Baggrunden for ændringen af artikel 13 er ifølge moderniseringsdirektivets præambelbetragtning nr. 5, at de nuværende
regler for sanktioner varierer betydeligt i Unionen. Navnlig sikrer ikke alle medlemsstater, at erhvervsdrivende, der er
ansvarlige for udbredte overtrædelser eller udbredte overtrædelser med EU-dimension, kan pålægges sanktioner, der er
effektive, står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning. Derfor bør de gældende
sanktionsbestemmelser i bl.a. direktivet om urimelig handelspraksis forbedres.
En
”udbredt
overtrædelse” defineres efter håndhævelsesforordningens artikel 3, stk. 3, litra a, som enhver handling eller
undladelse, der er i strid med EU-retlige regler, som beskytter forbrugernes interesser, og som har skadet, skader eller må
antages at skade de kollektive interesser for forbrugerne med bopæl i mindst to medlemsstater ud over den medlemsstat,
hvor 1) handlingen eller undladelsen har sin oprindelse eller har fundet sted, 2) den erhvervsdrivende, der er ansvarlig for
handlingen eller undladelsen, er etableret, eller 3) bevismateriale eller den erhvervsdrivendes aktiver vedrørende
handlingen eller undladelsen befinder sig.
Begrebet omfatter efter håndhævelsesforordningens artikel 3, stk. 3, litra b, også enhver handling eller undladelse, der er
i strid med EU-retlige regler, som beskytter forbrugernes interesser, og som har skadet, skader eller må antages at kunne
skade forbrugernes kollektive interesser, og som har fælles træk, herunder samme ulovlige praksis og tilsidesættelse af
den samme interesse, og som begås samtidigt af den samme erhvervsdrivende i mindst tre medlemsstater.
En ”udbredt
overtrædelse med EU-dimension”
defineres
efter håndhævelsesforordningens artikel 3, stk. 4, som en udbredt
overtrædelse, der har skadet, skader eller må antages at kunne skade forbrugernes kollektive interesser i mindst to
tredjedele af medlemsstaterne, der tilsammen tegner sig for mindst to tredjedele af Unionens befolkning.
Det fremgår eksplicit af moderniseringsdirektivets præambelbetragtning nr. 6, at det er et anliggende for medlemsstaterne
at vælge, hvilke typer sanktioner der skal indføres, og fastsætte de relevante procedurer for pålæggelse af sanktioner i
tilfælde af overtrædelse af direktivet om urimelig handelspraksis i deres nationale ret.
Artikel 13, stk. 1, pålægger medlemsstaterne at fastsætte regler om sanktioner, der skal anvendes i tilfælde af overtrædelse
af de nationale regler, der er vedtaget i medfør af direktivet, og at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at
de gennemføres. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.
Artikel 13, stk. 2, indfører en række vejledende og ikkeudtømmende kriterier, som medlemsstaterne skal sikre tages i
betragning ved pålæggelse af sanktioner, hvor det er relevant.
Kriterierne omfatter overtrædelsens art, grovhed, omfang og varighed, eventuelle foranstaltninger den erhvervsdrivende
har truffet for at begrænse eller afhjælpe den skade, som forbrugerne har lidt, eventuelle tidligere overtrædelser, den
erhvervsdrivendes opnåede økonomiske fordele eller undgåede tab, hvis de relevante data er tilgængelige, sanktioner,
som der pålægges den erhvervsdrivende for samme overtrædelse i andre medlemsstater i grænseoverskridende tilfælde,
hvor oplysninger om sådanne sanktioner er tilgængelige via den mekanisme, der er etableret i medfør af
håndhævelsesforordningen, og eventuelle skærpende eller formildende faktorer i sagen.
Det følger af moderniseringsdirektivets præambelbetragtning nr. 7, at gentagen overtrædelse begået af samme
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
26
ophavsmand er udtryk for en tilbøjelighed til at begå sådanne overtrædelser, og at det derfor er en betydelig indikation
for adfærdens grovhed og herigennem for behovet for at øge sanktionsniveauet for at opnå en effektiv afskrækkende
virkning.
Det fremgår endvidere af moderniseringsdirektivets præambelbetragtning nr. 8, at kriterierne for anvendelse af sanktioner
muligvis ikke er relevante for fastsættelse af sanktioner for enhver overtrædelse, navnlig ikke mindre alvorlige
overtrædelser. Medlemsstaterne bør også tage hensyn til generelle retsprincipper for pålæggelse af sanktioner som f.eks.
ne bis in idem (dvs. princippet om, at man ikke kan retsforfølges to gange for den samme forbrydelse).
Artikel 13, stk. 3, pålægger derudover medlemsstaterne at sikre, at når der pålægges sanktioner i sager med
grænseoverskridende karakter, hvor der er tale om ”udbredte overtrædelser” eller ”udbredte overtrædelser med EU-
dimension”, det vil sige sager, hvor mindst tre medlemsstater er involveret eller sager, der berører mindst to tredjedele af
medlemsstaterne og som tilsammen udgør mindst to tredjedele af EU´s befolkning, jf. artikel 21 i
håndhævelsesforordningen, omfatter de muligheden for at pålægge bøder af en maksimumstørrelse for sådanne bøder på
mindst 4 pct. af den erhvervsdrivendes årlige omsætning i den eller de berørte medlemsstater. Bestemmelsen giver
samtidig medlemsstaterne mulighed for at begrænse pålæggelsen af bøder til bestemte overtrædelser af direktivet om
urimelig handelspraksis, herunder bilaget til direktivet, der indeholder de former for handelspraksis, som under alle
omstændigheder anses som urimelige.
Efter artikel 13, stk. 3, litra a, kan medlemsstaterne
–
uden at det berører håndhævelsesforordningen
–
af nationale
forfatningmæssige grunde begrænse pålæggelse af bøder til overtrædelse af artikel 6, 7, 8 og 9 i direktivet om urimelig
handelspraksis, samt til overtrædelser af direktivets bilag I. Derudover kan medlemsstaterne efter bestemmelsens stk. 3,
litra b, begrænse pålæggelse af bøder til en erhvervsdrivendes fortsatte anvendelse af handelspraksis, der er blevet anset
for at være urimelig af den kompetente myndighed eller domstol, når den pågældende handelspraksis ikke er en
overtrædelse af litra a. Medlemsstaterne har således valgfrihed til at begrænse pålæggelse af bøder til overtrædelser af de
omfattede artikler samt bilaget både i forhold til nationale overtrædelser og til udbredte overtrædelser eller udbredte
overtrædelser med EU-dimension. Medlemsstaterne kan også vælge at udvide anvendelsesområdet til direktivets andre
artikler.
Efter artikel 13, stk. 4, skal medlemsstaterne i de tilfælde, hvor der skal pålægges bøder i sager med grænseoverskridende
karakter, hvor der er tale om ”udbredte overtrædelser” eller ”udbredte
overtrædelser med EU-dimension”, men hvor der
ikke foreligger oplysninger om den erhvervsdrivendes årlige omsætning, indføre muligheden for at pålægge bøder af en
maksimumstørrelse på mindst 2 mio. euro.
Da artikel 13 udgør minimumsharmonisering, er det muligt for medlemsstaterne at fastsætte et højere maksimum for
bøden end det, der følger af direktivet. Det er endvidere muligt at fastsætte, at det skal være den erhvervsdrivendes
omsætning på verdensplan
–
og ikke alene i de medlemsstater, der er berørt af overtrædelsen
–
som skal være afgørende
for maksimumsbøden. Det er desuden muligt at udvide området for de omsætningsbaserede bøder til overtrædelser, der
ikke er udbredt i EU
–
f.eks. overtrædelser, der alene er udbredt i Danmark.
2.9.3. Arbejdsgruppen for bødeniveau for overtrædelser af markedsføringsloven
I rapport fra udvalg om markedsføringsloven fra 2016, fremgik det bl.a., at udvalget på baggrund af det faldende
bødeniveau for overtrædelser af visse bestemmelser i markedsføringsloven anbefalede, at der skulle nedsættes en
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
27
arbejdsgruppe, der skulle se på bødeniveauet, såfremt Forbrugerombudsmanden ikke kunne hæve bødeniveauet ved et
antal prøvesager. Forbrugerombudsmanden oplyste, at det ville tage mange år at anlægge et tilstrækkeligt antal
prøvesager, bl.a. fordi de fleste sager afgøres ved udenretlig bødevedtagelse. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
gennemførte i 2018 et nabotjek af bødeniveauet for overtrædelse af visse bestemmelser i markedsføringsloven i Sverige,
Norge, Tyskland, Nederlandene og Belgien. Nabotjekket viste bl.a., at det danske bødeniveau fremstår lavere end i de
lande hvor en sammenligning umiddelbart var mulig.
Erhvervsministeren nedsatte i april 2020 arbejdsgruppen om bødeniveau for overtrædelser af markedsføringsloven.
Arbejdsgruppen fik til opgave at komme med anbefalinger til, hvordan beregning af bødeniveauet eventuelt kunne ændres.
Arbejdsgruppen afgav i marts 2021 deres rapport til erhvervsministeren.
Indførelse af bødemodel
Arbejdsgruppen har foretaget en undersøgelse af den seneste udvikling i bødeniveauet for overtrædelser af den danske
markedsføringslov. Det er på baggrund af undersøgelsen og på baggrund af et tjek af bødeniveauet i Sverige, Norge,
Nederlandene, Tyskland og Belgien foretaget af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i 2018, arbejdsgruppens indtryk, at
det danske bødeniveau fortsat fremstår lavere end bødeniveauet i sammenlignelige lande. Arbejdsgruppen har således
fundet belæg for at overveje bødeniveauet samt eventuelt indføre andre sanktioner for at sikre en høj efterlevelse af
markedsføringsloven. Arbejdsgruppen har i den forbindelse påpeget, at en effektiv håndhævelse, herunder et præventivt
sanktionsniveau, ikke er blevet mindre vigtig i takt med den teknologiske udvikling. Digitaliseringen og de nye
teknologiske muligheder har gjort det nemmere og billigere for de erhvervsdrivende at nå ud til mange forbrugere, og
overtrædelser af markedsføringsloven på eller via digitale platforme påvirker af samme grund mange forbrugere.
Arbejdsgruppen peger særligt på to udfordringer, som følger af de gældende kriterier for fastsættelse af bøder for
overtrædelser af markedsføringsloven, nemlig henholdsvis 1) bedømmelsen af den faktiske økonomiske effekt af et
markedsføringsstiltag er i almindelighed særdeles usikker, og Forbrugerombudsmanden har begrænset adgang til at
indhente oplysninger om fortjenesten eller markedsføringsomkostningerne, samt 2) vurdering af overtrædelsens omfang.
I
relation
til
Forbrugerombudsmandens
adgang
til
at
indhente
oplysninger
om
fortjenesten
eller
markedsføringsomkostningerne følger det af markedsføringslovens § 25, stk. 2, at Forbrugerombudsmanden har adgang
til at kræve alle oplysninger, der skønnes nødvendige for dennes virksomhed, meddelt. Kravet om at meddele oplysninger
er imidlertid underlagt princippet om forbud mod selvinkriminering i § 750, jf. § 752 i lovbekendtgørelse nr. 1445 af 29.
september 2020 om retsplejeloven (herefter benævnt retsplejeloven), samt § 10 i lovbekendtgørelse nr. 1121 af 12.
november 2019 om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter (herefter benævnt
retssikkerhedsloven). Der er herefter ikke pligt til at efterkomme en oplysningsanmodning, hvis der er konkret mistanke
om, at en enkeltperson eller juridisk person har begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf, medmindre det konkret
kan udelukkes, at de oplysninger, som søges tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen af den formodede
overtrædelse. Udfordringen bunder således navnlig i, at Forbrugerombudsmanden ofte i praksis
–
på grund af forbuddet
mod selvinkriminering - ikke har adgang til oplysninger om f.eks. fortjenesten eller den forventede fortjeneste af et
markedsføringstiltag, og dermed ikke kan vurdere, hvor meget den erhvervsdrivende har fået eller kunne have fået ud af
at overtræde markedsføringsloven. Det er således oftest kun i de situationer, hvor den erhvervsdrivende selv giver disse
oplysninger, at kriteriet kan blive tillagt vægt.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
28
I relation til vurdering af en overtrædelses omfang bemærkes det, at omfanget er forholdsvist nemt at konstatere ved
annoncer i aviser, tilbudskataloger eller ved tv-reklamer. Ved online markedsføring er det derimod vanskeligt at fastslå
omfanget. Forbrugerombudsmanden har f.eks. ikke mulighed for at klarlægge, hvor mange personer, der inden for en
given periode har besøgt en hjemmeside, hvis den erhvervsdrivende ikke selv ønsker at oplyse det, og indhentelse af
sådanne oplysninger fra et hostingselskab forudsætter, at anklagemyndigheden indhenter en editionskendelse efter
reglerne i retsplejeloven.
Arbejdsgruppen anbefaler derfor, at der indføres en bødemodel for overtrædelser af markedsføringsloven, der omfatter
alle overtrædelser af markedsføringsloven, og som i mindre grad er afhængig af oplysninger om f.eks. fortjeneste eller
markedsføringsomkostninger, men i stedet er baseret på de erhvervsdrivendes omsætning, da oplysning herom er
tilgængelig for Forbrugerombudsmanden, og da det vil sikre en større præventiv effekt. Arbejdsgruppen bemærker, at
modellen også vil skabe mere gennemsigtighed for de erhvervsdrivende i forhold til bødeniveauet for overtrædelser af
markedsføringsloven.
Arbejdsgruppen bemærker endeligt, at de er af den opfattelse, at bødekriterierne, som fremgår af artikel 13, stk. 2, i
direktivet om urimelig handelspraksis, jf. ovenfor under pkt. 2.9.2., er i overensstemmelse med de kriterier, der hidtil har
været gældende i dansk ret.
Arbejdsgruppens forslag til bødemodel
Arbejdsgruppen anbefaler, at der indføres en bødemodel i markedsføringsloven, som finder anvendelse på overtrædelse
af alle de strafbelagte bestemmelser i markedsføringsloven, og hvor udmålingen af bøden som udgangspunkt er baseret
på en overordnet kategorisering af overtrædelsen samt den erhvervsdrivendes omsætning. Modellen indebærer også, at
bødestørrelsen bliver mindre afhængig af oplysninger om f.eks. fortjeneste eller markedsføringsomkostninger, og
samtidig vil modellen bidrage til større gennemsigtighed om sanktionsniveauet.
Arbejdsgruppen foreslår, at bødeniveauet fastsættes efter en model, hvor de erhvervsdrivende inddeles i 8 kategorier efter
deres omsætningsstørrelse, og at der for hver kategori fastsættes følgende tre overordnede bødeniveauer:
-
-
-
Nedsat bødeniveau
Normal bødeniveau
Forhøjet bødeniveau
Bødeniveauerne foreslår arbejdsgruppen fastsat som et interval, og det vil bero på en samlet vurdering af de gældende
bødekriterier, hvilken bøde inden for det angivne bødeinterval, der skal anvendes. Den endelige bøde skal som
udgangspunkt ligge inden for de fastsatte bødeintervaller, men fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes
konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil derfor kunne
fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende
omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.
Såfremt der undtagelsesvist foreligger oplysninger om fortjenesten, og denne er højere end den bøde, som den
erhvervsdrivende ville blive pålagt iht. bødemodellen, foreslår arbejdsgruppen, at bøden som minimum fastsættes til
fortjenesten. Hvis der foreligger oplysninger om fortjenesten, men der ikke er adgang til oplysninger om den
erhvervsdrivendes omsætningsstørrelse, foreslår arbejdsgruppen, at bøden som minimum fastsættes til fortjenesten.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
29
For så vidt angår sager omfattet af det særlige sanktionsniveau, som er fastsat ved moderniseringsdirektivets artikel 13,
stk. 3, henvises til lovforslagets afsnit 2.9.2.
Administrative bødeforelæg
Brugen af administrative bødeforelæg i relevante sager kan forkorte sagsbehandlingen, hvilket generelt er en fordel for
den erhvervsdrivende, der dermed kan få afsluttet sagen hurtigere. Derudover kan det medføre en mere effektiv
ressourceanvendelse hos Forbrugerombudsmanden og frigøre ressourcer hos politi og anklagemyndighed.
Arbejdsgruppen har på den baggrund drøftet, om det som supplement til en ny bødemodel også kan være hensigtsmæssigt
at udvide brugen af administrative bødeforelæg ved håndhævelse af markedsføringslovens regler.
I bemærkningerne til den oprindelige hjemmelsbestemmelse om ministerens adgang til at fastsætte regler om brug af
administrative bødeforelæg i den daværende § 30 a i markedsføringsloven, der blev indført i markedsføringsloven i 2012,
jf. Folketingstidende 2012-2013, A, L 101, som fremsat s. 10, angives forskellige eksempler på bestemmelser, som
hjemlen tænkes anvendt på, herunder spam-bestemmelsen, reglerne om vildledning, om købsopfordringer, om
prisoplysninger og om gebyrer. Det fremgår af forarbejderne, at opremsningen ikke er udtømmende.
Det er arbejdsgruppens vurdering, at en række overtrædelser af markedsføringsloven klart egner sig til at kunne afgøres
med administrative bødeforelæg. Der er tale om overtrædelser, der er umiddelbart konstaterbare og uden skøn af
betydning.
Det gælder eksempelvis de overtrædelser, hvor en erhvervsdrivende retter uanmodet telefonisk henvendelse til en borger,
der enten står på Robinsonlisten, som er en liste, man kan tilmelde sig i CPR-registret, hvis man ønsker at framelde sig
henvendelser i markedsføringsøjemed, eller har frabedt sig markedsføring fra den erhvervsdrivende, eller markedsføring
af rusmidler rettet mod børn og unge m.v. Disse overtrædelser giver typisk ikke anledning til bevismæssig tvivl.
Det er arbejdsgruppens vurdering, at øget brug af administrative bødeforelæg på de nævnte områder vil sikre en mere
effektiv sagsbehandling. Det vil dog forudsætte, at der fastsættes klare retningslinjer for bødernes størrelse ved en ændring
af markedsføringsloven. En beregningsmodel for overtrædelser, der kan afgøres ved administrative bødeforelæg bør i den
forbindelse fastsættes i forhold til bødeniveauet i den generelle bødeberegningsmodel.
Henvisning til straffelovens § 279
Visse overtrædelser af markedsføringslovens vildledningsbestemmelser udgør samtidig en overtrædelse af straffelovens
bedrageribestemmelse. Arbejdsgruppen har på den baggrund drøftet, om der skal indføjes en henvisning til straffelovens
§ 279 i markedsføringslovens § 37, stk. 3.
Det er efter arbejdsgruppens opfattelse vigtigt, at grov og systematisk vildledning af forbrugerne behandles efter
straffelovens bedrageribestemmelse, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Arbejdsgruppen foreslår derfor, at der indsættes
en henvisning til straffelovens § 279 i markedsføringslovens § 37, stk. 3, således at det bliver tydeligt, at hvis betingelserne
for at straffe for overtrædelse af straffelovens § 279 er opfyldt, skal der straffes efter denne bestemmelse. Det er
arbejdsgruppens vurdering, at denne præcisering vil kunne have en præventiv effekt.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
30
2.9.4. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede model
Moderniseringsdirektivet
Det er Erhvervsministeriets vurdering, at de vejledende og ikke udtømmende kriterier, der følger af artikel 13, stk. 2, i
direktivet om urimelig handelspraksis, allerede er en del af dansk ret, idet de følger af forarbejderne til
markedsføringsloven og af straffeloven, som anført under pkt. 2.9.1. Som anført under pkt. 2.9.1. følger det således af
forarbejderne til markedsføringslovens § 37, stk. 4, at der i forbindelse med strafudmålingen skal lægges vægt på
overtrædelsens grovhed, omfang og den tilsigtede økonomiske gevinst. Det følger videre, at overtrædelser, der er enten
grove, bevidste eller gentagne, bør straffes med bøder, der har en sådan størrelse, at de har en reel præventiv effekt.
Som anført under pkt. 2.9.1. følger det derudover af straffelovens § 51, at der skal tages særligt hensyn til den skyldiges
betalingsevne og til den opnåede eller tilsigtede fortjeneste eller besparelse. Ifølge forarbejderne giver bestemmelsen også
mulighed for at fastsætte bøder, der står i passende forhold til virksomhedens størrelse og økonomi, og derved også for at
tage hensyn til en virksomheds betydelige omsætning.
Endelig indeholder straffelovens §§ 80-82 kriterier, der skal lægges vægt på ved vurderingen af overtrædelsens grovhed,
herunder om der er formildende eller skærpende omstændigheder, som anført under pkt. 2.9.1.
Det er Erhvervsministeriets vurdering, at kriteriet om, at sanktioner, der pålægges den erhvervsdrivende for den samme
overtrædelse i andre medlemsstater i grænseoverskridende tilfælde, hvor oplysninger om sådanne sanktioner er
tilgængelige via den mekanisme, der er etableret i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2394,
skal tages i betragtning ved pålæggelse af bøder, i udgangspunktet også er en del af dansk ret. Bestemmelsen må efter
Erhvervsministeriets vurdering forstås som princippet om, at man ikke kan retsforfølges to gange for den samme
forbrydelse (ne bis in idem), som er sikret ved artikel 50 i EU's charter om grundlæggende rettigheder samt i artikel 4 i
en tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og dermed en del af dansk ret.
Der er generelt ikke regler for bødelofter i dansk ret. Moderniseringsdirektivet fastsætter, at medlemsstaterne skal sikre,
at når der pålægges sanktioner i de særlige sager, der er omfattet af håndhævelsesforordningen, omfatter det muligheden
for at pålægge bøder af en maksimumstørrelse for sådanne bøder på mindst 4 pct. af den erhvervsdrivendes årlige
omsætning. Erhvervsministeriet vurderer, at det er nødvendigt af hensyn til at sikre korrekt direktivimplementering at
indføre regler om omsætningsbaserede maksimumsbøder ved bødefastsættelse for udbredte overtrædelser og udbredte
overtrædelser med EU-dimension. Erhvervsminiseriet finder ikke grundlag for at udnytte direktivets valgmulighed med
hensyn til at fastsætte et højere maksimum end 4 pct.
Efter moderniseringsdirektivet skal medlemsstaterne som ovenfor nævnt i de tilfælde, hvor der skal pålægges bøder i
sager med grænseoverskridende
karakter, hvor der er tale om ”udbredte overtrædelser” eller udbredte overtrædelser
med
EU-dimension”, men hvor der ikke foreligger oplysninger om den erhvervsdrivendes årlige omsætning, indføre
muligheden for at pålægge bøder af en maksimumstørrelse på mindst 2 mio. euro. Erhvervsministeriet finder, at denne
maksimumstørrelse bør fastsættes til 4 mio. euro i sager vedrørende overtrædelser af markedsføringsloven, således at
bødeniveauet harmonerer med, at der med den forslåede bødemodel for overtrædelser af loven, jf. forslagets nr. 18,
foreslås et forhøjet bødeniveau. En grænse på 2 mio. euro kan i praksis føre til en lempelse af bødeniveauet i Danmark,
idet det hos domstolene kan medføre en vis uvilje til at straffe danske overtrædelser hårdere end EU-overtrædelser. Det
bemærkes endvidere, at Højesteret i dom af 9. januar 2019, optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen, 2019, side 1202 ff. og dom
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
31
af 9. januar 2019, optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen, 2019, side 1215 ff, idømte en bøde svarende til det dobbelte af
markedsføringsomkostningerne. På den baggrund kan der i praksis være sager, hvor der efter gældende ret skal udmåles
en bøde på mere end 2 mio. euro. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis virksomheden har haft markedsføringsomkostninger
på mere end 1 mio. euro.
Erhvervsministeriet finder ikke, at der er grundlag for at fravige direktivets udgangspunkt om, at det er omsætningen i de
berørte medlemsstater, som er afgørende. Med direktivets udgangspunkt får domstolene således mulighed for at idømme
ganske betydelige bøder. Det udgør endvidere et rimeligt kriterium, at det er omsætningen i de EU-lande, hvor de berørte
forbrugere bor, som er afgørende, og at omsætningen i EU-lande, hvor forbrugerne ikke berøres, holdes udenfor. Der
vurderes desuden ikke at være grundlag for at antage, at en udnyttelse af valgmuligheden i praksis vil føre til højere bøder.
Bl.a. er mange erhvervsdrivende med grænseoverskridende aktiviteter organiseret som selvstændige juridiske personer i
de respektive lande, og de har derfor ikke omsætning på verdensplan.
Erhvervsministeriet finder heller ikke grundlag for, at reglerne om omsætningsbaserede maksimumsbøder for udbredte
overtrædelser skal gælde bødefastsættelsen generelt og dermed også for andre overtrædelser end udbredte overtrædelser
og udbredte overtrædelser med EU-dimension.
Der henvises til den foreslåede § 37, stk. 7, som affattet i lovforslagets § 1, nr. 18, samt bemærkningerne hertil.
Indførelse af bødemodel
Det er Erhvervsministeriets vurdering, at det gældende bødeniveau ikke har en tilstrækkelig præventiv effekt og således
ikke skaber det fornødne incitament til, at de erhvervsdrivende overholder markedsføringsreglerne. Det er endvidere
Erhvervsministeriets vurdering, at en forhøjelse af bødeniveauet vil markere samfundets afstandtagen fra overtrædelser
af markedsføringsloven.
Overtrædelser af markedsføringsloven er af meget forskellig grovhed, og spænder fra mere bagatelagtige overtrædelser
uden nogen reel risiko for forbrugerne og konkurrencen over til overtrædelser med betydelige direkte skadevirkninger for
den eller de berørte forbrugere, risiko for væsentlig konkurrenceforvridning og væsentlige samfundsmæssige
skadevirkninger. Den af arbejdsgruppen foreslåede bødemodel sikrer, at der sker en forhøjelse af bødeniveauet, og at der
sker en differentiering af bødeniveauet i opadgående retning. Sanktionsniveauet tager således højde for, at både
overtrædelserne, og virksomhederne der begår overtrædelserne, varierer, hvorved det bl.a. sikres, at bøden også er følelig
for store virksomheder og ikke fremstår som økonomisk uvæsentlig.
Erhvervsministeriet følger på den baggrund
anbefalingen fra arbejdsgruppen for
bødeniveau for overtrædelser af markedsføringsloven
om indførelse af en bødemodel
for overtrædelser af markedsføringsloven.
Forslaget, som har til formål at gennemføre en skærpelse af det gældende bødeniveau, kan skematisk fremstilles som
anført nedenfor. Det bemærkes, at
”erhvervsdrivende”
i denne sammenhæng alene omfatter juridiske personer, og
forslaget finder dermed kun anvendelse for juridiske personer.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
2426612_0032.png
32
Bøder til juridiske personer
Omsætnings-
kategori
Nedsat
bødeniveau
0-5 mio.
kr.
25.000
–
40.000 kr.
5-10 mio.
kr.
25.000
–
40.000 kr.
10-20 mio.
kr.
50.000
–
80.000 kr.
20-50 mio.
kr.
50.000
–
200.000 kr.
50-100 mio.
kr.
50.000
–
400.000 kr.
100-200 mio.
kr.
50.000
–
500.000 kr.
200-500 mio.
kr.
50.000
–
500.000 kr.
Over 500
mio. kr.
50.000
–
op til
500.000 kr.
Normal
bødeniveau
40.000
–
80.000 kr.
40.000
–
100.000 kr.
80.000
–
200.000 kr.
200.000
–
500.000 kr.
400.000
–
1.000.000 kr.
500.000
–
2.000.000 kr.
500.000
–
5.000.000 kr.
500.000 kr.
–
1 pct. af den
erhvervsdri-
vendes
omsætning
op til 1
mia., plus
0,1 pct. af
omsætning-
en over 1
mia.*
Forhøjet
bødeniveau
Over
80.000 kr.
Over
100.000 kr.
Over
200.000 kr.
Over
500.000 kr.
Over
1.000.000 kr.
Over
2.000.000 kr.
Over
5.000.000 kr.
1 pct. af den
erhvervsdri-
vendes
omsætning
op til 1
mia., plus
0,1 pct. af
omsætning-
en over 1
mia.
* Eksempel: For en virksomhed med en omsætning på 800 mio. kr., vil bødeintervallet være 500.000 kr.
–
8.000.000 kr. For
en virksomhed med en omsætning på 1,5 mia., vil bødeintervallet være 500.000 kr.
–
10.500.000 kr.
Hvis der undtagelsesvist foreligger oplysninger om fortjenesten eller tilsigtet fortjeneste, og denne er højere end den bøde,
som den erhvervsdrivende ville blive pålagt iht. bødemodellen, skal bøden fastsættes til et højere beløb, idet der kan
lægges vægt på fortjenesten, så det sikres, at bøden har den nødvendige præventive effekt. Ved vurderingen af den
tilsigtede fortjeneste kan der lægges vægt på markedsføringsomkostningerne i det omfang, der er en formodning for, at
de anvendte markedsføringsomkostninger er en indikation for den tilsigtede fortjeneste. Det vil f.eks. være tilfældet i
sager, hvor omkostningerne til markedsføringen er betydelige.
Erhvervsministeriet foreslår, at de angivne bødeintervaller løbende justeres i forhold til den økonomiske udvikling.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
33
Der henvises til den foreslåede § 37, stk. 5, som affattet i lovforslagets § 1, nr. 18, samt bemærkningerne hertil.
Administrative bødeforelæg
Det er Erhvervsministeriets vurdering, at administrative bødeforelæg i relevante sager kan forkorte sagsbehandlingen,
hvilket generelt er en fordel for den erhvervsdrivende, der dermed kan få afsluttet sagen hurtigere. Derudover kan det
medføre en mere effektiv ressourceanvendelse hos Forbrugerombudsmanden og frigøre ressourcer hos politi og
anklagemyndighed.
Erhvervsministeriet følger på den baggrund anbefalingen fra arbejdsgruppen for
bødeniveau for overtrædelser af
markedsføringsloven
om indførelse af administrative bødeforelæg i visse nærmere angivne tilfælde.
Det drejer sig for det første om
sager, hvor en erhvervsdrivende uberettiget bruger et logo eller mærke, hvor logoet eller
mærket giver forbrugeren en sikkerhed for, at virksomheden giver forbrugeren en særlig beskyttelse, i strid med
vildledningsforbuddet i markedsføringslovens § 5, stk 1. Det er Erhvervsministeriets vurdering, at der ved udmåling af
administrativ bøde for overtrædelse af bestemmelsen, skal lægges vægt på virksomhedens omsætning. For det andet drejer
det sig om overtrædelser af markedsføringslovens § 10, stk. 4, hvor en erhvervsdrivende retter uanmodet telefonisk
henvendelse med henblik på direkte markedsføring til en bestemt fysisk person, der enten er på Robinsonlisten, eller som
har frabedt sig direkte markedsføring fra den erhvervsdrivende. Det er Erhvervsministeriets vurdering, at der ved
udmåling af administrativ bøde for overtrædelse af bestemmelsen, skal lægges vægt på overtrædelsens omfang.
For det tredje drejer det sig om overtrædelse af markedsføringslovens § 11, stk. 2, hvor en erhvervsdrivende retter sin
markedsføring af et arrangement eller en begivenhed mod børn og unge under 18 år, og hvor markedsføringen indeholder
omtale af, billeder af eller henvisninger til rusmidler. Det er Erhvervsministeriets vurdering, at der ved udmåling af
administrativ bøde for overtrædelse af bestemmelsen, skal lægges vægt på overtrædelsens omfang. Det er endvidere
Erhvervsministeriets vurdering, at det bør være en skærpende omstændighed, hvis markedsføringen også retter sig mod
børn under 16 år.
Der henvises til den foreslåede § 37, stk. 6, som affattet i lovforslagets § 1, nr. 18, samt bemærkningerne hertil.
Henvisning til straffelovens § 279
Det er Erhvervsministeriets vurdering, at en
præciseringen af, at en overtrædele af markedsføringslovens
vildledningsbestemmelser samtidigt kan udgøre en overtrædelse af straffelovens bedrageribestemmelse vil kunne have
en præventiv effekt.
Erhvervsministeriet følger på den baggrund anbefalingen fra arbejdsgruppen for
bødeniveau for
overtrædelser af markedsføringsloven
om
en henvisning til straffelovens § 279 i markedsføringslovens § 37, stk. 3.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 16, samt bemærkningerne hertil.
2.10. Ændringer til bilag 1 til direktivet om urimelig handelspraksis
2.10.1. Gældende ret
Markedsføringsloven implementerer i bilag I til loven bilag I til direktivet om urimelig handelspraksis. Direktivets bilag
I indeholder en liste over forskellige konkrete former for handelspraksis, som under alle omstændigheder skal betragtes
som urimelige, og som derfor er forbudt, jf. direktivets artikel 5, stk. 5. Listen skal ifølge direktivets artikel 5, stk. 5,
anvendes i samtlige medlemsstater og må kun ændres ved en revision af direktivet. Disse former for handelspraksis er de
eneste, der kan anses for urimelige, uden i hvert enkelt tilfælde at være blevet vurderet i forhold til direktivets artikel 5-
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
34
9.
Formålet med listen i bilag I er at gøre det klart for håndhævelsesmyndigheder, erhvervsdrivende, reklamebureauer og
forbrugere, hvilke former for handelspraksis der er forbudt. Listen har derfor til formål at forbedre retssikkerheden.
2.10.2. Moderniseringsdirektivet
Tilføjelse af nummer 11 a til bilag I
Direktivets bilag I er ved moderniseringsdirektivets artikel 3, nr. 7, litra a, tilføjet et nummer 11 a, der medfører et forbud
mod levering af søgeresultater, som svar på en forbrugers onlinesøgning uden tydelig oplysning om enhver form for betalt
reklame eller betaling specifikt for at opnå højere rangordning af produkter i søgeresultaterne.
Tilføjelse af nummer 23 a til bilag I
Direktivets bilag I er ved moderniseringsdirektivets artikel 3, nr. 7, litra b, tilføjet et nummer 23 a, der medfører et forbud
mod videresalg til forbrugere af billetter til arrangementer, hvis den erhvervsdrivende har erhvervet dem ved hjælp af
automatiske midler til at omgå eventuelle pålagte begrænsninger for antallet af billetter, som en person kan købe, eller
andre regler for køb af billetter.
Tilføjelse af nummer 23 b til bilag I
Direktivets bilag I er ved moderniseringsdirektivets artikel 3, nr. 7, litra b, tilføjet et nummer 23 b, der medfører et forbud
mod angivelse af, at anmeldelser af et produkt er indsendt af forbrugere, som faktisk har anvendt eller købt produktet,
hvis den erhvervsdrivende ikke har truffet rimelige og forholdsmæssige foranstaltninger til at sikre, at anmeldelsen
stammer fra sådanne forbrugere.
Tilføjelse af nummer 23 c til bilag I
Direktivets bilag I er ved moderniseringsdirektivets artikel 3, nr. 7, litra b, tilføjet et nummer 23 c, der medfører et forbud
mod indsendelse eller rekvirering fra anden juridisk eller fysisk person af falske forbrugeranmeldelser eller anprisninger
eller forkert fremstilling af forbrugeranmeldelser eller sociale anprisninger for at fremme produkter.
2.10.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede model
Det er Erhvervsministeriets vurdering, at tilføjelsen af nr. 11 a og 23 a-c i bilag I til direktivet om urimelig handelspraksis
bør indføres ved at justere bilag I til den gældende markedsføringslov, der implementerer bilag I til direktivet.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 19-20, samt bemærkningerne hertil.
3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
Lovforslaget forventes at medføre statsfinansielle konsekvenser for det offentlige i form af ekstra ressourcer til de
håndhævende myndigheder. Lovforslaget har ikke implementeringskonsekvenser for det offentlige.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
Lovforslaget har begrænsede økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet.
Erhvervsministeriet vurderer, at principperne for agil erhvervsrettet regulering og digitaliseringsparat lovgivning ikke er
relevant for lovforslaget.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
2426612_0035.png
35
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ikke administrative
konsekvenser for borgerne. Lovforslaget giver borgerne en bedre klageadgang.
6. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen
miljømæssige konsekvenser.
7. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget gennemfører
dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2161 af 27. november 2019 om
ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/6/EF, 2005/29/EF og 2011/83, for
så vidt angår bedre håndhævelse og modernisering af EU-reglerne om forbrugerbeskyttelse, EU-Tidende 2019, nr. L 328.
s. 7.
Moderniseringsdirektivet skal være gennemført i national lovgivning senest den 28. november 2021 og træde i kraft den
28. maj 2022.
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslaget har i
perioden 2. juli 2021 til 22. august 2021 været sendt i høring hos følgende organisationer
og myndigheder m.v.:
3F Fagligt Fælles Forbund, Advokatsamfundet, Akademikernes centralorganisation, Alkohol og Samfund, AMGROS,
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Arriva Tog, Asfaltindustrien, Autobranchen Danmark, Banedanmark, Begravelse
Danmark, Bilbranchen, Bryggeriforeningen, Byggesocietetet, Bygherreforeningen, Byretterne, Børnerådet, Clean
Clothes Campaign, CO-Industri, Coop, Danmarks Aktive Forbrugere, Danmarks Almene Boliger, Danmarks
Apotekerforening, Danmarks Fotohandler Forening, Danmarks Fiskeriforening, Danmarks Idrætsforbund, Danmarks
Nationalbank, Danmarks Rederier, Danmarks Rejsebureau Forening, Danmarks Skohandler Forening, Danmarks
Sportshandler-Forening, Dansk Affaldsforening, Dansk Annoncørforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk
Bilbrancheråd, Dansk Byggeri, Dansk Boldspil-Union, Dansk Detail, Dansk DLF, Dansk Ejendomsmæglerforening,
Dansk Elbil Alliance, Dansk Energi, Dansk Energi Gas, Dansk Erhverv, Dansk Energi, Dansk Fjernvarme, Dansk
Industri, Dansk Inkasso Brancheforening, Dansk Kredit Råd, Dansk Kørelærer-Union, Dansk Landbrugsrådgivning,
Dansk Live, Dansk Markedsføring, Dansk Retursystem, Dansk Skovforening, Dansk Tandplejerforening, Dansk Taxi
Råd, Dansk Tekstil & Beklædning, Danske Advokater, Danske Andelsselskaber, Danske Arkitektvirksomheder, Danske
Bedemænd, Danske Biludlejere, Danske Busvognmænd, Danske Fysioterapeuter, Danske Fodterapeuter, Danske
Malermestre, Danske Medier, Danske Regioner, Danske Reklame- og Relationsbureauers Brancheforening, Danske
Revisorer, Danske Spil, De Danske Bilimportører, De Lokale Ugeaviser A/S, Den Danske Dommerforening, Den Danske
Dyrlægeforening, Den Danske Fondsmæglerforening, DSK - De Samvirkende Købmænd, Det Økologiske Råd, DSB,
DTL
–
Danske Vognmænd, Ecolabel, Eksportrådet, Energi- og Olieforum, Fair Trade, Falck, FDM - Forenede Danske
Motorejere, FEHA
–
Foreningen af Producenter og Importører af Elektriske Husholdningsapparater, Feriehusudlejernes
Brancheforening, Finans og Leasing, Finans Danmark, Finanstilsynet, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet TÆNK,
Foreningen af Advokater og Advokatfuldmægtige, Foreningen af Danske Inkassoadvokater, FDIM - Foreningen af
Danske Interaktive Medier, Foreningen af Offentlige Anklagere, Foreningen af Registrerede Revisorer/Foreningen af
Statsautoriserede Revisorer, FDIH
–
Foreningen for Distance- og Internethandel, Forsikring og Pension,
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
2426612_0036.png
36
Fødevarestyrelsen,
HORESTA,
Huset
Markedsføring,
Håndværksrådet,
I/S
Amager
Ressourcecenter,
Ingeniørforeningen, Investeringsfondsbranchen, IT-Brancheforeningen, ITEK, Justitsministeriet, Kreativitet og
Kommunikation,
Kommunernes
Landsforening,
Kulturministeriet,
Kvinderådet,
Landbrug
&
Fødevarer,
Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Landsorganisationen i Danmark, Lederne, Liberale Erhvervs Råd, Lokale
Pengeinstitutter, Lægeforeningen, Metroselskabet, Midttrafik, Nærbutikkernes Landsforening, Patrade Legal ApS,
Parcelhusejernes Landsforening, Praktiserende Tandlægers Organisation, Radio- og tv-nævnet, Rigsadvokaten,
Rigspolitichefen, Rådet for Samfundsansvar, Sex og Samfund, Statens og Kommunernes Indkøbsservice,
Sundhedsstyrelsen, Sydtrafik, Søsportens Brancheforening, Tandlægeforeningen, Teleindustrien, TEKNIQ, TV 2
DANMARK A/S, Vestre Landsret, Vin og Spiritus Organisationen I Danmark (V. S. O. D.), Ørsted og Østre Landsret.
9. Sammenfattende skema
Positive
Negative konsekvenser/merudgifter
konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør
(hvis ja, angiv omfang/Hvis
»Ingen«)
nej, anfør
»Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for Ingen
Forslaget forventes at medføre statsfinansielle
stat, kommuner og regioner
konsekvenser i form af ekstra ressourcer til de
håndhævende myndigheder. Med henblik på at fastholde
et effektivt tilsyn vil forslaget medføre et øget
ressourcebehov hos Forbrugerombudsmanden, da der
indføres en række nye, strafbelagte bestemmelser i
markedsføringsloven, som Forbrugerombudsmanden skal
føre tilsyn med og om nødvendigt håndhæve ved
domstolene.
Ud over arbejdet med selve håndhævelsen af de nye
bestemmelser må det også forventes, at de nye
bestemmelser vil afføde et øget behov for vejledning til de
erhvervsdrivende,
herunder
i
form
af
Forbrugerombudsmandens
besvarelse
af
forhåndsbeskeder fra erhvervsdrivende, jf. reglerne i
markedsføringslovens § 30.
Samlet set vurderes det, at de nye bestemmelser vil
medføre
et
øget
ressourcebehov
hos
Forbrugerombudsmanden på min. 2,6 årsværk. Baseret på
en årsværkpris på 0,9 mio, hvoraf 0,2 mio. kr. til overhead,
svarer det til min. 2,3 mio. kr.
Implementeringsmæssige
Ingen
konsekvenser
for
stat,
kommuner og regioner
Økonomiske konsekvenser for Ingen
erhvervslivet
Administrative konsekvenser Ingen
for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Det
vurderes,
at
forslaget
om
bl.a.
nye
oplysningsforpligtelser for bl.a. onlinemarkedspladser vil
medføre begrænsede administrative byrder for
erhvervslivet.
Det vurderes, at omstillingsomkostningerne vil være op til
4 mio. kr. på samfundsplan, og at der ikke vil være nogen
løbende administrative konsekvenser.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
2426612_0037.png
37
Administrative konsekvenser Ingen
Ingen
for borgerne
Miljømæssige konsekvenser Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)
2019/2161 af 27. november 2019 om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 98/6/EF, 2005/29/EF og 2011/83, for så vidt angår bedre
håndhævelse og modernisering af EU-reglerne om forbrugerbeskyttelse, EU-Tidende
2019, nr. L 328. s. 7.
Direktivet skal være gennemført i national lovgivning senest den 28. november 2021 og
træde i kraft den 28. maj 2022.
Er i strid med de fem
principper for implementering
af
erhvervsrettet
EU-
regulering.
Ingen
Ja
Det vurderes, at forslagets bestemmelser om
markedsføring rettet mod børn og unge, samt forslagets
bestemmelse om, at bøden maksimalt kan udgøre 4 mio.
euro i sager med grænseoverskridende karakter, hvor der
er tale om ”udbredte overtrædelser” eller ”udbredte
overtrædelser med EU-dimension”,
og hvor der ikke
foreligger oplysninger om den erhvervsdrivendes årlige
omsætning, er i strid med principperne for
implementering af erhvervsrettet EU-regulering, da
bestemmelserne
går videre end minimumskravene i EU-
reguleringen.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1 (fodnote til lovens titel)
Fodnoten til markedsføringslovens titel angiver bl.a. at loven indeholder bestemmelser, der gennemfører direktivet om
urimelig handelspraksis (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders
urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa Parlamentets og Rådets forordning
(EF) nr. 2006/2004).
Det følger af den foreslåede bestemmelse, at der i fodnoten til lovens titel tilføjes en henvisning til
moderniseringsdirektivet (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2161 af 27. november 2019 om ændring af
Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/6/EF, 2005/29/EF og 2011/83/EU, for så vidt
angår bedre håndhævelse og modernisering af EU-reglerne om forbrugerbeskyttelse).
Forslaget indebærer, at det fremover vil fremgå af fodnoten til lovens titel, at loven tillige indeholder bestemmelser, der
gennemfører den del af moderniseringsdirektivet, som ændrer direktivet om urimelig handelspraksis.
Med forslaget gennemføres bestemmelsen i moderniseringsdirektivets artikel 7, stk. 1, 3. afsnit, hvorefter de nationale
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
38
bestemmelser, der gennemfører direktivet ved vedtagelsen eller offentliggørelsen, skal indeholde en henvisning til
direktivet.
Til nr. 2
Det følger af den gældende bestemmelse i markedsføringslovens § 2, nr. 3, at et produkt defineres som en vare eller
tjenesteydelse, herunder fast ejendom, rettigheder og pligter.
Det følger af den foreslåede ændring til
§ 2, nr. 3,
at produktbegrebet udvides til også at omfatte digitale tjenester og
digitalt indhold.
Bestemmelsen foreslås indført for at præcisere, at digitale tjenester og digitalt indhold også er omfattet af produktbegrebet
i markedsføringsloven, og for at sikre, at begrebsterminologien stemmer overens med de foreslåede ændringer og
tilføjelser, som er indeholdt i lovforslaget.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres artikel 2, stk. 1, litra c, i direktivet om urimelig handelspraksis, som ændret
ved moderniseringsdirektivets artikel 3, nr. 1, litra a, i markedsføringsloven.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 3
Den gældende markedsføringslov indeholder ikke en definition af rangordning eller af onlinemarkedsplads.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i
§ 2, nr. 16,
at rangordning defineres som den relative betydning, der tillægges
produkter, som de præsenteres, opstilles eller kommunikeres af den erhvervsdrivende, uanset de teknologiske midler, der
anvendes til en sådan præsentation, opstilling eller kommunikation.
Begrebet er nyt i markedsføringsloven.
Ved rangordning skal således forstås den relative fremtrædende placering af erhvervsdrivendes tilbud eller den relevans,
der tildeles søgeresultater, som de præsenteres, opstilles eller kommunikeres af udbydere af onlinesøgemaskiner, herunder
som fremkommer ved anvendelse af algoritmiske sekvenserings-, rangordnings- eller revisionsmekanismer, visuelle
fremhævninger eller andre fremhævningsværktøjer eller kombinationer heraf.
Bestemmelsen foreslås indført for at sikre, at begrebsterminologien stemmer overens med de foreslåede ændringer og
tilføjelser, som er indeholdt i lovforslaget.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres artikel 2, stk. 1, litra m, i direktivet om urimelig handelspraksis, som
tilføjet ved moderniseringsdirektivets artikel 3, nr. 1, litra b, nr. m, i markedsføringsloven.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i
§ 2, nr. 17,
at onlinemarkedsplads defineres som en tjenesteydelse, der gør
brug af software, herunder et websted en del af et websted eller en applikation, der drives af eller på vegne af den
erhvervsdrivende, der giver forbrugere mulighed for at indgå fjernsalgsaftaler med andre erhvervsdrivende eller
forbrugere.
En online markedsplads er en tjenesteydelse, som gør det muligt for forbrugere at indgå en aftale om køb af et produkt
eller en tjenesteydelse. Tjenesteydelsen skal således give forbrugeren mulighed for at indgå en fjernsalgsaftale, før der er
tale om en online markedsplads. App-butikker, der fungerer som onlineforretninger med henblik på digital distribution af
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
39
applikationer eller softwareprogrammer fra tredjemand er også en online markedsplads.
Begrebet er nyt i markedsføringsloven.
Bestemmelsen foreslås indført for at sikre, at begrebsterminologien stemmer overens med de foreslåede ændringer og
tilføjelser, som er indeholdt i lovforslaget.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres artikel 2, stk. 1, litra n, i direktivet om urimelig handelspraksis, som tilføjet
ved moderniseringssdirektivets artikel 3, nr. 1, litra b, nr. n, i markedsføringsloven.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2. og 2.1.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 4
Det følger af den foreslåede bestemmelse i lovforslagets
§ 1, nr. 4,
at »eller« udgår af den gældende § 5, stk. 2, nr. 9, i
markedsføringsloven. Ændringen foreslås gennemført som en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 6.
Til nr. 5
Det følger af den foreslåede bestemmelse i lovforslagets
§ 1, nr. 5,
at »forretningskendetegn.« ændres til:
»forretningskendetegn, eller« i den gældende § 5, stk. 2, nr. 10, i markedsføringsloven. Ændringen foreslås gennemført
som en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 6.
Til nr. 6
En handelspraksis, hvor en erhvervsdrivende markedsfører et produkt som værende af samme kvalitet og sammensætning
som produkter af samme mærke, der markedsføres i andre medlemsstater, men hvor de kommercielle påstande er
ukorrekte eller vildledende, vil være en overtrædelse af den gældende bestemmelse i markedsføringslovens § 5, stk. 2,
nr. 2, hvis de kan foranledige gennemsnitsforbrugeren til at træffe en transaktionsbeslutning, som vedkommende ellers
ikke ville have truffet.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i
§ 5, stk. 2, nr. 11,
at en handelspraksis også betragtes som vildledende, hvis
den indebærer enhver markedsføring af en vare i en medlemsstat som værende identisk med en vare, som markedsføres i
andre medlemsstater, men hvor den pågældende vare med hensyn til sammensætning og karakteristika frembyder
betydelige forskelle, medmindre det er begrundet i legitime og objektive faktorer.
Ved vurderingen af om forskellene er begrundet i legitime og objektive faktorer, skal der tages hensyn til, hvorvidt en
differentiering let kan identificeres af forbrugeren, den erhvervsdrivendes ret til at tilpasse varer af samme mærke til
forskellige geografiske markeder ud fra legitime og objektive faktorer såsom national ret, tilgængelighed eller
sæsonbestemthed af råvarer eller frivillige strategier med det formål at forbedre adgangen til sund eller næringsrig mad,
samt den erhvervsdrivendendes ret til at tilbyde varer af samme mærke i pakninger med forskellig vægt eller volumen på
forskellige geografiske markeder. Opremsningen af forhold, der kan legitimere en differentiering af varens
sammensætning eller karakteristika er ikke udtømmende.
Det følger af den foreslåede bestemmelse, at der skal foretages en konkret vurdering af, om varen markedsføres som
identisk i andre medlemsstater og derefter om der er tale om betydelige forskelle i sammensætning eller karakteristika.
Derefter vil det skulle vurderes, om der foreligger et forhold, der kan legitimere differentieringen. De erhvervsdrivende
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
40
bør frit kunne give disse oplysninger på forskellige måder, der giver forbrugerne mulighed for at få adgang til de
nødvendige oplysninger. Oplysningerne bør gives på andre måder end vareetiketter.
Den foreslåede bestemmelse omhandler således specifikt varer og ikke produkter, som markedsføringsloven ellers
generelt omhandler. Dermed er tjenesteydelser undtaget bestemmelsens anvendelsesområde.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres artikel 6, stk. 2, litra c, i direktivet om urimelig handelspraksis, som tilføjet
ved moderniseringsdirektivets artikel 3, nr. 3, i markedsføringsloven.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 7
Det følger af den gældende bestemmelse i markedsføringslovens § 6, stk. 2, nr. 4, at den erhvervsdrivendes oplysninger
om fremgangsmåde i forbindelse med klagesagsbehandling, i det omfang, den afviger fra, hvad der er sædvanligt i den
pågældende branche, skal betragtes som væsentlige oplysninger, som den erhvervsdrivende ikke må skjule eller
præsentere på en uklar eller uforståelig måde efter stk. 1.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i lovforslagets
§ 1, nr. 7,
at den gældende bestemmelse i § 6, stk. 2, nr. 4,
ophæves, således at der ikke længere er en oplysningsforpligtelse for erhvervsdrivende om klagesagsbehandling i
forbindelse med opfordringer til køb. Baggrunden herfor er, at disse oplysninger må anses for at være mest relevante i
den prækontraktuelle fase, det vil sige i fasen umiddelbart forud for indgåelsen af aftalen. Oplysningsforpligtelsen i denne
fase følger i dag af forbrugerrettighedsdirektivet og er gennemført i forbrugeraftaleloven.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres artikel 7, stk. 4, litra d, i direktivet om urimelig handelspraksis, som ændret
ved moderniseringsdirektivets artikel 3, nr. 4, litra a, nr. i, i markedsføringsloven.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 8
Som en konsekvensrettelse relateret til den foreslåede ændring i lovforslagets § 1, nr. 10, hvor der foreslås indsat et nyt
nr. 7 i opregningen i den gældende § 6, stk. 2, foreslås det i lovforslagets
§ 1, nr. 8,
at indsætte et komma i stedet for »og«
i »afgifter og« i den gældende § 6, stk. 2, nr. 6, som bliver nr. 5.
Til nr. 9
Som en konsekvensrettelse relateret til den foreslåede ændring i lovforslagets § 1, nr. 10, hvor der foreslås indsat et nyt
nr. 7 i opregningen i den gældende § 6, stk. 2, foreslås det i lovforslagets
§ 1, nr. 9,
at erstatte punktummet med et »og«
i § 6, stk. 7, som bliver nr. 6.
Til nr. 10
Den gældende markedsføringslov indeholder ikke en bestemmelse om tredjeparts erklæring om status.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i
§ 6, stk. 2, nr. 7,
at for produkter, der tilbydes på onlinemarkedspladser, skal
det oplyses hvorvidt den tredjepart, der tilbyder produkterne, er erhvervsdrivende eller ej, og at dette skal gøres på
grundlag af den pågældende tredjeparts erklæring til udbyderen af onlinemarkedspladsen.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
41
Tredjeparts erklæring kan lægges til grund, og det er således ikke et krav, at udbyderen af onlinemarkedspladsen
kontrollerer tredjeparts erklæring om sin retlige status.
Bestemmelsen vil medføre, at forbrugere får klarhed over hvem deres aftalepartner er, og om de er erhvervsdrivende eller
ej.
Det fremgår af moderniseringsdirektivets præambel 27, at oplysningerne bør leveres på en klar og forståelig måde og ikke
kun i standardvilkår og
–
betingelser eller lignende aftaledokumenter. I vurderingen af, om oplysningerne er givet på en
klar og forståelig måde kan det indgå, om forbrugeren får adgang til oplysningen uden en aktiv handling fra forbrugerens
side.
I sammenhæng med denne erklæring skal forbrugeren også gives en række andre oplysninger, som er fastlagt i
moderniseringsdirektivets artikel 4, nr. 5, som indebærer en ændring af forbrugerrettighedsdirektivet. Disse ændringer vil
blive implementeret i forbrugeraftaleloven.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres artikel 7, stk. 4, litra f, i direktivet om urimelig handelspraksis, som tilføjet
ved moderniseringsdirektivets artikel 3, nr. 4, litra a, nr. ii, i markedsføringsloven.
Forslaget vil påvirke den hidtil gældende retstilstand, jf. lovforslagets pkt. 2.4., da tredjeparts erklæring om status nu
udgør en væsentlig oplysning, som udbyderen af onlinemarkedspladsen er forpligtet til at give til forbrugeren.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 11
Den gældende markedsføringslov indeholder ikke specifikke bestemmelser om rangordning.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i
§ 6 a
, at erhvervsdrivende, der gør det muligt for forbrugerne at søge efter
varer og tjenester, som f.eks. rejser, indkvartering og fritidsaktiviteter, der tilbydes af forskellige forhandlere eller af
forbrugere, på grundlag af et nøgleord, en sætning eller et andet input, uanset hvor transaktionerne i sidste ende
gennemføres, skal informere forbrugerne om de standardparametre, der afgør rangordningen af de tilbud, som præsenteres
for forbrugeren som følge af søgningen, og deres relative relevans i forhold til andre parametre. Det følger endvidere af
den foreslåede bestemmelse, at oplysningerne skal stilles til rådighed i et særligt afsnit af onlinegrænsefladen, der er
direkte og let tilgængelig fra den side, hvor søgeresultatet præsenteres. Oplysningerne bør være kortfattede og være let,
synligt og direkte tilgængelige. Det betyder, at der skal linkes direkte fra siden med søgeresultater til afsnittet med
oplysninger om parametre for rangordningen af søgeresultaterne, dvs. forbrugeren skal med ét klik kunne gå fra siden
med søgeresultater til afsnittet med oplysninger om parametre for rangordningen af søgeresultaterne. Linket skal
endvidere være let tilgængeligt på siden med søgeresultater.
Hyperlinket tekst, pop op-tekst eller tekst, der kommer frem, mens man holder curseren over et nøgleord, som f.eks.
'”information” eller ”find ud af rangeringskriterier”,
kan være eksempler på, hvordan udbydere af søgefunktioner kan
overholde gennemsigtighedskravet i den foreslåede bestemmelse.
Bestemmelsen vil medføre en større gennemsigtighed i rangordningen af søgeresultater. Gennemsigtighedskravene svarer
til de krav, der følger af forordningen om onlineformidlingstjenester, som gælder for en bred vifte af onlineformidlere,
herunder onlinemarkedspladser, i forholdet mellem handlende og onlineformidlere.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
42
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med bilag I, nr. 11a, i direktivet om urimelig handelspraksis, som tilføjet ved
moderniseringsdirektivets artikel 3, nr. 7, litra a, der gør det klart, at levering af søgeresultater som svar på en forbrugers
onlinesøgning uden tydelig oplysning om enhver form for betalt reklame eller betaling specifikt for at opnå højere
rangordning af produkter i søgeresultaterne skal anses som vildledende handelspraksis. For så vidt angår denne ændring
henvises til lovforslagets § 1, nr. 19.
Med bestemmelsen gennemføres artikel 7, stk. 4, litra a, i direktivet om urimelig handelspraksis, som tilføjet ved
moderniseringsdirektivets artikel 3, nr. 4, litra b, i markedsføringsloven.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det følger af den gældende bestemmelse i markedsføringslovens § 6, stk. 1, at en erhvervsdrivendes handelspraksis,
herunder oplysninger om brugeranmeldelser, ikke må vildlede ved at udelade eller skjule væsentlige oplysninger eller
præsentere væsentlige oplysninger på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i
§ 6 b,
at en erhvervsdrivende, der giver adgang til brugeranmeldelser af
produkter, på en klar og forståelig måde skal oplyse, hvorvidt og i givet fald, hvordan den erhvervsdrivende sikrer, at de
offentliggjorte anmeldelser stammer fra forbrugere, der faktisk har anvendt eller købt produkterne.
Det fremgår af artikel 7, stk. 6, i direktivet om urimelig handelspraksis, som tilføjet ved moderniseringsdirektivets artikel
3, nr. 4, litra c, at når en erhvervsdrivende giver adgang til forbrugeres anmeldelser af produkter, anses oplysninger om,
hvorvidt og hvordan den erhvervsdrivende sikrer, at de offentliggjorte anmeldelser stammer fra forbrugere, der faktisk
har anvendt eller købt produkterne, for at være væsentlige. Moderniseringsdirektivet indeholder således ikke en pligt til
at sikre, at de offentliggjorte anmeldelser stammer fra forbrugere, men derimod en pligt til at oplyse om den
erhvervsdrivende har sikret, at anmeldelserne stammer fra forbrugere, og i så fald hvordan.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at forbrugerne bliver oplyst om, hvorvidt der er indført processer eller
procedurer for at sikre, at de offentliggjorte anmeldelser stammer fra forbrugere, der faktisk har anvendt eller købt
produkterne. Hvis der er indført sådanne processer eller procedurer, bør de oplyse forbrugerne om, hvordan kontrollerne
foretages og give dem klare oplysninger om, hvordan anmeldelserne behandles, f.eks. om alle anmeldelser, uanset om de
er positive eller negative, offentliggøres, eller om anmeldelserne er sponsoreret eller påvirket af et kontraktforhold med
en erhvervsdrivende.
Forslaget vil påvirke den hidtil gældende retstilstand, jf. lovforslagets pkt. 2.6.1., da oplysninger om, hvorvidt og hvordan
den erhvervsdrivende sikrer, at de offentliggjorte anmeldelser stammer fra forbrugere, der faktisk har anvendt eller købt
produkterne, nu udgør en væsentlig oplysning, som alle erhvervsdrivende omfattet af markedsføringsloven er forpligtede
til at give til forbrugeren, når de giver adgang til forbrugeranmeldelser af produkter.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med bilag I, nr. 23 b i direktivet om urimelig handelspraksis, som tilføjet ved
moderniseringsdirektivets artikel 3, nr. 7, litra b, der medfører et forbud mod angivelse af, at anmeldelser af et produkt er
indsendt af forbrugere, som faktisk har anvendt eller købt produktet, hvis den erhvervsdrivende ikke har truffet rimelige
og forholdsmæssige foranstaltninger til at sikre, at anmeldelsen stammer fra sådanne forbrugere. For så vidt angår denne
ændring henvises til lovforslagets § 1, nr. 20.
Bestemmelsen skal endvidere ses i sammenhæng med bilag I, nr. 23 c i direktivet om urimelig handelspraksis, som tilføjet
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
43
ved moderniseringsdirektivets artikel 3, nr. 7, litra c, der medfører et forbud mod indsendelse eller rekvirering fra anden
juridisk eller fysisk person af falske forbrugeranmeldelser eller anprisninger eller forkert fremstilling af
forbrugeranmeldelser eller sociale anprisninger for at fremme produkter. For så vidt angår denne ændring henvises til
lovforslagets § 1, nr. 20.
Med bestemmelsen gennemføres artikel 7, stk. 6, i direktivet om urimelig handelspraksis, som tilføjet ved
moderniseringsdirektivets artikel 3, nr. 4, litra c, i markedsføringsloven.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 12
Det følger af den gældende bestemmelse i markedsføringslovens § 11, stk. 2, at
handelspraksis rettet mod børn og unge
under 18 år ikke må indeholde omtale af, billeder af eller henvisninger til rusmidler, herunder alkohol.
Markedsføringsloven indeholder således ikke i dag specifikke bestemmelser om markedsføring af produkter, som er
uegnede for børn og unge under 18 år, og som ikke er rusmidler, herunder alkohol. De særlige hensyn, som skal tages i
forbindelse med markedsføring af sådanne produkter er i stedet omfattet af den gældende bestemmelse i
markedsføringslovens § 3, stk. 2, om god markedsføringsskik.
Det følger af den foreslåede ændring til
§ 11, stk. 2,
at bestemmelsen udvides til at omhandle alle produkter, der er uegnede
for børn og unge under 18 år.
Med den foreslåede bestemmelse vil det f.eks. være forbudt at markedsføre produkter, som er skadelige, herunder
produkter som vurderes fysisk skadelige (f.eks. sundhedsskadelige produkter eller produkter som ved brug udgør en
sikkerhedsrisiko) eller mentalt skadelige for børn og unge under 18 år. Bestemmelsen bevirker, at det f.eks. ikke vil være
tilladt at markedsføre seksuelt eller pornografisk materiale, seksuelle eller pornografiske produkter, kosmetiske
behandlinger og indgreb samt produkter, der markedsføres som slankeprodukter.
Bestemmelsen finder alene anvendelse i det omfang, der er tale om en handelspraksis rettet mod børn og unge under 18
år. For en vurdering heraf henvises til bemærkningerne til den gældende markedsføringslovs § 2, nr. 4, og § 3, stk. 2, jf.
Folketingstidende 2016-2017, A, L 40, som fremsat s. 43 og 47ff, hvoraf det fremgår, at begrebet handelspraksis, omfatter
”[…]
enhver handling, udeladelse, adfærd eller fremstilling, kommerciel kommunikation, herunder reklame og
markedsføring, foretaget af en erhvervsdrivende med direkte relation til promovering, salg eller udbud af et produkt til
forbrugerne før, under og efter en handelstransaktion”. Videre fremgår det, at
”En erhvervsdrivendes
handelspraksis vil
f.eks. blive anset for at rette sig mod børn og unge, hvis den erhvervsdrivendes hjemmeside i sig selv eller
markedsføringen af hjemmesiden eller centrale produkter fra hjemmesiden særligt henvender sig til børn og unge.
Handelspraksis, der ikke primært retter sig mod børn og unge, er som udgangspunkt ikke omfattet af bestemmelsen. Det
gælder uanset, om f.eks. reklamer optræder steder, hvor børn også færdes, f.eks. på metrostationer, ved busstoppesteder
og på stadions m.v. Konkrete forhold kan dog medføre, at en erhvervsdrivendes handelspraksis må anses for at være rettet
mod børn og unge, selvom dette ikke er den primære målgruppe. Det forhold, at en handelspraksis både appellerer til
voksne og børn og unge udelukker således ikke, at den pågældende handelspraksis kan anses for at være omfattet af
bestemmelsen. Der skal foretages en konkret helhedsvurdering fra sag til sag, hvor flere forskellige forhold kan være af
betydning for, om en handelspraksis kan siges at være rettet mod børn og unge. I vurderingen kan der bl.a. lægges vægt
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
44
på den konkrete handelspraksis udformning og indhold, hvor den konkrete handelspraksis optræder, det markedsførte
produkt, og om der anvendes børn i den konkrete handelspraksis. En reklame, der bringes gennem et medie, som ikke
primært retter sig mod børn og unge, f.eks. en fildelingstjeneste, vil alligevel kunne anses for at være rettet mod børn og
unge, hvis selve reklamen på grund af indholdet eller produktet, der reklameres for, må anses for også at appellere særligt
til børn og unge. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis det produkt, der reklameres for, er legetøj, slik eller lignende, som
særligt fanger børns interesse. I tilfælde hvor den erhvervsdrivende med rimelighed må formode, at en given
handelspraksis er egnet til væsentligt at påvirke børn og unge, da de er særligt sårbare over for denne praksis, er det ikke
en forudsætning, at den pågældende handelspraksis primært er rettet mod børn og unge. I forhold til f.eks. markedsføring
via internettet ses der i praksis forskellige eksempler på, at erhvervsdrivende benytter et aldersfilter til at afskære børn og
unge fra at få adgang til den pågældende hjemmeside. Sådanne filtre vil indgå i den samlede vurdering af, om en
hjemmeside retter sig mod børn og unge. Filtre, hvor der ikke foretages en eller anden form for kontrol af de afgivne
oplysninger, kan imidlertid kun tillægges en begrænset betydning. Et aldersfilter, hvor man f.eks. blot skal indtaste sin
fødselsdato eller svare ja eller nej til, om man er over 18 år, men hvor der ikke sker nogen yderligere kontrol af
oplysningerne, vil således normalt ikke i sig selv være tilstrækkeligt til at antage, at den pågældende hjemmeside ikke
retter sig mod børn og unge. I forhold til blogs og lignende vil også bloggerens alder kunne tillægges betydning. F.eks.
vil indholdet af en blog som udgangspunkt blive anset for rettet mod børn og unge, hvis bloggeren er under 18 år, eller
en ikke ubetydelig del af bloggerens følgere m.v. ligeledes er under 18 år. Det kan tillægges betydning, hvorvidt en
virksomhed anvender tekniske foranstaltninger, som kan kontrollere alderen på brugerne af det sociale medie, som
markedsføringen bliver vist for. Hvis brugerne skal oplyse deres alder ved oprettelsen af en profil på det sociale medie,
og det sociale medie på denne baggrund giver de erhvervsdrivende adgang til at vælge en aldersbegrænsning, når de
opretter en side, må den erhvervsdrivende som udgangspunkt kunne gå ud fra, at brugerne giver korrekt information om
deres alder.”
Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er de fysiske og juridiske personer, der som erhvervsdrivende er
ansvarlige for den pågældende handelspraksis. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen kan efter de konkrete
omstændigheder være f.eks. en virksomhed.
Bestemmelsen kan danne grundlag for straf i overensstemmelse med den gældende markedsføringslovs § 11, stk. 2.
Strafferammen for overtrædelse af bestemmelsen er bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
De subjektive krav for at straffe en overtrædelse af bestemmelsen, er uagtsomhed eller forsæt, jf. straffelovens § 19, 2.
pkt. Efter straffelovens § 19, 2. pkt., er de pågældende straffebud anvendelige på andre lovovertrædelser, også når
lovovertrædelsen er begået af uagtsomhed, medmindre det modsatte har særlig hjemmel.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel, jf. den gældende
markedsføringslovs § 37, stk. 6.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 13
Markedsføringsloven indeholder ikke i dag specifikke bestemmelser om markedsføring rettet mod børn og unge på sociale
medier. De særlige hensyn, som skal tages i forbindelse med markedsføring rettet mod børn og unge på sociale medier,
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
45
er i stedet omfattet af den gældende bestemmelse i markedsføringslovens § 3, stk. 2, om god markedsføringsskik.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i
§ 11, stk. 3,
at handelspraksis rettet mod børn og unge under 18 år ikke må
udøves på eller via profiler på sociale medier, der tilhører eller fremstår som tilhørende børn og unge under 15 år, samt at
handelspraksis rettet mod børn og unge under 18 år på sociale medier heller ikke i øvrigt må anvende børn og unge under
15 år, medmindre det er nødvendigt for at illustrere eller vise et produkt.
Bestemmelsen skal sikre, at markedsføring ikke kan udøves på eller via profiler på sociale medier, som tilhører eller
fremstår som tilhørende børn og unge under 15 år, fordi markedsføringen i så fald vil være rettet mod børn og unge under
18 år. Det vil f.eks. ikke være tilladt, at børn og unge under 15 år på profiler på sociale medier tilhørende dem, eller der
fremstår som tilhørende dem, reklamerer for et produkt, hvis markedsføringen er rettet mod børn og unge under 18 år.
Det vil endvidere f.eks. heller ikke være tilladt, at erhvervsdrivende selv reklamerer for et produkt på eller via en profil,
som tilhører eller fremstår som tilhørende et barn eller en ung under 15 år, hvis markedsføringen er rettet mod børn og
unge under 18 år.
Bestemmelsen omfatter både de tilfælde, hvor markedsføringen udøves på selve profilen, og de tilfælde, hvor
markedsføringen udøves via profilen. Det kan f.eks. være de tilfælde, hvor der på profilen er et link til en hjemmeside,
hvor selve markedsføringen er.
Begrebet sociale medier dækker over en lang række forskellige teknologier og tjenester på internettet. Sociale medier er
f.eks. steder på internettet, hvor indholdet genereres af brugerne, og hvor brugerne f.eks. kan skrive sammen, dele billeder,
video og lyd.
Det er forskelligt fra medie til medie, hvad en profil på det pågældende medie indeholder. En profil indeholder dog typisk
brugernavn, billede og en kort beskrivelse af den, der står bag profilen. Det vil bero på en konkret vurdering, om en profil
tilhører eller fremstår som tilhørende et barn eller en ung under 15 år. I denne vurdering må der lægges vægt på, hvilket
indhold, herunder hvilke billeder eller oplysninger m.v., der fremgår af profilen. En profil kan f.eks. fremstå som
tilhørende et barn eller en ung under 15 år, hvis profilen administreres af forældrene.
Herudover skal bestemmelsen sikre, at der i markedsføring på sociale medier rettet mod børn og unge under 18 år ikke
anvendes børn og unge under 15 år, medmindre det er nødvendigt for at illustrere eller vise et produkt. Det vil f.eks. ikke
være tilladt at anvende børn og unge under 15 år i markedsføring på den erhvervsdrivendes egen profil på de sociale
medier, hvis markedsføringen er rettet mod børn og unge, og det ikke er nødvendigt at anvende børn eller unge under 15
år i markedsføringen for at illustrere eller vise et produkt.
Det vil bero på en konkret vurdering, om det er nødvendigt at anvende børn eller unge under 15 år i markedsføringen.
Det kan f.eks. være nødvendigt at anvende børn i markedsføringen, hvis man skal vise børnetøj eller børnesko.
Bestemmelsen finder anvendelse i det omfang, der er tale om en handelspraksis rettet mod børn og unge under 18 år. For
en vurdering heraf henvises til bemærkningerne til den gældende markedsføringslovs § 2, nr. 4, og § 3, stk. 2, jf.
Folketingstidende 2016-2017, A, L 40, som fremsat s. 43 og 47ff, som gengivet ovenfor under bemærkningerne til nr. 11.
Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er de fysiske og juridiske personer, der som erhvervsdrivende er
ansvarlige for den pågældende handelspraksis. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen kan efter de konkrete
omstændigheder ud over en virksomhed, f.eks. annoncøren, for eksempel være forældrene til barnet eller den unge under
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
46
15 år, hvis barnet eller den unge under 15 år reklamerer for virksomheden, som følge af aftaler, som forældrene har
indgået med virksomheden.
Bestemmelsen kan danne grundlag for straf i overensstemmelse med den gældende markedsføringslovs § 11, stk. 1 og 2.
Strafferammen for overtrædelse af bestemmelsen er bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
De subjektive krav for at straffe en overtrædelse af bestemmelsen, er uagtsomhed eller forsæt, jf. straffelovens § 19, 2.
pkt. Efter straffelovens § 19, 2. pkt., er de pågældende straffebud anvendelige på andre lovovertrædelser, også når
lovovertrædelsen er begået af uagtsomhed, medmindre det modsatte har særlig hjemmel.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel, jf. den gældende
markedsføringslovs § 37, stk. 6.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 14
Det følger af den gældende bestemmelse i markedsføringslovens § 24, stk. 2, at dansk rets almindelige regler om
erstatningsansvar finder anvendelse ved overtrædelser af markedsføringsloven.
Bestemmelsen om erstatningsansvar er navnlig af betydning for de erhvervsdrivende. Efter almindelige erstatningsregler
skal skadelidte bevise, at vedkommende har lidt et tab. Kravene til dette bevis er imidlertid ikke fastsat i lovgivningen,
og efter omstændighederne kan sandsynliggørelse af et tab være tilstrækkeligt til fastsættelse af en skønsmæssig
erstatning. Om erhvervsdrivendes adgang til at rejse erstatningskrav foreligger der en omfattende praksis, som forudsættes
videreført.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i
§ 24, stk. 2, 2. pkt.,
at dansk rets almindelige regler om erstatningsansvar både
finder anvendelse på erhvervsdrivende og forbrugere, der har lidt et tab, som følge af handlinger i strid med loven, ligesom
det præciseres, at forbrugere, hvor det er relevant, har adgang til et afslag i købesummen eller ophævelse af kontrakten i
overensstemmelse med dansk rets forbrugerbeskyttende regler. Dette medfører dog ikke en ændring af den gældende
retstilstand.
Med bestemmelsen gennemføres artikel 11 a, stk. 1, i direktivet om urimelig handelspraksis, som tilføjet ved
moderniseringsdirektivets artikel 3, nr. 5, i markedsføringsloven.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.8. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 15
Det følger af den gældende bestemmelse i markedsføringslovens § 37, stk. 3, med den foreslåede ændring, der følger af
lovforslagets § 1, nr. 16, at overtrædelse af bestemmelserne i § 5, stk. 1, § 6, stk. 1, 3 og 4, § 7, stk. 1, §§ 9-11, § 11 a,
stk. 1, § 11 b, stk. 1, § 14, stk. 1, § 15, § 16, stk. 3, § 18 og § 19, § 20, stk. 1 og 3, og § 21 og forsætlig overtrædelse af §
22 straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 279 eller anden lovgivning.
Det følger af den foreslåede ændring til
§ 37, stk. 3,
at de foreslåede bestemmelser i § 6 a og § 6 b, jf. forslagets nr. 11,
strafsanktioneres. Strafferammen er bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
Ansvarssubjektet for overtrædelse af § 6 a er de fysiske og juridiske personer, der udbyder onlinesøgefunktioner, der
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
47
giver forbrugere mulighed for at søge efter produkter, der tilbydes af forskellige erhvervsdrivende eller forbrugere på
grundlag af en søgning i form af et nøgleord, en sætning eller et andet input, uanset hvor transaktionerne i sidste ende
gennemføres.
Ansvarssubjektet for overtrædelse af § 6 b er de fysiske og juridiske personer, der som erhvervsdrivende giver adgang til
brugeranmeldelser af produkter.
De subjektive krav for at straffe en overtrædelse af markedsføringslovens § 6 a og § 6 b, er uagtsomhed eller forsæt, jf.
straffelovens § 19, 2. pkt. Efter straffelovens § 19, 2. pkt., er de pågældende straffebud anvendelige på andre
lovovertrædelser, også når lovovertrædelsen er begået af uagtsomhed, medmindre det modsatte har særlig hjemmel.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel, jf. den gældende
markedsføringslovs § 37, stk. 6.
Bagrunden for, at det foreslås at foretage en ændring af markedsføringslovens § 37, stk. 3, i såvel lovforslagets § 1, nr.
15 og nr. 16, skyldes behovet for forskellige ikrafttrædelsestidspunkter for de to ændringer af bestemmelsen under hensyn
til principperne for implementering af EU-regulering.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5., 2.6. og 2.9. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 16
Det følger af den gældende bestemmelse i markedsføringslovens § 37, stk. 3, at overtrædelse af bestemmelserne i § 5,
stk. 1, § 6, stk. 1, 3 og 4, § 7, stk. 1, §§ 9-11, § 11 a, stk. 1, § 11 b, stk. 1, § 14, stk. 1, § 15, § 16, stk. 3, § 18 og § 19, §
20, stk. 1 og 3, og § 21 og forsætlig overtrædelse af § 22 straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter
anden lovgivning.
Det følger af den foreslåede ændring til
§ 37, stk. 3,
at der indsættes en specifik henvisning til bestemmelsen i straffelovens
§ 279 om bedrageri, så det bliver tydeligt, at i det omfang overtrædelser af markedsføringsloven samtidig udgør en
overtrædelse af straffelovens § 279, skal de pågældende overtrædelser straffes efter bedrageribestemmelsen.
Den foreslåede bestemmelse medfører ikke en ændring af den gældende retstilstand. Henvisningen er indsat med henblik
på at tydeliggøre, at såfremt betingelserne for at straffe for overtrædelse af straffelovens § 279 er opfyldt, skal der straffes
efter denne bestemmelse.
Baggrunden for, at det foreslås at foretage en ændring af markedsføringslovens § 37, stk. 3, i såvel lovforslagets § 1, nr.
15 og nr. 16, skyldes behovet for forskellige ikrafttrædelsestidspunkter for de to ændringer af bestemmelsen under hensyn
til principperne for implementering af EU-regulering.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.9. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 17
Det følger af den gældende bestemmelse i markedsføringslovens § 37, stk. 4, at overtrædelse af markedsføringslovens §
20, stk. 1 og 3, der består i skadelig omtale af en anden erhvervsdrivende eller af forhold, der på særlig måde angår den
pågældende, § 21 og § 22 er undergivet privat påtale.
Af bemærkningerne til den gældende bestemmelse i markedsføringslovens § 37, stk. 4, jf. Folketingstidende 2016-2017,
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
48
A, L 40, som fremsat s. 92, fremgår, at i sager om overtrædelse af forbuddet mod uanmodede elektroniske henvendelser
i markedsføringslovens § 10, stk. 1 (spam-bestemmelsen), udmåles bødens størrelse på baggrund af en særlig
beregningsmodel baseret på Folketingets Erhvervsudvalgs betænkning af 8. december 2005 til lov nr. 1389 af 21.
december 2005 om markedsføring. Videre fremgår det, at for op til 100 overtrædelser gives en minimumsbøde på 10.000
kr. Foreligger der mere end 100 overtrædelser gives en bøde på 100 kr. for hver overtrædelse. Således udmåles en bøde
for 60 overtrædelser til 10.000 kr. og en bøde for 140 overtrædelser til 14.000 kr. Fastsættelsen af straffen beror på
domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige af sagens omstændigheder, og de angivne bødeniveauer
kan fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende
omstændigheder. I forhold den takstmæssige model beror fastsættelse af straffen dog som altid på domstolenes konkrete
vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige sagens omstændigheder, og de angivne bødeniveauer kan fraviges i op- eller
nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder.
Det følger af den foreslåede ændring til
§ 37, stk. 4,
at formuleringen »der på særlig måde angår den pågældende« ændres
til: »som på særlig måde angår den pågældende«. Der er alene tale om en sproglig ændring af lovteksten, som har til
formål at give mulighed for at ændre bemærkningerne som konsekvens af den foreslåede bestemmelse i lovforslagets §1,
nr. 18. Det følger således af den foreslåede nr. 18, at der i § 37 indsættes et stk. 6, litra b, hvormed taksterne for
beregningsmodellen for overtrædelse af spam-bestemmelsen justeres i forhold til den økonomiske udvikling og i forhold
til bødeniveauet i den foreslåede § 37, stk. 5. For den justerede beregningsmodel henvises til bemærkningerne til
lovforslagets nr. 18.
Som konsekvens af den foreslåede § 37, stk. 6, litra b, skal bødeberegningsgrundlaget, som det fremgår af
bemærkningerne til den gældende bestemmelse i markedsføringslovens § 37, stk. 4, ikke længere lægges til grund.
Til nr. 18
Bødeniveau
Det følger af bemærkningerne til den gældende bestemmelse i markedsføringslovens § 37, stk. 4, jf. Folketingstidende
2016-2017, A, L 40, som fremsat s. 91-92, at der i forbindelse med strafudmålingen skal lægges vægt på overtrædelsens
grovhed, omfang og den tilsigtede økonomiske gevinst. Det følger videre, at overtrædelser, der er enten grove, bevidste
eller gentagne, bør straffes med bøder, der har en sådan størrelse, at de har en reel præventiv effekt. Videre fremgår det,
at der ved fastsættelsen af bøder i henhold til loven kan tages hensyn til en række forskellige faktorer, herunder den
tilsigtede eller opnåede fortjeneste. Endeligt fremgår det, at markedsføringsomkostningerne bør indgå som delelement,
hvor dette måtte være relevant i forhold til den konkrete sag, hvor der er en formodning for, at de anvendte
markedsføringsomkostninger er en indikation for den tilsigtede økonomiske gevinst. Det følger herudover af straffelovens
§ 80, at der skal lægges vægt på overtrædelsens grovhed og oplysninger om gerningsmanden. Videre angiver straffelovens
§§ 81 og 82 en række skærpende og formildende omstændigheder. Endeligt følger det af straffelovens § 51, stk. 3, om
fastsættelse af bøder for overtrædelse af særlovgivningen, at der ud over hensynet til ensartethed i retsanvendelsen,
lovovertrædelsens grovhed og oplysninger om gerningspersonen, jf. straffelovens § 80, skal tages særligt hensyn til den
skyldiges betalingsevne og til den opnåede eller tilsigtede fortjeneste eller besparelse. Ifølge bemærkningerne til
straffelovens § 51, stk. 3, jf. Folketingstidende 1995-1996, L 201, som fremsat s. 4056-4057, giver bestemmelsen også
mulighed for at fastsætte bøder, der står i passende forhold til virksomhedens størrelse og omsætning.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
49
Som angivet under pkt. 2.9.4. i lovforslagets almindelige bemærkninger er det Erhvervsministeriets vurdering, at de
vejledende og ikke udtømmende kriterier, der følger af artikel 13, stk. 2, i direktivet om urimelig handelspraksis, allerede
er en del af dansk ret, idet de følger af markedsføringsloven eller af straffeloven. Kriterierne i moderniseringsdirektivet
er som følger: Overtrædelsens art, grovhed, omfang og varighed, eventuelle foranstaltninger den erhvervsdrivende har
truffet for at begrænse eller afhjælpe den skade, som forbrugerne har lidt, eventuelle tidligere overtrædelser, den
erhvervsdrivendes opnåede økonomiske fordele eller undgåede tab, hvis de relevante data er tilgængelige, sanktioner,
som der pålægges den erhvervsdrivende for samme overtrædelse i andre medlemsstater i grænseoverskridende tilfælde,
hvor oplysninger om sådanne sanktioner er tilgængelige via den mekanisme, der er etableret i medfør af
håndhævelsesforordningen, og eventuelle skærpende eller formildende faktorer i sagen.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i
37, stk. 5,
at ved udmåling af bøder efter stk. 1-3 lægges vægt på overtrædelsens
grovhed og den erhvervsdrivendes omsætning.
Udmåling af bøder skal fremover ske efter modellen angivet i skemaet under pkt. 2.9.4. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Virksomhederne opdeles i 8 kategorier efter deres størrelse målt på omsætning, og for hver kategori fastsættes tre
overordnede bødeniveauer:
-
-
-
Nedsat bødeniveau
Normal bødeniveau
Forhøjet bødeniveau
I forhold til placering af virksomheden indenfor de 8 omsætningskategorier skal der ved omsætning forstås
virksomhedens nettoomsætning, der i årsregnskabsloven er defineret som salgsværdien af produkter og tjenesteydelser
m.v. med fradrag af prisnedslag, merværdiafgift og anden skat, der er direkte forbundet med salgsbeløbet, jf. Bilag 1, C,
nr. 13, i lovbekendtgørelse nr. 838 af 8. august 2019.
For så vidt angår kreditinstitutter og andre finansielle virksomheder end forsikringsselskaber følger det af
bemærkningerne til lov om finansiel virksomhed, jf. Folketingstidende 2016-2017, A, L 39, som fremsat s. 121, at
nettoomsætningen defineres som summen af nettorenteindtægter (indgående renteindtægter modregnet udgående
renteudgifter) og netto gebyr- og provisionsindtægter (indgående gebyr- og provisionsindtægter modregnet udgående
gebyr- og provisionsudgifter). For kreditinstitutter og andre finansielle virksomheder beregnes indtægterne i
overensstemmelse med de til enhver tid gældende regnskabsregler udstedt af Finanstilsynet.
For så vidt angår forsikringsselskaber følger det af bemærkningerne til lov om finansiel virksomhed, jf. Folketingstidende
2016-2017, A, L 39, som fremsat s. 121, at nettoomsætning defineres som værdien af præmieindtægter og medlemsbidrag
for egen regning (indgående medlemsbidrag og bruttopræmieindtægter modregnet for afgivne genforsikringspræmier
samt erstatningsudgifter og pensionsydelser for egen regning). Værdien af de tegnede bruttopræmier opgøres i
overensstemmelse med de til enhver tid gældende regnskabsregler udstedt af Finanstilsynet.
Ved valg af omsætningskategori lægges virksomhedens samlede omsætning til grund. Omsætningen skal opgøres på
baggrund af virksomhedens årsregnskab for det regnskabsår, hvor overtrædelsen foreligger, hvis denne oplysning er
tilgængelig. Hvis denne oplysning ikke er tilgængelig, skal omsætningen opgøres på baggrund af virksomhedens
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
50
årsregnskab for det regnskabsår, der ligger forud for det regnskabsår, hvor overtrædelsen forelå. Hvis overtrædelsen er
forløbet over flere år anvendes et gennemsnit af omsætningen for de år, som overtrædelsen er forløbet over.
Virksomhedens omsætning omfatter også andre koncernforbundne selskabers omsætning, hvis disse via deres salg drager
nytte af virksomhedens markedsføring.
Forbrugerombudsmanden vil i medfør af forvaltningslovens § 31 have adgang til oplysning om virksomhedens omsætning
via andre offentlige myndigheder.
I forhold til placering af overtrædelsen indenfor de 3 kategorier er udgangspunktet, at overtrædelsen skal placeres i
kategorien normal bødeniveau. Udgangspunkt skal fraviges, hvis en samlet vurdering af de konkrete forhold ved
overtrædelsen tilsiger det. De konkrete forhold skal fortsat vurderes i forhold til de gældende bødekriterier, jf. afsnittet
om gældende ret ovenfor. Som eksempel kan nævnes, at hvis overtrædelsen har været meget kortvarig, eller hvis den
generelle skadesvirkning af andre grunde har været af begrænset omfang, vil dette kunne tale for, at overtrædelsen
placeres i kategorien nedsat bødeniveau. Har overtrædelsen derimod stået på længe, er meget grov, et gentagelsestilfælde,
eller har den fundet sted under omstændigheder, der tilsiger en særlig grad af forsigtighed, vil dette kunne tale for, at
overtrædelsen placeres i kategorien forhøjet bødeniveau. Som angivet ovenfor, vil der dog skulle foretages en samlet
vurdering af alle de konkrete forhold ved overtrædelsen.
For så vidt angår overtrædelser i kategorien forhøjet bødeniveau kan som eksempel nævnes uanmodet telefonopkald, hvor
der samtidig gives vildledende og urigtige oplysninger, samt fortsat markedsføring af vildledende forretningskoncepter i
nye selskaber, drevet af samme personkreds, efter at Forbrugerombudsmanden har politianmeldt det pågældende
forretningskoncept.
Når omsætningskategorien og kategorien for bødeniveauet er fastlagt, skal det vurderes, hvilken bøde inden for det i
kategorien angivne bødeinterval, der skal anvendes. Dette vil bero på en samlet vurdering af de konkrete forhold ved
overtrædelsen i forhold til de gældende bødekriterier, jf. afsnittet om gældende ret ovenfor. Hvis en samlet vurdering af
bødekriterierne tilsiger, at det indenfor det givne bødeinterval er en meget alvorlig overtrædelse, vil bøden som
udgangspunkt skulle placeres i den høje ende af bødeintervallet. Hvis en samlet vurdering af bødekriterierne derimod
tilsiger, at det indenfor det givne bødeinterval er en mindre alvorlig overtrædelse, vil bøden som udgangspunkt skulle
placeres i den lave ende af bødeintervallet. Ved fastsættelsen af bøden skal der dog også lægges vægt på, om
virksomheden er blandt de små eller større virksomheder i den pågældende kategori. Hvis virksomheden ligger i den øvre
del af kategorien taler dette for at udmåle bøden i den øverste del af det foreslåede interval og omvendt. Som det fremgår
under pkt. 2.9.4. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget skal bøden dog fastsættes til et højere beløb end
fortjenesten, hvis der er adgang til oplysninger om fortjenesten, og fortjenesten er højere end den bøde, som virksomheden
ville blive pålagt iht. den beskrevne model, så det sikres at bøden har den nødvendige præventive effekt.
Som det fremgår af skemaet under pkt. 2.9.4. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget, er de foreslåede
bødeintervaller for de 3 kategorier i nogen grad overlappende. Hermed er det muligt at tage højde for eventuelle
formildende omstændigheder i relation til de mindste virksomheder i en kategori, ligesom det er muligt at tage højde for
eventuelle skærpende omstændigheder i relation til de største virksomheder i en kategori. I relation hertil bemærkes det
også, at bøden også godt kan overstige de bødeintervaller, der er fastsat i de højere omsætningskategorier.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
51
Som det videre fremgår af skemaet, er bødeintervallerne ikke direkte proportionale med den erhvervsdrivendes
omsætning. Baggrunden herfor er, at bøderne skal have et vist minimumsniveau uanset virksomhedens omsætning, og at
bødeintervallerne, såfremt de var direkte proportionale, ville blive uforholdsmæssigt høje for de største virksomheder.
Det bemærkes, at det endelige bødeniveau i de konkrete sager - uanset de angivne retningslinjer for bødens fastsættelse,
herunder formuleringen ”over” i
kategorien
”Forhøjet bødeniveau”
- fortsat vil bero på domstolenes konkrete vurdering
i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen. Det angivne bødeniveau vil således kunne fraviges i både op-
og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved
de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.
Bestemmelsen finder både anvendelse i sager vedrørende forbrugere og erhvervsdrivende og i sager mellem
erhvervsdrivende.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.9. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Administrative bødeforlæg
Den gældende bestemmelse i markedsføringslovens § 38, stk. 1, indeholder hjemmel til, at erhvervsministeren - efter
forhandling med justitsministeren - kan fastsætte regler om, at Forbrugerombudsmanden i nærmere angivne sager om
overtrædelse af loven eller regler udstedt i medfør heraf, kan afslutte sagen ved et administrativt bødeforelæg. Det fremgår
af bemærkningerne til § 38, stk. 1, jf. Folketingstidende 2016-2017, A, L 40, som fremsat s. 93, at overtrædelser, som
skal kunne danne grundlag for udstedelse af administrative bødeforelæg, skal være klare og objektivt konstaterbare
(overtrædelserne skal således være ensartede, ukomplicerede og uden bevismæssige tvivlsspørgsmål) og at sagens
afgørelse, herunder fastsættelsen af bødens størrelse, skal være uden skønsmæssige elementer af betydning. Der skal
således være tale om enkle og ukomplicerede sager uden bevistvivl. Derudover skal der enten findes fast retspraksis for
bødeudmålingen eller være faste retningslinjer for bødeudmålingen i lovbemærkninger. Det følger videre af den gældende
bestemmelse i markedsføringslovens § 38, stk. 2, at dele af retsplejelovens regler om krav til indholdet af et anklageskrift
finder tilsvarende anvendelse på bødeforelæg efter denne bestemmelse. Det gælder f.eks. tiltaltes navn og adresse,
oplysninger om det forhold, der rejses tiltale for samt den regel, der påstås overtrådt, og en kort beskrivelse af det forhold,
der rejses tiltale for, med en sådan angivelse af tid, sted, genstand, udførelsesmåde og andre nærmere omstændigheder,
som er nødvendig for en tilstrækkelig og tydelig beskrivelse, jf. den gældende retsplejelovs § 834, stk. 1, nr. 2 og 3, og
stk. 2, og princippet om, at en sigtet ikke er forpligtet til at udtale sig. Endelig følger det af den gældende bestemmelse i
markedsføringslovens § 38, stk. 3, at videre forfølgning bortfalder, såfremt bødeforelægget vedtages. Vedtagelsen har
herefter samme virkning som en dom.
Hjemlen til at fastsætte regler om administrative bødeforelæg er i dag alene udnyttet i forbindelse med overtrædelse af
spam-forbuddet i markedsføringslovens § 10, stk. 1. Forbrugerombudsmanden har således i dag mulighed for at afslutte
en sag ved et administrativt bødeforelæg, hvis der er tale om en overtrædelse af markedsføringslovens § 10, stk. 1, om
uanmodet elektronisk henvendelse til bestemte aftagere i sager med til og med 500 ulovlige henvendelser. Under
forudsætning af at den erhvervsdrivende, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og betaler
den forelagte bøde, kan sagen dermed afgøres uden retssag og uden anklagemyndighedens medvirken.
Beregningsgrundlaget for udstedelse af administrativt bødeforelæg ved overtrædelse af markedsføringslovens § 10, stk.
1, fremgår af bemærkningerne til den gældende bestemmelse i markedsføringslovens § 37, stk. 4, jf. Folketingstidende
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
2426612_0052.png
52
2016-2017, A, L 40, som fremsat s. 92. Det følger heraf, at i sager om overtrædelse af forbuddet mod uanmodede
elektroniske henvendelser i markedsføringslovens § 10, stk. 1 (spam-bestemmelsen), udmåles bødens størrelse på
baggrund af en særlig beregningsmodel baseret på Folketingets Erhvervsudvalgs betænkning af 8. december 2005 til lov
nr. 1389 af 21. december 2005 om markedsføring. Videre fremgår det, at for op til 100 overtrædelser gives en
minimumsbøde på 10.000 kr. Foreligger der mere end 100 overtrædelser, gives en bøde på 100 kr. for hver overtrædelse.
Således udmåles en bøde for 60 overtrædelser til 10.000 kr. og en bøde for 140 overtrædelser til 14.000 kr. I forhold til
den takstmæssige model beror fastsættelse af straffen dog som altid på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte
tilfælde af samtlige sagens omstændigheder, og de angivne bødeniveauer kan fraviges i op- eller nedadgående retning,
hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i
§ 37, stk. 6,
at Forbrugerombudsmanden i tilståelsessager vedrørende de i litra
a-d oplistede overtrædelser, i et bødeforelæg kan tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retssag.
Det følger af den foreslåede
stk. 6, litra a,
at sager vedr. en erhvervsdrivendes uberettigede brug af et logo eller mærke,
hvor logoet eller mærket giver forbrugeren en sikkerhed for, at virksomheden giver forbrugeren en særlig beskyttelse, i
strid med vildledningsforbuddet i den gældende § 5, stk. 1, omfattes af reglerne om administrativt bødeforelæg. Der skal
ved udmåling af administrativ bøde i denne type sager lægges vægt på virksomhedens omsætning, i overensstemmelse
med den foreslåede § 37, stk. 5, som beskrevet i lovforslagets pkt. 2.9.4. Bestemmelsen bør alene anvendes i sager, hvor
mærket eller logoet er knyttet an på virksomheden og ikke i sager, hvor mærket eller logoet er knyttet an til et produkt.
Som eksempel kan nævnes virksomheders uretmæssige brug af mærket Byg Garanti. Der er i denne type sager tale om
grove overtrædelser af markedsføringslovens vildledningsforbud, da forbrugeren kan risikere et betydeligt tab ved at
indgå aftale med en virksomhed, der ikke opfylder betingelserne for at opnå det markedsførte mærke.
I førstegangstilfælde foreslås der på den baggrund følgende bødemodel for uberettigede brug af et logo eller mærke, hvor
logoet eller mærket giver forbrugeren en sikkerhed for, at virksomheden giver forbrugeren en særlig beskyttelse, i strid
med vildledningsforbuddet i § 5, stk. 1:
Omsætnings-
kategori
0-5
mio. kr.
80.000 kr.
5-10
mio. kr.
100.000
kr.
10-20
mio. kr.
200.000
kr.
20-50
mio. kr.
500.000
kr.
50-100
mio. kr.
1 mio.
kr.
100-200
mio. kr.
2 mio.
kr.
200-500
mio. kr.
5 mio.
kr.
Over 500
mio. kr.
1 pct. af
den
erhvervs-
drivendes
omsætning
Såfremt der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, vil fastsættelse af straffen dog
som altid bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige sagens omstændigheder, og de angivne
bødeniveauer vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
2426612_0053.png
53
i straffelovens kapitel 10. En formildende omstændighed kan f.eks. være, at virksomheden tidligere har været medlem af
mærkningsordningen, men i en kort periode herefter har glemt at fjerne mærket eller logoet fra f.eks. hjemmesiden og
straks efter Forbrugerombudsmandens eller andres henvendelse fjerner mærket eller logoet fra hjemmesiden. Omvendt
kan en skærpende omstændighed f.eks. være, at brugen af mærket har haft store økonomiske konsekvenser for
forbrugerne, eller at virksomheden fortsætter brugen af logoet/mærket på trods af Forbrugerombudsmandens
politianmeldelse af virksomheden.
Det følger af den foreslåede
stk. 6, litra b,
at sager vedr. en erhvervsdrivendes uanmodede elektroniske henvendelse til
bestemte aftagere, i strid med spamforbuddet i den gældende § 10, stk. 1, omfattes af reglerne om administrativt
bødeforelæg. Der skal ved udmåling af administrativ bøde lægges vægt på overtrædelsens omfang. Bøden skal således
ikke følge den foreslåede generelle bødemodel, som beskrevet i lovforslagets pkt. 2.9.4., men skal udmåles efter en
opgørelse af, hvor mange forhold der er begået og hvor mange henvendelser, der er udsendt pr. forhold. Af betydning for
opgørelsen af antallet af forhold er hvem, der står anført som afsender. Anvender en virksomhed samarbejdspartnere til
udsendelse af e-mails, der anvender forskellige afsendere, skal hver udsendelse fra hver afsender således betragtes som
en selvstændig overtrædelse af forbuddet, der hver især skal vurderes som et forhold efter bødemodellen. Tilsvarende vil
det også have betydning for opgørelsen af antallet af forhold, om der er tale om en eller flere kampagner. En kampagne
kan eksempelvis være markedsføring af et bestemt produkt eller et specifikt tilbud. Hver kampagne vil i den henseende
udgøre en selvstændig overtrædelse af forbuddet, der hver især skal vurderes som et forhold efter bødemodellen.
I førstegangstilfælde foreslås der på den baggrund følgende bødemodel for uanmodet elektronisk henvendelse i strid med
markedsføringslovens § 10, stk. 1:
Antal uanmodede eletroniske henvendelser
1-30 henvendelser
31-50 henvendelser
51-100 henvendelser
Mere end 100 henvendelser
Bødetakst
20.000 kr. pr. forhold
30.000 kr. pr. forhold fra henvendelse nr. 31
50.000 kr. pr. forhold fra henvendelse nr. 51
50.000 kr. + (x)200 kr. pr. henvendelse fra henvendelse
nr. 101
Ved andengangstilfælde forhøjes bødetaksterne i skemaet med 20 pct.
Eksempel 1: En bøde for to forhold à henholdsvis 35 og 75 uanmodede elektroniske henvendelser skal efter ovenstående
takster udmåles til en bøde på 30.000 kr. + 50.000 kr. = 80.000 kr.
Eksempel 2: En bøde for ét forhold à 120 uanmodede elektroniske henvendelser skal efter ovenstående takster udmåles
til en bøde på (50.000 kr.) + (20x200 kr.) = 54.000 kr., mens en bøde for 2 forhold à hver 480 uanmodede elektroniske
henvendelser skal udmåles til en bøde på ((50.000 kr.) + (380x200)) x 2 = 252.000 kr.
Såfremt der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, vil fastsættelse af straffen dog
som altid bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige sagens omstændigheder, og de angivne
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
2426612_0054.png
54
bødeniveauer vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse
i straffelovens kapitel 10. Det kan i den forbindelse tillægges betydning, over hvor lang en periode udsendelserne er sket,
samt om der er tale om én eller mange specifikke modtagere. Det vil eksempelvis også kunne betragtes som en skærpende
omstændighed, hvis der er tale om gentagne overtrædelser, der ikke er egentlige andengangsovertrædelser, der i sig selv
medfører en forhøjelse af bøden.
Det følger af den foreslåede
stk. 6, litra c,
at sager vedr. en erhvervsdrivendes uanmodede telefoniske henvendelse med
henblik på direkte markedsføring til en bestemt fysisk person, der enten er på Robinsonlisten, eller som har frabedt sig
direkte markedsføring fra den erhvervsdrivende, i strid med den gældende § 10, stk. 4, omfattes af reglerne om
administrativt bødeforelæg. Der skal ved udmåling af administrativ bøde lægges vægt på overtrædelsens omfang.
Bøden skal således ikke følge den foreslåede generelle bødemodel som beskrevet i lovforslagets pkt. 2.9.4., men skal
udmåles efter en opgørelse af, hvor mange personer der er blevet ringet op uanmodet. Telefonsalg opleves for mange
forbrugere som meget generende. Samtidig er det en meget effektiv salgskanal for virksomheder. En bøde for uanmodet
telefonisk henvendelse bør derfor afspejle dette og være markant højere end f.eks. bødeniveauet for overtrædelse af
forbuddet mod uanmodet elektronisk henvendelse til bestemte aftagere, jf. den gældende § 10, stk. 1, som beskrevet
ovenfor i bemærkningerne til den foreslåede stk. 6, litra a.
I førstegangstilfælde foreslås der på den baggrund følgende bødemodel for telefoniske henvendelser i strid med
markedsføringslovens § 10, stk. 4:
Antal uanmodede telefoniske henvendelser
1-10 personer
Bødetakst
10.000 kr. pr. person, der er rettet uanmodet telefonisk
henvendelse til.
Fra 11 personer og op til og med 50 personer
8.500 kr. pr. person, der er rettet uanmodet telefonisk
henvendelse til fra opkald nr. 11.
Mere end 50 personer
7.000 kr. pr. person, der er rettet uanmodet telefonisk
henvendelse til fra opkald nr. 51.
Ved andengangstilfælde forhøjes bødetaksterne i skemaet med 20 pct.
Eksempel 1: En bøde for uanmodet telefonisk henvendelse til fem personer skal udmåles til 50.000 kr., mens en bøde på
for uanmodet telefonisk henvendelse til 10 personer skal udmåles til 100.000 kr.
Eksempel 2: En bøde for uanmodet telefonisk henvendelse til 20 personer skal udmåles til (10x10.000 kr.) + (10x8.5000
kr.) = 185.000 kr., mens en bøde for uanmodet telefonisk henvendelse til 50 personer skal udmåles til (10x10.000 kr.) +
(40x8.5000 kr.) = 440.000 kr.
Eksempel 3: En bøde for uanmodet telefonisk henvendelse til 75 personer skal udmåles til (10x10.000 kr.) + (40x8.5000
kr.) + (25x7.000 kr.) = 615.000 kr.
Såfremt der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, vil fastsættelse af straffen dog
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
2426612_0055.png
55
som altid bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige sagens omstændigheder, og de angivne
bødeniveauer vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse
i straffelovens kapitel 10. En skærpende omstændighed kan f.eks. være, at der er rettet et større antal henvendelser til flere
af de personer, som den erhvervsdrivende har rettet uanmodede telefoniske til. Et andet eksempel på en skærpende
omstændighed er gentagende overtrædelser, der ikke er egentlige andengangsovertrædelser, der i sig selv medfører en
forhøjelse af bøden.
Det følger af den foreslåede
stk. 6, litra d,
at sager vedr. en erhvervsdrivendes markedsføring af et arrangement eller en
begivenhed rettet mod børn og unge under 18 år, og hvor markedsføringen indeholder omtale af, billeder af eller
henvisninger til rusmidler, i strid med den gældende § 11, stk. 2, omfattes af reglerne om administrativt bødeforelæg. Der
skal ved udmåling af administrativ bøde lægges vægt på overtrædelsens omfang. Det betragtes som en skærpende
omstændighed, hvis markedsføringen også retter sig mod børn under 16 år.
I førstegangstilfælde foreslås der på den baggrund følgende bødemodel for markedsføring af et arrangement eller en
begivenhed rettet mod børn og unge under 18 år, hvor markedsføringen indeholder omtale af, billeder af eller henvisninger
til rusmidler i strid med markedsføringslovens § 11, stk. 2:
Antal opslag
1-10 opslag
11-50 opslag
Markedsføringen retter sig også mod personer, der er
under 16 år, som f.eks. 9. klasseelever eller
efterskoleelever
Bødetakst
10.000 kr. pr. opslag.
8.500 kr. pr. opslag fra 11 opslag og op efter.
Ovenstående bødetakster forhøjes med 75 pct.
Ved andengangstilfælde forhøjes bødetaksterne i skemaet med 20 pct.
Eksempel 1: En bøde for 20 opslag skal udmåles til (10x10.000 kr.) + (10x8.5000 kr.) = 185.000 kr.
Eksempel 2: En bøde for 50 opslag skal udmåles til (10x10.000 kr.) + (40x8.5000 kr.) = 440.000 kr.
Det forudsættes i ovenstående bødemodel, at hvert opslag knytter sig til ét arrangement i virksomheden/én begivenhed.
Flyers, der f.eks. omdeles på et gymnasium, skal i den forbindelse betragtes som ét opslag i det omfang, de omdelte flyers
er identiske og/eller vedrører den samme virksomhed/begivenhed.
Såfremt der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, vil fastsættelse af straffen dog
som altid bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige sagens omstændigheder, og de angivne
bødeniveauer vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse
i straffelovens kapitel 10. Et eksempel på en skærpende omstændighed er gentagende overtrædelser. Et andet eksempel
på en skærpende omstændighed er tilfælde, hvor virksomheden har haft betydelige markedsføringsomkostninger i
forbindelse med det pågældende markedsføringstiltag.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.9. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
56
Moderniseringsdirektivet
Markedsføringsloven angiver ikke i dag faste bødeniveauer for overtrædelse af markedsføringslovens bestemmelser. I
stedet foretages en samlet vurdering af en række kriterier. Kriterierne er fastsat i markedsføringsloven og i straffeloven.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i
§ 37, stk. 7,
at ved udmåling af bøde for overtrædelser, der kan skade de
kollektive interesser for forbrugere i mindst to andre medlemsstater ud over Danmark, kan bøden maksimalt udgøre 4
pct. af den erhvervsdrivendes årlige omsætning i de berørte medlemsstater. Hvis oplysninger om den erhvervsdrivendes
omsætning ikke er tilgængelig, kan bøden maksimalt udgøre 4 mio. euro.
Det betyder, at når en erhvervsdrivende under en straffesag i Danmark dømmes for en udbredt overtrædelse, herunder en
udbredt overtrædelse med EU-dimension, som defineret i håndhævelsesforordningen, kan der maksimalt pålægges den
erhvervsdrivende en bøde på 4 pct. af den erhvervsdrivendes årlige omsætning i de berørte medlemsstater. Bestemmelsen
fastsætter således en bødestrafferamme, der kan gå fra 0-4 pct. af den erhvervsdrivendes årlige omsætning. Er oplysninger
om den erhvervsdrivendes årlige omsætning i de berørte medlemsstater ikke tilgængelige, kan der maksimalt pålægges
en bøde på 4 mio. euro.
En udbredt overtrædelse defineres i håndhævelsesforordningens artikel 3, nr. 3, som enhver handling eller undladelse,
der er i strid med EU-retlige regler, som beskytter forbrugernes interesser, og som har skadet, skader eller må antages at
kunne skade de kollektive interesser for forbrugere med bopæl i mindst to medlemsstater ud over den medlemsstat, hvor
handlingen eller undladelsen har sin oprindelse eller har fundet sted, hvor den erhvervsdrivende, der er ansvarlig for
handlingen eller undladelsen, er etableret, eller hvor bevismateriale eller den erhvervsdrivendes aktiver vedrørende
handlingen eller undladelsen befinder sig (litra a), eller enhver handling eller undladelse, der er i strid med EU-retlige
regler, som beskytter forbrugernes interesser, og som har skadet, skader eller må antages at kunne skade forbrugernes
kollektive interesser, og som har fælles træk, herunder samme ulovlige praksis og tilsidesættelse af den samme interesse,
og som begås samtidigt af den samme erhvervsdrivende i mindst tre medlemsstater (litra b).
De EU-retlige regler om beskyttelse af forbrugernes interesser, der er tale om, omfatter bl.a. direktivet om urimelig
handelspraksis, jf. håndhævelsesforordningens artikel 3, nr. 1, og bilaget til forordningen nr. 9.
En udbredt overtrædelse med EU-dimension defineres i håndhævelsesforordningens artikel 3, nr. 4, som en udbredt
overtrædelse, der har skadet, skader eller må antages at kunne skade forbrugernes kollektive interesser i mindst to
tredjedele af medlemsstaterne, der tilsammen tegner sig for mindst to tredjedele af Unionens befolkning.
Bøden skal i øvrigt udmåles efter de kriterier, der er beskrevet i lovforslagets pkt. 2.9.4.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.9.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 19
Den gældende markedsføringslov implementerer i bilag I til loven bilag I til direktivet om urimelig handelspraksis.
Direktivets bilag I indeholder en liste over forskellige konkrete former for handelspraksis, som under alle omstændigheder
skal betragtes som urimelige, og som derfor er forbudt, jf. direktivets artikel 5, stk. 5. Listen skal ifølge direktivets artikel
5, stk. 5, anvendes i samtlige medlemsstater og må kun ændres ved en revision af direktivet. Disse former for
handelspraksis er de eneste, der kan anses for urimelige, uden i hvert enkelt tilfælde at være blevet vurderet i forhold til
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
57
direktivets artikel 5-9.
Formålet med listen i bilag I er at gøre det klart for håndhævelsesmyndigheder, erhvervsdrivende, og forbrugere, hvilke
former for handelspraksis der er forbudt. Listen har derfor til formål at forbedre retssikkerheden.
Det fremgår af markedsføringslovens § 9, at uanset, at der ikke er handlet i strid med §§ 5-7, må en erhvervsdrivende
ikke anvende de former for handelspraksis, der er opregnet i lovens bilag I.
Efter markedsføringslovens § 6, stk. 4, gælder et forbud mod skjult reklame. Det følger således af bestemmelsen, at den
erhvervsdrivende klart skal oplyse den kommercielle hensigt med enhver form for handelspraksis, herunder reklame.
Direktivets bilag I er ved moderniseringsdirektivets artikel 3, nr. 7, litra a, tilføjet et nummer
11 a.
Bestemmelsen
indebærer, at levering af søgeresultater, som svar på en forbrugers onlinesøgning uden tydelig oplysning om enhver form
for betalt reklame eller betaling specifikt for at opnå højere rangordning af produkter i søgeresultaterne, er forbudt.
Det følger af Europa-Kommissionens vejledning til direktivet om urimelig handelspraksis (KOM (2016) 320), s. 136 ff.,
at forbrugere forventer, at søgemaskiner
viser ”naturlige” eller ”organiske”
resultater, som er relevante for deres søgning
og baseret på tilstrækkeligt uvildige kriterier. Søgemaskiner indeholder f.eks. lister over søgeresultater baseret på
relevanskriterier, som afhænger af størrelsen af den betaling,
de modtager fra tredjeparter. Typiske eksempler er ”betalt
placering”, hvor de enkelte erhvervsdrivende betaler for en højere placering på søgeresultatlisten, og ”betalt visning”,
hvor tredjepartserhvervsdrivende betaler for at blive vist på en søgeresultatliste, hvor de ellers ikke ville være blevet vist.
Medmindre forbrugerne oplyses om andet, vil de sædvanligvis forvente, at naturlige søgeresultater vises og placeres
afhængigt af relevans for deres søgeforespørgsler og ikke afhængigt af tredjepartserhvervsdrivendes betaling. Direktivet
om urimelig handelspraksis indeholder ikke et forbud mod handelspraksis, hvorefter visning eller placering helt eller
delvist er baseret på betaling fra en anden erhvervsdrivende, men det kræves i direktivet, at udbyderen af søgemaskinen,
såfremt denne betragtes som erhvervsdrivende iht. direktivet, klart adskiller sådanne søgeresultater fra naturlige
søgeresultater. Formålet med sådanne oplysninger er at informere forbrugerne om, at de er genstand for målretning og
ikke informeres uvildigt. I henhold til artikel 6, stk. 1, litra c, i direktivet om urimelig handelspraksis, må erhvervsdrivende
ikke vildlede forbrugerne med hensyn til begrundelsen for den pågældende handelspraksis, arten af salgsprocessen og
direkte eller indirekte støtte eller godkendelse af den erhvervsdrivende eller produktet. I henhold til artikel 7, stk. 2, må
erhvervsdrivende desuden ikke skjule den kommercielle hensigt bag en handelspraksis. Det fremgår videre af
vejledningen, at søgeresultater, som viser webstederne eller URL´erne for erhversdrivende, der har betalt for at blive vist
eller placeret højere, skal markeres tydeligt med henblik på at vise, at visningen eller placeringen er betalt.
Det bemærkes, at i den danske udgave af moderniseringsdirektivets præambelbetragtning 20, fremgår det, at
”når
en
erhvervsdrivende direkte eller indirekte har betalt onlinesøgemaskinen for en højere rangordning af et produkt i
søgeresultaterne, bør udbyderen af onlinesøgemaskinen informere forbrugerne af dette forhold på en kortfatttet, let
tilgængelig og forståelig måde”.
I den engelske udgave af direktivet står der: ”
When the trader has directly or indirectly
paid the provider of the searh functionality for a higher ranking of a product within the search result, the provider of the
online search functionality should inform consumers of that fact in a concise, easily accessible and intelliggible form”.
Der vurderes, blandt andet under henvisning til den engelske oversættelse af bestemmelsen, at være en oversættelsesfejl
i den danske udgave af direktivet, idet der bør stå
”udbyderen af onlinesøgefunktionen” og ikke ”udbyderen
af
onlinesøgemaskinen”. Dette understøttes af det forhold, at onlinesøgemaskiner specifikt er undtaget bestemmelsen om
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
58
rangordning, idet disse allerede er reguleret af forordningen om onlineformidlingstjenester, og at det ligeledes fremgår af
sidste pkt. i præambelbetragtning nr. 20, at ”onlinesøgefunktioner kan udbydes af
forskellige typer af onlineforhandlere,
herunder formidlere, såsom onlinemarkedspladser, søgemaskiner og sammenligningswebsteder.”
Indirekte betaling kan være i form af en erhvervsdrivendes accept af yderligere forpligtelser over for udbyderen af
onlinesøgefunktionen af enhver art, der har en højere rangordning som specifik virkning. Den indirekte betaling kan bestå
af øget provision pr. transaktion samt forskellige kompensationsordninger, der specifikt fører til højere rangordning.
Betalinger for generelle tjenester, såsom gebyrer for optagelse i varesortimentet eller medlemskontigenter, som dækker
en bred vifte af funktioner, der tilbydes af udbyderen af onlinefunktionen til den erhvervsdrivende, bør ikke betragtes som
betaling for specifikt at opnå højere rangordning af produkter, forudsat at en sådan betaling ikke foretages netop med
henblik på at opnå en højere rangordning. Onlinesøgefunktioner kan udbydes af forskellige typer af onlineforhandlere,
herunder formidlere, såsom onlinemarkedspladser, søgemaskiner og sammenligningswebsteder.
Med bilag I, nr. 11 a, gøres det nu klart, at levering af søgeresultater, som svar på en forbrugers onlinesøgning uden
tydelig oplysning om enhver form for betalt reklame eller betaling specifikt for at opnå højere rangordning af produkter i
søgeresultaterne, er forbudt.
For at oplysninger om betalt reklame eller betaling specifikt for at opnå en højere rang af produkter i søgeresultaterne er
tydelige for forbrugeren, skal oplysningerne præsenteres i umiddelbar tilknytning til det produkt, der er et resultat af
søgningen og visuelt fremhæves, så de adskiller sig fra resten af onlinegrænsefladen og på en måde, så forbrugeren ikke
kan undgå at se oplysningerne inden eller samtidig med, at denne ser markedsføringen.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 19, at bilag I til markedsføringsloven opdateres i
overensstemmelse med direktivets bilag I som ændret ved moderniseringsdirektivets artikel 3, nr. 7, litra a.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 3 i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 20
Den gældende markedsføringslov implementerer i bilag I til loven bilag I til direktivet om urimelig handelspraksis. Der
henvises til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 19.
I Danmark er der et generelt forbud mod, at billetter til kultur- og idrætsarrangementer udbydes eller videresælges til et
højere beløb, end billetterne oprindelig er erhvervet for, medmindre der foreligger en aftale med arrangøren, jf. lov nr.
458 af 23. maj 2007 om videresalg af billetter til kultur- og idrætsarrangementer. Det beløb, som en billet oprindelig er
erhvervet for, kan foruden selve billetprisen omfatte eventuelle administrationsgebyrer. Herudover kan andre udgifter
forbundet med erhvervelsen inkluderes i videresalgsprisen.
Direktivets bilag I er ved moderniseringsdirektivets artikel 3, nr. 7, litra b, tilføjet et nummer
23 a,
der medfører et forbud
mod videresalg til forbrugere af billetter til arrangementer, hvis den erhvervsdrivende har erhvervet dem ved hjælp af
automatiske midler til at omgå eventuelle pålagte begrænsninger for antallet af billetter, som en person kan købe, eller
andre regler for køb af billetter.
Af moderniseringsdirektivets præambelbetragtning nr. 50 fremgår, at erhvervsdrivende bør forbydes at videresælge
billetter til forbrugere til kultur- og idrætsarrangementer, som de har erhvervet ved hjælp af software som »robotter«, der
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
59
sætter dem i stand til at købe et antal billetter, der overstiger de tekniske begrænsninger, som den primære billetsælger
har fastsat, eller omgå alle andre tekniske midler indført af den primære sælger for at sikre, at billetterne er tilgængelige
for alle personer.
Det fremgår videre, at dette forbud ikke berører andre nationale foranstaltninger, som medlemsstaterne kan træffe for at
beskytte forbrugernes legitime interesser og for at sikre kulturpolitik og bred adgang for alle personer til kultur- og
idrætsarrangementer,
såsom
regulering
af
videresalgsprisen
for
billetterne.
På
dette
punkt
fraviger
moderniseringsdirektivet udgangspunktet om totalharmonisering.
Direktivets bilag I er ved moderniseringsdirektivets artikel 3, nr. 7, litra b, endvidere tilføjet et nummer
23 b,
der medfører
et direkte forbud mod angivelse af, at anmeldelser af et produkt er indsendt af forbrugere, som faktisk har anvendt eller
købt produktet, hvis den erhvervsdrivende ikke har truffet rimelige og forholdsmæssige foranstaltninger til at sikre, at
anmeldelsen stammer fra sådanne forbrugere.
Af moderniseringsdirektivets præambelbetragtning nr. 47 fremgår, at rimelige og forholdsmæssige foranstaltninger kan
omfatte tekniske midler til at kontrollere pålideligheden af den person, der poster en anmeldelse, for eksempel ved at
anmode om oplysninger for at kontrollere, at forbrugeren faktisk har anvendt eller købt produktet.
Med
formuleringen ”Angivelse af”
skal for eksempel forstås de situationer, hvor den erhvervsdrivende aktivt bruger
anmeldelsen, f.eks. ved at bruge anmeldelsen i deres markedsføring eller ved at henvise til anmeldelsen på deres
hjemmeside.
Det følger af Europa-Kommissionens vejledning til direktivet om urimelig handelspraksis (KOM (2016) 320), s. 144, at
ved offentliggørelse af brugeranmeldelser skal platformsoperatører angive sandfærdige oplysninger om de vigtigste
karakteristika af sine tjenesteydelser, jf. artikel 6, stk. 1, litra b, og artikel 7, stk. 4, litra a, i direktivet om urimelig
handelspraksis. Det følger videre, at det bevirker, at platformen bør undgå at skabe det indtryk, at anmeldelserne kommer
fra virkelige brugere, hvis den ikke i tilstrækkelig grad kan garantere det, og omvendt, at hvis det udtrykkeligt hævdes, at
anmeldelserne kommer fra forbrugere, bør der træffes rimelige og forholdsmæssige foranstaltninger, som øger
sandsynligheden for, at anmeldelserne afspejler virkelige brugeres erfaringer.
Med indførelsen af bestemmelsen i bilaget til direktivet bliver det nu forbudt at angive, at anmeldelser af et produkt er
indsendt af forbrugere, som faktisk har anvendt eller købt produktet, hvis den erhvervsdrivende ikke har truffet rimelige
og forholdsmæssige foranstaltninger til at sikre, at anmeldelsen stammer fra sådanne forbrugere.
Endelig er direktivets bilag I ved moderniseringsdirektivets artikel 3, nr. 7, litra b, tilføjet et nummer
23 c,
der medfører
et direkte forbud mod indsendelse eller rekvirering fra anden juridisk eller fysisk person af falske forbrugeranmeldelser
eller anprisninger eller forkert fremstilling af forbrugeranmeldelser eller sociale anprisninger for at fremme produkter.
Af moderniseringsdirektivets præambelbetragtning nr. 49 fremgår, at
anprisninger for eksempel kan være ”likes” på
sociale medier, og at manipulation med forbrugeranmeldelser og anprisninger for eksempel kan ske ved udelukkende at
offentliggøre positive anmeldelser og slette de negative anmeldelser, eller ved at linke eller overføre en brugers positive
interaktion med visse former for onlineindhold til andet men relateret indhold, hvorved der gives det indtryk, at brugeren
også har en positiv holdning til det relaterede indhold.
Det følger af Europa-Kommissionens vejledning til direktivet om urimelig handelspraksis (KOM (2016) 320), s. 144-
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
60
146, at indsendelse af falske anmeldelser i forbrugeres navne af den erhvervsdrivende selv eller af agenter hyret af den
erhvervsdrivende, er i strid med punkt 22 i bilag I til direktivet om urimelig handelspraksis, hvorefter det er forbudt, hvis
den erhvervsdrivende i modstrid med sandheden udgiver sig for at være forbrugeren.
Herudover følger det, at undertrykkelse af ægte negative brugeranmeldelser (af anmeldelseswebstedet selv, eller af
anmeldelseswebstedet på vegne af den erhvervsdrivende) uden oplysning om, at man kun får vist et udvalg af anmeldelser,
kan udgøre en vildledende handling eller udeladelse i strid med artikel 6 og 7 i direktivet om urimelig handelspraksis
samt være i strid med kravet om erhvervsmæssig diligenspligt i artikel 5, stk. 2, i direktivet om urimelig handelspraksis.
Endelig følger det, at en forbindelse mellem en leverandør af et brugeranmeldelsesværktøj og den erhvervsdrivende skal
fremgå, hvis forbindelsen i væsentlig grad kan påvirke anmeldelsens vægt eller troværdighed, og at dette ellers kan være
i strid med artikel 6 og 7 i direktivet om urimelig handelspraksis, samt være i strid med punkt 22 i bilag I til direktivet om
urimelig handelspraksis, hvorefter erhvervsdrivende ikke må skjule den kommercielle hensigt med den pågældende
handelspraksis.
Indførelsen af bestemmelsen i bilaget til direktivet medfører et direkte forbud mod at indsende eller rekvirere falske
brugeranmeldelser eller anprisninger fra andre juridiske eller fysiske personer, samt at fremstille forbrugeranmeldelser
eller sociale anprisninger forkert for at fremme produkter.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 20, at bilag I til markedsføringsloven opdateres i
overensstemmelse med direktivets bilag I som ændret ved moderniseringsdirektivets artikel 3, nr. 7, litra b.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til § 2
Det foreslås i
stk. 1,
at lovens § 1, nr. 12-13, og 16-18, jf. dog stk. 2, træder i kraft den 1. januar 2022,.
Det foreslås i
stk. 2,
at lovens § 1, nr. 1-11, 14-15, 19-20 og § 37, stk. 7, som affattet i denne lovs § 1, nr. 18, træder i kraft
den 28. maj 2022.
De forskellige ikrafttrædelsestidspunkter for de anførte bestemmelser i henholdsvis 1. og 2. pkt. skyldes, at de i 2. pkt.
anførte bestemmelser gennemfører EU-regulering og derfor er undtaget de fælles ikrafttrædelsestidspunkter for
erhvervsrettet regulering.
Det foreslås i
stk. 3,
at § 37, stk. 3 og 4, i markedsføringsloven som ændret ved denne lovs § 1, nr. 15-17, samt § 37, stk.
5-7, som indsat ved denne lovs § 1, nr. 18, ikke finder anvendelse på sager rejst som følge af erhvervsdrivendes
overtrædelse af markedsføringsloven, der begås før lovens ikrafttræden. For sådanne overtrædelser finder de hidtil
gældende regler anvendelse.
Markedsføringsloven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. markedsføringslovens § 41. Derfor gælder nærværende
ændringslov heller ikke for Færøerne og Grønland, og kan derfor heller ikke sættes i kraft på Færøerne og Grønland.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
61
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
2426612_0062.png
62
Gældende formulering
Lovforslaget
§1
I lov nr. 426 af 3. maj 2017 om markedsføring, som bl.a.
ændret ved lov nr. 1309 af 6. december 2019, § 2 i lov
nr. 801 af 9. juni 2020, lov nr. 720 af 27. april 2021 og
senest ved § 2 i lov nr. 1173 af 8. juni 2021, foretages
følgende ændringer:
Note 1)
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1998/6/EF af 16.
februar 1998 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med
afgivelse af priser på forbrugsvarer, EF-Tidende 1998, nr.
L 80, side 27, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
1999/44/EF af 25. maj 1999 om visse aspekter af
forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed, EF-
Tidende 1999, nr. L 171, side 12, Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om
behandling af personoplysninger og beskyttelse af
privatlivets
fred
i
den
elektroniske
1.
I fodnoten til lovens titel indsættes efter »side 22,«:
»som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
(EU) 2019/2161 af 27. november 2019 om ændring af
Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 98/6/EF, 2005/29/EF og 2011/83/EU, for
så vidt angår bedre håndhævelse og modernisering af EU-
reglerne om forbrugerbeskyttelse, EU-Tidende 2019, L
328, side 7,«
kommunikationssektor, EF-Tidende 2002, nr. L 201, side
37, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF
af
11.
maj
2005
om
virksomheders
urimelige
handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked
og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og
2002/65/EF
og
Europa-Parlamentets
og
Rådets
forordning (EF) nr. 2006/2004, EU-Tidende 2005, nr. L
149, side 22, dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2006/114/EF af 12. december 2006 om
vildledende og sammenlignende reklame, EU-Tidende
2006, nr. L 376, side 21, Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om
tjenesteydelser i det indre marked, EU-Tidende 2006, nr.
L 376 af 27. december 2006, side 36, Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april
2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af
Rådets direktiv 87/102/EØF, EU-Tidende 2008, nr. L 133,
side 66, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
2426612_0063.png
63
2009/136/EF af 25. november 2009 om ændring af
direktiv
2002/22/EF
i
om
forsyningspligt
med
og
brugerrettigheder
forbindelse
elektroniske
kommunikationsnet og -tjenester, direktiv 2002/58/EF om
behandling af personoplysninger og beskyttelse af
privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor
og forordning (EF) nr. 2006/2004 om samarbejde mellem
nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af
lovgivning om forbrugerbeskyttelse, EU-Tidende 2009,
nr. L 337, side 11, og Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv
2014/17/EU
af
4.
februar
2014
om
forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til
beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF og
2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010, EU-
Tidende 2014, nr. L 60, side 34. Loven indeholder
endvidere en bestemmelse, der fastsætter rammerne for
Forbrugerombudsmandens kontrolbesøg i medfør af
Europa-Parlamentets
og
Rådets
forordning
2017/2394/EU af 12. december 2017 om samarbejde
mellem
nationale
myndigheder
med
ansvar
for
håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse og
om ophævelse af forordning (EF) nr. 2006/2004, EU-
Tidende 2017, nr. L 345, side 1. Ifølge artikel 288 i EUF-
traktaten gælder en forordning umiddelbart i hver
medlemsstat.
Bestemmelsen
i
loven
er
således
udelukkende begrundet i praktiske hensyn og berører ikke
forordningens umiddelbare gyldighed i Danmark.
§ 2.
I loven forstås ved:
1-2) ---
3) Produkt: En vare eller tjenesteydelse, herunder fast
ejendom, rettigheder og pligter.
4-15) ---
3.
I
§ 2
indsættes som
nr. 16-17:
»16) Rangordning: Den relative betydning, der tillægges
produkter,
som
de
præsenteres,
opstilles
eller
2.
I
§ 2, nr. 3,
indsættes efter »fast ejendom,«: » digitale
tjenester og digitalt indhold samt«
kommunikeres af den erhvervsdrivende, uanset de
teknologiske
midler, der
anvendes til
en
sådan
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
2426612_0064.png
64
præsentation, opstilling eller kommunikation.
17) Onlinemarkedsplads: En tjenesteydelse, der gør brug
af software, herunder et websted en del af et websted eller
en applikation, der drives af eller på vegne af den
erhvervsdrivende, der giver forbrugere mulighed for at
indgå fjernsalgsaftaler med andre erhvervsdrivende eller
forbrugere.«
§ 5.
---
Stk. 2.
Vildledning efter stk. 1 kan relatere sig til et eller
flere af følgende elementer:
1-8) ---
9) den erhvervsdrivendes overholdelse af adfærdskodeks,
som denne oplyser at være bundet af, eller
10) forveksling med en konkurrents produkt, varemærke
eller forretningskendetegn.
5.
I
§ 5, stk. 2, nr. 10,
ændres »forretningskendetegn.« til:
»forretningskendetegn, eller«
4.
I
§ 5, stk. 2, nr. 9,
udgår »eller«
6.
I
§ 5, stk. 2,
indsættes som
nr. 11:
»11) enhver markedsføring af en vare i en medlemsstat
som værende identisk med en vare, som markedsføres i
andre EU-medlemsstater, men hvor den pågældende vare
med hensyn til sammensætning og karakteristika
frembyder betydelige forskelle, medmindre det er
begrundet i legitime og objektive faktorer.«
§ 6.
---
Stk.
2.
Ved
købsopfordringer
betragtes
følgende
oplysninger som væsentlige:
1-3) ---
4) den erhvervsdrivendes fremgangsmåde i forbindelse
med klagesagsbehandling, i det omfang den afviger fra,
hvad der er sædvanligt i branchen,
5) fortrydelsesret, afbestillingsret eller returret, hvis
forbrugeren har en sådan ret,
6) prisen inklusive moms og afgifter og
8.
I
§ 6, stk. 2, nr. 6,
der bliver nr. 5, ændres »afgifter og«
Nr. 5-7 bliver herefter til nr. 4-6.
7.
§ 6, stk. 2, nr. 4,
ophæves.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
2426612_0065.png
65
til: »afgifter,«
7)
yderligere omkostninger vedrørende fragt, levering
eller porto, i det omfang sådanne omkostninger pålægges.
9.
I
§ 6, stk. 2, nr. 7,
der bliver nr. 6, ændres »pålægges.«
til: »pålægges og«
10.
I
§ 6, stk. 2,
indsættes efter nr. 7, der bliver nr. 6, som
nyt nummer:
»7) for produkter, der tilbydes på onlinemarkedspladser,
hvorvidt den tredjepart, der tilbyder produkterne, er
erhvervsdrivende eller ej, på grundlag af den pågældende
tredjeparts
erklæring
til
udbyderen
af
onlinemarkedspladsen.«
11.
Efter § 6 indsættes før overskriften før § 7:
Ȥ
6 a.
En erhvervsdrivende, der giver forbrugere
mulighed for at søge efter produkter, der tilbydes af
forskellige erhvervsdrivende eller af forbrugere på
grundlag af en søgning i form af et nøgleord, en sætning
eller et andet input, uanset hvor transaktionerne i sidste
ende gennemføres, skal på en klar og forståelig måde give
forbrugeren generelle oplysninger, om de vigtigste
parametre, der afgør rangordningen af de produkter, som
forbrugeren præsenteres for som følge af søgningen og
den relative betydning af disse parametre i forhold til
andre parametre.
Stk. 2.
Oplysningerne skal gives i et særligt afsnit af
onlinegrænsefladen, der er direkte og let tilgængeligt fra
den side, hvor søgeresultatet præsenteres.
Stk. 3.
Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse på udbydere af
onlinesøgemaskiner som defineret i artikel 2, nr. 6, i
Europa-Parlamentets
2019/1150.
og
Rådets
forordning
(EU)
§ 6 b.
En erhvervsdrivende, der giver adgang til
brugeranmeldelser af produkter, skal på en klar og
forståelig måde oplyse, hvorvidt og i givet fald, hvordan
den erhvervsdrivende sikrer, at de offentliggjorte
anmeldelser stammer fra forbrugere, der faktisk har
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
2426612_0066.png
66
anvendt eller købt produkterne.«
§ 11.
---
Stk. 2.
Handelspraksis rettet mod børn og unge under 18
år må ikke indeholde omtale af, billeder af eller
henvisninger til rusmidler, herunder alkohol.
13.
I
§ 11
indsættes som
stk. 3:
»Stk.
3.
Handelspraksis rettet mod børn og unge under 18
år må ikke udøves på eller via profiler på sociale medier,
der tilhører eller fremstår som tilhørende børn og unge
under 15 år. Handelspraksis rettet mod børn og unge under
18 år på sociale medier må heller ikke i øvrigt anvende
børn og unge under 15 år, medmindre det er nødvendigt
for at illustrere eller vise et produkt.«
§ 24.
---
Stk.
2.
Handlinger
i
strid
med
loven
er
14.
I
§ 24, stk. 2,
indsættes som
2. pkt.:
»Bestemmelsen
finder
både
anvendelse
på
12.
I
§ 11, stk. 2,
indsættes efter »alkohol«: » eller andre
produkter, der er uegnede for børn og unge under 18 år«
erstatningsansvarspådragende i overensstemmelse med
dansk rets almindelige regler.
erhvervsdrivende og forbrugere, der har lidt tab som følge
af handlinger i strid med loven. Forbrugere vil endvidere,
hvor det er relevant, have adgang til et afslag i
købesummen
eller
ophævelse
af
kontrakten
i
overensstemmelse med dansk rets forbrugerbeskyttende
regler.«
§ 37.
---
Stk. 3.
Overtrædelse af bestemmelserne i § 5, stk. 1, § 6,
stk. 1, 3 og 4, § 7, stk. 1, §§ 9-11, § 11 a, stk. 1, § 11 b,
stk. 1, § 14, stk. 1, § 15, § 16, stk. 3,311 § 18312 og § 19,
§ 20, stk. 1 og 3313, og § 21 og forsætlig overtrædelse af
§ 22 straffes med bøde, medmindre højere straf er
forskyldt efter anden lovgivning.
16.
I
§ 37, stk. 3,
indsættes efter »efter«: »straffelovens §
279 eller«
15.
I
§ 37, stk. 3,
indsættes efter »§ 6, stk. 1, 3 og 4,«: » §
6 a og § 6 b,«
Stk. 4.
Overtrædelse af § 20, stk. 1 og 3, der består i
skadelig omtale af en anden erhvervsdrivende eller af
17.
I
§ 37, stk. 4,
ændres »der på særlig måde angår den
pågældende« til: »som på særlig måde angår den
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
2426612_0067.png
67
forhold, der på særlig måde angår den pågældende, § 21
og § 22 er undergivet privat påtale.
pågældende«
18.
I
§ 37
indsættes efter stk. 4 som nye stykker:
»Stk.
5.
Ved udmåling af bøder efter stk. 1-3 lægges
vægt på overtrædelsens grovhed og gerningsmandens
økonomiske forhold. For overtrædelser begået af
juridiske personer lægges i den forbindelse vægt på
virksomhedens omsætning.
Stk. 6.
Forbrugerombudsmanden kan i tilståelsessager
vedrørende de i litra a-d oplistede overtrædelser, i et
bødeforelæg tilkendegive, at sagen kan afgøres uden
retssag.
a)
Overtrædelse af § 5, stk. 1, hvor en erhvervsdrivende
uberettiget bruger et logo eller mærke, hvor logoet
eller mærket giver forbrugeren en sikkerhed for, at
virksomheden
giver
forbrugeren
en
særlig
beskyttelse. Ved udmåling af administrativ bøde
lægges vægt på virksomhedens omsætning.
b) Overtrædelse
af
§
10,
stk.
1,
hvor
en
erhvervsdrivende
retter
uanmodet
elektronisk
henvendelse til bestemte aftagere. Ved udmåling af
administrativ bøde lægges vægt på overtrædelsens
omfang.
c)
Overtrædelse
af
§
10,
stk.
4,
hvor
en
erhvervsdrivende
retter
uanmodet
telefonisk
henvendelse med henblik på direkte markedsføring til
en bestemt fysisk person, der enten er på
Robinsonlisten, eller som har frabedt sig direkte
markedsføring fra den erhvervsdrivende. Ved
udmåling af administrativ bøde lægges vægt på
overtrædelsens omfang.
d) Overtrædelse
af
§
11,
stk.
2,
hvor
en
erhvervsdrivende retter sin markedsføring af et
arrangement eller en begivenhed mod børn og unge
under 18 år, og hvor markedsføringen indeholder
omtale af, billeder af eller henvisninger til rusmidler.
Ved udmåling af administrativ bøde lægges vægt på
overtrædelsens omfang.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
2426612_0068.png
68
Stk. 7.
Ved udmåling af bøde for overtrædelser, der kan
skade de kollektive interesser for forbrugere i mindst to
andre medlemsstater ud over Danmark, kan bøden
maksimalt udgøre 4 pct. af den erhvervsdrivendes årlige
omsætning i de berørte medlemsstater. Hvis oplysninger
om den erhvervsdrivendes omsætning ikke er tilgængelig,
kan bøden maksimalt udgøre 4 mio. euro.«
Stk. 5.
I regler, der udstedes i medfør af loven, kan der
fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser
i reglerne.
Stk. 6.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske
personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5.
kapitel.
Stk. 5-6 bliver herefter stk. 8-9.
Bilag I
1-11) ---
20.
I
Bilag I
indsættes som
nr. 11 a:
»11 a) Levering af søgeresultater som svar på en
forbrugers onlinesøgning uden tydelig oplysning om
enhver form for betalt reklame eller betaling specifikt for
at
opnå
højere
rangordning
af
produkter
i
søgeresultaterne.«
21.
I
Bilag I
indsættes efter nummer 23 før overskriften
før nr. 24 som
nr. 23 a - 23 c:
»23 a) Videresalg til forbrugere af billetter til
arrangementer, hvis den erhvervsdrivende har erhvervet
dem ved hjælp af automatiske midler til at omgå
eventuelle pålagte begrænsninger for antallet af billetter,
som en person kan købe, eller andre regler for køb af
billetter.
23 b) Angivelse af, at anmeldelser af et produkt er
indsendt af forbrugere, som faktisk har anvendt eller købt
produktet, uden at træffe rimelige eller forholdsmæssige
foranstaltninger til at sikre, at anmeldelsen stammer fra
sådanne forbrugere.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 389: Lovudkast - Høring af lovforslag om lov om ændring af lov om markedsføring, fra erhvervsministeren
2426612_0069.png
69
23 c) Indsendelse eller rekvirering fra anden juridisk eller
fysisk person af falske forbrugeranmeldelser eller
anprisninger
eller
forkert
fremstilling
af
forbrugeranmeldelser eller sociale anprisninger for at
fremme produkter.«