kom (2020) 0259 (forslag) - RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om gennemførelsen af havstrategirammedirektivet (direktiv 2008/56/EF)

Europaudvalget 2020
KOM (2020) 0259
Offentligt

EUROPA-

KOMMISSIONEN

Bruxelles, den 25.6.2020

COM(2020) 259 final

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET

om gennemførelsen af havstrategirammedirektivet (direktiv 2008/56/EF)

{SWD(2020) 60 final} - {SWD(2020) 61 final} - {SWD(2020) 62 final}

kom (2020) 0259 (forslag) - RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om gennemførelsen af havstrategirammedirektivet (direktiv 2008/56/EF)

Rapport om gennemførelsen af

havstrategirammedirektivet

NDLEDNING

Globalt dækker havene 71 % af jordens overflade og som følge af deres volumen 99 % af

jordens beboelige overflade. De skaber levesteder for en rig (men ofte ukendt) marin

biodiversitet

, og de er levesteder for de største kendte arter. Havene understøtter

ligeledes basale ydelser til gavn for mennesker såsom fødevareforsyning,

klimaregulering og muligheder for fritidsaktiviteter. Mere end halvdelen af den ilt, vi

indånder, stammer fra marine organismer, en fjerdedel af de årlige menneskeskabte CO

emissioner i atmosfæren absorberes af havene, og det største reservoir af aktivt kulstof på

jorden er havet (50 gange større end atmosfæren). Beskyttelsen af havmiljøet er derfor

ikke kun afgørende for bevarelsen af biodiversitet, men også for menneskers trivsel og en

sund planet, og den er også afgørende for økonomien. EU's blå økonomi, der er baseret

på sektorer, som er direkte eller indirekte afhængige af vores haves, oceaners og kysters

sundhed, havde f.eks. en omsætning på 658 mia. EUR i 2017

Havmiljøet og dets økosystemer er dog stadig udsat for mange forskellige belastninger

og påvirkninger fra menneskelige aktiviteter, f.eks. fiskeri, forstyrrelse af havbunden,

forurening eller global opvarmning. På denne baggrund udformede EU

havstrategirammedirektivet

som en helhedsorienteret politik, der skal beskytte

havmiljøet i havene omkring Europa og samtidig muliggøre en bæredygtig udnyttelse af

havets goder og ydelser.

EU står over for at skulle iværksætte en europæisk grøn pagt

, en ambitiøs strategi, der

sigter mod at beskytte og genoprette biodiversiteten og gøre Europa til verdens første

klimaneutrale kontinent. Klimaændringer, biodiversitet, sundhed og fødevaresikkerhed er

indbyrdes forbundne aspekter, og derfor er bevarelsen af Europas naturlige miljø,

herunder vores oceaner og have, en afgørende del af den grønne pagt.

Havstrategirammedirektivets succes er således medvirkende til, at EU kan nå de

overordnede mål, herunder om standsning af tab af havets biodiversitet og udvikling af et

samfund med nulforurening.

I forbindelse med Census of Marine Life-projektet (http://www.coml.org/) blev det f.eks. konstateret, at

en liter havvand kan indeholde 38 000 forskellige typer mikrobielle bakterier.

"EU Blue Economy Report" fra 2019 (https://dx.doi.org/10.2771/21854).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/56/EF af 17. juni 2008 om fastlæggelse af en ramme for

Fællesskabets havmiljøpolitiske foranstaltninger (havstrategirammedirektivet) (EUT L 164 af

25.6.2008, s. 19).

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Det Europæiske Råd, Rådet, Det Europæiske

Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget

–

Den europæiske grønne aftale (COM(2019) 640

final).

kom (2020) 0259 (forslag) - RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om gennemførelsen af havstrategirammedirektivet (direktiv 2008/56/EF)

Med dette dokument opfylder Kommissionen sin retlige forpligtelse

til at offentliggøre

en rapport om direktivets gennemførelse på grundlag af de rapporter

, som den har

offentliggjort i løbet af den første fase af gennemførelsen.

Havstrategirammedirektivet har været i kraft siden juli 2008. Direktivet pålægger

medlemsstaterne at udarbejde nationale havstrategier for at opnå eller opretholde "en god

miljøtilstand" senest i 2020. Direktivet gennemføres over seks år opdelt i tre hovedfaser.

(1)

I 2012 og 2018 skulle medlemsstaterne rapportere om tilstanden i deres

havområder og fastsætte mål for opnåelse af en god miljøtilstand baseret på

de 11 "deskriptorer" (mål), der er fastsat i havstrategirammedirektivet, som

dækker økosystemernes sundhed og de menneskelige belastninger og

virkninger, der berører økosystemerne

I 2014 skulle medlemsstaterne etablere overvågningsprogrammer til

indsamling af data med henblik på at vurdere, hvilke fremskridt der er gjort

med hensyn til at opnå en god miljøtilstand og nå målene.

I 2016 skulle medlemsstaterne udarbejde indsatsprogrammer, der kunne

hjælpe dem med at nå deres mål, og i 2018 skulle de rapportere om deres

fremskridt i gennemførelsen af programmerne.

(2)

(3)

""God

miljøtilstand":

havområdernes miljøtilstand, når de giver økologisk

mangfoldige og dynamiske oceaner og have, der er rene, sunde og produktive inden

for rammerne af deres naturlige vilkår, og havmiljøet udnyttes på et bæredygtigt

niveau, så nuværende og fremtidige generationers muligheder for anvendelse og

aktiviteter sikres […]. En god miljøtilstand beskrives for havregionen

eller

subregionen […] på grundlag af de kvalitative deskriptorer i bilag I"

(uddrag af

artikel 3, nr. 5, i havstrategirammedirektivet).

Kommissionen har vurderet hver enkelt fase af de nationale strategier i regelmæssige

rapporter og ledsagende bilag (se fodnote 6), hvori der identificeres mangler i

gennemførelsen og gives vejledning til de enkelte medlemsstater. Den anden

Artikel 20, stk. 1 og 3, i havstrategirammedirektivet.

Rapport fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om første fase af gennemførelsen af

havstrategirammedirektivet

–

Europa-Kommissionens vurdering og vejledning fra 2014 (COM(2014)

97) og ledsagende arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene (SWD(2014) 49).

Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om vurdering af medlemsstaternes

overvågningsprogrammer i henhold til havstrategirammedirektivet fra 2017 (COM(2017) 3) og

ledsagende arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene (SWD(2017) 1).

Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om vurdering af medlemsstaternes

indsatsprogrammer under havstrategirammedirektivet fra 2018 (COM(2018) 562) og ledsagende

arbejdsdokumenter fra Kommissionens tjenestegrene (SWD(2018) 393 og SWD(2019) 510).

Desuden er de tekniske rapporter pr. medlemsstat og pr. region offentliggjort på:

https://ec.europa.eu/environment/marine/eu-coast-and-marine-policy/implementation/reports_en.htm.

Biodiversiteten (D1), fødenetstrukturen (D4) og havbundens integritet (D6) opretholdes, og

påvirkningerne fra ikkehjemmehørende arter (D2), fiskeri (D3), overskydende næringsstoffer (D5),

ændringer i hydrografiske betingelser (D7), forurenende stoffer i miljøet (D8) og i skaldyr (D9),

havaffald (D10) og undervandsstøj (D11) ændrer ikke de marine økosystemer i negativ retning.

kom (2020) 0259 (forslag) - RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om gennemførelsen af havstrategirammedirektivet (direktiv 2008/56/EF)

gennemførelsesfase blev formelt indledt i oktober 2018, men rapporteringen er betydeligt

forsinket

I denne rapport er der fokus på gennemførelsen af havstrategirammedirektivet i den

første gennemførelsesfase

, og den ledsages af tre arbejdsdokumenter fra Kommissionens

tjenestegrene

. En grundigere gennemgang af dette direktiv i overensstemmelse med

kravene om bedre regulering vil blive udarbejdet snarest muligt og senest i 2023

Denne rapport er baseret på oplysninger, som medlemsstaterne, Kommissionen og

eksterne observatører og eksperter har fremlagt i henhold til havstrategirammedirektivet.

Der er fokus på de centrale politiske budskaber og erfaringerne fra den første

gennemførelsesfase.

2.1.

IGTIGSTE

RESULTATER

HAVSTRATEGIRAMMEDIREKTIVET

GENNEMFØRELSEN

Den helhedsorienterede tilgang

Den økosystembaserede tilgang

skal sikre, at de samlede belastninger fra menneskelige

aktiviteter ikke overstiger niveauer, der bringer økosystemernes evne til at forblive

sunde, rene og produktive i fare. Med havstrategirammedirektivet er den

økosystembaserede tilgang blevet et juridisk bindende og operationelt princip for

forvaltningen af hele EU's havmiljø

Den 15. oktober 2019, et år efter fristen, havde blot 10 lande indsendt deres rapporter i elektronisk format

(Belgien, Danmark, Tyskland, Estland, Spanien, Letland, Nederlandene, Polen, Finland og Sverige) og

blot fire i tekstbaseret format (Grækenland, Frankrig, Italien og Rumænien). Ni medlemsstater havde

ikke rapporteret.

I overensstemmelse med artikel 20, stk. 1 og 3. En "evalueringsrapport" i en retsakt, der er vedtaget før

indførelsen af principperne om bedre regulering, fortolkes som en "gennemførelsesrapport".

I SWD(2020) 60 redegøres for de vigtigste skridt og konklusioner vedrørende gennemførelsen af

havstrategirammedirektivet. I SWD(2020) 61 sammenfattes den tilgængelige viden om miljøtilstanden

EU's

havområder,

arbejdsdokumentet

behandler

"deskriptorer"

havstrategirammedirektivet, og i SWD(2020) 62 forklares de centrale begreber, og arbejdsdokumentet

indeholder vejledning om den integrerede vurdering og beskrivelsen af en god miljøtilstand.

Som krævet i artikel 23.

Defineret i tekstboksen baseret på CBD COP5 (http://www.cbd.int/decision/cop/?id=7148) og bred

videnskabelig konsensus (https://www.compassscicomm.org/ebm-consensus-statement-download).

Efter vedtagelsen af havstrategirammedirektivet bekræftede Rådet (almindelige anliggender), at

tværgående politikredskaber var yderst vigtige for at fremme en bæredygtig økonomisk udvikling,

miljøovervågningen, sikkerheden og håndhævelsen af lovene på Europas oceaner og have samt i

Europas kystregioner. Rådet anerkendte rammedirektivet

—

med den økosystembaserede tilgang til

forvaltning af de menneskelige aktiviteter som overordnet princip

—

som et grundlag for en mere

vellykket udvikling af alle maritime aktiviteter (2973. samling i Rådet (almindelige anliggender) i

Bruxelles den 16. november 2009).

kom (2020) 0259 (forslag) - RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om gennemførelsen af havstrategirammedirektivet (direktiv 2008/56/EF)

"økosystembaseret tilgang"

er en strategi for integreret forvaltning af jord, vand

og levende ressourcer, der befordrer bevaring og bæredygtig udnyttelse på et

retfærdigt grundlag. Formålet med en økosystembaseret forvaltning er at opretholde

et økosystem i en sund, produktiv og modstandsdygtig tilstand, således at det kan

sikre leveringen af de goder og ydelser, som mennesker ønsker og har brug for.

Økosystembaseret forvaltning adskiller sig fra de nuværende tilgange, som normalt

fokuserer på en enkelt art, sektor eller aktivitet eller et enkelt aspekt, idet det tager

hensyn til de kumulative virkninger af forskellige sektorer.

Havstrategirammedirektivet er en af de mest ambitiøse internationale

havbeskyttelsesrammer, der bringer foranstaltningerne i 23 kyststater

og fem

indlandsstater

—

koordineret med tredjelande

—

i overensstemmelse med hinanden for

at sikre en økosystembaseret forvaltning og opnå en god miljøtilstand i et havområde på

5 720 000 km

i fire havområder, dvs. et område, der er en fjerdedel større end EU's

landområde. Direktivet har et bredt anvendelsesområde fra kystlinjen til dybhavet og

beskytter således hele viften af marin biodiversitet fra encellede alger til store hvaler, og

der er fokus på analyse af alle miljøaspekter lige fra økosystemfunktioner til kemiske

egenskaber og vurdering af virkningerne af alle menneskelige aktiviteter lige fra turisme

til erhvervsfiskeri med bundtrawl.

Gennemførelsen af en sådan helhedsorienteret tilgang og vurdering af bæredygtighed

forudsætter, at økosystemernes egenskaber og de menneskelige belastninger (herunder

belastninger fra landbaserede eller atmosfæriske kilder) er kendte og tages i betragtning i

forvaltningsbeslutninger. I henhold til havstrategirammedirektivet skal der derfor

udarbejdes en integreret planlægning (havstrategierne) på grundlag af 11 deskriptorer og

en række kriterier og parametre

, der skal vurderes af de enkelte medlemsstater.

2.2.

Udforskning af det ukendte

Da havstrategirammedirektivet blev vedtaget, var det klart, at EU havde behov for a) en

holistisk, økosystembaseret forvaltning af havmiljøet og b) et skift fra beskyttelsen af et

begrænset antal prioriterede naturtyper og arter til beskyttelsen af hele det marine

økosystem. Der var og er imidlertid fortsat ikke tilstrækkelige data og viden fra

havmiljøet om nogle emner og områder

. Med havstrategirammedirektivet blev der

således etableret en harmoniseret retlig ramme for at sikre løbende forbedringer i

indsamlingen af data. Havstrategirammedirektivet har navnlig fremmet udformningen af

omfattende

havovervågningsprogrammer

nationale

havstrategier.

Disse

Da denne rapport dækker 2008-2019, betragtes Det Forenede Kongerige som en EU-medlemsstat i denne

periode.

Som fastsat i Kommissionens afgørelse (EU) 2017/848 af 17. maj 2017 om fastlæggelse af kriterier og

metodiske standarder for god miljøtilstand i havområder samt specifikationer og standardmetoder for

overvågning og vurdering og om ophævelse af afgørelse 2010/477/EU (EUT L 125 af 18.5.2017, s.

43).

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg gav udtryk for, at udvalget prioriterer udvikling,

integration og koordinering af havforskningen og den maritime forskning i EU. Det Europæiske

Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-

Parlamentet, det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: En europæisk

strategi for havforskning og maritim forskning

–

en sammenhængende ramme for det europæiske

forskningsrum til fremme af bæredygtig udnyttelse af havene, KOM(2008) 534 endelig (EUT C 306 af

16.12.2009, s. 46).

kom (2020) 0259 (forslag) - RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om gennemførelsen af havstrategirammedirektivet (direktiv 2008/56/EF)

overvågningsprogrammer skal navnlig kortlægge havmiljøets tilstand, opfyldelsen af

miljømål og foranstaltningernes effektivitet (SWD(2020) 60).

Havstrategirammedirektivet har affødt initiativer inden for anvendt forskning til gavn for

eksperter, forvaltere og politiske beslutningstagere

. Eksempler herpå er vurderingen af

havaffald og undervandsstøj, to aspekter, som der var en meget ringe forståelse for før

havstrategirammedirektivet. På grundlag af overvågningen af og den viden om havaffald,

som havstrategirammedirektivet har tilvejebragt, har EU vedtaget ny lovgivning for at

begrænse mængden af engangsplastprodukter og tabte fiskeredskaber, der tegner sig for

omkring 70 % af alt strandaffald. Havstrategirammedirektivet har været et incitament til

at udvikle overvågningsundersøgelser af undervandsstøj og til at oprette en række

registre for impulsiv undervandsstøj. Desuden er analyse af havbundens integritet og

analyse af hele fødenet nye metoder, som i vid udstrækning kan tilskrives kravene i

havstrategirammedirektivet.

I vurderinger, overvågningsnet og indsatsprogrammer under havstrategirammedirektivet

er der ikke kun fokus på nye forskningsområder, men også på at forbedre forvaltningen

og den politiske kohærens. En bred vifte af eksisterende lovgivning er allerede relevant

for direktivet, i EU især vandrammedirektivet

, fugledirektivet og habitatdirektivet

den fælles fiskeripolitik

. Et af de vigtigste resultater af gennemførelsen af de enkelte

faser i havstrategirammedirektivet er identificeringen af videnhuller. Det har gjort det

lettere for medlemsstaterne, EU's institutioner og interessenter at pege på centrale

forvaltnings- og forskningsbehov. Direktivet har navnlig forbedret kendskabet til

situationen i Unionens havområder (SWD(2020) 61), selv om det fortsat er en udfordring

at integrere og harmonisere denne viden på EU-plan.

2.3.

Et fælles projekt

Havstrategirammedirektivet pålægger medlemsstaterne at komme med hidtil uset og

samordnet input. For at lette dette arbejde har medlemsstaterne og Kommissionen

(sammen med de regionale havkonventioner og andre interessenter) opstillet et uformelt

koordinationsprogram, den fælles gennemførelsesstrategi. Strategien involverer mindst

280 eksperter fra medlemsstaterne, op til 70 deltagere fra EU-institutionerne og over 100

registrerede observatører eller interessenter. Den fælles gennemførelsesstrategi styres af

EU's havdirektører og organiseres af koordinationsgruppen for havstrategien

. I tre

arbejdsgrupper er der fokus på overordnede spørgsmål: god miljøtilstand,

indsatsprogrammer og socioøkonomisk analyse og udveksling af data, oplysninger og

Se f.eks. "LIFE and the marine environment" (https://doi.org/10.2779/942085), projekter, der finansieres

EU's

rammeprogrammer

for

forskning

innovation,

f.eks.

https://cordis.europa.eu/article/id/400695-better-marine-stewardship-through-research-and-innovation,

DEVOTES- og STAGE-projekterne (http://www.devotes-project.eu/, http://www.stagesproject.eu/)

eller listen over projekter i SWD(2020) 60.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme

for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger (EFT L 327 af 22.12.2000, s. 1).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde

fugle (EUT L 20 af 26.1.2010, s. 7) og Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af

naturtyper samt vilde dyr og planter (EFT L 206 af 22.7.1992, s. 7).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 af 11. december 2013 om den fælles

fiskeripolitik, ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1954/2003 og (EF) nr. 1224/2009 og ophævelse

af Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 og (EF) nr. 639/2004 samt Rådets afgørelse 2004/585/EF

(EUT L 354 af 28.12.2013, s. 22).

Commission Expert Group on Strategic Coordination for the Marine Strategy Framework Directive

(2008/56/EC) (E02550).

kom (2020) 0259 (forslag) - RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om gennemførelsen af havstrategirammedirektivet (direktiv 2008/56/EF)

viden. I fire tekniske undergrupper er der fokus på nye områder, der giver anledning til

særlig bekymring: undervandsstøj, havaffald, havbundens integritet og havdata. Alle

grupperne udvikler og når derefter til enighed (normalt ved konsensus) om fælles

tilgange til gennemførelse af direktivet. 15 vejledende dokumenter er blevet vedtaget til

dato

. Antallet af møder (i gennemsnit 18 årlige møder om den fælles

gennemførelsesstrategi), den stigende specialisering og behovet for koordinering for at

undgå tematiske siloer er store udfordringer i gennemførelsesprocessen.

Den fælles gennemførelsesstrategi er til stor gavn for direktivets gennemførelse og gør

processen mere effektiv, og strategiens strukturer betragtes som værdifulde platforme til

udveksling af oplysninger og opbygning af tillid i beslutningsprocessen

. De fleste af

medlemmerne af de forskellige grupper under den fælles gennemførelsesstrategi er enige

om, at strategiens struktur og arbejdsprogram er egnet til formålet, men at der er et vist

behov for at rationalisere og forenkle de eksisterende procedurer, således at der kan

bruges mere tid på at drøfte Kommissionens vurderinger, og således at direktivet kan

kædes bedre sammen med andre direktiver, navnlig med hensyn til rapportering

2.4.

Offentlighedens deltagelse og havkundskab

Adgang til miljøoplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til

klage og domstolsprøvelse er generelle principper, som styrkes internationalt gennem

miljømæssige tilsagn

. Havstrategirammedirektivet omfatter udtrykkelige krav

, som

bidrager til opfyldelsen af disse tilsagn. Havstrategirammedirektivet omfatter en

gennemsigtig mekanisme til udformning og gennemførelse af nationale havstrategier og

til at følge processen på europæisk plan (f.eks. kan gennemførelsen følges via åbne

platforme for udveksling af oplysninger

). Medlemsstaterne er udtrykkeligt forpligtet til

at fremme aktiv inddragelse af alle de berørte parter. Desuden er der i hver

gennemførelsesfase en offentlig høringsproces, som tilrettelægges af de enkelte 23

kystmedlemsstater (SWD(2020) 60). Mange af indsatsprogrammerne under

havstrategirammedirektivet indeholder også oplysningskampagner.

Havstrategirammedirektivet har været medvirkende til at sætte fokus på de marine

økosystemers sundhed, herunder på bruttovirkningen af landbaseret forurening, herunder

plast, på havet. Den offentlige høring har inddraget civilsamfundet og interessenter i hele

Europa i udviklingen af de nationale havstrategier. Disse hørings- og

inddragelsesaktiviteter samt den genererede datastrøm vil fortsat spille en væsentlig rolle

med hensyn til at bidrage til den europæiske offentligheds havkundskab, øge

Tilgængelige her: https://circabc.europa.eu/w/browse/1dfbd5c7-5177-4828-9d60-ca1340879afc.

Koordinationsgruppen for havstrategis konklusioner

(http://dx.doi.org/10.1016/j.marpol.2017.09.035).

udarbejdet

Cavallo

m.fl.,

2017

Resultater fra et spørgeskema, der blev fremsendt til alle medlemmerne af de forskellige grupper under

den fælles gennemførelsesstrategi i april 2019 i forbindelse med en kritisk gennemgang af strategiens

funktioner og arbejdsprogram.

Havkundskab er en forståelse af havene og menneskehedens forhold til havene.

Særlig Aarhuskonventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt

adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet under FN's Økonomiske Kommission for

Europa vedtaget i 1998.

Artikel 19 og bilag VI, punkt 8, i havstrategirammedirektivet.

F.eks. CIRCABC (https://circabc.europa.eu/w/browse/326ae5ac-0419-4167-83ca-e3c210534a69) og

WISE Marine (https://water.europa.eu/marine).

kom (2020) 0259 (forslag) - RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om gennemførelsen af havstrategirammedirektivet (direktiv 2008/56/EF)

bevidstheden om havenes indflydelse på menneskers liv og virkningerne af menneskelige

aktiviteter og den enkeltes adfærd på de marine økosystemer.

2.5.

Regionalt samarbejde

Den grænseoverskridende karakter af visse belastninger og økosystemer gør det meget

vanskeligt at forvalte dem alene på medlemsstatsniveau

. I havstrategirammedirektivet

opstilles de regioner og subregioner, som er omfattet af direktivets anvendelsesområde,

der stilles krav om regional koordinering mellem medlemsstaterne, og medlemsstaterne

tilskyndes til at samarbejde med tredjelande

. Det anføres i direktivet, at regionale

havkonventioner

kan være et redskab til fremme af et sådant samarbejde. I de sidste ti

år har de regionale havkonventioner i) i de fleste tilfælde generelt udviklet sig til gode

platforme til gennemførelse af havstrategirammedirektivet, hvor kontraherende parter har

samarbejdet og udvekslet tilgange i tæt overensstemmelse med den fælles

gennemførelsesstrategi for havstrategirammedirektivet

, ii) understøttet samarbejdet og

aftaler om aktioner og mål med tredjelande og iii) modtaget et betydeligt teknisk og

finansielt bidrag fra EU til udvikling af arbejdsprogrammer.

De fire regionale havkonventioner i Europa har det samme overordnede mål (beskyttelse

af havmiljøet) og er baseret på den økosystembaserede tilgang, men de er forskellige med

hensyn til struktur, videnskabelig og operationel kapacitet, forvaltning (herunder

overvågning af overholdelsen) og udstrækningen, i hvilken de letter de deltagende EU-

medlemsstaters gennemførelse af havstrategirammedirektivet. Begrebet "god

miljøtilstand" og fastsættelsen af miljømål i havstrategirammedirektivet er blevet

indarbejdet i nogle, men ikke i alle regionale havkonventioner. I nogle tilfælde

foretrækkes det at beskrive tendenser (forbedrede eller forværrede) frem for at opstille

kriterier for at afgøre, om tilstanden er god eller ej. De regionale havkonventioner

udarbejder regelmæssigt forskellige former for rapporter om havmiljøets tilstand

med

henblik på at tilpasse deres tidsplaner til den seksårige cyklus i

havstrategirammedirektivet,

vedtage

handlingsplaner

koordinere

overvågningsaktiviteter.

Rådet (almindelige anliggender) betonede, at samarbejde med og mellem medlemsstater og regioner,

som deler et havområde

–

og med tredjelande, når det er relevant og hensigtsmæssigt

–

er en afgørende

faktor for havstrategirammedirektivets succes. Rådet understregede også behovet for det tættest mulige

samarbejde mellem alle lande med fælles havområder og grænseoverskridende afvandingsområder

(2973. samling i Rådet (almindelige anliggender) i Bruxelles den 16. november 2009 og 2988. samling

i Rådet (miljø) i Bruxelles den 22. december 2009).

Artikel 4, 5 og 6 i havstrategirammedirektivet. Det endelige kort over havregioner og subregioner

omfattet af havstrategirammedirektivet er tilgængeligt på: https://www.eea.europa.eu/data-and-

maps/data/europe-seas#tab-gis-data.

Fire regionale havkonventioner dækker EU's havområder: konventionen om beskyttelse af havmiljøet i

Østersøområdet (Helsinkikonventionen

–

HELCOM), konventionen om beskyttelse af havmiljøet i det

nordøstlige Atlanterhav (Oslo-Paris-konventionen

–

OSPAR), konventionen om beskyttelse af

havmiljøet og kystområdet i Middelhavet (Barcelonakonventionen

–

UNEP-MAP) og konventionen

om beskyttelse af Sortehavet mod forurening (Bukarestkonventionen, som EU stadig forsøger at

tiltræde). OSPAR omfatter dog ikke hele den europæiske subregion Makaronesien, kun øgruppen

Azorerne.

Den fælles gennemførelsesstrategi vedtaget af medlemsstaterne og Kommissionen til gennemførelse af

direktiv 2008/56/EF, se afsnit 2.3 i denne rapport.

UNEP/MAP Mediterranean Quality Status Report (https://www.medqsr.org/), OSPAR Intermediate

Assessment (https://oap.ospar.org/en/ospar-assessments/intermediate-assessment-2017/), HELCOM

second Holistic Assessment (http://stateofthebalticsea.helcom.fi/), Black Sea State of Environment

Report 2009-2014 (http://www.blacksea-commission.org/SoE2009-2014/SoE2009-2014.pdf).

kom (2020) 0259 (forslag) - RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om gennemførelsen af havstrategirammedirektivet (direktiv 2008/56/EF)

Samtidig drager de regionale havkonventioner fordel af de betydelige menneskelige

ressourcer, som havstrategirammedirektivet har mobiliseret, og den viden, direktivet har

tilvejebragt siden vedtagelsen. EU-finansieringen har bidraget til et betydeligt antal

projekter med fokus på en koordineret gennemførelse af havstrategirammedirektivet og

udarbejdelse af handlingsplaner for regionale havkonventioner i alle havregioner.

Bekæmpelsen af havaffald er et godt eksempel på, hvordan målrettet og betydelig EU-

finansiering fra en række kilder

anvendes til at gennemføre regionale handlingsplaner

til bekæmpelse af havaffald, der samtidigt bidrager til opfyldelsen af nationale, regionale

og europæiske, ja endog globale mål.

2.6.

De globale forpligtelser

Havstrategirammedirektivet er et centralt element i opfyldelsen af EU's globale tilsagn

om at beskytte havmiljøet og udvikle en bæredygtig tilgang til havforvaltning som

anerkendt i EU-initiativet om international havforvaltning

. Det spiller også en vigtig

rolle med hensyn til at sikre, at EU-medlemsstaternes tiltag er mere sammenhængende.

Som senest bekræftet i 2030-dagsordenen

, men også anerkendt af verdenssamfundet

gennem årtier

, er den økosystembaserede tilgang afgørende for at "bevare og sikre

bæredygtig brug af verdens have og deres ressourcer (verdensmål 14 for bæredygtig

udvikling).

Den

overvågning

vurdering,

der

foreskrevet

havstrategirammedirektivet, hjælper EU med at opfylde de fleste af delmålene i

verdensmål 14, som omfatter bæredygtig forvaltning, beskyttede områder, forurening fra

havaffald og eutrofiering, forsuring, virkninger af ikkebæredygtige fangstmetoder,

videnskabelig viden og gennemførelse af international ret. På havområdeplan letter et tæt

regionalt samarbejde mellem medlemsstaterne inden for rammerne af de relevante

regionale havkonventioner koordineringen af den regionale gennemførelse og vurdering

af de havrelaterede verdensmål for bæredygtig udvikling

parallelt med direktivet.

I havstrategirammedirektivet fastsættes det særskilte reguleringsmæssige mål om at

opretholde biodiversiteten som et helt afgørende kriterium for at opnå en god

miljøtilstand i oceaner og have. Det evaluerer tilstanden for marine artsgrupper (herunder

fugle, pattedyr og fisk) og pelagiske og bentiske habitattyper. Det er derfor en retlig

ramme, der bidrager til opfyldelsen af forpligtelserne i konventionen om den biologiske

mangfoldighed (CBD) og til EU's kommende biodiversitetsstrategi frem til 2030.

Havstrategirammedirektivet omfatter også etablering af beskyttede havområder og andre

F.eks. Life+, Horisont 2020, finansiering under de europæiske struktur- og investeringsfonde, herunder

Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og regional finansiering, finansiering af naboskabspolitikken,

finansiering af partnerskabsinstrumentet og udviklingsfinansiering.

International havforvaltning: En dagsorden for havenes fremtid (JOIN(2016) 49 final).

"Ændring af vores samfund: 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling" (A/RES/70/1), vedtaget i

september 2015 som en handlingsplan for mennesker, Jorden og velstand. Den består af 17 mål for

bæredygtig udvikling og 169 delmål.

F.eks. Rioerklæringen om miljø og udvikling fra FN's konference om miljø og udvikling (UNCED) i

1992 eller resultatdokumentet fra Rio+20 "The Future We Want" (A/CONF.216/L.1).

f.eks.

HELCOM-ministererklæringen

(http://www.helcom.fi/Documents/HELCOM%20at%20work/HELCOM%20Brussels%20Ministerial

%20Declaration.pdf) vedtaget den 6. marts 2018.

kom (2020) 0259 (forslag) - RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om gennemførelsen af havstrategirammedirektivet (direktiv 2008/56/EF)

geografiske beskyttelsesforanstaltninger, der bidrager til sammenhængende og

repræsentative net i overensstemmelse med internationale forpligtelser

Direktivet gennemfører UNCLOS

-kravet om at observere og måle risiciene for eller

virkningerne af forurening af EU's havområder. Det gennemfører også en række

forskellige forpligtelser, som kræver, at medlemsstaterne træffer foranstaltninger for at

forebygge, reducere og kontrollere forurening af havmiljøet fra landbaserede kilder, for

at forebygge forurening af havbunden og undergrunden og for at forebygge indførelse af

ikkehjemmehørende arter. Havstrategirammedirektivet omfatter endvidere UNCLOS-

bestemmelser om bæredygtigt fiskeri og bæredygtig akvakultur og innovation og

investering i forskning. Sidst, men ikke mindst, fremmer havstrategirammedirektivet

landenes forpligtelse i henhold til UNCLOS til at samarbejde om beskyttelsen af

havmiljøet gennem dets vægt på regionalt samarbejde.

I Parisaftalen

blev der for første gang i en klimaaftale henvist til havene, hvis

væsentlige rolle i det globale klimasystem blev anerkendt. I dag henvises der i de fleste

nationale tilsagn under Parisaftalen til marine økosystemer, og en række regeringer har

navnlig givet udtryk for bekymringer over kystvirkningerne, virkningerne for

opvarmningen af havene og virkningerne for fiskeriet

. Havstrategirammedirektivet og

de helhedsorienterede havstrategier udgør en solid ramme (stadig ikke fuldt ud udnyttet)

for overvågning af virkningerne af klimaændringer, undersøgelse af afbødningen af

klimaændringer og anvendelse af den økosystembaserede tilgang til tilpasning til

klimaændringer i havmiljøet. Som anført i den grønne pagt vil Europa formentlig som led

i bestræbelserne på at opnå kulstofneutralitet inden 2050 opleve en hidtil uset vækst i

vedvarende offshoreenergi

, som uundgåeligt vil påvirke marine arter og habitater.

VIGTIGSTE

FORBINDELSER

HAVSTRATEGIRAMMEDIREKTIVET

MELLEM

EU-

POLITIKKER

Havstrategirammedirektivet, der skal sikre biodiversiteten og en bæredygtig udnyttelse af

EU's marine ressourcer, understøttes i vid udstrækning af andre EU-retsakter. I dette

Især Aichi-mål 11 i CBD: Senest i 2020 skal mindst 17 % af land- og ferskvandsområderne og 10 % af

kyst- og havområderne, især områder af særlig betydning for biodiversitet og økosystemtjenester,

beskyttes ved hjælp af effektive og ordentligt forvaltede, økologisk repræsentative og

sammenhængende systemer af beskyttede områder og andre effektive områdebaserede

bevaringsforanstaltninger og integreres i det bredere landskab og havområde.

I De Forenede Nationers (FN) havretskonvention (UNCLOS) fastsættes landenes ansvar og rettigheder

på havområdet, og de pålægges en række forpligtelser med hensyn til beskyttelse og bevaring af

havmiljøet.

Den første juridisk bindende, universelle aftale om at undgå klimaændringer ved at begrænse den globale

opvarmning til et godt stykke under 2 °C og fortsat stræbe efter at holde den på 1,5 °C, vedtaget i Paris

i december 2015 (https://unfccc.int/documents/9097).

Forpligtelser til at forvalte have og oceaner ("Ocean commitments") under Parisaftalen

(https://doi.org/10.1038/nclimate3422).

Ifølge Kommissionens meddelelse om en ren planet for alle

–

En europæisk strategisk og langsigtet

vision for en fremgangsrig, moderne, konkurrencedygtig og klimaneutral økonomi (COM(2018) 773

final) vil 80 % af elektriciteten komme fra vedvarende energikilder (i stigende grad offshore).

I henhold til artikel 20, stk. 3, litra g), i havstrategirammedirektivet skal der udarbejdes en

sammenfatning af bidraget fra andre relevante EU-politikker til opfyldelse af direktivets målsætninger.

Denne sammenfatning erstatter ikke den kommende analyse af den politiske kohærens, der skal

udvikles i forbindelse med evalueringen af havstrategirammedirektivet.

kom (2020) 0259 (forslag) - RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om gennemførelsen af havstrategirammedirektivet (direktiv 2008/56/EF)

afsnit gennemgås de ni EU-politikker, som medlemsstaterne oftest angiver bidrager til

indsatsprogrammer under havstrategirammedirektivet, samt de nyligt udarbejdede

politikker

til

bekæmpelse

plastforurening.

Generelt

integrerer

havstrategirammedirektivet alle tilgængelige (officielle) oplysninger fra EU's

havområder i de nationale havstrategier og ii) evaluerer situationen for at forvalte

havmiljøet effektivt. Der er udviklet nye politiske begreber såsom tærskelværdier, som

anvendes i forbindelse med definitionen af en god miljøtilstand

, for at omsætte

strategierne i praksis og supplere de eksisterende tærskelværdier

fra andre politikker.

3.1.

Vandrammedirektivet og direktivet om rensning af byspildevand

Mange problemer, der påvirker flod- og havmiljøet, er skabt på landjorden. Derfor er der

i havstrategirammedirektivet og vandrammedirektivet fokus på de samme belastninger

og drivkræfter (menneskelige anvendelser og aktiviteter), og mange af foranstaltningerne

er de samme. Foranstaltninger i henhold til havstrategirammedirektivet vedrørende

eutrofiering, forurenende stoffer, hydrografiske ændringer og biodiversitet er baseret på

foranstaltningerne i henhold til vandrammedirektivet. I blot en tredjedel af de

vandområdeplaner, der blev undersøgt i den femte rapport om gennemførelsen af

vandrammedirektivet

, blev det påpeget, at der var behov for yderligere foranstaltninger

for at bidrage til gennemførelsen af havstrategirammedirektivet. Nogle medlemsstater

havde frivilligt indført foranstaltninger, f.eks. til håndtering af flodaffald, for at støtte

gennemførelsen af havstrategirammedirektivet.

Med hensyn til geografisk dækning finder begge direktiver anvendelse på kyst- og

territorialfarvande, men havstrategirammedirektivet finder udtrykkeligt kun anvendelse

på de aspekter, der ikke er omfattet af vandrammedirektivet, i kystvande (f.eks.

undervandsstøj, havaffald), og vandrammedirektivet finder kun anvendelse i

territorialfarvande, for så vidt angår kemisk tilstand. I 2017 ajourførte Kommissionen

afgørelsen i henhold til havstrategirammedirektivet om beskrivelse af en god

miljøtilstand. Ifølge afgørelsen fra 2017 skal medlemsstaterne basere deres vurderinger af

marin eutrofiering, forurenende stoffer og hydrografiske ændringer på vurderingerne i

vandrammedirektivet. Som det fremgår af kvalitetskontrollen af vandrammedirektivet

er dette imidlertid stadig ikke altid tilfældet, da de nationale vurderinger i henhold til

begge direktiver kan være lidt forskellige (f.eks. forskellige kvalitetselementer eller

vurderingsskalaer), og definitionen af god økologisk/kemisk tilstand i

"Tærskelværdi": en værdi eller et interval af værdier, som gør det muligt at vurdere det kvalitetsniveau,

der er opnået for et bestemt kriterium, og som derved indgår i vurderingen af, i hvilket omfang der er

opnået en god miljøtilstand (artikel 2, stk. 5, i Kommissionens afgørelse (EU) 2017/848).

Tærskelværdier omfatter en "acceptabel afvigelse" fra referencebetingelserne eller de oprindelige

betingelser. Dette giver mulighed for en bæredygtig udnyttelse af havet, hvor en vis grad af belastning

kan accepteres, forudsat at miljøets overordnede kvalitet opretholdes (SWD(2020) 62).

Der kan anvendes andre termer, f.eks. miljøkvalitetskrav.

Rådets direktiv 91/271/EØF af 21. maj 1991 om rensning af byspildevand (EFT L 135 af 30.5.1991,

s. 40).

Arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene

–

Rapport om fremskridtene i gennemførelsen af

indsatsprogrammerne under vandrammedirektivet, der ledsager meddelelsen fra Kommissionen til

Europa-Parlamentet og Rådet

–

Vandrammedirektivet og oversvømmelsesdirektivet: Indsats for at

opnå "god tilstand" for EU's vandressourcer og mindske risiciene for oversvømmelser (SWD(2015) 50

final).

Arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene

–

Fitness Check of the Water Framework Directive,

Groundwater Directive, Environmental Quality Standards Directive and Floods Directive (SWD(2019)

439).

kom (2020) 0259 (forslag) - RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om gennemførelsen af havstrategirammedirektivet (direktiv 2008/56/EF)

vandrammedirektivet er ikke altid baseret på de samme elementer som definitionen af

god miljøtilstand i havstrategirammedirektivet. Ifølge kvalitetskontrollen er

vandrammedirektivet og havstrategirammedirektivet imidlertid sammenhængende og har

komplementære målsætninger. Med hensyn til resultater er ca. 40 % af overfladevandet

(vandløb, søer, overgangsvande og kystvande) i god økologisk tilstand, og 38 % er i god

kemisk tilstand

. Dette har direkte konsekvenser for fremskridtene under

havstrategirammedirektivet.

I direktivet om rensning af byspildevand fastsættes mål og instrumenter, der primært har

til formål at reducere tilførslen af organisk materiale og næringsstoffer via punktkilder.

Forbindelsen mellem direktivet om rensning af byspildevand og eutrofiering er

identificeret i de fleste medlemsstaters indsatsprogrammer, mens andre emner, der er

direkte relevante for havstrategirammedirektivet (f.eks. forurenende stoffer og havaffald),

normalt ikke nævnes udtrykkeligt. Evalueringen af direktivet om rensning af

byspildevand bekræftede, at direktivet har været meget effektivt med hensyn til at

nedbringe forureningen i behandlet spildevand, og at gennemførelsen af direktivet fortsat

er af afgørende betydning for at nå målene i havstrategirammedirektivet

. Der blev i

evalueringen påpeget en række begrænsninger ved spildevandsrensningsanlæg, der kan

være relevante for havmiljøet, f.eks. manglende fokus på forurenende stoffer, der giver

anledning til stigende bekymring (f.eks. lægemidler og mikroplast), eller på

stormvandsafløb, byafløb eller små byområder. Direktivet om rensning af byspildevand

har dog været et af de mest effektive instrumenter til at begrænse forureningen i byerne,

herunder nitrat og fosfor i floder og i havet.

N (t/y)

Østersøen

Det Keltiske hav

Det vestlige Middelhav

Adriaterhavet

Sortehavet

200.000

400.000

N_spildevand

600.000

N_andet

800.000

1.000.000

N_landbrug

Det

Europæiske

Miljøagenturs

vandtilstandsrapport

(https://www.eea.europa.eu/publications/state-of-water#tab-data-references).

fra

2018

Se https://ec.europa.eu/environment/water/water-urbanwaste/evaluation/index_en.htm og dokumenter på

dette websted.

kom (2020) 0259 (forslag) - RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om gennemførelsen af havstrategirammedirektivet (direktiv 2008/56/EF)

P (t/y)

Østersøen

Det Keltiske hav

Det vestlige Middelhav

Adriaterhavet

Sortehavet

10.000 20.000 30.000 40.000 50.000 60.000 70.000

P_landbrug

P_spildevand

P_andet

Figur 1: Belastningen af kvælstof (N) og fosfor (P) i havsubregioner pr. kilde (i ton pr. år).

Denne analyse indgik i den seneste evaluering af direktivet om rensning af byspildevand

3.2.

Fugledirektivet og habitatdirektivet

Som det fremgår af indsatsprogrammerne under havstrategirammedirektivet, er

fugledirektivet og habitatdirektivet særlig relevante for opnåelsen af en god miljøtilstand

med hensyn til havets biodiversitet, ikkehjemmehørende arter og fiske- og skaldyrarter,

der udnyttes erhvervsmæssigt. Kun få indsatsprogrammer forbinder fugledirektivet og

habitatdirektivet med deskriptorerne i havstrategirammedirektivet vedrørende havaffald

og undervandsstøj, selv om de kan udgøre en trussel mod f.eks. havfugle, havpattedyr og

havkrybdyr.

De tre direktiver har de samme formål, om end havstrategirammedirektivets

anvendelsesområde er bredere. Hovedformålet med habitatdirektivet

–

at opnå en

"gunstig bevaringsstatus" for de arter og levesteder, der er omfattet af direktivet, og det

tilsvarende formål i fugledirektivet for alle vilde fugle

–

svarer ikke nøjagtigt til begrebet

"god miljøtilstand" med hensyn til definition, foranstaltninger eller tidsfrister. Begge

begreber understøtter imidlertid hinanden. Medlemsstaterne vurderer bevaringsstatus og

udviklingstendenser for de arter og levesteder, der er beskyttet i henhold til

fugledirektivet og habitatdirektivet, og aflægger rapport hvert sjette år. For perioden

2007-2012 varierer andelen af arter i de europæiske havregioner, der blev indberettet i

henhold til habitatdirektivet med gunstig bevaringsstatus, fra nul i Sortehavet til 20 % i

Østersøen

. Ifølge afgørelsen fra 2017 skal medlemsstaterne så vidt muligt basere deres

vurderinger af marine arter og habitater på vurderingerne i fugledirektivet og

habitatdirektivet, men de enkelte medlemsstater kan anvende forskellige tilgange

Desuden udpeges de geografiske områder, hvor medlemsstaterne forventes at samarbejde

og have fælles tilgange, i både havstrategirammedirektivet og habitatdirektivet. De

regionale grænser i de to direktiver er nu i vid udstrækning blevet harmoniseret.

Data fra Pistocchi et al., 2019 (https://doi.org/10.2760/303163).

Arter af europæisk interesse: https://www.eea.europa.eu/data-and-maps/indicators/species-of-european-

interest-2/assessment.

Kommissionen har iværksat en undersøgelse for at undersøge, om de rapporterede data og politiske

målsætninger i fugledirektivet, habitatdirektivet og havstrategirammedirektivet er forenelige med

vurderingen af marine arter og habitater.

kom (2020) 0259 (forslag) - RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om gennemførelsen af havstrategirammedirektivet (direktiv 2008/56/EF)

De geografiske beskyttelsesforanstaltninger, der er indberettet i henhold til

havstrategirammedirektivet, vedrører ofte beskyttede havområder udpeget i henhold til

fugledirektivet og habitatdirektivet som en del af Natura 2000-nettet, der endnu ikke er

fuldført for havmiljøet. I havstrategirammedirektivet anlægges der imidlertid en ny

tilgang til geografisk beskyttelse, idet det

–

ud over de specifikke bevaringsmål for de

enkelte beskyttede havområder

–

fastslås, at der skal skabes et økologisk

sammenhængende og repræsentativt net af beskyttede havområder på subregionalt og

regionalt plan. Net af beskyttede områder skal derfor være helhedsorienterede redskaber

til håndtering af alle større belastninger, være effektive og dække en rimelig

repræsentation af alle egenskaber ved marine habitater og økosystemer. Der er imidlertid

ikke fokus på sammenhængen og effektiviteten på regionalt plan i medlemsstaternes

indsatsprogrammer under havstrategirammedirektivet.

Figur 2: Den seneste udvikling (2012-2016) i den procentvise andel af beskyttede havområder i

EU-farvande i forskellige havsubregioner

3.3.

Den fælles fiskeripolitik

Et af formålene med den fælles fiskeripolitik er at være forenelig med

havstrategirammedirektivet og dets mål om at opnå en god miljøtilstand. Gennem

fastsættelse af udnyttelsesgrader og tekniske foranstaltninger vedrørende bæredygtige

fangstmetoder er der i den fælles fiskeripolitik fokus på fiskeritryk, som påvirker

bestandene af fiske- og skaldyrarter, der udnyttes erhvervsmæssigt (en af deskriptorerne i

havstrategirammedirektivet). Politikken har også til formål at sikre, at fiskeriets negative

indvirkning på det marine økosystem minimeres. Dette vedrører indvirkningen på

tætheden og diversiteten af livet på havet, havets fødenet og økosystemer og naturtyper

på havbunden (som navnlig er relevant for tre andre deskriptorer i

havstrategirammedirektivet). Desuden kan den mængde affald, der stammer fra fiskeri,

f.eks. kasserede eller tabte fiskenet og andre redskaber, medføre en ændring af

levesteder. Med hensyn til foranstaltningerne i havstrategirammedirektivet forbinder de

fleste medlemsstater foranstaltningerne vedrørende havets biodiversitet og fiske- og

skaldyrarter, der udnyttes erhvervsmæssigt, til den fælles fiskeripolitik, bortset fra nogle

få lande, der ikke gjorde dette for havaffalds vedkommende. De

forvaltningsforanstaltninger, som Kommissionen har foreslået under politikken, har ført

til et fald i fiskeridødeligheden for en række fiske- og skaldyrbestande, der udnyttes

erhvervsmæssigt i det nordøstlige Atlanterhav og Østersøen, men denne udvikling er

endnu ikke tilstrækkelig til at nå de relevante mål i den fælles fiskeripolitik. Situationen

er værre i Middelhavet og Sortehavet, hvor overfiskeri fortsat er almindelig praksis.

Data fra ETC/ICM, 2017 (https://www.eea.europa.eu/data-and-maps/data/external/spatial-analysis-of-

marine-protected).

kom (2020) 0259 (forslag) - RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om gennemførelsen af havstrategirammedirektivet (direktiv 2008/56/EF)

I bilag I til havstrategirammedirektivet fastsættes det, at alle fiske- og skaldyrarter, der

udnyttes erhvervsmæssigt, skal ligge inden for sikre biologiske grænser. Med henblik på

at måle denne tilstand anvendes begrebet maksimalt bæredygtigt udbytte i den fælles

fiskeripolitik i havstrategirammedirektivet. Direktivet fremmer således anvendelsen af

bestandsvurderinger og relevante flerårige planer og høring af de relevante

videnskabelige organer. Selv om oplysningerne om fiskebestande er mere eller mindre

tilgængelige under den fælles fiskeripolitik og indberettes af medlemsstaterne,

indberetter medlemsstaterne ikke systematisk andre kriterier såsom dødelighed af/skade

på arter som følge af utilsigtet bifangst eller fysisk forstyrrelse af havbunden forårsaget af

fiskeri, som medlemsstaterne ikke rapporterer systematisk. Undertiden kan regionale

oplysninger være med til at dække disse mangler. Vurderingen af 86 % af havbunden i

Nordsøen og Det Keltiske Hav viser f.eks., at bundtrawlredskaber har forårsaget fysisk

forstyrrelse

. Gennemførelsen af målsætningerne i både havstrategirammedirektivet og

den fælles fiskeripolitik vil forbedre beskyttelsen af kommercielle fiskebestande,

biodiversiteten

habitater.

Fastsættelsen

tærskelværdier

under

havstrategirammedirektivet vil også gøre det lettere at gennemføre målrettede

foranstaltninger, herunder foranstaltninger under den fælles fiskeripolitik.

Den fælles fiskeripolitik fremmer også bæredygtig akvakultur for at bidrage til

fødevaresikkerhed og -forsyninger, vækst og beskæftigelse. Det anbefales at anvende de

ikkebindende strategiske EU-retningslinjer, som blev vedtaget første gang i 2013, med

henblik på at udvikle bæredygtige akvakulturaktiviteter. Disse retningslinjer dannede

grundlag for medlemsstaternes flerårige nationale planer og deres aktiviteter under Den

Europæiske Hav- og Fiskerifond for 2014-2020. Retningslinjerne fra 2013 er i øjeblikket

ved at blive revideret og vil danne grundlag for ajourføringerne af de nationale planer for

gennemførelse af finansieringen af akvakultur efter 2020.

3.4.

Direktivet om maritim fysisk planlægning

Direktivet om maritim fysisk planlægning pålægger medlemsstaterne at udarbejde

fysiske planer for det maritime rum for at fremme sameksistensen og bæredygtigheden af

forskellige relevante aktiviteter og anvendelser. Der henvises udtrykkeligt til

havstrategirammedirektivet i lovteksten, hvori det anføres, at der i forbindelse med den

maritime fysiske planlægning bør anvendes en økosystembaseret tilgang, at der skal

bidrages til at nå målene om god miljøtilstand, og at tidsfristerne skal koordineres med

havstrategirammedirektivet i det omfang, det er muligt. Flere undersøgelser har defineret

eller omsat den økosystembaserede tilgang i praksis eller taget hensyn til samspillet

mellem land og hav i den maritime fysiske planlægning, men der findes stadig ingen

fælles metodologi i Europa.

Medlemsstaterne forbinder i deres indsatsprogrammer under havstrategirammedirektivet

primært havets biodiversitet (gennem beskyttede områder) og hydrografiske ændringer

(gennem aktiviteter i relation til den maritime fysiske planlægning) til direktivet om

maritim fysisk planlægning, om end tre lande

har knyttet en potentiel forbindelse til

undervandsstøj. Da den første rapportering vedrørende den maritime fysiske planlægning

OSPAR-vurderingsportalen, omfanget af fysisk skade på dominerende og særlige naturtyper

(https://oap.ospar.org/en/ospar-assessments/intermediate-assessment-2017/biodiversity-

status/habitats/extent-physical-damagepredominant-and-special-habitats/).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/89/EU af 23. juli 2014 om rammerne for maritim fysisk

planlægning (EUT L 257 af 28.8.2014, s. 135).

Bulgarien, Irland og Polen.

kom (2020) 0259 (forslag) - RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om gennemførelsen af havstrategirammedirektivet (direktiv 2008/56/EF)

først skal finde sted i 2021, er det stadig uvist, i hvilket omfang målene i

havstrategirammedirektivet vil blive taget i betragtning i den nationale gennemførelse af

direktivet som et værktøj, der kan støtte den økosystembaserede tilgang. Da den maritime

fysiske planlægningsproces i henhold til direktivet omfatter alle sektorer og aktiviteter i

den blå økonomi, bør den omfatte håndhævelsen af forvaltningsforanstaltninger, der

bidrager til at opnå en god miljøtilstand.

3.5.

Direktivet om strategisk miljøvurdering og direktivet om vurdering af

virkningerne for miljøet

Disse to direktiver har til formål at opnå et højt miljøbeskyttelsesniveau ved at sikre, at

indvirkningen på miljøet af bestemte planer og programmer (strategisk miljøvurdering)

og projekter (miljøkonsekvensvurdering) analyseres tidligt i beslutningsprocessen. I

indsatsprogrammerne

under havstrategirammedirektivet er den strategiske

miljøvurdering og miljøkonsekvensvurderingen hovedsagelig forbundet med

hydrografiske ændringer, undervandsstøj, havets biodiversitet, eutrofiering og horisontale

foranstaltninger. Selv om biodiversitetsaspekter ikke altid vurderes i

miljøkonsekvensvurderingsprocessen, henviser omkring halvdelen af medlemsstaterne til

direktivet om vurdering af virkningerne for miljøet, for så vidt angår foranstaltninger til

fremme af biodiversitet. Kun få medlemsstater anerkender tilsyneladende

miljøkonsekvensvurderingens potentiale i forbindelse med vurderingen af aktiviteter, der

er relevante for forurenende stoffer.

Med deres brede anvendelsesområde og strategiske karakter kan de vurderinger, der

foreskrives i direktivet om strategisk miljøvurdering og direktivet om vurdering af

virkningerne for miljøet, være relevante for alle havstrategirammedirektivets

deskriptorer, selv om omfanget og detaljeringsgraden kan variere. Projekter med en

sandsynlig

væsentlig

indvirkning

på

miljøet

underkastes

f.eks.

miljøkonsekvensvurdering, før de godkendes. Disse vurderinger kan bidrage til

vurderingen af tilstand i henhold til havstrategirammedirektivet. Dette kan være lige så

relevant i forbindelse med direktivet om strategisk miljøvurdering, hvor der er fokus på

planer og programmer i større målestok. Der er stadig behov for at få bedre feedback

vedrørende disse tre direktiver med hensyn til de belastninger, der vanskeliggør

opnåelsen af en god miljøtilstand, herunder fra hav- og landbaserede aktiviteter.

3.6.

Affaldsrammedirektivet

, EU-strategien for plast

og direktivet om

engangsplastprodukter

Affaldsrammedirektivet indeholder vigtige mekanismer til fjernelse af affald og

forbedring

vandkvaliteten

overensstemmelse

med

kravene

havstrategirammedirektivet. I den nylige revision af dette direktiv er der henvist direkte

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/42/EF af 27. juni 2001 om vurdering af bestemte planers

og programmers indvirkning på miljøet (EFT L 197 af 21.7.2001, s. 30) og Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2014/52/EU af 16. april 2014 om ændring af direktiv 2011/92/EU om vurdering af

visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (EUT L 124 af 25.4.2014, s. 1).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/851 af 30. maj 2018 om ændring af direktiv

2008/98/EF om affald (EUT L 150 af 14.6.2018, s. 109).

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale

Udvalg og Regionsudvalget, En EU-strategi for plast i en cirkulær økonomi (COM(2018) 028 final).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/904 af 5. juni 2019 om reduktion af visse

plastprodukters miljøpåvirkning (EUT L 155 af 12.6.2019, s. 1).

kom (2020) 0259 (forslag) - RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om gennemførelsen af havstrategirammedirektivet (direktiv 2008/56/EF)

til indvirkningen på havmiljøet, og som i havstrategirammedirektivet er en af

målsætningerne at standse produktionen af havaffald, og medlemsstaterne pålægges at

tage praktiske skridt til at standse produktionen af affald, herunder havaffald. De mål og

foranstaltninger, der er fastsat i affaldsrammedirektivet, er derfor direkte relevante for

håndteringen af forurenende stoffer i havet. Da nogle af kravene i direktivet endnu ikke

er gennemført af medlemsstaterne, kan det endnu ikke konkluderes, hvor effektive de vil

være i praksis. På nuværende tidspunkt er den største udfordring at sikre fuld

gennemførelse af direktivet og forhindre deponering af (ofte ikkebehandlet) affald,

hvilket kan være et problem, især i kystområder.

Den viden om havaffald og mikroaffald og indvirkningen på vilde dyr og planter, som

havstrategirammedirektivet har tilvejebragt, blev brugt som grundlag for udviklingen af

EU-strategien for plast og bidrog dermed til handlingsplanen for den cirkulære økonomi.

Et konkret eksempel på havstrategirammedirektivets bidrag til opfølgningen på strategien

for plast er direktivets bidrag til det nye direktiv om engangsplast og fiskeredskaber. I

forbindelse med overvågningen af strandaffald i henhold til havstrategirammedirektivet

havde Kommissionen indsamlet tilstrækkelige data til at fremlægge en

konsekvensanalyse og et lovgivningsforslag. Havstrategirammedirektivet vil også

bidrage væsentligt til vurderingen af effektiviteten af dette nye direktiv om plast og til

opfølgningen på andre tiltag i strategien, f.eks. kvantificering og kortlægning af affald og

mikroplast. Dette bidrag forventes også i forbindelse med den nye handlingsplan for den

cirkulære økonomi

AMMENFATNING AF TILSTANDEN I

EU'

S HAVMILJØ

Den indledende vurdering af EU's havområder, som medlemsstaterne rapporterede i

2012-2015 i henhold til havstrategirammedirektivet, gav ikke et ensartet videngrundlag i

hele Europa. Dette skyldtes hovedsagelig manglende sammenhæng mellem de

rapporterede indikatorer pr. kriterium, meget forskelligartede metodiske tilgange og

mangler i de indberettede oplysninger. For at forbedre sammenhængen og konsekvensen

i medlemsstaternes rapporter vedtog Kommissionen i 2017 en revideret afgørelse om

beskrivelse af en god miljøtilstand (se fodnote 15). En ajourføring af den indledende

vurdering skulle rapporteres senest i oktober 2018. I oktober 2019 havde blot 14

medlemsstater indsendt deres rapporter, og blot ti af medlemsstaterne havde indberettet i

det aftalte elektroniske format (SWD(2020) 60). Denne sammenfatning er derfor ud over

medlemsstaternes rapporter baseret på oplysninger indsamlet af Det Europæiske

Miljøagentur og Europa-Kommissionens Fælles Forskningscenter (forelagt i SWD(2020)

61).

4.1.

Truede marine økosystemer

Tab af biodiversitet blev ikke standset i Europas have i første fase af gennemførelsen af

havstrategirammedirektivet

. De marine økosystemers biodiversitet er stadig sårbar i

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale

Udvalg og Regionsudvalget

–

En ny handlingsplan for den cirkulære økonomi

–

For et renere og mere

konkurrencedygtigt Europa (COM(2020) 98 final).

Havets biodiversitet er faldende i Europas have som dokumenteret i "The European environment - state

and outlook 2020" (https://www.eea.europa.eu/soer-2020/intro) og "The IPBES regional assessment

report on biodiversity and ecosystem services for Europe and Central Asia"

(https://ipbes.net/assessment-reports/eca). Der er yderligere referencer og oplysninger i SWD(2020)

61.

kom (2020) 0259 (forslag) - RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om gennemførelsen af havstrategirammedirektivet (direktiv 2008/56/EF)

Europas have, og en gunstig bevaringsstatus for levesteder og arter er ikke sikret. En

række marine populationer og artsgrupper er stadig truede, herunder en række havfugle

(f.eks. er tætheden af mere end 25 % af de marine fuglearter, der er blevet vurderet i det

nordøstlige Atlanterhav, faldet betydeligt), bruskfisk

(f.eks. er omkring 40 % af arterne

i Middelhavet faldende, og der er mangelfulde data om mange arter) eller en række

hvaler

(f.eks. marsvin i Østersøen med en population på nogle få hundrede marsvin). I

Middelhavet og Sortehavet overfiskes mindst 87 % af de fiske- og skaldyrarter, der

udnyttes erhvervsmæssigt

. Generelt er hvalpopulationernes bevaringsstatus enten

ukendt eller ugunstig. Blæksprutter og krybdyr overvåges ikke tilstrækkeligt (f.eks.

havde 33 % af havskildpadderne omfattet af habitatdirektivet ifølge rapporterne en

ugunstig bevaringsstatus, og bevaringsstatussen var ukendt for 67 %).

På den anden side har de eksisterende forvaltningsforanstaltninger og fælles regionale

programmer i løbet af de sidste årtier reduceret udvalgte belastninger og bidraget til at

øge nogle arters populationsstørrelse (f.eks. visse populationer af gråsæler i hele Europa,

fisk, der udnyttes erhvervsmæssigt, i det nordøstlige Atlanterhav). I øjeblikket ligger

41 % af de vurderede fiske- og skaldyrbestande i det nordøstlige Atlanterhav og

Østersøen inden for sikre biologiske grænser, og denne procentdel stiger betydeligt, når

kun et af de to kriterier (fiskeridødelighed eller reproduktionsevne) tages i betragtning.

Andre eksempler på stabilisering eller genopretning omfatter havørne i Østersøen og

munkesæler i dele af Middelhavet.

Havbundens levesteder er under stærkt pres i europæiske have som følge af de

kumulative virkninger af fiskeri efter bundfisk, udvikling af kystområder og andre

aktiviteter. De foreløbige resultater af en undersøgelse fremlagt i SWD(2020) 61 viser, at

omkring 43 % af Europas fastlandssokkel og fastlandsskrænt og 79 % af kysthavbunden

anses for at være fysisk forstyrret, hvilket hovedsagelig skyldes bundtrawl. En fjerdedel

af EU's kystområder har sandsynligvis tabt deres naturtyper på havbunden. De vigtigste

aktiviteter rapporteret i henhold til havstrategirammedirektivet, der forårsager fysisk tab

af bentiske

habitater, var landvinding og oversvømmelsessikring, havnebyggeri,

bortskaffelse af fast affald, produktion af vedvarende energi og virkninger af

ikkebæredygtig akvakultur. Det er sandsynligt, at den forringede bevaringsstatus for

bentiske habitater vil påvirke de arter, som direkte eller indirekte afhænger heraf,

herunder tætheden af arter, der udnyttes erhvervsmæssigt.

Selv om den overordnede tilstand for havets fødenet i europæiske have endnu ikke kan

vurderes fuldt ud, er der mange eksempler på trofiske niveauer

, hvor tendenserne er

blevet forværret over tid. Dette gælder især reduktionen i tætheden af flere af de vigtigste

rovfisk såsom søfugle, hajer og havpattedyr. I visse marine samfund er tætheden ikke

tilstrækkelig til at sikre den fulde reproduktionsevne som konstateret for mange bestande

af fiske- og skaldyrarter, der udnyttes erhvervsmæssigt i Middelhavet og Sortehavet. Der

er også tegn på ændringer i størrelsesstrukturen og fordelingen af samfund (tegn på et

trofisk niveau), som f.eks. planteplankton i Østersøen og dyreplanktonarter (copepoder) i

dele af det nordøstlige Atlanterhav.

Bruskfisk omfatter hajer og rokker.

Hvaler omfatter delfiner og marsvin.

Dette er baseret på en analyse af 47 bestande, der kan repræsentere halvdelen af de samlede kommercielt

udnyttede bestande i området.

Habitater på havbunden.

Et trofisk niveau er en gruppe af arter, der udnytter de samme ressourcer på sammenlignelige måder.

kom (2020) 0259 (forslag) - RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om gennemførelsen af havstrategirammedirektivet (direktiv 2008/56/EF)

Med hensyn til datatilgængelighed er de data, der er nødvendige for at vurdere

bevaringsstatus, utilstrækkelige for de fleste vurderede arter. Der skal bruges flere

informationskilder, som ikke altid giver et harmoniseret billede på EU-plan. Mange

artsgrupper er undertestede, og det er stadig ikke muligt at kvantificere den fulde

virkning af forskellige menneskelige aktiviteter på havpopulationer eller på fødenettet

som helhed. Der er et presserende behov for at forbedre dataindsamlingen og om muligt

supplere den med modelleringsmetoder. Der bør foretages mere omfattende og mere

regelmæssige vurderinger af fiskebestande, navnlig i Middelhavet, Sortehavet og

Makaronesien.

4.2.

De største belastninger, som påvirker de marine økosystemer

4.2.1. Ikkehjemmehørende arter

Der er mere end 1 200 marine ikkehjemmehørende arter i Europas have, og deres

samlede antal er stadig stigende, selv om indførelsen af arter tilsyneladende er aftaget i

løbet af det sidste årti. De fleste af disse arter indføres i Middelhavet. Omkring 7 % af de

marine ikkehjemmehørende arter er potentielt invasive, og deres indvirkning på de

hjemmehørende arter, økosystemer og deres ydelser skal undersøges yderligere. De

vigtigste introduktionsveje for sådanne arter i Europas have synes at være skibsfart

(49 %) og marine og indre korridorer såsom Suezkanalen (33 %). Der er behov for

foranstaltninger for at sikre en mere effektiv håndtering af disse vigtige introduktionsveje

og minimere nye indførsler under hensyntagen til særlige regionale forhold. Det er

vanskeligt at vurdere andelen af hjemmehørende marine arter og levesteder, som er

blevet negativt påvirket af ikkehjemmehørende arter. En styrkelse af de marine

økosystemers modstandsdygtighed kunne imidlertid afbøde alvorlige virkninger ved at

begrænse de forhold, der kan fremme invasive ikkehjemmehørende arter (f.eks. reduktion

af hjemmehørende arter og skabelse af "tomme nicher" i fødenettet), eller virkninger af

klimaændringer.

4.2.2. Fiskeri

Siden begyndelsen af 00'erne har en bedre forvaltning af fiske- og skaldyrbestande

bidraget til et fald i fiskeritrykket i det nordøstlige Atlanterhav og Østersøen, og der er

tegn på genopretning af flere fiske- og skaldyrbestandes reproduktionsevne. I øjeblikket

ligger 41 % af de vurderede fiske- og skaldyrbestande i disse to regioner inden for sikre

biologiske grænser

, hvilket betyder, at antallet af bestande inden for sikre biologiske

grænser er næsten fordoblet, fra 15 i 2003 til 29 i 2017. Fiskeridødeligheden i disse

regioner ligger i gennemsnit i nærheden af de niveauer, der giver maksimalt bæredygtigt

udbytte, men der er behov for yderligere forbedringer for alle bestande for at opnå en

fiskeridødelighed på niveauer, der giver maksimalt bæredygtigt udbytte, i

overensstemmelse med den fælles fiskeripolitiks mål.

I modsætning hertil er situationen i Middelhavet og Sortehavet kritisk, idet 87 % af de

vurderede bestande overfiskes, og der er en betydelig mangel på viden om fiskeritrykket

og reproduktionsevnen. Der er gjort visse fremskridt, navnlig med vedtagelsen af den

første flerårige plan nogensinde for det vestlige Middelhav, der kan føre til en reduktion

af fiskeriindsatsen på op til 40 %.

Baseret på en vurdering af ca. en tredjedel af de samlede bestande af fiske- og skaldyrarter, der udnyttes

erhvervsmæssigt i området.

kom (2020) 0259 (forslag) - RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om gennemførelsen af havstrategirammedirektivet (direktiv 2008/56/EF)

Der er behov for en yderligere hurtig indsats, og succesen vil afhænge af, om der er

adgang til havinformation af høj kvalitet, om der er vilje til at følge videnskabelig

rådgivning, og om forvaltningsforanstaltningerne anvendes i tilstrækkeligt omfang.

Mange bestande overfiskes stadig og/eller udnyttes ud over sikre biologiske grænser. Det

er klart, at det er nødvendigt at intensivere alle aktørers indsats for at sikre, at bestandene

forvaltes på en bæredygtig måde.

F/F

MSY

2005

2008

2011

2014

2003

2004

2006

2007

2009

2010

2012

2013

2015

Figur 3: Udviklingen i det gennemsnitlige fiskeritryk på de 47 vurderede bestande i Middelhavet

og Sortehavet. Den stiplede linje viser bæredygtighedsgrænsen eller det maksimale bæredygtige

udbytte. Fiskeridødeligheden i Middelhavet og Sortehavet er fortsat ekstremt høj og stort set

uændret siden 2003, hvilket tyder på, at de fleste bestande er stærkt overfiskede

Det kan også blive nødvendigt at overveje yderligere foranstaltninger for at nå målet om

bedre beskyttelse og bevarelse af naturtyper på havbunden og mindske bifangsten fra

fiskeri. F.eks. anses bifangst at være den største belastning for alle de truede arter af hajer

og rokker i Europas have, hvor 32-53 % af alle arter er truet

4.2.3. Menneskeskabt eutrofiering

46 % af de europæiske kystfarvande er ikke i god økologisk tilstand

. De berørte

områders udstrækning er imidlertid faldende i nogle lande. Østersøen er den havregion,

der har den højeste andel af kystvande, hvor næringsstofforholdene er et problem (58 %),

mens Sortehavet er den region, der har den højeste andel af kystvande, hvor

fytoplanktonforholdene er et problem (85 %). Der er også eutrofiering i den sydlige del

af Nordsøen, langs Frankrigs nordvestkyst og omkring flodudstrømninger i Middelhavet.

Store områder med iltsvind ses i Østersøen og Sortehavet som følge af eutrofiering,

naturlige forhold og virkninger af klimaændringer. Dette har en betydelig indvirkning på

bentiske habitater og fødenet. Tilførslen af næringsstoffer fra punktkilder i EU er faldet

betydeligt, selv om tilførslen fra diffuse kilder, dvs. tab fra landbrugsaktiviteter, stadig er

for stor. Der er også en lang tidsforskydning mellem den faktiske reduktion af tilførslen

af næringsstoffer og reduktionen af eutrofieringsvirkningerne.

Data fra STECF, 2019 (http://dx.doi.org/10.2760/22641).

Nieto et al., 2015 (https://www.iucn.org/ja/content/european-red-list-marine-fishes).

https://www.eea.europa.eu/data-and-maps/data/wise-wfd-3.

2016

kom (2020) 0259 (forslag) - RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om gennemførelsen af havstrategirammedirektivet (direktiv 2008/56/EF)

Selv om eutrofiering er en relativt velundersøgt proces, er harmonisering af

overvågningsmetoder (mellem lande, mellem kystområder og åbne havområder og

mellem tilgangene i havstrategirammedirektivet og vandrammedirektivet) fortsat et

problem i mange regioner.

4.2.4. Permanent ændring af de hydrografiske egenskaber

Ca. 28 % af Europas kystlinje er påvirket af permanente hydrografiske ændringer,

herunder ændringer af havvandbevægelser, salinitet og havtemperaturer, som følge af

menneskelige aktiviteter såsom opmudring, udvikling af infrastruktur, sandudvinding

eller afsaltning. Oplysningerne i havstrategirammedirektivet om tendenser og

miljøtilstand med hensyn til hydrografiske egenskaber er imidlertid for sparsomme og

spredte til at muliggøre en passende omfattende vurdering. De anvendte kriterier og

metoder er ikke harmoniserede. Direkte og indirekte ændringer i hydrografiske variabler

forårsaget af menneskelige aktiviteter samt deres indvirkning på habitater i havbund og

vandsøjle er ikke altid tilstrækkeligt forstået eller rapporteret i henhold til

havstrategirammedirektivet. Da en stor del af de menneskelige aktiviteter, der er den

direkte årsag til hydrografiske belastninger, finder sted i kystvande, er dette problem tæt

forbundet med vandrammedirektivet.

4.2.5. Forurenende stoffer

Ambitionen om nulforurening, navnlig ved at forhindre udslip af skadelige stoffer ved

kilden, er en prioritet for EU. Gennemførelsen af foranstaltninger under de forskellige

retlige instrumenter på EU-plan og på globalt plan til bekæmpelse af kemisk forurening

har ført til en reduktion af koncentrationerne og virkningerne af visse farlige stoffer i

havmiljøet såsom polychlorerede biphenyler (PCB'er), visse typer organiske klorerede

pesticider og tinbaserede antibegroningsstoffer samt en reduktion af olieudslip

. Disse

stoffer er dog meget persistente og er derfor stadig til stede i havmiljøet.

Generelt har Østersøen en relativt høj koncentration af kviksølv, bromerede

flammehæmmere og den radioaktive isotop Cs-137. I det nordøstlige Atlanterhav er der

stadig problemer i nogle områder med niveauerne af visse tungmetaller (f.eks. kviksølv,

cadmium og bly), PCB-kongenere og polycykliske aromatiske kulbrinter. I Middelhavet

er nogle kyster hotspots for blykontaminering i biota og kviksølv i sedimenter.

Sortehavet synes at have forureningsproblemer som følge af organiske forurenende

stoffer såsom pesticider, PCB'er og polycykliske aromatiske kulbrinter og visse

tungmetaller. Det er vigtigt at understrege, at der i de nuværende vurderinger er fokus på

et begrænset antal forurenende stoffer, og at mange miljøfarlige stoffer ikke overvåges og

vurderes regelmæssigt.

For så vidt angår forurenende stoffer i fisk og skaldyr bør koncentrationen af

tungmetaller, polycykliske aromatiske kulbrinter, PCB'er og dioxiner ligge under de

grænseværdier, der er fastsat i EU's fødevarelovgivning

. Visse fisk og fiskerivarer fra

Østersøområdet overskrider dog regelmæssigt grænseværdierne for dioxiner og

dioxinlignende PCB'er, hvilket har ført til et forbud mod salg af laks i området. I alle EU-

Der er yderligere bestræbelser i gang. F.eks. har EU's medlemsstater og Kommissionen for nylig

foreslået en ændring af Den Internationale Søfartsorganisations (IMO) konvention om kontrol af

skadelige antibegroningssystemer på skibe med henblik på kontrol af cybutryn, et biocid, der er meget

giftigt for alger, søgræs og koraller.

Kommissionens forordning (EF) nr. 1881/2006 af 19. december 2006 om fastsættelse af grænseværdier

for bestemte forurenende stoffer i fødevarer (EUT L 364 af 20.12.2006, s. 5).

kom (2020) 0259 (forslag) - RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om gennemførelsen af havstrategirammedirektivet (direktiv 2008/56/EF)

farvande er der kun få oplysninger til rådighed om ikkeregulerede forurenende stoffer

eller stoffer, der kan ophobes i fisk og skaldyr, som anvendes til konsum. Ikke desto

mindre viser de seneste data, at der er ophobning af kemiske restkoncentrationer af

plast

i de fleste marine arter, herunder i fiske- og skaldyrprodukter.

Overvågningen af havforureningen kan forbedres gennem i) en mere effektiv datamining

og fælles overvågningsnet (især i Middelhavet og Sortehavet) og ii) harmoniserede

metodiske tilgange på regionalt plan.

4.2.6. Havaffald

Der har været stor fokus på havaffald, der er direkte forbundet med forekomsten af affald

på landjorden og i flodmiljøet, og det har på grundlag af vurderinger foretaget i henhold

til havstrategirammedirektivet og de regionale havkonventioner ført til en hurtig

udarbejdelse af lovgivningsmæssige foranstaltninger på EU-plan til bekæmpelse af

engangsplast og fiskerirelateret affald samt en revision af direktivet om

modtagefaciliteter i havne til aflevering af affald fra skibe

. Forekomsten af affald er

blevet bekræftet i alle dele af havmiljøet (kystlinjen, vandsøjlen og havbund).

Plastgenstande er den største kilde til havaffald. F.eks. udgør engangsplast 50 % af alt

affald på europæiske strande, og fiskeredskaber, der indeholder plast, tegner sig for

yderligere 27 %. Marine arters indtagelse af plast er også udbredt i de europæiske have.

93 % af de vurderede fulmarfugle i det nordøstlige Atlanterhav havde f.eks. indtaget

plast, og 85 % af de vurderede skildpadder i Middelhavet havde indtaget affald.

Selv om der ikke er nogen regelmæssig regional overvågning, viser alle videnskabelige

undersøgelser, at der findes betydelige mængder mikroaffald i havvand. I henhold til den

nye handlingsplan for den cirkulære økonomi skal der gennemføres specifikke

foranstaltninger på EU-plan for at reducere mængden af bevidst tilsat mikroplast i

produkter, mikroaffald fra nedbrydning af makroaffald og udledning af mikroplast fra

produkter (f.eks. dæk og tekstiler) under anvendelsen og fra forproduceret plastgranulat.

Medlemsstaterne er i gang med at gennemføre regionale handlingsplaner til bekæmpelse

af havaffald og en lang række nationale foranstaltninger. Der er fokus på nye vurderinger

af mængden af affald og på at øge forståelsen af introduktionsveje, men der mangler

målrettede foranstaltninger til håndtering af væsentlige kilder. I Europa er der betydelige

huller i dataene om affald på havbunden, i overfladelaget og vandsøjlen, om mikroaffald

og virkninger på marine arter (især indfiltring). I havstrategirammedirektivet er der fokus

på at tackle det presserende behov for at koordinere overvågningsmetoder på nationalt og

regionalt plan og på EU-plan.

4.2.7. Undervandsstøj

I indsatsen på EU-plan har der først og fremmest været fokus på at identificere den

geografiske fordeling af og kilderne til undervandsstøj som et første skridt i vurderingen

af de marine økosystemers potentielle eksponering for denne belastning. Selv om der

Kemiske forurenende stoffer, navnlig tilsætningsstoffer i plast, kan udgøre en økotoksikologisk risiko

med virkninger på og overførsler til marine organismer (f.eks. Hermabessiere et al. 2017,

http://dx.doi.org/10.1016/j.chemosphere.2017.05.096).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/883 af 17. april 2019 om modtagefaciliteter i havne

til aflevering af affald fra skibe, om ændring af direktiv 2010/65/EU og om ophævelse af direktiv

2000/59/EF.

kom (2020) 0259 (forslag) - RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om gennemførelsen af havstrategirammedirektivet (direktiv 2008/56/EF)

findes støjkort over undervandsstøj, er der meget få vurderinger af tilstanden

Forskningsaktiviteter dokumenterer, at eksponering for undervandsstøj kan have flere

typer skadelige virkninger for havdyr, lige fra adfærdsændringer til død.

Skibsfart anses for at være den vigtigste kilde til vedvarende undervandsstøj.

Skibsfartsintensiteten er størst langs de vigtigste søfartsruter og i nærheden af havne.

Middelhavet er det største område med meget tæt trafik (27 % af havområdet) efterfulgt

af Østersøen (19 % af havområdet). Impulsiv undervandsstøj, der normalt stammer fra

aktiviteter såsom havforskning, offshoreenergiplatforme eller byggeri, er geografisk

afgrænset (berører sandsynligvis 8 % af EU's havområde), men sandsynligvis også store

områder i Østersøen, det centrale Middelhavsområde og Det Levantinske Hav, Nordsøen,

Det Keltiske Hav, Balearerne og Adriaterhavet. Der er oprettet to registre over kilder til

impulsstøj for henholdsvis de nordlige og sydlige EU-lande. Der er stadig store huller i

overvågningen og viden.

Da de fleste menneskelige aktiviteter, der forårsager vedvarende og impulsiv

undervandsstøj, forventes at blive forøget i fremtiden, er det sandsynligt, at belastningen

fra undervandsstøj også vil stige. For at mindske indvirkningen bør der tages højde for

undervandsstøj i en tidlig fase af planlægningen af anvendelsen af den relevante

teknologi eller industrielle aktivitet (f.eks. søfartsruter, vindmølleparker). Nogle

eksperter anbefaler udarbejdelsen af kalendere over variation i rum og tid.

Andre energiformer, f.eks. lys og varme, bør også tages i betragtning. Nogle

medlemsstater har fokus herpå i deres strategier, men der er behov for en mere strategisk

tilgang til disse belastninger.

5.1.

IGTIGSTE

UDFORDRINGER OG FORSLAG TIL FORBEDRING AF GENNEMFØRELSEN

AF HAVSTRATEGIRAMMEDIREKTIVET

Mere sammenhængende og ambitiøse beskrivelser af en "god miljøtilstand"

God miljøtilstand er det overordnede mål i havstrategirammedirektivet. Direktivet

pålægger medlemsstaterne at definere tilstanden på regionalt eller subregionalt plan, og

afgørelsen fra 2017 indeholder specifikationer herfor pr. kriterium. Blot 8 % af de første

definitioner af en god miljøtilstand rapporteret af medlemsstaterne blev evalueret som

tilstrækkelige (SWD(2020) 61). Definitionerne var ofte kvalitative, der var ikke fastsat

klare mål, og de fleste definitioner indeholdt således ikke tilstrækkelige kvantitative data

til at måle fremskridtene klart. Generelt var der også manglende sammenhæng inden for

den samme havregion eller subregion. Beskrivelserne af god miljøtilstand skal være mere

målbare, regionalt sammenhængende og ambitiøse

Den reviderede afgørelse om god miljøtilstand er, hvis den gennemføres fuldt ud, et

ambitiøst og vigtigt skridt til at beskrive en god miljøtilstand på grundlag af en fælles

tilgang (f.eks. udarbejdelse af lister over arter, vurderingsskalaer og tærskelværdier).

Et eksempel er HELCOM, 2019 (http://www.helcom.fi/Lists/Publications/BSEP167.pdf).

Se artikel 20, stk. 3, litra c), i havstrategirammedirektivet.

I overensstemmelse hermed opfordrede Regionsudvalget til et politisk temposkift i lyset af

medlemsstaternes uambitiøse og inkohærente målsætninger, der gør det vanskeligt at svare på

spørgsmålet om, hvor langt væk målet befinder sig (Regionsudvalgets 112. plenarforsamling den 3.-4.

juni 2015, udtalelse "Bedre beskyttelse af havmiljøet" vedtaget med enstemmighed).

kom (2020) 0259 (forslag) - RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om gennemførelsen af havstrategirammedirektivet (direktiv 2008/56/EF)

Nogle medlemsstater har gjort en større indsats og fastsat et højere ambitionsniveau. De

projekter, der finansieres til støtte for gennemførelsen af havstrategirammedirektivet, og

en række drøftelser i de regionale havkonventioner, viser, at der med meget få

undtagelser stadig ikke er nogen fælles regional forståelse af, hvad der udgør en god

miljøtilstand

. Selv om Kommissionen endnu ikke har afsluttet den formelle vurdering

af de nyligt indberettede oplysninger, fremgår det af den indledende analyse, at der stadig

er betydelige forskelle i de beskrivelser af en god miljøtilstand, der blev indberettet i

2018. Nogle regionale havkonventioner har dog gjort gode fremskridt med hensyn til at

fastlægge fælles indikatorer med nogle regionalt vedtagne tærskelværdier. Sigtet med

den fælles gennemførelsesstrategi er at skabe sammenhæng i gennemførelsen af

direktivet, men medlemsstaterne har fleksibilitet til at definere langsigtede målsætninger

og kortsigtede mål, der er egnet til deres kontekst og region. I henhold til afgørelsen fra

2017 skal medlemsstaterne definere visse tærskelværdier på EU-plan frem for gennem

regionale strukturer. Arbejdet med disse blev påbegyndt i den første fase af

gennemførelsen. Men selv her har bestræbelser på at definere tærskelværdier vist, at

begrebet er tvetydigt. Selv om definitionen af en god miljøtilstand skal være ambitiøs, da

den bør afspejle en fælles definition af, hvad vi ønsker at opnå for vores have, er

fastsættelsen af en frist (2020 i det nuværende direktiv) til hinder for medlemsstaternes

godkendelse af en ambitiøs definition af en god miljøtilstand.

5.2.

Sikring af foranstaltningernes effektivitet

Medlemsstaterne har gjort en betydelig indsats for at udvikle deres første

indsatsprogrammer i henhold til havstrategirammedirektivet ved at integrere forskellige

nationale, europæiske og internationale politikker og lukke de eksisterende huller med

nye omkostningseffektive foranstaltninger. De har indberettet i alt 4 653 foranstaltninger.

Samlet set var 79 % af de rapporterede foranstaltninger direkte tekniske eller

lovgivningsmæssige foranstaltninger (der sandsynligvis vil have en mere umiddelbar

indvirkning på belastninger), mens resten var mere indirekte støtteforanstaltninger. Ikke

desto mindre viser vurderingen, at det ikke er alle belastninger på havmiljøet, der tackles

ordentligt gennem de vedtagne foranstaltninger, da blot 53 % af de vurderede

programmer (pr. deskriptor og pr. medlemsstat) synes egnede til at tackle de eksisterende

belastninger (tabel 12 og fig. 8 i SWD(2020) 61).

Medlemsstaterne fandt det også vanskeligt at vurdere virkningerne af de forskellige

indførte foranstaltninger på havmiljøet. Dette skyldes til dels, at det er vanskeligt at

forudsige, hvornår og i hvilket omfang en foranstaltning får virkning i praksis, endsige de

kumulative fordele ved en række foranstaltninger. Når der er en klar årsag og virkning

mellem belastninger og foranstaltninger, er det ikke desto mindre muligt at identificere

specifikke virkninger af de relevante EU-politikker (f.eks. direktivet om rensning af

byspildevand, habitatdirektivet og fugledirektivet, direktivet om industrielle emissioner),

som også er blevet nævnt som foranstaltninger inden for rammerne af

havstrategirammedirektivet.

I betragtning af direktivets rammekarakter og det forhold, at data til vurdering af, om der er opnået en

god miljøtilstand inden fristen i 2020, først vil blive rapporteret i forbindelse med den næste

ajourføring af vurderingerne (senest i 2024), har Kommissionen endnu ikke indledt traktatbrudssager

for manglende opnåelse af målet eller manglende samarbejde om udarbejdelsen af regionale eller

subregionale definitioner af en god miljøtilstand.

kom (2020) 0259 (forslag) - RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om gennemførelsen af havstrategirammedirektivet (direktiv 2008/56/EF)

Ifølge rapporterne om fremskridtene med gennemførelsen af foranstaltningerne i henhold

til havstrategirammedirektivet

, fremlagt af 17 medlemsstater til dato, er 16 % af de nye

foranstaltninger afsluttet, mens 56 % er på rette spor. Forsinkelserne skyldes

tilsyneladende primært finansiering eller tekniske eller nationale administrative forhold.

En række åbne spørgsmål i forbindelse med den anden fase af gennemførelsen: i) at

fokusere på passende foranstaltninger til afhjælpning af de vigtigste belastninger i hver

region eller subregion, der forhindrer medlemsstaterne i at opnå en god miljøtilstand, ii)

at nå til enighed om detaljeringsgraden/aggregeringen af de foranstaltninger, der skal

rapporteres om, og fokusere på deres forventede virkninger med hensyn til at mindske

belastningerne og deres virkninger, iii) at måle foranstaltningernes effektivitet med

hensyn til at opfylde miljømål og god miljøtilstand

, navnlig gennem integreret

modellering eller forbindelse til overvågningsprogrammer, og iv) at forbedre

sammenhængen mellem og på tværs af europæiske, regionale og nationale

foranstaltninger, når det er muligt at samarbejde på tværs af medlemsstaterne for at opnå

mere med mindre.

De vigtigste belastninger fremført af medlemsstaterne i forbindelse med den fælles

gennemførelsesstrategi set ud fra et regionalt eller subregionalt perspektiv:



Østersøen: eutrofiering, skade på havbunden, utilsigtet bifangst



Nordsøen: affald, fiskeri (herunder skade på havbund), eutrofiering, kumulative

virkninger på meget mobile arter



Biscayabugten og den iberiske kyst, Makaronesien og Det Keltiske Hav:

affald, ikkehjemmehørende arter, (lokalt) fiskeri



Middelhavet: overfiskeri, ikkehjemmehørende arter, affald, kumulative

virkninger på meget mobile arter



Andre lokalt relevante belastninger som f.eks. eutrofiering i Adriaterhavet og

impulsstøj i det vestlige Middelhav



Sortehavet: forurenende stoffer, undervandsstøj, skade på havbunden,

overfiskeri



Klimaændringerne er et problem for alle regioner.

5.2.1. Relevansen af geografiske beskyttelsesforanstaltninger

Af de ca. 4 700 foranstaltninger, der blev rapporteret af medlemsstaterne i henhold til

havstrategirammedirektivet, var 246 geografiske beskyttelsesforanstaltninger. Disse

foranstaltninger har fordoblet de områder, der er udpeget som beskyttede havområder i

Europa siden 2012, som nu dækker over 10 % af Europas farvande i overensstemmelse

Der mangler stadig rapporter i henhold til artikel 18 i havstrategirammedirektivet for Bulgarien, Cypern,

Grækenland, Italien, Malta og Portugal (ultimo oktober 2019).

Nogle medlemmer af Europa-Parlamentet beklagede, at Kommissionen ikke har mere kontrol over,

hvordan overvågningen skal finde sted (møde den 24. april 2017 i Europa-Parlamentets Udvalg om

Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, punkt 5 på dagsordenen). Siden 2014 er der fulgt op på

anbefalingerne, og der er gjort en yderligere indsats for at styrke det regionale samarbejde.

kom (2020) 0259 (forslag) - RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om gennemførelsen af havstrategirammedirektivet (direktiv 2008/56/EF)

med globale forpligtelser. På trods af dette er disse foranstaltninger ulige fordelt på tværs

af regioner og dybdezoner (se SWD(2020) 61). Havstrategirammedirektivet opfordrer til

skabelsen af et sammenhængende og repræsentativt net af beskyttede områder for at

standse tabet af biodiversitet og øge havmiljøets modstandsdygtighed, navnlig i forhold

til klimaændringer. Effektivt beskyttede havområder (dvs. områder, der beskyttes og

forvaltes effektivt) kan rent faktisk forhindre tab og nedbrydning af arter og levesteder,

skabe afsmittende virkninger, der øger biomassen af arter, som udnyttes

erhvervsmæssigt, binde organisk og uorganisk kulstof, der bidrager til afbødning af

klimaændringer, øge kystbeskyttelsen som et vigtigt tilpasningsværktøj, øge

økosystemernes modstandsdygtighed over for invasive arter eller global opvarmning,

opsamle eller opløse forurenende stoffer såsom overskydende næringsstoffer, fremme

bæredygtig turisme og rekreative aktiviteter og være uundværlige kilder til forskning og

teknisk innovation.

Mange af de europæiske beskyttede havområder forvaltes dog stadig ikke ordentligt og

kan ikke vurderes med hensyn til sammenhæng og effektivitet på grund af manglen på

passende instrumenter og datastrømme. I EU-sammenhæng

er de vigtigste udfordringer

i forbindelse med omdannelsen af net af beskyttede havområder til effektive

bevarelsesinstrumenter primært: i) at etablere net af beskyttede lokaliteter, der er

økologisk signifikante på subregionalt og regionalt plan, hvilket i nogle regioner

indebærer en udvidelse af områderne og en udvidelse af de beskyttede lokaliteters

minimumsstørrelse, ii) at øge andelen af strengt beskyttede områder eller fiskerifri zoner

og styrke håndhævelses- og kontrolaktiviteterne for at forhindre "paper parks" (områder,

der kun er beskyttet på papir) og iii) at gennemføre effektive forvaltningsplaner med

skræddersyede foranstaltninger og tilstrækkelige ressourcer i hvert beskyttet område.

Den nye biodiversitetsstrategi frem til 2030

med forslag om at beskytte og genoprette

de marine økosystemer er et stort gennembrud i denne retning.

5.3.

Strømlining af gennemførelsen

5.3.1. Kompleksitet

Det

brede

ambitionsniveau

den

helhedsorienterede

tilgang

havstrategirammedirektivet betyder naturligvis, at der er behov for en omfattende viden,

vurdering og rapportering, og både medlemsstaterne og Kommissionens tjenestegrene er

fast besluttet på at opfylde disse behov. Den første gennemførelsesfase var særlig

krævende for alle de aktører, der var involveret i den fælles gennemførelsesstrategi, da

hver fase blev drøftet, defineret, rapporteret og evalueret for første gang. De fleste

aktører angiver, at de største udfordringer er en korrekt gennemførelse af direktivet,

manglende ressourcer (primært menneskelige ressourcer og tid), den langsomme

genopretning af marine økosystemer og manglende politisk vilje. De gentagne

forsinkelser i medlemsstaternes rapportering og dertil knyttede traktatbrudssager

Udpegning og forvaltning af beskyttede havområder i EU er påkrævet i henhold til fugledirektivet,

habitatdirektivet og havstrategirammedirektivet og understøttes af målene i EU's biodiversitetsstrategi.

Andre politikker, f.eks. direktivet om maritim fysisk planlægning og den fælles fiskeripolitik, bidrager

til en sammenhængende forvaltning.

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale

Udvalg og Regionsudvalget, EU's biodiversitetsstrategi for 2030: atter mere natur i vores liv

(COM(2020) 380 final).

Siden 2012 er der blevet indledt 52 Pilot-sager og traktatbrudsprocedurer i alt mod medlemsstaterne for

forsinkelser i rapporteringen.

kom (2020) 0259 (forslag) - RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om gennemførelsen af havstrategirammedirektivet (direktiv 2008/56/EF)

henhold til direktivet viser, hvor vanskeligt det har været for medlemsstaterne at opfylde

kravene. Selv om denne proces forventes at blive forbedret i de næste faser, da

rapporteringen bør være meget lettere og klarere nu, er der stadig en række specifikke

spørgsmål, der kan tages fat på for at strømline gennemførelsesprocessen.

Den første fase har vist, at de ressourcer, der er afsat til gennemførelse af

havstrategirammedirektivet, ikke synes at modsvare behovet for at gennemføre direktivet

i tilstrækkelig grad, selv om en stor del af gennemførelsen understøttes af andre

politikker. Idéer til at øge disse ressourcer er at inddrage visse industrisektorer i

overvågningen af deres virkninger, at forbinde den maritime fysiske planlægningsproces

for at sikre den rette balance mellem den blå økonomi og bæredygtighed og i højere grad

udnytte observationssystemerne koordineret gennem forskningsprogrammer (f.eks.

Horisont 2020) og programmer udviklet på EU-plan (f.eks. Copernicus), og at opfordre

medlemsstaterne til fuldt ud at udnytte Den Europæiske Hav- og Fiskerifond

til at

finansiere udviklingen og gennemførelsen af nationale havstrategier.

Havstrategirammedirektivet er uden tvivl en kompleks ramme, der snart vil blive

revideret (første gang i år) i forbindelse med en lovgivningsmæssig evaluering. Den

første gennemførelsesfase forudsatte, at alle involverede aktører kunne forstå

sammenhængen mellem de forskellige elementer i strategierne. Dette var ikke altid helt

klart. Medlemsstaterne undlod f.eks. ofte at sondre mellem mål og beskrivelser af en god

miljøtilstand. De forbandt ikke deres mål med deres foranstaltninger for at få målbare

indikatorer for fremskridtene i retning af opnåelse af en god miljøtilstand.

Overvågningsprogrammerne var heller ikke altid forbundet med målene, og da de blev

indført før foranstaltningerne, var forbindelsen mellem programmerne og

foranstaltningerne heller ikke optimal. Fremskridt med fastlæggelsen af tærskelværdier

for beskrivelse af en god miljøtilstand har hidtil været langsomme, og der synes at være

en modvilje mod at fastsætte ambitiøse niveauer, da dette vil forhindre medlemsstaterne i

at opnå en god miljøtilstand inden for den frist, der er fastsat i direktivet. I SWD(2020)

62 behandler Kommissionen disse tværgående spørgsmål.

5.3.2. Frister

Direktivet skaber usikkerhed om rapporteringsfristerne, da der er fastsat faste frister for

forelæggelse af de forskellige dele af de nationale havstrategier

, men variable frister for

høring, offentliggørelse eller vurdering af fremskridt med gennemførelsen

. Dette er

blevet løst ved at nå til enighed med medlemsstaterne om at anvende faste frister i

forbindelse med gennemførelsen af den fælles gennemførelsesstrategi. Desuden er fristen

for at opnå en god miljøtilstand senest i 2020 i henhold til artikel 1 ikke specifikt tilpasset

rapporteringscyklusserne, da vurderingen af fremskridt hen imod dette mål, baseret på

overvågningsdata frem til og fra 2020, først vil blive indberettet i 2024. På samme måde

var det på grund af datoen for offentliggørelse af denne gennemførelsesrapport som

fastsat i direktivet ikke realistisk muligt at bekræfte alle de oplysninger, der blev

indberettet i 2018 om vurdering af havmiljøet, definitioner af en god miljøtilstand og

Den Europæiske Hav- og Fiskerifond støtter gennemførelsen af den fælles fiskeripolitik og den

integrerede havpolitik, herunder dens miljøsøjle, havstrategirammedirektivet. Fonden fremmer

bæredygtige og ressourceeffektive fiskeri- og akvakulturaktiviteter ved bl.a. at støtte bedre integrerede

bevarelsesforanstaltninger, bedre kontrol og håndhævelse, forbedret dataindsamling og øget viden om

havene.

I henhold til artikel 5, stk. 2, og artikel 17, stk. 2, i havstrategirammedirektivet.

Gennem bestemmelserne i artikel 17, stk. 3, artikel 18 og artikel 19, stk. 3, i havstrategirammedirektivet.

kom (2020) 0259 (forslag) - RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om gennemførelsen af havstrategirammedirektivet (direktiv 2008/56/EF)

miljømål, eller om de fremskridt, der er gjort med gennemførelsen af

indsatsprogrammerne. Der er også behov for at tage højde for potentielle forsinkelser, da

gennemførelsen af specifikke foranstaltninger ikke altid kan føre til genopretning af

havmiljøet med det samme.

Selv om EU allerede har synkroniseret den seksårige cyklus for forvaltning og

rapportering i vand- og havpolitikken, kan en yderligere synkronisering med

naturrapporteringscyklussen

–

hovedsagelig en fristforlængelse på et år

–

være en fordel

og gøre vurderingerne mere effektive.

5.3.3. Rapportering

Rapporteringen er en meget krævende øvelse på grund af direktivets brede

anvendelsesområde og rapporteringshyppigheden (tre hovedrapporter over seks år). De

kompetente myndigheder og Kommissionen er pressede på grund af en række

forpligtelser til at rapportere og evaluere, og der er ikke tilstrækkelig tid eller

tilstrækkelige ressourcer til at reflektere tilstrækkeligt over de enkelte faser og strategiske

drøftelser, inden næste fase skal indledes. Et betydeligt antal medlemsstater, der

rapporterer for sent, forsinker også processen (se fodnote 8 og SWD(2020) 60) med en

afsmittende effekt på Kommissionens gennemførelse af vurderingerne. Dette betyder, at

feedbacken til medlemsstaterne er forsinket, og at den ofte kommer for sent til at blive

taget i betragtning i de efterfølgende rapporter.

Medlemsstaterne anvender i vidt omfang tekstbaserede rapporter med henblik på deres

nationale processer og offentlige høringer. Elektronisk rapportering er imidlertid

afgørende i dag for at kunne indsamle sammenlignelige og rettidige oplysninger i hele

EU. Rammen er baseret på oplysninger fra nationale vurderinger, men nye

overvågningsteknologier kan give et mere nøjagtigt billede af havenes faktiske tilstand

og fremskridtene hen imod opnåelse

af en

god miljøtilstand.

havstrategirammedirektivets første cyklus var tekstbaserede og elektroniske rapporter

desuden ikke altid ækvivalente. Nogle medlemsstater kan bruge rapporterne fra de

regionale havkonventioner, men formatet er ikke fuldt ud tilpasset behovet for e-

rapportering.

Kommissionen og Det Europæiske Miljøagentur arbejder på at forbedre og digitalisere

rapporteringsværktøjerne, således at der kan ske en gnidningsløs overførsel af

oplysninger fra de regionale havkonventioner, andre EU-politikker eller tidligere

rapporterede oplysninger til rapportering i henhold til havstrategirammedirektivet.

Uoverensstemmelser mellem, hvad der rapporteres elektronisk, og statiske tekstbaserede

rapporter, som nogle medlemsstater synes at foretrække, bør fjernes, da de hæmmer

processen generelt. Havstrategirammedirektivet bevæger sig i retning af en effektiv

offentliggørelse af oplysninger på WISE Marine-webportalen

med offentliggørelse af

centrale dashboards og nationalt rapporterede data.

5.4.

Større politisk integration

Som allerede nævnt i afsnittet om effektivitet er alle aktiviteter, der påvirker de marine

økosystemer (f.eks. fiskeri, skibsfart, offshore olie- og gasudvinding og vedvarende

energi), omfattet af havstrategirammedirektivet, men de reguleres ikke specifikt. Det er

ikke overraskende, at omkring 75 % af foranstaltningerne i havstrategirammedirektivet er

https://water.europa.eu/marine

kom (2020) 0259 (forslag) - RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om gennemførelsen af havstrategirammedirektivet (direktiv 2008/56/EF)

hentet fra andre lovgivningsmæssige rammer. En strømlining og koordinering med andre

sektorpolitikker er derfor afgørende for at nå målene i havstrategirammedirektivet, både

på nationalt plan og på EU-plan. Selv om strategien for blå vækst

er baseret på det

samme centrale princip om bæredygtighed som havstrategirammedirektivet, kan

strategien potentielt, hvis den ikke gennemføres på en bæredygtig måde, være delvist i

strid med foranstaltningerne i havstrategirammedirektivet til opnåelse af en god

miljøtilstand, navnlig i lyset af den potentielle udvidelse af maritime aktiviteter såsom

offshoreenergi og akvakultur. For at sikre, at udvidelsen af traditionelle eller udbredelsen

af nye økonomiske aktiviteter ikke belaster havmiljøet yderligere, er EU og

medlemsstaterne nødt til at skabe en videnskabsbaseret mere solid sammenhæng mellem

havstrategirammedirektivet og de politikker, der regulerer marine aktiviteter, såsom

direktivet om maritim fysisk planlægning, den fælles fiskeripolitik, energirelaterede

initiativer

, søfartspolitikken eller andre aktiviteter (f.eks. akvakultur, afsaltning,

affaldshåndtering). Disse aktiviteter spiller en vigtig rolle i omdannelsen af vores

samfund og økonomi til et bæredygtigt system og et kulstoffrit kontinent, der er fastsat

som mål i den europæiske grønne pagt

. Der skal opsættes havvindmølleparker for at

sætte en stopper for afhængigheden af fossile brændstoffer. Bæredygtig akvakultur sikrer

fødevaresikkerhed og bæredygtig kost, samtidig med at større belastninger fra

arealanvendelse undgås. Den fremtidige strategi for offshorevindenergi og de reviderede

strategiske retningslinjer for en bæredygtig europæisk akvakultur, som begge skal

vedtages i 2020, vil bidrage hertil og bør omfatte alle relevante miljøhensyn. Sådanne

udvidelser må ikke ske på bekostning af de marine økosystemers modstandsdygtighed,

hvilket ville have en afsmittende virkning på den generelle globale modstandsdygtighed

over for klimaændringer.

Medlemmerne af de forskellige grupper under den fælles gennemførelsesstrategi for

havstrategirammedirektivet mener, at der er behov for at arbejde mere på tværs af

grupper og sektorer med tværgående spørgsmål såsom sammenhængen mellem

aktiviteter, belastninger og tilstand og klimaændringer for at opnå en god miljøtilstand.

I afgørelsen fra 2017 præciseres det, hvordan de marine vurderinger bør knyttes sammen

med standarder og processer i henhold til anden EU-lovgivning. Alle medlemsstaterne

har knyttet de fleste af deres overvågningsprogrammer og indsatsprogrammer til anden

lovgivning, navnlig miljølovgivning (vandrammedirektivet, habitatdirektivet og

fugledirektivet). Kommissionens vurderinger og videnskabelige analyser viser imidlertid,

at politikkerne endnu ikke integreres på operationelt plan (f.eks. integrering af data,

planlægning af overvågning, beskrivelse af vurderinger), og at der er behov for en større

indsats for at udnytte synergierne, tilpasse processerne og i sidste ende spare ressourcer. I

afsnit 3 i denne rapport peges på mulige emner, der kunne kædes bedre sammen eller

koordineres med EU-politikker.

Et særlig vigtigt eksempel er sammenhængen mellem havstrategirammedirektivet og

klimapolitikken. Oceanerne er en vigtig del af klimasystemet, som lagrer antropogent

og en meget større varmemængde end atmosfæren, og de fungerer som store

Meddelelse fra Kommissionen: Innovation i den blå økonomi: indfrielse af havenes potentiale for vækst

og beskæftigelse (COM(2014) 254/2.

Herunder direktiv 2013/30/EU om sikkerheden i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter,

direktiv 2009/28/EF om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder, forordning (EU)

2015/757 om overvågning, rapportering og verifikation af CO

-emissioner fra søtransport.

I meddelelsen om den grønne aftale foreslog Kommissionen f.eks. at udvide den europæiske

emissionshandel til søfartssektoren.

kom (2020) 0259 (forslag) - RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om gennemførelsen af havstrategirammedirektivet (direktiv 2008/56/EF)

kulstofdræn og omfordeler varme over hele kloden. Derfor kan havene have dramatiske

indvirkninger på det globale klima og omvendt. Følgende anføres i den nyligt

offentliggjorte rapport fra Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPCC)

–

"Special Report on the Ocean and Cryosphere in a Changing Climate"

: i) siden 1993 er

stigningstaksten i opvarmningen af havene mere end fordoblet og påvirker allerede hele

vandsøjlen, ii) havene har optaget 20-30 % af de samlede emissioner af antropogent CO

siden 1980'erne, hvilket har medført yderligere forsuring af havene, iii) havet taber ilt, og

antallet af områder med iltsvind er blevet større, og iv) siden 1982 er marine hedebølger

blevet dobbelt så hyppige, og de er blevet længere og mere intense. Disse oceanografiske

ændringer kan have dramatiske konsekvenser for havets biodiversitet og økosystemernes

modstandsdygtighed. Alle de vurderede marine økosystemer i IPCC-rapporten er mere

udsatte for at blive påvirket af klimaændringer.

På trods af dens relevans er forbindelsen mellem havstrategirammedirektivet og

klimaændringer, både i forhold til overvågning og politisk udvikling, ikke indlysende.

Medlemsstaterne har fremhævet virkningerne af klimaændringer og forsuringen af

havene som vigtige grænseoverskridende problemer, der afhjælpes direkte eller indirekte

gennem overvågningsprogrammer i henhold til havstrategirammedirektivet. Vigtige

aspekter såsom overvågning af forsuringen i europæiske have og virkningerne af marine

hedebølger er endnu ikke fuldt ud anerkendt.

5.5.

Styrkelse af regionalt samarbejde

Det regionale samarbejde er blevet forbedret siden vedtagelsen af

havstrategirammedirektivet, men der er behov for mere samarbejde for at opnå fuld

regional sammenhæng i havstrategierne (se SWD(2020) 60). For så vidt angår de tre

hovedfaser i gennemførelsen af direktivet: a) Kommissionen har anbefalet, at

medlemsstaterne anvender flere standarder i henhold til EU-lovgivningen eller fælles

regionale indikatorer ved vurderingen af deres havområders tilstand, b) den regionale

sammenhæng i EU's overvågningsprogrammer blev anset for at være moderat til udbredt

med undtagelse af Middelhavet, hvor den var lavere, og c) den overordnede

sammenhæng i indsatsprogrammerne var moderat i alle regioner og udbredt i Sortehavet.

Som følge heraf bør indsatsen for at mindske de største belastninger, der berører de

enkelte regioner og subregioner, koordineres bedre.

En foreløbig analyse af de oplysninger, der blev rapporteret i 2018, viser, at der i anden

fase stadig er store forskelle mellem tilgrænsende medlemsstater med hensyn til de

elementer, der anvendes til at vurdere de marine økosystemers tilstand. Medlemsstaterne

kunne i højere grad anvende de regionale havkonventioners resultater, hvis de er

forenelige med kravene i havstrategirammedirektivet. Disse konventioner integrerer

tilgrænsende tredjelandes tiltag og bidrager navnlig til kapacitetsopbygning. Hvis de

regionale havkonventioner ikke er forenelige med kravene i havstrategirammedirektivet,

bør medlemsstaterne udvikle deres egne strategier for grænseoverskridende og regional

koordinering i overensstemmelse med direktivet. Det endelige mål er, at EU gør

fremskridt i retning af en mere effektiv, harmoniseret og omkostningseffektiv beskyttelse

af havmiljøet. De regionale tærskelværdier bør fastsættes i overensstemmelse med

Kommissionens afgørelse fra 2017.

IPCC, 2019 (https://www.ipcc.ch/srocc/home/)

kom (2020) 0259 (forslag) - RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om gennemførelsen af havstrategirammedirektivet (direktiv 2008/56/EF)

5.6.

Sikring af datatilgængelighed og -sammenlignelighed

I den indledende vurdering i henhold til havstrategirammedirektivet fra 2012 blev

tilstanden for 80 % af arterne og levestederne samt for 40 % af de kommercielle

fiskebestande kategoriseret som "ukendt"

. Manglen på data skyldes i nogle tilfælde en

reel mangel på viden (f.eks. kunne kun én medlemsstat indberette data og definere et

referenceniveau for undervandsstøj i 2012), men i andre tilfælde kunne situationen

forbedres ved at bruge eksisterende oplysninger (f.eks. til at måle eutrofieringen

–

under

40 % af medlemsstaterne brugte de tærskelværdier for klorofyl a-koncentrationer, der er

defineret i interkalibreringen i vandrammedirektivet)

. I de senere år har direkte input fra

forskningsprojekter med fokus på havstrategirammedirektivet og politiske behov været

meget nyttige (f.eks. INDICIT

i forbindelse med udvikling af fælles databaser og

overvågningsprotokoller for skildpadders indtagelse af affald og MISTIC SEAS II

forbindelse med tilpasning af vurderingen af havets biodiversitet i Makaronesien). Nogle

eksperter

opfordrer til anvendelse af innovative og omkostningseffektive

overvågningssystemer, der muliggør en bred rumlig og tidsmæssig dækning af de

regionale have.

En anden udfordring er at indhente oplysninger, der kan sammenlignes på tværs af

medlemsstaterne. For at lette dette forsøger de ekspertgrupper og netværk, der arbejder

under den fælles gennemførelsesstrategi, at indføre solide metoder såsom en fælles liste

over elementer (f.eks. forurenende stoffer, næringsstoffer, arter) eller tærskelværdier for

beskrivelse og vurdering af en god miljøtilstand. Disse metodiske aspekter er afgørende

for at sikre, at resultaterne af vurderingerne er sammenlignelige på tværs af

medlemsstaterne. Udviklingen af elektroniske rapporteringsværktøjer har forbedret

sammenligneligheden på tværs af grænserne, men deres udformning og variabiliteten af

de rapporterede oplysninger kan stadig forbedres (medlemsstaterne fortolker f.eks. ikke

altid en bestemt foranstaltning i henhold til havstrategirammedirektivet på samme måde,

antallet af rapporterede foranstaltninger varierer fra 17 i Letland til 417 i Spanien). Indtil

dato er de rapporterede oplysninger på EU-plan i henhold til havstrategirammedirektivet

stadig så fragmentariske, at gennemgangen af havmiljøets tilstand i SWD(2020) 61 ikke

udelukkende kan baseres på rapporteringen i henhold til havstrategirammedirektivet.

Afgørelsen fra 2017 bør, hvis den gennemføres fuldt ud, afhjælpe dette. Gennemførelsen

af afgørelsen som led i den fælles gennemførelsesstrategi vil derfor fortsat være det

primære mål for Kommissionen for at sikre fælles og sammenlignelige data og tilgange

på tværs af medlemsstaterne.

E VIGTIGSTE KONKLUSIONER

I denne rapport gøres der status over de vigtigste resultater og store udfordringer i

havstrategirammedirektivets første gennemførelsesfase. Alle konklusionerne i rapporten

https://water.europa.eu/marine/topics/state-of-marine-ecosystem

Palialexis et al., 2014 (https://doi.org/10.2788/64014).

https://indicit-europa.eu/

http://mistic-seas.madeira.gov.pt/en/content/mistic-seas-2.

F.eks. Borja et al., 2016 (https://doi.org/10.3389/fmars.2016.00020), Danovaro et al., 2016

(https://doi.org/10.3389/fmars.2016.00213)

eller

Lynam

al.,

2016

(https://doi.org/10.3389/fmars.2016.00182).

kom (2020) 0259 (forslag) - RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om gennemførelsen af havstrategirammedirektivet (direktiv 2008/56/EF)

vil være genstand for en bred høringsproces som led i den kommende evaluering af

havstrategirammedirektivet.

Med havstrategirammedirektivet har EU indført en helhedsorienteret og omfattende

havpolitik, der omsætter en økosystembaseret tilgang til forvaltning af menneskelige

aktiviteter i Europas have i praksis. Hvad der er nok så vigtigt er, at det også bidrager til

opfyldelsen af centrale internationale forpligtelser. Havstrategirammedirektivet har sikret

strukturen for udvikling af de nødvendige havstrategier til at opnå en god miljøtilstand i

EU's havområder. Tilstanden for de forskellige økosystemkomponenter og

tilstedeværelsen (og, hvor det er muligt, virkningerne) af de vigtigste belastninger

overvåges, og der træffes relevante foranstaltninger for at nå de vigtigste mål og

miljømål. Medlemsstaterne er begyndt at samarbejde på tværs af departementer og

udveksle oplysninger på tværs af sektorer, og den regionale koordinering er blevet

udvidet i de senere år med støtte fra regionale havkonventioner.

Selv om den fremdrift, som direktivet har sikret, ikke bør undervurderes, skal

medlemsstaternes havstrategier imidlertid finjusteres i forhold til resultaterne af

forvaltningsforanstaltningerne for at opnå størst mulige fordele, og det bør anerkendes, at

den retlige tidsramme for opnåelse af en god miljøtilstand i visse tilfælde ikke er

tilstrækkelig.

Det er desuden tvivlsomt, om såvel de trufne foranstaltninger som den foreliggende

viden er tilstrækkelig. Det er også rigtigt, at havstrategirammedirektivet ikke har til

formål at regulere specifikke aktiviteter og behov, og at det i nogle tilfælde skal

suppleres af mere specifik lovgivning, hvis der er huller i de nuværende nationale,

regionale eller EU-retlige rammer. Derfor har fremskridtene med hensyn til at opnå en

god miljøtilstand ikke været tilstrækkelig hurtige til at dække alle deskriptorerne i

havstrategirammedirektivet i alle EU-farvande senest i 2020. Dette kan hænge sammen

med en række faktorer, f.eks. kompleksiteten af analysen og forvaltningen af havmiljøet

og rapporteringen herom, den manglende politiske vilje til at finansiere og håndhæve de

nødvendige foranstaltninger eller den manglende inddragelse af andre økonomiske og

private sektorer (bortset fra offentlige miljømyndigheder). På dette grundlag og uden at

foregribe en eventuel revision af direktivet i overensstemmelse med processerne for

bedre regulering

100

for at styrke gennemførelsen og resultaterne af

havstrategirammedirektivet har de hidtidige erfaringer med den fælles

gennemførelsesstrategi gjort det muligt at foretage en indledende kortlægning af kritiske

områder, der kan forbedres, og hvor der er behov for følgende tiltag:

(1)

Styrkelse af ambitionsniveauet og viljen. Medlemsstaterne og Kommissionen bør

træffe de nødvendige foranstaltninger til at fremme de forskellige faser i

gennemførelsen af havstrategirammedirektivet for at opnå en god miljøtilstand og

en bæredygtig udnyttelse af Europas have. Der bør også sikres politisk kohærens

på EU-plan, f.eks. ved fastlæggelsen af de operationelle mål for centrale fælles

EU-politikker (f.eks. den fælles fiskeripolitik og den fælles landbrugspolitik) og

ved revisionen eller ajourføringen af visse centrale EU-instrumenter. Den

langsomme gennemførelse af afgørelsen fra 2017 rejser desuden tvivl om,

hvorvidt beskrivelserne af en god miljøtilstand er sammenhængende. Yderligere

udfordringer skyldes de fremherskende naturlige forhold, klimaændringer og

100

Nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet: Styrkelse af deres rolle i EU's politiske

beslutningsproces (COM(2018) 703 final).

kom (2020) 0259 (forslag) - RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om gennemførelsen af havstrategirammedirektivet (direktiv 2008/56/EF)

tidsforskydningen mellem gennemførelsen

genopretningen af havmiljøet.

(2)

visse

foranstaltninger

Sikring af tilstrækkelige menneskelige og materielle ressourcer til at beskytte

havmiljøet og anvende den helhedsorienterede økosystembaserede tilgang i

havstrategirammedirektivet. Indførelse af effektive foranstaltninger, der som

minimum afbøder de største belastninger pr. havregion eller subregion på en

koordineret måde, kunne være det mest effektive redskab til at forbedre

miljøtilstanden. Det betyder ikke, at der ses bort fra visse virkninger for de marine

økosystemer, men det bør sikre, at de indførte foranstaltninger er tilstrækkelig

effektive til at forebygge de væsentligste årsager til forringelse og, hvor det er

muligt, til at genoprette marine økosystemer, som er blevet negativt påvirket.

Effektive foranstaltninger kræver integration med sektorer som fiskeri, energi,

transport, landbrug og klima. Den utilstrækkelige kvantificering af de

rapporterede foranstaltninger og usikkerheden omkring, i hvilket omfang de vil

bidrage til opnåelsen af en god miljøtilstand, gør det uklart, om de

foranstaltninger, der er vedtaget i henhold til eksisterende EU-politikker, som

helhed er tilstrækkelige til at sikre de krævede reduktioner af de belastninger og

påvirkninger, som havmiljøet udsættes for.

Strømlining og forenkling af gennemførelsen af havstrategirammedirektivet.

Tidsfrister og rapporteringsprocesser kan forenkles, men det kræver mere

datatilgængelighed og harmonisering. Strømlining vil kræve mere regional

koordinering, tilpasning af begreber og tilgange (f.eks. inden for rammerne af den

fælles gennemførelsesstrategi) og koordinering på tværs af politikker på nationalt,

regionalt og EU-plan. På grundlag af erfaringerne med den første

gennemførelsesfase og inden for de parametre, der er fastsat i direktivet, kunne en

lempelse af rapporteringskravene frigøre ressourcer, der giver medlemsstaterne

og Kommissionen mulighed for at fokusere på indholdet af vurderingerne og

gennemførelsen af foranstaltninger.

(3)

Da den anden fase af gennemførelsen af havstrategirammedirektivet nu er i fuld gang, vil

Kommissionen overveje disse konklusioner som led i forberedelserne til revisionen af

direktivet i overensstemmelse med retningslinjerne for bedre regulering. Dette vil

bidrage direkte til gennemførelsen af den europæiske grønne pagt og mere specifikt til

biodiversitetsstrategien frem til 2030 og ambitionen om nulforurening.