kom (2020) 0731 (forslag) - RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG REGIONSUDVALGET I HENHOLD TIL ARTIKEL 25 I TEUF om fremskridt hen imod et effektivt unionsborgerskab 2016-2020

Europaudvalget 2020
KOM (2020) 0731
Offentligt

EUROPA-

KOMMISSIONEN

Bruxelles, den 15.12.2020

COM(2020) 731 final

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET, DET

EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG REGIONSUDVALGET

I HENHOLD TIL ARTIKEL 25 I TEUF

om fremskridt hen imod et effektivt unionsborgerskab 2016-2020

kom (2020) 0731 (forslag) - RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG REGIONSUDVALGET I HENHOLD TIL ARTIKEL 25 I TEUF om fremskridt hen imod et effektivt unionsborgerskab 2016-2020

1. INDLEDNING

I henhold til artikel 25 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) skal

Kommissionen hvert tredje år aflægge rapport til Europa-Parlamentet, Rådet og Det

Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om gennemførelsen af bestemmelserne (i anden

del af traktaten) om forbud mod forskelsbehandling og unionsborgerskab

. Denne niende

rapport, der fremlægges i henhold til artikel 25 i TEUF, dækker perioden fra den 1. juli 2016

til den 30. juni 2020.

I denne rapport gennemgås bestemmelserne i del II i TEUF vedrørende: i) unionsborgerskab,

ii) ikke-forskelsbehandling, iii) fri bevægelighed og ophold på medlemsstaternes område, iv)

retten til at stemme og stille op til kommunalvalg og valg til Europa-Parlamentet i

bopælslandet, v) retten til konsulær beskyttelse, vi) retten til at indgive andragender til

Europa-Parlamentet og vii) retten til at klage til Ombudsmanden. Denne rapport ledsager

rapporten om unionsborgerskab, "Empowering citizens and protecting their rights in

challenging times".

2. FORBUD MOD FORSKELSBEHANDLING PÅ GRUNDLAG AF

NATIONALITET (ARTIKEL 18 I TEUF)

I henhold til artikel 18 i TEUF

er forskelsbehandling på grundlag af nationalitet inden for

traktaternes anvendelsesområde forbudt

I den periode, der er omfattet af denne rapport, afsagde Den Europæiske Unions Domstol

(Domstolen) fire vigtige domme om forbud mod forskelsbehandling af unionsborgere på

grundlag af nationalitet på områderne udlevering og sport.

2.1. Forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet og udlevering af

mobile unionsborgere

Domstolens tre domme om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet og

udlevering af unionsborgere, der har bopæl i en anden medlemsstat end den, hvor de er

statsborgere, til et tredjeland var

Petruhin-dommen

Pisciotti-dommen

Raugevicius-

dommen

. Alle disse sager vedrørte spørgsmålet om samspillet mellem de nationale regler,

der forbyder udlevering af værtsmedlemsstatens egne statsborgere, og EU-princippet om

forbud mod forskelsbehandling af unionsborgere på grundlag af nationalitet (artikel 18 i

TEUF).

Både Petruhin-dommen og Pisciotti-dommen omhandlede udlevering af mobile

unionsborgere med henblik på strafforfølgning, mens Raugevicius-dommen omhandlede

De årlige rapporter om anvendelsen af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder

indeholder ajourføringer om fremskridtene med hensyn til retten til unionsborgerskab.

Se også artikel 21, stk. 2, i chartret om grundlæggende rettigheder.

Denne bestemmelse gælder med forbehold af særlige bestemmelser i traktaterne.

Sag C-182/15,

Aleksei Petruhhin mod Latvijas Republikas Generālprokuratūra.

Sag C-191/16, Romano Pisciotti mod Bundesrepublik Deutschland.

Sag C-247/17, Denis Raugevicius.

udlevering af mobile unionsborgere med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf idømt af

en ret i et ikke-EU-land.

Domstolens vigtigste konklusioner i disse sager kan sammenfattes som følger: For det første

fastslog Domstolen, at når der ikke foreligger nogen international overenskomst mellem

Unionen og et tredjeland, henhører reglerne på udleveringsområdet under medlemsstaternes

kompetence, men ikke desto mindre skal de nationale regler om udlevering overholde EU-

retten i situationer, der er omfattet af denne

. Dette er ifølge Domstolen tilfældet, når en

unionsborger har gjort brug af sin ret til fri bevægelighed (i henhold til artikel 21 i TEUF), og

de nationale udleveringsregler kan føre til forskelsbehandling af unionsborgere på grundlag

af nationalitet (i henhold til artikel 18 i TEUF)

For det andet undersøgte Domstolen, om (inter)nationale regler i medlemsstater, der

kun

udelukker ikke-udlevering af deres egne statsborgere, ville være uforenelige med princippet

om forbud mod forskelsbehandling i artikel 18 i TEUF. Domstolen bemærker, at sådanne

udleveringsregler indfører en forskelsbehandling i forhold til unionsborgerens nationalitet og

dermed til en restriktion for den frie bevægelighed

. I overensstemmelse med Domstolens

praksis er en sådan restriktion "kun berettiget, såfremt den er begrundet i objektive hensyn og

står i rimeligt forhold til det formål, der lovligt forfølges med den nationale lovgivning"

Selv om Domstolen anerkender, at "det internationale strafferetlige samarbejde" og at

forhindre risikoen for straffrihed er legitime formål

, skal disse nationale bestemmelser også

opfylde proportionalitetskravet.

I denne henseende fastslog Domstolen i Petruhhin-dommen, at alternative foranstaltninger,

der er mindre indgribende i udøvelsen af de grundlæggende friheder, skal vurderes af den

medlemsstat, der overvejer at imødekomme en anmodning om udlevering

. På grundlag af

EU's princip om loyalt samarbejde (artikel 4, stk. 3, i TEU) og den afledte EU-ret på området

for strafferetligt samarbejde (nærmere bestemt den europæiske arrestordre) konkluderede

Domstolen følgende: Før medlemsstaterne udleverer en mobil unionsborger, skal de udveksle

oplysninger med den medlemsstat, hvor den pågældende er statsborger, med henblik på at

give denne medlemsstats myndigheder mulighed for at udstede en europæisk arrestordre i

retsforfølgelsesøjemed, "dog forudsat at de nævnte myndigheder i medfør af national ret har

[ekstraterritorial] kompetence" til at retsforfølge mobile unionsborgere for handlinger begået

uden for medlemsstatens område

. I Pisciotti-dommen præciserede Domstolen imidlertid, at

hvis den medlemsstat, hvori den pågældende er statsborger, er blevet tilstrækkeligt

informeret, men alligevel beslutter ikke at retsforfølge sin egen statsborger for

Sag C-182/15, Petruhhin, præmis 26-27.

Sag C-182/15, Petruhhin, præmis 29-31, sag C-191/16, Petruhhin præmis 31-35, 37-42, sag C-247/17,

Raugevicius præmis 27-28.

Sag C-182/15, Petruhhin, præmis 32-33, sag C-191/16, Pisciotti, præmis 43-45, sag C-247/17, Raugevicius,

præmis 30.

Sag C-182/15, Petruhhin, præmis 34, 38, sag C-191/16, Pisciotti, præmis 46, sag C-247/17, Raugevicius,

præmis 31.

Sag C-182/15, Petruhhin, præmis 35-37.

Sag C-182/15, Petruhhin, præmis 38-41.

Sag C-182/15, Petruhhin, præmis 42-48.

lovovertrædelser, der er begået uden for territoriet, er EU-retten ikke til hinder for, at

"værtsmedlemsstaten" udleverer dem til et tredjeland

For det tredje gælder afvejningen af målet om at forebygge risikoen for straffrihed for

begåede strafbare handlinger og restriktioner for en grundlæggende frihed og det tilsvarende

behov for at undersøge alternative foranstaltninger også, ifølge Domstolen i

Raugevicius-

dommen, for så vidt angår (anmodninger om) udlevering med henblik på fuldbyrdelse af en

(udenlandsk) straffedom

. Princippet om "ne bis in idem" kan udgøre en hindring for, at den

medlemsstat, hvor en mobil unionsborger er statsborger, retsforfølger den pågældende, men

internationale instrumenter og (nogle af) medlemsstaternes lovgivning indeholder alternative

mekanismer (f.eks. afsoning af straffedomme idømt af udenlandske domstole i den

medlemsstat, hvor den pågældende er statsborger)

. Ifølge Domstolen kan sådanne

alternative ordninger derfor anses for at finde anvendelse på den pågældende mobile

unionsborger (uanset restriktioner på grundlag af nationalitet)

2.2. Forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet inden for

amatørsport

I den anden vigtige dom fra Domstolen i denne rapportperiode,

TopFit-dommen

, blev

spørgsmålet om forbud mod forskelsbehandling af (mobile) unionsborgere på grundlag af

nationalitet inden for amatørsport behandlet

Daniele Biffi er en italiensk statsborger, der bor i Tyskland, og som dyrker amatør

konkurrenceløb i kategorien seniorer. Han er medlem af TopFit, som er en sportsforening, der

er medlem af det nationale tyske atletikforbund (Deutscher Leichtathletikverband, DLV). I

2015 medførte en ændring af DLV's regler, at mobile unionsborgere i Tyskland, såsom

Daniele Biffi, blev nægtet muligheden for at blive udvalgt til at deltage i nationale

mesterskaber eller kun fik lov til at deltage i disse mesterskaber "uden for placering" eller

"uden placering". Dette betød, at de ikke kunne kvalificere sig til finalen eller kunne opnå

titlen som national mester, på trods af de opfyldt alle andre betingelser for at deltage i

atletikmesterskaber.

Domstolen baserede sig på fire indlæg i sit svar på den præjudicielle forelæggelse. For det

første bemærkede Domstolen under henvisning til sin nylige dom i Raugevicius-sagen, at

"situationen for en unionsborger, der har gjort brug af sin ret til fri bevægelighed, er omfattet

af anvendelsesområdet for artikel 18 TEUF", herunder inden for amatørsport

. For det andet

har den grundlæggende ret til fri bevægelighed for personer i henhold til artikel 21 i TEUF

bl.a. til formål at fremme "den pågældende unionsborgers progressive integration i

værtsmedlemsstaten", og deltagelse i amatørsport er en vigtig del af denne

Sag C-191/16, Pisciotti, præmis 50-56.

Sag C-247/17, Raugevicius, præmis 32-40.

Sag C-247/17, Raugevicius, præmis 36-38.

Sag C-247/17, Raugevicius, præmis 41-48.

Domstolens dom af 13. juni 2019, TopFit e.V. og Daniele Biffi mod Deutscher Leichtathletikverband e.V., C-

22/18, ECLI:EU:C:2019:497.

Forskelsbehandling på grundlag af nationalitet inden for professionel sport falder ind under artikel 45 i TEUF.

Sag C-22/18, TopFit, præmis 29-30.

integrationsproces

. For det tredje bemærkede Domstolen under henvisning til tidligere EU-

retspraksis, at nationale (sports-)forbunds regler ligeledes er underlagt EU-retten, herunder

traktaterne

. For det fjerde indebærer anvendelsen af artikel 18 og 21 i TEUF på nationale

sportsforbunds regler bl.a., at nationale sportsforbunds regler, som kan udgøre en restriktion

for en grundlæggende frihed, er uforenelige med EU-retten, medmindre de "er begrundet i

objektive hensyn, der står i forhold til det lovligt forfulgte formål"

3. BEKÆMPELSE AF FORSKELSBEHANDLING PÅ GRUND AF KØN, RACE

ELLER ETNISK OPRINDELSE, RELIGION ELLER TRO, HANDICAP, ALDER

ELLER SEKSUEL ORIENTERING (ARTIKEL 19 I TEUF)

3.1. Indledning

I artikel 19 i TEUF hedder det, at EU kan træffe hensigtsmæssige foranstaltninger til at

bekæmpe forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro,

handicap, alder eller seksuel orientering

I marts 2019 offentliggjorde Kommissionen årsrapporten om ligestilling mellem kvinder og

mænd og konkluderede, at selv i EU, hvor fuld ligestilling mellem kønnene er sikret ved lov,

er ligestilling mellem kvinder og mænd stadig ikke en håndgribelig realitet

Efter offentliggørelsen af listen over foranstaltninger til fremme af LGBTI-personers

ligestilling i december 2015, der omfattede aktiviteter, som Kommissionen havde planlagt på

forskellige politikområder i 2016-2019

, offentliggjorde Kommissionen i februar 2017 den

første årsrapport om listen over foranstaltninger til at forbedre LGBTI-personers ligestilling,

der dækker 2016. Den anden og tredje rapport blev offentliggjort i henholdsvis 2018 og 2019,

og i maj 2020 blev den endelige rapport om de foranstaltninger, der blev truffet i 2019,

offentliggjort

I november 2018 fremlagde Kommissionen konklusioner baseret på drøftelserne på de

fokusmøder om sintifjendtlighed og afrofobi, som EU's Gruppe på Højt Plan vedrørende

Bekæmpelse af Racisme, Fremmedhad og Andre Former for Intolerance afholdt på sit fjerde

møde den 5. december 2017

. Den udarbejdede også en vejledning om den praktiske

anvendelse af Rådets rammeafgørelse 2008/913/RIA om bekæmpelse af visse former for og

tilkendegivelser af racisme og fremmedhad ved hjælp af straffelovgivningen

Sag C-22/18, TopFit, præmis 31-34.

Sag C-22/18, TopFit, præmis 36-40.

Sag C-22/18, TopFit, præmis 42-48.

Se også artikel 21, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder.

https://ec.europa.eu/info/sites/info/files/aid_development_cooperation_fundamental_rights/annual_report_ge_

2019_en_1.pdf.

https://ec.europa.eu/info/policies/justice-and-fundamental-rights/combatting-discrimination/lesbian-gay-bi-

trans-and-intersex-equality/list-actions-advance-lgbti-equality_en#documents.

https://ec.europa.eu/info/sites/info/files/report_list_of_actions_2015-19.pdf.

Rapport om sintifjendtlighed:

https://ec.europa.eu/newsroom/just/document.cfm?doc_id=55652;

Rapport om

afrofobi:

https://ec.europa.eu/newsroom/just/document.cfm?doc_id=55651.

https://ec.europa.eu/newsroom/just/document.cfm?doc_id=55607.

I december 2018 offentliggjorde Kommissionen en evaluering af EU-rammen for de

nationale strategier for romaernes integration frem til 2020

. I evalueringen vurderedes EU-

rammen, og hvordan den mobiliserede andre europæiske politiske, retlige og finansielle

instrumenter til integration af romaerne. Kommissionen offentliggjorde også en rapport i

september 2019 med fokus på den nationale gennemførelse af foranstaltninger til romaernes

integration

Kommissionen iværksatte i maj 2019 og kører frem til december 2020 kampagnen

#EUvsDiscrimination

rettet mod forskelsbehandling på arbejdspladsen på grund af alder,

køn, handicap, etnisk eller racemæssig oprindelse, religion eller tro eller seksuel orientering,

som er forbudt i henhold til EU's lovgivning om bekæmpelse af forskelsbehandling

3.2. Udviklingen i retspraksis

Hvad angår religionsfriheden, henvises der til Domstolens dom af 22. januar 2019, Cresco

Investigation (C-193/17, EU:C:2019:43). Domstolen fastslog, at en national lovgivning, i

henhold til hvilken langfredag kun er en helligdag for de arbejdstagere, som er medlemmer af

visse kristne kirker, og i henhold til hvilken kun disse arbejdstagere har ret til en

helligdagsgodtgørelse, hvis de arbejder på denne helligdag, indfører en direkte

forskelsbehandling på grund af religion.

4. UNIONSBORGERSKAB (ARTIKEL 20, STK. 1, I TEUF)

4.1. Indledning

I artikel 20 i TEUF hedder det, at unionsborgerskab har enhver, der er statsborger i en

medlemsstat. Unionsborgerskab er et supplement til det nationale statsborgerskab og træder

ikke i stedet for dette. Selv om det er op til de enkelte medlemsstater at fastsætte

betingelserne for erhvervelse og fortabelse af statsborgerskab under skyldig hensyntagen til

EU-retten

, indebærer tildelingen af statsborgerskab i en medlemsstat også tildeling af

unionsborgerskab og de deraf følgende rettigheder, som kan udøves overalt i EU. Derfor

mener Kommissionen, at medlemsstaterne bør anvende deres beføjelser til at tildele

statsborgerskab i en ægte samarbejdsånd, som krævet i traktaterne.

Europa-Kommissionen iværksatte en række foranstaltninger med henblik på erhvervelse og

tab af unionsborgerskab, nærmere bestemt spørgsmålet om ordninger for "statsborgerskab for

investorer" i EU, der giver tredjelandsstatsborgere ret til statsborgerskab som modydelse for

investeringer.

https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/HTML/?uri=CELEX:52018DC0785&from=EN.

https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/HTML/?uri=CELEX:52019DC0406&from=FR.

https://ec.europa.eu/social/main.jsp?catId=1437&langId=da.

En del af denne kampagne fokuserer især på tilpasninger til handicappede i et rimeligt omfang i

overensstemmelse

med

Rådets

direktiv

2000/78/EF,

https://eur-lex.europa.eu/legal-

content/DA/TXT/?uri=celex:32000L0078.

Der blev i september 2020 offentliggjort en vejledning om rimelige

tilpasninger

på

arbejdspladsen,

https://ec.europa.eu/social/main.jsp?catId=738&

langId=en&pubId=8341&furtherPubs=yes.

Sag C-135/08, Rottmann.

I januar 2019 udsendte Kommissionen en rapport med titlen "Ordninger for tildeling af

statsborgerskab og opholdsret til investorer i Den Europæiske Union"

, hvori den

analyserede de eksisterende ordninger for opnåelse af statsborgerskab og opholdsret i EU's

medlemsstater på grundlag af investeringer og fremhævede en række bekymringer og risici,

som sådanne ordninger udgør for EU.

I forlængelse af denne rapport nedsatte Kommissionen en gruppe af eksperter fra

medlemsstaterne vedrørende ordninger for tildeling af statsborgerskab og opholdsret til

investorer for i) at se på de specifikke risici, der knytter sig til ordninger for tildeling af

statsborgerskab til investorer, ii) udforme et sæt fælles sikkerhedskontrolforanstaltninger

inden udgangen af 2019, og iii) behandle aspekter af gennemsigtighed og god

forvaltningspraksis med hensyn til gennemførelsen af både statsborgerskabs- og

opholdsretsordninger

I rapporteringsperioden behandlede Kommissionen 98 klager, næsten 1 400

breve/individuelle forespørgsler, 48 spørgsmål og 10 andragender fra Europa-Parlamentet på

området unionsborgerskab og dertil knyttede rettigheder, hovedsagelig vedrørende

oplysninger om konsekvenserne af brexit for unionsborgerskabet.

4.2. Udviklingen i retspraksis

Fra 2016 til 2019 behandlede Domstolen 29 sager om unionsborgerskab, herunder sager om

forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, fortabelse af unionsborgerskab på grund af

fortabelse af statsborgerskab i en medlemsstat eller afledt opholdsret for familiemedlemmer

fra tredjelande til unionsborgere

I dommen i sagen

Tjebbes m.fl.

bekræftede Domstolen lovligheden generelt af

medlemsstaternes formål om at sikre, at der er en reel tilknytning mellem medlemsstaten og

dens statsborgere. Dette betyder imidlertid ikke, at medlemsstaterne ikke skal sikre (i hvert

enkelt tilfælde), at fortabelse ex lege af statsborgerskab i en medlemsstat overholder

proportionalitetsprincippet, hvis fortabelse af statsborgerskab medfører fortabelse af status

som unionsborger og de rettigheder, der følger deraf

Domstolen fandt derfor, at medlemsstaternes lovgivning om fortabelse af statsborgerskab for

at overholde proportionalitetsprincippet giver mulighed for "en individuel undersøgelse af

konsekvenserne af dette tab for [den berørte person og for dennes familiemedlemmer] fra et

EU-retligt synspunkt"

. Hvis fortabelsen af unionsborgerskabet (som følge af automatisk

fortabelse af statsborgerskab i en medlemsstat) efter en sådan undersøgelse viser sig at være

COM(2019) 12 final

https://ec.europa.eu/info/sites/info/files/com_2019_12_final_report.pdf

https://ec.europa.eu/info/investor-citizenship-schemes_en.

Den Europæiske Unions Domstol (2020). Årsrapport 2019: Judiciel virksomhed. Luxembourg, februar 2020,

s. 161.

https://curia.europa.eu/jcms/upload/docs/application/pdf/2020-05/qd-ap-20-001-en-n.pdf.

Sag C-221/17, Tjebbes m.fl.

C-221/17, Tjebbes m.fl., præmis 40.

C-221/17, Tjebbes m.fl., præmis 41.

uforenelig med EU-retten, bør det desuden være muligt at generhverve statsborgerskab ex

tunc

5. RET TIL AT FÆRDES OG OPHOLDE SIG FRIT PÅ MEDLEMSSTATERNES

OMRÅDE (ARTIKEL 20, STK. 2, LITRA A), OG ARTIKEL 21 I TEUF)

5.1. Indledning

I henhold til artikel 20, stk. 2, litra a), og artikel 21 i TEUF har enhver unionsborger ret til at

færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område med de begrænsninger og på de

betingelser, der er fastsat i traktaterne og i gennemførelsesbestemmelserne hertil

Et flertal af borgerne støtter denne ret

og betragter den som en af de største fordele ved EU-

medlemskab

. Derudover siger over halvdelen af unionsborgerne, at de har nydt godt af, at

der er mindre eller ingen grænsekontrol, når de rejser til udlandet

. De fleste europæere

siger, at den frie bevægelighed for personer, varer og tjenesteydelser inden for Den

Europæiske Union er det mest positive resultat af EU

. I en undersøgelse, der blev

gennemført i foråret 2020, var 83 % af unionsborgerne enige i, at den frie bevægelighed for

unionsborgere inden for EU samlet set gavner deres lands økonomi

I 2018 boede eller arbejdede mere end 16 millioner unionsborgere i et andet EU-land end der,

hvor de var statsborgere. Langt flere unionsborgere aflagde midlertidige besøg i andre EU-

lande for at holde ferie, besøge venner og familie eller på forretningsrejser.

Mobile unionsborgere og deres familiemedlemmer kan finde oplysninger om deres ret til at

opholde sig i en anden medlemsstat på portalen Dit Europa

. Dit Europa giver også adgang

til landespecifikke oplysninger og udfylder dermed sin rolle som EU's "fælles digitale

portal"

I rapporteringsperioden behandlede Kommissionen 950 klager fra borgere, 6 128 spørgsmål

og 140 andragender fra Europa-Parlamentet om udøvelse af retten til fri bevægelighed.

Mange drejede sig om indrejse- og opholdsret for unionsborgeres familiemedlemmer fra

tredjelande (betingelser for udstedelse af visa og opholdstilladelser, yderligere formaliteter)

og betingelserne for unionsborgeres udøvelse af deres ret til fri bevægelighed.

C-221/17, Tjebbes m.fl., præmis 42.

Se navnlig Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF om unionsborgeres og deres

familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning

(EØF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF,

75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF (EUT L 158 af 30.4.2004, s. 77) ("direktivet

om fri bevægelighed").

81 % af respondenterne på Special Eurobarometer 486, 2019.

60 % af respondenterne på Standard Eurobarometer 91, forår 2019.

56 % af respondenterne på Standard Eurobarometer 91, forår 2019.

60 % af respondenterne på Special Eurobarometer 486, 2019.

Flash Eurobarometer 485, forår 2020.

https://europa.eu/youreurope/citizens/residence/index_da.htm.

Forordning (EU) 2018/1724 om oprettelse af en fælles digital portal, der giver adgang til oplysninger,

procedurer og bistands- og problemløsningstjenester.

Mobile unionsborgere, der er påvirket negativt af offentlige myndigheders forkerte

anvendelse af EU-retten, kan få hjælp fra SOLVIT

, som er oprettet med henblik på at kunne

reagere hurtigt og finde løsninger på nationalt plan. Fra 2016 til 2018 håndterede SOLVIT

1 930 sager om fri bevægelighed for personer

Borgerne kan også stille spørgsmål om deres personlige EU-rettigheder til Dit Europa

—

Råd

& Vink

, som tilbyder gratis skræddersyet juridisk rådgivning. Dit Europa

—

Råd & Vink

forvaltes af Kommissionen og bemandes af eksperter fra den eksterne leverandør European

Citizen Action Service (ECAS). Mellem 2016 og 2020 modtog Dit Europa

—

Råd & Vink

mere end 42 000 forespørgsler om indrejseprocedurer og opholdsret og mere end 2 300

forespørgsler om politiske og retslige rettigheder.

Unionsborgere kan ligeledes henvende sig til Kommissionens portal Europe Direct

(EDCC)

, som indeholder generelle oplysninger om EU og vejledning om unionsborgeres

rettigheder. Mellem 2016 og 2019 modtog EDCC i alt 5 251 forespørgsler om fri

bevægelighed for personer.

Mobile EU-arbejdstagere kan desuden anmode om bistand fra de nationale organer, der er

oprettet i henhold til direktiv 2014/54

Med henblik på at bidrage til den frie bevægelighed for personer med handicap gennemførte

Kommissionen et pilotprojekt om EU-handicapkortet i 2016-2018

Kommissionen har udviklet et e-læringsværktøj om retten til fri bevægelighed, som er

beregnet for lokale forvaltninger med henblik på at uddybe deres viden om direktiv 2004/38

(direktivet om fri bevægelighed) og de rettigheder, der følger heraf. E-læringsværktøjet er

tilgængeligt på 23 sprog og omfatter en selvevalueringstest og et onlinekursus for begyndere

og avancerede brugere.

5.2. Udviklingen i retspraksis

5.2.1. Udviklingen i Domstolens retspraksis vedrørende retten til fri bevægelighed og

(afledt) opholdsret

Domstolen har afsagt flere domme vedrørende artikel 21 i TEUF (herunder dens

gennemførelse gennem direktivet om fri bevægelighed) samt opholdsret afledt af

unionsborgerskabet på grundlag af artikel 20 i TEUF

SOLVIT er en tjeneste, der stilles til rådighed af nationale myndigheder over hele EU og EØS. De nationale

SOLVIT-centre modtager borgernes klager og samarbejder via en onlinedatabase for at hjælpe dem med at løse

deres problemer udenretligt og gratis.

https://ec.europa.eu/internal_market/scoreboard/performance_by_governance_tool/solvit/index_en.htm.

https://europa.eu/youreurope/advice/.

https://europa.eu/european-union/contact_da.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/54/EU af 16. april 2014 om foranstaltninger til fremme af

arbejdstagernes udøvelse af deres ret til fri bevægelighed.

Hermed indførtes frivillig gensidig anerkendelse af handicapstatus og fremme af handicappedes adgang til

kultur, sport og fritid i otte projektlande: Belgien, Cypern, Estland, Finland, Italien, Malta, Rumænien og

Slovenien.

Den første række sager vedrører spørgsmålet om, hvilke unionsborgere og familiemedlemmer

der kan påberåbe sig direktiv 2004/38 med henblik på opholdsret.

Lounes-dommen

fastslog Domstolen, at en unionsborger, der har gjort brug af sin ret til

fri bevægelighed til at opholde sig i en anden EU-medlemsstat, og som siden har opnået

statsborgerskab i værtsmedlemsstaten, samtidig med at vedkommende bevarer sit

statsborgerskab i oprindelsesmedlemsstaten, kan fortsætte med at påberåbe sig de rettigheder,

der følger af artikel 21 i TEUF, selv om vedkommende ikke længere er omfattet af direktiv

2004/38

. Opholdsret for familiemedlemmer til den nævnte unionsborger (med dobbelt

statsborgerskab) kan også udledes direkte af artikel 21 i TEUF på betingelser, der ikke må

være strengere end dem, der er fastsat i direktiv 2004/38

. Domstolen præciserede, at retten

til fri bevægelighed omfatter retten til at have et normalt familieliv

Gusa-dommen

fastslog Domstolen, at retten til at bevare status som "arbejdstager eller

selvstændig erhvervsdrivende" efter ophøret af den økonomiske virksomhed i de tilfælde, der

er fastsat i artikel 7, stk. 3, i direktiv 2004/38, (nærmere bestemt litra b), for en unionsborger,

der "uforskyldt [er] arbejdsløs efter at have haft lønnet beskæftigelse i mere end et år, og

dette er behørigt konstateret, og vedkommende tilmelder sig arbejdsformidlingen som

arbejdssøgende"), finder tilsvarende anvendelse på mobile unionsborgere, der var

selvstændige før de uforskyldt ophørte med deres erhvervsaktivitet

Coman-dommen

fortolkede Domstolen begrebet "ægtefælle" til en unionsborger i artikel

2, stk. 2, litra a), i direktiv 2004/38

og fastslog, at der er tale om en selvstændig EU-retlig

definition, der er uafhængig af medlemsstaternes lovgivning. Domstolen fastslog, at når en

unionsborger, der vender tilbage, (tidligere) har udøvet retten til fri bevægelighed for at tage

reelt ophold i en anden EU-medlemsstat og i værtsmedlemsstaten har opbygget eller

konsolideret et familieliv med en tredjelandsstatsborger af samme køn, med hvem

vedkommende lovligt har indgået ægteskab i værtsmedlemsstaten, er EU-retten til hinder for

national lovgivning, hvorefter nævnte tredjelandsstatsborger nægtes ret til indrejse og ophold

med den begrundelse, at denne medlemsstats lovgivning ikke tillader ægteskab mellem

personer af samme køn

. Den pågældende medlemsstat skal betragte en sådan person som

ægtefælle med henblik på at gøre det muligt for dem at udøve de rettigheder, de har i henhold

Dette afsnit behandler ikke EU-Domstolens domme, der primært er baseret på status som "EU-arbejdstager" i

henhold til artikel 45 ff. i TEUF.

Domstolens dom af 14. november 2017, Toufik Lounes mod Secretary of State for the Home Department, C-

165/16, ECLI:EU:C:2017:862.

C-165/16, Lounes, præmis 45-58. Det skal bemærkes, at Domstolen specifikt har understreget, at direktiv

2004/38 imidlertid ophører med at finde anvendelse på mobile unionsborgere, der siden har opnået

statsborgerskab i værtsmedlemsstaten, se C-165/16, Lounes, præmis 31-44.

C-165/16, Lounes, præmis 59-61.

C-165/16, Lounes, præmis 52.

Domstolens dom af 20. december 2017, Florea Gusa mod Minister for Social Protection m.fl., C-442/16,

ECLI:EU:C:2017:1004.

C-442/16 Gusa, præmis 35-45.

Domstolens dom

af 5. juni 2018, Relu Adrian Coman m.fl. mod Inspectoratul General pentru Imigrări m.fl.,

C-673/16, ECLI:EU:C:2018:385.

C-673/16, Coman, præmis 33-36.

C-673/16, Coman, præmis 38-40, 52-55.

til EU-retten. Samtidig medfører den ikke en forpligtelse til for medlemsstaten i sin nationale

lovgivning at tillade ægteskab mellem personer af samme køn

I dommen i sagen

Altiner og Ravn

fastslog Domstolen, at EU-retten ikke er til hinder for en

national lovgivning, der ikke indrømmer et familiemedlem til en unionsborger, der vender

tilbage, en afledt opholdsret, når dette familiemedlem ikke er indrejst på unionsborgerens

oprindelsesmedlemsstats område i "naturlig forlængelse" af den pågældende unionsborgers

tilbagevenden til denne medlemsstat

. Dette forudsætter, at der inden for rammerne af en

samlet vurdering ligeledes skal tages hensyn til andre relevante forhold, som kan godtgøre, at

det til trods for det tidsrum, der er forløbet mellem unionsborgerens tilbagevenden til den

nævnte medlemsstat og det tidspunkt, hvor et medlem af dennes familie, som er

tredjelandsstatsborger, er indrejst i samme medlemsstat, forholder sig således, at det i

værtsmedlemsstaten opbyggede og konsoliderede familieliv ikke er ophørt

Tarola-dommen

vedrørte en unionsborger, der havde udøvet sin ret til fri bevægelighed ved

at være beskæftiget i værtsmedlemsstaten i en periode på to uger i henhold til en anden

kontrakt end en tidsbegrænset ansættelseskontrakt, inden han blev ufrivilligt arbejdsløs.

Domstolen fortolkede artikel 7, stk. 1, litra a), og stk. 3, litra c) , i direktiv 2004/38/EF og

fandt, at en borger i en sådan situation bevarer sin status som arbejdstager (og dermed retten

til at opholde sig i værtsmedlemsstaten) i en periode på mindst seks måneder, hvis den

pågældende faktisk havde status som arbejdstager inden perioden, hvor vedkommende

uforskyldt blev arbejdsløs, og havde tilmeldt sig arbejdsformidlingen som arbejdssøgende

Domstolen bemærkede endvidere, at enhver ret i henhold til national ret til sociale

sikringsydelser eller sociale ydelser kan være betinget af en bestemt beskæftigelsesperiode,

for så vidt som den samme betingelse i henhold til ligebehandlingsprincippet finder

anvendelse på statsborgere i den pågældende medlemsstat

Bajratari-dommen

vedrører fortolkningen af artikel 7, stk. 1, litra b), i direktiv 2004/38/EF

—

ophold på grundlag af tilstrækkelige midler og sygeforsikring, der dækker samtlige risici.

Sagen vedrørte en forælder fra et tredjeland til en mindreårig unionsborger, som søgte at

påberåbe sig sin afledte opholdsret i værtsmedlemsstaten som den primære omsorgsperson

for hans mindreårige barn, som er unionsborger, der opholder sig på grundlag af artikel 7,

stk. 1, litra b). Domstolen fastslog, at en mindreårig unionsborger råder over tilstrækkelige

midler til ikke at blive en urimelig byrde for værtsmedlemsstatens sociale system under

opholdet, når disse midler hidrører fra indtægter fra ulovlig beskæftigelse udøvet af den

C-673/16, Coman, præmis 45.

Domstolens dom af 27. juni 2018, Erdem Deha Altiner og Isabel Hanna Ravn mod Udlændingestyrelsen, C-

230/17, ECLI:EU:C:2018:497.

C-230/17, Altiner and Ravn, præmis 30-34.

C-230/17, Altiner and Ravn, præmis 35.

Domstolens dom af 11. april 2019, Neculai Tarola mod Minister for Social Protection, C-483/17,

ECLI:EU:C:2019:309.

C-483/17, Tarola, præmis 45-52.

C-483/17, Tarola, præmis 55-57.

Domstolens dom af 2. oktober 2019,

Bajratari,

C-93/18,

ECLI:EU:C:2019:809.

forælder, der er tredjelandsstatsborger, og som ikke har opholds- og arbejdstilladelse

Domstolen fastslog ligeledes, at betingelserne for at begrænse den mindreåriges ret til ophold

af hensyn til den offentlige orden ikke var opfyldt

En anden gruppe af EU-Domstolens afgørelser vedrører begrænsning af opholdsret og

udlevering i henhold til direktiv 2004/38.

I dommen i sagen

E mod Subdelegación del Gobierno en Álava

gentog Domstolen, at

udsendelsesafgørelser i henhold til direktiv 2004/38 alene må begrundes i den pågældende

persons (unionsborgerens) personlige adfærd. Den omstændighed, at en person sidder

fængslet på tidspunktet for vedtagelsen af udsendelsesafgørelsen uden udsigt til løsladelse i

nær fremtid, ikke "udelukker, at hans adfærd [...] udgør en reel og umiddelbar trussel, der

berører en grundlæggende samfundsinteresse i værtsmedlemsstaten"

med henblik på at

træffe en sådan afgørelse.

Petrea-dommen

fastslog Domstolen bl.a., at en medlemsstat kan tilbagekalde et bevis for

registrering, som med urette er blevet udstedt til en unionsborger, der var blevet udsendt og

vendte tilbage, mens vedkommende stadig var omfattet af et indrejseforbud (som fastsat i

direktiv 2004/38)

. Den pågældende unionsborger har i henhold til artikel 32 i direktiv

2004/38 ret til at indgive en ansøgning om ophævelse af indrejseforbuddet. Vedkommende

har dog ikke ret til ophold (i henhold til direktiv 2004/38), så længe ansøgningen behandles

I dommen i sagen

B og Vomero

præciserede Domstolen en række spørgsmål vedrørende

bestemmelserne i direktiv 2004/38 om øget beskyttelse mod udsendelse i henhold til

direktivets artikel 28, stk. 3, litra a), og forudsætningerne herfor, navnlig i forbindelse med

fængsling. Domstolen fastslog, at en unionsborger skal have ret til tidsubegrænset ophold for

at være berettiget til øget beskyttelse mod udsendelse

. Desuden præciserede Domstolen, at

den akkumulerede (uafbrudte) forudgående opholdsperiode, der kræves for at opnå en øget

beskyttelse mod udsendelse, skal beregnes ved at regne tilbage fra den dato, hvor den

oprindelige afgørelse om udsendelse blev truffet

. Spørgsmålet om, hvorvidt den

opholdsperiode, der er nødvendig for den øgede beskyttelse, er blevet afbrudt af en

fængslingsperiode forud for afgørelsen om udsendelse, skal afgøres ved en samlet vurdering

af, om den integrationsmæssige tilknytning mellem unionsborgeren og værtsmedlemsstaten

C-93/18

Bajratari,

præmis 53.

C-93/18

Bajratari,

præmis 52.

Domstolens dom af 13. juli 2017, E mod Subdelegación del Gobierno en Álava, C-193/16,

ECLI:EU:C:2017:542.

C-193/16, E mod Subdelegación del Gobierno en Álava, præmis 19-26.

Domstolens dom af 14. september 2017, Ovidiu-Mihăiţă

Petrea mod Ypourgos Esoterikon kai Dioikitikis

Anasygrotisis, C-184/16, ECLI:EU:C:2017:684. Dele af Domstolens dom i Petrea-sagen vil blive behandlet i

afsnit 5.2.3 i denne oversigt.

C-184/16, Petrea, præmis 30-42.

C-184/16, Petrea, præmis 43-48.

Domstolens dom af 17. april 2018, B mod Land Baden-Württemburg og Secretary of State for the Home

Department mod Franco Vomero, forenede sager C-316/16 og C-424/16, ECLI:EU:C:2018:256.

Forenede sager C-316/16 og C-424/16 B og Vomero, præmis 44-55.

Forenede sager C-316/16 og C-424/16 B og Vomero, præmis 64-65, 85-94.

til trods for denne fængselsstraf ikke er blevet brudt

. De relevante faktorer i denne samlede

vurdering omfatter "styrken af den integrationsmæssige tilknytning, der er opnået til

værtsmedlemsstaten før den pågældendes fængsling, karakteren af den overtrædelse, der

danner grundlag for den idømte fængselsstraf, og de omstændigheder, hvorunder

overtrædelsen blev begået, såvel som den pågældendes opførsel i fængslingsperioden"

I dommen i sagen

K og HF

fastslog Domstolen, at den omstændighed, at (et familiemedlem

til) en unionsborger tidligere var blevet nægtet asyl på grundlag af Genèvekonventionens

artikel 1(F), ikke automatisk fører til den konstatering, at den pågældendes blotte

tilstedeværelse på værtsmedlemsstatens område udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkeligt

alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse som omhandlet i (artikel 27

i) direktiv 2004/38

. Behovet for at begrænse retten til fri bevægelighed og ophold for en

unionsborger eller et familiemedlem til en unionsborger skal vurderes i det enkelte tilfælde

og på grundlag af reglerne om fri bevægelighed. De kompetente nationale myndigheder skal

endvidere undersøge, om i) vedtagelsen af sådanne foranstaltninger vedrørende den offentlige

orden eller den offentlige sikkerhed er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet,

idet der tages hensyn til unionsborgeres og deres familiemedlemmers rettigheder, og ii) andre

foranstaltninger, der er mindre indgribende for den frie bevægelighed, var mulige

En tredje gruppe af Domstolens afgørelser inden for referenceperioden vedrører retten til fri

bevægelighed og opholdsret i henhold til artikel 20 og 21 i TEUF.

Rendón Marín-dommen

fastslog Domstolen, at EU-retten automatisk er til hinder for, at

en tredjelandsstatsborger, som har eneforældremyndigheden til en "mobil" og en "statisk"

mindreårig unionsborger, nægtes en afledt opholdsret alene af den grund, at den pågældende

er tidligere straffet

. Denne udelukkelse af automatisk nægtelse af en afledt opholdsret for en

forælder, der er tredjelandsstatsborger, og som en mindreårig unionsborger forsørges af,

udelukkende på grundlag af forælderens straffeattest, bekræftes ligeledes af Domstolen i

CS-

dommen

. I både

Rendón Marín-sagen

CS-sagen

anerkender Domstolen imidlertid

medlemsstaternes mulighed for at begrænse de opholdsrettigheder, der følger af artikel 20 og

21 i TEUF, for så vidt som en sådan begrænsning er baseret på en vurdering i det enkelte

tilfælde, og at enhver udvisning eller begrænsning af opholdsretten er begrundet i, at der

Forenede sager C-316/16 og C-424/16 B og Vomero, præmis 66-82.

Forenede sager C-316/16 og C-424/16 B og Vomero, præmis 83.

Domstolens dom af 2. maj 2018, K mod Staatssecretaris van Veligheid en Justitie og HF mod Belgische Staat,

forenede sager C-331/16 og C-366/16, ECLI:EU:C:2018:296.

Forenede sager C-331/16 og C-366/16 K og HF, præmis 51.

Forenede sager C-331/16 og C-366/16 K og HF, præmis 39-49, 52-60.

Forenede sager C-331/16 og C-366/16 K og HF, præmis 61-64.

Domstolens dom af 13. september 2016, Alfredo Rendón Marín mod Administración del Estado, C-165/14,

ECLI:EU:C:2016:675.

C-165/14 Rendón Maríin, præmis 63-67, 81-87.

Domstolens dom af 13. september 2016, Secretary of State for the Home Department mod CS, C-304/14,

ECLI:EU:C:2016:674, præmis 41.

"foreligger en reel, umiddelbar og tilstrækkeligt alvorlig trussel mod den offentlige orden

eller den offentlige sikkerhed"

I dommen i sagen

Chavez-Vilchez m.fl.

skulle Domstolen afklare, i hvilket omfang en

opholdsret i henhold til artikel 20 i TEUF (i overensstemmelse med Domstolens praksis fra

Ruiz Zambrano-dommen

) afhænger af, at den forælder, der er unionsborger, og som ikke er

den "statiske" mindreårige unionsborgeres primære omsorgsperson, har mulighed for at tage

sig af dette barn. Domstolen fastslog, at de kompetente myndigheder bl.a. i lyset af artikel 7

(beskyttelse af privatliv og familieliv) og 24 (hensyntagen til barnets tarv) i Den Europæiske

Unions charter om grundlæggende rettigheder skal afgøre, hvilken forælder der er barnets

primære omsorgsperson, og om der består et afhængighedsforhold til den forælder, der er

tredjelandsstatsborger, som ville tvinge barnet til i praksis at forlade Unionens område, hvis

en sådan forælder nægtes opholdsret

. Domstolen fastslog, at den omstændighed, at den

anden forælder, som er unionsborger, reelt er i stand til og ønsker at påtage sig det daglige og

faktiske ansvar for barnet alene, er et relevant forhold. Dette er dog ikke i sig selv

tilstrækkeligt til at kunne konstatere, at der ikke består et afhængighedsforhold mellem den

forælder, som er tredjelandsstatsborger, og barnet, således at barnet vil være nødsaget til at

forlade Unionens område, såfremt nævnte tredjelandsstatsborger nægtes ret til ophold

Domstolen gentog, at "spørgsmålet om forældremyndigheden over barnet samt spørgsmålet

om, hvorvidt barnets retlige, økonomiske eller følelsesmæssige forsørgelse påhviler den

forælder, der er tredjelandsstatsborger" er relevante forhold for de kompetente myndigheders

afgørelse

. Domstolen tilføjede dernæst, at vurderingen af disse forhold skal "baseres på en

hensyntagen til det pågældende barns tarv, samtlige sagens omstændigheder, herunder

barnets alder, fysiske og følelsesmæssige udvikling, graden af den følelsesmæssige

tilknytning til såvel den forælder, der er unionsborger, som den forælder, der er

tredjelandsstatsborger, og den risiko, som adskillelsen fra sidstnævnte indebærer for barnets

ligevægt"

Dommen i sagen

Subdelegación del Gobierno en Ciudad Real

100

vedrørte artikel 20 i TEUF.

Domstolen fastslog, at artikel 20 i TEUF er til hinder for, at en medlemsstat giver afslag på

en ansøgning om familiesammenføring, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger, der er

ægtefælle til en unionsborger, som er statsborger i denne medlemsstat, og som aldrig har

udøvet sin ret til fri bevægelighed, alene med den begrundelse, at unionsborgeren ikke råder

over tilstrækkelige midler til sig selv og sin ægtefælle, således at opholdet ikke bliver en

For så vidt angår opholdsret i henhold til artikel 20 i TEUF, se C-165/14 , Rendón Marín, præmis 83-86, C-

304/14 CS, præmis 36-42. For så vidt angår opholdsret i henhold til artikel 21 i TEUF, se C-165/14, Rendón

Marín, præmis 55-62.

Domstolens dom af 10. maj 2017, HC Chavez-Vilchez m.fl. mod Raad van bestuur van de Sociale

verzekeringsbank m.fl., C-133/15, ECLI:EU:C:2017:354.

Sag C-34/09.

C-133/15, Chavez-Vilchez m.fl., præmis 70.

C-133/15, Chavez-Vilchez m.fl., præmis 71.

C-133/15, Chavez-Vilchez m.fl., præmis 68.

C-133/15, Chavez-Vilchez m.fl., præmis 71.

100

Domstolens dom af 27. februar 2020,

Subdelegación del Gobierno en Ciudad Real mod RH,C-

836/18,ECLI:EU:C:2020:119.

byrde for det nationale sociale system, uden at det er blevet undersøgt, om der mellem

nævnte unionsborger og dennes ægtefælle består et afhængighedsforhold af en sådan art, at

unionsborgeren, såfremt dennes ægtefælle nægtes en afledt opholdsret, vil være nødsaget til

at forlade Unionens område som helhed og dermed vil blive frataget den effektive nydelse af

kerneindholdet i de rettigheder, som unionsborgeren er tildelt ved sin status. Når den

kompetente nationale myndighed fra en tredjelandsstatsborger modtager en ansøgning om

tildeling af en opholdsret med henblik på familiesammenføring med en unionsborger, som er

statsborger i den pågældende medlemsstat, skal denne myndighed på grundlag af de forhold,

som den pågældende tredjelandsstatsborger og den pågældende unionsborger frit skal kunne

fremlægge for myndigheden, og om nødvendigt efter yderligere undersøgelser, vurdere, om

der mellem disse to personer består et afhængighedsforhold, således at der principielt skal

tildeles denne tredjelandsstatsborger en afledt opholdsret i medfør af artikel 20 i TEUF.

5.2.2. Udviklingen i Domstolens retspraksis vedrørende ret til indrejse og ophold for

"andre familiemedlemmer" til unionsborgere

Med hensyn til retten til indrejse præciserede Domstolen i sin dom i sagen

Ryanair

Designated Activity Company

101

, at familiemedlemmer fra lande uden for EU til

unionsborgere, der er indehavere af et tidsubegrænset opholdskort udstedt i henhold til artikel

20 i direktiv 2004/38/EF af én medlemsstat, også er fritaget i henhold til artikel 5, stk. 2, fra

kravet om visum for at rejse ind i en anden medlemsstat. Visumfritagelsen gælder også, når

kortet er udstedt af en medlemsstat, der ikke er en del af Schengenområdet. I afgørelsen

konkluderes det, at indehaveren heraf har ret til indrejse uden visum på en anden

medlemsstats område ved forevisning af kortet, uden at det er nødvendigt med yderligere

kontrol af vedkommendes status som familiemedlem eller yderligere begrundelse.

Desuden har Domstolen inden for referenceperioden afsagt to domme, der yderligere

præciserer den analoge anvendelse af artikel 3, stk. 2, i direktiv 2004/38 og dens tidligere

afgørelse i

Rahman-sagen

102

Banger-dommen

103

fastslog Domstolen, at artikel 21 i TEUF pålægger medlemsstaterne at

lette indrejse og ophold for medlemmer af den udvidede familie til deres egne statsborgere,

der vender tilbage, på de betingelser, der er fastsat i artikel 3, stk. 2, i direktiv 2004/38, der

finder analog anvendelse

104

. Vurderingen af en ansøgning om opholdstilladelse i henhold til

artikel 3, stk. 2, er ligeledes underlagt kravene om at give ansøgninger indgivet af

tredjelandsstatsborgere omhandlet i denne bestemmelse en vis fortrinsret i forhold til

ansøgninger om indrejse og ophold fra andre tredjelandsstatsborgere og om en grundig

Domstolens dom af 18. juni 2020, Ryanair Designated Activity Company mod Országos

Rendőr-

főkapitányság, C-754/18,

ECLI:EU:C:2020:478.

102

Domstolens dom af 5. september 2012, Secretary of State for the Home Department mod Muhammad

Sazzadur Rahman m.fl., C-83/11, ECLI:EU:C:2012:519.

103

Domstolens dom af 12. juli 2018, Secretary of State for the Home Department mod Rozanne Banger, C-

89/17, ECLI:EU:C:2018:570.

104

C-89/17 Banger, præmis 27-34.

101

undersøgelse af ansøgerens personlige omstændigheder. Ethvert afslag på sådanne

ansøgninger skal begrundes

105

. Domstolen fastslog endvidere, at medlemmer af den udvidede

familie, hvis opholdstilladelse er blevet nægtet, skal have adgang til retsmidler ved en

national domstol. Den nationale ret skal kunne "undersøge, om afslaget hviler på et

tilstrækkeligt solidt faktuelt grundlag, og om de proceduremæssige garantier er blevet

overholdt. Disse garantier omfatter de nationale myndigheders pligt til at foretage en grundig

undersøgelse af ansøgerens personlige omstændigheder og begrunde ethvert afslag på

indrejse eller ophold"

106

SM-dommen

107

præciserede Domstolen først (i lighed med hvad den gjorde for begrebet

"ægtefælle" i Coman-dommen), at begrebet "direkte efterkommere" i artikel 2, stk. 2, litra c),

i direktiv 2004/38 er en selvstændig EU-retlig definition, der er uafhængig af

medlemsstaternes lovgivning

108

. Den fastslog endvidere, at dette begreb skulle forstås vidt,

"således at det omfatter ethvert slægtskabsforhold, hvad enten det er biologisk eller retligt"

(dvs. både biologiske børn og adoptivbørn). Det omfatter derimod ikke børn, som er sat under

juridisk værgemål hos en unionsborger, som ikke skaber et "slægtskabsforhold" mellem

barnet og værgen (herunder børn, der er anbragt under den algeriske kafala-ordning)

109

Domstolen bemærker specifikt, at sådanne børn er omfattet af anvendelsesområdet for artikel

3, stk. 2, i direktiv 2004/38

110

. Ved gennemførelsen af deres forpligtelse i henhold til artikel

3, stk. 2, til at lette indrejse og ophold for "andre familiemedlemmer"

111

skal medlemsstaterne

udøve deres skøn "i lyset af og under iagttagelse af" bestemmelserne i Den Europæiske

Unions charter om grundlæggende rettigheder, herunder retten til (respekt for) familieliv

(artikel 7) og barnets tarv (artikel 24)

112

. De er desuden forpligtet til at "foretage en

afbalanceret og rimelig vurdering af alle de aktuelle og relevante omstændigheder i den

foreliggende sag under hensyntagen til samtlige involverede interesser og navnlig det

pågældende barns tarv"

113

. Ved denne vurdering skal der bl.a. tages hensyn til i) den alder,

barnet havde, da det blev anbragt under det juridiske værgemål, og spørgsmålet om, hvorvidt

barnet har ført et fælles liv med sine værger siden da, ii) omfanget af det følelsesmæssige

forhold, iii) barnets afhængighedsniveau i forhold til sin værge samt iv) den eventuelle

konkrete og individualiserede risiko for, at det pågældende barn er offer for misbrug,

udnyttelse eller handel. Hvis det efter denne vurdering er godtgjort, at barnet og værgen

forventes at ville have et faktisk familieliv, og at barnet er afhængigt af sin værge, vil de krav,

der er knyttet til den grundlæggende ret til respekt for familielivet, sammenholdt med

105

106

C-89/17 Banger, præmis 36-41.

C-89/17 Banger, præmis 42-52.

107

Domstolens dom af 26. marts 2019,

SM mod Entry Clearance Officer, UK Visa Section,

C-129/18,

ECLI:EU:C:2019:248.

108 C-129/18,

SM,

præmis 50-51.

109

C-129/18,

SM,

præmis 52-56.

110

C-129/18,

SM,

præmis 57-59.

111

C-129/18

SM,

præmis 60-63, 68.

112

C-129/18,

SM,

præmis 64-67.

113

C-129/18,

SM,

præmis 68.

forpligtelsen til at tage hensyn til barnets tarv, principielt indebære, at det pågældende barn

skal tildeles en ret til indrejse og ophold som et "andet familiemedlem"

114

5.2.3. Udviklingen i Domstolens retspraksis vedrørende proceduremæssige aspekter

af retten til fri bevægelighed og opholdsret

I referenceperioden afsagde Domstolen også tre domme, der var relevante for de

proceduremæssige rettigheder og standarder, der finder anvendelse i henhold til direktivet om

fri bevægelighed.

Petrea-sagen

blev Domstolen (også) anmodet om at tage stilling til en række spørgsmål

vedrørende de proceduremæssige aspekter af direktiv 2004/38. Sagen vedrørte en

unionsborger, der var vendt tilbage til en medlemsstats område, selv om han var omfattet af

et indrejseforbud udstedt af dette land. Domstolen fastslog i Petrea-dommen, at

medlemsstaterne har ret til at træffe bestemmelse om udsendelse af en sådan mobil

unionsborger ved hjælp af en national procedure til gennemførelse af direktiv 2008/115

(tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere), forudsat at gennemførelsesforanstaltninger til

direktiv 2004/38, som er gunstigere for unionsborgere, anvendes

115

. Domstolen fastslog

endvidere, at medlemsstaterne kan bestemme, at borgerne ikke kan påberåbe sig ulovligheden

af et indrejseforbud, der er truffet over for dem, med henblik på at anfægte en efterfølgende

afgørelse om tilbagesendelse, såfremt de "under hensyn til bestemmelserne i direktiv 2004/38

har haft reel mulighed for rettidigt at klage over sidstnævnte afgørelse"

116

. Domstolen

fastslog også, at selv om artikel 30 i direktiv 2004/38 pålægger medlemsstaterne at meddele

den pågældende en afgørelse, der er truffet i henhold til artikel 27 (dvs. en afgørelse om

udsendelse) "på en måde, der giver dem mulighed for at forstå afgørelsens indhold og

virkning", forpligter denne meddelelse ikke medlemsstaterne til at meddele afgørelsen på et

sprog, som den pågældende forstår eller med rimelighed kan formodes at forstå, selv om

personen ikke har indgivet en anmodning herom

117

Chenchooliah-dommen

118

fastslog Domstolen, at artikel 15 i direktiv 2004/38/EF finder

anvendelse på udsendelse af en tredjelandsstatsborger, der er ægtefælle til en unionsborger,

og som ikke længere har opholdsret i en medlemsstat i henhold til direktiv 2004/38/EF som

følge af unionsborgerens udrejse fra denne medlemsstat

119

. Domstolen fandt, at selv om

ægtefællen ikke længere har opholdsret i værtslandet i henhold til direktiv 2004/38/EF på

grund af unionsborgerens udrejse, er udsendelsen omfattet af direktiv 2004/38/EF

120

. Dette

betyder, at værtsmedlemsstaten under ingen omstændigheder kan udstede et indrejseforbud i

114

C-129/18,

SM,

præmis 69-72.

C-184/16, Petrea, præmis 50-56.

116

C-184/16, Petrea, præmis 57-65.

117

C-184/16, Petrea, præmis 66-71.

118

Domstolens dom af 10. september 2019, Nalini Chenchooliah mod Minister for Justice and Equality, C-

94/18, ECLI:EU:C:2019:693.

119

C-94/18, Chenchooliah, præmis 73-79.

120

C-94/18, Chenchooliah, præmis 73-79.

115

forbindelse med en sådan udsendelse, og at de relevante proceduremæssige garantier, der er

fastsat i artikel 30 og 31 i direktiv 2004/38/EF, finder anvendelse i et sådant tilfælde

121

Diallo-dommen

122

præciserede Domstolen, at artikel 10, stk. 1, i direktiv 2004/38 ikke blot

pålægger medlemsstaterne at træffe og meddele en afgørelse om en ansøgning om

opholdskort fra et familiemedlem til en mobil unionsborger inden for seks måneder, men

også forpligter medlemsstaterne til at vedtage en afgørelse om afslag på tildeling af

opholdskortet i henhold til direktivet (og underrette den pågældende person) inden for samme

frist på seks måneder

123

. Domstolen præciserede endvidere, at EU-retten, nærmere bestemt

direktiv 2004/38, er til hinder for, at medlemsstaterne i national lovgivning fastsætter, at

udløbet af fristen på seks måneder automatisk medfører udstedelse af opholdskort, uden

forinden at fastslå, at den pågældende faktisk opfylder betingelserne for ophold i

værtsmedlemsstaten i overensstemmelse med EU-retten

124

. Domstolen fastslog endvidere, at

de kompetente nationale myndigheder efter en retslig annullation af en afgørelse om afslag på

udstedelse af opholdskort skal træffe en afgørelse vedrørende ansøgningen om opholdskort

inden for en rimelig frist, som under alle omstændigheder ikke kan overstige den frist, der er

fastsat i artikel 10, stk. 1, i direktiv 2004/38. I lyset af effektivitetsprincippet og "det formål

om hurtig behandling, der er knyttet til direktiv 2004/38" og under hensyntagen til, at

tredjelandsstatsborgeren befinder sig i en juridisk usikker situation, indtil der udstedes et

opholdskort, afviste Domstolen udtrykkeligt tanken om, at de kompetente myndigheder efter

en retslig annullation af en første afgørelse om afslag på udstedelse af opholdskort får en ny

frist på seks måneder til at træffe en ny afgørelse

125

5.2.4. Udviklingen i Domstolens retspraksis vedrørende rettigheder i forbindelse

med udøvelse af retten til fri bevægelighed og opholdsret

Inden for referenceperioden har Domstolen endvidere afsagt en dom vedrørende spørgsmål,

der potentielt kan hindre unionsborgernes frie bevægelighed, som fastsat i artikel 21 i TEUF.

Freitag-dommen

126

blev Domstolen anmodet om at undersøge, om artikel 21 i TEUF i lyset

af Domstolens tidligere retsafgørelser

—

fra Grunkin og Paul til Bogendorff von

Wolffersdorff

—

på grundlag af en national retsforskrift (i dette tilfælde tysk ret) er til hinder

for, at der gives afslag på ændring af efternavnet på en person med dobbelt (tysk/rumænsk)

statsborgerskab i den anden medlemsstat, (dvs. Rumænien), hvor den pågældende

unionsborger ikke havde sit sædvanlige opholdssted på tidspunktet for navneændringen.

Domstolen fastslog i det væsentlige, at artikel 21 i TEUF er til hinder for, at en medlemsstats

myndigheder giver afslag på at anerkende et navn, som en statsborger i en medlemsstat har

opnået lovligt i en anden medlemsstat, hvor han ligeledes er statsborger. Det skyldes, at en

restriktion for anerkendelse af en navneændring "kan være en hindring for udøvelsen af den i

artikel 21 TEUF fastsatte ret til frit at færdes og tage ophold på medlemsstaternes område",

C-94/18, Chenchooliah, præmis 80-88.

Domstolens dom af 27. juni 2018, Ibrahim Diallo v État belge, C-246/17, ECLI:EU:C:2018:499.

123

C-246/17, Diallo, præmis 33-42.

124

C-246/17, Diallo, præmis 45-56.

125

C-246/17, Diallo, præmis 58-69.

126

Domstolens dom af 8. juni 2017, Mircea Florian Freitag, C-541/15, ECLI:EU:C:2017:432.

122

121

idet der er en konkret risiko for, at den pågældende statsborger skal fjerne tvivl med hensyn

til sin identitet og om ægtheden af dokumenter, som han fremlægger, eller om rigtigheden af

de deri indeholdte oplysninger

127

5.2.5. Adgang til ydelser og/eller social bistand for borgere i EU-lande, der

opholder sig i en anden medlemsstat

A-dommen

128

bemærkede Domstolen, at en medlemsstats kompetence til at tilrettelægge

deres uddannelsessystemer skal udøves i overensstemmelse med artikel 21 i TEUF, og at

reglerne om tildeling af støtte til videregående uddannelse ikke må skabe en ubegrundet

restriktion for den frie bevægelighed

129

. Domstolen bemærkede, at nationale bestemmelser,

der stiller visse statsborgere ringere, blot fordi de har gjort brug af deres ret til fri

bevægelighed, udgør en restriktion for de friheder, der ifølge artikel 21, stk. 1, i TEUF

tilkommer dem

130

. Den konkluderede derfor, at artikel 20 og 21 i TEUF er til hinder for, at en

person, der er bosiddende i en medlemsstat, og som er alvorligt handicappet, af sin

bopælskommune kan nægtes en ydelse som den i hovedsagen omhandlede personlige bistand

med den begrundelse, at han opholder sig i en anden medlemsstat for der at gennemføre en

videregående uddannelse

131

5.3. Kommissionens indsats

5.3.1. Fremme af anvendelsen af retten til fri bevægelighed

På området fri bevægelighed for (mobile) unionsborgere har Kommissionen for nylig taget en

række skridt til at sikre, at medlemsstaterne fuldt ud overholder EU-retten, herunder gennem

traktatbrudsprocedurer i tilfælde af, at den nationale lovgivning er uforenelig med EU-retten.

Kommissionen har også vedtaget foranstaltninger på andre områder af EU-retten med

potentielle virkninger for mobile unionsborgeres frie bevægelighed. F.eks. vedtog

Kommissionen i februar 2019 en henstilling for at gøre det lettere for unionsborgere at få

(grænseoverskridende) adgang til deres egne sundhedsdata.

5.3.2. Styrkelse af sikkerheden ved identitetskort og opholdsdokumenter

I direktivet om fri bevægelighed (2004/38/EF) fastsættes betingelserne for udøvelse af retten

til fri bevægelighed og ophold (både midlertidig og permanent) i EU for unionsborgere og

deres familiemedlemmer. I henhold til nævnte direktiv kan unionsborgere og deres

familiemedlemmer med gyldigt identitetskort eller pas rejse ind i og bo i en anden

medlemsstat og ansøge om relevante opholdsdokumenter. Direktivet regulerer imidlertid ikke

formatet og standarderne for identitetskort, der skal anvendes ved indrejse i eller udrejse af

C-541/15, Freitag, præmis 35-39.

Domstolens dom af 25. juli 2018, A, 679/16, ECLI:EU:C:2018:601.

129

C-679/16, A, præmis 58-59.

130

C-679/16, A, præmis 60.

131

C-679/16, A, præmis 79.

128

127

EU's medlemsstater. Det fastsætter heller ikke specifikke standarder for opholdsdokumenter,

der udstedes til unionsborgere og deres familiemedlemmer, der ikke er unionsborgere, bortset

fra den titel, der skal gives til sidstnævnte, dvs. "opholdskort for familiemedlem til en

unionsborger" (jf. artikel 10, stk. 1, i direktiv 2004/38).

EU giver borgerne et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed uden indre grænser, hvor

der er fri bevægelighed for personer kombineret med passende foranstaltninger vedrørende

forvaltning af de ydre grænser, asyl, indvandring samt forebyggelse og bekæmpelse af

kriminalitet og terrorisme.

Mange af EU's sikkerhedsforanstaltninger hviler på sikre rejse- og identitetsdokumenter,

herunder systematisk kontrol i Schengeninformationssystemet, som indførtes ved

Schengengrænsekodeksen

132

I de senere år er der indført EU-standarder for flere af de identitets- og rejsedokumenter, der

anvendes i Europa.

Handlingsplanen fra 2016 om dokumentsikkerhed omhandlede risikoen ved falske

identitetskort og opholdsdokumenter

133

, og i 2017-rapporten om unionsborgerskab

forpligtede den sig til at analysere de politiske muligheder for at forbedre sikkerheden af

identitetskort og opholdsdokumenter. Kommissionen gennemførte en konsekvensanalyse,

hvori den undersøgte en række muligheder for identitetskort og opholdsdokumenter i forhold

til status quo, herunder bløde lovgivningsforanstaltninger, fælles minimumskrav og en

bredere harmonisering. Status quo blev betragtet som utilfredsstillende, og vidtgående

harmonisering blev ikke anset for at være forholdsmæssig.

Dette er nogle af grundene til, at Kommissionen i april 2018 som led i sin indsats for at skabe

en ægte og effektiv sikkerhedsunion

134

foreslog forbedringer af sikkerhedselementerne i

unionsborgernes identitetskort og opholdskort for familiemedlemmer fra lande uden for EU.

I juni 2019 vedtog Europa-Parlamentet og Rådet forordning (EU) 2019/1157 om styrkelse af

sikkerheden af unionsborgeres identitetskort og af opholdsdokumenter, der udstedes til

unionsborgere og deres familiemedlemmer, som udøver deres ret til fri bevægelighed

135

Forordningen indførte fælles minimumsstandarder for sikkerhed, der gør identitetskort og

opholdsdokumenter mere sikre og pålidelige. Forordningen vil finde anvendelse fra august

2021.

132

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/458 af 15. marts 2017 om ændring af forordning (EU)

2016/399, for så vidt angår en styrkelse af kontrollen i relevante databaser ved de ydre grænser.

133

COM(2016) 790 final.

134

https://ec.europa.eu/commission/news/security-union-2017-jun-29_en.

135

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1157 af 20. juni 2019 om styrkelse af sikkerheden af

unionsborgeres identitetskort og af opholdsdokumenter, der udstedes til unionsborgere og deres

familiemedlemmer, som udøver deres ret til fri bevægelighed (EUT L 188 af 12.7.2019, s. 67-78).

6. STEMMERET OG VALGBARHED VED KOMMUNALE VALG OG VALG TIL

EUROPA-PARLAMENTET (ARTIKEL 20, STK. 2, LITRA B), OG ARTIKEL 22 I

TEUF)

6.1. Indledning

I henhold til artikel 20, stk. 2, litra b), og artikel 22 i TEUF, har enhver unionsborger, der har

bopæl i en medlemsstat, hvor han ikke er statsborger, valgret og er valgbar ved valg til

Europa-Parlamentet og kommunale valg i den medlemsstat, hvor han har bopæl, på samme

betingelser som statsborgerne i denne stat.

Kommissionen besvarede 43 klager, 57 breve/individuelle forespørgsler, 74 spørgsmål og 21

andragender fra Europa-Parlamentet om disse spørgsmål, hovedsagelig vedrørende fortabelse

af retten til at stemme eller deltage i en folkeafstemning.

Efter valget til Europa-Parlamentet i 2019 modtog Kommissionen en lang række klager

vedrørende mobile unionsborgeres mulighed for effektivt at udøve deres stemmeret i Det

Forenede Kongerige

136

samt fra rumænske statsborgere over de vanskeligheder, de oplevede,

når de forsøgte at stemme på rumænske konsulater i udlandet

137

6.2. Udviklingen i retspraksis

I sin dom af 19. december 2019 i

Junqueras Vies-sagen

138

besluttede Domstolen efter

anmodning om præjudiciel afgørelse fra den spanske højesteret (Tribunal Supremo), at artikel

9 i protokol (nr. 7) vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter skal

fortolkes som følger:

—

En person, der officielt er blevet erklæret valgt til Europa-Parlamentet, mens den

pågældende var varetægtsfængslet i forbindelse med en sag om alvorlige strafbare

handlinger, men som efter en sådan erklæring om valg ikke har fået tilladelse til at opfylde

visse krav, som er fastsat i national ret, og til at rejse til Europa-Parlamentet for at deltage i

dettes første session, skal anses for at nyde immunitet i henhold til denne artikels stk. 2.

—

Denne immunitet indebærer, at varetægtsfængslingen af den pågældende person skal

ophæves med henblik på at gøre det muligt for denne person at rejse til Europa-Parlamentet

og dér opfylde de krævede formaliteter. Såfremt den kompetente nationale ret imidlertid

finder, at varetægtsfængslingen skal opretholdes, efter at denne person har opnået status som

medlem af Europa-Parlamentet, skal den hurtigst muligt anmode Europa-Parlamentet om at

ophæve denne immunitet på grundlag af samme protokols artikel 9, stk. 3.

6.3. Udviklingen inden for stemmeret og Kommissionens foranstaltninger

136

https://ec.europa.eu/info/files/letter-concerning-voter-registration-system-mobile-eu-citizens-united-

kingdom_en.

137

https://ec.europa.eu/info/files/letter-concerning-difficulties-encountered-voting-romanian-consulate_en.

138

C-502/19.

I sin 2017-rapport om unionsborgerskab

139

opfordrede Kommissionen medlemsstaterne til at

fremme deltagelsen i det demokratiske liv ved at informere borgerne bedre om deres ret til at

stemme og fjerne hindringerne for deres deltagelse. Dette blev støttet i Rådets konklusioner

af 11. maj 2017

140

Kommissionen offentliggjorde sin seneste rapport om anvendelsen af EU-retten ved lokale og

kommunale valg og metoder til fremme af valgrettigheder i februar 2018

141

. Eftersom

unionsborgere i stigende grad flytter til og bor i andre medlemsstater, var de største

bekymringer i rapporten den lave valgdeltagelse for mobile borgere og behovet for bedre

dataindsamling.

I september 2018 udsendte Kommissionen en pakke af foranstaltninger til støtte for frie og

retfærdige valg til Europa-Parlamentet, herunder i) en meddelelse

142

, en henstilling om

valgsamarbejdsnetværk, gennemsigtighed online, beskyttelse mod cybersikkerhedshændelser

og bekæmpelse af desinformationskampagner i forbindelse med valg til Europa-Parlamentet,

iii)en vejledning

143

i anvendelsen af Unionens databeskyttelseslovgivning i forbindelse med

afholdelse af valg og iv) et lovforslag

144

om sanktioner for europæiske politiske partiers og

fondes bevidste misbrug af personoplysninger med henblik på at påvirke valgresultatet.

I overensstemmelse med disse foranstaltninger støttede Kommissionen medlemsstaterne ved

at etablere og tilrettelægge møder i det europæiske netværk for samarbejde om valg

145

. Dette

netværk samler repræsentanter for medlemsstaternes myndigheder med kompetence i

valgspørgsmål og giver mulighed for konkrete og praktiske udvekslinger om en række emner,

der er relevante for at sikre frie og retfærdige valg, herunder databeskyttelse, cybersikkerhed,

gennemsigtighed, bevidstgørelse og inkluderende og lige deltagelse.

7. RET TIL BESKYTTELSE HOS DIPLOMATISKE ELLER KONSULÆRE

MYNDIGHEDER (ARTIKEL 20, STK. 2, LITRA C), OG ARTIKEL 23 I TEUF)

7.1. Indledning

I henhold til artikel 20, stk. 2, litra c), og artikel 23 i TEUF nyder unionsborgere i tredjelande,

hvor den medlemsstat, som de er statsborgere i, ikke er repræsenteret, beskyttelse hos enhver

medlemsstats diplomatiske og konsulære myndigheder på samme vilkår som statsborgere i

denne medlemsstat. 76 % af unionsborgerne kender denne ret

146

https://ec.europa.eu/newsroom/just/item-detail.cfm?item_id=51132.

https://www.consilium.europa.eu/media/22130/st09008en17.pdf.

141

https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX%3A52018DC0044&qid=1606943045330.

142

https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX%3A52018DC0637&qid=1606943148506.

143

https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX%3A52018DC0638&qid=1606943255883.

144

https://eur-lex.europa.eu/legal-content/EN/TXT/?qid=1561130736830&uri=CELEX:52018PC0636.

145

https://ec.europa.eu/info/policies/justice-and-fundamental-rights/eu-citizenship/electoral-rights/european-

cooperation-network-elections_en.

146

Flash Eurobarometer 485, forår 2020.

140

139

I rapporteringsperioden besvarede Kommissionen ti klager, otte breve/individuelle

forespørgsler og otte spørgsmål fra Europa-Parlamentet om dette spørgsmål. Disse vedrørte

udstedelse af rejsedokumenter i nødsituationer med henblik på hjemrejse eller mangel på eller

diskriminerende konsulær beskyttelse.

7.2. Udviklingen på området konsulær beskyttelse

Den 18. juni 2019 vedtog Rådet et direktiv om indførelse af et EU-nødpas, der ajourfører

reglerne, formatet og sikkerhedselementerne i det dokument, der anvendes i øjeblikket

147

. Det

forenkler formaliteterne for ikkerepræsenterede unionsborgere i tredjelande, hvis pas eller

rejsedokument er bortkommet, stjålet eller ødelagt, for at sikre, at de får udleveret et nødpas

af en anden medlemsstat, så de kan rejse hjem. Efter vedtagelsen af de nødvendige tekniske

specifikationer har medlemsstaterne to år til at gennemføre direktivet i national ret.

Sideløbende hermed vil Kommissionen fortsat indarbejde og forhandle bestemmelser om

samtykke i bilaterale aftaler med lande uden for EU for at sikre, at disse lande er enige om, at

repræsenterede EU-medlemsstater yder bistand til ikkerepræsenterede unionsborgere.

8. RET TIL AT INDGIVE ANDRAGENDER TIL EUROPA-PARLAMENTET OG

RET TIL AT HENVENDE SIG TIL DEN EUROPÆISKE OMBUDSMAND

(ARTIKEL 20, STK. 2, LITRA D), OG ARTIKEL 24, STK. 2, 3 OG 4 I TEUF)

8.1. Indledning

I artikel 20, stk. 2, litra d), og artikel 24, stk. 2, 3 og 4, i TEUF henvises der til andre

rettigheder, der giver unionsborgere ret til at henvende sig til EU-institutionerne, herunder

retten til at indgive andragender til Europa-Parlamentet og retten til at henvende sig til Den

Europæiske Ombudsmand. Alle unionsborgere har ret til at skrive til alle institutioner,

organer, kontorer eller agenturer på et af EU's officielle sprog

148

og modtage et svar på

samme sprog

149

8.2. Ret til at indgive andragender til Europa-Parlamentet

I henhold til artikel 24, stk. 2, i TEUF har unionsborgere ret til at indgive andragender til

Europa-Parlamentet på et hvilket som helst af de officielle sprog om EU-spørgsmål, der

vedrører dem, og til at modtage et svar på samme sprog. I 2018 modtog Europa-Parlamentets

Udvalg for Andragender 1 220 andragender, et fald fra 1 271 i 2017 og 1 569 i 2016. I 2019

steg dette tal imidlertid til 1 357, hvoraf 938 opfyldte betingelserne for behandling. I 2018

blev miljøet hovedemnet for andragender, hvilket også var tilfældet i 2019.

Rådets direktiv (EU) 2019/997 af 18. juni 2019 om indførelse af et EU-nødpas og om ophævelse af afgørelse

96/409/FUSP (EUT L 163 af 20.6.2019, s. 1).

148

Se artikel 55, stk. 1, i TEU.

149

Denne bestemmelse anvendes i alle EU's institutioner, organer, kontorer og agenturer, når det er relevant for

deres arbejde.

147

En "webportal for andragender"

150

har eksisteret siden 2014 og giver mulighed for

brugervenlig indgivelse af andragender online. Mens der i 2014 blev indgivet andragender pr.

e-mail i 80 % af sagerne og pr. brev i de resterende 20 %, blev 73,9 % af de modtagne

andragender i 2019 indgivet via webportalen

151

8.3. Ret til at henvende sig til Den Europæiske Ombudsmand

I henhold til artikel 24, stk. 3, i TEUF har unionsborgere ret til at henvende sig til Den

Europæiske Ombudsmand, som behandler klager fra borgerne over EU's institutioner,

organer og agenturer. Problemerne strækker sig fra kontraktlige tvister og krænkelser af

grundlæggende rettigheder til manglende gennemsigtighed i beslutningstagningen og afslag

på aktindsigt i dokumenter.

I perioden 2017-2019 registrerede Ombudsmandens kontor over 6 000 klager, hvoraf ca.

2 500 faldt inden for Ombudsmandens mandat, og indledte 1 395 undersøgelser. De fleste

klager vedrørte en påstået mangel på gennemsigtighed og ansvarlighed. Efterlevelsen af

Ombudsmandens forslag steg fra 85 % i 2016 til 77 % i 2018. Faldet har været forholdsvis

konstant siden 2014, hvor efterlevelsen var nået op på 90 %. Ombudsmandens kontor hjalp

mere end 50 000 borgere i løbet af den treårige periode ved at indlede undersøgelser, besvare

anmodninger om oplysninger eller rådgive i sin interaktive onlinevejledning.

Denne centrale klagebehandling blev suppleret med strategiske undersøgelser på eget initiativ

med henblik på at hjælpe så mange borgere som muligt ved at undersøge problemer, der

tilsyneladende er systemiske snarere end engangsforeteelser. Ved undersøgelserne i

rapporteringsperioden så man bl.a. på gennemsigtigheden i Rådets lovgivningsproces

(2017)

152

I 2016 vedtog Den Europæiske Ombudsmand nye interne regler for, hvordan Ombudsmanden

behandler klager og undersøgelser, for at gøre kontoret mere effektivt.

I 2018 indførte Den Europæiske Ombudsmand en ny hasteprocedure for klager over

aktindsigt, som giver Ombudsmanden mulighed for at træffe en afgørelse senest to måneder

efter modtagelsen af klagen

153

9. EUROPÆISKE BORGERINITIATIVER (ARTIKEL 24 I TEUF OG ARTIKEL 11,

STK. 4, I TEU)

I henhold til artikel 11, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU), som gennemført

ved forordning (EU) nr. 211/2011, kan en million borgere eller flere fra mindst syv

150

https://petiport.secure.europarl.europa.eu/petitions/en/main.

https://www.europarl.europa.eu/meetdocs/2014_2019/plmrep/COMMITTEES/PETI/PR/2020/09-

03/1197378DA.pdf.

152

https://www.ombudsman.europa.eu/da/special-report/da/94921.

153

https://www.ombudsman.europa.eu/da/press-

release/en/89910%3Futm_source%3Dweb_EO&utm_medium%3Dscrollie_organic&utm_campaign%3Dscrolli

e_25.

151

medlemsstater gå sammen om at opfordre Kommissionen til inden for dens

kompetenceområder at fremsætte et passende forslag om spørgsmål, hvor der efter deres

mening er behov for en EU-retsakt for at gennemføre traktaterne.

Siden 2011 er der iværksat 75 initiativer

154

om en række forskellige spørgsmål, og

initiativtagerne i hele Den Europæiske Union har indsamlet ni millioner

støttetilkendegivelser. Det er lykkedes fem initiativer at nå op over grænsen på én million

underskrifter:

I initiativet "Indfør et forbud mod glyphosat"

155

opfordres medlemsstaterne til at forbyde

glyphosat, reformere godkendelsesproceduren for pesticider og fastsætte obligatoriske EU-

reduktionsmål for anvendelsen af pesticider. I december 2017 vedtog Kommissionen en

meddelelse

156

, hvori den forklarede, at den ikke havde til hensigt at fremsætte et

lovgivningsforslag, fordi Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritets videnskabelige

vurdering af glyphosat er gunstig med hensyn til menneskers og dyrs sundhed og miljøet.

Som opfølgning på gennemgangen af, hvordan forordningen har været anvendt siden den 31.

marts 2015

157

, vedtog Kommissionen den 13. september 2017 et forslag til en ny forordning

om borgerinitiativet

158

. Den blev vedtaget den 17. april 2019

159

og trådte i kraft den 1. januar

2020. Den reviderede forordning medfører omfattende forenkling og forbedringer for borgere

og initiativtagere i alle de forskellige trin i ECI-processen, således at det fulde potentiale i

borgerinitiativet kan opnås ved at gøre det mere tilgængeligt, mindre byrdefuldt og lettere at

anvende for initiativtagere og støtter.

Kommissionen foretog endnu en gennemgang af, hvordan forordningen er blevet anvendt, og

den 28. marts 2018 vedtog den endnu en rapport

160

, hvori den konkluderede, at

Kommissionen har foretaget en grundig vurdering af de resterende flaskehalse og søgt at løse

problemerne i sit forslag til forordning af 13. september 2017. Kommissionen er fast besluttet

på fortsat at overvåge og drøfte en række spørgsmål vedrørende det europæiske

borgerinitiativ i tæt samarbejde og koordinering med de forskellige interessenter og

institutioner samt at forbedre instrumentet.

I rapporteringsperioden har ekspertgruppen om det europæiske borgerinitiativ holdt syv

møder

161

. Den består af repræsentanter for de relevante nationale myndigheder, og dens rolle

er at koordinere med EU-landene om, hvordan borgerinitiativet gennemføres.

154

155

Registeret over europæiske borgerinitiativer:

https://europa.eu/citizens-initiative/home_da.

https://europa.eu/citizens-initiative/initiatives/details/2017/000002_da.

156

C(2017) 8414 final.

157

COM(2015) 145 final.

158

COM(2017) 482.

159

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/788 af 17. april 2019 om det europæiske

borgerinitiativ (EUT L 130 af 17.5.2019, s. 55).

160

COM(2018) 157 final.

161

https://europa.eu/citizens-initiative/expert-group-meetings_da.