Europaudvalget 2022-23 (2. samling)
KOM (2021) 0093 Bilag 9
Offentligt
2638928_0001.png
SAMLENOTAT
1. Forslag til direktiv om bindende løngennemsigtighedstiltag
- Tilslutning til trilog-aftale
KOM-nr. (2021) 93 final
Revideret notat. Ændringer ift. samlenotat sendt til Folketinget den 30. november
2021 er markeret med streg i venstre margin.
1. Resumé
EU-formandskabet vil forsøge at lande et udkast til trilog-aftale med EU-Parla-
mentet den 30. november 2022 om løngennemsigtighedsdirektivet, hvorefter ende-
lig aftaletekst skal godkendes på Coreper, måske allerede den 7. december 2022.
Der er fortsat en række udeståender i trilog-forhandlingerne, og det kan ikke med
sikkerhed forudsiges, hvad en endelig aftale vil indeholde.
Rådet vedtog på EPSCO-rådsmødet den 6. december 2021 en generel indstilling
med henblik på at indlede forhandlinger med Europa-Parlamentet. Rådet har på en
række punkter søgt større fleksibilitet og lempede krav i forhold til Kommissionens
forslag. Efterfølgende vedtog Europa-Parlamentet den 5. april 2022 sin forhand-
lingsposition med ganske væsentlige ændringer ift. Kommissionens oprindelige for-
slag, jf. nedenfor i punkt 6.
Den 25. nov. 2021 opnåede regeringen bred opbakning fra Folketinget til at tilken-
degive foreløbig dansk støtte til direktivforslaget, som det forelå i Rådets generelle
indstilling. I mandatet lagde regeringen afgørende vægt på, at der i trilog-forhand-
lingerne blev arbejdet for, at direktivet ikke underminerer den danske arbejdsmar-
kedsmodel. Endvidere lagde regeringen stor vægt på, at arbejdsmarkedets parter,
hvor relevant, kan løfte direktivets forpligtelser. Endelig lagde regeringen vægt på,
at direktivet ikke må påføre stat eller virksomheder, ikke mindst små virksomheder,
urimeligt store byrder. Regeringen gav tilsagn om at inddrage Folketingets Euro-
paudvalg, inden der tages stilling til det endelige direktiv efter trilog-forhandlin-
gerne. Såfremt sagen er tilstrækkelig oplyst, vil sagen blive forelagt igen med hen-
blik på at søge fornyet opbakning den 2. december 2022. Er det ikke tilfældet, vil
den fungerende beskæftigelsesminister give Europaudvalget en status i sagen
samme dag.
Kommissionen har den 4. marts 2021 fremlagt forslag til direktiv om at styrke an-
vendelsen af ligelønsprincippet ved hjælp af løngennemsigtighed og håndhævelses-
mekanismer. Med forslaget ønsker Kommissionen at tackle den vedvarende util-
strækkelige håndhævelse af ligelønsprincippet og at sikre, at princippet overholdes
i hele EU. Derfor vil Kommissionen indføre fælles standarder om løngennemsigtig-
hed med henblik på, at arbejdstagere kan gøre deres ret til lige løn gældende.
Kommissionen vil også fremme en ensartet anvendelse af nøglebegreber vedrø-
rende lige løn og styrke håndhævelsesmekanismer.
kom (2021) 0093 - Bilag 9: Samlenotat vedr. bindende løngennemsigtighedstiltag
2638928_0002.png
Direktivet vil have lovgivningsmæssige konsekvenser. Der må endvidere forudses
statsfinansielle merudgifter af væsentlig karakter, primært som følge af de admini-
strative konsekvenser for statslige arbejdsgivere og som følge af krav til et over-
vågningsorgan samt tilpasninger ved nye opgaver til ligebehandlingsorganet og li-
gebehandlingsnævnet. Der må også forudses betydelige erhvervsøkonomiske mer-
udgifter som følge af de administrative konsekvenser for erhvervslivet. Regeringen
har inviteret arbejdsmarkedets parter til bidrage med konkrete vurderinger og be-
regninger heraf. DA har vurderet høje udgifter for danske virksomheder som følge
af direktivet. Da der er tale om et skøn, er der dog usikkerhed om de reelle er-
hvervsøkonomiske udgifter. Der vil blive igangsat en byrdemåling af det endelige
direktiv i forbindelse med dets implementering i dansk ret. Der er redegjort nær-
mere for konsekvenserne under notatets punkt 7.
Regeringen ønsker et samfund, hvor mænd og kvinder reelt har lige muligheder, og
hvor løn ikke afhænger af køn. Regeringen støtter op
om EU’s ligelønsprincip samt
en effektiv håndhævelse heraf, og regeringen er optaget af at bekæmpe lønforskelle
baseret på køn, bl.a. ved at sikre synlighed og information om mænds og kvinders
aflønning samt ved at styrke ligelønsarbejdet på alle niveauer.
Regeringen finder detaljeringsgraden i forslaget for stor og har rejst bekymring
ved de meget detaljerede håndhævelses- og tilsynsbestemmelser og disses overens-
stemmelse med proportionalitetsprincippet, idet de potentielt kan udfordre den
danske arbejdsmarkedsmodel og medføre unødige byrder for erhvervslivet. Dan-
mark har en stærk og langvarig tradition for, at løn- og arbejdsvilkår reguleres af
arbejdsmarkedets parter gennem kollektive overenskomster og uden indblanding
fra regering og Folketinget.
Regeringen finder, at nye tiltag skal kunne implementeres gennem kollektive afta-
ler, og at der tages hensyn til forskellige nationale modeller og for arbejdsmarke-
dets parter i forslagets enkelte bestemmelser. Ligeledes ser regeringen behov for at
mindske de administrative byrder, både for offentlige myndigheder, arbejdsgivere
og erhvervsliv.
Regeringen er særligt optaget af, at direktivet skal tage fornødent hensyn til den
danske model, hvor arbejdsmarkedets parter fortsat skal kunne forhandle, indgå og
håndhæve kollektive overenskomster uden indblanding fra andre organer eller
myndigheder; at direktivet ikke må påføre hverken stat eller virksomheder, ikke
mindst små virksomheder, urimeligt store byrder; og at direktivet kan passes ind i
en dansk kontekst og implementeres i kollektive overenskomster.
Regeringen følger trilog-forhandlingerne tæt for at sikre danske prioriteter og en
samlet balance. Det er samtidig umiddelbart regeringens opfattelse, at en trilog-
aftale kan ligge inden for det hidtidige danske mandat, men det afhænger af den
endelige tekst efter trilog-forhandlingerne. Det er forventningen, at der ikke er be-
hov for at ændre på ordlyden af det hidtidige forhandlingsoplæg fra Folketinget,
der dermed kan forelægges Europaudvalget igen.
2
kom (2021) 0093 - Bilag 9: Samlenotat vedr. bindende løngennemsigtighedstiltag
2638928_0003.png
2. Baggrund
EU-formandskabet vil forsøge at lande et udkast til trilog-aftale med EU-Parlamen-
tet den 30. november 2022 om løngennemsigtighedsdirektivet, hvorefter endelig
aftaletekst skal godkendes på Coreper, måske allerede den 7. december 2022.
Kommissionen har den 4. marts 2021 fremlagt forslag til direktiv om styrkelse af
anvendelsen af princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller
arbejde af samme værdi ved hjælp af løngennemsigtighed og håndhævelsesmeka-
nismer. Den danske sprogversion af forslaget er modtaget den 9. marts 2021.
Kommissionen henviser til, at retten til lige løn til kvinder og mænd for samme ar-
bejde eller arbejde af samme værdi er blandt EU’s grundlæggende traktatfæstede
principper. Kravet er tillige beskyttet i det omarbejdede ligebehandlingsdirektiv
(Direktiv 2006/54/EF
1
), som siden er suppleret af Kommissions henstilling fra
2014 om løngennemsigtighed
2
. På trods af denne retlige ramme er lønforskellen
mellem kønnene i EU fortsat opgjort til omkring 14 pct.
Kommissionen henviser også til sin evaluering fra 2020 og flere andre rapporter,
der bekræfter, at ligelønsprincippet ikke anvendes eller håndhæves hensigtsmæs-
sigt i praksis, og at der i mange medlemsstater er mangel på løngennemsigtighed.
Retsgrundlaget for forslaget er artikel 157, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske
Unions funktionsmåde (TEUF), og forslaget er omfattet af den almindelige lovgiv-
ningsprocedure og skal vedtages af både Rådet og Europa-Parlamentet.
3. Formål og indhold
3.1 Formål
Med forslaget ønsker Kommissionen at tackle den vedvarende utilstrækkelige
håndhævelse af ligelønsprincippet og at sikre, at princippet overholdes i hele EU.
Derfor foreslår Kommissionen fælles standarder om løngennemsigtighed med hen-
blik på, at arbejdstagere kan gøre deres ret til lige løn gældende. Kommissionen
ønsker også at fremme en ensartet anvendelse af en række nøglebegreber vedrø-
rende lige løn og at styrke håndhævelsesmekanismerne.
Løngennemsigtighed giver ifølge Kommissionen arbejdstagere mulighed for at op-
dage og bevise mulig forskelsbehandling baseret på køn. Den kaster lys over køns-
skævheder i lønsystemer og jobklassificering, hvilket kan øge bevidstheden og sti-
mulere debatten om årsagerne til strukturelle lønforskelle mellem kønnene. Løn-
gennemsigtighed kan udløse revision af ligestillingspolitikker på virksomhedsni-
1
Direktiv 2006/54/EF om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebe-
handling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv
2
Kommissionens henstilling 2014/124/EU om styrkelse af princippet om lige løn til mænd
og kvinder gennem åbenhed.
3
kom (2021) 0093 - Bilag 9: Samlenotat vedr. bindende løngennemsigtighedstiltag
2638928_0004.png
veau og fremme tættere samarbejde mellem arbejdsgivere og arbejdstagerrepræsen-
tanter. Det er med dette udgangspunkt, at Kommission ønsker at indføre nye og
mere detaljerede regler for at sikre overholdelse af ligelønsprincippet.
Kommissionen ser forslaget som del af en bredere pakke af foranstaltninger og ini-
tiativer, hvis formål er at håndtere de grundlæggende årsager til lønforskelle mel-
lem kønnene og at styrke kvinders økonomiske indflydelse og status.
3.2 Indhold
A. Kommissionens forslag
Det foreslåede direktiv består af 34 bestemmelser, inddelt i fire kapitler, med føl-
gende indhold:
Kapitel I
indeholder generelle bestemmelser om formål, anvendelsesområde, defi-
nitioner og samme arbejde og arbejde af samme værdi:
Det foreslåede direktiv fastsætter minimuskrav for at styrke anvendelsen af li-
gelønsprincippet samt forbuddet mod forskelsbehandling, navnlig ved hjælp af
løngennemsigtighed og styrkede håndhævelsesmekanismer.
Det foreslåede direktiv finder anvendelse på offentlige og private arbejdsgivere
samt på alle arbejdstagere, som har en ansættelseskontrakt eller er i et ansættel-
sesforhold.
Det foreslåede direktiv definerer en række udtryk og begreber med henblik på
fælles forståelse heraf, såsom løn, lønniveau, lønforskel, kategori af arbejdsta-
gere, forskelsbehandling, ligebehandlingsorgan og arbejdstilsyn.
Det foreslåede direktiv pålægger medlemsstaterne at træffe foranstaltninger for
at sikre,
o
at arbejdsgivere har lønstrukturer, der sikrer kvinder og mænd lige løn
for samme arbejde eller for arbejde af samme værdi, samt
o
at der er værktøjer og metoder til at vurdere og sammenligne arbejdets
værdi.
Endvidere er der indsat præciseringer under henvisning til EU-Domstolens
retspraksis, hvor arbejdstagere kan være i en sammenlignelig situation, uanset
de ikke arbejder for samme arbejdsgiver, samt hvor der i mangel af faktisk
grundlag kan anvendes et hypotetisk sammenligningsgrundlag.
Kapitel II
fastsætter bestemmelser om løngennemsigtighed og indeholder herunder
en række nye rettigheder og forpligtelser i tilknytning hertil:
Ansøgere har ret til at få oplyst lønniveauet for den pågældende stilling, og ar-
bejdsgivere må ikke spørge til ansøgeres lønhistorik.
Arbejdsgivere skal have en tilgængelig beskrivelse af de kønsneutrale kriterier,
der anvendes til at fastsætte løn og karriereudvikling.
Arbejdstagere har på anmodning ret til at få oplysninger fra deres arbejdsgiver,
for at de kan vurdere, om de aflønnes på en ikke-diskriminerende måde i for-
hold til andre arbejdstagere i organisationen, evt. via deres repræsentant eller et
ligebehandlingsorgan. Arbejdstagere må ikke forhindres i at offentliggøre deres
4
kom (2021) 0093 - Bilag 9: Samlenotat vedr. bindende løngennemsigtighedstiltag
2638928_0005.png
løn, men arbejdsgiveren kan kræve, at anvendelsen af de udleverede oplysnin-
ger begrænses til håndhævelsen af retten til lige løn.
Arbejdsgivere med mindst 250 arbejdstagere skal gøre visse overordnede oplys-
ninger offentligt tilgængelige omkring lønforskellen mellem kvindelige og
mandlige arbejdstagere. Mere specifikke og følsomme oplysninger skal være til
rådighed for arbejdstagerne og deres repræsentanter, mens arbejdstilsyn og lige-
behandlingsorgan kan indhente disse oplysninger. Der skal ske dataindsamling
og offentliggørelse ved det nationale overvågningsorgan udpeget efter artikel
26, herunder med mulighed for at sammenligne data mellem arbejdsgivere, sek-
torer og regioner. Arbejdstagerne og deres repræsentanter, arbejdstilsyn og lige-
behandlingsorganer kan anmode arbejdsgiveren om at præcisere og uddybe op-
lysningerne, ligesom arbejdsgiveren forpligtes til at rette op på lønforskelle, der
ikke kan begrundes i objektive og kønsneutrale faktorer.
Arbejdsgivere med mindst 250 arbejdstagere skal som udgangspunkt i samar-
bejde med arbejdstagerrepræsentanter foretage fælles lønvurdering:
a) Når der er en forskel i den gennemsnitlige løn mellem kvindelige og
mandlige arbejdstagere på mindst 5 pct. i en given kategori af arbejds-
tagere, og
b) Når arbejdsgiveren ikke har begrundet en sådan lønforskel med objek-
tive og kønsneutrale faktorer.
Arbejdsgiveren skal stille disse vurderinger til rådighed for arbejdstagerne, ar-
bejdstagerrepræsentanterne, overvågningsorganet, ligebehandlingsorganger og
arbejdstilsynet og er forpligtet til at rette op på uforklarede lønforskelle.
Det foreslåede direktiv præciserer, at der gælder databeskyttelse ved videregi-
velsen af personoplysninger, og at disse ikke må anvendes til andre formål end
til gennemførelse af ligelønsprincippet. Medlemsstaterne kan begrænse adgan-
gen til oplysninger, hvor der er tale om identificerbare medarbejderes løn.
Det foreslåede direktiv søger at fremme social dialog, og at rettigheder og plig-
ter i henhold til direktivet drøftes med arbejdsmarkedets parter.
Kapitel III
indeholder bestemmelser om retsmidler og håndhævelse:
Medlemsstaterne skal sikre, at arbejdstagere, der mener sig krænket, og de, der
handler på deres vegne, har klageadgang til retslige instanser med henblik på
håndhævelse af rettigheder og pligter vedrørende ligelønsprincippet, også efter
ansættelsesforholdets ophør.
Medlemsstater skal sikre, at foreninger, organisationer, ligebehandlingsorganer
og arbejdstagerrepræsentanter eller andre juridiske enheder kan føre sager om
ligeløn. Ligebehandlingsorganer og arbejdstagerrepræsentanter kan handle på
vegne af eller til støtte for arbejdstagere med deres samtykke.
Medlemsstaterne skal sikre, at enhver skadelidt arbejdstager har ret til at kræve
godtgørelse eller erstatning, inkl. ret til morarenter. Hverken erstatning eller
godtgørelse må begrænses til et beløbsloft.
Medlemsstaterne skal sikre, at domstole eller andre kompetente myndigheder på
anmodning fra sagsøger og på sagsøgtes regning kan udstede påbud om:
(a) at tilsidesættelsen af en rettighed eller forpligtelse vedrørende ligelønsprin-
cippet skal bringes til ophør;
5
kom (2021) 0093 - Bilag 9: Samlenotat vedr. bindende løngennemsigtighedstiltag
(b) at sagsøgte skal træffe nødvendige strukturelle eller organisatoriske foran-
staltninger.
Overholdes disse påbud ikke, skal der pålægges tvangsbøder.
Medlemsstaterne skal som udgangspunkt sikre, at når arbejdstagere, der betrag-
ter sig som krænket, påviser faktiske omstændigheder, som skaber formodning
for forskelsbehandling, påhviler det sagsøgte at modbevise det. Særligt når en
arbejdsgiver har tilsidesat nogle af de rettigheder eller pligter knyttet til løngen-
nemsigtighed i forslaget, påhviler det arbejdsgiveren at bevise, at der ikke har
været forskelsbehandling. Enhver evt. tvivl skal komme sagsøgeren til gode.
Dog er det ikke til hinder for, at medlemsstaterne kan indføre gunstigere bevis-
regler. Medlemsstaterne kan undlade at pålægge delt bevisbyrde, hvor det på-
hviler domstolen eller det kompetente organ selv at belyse sagens faktiske om-
stændigheder. Bestemmelsen gælder i sin helhed ikke straffesager, medmindre
andet fastsættes i national lovgivning.
Medlemsstaterne skal sikre, at domstole eller kompetente myndigheder kan på-
lægge sagsøgte at fremlægge relevante beviser, evt. mod beskyttelse af fortro-
lige oplysninger. Også her kan medlemsstaterne opretholde eller indføre regler,
der er gunstigere for sagsøgerne.
Medlemsstater skal fastlægge regler om forældelsesfrister, herunder at disse
ikke løber, før overtrædelsen af ligelønsprincippet er ophørt, og før sagsøger er
eller burde være bekendt med overtrædelsen. Forældelsesfristerne skal mindst
være fastsat til tre år.
Sagsøgere, der får medhold, skal have ret til at kræve rimelige sagsomkostnin-
ger dækket, herunder advokat- og eksperthonorar mv. Sagsøgte, der får med-
hold, kan alene kræve sagsomkostninger dækket, hvis kravet var fremsat i ond
tro, var klart ubegrundet, eller hvis manglende dækning ville være åbenbart uri-
melig.
Medlemsstater skal fastlægge sanktioner for overtrædelse, herunder et mini-
mumniveau for bøder, og niveauet af bøderne skal tage højde for:
(a) Overtrædelsens alvor og varighed;
(b) Arbejdsgivers intention eller forsømmelse;
(c) Andre skærpende eller formildende omstændigheder i sagen.
Medlemsstater skal fastsætte specifikke sanktioner i tilfælde af gentagne over-
trædelser. Disse sanktioner kan omfatte at inddrage offentlige ydelser mv.
Medlemsstater skal indføre mekanismer om ligeløn i offentlige kontrakter og
koncessioner, så overtrædelse af forpligtelserne kan være udelukkelsesgrund.
Arbejdstagere og deres repræsentanter må ikke behandles mindre fordelagtigt
på grund af, at de har udnyttet deres ret til ligeløn.
Forslaget præciserer, at direktivets regler om håndhævelse og retsmidler finder
anvendelse på sager vedrørende enhver rettighed eller forpligtelse vedrørende
ligelønsprincippet som fastsat i artikel 4 i direktiv 2006/54/EF.
Kapitel IV
indeholder horisontale bestemmelser, bl.a. om beskyttelsesniveau, ikraft-
træden mv. Her angives udvalgte bestemmelser:
Ligestillingsorganer oprettet i henhold til direktiv 2006/54/EF skal også være
kompetente med hensyn til spørgsmål, der falder inden for det forslåede direk-
tivs anvendelsesområde. Samtidig skal medlemsstaterne sikre tæt samarbejde og
6
kom (2021) 0093 - Bilag 9: Samlenotat vedr. bindende løngennemsigtighedstiltag
2638928_0007.png
koordinering mellem ligestillingsorganer og andre organer med tilsynsfunktion
på arbejdsmarkedet.
Medlemsstaterne skal udpege et overvågningsorgan, hvis opgaver omfatter:
(a) at øge opmærksomheden omkring ligelønsprincippet samt løngennemsigtig-
hed;
(b) at indsamle data modtaget fra arbejdsgivere;
(c) at samle data om sager vedrørende løndiskrimination.
Forslaget præciserer, at direktivet på ingen måde må berøre retten til at for-
handle, indgå og håndhæve kollektive overenskomster og til at tage kollektive
kampskridt i overensstemmelse med national lovgivning eller praksis.
Medlemsstaterne skal hvert år rapportere til Kommissionen (Eurostat) ajourførte
kønsopdelte data.
Medlemsstaterne kan overlade arbejdsmarkedets parter at implementere direkti-
vet.
Medlemsstaterne skal implementere direktivet senest to år efter direktivets
ikrafttræden.
B. Rådets generelle indstilling fra december 2021 under det slovenske formandskab:
Rådet vedtog på EPSCO-rådsmødet den 6. december 2021 sin generelle indstilling
med henblik på de videre forhandlinger med Europa-Parlamentet. I kompromistek-
sten indgik større fleksibilitet på en række punkter og dermed lempede krav i forhold
til Kommissionens forslag, bl.a.:
Medlemslandene pålægges ikke at oprette arbejdstilsyn på direktivets område.
Tilsynsopgaverne kan overlades til eksisterende organer eller arbejdsmarkedets
parter i overensstemmelse med nationale regler og praksis.
Medlemslandene kan overlade det til arbejdsmarkedets parter at sikre de for-
nødne løndannelsesmekanismer samt at udvikle værktøjer og metoder for at vur-
dere og sammenligne arbejdets værdi.
Medlemslande kan iværksætte initiativer for at nedbringe byrder for små virk-
somheder ved løngennemsigtighedstiltag.
De nye regler skal i videre omfang kunne passes ind i overensstemmelse med
national lov og praksis.
Der er arbejdet med de vidtgående og usædvanlige regler om retsmidler og hånd-
hævelse.
Det er blevet ekspliciteret, at den hypotetiske sammenligningssituation bygger
på definition af direkte og indirekte diskrimination i det gældende omarbejdede
ligebehandlingsdirektiv (2006/54/EC), hvorved det er blevet tydeliggjort, at den
hypotetiske sammenligningssituation ikke er et nyt juridisk koncept.
Ved tilslutningen til den generelle indstilling udestod afklaring på en række punkter,
hvor regeringen så udfordringer, herunder
forståelsen af mulighederne for at sammenligne på tværs af arbejdsgivere og
sektorer;
forståelsen af ligebehandlingsorganernes udvidede kompetencer og samspillet
med det overenskomstdækkede område;
fortsat behov for tilpasninger i reglerne om retsmidler og håndhævelse; og
værnet for at sikre parternes rolle og autonomi på området.
7
kom (2021) 0093 - Bilag 9: Samlenotat vedr. bindende løngennemsigtighedstiltag
2638928_0008.png
C. Forslag til mulig trilog-aftale, skitseret af det tjekkiske formandskab
EU-formandskabet har den 21. nov. 2022 fremsat et forslag til en samlet pakke, som
kan danne grundlag for en aftale med Europa-Parlamentet. Forslaget skal nu drøftes
på Coreper den 25. nov. 2022 forud for en mulig trilog den 30. november. Formand-
skabets forslag er formuleret meget overordnet, hvor de væsentligste ændringer, som
formandsskabet ønsker at foreslå, er følgende:
Der er nye formuleringer i definitionen af arbejdstilsyn.
Virksomheder med mellem 150 og 249 ansatte bliver omfattet af rapporterings-
forpligtelsen i artikel 8 og skal udarbejde lønrapporter hvert tredje år. To år ef-
ter gennemførelsesfristen for direktivet udvides pligten om at rapportere hvert
tredje år til også at omfatte arbejdsgivere med mellem 100 til 249 ansatte.
Medlemslande forpligtes til at yde teknisk hjælp og oplæring
til SMV’er med
henblik på at reducere de administrative byrder for disse virksomheder.
Konceptet om ’intersektionel diskrimination’ tydeliggøres (dvs. diskrimination
på baggrund af flere/multiple grunde); dels ved at præcisere konceptet i direkti-
vets betragtninger; dels gennem referencer til den mulige betydning for kom-
pensationsniveau samt som skærpende omstændighed ift. fastsættelsen af sank-
tioner.
En betragtning vil henvise til, at anvendelsen af ligebehandlingsprincippet i
nogle lande går videre end den binære distinktion mellem mænd og kvinder.
Arbejdsgivere forpligtes til særligt over for ansatte og ansøgere med handicap at
overholde rettigheder og pligter i tilknytning til løngennemsigtighed.
Det nationale ligebehandlingsorgan skal konsulteres ift. udviklingen af værktø-
jer og metoder til at vurdere og sammenligne arbejde af samme værdi.
De objektive kriterier til at vurdere værdien af arbejdet skal også inkludere
bløde kompetencer (soft skills).
Medlemslandene kan overlade implementeringen af direktivet til arbejdsmarke-
dets parter, herunder forpligtelserne i artikel 4, i overensstemmelse med natio-
nal lov/praksis.
Direktivet regler om retsmidler bevares i overensstemmelse med Rådets tekst,
dog skal der sikres en forældelsesfrist på mindst fem år i ligelønssager og mu-
lighed for bøde.
Regeringen følger forløbet tæt, herunder er det vigtigt for regeringen, at arbejdsmar-
kedets parter kan løfte evt. tilsynsopgaver og aftale bod i stedet for bøde.
4. Europa-Parlamentets udtalelser
Forslaget skal vedtages både af Europa-Parlamentet og Rådet i den almindelige
lovgivningsprocedure.
Den 5. april 2022 vedtog Europa-Parlamentet sin betænkning og forhandlingsposi-
tion til løngennemsigtighedsdirektivet. Europa-Parlamentet har foreslået en række
væsentlige ændringer ift. Kommissionens oprindelige forslag, herunder
Udvidet kønsbegreb: Det foreslås, at direktivet skal omfatte diskrimination på
grund af deres kønsidentitet, og arbejdsgivere i deres rapporteringsforpligtelser
indtænker non-binære personer.
8
kom (2021) 0093 - Bilag 9: Samlenotat vedr. bindende løngennemsigtighedstiltag
2638928_0009.png
Lavere tærskler: Der foreslås flere virksomheder og lønmodtagere omfattet af
reglerne om at offentliggøre informationer om lønforhold og at udarbejde
lønvurderinger. Arbejdsgivere med mindst 50 ansatte foreslås omfattet af rap-
porteringsforpligtelsen. Ansatte med mellem 50 og 250 ansatte skal rapportere
hvert andet år.
Fokus på intersektionel diskrimination: Det foreslås, at der nationalt skal arbej-
des med at identificere, overvåge og tackle diskrimination på baggrund af
flere/multiple grunde.
’Samme arbejde og arbejde af samme værdi’:
Der foreslås nye krav til det nati-
onale arbejde
med at skabe grundlaget for sammenligninger af ’samme arbejde
og arbejde af samme værdi’, bl.a. krav om at udvikle kønsneutrale
lønevalue-
rings- og lønklassifikationssystemer, at fremme tværsektorielle sammenlignin-
ger og at involvere Ligebehandlingsorganet.
Europæisk ligelønslabel: EP foreslår udvikling af en europæisk certificerings-
ordning for arbejdsgivere, der ikke har et ligelønsgab.
Under trilog-forhandlingerne med Parlamentet har der fra dansk side været ekstra
opmærksomhed omkring:
Arbejdstilsyn/løntilsyn: EP ønsker at vende tilbage til Kommissionens oprinde-
lige definition af ’arbejdstilsyn’. For regeringen er det vigtigt, at arbejdsmarke-
dets parter kan løfte evt. tilsynsopgaver som følge af direktivet.
Bøder: EP ønsker, at der kan pålægges bøder ved overtrædelse af rettigheder
og pligter vedrørende ligelønsprincippet. For regeringen er det vigtigt, at ar-
bejdsmarkedets parter kan aftale bod i stedet for bøde.
5. Nærheds- og proportionalitetsprincippet
5.1. Nærhedsprincippet
Kommissionen anfører om nærhedsprincippet, at
EU’s ligelønsprincip siden 1957
har været traktatfæstet, i dag i art. 157 TEUF, og er nu udtryk for en grundlæg-
gende EU-værdi og menneskerettighed. Kommissionen finder, at evalueringen fra
2020 bekræfter behovet for en koordineret EU-tilgang, for at beskyttelsen på natio-
nalt plan ikke bringes i fare. Der henvises til at nationale løngennemsigtighedsfor-
anstaltninger er fragmenterede og sjældne, hvilket medfører øget risiko for konkur-
rencefordrejning og ulige konkurrencevilkår mellem medlemsstaterne til skade for
det indre markeds funktion.
Derfor ser Kommissionen behov for en EU-indsats med henblik på at sikre ensartet
beskyttelsesniveau i hele EU og lige vilkår for aktørerne på det indre marked. En-
delig gør Kommissionen opmærksom på, at forslaget er baseret på en minimal har-
monisering, som giver mulighed for, at medlemsstater kan fastsætte højere standar-
der. Ligesom medlemsstaterne kan overlade gennemførelsen af rettigheder og plig-
ter til arbejdsmarkedets parter i respekt af social dialog, kollektive overenskomst-
forhandlinger og arbejdsmarkedets parters autonomi.
Generelt finder regeringen ikke grundlag for at tilsidesætte Kommissionens vurde-
ring af nærhedsprincippet, herunder at der tale om håndhævelse af et eksisterende
9
kom (2021) 0093 - Bilag 9: Samlenotat vedr. bindende løngennemsigtighedstiltag
retsprincip på EU plan, og at målet om ensartet anvendelse og håndhævelse i EU
nødvendiggør bindende regler i direktivform.
5.2 Proportionalitetsprincippet
Kommissionen anfører om proportionalitetsprincippet at det hidtil ikke har været
muligt at nå målet om en mere effektiv gennemførelse af ligelønsprincippet, hvor-
for der ses behov for vedtage supplerende lovgivning på området. Kommissionen
angiver, at reglerne ikke går længere end nødvendigt for at sikre arbejdstagernes ret
til oplysninger om evt. lønmæssig forskelsbehandling på grund af køn og mulighed
for at forsvare ret til lige løn. Forslaget tager ifølge Kommissionen hensyn til even-
tuelle omkostninger og byrder for arbejdsgiverne.
Kommissionen mener, at forslaget overlader et råderum for medlemsstaters imple-
mentering, herunder af hensyn til mangfoldigheden af arbejdsmarkedsmodeller i
EU, og giver medlemsstaterne mulighed for at overlade gennemførelsen til arbejds-
markedets parter.
Regeringen har visse bekymringer i forhold til, om forslaget overlader et fornødent
råderum for forskellige arbejdsmarkedsmodeller, herunder for parternes centrale
rolle og autonomi i den danske arbejdsmarkeds model.
6. Gældende dansk ret
Ligelønsprincippet er gennemført i ligelønsloven. Efter lovens § 1 må der ikke pga.
køn finde lønmæssig forskelsbehandling sted i strid med loven, og enhver arbejds-
giver skal yde mænd og kvinder lige løn for samme arbejde eller arbejde af samme
værdi.
Forbuddet mod lønmæssig forskelsbehandling gælder herunder for såvel kollektive
aftaler, der regulerer lønnen, som for individuelle aftaler om løn. Princippet er of-
test direkte indskrevet i de kollektive overenskomster, hvis overholdelse påses af
parterne selv. Ligelønsloven finder ikke anvendelse i det omfang, en tilsvarende
pligt til at yde lige løn følger af en kollektiv overenskomst.
Aftalefriheden på arbejdsmarkedet fritager ikke for forpligtelsen til at overholde li-
gelønsreglerne, men skal udøves med respekt for ligelønsprincippet. Det forhold, at
lønnen er fastsat ved forhandling, kan imidlertid indgå i vurderingen af, om en løn-
forskel er objektiv. En lønmodtager kan heller ikke give afkald på sine rettigheder
efter ligelønsloven.
Er en lønmodtager blevet udsat for lønmæssig forskelsbehandling, har lønmodtage-
ren krav på lønforskellen. Lønmodtageren kan også tilkendes en godtgørelse, som
fastsættes under hensyn til lønmodtagerens ansættelsestid og sagens omstændighe-
der i øvrigt.
Lønmodtagere har ret til at videregive oplysninger om egne lønforhold til, hvem de
ønsker.
10
kom (2021) 0093 - Bilag 9: Samlenotat vedr. bindende løngennemsigtighedstiltag
Ligelønsloven indeholder et forbud mod viktimisering. En arbejdsgiver må således
ikke afskedige eller udsætte en lønmodtager, herunder en lønmodtagerrepræsen-
tant, for anden ugunstig behandling som reaktion på en klage, eller fordi der er
fremsat krav om ligeløn eller fordi man har videregivet oplysninger om sin egen
løn.
Efter ligelønslovens § 5 a skal virksomheder med mere end 35 ansatte og mindst 10
mænd og 10 kvinder med samme jobfunktion (samme 6-cifrede DISCO-kode) ud-
arbejde kønsopdelt lønstatistik eller anvende den statistik, som de får tilsendt fra
enten Danmarks Statistik eller deres arbejdsgiverorganisation. Statistikken skal
drøftes med virksomhedens medarbejderrepræsentanter. Disse regler vedtog Folke-
tinget i 2006 med det formål at forbedre synligheden og informationen om mænds
og kvinders aflønning på de enkelte virksomheder og dermed styrke ligelønsarbej-
det.
Efter ligebehandlingslovens § 16 a gælder der delt bevisbyrde i sager vedr. over-
trædelse af blandt andet ligebehandlingslovens § 4, som omhandler retten til lige
arbejdsvilkår for mænd og kvinder, herunder løn. Overenskomstbestemmelser, som
strider mod § 4 er ugyldige efter ligebehandlingslovens § 11.
Ligebehandlingsnævnet kan behandle klager om overtrædelse af ligelønsprincippet,
og Institut for Menneskerettigheder er
som led i Danmarks gennemførelse af EU’s
diskriminationsdirektiver ved lov udpeget til at være nationalt ligebehandlingsor-
gan i forhold til race og etnisk oprindelse (siden 2003) og i forhold til køn (siden
2011).
Ligebehandlingsnævnet er et uafhængigt og domstolslignende nævn. Det betyder,
at nævnet ikke får instruktioner fra ministre eller fra andre om, hvordan de kon-
krete sager skal behandles eller afgøres. Formålet med nævnet er, at det skal give
adgang til let, gratis, fagkompetent og hurtig sagsbehandling af sager om forskels-
behandling. Ligebehandlingsnævnet kan tilkende godtgørelse og underkende afske-
digelse i det omfang, det følger af den lovgivning, som Ligebehandlingsnævnet kan
træffe afgørelse om. Alle borgere, der mener sig forskelsbehandlet, kan klage til
nævnet. Der er krav om, at en klager skal have retlig interesse for at kunne klage til
nævnet. Desuden kan Institut for Menneskerettigheder indbringe sager af principiel
karakter eller sager af almindelig offentlig interesse for Ligebehandlingsnævnet.
Beskæftigelsesministeren og ligestillingsministeren udarbejder i henhold til lige-
lønsloven hvert tredje år en redegørelse om indsatsen for at opnå lige løn mellem
mænd og kvinder.
7. Konsekvenser
7.1 Lovgivningsmæssige konsekvenser
Direktivet vil få lovgivningsmæssige konsekvenser, ikke mindst som følge af for-
slagets kapitel II om nye individuelle lønmodtagerrettigheder og forpligtelser for
arbejdsgiverne vedrørende løngennemsigtighed samt den detaljerede regulering
omkring retsmidler og håndhævelse i kapitel III. Uanset at implementering kan
11
kom (2021) 0093 - Bilag 9: Samlenotat vedr. bindende løngennemsigtighedstiltag
2638928_0012.png
overlades til arbejdsmarkedets parter ved kollektive overenskomster, vil der være
behov for, at Folketinget vedtager følgelovgivning.
Selvom Danmark allerede har nationale regler, der forpligter virksomheder til at ar-
bejde med kønsopdelt lønstatistik, indeholder direktivforslagets kapitel II en række
nye og udvidende elementer, fx ret for alle lønmodtagere til oplysninger om de
gennemsnitlige lønniveauer og offentliggørelse af lønforskelle for visse arbejdsgi-
vere. Kønsopdelt lønstatistik er i dag et internt samarbejdsredskab for arbejdet med
ligeløn på virksomheder med mere end 35 ansatte. Gennemførelse af direktivets
regler om løngennemsigtighed vil i udgangspunktet supplere de allerede gældende
regler om kønsopdelt lønstatistik.
Direktivforslagets kapitel III om retsmidler og håndhævelse vil kræve lovændrin-
ger, som udgangspunkt i særlovgivningen, fx i ligelønsloven. Det drejer sig særligt
om:
Ligebehandlingsorganet skal kunne indlede kollektive søgsmål, hvilket umid-
delbart vil indebære en ændring i lov om Institut for Menneskerettigheder og
instituttets vedtægter.
Domstole eller andre kompetente myndigheder skal kunne udstede påbud ved
overtrædelser på ligelønsområdet. Det vil umiddelbart kræve en ændring i lige-
lønsloven, i lov om ligebehandlingsnævnet og i lov om arbejdsretten og faglige
voldgiftsretter.
Reglerne om bevisbyrde og navnlig omvendt bevisbyrde vil kræve lovændring
i ligelønsloven. Omvendt bevisbyrde vil være en skærpelse af de gældende reg-
ler om delt bevisbyrde i ligelønssager.
Domstole og kompetente myndigheder skal i ligelønssager på sagsøgers på-
stand kunne vurdere sammenligninger, der ikke er begrænset til samme ar-
bejdsgiver, når lønforskellen kan tilskrives én og samme kilde, og vurdere sam-
menligninger baseret på en hypotetisk sammenligningsfaktor, dvs, hvordan en
fiktiv person af det andet køn ville have været aflønnet i en sammenlignelig si-
tuation. Bestemmelsen vil umiddelbart indebære lovændring i ligelønsloven;
og evt. i lov om ligebehandlingsnævnet og i lov om arbejdsretten og faglige
voldgiftsretter.
Domstole eller andre kompetente myndigheder skal kunne kræve bevismateri-
ale fremlagt af sagsøgte. Disse regler vurderes umiddelbart at gå videre, end
hvad der i dag følger af retsplejelovens regler om pligt til efter pålæg fra retten
at fremlægge beviser i civile retssager (edition). Der vil derfor umiddelbart
være behov for særregler på ligelønsområdet, i ligelønsloven, i lov om ligebe-
handlingsnævnet, og i lov om arbejdsretten og faglige voldgiftsretter.
Der skal gælde særlige forældelsesregler, som særligt vil ændre på, hvornår en
forældelsesfrist afbrydes. Direktivet vil sikre, at forældelsesfristen afbrydes
både i tilfælde, hvor arbejdstageren anlægger sag ved at indgive krav, og i til-
fælde, hvor arbejdstageren gør opmærksom på kravet over for arbejdsgiver, sin
arbejdstagerrepræsentant, en kontrolmyndighed eller et ligebehandlingsorgan. I
dag følger ligelønsområdet den almindelige forældelseslov (lov om forældelse
12
kom (2021) 0093 - Bilag 9: Samlenotat vedr. bindende løngennemsigtighedstiltag
2638928_0013.png
af fordringer), hvor udgangspunktet er, at kun retslige skridt afbryder forældel-
sesfristen, når skylderen ikke har erkendt kravet. Der vil umiddelbart være be-
hov for særregler om forældelse i ligelønsloven.
Der skal gælde særlige sanktioner ved gentagne overtrædelser, hvilket vil
kræve lovændringer i ligelønsloven. Tilsvarende vil der skulle indføres sankti-
oner i forhold til de nye rettigheder og forpligtelser om løngennemsigtighed.
Ændringerne omkring det nationale ligebehandlingsorgan og udpegning af et natio-
nalt overvågningsorgan vurderes også at skulle ske ved lov.
Medlemslandene pålægges omvendt ikke at oprette arbejdstilsyn på direktivets om-
råde. Tilsynsopgaverne kan overlades til eksisterende organer eller arbejdsmarke-
dets parter i overensstemmelse med nationale regler og praksis. Dette skal forment-
ligt ske ved lov. Formandskabets skitse til trilog-aftale indeholder mulige ændrin-
ger vedr. tilsynsdelen. Endelig vurdering afventer trilog-aftale.
Opfordringen i art. 21 til at lade overholdelsen af ligelønsforpligtelser indgå som
krav ved offentlige kontrakter og navnlig ved overtrædelser at overveje at udelukke
økonomiske aktører fra deltagelse i en offentlig udbudsprocedure vurderes allerede
at være en mulighed efter de gældende udbudsregler, idet overtrædelse af miljø-
mæssige, sociale eller arbejdsretlige regler kan udgøre en frivillig udelukkelses-
grund. En stillingtagen må indgå i de danske implementeringsovervejelser.
Formandskabets skitse til mulig trilog-aftale vil få lovgivningsmæssige konsekven-
ser i tråd med ovenstående. Dog har regeringen ekstra opmærksomhed omkring
mulige, nye lovgivningsmæssige konsekvenser af de ændrede formuleringer vedr.
tilsyn og bøder.
7.2 Konsekvenser for arbejdsmarkedet
På det foreliggende grundlag vurderes forslaget at kunne få konsekvenser for den
danske arbejdsmarkedsmodel. Rækkevidden er fortsat uklar og vil afhænge af di-
rektivets endelige udformning. Der indgår således i forslaget elementer, som umid-
delbart kan ses som svært forenelige med den danske arbejdsmarkedsmodel, hvor
løndannelsen i vidt omfang overlades til arbejdsmarkedets parter.
Det gælder blandt andet Arbejdstilsynets rolle i forhold til monitorering af arbejds-
giveres udarbejdelse af lønredegørelser og lønvurderinger i art. 8 og 9. Samtidig
stiller forslaget også krav om udpegning af et overvågningsorgan til at understøtte
gennemførelsen af direktivet og til at indsamle lønredegørelser og -vurderinger,
som arbejdsgivere skal udarbejde efter art. 8 og 9. En sådan central overvågnings-
instans vil enten forudsætte etablering af en ny myndighed, et nyt organ eller vil
kunne ske som udvidelse af mandatet for noget eksisterende. Begge disse elemen-
ter ses vanskelige at implementere i forhold til den danske model og parternes au-
tonomi og rolle.
Direktivet berører centrale dele af den danske arbejdsmarkedsmodel. Beskæftigel-
sesministeriet har derfor på et tidligt stadie involveret arbejdsmarkedets parter i
13
kom (2021) 0093 - Bilag 9: Samlenotat vedr. bindende løngennemsigtighedstiltag
2638928_0014.png
vurderingen af forslaget, jf. også nedenfor. Regeringen søger fortsat afklaring i for-
hold til de generelle bekymringer om foreneligheden med den danske arbejdsmar-
kedsmodel, hvor løndannelsen i vidt omfang overlades til arbejdsmarkedets parter.
Formandskabets skitse til mulig trilog-aftale vurderes umiddelbart at kunne håndte-
res inden for den danske model, men det afventer en endelig vurdering efter trilog.
Regeringen følger forløbet tæt; herunder er det vigtigt for regeringen, at arbejds-
markedets parter kan løfte evt. tilsynsopgaver og aftale bod i stedet for bøde.
7.3 Økonomiske konsekvenser og konsekvenser for erhvervslivet
Statsfinansielle konsekvenser
Der forudses statsfinansielle merudgifter af væsentlig karakter, primært som følge
af de administrative konsekvenser for statslige arbejdsgivere og som følge af krav
til et overvågningsorgan samt tilpasninger ved nye opgaver til ligebehandlingsorga-
net og ligebehandlingsnævnet. For de statslige arbejdsgivere skønner Medarbejder-
og Kompetencestyrelsen, at direktivet vil koste 395 mio. kr. det første år og 155
mio. kr. årligt herefter.
I øvrigt kan bemærkes om krav af betydning for de statsfinansielle merudgifter:
Eksisterende nationale arbejdstilsyn skal ifølge Kommissionens forslag have til-
synsfunktion også på direktivets område. I dag har Danmark ikke som forudsat
et arbejdstilsyn, som fører tilsyn på lønområdet. Et sådant løntilsyn er også hid-
til anset for svært at implementere i forhold til den danske model og arbejds-
markedets parters autonomi og rolle. Det er dog under drøftelserne præciseret,
at medlemslandene ikke pålægges at oprette arbejdstilsyn på direktivets område.
Tilsynsopgaverne kan overlades til eksisterende organer eller arbejdsmarkedets
parter i overensstemmelse med nationale regler og praksis. Udgiften vurderes på
den baggrund mindre væsentlig. Såfremt trilog-aftalen giver anledning til æn-
dringer af den vurdering, vil skønnet kunne ændres.
Eksisterende nationale ligebehandlingsorganer skal være kompetente med hen-
syn til spørgsmål på direktivets område og have tilført de fornødne ressourcer. I
dag er Institut for Menneskerettigheder, som er et uafhængigt organ under
Udenrigsministeriet, udpeget som Danmarks nationale ligebehandlingsorgan.
Der må forudses merudgifter til ligebehandlingsorganet, men det er ikke umid-
delbart muligt at fastslå størrelsesordenen. Ligebehandlingsorganets primære
opgave er at yde støtte til personer, der føler sig udsat for lønmæssig forskelsbe-
handling, hvor fagforeninger normalt er primære aktører. Kommissionen anvi-
ser, at medlemsstaterne kan overveje at finansiere denne udvidelse via omforde-
ling af bødebeløb på direktivets område. Under drøftelserne har regeringen stil-
let sig kritisk til kravet om bødestraf, da det må forudsætte lovhjemmel og vil
være til hinder for en overenskomstimplementering af arbejdsmarkedets parter.
Der skal udpeges et overvågningsorgan til at overvåge og støtte gennemførelsen
af direktivet. Organet kan være en del af eksisterende organer eller strukturer på
nationalt plan. Organets opgaver er vidtspændende, men vedrører især indsam-
ling og offentliggørelse af data modtaget fra arbejdsgivere. Kommissionen an-
slår, at opgaven for overvågningsorganet vil kunne løses ved ansættelse af 1 års-
14
kom (2021) 0093 - Bilag 9: Samlenotat vedr. bindende løngennemsigtighedstiltag
2638928_0015.png
værk og etablering/vedligehold af en hjemmeside/database. Regeringen har un-
der drøftelserne fastholdt, at Kommissionens skøn er for lavt sat, men det vil
først være muligt at give et bud på omfanget, når der tages stillingen til en im-
plementering, fx om opgaver kan henlægges til eksisterende organer, såsom
Danmarks Statistik, der i forvejen er central for de danske regler om kønsopdelt
lønstatistik. Fordeles opgaverne på flere organer, vil der være udgifter til koor-
dinering.
Kapitel III indfører detaljerede og udbyggede bestemmelser om retsmidler og
håndhævelsesmekanismer. Der forudses behov for særregler og som følge heraf
også merudgifter til oplæring for visse af de involverede retsinstanser, særligt
ligebehandlingsnævnet, og til en evt. stigning i retssager, da reglerne netop har
til formål at styrke arbejdstagers mulighed for at anlægge sager. Kommissio-
nens peger dog på, at direktivets løngennemsigtighedstiltag vil føre til, at ar-
bejdsgivere evaluerer deres lønstrukturer og kriterier for at udbetale løn, hvilket
vil mindske behovet for sager om lønmæssig forskelsbehandling.
Kommissionen peger også på en række positive effekter, såsom stigning i of-
fentlige indtægter som følge af øget skatteopkrævning ved højere lønninger til
kvinder samt fald i sociale ydelser for indtægtsbestemte kontaktydelser. Rege-
ringen har under drøftelserne stillet sig skeptisk til disse meget optimistiske an-
tagelser.
Formandskabets skitse til mulig trilog-aftale vil betyde statsfinansielle merudgifter
af væsentlig karakter i tråd med ovenstående. Som nyt element indgår det, at med-
lemslandene skal yde tekniske hjælp og oplæring
til SMV’er og arbejdstagerrepræ-
sentanters organisationer ift. forpligtelserne i direktivet. Dette er med henblik på at
begrænse de administrative byrder for virksomhederne.
Konsekvenser for erhvervslivet
Der forventes administrative byrder og økonomiske omkostninger for erhvervsli-
vet, idet der kan være byrder forbundet med forpligtelserne bl.a. til at oplyse om
lønforskelle. Kommissionen forventer selv, herunder i den ledsagende konsekvens-
analyse, at de forbundne omkostninger vil være beskedne. Kommissionen har ved
udformningen søgt at forenkle og reducere byrderne, navnlig for mindre virksom-
heder. Samtidig peger Kommissionen på en række positive påvirkninger, herunder
for virksomheders fortjeneste.
Regeringen har taget initiativ til dialog med arbejdsmarkedets parter om forslagets
administrative og økonomiske konsekvenser. Regeringen har herunder inviteret
parterne til at indsende deres konkrete vurderinger og beregninger herom.
Fokus retter sig primært mod konsekvenserne af de nye rettigheder og pligter i for-
slagets kap II om:
Arbejdsgivere skal oplyse lønniveau for opslåede stilling til jobansøgere.
Arbejdsgivere med lokale lønpolitikker skal udarbejde en tilgængelig beskri-
velse af de kønsneutrale kriterier, der anvendes til at fastsætte løn og karriereud-
vikling.
Arbejdsgivere skal tilgængeliggøre oplysninger for medarbejdere med henblik
på vurdering af, hvorvidt aflønning sker på en ikke-diskriminerende måde.
15
kom (2021) 0093 - Bilag 9: Samlenotat vedr. bindende løngennemsigtighedstiltag
2638928_0016.png
Virksomheder med mindst 250 medarbejdere skal tilgængeliggøre kønsbaseret
lønstatistik.
Et overvågningsorgan, jf. artikel 26, skal indsamle data fra virksomheder, hvil-
ket vil kræve nye indberetninger fra virksomhederne.
Vedr. forslagets administrative forventer DA, at implementeringen af direktivet vil
medføre betydelige omkostninger for danske virksomheder.
Da der er tale om et skøn, er der dog usikkerhed om de reelle erhvervsøkonomiske
udgifter. I alle tilfælde er det vurderingen, at byrderne overskrider 4. mio. kr. årligt,
hvorfor der efter sædvanlig praksis vil blive igangsat en byrdemåling af det ende-
lige direktiv i forbindelse med implementeringen i dansk ret.
Dansk Arbejdsgiverforening har estimeret omkostningerne baseret på Rådets kom-
promistekst. På baggrund heraf forventer DA, at omkostningerne for private virk-
somheder bliver omkring 700 mio. kr. det første år efterfulgt af en årlig omkost-
ning på 150 mio. kroner. Herudover estimerer DA, at Europa-Parlamentets forslag
kan øge virksomhedernes årlige omkostninger med minimum 50 mio. kr., hvis rap-
porteringstærsklen sættes ned fra 250+ til 50+ ansatte.
Formandskabets skitse til mulig trilog-aftale vil betyde administrative byrder og
økonomiske omkostninger for erhvervslivet i tråd med ovenstående. Det er dog lagt
en ny balance ind, hvor rapporteringstærsklen
i første omgang
alene sættes ned
til 150+ og efter to år sænkes til 100+ ansatte. Virksomheder med mellem 100-250
ansatte vil desuden kun skulle rapportere hvert tredje år.
7.4 Andre konsekvenser og beskyttelsesniveauet
En vedtagelse af forslaget skønnes ikke at have andre væsentlige konsekvenser,
men vurderes at bidrage til en højere lønmodtagerbeskyttelse.
8. Høring
Kommissionens direktivforslag er den 5. marts 2021 sendt i høring hos EU-Speci-
aludvalget under Beskæftigelsesministeriet for Arbejdsmarkedet og Sociale For-
hold. Der modtaget høringssvar fra Akademikerne (AC); Dansk Arbejdsgiverfor-
ening (DA); Danske Regioner (DR); Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA);
Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH); Kommunerne Landsforening (KL); Le-
derne (LH); Medarbejder- og Kompetencestyrelsen (Medst).
FH har desuden afgivet et supplerende høringssvar, hvorfor afsnittet om FH’s hold-
ning er opdateret.
Høringssvar er vedlagt og gennemgås her i hovedtræk:
AC
hilser generelt forslaget velkomment, herunder at det vil styrke den enkeltes
indsigt i lønoplysninger på arbejdspladsen samt give bedre muligheder for at sam-
menligne job af samme værdi. Åbenhed om løn er et vigtigt redskab til fremme af
ligeløn på arbejdspladsen og kan være med til at synliggøre og dokumentere for-
skelle også ift. en kønsmæssig ubalance i tildeling af tillæg.
16
kom (2021) 0093 - Bilag 9: Samlenotat vedr. bindende løngennemsigtighedstiltag
2638928_0017.png
AC bemærker mere specifikt:
Lønbegrebet: Metoden til opgørelse af løn er ikke præciseret. Der er fx behov
for at præcisere, at løn skal opgøres på en kønsneutral måde, herunder at der ta-
ges højde for barselsfravær. Det er vigtigt, at virksomheder forpligtes på et ens-
artet og kønsneutralt lønbegreb, ”en standardberegnet timefortjeneste”, da det
muliggør sammenligninger af løn mellem forskellige grupper af lønmodtagere,
uanset hvor meget overarbejde eller fravær de hver især måtte have (Lønkom-
missionen).
Virksomhedsstørrelse: AC foreslår, at krav om løngennemsigtighed ikke kun
skal gælde for store virksomheder, dvs. virksomheder med over 250 ansatte,
men også for små og mellemstore virksomheder, dvs. med 50-250 ansatte.
Disse virksomheder udgør 99 pct. af alle virksomheder i EU. AC gør opmærk-
som på, at Danmark har regler om kønsopdelt lønstatistik for virksomheder med
mindst 35 ansatte, og med mindst 10 kvinder og 10 mænd med samme arbejds-
funktion.
Ansattes ret til information om løn: Det bør præciseres, hvilke personer, der
indgår i gruppen af ansatte med ”ligeværdigt” arbejde, dvs. hvilke kriterier, der
kan indgå i arbejdsgiveres vurdering.
DA
finder, at forslaget giver
anledning til skepsis. Efter DA’s opfattelse er forsla-
get ikke umiddelbart egnet til rette op på de generelle lønforskelle mellem mænd
og kvinder i EU. Det skyldes, at direktivet ikke handler om de egentlige årsager til
lønforskellen mellem mænd og kvinder, dvs. kønsopdelingen på arbejdsmarkedet.
Det er uklart, hvad det præcis er for et ligelønsproblem, man ønsker at håndtere, og
Kommissionen har ikke sandsynliggjort, at forslaget faktisk vil have betydning for
udfordringerne med forskellen i mænd og kvinders aflønning. Uden disse oplysnin-
ger er det reelt ikke muligt fuldt ud at vurdere, hvorvidt forslaget holder sig inden
for nærheds- og proportionalitetsprincippet i EU-retten.
DA finder, at en række af forslagets bestemmelser indebærer indgreb i rent natio-
nale anliggender i Danmark, og at det sker på en meget indgribende måde. Det gæl-
der særligt bestemmelserne i forslagets artikel 4, som peger i retning af et arbejds-
marked, hvor markedskræfterne er sat ud kraft. Særligt ideen om ”en og samme
kilde” til
en medarbejders løn er problematisk. Der er lagt op til, at to medarbejdere
kan kræve samme løn med henvisning til, at de er omfattet af samme overens-
komst, uanset at de arbejder på forskellige virksomheder. Det kan betyde, at lønnen
helt fjerner sig fra den enkelte virksomheds situation og markedsvilkår. Derudover
bryder det med de eksisterende aflønningsprincipper i overenskomsterne på
DA/FH-området, som netop afspejler et hensyn til virksomhedens markedssitua-
tion.
Den enkelte medarbejders løn skal efter forslaget ikke længere fastsættes på bag-
grund af produktivitet eller afspejle udbud og efterspørgsel af kompetencer. Den
skal i stedet begrundes ud fra en række kriterier, som i Kommissionens optik er ob-
jektive, men som ikke nødvendigvis er relateret til den værdi, vedkommende fak-
tisk bidrager med på virksomheden. Konsekvensen er, at direktivet ikke bare regu-
lerer markedsmæssige skævheder, men mere grundlæggende afmonterer markeds-
mekanismerne på arbejdsmarkedet.
17
kom (2021) 0093 - Bilag 9: Samlenotat vedr. bindende løngennemsigtighedstiltag
2638928_0018.png
Derudover lægger direktivet op til, at der
fra EU’s side sker en omfattende regule-
ring af rets- og myndighedsudøvelse i medlemsstaterne. Der lægges op til at regu-
lere procesformen i det fagretlige system og ved danske domstole i sager om lige-
løn. Der stilles krav om nye kontrolorganer, hvilket ikke er overensstemmelse med,
at overvågning af ligeløn i Danmark i vid udstrækning sker inden for det fagretlige
system. Det betyder, at ikke alene lønbestemmelserne i overenskomsterne, men
også håndhævelsen af dem i højere grad bliver et anliggende for EU-Domstolen og
ikke
som i dag
arbejdsmarkedets parter og det fagretlige system.
DA har yderligere en række konkrete bemærkninger til direktivets enkelte bestem-
melser.
DR
bemærker overordnet, at forslaget lægger op til, at sammenligning ikke kun er
på lige løn mellem mænd og kvinder i samme sektor, men også på tværs af sekto-
rer. DR kan ikke anerkende, at regionerne skal bære ansvaret for en eventuel struk-
turel ulige løn fx som følge af differentierede historiske prioriteringer imellem de
faglige organisationer i forskellige sektorer. Det er væsentligt for DR, at det ikke
kan påberåbes som ulovlig forskelsbehandling i enkeltsager på grundlag af begre-
bet ”arbejde af samme værdi”, hvis lønforskellen mellem faggrupperne er historisk
begrundet. Derfor mener DR, at lønbegrebet, jf. artikel 3, også bør inkludere andre
arbejdsgiverbetalte rettigheder, eksempelvis frihed og barsel.
Parternes autonomi: DR anerkender, at Kommissionen har forsøgt at indtænke
arbejdsmarkeds parters rolle i at fremme lige løn mellem mænd og kvinder,
men det er ikke i tilstrækkelig grad lykkedes med at indtænke den danske mo-
del og parternes autonomi. I Danmark betyder parternes autonomi, at parterne
selv forhandler sig frem til løn og arbejdsvilkår, herunder også lønfastsættelse
og lønstrukturer. Det er væsentligt for DR, at direktivet bygger på en forståelse
af, at den danske model respekteres, og at det er arbejdsmarkedets parter, og
ikke andre aktører, der aftaler løn og lønstrukturer på det regionale arbejdsmar-
ked.
Lønfastsættelsesmekanismer og lønstrukturer: DR noterer sig, at det ikke er er
fastlagt, hvad forslaget mener med lønfastsættelsesmekanismer eller lønstruk-
turer, jf. fx betragtning 15, og opfordrer til, at dette gøres klart i direktivet.
Særligt i forlængelse af, at medlemsstaterne i direktivets artikel 4 forpligtes til
at sikre, at arbejdsgiverne har indført sådanne lønstrukturer. Dels er det uklart,
hvad medlemsstaterne forpligtes til at pålægge arbejdsgiverne, når begrebet
ikke er klart, dels vil det bryde med den danske model, hvis staten skal træffe
sådanne foranstaltninger. DR forstår forslaget således, at en overenskomst er
en lønfastsættelsesmekanisme eller lønstruktur i direktivets forstand. På det re-
gionale område fastlægges lønniveauet i den enkelte overenskomst, hvis dæk-
ningsområde enten baseres på uddannelse eller funktion. Idet der ikke findes
overenskomster på det regionale område, hvor der i lønfastsættelsen eller løn-
strukturerne (lønskalaer) differentieres mellem mandlige og kvindelige ansatte,
er det DRs opfattelse, at der på regionale område er lige løn.
Arbejde af samme værdi:
DR mener, at det er uklart, hvorledes ”arbejde af
samme værdi”, jf. art. 3, defineres. Heller
ikke art. 4 har en tydelig definition af
begrebet.
DR mener, at direktivet skal indeholde en klar definition af ”arbejde
18
kom (2021) 0093 - Bilag 9: Samlenotat vedr. bindende løngennemsigtighedstiltag
2638928_0019.png
af samme værdi”, især fordi begrebet bl.a. anvendes i forbindelse med imple-
menteringen af direktivets artikel 7 ”ret til oplysninger”, artikel 8 ”redegørelse
for lønforskelle mellem kvindelige og mandlige arbejdstagere” og artikel 9
”fælles lønvurdering”.
Administrative omkostninger: DR er enig i, at det er hensigtsmæssigt, at der er
transparens vedrørende sammenligninger af mænd og kvinders lønniveauer på
stillingsniveau. DR bemærker, at kapitel II vedr. løngennemsigtighed indebæ-
rer implementering af tiltag, der pålægger de regionale arbejdsgivere yderligere
administrative byrder og omkostninger, fx art. 8 stk. 1, litra a) -g). DR anerken-
der, at direktivet har forsøgt at overholde proportionalitetsprincippet, idet for-
anstaltningernes anvendelsesområde varierer med arbejdsgiverstørrelse, men
det vurderes samtidig, at de regionale arbejdsgivere kan pålægges uforholds-
mæssigt store bureaukratiske omkostninger ved implementering og håndhæ-
velse af direktivet.
FA
finder overordnet forslaget så vidtgående, at det rammer skævt i forhold til for-
målet om at styrke overholdelsen af ligelønsprincippet - og det rejser en række be-
tænkeligheder. FA finder især, at forslagets meget brede sammenligninger, på
tværs af virksomheder, og endda med hypotetiske sammenligningsgrundlag, vil
ikke tage højde for de faktorer i løndannelsen, der kan forklares. I stedet vil så-
danne sammenligninger medvirke til øget mytedannelse om ulige løn, frem for at
fremme lige løn for lige arbejde, og forslaget vil komme til at virke imod sit for-
mål. FA gør opmærksom på, at løn fastsættes på arbejdsmarkedet, hvor der - ud
over de aftalte regler i overenskomster - også vil være forskelle fra virksomhed til
virksomhed begrundet i konkurrence- og markedsmæssige forhold, i geografi mv.
Såkaldte objektive kriterier, hvad enten det drejer sig om uddannelsesbaggrund el-
ler en kollektiv overenskomst, vil ikke i sig selv give noget retvisende billede af et
lønniveau, da disse kriterier ikke nødvendigvis er afgørende for den konkrete løn-
fastsættelse. Forslaget vurderes også at pålægge virksomhederne nye administra-
tive byrder, hvilket bør søges begrænset.
FA har yderligere en række konkrete bemærkninger til direktivets enkelte bestem-
melser.
FH
ser positivt på forslaget ud fra et ligestillingspolitisk perspektiv, da formålet
ligger godt i tråd
med FH’s mål for udviklingen af en ny ’ligelønsmodel’. Det står
klart, at den nuværende danske lovgivning om ligelønsstatistikker ikke er tiltrække-
lig til at sikre ligeløn, og der er behov for yderligere tiltag. Dog bør principperne
om ligeløn og åbenhed gælde for alle og ikke kun ansatte på de største virksomhe-
der. Art. 4 giver medlemsstaterne en grad af fleksibilitet i valget af værktøjer og
metoder, hvilket FH tidligere har efterspurgt.
Imidlertid skal regler og rettigheder, som følger af EU-initiativer, fuldt ud respek-
tere den måde, vi har indrettet det danske arbejdsmarked på. I dette kollektivretlige
perspektiv ser FH flere kritiske mangler og problemer ved forslaget:
Arbejdstagerrepræsentanter:
Forslaget anvender udtrykket ”arbejdstagerrepræ-
sentanter”
frem for fagforeninger eller tillidsvalgte. Det er stærkt bekymrende,
19
kom (2021) 0093 - Bilag 9: Samlenotat vedr. bindende løngennemsigtighedstiltag
2638928_0020.png
da det er fagforeninger, der repræsenterer medarbejderne. Begrebet ”arbejdsta-
gerrepræsentanter” er for vagt. Reelt kan arbejdsgiveren selv indsætte disse ar-
bejdstagerrepræsentanter for at omgå fagforeningerne og dermed indgå lempeli-
gere aftaler. Begrebet kan derfor udvande fagforeningens rolle i ligelønsspørgs-
målet, uagtet forslagets artikel 27.
Fagbevægelsens rolle: Forslaget mangler i høj grad at anerkende fagbevægel-
sens rolle i forhold til fx at håndhæve ligeløn og repræsentere medarbejderne
ved førelse af sager. Det er helt afgørende for FH, at de faglige organisationer
og tillidsvalgte medarbejderrepræsentanter sikres fuld inddragelse og indfly-
delse. Som eksempel kan nævnes art. 7, hvor det er afgørende, at fagforeninger
og tillidsvalgte får samme rettigheder som medarbejderne, og at der ikke bliver
lagt restriktioner på, i hvilket omfang de kan dele information om løn med kol-
legaer og fagforening.
Eksterne organer mv.: Forslaget synes også at ville give andre eksterne, statslige
organer og organisationer flere beføjelser, hvilket FH finder bekymrende og øn-
sker nærmere belyst.
Samtykke: Ønsker en fagforening i dag at rejse en sag udsprunget af en over-
enskomst på vegne af et medlem, kræver dette ud fra et dataretligt synspunkt
ikke medlemmets samtykke, eftersom det er fagforeningen, der ”ejer” overens-
komsten, jf. også databeskyttelsesloven § 12. Det samme gælder sager om lige-
løn på et overenskomstdækket område. Det er uklart, om bestemmelsen med nu-
værende ordlyd fremadrettet kræver et samtykke fra medlemmet, hvilket i så
fald vil være yderst kritisabelt.
Sammenligningsgrundlag for lønniveau: Med forslaget lægges der op til, at
sammenligningsgrundlaget for lønniveau skal udvides, så det er tilladt at fore-
tage en sammenligning med en hypotetisk sammenligningsfaktor eller anvende
andre beviser, der gør det muligt at formode, at der angiveligt foreligger for-
skelsbehandling, jf. art. 4, punkt 4. Det er positivt, at muligheden for ligeløn ud-
vides, men det er meget uklart
og problematisk
– hvad der ligger i en ”hypote-
tisk sammenligningsfaktor”. Generelt bør det understreges, at løn i Danmark er
fastsat igennem en overenskomst mellem arbejdsmarkedets parter, hvor lønnen
fastsættes ud fra en fælles forståelse eller konsensus om det enkelte fags lønni-
veau. Den enkelte overenskomst kan derefter give rum for yderligere løntillæg
igennem lokal forhandling eller lignende. Med formuleringen ”hypotetisk sam-
menligningsgrundlag” lægges der op til,
at der ved en vurdering af en medarbej-
ders løn kan skeles til andre områder eller en anden overenskomst, end den der
er gældende for medarbejderen. Vil sammenligningen betyde, at lønnen ændres,
vil den del af forslaget være en direkte konfrontation på lønfastsættelsen i den
gældende overenskomst. En løn, der i fællesskab er accepteret og et resultat af
en forhandling imellem arbejdsgiver- og lønmodtagerpart. Det er positivt, at
man i art. 27 anerkender arbejdsmarkedets parters ret til at forhandle, indgå og
håndhæve kollektive overenskomster samt til at tage kollektive skridt. Art. 27
ændrer dog ikke på, at der kan være en sandsynlighed for efterregulering af en
overenskomstfastsat løn og dermed også en konfrontation mod overenskomsten.
Dette er en kritisk situation, som FH tager forbehold overfor og desuden søger
nærmere belyst.
20
kom (2021) 0093 - Bilag 9: Samlenotat vedr. bindende løngennemsigtighedstiltag
2638928_0021.png
FH
har efterfølgende sendt supplerende kommentarer omkring håndhævelse og de
statslige ligebehandlingsorganers fremtidige funktion.
Procedurer på vegne af eller til støtte for arbejdstagere: FH frygter, at art. 13
kan ændre på overenskomstpartens adgang til at håndhæve overenskomsten her-
iblandt tvister om løn. Det er problematisk, at art. 13 uden videre sammenligner
foreninger, organisationer og ligestillingsorganer med fx fagforeninger.
Omvendt bevisbyrde: Selvom direktivet 2006/54/EC allerede flytter bevisbyr-
den til den indklagede ved en påvist forskelsbehandling, viser erfaringer, at det
ofte er svært at påvise forskelsbehandling. Art. 16 vil styrke lønmodtagernes
rettigheder, idet bevisbyrden påhviler arbejdsgiveren, hvis denne ikke efterlever
de nye løngennemsigtighedsbestemmelser. FH vurderer, at det kan få stor be-
tydning for lønmodtagernes muligheder for at opnå ligeløn.
Sagsomkostninger og retsplejeloven: Art. 19 vil give en bedre adgang for med-
arbejderen til at klage og få domstolsprøvet krav om ligeløn. Det er dog uklart,
om bestemmelsen vil ændre på nuværende retstilstand om værneting og på rets-
plejelovens regler vedr. betaling af sagsomkostninger. Medlemmer af en over-
enskomstbærende fagforening har allerede i dag adgang til
”omkostningsfri”
prøvelse af en sag om ligeløn. FH ser gerne en afklaring.
Nationale ligebehandlingsorganer: FH finder det problematisk, at ligebehand-
lingsorganer får udvidet deres beføjelser, jf. art. 25, mht. de spørgsmål, der fal-
der under dette direktivs anvendelsesområde.
KL
mener overordnet, at Kommission lægger op til, at fokus ikke kun er på ligeløn
mellem mænd og kvinder i samme sektor, men også på tværs af sektorer. Lønfast-
sættelsen i Danmark er et resultat af kollektive overenskomstforhandlinger i de en-
kelte sektorer. Her kan parterne i de forskellige sektorer historisk have prioriteret
overenskomstmidler forskelligt. Det er væsentligt for KL, at det ikke kan påberåbes
som ulovlig forskelsbehandling i enkeltsager på grundlag af begrebet ”arbejde af
samme værdi”, hvis lønforskellen mellem faggrupperne bygger på overenskomster.
KL anerkender, at Kommissionen har forsøgt at indtænke de sociale parters rolle i
at fremme ligeløn mellem mænd og kvinder. KL konstaterer dog samtidig, at Kom-
missionen ikke er lykkedes med at omfavne den danske model og parternes auto-
nomi i tilstrækkelig grad. I forslaget ser KL modstridende udmeldinger, og det er
afgørende for KL, at direktivet bygger på en forståelse af, at disse forhold
og der-
med den danske model
skal respekteres.
Lønfastsættelsesmekanismer og lønstrukturer: Det fremgår af betragtning 15, at
arbejdsgiverne skal have indført lønfastsættelsesmekanismer eller lønstrukturer,
der sikrer ligeløn blandt mandlige og kvindelige arbejdstagere, der udfører
samme arbejde eller arbejde af samme værdi. KL bemærker, at det ikke er fast-
lagt i direktivet, hvad der menes med lønfastsættelsesmekanismer eller lønstruk-
turer. KL opfordrer til, at dette gøres klart i direktivet, særligt når medlemssta-
terne i artikel 4 forpligtes til at sikre, at arbejdsgiverne har indført sådanne løn-
strukturer. Dels er det uklart, hvad medlemsstaterne forpligtes til at pålægge ar-
bejdsgiverne, når begrebet ikke er klart, dels harmonerer det efter KL’s opfat-
telse ikke med den danske model, at staten træffer sådanne foranstaltninger. KL
ønsker at få afklaret, hvorvidt en overenskomst, der fastlægger en bestemt
21
kom (2021) 0093 - Bilag 9: Samlenotat vedr. bindende løngennemsigtighedstiltag
2638928_0022.png
gruppe ansattes løn, er en lønfastsættelsesmekanisme eller lønstruktur i direkti-
vets forstand. På det kommunale område fastlægges lønniveauet i den enkelte
overenskomst, hvis dækningsområde som oftest baseres på enten uddannelse el-
ler funktion. Der findes ikke overenskomster på det kommunale område, hvor
der i lønfastsættelsen eller lønstrukturerne (lønskalaer) differentieres mellem
mandlige og kvindelige ansatte, og på den måde skaber ulige løn mellem køn-
nene.
Arbejdstilsynets rolle mv.: KL bemærker, at direktivet pålægger særligt Ar-
bejdstilsynet, men også ligebehandlingsorganet, en rolle, der ikke er tradition
for i den danske arbejdsmarkedsmodel. Derfor anbefales det, at der i den ende-
lige direktivtekst er tilstrækkelig fleksibilitet indlagt, således at der tages højde
for medlemsstaternes forskellige traditioner og arbejdsdeling mellem på den ene
side de sociale parter og på den anden side myndighedsfunktioner som fx Ar-
bejdstilsynet. På det danske arbejdsmarked er det fagforeningerne typisk ved
deres tillidsrepræsentanter, der påser overenskomsternes overholdelse, og sager
kan rejses i det fagretlige system. Der ses ikke behov for at indføre andre og/el-
ler konkurrerende håndhævelsesinstanser.
KL har medsendt et bilag med konkrete bemærkninger til direktivets enkelte be-
stemmelser.
LH
deler generelt ønsket om at mindske lønforskellene mellem kønnene, men me-
ner ikke, at vejen frem til at løse denne udfordring er detaljeret lovgivning fra EU.
Reglerne er i bedste fald overflødige i en dansk velfærdsstat med et velreguleret ar-
bejdsmarked. Derudover er LH bekymret for, at forslaget vil medføre bøvl, bureau-
krati og indskrænkning af ledernes muligheder for at træffe de bedste beslutninger.
LH bemærker mere specifikt:
Art. 4 og 5: Indførelse af objektive og kønsneutrale kriterier bekymrer LH, sær-
ligt når det, jf. forslaget, skal være muligt at sammenligne løn med lønmodta-
gere uden for den pågældende arbejdsplads. Løndannelse må være et anliggende
for nationalstaterne, herunder arbejdsmarkedsparter i Danmark. LH mener, at
den enkeltes løn skal afspejle, hvilken værdi medarbejderen har for arbejdsplad-
sen, arbejdsindsats mm. og kan ikke direkte sættes på formel.
Art. 5: LH har svært ved at se behovet for, at Kommissionen skal blande sig i,
hvilke spørgsmål der konkret må stilles til en jobsamtale i Danmark, særligt når
det forbydes ledere at spørge til en mulig kommende ansats tidligere løn.
Art 8 om redegørelse for lønforskelle mellem kvindelige og mandlige arbejdsta-
gere i virksomheder med mindst 250 ansatte vurderes overflødig. Det samme
gør sig gældende for kravet om at nedsætte et udvalg til behandling af konstate-
rede lønforskelle. I Danmark pålægger loven om ligeløn virksomheder med 35
ansatte, hvoraf 10 kvinder og 10 mænd har samme jobfunktion, at udarbejde en
årlig kønsopdelt lønstatistik eller at indgå en aftale med medarbejderne om at
udarbejde en redegørelse om ligeløn. Disse behandles f.eks. i samarbejdsudvalg,
og skal være tilgængelige for medarbejderne, hvis det efterspørges.
Medst.
er generelt skeptisk over for EU-forslag, der angår lønspørgsmål, idet
Medst. betragter det som et national anliggende, der i Danmark reguleres ved aftale
22
kom (2021) 0093 - Bilag 9: Samlenotat vedr. bindende løngennemsigtighedstiltag
2638928_0023.png
af arbejdsmarkedets parter. Hertil kommer, at forslaget indeholder en række meget
vidtgående bestemmelser for arbejdsgivere og den danske model, som gør, at
Medst samlet set er stærkt skeptisk over for forslaget og de nye forpligtelser heri:
Art. 4: Medst finder, at forslaget indeholder ekstremt vidtgående muligheder for
at kunne stille krav om sammenligning af stillinger lønmæssigt, herunder på
tværs af overenskomstområder. Endvidere gives der særskilt hjemmel til i visse
tilfælde at ”foretage en sammenligning med en hypotetisk sammenligningsfak-
tor”, hvilket er uhørt
i dansk ret. Alt dette er stærkt problematisk og kan give
anledning til mange sager om påståede brud på princippet om ligeløn ud fra di-
verse sammenligningsgrundlag, som er kreeret til lejligheden.
Kap. II: Forslaget indeholder en række forpligtelser for arbejdsgivere til at ind-
samle og videregive oplysninger om løn, samt forpligtelser for arbejdsgivere
med mindst 250 arbejdstagere til at udarbejde særskilte redegørelser. Medst gør
opmærksom på de administrative byrder for mange statslige og selvejende insti-
tutioner, som hver især selv vil skulle stå herfor. Medst gør også opmærksom på
de principielle nyskabelser ved, at arbejdsgivere med over 250 arbejdstagere på-
lægges at gøre oplysninger om lønforskelle på institutionen offentligt tilgænge-
lige, samt potentielt at udarbejde fælles lønvurderinger i samarbejde med lokale
arbejdstagerepræsentanter.
Kap III: Heller ikke for så vidt angår retsmidler og håndhævelse, undgår Kom-
missionen at komme med forslag der er problematiske, bl.a. når der ikke umid-
delbart ses at være hjemmel til en ultimativ forældelsesfristen for retten til er-
statning, samt når lønmodtagere gives ret til at få tilkendt sagsomkostninger,
mens arbejdsgivere kun undtagelsesvist gives mulighed herfor.
9. Generelle forventninger til andre landes holdninger
Det er endnu usikkert, hvordan medlemslandene vil stille sig til formandskabets
forslag til en trilog-aftale.
10. Regeringens generelle holdning
Regeringen ønsker et samfund, hvor mænd og kvinder reelt har lige muligheder, og
hvor løn ikke
afhænger af køn. Regeringen støtter op om EU’s ligelønsprincip samt
en effektiv håndhævelse heraf, og regeringen er optaget af at bekæmpe lønforskelle
baseret på køn, bl.a. ved at sikre synlighed og information om mænds og kvinders
aflønning samt ved at styrke ligelønsarbejdet på alle niveauer.
Regeringen finder detaljeringsgraden i forslaget for stor og har rejst bekymring ved
de meget detaljerede håndhævelses- og tilsynsbestemmelser og disses overensstem-
melse med proportionalitetsprincippet, idet de potentielt kan udfordre den danske
arbejdsmarkedsmodel og medføre unødige byrder for erhvervslivet. Danmark har
en stærk og langvarig tradition for, at løn- og arbejdsvilkår reguleres af arbejdsmar-
kedets parter gennem kollektive overenskomster og uden indblanding fra regering
og Folketinget.
Regeringen finder, at nye tiltag skal kunne implementeres gennem kollektive afta-
ler, og at der tages hensyn til forskellige nationale modeller og for arbejdsmarke-
dets parter i forslagets enkelte bestemmelser. Ligeledes ser regeringen behov for at
23
kom (2021) 0093 - Bilag 9: Samlenotat vedr. bindende løngennemsigtighedstiltag
2638928_0024.png
mindske de administrative byrder, både for offentlige myndigheder, arbejdsgivere
og erhvervsliv.
Regeringen er særligt optaget af, at direktivet skal tage fornødent hensyn til den
danske model, hvor arbejdsmarkedets parter fortsat skal kunne forhandle, indgå og
håndhæve kollektive overenskomster uden indblanding fra andre organer eller
myndigheder; at direktivet ikke må påføre hverken stat eller virksomheder, ikke
mindst små virksomheder, urimeligt store byrder; og at direktivet kan passes ind i
en dansk kontekst og implementeres i kollektive overenskomster.
Den 25. nov. 2021 opnåede regeringen bred opbakning fra Folketinget til at tilken-
degive foreløbig dansk støtte til direktivforslaget, som det forelå i Rådets generelle
indstilling. I mandatet var der afgørende vægt på, at der i trilog-forhandlingerne
blev arbejdet for, at direktivet ikke underminerer den danske arbejdsmarkedsmo-
del. Endvidere lagde regeringen stor vægt på, at arbejdsmarkedets parter, hvor rele-
vant, kan løfte direktivets forpligtelser. Endelig lagde regeringen vægt på, at direk-
tivet ikke må påføre stat eller virksomheder, ikke mindst små virksomheder, urime-
ligt store byrder. Regeringen gav tilsagn om at inddrage Folketingets Europaudvalg
igen, inden der skal tages stilling til det endelige direktiv efter trilog-forhandlin-
gerne.
Regeringen følger fortsat forløbet tæt for at sikre danske prioriteter og en samlet
balance, herunder er det vigtigt for regeringen, at arbejdsmarkedets parter kan løfte
evt. tilsynsopgaver og aftale bod i stedet for bøde. Det er samtidig regeringens op-
fattelse, at en trilog-aftale kan ligge inden for det hidtidige danske mandat, men det
afhænger af den endelige tekst efter trilog-forhandlingerne. Det er forventningen, at
der ikke er behov for at ændre på ordlyden af det hidtidige forhandlingsoplæg, der
dermed kan forelægges Europaudvalget igen.
11. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg
Sagen har senest været forelagt Folketingets Europaudvalg til forhandlingsoplæg i
slutningen af november 2021 forud for EPSCO-rådsmødet den 6. december 2021.
Grund- og nærhedsnotat om forslaget til direktiv om bindende løngennemsigtig-
hedstiltag blev oversendt til Folketingets Europaudvalg den 30. marts 2021. Notatet
blev opdateret forud for EPSCO-Rådsmødet den 14. juni 2021, hvor det portugisi-
ske formandskab fremlagde fremskridtsrapport. Der er forelagt forhandlingsoplæg
for Folketingets Europaudvalg den 25. november 2021.
24