EU og Internationalt
MIM 144-23
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om Kommissionens forslag til to gennemførelsesretsakter om administrative
forlængelser af godkendelserne for brodifacoum, bromadiolon, chlorophacinon,
coumatetralyl, difenacoum, difethialon, flocoumafen og cholecalciferol i produkttype
14 i henhold til forordning 528/2012 om tilgængeliggørelse på markedet og
anvendelse af biocidholdige produkter (komitesag)
KOM-dokumenter foreligger ikke
Resumé
Kommissionen foreslår administrative forlængelser af udløbsdatoerne for godkendelserne af otte
aktivstoffer i ”rodenticider” (produkttype 14). Hvis forslagene bliver vedtaget, vil det betyde, at stofferne
fortsat må indgå som aktivstof i biocidholdige produkter i rodenticider – rotte-/musemidler. Der er ingen
væsentlige økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet, staten, regioner og kommuner.
Der er på nuværende tidspunkt i Danmark godkendt rotte-/musemidler med seks af stofferne -
brodifacoum, bromadiolon, chlorophacinon, coumatetralyl, difethialon og cholecalciferol. Samlet set
påvirker forslagene miljøbeskyttelsesniveauet neutralt, da stofferne er godkendt i EU i dag. Forslagene
forventes drøftet på et møde i den stående komité for biocidholdige produkter den 6. december 2023 med
efterfølgende skriftlig afstemning. Det vurderes, at det på grund af forhold, der ikke kan tilskrives
ansøgerne, er nødvendigt at udskyde godkendelsernes udløbsdatoer for chlorophacinon, coumatetralyl,
difenacoum, bromadiolon, brodifacoum, difethialon, flocoumafen og cholecalciferol i produkttype 14, i en
periode på 1�½ år til 2�½ år, så der er tilstrækkelig tid til at vurdere ansøgningerne om en eventuel
fornyelse. Alle aktivstofferne opfylder udelukkelseskriterierne i biocidforordningen, men der er
anvendelser af midlerne, hvor der ikke findes egnede alternativer. Regeringen agter på den baggrund at
støtte Kommissionens forslag om administrative forlængelser af godkendelserne.
Baggrund
Kommissionen forventes at fremsætte forslag til beslutning om administrativt at udskyde godkendelsernes
udløbsdato for brodifacoum, bromadiolon, chlorophacinon, coumatetralyl, difenacoum, difethialon,
flocoumafen og cholecalciferol i ”rodenticider” (produkttype 14).
Godkendelsernes udløbsdato udskydes i en periode på mellem 1 år og 2,5 år, afhængigt af, hvad der vurderes
tilstrækkeligt til at kunne vurdere ansøgningerne om fornyet godkendelse. Hvis revurderingsarbejdet
færdiggøres hurtigere, vil en afgørelse om fornyelse eller ikke-fornyelse af stoffet afløse den administrative
forlængelse.