kom (2023) 0538 - Ingen titel

Europaudvalget 2023
KOM (2023) 0538
Offentligt

EUROPA-

KOMMISSIONEN

Bruxelles, den 25.9.2023

COM(2023) 538 final/2

CORRIGENDUM:

This document corrects COM(2023)538 of 20.9.2023.

Missing date and number added on cover page.

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET OG

DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG

i henhold til artikel 13, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)

2019/1157 af 20. juni 2019 om styrkelse af sikkerheden af unionsborgeres identitetskort

og af opholdsdokumenter, der udstedes til unionsborgere og deres familiemedlemmer,

som udøver deres ret til fri bevægelighed

kom (2023) 0538 - Ingen titel

1. I

NDLEDNING

Den 20. juni 2019 vedtog Europa-Parlamentet og Rådet forordning (EU) 2019/1157 om styrkelse

af sikkerheden for unionsborgeres identitetskort og af opholdsdokumenter, der udstedes til

unionsborgere og deres familiemedlemmer, som udøver deres ret til fri bevægelighed

("forordningen"). Forordningen trådte i kraft den 1. august 2019 og har fundet anvendelse siden

den 2. august 2021

Forordningen omfatter dokumenter, der henvises til i eller er udstedt på grundlag af direktiv

2004/38/EF ("opholdsdirektivet")

: identitetskort, opholdsdokumenter for EU-borgere og

opholdskort til familiemedlemmer, der ikke er statsborgere i en medlemsstat.

I henhold til opholdsdirektivet skal medlemsstaterne udstede og forny identitetskort til deres

statsborgere, når de udøver deres ret til fri bevægelighed i overensstemmelse med national

lovgivning

. Dette omfatter især deres brug i forbindelse med udrejse af

og indrejse på

medlemsstats område eller registrering af bopæl hos de relevante myndigheder

. EU-borgere kan

benytte identitetskort, når de rejser ud af en anden medlemsstat eller et tredjeland. De kan

således også benyttes til at passere Schengenområdets ydre grænser. Samtidig er det vigtigt at

bemærke, at hverken forordningen eller opholdsdirektivet kræver, at medlemsstaterne indfører

identitetskort, når det ikke er fastsat i national lovgivning

Desuden kan medlemsstaterne kræve, at EU-borgere og deres familiemedlemmer registrerer sig

hos de relevante myndigheder, i hvilket tilfælde medlemsstaterne er forpligtet til at udstede bevis

for registrering til EU-borgere

. Medlemsstaterne er også forpligtet til at udstede opholdskort til

familiemedlemmer, der ikke er EU-borgere

, og efter ansøgning udstede dokumenter, der

bekræfter ret til tidsubegrænset ophold

og udstede tidsubegrænsede opholdskort

. Selv om

disse opholdsdokumenter ikke er rejsedokumenter, fritager besiddelse af et opholdskort eller

tidsubegrænset opholdskort familiemedlemmer, der ikke er EU-borgere, fra kravet om visum

EUT L 188 af 12.7.2019, s. 67.

Den 17. marts 2023 vedtog Det Blandede Udvalg for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde

afgørelse nr. 50/2023 om at indarbejde forordningen i aftalen om Det Europæiske Økonomiske

Samarbejdsområde. Afgørelsen er bindende for Island, Liechtenstein og Norge efter opfyldelse af

forfatningsmæssige krav.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres

familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område (EUT L 158 af

30.4.2004, s. 77).

Opholdsdirektivets artikel 4, stk. 3.

Opholdsdirektivets artikel 4, stk. 1.

Opholdsdirektivets artikel 5, stk. 1.

Opholdsdirektivets artikel 8, stk. 3.

Danmark og Irland udsteder ikke identitetskort.

Opholdsdirektivets artikel 8, stk. 1 og 2.

Opholdsdirektivets artikel 10, stk. 1.

Opholdsdirektivets artikel 19, stk. 1.

Opholdsdirektivets artikel 20, stk. 1.

Opholdsdirektivets artikel 5, stk. 2.

kom (2023) 0538 - Ingen titel

Forordningen letter udøvelsen af retten til fri bevægelighed for EU-borgere ved at sørge for

identitetskort og opholdsdokumenter, som er mere sikre. Før vedtagelsen af forordningen var der

betydelige forskelle mellem sikkerhedsniveauerne for identitetskort udstedt af medlemsstater og

opholdsdokumenter for EU-borgere, der er bosat i en anden medlemsstat, og deres

familiemedlemmer. Disse forskelle øgede risikoen for forfalskning og dokumentsvig og gav

anledning til praktiske vanskeligheder for borgerne, når de udøver deres ret til fri bevægelighed.

I henhold til forordningens artikel 13 skal Kommissionen henholdsvis to og elleve år efter datoen

for forordningens anvendelse aflægge rapport til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske

Økonomiske og Sociale Udvalg om forordningens gennemførelse, navnlig om beskyttelsen af

grundlæggende rettigheder og personoplysninger. Derudover skal Kommissionen foretage en

evaluering af forordningen seks år efter datoen for dens anvendelse og hvert sjette år derefter og

fremlægge en rapport om de vigtigste resultater heraf for Europa-Parlamentet, Rådet og Det

Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg.

Medlemsstaterne og relevante EU-agenturer skal forelægge Kommissionen alle de oplysninger,

der er nødvendige for udarbejdelsen af de rapporter, der er nævnt i denne bestemmelse. Til dette

formål sendte Kommissionen et spørgeskema til medlemsstaterne. Derudover foretog Frontex en

analyse af sikkerhedselementerne i de udkast til identitetskort, som medlemsstaterne har fremlagt

for Kommissionen

2. G

ENNEMFØRELSE AF FORORDNINGEN

2.1. Teknisk gennemførelse

2.1.1. Teknisk vurdering af de udstedte identitetskort

Formålet med den tekniske vurdering udført af Frontex var at kontrollere, om medlemsstaternes

identitetskort er i overensstemmelse med formatet, minimumssikkerhedsstandarderne og

specifikationerne i forordningens artikel 3. Dette omfattede kontrol af identitetskortenes

overensstemmelse med specifikationerne og minimumssikkerhedsstandarderne i Organisationen

for International Civil Luftfarts (ICAO's) dokument 9303 "Machine Readable Travel

Documents"

og kravene i litra d), f) og g) i bilaget til forordning (EF) nr. 1030/2002

som

I henhold til forordningens artikel 7, stk. 1, skal medlemsstaterne hvad angår opholdskort anvende samme

format som fastsat ved forordning (EF) nr. 1030/2002 som ændret ved forordning (EU) 2017/1954. Henset

til at der benyttes et fastsat format, anmodede Kommissionen ikke Frontex om at foretage en vurdering

svarende til den vurdering, der foretages af identitetskort. Derudover blev der ikke anmodet om nogen

teknisk vurdering vedrørende opholdsdokumenter udstedt til EU-borgere, eftersom forordningens artikel 6

ikke indeholder specifikke sikkerhedselementer vedrørende sådanne dokumenter.

ICAO, dokument 9303, "Machine Readable Travel Documents", ottende udgave, 2021.

Rådets forordning (EF) nr. 1030/2002 af 13. juni 2002 om ensartet udformning af opholdstilladelser til

tredjelandsstatsborgere (EFT L 157 af 15.6.2002, s. 1).

kom (2023) 0538 - Ingen titel

ændret ved forordning (EU) 2017/1954

med visse begrænsninger på grund af Frontex' tekniske

kapacitet

. Frontex undersøgte de seneste modeller af identitetskort udstedt af medlemsstaterne.

Med undtagelse af det græske identitetskort (se afsnit 2.4.2) blev alle analyserede identitetskort

anset for at være i overensstemmelse med forordningen hvad angår de dele, som Frontex var i

stand til at kontrollere. Ikke desto mindre identificerede Frontex følgende problemer vedrørende

nogle af identitetskortene

•

Nogle af de undersøgte identitetskort opfyldte ikke minimumskravene til portrætstørrelse.

Nogle af de undersøgte identitetskort indeholdt ikke alle sikkerhedsfunktioner til

beskyttelse mod udskiftning af billedet.

Nogle af de undersøgte identitetskort indeholder afvigelser fra de generelle

layoutspecifikationer fastsat af ICAO (f.eks. er oplysninger angivet et andet sted).

Kommissionen er i kontakt med de medlemsstater, hvis identitetskort er berørt af Frontex'

konstateringer.

På grundlag af analyserne fremsatte Frontex følgende operationelle bemærkninger:

•

"Regnbuetryk,

som er en speciel trykmetode, øger offsettrykningens robusthed og letter

kontrol ved frontlinjen. Den gradvise sammensmeltning af farverne skal kunne

identificeres og skille sig ud."

"Kravet

til billedstørrelse er relevant for at lette identitetskontrol og afsløre

dokumentfalsk såsom bedrageri og billedovertryk, som er to typer svindel, der har været

blandt de mest almindelige former for dokumentfalsk/identitetsbedrageri i de senere år.

Derfor er en større størrelse af indehaverens billede afgørende for identitets- og

dokumentægthedskontrol. I tilfælde, hvor billedet er den eneste tilgængelige biografiske

identifikator til at understøtte en identitetskontrol, er billedstørrelsen endnu mere vigtig."

"Indførelsen

af et ekstra billede af en indehaver er en foranstaltning, der skal øge

identitetskorts robusthed over for udskiftning af billedet og gøre det mere

modstandsdygtigt over for billedmanipulationer. Det ekstra billede skal være af

tilstrækkelig kvalitet til at sikre sammenligning med det primære billede og skal let kunne

kontrolleres ved frontlinjen."

•

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1954 af 25. oktober 2017 om ændring af Rådets

forordning (EF) nr. 1030/2002 (EUT L 286 af 1.11.2017, s. 9).

Navnlig var overensstemmelse hvad angår lagringsmediet ikke omfattet af den kontrol, som Frontex

udførte.

Af sikkerhedsmæssige årsager oplyser Kommissionen ikke, hvilke identitetskort der er tale om.

kom (2023) 0538 - Ingen titel

2.1.2. Andre aspekter knyttet til den tekniske gennemførelse af identitetskort

Som forordningens artikel 3, stk. 3, giver mulighed for, anvender to medlemsstater en anden

veletableret national betegnelse på det officielle sprog i stedet for "identitetskort"

. Fem

medlemsstater har indsat blindeskrift på kortet

13 medlemsstater gør i øjeblikket brug af muligheden i forordningens artikel 3, stk. 9, for at

integrere et dobbelt interface eller et separat lagringsmedium. I overensstemmelse med

forordningens artikel 3, stk. 10, lagrer 14 medlemsstater oplysninger til elektroniske tjenester

såsom e-forvaltning og e-handel i deres identitetskort på en måde, der er fysisk eller logisk

adskilt fra de biometriske oplysninger, som er lagret i kortets chip.

2.1.3. Indsamling af biometriske identifikatorer

I henhold til forordningens artikel 3, stk. 7, første afsnit, kan medlemsstaterne beslutte at fritage

børn mellem 6 og 12 år fra kravet om at afgive fingeraftryk, når de udsteder deres

identitetskort

. I øjeblikket gør 19 medlemsstater brug af denne mulighed. Medlemsstaterne har

også indført forskellige foranstaltninger til indsamling af biometriske identifikatorer i forhold til

børns og sårbare personers særlige behov, såsom dedikerede håndbøger eller åbningstider

I deres svar på Kommissionens spørgeskema har kun enkelte medlemsstater rapporteret om

vanskeligheder med indsamlingen af biometriske identifikatorer, hovedsagelig knyttet til

kvaliteten af ansigtsbilledet eller de optagne fingeraftryk. 22 medlemsstater bruger eller er ved at

undersøge brugen af mobile registreringsenheder til udstedelse af identitetskort til personer, der

ikke er i stand til at besøge de myndigheder, der er ansvarlige for at udstede sådanne kort

. 12

medlemsstater indsamler ansigtsbilledet direkte, selv om nogle af disse også godtager, at

ansøgeren fremlægger et fotografi i stedet for.

2.1.4. Dokumentfalsk

De fleste medlemsstater rapporterer, at de fortsat konfronteres med tilfælde af svigagtige

identitetskort og opholdsdokumenter udstedt i overensstemmelse med forordningen. Det er dog

ikke muligt at give et detaljeret overblik over situationen af relevans for forordningen, da

medlemsstaterne ikke specifikt overvåger antallet af anmeldte bedragere (både lookalike

svindel og svindlere generelt

), der benytter identitetskort eller opholdsdokumenter udstedt i

henhold til forordningens krav, eller antallet af personer, der oplyser selv at være ofre for

identitetstyveri. I de fem medlemsstater, der har oplyst antallet af anmeldte bedragere siden

forordningens ikrafttræden, varierede antallet mellem 22 og 57 indberettede svigagtige

dokumenter.

Tjekkiet (občansk�½

průkaz)

og Portugal (Cartão

de Cidadão).

Jf. betragtning 35 i forordningen.

Børn under seks år er fritaget for kravet om afgivelse af fingeraftryk.

Jf. betragtning 27 i forordningen.

Jf. betragtning 35 i forordningen.

Brug af en andens gyldige dokument.

En person, der bruger falske eller forfalskede kort.

kom (2023) 0538 - Ingen titel

2.1.5. Rapporteringspligt i henhold til forordningen

I nedenstående afsnit opsummeres forskellige rapporteringspligter, der er fastsat i forordningen.

Kommissionen fortsætter sine kontakter med de medlemsstater, der endnu ikke har meddelt

oplysninger i henhold til de forskellige bestemmelser.

2.1.5.1. Rapportering i henhold til artikel 9

I henhold til forordningens artikel 9 skal medlemsstaterne udpege mindst én central myndighed

som kontaktpunkt for gennemførelsen af forordningen og meddele navnet på denne myndighed

til Kommissionen og andre medlemsstater.

I juni 2023 havde 19 medlemsstater meddelt dette navn til Kommissionen.

2.1.5.2. Rapportering i henhold til artikel 11, stk. 7

I henhold til forordningens artikel 11, stk. 7, skal medlemsstaterne føre en liste over de

kompetente myndigheder, der har adgang til de biometriske data, der er lagret på lagringsmediet

i identitetskort, og fremsende sådanne lister til Kommissionen en gang om året. Kommissionen

skal offentliggøre en samling af sådanne nationale lister online.

I juni 2023 havde 22 medlemsstater fremsendt listen over deres kompetente myndigheder til

Kommissionen, som Kommissionen har gjort offentligt tilgængelig

2.1.5.3. Rapportering i henhold til artikel 14, stk. 3

I henhold til forordningens artikel 14, stk. 3, skal medlemsstaterne udpege organer, der har

ansvaret for trykning af identitetskort og opholdskort for EU-borgeres familiemedlemmer, og

meddele Kommissionen og de øvrige medlemsstater navnene på sådanne organer.

I juni 2023 havde 22 medlemsstater meddelt navnene på de organer, der har ansvaret for trykning

af dokumenterne i henhold til forordningen, til Kommissionen.

2.1.6. Antal dokumenter udstedt i et format, der er i overensstemmelse med forordningen

I april 2023 rapporterede medlemsstaterne at have udstedt mere end 53 mio.

identitetskort,

næsten 900 000

opholdsdokumenter

til EU-borgere og mere end 950 000

opholdskort

til

tredjelandsstatsborgere, der er familiemedlemmer til EU-borgere, i et format, der er i

overensstemmelse med forordningen.

https://commission.europa.eu/strategy-and-policy/policies/justice-and-fundamental-rights/eu-

citizenship/movement-and-residence_da.

kom (2023) 0538 - Ingen titel

2.2. Udfasningsperioder

for

identitetskort

opholdskort

familiemedlemmer, der ikke er statsborgere i en medlemsstat

2.2.1. Identitetskort

for

Forordningens artikel 5 bestemmer, at identitetskort, som ikke opfylder kravene i forordningen,

ophører med at være gyldige, når de udløber, eller senest den 3. august 2031, alt efter hvilken af

disse datoer der er den tidligste. Identitetskort, der ikke opfylder visse

minimumssikkerhedsstandarder, eller som ikke indeholder et funktionelt maskinlæsbart felt,

ophører med at være gyldige, når de udløber eller senest den 3. august 2026.

I svarene på spørgeskemaet angav ti medlemsstater, at den tiårige udfasningsperiode gælder for

deres tidligere udstedte identitetskort, fem medlemsstater angav, at den femårige

udfasningsperiode gælder for deres tidligere udstedte identitetskort og syv medlemsstater angav,

at begge perioder finder anvendelse på grund af de forskellige formater, der i øjeblikket er i

omløb.

2.2.2. Opholdskort til familiemedlemmer, der ikke er statsborgere i en medlemsstat

Ifølge forordningens artikel 8 ophører opholdskort, som ikke opfylder kravene i forordningen,

med at være gyldige, når de udløber, eller senest den 3. august 2026 (den femårige

udfasningsperiode), alt efter hvilken af disse datoer der er den tidligste. Opholdskort, som ikke

opfylder visse minimumssikkerhedsstandarder eller ikke indeholder et funktionelt maskinlæsbart

felt, ophører med at være gyldige, når de udløber, eller senest den 3. august 2023.

I svarene på spørgeskemaet angav 11 medlemsstater, at den femårige udfasningsperiode gælder

for deres tidligere udstedte opholdskort, seks medlemsstater angav, at den toårige

udfasningsperiode gælder for deres tidligere udstedte opholdskort og seks medlemsstater angav,

at begge perioder finder anvendelse på grund af de forskellige formater, der i øjeblikket er i

omløb.

2.3. Beskyttelse af grundlæggende rettigheder og personoplysninger

2.3.1. Fri bevægelighed og opholdsret

Forordningen har en positiv indvirkning på den grundlæggende ret til fri bevægelighed og

ophold i henhold til artikel 45 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder

("chartret") ved at løse problemer med sikkerhed og anerkendelse af både identitetskort og

opholdsdokumenter. Ved at integrere biometriske oplysninger (ansigtsbillede og to fingeraftryk)

giver dokumenter udstedt i overensstemmelse med forordningen mulighed for en mere pålidelig

kontrol af dokumentet og en bedre identifikation af enkeltpersoner.

Siden starten på udstedelsen af identitetskort i et format, der opfylder kravene i forordningen, har

medlemsstaterne ikke rapporteret om problemer, som deres statsborgere oplever ved

anerkendelse af sådanne dokumenter i andre medlemsstater.

kom (2023) 0538 - Ingen titel

I de fleste medlemsstater er gebyrerne for udstedelse af de dokumenter, der er omfattet af

forordningen, ikke steget efter dens anvendelse. I de tilfælde, hvor gebyrerne er steget, er

stigningen efter det oplyste lille og i overensstemmelse med omkostningerne ved de forbedrede

sikkerhedsfunktioner i dokumenterne.

2.3.2. Respekt for privatliv og beskyttelse af personoplysninger

Begrænsninger af retten til privatlivets fred og beskyttelsen af personoplysninger (chartrets

artikel 7 og 8) skal være fastlagt i lovgivningen, respektere disse rettigheders væsentligste

indhold og stå i rimeligt forhold til opnåelsen af et legitimt mål

. I denne sammenhæng

indeholder forordningen mulighed for behandling af personoplysninger om indehaveren af

dokumentet, herunder biometriske oplysninger. Lagringen af et ansigtsbillede og to fingeraftryk i

identitets- og opholdskort, således som det allerede er tilfældet med biometriske pas

opholdstilladelser til tredjelandsstatsborgere

, udgør en hensigtsmæssig kombination af pålidelig

identifikation og autentificering med en reduceret risiko for svig med henblik på at øge

sikkerheden af identitets- og opholdskort

Ændringer til Kommissionens forslag, som blev indført af Europa-Parlamentet og Rådet under

lovgivningsprocessen, tilføjede muligheden for at lagre sådanne biometriske oplysninger på

opholdsdokumenter udstedt til EU-borgere

. Ifølge oplysningerne fra medlemsstaterne i

spørgeskemaet anvender 13 medlemsstater i øjeblikket et sikkert lagringsmedium med

indehaverens biometriske identifikatorer (ansigtsbillede og eventuelt to fingeraftryk) i

opholdsdokumenter, der udstedes til EU-borgere.

For så vidt angår begrundelsen for behandlingen af de biometriske oplysninger, skal det

bemærkes, at dette er fastlagt i lovgivningen, nemlig forordningens artikel 3, stk. 5. Denne

begrænsning af retten til privatlivets fred og beskyttelsen af personoplysninger opfylder et mål af

almen interesse, nemlig forebyggelse af forfalskning og dokumentsvig, som forstærkes af

manglende ensartethed med hensyn til nationale identitetskorts formater og sikkerhedselementer

forud for forordningens ikrafttræden. Forebyggelse af forfalskning og svig fremmer

anerkendelsen af identitetskort i andre medlemsstater end den udstedende medlemsstat, hvilket

letter EU-borgeres ret til fri bevægelighed

. Risikoen for bedrageri skal tages alvorligt, især ved

brug af forfalskede identitetskort eller misbrug af rettigheder

Artikel 3, stk. 5, er genstand for to igangværende anmodninger om præjudiciel afgørelse (se

afsnit 2.4.3). Hvad angår egnetheden af lagring af biometriske oplysninger i identitetskort har

Domstolen allerede anerkendt, at lagringen af fingeraftryk på et lagringsmedium, der har et højt

sikkerhedsniveau, kan mindske risikoen for forfalskninger af pas og lette opgaven for de

Jf. f.eks. dom af 20. marts 2018, Menci (C-524/15, EU:C:2018:197, præmis 41).

Artikel 1, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 2252/2004.

Artikel 4a i Rådets forordning (EF) nr. 1030/2002 af 13. juni 2002 om ensartet udformning af

opholdstilladelser til tredjelandsstatsborgere (EFT L 157 af 15.6.2002, s. 1).

Betragtning 18 i forordningen.

Forordningens artikel 6, andet afsnit.

Forslag til afgørelse af 29. juni 2023, Landeshauptstadt Wiesbaden (C‑61/22, EU:C:2023:520, præmis 75).

Opholdsdirektivets artikel 35 giver mulighed for at begrænse opholdsretten, når der er tale om svig og

misbrug af rettigheder.

kom (2023) 0538 - Ingen titel

myndigheder, der er ansvarlige for at efterprøve ægtheden af sådanne dokumenter

. Ifølge

generaladvokat Medina gælder dette også for brug af identitetskort i forbindelse med udøvelsen

af retten til fri bevægelighed

Domstolen har allerede undersøgt proportionaliteten af optagelse og opbevaring af fingeraftryk.

Den fandt, at denne proces hverken er af intim karakter, da de to fingeraftryk er karakteristika,

som kan ses af andre, og heller ikke forårsager særlige fysiske eller psykiske gener for den

pågældende person

. Derudover fandt Domstolen intet, der tydede på, at optagelsen af

fingeraftryk og fotograferingen af ansigtet medfører et mere alvorligt indgreb i disse rettigheder,

fordi de udføres på samme tid

. Den konkluderede endvidere, at der ikke eksisterer en lige så

egnet, men mindre indgribende metode sammenlignet med optagelse og opbevaring af

fingeraftryk til at nå formålet med forordningen på en tilsvarende effektiv måde

Endelig indeholder forordningen øgede garantier for indsamling og opbevaring af fingeraftryk

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679

finder anvendelse med hensyn til

behandling af personoplysninger, herunder biometriske oplysninger, i forbindelse med

anvendelsen af forordningen. Som udgangspunkt skal medlemsstaterne kontrollere

ansigtsbilledet, og fingeraftryk må kun kontrolleres i tvivlstilfælde. Fingeraftryk må kun optages

af kvalificeret og behørigt godkendt personale og kontrolleres af behørigt godkendt personale, og

kun hvor det er påkrævet ved lov. Derudover skal biometriske oplysninger, der opbevares med

det formål at personliggøre identitetskort eller opholdsdokumenter, opbevares på en meget sikker

måde og kun indtil dokumentet afhentes. Desuden fremgår det udtrykkeligt af betragtning 21, at

forordningen ikke giver hjemmel til at oprette eller vedligeholde databaser med biometriske

oplysninger på nationalt eller europæisk plan.

Siden datoen for forordningens anvendelse er Kommissionen ikke blevet gjort bekendt med

vellykkede angreb eller brud på det sikrede lagringsmedium, der er indeholdt i de omfattede

dokumenter.

Dom af 17. oktober 2013, Schwarz (C-291/12, EU:C:2013:670, præmis 41).

Forslag til afgørelse af 29. juni 2023, Landeshauptstadt Wiesbaden (C‑61/22, EU:C:2023:520, præmis 82).

Dom af 17. oktober 2013, Schwarz (C-291/12, EU:C:2013:670, præmis 48). Se endvidere dom af 3.

oktober 2019, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid mod A m.fl. (C-70/18, EU:C:2019:823, præmis

58) og forslag til afgørelse af 29. juni 2023, Landeshauptstadt Wiesbaden (C‑61/22, EU:C:2023:520,

præmis 79).

Dom af 17. oktober 2013, Schwarz (C-291/12, EU:C:2013:670, præmis 50). Se endvidere forslag til

afgørelse af 29. juni 2023, Landeshauptstadt Wiesbaden (C‑61/22, EU:C:2023:520, præmis 89).

Dom af 17. oktober 2013, Schwarz (C-291/12, EU:C:2013:670, præmis 51). Se endvidere forslag til

afgørelse af 29. juni 2023, Landeshauptstadt Wiesbaden (C‑61/22, EU:C:2023:520, præmis 95).

Se forordningens artikel 10 og 22 samt betragtning 19-22 og 40 og forslag til afgørelse af 29. juni 2023,

Landeshauptstadt Wiesbaden (C‑61/22, EU:C:2023:520, præmis 98-103).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i

forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse

af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1).

kom (2023) 0538 - Ingen titel

I sagen Landeshauptstadt Wiesbaden konkluderede generaladvokat Medina, at forordningen, og

navnlig artikel 3, stk. 5, ikke udgør en ubegrundet begrænsning af chartrets artikel 7 og 8

2.4. Andre oplysninger om gennemførelse af forordningen

2.4.1. Konsekvenserne af covid-19-pandemien

Datoen for forordningens anvendelse, den 2. august 2021, fandt sted under covid-19-pandemien.

I lyset af denne kendsgerning anmodede Kommissionen i marts 2021 om feedback fra

medlemsstaterne om pandemiens indvirkning på de relevante forberedelser i medlemsstaterne. I

deres svar foreslog syv medlemsstater at overveje at udsætte datoen for forordningens

anvendelse.

På grundlag af den modtagne feedback informerede Kommissionen i juli 2021

medlemsstaterne om, at den havde besluttet ikke at foreslå at udskyde anvendelsen af

forordningen for ikke at skade den planlagte udrulning for de medlemsstater, der var klar til at

udstede dokumenter i overensstemmelse med kravene i forordningen senest den 2. august 2021

Kommissionen foreslog, at de medlemsstater, der havde angivet eventuelt at være forsinket,

træffer afbødende foranstaltninger for at sikre, at den gyldighedsperiode, der er angivet på

dokumentet, behørigt svarer til de udfasningsperioder, der er fastsat i forordningens artikel 5 og 8

(se afsnit 2.2).

Dette ville f.eks. betyde, at identitetskort, der ikke er i overensstemmelse med reglerne, og som

er udstedt efter den 2. august 2021 og omfattet af den længere udfasningsperiode, senest skal

have den 3. august 2031 som udløbsdato, selv om en medlemsstat normalt udsteder sådanne

identitetskort med en gyldighedsperiode på 10 år. I modsat fald vil de pågældende identitetskort

ophøre med at være gyldige i henhold til forordningens artikel 5, selv om de stadig synes at være

gyldige som følge af, at der er anført en senere dato på dokumentet. Tilsvarende skal

identitetskort, der ikke er i overensstemmelse med reglerne, og som er udstedt efter den 2. august

2021 og omfattet af den kortere udfasningsperiode, senest angive den 3. august 2026 som

udløbsdato.

Samtidig opfordrede Kommissionen kraftigt alle medlemsstater til at sikre, at de udstedte

dokumenter, der er i overensstemmelse med forordningen fra og med dens anvendelsesdato.

Med hensyn til afbødende foranstaltninger tilkendegav de berørte medlemsstater, at de havde

begrænset gyldigheden af de pågældende dokumenter og/eller underrettet indehaverne herom.

Forslag til afgørelse af 29. juni 2023, Landeshauptstadt Wiesbaden (C‑61/22, EU:C:2023:520, præmis

108).

Ares(2021)4724281.

kom (2023) 0538 - Ingen titel

2.4.2. Traktatbrudsprocedurer indledt af Kommissionen

Den 14. juli 2023 indledte Kommissionen traktatbrudsprocedurer mod Bulgarien, Grækenland og

Portugal for manglende gennemførelse af forordningen

. Traktatbrudsprocedurerne vedrører

disse medlemsstaters undladelse af at udstede dokumenter omfattet af forordningens

anvendelsesområde i et format, der er i overensstemmelse med dens krav.

Bulgariens

tilfælde drejer det sig om manglende udstedelse af forskriftsmæssige identitetskort,

opholdsdokumenter for EU-borgere og opholdskort for familiemedlemmer til EU-borgere, som

ikke er statsborgere i en medlemsstat.

Grækenlands

tilfælde drejer det sig om manglende udstedelse af forskriftsmæssige

identifikationskort.

Portugals

tilfælde drejer det sig om manglende udstedelse af forskriftsmæssige identitetskort

og opholdsdokumenter for EU-borgere.

2.4.3. Retssager med relevans for forordningen

Siden forordningens ikrafttræden har der været to anmodninger om præjudicielle afgørelser

vedrørende forordningen, og navnlig lovligheden af medtagelse af fingeraftryk i

identitetskortene. Begge sager verserer i øjeblikket.

Den første verserende anmodning om præjudiciel afgørelse, sagen Landeshauptstadt

Wiesbaden

, vedrører gyldigheden af forordningens artikel 3, stk. 5, som bestemmer, at

identitetskort udstedt af medlemsstaterne skal være udstyret med et meget sikkert

lagringsmedium med indehaverens ansigtsbillede og to fingeraftryk i interoperable formater.

Den forelæggende nationale ret ønsker oplyst, om artikel 21, stk. 2, i TEUF er det korrekte

retsgrundlag for forordningen, om forpligtelsen til at optage fingeraftryk er i overensstemmelse

med den grundlæggende ret til respekt for privatliv og databeskyttelse, og om den påståede

mangel på en konsekvensanalyse vedrørende databeskyttelse har indvirkning på gyldigheden af

forordningens artikel 3, stk. 5.

I forslag til afgørelse af 29. juni 2023

konkluderede generaladvokat Medina, at forordningen

blev korrekt vedtaget på grundlag af artikel 21, stk. 2, i TEUF med henblik på at lette udøvelsen

af EU-borgeres ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område.

Generaladvokaten påpegede i denne forbindelse, at denne ret giver EU-borgere mulighed for at

deltage i dagligdagen sammen med de øvrige indbyggere i værtsmedlemsstaten. Nationale

identitetskort har således den samme funktion, som de har for disse indbyggere, hvilket

indebærer, at kun et pålideligt og ægte bevis for identitet muliggør den fulde udøvelse af den frie

bevægelighed.

https://ec.europa.eu/commission/presscorner/detail/en/inf_23_3445

Sag C-61/22.

Forslag til afgørelse af 29. juni 2023, Landeshauptstadt Wiesbaden (C‑61/22, EU:C:2023:520).

kom (2023) 0538 - Ingen titel

Generaladvokat Medina fandt også, at artikel 3, stk. 5, ikke udgør en ubegrundet begrænsning af

chartrets artikel 7 og 8 (se også afsnit 2.3.2). Endelig mente generaladvokaten, at Europa-

Parlamentet og Rådet ikke var forpligtet til at foretage en konsekvensanalyse under den

lovgivningsproces, der førte til forordningens vedtagelse.

Den anden verserende anmodning om præjudiciel afgørelse, sagen Kinderrechtencoalitie

Vlaanderen og Liga voor Mensenrechten

, vedrører forordningens artikel 3, stk. 5 og 6, og

artikel 14 og deres forenelighed med bl.a. retten til privatlivets fred, beskyttelse af

personoplysninger og fri bevægelighed. Der er endnu ikke fremsat forslag til afgørelse i denne

sag.

2.4.4. Oplysninger modtaget fra borgere

Siden forordningens ikrafttræden har Kommissionen modtaget en række klager og breve fra

borgere vedrørende de dokumenter, der er omfattet af forordningen. Det meste af denne

korrespondance vedrører spørgsmål, der ikke var relateret til gennemførelsen af forordningen,

navnlig nationale administrative procedurer i forbindelse med udstedelse af identitetskort og

opholdsdokumenter i medlemsstaterne og forsinkelser i disse procedurer. Brevene og klagerne

vedrørende gennemførelsen af forordningen vedrørte hovedsagelig obligatorisk medtagelse af

fingeraftryk (se i denne sammenhæng afsnit 2.3.2).

2.5. Øvrig udvikling af relevans

2.5.1. Digitalisering af rejsedokumenter og lettelse af rejser

Den 2. juni 2021 vedtog Kommissionen en meddelelse om en strategi for et fuldt fungerende og

robust Schengenområde

. Det bemærkes i strategien, at når der kommer gang i den globale

rejseaktivitet igen efter covid-19-pandemien, kan der forventes kraftige stigninger i

passagerstrømmene. Dette vil sætte nyt skub i den digitaliseringsproces, der startede allerede før

pandemien og kræve innovative metoder til at lette og fremskynde grænsekontrollen på

internationale indrejsesteder. Digital dokumentation er både mere effektiv og mere sikker.

Kommissionen meddelte, at den efter en tilbundsgående vurdering og de nødvendige høringer

agter at forelægge et forslag til forordning om digitalisering af rejsedokumenter og lettelse af

rejser.

Ved at indføre digitale rejsedokumenter for EU-borgere sigter Kommissionen mod at gøre det

lettere at rejse på tværs af de ydre grænser, lette presset på og flaskehalsene ved

grænseovergangsstederne og afkorte ventetiden samt øge sikkerheden i forbindelse med og

effektiviteten af ind- og udrejsekontrollen. EU sigter også mod at lette udøvelsen af den frie

bevægelighed for EU-borgere og deres familiemedlemmer.

Sag C-280/22.

COM(2021) 277 final.

kom (2023) 0538 - Ingen titel

En standard for digitale rejsedokumenter (såkaldte digitale rejseoplysninger) er blevet fastlagt af

ICAO, sådan som det historisk er sket for det fysiske e-pasdokument og de elektroniske

oplysninger, der er indeholdt i dets chip

. Digitale rejseoplysninger kan hentes fra et

eksisterende pas eller identitetskort. Rejsende vil få en kopi af de oplysninger, der er gemt på

lagringsmediet i det fysiske rejsedokument, overført til en applikation på en enhed, såsom en

mobiltelefon (fingeraftryk medfølger ikke). Rejsende vil være i stand til at sende

rejseoplysninger på forhånd, hvilket giver myndighederne tid til at filtrere oplysningerne og

fremskynde enhver gældende grænsekontrol.

Kommissionen udfører i øjeblikket den indsamling af dokumentation og de vurderinger, der er

nødvendige for at udarbejde et sådant forslag.

2.5.2. En europæisk digital identitet

Den 3. juni 2021 foreslog Kommissionen en ramme for en europæisk digital identitet

, som vil

være tilgængelig for EU-borgere, indbyggere og virksomheder til at identificere sig online og

offline over for offentlige og private tjenester. Den foreslåede forordning søger at etablere en

sikker ramme, hvor borgerne kan forbinde deres nationale digitale identiteter med digitale

attributter og oplysninger, der vil sætte dem i stand til at erstatte en række fysiske kort og dermed

forenkle deres hverdag.

Forslaget om en europæisk digital identitet, der i øjeblikket er under forhandlinger, er i

overensstemmelse med forordningens mål. Identitetskort, der er udstedt i overensstemmelse med

kravene i forordningen, indeholder sikrede oplysninger på et lagringsmedie, som kan bruges af

medlemsstaterne til sikkert at identificere en person, hvilket gør det muligt at bruge dem til at

skabe en europæisk digital identitet. Medlemsstaterne kan også gøre brug af det sikre

lagringsmedium i de identitetskort, der er udstedt i henhold til forordningen, til at udstyre kortene

med eID-funktionalitet.

Den 29. juni 2023 indgik Europa-Parlamentet og Rådet en foreløbig politisk aftale om

hovedelementerne i forslaget

3. K

ONKLUSION

Retten til fri bevægelighed er en unionsborgerskabsrettighed, som især EU-borgere værdsætter,

og sikre og pålidelige identitetskort og opholdsdokumenter spiller en afgørende rolle for at undgå

hindringer for udøvelsen af denne ret. Muligheden for, at EU-borgere kan rejse inden for EU

uden pas og kun benytte et identitetskort, er en af de konkrete fordele ved retten til fri

bevægelighed. Desuden betyder den fritagelse for kravet om visum, som er kendetegnet ved

Guiding Core Principles for the Development of Digital Travel Credential (DTC), som er tilgængelig på

websiden:

https://www.icao.int/Security/FAL/TRIP/PublishingImages/Pages/Publications/Guiding%20core%20princi

ples%20for%20the%20development%20of%20a%20Digital%20Travel%20Credential%20%20%28DTC%

29.PDF.

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU) nr. 910/2014 for så

vidt angår fastlæggelse af en ramme for en europæisk digital identitet (COM(2021) 281 final).

https://ec.europa.eu/commission/presscorner/detail/da/ip_23_3556.

kom (2023) 0538 - Ingen titel

opholdskort, der udstedes til familiemedlemmer, som ikke er statsborgere i en medlemsstat, en

lettelse af familielivet med den EU-borger, de ledsager. For at sikre, at disse fordele ikke

misbruges af ondartede aktører, er et højt sikkerhedsniveau for sådanne dokumenter fortsat

nødvendigt.

Kommissionen vil fortsætte med at overvåge gennemførelsen

overensstemmelse med dens rolle som traktaternes vogter.

forordningen