J.nr. 2025 - 1021
Den 15. april 2025
MIM 14-25
KOMITÉNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om forbud mod per- og polyfluoralkylstoffer (PFAS) i brandslukningsskum i
henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 om
registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier
(REACH) (komitésag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har fremlagt forslag om forbud mod per- og polyfluoralkylstoffer (PFAS) i
brandslukningsskum i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006
om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH).
Forslaget er sat til diskussion og forventet afstemning på møde i REACH-komitéen den 29. april
2025. Kommissionen foreslår at forbyde PFAS i brandslukningsskum med en overgangsperiode på
fem år med undtagelse af en række specifikke anvendelser, for hvilke Kommissionen foreslår
overgangsperioder på mellem 12 måneder og 10 år. Aktører, der benytter sig af
overgangsperioderne, skal efter 12 måneder udarbejde en håndteringsplan, som opdateres årligt og
opbevares i 15 år. Kommissionen foreslår en grænseværdi, som er 50 gange mere lempelig for
brandslukningsskum, der er kommet igennem rengjort brandslukningsudstyr, som er taget i brug
før ikrafttrædelse af reglerne. Dermed vil evt. kontaminering af brandslukningsskummet fra rester
af gammelt brandslukningsskum i udstyret ikke betyde, at brandslukningsudstyret skal udskiftes for,
at brandslukningsskummet kan leve op til reglerne. Forslaget indebærer omkostninger for skibe og
boreplatforme i Danmark for ca. 24-55 mio. kr. det første år efter ikrafttrædelse, ca. 1-2 mio. kr. pr.
år i de efterfølgende ti år, ca. 112-154 mio. kr. i det tiende år og ca. 1-2 mio. kr. pr. år herefter.
Forslaget medfører ikke omkostninger for landbaserede aktører, da de enten har eller er i gang med
at udfase PFAS i brandslukningsskum. Forslaget indebærer statsfinansielle omkostninger til
håndhævelse på ca. 0,25 mio. kr. årligt, hvilket afholdes inden for Miljø- og Ligestillingsministeriets
ramme. Forslaget vil forbedre miljøbeskyttelse i Danmark og EU. Regeringen agter på den
baggrund at støtte forslaget, idet regeringen lægger stor vægt på, at al PFAS i brandslukningsskum
forbydes, at overgangsperioderne for landbaserede aktører forkortes, og at skibe som minimum får
en overgangsperiode på 10 år. Regeringen lægger vægt på, at boreplatforme skal have en kortere
overgangsperiode af hensyn til beskyttelse af arbejdstagere, og at brandslukningsskum, der kommer
ud af rengjort udstyr, skal have en mere lempelig grænseværdi i en tidsbegrænset periode.